Vort Partis Stilling i Øjeblikket. (Efterskrift til Politivennen)

Der er næppe noget Medlem af vort Parti, der, naar han modtager nærværende Artikel, ikke kender, saa vel den Omstændighed, at d'Hrr. Louis Pio og Povl Geleff i Fredags rejste herfra over England til Amerika, som de Domme, der af Publikum bliver afsagt over denne Afrejse, og det vilde være urigtigt, om det socialdemokratiske Parti vilde lægge noget Skjul paa, at Afrejsen har fundet Sted paa en saadan Maade, at der derved er fremkaldt hos Partiets Medlemmer den yderligste Overraskelse. Dhrr. Pio og Geleff har forladt Danmark, og de har forladt det under Omstændigheder, der ikke giver Plads for nogen begrundet Tvivl om, at de for bestandig har taget Afsted med deres Virksomhed for den socialdemokratiske Politiks Trivsel her i Landet.

Saaledes er altsaa Stillingen, og det er om den vi her skal sige et Par Ord.

Man kan ikke med Billighed forlange, at de danske Arbejdere i samme Øjeblik, som de forlod den gamle Ligegyldighedstilstand, og traadte frem til en kraftig Varetagelse af deres politiske og økonomiske Interesser, straks skulde kunne tilegne sig en klar Erkendelse af, hvad der paa ethvert Punkt er absolut fornødent for at de kan være fuldt ud berettiget til at sige, at de er traadt ud af den gamle Afhængighedstilstand. Et af de Punkter, hvor der stadigt for en stor Del af vort Partis Medlemmer har hersket Uklarhed om, hvad der maa fordres af den Arbejder, der erklærer sig for at være Socialdemokrat, er, at der ikke har været den rigtige Forstaaelse til Stede af, at et socialdemokratisk Parti absolut maa være bygget paa det Grundprincip, at Partiet gennem den almindelige og lige Valgret maa ubetinget være sin egen Herre og gennem sin Valgret have ubetinget Magtfuldkommenhed over Alt, hvad der angaar og tilhører Partiet. Den mangelfulde Opfattelse i den Retning erAarfagen til, at vort Parti i et meget vigtigt Punkt ikke har været i Overeensstemmelse med sine egne Principer og derigennem ogsaa Aarsag til, at der har kunnet finde Begivenheder Sted i vort Parti, der har fremkaldt Mistillid til Fremtiden hos den Del af dets Medlemmer, der har begaaet den store Fejl at tro, at man som Socialdemokrat nok tør følge den uden den gamle Afhængighedstilstand herskende Skik og Brug, næmlig, at Arbejderne skal blindt hengive sig Andre i Vold i stedet for at stole paa sig selv, og at de skal gøre sig afhængig af Andre i Stedet for at gøre sig afhængig at sig selv. Vi finder det imidlertid ikke alene undskyldeligt, men endog selvfølgeligt, at den her nævnte mangelfulde Opfattelfe vilde gøre sig gældende i Partiets første Perioder, men paa den anden Side finder vi det urimeligt, om Arbejderne ikke af Erfaringen skulde ville lade sig belære om, hvad der i saa Henseende udfordres af dem og om de ikke i Stedet for at lade Mistilliden vinde Plads hos dem, vilde sige saaledes: For Fremtiden stoler vi paa os selv, for Fremtiden administrerer og kontrollerer vi selv paa alle Punkter vore egne Anliggender og for Fremtiden giver vi os derved al mulig Sikkerhed for, at ingen Tab i nogen Retning af saa stort Omfang, at det kan skade os føleligt i økonomisk Henseende eller paa nogen Maade ryste vor Partistilling, kan tilføjes os af enkelte Personer.

Denne Opfattelse af Forholdene er det nu paa Tiden at ethvert Medlem tilegner sig. Det Medlem, der ikke nu sluttelig og endelig gør det, han gør ikke sin Pligt mod sig selv, mod Partiet eller mod de Principer, som han ved at mælde sig ind i det socialdemokratiske Parti har erklæret at hylde.

