Arbeidstilsynet. (Efterskift til Politivennen)

Som allerede omtalt foreligger der en Beretning om Arbeidstilsynets Virksomhed i Aaret 1877. Ved Udgangen af Aaret 1877 henhørte under Arbeidstilsynet 624 Arbeidssteder, i hvilke der beskjæftigedes 2442 Børn fra 10-14 Aar, 2203 unge Mennesker mellem 14 og 18 Aar og 14 700 voxne Arbejdere af begge Kiøn. Antallet af Arbejdssteder, der ere Tilsynet underkastede, er ikke blevet formindsket i dit forløbne Aar, saaledes som Tilfældet var fra Aarene 1875 til 1876, men det er endogsaa blevet, forøvrigt kun ubetydeligt, forøget. Medens der fra Aarene 1874 til 1875 viste sig at være en ikke ubetydelig Stigning i Antallet af Børn og unge Mennesker, der anvendtes til Arbejde i Fabrikerne, viste der sig allerede i 1876 nogen Nedgang i Antallet, navnlig af unge Mennesker mellem 14 og 18 Aar, idet Fabrikanterne paa Grund af Fabriklovens indskrænkende Bestemmelser for disses Vedkommende, i mange Tilfælde foretrak at erstatte de yngre Personer med ældre Arbeidere. I Løbet af Aaret 1877 er Antallet af Børn, der arbejde i Fabriker procentviis beregnet efter Antallet i 1876 aftaget med 8,3 pCt., af unge Mennesker med 13,4 pCt. At denne Aftagen ikke kan betragtes som normal, men maa antages at være begrundet i Tidsforholdene, fremgaaer deraf, at Antallet af de voxne Arbejdere, der tidligere yar holdt sig nogenlunde constant fra det ene Aar til det andet, i Aaret 1877 ligeledes er undergaaet en temmelig betydelig Formindskelse. Afgangen falder navnlig paa: Jernstøberier og Maskinfabriker med 12 pCt., Uldvarefabriker med 14, Bomulds- og Linnedvarefabriker med 7,9 og Tobaks- og Cigarfabriker med 5,8 pCt. I sidstnævnte Gruppe falder Afgangen navnlig paa Cigarfabrikerne. Afgangen i Arbeiderantallet er heller ikke ligeligt fordeelt paa de forskjellige Landsdele. Afgangen af Børn var i Kjøbenhavn 2, i Sjælland udenfor Kjøbenhavn 10,2 og i Jylland 9,7 pCt., af unge Mennesker henholdsviis 15, 6, 12,2 og 1,2 pCt., og af voxne Arbeidere henholdsviis 10,3, 2,2 og 9 pCt. Paa Lolland-Falster og Bornholm beskjæftiges forholdsviis kun et ringe Antal Arbeidere ved Fabriker. I Fyen er Antallet af Børn og unge Mennesker, der beskjæftiges i Fabrikerne, omtrent uforandret det samme, som forrige Aar, medens Antallet af voxne Arbeidere er aftaget circa 4 Procent.

