Studenterforeningen og kvindelige Studenter. (Efterskrift til Politivennen).

Studenterforeningen og de studerende Kvinder. Det undrer os aldeles ikke, at "Dansk Folketidende" ikke blot er aldeles enig med det svenske "Aftenblad" i, at Studenterforeningens Vægring ved at optage to studerende Kvinder som Medlemmer, "er et nyt Bevis til de mange andre paa forunderlig reaktionære Strømninger", men ogsaa finder "Fædrelandet"s Forsvar for denne Beslutning "værre end intet"; thi det er saa mange Aar, viden Hr. Sofus Høgsbro selv var Student og havde Noget med Studenterlivet at gjøre, at det er meget forklarligt, at han rent har glemt dette. Derimod er det besynderligt, at en saa afgjort Tilhænger og Forsvarer at Flertalsherredømmet eller Flertalsprincipet, ikke anerkjender i Studenterforeningen hvad han hver Dag hylder i Folkethinget, og at en saa konsekvent Talsmand for Folkefrihed til det Yderste ikke under Studenterne nogen. "Kan Tonen i vor Studenterforening ikke forenes med Kvinders Nærværelse, hvor - spørger han - er da den aandelige og hjertelige Dannelse, Studenterne ellers ikke tage i Betænkning at rose sig af, og hvilken Vægt kan der da tillæggen al den Hyldest, man ved Baller og andre festlige Lejligheder rigelig yder Damerne?" Vi svare, at vi slet ikke have talt om "Tonen" i, men om "Karakteren" af Studenternes Samliv, og at derimellem er en meget væsenlig Forskjel; thi Karakteren forudsætter Frihed, og det kan vel fornuftigvis Ingen mene, at Friheden i unge Mænds Samliv er lige stor eller den selvsamme, enten der er Medlemmer af det andet Kjøn tilstede eller ikke. Lad os blot tage den med aandelig og hjertelig Dannelse ret vel forenelige Vane, at ryge Tobak, og megen anden Ugenerthed i Væsen og Tale, der ikke skæmmer unge Mennesker med den bedste "Tone", hvordan lod den sig forene med Damers Nærværelse? Og tror Hr. H . at det vilde være til Gavn for dem, om de antog de samme Vaner? Ganske vist vide vi ufolkelige Mennesker ikke nøje, hvad Folkelighed og Folkefrihed i Hr. H.s Forstand kan tillade Kvinder; men de russiske "Kvinde-Studenter" skulde han helst lade uomtalte; thi de Efterretninger, man har om deres Liv og Væsen i Zürich, tale sandelig ikke til Gunst for mandlige og kvindelige Studenters Samliv.

(Fædrelandet 5. januar 1878).

Studenterforeningen har paa en Generalforsamling med 237 St. imod 229 besluttet ikke at optage de to Kvinder, der har bestaaet Studenterexamen. som Medlemmer. Med Rette bemærker bet stockholmsk "Aftonbladet", at dette er "et ny Bevis til de mange andre, paa de forunderlig reaktionære Strømninger, som for Tiden gaar gjennem "Nordens Athen"." I Upsala har man som noget aldeles selvfølgeligt givet de kvindelige Studerende lige Medlemsret med de mandlige. Det er betegnende, at "Fdl." forsvarer Negtelsen med, at Studenterforeningen maatte forandre hele sin Karakler, hvis den skulde optage kvindelige Studenter; thi et saadant Forsvar turde være værre end intet. Kan Tonen i vor Studenterforening ikke forenes med Kvindens Nærværelse, hvor er da den aandelige og hjertelige Dannelse, Studenterne ellers ikke tager i Betænkning at rose sig af? og hvilken Vægt kan der da tillægges al den Hyldest, man ved Baller og andre festlige Lejligheder rigelig yder Damerne? Sverig turde næppe blive det eneste Land. hvor man vil forundre sig over den tagne Beslutning og derfra drage ugunstige Slutninger om vore "dannede" Samfundsklasser. Selv i Rusland, der synes at være el Slags Mønsterland for vore Tilbagegangs- eller Stilstands-Mænd, har man uden Indvendinger optaget Kvinde-Studenterne i de andres Kredse.

