Folketinget er opløst. (Efterskrift til Politivennen)

Der havde i de sidste Dage været Lyn i Luften oppe i Folketingssalen. Vredeslyn skød ud fra de forskellige Parti-Chefers Side og mest fra Regeringens Chef, Hr. Ministerpræsident Estrup.

Det var Lovforslaget om "Laan og Understøttelse til St. Croix", som fremkaldte den hele Spænding og den endelige Katastrofe: Folketingets Opløsning. Denne var som et Jordskælv, kun varende faa Minuter, men kastende Alt overende; Folketinget blev kastet overende.

Hvad indeholdt da denne "St. Croix Lov", at den kunde bringe en saadan Finale paa indeværende Rigsdagssession ?

Gennem St. Croix-Loven ønskede Regeringen, Hr. Estrup, sig et Par Millioner, til at sende over til hin Ø, navnlig til Understøttelse af de rige og privilegerede Plantere, fordi disse paa Grund af aarlange Tyranniseringer af deres Arbejdere, Negerne, omsider havde erholdt lidt Gengæld fra de Undertryktes Side, faaet nogle Træskure og Beboelseshuse brændte af, og nogle Fade Rom drukket eller spildt.

Venstre derimod vilde ikke tillade, at der sendtes saa mange Penge ud af Landet, baade fordi Understøttelsen gjaldt Folk, som aldeles ikke fortjente den, og fordi den hele Administration af de dansk-vestindiske Besiddelser baade før Oprøret og under Oprøret har været i den yderste Grad slet. Venstre vilde kun bevilge Penge til St. Croix, naar der fra Regeringens Side gaves sikre Garantier for, at disse vilde blive brugte til Alles Tarv, at de undertrykte Negre fik Lettelse i deres Kaar, og at Administrationen derovre blev ordnet paa retfærdig og tidssvarende Maade.

Dette Forlangende fra Venstres Side vilde imidlertid Hr. Estrup, støttet af Højre, ikke gaa ind paa. Hr. Estrup vilde straks have Millioner Kroner til Afsendelse og Anvendelse efter sit Hovede, uden ringeste Indvending fra dem, som siulde yde dem, og uden nogen væsenlig Forpligtelse og Garanti for, at disse Penge blev godt anvendte.

De Manøvrer, Ministeriet satte i Gang under St. Croix-Debatten, var højst besynderlige. Hr. Estrup meddelte et Telegram derfra, som udtalte, at et nyt Oprør kunde befrygtes, hvis der ikke blev sendt en Bunke Penge derover. Men Hr. Estrup, man skød jo Negrene ned for Fode under Oprøret. Hvorledes skulde der saa nu være nok til at gøre Revolte, især da den væbnede Styrke for Øjeblikket er ni Gange saa stor, som før. Ikke en Gang om de skudte Negre stod op, som Kæmperne i Valhal, vilde der kunde tænkes et farligt Oprør. Hver Neger maatte mindst blive til tyve Mand velbevæbnede med Bagladere, hvis man skulde "frygte" en ny Insurrektion. I Sandhed, hele det Telegram er grumme naivt; Dhrr. Berg og Bojsen kan man ikke fortænke i deres Udtalelser angaaende det; man kan da hverken være bekendt at lade sig binde Noget paa Ærmet eller lade sig true; hele Telegrammet var imidlertid af en saadan Natur, at enten var det en "And" eller en tom Trudsel, eller ogsaa er det en Latterlighed, hvilket man rigtignok mindre kan være bekendt at tiltro Landets Styrere, Ministrene, end det første.

Vi sympatiserer med Venstres Modstand mod St. Croix-Loven, - egentlig forkastet blev den jo ikke - , ti hvorledes skulde Folketinget kunde forsvare at sende Miljoner over Atlanterhavet, naar baade Mellemstand og i det, at navnlig de sidste lider ligefrem Nød.

