Tjenestepigers Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestetyendets stilling. Ved at læse Artiklen i "Social-Demokraten" for i Tirsdags, betitlet "Normalarbejdsdagen", hvori der omtaltes, at der var mange Arbejdsgrene, hvor Arbejdsdagen var 14 Timer i Døgnet, kom jeg til at tænke paa den Tid, jeg tjente Bønderne som Tjenestepige. Jeg tilbagekaldte i min Erindring, hvor lang min Arbejdsdag den Gang var, og nu vil jeg bede Dem, Hr. Redaktør, om at optage disse Linier i Deres Blad, for at det kan komme til "Social-Demokratens" Læseres Kundskab, hvorledes en Tjenestepige paa Landet har det hos Gaardmændene :

Da jeg blev fæstet til Tjeneste, blev det mig indprentet af mine Forældre, at om det skulde træne sig, at min Husbonde eller Madmoder kom til at skænde eller sige noget til mig, som de ikke havde Ret til, skulde jeg alligevel tie stille og aldrig sige dem imod og altid være lydig og flittig, hvilket Raad jeg tror jeg har fulgt nogenlunde, hvorfor jeg heller ikke har havt flere end to Tjenester i 8 Aar. Den første Tjeneste jeg havde var hos Grdm. Frants Thomsen i Grundfør, hvor jeg tjente fra 1865 til 1870; den næste var hos Gaardmand Ebenhardt Laursen i Sandby, hvor jeg var i de næste 3 paafølgende Aar til 1873. Hos den Førstnævnte kom vi op af Sengen og begyndte Arbejdet om Sommeren fra Kl. 3½, eller 4 om Morgenen, hvorpaa vi saa arbejdede til Kl. 10 eller 10½ om Aftenen med 2 Timer fri om Middagen, naar undtages, at vi maatte malke Køerne i de samme to Timer. Om Vinteren kom vi op Kl. 5 om Morgenen, og saa arbejdede vi til Kl. 10, og ofte til Kl. 11 om Aftenen. Der havde vi altsaa 17 a 18 Timers Arbejdstid. Hos den anden havde jeg det meget bedre. Der begyndte jeg ikke Arbejdet før Kl. 5 Morgen om Sommeren og saa holdt vi op Kl. 9 Aften, og om Vinteren Kl. 7 Morgen til Kl. 10 Aften; altsaa kun 15 a 16 Timers Arbejdstid. Det er ikke dermed ment, at de to nævnte Steder er daarlige Pladser, tvertimod, de er endog bekendt i deres Egn som gode Pladser for Piger, men det er kun sagt for at give "Socialdemokratens" Læsere et Begreb om, hvorledes Tjenestepigerne paa Landet har det. Da der i disse Tider tales saa meget om at hjælpe Arbejderne til en bedre Stilling, saa synes jeg, at der paa det Omraade var meget at gøre med at skaffe de stakkels Landsbypiger en taaleligere Tilværelse, saasom ved at saa hendes Arbejdstid indskrænket og især søge at skaffe hende lidt bedre Sovesteder, ti, som bekendt, er Pigekamrene meget kolde og fugtige, da der ikke bliver fyret i dem om Vinteren. Det var mange Gange, naar jeg gik tilsengs om Aftenen om Vinteren, at Væggene tindrede af Frost, og mit Kammer var endda i et solidt grundmuret Hus, men dog trængte Frosten igennem alligevel, og hvad maa man saa tænke om utætte gamle Bindingsværkshuse. Til Slutning vil jeg kun sige, at hvis denne min Fremstilling kunde bringe en eller anden Husbond til at tænke lidt over det og maaske derved saa i Sinde al bekoste en Kakkelovn til Pigekammeret og tillige give de stakkels Piger lidt mere Fritid, da vilde Hensigten ved min Skrivelse være naaet.

Aarhus, den 10de Januar 1877.

Birgitte Andreasen.

(Social-Demokraten 13. januar 1877).

Valg i Sorø. (Efterskrift til Politivennen)

En Godsejer og hans Husmænd. Husmand Hans Jensen af Hesselby skriver i "Sorø Amtst.":

Nogle Dage for Folketingsvalget den 25. April mødte Avlsforvalter Nielsen paa Gjerdrup for at tilsige os at stemme paa Grev Holstein. Der var flere end mig, der ikke adlød, men det er kommet til at gaa ud over mig. Forvalterens Ord lød saaledes: "Jeg har en Hilsen fra Herren (Godsejer B. E. Qvistgaard), om Du vil møde paa Tirsdag og stemme paa Greven." Dertil svarede jeg høflig: "Det passer ikke mig, Hr. Forvalter." "Hvad Fanden passer da Dig?" "Det passer mig enten at stemme paa Feldthusen eller lade rent være, men jeg vil ikke have noget." Da siger Forvalteren: "Sæt nu, Hans Jensen, dersom Feldthusen og Tauber bliver valgt og Venstre faar Magten, saa skal vi se, saa har vi Tyskerne her inden ret længe." Da kom jeg til at le højt oq sagde: "Nu maa De ikke kyse mig, for dem har jeg set før, og det har De vist ikke, Hr. Forvalter." "Men - siger han - hvem vil det komme til at gaa ud over? Naturligvis over os alle". Da svarede jeg; "Det tror jeg ikke. Det kan gerne knibe for Herremandene og Bønderne, som har Noget, men mig og Dem, Hr. Forvalter, kan det ikke gøre Meget, for vi har ikke Noget, de kan tage." - Jeg er nu udsagt af mit Hus, som jeg har beboet i 26 Aar, og véd ingen Grund dertil, da jeg har opfyldt alle de Betingelser, Herren har paalagt mig, ja endog Hoveri. Vi faar namlig Ordre til at møde hos Godsforvalteren sidst i Oktober for at underskrive paa, at vi vil høste til næste Aar i Stedet for at betale de Penge, som er anført i Kontrakten. Den, der ikke vil underskrive, vil straks blive udsagt. Saaledes staar det til her i den sydlige Kant af Sjælland. Det vilde være ønskeligt, om Regeringen vilde tage sig lidt af de Smaa, der bliver saa undertrykt ved en Omgaaen af Loven.

(Social-Demokraten 10. januar 1877).

Lensgreve, konseilspræsident Ludvig Henrik Carl Herman Holstein (1815-1892) politiske karriere startede i Roskilde stænder hvortil han blev valgt 1847. I 1848 var han betænkelig ved almindelig valgret og var medstifter af Den patriotiske Forening der mente at grundlovsforslaget ville undergrave monarkiet og kaste landet ud u enten despoti eller anarki. Han forsvarede godsejerne. I 1865 blev han valgt til rigsrådets folketing og 1866 til rigsdagens folketing. Han var tro støtte af Estrup. Han tabte til Venstre i Skelskørkredsen 1876, vandt i 1879, tabte 1881 og vandt i 1887. I 1890 trak han sig.

Ved valget i starten af 1879 vandt ved kåring Feldthusen over Holstein, men denne krævede skriftlig afstemning der faldt ud til hans fordel. Feldthusen klagede efterfølgende over de talrige eksempler hvor husmænd bl. a. var blevet bedt om at blive hjemme på valgdagen, ellers blev de truet med at blive jaget ud af deres huse. (Se fx Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. februar 1879). I februar vedtog folketinget med 58 stemmer imod 25 at udsætte godkendelsen af valget pga. denne klage.

Johannes Feldthusen blev valgt for det Forenede Venstre i Skelskørkredsen til Folketinget 1876-1879. Ved valget i 1876 havde han vundet over grev Holstein. Højre havde 26 mandater mens Venstre 76. Husmand Hans Jensen i Hesselby var ligeledes blevet opsagt, og på baggrund af det startede Johannes Feldthusen en indsamling til fordel for disse politiske forfulgte. Han sad i Folketinget med en enkelt afbrydelse indtil 1887.

Chefredaktør (for Sorø Amtstidende) Johannes Tauber (1827-1892) var valgt for Venstre til Folketinget i 1869 og 1872. Han tilhørte Hørupfløjen i partiet.