Vil Partiets Medlemmer i den her nævnte Retning gøre deres Pligt, skal det nok vise sig at Socialdemokratiet i Danmark skal gaa fremad med oprejst Pande, fremad mod en bedre Tilstand for Arbejderne og for det overvejende Flertal af de andre Klasser af vore Medborgere. Ser vi tilbage paa Partiets Fortid, har vi ingen Grund til at tvivle om, at ogsaa det Stød som her er tilføjet det, vil være virkningsløst; det er hverken første eller anden Gang at Partiel har gennemgaaet alvorlige Kriser, og det vil ogsaa vide, at gaa sejrende ud af denne.

Vi har Grunde nok til at sige til os selv: "Vi vil sejre". Vi har for det Første Hensynet til vore egne Interesser, til vor Nutid og vor Fremtid, men vi har ogsaa et Hensyn at tage til vore Modstandere, navnlig det, at vi vil, saa hurtigt som muligt, berøve dem al Anledning til at glæde sig over, at det gaar tilbage med os. Disse gar altid, hvor Lejligheden dertil nogenlunde har været for Haanden, været paa Pladsen med deres Spaadomme om at nu stod Socialdemokratiet paa Randen af sin Undergang. Denne Gang kommer Spaadommen frem med en Del større Tillidsfuldhed end ved tidligere Lejligheder. "Berl. Tid." f. Eks fortæller at nu maa nok "Soc. Dem " gaa ind og "Dagstelegrafen" haaber, at "nu vil den kunstige Bevægelse som har bragt Nød og Fortvivlelse i saa mange Arbejderfamilier, og som næppe har været uden Indflydelse paa vore indre politiske Forhold, paa Grund at Venstreførernes Leflen med den, (det vil sige med Socialdemokraterne) i det Væsenlige være endt." "Dagbladet" skriver i den foreliggende Anledning en Leder, der udtrykker de Nationalliberales Glæde over at de nu tør haabe at være bleven af med Socialismen her i Danmark. "Vore Arbejdere", hedder set i nævnte Leder, "er visselig ikke af Naturen anlagt til at være Gudsfornægtere og Fædrelandsforhaanere", og Bladet glæder sig til at de nu som den forlorne Søn vil vende om fra Forværdelsens Vej og for Fremtiden lade være med at synge Sange om Frihed, Lighed og Broderskab mellem Nationerne og i Stedet for istemme de filosofisk-kristelige Krigsfange, som s. Eks.: "Nu skal vi nok atter med Prøjserne slaas" osv. "Selv om Arbejderbevægelsen ikke med et Slag er forbi," siger "Dagbl.", saa vil dog den Kritik, der er vakt ved de Bortdragnes Afrejse, ikke lægge sig til at sove igen overfor disses Afløsere. Det er en Stræng, som "Dagbladet" naturligvis i Øjeblikket finder Anledning til at spille paa. Det er paa Mistilliden indenfor Grænserne af det socialdemokratiske Parti, at vore Modstandere bygger deres Forhaabninger, men de Herrer vil komme til at erkende, at de dog ad den Vej Intet kan udrette, fordi vort Parti, som vi ovenfor har udtalt, nu vil organisere sig saaledes i alle dets Anliggender, at Mistilliden derved berøves en Grundvold at staa paa.

Den Stemning, der har været til Stede paa de Møder, der siden i Fredags er holdt i Anledning af den Situation, der foreligger, giver os al Grund til at haabe, at den Mistillid, der naturlig i Øieblikket er til Stede hos adskillige Medlemmer af vort Parti, vil vise sig at være ugrundet og at det Samme vil blive Tilfældet med vore Modstanderes Glæde.

Tiden er nu for Haanden, da det skal vise sig, om vort Partis Medlemmer er principtro Socialdemokrater eller ikke. Enhver principtro Socialdemokrat vil nu slutte sig inderligere til Foreningernes og Partiets Organ end nogenside tidligere, i Erkendelse af, at Socialdemokratiets Fremtid her i Landet afhænger af den Fasthed, hvormed nu Partiets Medlemmer slutter sig sammen om det socialdemokratiske Princip.

(Social-Demokraten 27. marts 1877).

