Korrespondancer fra Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 1ste Februar 1817.

Valgene til den tyske Rigsdag er nu definitivt afgjort her i Slesvig, og vore Danomaner, af hvilke flere ligesom visse københavnske Fallenter har en Klat Bolledejg i Hovedet i Steder for Hjerne, har nu den Glæde at, takket være deres egoistiske Politik, er Danskhedens værste Modstandere, Professor Hinchius og Dr. Wachs genvalgte, som Repræsentanter for 2den og 4de Kreds. Man har saaledes et staaende Bevis for, at det, vore Danomaner kæmper for, ikke er den saa højt udskregne Fædrelandskærlighed, men ene og alene Kærlighed til Pengesækken, denne vor raadne og ormstukne Samfunds øverste Guddom. Havde det virkelig været Kærlighed til gamle Danmark og ikke Lyst og Begærlighed efter at ville Herren, for hvilken Proletaren kun skal være Trældyret, da vilde de nordslesvigske Folkeledere med Glæde have modtaget den fremrakte Haand til en Alliance med Socialdemokraterne og i det Mindste vovet et alvorligt Forsøg paa at kaste de Herrer Hinchius og Wachs af Sadlen, men som Ordsproget siger: Blodet er aldrig saa tyndt, det er dog tykkere end Vand, og Hinchius, Wachs samt det øvrige tysk-nationalliberale Slæng er jo dog i Hovedsagen enige med deres danske politiske Navnefæller i at opretholde det nuværende Udbyttesystem, hvor 85 pCt. har at slide, for at 15 pCt. kan fungere som Dagdrivere og nyde alle Livets Goder, samtidig med at disse Lykkens Yndlinge kun for den arbejdende Proletar har de Ord: Hund, gnav Benet, vi har spist Kødet! Med en Lydighed, der næsten kan kaldes faareagtig har den af Naturen ærlige og godmodige nordslesvigske Proletar hidtil fulgt sine Føreres Befalinger, og desværre for den skikkelige Proletar tyder Intet paa, at han endnu i de første Aar vil lytte til Fornuftens Stemme og slutte sig til dem, der aabent og ærligt kæmper for Arbejdets Frigørelse fra den gyldne Internationales Tryk. Dog, som vi se af de nu afholdte tyske Rigsdagsvalg, er det lykkedes Socialdemokraterne at skyde alvorlige Brescher i de Valgkredse, der hidtil galdt for Reaktionens stærkeste Fæstninger, og derfor vil forhaabenlig om ikke altfor lang Tid vi Socialister nyde den Triumf at forstyrre den Heksedans om Gulvkalven, som nu danses af den nordslesvigske Befolkning efter de malmfulde Højre-Noder, der lyder ned til os fra hinsides Kongeaaen og paa det Velvilligste assisteres af vore Folkelederes lokkende Sirenerøster.

- M - 

(Social-Demokraten 3. februar 1877).

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 15de Februar 1877.

Viktor Hugo siger i sin "Napoleon den Lille" ved at omtale den almindelige Stemmeret. Der gives Ting, som et Barn kan begribe, kun Statsmandene kan ikke fatte det, og saaledes gaar det ogsaa vore danske nordslesvigske Blade , idet disse i krampagtig Iver for at skrige lige saa højt som alle de øvrige danske Højreblade om Landsthingets berettigede Indflydelse for derved paa en pæn Maade at sparke til det af den almindelige Stemmeret fremgaaede folketing, netop kommer slemt til Skade og haaner den Ret, i Kraft af hvilken den saa høit priste og ofte paakaldte Hans Kryger i Virkeligheden kan fremstille sig som Nordslesvigernes Talsmand og Repræsentant.