Desuden, hvorfor havde Ministeriet saadan en Hast med at opløse Tinget. Dets Begæring var jo ikke helt afvist. Hr. Winther bebudede jo et Forslag, som sikkert vilde være bleven vedtagen, og som maa kaldes baade hensynsfuldt og billigt. Hr. Winther foreslog Nedsættelsen af en Kommission valgt af Regering og Rigsdag med det Formaal at undersøge Forholdene paa Øen og uddele den nødvendige Understøttelse til dem, som virkeligt maatte trænge dertil og fortjente Hjælp; Understøttelsessummen skulde straks bevilges med 300,000 Kr., og senere, naar mere viste sig nødvendigt, naturligvis efter Kommissionens Skøn, skulde yderligere Hjælp bevilges. Hr. Estrup vilde imidlertid ikke have noget med dette Forslag at gøre, men foretog sin Opløsnings-Oplæsning uden videre; det maa man stemple i det Mindste som Ubillighed.

Rigtignok har Hr. Estrup i sin Tid sat den "Provisoriske" i Gang; men alligevel vil vi ikke tro noget saa Slet, at Regeringen paa egen Haand før Sagens Behandling i Repræsentationen skulde tage selv af Statskassen, og at den derfor ikke turde afvente Afstemningen over Winthers Forslag, fordi den frygtede, at dette skulde blive vedtaget, hvilket vilde være generende i højeste Grad, hvis det selvtagne Beløb var større end det, Vinther foreslog. Som sagt vi vil ikke tro noget saa Slet.

Hvad selve Opløsningen angaar, da vil den tillige med den efterfølgende Valgkamp drage hele Publikums Opmærksomhed hen paa sig, og ikke saa lidet forstyrre Juleomsætningen, hvilket vil komme til at gaa ud over baade Mellemstandenes Arbejderne; men dette maa de takke Hr. Estrup for. Man skulde tro, at Hr. Estrup, som er Storproducent, benyttede sin Stilling som Landets Minister til at ruinere Smaafolk, - det holder jo altid Storproducenterne af, saa bliver de jo alene om Købet og Salget, . - i den Grad bærer Hr. Estrups Handlinger Præg af Hensynsløshed overfor de Mindre. Denne Tro er dog naturligvis uberettiget; alle Kalamiteterne og Fejlgrebene ligger lad os kun sige det rent ud - i, at Hr. Estrup ikke besidder den fornødne Omsigt og Duelighed til at være Minister, men dette burde Hr. Estrup have Selvkritik nok til at kunne indse og overgive sin Post til en Anden; der er jo dog Ingen, der kan tvinge Hr. Estrup til at blive paa Taburetten, naar han ikke selv vilde blive. Naa, det kan ligesaa lidt nytte at tale herom som at disputere med stædige Folk.

Socialdemokrater! en Valgkamp staar for Døren, vi maa ikke lade den være uandset af os.

* * *

Efter at vi har nedskrevet Ovenstaaende bringer "Berlingske Tidende" den ganske interessante Meddelelse, at Hr. Estrup allerede ved Telegram har bemyndiget Guvernør Garde til, hvor Nødvendigheden kræver det, at yde Bureaulaan til Istandsættelse af de ved Oprøret ødelagte Sukkerværker til Beløb ikke over 125,000 Dollars ca. 500,000 Kr. Regeringen har altsaa atter egenmægtigt givet sig en Bevilling trods Folketinget. At denne "provisoriske" Bevilling overstiger den, som Regeringen kunde have erholdt ved at lade Winthers Forslag om Laan til St. Croix blive bevilget, med 200,000 Kr., tjener ikke til at styrke os i den Tro, som vi ovenfor saa gærne vilde hævde, at Regeringen ikke paa egen Haand har taget den attraaede Bevilling af Statskassen, inden Folkerepræsentationen havde faaet Lejlighed til at stemme over Sagen.

(Social-Demokraten 12. december 1878).

Socialdemokratiet var imod regeringens bevilling til St. Croix fordi den ikke var rettet mod "de fortrykte borgere der". Man henviste til at utilfredsheden havde givet sig udtryk i The Fireburn.