Ogsaa i det her omhandlede Aar har Indførelsen af en daglig Arbeidstid paa 12 Timer gjort temmelig betydelig Fremgang, idel af samtlige Arbeidstilsynet underlagte Bedrifter for Tiden ca 60 pCt. have en Arbeidstid af 12 Timer og derunder, 14 pCt. en Arbeidstid af 12 a 13 Timer; i 21 pCt. er Arbeidstiden 13 Timer daglig hele Aaret rundt og kun i ca. 5 pCt. er den over 13 Timer. Der viser sig i alle Hovedgrupper en kjendelig Stigen i Antallet af Bedrifter med kort Arbeidstid, idet adskillige Fabrikanter paa Grund af Conjuncturerne have søgt at indskrænke Productionen ved Indførelsen af en kortere Arbeidsdag. Det kan dog ventes, at de fleste af disse, selv naar normale Forhold atter indtræde ikte ville gaae tilbage til den længere Arbeidstid, da der paa mange steder har bekræftiget sig, hvad man ogsaa har Erfaring for andet Steder fra, at Productionen ikke aftager, fordi Arbeidstiden forkortes til en vis Grad, medens der paa den anden Side er forbundet adskillige Fordele for Fabrikanten med den kortere Arbeidstid, saasom Besparelse i Brændsel, Belysning o. desl. Foruden den anførte Forkortelse i Arbejdsdagen har der i 1877 navnlig henimod Slutningen af Aaret i Vintermaanederne i adskillige Bedrifter paa Grund af den tilstedeværende Forretningsløshed fundet en yderligere Afkortning af Arbeidstiden Sted, der dog selvfølgelig maa betragtes som aldeles exiraordinair. Dette har navnlig værct Tilfældet i Jernstøberierne og Maskinfabrikerne samt i en Deel af de textile Fabriker især i Bomuldsvarefabrikerne, hvor der paa mange steder kun har varet arbeidet fra Kl. 8 a 8½ Morgen til Kl. 6 om Estermiddagen, ja paa flere Steder endog kun til Kl. 4 Eftermiddag. Paa enkelte Steder har man indskrænket Productionen til at arbejde nogle Dage om Ugen. 

Som det var at vente, har Antallet af Retssager, anlagte for Overtrædelser af Lovens Bestemmelser om Arbeidstiden for Børn og unge Mennesker, i det forløbne Aar været forholdsviis ringe, idet der kun i 10 Tilfælde er blevet indledet retslig Tiltale mod vedkommende Fabrikanter. Medens tidligere de for Overtrædelser af Bestemmelserne om de unge Menneskers Arbeidstid anlagte Retssager vare forholdsviis hyppige, fortjener det at bemærkes, at iaar kun 2 af Sagerne have været anlagte for Benyttelse af unge Mennesker i en Arbeidstid af over 12 Timer og i en tillige for Benyttelse af Personer under 18 Aar til Natarbeide. Af de øvrige Sager have 3 været anlagte for Overtrædelser af Bestemmelserne om Børns Arbeidstid og 4 for Benyttelse af Børn under 10 Aar til Arbeide i Fabriker.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1878 2. udgave).

Zigeuner-Trup. (Efterskrift til Politivennen)

Et indslag fra 1865 handlede om "Zigeunere" fra 1865. Den 15. maj 1875 udstedtes en fremmedlov, som bl.a. bestemte: "Udenlandske tatere, musikanter, forevisere af dyr og andet, udøvere af kraft- og behændighedskunster og lignende personer er, forsåvidt de vil søge erhverv ved omvandring, ikke tilladt at tage ophold her i landet." De kom dog tilbage i 1878-1879. Herom følgende..

