Zigeunere i Nordjylland. (Efterskrift til Politivennen)

Han Herred, den 2den December. Zigeunere, Han Herred. Omtrent den 14de November kom det Rygte til os, at Høvdingen "Hr. Bomba" var indtruffen  til Østersvenstrup med sin Bande for der at opføre "ungarske Dandse", med hvilken Kunstproduction det nok forøvrigt var daarligt bevendt. Den 16de kom Banden hertil i det sædvanlige Landstrygeroptog, installerede sig ½ Miil fra Herredscomptoiret. 13 Personer ialt: Høvdingen med Gemalinde, Stamherren, Datter og Svigersøn, Resten større og mindre Børn. Gjæstgiveren i Fjerritslev, hos hvem Hr. Bomba forlangte Plads, nægtede dette og sendte samtidigt et Bud afsted til Herredscomptoiret med skriftlig Anmodning om Raad eller Assistance til Fjernelse af Banden, hvis Nærværelse paa hans Eiendom forekom ham alt for uhyggelig. Det skriftlige Svar lød paa, at Comptoiret savnede Bemyndigelse til at fjerne Zigeunerne, men at det naturligviis stod ham (Gjæstg.) frit for at nægte dem Ophold paa sin Eiendom. Efter at Banden om Natten imellem den 19de og 20de havde været leiret i umiddelbar Nærhed af Kroen, flyttede den hen paa en Gaardmands Grund østenfor, i Læ af en Gruusbanke ved Landevejen, og fra nu af saae man dem hver Dag, enkeltviis eller fleer i Flok, tilvogns, tilhest - de eie nemlig et Par Krikker - eller gaaende fare ud i i Omegnen for ved deres glubende Udseende at forfærde og brandskatte Folk, og dermed gik de meget systematisk tilværks, thi naar et af de sorte Uhyrer kom ind et Sted, foer han ud i Kjøkken og Bryggers, greb hvad han saae af Kobber- og Messingtøi, fortalte i sit gebrokne Tatersprog, at det var itu og vilde koste 2 Kr. Pundet for en ny Bund - mindre Lapperier holdt de ikke af - , og saa gik det i flyvende Fart tilbage til "Leiren". Man har fra de mindeværdige 8 Dage seet Exempler paa, at de uden Tilladelse have brudt en Grubekjedel ud af Muren og bortført den. Traf det et enkelt Sted, at Huusherren tog Mod til sig og satte Magt imod Magt, saa fremkom "Høvdingen" med en halv eller en heel Hundredekroneseddel og tilbød at sætte den i Pant, hvilken storartede Flothed ikke undlod at imponere Vedkommende.  