Om Kvindens Benyttelse i Postfaget. (Efterskrift til Politivennen).

har Overpostmester Petersen skrevet en interessant lille Artikel i det sidste Numer af "Tidsskrift for Postvæsen". Forfatteren fremhæver, at ved de tarvelige Udsigter for Øie, som bydes Functionairerne ved Postvæsenet, er det ikke at undres over, at Tilgangen til Postvæsenet af brugbare Kræfter er for ringe. Det bedste Middel, hvormed man, da det er sandsynligt, at Forholdene i Fremtiden ikke ville blive gunstigere, vil kunne komme ud over denne Vanskelighed, vil efter hans Mening være paa alle Postexpeditioner, ved hvilke der ikke er Nattjeneste, at antage Kvinder til Medhjælp. En stor Deel af de nu paa Postexpeditionerne ansatte unge Mand ville da gaae over til Postcontoirerne, og Postmestrene kunne komme ud af den Forlegenhed, hvori mange af dem befinde sig, samt Postexpediteurerne faae en billig og i de fleste Tilfælde god Medhjælp. At Kvinderne ere vel egnede til at gjort Tjeneste som Medhjælpere ved Postexpeditioner og som Postexpeditricer, kan Forfatteren bevidne af Erfaring, idet der ved Aarets Begyndelse ved Posthusene i Østifterne var ansat 8 Kvinder som Fuldmægtige, 6 som Assistenter og 2 som Postexpeditricer. Ingen af disse stode tilbage i Forretningsdygtighed for de mandlige Functionairer, flere af dem stode endogsaa over deres mandlige Colleger.

Til samme Numer af Tidsskriftet har ogsaa Postmester S. E. Svendsen skrevet en Artikel om Kvinders Anvendelse i Postvæsenets Tjeneste, i Slutningen af hvilken han fremdrager Spørgsmaalet om, i hvilken Udstrækning man bør ønske Kvinder ansatte ved Postvæsenet. Hr. Svendsen mener, at man ikke bør gaae for vidt i sine Bestræbelser; thi ligesaa vist det er, at Posttjenesten paa de større Posthuse samt de kjøbenhavnske og de bevægelige expeditioner lægger saa stærkt Beslag paa physisk Kraft og Routine og andre mandlige Egenskaber, at man her let vil finde de naturlige Grændser for Kvinden i saa Henseende, ligesom saa lidt forekommer det ham at være, om Staten principmæssig vilde give Kvinder fortrineviis Adgang til visse selvstændige Stillinger under Postvæsenet, f. Ex. de mindre Postexpeditioner, thi om hun end i mange Tilfælde vil kunne bestyre et saadant Posthuus tilfredsstillende, og hun bør formeentlig heller ikke være afskaaren fra slige Stillinger, saa er det dog temmelig almindeligt, at disse mindre Posthuse ere eller senere hen blive forenede med andre offentlige eller private Bestillinger, saasom Telegraphstation etc., hvor Bestyreren altsaa ikke vil kunne være uden Medhjælp, og her forekommer det Forfatteren mindre heldigt at give Kvinden Adgang til Ansættelse, fordi en Combination af flere Bestillinger eller et større Forretningsomraade i Reglen vil overskride hendes af Naturen anviste Stilling som Medhjælper. Overhovedet ordnes dette Forhold formentlig bedst ved privat Initiativ, og Staten bør kun forsaavidt træde hjælpende til, som den ikke skal stille ligefremme Hindringer i Veien for Kvindens private eller offentlige Ansættelse i Postvæsenets Tjeneste; men forøvrigt er man vistnok meget tilbøjelig til at hælde til den Anskuelse, som ogsaa engang er udtalt af den tydske Generalpostdirecteur Stephan, at Staten vilde virke heldigst for Kvindesagen ved at sætte Mændene i saa gunstige Lønningsforhold som muligt, for derved at lette dem Adgangen til Opnaaelsen af den af Naturen anviste Bestemmelse, at gifte sig! Men indtil der skeer en gjennemgribende Lønningsforbedring, og med de for Tiden uheldige Fremtidsudsigter for unge Mennester af Postfaget for Øie, mener ogsaa Hr. Svendsen, at man kun kan ønske, at Bestyrerne af Posthusene ville lægge sig Kvindesagen paa Hjertet og følge Exemplet fra de enkelte Posthuse, hvor der med Held haves kvindelig Medhjælp.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1876).