En Zigeunertrop, som for et Par Dage siden er ankommen til Kolding, var den 13de ds., da der var Marked der i Byen, i travl Virksomhed. Høvdingen, der ifølge "Kold. Av." skal hedde Bomba, var ude paa Markedet for at købe Heste. I sin lange snorbesatte Frakke med kolossale Sølvknapper vandrede han om blandt Markedsgæsterne, tingede og pruttede med dem, og naar de syntes at være noget ængstelige ved at indlade sig med denne underlige Skikkelse, blev Kong Bomba ivrig, slog med Værdighed sin store sølv- knappede Stav haardt i Jorden, trak en med alle mulige Sorter Guldmønter fyldt Sølvdaase op af Lommen og holdt den for Næsen af de forsigtede Landboere, paa hvilke det blanke Metal da heller ikke forfejlede den Virkning, som Zigeunerens Menneskekundskab ventede sig. Et Par Handler kom da ogsaa i Stand, og de viste, at Kong Bomba forstod baade at vurdere Bønder og Heste. Banden tæller 26 Personer, hvoriblandt 4 voksne Mænd, 3 unge Kvinder, flere Børn i alle Aldere og en 83-aarig Kone. Skøndt den lader til at være meget velhavende og bl. A. har betalt en betydelig Afgift for Næringsbevis, gaa navnlig alle dens yngste Medlemmer omkring i en Dragt, som ikke er ulig Kejserens nye Klæder, og man ynkes uvilkaarlig over disse smaa, smudsige, halvnøgne sortøjede Skabninger, uaar man ser dem ligge paa den nøgne Jord omkring et lille Baal og søge Varme for deres forfrosne smaa Lemmer. De se dog altid fornøjede ud og ere straks rede til at kysse enhver Fremmeds Fødder, Stok og Hænder for at saa enten en Stump Cigar eller en Skilling. Maaltiderne baade tilberedes og nydes paa en meget ukunstlet Maade. En Fisk eller et Stykke raat Kød, Lunge eller Lign. kastes uden videre Omstændigheder ind i Ilden, og naar det har ligget der lidt, mødes en halv Snes sorte Næver i Gløderne for hver at tage sin Del af Retten, der ikke faar nogen yderligere Tilberedning. Der skal være dygtige Kedelflikkere i Familjen, og den skal i den Retning have havt godt at bestille der i Byen. Om Lørdagen den 16de ds. forlod Troppen Byen; dens Afrejse foregik i fire Ekvipager belæssede med Pjalter, gammelt og snavset Sengetøj samt Kvinder og Børn. Ankomsten var sket pr. Bane, da den kun havde en Hest til de fire Vogne, men paa Hestemarkedet der i Fredags købte den fire Heste, saa den var ganske godt kørende, da den forlod Byen; rigtignok bestod Seletøjet kun af nogle Remme, sammenbundne af gamle Strikker, uden Kobbellænker, saa det var et meget halsbrækkende Syn at se, da de kørte ned af Slotsbanken, ti der var hverken Styr eller Hold paa de med saa mange Smaabørn belæssede Vogne. Skøndt ingen af Vognene vare indrettede til Enspænderbefordring, kørte de dog stolt med en Hest paa den ene Side, medens den anden Plads var ledig. Efter Forlydende skal den have faaet Tilladelse til at gaa gennem Landet over Fyn og Sælland til Sverig, hvorhen den agtede sig. 

(Social-Demokraten 22. marts 1878).

Den tidligere omtalte Zigeunertrup ankom i Onsdags Aftes med Dampskibet fra Nyborg til Korsør. Ved Ankomsten til Korsør blev den ledsaget til den saakaldte "Lille Postgaard", hvor den tog Logis, af en Mængde nysgjerrige. I Korsør bliver den i to Dage og rejser derpaa videre over Kjøbenhavn til Sverrig, hvor den som Skærslibere og Kjedelflikkere vil forsøge sin Lykke (Dagst.)

(Stubbekøbing Avis 25. marts 1878).

Om Zigeunertruppens Kjedelflikker-arbeide meddeler Hr. H. Larsen i "Korsør Av." for i Gaar følgende:

Ved et Tilfælde blev jeg igaar opmærksom paa et storartet Bedrageri, begaaet af de nu afreiste Zigeunere, og da jeg formoder, at det er samme Industri, de har udøvet overalt heri Byen, er jeg saa fri at meddele Dem samme, for om muligt at De igjennem Deres Blad kan advare andre Byer, hvor Banden tager Ophold, fra at indlade sig med disse Humbugmagere. En Mand heri Byen havde nemlig akkorderet med dem om at sætte en tyk Bund i en Kobbel kjedel og derfor skulde han give 2 Kr. 50 Øre for hvert Pund, som blev tilsat Kjedlen, men da de afleverede den, foregave de at der var tilsat 2½ Pund, og nu vilde de have 3 Kr. 50 Øre for hvert Pund eller i det Hele 7 Kr. 50 Øre, hvilket ogsaa blev dem udbetalt; men der er ikke tilsat et eneste Lod, den gamle Bund er hamret tilvejrs saaledes, at det seer ud som om den var meget massiv, men i Virkeligheden er den tyndere end den var forhen; det er et Stykke Arbeide som en Kobbersmed vilde forlange 1 Kr. for, men nu reiser Zigeunerne med 7 Kr. 50 Øre herfor. Da jeg formoder, at dette Bedrageri har været gjennemgaaende, synes jeg nok, at der var Grund til at advare den bekjendte danske Godtroenhed.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 26. marts 1878).

