Krüger og Valget i Nordslesvig 1876. (Efterskrift til Politivennen)

"Pall Mall Gazette" og Nordslesvigernes Stemning. I "Flensborg Avis" skrives den 19de August Følgende:

Forskjellige tydske Blade have i de sidste Dige bragt en Gjengivelse af to Korrespondance Artikel fra Kjøbenhavn til det bekjendte engelske Blad "Pall Mall Gazette", hvori der paastaas, at Nordslesvigerne ere misfornøjede med det danske Ministerium, navnlig med Udenrigsministeriet, fordi dette er gaaet ind paa den tydske Regerings Fordring om Udlevering af undvegne slesvigske Soldater. "Fædrelandet" bringer nu ogsaa en kort Meddelelse af denne Korrespondence Indhold med den Tilføjning, at det ikke veed, hvad dette har paa sig, og med det Ønske, at Regeringen i Kjøbenhavn maatte meddele Offenligheden Oplysning derom. Vi kunne ligesom "Fædrelandet" sige, at vi heller ikke vide, hvad dette har paa sig, men saa meget er vist, at det er aldeles urigtigt, naar det hedder, at Nordslesvigerne ere misfornøjede med det danske Ministerium og navnlig med Udenrigsministeren Baron Rosenørn-Lehn, thi heraf skulde man slutte, at her hersker en almindelig Misfornøjelse, og det er ikke Tilfældet. Ligeledes ere vi overbeviste om, at Krüger ikke, som det hedder i den nævnte Korrespondance-Artikel, har troet med at nedlægge sit Mandat til den tydske Rigsdag, thi dette Mandat er givet ham af hele det nordslesvigske Folk og er for ham en Helligdom, som han ikke giver Slip paa, selv om et dansk Ministerium skulde begaa et eller andet Fejlgreb til Skade for Nordslesvigerne. "Pall Mall Gazette"s Efterretninger om det nordslesvigske Spørgsmaal pleje ikke at høre til de paalideligste, og saaledes vil det ogsaa nok være med den ovennævnte Korrespondance-Artikel; dersom der vil blive givet Offenligheden nærmere Oplysninger om deone Sag, vil det vise sig, at den langt fra er refereret nøjagtig.

"Pall Mali Gazette"s Korrespondent forkynder i Gaarsnumeret af "Morgenbladet", at han har sendt Navnet paa sin Meddeler til sammes Redaktion og denne tilføjer den Erklæring, at dette Navn "i denne Sag er den bedste Kilde, der kan haves".

(Fædrelandet 12. august 1876, 2. udgave).

Pall Mall Gazette (1865-1923, herefter The Evening Standard) var på daværende tidspunkt en konservativ avis.

Nordslesvigerne og Baron Rosenørn-Lehn. Det er meget sørgeligt, at Førerne for den danske Sag i Nordslesvig ikke nære den ubegrænsede Hengivenhed for det kgl. danske Junkerministerium, og den fuldstændige Tillid til Hr. Rosenørns diplomatiske Evner, som dette Ministerium og dets Venner have Trang til for indre Aarsagers Skyld. Efterat Pall Mall har fortalt, at Hr. Kryger er kjed og led af Hr. Rosenørn, og at han endog tænker paa at drage sig tilbage fra Politiken af Misfornøjelse med det kjøbenhavnske Kabinet, er det forstaaeligt, at hele den ministerielle Presse farer i Hr. Kryger for at bevæge ham til at afgive en offenlig Kjærlighedserklæring til Estrupperne. Den nationalliberale Udligger i Sønderjylland, det bekjendte Afløb for den kiøbenhavnske Presses Overfald paa det danske Folk, "Dannevirke", hvis kjærlige Følelser for Hr. Kryger ikke trænge til Attest, er gaaet i Spidsen for Pressionen; de andre følge efter, "Fdrl.", "Dag. Nyh." ere enige om, at Hr. Kryger bør holde Storvask om det kjøbenhavnske Ministerium og bevidne disse Statsmænd sin uskrømtede Højagtelse og Tillid, og vi hører, at den private Pression ikke giver den offenlige noget efter i Energi. Om Hr. Kryger vil bekvemme sig til denne Kjærlighedsgjerning, er os ikke bekjendt; maaske han af Hensyn til sine nærmeste Landsmænds Interesse vil tro, at det kan være af Betydning at opretholde i det ydre et Skin af Overensstemmelse med en dansk Regering, der i Danmark er Gjenstand for den dybeste Mistillid og den mest udbredte Uvillie, som nogen Regering har samlet paa sit Hoved. I saa Fald tro vi, at Hr. Kryger misforstaar Forholdene her hjemme. Hvad han har virket og virker for den danske Sag, det har vundet ham det danske Folks fulde Taknemlighed og Sympathi; det danske Folk ser med fuldstændig Tillid hen til Hr. Kryger og hans Venner, det kræver intet Regnskab af ham, og det kræver allermindst at han skal staa skoleret for en kjøbenhavnsk Klikke og et kjøbenhavnsk Ministerium, hvis Tilværelse de tre Fjerde- dele af fet danske Folk betragte som en Ulykke for Landet og en Hindring for vort Fædrelands Velfærd i alle Retninger.

(Morgenbladet (København) 26. august 1876).