Badeanstalt for Kvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Den offentlige Bade-Anstalt for Kvinder. Ved Kikkurven tæt ved Ryssensteen vil der Løverdagcn den 12te ds. blive aabnet en ny Badeanstalt for Kvinder. Den smukke og solide Bygning er opført af Tømmermestrene Kayser og Dobel, medens Tømmermester Bock har udført Underbygningen; som Inspectrice er Frk. Moberg ansat, og Mdm. Fabricius har overtaget Tilynet med Anstalten. Det c. 1500 Qv.-Al. store Landareal er omgivet af et solidt og temmelig høit Plankeværk, da den megen Færdsel paa Landeveien, især af Militairet, mulig kunde genere Badegjæsterne. Umiddelbart ved Indgangen ligger Tilsynsmandens Værelse og ved Siden heraf en temmelig stor Garderobe, forsynet med Badedragter, Haandklæder og Badehætter, som udlaanes til de Besøgende mod en ringe Godtgjørelse af 4 Øre. Gjennem Tilsynskonens Værelse, der tillige tjener som Ventesal, kommer man ud paa den egentlige Badebro, som fører til de forskjellige Badekamre. Der er i det Hele taget Intet sparet for at gjøre det saa behageligt som muligt for de Besøgende. Badekamrene, hvis Antal er 48, ere smaa, men net indrettede og staae alle umiddelbart i Forbindelse med et større Vandbassin, hvis Areal er 3,200 Qv.-Alen, og hvorover der er udspændt 2 Touge. For at kunne finde sit Kammer igjen, naar man er i Bassinet, er der forneden, tætved Vandet, anbragt Numre, saa at ethvert Badekammer saa at sige har 2 Indgange, een under og een over Vandet. Ved indgangen til Anstalten er der opkastet en Jordhøi, som skal beplantes med Grønt og senere tjene til Venteplads. Badeanstalten er hver Dag aaben fra Kl. 6 om Morgenen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. august 1876).

Farlige Skydeøvelser. (Efterskrift til Politivennen)

En "Vandringsmand" offenliggjør i "Vib. Stifts Mgbl." følgende: "Almind Sogn i Lysgaard Herred har i lang Tid følt Trykket af at være saa nær beliggende ved Lejren ved Hald, men det er dog altsammen for intet at regne mod, hvad der skete Lørdagen den 22de Juli d. A.; thi da vare Beboerne i ligefrem Livsfare. Den Dag havde noget Artilleri fundet det formaalstjenlig fra Hald Hovedgaard at flyde over imod Almind Sogn og hvad værre var, lægge Spidskugler i Kanonerne, saa flere Beboere der og vejfarende paa Viborg-Kolding Vejen hørte disse militære Fyre fløjte i Luften uden ret at vide, hvad det var, de hørte; thi, at Lejrtropperne vare saa ondskabsfulde at flyde med skarpt imod fredelig arbejdende Bønder og vejfarende Borgere, havde man ikke tænkt, og dog er det faktisk at det skete. Bevislig Sandhed er det, at Gaardmand Lorents Nielsen i Almind har to Spidskugler, der ere udskudte af Kanonerne ved Hald, og hvoraf den ene er optagen paa hans Mark lidt vest for hans Gaard, hvor den faldt ikke 10 Alen fra en Karl, der stod og tøjrede en Hest; en anden er taget omtrent 6 Alen fra hans Gaard i den vestre Vejkant af Viborg-Kolding Vejen; den er gaaet igjennem Havediget, og, efter Hullet at dømme, har dens Retning kun været 3 Alen fra Gaarden. At Lorents Nielsen ved sin Hjemkomst ikke sandt Karlen liggende død paa Marken eller Konen hovedløs i Stuen, eller t. Ex. Undertegnede med bortskudte Lemmer paa Vejen ved Gaarden, var ikke Artilleriets Skyld. Det paa Højen udstillede Flag betød vel ikke, at Beboerne skulde forlade Hus og Hjem og vejfarende undlade al befærde Vejen; det var da for megen Magt at tildele en Overgeneral i Fredens Dage." 