I det primitive Værksted, - den bare Jord i Telte, et Baal af "reddede tørv" og gammelt Tømmer samt en lang Ambolt, fastgjort i Jorden, - "arbejdede" Banden om Natten, hvilket gik for sig med Hylen og Skrigen, til megen Opbyggelse for de Vejfarende. Natarbejdet foregik, efter hvad der senere er fremkommet, for at man ikke skulde komme efter deres Bedragerier, thi de eiede ikke nyt Kobber, men de skrabede de gamle Bunde i Kjedlerne, gjorde dem yderligere rene med Syre og hamrede dem, saa de bleve kuplede, og dermed vare de færdige. Spurgte man dem nu, hvor de fik Kobber fra, da fortalte de, at det gamle blev smeltet sammen i et Hul i Jorden og udhamret til nye Plader; at dette er "Fabel" veed Enhver, som har lidt Begreb om et Kobberværk. At det her ikke dreiede sig om Smaaskillinger og at Hr. "Bomba" har let ved at slaae om sig med "store Sedler" vise følgende Talstørrelser: En Kjedel kostede for ny Bund 66 Kr., en anden for do. 55 Kr., en tredie 36 Kr., en fjerde 16 Kr. o. s. fr. Ved Afleveringen indsmurte "Kunstnerne" Bundene med et tykt Lag Æggehvide og Tørveaske; hvorvidt dette bidrager til Styrke, maae Sagkyndige bekomme. - At Hr. "Bomba" har Praxis, beviser, at han kun afleverer større "Arbeide" mod Qvittering, hvorpaa staaer anført, hvor stor en Sum han har faaet derfor, hvilket saa tjener ham som Anbefaling hos andre Lettroende. Det hidtil Anførte er passeret hos private Folk her paa Egnen; men hvorledes en Regning, qvitteret af Hr. "Bomba" med s. P., stor 70 Kr., paa udført "Arbeide" ved Redningsbaaden ved Sletten Station - hvorledes den vil tage sig ud, naar den skal figurere i Regnskabet over Udgifter under Redningsvæsenet, ja det veed jeg ikke og det kommer mig maaskee heller ikke ved. Den 24de kom (til Forstaaelse af Sidstanførte) en Vogn med 3 utætte Luftkjedler fra Redningsbaaden ved Sletten for at tættes af "Kunstnerne", og det udførte de qvikt ved Hjælp af noget Tin og en Mængde rød Maling, om til Baade for Redningsmandskabet, vil Tiden vise. Et Par Timer efter Afleveringen af dette deres største "Arbeide" brød Banden op og foer paa 2 Vogne, med en lille abeagtig Dyrplager paa Ryggen af en stakkels "Norbak" i Spidsen, afsted vestpaa til Vuust, hvor de nok huserede endnu igaar. Denne Landeplage har saaledes brugt ca. 15 Dage for at passere Han Herrederne fra Øst til Vest, ca. 4 Miil, og det skal siges, at den har brandskattet alvorligt. Ved Afreisen efterlodes alt smaat Arbeide, der var lovet billigt, uden at være gjort noget ved, og overlodes det Vedkommende selv atter at blive "Eiere" deraf. - Om de her anførte Facta maatte bevirke, at denne behjælpsomme Bande kunde forhjælpes lidt hurtigere over Landets Grændser, end skeet er i Han Herrederne, vil det glæde Mange her, der have levet under Fjendens Occupation, men aldrig dengang tilbragte hverken Nætter eller Dage i en saadan Ængstelse, som i den sidste Deel af November 1878.