(Dfl. Folket.)

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 7. januar 1878).

Lars Bjørnbak (1824-1878). (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel blev skrevet i anledning af 100-året for Lars Bjørnbaks fødsel 19. maj 1824. Han døde 3. januar 1878 og er følgelig anbragt under denne dato på bloggen selv om artiklen er fra 1924.

Lars Bjørnbak.

1824 - 19. januar - 1924.

Hundrede Aar er gaaet, siden Lars Bjørnbak - en af vort Lands ejendommeligste og mest omstridte Skikkelser - fødtes i Lendum, Børglum Herred. Efter Uddannelse paa Snedsted Seminarium i Thy blev han Lærer i Guldager ved Hjørring i 1844 og kom under politisk Paavirkning af A. F. Tscherning og Dr. Gert Winther. 1855 forflyttedes han til Viby ved Aarhus og grundlagde 1857 Viby Højskole. Da Forfatningskampen i 1860'erne efter Krigens Afslutning rigtig begyndte, var Bjørnbak en af de ivrigste Modstandere af J. A. Hansens Overenskomst med Frijs-Estrup om Grundloven. Han rejste den hæftigste Kamp imod Foreningen af "de store og smaa Bønder". I Efteraaret 1866 oprettede han i Forening med Wistoft (den senere Folketingsmand og Branddirektør) "Aarhus Amtstidende", der strax gjorde Front mod de nationalliberale og den J. A. Hansen'ske Fløj af Bondevennerne.

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Viby Højskole. Lars Bjørnbak begyndte sin Højskole i et gammelt Hus, der havde været Præsteenkesæde, og som han lejede for 44 Rigsdaler. Efterhaanden som Elevtallet voksede, maatte det ene Skillerum efter det andet rives ned; tilsidst blev det nødvendigt at Skolen fik sin egen Bygning, der opførtes 1870. - I Bjørnbaks Levetid var Skolen besøgt af ca. 1000 Elever. Højskolen nedlagdes midt i Halvfemserne."

"Aarhus Amtstidende" var i Lars Bjørnbaks Tid (1866-77) afgjort Provinsens mest omtalte Blad. Heri og paa talrige Møder omkring i Landet fremførte han med en enestaaende Uforfærdethed og Ærlighed sine politiske Meninger, og han tog ikke fat paa Modstanderne med Silkehandsker. Det fremkaldte et i disse Tider ukendt politisk Røre i Østjylland. Bjørnbaks Politik drejede sig særlig om to Ting: Kampen mod det privilegerede Landsting og for den lige og almindelige Valgret - og Militærspørgsmaalet. Han kunde ikke glemme, at J. A. Hansen havde stemt for "den gennemsete Grundlov". Han skriver saaledes: "Vi vil gærne have revet det Blad ud af vor Fædrelandshistorie, hvorpaa der staar skrevet, at J.A. Hansens Frafald fra Junigrundloven væsentlig bidrog til dens Fald; men det lader sig næppe gøre at faa Sandheden fortiet" (21. Decbr. 1869).

Bjørnbak var afgjort Antimilitarist, og han gik ikke paa Akkord. 20. Marts 1871 udtalte han ved et Møde i Torup Pakhus paa Mols: "Ingen Hær vilde være vort bedste Værn" og 8. April s. A. udtaler han i Aidt: "Fuldstændig Forsvarsløshed vilde være vort bedste Værn". Saa sent som i Januar 1876 skriver han - for at vise det haabløse i vort Forsvarsvæsen - saaledes: "Tilvejebring først 500 Mill. Kr. til Befæstningsanlæg og 300,000 3-aarig øvede Mænd til at forsvare dem og Midler til at vedligeholde og underholde det hele, saa kan der være Tale om at befæste".