Ud over ca 5 manglende numre i de to næste uger opretholdt Social-Demokraten udgivelsen af et nummer om dagen. Men den daværende samfundskrise betød små lønninger så arbejderne ikke havde råd til at betale fagforeningskontingent. Da Folketinget i  foråret 1877 nedstemte regeringens finanslovsforslag, sendte og Estrup tinget hjem og udstedte en finanslov på egen hånd uden vedtagelse af rigsdagen. Arbejderbevægelsen gik ind i en nedgangsperiode: Mange fagforeninger blev opløst, mange forlod partiet. Det begyndte at vende i februar 1878 med dannelsen af Socialdemokratisk Forbund hvor blev parti og fagbevægelse blev adskilt. Partiets ledere valgtes fra arbejdernes rækker. 

Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig den 21de Marts 1877. Den Tysker, der i sin Tid skrev Farcen "Drei nette Jungens"  maa have været i besiddelse af et ligesaa skarpt Serblik, som Danmarks Sankta Eberta. Ti Manden maa i det øjeblik han fik Idéen til sine drei nette Jungens upaatvivlelig have havt et Syn, der viste ham Lars Dinesen. som Rebaktør af den folkelige Vandmølle. med Lucianus Kofoed og Julius Schytte, som Stabstrompeter og basunblæser paa Vandmøllen. Dog det var ikke Hr. Lars Dinesen, men hans Aandsfælle, Hjort-Lorenzen og Dannevirke, vi ville ofre nogle Pennestrøg - den storreaktionære bureaukrat og forhenværende By- og Herredsfoged Hjort-Lorenzen maa virkelig undskylde os. at vi nævner en bonde som hans Aandsfælle, dog Tilgivelsen er os sikker, da bonden ikke hører til de Forenede, men til de Forvandlede.

Skønt de andre danske blade i Nordslesvig med største Samvittighedsfuldhed kun er et Ekko af "Dannevirke", der igen danser efter "Fædrelandet"s og "Dagbladet"s Piber, hører man dog ofte af vore ultra Danananer, at der var bedst for den danske Sag, at der kun i Nordslesvig eksisterede ét dansk blad, naturligvis "Dannevirke", da det var tilskrækkeligt. Fuldkommen rigtig, I Herrer Danananer, "Dannevirke" Hyrden og befolkningen Faarene, saaledes bør det være, og er det i Virkeligheden allerede, da vore danske blade, som vi tidligere har omtalt i "Social-Demokraten", ikke optager i sine Spalter et eneste Oppositionsord mod den reaktionære danske Højreretning, hvis Apostel "Dannevirke" er. Bille, Ploug og de øvrige danske Højremænd behøver virkelig ikke noget bedre Talerør end Hjort-Lorenzen med sin "Dannevirke".

Vore danske og tyske blade har nu et ypperligt Spaltefoder ved at skændes om den af Kryger i den tyske Rigsdag stillede Opfordring, angaaende en Opfyldelse at den bekendte § 5. Uagtet de tyske Socialister fra første Færd har erklæret sig for Opfyldelsen af denne § 5, idet de med Rette paastaar, at ligesom Privatmanden er retslig forpligtet til at opfylde et givet Løfte, bør ogsaa Staten være det, har Hr. Kryger denne Gang som Medundertegner af sit Andragende benytter de mest reaktionære Partikularister. Man maa altsaa antage, at Hr. Kryger efter sine københavnske Højrevenners Raad og Ordre nu har fuldbragt det brud med Socialdemokraterne, som han paa en mindre heldig Maade indledede ved de Skrivelser, han sendte ud i Verden i Slutningen af forrige Aar. Social-Demokraterne trænger ikke til Hr. Krygers Kammeratskab, men hvorvidt Hr. Kryger har handlet politisk rigtigt, ved ikke at søge Hjælp hos et Parti, der i Løbet af tre Aar har vundet 50 Procent Slemmer, er et andet Spørgsmaal, som en ikke altfor fjern Tid maaske vil løse. Hr. Krygers københavnske Venner har allerede gjort saa mange politiske Dumheder siden den første slesvigske Krig, at der aldeles ikke er noget Forunderligt i, at de ogsaa faar ham lokket paa Glatisen. - m - 

(Social-Demokraten 23. marts 1877).

Lommetyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at den oftere for Tyveri og Bedrageri straffede Ole Hansen i December f. A. havde udstaaet en Maaneds Tvangshusstraf for Løsgængeri, blev han indlagt af Fattigvæsenet i Islemark Fattighus. Her frastjal han et andet Fattiglem en Portemonnaie med nogle Penge i, samt en Tobakspibe med Tobakspung. Straks efter at have vedgaaet dette Tyveri forlod Ole Fattighuset og begav sig hen i Brønshøj Kro. Her satte han sig til at svire og spille med tre Arbejdere, der imidlertid i Løbet af Natten forlod Kroen. Tilsidst, da Kl. var 4, var Ole alene tilbage i Krostuen, idet Kroens Staldmester, der tillige bestyrer Kælderstuen, havde, overvældet af Træthed, lagt sig til at sove i et Sideværelse, iført sine Klæder. Lysten til at begaa Tyveri opstod nu igen hos Ole, der i Løbet af Natten havde opbrugt det Fattiglemmet fra stjaalne Pengebeløb, og han listede sig derfor ind til Staldmesteren og udtog med Forsigtighed af dennes ene Benklædelomme en Portemonnaie, hvori der hændelsesvis den Nat var et stort Beløb, næmlig 195 Kr. Han forlod nu straks Kroen og begav sig ad Landevejen til Ballerup, hvor han om Morgenen tidlig bankede Krofolkene op og satte sig straks til at holde fint Maaltid og at drikke. Han byttede en Hundredekroneseddel og bortskænkede til forskellige Personer, han kom i Berøring med, større og mindre Beløb, købte et Gevær osv. Han blev imidlertid samme Dag greben, men havde da allerede forbrugt henimod 100 Kr., af hvilke det lykkedes at skafte Staldmesteren en Del tilbage, foruden de hos Ole ved hans Anholdelse beroende Penge. Ved Københavns Amts nordre Birks Ekstrarets Dom blev Ole Hansen, der er 20 Aar gammel, anset efter Straffelovens 230 med Forbedringshusarbejde i 1 Aar.

(Social-Demokraten 21. marts 1877).

Korrespondence fra Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig, den 11te Marts.

I den gamle Invalid "Berlingske Tidende", der nu med Vemod kan tænke tilbage paa den Tid, da den som en anden Ridder uden Frygt og Dadel brød en Toskillings-Landse for det københavnske Hvedebrød, har Hr. Vicedirektør Oldenborg for længere Tid tilbage leveret den Udtalelse, at et hvert Menneske bør stadig følge den barmhjertige Samaritans Eksempel. Da Københavns Politi og Barmhjertighed altid har forekommet os som to hinanden modsatte størrelser, blev vi noget overraskede ved denne Udtalelse af Vicepolitidirettøren. og besluttede at beholde den i Hukommelsen for ved given Lejlighed at opfriske den. Efter at Frihedsmanden Karl Ploug med sit elskværdige gammelstrandske Galanteri har leveret et Dommedagsslag mod de to Præster, der rigtignok paa en lidt bagvendt Maade optraadte mod Prostitutionen, synes Sagen igen at falde noget sammen, skøndt Prostitutionens Ophævelse hører til de Ting, der uafbrudt bør staa paa Dagsordenen, indtil ogsaa i dette Forhold Humanitet og Ret har besejret det moderne Slaveri. Paa en Forespørgsel, vi for et Par Aar tilbage rettede i Hamborg, om hvorfor Politiet havde anordnet forskellige Takster i de forskellige offenlige Huse, blev der i fuld Alvor givet os det Svar: Forskjellig Pris maa der være, for at de gamle Senatorer og rige Handelsherrer kan have Steder at besøge, hvor ikke enhver Plebejer har Raad til at komme. Svaret var ligesaa kynisk og bistert som træffende for de nuværende Samfundstilstande. Alt for Mammon, for at beskytte den fashionable Verden er intet Offer for dyrt, selv om tusinde af Kvinder derved skal stilles udenfor Samfundet, betegnede af Politiet som Udstødt af Menneskeheden. Den barmhjertige Samaritan gælder ikke for den faldne Kvinde - ti Tvangsarbejdsanstalten paa Københavns Ladegaard og den barmhjertige Samaritan, hvorledes de to Ting kan forliges, gaar over vor Forstand, og vistnok over Vicepolitidirektørens med. I Hamborg nøjes man dog med simpel Arrest for, som det officielt hedder de under Sædelighedspolitiets Kontrol staaende Kvinder, ligesom i det Hele taget, om end Fængselsstraffen anvendes noget hyppigere i Tyskland end i Danmark, saa udføres den til Gengæld i Tyskland paa en langt mindre pinlig Maade. Noget vi allerede tidligere har omtalt i "Social-Demokraten", men tror ikke kan gentages for ofte.