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

Tyendesag. En Husjomfru paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag en Overretssagfører og Gaardejer i Øverød tilpligtet til at betale hende resterende Løn for Tidsrummet fra den 1ste Juni f. A. til 1ste November f, A. med 40 Kroner og Kostpenge for 8 Uger med mindst 66 Øre pr. Dag og Sagens Omkostninger, Alt fordi den Indklagede uden lovlig Grund havde bortvist Klageren fra sin Tjeneste. Uagtet Sagen havde været foretagen 4 Gange i Retten og den ene Gang endog reassumeret, havde den Indklagede ikke indladt sig paa at svare i Realiteten, men begært Udsættelse, de to Gange, deriblandt den sidste Gang, paa Grund af Veirforholdene (Snefog); men Klagerinden protesterede mod enhver yderligere Udsættelse og paastod Sagen optagen til Doms, og denne Paastand fandtes at maatte tages til Følge, saaledes at yderligere Udsættelse nægtedes den Indklagede. Ligesom nemlig Klagerinden havde gjort gældende, at det Havde været hende ubekendt, at Vejrforholdene havde lagt Hindringer i Vejen for den Indklagedes Møde ved Sagens sidste Foretagelse, saaledes havde saadant ogsaa været Dommeren ubekendt, og der maatte gives Klagerinden Medhold i, at selv om en saadan Forhindring skulde have fundet Sted, maatte det dog være Noget, som den Indklagede, der havde havt 6 Dage til sin Raadighed for at forberede et Tilsvar i Sagen og tilmed har Kontor her i Byen, burde have forudset som en Mulighed, saa at han burde have givet sin Fuldmægtig fornøden Instruks eller ladet ham aflevere et itide affattet Indlæg; men da den Indklagede Intet af dette havde gjort, maatte han tilskrive sig selv, at han nu blev afskaaren fra at fremkomme med sine Indsigelser, og da Klagerinden paa behørig Maade havde deduceret Sagen og begrundet sin Fordring, vilde Dom være at give efter hendes Paastand, der fandtes at være hjemlet i Tyendeloven af 10de Mai 1854 § 46, idet det bemærkedes, at Kostpengene i det Hele vilde udgøre 36 Kr. 96 Øre. Klagerinden fik ligeledes Sagens Omkostninger tilkendte hos den Indklagede.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).

Snestorm. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Landsby vest for Aarhus meddeler "Jyllp." nogle Enkeltheder fra Snestormen den 20de, 21de og 22de f. M. En Mand, der tjener for Røgter paa en Herregaard, vilde paa Uvejrets tredie Dag op til Byen for at se til sin Kone, der bor i et lille Hus. Undervejen mødte han en anden Mand, der kom fra Byen, og som sagde til ham: "Nu kommer det an paa, om du kan finde dit Hus; ti Byen er bleven helt ukendelig, siden du var hjemme sidst." Det viste sig, at det ikke var faa let en Sag, ti kun Skorstenspiberne ragede ovenud. Efter en Del Søgen fandt han dog Huset; men han kunde ikke komme ind i det, ti Adgangen var aldeles spærret. Omsider lykkedes det ham at faa aabnet en Lem paa Gavlen, som han krøb ind ad, gik hen ad Loftet, og kom da omsider gennem Køkkenet ind i Stuen, hvor Konen havde tændt Lys, skøndt det var højlys Dag; men Snedriverne laa højt op over Vinduerne og lukkede Daglyset ude, hun havde om Natten undret sig over, at det varede saa længe, inden det blev Dag, og da hun omsider stod op og tændte Lys, var det Middag. En af Naboerne var krøben op paa Snedriven og havde raabt ind til hende, om hun havde Brændsel og Fødemidler i Huset, hvortil hun svarede ja, og under Indespærringen havde hun ingen Mangel lidt. I et andet Hus havde Beboerne (et Par gamle svage Folk) intet Brød, og da Huset var helt begravet under Sneen, kunde Ingen af dem komme ud og hente Noget. Heldigvis tænkte Naboerne paa dem, og en Mand rakte dem Brød ind ad Loftslugen, som han havde banet sig Adgang til. I et Hus ude paa Marken bor der et Fruentimmer med tre smaa Børn , og i de tre værste Dage i havde hun ikke Andet at leve af end nogle Kartofler. En gammel Mand, der tjener for Vægter paa den nævnte Herregaard, kunde nær være forulykket, da han den 21de om Formiddagen var paa Vejen til sit Hjem. Han kunde nemlig ikke finde Vej, og gik i flere Timer ude paa Marken i en Kreds og raabte om Hjælp. Tilsidst følte han sig ganske afkræftet, lagde sig ned i Sneen og befalede sig "Gud i Vold". Tilfældig kom der en Mand forbi, og han hjalp ham op og ledsagede ham til et i Nærheden liggende Hus , hvor han kom ind og blev livet op.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).

Efter fotografier: Prospecter af Thisted Nørregade efter Snestormen den 21. december 1876. Illustreret Tidende nr. 903, 14. januar 1877. 

En Arbejdskøber. (Efterskrift til Politivennen)

Søndagen den 12te Decbr. havde Undertegnede et Inserat i "Social-Demokraten", hvorved jeg bekendtgjorde, at jeg vilde sagsøge Gas- og Vandmester Witthöst, St. Kongensgade 79, for mine fortjente Penge, men jeg ikke kunde faa betalt, hvorhos jeg lovede nærmere Underretning, naar Sagen var endt. Dette Løfte vil jeg nu opfylde.

