The Fireburn: Augsburger Allgemeine 17de November 1878. (Efterskrift til Politivennen)

Af Udlandets Presse om St. Croix. Den gamle Vane, Højrepressen har haft til - som oftest paa usandfærdig Maade - at paakalde Udlandets Meninger, naar den ikke her hjemme fandt rimelige Paaskud for sine Manøvrer, hvad heller ikke i St. Croix Affæren fornægtet sig; men det er en farlig Vane. I Udlandet kan man ogsaa uden de nationalliberale Avisers Bistand faa Rede paa danske Anliggender, endog paa en særdeles tilfredsstillende Maade. Saaledes kan man i det udbredte og ansete sydtydske Blad "Augsb. Allgemeine Zeitung" for den 17de ds. læse en udførlig og kritisk Fremstilling af Arbejderurolighederne paa St. Croix Guvernørens højst uheldige Optræden fremstilles klart og uhildet af dansk ministeriel Tendens, og de paa Øen bestaaende Agerdyrknings- og Arbejderforhold undergives en skarp Kritik, der lægger indgaaende Kjendskab til de vestindiske Forhold for Dagen og bryder Staven over det faktiske Slaverisystem, som Plantageejernes Egoisme og Uduelighed har opretholdt, uden at den danske Regering har vist enten Villie eller Evne til at gjennemføre en bedre Tilstand i Lighed med den, der er fremblomstret paa de engelske Besiddelser i Vestindien. Navnlig anker Forfatteren over, at Regeringen ikke i 1848 ubetinget godkjendte den Ophævelse af Slaveriet, som Negerne havde aftvunget Guvernøren, men i 1849 indførte de samme Arbejdsregulativer, der medførte faktisk Slaveri for Negerne og uden Tvivl ere en væsenlig Aarsag til de sidste Uroligheder. Ligeledes anser han det for en Fejl, at Folketinget, da det i 1876 behandlede Loven om Fællessukkerkogerierne og indsatte Bestemmelsen om Arbejdsregulativernes Ophævelse senest tre Aar efter Fabrikens Fuldførelse, ikke i det Sted forlangte Regulativerne ophævede strax. Denne Forsømmelse har, siger han, nu bittert hævnet sig.

(Morgenbladet (København) 27. november 1878).

To Gamle. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Kone i Ringsted, Enke efter en Vognmand Corneliussen, men bedst kjendt af enhver i Byen under Navnet "Bedstemoder", fejrede i F. Z. Flkt. i Mandags sin Fødselsdag. Hun er født paa "Hovgaard-Svenstrup", hvor hendes Fader, en født Tydsker, var Murer og hed Bodén; hun døbtes i Borup Kirke. Hvor gammel hun er, veed hun ikke: om hun i Mandags fyldte 97 eller 107 Aar, er uvist. Hun kan fortælle om, hvorledes det drønede i Jorden under Fødderne, da Engelskmændene bombarderede Kjøbenhavn 1801, og hun var 1807 Vidne til "Slaget" paa Kjøge Landevej, da hun den Gang havde Tjeneste i Kjøge. Under Spaniernes Ophold i Ringsted 1808 blev hun ligesom andre Kvinder tvungen til at vaske for dem, men da de ikke vilde betale, gik hun til den spanske Kommandant for at udvirke Betalingen, hvad ogsaa lykkedes hende. Senere, da hendes Mand døde, fortsatte hun Vognmandsforretningen, Postkjørsel, og i henved 30 Aar kjørte hun selv den saakaldte "Kuglepost" mellem Kjøge, Ringsted og Slagelse. Hendes Børn ere forlængst døde; hvis den ældste Søn endnu havde levet, vilde han have været 78 Aar. Den gamle "Bedstemoder" modtog paa sin Fødselsdag en Mængde Lykønskninger, og hun kunde selv gjøre Besked som Værtinde overfor den Kreds af Gratulanter, som havde indfundet sig hos hende. Dagens største Overraskelse var dog en Hilsen fra - - hendes Broder, som hun troede død for lang Tid siden. 

I Korsør har i mange Aar levet en gammel Mand, om hvem ingen vidste rigtig Besked; han har haft sit Ophold paa den derværende Fattiggaard, egenlig ikke som Lem men som et Slags Inventar. Da den nuværende Inspektør kom til Korsør, forefandt han den gamle Mand paa Gaarden, puslende med at gjøre Gangene rene og holde anden Orden, derfor fik han sin Forplejning, og saadan har han det endnu; han er ikke underkastet et sædvanligt Lems Tilsyn eller Kontrol, men kan komme og gaa, naar han vil. Inspektøren har gjentagende forsøgt at udfinde hans Herkomst eller Slægtninge, men Forsøgene ledte ikke til noget Resultat. For et halvt Aars Tid siden kom en Paarørende af den Gamle i Ringsted tilfældigt til at tale med en Mand fra Korsør, og under Samtalen kom de da til at stifte Mening om de to Gamle. I Mandags fattede den Paarørende den Beslutning at rejse til Korsør for at faa at vide, hvem den gamle Mand der var, og hans Bestræbelser lønnedes, idet det viste sig, at de to Gamle vare Søskende. De troede om hinanden, at de for lang Tid siden var vandret hisset, og da han meddelte sig til dem, fik han Udraabene som med en Mund: "Herregud, er det gamle Skrog levende endnu!" Broderen er 101 Aar gammel. "Jeg er," siger han, "født tre 7-Tal, det er der ikke ret mange, som lever endnu, der kan sige." At Overraskelsen har været stor paa begge Sider, behøver ikke at siges. "Du narrer mig da ikke, Dreng," lod hun den Paarørende vide, før hun rigtig vilde tro ham. Den Gamle er endnu legems- og aandsfrisk, kun hendes Syn er noget svækket, og hun henlever en sorgfri Alderdom, næsten altid beskjæftiget med sin Strikkestrømpe.

(Morgenbladet (København) 15. november 1878).

The Fireburn: Tidl. tjenstgjørende Premierløjtnant i Vestiindien. (Efterskrift til Politivennen)

Urolighederne paa St. Croix.

Vi have nu modtaget saadanne Indberetninger fra vor vestindiske Koloni St. Croix, at man her hjemme kan overse Situationen. Der foreligger Breve til Regeringen fra Guvernøren derude og en Mængde Breve fra Private. Alt, hvad vi høre derfra, fremkommer dog kun fra den ene af Parterne: de Forurettede og dem, der staa paa disses Side. Den anden Part, Negrene, høre vi intet fra. Disse Folk kunne ikke selv gjøre sig gjældende, og Talsmænd have de ikke.

Guvernør Garde indberetter til Regeringen, hvad han selv, Officerer og Soldater have gjort, og Beretningen fremstiller naturligvis alles Adfærd i det bedste Lys. Det er dog utvivlsomt, at der ogsaa kan være noget, som taler for Negrene, noget, som er "formildende Omstændigheder", og dette bør ikke lades upaaagtet. 

Hvorledes opstod Tumulten?

I Følge Beretningerne var en Politibetjents brutale Adfærd mod en beruset Neger den første Anledning til Tumulten. Betjenten slog Negeren, saa han maatte bringes paa Hospitalet. Det hed sig blandt Negrene, at han var død, og dette Rygte ophidsede hans Kammerater

Samtidig var der og er der altid Utilfredshed med Arbejdsregulativerne. Hvorfor? Ere disse da uretfærdige? Uden Tvivl, thi de ere lovede ophævede om et Par Aar. De ere uretfærdige, og dog skulle alle disse fattige Arbejdere bøje sig under dette Aag endnu i flere Aar. Er dette ikke en god Grund til at bringe Sindene i Gjæring! Negrene ere ikke frie paa St. Croix, de ere i Sammenligning med Øens hvide Befolkning endnu i Slaveri.

De skulle forblive paa Landet (Landnegrene), de skulle tage fast Arbejde hos Plantageejerne for et Aar ad Gangen, og de skulle nøjes med et bestemt ubetydeligt Vederlag for deres Arbejde. En Gang om Aaret have de Lov til at give sig i Tjeneste hos en anden Herre - det er den saakaldte Skiftedag.

"Det er kun os Sorte, man tvinger og kuer", sige de til hverandre, "paa de engelske Øer er Slaveriet ophævet, men under den danske Regering ere vi endnu i Slaveri" Og deri have de jo Ret *)

Er her da ikke en Grund til Selvtægt? Vilde vel vi Hvide finde os i saadanne Slavelænker? Mange af Negrene forstaa fuldtvel den Uret, man gjør dem, og der hersker en bestandig Gjæring i Sindene, en Gjæring, som er berettiget. Tør man da dømme disse Mennesker strængt, naar den underjordiske Ild af og til bryder frem i Flammer!

Autoriteterne vide meget vel, at disse uretfærdige Love hvert Aar ved Skiftetid, da Negrene igjen for et helt Aar skulle sælge sig til haardt, usselt lønnet Arbejde, afstedkomme Uroligheder. De til Byen sammenstimlende Landarbejdere drikke og larme. Jo mere man til daglig føler sig kuet og lænket, jo mere er man tilbøjelig til at slaa Gjækken los, naar man endelig en Gang føler sig lidt mere fri og er sammen med Lidelsesfæller. Er noget mere naturligt!

Men Autoriteterne kjende jo disse Forhold; burde de da ikke have sørget for paa den nævnte Dag at have en passende Styrke til Stede, enten Politi eller Militær? Lige overfor store Masser af Landnegre havde man kun ialt 7 a 8 Betjente og Soldater, og dette var en Fejl. Man kunde have hast en passende Styrke; thi det viste sig jo senere, at St. Thomas kunde sende 45 Soldater. Muligt, at hele denne Kalamitet kunde været afværget ved nogle saa Soldaters Tilstedeværelse i Frederikssted paa Skiftedagen.

Der er en Mængde Beretninger om Negrenes vilde Væsen under Tumulten. Det er ikke min Hensigt at forsvare Tumulten eller den paafølgende Nedbrænden af Plantager. Der er begaaet Forbrydelser, som bør straffes. Men jeg skriver for at gjøre opmærksom paa, at naar der ses hen til den tilstedeværende Drukkenskab, den berettigede Grund til Misfornøjelse og Manglen paa Politistyrke, ere Negrene maaske mindre brødefulde, end man i Reglen vil gjøre dem til. De ere i Reglen godmodige, noget enfoldige Mennesker. Under Negeropstande andet Steds er man vant til at høre om Massakrer paa de Hvide, paa Kvinder og Børn; men Brandstifterne anmodede i det her foreliggende Tilfælde Beboerne af Husene om at forlade disse, før de stak dem i Brand. Værgeløse Damer og Børn færdedes rundt omkring. Negrene tilføjede dem intet ondt. Tumultuanterne plyndrede, hedder det. Negrenes Øjne var det ingen Forbrydelse at borttage, hvad der ellers vilde brænde. Naturligvis vil jeg ikke forsvare Plyndring, men. som sagt, meget, som plyndredes, vilde ellers være brændt. Tumultuanterne optraadte som Brandstiftere, ikke som Mordbrændere; de vilde ingen indebrænde.

Disse Tusinder af ophidsede, til Dels drukne, uvidende Mennesker tilføjede ikke de Hvide personlig Overlast, hvad der viser, at de ikke ere de onde, vilde Mennesker, man i Reglen vil gjøre dem til. (At de to Soldater dræbtes var ondt, var Drab og bør straffes som saadant, men det skete under de andre Soldaters Fremrykning og udførtes af nogle saa ophidsede Individer. Dette enestaaende Drab kan ikke lægges hele den sorte Befolkning til Last). - De Hvide derimod, vore Landsmænd, have de været lige saa godmodige, have de skaanet Negrenes Liv? Uagtet Tumultuanterne alle Vegne viste sig tilbøjelige til vild Flugt ved de bevæbnede Hvides Nærmelse, skjød man dem ned. Negrene kunde ikke skyde, de havde ikke Geværer - det er let at nedskyde Værgeløse, men der er ingen Bravour deri. Det er et meget kraftigt, men tillige det mest raa Middel til at bringe Orden til Veje.

Men nu, efter at Tumulten er til Ende, efter at Modstanden er brudt og alle Tumultuanterne paa vild Flugt; nu, da man veed, at det er forbi sor den Gang, kan det saa forsvares vedblivende at sorsolge med Geværkugler? De Flygtende kunne jo dog let indfanges; Øen er lille, og bort kunne de ikke komme. De tænke nu kun paa at skjule sig, at flygte; kommer det da an paa, om nogle af dem indfanges et Par Dage før eller senere? Behøves der absolut Geværkugler? Vi ville haabe, at andre Midler ere forsøgte først uden Nytte. Menneskeliv ere dog for kostbare til at prisgives bevæbnede Plantere og Forvaltere, der forfølge, paavirkede af Hævn og Had, og ikke blot som Lovens Haandhævere Det er ikke længere Soldater og Politi mod Urostifterne, men det er "de Hvide mod de Sorte". Dette er ildevarslende for Fremtiden.

Guvernor Garde har dekreteret Belejringstilstand og Standret. Er der da Oprør paa Øen? Vil man Regeringen til Livs? Utvivlsomt ikke! Det er en lokal Tumult, som, da den ikke kvaltes i Fødslen, antog større og fordærvelige Dimensioner, men strax kuedes ved Militærstyrkens Ankomst. Belejringstilstand og Standret ere muligvis dog nødvendige, skjønt Militærets Tilstedekomst hurtig pacificerede Øen; men der opstaar nu det vigtige Spørgsmaal:

Hvem skal være Dommerne i Standretten?

Guvernør Garde udnævnte hertil:

Overdommer Rosenstand, forhv. Politimester, Justitsraad Forsberg og Politimesteren i det Distrikt, hvor Retten holdes.

Forstnævnte er sikkert paa sin Plads. Hr. Forsberg, forhenværende Politimester, er saavidt vides selv Plantageejer, altsaa skadelidt ved Ildspåsættelserne og Part i Sagen. Er hans Valg til Dommer i Standretten da heldigt? Politimesteren i Frederikssted, som fra Tumultens Begyndelse modtog allehaande Meldinger af sine ophidsede Betjente og selv "haardt trænges" af Tumultuanterne, vil næppe kunne betragtes som fuldkommen rolig og uhildet Dommer.

Det ligger nær at fordre, at Standretten, der er den alvorligste og strængeste af alle Retter, der efter faa Øjeblikkes Forhør idømmer Medmennesker Døden, skal være sammensat af Dommere, der selv aldeles staa udenfor Begivenhederne og kunne overse alt med et uhildet Blik.

Kjøbenhavn, den 1ste November 1878.

Th. Thorson, afsk. Premierløjtnant, tidligere tjenstgjørende ved de vestindiske Tropper.

Ovenstaaende var, som man ser, skrevet forinden Forhandlingen i Folketinget; denne giver mig imidlertid ingen Anledning til at ændre noget.

13de November 1878. Th.

*) Institutionerne ere saadanne, at Planterne bestemme, hvad der skal være Lov, ikke den danske Regering. Arbejdsgiverne give Love for Arbejdsforholdene; den ene Part har saaledes Haand og Hals over den anden; men er dette da ikke Slaveri? Øernes Guvernører have stadig arbejdet hen til at skaffe friere Forhold for Arbejderne, men Planterne holde i egen Interesse paa det nævnte Slaveri, ligesom de have sig selv at takke for Militærets Reducering.

(Morgenbladet (København) 14. november 1878).

Udsigt over Christiansted. Uden Årstal. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Lovforslaget om et midlertidigt Laan til St. Croix Commune. (Efterskrift til Politivennen)

I november fremlagde finansminister Estrup et lovforslag om et lån til St. Croix kommune efter ødelæggelserne som følge af opstanden The Fireburn. De  lange referater fra forhandlingerne i Folketinget findes i Berlingske. Nedenfor er uddrag af folketingsmedlemmerne - nemlig de som omtaler de sorte på St. Croix: 

Forhandlingerne aabnedes af Th. Nielsen --- Han troede, at Grunden til Oprøret var at søge i, at man havde søgt at omgaae Arbeidsregulativerne, og i Arbeiderbefolkningens Utilfredshed med dens ufrie Tilstand. Man maatte være overbeviist om, at Begivenheder som de skete, ikke vare tilfældige, men skyldtes dybere liggende Aarsager. - - -

Tauber fandt, at Folkethinget i de senere Aar var gaaet meget for vidt overfor Øerne, der ikke havde opfyldt deres Forpligtelser overfor Danmark. Embedsstyrelsen derovre havde været under al Kritik. Negrene, som vare en halvvild Race, kunde ikke henvendt sig til Regjeringen, der gjorde fælles Sag med Planterne. Negrene vare aabenbart blevne paavirkede af den høist forskjellige Tilstand, hvorunder deres Stammebrødre paa Fastlandet befandt sig. Planterne havde viist den største Mangel paa Duelighed. Selv uden Oprøret vilde man have stillet Fordringer til Rigsdagen om nye Offre og om Henstand med Afbetaling af Gjælden. Den Fordring, den nu var stillet til os, var denne: sæt 80 Plantere istand til vedblivende at være Grundejere og velhavende Mænd. Et nyt Laan var Eet med at kaste Pengene bort. Hvilkensomhelst Sum, der sendtes over Atlanterhavet, vilde vi aldrig faae at see igjen.

Bille erindrede om, at Penge, som loves os fra den anden Side af Atlanterhavet, ikke altid komme herover Taubers Betragtning var hensynsløs og hjerteløs (Tauber: Hvad har vi Øerne til Andet end for at faae Penge af dem?) Ja, denne Yttring indeholdt den allerstærkeste Bekræftelse paa Talerens Bemærkning. De skete Begivenheder krævede, at denne Sag behandledes med noget Høisind; de Mænd, der angrebes, vare jo ikke engang tilstede. Th. Nielsen havde næsten syntes at ønske Valgretten udvidet til Øerne. Tauber erkjendte, at Negerbefolkningen ikke var moden til Selvstyrelse. (Tauber: Nei!) Jo, det havde han indirecte sagt ved sin Charakteristik af Negerbefolkningen som halvvild m. m. Planterne havde han med sædvanlig Hensynsfuldhed bedømt saa strængt som muligt. Hvad Selvstyrelse vilde man have i et Land, hvor der var en Blanding af forskjellige Menneskeracer; der gjaldt de constitutionelle Doctriner ikke. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1878).

Thomas Nielsen og Johannes Tauber var fra Det forenede Venstre, mens Carl Steen Andersen Bille (redaktør af Dagbladet) var Nationalliberal.

Berg yttrede, ---. Hvad selve Opstanden angik, da var det neppe rigtigt uden videre at tage den ene Parts Beretninger for sande uden maaskee nogensinde at faae Beretninger fra den anden Part, de Sorte. Det gik ikke an uden videre Oplysning at sige: den ene Part har hele Skylden. Hvad vilde man sige, hvis en nærmere Undersøgelse viste, at de Sortes Behandling fra de Hvides Side havde været haard og ubillig? Gouverneuren, som ikke havde faaet Tid til at sende sin Chef, Finansministeren, et Telegram om Opstanden, havde neppe faaet Tid til selv at anstille de fornødne Undersøgelser om Tabenes Omfang. Det var derfor rimeligt, at det var Planterne selv, som havde gjort Beregningen om de 500.000 Dollars, og den Mistanke kan derfor ikke heelt udelukket, at man vilde benytte de skete Ulykker som en Leilighed til at faae nye Bevillinger givne af Rigsdagen. Derfor maatte Finansministeren skaffe denne ganske anderledes paalidelige Oplysninger, og Afsendelsen af en extraordmair Udsending var muligviis hensigtsmæssig. 

Finantsministeren - - - Hvem der havde meest Skyld i Oprøret, vilde han nødig udtale sig om, men han vilde blot henpege paa, at man ansaa som Grund havde anført den Misfornøielse, som Arbeiderne paa de private Værker følte ligeoverfor den større Fortjeneste, som Arbejderne ved Fælleskogeriet oppebar. --- Var Oprøret Resultatet af en lagt Plan, eller et tilfældigt Udbrud af Misfornøielse? Svaret herpaa kunde først gives, naar de retslige Undersøgelser vare førte til Ende. Der var af Tauber fremført saa stærke Udtalelser imod Embedsmændene i Vestindien, at man med Rette kunde vente, at han enten skulde have beviist dem eller tage dem tilbage. Han vilde saaledes indtil videre ansee disse Udtalelser som ubeviislige. Det var haardt, at der udslyngedes slige Udtalelser, uden at man fandt det passende og hensigtsmæssigt at føre nogetsomhelst Beviis for dem. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. november 1878).

Lars Peter Elfelt (1866-1931): J. B. S. Estrup. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Christian Berg var fra Det forenede Venstre. Finansminister var Jacob Brønnum Scavenius Estrup. Han sad på posten 1875-1894. Fra fremlæggelsen udvalgsbetænkningen "angaaende Lovforslaget om Laan til St. Croix" følgende uddrag:

Udvalget med Hensyn til denne Sag deelt sig i fire Mindretal, af hvilke de tre foreslaae at nægte Lovforslaget videre Fremme, medens eet fjerde indstiller Lovforslaget til "uforandret Vedtagelse."

Det ene Mindretal, der bestaaer af Bojsen, Dam, R. Jensen, Holstein, Th. Nielsen og Tange -- - De mandlige Individers Antal paa St. Croix over 25 Aar er omtrent 4,800, men af disse have efter Loven af 27de Novbr. 1863 kun 200 Valgret til Colonialraadet, og kun ca. 100 deeltage i Valgene. "Planterne i Forbindelse med Embedsstanden raade - hedder det - i Virkeligheden baade for Øens Lovgivning og Administration." Man var ved den nævnte Lov gaaet ud fra, at Øerne i den ved samme givne Ordning paany vilde komme i en blomstrende Tilstand. Dette er ikke alene ikke skeet, men istedetfor er St. Croix' Stilling bleven stadig uheldigere, og ved Katastrophen iaar er den endog tildeels ruineret. Denne Tilstand er efter Mindretallets Opfattelse deels en Følge af sociale og deels politiske uheldige Forhold. Øen har ca. 23,000 Indbyggere, men af disse er neppe en Tiendedeel af europæisk Oprindelse, og Europæerne bestaae af omtrent alle Nationaliteter. Af de ca. 60 Plantere, som eie Øen, boer Halvdelen i Udlandet, og deres Plantager bestyres af Forvaltere. De nuværende Plantageejere have for Størstedelen været Forvaltere og ere paa Grund af Omstændighederne komne i Besiddelse af Eiendommene uden egentlig Capital, og de have efter mange Sagkyndiges Dom heller ikke den nødvendige Kjendskab til, hvorledes Jorden skal dyrkes. --- Af endnu mere fordærvelig Virkning ere uden Tvivl - hedder det endvidere i Betænkningen - de med Bureaulaaneprincipet i Forbindelse staaende Arbeideregulativer, en Lov, som skriver sig fra 28de Januar 1849, altsaa fra Slaveemancipationens Tid. I Loven af 1876 om Tilskudet til Fællessukkerkogeriet bestemtes det, at disse Regulativer skulde ophæves tre Aar, efter at Kogeriet var kommet i Drift. Mindretallet kan ikke see, at Finantsministeriet nøiagtig har fulgt Begivenhederne i Overgangsperioden. Efterretningerne om Opstanden lyde paa, at den deels har været foranlediget ved Arbeidscontracternes Fornyelse, deels ved mere tilfældige Omstændigheder. "Men det tør neppe nægtes - siger denne Deel af Udvalget - at den egentlige, dybeste Aarsag maa søges i de sociale og politiske Forhold." Man finder ogsaa, at det har været en uforsvarlig Fremgangsmaade under de givne Forhold at nedsætte en Krigsret med uindskrænket Myndighed til at dømme til Døden.

- - - Arbeidsbefolkningen, som udgjør de 9/10 af Øens Indbyggerantal, vil være lige ilde stedt, enten Laanet ydes eller ikke. Pengeunderstøttelsen kan kun have Betydning, naar Styrelsen af Øen herhjemmefra bliver en anden, saaledes at en anden Aand end den hidtil raadende kan komme til at gjennemtrænge samtlige offenlige Forhold. Den nuværende Regjering har noksom viist, at der ikke i den Retning er Noget at vente fra den Side. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1878).

Tre af mindretallene var fra Venstre, mens det fjerde var fra Højre. Fra 2. behandlingen af forslaget i Folketinget nedenstående uddrag: 

Winther hævdede ligeoverfor Th. Nielsen, at St. Croix var en Deel af Monarchiet, der i samme Grad som andre kunde gjøre Krav paa Understøttelse. Men paa den anden Side fandt han, at man ikke kunde bevilge en slig Understøttelse, uden at der nedsattes og sendtes over til Vestindien en særlig Commission, som vilde have at undersøge Forholdene paa Øen. Det var i denne Betydning hans Udtalelser t Betænkningen gik. Men han stod saa ene i Thinget, at han ansaae det for uheldigt at stille noget Forslag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. november 1878)

Referatet fortsatte med finansministerens bemærkninger i (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1878). Nedenfor et uddrag af formanden for udvalget:

Bojsen ---Han skildrede udførligt den formeentlig saare uheldige Tilstand, som de bestaaende Arbeidsregulaliver havde stabl i Vestindien. Han klagede over, at man ikke for længe siden havde indført Reformer. Høist ufornuftigt havde man formindsket Milistyrken, medens man dog opretholdt de samme maalelige sociale Tilstande paa Øen, hvilke netop kun ved Militairstyrken kunde holdes oppe. Saa havde man for nogle Aar siden, samtidig med Kogeriets Oprettelse, besluttet efter 3 Aars Forløb at ophæve Arbeidsregulativerne, men uden at man samtidig, hvad der dog havde været høist nødvendig, havde truffet forberedende Skridt til denne vigtige Foranstaltnings Gjennemførelse; man havde saaledes ikke tænkt paa at skaffe Huus til de mange frie Arbeidere, paa at skaffe en tilstrækkelig stor Politistyrke tilstede m. m. Meget tydede paa, at de nu skete Uroligheder ingenlunde havde nogen tilfældig Grund. Det forekom ham haardt, at Gouverneuren havde nedsat en Standret, efterat Urolighederne, der dog i det Hele ikke syntes at have havt Charakteren af en væbnet Modstand, havde fundet Sted. Havde man nedsat Standretten itide. kunde den maaskee have virket heldigt. Den stedfundne Krise havde ganske sikkert maattet indtræde tidligere eller senere. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1878)

Jagd --- undrede sig over, at Folk, der vist aldrig havde seet andre Negere end dem, de selv havde sværtet sorte, vilde dømme om Opstanden, medens Regjeringen, der havde alle officielle Kilder til sin Raadighed, afholdt sig fra at dømme. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. november 1878),

Lovforslaget blev den 30. november 1878 standset og med 54 stemmer mod 43 sendt tilbage til finansudvalget. Referater af forhandlinger fortsatte i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1878 (her var også et referat fra generalforsamlingen i Fællessukkerkogeriet), 6. december 1878, 9. december 1878 og 10. december 1878. 

Socialdemokraterne var ikke repræsenteret i Folketinget, men en artikel i Social-Demokraten viste deres holdning:

Regeringens Forslag om Tilskud og Laan til St. Croix.

(Sidste Artikel.)

Det Spørgsmaal staar nu tilbage for os at besvare, om vi sympatiserer eller ikke sympatiserer med, at Regeringen, Ministeriet, erholder Bevilling af Rigsdagen til at yde Tilskud og Laan til St. Croix.

Socialdemokratiet er i det Hele taget for, at Staten yder Tilskud, saa vi principielt Intet har imod Regeringens Forslag, men vi maa gøre opmærksom paa, at der naturligvis maa tages Hensyn til de Forhold, hvorunder Tilskud skal komme i Anvendelse. Det er ingenlunde vor Mening, at Staten i ethvert Tilfalde og til Enhversomhelst skal give Tilskud. Forholdene maa nøie prøves, inden Tilskudene ydes; ti, so: at tage et Par Eksempler, man skal ikke give Flidsbelønning til de Dovne, og, som Ordsproget siger, man skal ikke give Bagerbørn Kringler; men Tilskud og Laan til St. Croix, saaledes som Regeringen har forelagt det, vilde netop være at give Flidsbelønning til de Dovne og give Bagerbørn Kringler.

De tvende Venstre-Betænkninger, hvoraf vi i vore to foregaaende Artikler har gjort Uddrag viser det tydeligt; men lad os for yderligere Klarheds Skyld punktvis nævne Ankerne mod Ministeriets Forslag.

1) St. Croix og de øvrige danskvestindiske Besiddelser har af den danske Stat i Løbet af dette Aarhundrede modtaget som Tilskud, Laan og Toldbegunstigelser ca. en Snes Miljoner Kr.; hvad Laanene angaar, har Regeringen endvidere maattet afskrive som uerholdeligt det langt overvejende Beløb.

2) Jordens Dyrkning paa St. Croix er bleven dreven med den yderste Ukyndighed og Forsømlighed, ligesom ogsaa Fællessukkerkogeriet, hvortil Staten har bidraget med Indtegning af noget over det halve Aktiebeløb, er bleven forvaltet paa en saadan Maade, at det dels er ubrugeligt, dels er betynget med saa stor Gæld, at det maa siges at være insolvent; fremdeles har Øens Plantageejere undladt at drage Omsorg for, at det kalkulerede private Beløb til Kogeriet blev samlet, af hvilken Grund delte ikke endnu har naaet sit halve Omfang, og selvfølgelig heller ikke kan stifte den fulde beregnede Nytte.

3) Øernes offenlige Forvaltning har været i Hænderne paa kun ca. 100 Vælgere, Embedsmænd og Grundbesiddere med Indtægt af mindst 2000 Kr. aarlig, af hvilken Grund den hele Administration ikke er foregaaet til det Almenes Bedste; herfor bærer Ministeriet Ansvar, da det gennem et mere frisindet Lovforslag til Rigsdagen burde have draget Omsorg for, at nævnte slette Administration blev omændret til en bedre.

4) Oprøret og den Skade, det medførte, er dels foranlediget ved, at Guvernøren uden rette Omsigt holdt den Styrke, der er bestemt til Ordenens Opretholdelse, udelukkende paa St. Thomas, dels, og fornæmlig, derved, at Arbejdsregulativerne var af en haard og grusom Natur, hvilket hverken Regeringen eller Arbejdsherrerne, de rige Plantageejere, har gjort Skridt til at faa afhjulpet, trods der herom var givet Løfte i en tidligere Lov, og trods Arbejderne, Negrene, saavel paa engelske Besiddelser som i Unions-Staterne har lige borgerlige ja paa det sidste Sted endog lige politiske Rettigheder med de øvrige Indbyggere.

5) Fremdeles vil det nu ønskede Tilskud blot komme Plantageejerne til Gode, hvilke alt i Forvejen er særdeles stærkt begunstigede, navnlig ved at de kan erholde Laan af Kolonialkassen, medens Arbejderne, der i alle Henseender er yderst trykkede, ikke vil høste nogen direkte Fordel derved, saa meget mere som man ikke vil kunne sætte sig i Underretning om, hvad egenlig de maatte attraa, da man jo efter Oprøret har skudt en betydelig Del af dem. Og

6) De nævnte Penge vil blive kørte ud af Landet til en Befolkning, som overvejende er fremmed, og som ikke giver Garanti for, at Staten i kommende Tider vil opnaa Vederlag for sit Offer; paa den anden Side findes herhjemme Mange af Mellemstanden tilligemed hele Arbejderklassen, som trænger til Understøttelse eller Laan, hvilke Staten nærmere burde tage sig af, da det vilde bære sine gode Frugter i Fremtiden, men disse henvises altid til almindelig Fattigunderstøttelse med al den Retsfortabelse og Forkmoedelse, denne medfører.

Se, dersom man nøje tager disse 6 Punkter under Overvejelse, saa maa man sige, at Rigsdagen ikke bør bevilge Ministeriet nogle Penge til sin St. Croix-Understøttelse. Det er da klart som Dagen, at saalænge man selv trænger, saa bør man ikke give til Andre, der tilmed ikke fortjener at faa. Vi Socialdemokrater stemmer altsaa for, at St. Croix under de foreliggende Omstændigheder og paa den foreslaaede Maade ikke skal have noget Statstilskud.

(Social-Demokraten 29. november 1878).

Da Estrup ikke kunne få Folketingets opbakning til loven, opløste han det og udskrev valg til januar 1879. Ved dette valg blev Højre noget styrket, se senere på denne blog.

The Santa Cruz Uprising. (Efterskrift til Politivennen)

Rain Wrought by the Ignorant and Famishing Negroes - Bankrupt Planters with Houses Full of Servants Giving State Dinners and Starving Their Peer Laborers - The Fearful Result.

The following extrats from a private letter, written by a lady in Santa Cruz to a friend in New York, give some idea of the causes and result of the recent insurrection of negroes in that island:

You doubtless have heard of the fearful visitation to our beautiful but most unfortunate island. Ah, me! how often have I thought some dreadful result would come of the way most of us haved live here. Of course, as you well know, we leadies had not much in our power. We saw and knew that things were not as they should be; that the people were far worse off than when they were real slaves. But what could we do? Absolutely nothing. 

You know what a state things were in before you left. The planters were almost bankrupt. For years they have been living on "Bureau" money, given them by Government, and I believe at last most of the states were in this way mortgaged up to their full value. At all events, the Bureau refused to make any more advances. This brought matters almost to a standstill.

Then the labor act was done away with and the laborers were supposed to work for their "keep" alone. You remember what sort of "keep" it was. Rotten herring and sour corn meal. I do not wonder that the poor creatures at length made up their minds that their position could not be worse. Miss S---- overheard them saying one night that if the labor act was done away with they would "burn all before them." Well, they have kept their word, for out of ninety estates we have only seven left. The whole island is a blackened ruin, with the exception og Christiansted and its immediate neightbourhood.

The taking away of the soldiers and dismantling the fort at Frederiksted hastened the end. The special police, on whom so much depended, were really the ringleaders in the insurrection. One man, a special policeman on an estate about in the centre of the island, was the chief worker in the whole affair. When caught he had a paper in his pocket with the whole plan, and the names of all his "officers" on it He, along with nearly two hundred others, was executed. Poor souls! I feel sorry for them. You know how badly they were treated - first-class laborers only getting, in the good times, twenty cents a day, and second-class ten cents. If it had not been for their bits of "provision ground," and the pigs and poultry they used to raise and carry to the market on Saturdays, I do know how they would have lived; and the sich were taken care of, while they were slaves, but after emancipation the sick houses all fell to pieces, for they were not used. Sick people stayed in their houses. Such houses! - close stone places, like prisons, with neither sunshine nor air in them; of, if very ill, they got a doctor's certificate and went in town to the hospital. Then the old people, past work, - poor creatures, glad to make themselves clothing out of old bags begged from the storekeepers in town. And the fearful sickness they had among the - leprosy, elephantiasis, and many other unknown in clod climates.

Besides all this misery, the negroes were often ill treated by the planters. I know cases where their money was stopped by the managers most unjustly, and cases where negro boyus were whipped to death - one because the horse which his master had entered for a race fell and cut its knees. He had the wretched boy held down over the heap of megrass, and he himself - a white man - whipped the boy to death. He was punished by a fine of $ 300. This was generally spoken of as very severe, and many people said it was wrong to fine the man such a large sum for such a small offence. In another case the man got off by leaving the island.

You know also how the planters in many cases lived - houses full of servants, dinners of four or five courses, wine and cigars of the best quality. That such a state of affairs could not last, any one with one particle of common sense might have known.

Our beatiful island, will it ever recover from this blow? What is to become of the hundreds of women and children left homeless and destitute? One white planter lost his life. He was murdered by the negroes. Some of the Danish soldiers were also killed by the infuriated negroes. Their revenge has been a complete and dreadful one.

I believe some of the negroes wished to leave the island when the labor act was abolished, but their passes were refused by the planters. You are, of course, aware that a laborer cannot leave an estate without a pass from the manager. If he is caught in town or on another estate he is arrested and punished. It would have been wiser to have let them go, for such a course might have saved our poor island. To think of the beautiful homes destroyed by the ignorant creatures in their mad despair!

What a pity we did not take warning by the loud complaints the people have so often uttered. I have seen them myself, when pay night came and there was no money for them, walking up and down for hours cursing and threatening, while the planters meanwhile were sitting inside playing cars and drinking choice wines. What will become of all the central factories now? I fear the money spent on them has been thrown away. Our poor little "Garden of the West Indies" lived and bloomed on through earthquakes and hurricanes, but I fear it has now received its death stroke.

When the Government sent for help English and French men-of-war came to the rescue, and the wretched negroes were hunted among the hills like deer. You may blame me, but I cannot help having some pity for them. As I write the sun is setting,  and the sea around our island is like a sheet of pearl and gold. Where waving fields of sugar cane used to catch the gleam of the setting sun when he gave them his last kiss for the night, there is nothing but a vast expanse of ashes. The crop is all burned, and even the negro villages you used so greatly to admire are desolate.

These villages used to be very pretty, for the negroes had a beautiful fashion, handed down from old, old times, and, I believe, originally brought by them from Africa. Whenever a child was born on that day they planted a tree as near their house as possible. They had a superstition that, if the tree grew and flourished, the child would live and thrive; but if the tree faded and died, the little one should also perish. One could see the anxious mothers at sunset pouring water on the ground, and watching with eyes sharpend by affection the small green shoots beginning to spring up. Every on e had a different taste. Some choose one sort of tree, some another, and, as the custom is such an old and general one, our negro villages were a cluster of tall spreading tamarind, mango, or sapodilla trees, with here and there a lofty palm. Most of them have perished, so, after all, there does seem some truth in the old superstition. The palms that still remain seem to wave their heads mournfully over the blackened ruins of our one lovely isle. At times I feel as if it was only a fearful dream, but, alas! it is a dream from which one cannot awaken. 

Do you remember Mount Stuart, with its garden, where flowers from all parts of the world flourished? It is all destroyed. A few estates near Christiansted still remain to tell the tale of former splendor - "Golden Rock," "The Hope", and some others.

We are all lost in doubt as to what will become of us. I suppose those who have means to do so will leave the island, and Santa Cruz will soom be like San Domingo - given up to be a wilderness.

(Reading Eagle, 9. november 1878).

Kvinder ved hytte på St. Croix. Uden årstal. Det kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.