I forskellige Lande har der nu dannet sig Foreninger til Prostitutionens fuldstændige Ophævelse, men i det kære gamle Danmark, der ellers har nok baade af mulige og umulige Foreninger, har endnu Ingen taget Iniativet i denne Sag. Vil Etatsraader og Grosserere ikke stille sig i Spidsen, lad saa Proletariatet tage fat paa Tingene, det vil ikke være første Gang, at Proletaren har løftet den Sten, der var Storborgeren for tung. "Afskaf Prostitutionen, og Magdalena Stiftelsen- samt de øvrige forskellige Projekter til vammelsød kristelig Frelse for Kvinden vil forsvinde som Dug for Solen, ligesom i den socialistiske Stat Tyveri og Grunden vil være en Umulighed, fordi Socialismen i sig selv er en Tilintetgørelse af Roden til alt Ondt, Begærligheden. Prostitutionen er et nødvendigt Onde! raader Politiet, dets Sagkyndige og en stor Del af det Bestaaendes ufortrødne Talsmænd, uden at tænke paa, at de netop ved dette Udraab udtaler den skarpeste Fordømmelsesdom over den nuværende Samfundsorden, ti et Samfund, som ikke kan bestaa uden Prostitution, fratager sig selv Retten til at eksistere. Vil Politiet ikke afskaffe Prostitutionen, fordi det har den Overbevisning, at Bordellet og indskrevne Fruentimmer er en Nødvendighed i denne Verden, og er Folkestemningen endnu ikke stærk nok til ad lovlig Vej at hidføre en Forandring i Skandalen, bør dog Politiet i det mindste sørge for, at disse stakkels Kvinder, der hjemfalder til Prostitutionen, ikke ved saa at sige at stilles udenfor Loven og det borgerlige Samfund, styrtes dybere i Elendigheden, end det er absolut nødvendigtþÿ  en Bue, spændt for haardt, springer itu, og en Strænghed, dreven for vidt, forfejler sit Maal. At Politiet, som vi gærne tror, med stor Beredvillighed af og til redder en Kvinde fra Smudset, betyder intet mod den Mængde af Kvinder, der ved det nuværende Systems Haardhed, med og mod sin Vilje, lidt efter lidt styrtes dybere i Afgrunden. "Med den prostituerede Kvinde er der Intet at stille op!" hører man ofte stot henkastet, men hvis saa er, hvem bærer Skylden? Hvorfor straffe Virkningen og lade Aarsagen gaa fri?

- M -

(Social-Demokraten 14. marts 1877).

Erindringsmedaljen. (Efterskrift til Politivennen).

Christian 9. havde i 1864 lovet en medalje til deltagerne i krigen. Men det var først da våbenbrødrene gjorde opmærksom på løftet at der begyndte at ske noget i 1871. Sagen blev sat i bero indtil 1874. Den 11. marts 1877 blev Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og 1864 givet til de der havde ansøgt om det. Berettigede var alle der havde deltaget i Krigen 1848-51 og Krigen 1864. Den blev leveret i en lille hvid papæske med et diplom. I den anledning var der en ceremoni for de som havde fået medaljen på Børsen. Herefter gik et optog af 5-6.000 gik til Amalienborg, hvor Christian 9. holdt en tale.

Medaljedagen. Saa oprandt da i Søndags den store Dag.

I lange Tider har Provinsaviserne strømmet over af Beretninger om de Fester, der er blevne afholdte i Anledning af Erindringsmedaljens Uddeling. Man har ved disse Fester udbragt "rungende" Leveraab for Medaljens Giver (Kristian den Niende, skønt han kun uegenlig er dens "Giver", efterdi alle Udgifterne er blevne afholdte af Statskassen) for Fædrelandet, de tapre Soldater, osv. osv., i Henhold til det gamle Ord: "Naar Øllet gaar ind, gaar Viddet ud".