Efterskr. den 3die. Jeg kan idag tilføie, at Banden, efter at have forladt Fjerritslev, først tog Ophold i Vuust. hvor ondt Veir tvang den til at søge Huusly i 2 Nætter. Dernæst drog den til Bjerget og leirede sig i en Gruusgrav ved Landevejen, hvornæst den drog til Østerild, hvorfra, efter Forlydende, Høvdingen og Høvdinginden aflagde en Visit i Thisted, hvis Politiemester efter Sigende dog har frabedt sig deres mindre behagelige Nærværelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. december 1878).

Zigeunerne i Nordjylland. En Indsender i "Thisted Av." giver følgende Beskrivelse af den Industri, der drives af den Zigeunerbande, der i den sidste Tid har huseret og endnu huserer i Thy: En skøn Dag kommer en Slæde, forspændt med to usle Heste, kjørende, og i samme sidde tre sortsmudsede Personer med et langt, sort Haar ned ad Nakken. I en Fart springe de af Slæden og ind i Husene, hvor de med stor Griskhed kaste sig over alt Kobbertøj, som lige fra den lille Kasserolle til den store Kobberkjedel underkastes en grundig Undersøgelse, og ved samme fremgaar det, at de lide af større eller mindre Mangler, ja selv Kjedler, som man i god Tro til deres Godhed og Tæthed har brugt i mange Aar, fremvise nu pludselig Huller paa Bundene (Trolleri Altsammen). Man er imidlertid glad over at faa sine Kjedler og Kar i brugbar Stand igjen, tilmed da man faar Løfte om, at det vil ske for en billig Penge, og man overlader Zigeunerne sit Kobbertøj, hvormed de fare afsted. Næste Dag har man dem igjen med Kobbertøjet, som de have bragt i tilsyneladende god og smuk Stand, alle Kjedlerne ere nu forsynede med ny Bund, som underkastes en Styrkeprøve, idet Zigeuneren staar op paa Bunden af Kjedlen og tramper paa den for at bevise dens Soliditet. Nu kommer imidlertid Betalingen, ja den er ej slet saa billig, som man fik Løfte om den foregaaende Dag, den varierer fra 15-50 Kr. Man begynder nu at tale om, at det er noget dyrt, og at det ej er efter Aftalen, men man faar kun til Svar, at det er umuligt at gjøre saadant smukt og solidt Arbejde billigere - tilmed da Kobberet er meget dyrt. Imidlertid finder man sig i at betale, hvad de forlange, og man glæder sig dels over, at blive disse paatrængende Gjæster kvit, dels over, at man har faaet sit Kobbertøj repareret, skjøndt det ej er slet saa billigt, som man havde gjort Regning paa. Dog denne Glæde taber sig snart, efter at man af et Øjenvidne er bleven underrettet om, hvorledes denne Reparations-Proces af Kobbertøjet er foregaaet. Naar Zigeunerne nemlig faar en Kobberkjedel hjem i deres Telt, tage de Bunden af samme, skrabe omhyggelig al Sod af og varmer den op i Ilden, indtil den bliver glødende, hvorpaa de hamre den ud, til den bliver glat, og saa snart den saa er kold, sættes den paa Kjedlen igjen, som altsaa tilsyneladende synes at være bleven forsynet med en ny Bund. Det er imidlertid en sørgelig Opdagelse at gjøre, at man i god Tro har maattet betale sin egen Kjedelbund i dyre Domme, men da der formodentlig er Mange, der ville blive Ofre for ovenanførte Industri, er det Hensigten dels at advare Publikum mod disse paatrængende Zigeunere, dels at henstille til vedkommende Politiøvrighed, om der ikke kunde sættes en Stopper for denne Industri, der nærmest har Karakteren af Bedrageri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. december 1878).

Sankt Croix: Efter Oprøret The Fireburn, November 1878. (Efterskrift til Politivennen)

En ulykkelig Stjærne hviler over St. Croix. Øen har i en Række af Aar staaet under et økonomisk Tryk paa Grund af Høstens utilfredsstillende Udfald; i Aar tegnede Alt fortræffeligt, og saa gribes Negrene af en ustyrlig Ødelæggelseslyst, der ikke blot kuldkaster de gode Forhaabninger, men styrter Befolkningen i Nød og Elendighed. Det er grueligt at læse de Beretninger, som i disse Dage ere indløbne til os fra Vestindien. Vilde Negerhobe føre i djævelsk Raseri hen over Øen og afbrændte den ene Plantage efter den anden. En Trediedel af Frederiksted er forvandlet til en Brandtomt, og Halvdelen af dets Formue er gaaet tilgrunde. De ulykkelige Beboere af Byen og af Plantagerne maatte for at frelse Livet flygte bort uden at medtaget Andet, end hvad de gik og stod i. Kvinder og Børn skjulte sig i Sukkermarkerne, medens de ventede paa, at Negrene skulde drage videre for at fortsætte deres Hærværk, og bleve paany grebne af Dødsangst ved at se, at der ogsaa gjordes Forsøg paa at sætte Ild i Sukkerrørene. I Frederiksted, hvor Excesserne begyndte, bestod den hele Besætning, som Politimesteren havde at raade over, af tre Soldater og syv Politibetjente, der maatte indeslutte sig i Fortet for at redde deres eget Liv. Hvilken Lykke var det dog ikke i al den Ulykke, at Brandstiftelserne ikke ledsagedes af et almindeligt Blodbad! Negrene, som vare fuldstændig berusede, lod sig næppe af humane Hensyn lede til at skaane de Hvides Liv; men de vare saa opflammende af Begjærlighed efter at ødelægge og afbrænde Eiendomme, at de ikke havde Sans for Andet, og indbyggerne fik Tid til at flygte.

(Illustreret Tidende, november 1878 (uddrag)

Nedenstående artikel fra The New York Herald bragte også en "boks" med oplysninger om St. Croix.

Oprøret på St. Croix nåede også til udlandet, og bragte mange artikler. Fx. bragte The New York Herald, 28. november 1878, næsten en hel side. Artiklen begrundede oprøret i de slavelignende arbejdsforhold for befolkningen, og konkluderede at det nok ikke ville blive ændret. Her i uddrag - overskrifterne først i artiklen er medtaget, fordi de antydede indholdet. Afskriften af Labor act er udeladt, men i den oprindelige artikel er denne brugt til som bevis på de umenneskelige arbejdsforhold befolkningen levede under:

ST. CROIX.

Causes Which. Led to the Recent Outbreak.

EVILS OF THE EXISTING LABOR SYSTEM

Thirty Years of a Freedom Little Better than Slavery,

WHAT HAS FOLLOWED EMANCIPATION.

Business Interests of the Island. Paralyzed.

ADDITIONAL TROUBLE FEARED.

St. Thomas, Nov. 31, 1878.

The beautiful island of St. Croix so recently rendered desolate by the torch of the incendiary black laborers, is quiet on the surface, but the causes which led to the trouble have not been removed, and there is plenty of evidence that a very bad feeling still exists, which, if not  allayed, may lead to a repetition of the horrors already experienced.* Since its occurrence there have been many speculations as to the cause of the outbreak, and any number of theories have been advanced by those who have taken only the most superficial view of it. These theories have been but little better than ridiculous, and show how wilfully Mind men are to the wrongs of any system by which they prosper. The outbreak was in fact nothing more than a servile Insurrection by men who have been practically Slaves under the so-called "provisional" labor law which has been in existence for thirty years, and from which all the disadvantages of slavery have accrued to the laborer and none of the advantages. While it lias been and is still admitted that labor laws or vagabond acts of a stringent character have been found necessary in all those islands where slavery formerly existed, yet experience has clearly shown that good results have followed them only as kind treatment and a fair remuneration have been accorded the laborer.

DIFFERENT LABOR SYSTEMS.

In Jamaica the sentimentalisin which had its origin at the time of Wilberforce prevented the enactment of any laws for the regulation of the manumitted blacks, and so they were left to their own inclinations, which were to bask in the sun and eat the spontaneous products of nature, and as the result that once beautiful and thrifty island became little better than a desert. In Martinique the Vagabond law enacted by the French following emancipation in 1848 kept the negro at work, while having respect to his freedom as a man and the pleasures of his semi-barbarous nature, and giving a fair remuneration. The result, as is known, has been one of entire satisfaction to the employer and the employed, and Martinique is one of the most prosperous Islands under the sun. I refer to these cases as they constitute the two extremes in the treatment of the labor question following tbe abolition of slavery.

Herefter følger over flere spalter en komplet afskrift af St. Croix' Labor Act. Artiklen konkluderer følgende:

PRESENT CONDITION OF THE ISLAND

The evil effects of the outbreak have not ended with the destruction of the estates. The manufacturing and agricultural interests of the island are paralyzed by the want of confidence resulting from a knowledge of the fact that the cause of the trouble still remains and may, and not unlikely will, lead to further troubles. Men sit despairing amid the ruins of their estates, seeing no way to recover from their losses. The negroes - and they are comparatively few - who are willing to work for the wages prescribed by law are naturally regarded with suspicion, fears being entertained that they only seek an opportunity for revenge or additional destruction. The course which has been pursued in suppressing the insurrection and punishing the insurgents has not been characterized by wisdom. It has had the effect of practically establishing a color line, placing every negro in antagonism to the whites. It has resolved itself into a war of races, in which the governing class are only protected by their arms, of which the negroes are entirely destitute. The latter are peaceful for the time because they are powerless, but there are not wanting evidences of the feeling which controls them. Only last week a negro who had been instrumental in saving property belonging to Mr. Fintaino. the planter who was killed at the post, was murdered in his house, and this is but a sample of what is occurring. What the end is to be no one can tell. In the present condition of affairs it is evident no attempt will be made to conciliate the laborers and, without this, only the strong urni of military power and the practical reestablishment of slavery can induce them to return to their work. Meantime, business is prostrated and no attempt is being made to restore the destroyed estates.

(New York Herald, 28. november 1878)

Colonikassens Bidrag til Statskassen. (Efterskrift til Politivennen)

De vestindiske kolonikassers Bidrag til Statskassen. I Landsthingets Dagsmøde foretoges 1ste Behandling af Lovforslaget om de vestindiske Colonialkassers Bidrag til de almindelige Statsfornødenheder.

Som det vil erindres, gaaer Forslaget ud paa at lade St. Thomas' aarlige Bidrag være uforandret 12.500 Kr. for de følgende 2 Aar, medens St. Croix fritages for at yde Bidrag.

Frijs-Frijsenborg ydede Loven sin fulde Tilslutning, ogsaa forsaavidt den indirecte sigtede til at yde St. Croix en ringe Hjælp. Han kunde kun ønske, at den største Energi vilde blive anvendt for at bringe Øen til at arbeide sig igjennem Ulykken. Formedelst Folkethingets Optræden i den Vestindien vedrørende, med den foreliggende beslægtede Sag fandt han det rigtigt kun i al Almindelighed at berøre de St. Croix overgaaede Ulykker. Han nærede den bedste Fortrøstning til, at Regjeringen vilde see sig istand til at gjenopreise og befæste Ordenen paa Øen, saaledes at derved Arbeidet gjenoptoges og Liv og Virksomhed gjenoprettedes. Han nærede den Fortrøstning, at ikke alene den øjeblikkelige Nød maatte blive afhjulpen, men at der ogfaa maatte fra Statens og Privates Side blive ydet god Støtte til, at de i By og paa Land afbrændte Bygninger kunde blive gjenopbyggede, saaledes at Arbeidet blev Dagens Løsen, og saaledes at det blev muligt at bjerge den rige Høst, som nu stod paa Marken, og som var rigere, end Høsten havde været i Mands Minde, - til Lykke er blot for de Besiddende, men ogsaa for Arbeiderbefolkningen, der, naar Hjælp ikke ydedes Øen, vilde søge andetstedshen. Den hurtigste Hjælp var den meest effective.

Krieger: Man kunde ei ret vel undlade under Behandlingen af dette Lovforslag at tænke paa de større Sager, som stod i Forbindelse dermed. Det var naturligt at udtale sin Sympathi for den af Ulykken hjemsøgte Befolkning. Det var en Selvfølge, at man her i Landsthinget ikke kunde foregribe Forhandlingerne i det andet Thing. Men det maatte dog være tilladt at sige, at denne Sag fremfor Alt behøvede en lidenskabsløs Behandling. Man stod her overfor en Ulykke, der var af samme Art som de Ulykker, der frembringes ved overordentlige Naturbegivenheder. Han mindede om de Forholdsregler, som i sin Tid vare tagne i Anledning af Pengekrisen. Man stod her ikke blot overfor Historiens Dom, men tillige overfor en opmærksom Samtids Dom. Derfor, var der nogen Sag, der ikke egnede sig som Middel til al foretage parlamentariske Kraftprøver med, saa var det denne.

Carstensen: Colonierne havde bestandig været opfattede som Led af Moderlandet. Den Krænkelse, som foretoges paa et Lands Territorium i Colonierne, opfattedes paa samme Maade som en Krænkelse af Neutralitet i Moderlandet. Man burde altid have Raad til at værne om sit gode Navn og Rygte. St. Thomas var Forbindelsespunktet mellem en stor Deel of Europa og Amerika, derfor vilde Alt, hvad der skeer, hurtigst mulig meddele sig til Omverdenens Kundskab. En lille Stat maatte værge sig ikke blot ved Forsvarsforanstaltninger, men tillige ved at erhverve sig Omverdenens Agtelse.

Med 43 St. overgik Loven derefter eenstemmig til 2den Behandling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1878).

Den omtalte "ulykke" var opstanden i begyndelsen af oktober på St. Croix: The Fireburn.

The Fireburn: Kritik af Guvernør Garde. (Efterskrift til Politivennen)

Guvernøren over de dansk-vestindiske Øer.

Blandt de mislige Forhold paa St. Croix, over hvilke Oktoberbegivenhederne kaste et grelt Lys, er Guvernøren, Kammerherre Gardes Adfærd et af de mest fremtrædende.

Det lader sig begribe, at man fra nationalliberal og ministeriel Side synes at have lukket sine Øjne derfor. Og dog viser det sig, at Guvernørens hele Adfærd for og under "Oprøret" har bidraget særdeles meget til, at det kunde opstaa, og at det tog saa stor en Udstrækning, som det desværre har gjort. Det er en haard Bebrejdelse, vi udtale; det paaligger os da at bevise dens Rigtighed. Vi skulle gjøre det, idet vi som Hovedargument benytte Guvernørens egen Rapport til Finansministeriet.

Vi omtale først Guvernørens Forhold forinden "Oprøret" og dernæst hans Fremgangsmaade under selve Oprøret. 

Med Hensyn til det første Punkt rette vi tre Bebrejdelser mod Guvernør Garde, nemlig :

1) at han ikke vidste, at der mellem Landarbejderne paa St. Croix herskede Utilfredshed over en Del af Bestemmelserne i det i 1849 udstedte "provisoriske", men endnu gjældende Arbejdsregulativ;

2) at han ikke vidste, at den over Arbejdsregulativet hos Negrene herskende Uvillie bestyrkedes og forøgedes ved Agitationer fra de fra fremmede Kolonier til St. Croix indvandrede Negre;

3) at han ikke tog eller lod tage tilstrækkelige Forsigtighedsregler i Anledning af den store Sammenstimlen af ledige Negre paa Skiftedagen i Frederikssted.

Det er muligt, at Guvernør Garde nu vil paastaa, at han meget godt var vidende baade om Negrenes Utilfredshed med de bestaaende Arbejdsbestemmelser og om de fra de indvandrede Negres Side drevne Agitationer. Men gjør han det, saa indrømmer han kun, at han meget daarligt har røgtet sit Kald som øverste Øvrighed paa Øerne, idet han ingen Skridt har gjort mod Udbredelsen af Utilfredsheden og ikke fjærnede de fremmede Urostiftere, hvilket laa fuldkomment i hans Magt.

Angaaende det tredie Punkt er intet mere graverende for Guvernøren end en Ytring af Folketingsmand Bille under Forhandlingerne om Laanet til St. Croix, idet denne saa skarpseende Mand sagde, at dersom der havde været 20 Mand Soldater i Frederiksted, saa var "Oprøret" ikke udbrudt. Det var Visdoms Ord; men hvor vare de 20 Mand henne, hvorfor vare de ikke til Stede? Se det er Guvernørens Fejl! Hvorfor har han 1 Kaptejn og 2 Løjtnanter og 51 Mand som Livvagt paa St. Thomas, hvor ingen utilfredse Negere bo; hvorfor var Hovedstyrken af St. Croix' Troppemagt samlet i Kristiansted, hvor der den 1ste Oktober ingen stor Sammenstimlen af Negere finder Sted; og hvorfor var der kun tre Mand Soldater i Frederiksted, hvor der hvert Aar paa Skiftedagen begaas Excesser af drukne Negere? Er det da Meningen, at Soldaterne paa de vestindiske Øer kun skulle være der, hvor der ikke kan være Brug for dem, og at de ikke skulle være der, hvor de muligvis kunne bruges?

Hvorfor var Guvernøren i det hele taget ikke selv til Stede paa St. Croix den 1ste Oktober, da han dog maa have hast nogen Formodning om, at paa denne Ø ikke alt var, saaledes som det skulde være?

Vi komme nu til den anden Side af Sagen, Guvernørens Opførsel under "Oprøret". Vi skulle her i Korthed rekapitulere hans egen Rapport.

Han ankommer den 2den Oktober Kl. 6 til Kristiansted og erklærer strax Øen i Belejringstilstand. Et lille Detachement under en Løjtnant sendes ud (Klokkeslettet angives ikke og heller ikke Bestemmelsen) og kommer hjem næste Morgen Kl. 4 med aldeles uforrettet Sag, da det paa Grund af visse Omstændigheder "ikke kunde se, hvilke Bevægelser der foregik omkring dem". Den 3die Oktober Kl. 9 sætter Guvernøren sig endelig i Bevægelse for at dæmpe "Oprøret"; han efterlader 1 Kaptejn med 95 Mand Soldater og Frivillige i Kristiansted og drager selv afsted med andre 95 Mand, som han sætter paa Vogne. Strax udenfor Byen støder man paa nogle Negere, som ere i Færd med at afbrænde en Plantage, men som forjages ved Soldaternes Ild. Derpaa fortsættes Kjøreturen til Frederiksted. - Mange Ildebrande saas nu i Landet nord for Centerlinien *), altsom Styrken nærmede sig Frederiksted." Da man lykkelig naaer denne By, modtages man der af Befolkningen "med Jubel" og slaar sig der til Ro, skjønt det er først Kl. 2 om Eftermiddagen. Om Aftenen bestiger Guvernøren Dampskibet "Arno" med største Delen af sin Styrke og tilbringer Natten der, opgivende Tanken om endnu samme Aften at vende tilbage til Kristiansted "for yderligere at sikre denne By" (som slet ikke blev foruroliget). Ved denne Lejlighed nød Guvernøren Skuespillet af tre brændende Plantager. Den 4de Oktober om Morgenen ankom Guvernøren for anden Gang til Kristiansted, hvor de af Kjøreturen og Dampskibsfarten udmattede Soldater denne hele Dag "forblev, for at holde Hvil." Denne Beskæftigelse lader til at være bleven fortsat den næste Dag, da Guvernøren ikke omtaler, at noget andet er foretaget. De tre paafølgende Dage gjordes der af Tropperne og de Frivillige Jagt paa nogle Negre, der havde søgt Skjulesteder i Øens mest ubeboede og utilgjængelige Egne - hvor der altsaa intet var at ødelægge. Selve "Oprøret" var endt om Natten mellem den 3die og 4de Oktober; thi Guvernørens Rapport indeholder intet om senere af Negrene begaaede Voldsomheder.

Det er Indholdet af Guvernørens Rapport til Regeringen angaaende de af ham til Undertrykkelsen af "Oprøret" trufne Forholdsregler. Og denne Rapport lader Regeringen sig nok med og lader Guvernøren staa med Palmer i Hænderne.

Men vi tillade os i Anledning af denne Rapport at fremsætte følgende Spørgsmaal:

1) Hvorfor lod Guvernøren ikke strax Kl. 6 om Aftenen den 2den Oktober hele den fra St. Thomas medbragte Styrke rykke mod Brandstifterne, der paa denne Tid netop lagde deres Vej i Retning mod Frederiksted, saaledes at en Fremrykning i den modsatte Retning upaatvivlelig vilde have ført Styrken lige paa Brandstifterne? Det lille fra Kristiansted udsendte Detachement kom dem saa nær, at det tydelig hørte Negrenes paa Muslingskaller givne Signaler, ikke at tale om, at det saa den ene Plantage gaa op i Luer efter den anden. Udtrykket i Rapporten, at Detachementet ikke kunde se Bevægelserne, der foretoges omkring dem, er mildest talt højst besynderligt.

2) Hvorfor ventede Guvernøren den 3die Oktober til Kl. 9, inden han rykkede ud til Frederiksted, og hvorfor lod han ikke Detachementer udgaa tidlig om Morgenen for at undersøge Sagernes Stilling? Undladelsen af denne højst simple Forholdsregel førte til, at Soldaterne kjørte lige op til en Bande af Negre, der vare i Færd med at afbrænde en Planlage, saaledes at Soldaterne maatte i en Fart springe af Vognene. Havde der været Tale om en organiseret Modstand fra Negrenes Side, saa vilde en saadan Fremgangsmaade være kommen Soldaterne dyrt til at staa.

3) Hvorfor fortsatte Guvernøren Kjøreturen mod Frederiksted, skjønt han saa de Ødelæggelser, som Negrene anrettede nord for den af ham fulgte Vej? Hvorfor gik Guvernøren ikke med hele sin Styrke frem i denne Retning for at standse disse Ødelæggelser? Hvad vilde han i det hele taget i Frederiksted, hvor Ordenen alt var gjenoprettet for 1½ Døgn siden, og hvor der ikke var mindste Fare for, at Negrene skulde vende tilbage til?

4) Hvorfor blev Guvernøren i Frederiksted den 3die Oktober uden at foretage det allermindste til at dæmpe Opstanden?

5) Hvorfor sejlede Guvernøren tilbage til Kristianssted den 4de Oktober i Stedet for at drage igjennem Øen for at kvæle Resten af Oprøret?

6) Hvorfor lod han hele sin Styrke forblive rolig i Kristianssted i to samfulde Dage uden at foretage det allermindste mod Negrene? Han maa jo dog altsaa vel have troet, at dette ikke behøvedes, men hvorfor meldte han saa ikke strax til Regeringen, at Opstanden var fuldstændig undertrykt? Her længtes vi dog i Sandhed meget efter at faa en saadan Efterretning.

7) Hvorfor tillod Guvernøren, at der paa egen Haand udgik udisciplinerede Bander af Frivillige, for at gjøre Jagt paa Negrene? Havde han ikke en tilstrækkelig stor Troppemagt for at opspore den lille Rest af bortflygtede Negre, saa burde han have taget imod den Hjælp, der tilbødes ham af de fremmede Krigsskibe. Her var ikke Tale om en Menneskejagt, men om at indfange Forbrydere, og man har ikke Lov til mod dem at udsende Folk, mod hvilke de paagjældende Forbrydelser ere begaaede (i det foreliggende Tilfælde Planterne og deres Forvaltere); thi man giver derved de Skyldige til Pris for den private Hævnlyst. -

Hr. Kammerherre Garde er Regeringssystemets og den nationalliberale Dygtigheds fornemste Repræsentant paa de dansk-vestindiske Øer. A. B.

*) Den Chaussee, paa hvilken Guvernøren kjørte med sine Soldater

(Morgenbladet (København) 21. november 1878).

Markedspladsen i Frederiksted. Årstal ikke angivet. Det kongelige Bibliotek.

Kryolith-Brudene i Grønland. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man kommer til Kryolith-Brudene ved Ivigtout, træffer man der en Virksomhed, som man ellers intet Sted finder i Grønland. To Lokomobiler ere Dag og Nat i stadig Virksomhed, dels med at pumpe Vandet ud af Brudene, dels med at trække de med Kryolith læssede Vogne op af Dybet. Man hører hele Dagen igennem den haarde Lyd af Hammerslagene imod Staalboret, Skud og Drøn fra de forskellige Sprængninger, Klokkeslag. Damppibens gennemtrængende Lyd, blandet med Slag paa en Jernplade, for naar der tændes an i Fængtraaden, at varsko Folk om, at de i Tide skulle bortfjerne sig. Kryolithen er ved Sprængning ikke saa slem til at springe højt i Vejret som den Ublandede Kvarts. Imidlertid fik dog i Sommer en Arbejder Hovedet kløvet af en Kryolithstump, endskøndt han stod i et Sidebrud, dækket af en 50 Fod høj Mur. Ved Brudene arbejde om Sommeren 150 Mand; ved selve Kryolithens Sprængning arbejde vel kun 80 Mand, men saa er der jo Maskinfolk, Pladsformænd, Pakhuskarle, Kryolithstablere, Folk, der køre Vogne henad Skinnerne, Smede, Bagere, Bryggere og Baadpassere. Af Skibe, som havde indtaget Kryolith-Ladninger, har der i Aar kun været 21, medens der i Fjor var 29; de fleste Ladninger ere gaaede til Amerika. - Sidste Vinter var ved Godthaab højst urolig med Storm og stort Snefal ; men den var dog i sin Helhed ikke kold. For Evropæerne er det, naar de først vænne sig lidt til Livet deroppe, i Grunden en let Sag at leve der i deres lune Bopæle med deres gode Forraadshuse; men for de stakkels Indfødte, der maa færdes paa Havet for at opholde Livet, er det om Vinteren ofte meget drøjt, selv om de har været nok saa forsynlige.

(Social-Demokraten 21. november 1878).