(Morgenbladet (København) 4. august 1876).

Gaderne paa Gammelholm. (Efterskrift til Politivennen)

At det blæste i Gaar, fik de ulykkelige Beboere i Gammelholmskvarteret til Gavns at føle. De hvirvlende Vinde lod ikke det tommetykke Støv i Gaderne et Øjebliks Ro. Det skarpe Flyvesand kastedes frem og tilbage, højt op j Luften og ud over de tilstødende Gader; langs Husene og op over Tagene stod det som en ugjennemsigtig Taage, og Folk, der risikerede at passere Gaderne med halvt lukkede Øjne, krøbe, naar Sirokkoen nærmede sig, om Hjørnerne og ind i Portaabninger med en Angst, der mindede om en Vinterdags forrygende Storm. Inde i Husene jamrede Husmødrene for deres Møbler, Tæpper og Gardiner, thi et Vindue kunde ikke holdes aabent i to Minutter uden at alt i Værelset blev bedækket mcd et tykt Lag Støv af den ubehageligste Slags, og Husejerne i dette af Magistratens Unaade hjemsøgte Kvarter vrede Hænderne over deres nymalede Facader alt fordi man ikke kan afse nogle Tønder Vand til Gadernes Vanding.

(Morgenbladet (København) 4. august 1876).

Arrestationer. (Efterskrift til Politivennen)

En Typus for en københavnsk arrestation. En Arbejder, der i en længere Aarrække har været beskæftiget i en herværende større Fabrik, blev, da han for kort Tid siden en Aften vilde begive sig til sit Hjem, standset af en af de saakaldte "Opdagelsesbetjente", der i en kort Tone bebudede ham, at han skulde "følge med". Til Arbejderens store Forbavselse forklarede Betjenten ham, at han var anholdt for at have begaaet Voldtægt og Ran mod en ukonfirmeret Pige, og, tilføjede Opdageren, "der er 4 Vidner paa det", en Udtalelse, som kort efter viste sig at være Opspind af vedkommende kløgtige Politihovede selv, og et af de sædvanlige Politikneb, som selvfølgelig ikke forsmaaes benyttet os de "menige" opdagende Individer.

Fulgt af sin værdige Følgesvend ankom Arbejderen nu til Politistationen paa Gasvejen, og efter at han havde opholdt sig her til ud paa Aftenen, blev der afgivet den højtidelige Erklæring: "Han skal ind paa Raadstuen i Aften". Han blev da transporteret dertil idet det nægtedes ham at maatte indtage et efter et anstrengende Dagværk temmelig nødvendigt Maaltid hos sin i Nærheden boende Familie. Ankommen paa Raadstuen anvistes der ham en Trækasse til Natteleje, hvorpaa han da maatte tilbringe Natten, som man let kan tænke sig ikke paa nogen synderlig heldig Maade. Tidlig om Morgenen blev han atter halet afsted til Vesterbro Station, og stod straks efter ligeoverfor Hr. Assistent Hjorth, som viste sig at være sin Plads som Retfærdighedens Haandhæver voksen, ved gentagne Gange at tilbrøle den uforhørte, udømte Mand: "De er et Svin!" Efter at være bleven vist denne og lignende Politiartigheder, blev han atter transporteret til Raadhuset og placeret paa den saakaldte "Tyvebænk". Aftenen derpaa kom han under Forhørsdommerens Behandling, hvor der imidlertid ikke var fremkommet et eneste Bevis for, at den Anholdte var skyldig i Noget. Da vedkommende ukonfirmerede Pige og en anden ukonfirmeret Pige paastod, at "det var ham", uden dog at kunne paavise nogetsomhelst Faktum, blev han imidlertid efter Forhørsdommerens vise Kendelse, arresteret paa "stærk Mistanke".

