Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke nemt at finde vej på Vestre Kirkegård.

Der kommer nu fx et mindre ligfølge med en barnekiste. Men hvor går vejen? På den forreste runddel manglede der i går en kirkegårdsbetjent, som burde stå der for at vise et følge vej. Resultatet heraf var, at man næsten måtte gå kirkegården rund, før graven fandtes.

Det er nu kedeligt nok, men sådant kunne jo til dels afværges herved at der var anbragt vejvisere på kirkegården, ganske almindelige landevejspæle med anførelse af vejen, der fører til kirkegårdens forskellige afdelinger. Ligeledes havde det sin interesse, om der var vejpæle, som fx pegede mod den retning, man skal gå når vejen atter lægges tilbage. Nogle mennesker vil til Valby, andre til Vesterbro, men er man midt inden på kirkegårdens træbeplantede stier og alleer, kan man have møje nok med hurtigt at finde den rette vej.

En reform i den her anførte retning ville sikkert møde påskønnelse hos adskillige mennesker, der kun en sjælden gang besøger Vestre Kirkegård for at sige en afdød farvel.

En anden forbedring, som tiltrænges, er anbringelsen af flere bænke. For folk, særlig de ubemidlede, der ikke kører til og fra kirkegården, ville det være en behagelighed, om der på de lange spadsereture var håb om at finde en ledig bænk. Vestre Kirkegård er så smuk, at den alene af den grund indbyder til hvile, og der er jo særlig om søndagen stor tilstrømning til gravene af de afdødes slægtninge og bekendte. Til glæde for dem bør vi have flere bænke, og det ikke mindst på vejene op mod kirkegården. Her er nu slet ikke et eneste sted, hvor gamle og svagelige folk kan hvile sig, når de søger ud til deres afdødes grave.

M

(Social-Demokraten 31. juli 1898)

Vi har atter Sorg over Provst Levinsen. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags begravedes Murarbejdsmand Jensen Spür fra Mathæus Kirke. Som gammelt Medlem af "den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds," havde han ønsket at Foreningens Banner fulgte ham til hans sidste Hvilested.

Foreningens Bestyrelse mødte med Banneret og anbragte dette foran Kisten, men Provst Levinsen nedlagde straks Forbud herimod og befalede, at Banneret ikke maatte være til Stede, naar dets Motto ikke var tilsløret.

Foreningens Formand gjorde ham opmærksom paa, at Foreningen ikke havde noget Slør til dette Brug, og at Mottoet og den øvrige Inskription selvfølgelig var anbragt, for at det skulde ses.

Paa dette Tidspunkt var Kirken optagen til sidste Plads af Partifæller og Kolleger, der vilde vise den Afdøde Sympathi. Alligevel gav Provst Levinsen Ordre til, at 13. Kreds Banner skulde fjernes fra Kirken. Dette vakte selvfølgelig Forargelse, og en Del af Følget forlod Kirken tillige med Banneret. Udenfor Kirken samledes derefter en talrig Skare Partifæller, som fulgte 13. Kreds Fane til Kirkegaarden.

Provst Levinsen har herved atter vist, at han er en af de Præster, der sætter Rekord med Hensyn til gejstlig Opblæsthed og Dumhed.

Fanen's Motto lyder "Folkets Vilje er den højeste Lov." Dette anerkender Grundloven, men ikke Provsten. Han maa dog indrømme, at naar Folket har erobret den politiske Magt, er det ogsaa Folkets Vilje, som Præster og andre Statstjenere maa underkaste sig.

Hr Levinsen fremhævede i sin Tale, at vi Mennesker skulle have Kærlighed og øve Retfærdighed mod hinanden; men hvorledes vil han have dette udført i det praktiske Liv, naar han ikke selv tager Hensyn til andre Menneskers Overbevisning; thi det er ikke Retfærdighed. at han benytter sin Magt overfor Anderledestænkende paa en brutal Maade.

Jeg beklager det skete, saa meget mere som den afdøde Partifælle altid har fulgt 13. Kreds Banner med Stolthed og i Bevidstheden om, at under dette Banner vil der blive skabt lykkeligere Samfundsforhold.

J. P. J.

(Social-Demokraten 16. juli 1898).

Pastor Ussing forbyder Musik i Pinsen. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Ussing i Øl-Kirken.