"Morgenbladet" fortæller igaar, at "Fdl." og "Dag. Nyh." ere enige om. at Hr. Krüger bør holde Storvask om det kjøbenhavnske Ministerium og bevidne disse Statsmænd sin uskrømtede Høiagtelse og Tillid. Denne Meddelelse er, saavidt vl erindre, for "Fdl."s. men under alle Omstændigheder ganske sikkert for "Dag. Nyh."s Vedkommende fuldstændigt Opspind. Vi have i Anledning af de fremkomne Oplysninger om Regeringens traktatmæssige Stilling til Spørgsmaalet om Udleveringen af bortrømte nordslesvigske Værnepligtige Oplysninger, hvis Betydning for Dommen om Regeringens Fremfærd ere saa afgjørende, at "Morgenbladet" ikke en gang har turdet gjengive dem - opfordret Hr. Kryger til at udtale sig om sin "personlige Stilling" til Sagen. Det vil sige, vi have opfordret ham til at oplyse, om Korrespondancen til Pall Mall Gazette skyldes hans Meddelelser, og i bekræftende Tilfælde, om disse da af Korrespondenten ere gjengivne i en korrekt eller forvansket Form. Hr. Kryger har ligesaa lidt som nogen Anden Lov til at føre uefterrettelig Tale, og skal der endelig være Tale om "Storvask", da er det, efter hvad der i denne Sag foreløbig ligger for, virkelig ikke Regeringen, men Hr. Kryger selv, der trænger til en saadan. 

(Dagens Nyheder 27. august 1876).

Nordslesvig, d. 30te Avgust 1876. Den af det engelske Blad Pall Mall Gazette bragte Efterretning, at vor dygtige Repræsentant H. A. Krüger af Misfornøjelse med den danske Regerings Optræden ikke ønskede oftere at modtage Valg til den tyske Rigsdag har naturligvis vakt endel Opsigt, Man var saa vant til at betragte Krüger som Et med det danske Højreparti, at disse Oplysninger maatte vække en stærk Rystelse, og ikke mindst i den danske Højrepresses selvforgudende og omtaagede Hjerner. Naar Korrespondenten til Pall Mall Gazette meddeler, at Grunden til Krügers Misfornøjelse hidrører fra det danske Udenrigsministeriums seneste Optræden overfor nogle slesvigske Desertører, der er forlangt udleveret af Danmark, da vi bekræfte det, men maa dog straks tilføje, at Krügers Misfornøjelse har en dybere Grund, og uvilkaarlig falder flere Aar tilbage i Tiden, om den end nu først er kommen til Udbrud. Siden hin sørgelig berømte Majdag, da Politidirektør Crone leverede Slaget paa Nørrefælled beskyttet af nordre Birks Tinghus's stærke Mure, har den danske Regering lidt efter lidt draget Fodfæstet bort fra Krügers Virksomhed. Hvorledes var det ogsaa muligt for en nordslesvigsk Folkerepræsentant med Kraft at optræde mod den prøjssiske Regerings Fremgangsmaade i Slesvig, naar det Parti, der staar ham nærmest i Danmark, farer frem mod sine politiske Modstandere med et Had og en Bitterhed, der kaster alle Hensyn til Side for at tilfredsstille sin Hævnlyst. Tager den prøjesiike Regering langtfra med Fløjelshandsker paa den dansksindede Nordsleviger, saa er den Behandling for Intet at regne mod ben vanvittige Fanatisme, for hvilken Socialisterne 1 Danmark har været og endnu er Genstand fra sine Modstandere Side. At slig Fremgangsmaade fra Københavneriets Side til Slutning maatte vække en stærk Misfornøjelse hos en saa personlig hæderlig og elskværdig Karakter, som Krüger kan ikke forundre Nogen, der endnu ikke er aldeles betaget af Partihadet.

M.

(Social-demokraten 2. september 1876).

Nordslesvigerne og Baron Rosenørn-Lehn

Fra Hr. Krüger have vi modtaget følgende:

Ved med Tak at kvittere for Modtagelsen af det mig af den ærede Redaktion tilsendte Morgenblad, Lørdagsavisen Nr. 198, er det mig ubehageligt, at jeg strax maa besvære Redaktionen med Bøn om at give efterstaaende Erklæring en Plads i Bladet, for fra min Side at berigtige det Stykke, der i Morgenbladet fører Overskriften "Nordslesvig og Baron Rosenørn-Lehn". Heri er nemlig fremkommen Antydninger, som det er mig magtpaaliggende at imødegaa, ja som jeg maa anse som en æressag at faa berigtiget. Naar nemlig vort nordslesvigske Organs Udgiver i hin Artikel bedømmes uskaansomt og blandt andet paapeges som den, der gaar i Spidsen for Pressionen af Pressen, der har sat sig i Bevægelse for at præcisere en Udtalelse af mig til Svar paa den i det engelske Blad Pall Mall Gazette optagne Notits, for saa vist mit Standpunkt og Stilling til Sagen var bragt i Forbindelse hermed, da paaligger det mig tværtimod at erklære, at Udgiveren af "Dannevirke", Hr. Hiort-Lorenzen, netop er den, der i dette Stykke er gaaet foran fremfor den øvrige danske Presse, som delvis er nævnt, i et Spørgsmaal, hvor det netop gjælder om i det hele taget at handle forsigtigt og iagttage sømmelig Takt. Sagen forholder sig nemlig saaledes, at Udgiveren Hiort-Lorenzen strax ved Modtagelsen af den i Pall Mail Gazette optagne Notits har tilsendt mig denne, med Forespørgsel om, hvorledes "Dannevirke" skulde stille sig til Sagen, hvorpaa jeg svarede og bad ham at optage Artiklen ordret, uden nogen som helst Kommentar, men kun at tilføje de Par Ord: Man venter, at Krüger selv vil klare for sig i den Sag. Jeg svarede med den Vedtegning, fordi jeg i høj Grad misbilligede den Maade, hvorpaa andre Blade tog sig den Frihed at tale min Sag og hovmesterere min Opførsel. Jeg har saaledes givet min Ven Hiort-Lorenzen den Oprejsning, jeg skylder ham, ved i sine Enkeltheder at fremstille Sagen i sit sande og rette Lys for derved at afvælte Broden fra hans Person.