Efter at have været adskillige Gange i Forhør og efter at have modtaget en venskabelig Paamindelse af Hertz om "at bekende straks, da Dommen i saa Fald vilde blive mildere", Altsammen uden Resultat, da Manden var aldeles uskyldig i hvad han blev anklager for, løslodes han endelig efter ni Dages Arrest ifølge Dommerens Udsagn "af Mangel paa Bevis", uden at modtage nogensomhelst Erstatning eller Æresoprejsning.

(Social-Demokraten 2. august 1876).

Mere Myndighedsmisbrug. Undertegnede blev i Tirsdags-Aftes, da jeg opholdt mig i et offentligt Lokale paa Vesterbro, pludselig tiltalt af to Personer, der præsenterede sig som Betjente i Opdagelsespolitiet; de betydede mig, at jeg skulde "følge med", hvilket jeg ogsaa gjorde, endskøndt jeg selvfølgelig ingen Anelse havde om, hvad man vilde mig. Undervejs blev jeg bevogtet paa det Strengeste, og det var mig ikke engang tilladt at tage mit Lommetørklædc op af Lommen; "jeg skulde ikke benytte Lejligheden til at smide Noget fra mig", sagde den ene af mine Bevogtere.

Ankommen til Politistationen i Pilestræde, blev jeg underkastet en meget nærgaaende og generende Visitation paa min Person; mine Ejendele, som Portemonnæ, Handsker etc. ordentlig lysket igennem, men - vistnok til stor Fortvivlelse for "Opdagerne" - naturligvis uden Resultat, efter endt Visitation blev jeg underkastet Forhør, under hvilket Betjenten paa alle Maade søgte at bevæge mig til at "tilstaa", det "vilde da være ham muligt at udvirke, at jeg blev straffet saa mildt som muligt". For hvilken Forbrydelse? Ja, nu fik jeg da at vide, at jeg var "mistænkt" for at have været inde i en Guldsmedebutik, for at spørge om Prisen paa forskellige Sager, og jeg skulde da have benyttet Lejligheden til at tilvende mig flere af Guldsmedens Varer. Da jeg naturligvis ikke kunde indlade mig paa at sige "Ja" til Noget, som jeg vidste mig fuldstændig fri for. saa blev jeg kastet ind i et smudsigt Rum, hvor noget Vaadt flød hen over Gulvet og over Bænken, der blev mig anvist som Hvilested. Man leverede mig en Klud til at aftørre Bænken med, men denne var saa tilsølet, at mit Tøj ikke kunde undgaa at blive tilsmudset deraf.

Jeg maatte nu tilbringe Resten af Natten her, indtil jeg om Morgenen Kl. 7, blev kaldt ind i Stationslokalet, hver der blev mig anvist Plads paa en Bænk, der nok var forbeholdt saadanne "Mistænkelige" som mig. Her sad jeg en Timestid, og blev da opvartet med Kaffe og Bolle. Flere Fremmede passerede frem og tilbage, og endelig blev jeg kaldt ind i et Kontor, hvor den ene af mine Plageaander fra om Natten udleverede mig mine Sager med den Bemærkning: "Nu kan De gaa, det er ikke Dem!" Da jeg tillod mig at udtale den Mening, at det forekom mig at være en temmelig uforsvarlig Behandling at udvise mod Folk, om hvem man ikke havde nogetsomhelst Bevis for, at de havde begaaet en Handling som den, jeg var sigtet for, saa svarede Betjenten, at "det kunde de ikke gøre for, ti Signalementet passede!"

Dette Tilfælde turde være et nyt Eksempel paa Politiets egenmægtige Handlemaade, og jeg fremdrager det her, for om mulig at bidrage til, at saa uhyggelige Tilstande kan blive saa stærkt belyste, at de efterhaanden bliver umulige.

F. Poulsen, Handsketilskærer. 

(Social-Demokraten 24. august 1876).