Helvedespræsten i Søndermarken

I Onsdags blev Restavratørerne Andreas Petersen, "Mellemhaven", Schultz "Alleenberg", og Frederik Petersen "Billigheden", ved Frederiksberg Politiret hver idømt en Mulkt af 50 Kr., fordi de havde ladet musicere i deres Lokaler 1ste Paaskedags Morgen mellem Kl. 4 og 9. Endvidere blev Restavratør Bock paa "Sommerlyst" idømt en Bøde paa 70 Kr., forbi han tillige havde hast Musik Skærtorsdag og Langfredag

Endelig har samtlige Restauratører paa Frederiksberg, som har Ret til at lade udføre Piano og Violinmusik i deres Lokaler, faaet den Meddelelse fra Birkedommer Ingerslev, at Musiktilladelsen straks vilde blive dem frataget, hvis de lod musicere i deres Restavrationer 1ste Pinsedag.

Enhver Københavner ved,. hvilken Folkevandring der finder Sted til Frederiksberg Pinsemorgen. I de lyse Morgentimer kommer der i Tusindvis af Besøgende derud til de friske, grønne Haver, og Restavratørerne har derfor altid regnet 1ste Pinsedag for en af deres store Dage.

Selvfølgelig har de kappedes om, hvem der kunde gøre det hyggeligst for de københavnske Gæster, og en lille Smule Musik har lydt mellem det friske Grønne.

Nu er det forbi, og det er naturligvis Indre Mission, der atter har været paa Spil her.

Ude i Valby ligger Jesu Kirken eller mere populært kaldet Øl-Kirken, fordi den er opført af Brygger Jacobsen paa Ny Carlsberg, hvis Brygger-Forfængelighed krævede en Kirke for sig selv. Ved Siden af Kirken lod han bygge en flot og herskabelig Villa som Præstebolig, og derefter kaldte han Pastor Ussing til at være Præst her.

Men Pastor Ussing, Indre Missionsmanden, kunde ikke se roligt paa, at Folk foretrak Søndermarken, Korups Have og Restavrationerne i Pilealleen fremfor hans Helvedesprædiken. Han skrev til Hr. Ingerslev om Folkets verdslige Glæde l den lyse Sommermorgen.

Nu bliver der altsaa stille paa Frederiksberg Pinsemorgen. Missionen har lagt sin klamme Haand paa et nyt Stykke af den Smule Folkeliv, vi har tilbage. Bryggerens Penge bruges til en Præst, der rydder Værtshusene for Gæster. Andet vil Hr. Ussing ikke naa. Solen vil danse lige saa lidt og lige saa meget, som den har gjort for, og vi Københavnere vil tage vor Morgentur. som vi har giort det før, og kan vi ikke saa det hyggeligt paa Restavrationerne, saa vil vi tage Frokosten med og lejre os i den friste, grønne Skov eller paa Plænerne i Frederiksberg Have. og vor Morgensang skal lyde fra Søndermarken over til den hellige Præst og fortælle ham. at det endnu er de mange, der lige som alt andet levende jubler af Glæde, naar den genfødte Natur straaler i Foraarspragten.

Pastor Ussing og hans Indre Mission kan ikke staa sig imod Solen. Vi husker tydeligt en Pinsemorgen ude i Søndermarken. Folk laa i Grupper paa den grønne Plæne og dasede i Solen efter at have nydt Frokosten. Inde fra Korups Have lød Musiken fra Karussellens Lirekasse, og rundt omkring i den foraarsprydede Skov hørte man Arbejdersangforeningerne, hvis Medlemmer sang omkap med Fuglene. Saa blev der ganske stille et Øjeblik. Der havde lydt en Stemme, som bragte en Mislyd midt ind i al Glæden. Ud fra Træernes Skygge traadte en af Missionens Lægprædikanter, og der flød fra hans Læber en rigelig Strøm af Ild og Svovl og Helvedes Pine. medens hans Øjne sprudlede i fanatisk Vanvid.

Der blev som sagt stille et Øjeblik, hvor man ret følte den skærende Disharmoni, der var bragt ind i glade Menneskers rene Liv. Saa tog en Drossel fat, og slog sine Triller af fuld Hals, en Sangforening sekunderede med:

- Vor Sang, vor glade Morgensang.

Helvedesprædikanten studsede lidt; men den lille Skare, der havde dannet sig om ham. tyndedes ud, og han maatte luske af for at finde bedre Sangbund andet Sted.

Nu har Missionen altsaa naaet at standse Musiken i Restaurationerne. Vi faar trøste os med, at vi beholder vort eget gode Humør, og at Hr. Ussing ej heller formaar at standse Fuglenes Sang, fordi han skal prædike i Ølkirken. Den hele Sag kan derefter blive en privat Affære, som d'Hrr. Ussing og hans Patron faar at klare med hinanden. Vi andre vil kun huske, at Missionen atter har vist sin Ufordragelighed. Den har atter forstaaet at vække Forargelse.

(Social-Demokraten 23. april 1898).

Pastor Ussings villa. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Ussing og Bygger Jacobsen

Hr. Redaktør!

Pastor Ussing ved Valby-Kirken er altsaa rendt til Politiet for at faa forbudt en Smule uskyldig Musik Pinsemorgen. Alle er enige om at takke "Social-Demokraten", fordi den har ladet Præsten høre, hvor daarlig han handlede, navnlig da han rammer det arbejdende Folk, hvis Liv i Forvejen er fattigt nok paa Glæder.

Men det er en Fejltagelse, hvis nogen tror, at "Ny Carlsberg"s Ejer, Hr. Carl Jacobsen, billiger Præstens Optræden. Hr. Jacobsen er ganske vist ikke her i Byen i denne Tid, men efter mit Kendskab til hans Livssyn, godkender han ikke, hverken at Præsten er løbet til Politiet eller at han har faaet forpurret den Smule Musik.

Det er rigtigt nok, at Pastor Ussing kan takke Hr. Jacobsen for det gode Embede, han nu har; men det fik han, fordi man troede, at han var en forholdsvis frisindet Mand. Dog aldrig saa snart sad han fast i Valby, før han udviste andre Egenskaber, som hurtigt bragte ham paa en spændt Fod med sin Velgører. Det er en offenlig Hemmelighed, at Forholdet mellem de to Mænd er alt andet end godt; men nu kan han ikke afstediges igen af Brygger Jacobsen.

"Ny Carlsberg" er altsaa ganske uskyldig i Ussings Gerninger, og hertil kommer, at en Misstemning mod dette Bryggeri meget let kan skade Folk, som tværtimod fortjener Tak. Jeg sigter hermed til Ny Carlsbergs Ølhandlerforening. Jeg husker endnu, at denne Forenings Medlemmer afholdt et Møde ved Borgerrepræsentantvalgene for et Par Aar siden og ved den Lejlighed var saa frisindede, at Frederik Hansen blev arrig i "Avisen" og skrev, at de hellere skulde gaa hjem og skylle Flasker fremfor at beskæftige sig med Politik. Det var imidlertid ham selv, som blev sendt hjem; men "Ny Carlsberg"s Ølhandlere bør ikke nu lide under, at der er kommen en uheldig Præst i Valby.

Derfor har jeg fremsendt disse Oplysninger om Hr Jacobsens Stilling til Hr. Ussing, og naar de er læste, vil alle give mig Ret i, at Bryggeriet intet Ansvar skal have for, hvad denne Præst bedriver.

L. L. 

(Social-Demokraten 26. april 1898).

Der er øl på bordet i M. G. Petersens familiehave på Frederiksberg i 1894. Mon ikke også der har været musik? Men den gik altså ikke pinsedag 1898. Kbhbilleder.

Pinsemusik.

Et beskedent Brev.

Pastor Ussing 

tilskriver os følgende :

Hr. Redaktør !

I Anledning af Artiklen "Pastor Ussing i Ølkirken" i "Soc.-Dem." fsor 23. ds. beder jeg om Plads for nogle Bemærkninger.

Om Brygger Jacobsens Forhold til Jesuskirken og dens Præst synes der at være udbredt ret forvirrede Forestillinger. I Virkeligheden forholder Sagen sig saaledes : Brygger Jacobsen har ladet Jesuskirken bygge og har overdraget den til Folkekirken. Den er herefter indviet til Filialkirke i Hvidovre Sogn, der i kirkelig Henseende er stillet ganske ligesom Landets øvrige Sogne. Præsten kaldes - ligesom Landets andre Præster - af Kongen (Kirkens Bygherre har kun havt den i faadanne Tilfælde almindelige Indstillingsret) og lønnes udelukkende ved de almindelige folkekirkelige Indtægter. Præsten staar ikke i noget andet Forhold til Brygger Jacobsen end til enhver anden Sognebeboer. Ikke engang Præsteboligen skyldes ham; den ligger slet ikke ved Kirken, netop fordi Brygger Jacobsen hverken vilde skænke eller sælge noget as sine Grunde der til Præsteembedet. Den er tilvejebragt ved et almindeligt Embedslaan ligesom andre Præstegaarde, saa at det er Præsten selv, der betaler det hele (i Renter og Afdrag). Brygger Jacobsen vilde derfor sikkert - og med Rette - blive meget forbavset, om man tiltroede ham nogen Indflydelse paa, hvad der prædikes i Jesuskirken, eller hvad Hvidovre Sognepræst tager sig for.

Med Hensyn til Pinsemusiken er jeg meget i Tvivl, om virkelig jeg fortjener Æren for at have sat denne Sag igennem, da det, jeg har gjort, indskrænker sig til et beskedent Brev, jeg sendte Frederiksberg Politi for et Aar siden, og hvori jeg kun klagede over enkelte, her fremtraadte Misligheder. Men hvorledes det nu dermed forholder sig, maa dog enhver retsindig Mand indrømme, at Aarsagen til Forbudet i alt Fald ikke er Klagen over en vitterlig Lovovertrædelse, men Loven selv. Det er jo nu Lov og Ret i Danmark saaledes, og "Social-Demokraten"s Læsere vil dog sikkert være enige med mig i, at det er samfundsnedbrydende at give og have Love, som ikke overholdes. Er Loven forkert, da lad os faa den lovlig ændret. Men saa længe Loven beståar, er det dog meningsløst at anse sig for forurettet, fordi den hævdes paa et Punkt, hvor den ikke behager, medens man ivrer for den paa andre Punkter, hvor man selv har Gavn af den.

Men Pinsemorgen i det grønne - er det da noget ondt? Nej, tilvisse. Og lidt god Musik dertil? Ja, ogsaa det vilde jeg glæde mig ved, om det blev tilladt. Jeg skulde med Fornøjelse støtte et Andragende om en Dispensation fra (eller Ændring i) Helligdagsloven, for at der kunde gives offenlig Musik i den tidlige Pinsemorgen i Frederiksberg Have og andre Steder, hvor Folk samles til uskyldig Glæde - og uden Drik. Thi lad os ikke hykle: den hidtilværende Praksis var ikke Musik i Søndermarken o. I., men Musik i "Sommerhaverne" og Beværtningerne, og det, som forekom ikke blot alvorlige Kristne, men mange hæderlige Verdensmennesker forargeligt, var ikke Tonerne i det grønne, men alt det Drikkeri og larmende Gøgl, som vanhelligede en af Landets største Helligdagsmorgener. Det var kommet saa vidt, at man næppe kunde gaa til Kirke paa Pinsedag igennem eller langs med Søndermarken uden at overrendes af fulde Folk. Det kan vi vel enes om, er ikke uskyldig Folkeglæde. Og saa længe jeg faar Lov at virke som Præst, vil jeg af Hjærtet bekæmpe Drikkeriet og al anden Synd, som er Folkets Fordærvelse.

Naar "Social-Demokraten" angriber Præster, fordi de ikke gør deres Pligt eller holder sig Loven efterrettelig (optræder unobelt i Pengesager o. a.), saa siger vi Tak. Det er godt, at alt sligt bliver revset. Men naar vi stræber at gøre vor Pligt, fortjener vi faa ogsaa Dadel ?

Valby, den 25. April 1598.

Henry Ussing.

Hvad Hr. Ussing skriver i den første Del af sit Indlæg, kender vore Læsere fra Hr. L. L.'s Artikel i Tirsdagsnumret, nemlig at der ikke længere er nogen særlig Forbindelse mellem Ejeren af "Ny Carlsberg" og Præsten ved Kirken i Valby. Hr. Jacobsen mener maaske endda i dette Øjeblik, at han kunde have givet sine Penge bedre ud end da han byggede denne Kirke.