Efter at Rigsdagsvalgene her nu er overstaaede, begynder man igen med mere Opmærksomhed at følge Forholdene i Danmark. Da samtlige vore danske Blade, dandsende efter Hr. Hjorth-Lorenzens bureaukratiske reaktioncere Pisk, staar paa det krasseste Højrestandpunkt, som tænkes kan, er det en Selvfølge, at de fleste Sympatier her er for Højre-Mindretallet i Danmark, da man helst vil gaa efter, hvad der staar i Egnens Avis, saa sparer man selv at tænke, og Nordslesvigerens øvrige gode Egenskaber ufortalt, saa er Selvtænkning ikke hans stærke Side. Hvor mange Løgne og Uforskammetheder de tysksindede Blade i Nordslesvig diske op med om de danske Forhold, har de dog Ret i, at en Mening, der er afvigende fra vore reaktionære Folkelederes, ikke kan faa Lov til at komme til Orde i et dansk-nordslesvigsk Blad og bliver saaledes i Reglen ikke offenlig udtalt, da mange dansksindede Mænd, der har en Anskuelse modsat Folkeledernes, naar de har Valget mellem Tavshed eller at ty til et af vore tyske Blade, da foretrækker Tavsheden.

Den tyske Rigsdag træder nu igen snart sammen, og Hr. Hans Kryger vil da atter i sin isolerede Stilling i Rigsdagssalen komme til at trænge til sine socialdemokratiske Kollegers Understøttelse ved Indbringelsen af eventuelle Andragender og Ændringsforslag. Noget, som vore danske Blade aldeles forglemmer i deres plumpe Angreb paa Socialdemokratiet. Som bekendt kommer det ikke saa nøje an paa en Pølse i Slagtetiden, og vor Presse, ligegyldig dansk eller tysk, tager det heller ikke nøje med en Dumhed mere eller mindre, naar det gælder om at hudflætte en ærlig Modstander. Og Hr. Kryger kan ikke benægte, at blandt hans Kolleger i den tyske Rigsdag er Socialisterne omtrent de eneste, som ere komne ham i Møde paa en aaben og ærlig Maade, bestandig rede til at understøtte ham i de berettigede Fordringer, han kunde finde Lejlighed til at fremsætte i sine Vælgeres Interesser, Noget der imidlertid syntes, at Kryger aldeles havde forglemt under den nu afsluttede Valgkamp.

M.

(Social-Demokraten 17. februar 1877).

Hvor blive de smaa Jordeiendomme af? (Efterskrift til Politivennen)

Iblandt de Midler, som ere bragte i Forslag til Forbedring af Landarbeidernes Stilling, er neppe noget saa grundigt som det at skaffe dem Jord. Kunde en Arbeider faae saa megen Jord, at han derpaa kunde holde en Ko eller, hvis han ikke kunde naa saa højt, saa dog til et Par Faar, eller endog kun til et Par Geder, hvilken Velsignelse vilde det ikke være idetmindste for den ædruelige og stræbsomme Mand? Thi uden disse Egenskaber vilde han neppe ret lange nyde godt deraf, og Jorden vilde snart falde ud af hans Hænder. Men hvorfra skulde disse Jordstykker komme? Man har trukket Vexler paa Præstegaardsjorderne, og skjøndt mange af trassenterne uden Tvivl have ganske andre Motiver end statsøkonomiske