Zigeunertruppen ankom til Ringsted i Tirsdags Eftermiddags. Den gjorde Holdt paa Veien ud for Amtstuegaarden, hvor den strax tiltrak sig en Del Opsigt. Efter at have holdt her en Timestid, medens Høvdingen, Bomba, var paa Politikamret for at skaffe Trupen et Opholdssted, kjørde dens i Vogne, efterfulgt af den skuelystne Forsamling, op paa Skolepladsen, hvor Trupen nu har opstad sin Leir. Efter Sigende vil Ringsted blive beæret med Besøget i 5 Dage. Trupen fliker Kjedler, men den optræder ogsaa som eqvilibristisk Kunstnerselskab, og man vil vide, at den som saadant vil give "en stor Forestilling" i Jens Thomsens Lokale.

(Folketidenden 3. april 1878).

Sigøjnerne. En saakaldet Bande af dette omflakkende Folk der lever som Kjedelflikkere, har i denne Tid gjæstet en Del danske Byer efter at bave opholdt sig et Par Aar i Ditmarsken. De lever paa feltfod, men vil dog helst bo i en aflukket Gaard, hvor de saa opslaar deres Telt, tænder deres Baal, koger deres Mad og nyder den med den femfingrede Gaffel, de har paa hver Arm. Deres Mad er stærkt krydret med Eddike og spansk Peder. De prøvede paa at spise dansk Grød med fingrene, men de spyttede den ud. I øvrigt er de paa ingen Maade saa raa, som man skulde mene. De er endog meget snu, om end hengivne til stærke Drikke. Som Kedelflikkere har de vist sig dygtige og i flere Tilfælde ikke dyre. De forstaar sig paa gode Varer og opdager hurtigt den allermindste fejl og Sprækker. Selv tilstod de, at hvis de ikke optraadte paa en opsigtsvækkende Maade vilde de aldrig faa noget at fortjene. De vaske sig hver Morgen men sværte Ansigterne. Hvor de have opholdt sig paa aaben Gade, er jo navnlig Gadeungdommen stimlet sammen om dem. Hvor de har opnaaet at bo i lukket Gaard, har de snildelig taget 5 Øre i Entre. Deres egne mørkhudede Smaabørn ere meget drevne i at række Haanden ud; men ellers er de ikke paatrængende. Kongen udmærker sig ved en stor, tyk, hul Stok med et mægtigt Sølvhoved, saa stort som en Halvflaske. I denne har han sine Penge, og hvis nogen tager hans Stok, kan han blive som rasende. Imidlertid er hans Hustru den egenlige regerende, thi Kong Bumba har altfor ofte taget sig en Taar over Tørsten. Det omrejsende Selskab lider ingen Nød; det er vel endog rigt; thi det har kun faa fornødenheder, og selv i vort raa Klima trives disse Sydens Børn godt. Naar de give deres forestillinger med saakaldte ungarske Nationaldanse, udfolde de deres Rigdom med Hovedsmykker, dannede af prøjsiske Thalere, og store tredobbelte Brystsmykker af amerikanske Guldmønter. Disse forestillinger ere i kunstnerisk Henseende komplet Humbug, men folk er i Regelen altfor nyfigne og strømme til i Mængde, høie som lave, for at se det Jux, mens man udebliver fra hvad der virkelig er godt. Kong Bomba er desuden som oftest saa langt henne paa Dagen ude af Stand til at præstere noget, og kun hans Hustrus Villieskraft magter at stramme ham op. Naar Selskabet vandrer fra By til By er Kong Bumba saa forsynlig at rejse med Jernbanen for at sikre sit Selskab en taalelig Modtagelse hos Politiet, der i Regelen ikke er videre vel stemt mod dem, lige som flere Blade har paasagt dem Uredeligheder og Nærgaaenheder. Men hvis man kunde lade dem med fred, var de næppe farlige, og vilde sagtens passe sig selv, blot søgende Fortjeneste. Det er jo deres Trang at vandre, og den kan de ikke modstaa. Indbyrdes taler de deres eget Sprog, men de voxne kan alle meget godt tale tysk, og kan man tale med dem, er de ogsaa meget meddelsomme. De har deres særegne Religionsskikke og deres ejendommelige Samfundsliv, og de vil altid som en lille, men særskilt Gren af den store folkefamilie vække Interesse, hvor de komme. Z. Folket.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 28. april 1878).

Frøknerne Camilla Jacobsen (1810-1878) og Johanne Overgaard (1849?-1921). (Efterskrift til Politivennen)

I Adresseavisen findes et opslag fra 26, oktober 1842 at Camilla Jacobsen (1810-1878) efter et længere ophold i udlandet den 1. november (1842) ville begynde undervisning i sit pensionat og dermed forbundne pigeinstitut. Vestergade 214, 1. sal. Skolen optog elever mellem 6 og 13 år, og betalingen var 5 Rbd, 6 Rbd. 2 mk og 7 Rbd. 2 mk. I 1853 havde skolen 49 elever og 1854 52 elever. Antallet steg indtil midten af 1860erne. Skolen flyttede senere til Frederiksholms Kanal 242 B (i dag 20).

Hun sad bl.a. i Foreningen til Lærerinders Understøttelse (sammen med C. E. Fenger, Elise Bierring, Nathalie Zahle, Freddrik Barfod, Chr. Evaldsen og H. N. Hansen. Skolen var i 1875 den eneste private pigeskole som bestod ved elevernes egne bidrag og under egen bestyrelse. Det var derfor kun de velhavende som gik på den. Den havde da 65 elever.

I Dags-Telegraphen 3. december 1877 (og andre aviser) tilbød en ung pige 6 undervisning af småpiger fra familier af middelklassen som var bragt i forlegenhed af sygdom eller andre grunde. Man kunne henvende sig til frøken Camilla Jacobsen, Frederiksholms Kanal 20. 

Dødsfald. Frøken Camilla Jacobsen, som den 22de Februar afgik ved Døden, og som i Løverdags jordfæstedes fra Holmens Kirke under talrige Vidnesbyrd om taknemlig Erindring, har i mere end femogtredive Aar forestaaet det Pigeinstitut, i hvilket hun, trods mange legemlige Skrøbeligheder, vedblev at virke med uformindsket Lyst og Kraft lige indtil sin Død. Som Lærerinde hørte hun afgjort til den gamle Skole; for hende var Underviisningens Maal ikke blot af vækkende Natur, men fortrinsviis Kundskaber, Erhvervelse gjennem sikkert, planmæssigt Arbeide og derved tillige Villiens Udvikling, Charakterens Befæstelse, Personlighedens Opdragelse til klar Selvbevidsthed. I Modsætning til en moderne pædagogisk Retning, som vil drive Alt med Lyst og Gammen, var efter hendes Methode Pligten det Første, og hvor vel hun end forstod at drive sit Arbeide med usvækket Livlighed og Interesse, søgte hun aldrig at skjule denne Pligt under kunstige Blomster, men satte netop Priis paa, at den fremtraadte ufordulgt med hele sin Fordring. Derfor var ogsaa hele hendes Skolegjerning præget af en Soliditet og Grundighed, som nutildags desværre mere og mere forsvinder fra Skolen; Sprogunderviisningen, som for unge Piger indtil Confimationsalderen maa blive det væsentligste Middel til Aandens Dannelse og Tankens Skjærpelse, dreves hos hende, uden Tilsidesættelse af saadanne Fag som Historie og Naturvidenskab, med en høi Grad af exact Sikkerhed, og den saakaldte "tørre" Grammatik, der ofte tilsidesættes paa en saa utilbørlig Maade i vore Pigeskoler, blev dyrket med en Udholdenhed, som bar gode Frugter, og som snart bragte Børnene til at føle Interesse for disse Sprogets og Tankens vexlende Former. Paa en sikker og velbefæstet grammatisk Kundskab beroer utvivlsomt en væsentlig Deel af Barndomsunderviisningens Nytte, og de unge Piger, som gjennemgik deres Uddannelse under Camilla Jacobsens Vejledning, kunde i denne Retning dristig optage Kampen med Jevnaldrende i lærde Skoler, skjøndt de havde hentet dens grammatiske Materiale ikke fra Latine men fra levende Sprog, navnlig Tydsk og Fransk. Skolen var aldrig stor; hun ansaae det for rigtigst at holde den indenfor Grændsen af omtrent 60 Elever, fordeelte i fire toaarige Klasser, og dette bidrog vistnok ogsaa til, at det valgte Spor kunde følges sikkert og eensartet gjennem en saa lang Aarrække. Det skal have været den Afdødes Ønske, at Skolen ikke skulde fortsættes af nogen Anden, men opløses efter hendes Bortgang. Ved Siden af sin Skolegjerning, der udfyldte hendes Liv, havde Camilla Jacobsen endnu en Interesse, som hun navnlig i de senere Aar helligede al sin knappe Frilid, nemlig Omsorgen for fattige og trængende Lærerinder. Hun var et af de virksomste Medlemmer i Bestyrelsen for det største af de Selskaber, som virke i dette Øiemed, og fungerede som dets Secretair, hvorved hun kom i directe Berøring med de Mange, som her fandt, og de endnu Flere, som her søgte Hjælp. Til denne Forening har hun bestemt den lille Capital, som hun i sit flittige og nøisomme Liv har opsamlet, naar visse Familieforpligtelser ere fyldestgjorte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1878).