Med Hensyn til Pinse-Musiken erkender Pastoren, at det ganske rigtigt er ham, som i "et bskedent Brev" klagede til Politiet og fik Musiken forbudt; men han mener, at Loven er paa hans Side, og deri ser han sin Undskyldning.

Naa ja: Efter Loven maa der ikke musiceres offenligt Paaske- og Pinsemorgen; men alligevel har den Smule Musik haft gammel Hævd, og Politiet har set gennem Fingre med den. Ogsaa i Tivoli er der i en Aarrække bleven musiceret Pinsemorgen. Vi har herhjemme kun ringe Folkeliv og faa Frilufts Glæder, saa meget bedre var det, at Pinsen havde arbejdet sig op til en folkelig Glædesdag.

Hvad der fandt Sted paa Frederiksberg, skete under Politiets Opsigt. Dette vidste altsaa fuldt vel Besked. Det forekommer os da, at Hr. Ussing kunde have ladet Politiet selv om at passe "Loven", Det havde saamænd nok skredet ind, om Musiken dertil havde givet Anledning. Han følte sig imidlertid som en større Politisjæl end selve Frederiksberg Politi. Han tvang Forbudet og MnIkterne igennem ved sit "beskedne Brev", som Hr. Ingerslev vel vanskelig kunde undlade at tage Hensyn til.

Nu tror den gode Præst, at han klarer sig ved at vise hen til "Loven og Retten i Danmark". Men der er mange Ting. som er "Lov og Ret" og som alligevel kun bliver taaleligt, fordi Politiet ikke ved alle Lejligheder hænger sig i det død? Bogstav. Det er "Lov og Ret", at Børn ikke maa spille Boldt, Pind eller Klink paa Gaden, Bybude maa ikke opstille sig i Klynge, Ingen maa sætte sig paa andres Trapper, det kan forbydes, at to eller flere Personer standser og taler med hverandre paa Gaden osv. Render Hr. Ussing virkelig til Politiet, hver Gang han ser et Barn spille Boldt eller ser en fattig Kone paa en Trappegang? Os forekommer det. at der er Politibetjente nok, som kan passe "Loven og Retten", og at det er værdigst for os andre at passe os selv.

Men Hr. Ussing har moralske Grunde, siger han. Han vil bekæmpe "Drikkeriet og al anden Synd." 

Men han er da paa en gal Vej, naar han forbyder Musik, selv den i "Sommerhaverne". Det er notorisk, at jo kedeligere og tristere Livet gøres, jo mere drikkes der. Man ser aldrig saa mange berusede Mennesker som Skærtorsdag og Langfredag, naar alle offenlige Forlystelser er stængede. Man ser til Gengæld færrest berusede Mennesker i de Lande, hvor Politikniplen svinges mindst og Folkelivet rører sig livligst.

Men Hr. Ussing vil være med til at erstatte Sommerhavernes Musik med en Koncert i Frederiksberg Have. Hvorledes vil han det? Jo, han vil støtte et Andragende! Mange Tak! Men offenlige Koncerter koster Penge, og naar han har taget Musikken bort fra Folk et Sted, saa burde han virkelig selv betale dens Genopstandelse et andet Sted, da det ellers kun bliver til pæne Talemaader, selv om han nok saa meget møder med sin ærede Underskrift.

Og dertil kommer, at hvad Folk ønsker er Musik der, hvor de drikker deres Morgenkaffe og spiser deres Smørrebrød. Det foretrækker man nu engang fremfor at staa ret op og ned og høre paa et Orkester. Men lad os alligevel se, om Hr. Ussing Pinsemorgen skaffer os Koncert i Frederiksberg Have! Gør han ikke det, og indskrænker hele hans Bedrift sig til, at han har taget en lille Adspredelse fra Folk uden at give noget som helst i Stedet, saa tror vi, at Solen Pinsemorgen lige saa lidt danser for ham som sor andre gnavne Herrer, der har en mindre god Samvittighed.

Red.

(Social-Demokraten 28. april 1898).

I 1898 faldt pinsedag den 29. maj. Helligdagsloven forbød musik fx på beværtningssteder på folkekirkens helligdage, hvilket var gældende til langt op i 1900-tallet, i forskellige udformninger, "Der må ikke afholdes offentlige forlystelser på langfredag, påskedag eller pinsedag efter kl. 6, på juleaftensdag efter kl. 16 eller på juledag." Det afholdt dog ikke fx afholdsforeninger og sangforeninger fra at lave musikarrangementer netop på de tidspunkter. 2. pinsedag blev musikmæssigt ikke anset for en helligdag, hvorfor der offentligt i aviserne blev annonceret talrige musik- og dansearrangementer.