eller philanthropiske, var det dog nok tænkeligt, at der kunde komme Noget ud af en saadan Plan, naar man først fik overvundet de Vanskeligheder, som vilde være forbundne dermed, og det saa ikke kom til at gaae med disse Jordstykker som med de Smaaeiendomme, der oprindelig have været bestemte for Arbejdsklassen; thi er denne Betingelse ikke tilstede, saa maa man hellere lade hele Sagen falde. Som bekjendt blev der nemlig ved Udskiftningen for hver Gaard, som blev udlagt, i Reglen tillige udlagt en Huuslod paa nogle Tønder Land. og Gadejorderne bleve deelte i mangfoldige Smaalodder, Laver eller Vænger, som bleve lagte til de saakaldte Gadehuse, og som ved den nye Mattikel blive ansatte til nogle Album eller Fjerdingkar Hartkorn. En stor Deel saavel af hine større som af disse mindre Huse existerer naturligviis endnu, men mangkoldige ere i Tidernes Løb gaaede tabte. Hvor ere de da blevne af? Bønderne har taget dem - det vil da sige imod fuldt Vederlag. Og hvo kan vel fra deres Standpunkt undre sig herover? En Huuslod paa nogle Tønder Land, umiddelbart op til Gaardmandens Mark, bliver tilfals. Ingen kan have saa stor Fordel deraf som han da han kan dyrke den med den samme Arbeidskraft, han allerede har, saa at hele Udbyttet deraf omtrent bliver Netto. Han kjøber den altsaa og lægger Jorden ind under Gaarden, og leier saa Huset bort. Eller et Gadehuus med nogle Skjæpper Land kan faaes for Penge. Det interesserer Gaardmanden at faae dette Jordstykke. Saa kjøber han Huset og bærer sig ad paa lignende Maade. Og troer man, at saadanne Transactioner kun sjeldent finde Sted, saa vil man uden Tvivl forbavses ved at høre, at der i den Sogneraadskreds, hvori Meddeleren heraf har Bopæl, af nogle og halvfjerdsindstyve Huse med Jord ere gaaede ikke mindre end fireogtredive og af nogle og tredsindstyve Gadehuse et Antal af sexogtyve tabte ved at sammenlagges med større Eiendomme eller, hvad der undertiden skeer, ved at forbindes med andre Huse, men hvorved de i ethvert Tilfælde falde ud af Arbejdsklassens Hænder. Føies nu hertil, at der af den store Mængde Parceller som nogle Aar tilbage bleve udskilte fra Gaardene, ere i samme Kreds ikke mindre end femogfirsindstyve, hvoraf dog nogle have været særskilt bebyggede og dyrkede, i de senere Aar forenede med større Eiendomme, saa vil det vare klart, at Præstegaardsavlingerne kun vilde give et daarligt Æqvivalent for alle disse Jordlodder, som med stedse større og større Graadighed opsluges af Bønderne, der naturligviis inden kortere eller længere Tid ogsaa vilde komme i Besiddelse af Præstegaardsparcellerne, medmindre disse bleve belagte med et særegent Baand. Mon der dog ikke kunde sættes en Stopper for denne Forsvinden af Huuslodderne? Før det skeer, er enhver Speculation over at skaffe Jord til Arbejderne aldeles ørkesløs, 