Siden jeg som ovenanført selv har bebudet en Udtalelse, kunde man med Rette vente, at jeg lod høre fra mig. Jeg har i Virkeligheden ogsaa gjort Forsøg derpaa, men har overbevist mig om, at en Udtalelse fra min Side, der faldt ud til Gunst enten for eller imod Ministeriet, ikke kunde gives en saadan Affattelse, at min reserverede Holdning til Partistillingen, her eller der, kunde bevare den Ligevægt, uden hvilken jeg forudser, at min offenlige politiske Livsvirksomhed vilde blive en Umulighed. Af Hensyn til slige vanskelige Forhold foretrækker jeg at forholde mig tavs, hvor ubehageligt og pinligt det end er for mig at tie der, hvor jeg saa gjerne ønskede og tilmed var forpligtet til at tale.

Beftoft, 1ste Septbr. 1876.

H. A. Krüger.

Det kan kun være os kjært at se, at "Dannevirke" i dette Tilfælde har handlet i Forstaaelse med Hr. Krüger og ikke efter nogen nationalliberal Ordre fra Kjøbenhavn. At Hr. Krüger i selve Sagen har valgt den Vej, som vi i vort Nr. 198 tillod os at anse for den ene rigtige, maa vi selvfølgelig lige saa meget billige, som vi anerkjende Hr. Krügers Grunde og sympathisere med hans Beslutning om at holde den nordslesvigske Sag og sin egen Stilling uafhængig af det i Øjeblikket agerende Regeringsparti.

(Morgenbladet (København) 3. september 1876).

Udvandringssagen. I "Dvk." for i Fredags skrives: "Vi have fra flere Sider bragt i Erfaring, at vor Giengivelse i Nr. 185 for 23de August af en Korrespondance fra Kjøbenhavn til Pall Mall Gazette om den dansk preussiske Traktat angaaende gjensidig Udlevering af Deserteurer, med den dertil knyttede Bemærkning om, at der her paa turde kunne ventes et Tilsvar fra Kryger, er bleven opfattet saaledes, som om vi havde villet fremtvinge et saadant fra Krygers Side. Vi skylde os selv i den Anledning at oplyse, al den nævnte Korrcespondance er optagen i "Dannevirke" efter direkte Anmodning fra Kryger, hvem vi havde gjort bekjendt med den, og at han selv har anmodet os om al tilføie, at der kunde ventes et Svar derpaa fra Ham *). Naar Kryger hidtil ikke har givet og heller ikke agter at give et saadant, da beroer dette, efter hvad vi erfare derpaa, at Bladenes senere Udtalelser have gjort ham det umuligt at gaa nærmere ind paa denne delikate Sag." 

Denne Erklæring fra "Dvk."s Side forekommer os noget mystisk. Hvad er det for Udtalelser i Bladene, som forhindre Hr. Kryger fra at indfri et Løfte, hvis Udførelse han ikke blot skylder den danske Regering, som paa hans Konto har været Gjenstand for nærgaaende Sigtelser, men ogsaa sit eget Navn, som nu engang med eller mod hans Vidende og Ønske er bleven indblandet i denne Sag? Og hvad er det endelig, som gjør denne Sag "delikat"? Er Korrespondancen til Pall Mali Gazette en forvansket Gjengivelse af et uoverlagt Stemningsudbrud hos Hr. Kryger, saa behøves der jo i saa Haenseende fra hans Side kun en ganske almindelig Erklæring. Har Han derimod virkelig udtalt sig som anført i Korrespondancen, da maa han have Publikum undskyldt, naar det for Fremtiden sætter et stort Spørgsmaal ved "Morgenbladet"s Forsikkring om, at den af Korrespondenten opgivne Hjemmelsmand var "den Bedste, der kunde haves."

(Dagens Nyheder 3. september 1876).

Hertugdømmerne og Baron Rosenørn-Lehn. Om denne Sag have vi fra en højt agtet dansk Nordslesviger modtaget et Brev, hvoraf vi, efter at Hr. Kryger selv har taget Ordet, kun skulde meddele Slutningen, der er en Indsigelse mod nogle skammelige Ytringer i "Dag. Nyh." for den 27de Aug. om Hr. Kryger: ""Dagens Nyheder" - hedder det i Skrivelsen - skal ikke have Lov til upaatalt at beskylde Hr. Kryger for at have ført uefterrettelig Tale. Den Mand, om hvem alle Danske i Nordslesvig ere enige, den Mand, som har levet og arbejdet og endnu lever og arbejder for vor Livssag, Gjenforening med vort gamle Fædreland, han har sandelig ikke fortjent den Beskyldning som "Dag. Nyh." fremkommer med, men den falder tilbage paa dette Organ selv. Og naar "Dag. Nyh." tilsidst siger, at Hr. Kryger trænger til Storvadsk, saa skal det siges, ja siges højt, at for os Danske i Nordslesvig staar Hr. Kryger helt anderledes ophøjet og ren end det nævnte Blad og dem, det skriver for".

Vi skulle til ovenstaaende kun sige, at vore regerende Godsejeres Organ i sit Søndagsnumer paany har kastet sig over Hr. Kryger med nærgaaende Uartigheder.

