02 januar 2023

Tjenestepigers Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestetyendets stilling. Ved at læse Artiklen i "Social-Demokraten" for i Tirsdags, betitlet "Normalarbejdsdagen", hvori der omtaltes, at der var mange Arbejdsgrene, hvor Arbejdsdagen var 14 Timer i Døgnet, kom jeg til at tænke paa den Tid, jeg tjente Bønderne som Tjenestepige. Jeg tilbagekaldte i min Erindring, hvor lang min Arbejdsdag den Gang var, og nu vil jeg bede Dem, Hr. Redaktør, om at optage disse Linier i Deres Blad, for at det kan komme til "Social-Demokratens" Læseres Kundskab, hvorledes en Tjenestepige paa Landet har det hos Gaardmændene :

Da jeg blev fæstet til Tjeneste, blev det mig indprentet af mine Forældre, at om det skulde træne sig, at min Husbonde eller Madmoder kom til at skænde eller sige noget til mig, som de ikke havde Ret til, skulde jeg alligevel tie stille og aldrig sige dem imod og altid være lydig og flittig, hvilket Raad jeg tror jeg har fulgt nogenlunde, hvorfor jeg heller ikke har havt flere end to Tjenester i 8 Aar. Den første Tjeneste jeg havde var hos Grdm. Frants Thomsen i Grundfør, hvor jeg tjente fra 1865 til 1870; den næste var hos Gaardmand Ebenhardt Laursen i Sandby, hvor jeg var i de næste 3 paafølgende Aar til 1873. Hos den Førstnævnte kom vi op af Sengen og begyndte Arbejdet om Sommeren fra Kl. 3½, eller 4 om Morgenen, hvorpaa vi saa arbejdede til Kl. 10 eller 10½ om Aftenen med 2 Timer fri om Middagen, naar undtages, at vi maatte malke Køerne i de samme to Timer. Om Vinteren kom vi op Kl. 5 om Morgenen, og saa arbejdede vi til Kl. 10, og ofte til Kl. 11 om Aftenen. Der havde vi altsaa 17 a 18 Timers Arbejdstid. Hos den anden havde jeg det meget bedre. Der begyndte jeg ikke Arbejdet før Kl. 5 Morgen om Sommeren og saa holdt vi op Kl. 9 Aften, og om Vinteren Kl. 7 Morgen til Kl. 10 Aften; altsaa kun 15 a 16 Timers Arbejdstid. Det er ikke dermed ment, at de to nævnte Steder er daarlige Pladser, tvertimod, de er endog bekendt i deres Egn som gode Pladser for Piger, men det er kun sagt for at give "Socialdemokratens" Læsere et Begreb om, hvorledes Tjenestepigerne paa Landet har det. Da der i disse Tider tales saa meget om at hjælpe Arbejderne til en bedre Stilling, saa synes jeg, at der paa det Omraade var meget at gøre med at skaffe de stakkels Landsbypiger en taaleligere Tilværelse, saasom ved at saa hendes Arbejdstid indskrænket og især søge at skaffe hende lidt bedre Sovesteder, ti, som bekendt, er Pigekamrene meget kolde og fugtige, da der ikke bliver fyret i dem om Vinteren. Det var mange Gange, naar jeg gik tilsengs om Aftenen om Vinteren, at Væggene tindrede af Frost, og mit Kammer var endda i et solidt grundmuret Hus, men dog trængte Frosten igennem alligevel, og hvad maa man saa tænke om utætte gamle Bindingsværkshuse. Til Slutning vil jeg kun sige, at hvis denne min Fremstilling kunde bringe en eller anden Husbond til at tænke lidt over det og maaske derved saa i Sinde al bekoste en Kakkelovn til Pigekammeret og tillige give de stakkels Piger lidt mere Fritid, da vilde Hensigten ved min Skrivelse være naaet.

Aarhus, den 10de Januar 1877.
Birgitte Andreasen.

(Social-Demokraten 13. januar 1877).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar