Fæstningsarbejde - Trunken. (Efterskrift til Politivennen)

Fæstningsarbejde blev først ophævet efter enevælden. I Dagbladet (København), 22. september 1852, kunne man læse at i udkastet til loven af 29. december 1850 om anvendelsen af de forskellige arter af strafarbejde, stod at det er almindelig erkendt at fæstningsarbejde er en meget uhensigtsmæssig straf der så snart som muligt bør ophæves. Herefter skulle fremtidige dømte indsættes i Horsens Tugthus, men de allerede indsatte fortsatte som fæstningsslaver.

I Nationaltidende, 26. februar 1879, hvor Trunken havde fungeret som tjæremagasin, var det ikke slaveriet, men bygningens funktion som tjæremagasin som blev husket (i en lille del af en meget lang artikel om Gammelholm):

“Tæt bag ved dette Hus laa paa en meget gammel, sandsynligvis Holmens ældste Bygningen, kaldet "Trunken"; den var grundmuret, 70 Fod lang, 40 Fod bred og 10 Fod høi, og bestod af to Afdelinger, som begge vare hvælvede; den benyttedes til Tjæremagasin. Bag ved Trunken var Kalkgaarden med et lille Hus til Kalkslagning.”

Men erindringen om Trunken som slaveanstalt holdt sig, se fx Nationaltidende, 11. august 1892:

Tyverier og komplotter tales der om, og Rømninger fandt jævnlig Sted fra "Trunken". Bespisningen var ikke ens for alle Slaver; "Skalke" fik ikke saa megen Mad som de, der havde forbrudt deres Hals, men iøvrigt synes Spisereglementet fra 1706 at opvise endog et rundeligt Maal af Mad. Der gaves saa Meget, at et Par Nutidsmennesker rigeligt vilde kunne leve af det. Af Forfatterens Oplysninger fremgaard det, at det at blive slaaet i Jern egentlig ikke har været nogen slem Medfart. Den ovenfor omtalte "Trunk" var et Fangehus, hvor Fangerne havde Tilhold om Natten. Til Tider var det af Træ, hvorfor ogsaa Fangerne jævnlig brød ud af det. I Aaret 1741 overgik Slaverne til Landetatens Varetægt og overførtes til Stokhuset. "Trunken" stod indtil 1863, da Gammelholm gik over til Kommunen. Den sidste gang, da Bremerholm var Opholdssted for Fanger, var 1817, da Tugthuset paa Kristianshavn var brændt; da blev der anbragt 50 Fanger paa Gammelholm.

Citatet stammer fra en anmeldelse af Historisk Tidsskrift, sjette række. Tredie Binds tredie Hefte. Artikel af hospitalsforvalter Fr. Stuckenberg: "I Bremerholms Jern."

I Fredericia Dagblad, 1905 omtaltes en udgivelse en række brevsamlinger af Julius Clausen og Rift. Justitsen i København for 300 Aar siden. Heri citeres den islandske bøsseskytte Jon Olafssons oplevelser under Christian den Fjerde:

Derfor blev der indrettet et Fængsel paa Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen havde een Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og een om det højre Knæ, forbundne med en sværJernlænke uden paa Laaret. Der blev beskikket 4 Mand som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa bestemt Tid lukke Fængslet op og i. Alle Slags Folk, det være af hvilken som helst Stand, som forså sig, blev der indsat og var der saa længe, som de blev dømt til, eftersom Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en Maaned, andre 3-4 maaneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar og de største Forbrydere paa Livstid.

Men så fortoner slaveriet sig i grå tåger, fx som i Aftenbladet København 29. april 1918:

Der har Du Blaaboden, hvor vi faar Tærsk, og "Laaget", hvor Folkene kommer i Arresten, naar de gør noget uskikkeligt - i gamle Dage sad de her i Trunken.

Herefter bliver det svært at finde ordet Trunken og slaveriet i det almene sprog.

Grønland. (Efterskrift til Politivennen).

Grønland. I en "Oversigt over Forstanderskabs-Indretningens Virksomhed i Grønland 1868 til 1878" giver "Ministerialtidenden" forskjellige Oplysninger til Bedømmelse af Tilstanden blandt Grønlænderne i de sidste 10 til 20 Aar.