(Morgenbladet (København) 5. september 1876).

At Krÿger som repræsenterede nationalliberale synspunkter og godsejerne, vitterligt havde problemer i hertugdømmerne pga. de nationalliberales fremfærd i Danmark som mindede om Bismarcks i Nordslesvig, fremgik af et par notitser i tyske aviser:

Fra Slesvig-Holsten. En kilde fra "Hamb. Corr." udtaler sig blandt andet om valgudsigterne således: "Hvis vi drager konklusionen, viser det sig at hovedandelen af ​​delstatsvalgene vil gå til det Nationalliberale Parti, mens Socialdemokraterne højst sandsynligt vil vinde ved Rigsdagsvalgene. Så vidt vi kan bedømme situationen i Slesvig-Holsten, vil Socialdemokraterne sandsynligvis vinde i de fem rigsdagskredse Altona, Ostholstein, Elmshorn-Pinneberg, Dithmarschen og Kiel, og måske også i den sjette kreds Slesvig-Eckernförde. I Flensborg-kredsen skal de beslutte om den kreds der i øjeblikket er repræsenteret af en tysker, skal repræsenteres af en dansker sammen med Nordslesvig-kredsen. Der er derfor mulighed for at af de ni slesvig-holstenske Rigsdagskredse vil kun én, den frisisk befolkede Vestslesvig-kreds, sende en pro-rigsrepræsentant til den tyske Rigsdag." 

Aus Schleswig-Holstein. Ueber die Wahlaussichten spricht ein Gewährsmann des "Hamb. Corr." sich u. a. folgenermassen aus: "Ziehen wir das Facit, so ergiebt sich, dass bei den Landtagswahlen der Löwenantheil der nationalliberalen Partei zufallen wird, während ihn bei den Reichstagswahlen, aller Voraussicht nach, die Socialdemokraten davontragen werden. Soweit wir die Verhältnisse in Schleswig-Holstein beurtheilen können, dürften die Socialdemokraten in den fünf Reichtagswahlkreisen Altona, Ostholstein, Elmshorn-Pinneberg, Dithmarschen un Kiel, vielleicht aber auch noch in dem Wahlkreise Schleswig-Eckernförde, als sechstem, den Sieg davontragen, und im Wahlkreise Flensburg werden dieselben zu entscheiden haben, ob der jetzt von einem Deutschen vertretene Kreis neben dem Kreise Nordschleswig von einem Dänen vertreten werden soll. Die Möglichkeit liegt also vor, dass von den 9 schleswig-holsteinischen Reichtagswahlkreisen nur ein einziger, der von Friesen bewohnte westschleswigsche, einen reichsfreundlichen Vertreter in den deutschen Reichstag schickt."

(Schwabmünchner Tages-Anzeiger. 16. september 1876)

C. v. S. København, 16. december. Ved det kommende valg til den tyske rigsdag i Nordslesvig vil, udover den danske kandidat Hans Krüger der vil blive valgt i begge Nordslesvigske distrikter, og de almindelige tyske kandidater der kun kan regne med et lille mindretal, også to holstenske arbejdere stille op som socialistiske kandidater. Socialistisk Arbejderparti i Holsten har opfordret de danske arbejdere i Slesvig til at støtte de tyske arbejderkandidater ved at fremstille dem som de sande repræsentanter for folkets interesser, samtidig med at Krüger beskrives som en repræsentant for godsejerne. Denne opfordring, ledsaget af en støtte fra den lokale socialistiske leder Louis Pio, optrådte sidste torsdag i den lokale "Social-Demokraten", hvoraf flere tusinde eksemplarer efterfølgende blev distribueret i Nordslesvig.

C. v. S. Kopenhagen, 16. Dez. Bei der bevorstehenden wahl zur deutschen Reichstage in Nordschleswig werden ausser dem dänischen Kandidaten Hans Krüger, der in beiden nordschleswigschen Kreisen gewählt werden wird, und ausser den gewöhnlichen deutschen Kandidaten, die nur auf eine geringe Minderzahl rechnen können, noch zwei holsteinische Arbeiter als Kandidaten der Socialisten auftreten. Die sozialistische Arbeiterpartei in Holstein hat die dänischen Arbeiter in Schleswig aufgefordert, die deutschen Arbeiter-Kandidaten zu stützen, indem sie diese als die wahren Vertreter der Interessen des Volkes darstellen, während sie Krüger als Vertreter der Gutsbesitzer bezeichnen. Diese Aufforderung ist, begleitet von einer Empfehlung des hiesigen Sozialistenführer Louis Pio, vorihen Donnerstag in dem hiesigen "Sozialdemokraten" erschienen, von dem dann einige tausend Exemplare in Nordschleswig verbreitet worden sind. 

(Fränkischer Kurier: Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten; Mittelfränkische Zeitung 21. december 1876)

Socialistmøde i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

 Et socialistisk møde i Valby Kro.