Først i 1991 blev dette forbud ophævet. Nu står der ganske kort at "Der må ikke på folkekirkens helligdage foretages noget, hvorved gudstjenesten forstyrres". Dermed var lovgivningen kommet i overensstemmelse med hvad der allerede praktiseredes.

Henry Braëm Ussing (1855-1943) var præst ved Jesuskirken 1891-1915, hvorefter han var sognepræst ved Vor Frue Kirke. Han spillede en ledende rolle i Det københavnske Kirkefond (1896) som det på den ene side lykkedes at opføre ca. 50 kirker, men på den anden side også udviklede en "kirke i kirken" med et fjendskab såvel venstreregeringerne som de socialdemokratisk-radikale regeringers demokratiske lovgivning (som han anså for forløbere for Antikrist). Om end hans prædikener tiltrak mange folk, gjaldt dette ikke i samme grad hans virke udenfor kirken. 

Provst Levinsen og hans Kors. (Efterskrift til Politivennen)

Provst Levinsen ved Matthæuskirken holder i Dag Konfirmation.

Forleden Dag indskærpede han sine Konfirmandinder Betydningen af denne hellige Handling, idet han formanede dem til at holde al Verdens Tant og Forfængelighed ude af deres Tanker og ikke tænke paa hverandres Pynt, naar de sad paa Kirkegulvet. Han gav dem selv et smukt Eksempel til Efterfølgelse, idet han udtalte:

"Mange af Eder vil sikkert gærne eje et synligt Minde om de Timer, vi har tilbragt sammen. Men jeg vil bede Eder om, naar I køber mit Fotografi, at paase, at I ikke faar et af de gamle Fotografier af mig fra den Tid, jeg var Præst i Frederikshavn. Paa disse Fotografier, som endnu er i Handelen, har jeg nemlig ikke mit Ridderkors paa, da jeg den Gang endnu ikke var Ridder af Dannebrog. Men jeg er nu bleven fotograferet hos Christensen & Morange, og I vil kunne kende det nye Billede paa, at jeg dér bærer Ridderkorset i en Sløjfe paa venstre Side af Brystet."

Den Guds Mand sluttede med at gøre sine forundrede Konfirmandinder opmærksomme paa, at hvad de gav i Honorar til Klokker og Graver fik han for sit Vedkommende ikke nogen Andel i, men at de ingenlunde behøvede at give Klokker og Graver noget, hvorimod han selv vilde sætte megen Pris paa en liden Opmærksomhed i lukket Konvolut.

Man tør efter dette antage, at Provst Levinsens Konfirmandinder i Dag vil møde i den rette andagtsfulde Stemning paa Kirkegulvet, og at Provstens Ridderkors vil vække fortjent Opmærksomhed.

(Social-Demokraten 17. april 1898).

Jens August Schultz (1841-1888): sognepræst, provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922). Det kongelige bibliotek. Fri af ophavsret. Politivennen Live Blogging tøver ikke med at bringe fotoet af Levinsen - uden kors. Det med kors kan findes på det Kongelige Bibliotek.

Barrisons i Cirkus Variete 1898. (Efterskrift til Politivennen)

 The Barrisons.

I en notits læser jeg i dag i samtlige blade, at to af søstrene Barrison fra den første maj og de otte dage ud, som sæsonen endnu varer, skal optræde i Cirkus Variété. Og jeg undres over al den ståhej, som om små, sminkede, malede og dårlig byggede pigebørn har været i stand til at afstedkomme på det europæiske kontinent.

Da lille Lona Bareisen i sin tid på Kasino dirigerede børnegarden i "Tommeliden", drømte hun næppe om en gang at blive verdensberømt. Og det ville være mærkeligt om den mand der senere tog de fem unge, danske pigers skæbne i sin hånd og endda knyttede sit liv til den ene, på forhånd har anet noget om rækkevidden af den succes, de ville opnå.