Man har gjort endnu mere. Paa et fremskredent Gildestandpunkt har man afsendt hyperloyale Telegrammer til Kongen, har svoret ham Huldskab og Troskab, osv. osv., uden at huske paa det gamle Ord: "Loven er vel ærlig, men Holden er somme Tider besværlig".

Man er gaaet endnu videre. Man har kastet sig ind i den politiske Strid mellem Folketingsflertallet og Estrupperne, taget Parti for disse Sidste, lovet dem Understøttelse osv. Paa Frederiksberg gik man endogsaa saa vidt, at Instruktør Holst i en Haandevending stillede samtlige Vaabenbrødre til Kongens Disposition for det Tilfældes Skyld, at nogen "Vanhellig" skulde vove at røre ved hans Ret - som skrevet staar: "Store Ord og fedt Flæsk hænger ikke fast i Halsen."

Saa oprandt da i Forgaars den store Dag, der skulde sætte Kronen paa alle Festerne og forbavse det ganske Land, særligen os Københavnere. Kl. 11½ slet samledes de Medaljerede paa og ved Børsen, hvor der skulde holdes Taler, og hvorfra man i Procession skulde marchere til Amalienborg, lige midt under Kirketiden. O! Crone! Hvor uransagelige ere dine Domme og dine Veje usporlige!

Udenfor Børsen havde der samlet sig adskillige Tusinder Tilskuere, som morede sig kosteligt over Medaljemændene, og det regnede ned med Vittigheder over disse. Baandet til Medaljerne havde efter Sommes Mening en paafaldende Lighed med Støvlestropper, og selve Medaljerne var, mente Andre, fabrikerede af gamle franske Kaffekedler. Adskillige Bemærkninger var meget nærgaaende mod de stakkels Dekorerede; det var derfor ikte saa underligt, at Adskillige af disse i al Stilhed puttede Medaljen i Bukselommen.

Endelig blev Talerne færdige inde i Børssalen, og Toget satte sig i Bevægelse. Den nysgerrige og lattermilde Mængde fulgte med. Politiet holdt Pladsen nærmest Kongens Palæ paa Amalienborg afspærret, den var forbeholdt Medaljemændene. Den øvrige Del af Pladsen blev hurtig fyldt af Tilskuere.

Der gik en temmelig lang Ventetid. Der blev sagt, at en Deputation, bestaaende af Kaptajn Schønning og Fotograf Koch fra Svendborg og én til var hos Kongen. Langt om længe blev der aabnet et Par Vinduer i Stueetagen, og Kongen traadte frem i Vindueskarmen, ledsaget af Kronprinsen og Prins Valdemar.

En Del af de Dekorerede tog Hatten af og raabte Hurra. Alle Tilskuerne beholdt Hatten paa og tav stille. Somme af dem hyssede endogsaa. Det var derfor et meget svagt Hurra, det lod saa spinkelt og spædt, at de bageste af Tilskuerne næppe kunde høre det.

Kongen sa'e Noget, og der blev igen udbragt Hurraraab og det lige saa ynkelige Hurraraab som de første.

Kongen trak sig tilbage. Nogle faa Stykker gav sig til at raabe igen, og saa traadte Kronprinsen frem og bukkede. 

Dermed var det hele forbi, og Mængden spredtes i al Stilhed. Og derom var der kun én Mening, at et saa stilfærdigt , begejstringsløst Optog har Købenbavn aldrig set for. Og derom var der tun en Mening, at en saa ligegyldig Mængde som den, der havde samlet sig paa Amalienborg, har der aldrig nogen Sinde staaet lige over for et Lands Kongehus.

Festen var, kort sagt, fra Ende til anden en gyselig Fiasko. Deltagerne i den gik slukørede hjem og gemte deres Medaljer paa Kistebunden, rimeligvis for ikke mere at tage dem frem.

Det fortjener at fremhæves, at de fleste af Deltagerne var fra Landet, og at de københavnske Deltagere saa meget lidt imponerende ud. En af dem tog ganske rolig imod 10 Øre til en Bajer, som en Tilskuer gav ham.

(Social-Demokraten 13. marts 1877).

Flere steder i landet (bl. a. Århus, Kolding) havde de lokale afdelinger af Våbenbrødrene ifølge aviser afsendt telegrammer til Christian 9. om at medaljen måtte styrke hengivenheden til kongen og regeringen. Venstre-aviserne forholdt sig kritisk til uddelingen af medaljerne.