Der afholdtes tirsdag aften, havde samlet en talrig tilhørerskare (ca. 400), hvoraf størstedelen vel nærmest var kommet af nysgerrighed efter at se og høre borgerinde, baronesse Liljenkrantz der imidlertid ikke gav møde. Efter at hr. Giessing og borgerinde Andresen i mere end mådelige foredrag havde udtalt de nok så bekendte anskuelser, forlangte forsamlingen at hr. typograf Løber der var til stede, skulle have ordet, hvilket først efter megen møje indrømmedes af dirigenten. Hr. Løber udtalte sig om arbejdersagen fra sit standpunkt, jævnlig afbrudt af en lille skare socialistiske borgerinder der ikke hyldede hr. Løbers karakteristik af baronessen. Da hr. Løber anden gang forlangte ordet, ville dirigenten ikke give ham det, førinden flere socialistiske talere, der øjensynlig forsøgte at hale tiden ud, havde udtalt sig, hvorfor hr. Løber anmodede de af forsamlingen der ikke hyldede de udtalte anskuelser, til med sig at forlade salen, hvilken efter afsyngelsen af “Dengang jeg drog af sted” blev efterkommet af majoriteten. Et øjeblik derefter var socialisterne forsvundet fra salen, og hr. Løber holdt under levende tilslutning et længere foredrag for en talrig forsamling. Mødet sluttedes med hurraråb for kongen, Danmark og den besindige arbejder 

(Dagens Nyheder, 24. august 1876)

Mødet i Valby.

Tirsdag aften blev afholdt et offentligt socialistisk arbejdermøde i Valby Kro. Medlem af hovedbestyrelsen Gissing, åbnede mødet og indledte diskussionen med et foredrag hvori han på en klar og overbevisende måde udviklede de socialistiske grundprincipper og berettigelsen af vore fordringer til det bestående samfund. Foredraget, der varede ca. 1 time, hørtes med stor opmærksomhed af den omtrent 160 personer store forsamling, hvoraf ikke få kvinder.

Foredraget suppleredes af madam Andersen der særlig påviste kvindernes slette stilling, og fremstillede nødvendigheden af disse aktive deltagelse i arbejderbevægelsen, samt af cigarmager Johnsen, og mødet ville være løbet af på den for vore møder sædvanlige rolige og smukke måde, dersom ikke den vel bekendte typograf Løber havde fået den ide i “salig” tilstand at fremvise sit fysiognomi for forsamlingen og efter fattig evne at kaste smuds på en ikke tilstedeværende af vort parti, hvilket dog ikke vandt anklang hos forsamlingen, hvorefter han gjorde nogle mislykkede forsøg på i høje toner at tale om “gamle Danmarks” fortræffeligheder, hvilket havde til følge at han under forsamlingens latter måtte forlade talerstolen. 

Gissing imødegik derefter Løber på en besindig måde, men straks efter trængte Løber sig op på talerstolen og afbrød Gissing midt i hans tale, for selv at tage ordet. Heri støttedes han med øredøvende tilråb fra de tilstedeværende storborgere og våbenbrødre, hvis bistand han ynkelig havde påkaldt, mens der fra de af tilhørerne som bestod af arbejdere, kraftigt protesteredes mod denne storborgerligt “dannede” måde at føre diskussion på.

Løber forlod nu salen for i forening med en del ligesindede at nyde sin velfortjente broderpart af de 100 halve bajere der af en af Valbys storborgere, hr. købmand Meyer, var udlovet til dem der ville bidrage til at forstyrre mødet. 

Efter at A. W. Hansen og Johnsen hver især havde meddelt forsamlingen forskellige oplysninger om Løbers karakter og virksomhed, der stillede denne person i et interessant lys, hævedes mødet.

Fra flere af Valbys beboere er vi blevet anmodet om at fraråde vore meningsfæller at købe hos den omtalte storborger, hr. Meyer, da hans udgifter til halve bajere upåtvivlelig må fordyre hans varer for kunderne.

(Social-Demokraten, 25. august 1876).

Socialisterne i Valby.

En indsender skriver i Folkets Avis: Hr. redaktør! Jeg overværede den 23. august i Valby Kro et af socialdemokraterne indvarslet møde der i en vis forstand intet nyt eller interessant frembød, idet de talende “borgere” og “borgerinder” kun med sædvanlig løshed og letfærdighed fremsatte ubeviste og ubevislige, men særlig for den ene “borgers” vedkommende, hadefuldt påstande, og jeg skulle derfor ikke have ulejliget Dem, dersom der ikke under forhandlingerne var indtruffet en episode der efter min mening bliver til skandale derved at ingen autoritet var til stede for i lovens navn at kræve indbyderne til regnskab og opløse forsamlingen. Efter at først en “borger” meget skarpt og gentagende havde accentueret at socialisterne “ville” en anden regering, en regering efter deres hoved, og at de “ville” passe på den bestående regering at den ikke gjorde revolution, opfordrede på et senere stadium en anden “borger”, efter først at have udstødt de sædvanlige trusler mod anderledes tænkende, alle socialister til at være på deres post, da gengældelsens time nu var for hånden, idet en forestående europæisk krig netop måtte være signalet til med magt at tiltvinge sig (“vi proletarer udgør 80 % af befolkningen”!!), hvad man ønskede. Da derved en tilstedeværende udtalte som sin mening og sit håb at ingen ville række hånden til en revolution, lød det i kor fra socialisterne: jo! jo! det vil vi” - At ingen rakte hånden i vejret da de blev opfordret dertil fordi man kunne få at se hvem der ville revolution, men at råbene vedblev, vidner jo kun om ynkelighed og fejhed. Er det ikke oprørsk tale, og er det ikke en skandale at sådant kan finde sted uden autoriteternes indskriden, så ved jeg ikke hvad oprørsk tale er, eller hvad skandale er.

(Ribe Stifts-Tidende, 30. august 1876).

Den Socialdemokratiske Forening for Valby og Omegn afholder offentlig møde tirsdag den 5. september, kl. 8, oplæsning og foredrag. Entre for ikke-medlemmer 25 øre. Medlemmer fri adgang.