Folketingsvalget i 1879 blev afholdt 3. januar 1879 i Danmark og 12. marts 1879 på Færøerne. Den samlede stemmeprocent i hele riget var på 47,15%. Højre fik 22 mandater, de nationalliberale 10 (tabte 9). De tre Venstrepartier fik tilsammen 68 (tabte 4, alle fra Mellempartiet). Udenfor grupperne 2. Folketingsperioden efter valget varede fra 1879 – 1881.

To forsøg på at gentage dette med få måneders mellemrum i 1881 lykkedes imidlertid ikke for Estrup. Ved begge disse valg styrkedes Venstre således at det mere end opvejede valgnederlaget i 1879.

Korrespondance fra Maribo. (Efterskrift til Politivennen)

Det ser sort ud her paa Laaland. Alt, men især de forskellige Haandværkerfag, er paa Retur i en for ethvert tænkende Menneske foruroligende Grad. Arbejdsløsheden med al dens Nød og Elendighed træder i Aar mere nøgen og truende frem, end nogensinde før. Mange ledige Svende strejfer daglig her igennem, forgæves søgende Arbejde; alle Steder fra hører man kun om Afskedigelser og Lønningsnedsættelser. Fortjenesten paa det Arbejde her endnu er, bliver baade af Arbejder og Arbejdsgiver trykket ned til at være en Sulteløn, dels fordi mangen en hjerteløs Storborger benytter sig af de daarlige Tider til at gøre Ondt værre, og dels fordi Arbejderne underbyder hinanden, blot for saa længe som muligt at holde Sult og Kulde fra sig og Sine.

Jeg skal her anføre et Par Eksempler, som tydeligt viser, hvad der bydes unge arbejdsdygtige Svende, som alligevel, paa Grund af Forholdene, maa være glade ved at staa i Arbejde. En Maler sagde saaledes til sine Svende, at han ikke kunde give mere end Føden for deres Arbejde, og paa et større Skomageretablissement har man nedsat Svendenes Priskurant med fra 10 til 20 pCt. I dette Fag er det alene den tøjlesløse Konkurrance der bevirker denne Tilbagegang; ti der er ingen Mangel paa Arbejde. En Skomagersvend har saaledes nu for 14 Timers daglig Arbejde (Middagstimen fraregnet) en Løn af fra 12 til 13 Kroner ugenlig. Naar nu en saadan Arbejder har Familje og han paa Grund af det overanstrengende Arbejde bliver syg, eller der indtræffer Andet udenfor det daglige, og man saa tillige tager i Betragtning at Prisen paa Subsistensmidler samt Huslejen ikke falder i Forhold til Arbejdslønnen, - hvad staar der saa tilbage for ham? Jeg henstiller rolig til Enhver, der har Følelse og Sans for Ret og Billighed, at dømme i denne Sag.

Julen staar for Døren, og "Glædelig Jul" vil snart lyde overalt og til Alle; men vil ikke disse Fredens og Hvilens Ord forvandles til en skærende Ironi i den Mands Hjerte, der ved, at han ikke med sin bedste Vilje i sit Hjem er i Stand til at stabe en virkelig glædelig Jul.

Men trods denne sørgelige Tingene Tilstand, trods Pengeposens Overgreb paa alle Maader, vedbliver Arbejderne dog, med Undtagelse af en ganske forsvindende Del, haardnakket at følge den gamle Uvidenhedens Slendrian, og saa snart der er Tale om at vaagne op og slutte sig til Arbejderpartiet, og med en liden Skærv, som f. Eks. at holde dets Blade, at bidrage sit til at lette dets store og besværlige Arbejde, nemlig Arbejdets Løsning fra Kapitalen, saa faar man altid dette sløve, egoistiske Svar: "Det koster jo ogsaa Penge, og hvad kan det nytte; der maa vel komme bedre Tider." Men disse Mennesker gaar i Blinde, de ser ikke, at Jorden glider bort under deres Fødder; de mærker ikke, at de mere og mere taber Fodfæstet som selvstændige og frie Arbejdere. Først naar Kapitalens Tøffel træder saa haardt paa deres Nakke, at de ikke mere kan rejse sig, først da vil de vaagne, og da er det forsent. P.

(Social-Demokraten 8. december 1878).

Zigeunere i Nordjylland. (Efterskrift til Politivennen)

Han Herred, den 2den December. Zigeunere, Han Herred. Omtrent den 14de November kom det Rygte til os, at Høvdingen "Hr. Bomba" var indtruffen  til Østersvenstrup med sin Bande for der at opføre "ungarske Dandse", med hvilken Kunstproduction det nok forøvrigt var daarligt bevendt. Den 16de kom Banden hertil i det sædvanlige Landstrygeroptog, installerede sig ½ Miil fra Herredscomptoiret. 13 Personer ialt: Høvdingen med Gemalinde, Stamherren, Datter og Svigersøn, Resten større og mindre Børn. Gjæstgiveren i Fjerritslev, hos hvem Hr. Bomba forlangte Plads, nægtede dette og sendte samtidigt et Bud afsted til Herredscomptoiret med skriftlig Anmodning om Raad eller Assistance til Fjernelse af Banden, hvis Nærværelse paa hans Eiendom forekom ham alt for uhyggelig. Det skriftlige Svar lød paa, at Comptoiret savnede Bemyndigelse til at fjerne Zigeunerne, men at det naturligviis stod ham (Gjæstg.) frit for at nægte dem Ophold paa sin Eiendom. Efter at Banden om Natten imellem den 19de og 20de havde været leiret i umiddelbar Nærhed af Kroen, flyttede den hen paa en Gaardmands Grund østenfor, i Læ af en Gruusbanke ved Landevejen, og fra nu af saae man dem hver Dag, enkeltviis eller fleer i Flok, tilvogns, tilhest - de eie nemlig et Par Krikker - eller gaaende fare ud i i Omegnen for ved deres glubende Udseende at forfærde og brandskatte Folk, og dermed gik de meget systematisk tilværks, thi naar et af de sorte Uhyrer kom ind et Sted, foer han ud i Kjøkken og Bryggers, greb hvad han saae af Kobber- og Messingtøi, fortalte i sit gebrokne Tatersprog, at det var itu og vilde koste 2 Kr. Pundet for en ny Bund - mindre Lapperier holdt de ikke af - , og saa gik det i flyvende Fart tilbage til "Leiren". Man har fra de mindeværdige 8 Dage seet Exempler paa, at de uden Tilladelse have brudt en Grubekjedel ud af Muren og bortført den. Traf det et enkelt Sted, at Huusherren tog Mod til sig og satte Magt imod Magt, saa fremkom "Høvdingen" med en halv eller en heel Hundredekroneseddel og tilbød at sætte den i Pant, hvilken storartede Flothed ikke undlod at imponere Vedkommende.  