Fra en kjøbenhavnsk Borger, der er blandt Erindringsmedaljens Bærere, have vi modtaget en harmfuld Protest imod, at Ladegaardslemmer under deres Funktion som offenlige Gadefejere bære Medaljen. Herved er imidlertid intet at gjøre, da ikke Fattigdom eller andre sociale Lyder, men alene vanærende Straf udelukker fra Hæderstegnet.

- Fra Ballerup skrives til os: Uddelingen af Erindringsmedaljen for Krigene 1848-50 og 64 fandt Sted for Ballerup Sogn om Eftermiddagen den 22de f. M. i Ballerup Kros Spisesal, der i den Anledning var bleven smukt dekoreret. Før Uddelingen holdt Hr. Pastor Picker en Tale, hvori han fremdrog Minder fra Krigsaarene og fremhævede Medaljens Betydning. Derefter begyndte Uddelingen, der foretoges af Sognefoged, Hr. I. Petersen til Kirstinelund. Efter Uddelingen afholdtes Fællesmaaltid, hvorefter der blev udbragt Skaaler og holdt Taler. Hr. Picker holdt for Kongen og for Danmark, Hr. Lærer Busck for Sønderjyden og for Danebrog, Hr. Skomager Kyhl for Soldaten fra 1864. Han mente, at Soldaten i 1864 havde lige saa fuldt gjort sin Pligt som Soldaten i 1848-50, men ved Hjemkomsten fra Krigen 1864 blev han ikke modtaget som Soldaten ved Hjemkomsten efter Krigen 1848-50. Krigens uheldige Udfald i 1864 maatte ikke lægges Soldaten til Last, men maatte søges i andre Forhold - Forhold, overfor hvilke Soldaten i 1848-50 ikke vilde have udrettet mere end Soldaten i 1864. Hr. Rebslager Petersen fremdrog Minder om Frederik den syvende. Kjøbmand Reeh talte for Kvinden og for Krüger. - Festligheden sluttedes Kl. 12.

(Morgenbladet (København) 16. marts 1877).

(Indsendt )

Paa en Tid, da der rundt om fra Landet meldes om Festligheder, der ere afholdte i Anledning af den af Konge og Rigsdag skjænkede Erindringsmedalje til Krigerne fra Danmarks Kampe i 1848-50 og 1864, maa det dobbelt forbavse at se, hvad Stenderup Sogneraad har troet at burde byde de gamle Krigere her i Sognet. Man henvendte sig til Sogneraadet med Anmodning om at maatte benytte Skolestuen til en Højtidelighed i Anledning af Erindringsmedaljerne. Vi havde aldrig kunnet tænke os at skulde møde et Afslag her, saameget mere som Skolen har været benyttet baade til Koncerter, Komedier, Bryllupper o. desl., og hvem kunde da tænke, at Sogneraadet kunde finde Anledning til at nægte at benytte den til den højtidelige Udlevering af Mindetegnene for dem, der have kæmpet for Fædrelandet? Ikke des mindre er dette bleven gjort, men hvad har vel foranlediget Sogneraadet hertil? Skulde det være, fordi det fortrinsvis kun er Folk af den mindre Klasse, som her i Sognet have faaet Mindetegnet, eller fordi Sogneraadets Medlemmer til Dels ere Højrefolk, og de allerfleste af Medaljemændene Venstrefolk.

En Medaljemand.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 4. april 1877).

Ovenstående er ikke et enkeltstående eksempel på at erindringsmedaljen af partiet Højre blev brugt til at fremme deres politiske interesser. Det vakte en del modvilje hos Venstre. Ved et politisk møde i Vendsyssel den 14. april 1877 blev det oplyst at modtagere af erindringsmedaljen for 1864 ville sende den tilbage (ifølge Morgenbladet).

Medaljemændenes Adresse til Kongen. Som tidligere nævnt var forleden et Møde i Aarhus af Medaljemænd, som vedtog en Adresse til Kongen. Indbyderne have tilstillet os denne med Anmodning om Optagelse, hvilket herved efterkommes. Adressen lyder saaledes:

"Allernaadigste Konge !