(Social-Demokraten, 3. september 1876).

Det offentlige møde i Valby er efter vedkommende værts udtalelse blevet forbudt af birkedommer Eberlin (Socialdemok.)

(Slagelse-Posten, 5. september 1876).

Hvorvidt ere vi naaede? (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift bringer den af Folketingsmand Berg udgivne "Frederiksb. A. Av." en Række Artikler, der retvende adskillige sociale og politiske Problemer, som "de to Digtere", d'Hrr. Ploug og Bøgh, i deres respektive Blade ere komne paa tvært for. De nævnte Herrer have fundet hinanden i en almindelig Sorg og Harme over Arbejderklassens Fordærvelse og Bondestandens moralske Forfald. De ere enige om. at Sædeligheden udenfor den lille Flok, der endnu hører Højre til, er i betænkelig Tilbagegang, og at kun en kraftig revsende og rensende Virksomhed fra de "bedre" Klassers Side vil kunne stemme op for den onde Strøm. Om Bondestanden hedder det særligt, at dens uventede og uvante gode Kaar snarere have gjort ondt værre, ved at afføde det Hovmod, der næsten altid skæmmer udannede Velhavere." Hertil svarer det nævnte Blad:

"Der klages over Bondestandens Misundelse mod de andre "Stænder", men vi skjønne ikke rettere, end at der en ikke ringe Portion af Misundelse i den Gnavenhed, hvormed de andre "Stænder" omtale Bondestandens "uventede og uvante gode Kaar", og denne Gnavenhed faar et ligefrem modbydeligt Udtryk, naar det tilføjes, at de gode Kaar snarere have forstærket de nedarvede onde Følelser ved at afføde det Hovmod, der næsten altid skæmmer udannede Velhavere Talen om "de gode Kaar" er meget overdreven. Vel ere Ejendommene stegne i virkelig Værdi ved den forbedrede Agerdyrkningsmaade , og i Pengeværdi paa Grund af Metallernes Dalen i Pris, men man glemmer, at dels ere Driftsudgifterne ogsaa stegne meget betydeligt og dels paahviler der Bøndergaardene de betydeligste af de offenlige Afgifter. Hartkornsskatten, ofte 3 meget trykkende Tiender, Landgilder, Godtgjørelse for Hoveri og deslige, de overordenlig stærkt tiltagende Amts- og Sognekommuneafgifter tynge, ved Siden af en tilsvarende Andel i den store Toldskat, langt stærkere paa Landbobedrifterne, end vore kjøbenhavnske "Digtere" have Begreb om, oq vel har alt dette kunnet bæres i de gode Aaringer, vi have hast, og endda som Resultat vise god Fremgang, gjennemsnitlig taget; men hvem borger os for vedvarende gode Aar? Hvorledes vil den daarlige Høst i Aar, hvor den forekommer, ikke volde store Vanskeligheder? Det være nu dermed, som det vil, saa forstaa vi lige saa lidt, hvorledes Bøndernes "gode Kaar" er noget for os andre at blive gnavne over, som vi kunne begribe, at alle de slette Egenskaber, der tillægges dem, kunne staa i nogen Forbindelse dermed. Vi indrømme, at ogsaa vi have truffet paa hovmodige Bønder, paa overdreven Nydelseslyst og en Pyntesyge, hvoruder Uvidenhed og Interesseløshed for Livets aandelige Goder have søgt Skjul (noget, der i øvrigt ikke særlig gjælder den Del af Folket); men dersom de ærede "Digtere" kiendte nærmere til Almuens Liv og kunde eller turde betragte det med et uomtaaget Blik, da vilde de sinde, at de nævnte Skyggesider hos den mere velhavende Del af Almuen væsenlig ville findes der, hvor man endnu staar uberørt af det aandelige, folkelige og politiske Liv, der saa frodigt og glædeligt voxer frem i vort Folk; den Del af Almuen, hvorpaa disse "Digteres" haarde Dom nærmest pasder, hører saaledes, de Herrer uafvidende, til deres Venner og Støtter iblandt Befolkningen."