I det primitive Værksted, - den bare Jord i Telte, et Baal af "reddede tørv" og gammelt Tømmer samt en lang Ambolt, fastgjort i Jorden, - "arbejdede" Banden om Natten, hvilket gik for sig med Hylen og Skrigen, til megen Opbyggelse for de Vejfarende. Natarbejdet foregik, efter hvad der senere er fremkommet, for at man ikke skulde komme efter deres Bedragerier, thi de eiede ikke nyt Kobber, men de skrabede de gamle Bunde i Kjedlerne, gjorde dem yderligere rene med Syre og hamrede dem, saa de bleve kuplede, og dermed vare de færdige. Spurgte man dem nu, hvor de fik Kobber fra, da fortalte de, at det gamle blev smeltet sammen i et Hul i Jorden og udhamret til nye Plader; at dette er "Fabel" veed Enhver, som har lidt Begreb om et Kobberværk. At det her ikke dreiede sig om Smaaskillinger og at Hr. "Bomba" har let ved at slaae om sig med "store Sedler" vise følgende Talstørrelser: En Kjedel kostede for ny Bund 66 Kr., en anden for do. 55 Kr., en tredie 36 Kr., en fjerde 16 Kr. o. s. fr. Ved Afleveringen indsmurte "Kunstnerne" Bundene med et tykt Lag Æggehvide og Tørveaske; hvorvidt dette bidrager til Styrke, maae Sagkyndige bekomme. - At Hr. "Bomba" har Praxis, beviser, at han kun afleverer større "Arbeide" mod Qvittering, hvorpaa staaer anført, hvor stor en Sum han har faaet derfor, hvilket saa tjener ham som Anbefaling hos andre Lettroende. Det hidtil Anførte er passeret hos private Folk her paa Egnen; men hvorledes en Regning, qvitteret af Hr. "Bomba" med s. P., stor 70 Kr., paa udført "Arbeide" ved Redningsbaaden ved Sletten Station - hvorledes den vil tage sig ud, naar den skal figurere i Regnskabet over Udgifter under Redningsvæsenet, ja det veed jeg ikke og det kommer mig maaskee heller ikke ved. Den 24de kom (til Forstaaelse af Sidstanførte) en Vogn med 3 utætte Luftkjedler fra Redningsbaaden ved Sletten for at tættes af "Kunstnerne", og det udførte de qvikt ved Hjælp af noget Tin og en Mængde rød Maling, om til Baade for Redningsmandskabet, vil Tiden vise. Et Par Timer efter Afleveringen af dette deres største "Arbeide" brød Banden op og foer paa 2 Vogne, med en lille abeagtig Dyrplager paa Ryggen af en stakkels "Norbak" i Spidsen, afsted vestpaa til Vuust, hvor de nok huserede endnu igaar. Denne Landeplage har saaledes brugt ca. 15 Dage for at passere Han Herrederne fra Øst til Vest, ca. 4 Miil, og det skal siges, at den har brandskattet alvorligt. Ved Afreisen efterlodes alt smaat Arbeide, der var lovet billigt, uden at være gjort noget ved, og overlodes det Vedkommende selv atter at blive "Eiere" deraf. - Om de her anførte Facta maatte bevirke, at denne behjælpsomme Bande kunde forhjælpes lidt hurtigere over Landets Grændser, end skeet er i Han Herrederne, vil det glæde Mange her, der have levet under Fjendens Occupation, men aldrig dengang tilbragte hverken Nætter eller Dage i en saadan Ængstelse, som i den sidste Deel af November 1878.