Jeg har arbejdet hos ovennævnte Arbejdskøber i ca. 6 Uger, hvoraf de 5 Uger, indtil han fik en Gjørtler, paa Dagløn, og kun den sidste Uge paa Akkord; jeg har hele Tiden haft en Del Vrøvl med ham angaaende Arbejdet, men det blev værst i den Tid, jeg arbejdede paa Akkord, da jeg ikke vilde rette mig efter ham, hvorledes jeg skulde arbejde. (Han har nemlig lært som Tømrer og kender naturligvis ikke saa meget til Drejeriet som en Drejer). En Dag meddelte Værkfører Larsen mig, at jeg mulig kom til at lave Kopper til Gaskogeapparater, men jeg skulde ikke lave dem under 14 Skilling (29 Øre) pr. Styk, hvilket Witthöst tidligere har betalt. Da W. ca. 1 Time senere kom i Værkstedet, gav han mig ovennævnte Gaskopper i Arbejde, men da jeg ikke vilde lave dem for 20 Øre, altsaa 9 Øre under Prisen, spurgte jeg ham, om han havde andet Arbejde til mig eller om jeg skulde holde op med at arbejde. Han svarede, at han havde Arbejde nok, men Kopperne skulde først laves. Jeg holdt altsaa op, da jeg ikke vilde nedsætte Prisen, og spurgte, om jeg kunde faa mit Regnskab opgjort, hvilket han ikke vilde før en Gang Dagen efter. Dette skete Torsdagen den 7de Decbr., c. Kl. 4 Efterm. Fredag Kl. 11½ gik jeg hen til ham angaaende mit Regnskab, men fik kun den Besked, at Arbejdet ikke var godt nok og at jeg skulde file dem efter, hvilket jeg ikke vilde, da Filningen ikke tilhørte Akkorden, hvorved han tillige sagde, at han ikke vilde tale med mig, men jeg kunde efter Kl. 1 tale med Værkfører Larsen, og hvis han antog dem for gode, da kunde jeg faa mine Penge. Larsen tilstod for mig, at W. havde befalet ham, at kassere Brænderne, da de skulde være efter Prøve. Jeg paatalte til ham, L., de Punkter som ikke skulde være efter Prøven, hvilke han godkendte. Lørdag den 9de mødte jeg for Assistenten i St. Kongensgade med W., men han vilde ikke betale mig mine 8 Kr. 17 Øre, for Brænderne var aldeles ødelagt, altsaa ubrugelig. Der kan man se, hvorledes saadant Arbejde kan forandre sig paa 48 Timer naar man ikke vi i arbejde for saadanne Arbejdskøbere omtrent gratis. Jeg anlagde altsaa Sag imod W. for ovennævnte Sum ved Kriminal- og Politiretten og kom til at møde Fredag den 15de December for Assessor Koch i 1ste Civilkammer, hvor Witthöst godkendte mit Regnskab, men ikke Godheden at mit Arbejde. Da jeg nu ikke havde Midlerne til Fortsættelsen af Sagen, tilmed da jeg ogsaa skulde betale Synsmænd og alt Andet, maatte jeg lade Sagen falde og antage de Vilkaar, jeg blev tilbudt, nemlig 3 Kr., altsaa 15 Øre mindre, end jeg har betalt i Gebyr til Retten. Det Mærkeligste ved hele Sagen var imidlertid, at W. for Retten stilte sig som en Storborger, næmlig ved at omtale, at hvis jeg var kommen til ham og havde bedet ham om Pengene, saa havde kan gærne betalt enhver Øre, altsaa jeg skulde først tjene Pengene og siden tigge ham om dem; tillige havde han en Skrivelse, hvorunder tre at hans Svende bevidnede, at Arbejdet ikke var godt. hvilket slet ikke undrede mig, eftersom der alle Tider er nogen Spytslikker paa Værkstederne.

Nu er imidlertid Spørgsmaalet, hvem er den ærlige Mand, Undertegnede eller Witthøst? Efter som Sagen er bleven forligt, saa har han (W) Ret til at bruge Brænderne, men i saa Tilfælde har han jo ikke betalt efter Akkorten, men kun efter Forlig, og bruger han Brænderne, og de er saa daarlige, som W. siger, saa bedrager han Kunderne. Tiden vil vise det, og da kan Læserne selv dømme.

J. W. Gellner, Drejer.
Adelgade 59.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).