Disse klare Udtalelser, som han aldrig svigtede, var for Højre og de nationalliberale som Oprørsfakler, og han blev angrebet paa det hæftigste. Efter Krigen 1864 og især under den fransk-tyske Krig 1870 blev han flere Gange Genstand for ligefrem voldeligt Overfald af ophidsede Modstandere. Strax ved Krigens Udbrud i 1870 skrev han i "Aarhus Amtstidende", at Frankrig var Fredsforstyrreren, og den 16. Juli læses i hans Blad: "For Danmarks Vedkommende kan der efter vor Mening fornuftigvis kun næres et Ønske om, at vort Land maa undgaa at tage Lod i det blodige Lykkespil.

Alt hvad der gaar i denne Retning, har vor ivrigste Billigelse. Ophidselser vil vi af al Magt modsætte os.« Efter "Nakskov Tidende" skrev Bjørnbak i sit Blad, at "Napoleon og Bismarck var to Alen af et Stykke", og saa brød Uvejret løs imod ham. Nu skulde hans Blad slaas ned. Jærnstøber S. Frich i Aarhus gjorde Begyndelsen og sendte følgende Brev til Bjørnbak:

»Aarhus, den 19. Juli 1870.

Til Aarhus Amts Tidende.

Paa Grund af Deres preusservenlige Udtalelser afsiger jeg herved Deres Blad.

S. Frisch."

Bjørnbak meddelte dette i Bladet og tilføjede, "at han beklager, at Hr. S. Frich er saa fanatisk, at han ser Spøgelser ved højlys Dag." Arkitekt Lange, Maler Kruse og Strømpevæver Christiansen fik Bladet smidt ud af Haandværkerforeningen. Pastor Th. Hansen, Konsul J. P. Sejersen m. fl. fik det ud af "Læse- og Industriforeningen" og saaledes videre. Højre i Aarhus lod lave smaa Dannebrogsfaner af Papir, hvorpaa der stod "Ned med Bjørnbak og hans Parti, ned med Bismarck; længe leve Danmark". Disse Faner strøedes omkring paa Gaderne og i Skovene og paa Vejen til Viby. En Dag kom et af de mindste Børn i Viby Skole aandepustende farende ind til Bjørnbak med en af de smaa Dannebrogsfaner i Haanden og sagde nok saa troskyldigt: "A ska hels Dem fra Bismarck!" Bjørnbak lagde sin Haand paa det lille lyslokkede Barnehoved og sagde : "Saah ! Mit Barn ! Hvor er han?" "Han er her ude paa Landevejen", sagde Barnet, "han kørte i en lukket Vogn." Mange Aar efter fortalte Bjørnbak denne karakteristiske Historie og tilføjer: "Jeg saa altsaa. at ogsaa denne Historie, der voldte os megen Moro, var lavet af en, der hørte til den dannede Pøbel."

I Udlandet vakte "Aarhus Amtstidende"s Stilling under Krigen Opmærksomhed. "Gøteborg Handels- og Sjøfart-Tidende" fremhæver Bladet som det eneste danske Blad, der turde være en fornuftig Mening bekendt, og "Kølnische Zeitung" skrev, at forhaabentlig deles Bjørnbaks Anskuelser "af alle tilregnelige Jyder". Det gav naturligvis atter Angriberne Blod paa Tanden - her havde man da uomstødelige Beviser for, at Bjømbak var underkøbt af Bismarck og Tyskerne!!! - -

Men Bjørnbak var paa den anden Side heller ikke bange for at give igen. Lad os tage et Exempel paa hans Journalistik fra 1873, da han angreb de nationalliberale, som man den Gang mente sang paa det sidste Vers, for at overlade Magten til Venstre. Det var under Ministeriet Holstein-Holsteinborg (Bedstefar til Folketingsmand Bent Holstein), hvori Hall og Krieger var Ministre. Han skriver da: "Hall, til hvis Navn vort Lands Sønderlemmelse og Junigrundlovens Tab knytter sig Krieger. denne doktrinære Stivnakke, der var Ordfører for Novemberforfatningen og som ledede vore Anliggender saa bedrøveligt paa Londonerkonferencen ... den lille vimse Grev Holstein, hvem det mest indflydelsesrige Højreblad længst har sammenlignet med Toppen paa en Kransekage, og hvis Egenskaber som Politiker naturligvis ogsaa forekommer os at ligge udenfor al Kritik ..."