Den nævnte Institution blev oprindelig foranlediget ved Ufuldkommenheden af de Foranstaltninger, ved hvilke Fattigdom og Hungersnød skulde forebygges. Især da i Aarene 1854 og 1857 endog mange Mennesker vare omkomne, deels ligefrem af Sult og Kulde, deels af derpaa følgende Sygdom, viste det sig, at Nøden ikke skyldtes tilfældige Aarsager alene, men en mere almindelig Tilbagegang i Henseende til Levemaade, Boliger, Klæder og Fangeredskaber. Det blev oplyst, at Hovedgrunden til Forarmelsen laa i Tilsidesættelsen af gamle Skikke og i Mangel paa passende nye Vedtægter til at erstatte dem. Under de Betingelser for det indbyrdes Samliv, som ere særegne for Mennesker, der leve af Jagt, maatte Ophævelsen af gammel Skik lede til, at de Uduelige eller Uforsynlige levede paa de Dueliges og Stræbsommes Bekostning, og at efterhaanden Alle kom til at søge Hjælp hos Europæerne, navnlig under Form af et høist fordærveligt Laanesystem. Hjælpen skulde i paakommende Tilfælde uddeles af Handelsbestyrerne, og det var at befrygte, at efterhaanden hele Befolkningen vilde hjemfalde til den. For at forebygge dette, blev der oprettet Forstanderskaber, bestaaende af Udvalgte blandt de Indfødte selv, foruden de Europæere, der ifølge deres Stilling maatte være Lederne i dem, især i Begyndelsen. Disse Forstanderskaber, som saaledes vare at betragte som Begyndelsen til en indfødt Øvrighed. og det første Forsøg paa Love for Grønlænderne, bleve efter nogle Aars Forberedelser indstiftede i 1862 og 1863, men først i 1872 nærmere regulerede af Indenrigsministeriet ved nye "Foreløbige Bestemmelser".

Ifølge disse Bestemmelser betaler Handelen en Afgift til "Grønlændernes Kasse", svarende til 1/5 asfdet Beløb, som den betaler for indhandlede Producter. Af Afgiften beholder hvert Districts særskilte Colonikasse 2/3, de to Inspektoraters Fælleskasser faae 2/9, og Fællesfonden for hele Grenland 1/9. De indfødte Forstandere vælges af Grønlænderne selv. Colonikassen er bestemt til at afbjælpe aabenbarNød, og paa den anden Side opmuntre Selvtændigheden. De almindelige Vanskeligheder ved denne Opgave forøges i Grønland ved de nysnævnte særegne Omstændigheder, nemlig deels det Fællesskab, som Jagterhvervet fører med sig, deels den Uselvstændighed, hvori man fra først af har holdt de Indfødte, saa at bl. A. al offentlig Understøttelse har maattet uddeles af Europæere, altsaa Udlændinge, der kun havde midlertidigt Ophold iblandt dem. Endnu mindre kjende de til nogensomhelst Selvbeskatning, idet Afgift overhovedet kun er hævet i Landet under Form af de gjennem Monopolhandel paatvungne Varepriser. For under disse Omstændigheder at sætte en Dæmning mod Faltighjælpens Overhaandtagen og Udjevningen af Forskjellen mellem Selvstændige og Uselvstændige, blev Økonomien med Midlerne ordnet saaledes, at Colonikassens aarlige Overskud, efter alle Understøttelsers Bestridelse, skulde reporteres paa de selvstændige Erhvævere efter det Forhold, i hvilket de bidrage til den fælles Velstand. Denne Regel, der baade gjør det til en Fordeel og Ære at regnes blandt de Selvstændige, har været forsøgt allerede fra de første Aar af, og viist sig praktisk brugbar.

Fælleskasserne bestyres af Inspecteurerne og skulle i fornødent Fald yde Tilskud til Colonikasserne. Fællesfonden for hele Landet er det forbeholdt Indenrigsministeriet at disponere over. Forstanderskaberne skulle tillige besørge Retspleien og være Domstole for de Indfødte. Inspecteurerne ere Forstanderskabernes nærmeste Overordnede og have at forelægge Indenrigsministeriet alle herhen hørende Sager. Handelens Directorat besørger dem reviderede og afgiver Betænkning over dem. Ved en Inspectionsreise, som Directeuren foretog i 1872, overtog han særligt det Hverv, at iværksætte de nye Bestemmelser.

Af Handelens Afgift kan man altsaa ligefrem beregne, hvad den betaler Grønlænderne for deres Producter. I Aaret 1868 blev Taxten for Hovedproductet forhøiet med 46 pCt. og Afgiften til Grønlændernes Kasse i den Anledning nedsat fra 1/4 til 1/5. Betalingen til Producenterne har i de senere Aar været 155,000 Kr. aarligt i Gjennemsnit. Beregnet pr. Familie paa 5 Personer udgjør denne Indtægt i Sydgrønland 61 Kr., og særligt i Godthaabs District ikkun 39 Kr., i Nordgrønland 122 Kr. og særligt i Umanaks Distrikt 209 Kr. Men mærkeligt nok svarer Velstanden og Selvstændigheden i de forskjellige Districter aldeles ikke til denne store Forskjel paa Indtægterne ved Salg til Handelen. Man kunde snarere sige, at Selvstændigheden i økonomisk Henseende er størst der, hvor disse Indtægter ere mindst, hvilket viser, deces at de Indfødte hovedsagelig skulle leve af andre Indtægtskilder end Salg af deres Producter, deels at der skal andre Betingester til, forat Spørgsmaalet om Fordelen ved disses Afhændelse kan gjøre noget Udslag med Hensyn til Velstanden.