Rimeligvis har den forhenværende, danske socialistfører kun indset, at der ville være penge at tjene på et omrejsende ungpigeensemble med kvikke ansigter, en smule stemme og en fordumsfri optræden. Men millionen har han næppe vejret og dog sidder nu fru Lona Fleron, født Bareisen, og deler med sin ægtefælle en stor formue, som de har tjent på ganske få år.

Sit ry fik Barrison-truppen allerede i Amerika, hvor den debuterede; Yankeen er aldrig bange for at rejse das ewig Weibliche et monument af blanke dollars og pengene strømmede i kassen, når de fem sammenbragte søstre i deres halve afklædninger paraderede på scenen og stillede deres noget spinkle ungdom til skue under stormende bifald.

Også Europa modtog Barrisonerne med åbne arme og det bedst bevis på den lykke, de gjorde, var dels de store gager, hvormed de lønnedes, dels den masse kopier af dem, som opstod her og der og allevegne. Der var en tid, da de europæiske variétér flød over af Harrisoner, Farrisoner og Garrisoner og hvor de ægte Barrisons var en sjældenhed, som i hvert fald københavnske varietedirektører vanskelig mente at have råd til at betale.

Alligevel blev forsøget gjort, men strandede på politiets modstand. Måske var det moralske betænkeligheder, muligvis var det ulyst til at række den forhenværende socialistfører blot den mindste finger, som dikterede politiets forbud. I hvert fald gik Barrisonerne københavnernes næse forbi den gang.

Senere fik de fem pigebarn mindre blide kår. Misundelse er en last. som også findes blandt artister, og på grundlag af en stedse voksende misundelse indgik knockabouter, negerkomikere og badutspringere en alliance med artistbladet "Der Artist"s redaktør, hr. Otto, som straks greb sin allerspidseste pen og spiddede de fem søstre derpå i dydens, ærbarhedens og borgerskabets navn.

Hårdist angribes Lona Barrison - alias fru Fleron - mod hvis utvivlsomt overmåde dristige afklædningsnumre politiet opfordredes til at skride ind.

Lona anlagde en række sager og forlangte hr. Otto straffet for injurier og hr. Otto måtte betale adskillige hundrede mark i bøder. Til gengæld fik han af de allierede negerkomikere og knockabouter en laurbærkrans.

Men Barrisonernes gyldne tid kom ikke igen. En præst stod offentlig frem og prædikede mod dem og hvad pressen ikke havde formået, det satte gejstligheden igennem. Den letsindige Lonas optræden blev forbudt i hele Tyskland.

Hermed opløstes ensemblet. Lona rejste med sin mand til Wien, hvor begivenhederne på forhånd havde gjort al ønskelig reklame for hende, men hendes kammerater - af hvilke den ene skal være blevet gift med en noget mystisk greve - drog hver til sit og to af dem skal altså på søndag synge i Cirkus Variete.

De har været her i byen på besøg en gang før og vist sig nogle aftener i varieteernes loger. Da var allerede deres naturlige ungdom afløst af en kunstig, fremdragt ved sminke og pudder.

Barrisonernes sol er gået ned. Hvad København vil få at se, er kun et par forsinkede solstråler som også snart vil være forsvundne under horisonten.

Blondin.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 27. april 1898).

Annonce fra København, 1. maj 1898.

Nu da der kun er 8 dage tilbage af varietesæsonen, har politiinspektør Th. Petersen, censor professor Vilh. Møller og direktør P. Rasmussen ment at øjeblikket var kommet til at forsøge eksperimentet med at lade et for sin uanstændighed over hele Europa omtalt varietenummer løbe af stablen. I aften debuterede The Barrisons i "Cirkus Variete". oprindelig har denne trup, der bl.a. er forbudt optræden i Berlin, talt 5 medlemmer, de tre af disse har imidlertid af forskellige grunde fået forfald, således at der nu kun er to Barrisons tilbage.

Til det københavnske varietepublikums ære må det siges at det modtog de to damers uanstændigheder med stor kølighed. Det påstås at der om eftermiddagen havde været afholdt prøve i varieteen for politiinspektøren og censor. Vi vægrer os ved at tro at de små Barrisons ved denne prøve har forevist det sidste nummer de i aftes præsenterede for publikum. Det overgik nemlig i uanstændighed alt hvad der hidtil er budt på en københavnsk varietetribune.

(Nationaltidende og Dagens Nyheder, 2. maj 1898).