Til at kuldkaste dette bureaukratiske Regimente, vilde Bjørnbak have en Alliance mellem Demokratiet paa Landet og Arbejderne i Byerne. Han opfordrede til at opstille Demokrater ved alle Valg, og saa overvinde Sløvheden og møde paa Valgdagen og stemme "da det dog er en ringe Ulejlighed og kun kræver et Par nogenlunde stærke Ben, en højre Arm og et ikke rent forstyrret Hoved at møde paa Valgstedet og afgive sin Stemme." Selv stod han Arbejderne nær. Han var jo endog en Tid Medlem af Internationale, og han hævdede Arbejdernes Ret til at leve som andre Borgere i Samfundet.

Bjørnbak stiller sig et Par Gange i Aarhus ved Folketingsvalget, men opnaaede ikke Valg. Det eneste offentlige Tillidshværv fik han i Marts 1877 som Medlem af Aarhus Amtsraad. Men i Folketinget var der i 70-erne en lille Gruppe paa 4-6 Medlemmer, der stod paa hans Politik, og som kaldtes "Bjørnbakkere". Indflydelse øvede han gennem Bladet og paa Møderne, og han naaede at faa en Plads i Venstres Rækker ved Siden af Tscherning, J. A. Hansen, Høgsbro, Bojsen, C. Berg og Hørup. Han blev Saltet indenfor Venstre, og han taalte ingen Moderation i Rækkerne. Derfor var han jævnlig i Konflikt med de ledende Venstrepolitikere, og i Begyndelsen af 1877, da det blev klart, at Hoffmeyer maatte gaa fra "Jyllandsposten". var der Bestræbelser i Gang for at erhværve "Jyllandsposten" for det moderate Venstre og skabe en Konkurrent til Bjørnbak og hans Blad. I disse Bestræbelser var - efter hvad Bjørnbak selv har oplyst - baade C. Berg og Frede Bojsen med. Imidlertid overgik "Jyllandsposten" i Marts 1877 til Højremanden exam. jur. Kristen Nielsen, der førte Bladet videre som Højreblad - dog i en noget mere afdæmpet Form.

"Den folkelige Forsamlingsbygning" i Aarhus er Bjørnbaks Værk. Det kneb for Venstre at faa Lokale til Møder, men Bjørnbak havde saa megen Indflydelse blandt Bønderne, at de nødvendige Penge rejstes. Da den var opført og monteret, blev den anslaaet til at repræsentere ca. 200,000 Kr. Det gik heller ikke af uden Gnidning med Højre i Aarhus, og f. Ex. Frich var uvillig til at levere Jærnkonstruktion til Bygningen. I den første Tid skal man blandt Højre i Aarhus haanende have kaldt Bygningen "den menneskelige Forsamlingsbygning".

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Den  folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. - Under de heftige politiske Kampe for 50 Aar siden kunde Venstremændene ofte ikke faa Mødelokaler. Lars Bjørnbak gjorde da det Mesterstykke at rejse den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. Befolkningen viste ham den enestaaende Tillid at tilvejebringe 225,000 Kr. til denne Bygning. Det store, velbeliggende Etablissement er gentage Gange udv idet, og hævder sig den Dag i Dag som et af Byens største i sin Art, og det rummer flere større og mindre Mødelokaler foruden Restaurant og Hotelplads."