Værre endnu ser det efter de kjøbenhavnske Forfattere ud med Arbejderne. Kiøbenhavn, som i fordums Dage var en "Hovedstad uden Pøbel", er efterhaanden sunket dybt i alle Læster, og der er desværre al Grund til at vente, at endnu flere og værre ville skyde op af Dyndet. "Men - indvender "Frederiksb. A. Av. - naar Tilstanden her i Landet skildres med saa mørke Farver, samtidig med at Højre vasker sine Hænder, saa tillade vi os dog først at minde om, at det er Høire, som paa nogle Uger nær uafbrudt har regeret Staten og ligeledes Kjøbenhavns Kommune i næsten en Menneskealder, og det er et besynderligt Vidnesbyrd, Partiel giver sig selv, naar det nu ved sine egne Mænd tilstaar, at ligesom Landet er sønderrevet og Friheden beskaaret, saaledes er Folkets moralske Tilstand sunket under dette Partis langvarige Herredømme. Skulde dette ikke kunne bringe nogen af de Herrer paa den Tanke, at det snart maatte være paa Tide, at de holdt op at regere? Dernæst være det os tilladt at spørge: naar Højre saa redebon kaster al Skyld paa Socialisterne for, hvad der generer dets Tilværelse i Kjøbenhavn, mon det da ikke skulde falde nogen af Partiet ind, at dette dog i en væsenlig Grad kun er Frugten af den Sæd, som Partiet selv har saaet? Vi have ovenfor antydet, hvorledes Partiet misbrugte den Tillid, det havde vundet hos Arbejderne, hvorledes det vænnede dem til Opløb ved forskjellige Lejligheder, naar det faldt ind i Partiets Plan, hvorledes de, ved et højst mangelfuldt indrettet Skolevæsen lod dem savne nødtørftig Oplysning, og hvorledes man først eller væsenlig ved Arbejdernes eget Initiativ gik ind paa rimeligere Kaar efter de daværende Konjunkturer. Dertil skulle vi føje, at man finder det rigtigt at holde 6 a 7000 skatteydende, bosatte, myndige Arbejdere udenfor al Deltagelse i denne Kommunes Anliggende, som man dog maa ønske, at alle Beboere omfattede med levende Interesse, og at man for en Flaske Medicin i Sygdomstilfælde kan slette en Arbejder af det politiske Register, altsaa fra aktiv Deltagelse i Fædrelandets Forhold. Man klager, formentlig med skiellig Grund, over Tonen i visse socialistiske Organer i Hovedstaden; men har Højre da foregaaet dem med det gode Exempel i denne Henseende? Eller maa de Herrer Socialister ikke være sande Virtuoser i at finde Skjælds- og Haansord imod deres Modstandere, dersom de i den Henseende skulde naa endsige overgaa deres Forbilleder i Højrepressen? Og Bladliteraturen, der ligger bag ved "Socialdemokraten", siger man, - vi kjende den ikke, - men lad os i samme Aandedrag nævne den Bladliteratur, der ligger bag ved "Fædrelandet", "Dagbladet" osv. , og som er ført frem ved Anbefaling af de nationalliberale Blade, mon den i nogen Maade i anstændig Tone staar over den socialistiske? Det samfundsopløsende Sprog, den fører, den Haan og Bitterhed, der udsaas, - vi beklage det - men har Højre ikke ogsaa her vist Vejen? Hvorledes søger den københavnske Presse den Dag i Dag at nedsætte Landets Repræsentation og at ægge de kjøbenhavnske Læsere til Bitterhed og Uvilje mod Landets for største Delen venstresindede Befolkning? Erik Bøgh fandt en Aarsagsforbindelse mellem Bismarks Politik og den berlinske Pøbels Forhold, det fra oven givne Exempel smitter, mener han, men naar han vil overføre dette Exempel paa vore Forhold, hvorfor tyer han da til vort Venstre, der aldrig har været de regerende og altid har staaet strængt paa Lovens Grund? Hvorfor bliver han ikke ved det regerende Parti? Har han glemt, at samtidig med, at Højesteretsdommen over Socialisterne lød paa Tugthusstraf for politisk Forseelse, lod man upaatalt et Højreblad fortælle, at det i ansete politiske Kredse var Meningen, at Forfatningen burde suspenderes, Rigsdagen sendes hjem og først indkaldes, naar Folket blev skikkeligt. Mindes han ikke endnu, hvorledes en Professor fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultet opfandt Doktrinen om de provisoriske Finanslove, og en anden do, fra samme Fakultet, rigtig nok mere i Forbigaaende med Forkærlighed har taget sig af Spørgsmaalet om de fortsatte Opløsninger af Folketinget? Og ligger der ikke i hele den politiske Situation, hvor Folkets Villie skydes til Side og ringeagtes, en Trods mod den forfatningsmæssige Orden, som alle fornuftigvis have troet etableret hos os? Har han ikke hørt tale om, hvorledes Højre har søgt at skræmme Folket tilbage fra at benytte sin grundlovmæssige Ret ved at true ei blot med det provisoriske Spøgelse, men med Prøjsen? Naar der da, navnlig i Hovedstaden, gives meget at paaklage, meget at søge forbedret, lad os da ikke mcd Erik Bøgh søge Skylden hos Socialisterne blot, men tilvisse i lige faa fuldt Maal hos Høire, der med Hensyn til ethvert af de omhandlede Klagepunkter har vist Vejen. Dette skulde Højre ydmygt erkjende."

(Morgenbladet (København) 24. august 1876).

Erik Bøgh var redaktør af Folkets Avis 1860-1877. Derefter medredaktør på Dagens Nyheder 1877-1885. Avisen eksisterede 1868-1961 der var en del af bladgruppen "De Ferslewske Blade".

Carl Ploug var redaktør af Fædrelandet 1841-1881.

Gadeungdom paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

- I den seneste Tid have adskillige Drenge af den haabefulde københavnske Gadeungdom tiltalte i den offenlige Politiret for grov Kaadhed, der fra de høie Broer over Jernbanen ved Ladegaardsveien er forøvet mod Jernbanebetjente paa de mider Broerne kjørende Tog, og som ikke har indskrænket sig til Spytten paa dem og Lignende, men endog er gaaet saa vidt, at man har kastet med Steen efter de paagjældende Personer og med Fiskesnører fanget efter deres Hovedbedækninger. Den Jagt, der er sat i Scene efter de smaa Udøvere af denne Uorden, er forresten kun en enkelt Deel af en større Virksomhed fra Politiets Side, der er bleven nødvendig overfor de kjøbenhavnske smaa og store Gadedrenge. Disses Uvornhed er nemlig efterhaanden stegen til en utrolig Høide, og det er ganske vist, at man for nogle faa Aar tilbage ikke vilde kunne have tænkt sig en Tilstand som den nuværende, i hvilken Gadedrengene saa at sige spille en social Rolle. Det er ikke sjældent, at Damer ved lys Dag blive forulempede af halvvoxne Gadedrenge, af hvilke man seer mange i en Alder af 15-17 Aar drive omkring men en uhyggelig Paaklædning og et tilsvarende Fysiognomi i det Hele. Mindre Fyre af den samme Slags more sig jævnligt med at lægge skarpe Steen i Sporene for Sporvognene for at have den Fornøjelse at see disse komme ud af sporet. Da Frederiksberggade - en af Byens altid stærkt befærdede Hovedgader - nylig fik Stenbroen omlagt, saae Meddeleren heraf en Dag en Række Gadedrenge staae i en Grusbunke i den nævnte Gade og lystigt slaaes med hele Haandfulde Grus og Sand, saaledes at dette fløi om Ørene paa de Veifarende. Det er dog især paa Nørrebro, hvor den overveiende Deel af det kjøbenhavnske Proletariat har Ophold, at Gadeungdommens Uvornhed er til stor Ulempe for Befolkningen. Forhaabenligt ville de Anstrengelser, som vort Ordenspoliti i den senere Tid har begyndt at udfolde overfor denne uhyggelige Tilstand, i det Mindste nogenlunde hæmme det omhandlede Onde.