Efterskr. den 3die. Jeg kan idag tilføie, at Banden, efter at have forladt Fjerritslev, først tog Ophold i Vuust. hvor ondt Veir tvang den til at søge Huusly i 2 Nætter. Dernæst drog den til Bjerget og leirede sig i en Gruusgrav ved Landevejen, hvornæst den drog til Østerild, hvorfra, efter Forlydende, Høvdingen og Høvdinginden aflagde en Visit i Thisted, hvis Politiemester efter Sigende dog har frabedt sig deres mindre behagelige Nærværelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. december 1878).

Zigeunerne i Nordjylland. En Indsender i "Thisted Av." giver følgende Beskrivelse af den Industri, der drives af den Zigeunerbande, der i den sidste Tid har huseret og endnu huserer i Thy: En skøn Dag kommer en Slæde, forspændt med to usle Heste, kjørende, og i samme sidde tre sortsmudsede Personer med et langt, sort Haar ned ad Nakken. I en Fart springe de af Slæden og ind i Husene, hvor de med stor Griskhed kaste sig over alt Kobbertøj, som lige fra den lille Kasserolle til den store Kobberkjedel underkastes en grundig Undersøgelse, og ved samme fremgaar det, at de lide af større eller mindre Mangler, ja selv Kjedler, som man i god Tro til deres Godhed og Tæthed har brugt i mange Aar, fremvise nu pludselig Huller paa Bundene (Trolleri Altsammen). Man er imidlertid glad over at faa sine Kjedler og Kar i brugbar Stand igjen, tilmed da man faar Løfte om, at det vil ske for en billig Penge, og man overlader Zigeunerne sit Kobbertøj, hvormed de fare afsted. Næste Dag har man dem igjen med Kobbertøjet, som de have bragt i tilsyneladende god og smuk Stand, alle Kjedlerne ere nu forsynede med ny Bund, som underkastes en Styrkeprøve, idet Zigeuneren staar op paa Bunden af Kjedlen og tramper paa den for at bevise dens Soliditet. Nu kommer imidlertid Betalingen, ja den er ej slet saa billig, som man fik Løfte om den foregaaende Dag, den varierer fra 15-50 Kr. Man begynder nu at tale om, at det er noget dyrt, og at det ej er efter Aftalen, men man faar kun til Svar, at det er umuligt at gjøre saadant smukt og solidt Arbejde billigere - tilmed da Kobberet er meget dyrt. Imidlertid finder man sig i at betale, hvad de forlange, og man glæder sig dels over, at blive disse paatrængende Gjæster kvit, dels over, at man har faaet sit Kobbertøj repareret, skjøndt det ej er slet saa billigt, som man havde gjort Regning paa. Dog denne Glæde taber sig snart, efter at man af et Øjenvidne er bleven underrettet om, hvorledes denne Reparations-Proces af Kobbertøjet er foregaaet. Naar Zigeunerne nemlig faar en Kobberkjedel hjem i deres Telt, tage de Bunden af samme, skrabe omhyggelig al Sod af og varmer den op i Ilden, indtil den bliver glødende, hvorpaa de hamre den ud, til den bliver glat, og saa snart den saa er kold, sættes den paa Kjedlen igjen, som altsaa tilsyneladende synes at være bleven forsynet med en ny Bund. Det er imidlertid en sørgelig Opdagelse at gjøre, at man i god Tro har maattet betale sin egen Kjedelbund i dyre Domme, men da der formodentlig er Mange, der ville blive Ofre for ovenanførte Industri, er det Hensigten dels at advare Publikum mod disse paatrængende Zigeunere, dels at henstille til vedkommende Politiøvrighed, om der ikke kunde sættes en Stopper for denne Industri, der nærmest har Karakteren af Bedrageri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. december 1878).

Sankt Croix: Efter Oprøret The Fireburn, November 1878. (Efterskrift til Politivennen)

En ulykkelig Stjærne hviler over St. Croix. Øen har i en Række af Aar staaet under et økonomisk Tryk paa Grund af Høstens utilfredsstillende Udfald; i Aar tegnede Alt fortræffeligt, og saa gribes Negrene af en ustyrlig Ødelæggelseslyst, der ikke blot kuldkaster de gode Forhaabninger, men styrter Befolkningen i Nød og Elendighed. Det er grueligt at læse de Beretninger, som i disse Dage ere indløbne til os fra Vestindien. Vilde Negerhobe føre i djævelsk Raseri hen over Øen og afbrændte den ene Plantage efter den anden. En Trediedel af Frederiksted er forvandlet til en Brandtomt, og Halvdelen af dets Formue er gaaet tilgrunde. De ulykkelige Beboere af Byen og af Plantagerne maatte for at frelse Livet flygte bort uden at medtaget Andet, end hvad de gik og stod i. Kvinder og Børn skjulte sig i Sukkermarkerne, medens de ventede paa, at Negrene skulde drage videre for at fortsætte deres Hærværk, og bleve paany grebne af Dødsangst ved at se, at der ogsaa gjordes Forsøg paa at sætte Ild i Sukkerrørene. I Frederiksted, hvor Excesserne begyndte, bestod den hele Besætning, som Politimesteren havde at raade over, af tre Soldater og syv Politibetjente, der maatte indeslutte sig i Fortet for at redde deres eget Liv. Hvilken Lykke var det dog ikke i al den Ulykke, at Brandstiftelserne ikke ledsagedes af et almindeligt Blodbad! Negrene, som vare fuldstændig berusede, lod sig næppe af humane Hensyn lede til at skaane de Hvides Liv; men de vare saa opflammende af Begjærlighed efter at ødelægge og afbrænde Eiendomme, at de ikke havde Sans for Andet, og indbyggerne fik Tid til at flygte.

(Illustreret Tidende, november 1878 (uddrag)

Nedenstående artikel fra The New York Herald bragte også en "boks" med oplysninger om St. Croix.