Frøken Camilla Jacobsens Skole vil, efter hvad der meddeles os, ikke blive nedlagt. Den Bestemmelse, som i saa Henseende var udtalt af den Afdøde, gaaer ikkun ud paa, at Skolen ikke efter hendes Død maa vedblive at føre hendes Navn. Derimod maa det ansees ønskeligt, at selve Skolen, der har indtaget en saa smuk og selvstændig Plads blandt Stadens Pigeskoler, ikke nedlægges, og der skal ogsaa nu være Udsigt til, at den i den varmeste Tid vil blive overtagen af en dygtig Lærerinde, der vil stræbe at fortsatte den i samme Aand, hvori Frøken Jacobsen har virket.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1878).

Af avisannoncer fremgik at Johanne Overgaard fra 2. april 1878 havde overtaget skolen. Desuden antoges nogle små piger (8-10 år) i den yngste klasse. Ligeledes fremgik at den optog elever efter sommerferien. Efter januar 1879 ses imidlertid ikke flere annoncer. Johanne Overgaard optræder som bidragyder (10 kr) til foreningen til Lærerinders Understøttelse april 1883. 

I Dagbladet 5. juli 1888 annoncerede Johanne Overgaard om elever, Ny Kongensgade 9. Om denne skole findes en beretning for 1891. Af denne fremgår at skolen var imod eksamenstryk og indøvelse af bestemte pensa for børn under 16-17 års alderen. Her fremlægger hun også sit syn på undervisning generelt og især af piger. Heftet indeholder oplysninger om lærere, lærebøger og klassetrin. 

En artikel af Johanne Overgaard findes i "Hvad vi vil" nr. 36, 3. september 1893, s. 141-142. Samt en artikel i Kvinden og Samfundet 1893, s. 46-51: "Hvortil skal vi opdrage vores døtre? Tanker til eftertanke på grundlag af Adele Grepaz: "Die Gefahren der Frauenemancipation"

Af Nationaltidende 25. oktober 1893 ses at hun havde et gratis 3 måneders husgerningskursus for ubemidlede unge piger i Ny Vestergade 9. Kurset skulle uddanne tjenestepiger. I Berlingske 11. december 1896, 2. udgave, meddelte frk. Johanne Overgaard at hun havde måttet opgive husgerningsfagene i fortsættelsesskolen på grund af penge.

Hun indstillede fra 1904, 55 år gammel sit virke og fik en årlig understøttelse af 400 kr. Dette beløb blev i forhøjet i 1907 af kirke- og undervisningsministeriets understøttelsesklasse. Hun døde 15. januar 1921.