Ved Grundlovsfesten i Odder 3. Juni 1877 udtalte Bjørnbak sig meget skarpt imod det provisoriske Styre og Regeringen. Paa Grundlag af "Jyllandsposten"s og "Dagbladet"s Referater, der sagde, at Bjørnbak havde opfordret til Oprør, indledede Kultusministeriet en Undersøgelse imod ham. Nu haabede hans Modstandere at komme ham til Livs. - Bjørnbak maatte administrativt afgive en Erklæring, hvori han stemplede de to Blades Referat som "løgnagtigt". Han hævdede i denne Erklæring, at han havde udtrykt sig saaledes: "Jeg vilde slutte med det Ønske, at der aldrig i Danmark maa fattes Mænd, der vil ofre Liv og Blod, om det var fornødent, for at bringe Retten til Sejr". Undersøgelsen trak ud. Man ventede, at Ministeriet vilde afskedige ham og samtidig foranledige rejst Tiltale imod ham for at faa ham dømt. Efter hvad gamle Wistoft, der stod Bjørnbak nær, har fortalt mig, tog Bjørnbak sig Sagen meget nær. I aaben Kamp kunde man ikke ødelægge ham, nu vilde man altsaa fælde ham paa de forvrængede Udtalelser. I December blev han syg af Gigtfeber. Da Folketingsmand, Gaardejer H. P. Hansen, Viby, lige før Jul kom hjem fra Rigsdagen og fortalte, at man havde den Opfattelse, at Bjørnbak vilde blive afskediget og dømt, saa forværredes hans Sygdom.

Natten mellem 2. og 3. Januar 1878 døde Bjømbak, og den 8. Januar begravedes han paa Viby Kirkegaard, hvor ca. 4000 Mennesker var mødt for at følge ham til Graven.

Et Par Aar efter rejstes et Mindesmærke for ham i Viby. Tæt ved Højskolens Have paa en lille Høj rejstes en Bronce-Buste, i noget over naturlig Størrelse, paa en Sokkel af Granit. Busten var modelleret af Professor Jerichau. Paa Sokkelen, ud mod Holmevejen, er hugget følgende Indskrift: "Lars Bjørnbak, Folkesagens djærve Talsmand, 1824-1878. Kundskab er Magt, Uvidenhed Trældom."

A. Sneum.

(Demokraten 19. januar 1924).

Denne blog har adskillige artikler fra Aarhus Amtstidende i Lars Bjørnbaks redaktionsperiode. De kan findes ved at søge på bladet i søgefeltet.

Jens Adolph Jerichau: Buste af Lars Bjørnbak. På granitpiedestalen står indskriften: "Lars Bjørnbak folkesagens Djærve Talsmand 1824-1878 Kundskab er magt uvidenhed trældom". Den blev afsløret 4. juni 1880 i Byparken, Viby. Aarhus Arkivet, i offentlig eje. Copyright udløbet.

Læger og Patienter. (Efterskrift til Politivennen)

 - - - Imellem Jul og Nytaar 1876 blev en Kone, der boede i Nansensgade, under sit Arbejde angreben af Forfrysning i sin venstre Haand, og en tilkaldt Læge (Korpslæge) ordinerede "at hun skulde indgnide Hænderne med Sne; men forøvrigt ikke røre nogen anden Ting navnlig ikke noget Koldt." Denne Kur brugte hun i tre Dage, det blev værre og værre, begge hendes Hænder blev angrebne; men Lægen besøgte hende ikke før der sendtes Bud efter ham, og erklærede han da "at der nu ikke var andet for, end at kun maatte paa Hospitalet; han kunde ikke gøre mere for hende." - Da hun ikke ønskede at komme paa Hospitalet sendtes der Bud til en Læge fra dette, og han indfandt sig straks samme Dag den 5te Januar 1877.

Da denne Læge havde beset Skaden og hørt den af Korpslægen befalede Kur, anordnede han derimod at Fingrene straks skulde indsvøbes i karbolvædede Klude og belægges med Vat, hvilket øjeblikkelig blev iværksat. Den af Hospitalslagen foreskrevne Kur brugte hun indtil Søndagen den 7de Januar, da Lægen indfandt sig to Gange samme Dag, og fandt at Sygdommen havde forværret sig betydelig idet den pludselige Overgang i Kurmetode, fra Sneens Kulde til den af Karbolsyren bevirkede brændende Hede, gjorde den stakkels Kones Pine fuldstændig uudholdelig, hvorfor Lægen lod hende ophøre med Syren; men søgte at skaffe hende Ro ved at indsprøjte Morfin i Armene.