Oprøret på St. Croix nåede også til udlandet, og bragte mange artikler. Fx. bragte The New York Herald, 28. november 1878, næsten en hel side. Artiklen begrundede oprøret i de slavelignende arbejdsforhold for befolkningen, og konkluderede at det nok ikke ville blive ændret. Her i uddrag - overskrifterne først i artiklen er medtaget, fordi de antydede indholdet. Afskriften af Labor act er udeladt, men i den oprindelige artikel er denne brugt til som bevis på de umenneskelige arbejdsforhold befolkningen levede under:

ST. CROIX.

Causes Which. Led to the Recent Outbreak.

EVILS OF THE EXISTING LABOR SYSTEM

Thirty Years of a Freedom Little Better than Slavery,

WHAT HAS FOLLOWED EMANCIPATION.

Business Interests of the Island. Paralyzed.

ADDITIONAL TROUBLE FEARED.

St. Thomas, Nov. 31, 1878.

The beautiful island of St. Croix. so recently .rendered desolate by the torch of the incendiary black laborers, is quiet on the surface, but the causes which led to the trouble have not been removed, and there is plenty of evidence that a very bad feeling still exists, which, if not  allayed, may lead to a repetition of the horrors already experienced.* Since its occurrence there have been many speculations as to the cause of the outbreak, and any number of theories have been advanced by those who have taken only the most superficial view of it. These theories have been but little better than ridiculous, and show how wilfully Mind men are to the wrongs of any system by which they prosper. The outbreak was in fact nothing more than a servile Insurrection by men who have been practically Slaves under the so-called "provisional" labor law which has been in existence for thirty years, and from which all the disadvantages of slavery have accrued to the laborer and none of the advantages. While it lias been and is still admitted that labor laws or vagabond acts of a stringent character have been found necessary in all those islands where slavery formerly existed, yet experience has clearly shown that good results have followed them only as kind treatment and a fair remuneration have been accorded the laborer.

DIFFERENT LABOR SYSTEMS.

In Jamaica the sentimentalisin which had its origin at the time of Wilberforce prevented the enactment of any laws for the regulation of the manumitted blacks, and so they were left to their own inclinations, which were to bask in the sun and eat the spontaneous products of nature, and as the result that once beautiful and thrifty island became little better than a desert. In Martinique the Vagabond law enacted by the French following emancipation in 1848 kept the negro at work, while having respect to his freedom as a man and the pleasures of his semi-barbarous nature, and giving a fair remuneration. The result, as is known, has been one of entire satisfaction to the employer and the employed, and Martinique is one of the most prosperous Islands under the sun. I refer to these cases as they constitute the two extremes in the treatment of the labor question following tbe abolition of slavery.

Herefter følger over flere spalter en komplet afskrift af St. Croix' Labor Act. Artiklen konkluderer følgende:

PRESENT CONDITION OF THE ISLAND

The evil effects of the outbreak have not ended with the destruction of the estates. The manufacturing and agricultural interests of the island are paralyzed by the want of confidence resulting from a knowledge of the fact that the cause of the trouble still remains and may, and not unlikely will, lead to further troubles. Men sit despairing amid the ruins of their estates, seeing no way to recover from their losses. The negroes - and they are comparatively few - who are willing to work for the wages prescribed by law are naturally regarded with suspicion, fears being entertained that they only seek an opportunity for revenge or additional destruction. The course which has been pursued in suppressing the insurrection and punishing the insurgents has not been characterized by wisdom. It has had the effect of practically establishing a color line, placing every negro in antagonism to the whites. It has resolved itself into a war of races, in which the governing class are only protected by their arms, of which the negroes are entirely destitute. The latter are peaceful for the time because they are powerless, but there are not wanting evidences of the feeling which controls them. Only last week a negro who had been instrumental in saving property belonging to Mr. Fintaino. the planter who was killed at the post, was murdered in his house, and this is but a sample of what is occurring. What the end is to be no one can tell. In the present condition of affairs it is evident no attempt will be made to conciliate the laborers and, without this, only the strong urni of military power and the practical reestablishment of slavery can induce them to return to their work. Meantime, business is prostrated and no attempt is being made to restore the destroyed estates.