Drab. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 12te ds. Dom i en fra Vallø Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en Arrestant for at have dræbt Tjenestekarl Niels Peter Jensen.

Den 11te Novbr. f. A. var Arrestanten m. Fl., hvoriblandt den Dræbte, tilstede ved et Gilde i en Gaard i Svansbjerg, og blev det under Ballet sagt ham, at Jensen havde lovet ham Prygl, og da Arrestanten mærkede, at Jensen gik omkring og mumlede noget Saadant, henvendte han sig til ham, og sagde Jensen, at det var fordi han havde "dandset ham ud" eller under Dandsen stødt saaledes til ham, at han blev forhindret i at dandse. Arrestanten forsikkrede ham om, at hvis dette var skeet, saa var det mod hans Villie, men Jensen vedblev at give Ondt af sig og udlod sig med, at Arrestanten var saa rask paa det, men ligegodt var for lille til at kunne chikanere ham, uden at der dog blev noget Klammeri paa selve Gildet. Da Dandsen Kl. 3 a 4 om Morgenen var forbi, fulgte Jensen, skjøndt hans Hjem laa ad den modsatte Vei, med Arrestanten og Fl. ned ad Svansbjerg Gade, og da de naaede den Vei, der fører ad Herfølge til, forlode Nogle Selskabet, medens de Øvrige, og deriblandt Arrestanten og Jensen, bleve staaende, og Sidstnævnte begyndte nu at yppe Klammeri med Arrest., som han udskjældte og kort efter med sin Stok slog over Brystet eller Ryggen, hvad dog kun foranledigede Arrest., til at kalde 2de Tilstedeværende til Vidne paa, at Jensen slog ham, og kort efter gik Arrest., ind til Indsidder Peder Hansen for at hente en Bylt Tøi, idet han anmodede Tjenestekarl Jens Christensen om at vente paa ham for at de kunde følges ad. og da Arrest., kom ud paa Gaden, var Jens Christensen der ogsaa og ligeledes Jensen og endnu en Person.

Paa Jens Christensens Opfordring gik nu Arrest. med ham ned ad Veien, og det lod som om Jensen vilde gaae ad Aashøi til, men kort efter raabte han til Arrest., om han ikke skulde følge med ham ned ad Veien, hvortil Arrest. svarede, at han var velkommen, af hvilket Svar Meningen efter Arrest.s Tilstaaelse var, at han ikke var bange for at slaaes, idet han opfattede Afdødes Spørgsmaal som indeholdende en Udfordring eller en Antydning om, at de skulde slaaes.

Jensen begyndte nu atter sine Kjævlerier og udskjældte Arrest. for en Dreng, en grøn Hvalp m. m., hvortil Arrest, svarede "iligemaade," og da Jensen spurgte, om han sagde, at han var en Dreng, svarede Arrest. "Nei", men at han bar sig ad som en Gadedreng, da han ellers ikke vilde gaae saaledes og raabe paa Gaden, og Jensen gik nu ind paa ham, greb ham i Halstørklædet og kværkede ham og spændte Been for ham, saa at han faldt men hurtig reiste sig, hvorpaa Jensen atter greb ham i Halstørklædet, men dog slap igjen, og gav ham "en Skalle" og slog ham 3 a 4 Gange i Hovedet med sin Stok, saa Arrest. har sagt, at det sortnede for hans Øine, og da Arrest. yttrede, om han vovede endnu engang at slaae ham, og Jensen atter slog ham i Hovedet, foer Arrest., der, som han har sagt, var bleven rasende, ind paa Jensen, og med sin Kniv - som han havde aabnet for at værge sig mod Jensen, der langt større og stærkere end han, og han havde i høire Haand med Bladet bagud - stødte han nu flere Gange efter Jensen, medens han med venstre Haand søgte at gribe Nakken, uden at han i sin oprørte Stemning tænkte over, hvor han ramte, og uden at han mærkede, at han traf Jensen; og idet denne raabte: "Hvad, bruger Du Kniv!", hvortil Arrestanten svarede "Ja", vendte Jensen sig og løb ind over Marken, hvor Arrestanten forfulgte ham, uden at han havde kunnet forklare i hvilken Hensigt, men opgav Forfølgningen, da han faldt og ei saae Jensen mere.