Men hellerikke dette hjalp. - Tilfældet endte med at Fingerleddene efterhaands faldt af og Konen er nu bleven fuldstændig Krøbling, ti hun har miste alle sine 10 Fingre.

Konens Mand søgte nu vedkommende Korpslæge ved Hof- og Statsretten for at faa ham idømt en Skadeserstatning; men Retten skønnede, i Henhold til en af Sundhedskollegiet afgivet Erklæring, der gik ud paa, at den af Korpslægen anvendte Behandling havde været forsvarlig, at nævnte Korpslæge burde frifindes, medens den stakkels Kones Mand blev for unødig Trætte samt diverse Omkostninger, dømtes til at bøde et Beløb af cirka 60 Kr., for hvilket Beløb den hæderlige Korpslæge har ladet gøre Ekskussion hos det ulykkelige Ægtepar.

Det maa slutteligen tilføjes, at det høje Sundhedskollegiums vise Fædre personligen aldrig har underkastet den stakkels lemlæstede Kone nogen Undersøgelse.

Konen ansøgte senere Krigsministeriet om at der maatte blive anlagt Sag mod Korpslægen; men i Henhold til Sundhedskollegiets Erklæring blev Andragendet afvist.

Vi vil ikke indlade os paa at dømme i denne Sag, det overlader vi roligt til Publikum; vi har kun opfyldt det stakkels Ægtepars indtrængende Anmodning ved at optage nævnte Beretning; men vi tror ikke det skader at den Slags Historier fremkommer i Pressen, og vil Nogen selv undersøge Sagen, da boer Konen, hvis Navn er Henriette Andersen, tilligemed sin Mand L. I. Andersen i Nansensgade 21 i Kælderen.

(Social-Demokraten 20. december 1877. Uddrag).

For unge Tjenestepiger. (Efterskrift til Politivennen)

Veiledning for unge Tjenestepiger af en gammel Tjenestepige (C. A. Reitzels Forlag) er en lille Bog paa 30 Sider, hvori den nævnte Forfatterinde paa en sanddru og trohjertet Maade meddeler af sin Erfaring fra den lange Tjenestetid, hun selv har gjennemlevet. Forældre have ofte bedt hende om Raad for deres unge Døtre, naar disse skulde ud at tjene. Dette har sin Grund i - skriver hun - , "at jeg ofte har havt Held til at beholde mine Pladser usædvanlig lange, og at jeg har erhvervet mig sande og trofaste Støtter for min ældre Alder i de Herskaber, hos hvem jeg tjente". Det lille Skrift har "den gamle Tjenestepige" "faaet Mod til at lade udkomme i Tryk, i det Haab, at det maatte komme En og Anden tilgode, der skal begynde den tjenende Vei, der jo synes Mange, især i Begyndelsen, meget vanskelig". Følgende sande Ord kunne vi ikke undlade at notere: "Vil man have virkelig Glæde i sin gamle Alder af sin Livsgjerning, saa maa man holde rigtig ud hos dem, man er stillet sammen med. Der skal ofte endeel Taalmodighed til, for at bære Andres Vanskeligheder og Særheder og bevare det villige og ærbødige Sindelag, men det daglige Samliv giver jo ogsaa Syn for Meget, der er rigtig rart og værd at holde af, saa det hjælper paa det Andet, og et rigtig godt, tillidsfuldt Forhold kan ligesaavel finde Sted mellem Herskab og Undergivne som i andre Livsforhold"

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. december 1877).