Hvorledes Leiehusene paa disse Lodder blive benyttede, om navnlig Forordningen af 28de Mai 1848 bliver bragt i Anvendelse, derom en anden Gang; men det vilde vistnok i høi Grad være i Indsiddernes Interesse, om der engang blev seet ind til dem.

c.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1877).

Tjenestepigers Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestetyendets stilling. Ved at læse Artiklen i "Social-Demokraten" for i Tirsdags, betitlet "Normalarbejdsdagen", hvori der omtaltes, at der var mange Arbejdsgrene, hvor Arbejdsdagen var 14 Timer i Døgnet, kom jeg til at tænke paa den Tid, jeg tjente Bønderne som Tjenestepige. Jeg tilbagekaldte i min Erindring, hvor lang min Arbejdsdag den Gang var, og nu vil jeg bede Dem, Hr. Redaktør, om at optage disse Linier i Deres Blad, for at det kan komme til "Social-Demokratens" Læseres Kundskab, hvorledes en Tjenestepige paa Landet har det hos Gaardmændene :

Da jeg blev fæstet til Tjeneste, blev det mig indprentet af mine Forældre, at om det skulde træne sig, at min Husbonde eller Madmoder kom til at skænde eller sige noget til mig, som de ikke havde Ret til, skulde jeg alligevel tie stille og aldrig sige dem imod og altid være lydig og flittig, hvilket Raad jeg tror jeg har fulgt nogenlunde, hvorfor jeg heller ikke har havt flere end to Tjenester i 8 Aar. Den første Tjeneste jeg havde var hos Grdm. Frants Thomsen i Grundfør, hvor jeg tjente fra 1865 til 1870; den næste var hos Gaardmand Ebenhardt Laursen i Sandby, hvor jeg var i de næste 3 paafølgende Aar til 1873. Hos den Førstnævnte kom vi op af Sengen og begyndte Arbejdet om Sommeren fra Kl. 3½, eller 4 om Morgenen, hvorpaa vi saa arbejdede til Kl. 10 eller 10½ om Aftenen med 2 Timer fri om Middagen, naar undtages, at vi maatte malke Køerne i de samme to Timer. Om Vinteren kom vi op Kl. 5 om Morgenen, og saa arbejdede vi til Kl. 10, og ofte til Kl. 11 om Aftenen. Der havde vi altsaa 17 a 18 Timers Arbejdstid. Hos den anden havde jeg det meget bedre. Der begyndte jeg ikke Arbejdet før Kl. 5 Morgen om Sommeren og saa holdt vi op Kl. 9 Aften, og om Vinteren Kl. 7 Morgen til Kl. 10 Aften; altsaa kun 15 a 16 Timers Arbejdstid. Det er ikke dermed ment, at de to nævnte Steder er daarlige Pladser, tvertimod, de er endog bekendt i deres Egn som gode Pladser for Piger, men det er kun sagt for at give "Socialdemokratens" Læsere et Begreb om, hvorledes Tjenestepigerne paa Landet har det. Da der i disse Tider tales saa meget om at hjælpe Arbejderne til en bedre Stilling, saa synes jeg, at der paa det Omraade var meget at gøre med at skaffe de stakkels Landsbypiger en taaleligere Tilværelse, saasom ved at saa hendes Arbejdstid indskrænket og især søge at skaffe hende lidt bedre Sovesteder, ti, som bekendt, er Pigekamrene meget kolde og fugtige, da der ikke bliver fyret i dem om Vinteren. Det var mange Gange, naar jeg gik tilsengs om Aftenen om Vinteren, at Væggene tindrede af Frost, og mit Kammer var endda i et solidt grundmuret Hus, men dog trængte Frosten igennem alligevel, og hvad maa man saa tænke om utætte gamle Bindingsværkshuse. Til Slutning vil jeg kun sige, at hvis denne min Fremstilling kunde bringe en eller anden Husbond til at tænke lidt over det og maaske derved saa i Sinde al bekoste en Kakkelovn til Pigekammeret og tillige give de stakkels Piger lidt mere Fritid, da vilde Hensigten ved min Skrivelse være naaet.

Aarhus, den 10de Januar 1877.

Birgitte Andreasen.

(Social-Demokraten 13. januar 1877).

Valg i Sorø. (Efterskrift til Politivennen)

En Godsejer og hans Husmænd. Husmand Hans Jensen af Hesselby skriver i "Sorø Amtst.":

Nogle Dage for Folketingsvalget den 25. April mødte Avlsforvalter Nielsen paa Gjerdrup for at tilsige os at stemme paa Grev Holstein. Der var flere end mig, der ikke adlød, men det er kommet til at gaa ud over mig. Forvalterens Ord lød saaledes: "Jeg har en Hilsen fra Herren (Godsejer B. E. Qvistgaard), om Du vil møde paa Tirsdag og stemme paa Greven." Dertil svarede jeg høflig: "Det passer ikke mig, Hr. Forvalter." "Hvad Fanden passer da Dig?" "Det passer mig enten at stemme paa Feldthusen eller lade rent være, men jeg vil ikke have noget." Da siger Forvalteren: "Sæt nu, Hans Jensen, dersom Feldthusen og Tauber bliver valgt og Venstre faar Magten, saa skal vi se, saa har vi Tyskerne her inden ret længe." Da kom jeg til at le højt oq sagde: "Nu maa De ikke kyse mig, for dem har jeg set før, og det har De vist ikke, Hr. Forvalter." "Men - siger han - hvem vil det komme til at gaa ud over? Naturligvis over os alle". Da svarede jeg; "Det tror jeg ikke. Det kan gerne knibe for Herremandene og Bønderne, som har Noget, men mig og Dem, Hr. Forvalter, kan det ikke gøre Meget, for vi har ikke Noget, de kan tage." - Jeg er nu udsagt af mit Hus, som jeg har beboet i 26 Aar, og véd ingen Grund dertil, da jeg har opfyldt alle de Betingelser, Herren har paalagt mig, ja endog Hoveri. Vi faar namlig Ordre til at møde hos Godsforvalteren sidst i Oktober for at underskrive paa, at vi vil høste til næste Aar i Stedet for at betale de Penge, som er anført i Kontrakten. Den, der ikke vil underskrive, vil straks blive udsagt. Saaledes staar det til her i den sydlige Kant af Sjælland. Det vilde være ønskeligt, om Regeringen vilde tage sig lidt af de Smaa, der bliver saa undertrykt ved en Omgaaen af Loven.

(Social-Demokraten 10. januar 1877).