(Kjøge Avis 21. august 1876).

Om Kvindens Benyttelse i Postfaget. (Efterskrift til Politivennen).

har Overpostmester Petersen skrevet en interessant lille Artikel i det sidste Numer af "Tidsskrift for Postvæsen". Forfatteren fremhæver, at ved de tarvelige Udsigter for Øie, som bydes Functionairerne ved Postvæsenet, er det ikke at undres over, at Tilgangen til Postvæsenet af brugbare Kræfter er for ringe. Det bedste Middel, hvormed man, da det er sandsynligt, at Forholdene i Fremtiden ikke ville blive gunstigere, vil kunne komme ud over denne Vanskelighed, vil efter hans Mening være paa alle Postexpeditioner, ved hvilke der ikke er Nattjeneste, at antage Kvinder til Medhjælp. En stor Deel af de nu paa Postexpeditionerne ansatte unge Mand ville da gaae over til Postcontoirerne, og Postmestrene kunne komme ud af den Forlegenhed, hvori mange af dem befinde sig, samt Postexpediteurerne faae en billig og i de fleste Tilfælde god Medhjælp. At Kvinderne ere vel egnede til at gjort Tjeneste som Medhjælpere ved Postexpeditioner og som Postexpeditricer, kan Forfatteren bevidne af Erfaring, idet der ved Aarets Begyndelse ved Posthusene i Østifterne var ansat 8 Kvinder som Fuldmægtige, 6 som Assistenter og 2 som Postexpeditricer. Ingen af disse stode tilbage i Forretningsdygtighed for de mandlige Functionairer, flere af dem stode endogsaa over deres mandlige Colleger.

Til samme Numer af Tidsskriftet har ogsaa Postmester S. E. Svendsen skrevet en Artikel om Kvinders Anvendelse i Postvæsenets Tjeneste, i Slutningen af hvilken han fremdrager Spørgsmaalet om, i hvilken Udstrækning man bør ønske Kvinder ansatte ved Postvæsenet. Hr. Svendsen mener, at man ikke bør gaae for vidt i sine Bestræbelser; thi ligesaa vist det er, at Posttjenesten paa de større Posthuse samt de kjøbenhavnske og de bevægelige expeditioner lægger saa stærkt Beslag paa physisk Kraft og Routine og andre mandlige Egenskaber, at man her let vil finde de naturlige Grændser for Kvinden i saa Henseende, ligesom saa lidt forekommer det ham at være, om Staten principmæssig vilde give Kvinder fortrineviis Adgang til visse selvstændige Stillinger under Postvæsenet, f. Ex. de mindre Postexpeditioner, thi om hun end i mange Tilfælde vil kunne bestyre et saadant Posthuus tilfredsstillende, og hun bør formeentlig heller ikke være afskaaren fra slige Stillinger, saa er det dog temmelig almindeligt, at disse mindre Posthuse ere eller senere hen blive forenede med andre offentlige eller private Bestillinger, saasom Telegraphstation etc., hvor Bestyreren altsaa ikke vil kunne være uden Medhjælp, og her forekommer det Forfatteren mindre heldigt at give Kvinden Adgang til Ansættelse, fordi en Combination af flere Bestillinger eller et større Forretningsomraade i Reglen vil overskride hendes af Naturen anviste Stilling som Medhjælper. Overhovedet ordnes dette Forhold formentlig bedst ved privat Initiativ, og Staten bør kun forsaavidt træde hjælpende til, som den ikke skal stille ligefremme Hindringer i Veien for Kvindens private eller offentlige Ansættelse i Postvæsenets Tjeneste; men forøvrigt er man vistnok meget tilbøjelig til at hælde til den Anskuelse, som ogsaa engang er udtalt af den tydske Generalpostdirecteur Stephan, at Staten vilde virke heldigst for Kvindesagen ved at sætte Mændene i saa gunstige Lønningsforhold som muligt, for derved at lette dem Adgangen til Opnaaelsen af den af Naturen anviste Bestemmelse, at gifte sig! Men indtil der skeer en gjennemgribende Lønningsforbedring, og med de for Tiden uheldige Fremtidsudsigter for unge Mennester af Postfaget for Øie, mener ogsaa Hr. Svendsen, at man kun kan ønske, at Bestyrerne af Posthusene ville lægge sig Kvindesagen paa Hjertet og følge Exemplet fra de enkelte Posthuse, hvor der med Held haves kvindelig Medhjælp.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1876).