For unge Tjenestepiger har "en gammel Tjenestepige" udgivet en "Vejledning" (Reitzels Forlag), der i ni Kapitler paa en meget naturlig, letfattelig og praktisk Maade indskærper de Læserinder, for hvilke den i Følge fin Titel er bestemt, de elementære Regler for Rengjøring, Vask, Madlavning, for Kokkepigen, Stuepigen, Enepigen, Barnepigen, endelig om Orden og Renlighed med egne Sager og om forholdet til Herskabet. Skjønt andre have ordnet og afskrevet, hvad den gamle Tjenestepige, der har hast det Held at beholde sine Pladser usædvanlig længe, har nedskrevet af sin lange Erfaring, har det lille, 30 Sider lange Skrift ikke mistet det praktisk kyndige og i bedste Forstand enfoldige Præg, som maa indgyde Tillid, Vejledningen er i fuldt saa høj Grad at anbefale Husmødre som unge Tjenestepiger, thi det fremgaar meget klart af den, at den gamle Tjenestepige har en grundigere og nyttigere Opfattelse af, hvorledes et Hus bor styres til daglig Dags, end mangen Husfrue er begavet med eller opdraget til. Dette være ingenlunde sagt til Forklejnelse af Vejledningen; tværtimod vil dennes Forfatterinde sikkert være den beredvilligste til at erkjende, at Uddannelsen af en god Tjenestepige til den Mangfoldighed af smaa Forretninger, der tilsammentagne give det store Resultat af et hyggeligt og økonomisk Hjem, i en særdeles høj Grad afhænger af, om Husmoderen er sin Plads voxen ogsaa i Kjøkkenet og Dagligstuen. Derfor ville vi, næst at anbefale den gamle Tjenestepigen Vejledning til almindelig Udbredelse, særlig i Kjøbenhavn, udsende det Spørgsmaal, om ikke en eller anden veltjent Husmoder kunde have Sind og Evne til at forsatte og udgive et Supplement til de talløse Syngeskoler og Spilleskoler og Danseskoler og Anvisninger paa selskabelig Underholdning i borgerlige Familier, som udgives til Belæring og Dannelse for Pigebørn, der før eller efter Konfirmationen tænke paa at forlove sig. Thi det kan være meget velment at ræsonnere over Tidens Vanart og Flygtighed hos Tjenestepigerne; men det vilde mere nyttigere og hjælpe betydelig til at helbrede denne Vanart, om Husfruerne i Almindelighed lærte deres haabefulde Døtre, at Fortepiano, Lejebibliothek og langt Slæb ikke i højere Grad end Gulvskrubbe og Støvekost bidrage til at skabe et tiltalende Hjem, og at Pigerne sjældnere vilde svide Mælkemaden, naar Fruerne selv forstode rigtig at holde Ild i et Komfur og haandtere en Slev.

(Morgenbladet (København) 22. december 1877)

Annonce i Fædrelandet 15. december 1877.

"Vejledning for unge Tjenestepiger af en gammel Tjenestepige" er en af de første (hvis ikke den første) skrevet af en tjenestepige (hvis ellers den anonyme forfatter var det). Det eneste forfatteren oplyser er at hun lever af sine tidligere herskabers støtte. Bogen gengiver de borgerlige tjenestepigedyder: beskeden, villig til selvopofrelse, til at tåle og lide, lydighed og underdanighed.