Lensgreve, konseilspræsident Ludvig Henrik Carl Herman Holstein (1815-1892) politiske karriere startede i Roskilde stænder hvortil han blev valgt 1847. I 1848 var han betænkelig ved almindelig valgret og var medstifter af Den patriotiske Forening der mente at grundlovsforslaget ville undergrave monarkiet og kaste landet ud u enten despoti eller anarki. Han forsvarede godsejerne. I 1865 blev han valgt til rigsrådets folketing og 1866 til rigsdagens folketing. Han var tro støtte af Estrup. Han tabte til Venstre i Skelskørkredsen 1876, vandt i 1879, tabte 1881 og vandt i 1887. I 1890 trak han sig.

Ved valget i starten af 1879 vandt ved kåring Feldthusen over Holstein, men denne krævede skriftlig afstemning der faldt ud til hans fordel. Feldthusen klagede efterfølgende over de talrige eksempler hvor husmænd bl. a. var blevet bedt om at blive hjemme på valgdagen, ellers blev de truet med at blive jaget ud af deres huse. (Se fx Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. februar 1879). I februar vedtog folketinget med 58 stemmer imod 25 at udsætte godkendelsen af valget pga. denne klage.

Johannes Feldthusen blev valgt for det Forenede Venstre i Skelskørkredsen til Folketinget 1876-1879. Ved valget i 1876 havde han vundet over grev Holstein. Højre havde 26 mandater mens Venstre 76. Husmand Hans Jensen i Hesselby var ligeledes blevet opsagt, og på baggrund af det startede Johannes Feldthusen en indsamling til fordel for disse politiske forfulgte. Han sad i Folketinget med en enkelt afbrydelse indtil 1887.

Chefredaktør (for Sorø Amtstidende) Johannes Tauber (1827-1892) var valgt for Venstre til Folketinget i 1869 og 1872. Han tilhørte Hørupfløjen i partiet.

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

Tyendesag. En Husjomfru paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag en Overretssagfører og Gaardejer i Øverød tilpligtet til at betale hende resterende Løn for Tidsrummet fra den 1ste Juni f. A. til 1ste November f, A. med 40 Kroner og Kostpenge for 8 Uger med mindst 66 Øre pr. Dag og Sagens Omkostninger, Alt fordi den Indklagede uden lovlig Grund havde bortvist Klageren fra sin Tjeneste. Uagtet Sagen havde været foretagen 4 Gange i Retten og den ene Gang endog reassumeret, havde den Indklagede ikke indladt sig paa at svare i Realiteten, men begært Udsættelse, de to Gange, deriblandt den sidste Gang, paa Grund af Veirforholdene (Snefog); men Klagerinden protesterede mod enhver yderligere Udsættelse og paastod Sagen optagen til Doms, og denne Paastand fandtes at maatte tages til Følge, saaledes at yderligere Udsættelse nægtedes den Indklagede. Ligesom nemlig Klagerinden havde gjort gældende, at det Havde været hende ubekendt, at Vejrforholdene havde lagt Hindringer i Vejen for den Indklagedes Møde ved Sagens sidste Foretagelse, saaledes havde saadant ogsaa været Dommeren ubekendt, og der maatte gives Klagerinden Medhold i, at selv om en saadan Forhindring skulde have fundet Sted, maatte det dog være Noget, som den Indklagede, der havde havt 6 Dage til sin Raadighed for at forberede et Tilsvar i Sagen og tilmed har Kontor her i Byen, burde have forudset som en Mulighed, saa at han burde have givet sin Fuldmægtig fornøden Instruks eller ladet ham aflevere et itide affattet Indlæg; men da den Indklagede Intet af dette havde gjort, maatte han tilskrive sig selv, at han nu blev afskaaren fra at fremkomme med sine Indsigelser, og da Klagerinden paa behørig Maade havde deduceret Sagen og begrundet sin Fordring, vilde Dom være at give efter hendes Paastand, der fandtes at være hjemlet i Tyendeloven af 10de Mai 1854 § 46, idet det bemærkedes, at Kostpengene i det Hele vilde udgøre 36 Kr. 96 Øre. Klagerinden fik ligeledes Sagens Omkostninger tilkendte hos den Indklagede.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).