(New York Herald, 28. november 1878)

Colonikassens Bidrag til Statskassen. (Efterskrift til Politivennen)

De vestindiske kolonikassers Bidrag til Statskassen. I Landsthingets Dagsmøde foretoges 1ste Behandling af Lovforslaget om de vestindiske Colonialkassers Bidrag til de almindelige Statsfornødenheder.

Som det vil erindres, gaaer Forslaget ud paa at lade St. Thomas' aarlige Bidrag være uforandret 12.500 Kr. for de følgende 2 Aar, medens St. Croix fritages for at yde Bidrag.

Frijs-Frijsenborg ydede Loven sin fulde Tilslutning, ogsaa forsaavidt den indirecte sigtede til at yde St. Croix en ringe Hjælp. Han kunde kun ønske, at den største Energi vilde blive anvendt for at bringe Øen til at arbeide sig igjennem Ulykken. Formedelst Folkethingets Optræden i den Vestindien vedrørende, med den foreliggende beslægtede Sag fandt han det rigtigt kun i al Almindelighed at berøre de St. Croix overgaaede Ulykker. Han nærede den bedste Fortrøstning til, at Regjeringen vilde see sig istand til at gjenopreise og befæste Ordenen paa Øen, saaledes at derved Arbeidet gjenoptoges og Liv og Virksomhed gjenoprettedes. Han nærede den Fortrøstning, at ikke alene den øjeblikkelige Nød maatte blive afhjulpen, men at der ogfaa maatte fra Statens og Privates Side blive ydet god Støtte til, at de i By og paa Land afbrændte Bygninger kunde blive gjenopbyggede, saaledes at Arbeidet blev Dagens Løsen, og saaledes at det blev muligt at bjerge den rige Høst, som nu stod paa Marken, og som var rigere, end Høsten havde været i Mands Minde, - til Lykke er blot for de Besiddende, men ogsaa for Arbeiderbefolkningen, der, naar Hjælp ikke ydedes Øen, vilde søge andetstedshen. Den hurtigste Hjælp var den meest effective.

Krieger: Man kunde ei ret vel undlade under Behandlingen af dette Lovforslag at tænke paa de større Sager, som stod i Forbindelse dermed. Det var naturligt at udtale sin Sympathi for den af Ulykken hjemsøgte Befolkning. Det var en Selvfølge, at man her i Landsthinget ikke kunde foregribe Forhandlingerne i det andet Thing. Men det maatte dog være tilladt at sige, at denne Sag fremfor Alt behøvede en lidenskabsløs Behandling. Man stod her overfor en Ulykke, der var af samme Art som de Ulykker, der frembringes ved overordentlige Naturbegivenheder. Han mindede om de Forholdsregler, som i sin Tid vare tagne i Anledning af Pengekrisen. Man stod her ikke blot overfor Historiens Dom, men tillige overfor en opmærksom Samtids Dom. Derfor, var der nogen Sag, der ikke egnede sig som Middel til al foretage parlamentariske Kraftprøver med, saa var det denne.

Carstensen: Colonierne havde bestandig været opfattede som Led af Moderlandet. Den Krænkelse, som foretoges paa et Lands Territorium i Colonierne, opfattedes paa samme Maade som en Krænkelse af Neutralitet i Moderlandet. Man burde altid have Raad til at værne om sit gode Navn og Rygte. St. Thomas var Forbindelsespunktet mellem en stor Deel of Europa og Amerika, derfor vilde Alt, hvad der skeer, hurtigst mulig meddele sig til Omverdenens Kundskab. En lille Stat maatte værge sig ikke blot ved Forsvarsforanstaltninger, men tillige ved at erhverve sig Omverdenens Agtelse.

Med 43 St. overgik Loven derefter eenstemmig til 2den Behandling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1878).

Den omtalte "ulykke" var opstanden i begyndelsen af oktober på St. Croix: The Fireburn.