Unge Tyve og Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tyvebande. I Forgaars paakjendtes i den offenlige Politiret en Sag imod 8 Drenge, der i en Alder fra 11-13 Aar i Løbet af November Maaned d. A. havde begaaet ialt 21 Tyverier og to Gange gjort Forsøg paa at stjæle. Med Undtagelse af et Tilfælde, i hvilket en af Drengene havde været alene om Udførelsen, vare de øvrige Tyverier udførte af flere eller færre i Forening efter foregaaende Aftale, og en af dem havde saaledes deltaget i 18 Tyverier samt i de to Forsøg. Tyverierne vare alle begaaede fra Steder, hvortil Adgangen var uhindret; blandt de Ting, Drengene stjal, var en Flaske Genever, som en af dem tog ved at række Armen ind gjennem en Trækrude, indenfor hvilken Flasken stod, og efterat være kommen i Besiddelse af den, drak han og de Drenge, der vare sammen med ham, af Indholdet; fra en Bager stjal de paa lignende Maade en Honningkage, fra en Vogn paa Gaden 6 Flasker Øl, fremdeles paa forskjellig Maade en Pakke Svovlstikker, en Daase Sardiner, som de dog kun kunde aabne saavidt at Olien flod ud, en Kniv, en Lampe, flere Sigtebrød, Langbrød, Vindruer og Kager. Fra en Uhrmager i Frederiksberggade forsøgte de at stjæle et til 80 Kr. vurderet Gulduhr, der beroede i et Udhængsskab, hvis Bagklædning var befæstet med en Krog, der var til at løfte af, saa at man, ved at holde Skabet ud fra Muren, kunde aabne det; men da Forsøget blev bemærket af en Dame, vovede Drengene ikke at fuldføre det. Fra to Slagterboder ved Nikolai Taarn stjal de 2 Stykker Kjød, med hvilke de begav sig ud paa Amager, idet de medbragte dels en Kasserolle, som de tidligere vare komne i Besiddelse af; dels et Fyrfad, som de saa Lejlighed til at stjæle paa Vejen derud. Bag et Gjærde paa en Mark indrettede de en Fyrplads, hvortil de samlede Brændsel, gjorde Fyr paa og stegte det medbragte Kjød, hvorefter de holdt Maaltid. Fra en Værtshusholder i Hyskenstræde stjal de en Underdel til en Fruentimmerkjole, hvilket Tyveri gav Anledning til Opdagelsen af dette og de øvrige Tyverier; en Tjenestepige havde nemlig set 2 af Drengene i Ejendommen, og da der umiddelbart efter Tyveriets Udførelse blev gjort Anmeldelse om samme til Politiet, blev en Politibetjent strax afsendt til Assistentshuset, hvor han traf en af Drengene netop i det Øjeblik, han var i Færd med at pantsætte Underdelen. Samtlige Drenge idømtes Straf af Ris, henholdsvis 25, 20, 15 og 10 Slag.

Indbrudstyveri og Løsgængeri. Den 23de Oktober d. A. fik Emanuel Christian Jacobsen og Oluf Villiam Albert Olsen Tilladelse til den Tag at forlade Ladegaarden - hvor de med sædvanligt Tilhold vare udlagte - for at kunne søge Arbejde; dog paalagdes det dem, at de skulde være tilbage Kl. 6 samme Dags Eftermiddag. De bleve imidlertid enige om at begaa Tyveri hos Olsens tidtigere Husbond, en Hørkræmmer i Peder Skramsgade, og undlode derfor at vende tilbage til Ladegaarden. Kl. 11 om Aftenen gik de hen i den paagjældende Ejendom, hvis Port stod aaben, og efter at være komne ind i Gaarden krøb de gjennem et aabentstaaende Vindue ned i Kjælderen, der stod i Forbindelse med Hørkræmmerens Butikslejlighed. Olsen, der var bekjendt med Lokaliteterne, vidste, at de herfra havde uhindret Adgang til hele Lejligheden, der ikke benyttedes til Natteophold af nogen og ikke stod i Forbindelse med nogen Beboelseslejlighed. Efter at have begivet sig ind i Butiken, aabnede de begge ved et Ryk med Hænderne den aflaasede Butiksskuffe og stjal ud af den de deriværende 83 Øre, og derefter tilvendte de sig fra et andet Rum i Lejligheden en Regnkappe og en Frakke. Det var imidlertid blevet bemærket, at de krøb ned i Kjælderen, og det lykkedes at paagribe dem begge, inden de havde forladt Gjerningsstedet. Begge Arrestanterne, der ere i en Alder af 23 Aar, og tidligere hver især have været straffede for Tyveri med Forbedringshnsarbejde, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete hver især med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 13. december 1877).