Arrestanten havde erkjendt, at der ikke var saadan personlig Fare tilstede for ham, at det var nødvendigt at støde efter Jensen med Kniven, uden at tage Hensyn til, hvor han traf, og at han, da Jens Christensen var tilstede, ikke havde behovet at bruge et saa farligt Redskab for at værge sig, men han forklarede, at han var saa ophidset af Jensens Drillerier, at han havde tabt sin Sindsro, ligesom han forsikkrede, at han ikke havde tænkt sig Muligheden af at kunne dræbe ham ved det ommeldte Stød med Kniven og endmindre tænkte paa at dræbe ham, da han ellers ikke havde brugt Kniven.

Kort efter det Passerede blev Jensen eftersøgt og fandtes død i en nærliggende Have, 82½ Alen fra Gerningsstedet, og fremgik det af den foretagne Syns- og Obductionsforretning, at den Afdøde var ramt med Kniven i Hjertet ved et ualmindeligt kraftigt ført Stik, der var gaaet gjennem Frakke og Overlagsvest, begge Dele af tykt Klæde, at Saaret, 1½ Tomme langt ovenfra nedad, var gaaet igjennem 4de venstre Ribbeens Forbindelsesbrusk med Brystbenet, derefter gjennem Hjerteposen ind i Hjertets Forflade, der havde et tøtsluttende Saar af 3/4 Tommes Længde ovenfra nedad, og at dette Saar var absolut og meget hurtigt dræbende og havde bevirket Døden.

Da det efter samtlige Vidners Forklaringer var Jensen, der uden tilstrækkelig Anledning drillede og mishandlede Arrestanten, der derved bragtes i en oprørt Sindsstemning, men Arrestanten dog tildeels selv havde bidraget til at fremkalde det sidste Sammenstød ved at modtage den ommeldte Udfordring, ligesom han efter hvad der var foregaaet, men navnlig da Jens Christensen var tilstede, ikke skjønnedes at have havt tilstrækkelig Anledning til at bruge Kniv mod Jensen, saa blev han anseet efter Straffelovens § 189 med simpelt Fængsel i 8 Maaneder, medens han ved Underretten efter samme var anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. februar 1878).

Vandværkssagen i Roeskilde. (Efterskrift til Politivennen)

I førstkommende Byraadsmøde i Roeskilde paa Onsdag vil, ifølge "Roesk. Av.", Sagen om Byens Drikkevandsforhold atter komme til Behandling, idet der i den senere Tid er fremkommet nogle nye Oplysninger, deels et Tilbud fra et anseet kjøbenhavnsk Firma om indenfor en vis Tidsfrist at paatage sig Udførelsen af et Vandværk der i Byen efter den foreliggende Plan, for en endog noget lavere Sum, end Overslaget lyder paa, deels en Skrivelse fra Sundhedscollegiet til Roeskilde Sundhedskommission, som har adspurgt det, om den foretagne chemiske og mikroskopiske Undersøgelse af Vandet i flere at Byens Brønde har givet et saadant Resultat, at der maatte være Grund til i Henhold til Byens Sundhedsvedtægter § 10 at forbyde Brugen af Vandet i nogen af Brøndene, som farligt for Sundheden. Sundhedscollegiets Svar gaaer ud paa, deels at det er meget at befrygte, at Drikkevandet i Roeskilde har udøvet en skadelig Indflydelse paa Beboernes Sundhed og fremdeles vil gjøre det, saafremt det ikke lykkes ved hensigtsmæssige Foranstaltninger at forbedre vandets Beskaffenhed, deels paa, at Vandets Beskaffenhed i 11 af de undersøgte 15 Brønde er saadan, at den giver Anledning til snarest muligt at skide ind for at forebygge de skadelige Følger af Vandets Nydelse som Drikkevand.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. februar 1878).