Af undertegnede Deltagere i Krigene 1848-50 og 1864 have mange allerede bragt Deres Majestæt vor undersaatlige Hyldest og Tak for den modtagne Erindringsmedalje. Ikke desto mindre føle vi en inderlig Trang til sammen med Vaabenfæller fra hele Landet at henvende os til Deres Majestæt for at udtale vor Taknemmelighed for det os givne Ærestegn, idet vi love, at dette Tegn altid skal minde os om vor Pligt, som trofaste danske Mænd at stutte Kreds om Kongen og vort kjære Fædreland.

Deres Majestæt!

Underskriverne af denne Adresse ere alle ældre Mænd, for hvem Bevarelsen af Hjemmets Fred og Lykke horer til vort Livs dyrebareste Interesser, og som derfor i Krigens Gjærning kun have søgt at opfylde enhver god Borgers Pligt, naar Fædrelandet kalder sine Sønner; men idet vi føle os forvissede om at Danmark aldrig vil savne tapre Mænd, rede til dets Værn, naar det gjælder, er det vort Haab, at hvad der i Fredens Dage kan gjøres, for at Landet kan være forsvarsdygtigt i Farens Stund, vil blive gjort, idet vi have den Fortrøstning til Deres Majestæts landsfaderlige Omsorg, at det vil lykkes at tilvejebringe saa betryggende Forsvarsanstaltninger for vort Fædreland, som efter Evne kunne naaes.

Gud bevare deres Majestæt og vort kjære gamle Fædreland!"

Indbyderne ere 127 i Tallet og ere Mænd i de "forskjelligste Livsstillinger", men vi kjende kun en af dem som Venstremand, næmlig Kapt. Klaudius Madsen i Middelfart, derimod finde vi Højremændene Redaktør Jensen i Korsør, Kaptejn Jagd, Lusianus Kofod osv. Indbyderne sige, at de have holdt Adressen fri for Politik, og det kan forsaavidt være rigtigt; men vi tillade os at udtale den Forvisning, at Højre bagefter vil tage Adressen til Indtægt naar den udtaler Haabet om, at Landet i Fredens Dage sættes i forsvarsdygtig Stand. Dernæst forekommer det os ogsaa lidt meningsløst, naar Adressen stoler paa Kongens "landsfaderlige Omsorg" i Forsvarssagen. Dette er fuldstændig i Samklang med Højres Adresser, naar de tale om Kongen som "Forfatningens Vogter". Kongen er ikke Forfatningens Vogter, det skal Folket selv være. Kongen er ikke den det paaligger med landsfaderlig Omhu at ordne Forsvarssagen, men det er ogsaa her Folket selv, der har at betale Byrderne og at være med paa Raad ved Ordningen.

(Vejle Amts Folkeblad 25. juni 1877).

Om Claudius Madsen, se Åge Petersen: Claudius Madsen. Soldat og journalist. Nordisk Litteratur Forlag, 1963. Han var efter Krigen 1864 redaktør for Venstreavisen Middelfart Avis og en del år formand for våbenbrødrene i Middelfart. Han var blandt de 10 højeste skatteydere i byen.

Medalje-Industri. I "K. A." klages der over, at man hyppig i den senere Tid omkring i Landsbyerne træffer Tiggere, ofte stærke og kraftige Karle, med Erindringsmedaljen paa Brystet. I Reglen er man patriotisk og betænker Fædrelandsforsvarerne lidt rundeligere end Tiggerne i Almindelighed. Dette Forhold har nu imidlertid affødt den trafik, at man laaner - eller lejer - sin Medalje ud til Tiggervandringer. Det er saaledes fortalt, at en Daglejer har udlejet sin medalje i 10 Dage til en Tigger for en Krone, og at denne har gjort gode Affærer på sin Vandring.

(Social-Demokraten 30. marts 1878).

I 1898 levede der omtrent 16.000 der havde deltaget i Krigen 1848-1851. 1.000 fik invalideforsørgelse, 5.000 var under offentlig forsørgelse og 5.000 havde en årlig indtægt af omkring 200 kr. I anledning af 50 året bevilligede Rigsdagen 300.000 kr. Hvis altså 10.000 ansøgte, ville de kunne få 30 kr. hver. Folketinget havde foreslået 1½ mio. kr. Men regeringen og højreflertallet i Landstinget nedsatte det til det nævnte beløb.