Afgiften til Grønlændernes Kasse har som Følge af Foranstaaende været 31,000 Kr. i Gjennemsnit aarligt. Der er heraf aarligt brugt omtrent 4000 Kr. til Fattighjælp, 4400 Kr. til anden Hjælp og 12,200 Kr. til at reparteres som Overskud. 

Omendskjøndt af Aarene 1868 til 1878 de fleste have været taaleligt gode, have dog baade ondartede Epidemier og Misfangst flere Gange hjemsøgt større Strækninger af Kyslen. De Indfødtes Antal var:

Den 31 December 1867: 1877:
I Sydgrønland ..--.. 5481 5339
I Nordgrønland . --. 3873 4069
Tilsammen --------- 9354 9408.

De indfødte Forstandere maae i det Hele siges at have røgtet deres Hverv vel, ikke faa endog særdeles godt, og naar Hensyn tages til, hvor fremmed hele den nye Foranstaltning maatte være for Deeltagerne i den overhovedet, tør man sikkert paastaa, at Udfaldet har overtruffet Forventningerne, hvad Grønlændernes Modtagelighed derfor angaaer. Det kan heller ikke feilc,eat de Forhandlinger, som gjenncem Forstanderne ere komne ud imellem Befolkningen, overalt maae have vakt Grønlændernes Eftertanke egen over Anliggender, der ere af største Vigtighed for dem, og som omsider dog de selv alene ere istand til al tage sig af paa behørig Maade. Men saalænge Institutionen, saaledes som Indtil, endnu var i sin Begyndelse, og man savnede de fornødne Erfaringer til at bedømme, hvad der kunde være til Grønlændernes fælles Gavn, har det været nødvendigt for Kasserne at samle nogen Formue, for ikke at savne de fornødne Midler i beileilig Tid; Kassernes Status var saaledes den 31te Marts 1878:

Obligationer.                              Tilgodehav. Kr.       Kr. Ø.
Sydgrønlands Coloni og Fælles Kassen. . 51.800. 5.801,87.
Nordgrønlands do. do.                               16,000. 30,927,98.
Fælledsfonden for hele Grønland               24,000. 44,16,51.
Tilsammen                                                 91,800. 80,891,36

Allerede for mange Aar siden, nemlig i 1840 afgav en Commission, som havde været nedsat for at undersøge, hvorvidt der kunde gjøres Skridt til en Frigjørelse af Handelen, eenstemmigt et Forslag om at oprette en permanent Commission til at varetage Grønlændernes Anliggender her, uafhængigt af Missionens og Handelens Bestyrelser. Dette Forslag tillod Handelens Directeur sig i Aaret 1877 paany at henlede Indenrigsministeriets Opmærksomhed paa. Deels havde man nu gjennem Forstanderskaberne de fornødne Kræfter til at paavirke Grønlænderne, deels vare Pengemidler dertil opsparede, deels endelig var det nødvendigt for Handelens Directeur, som faaer Forstanderskabs-Sagerne til Betænkning, stadig at kunne støtte sig til et sagkyndigt Raad, som sikkrede en fortsat Varetagelse af Grønlændernes Tarv herhjemme. Ministeriet gav derpaa under 12te October 1877 sit Samtykke til, at Direktoratet erholdt saadan sagkyndig Hjælp, og har hertil hidtil udnævnt 6 Mænd, som have virket i mange Aar blandt Grønlænderne, nemlig 1 Læge, 2 Colonibestyrere og 3 Missionairer.

En af de første Foranstaltninger, som vare Gjenstand for de saaledes indledede Forhandlinger, var Oprettelsen af et Pensionat for unge Grønlændere til Oplæring i Haandværk m. m. Det kan nu engang ikke undgaees at benytte et Antal Indfødte i europæisk Tjeneste. Skjøndt der hermed bør vises Varsomhed, er det beklageligt, at man, uden at tage i Betænkning at bruge Grønlænderne til hvadsomhelst simpelt Arbeide, har foretrukket selv de mindst qvalificerede Danske til Alt, hvad der fordrede Fagdannelse, og især til at betroes selv den ringeste Myndighed eller Ansvar for Varebeholdninger. Ogsaa denne Tilsidesættelse vil hindre de gode Kræfter blandt Grønlænderne i at udvikle sig. For at skaffe unge Mennesker den Uddannelse, som vil behøves, til at de, uden at ophøre med at være Grønlændere, kunne beklæde de omhandlede Stillinger paa passende Maade saavel ligeoverfor deres Landsmænd som Europæerne, vil et Ophold af 2 til 3 Aar i Danmark være gavnligt. Da Indenrigsministeriet, paa nærmere Indstilling herom, til 4 Lærlinge tilstod 800 Kr. af Fællesfonden til hver aarlig, foreløbig for 2 Aar, er der nu indrettet et lille Pensionat for 4 saadanne unge Grønlændere her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. februar 1879).

Maleri Carl Rasmusseun: Paa en Maidag i Grønland. Illustreret Tidende nr. 1025, 18. maj 1879.

Nød i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Nøden heri Byen giver sig i denne arbejdsløse og strænge Vintertid til Kjende paa mange Maader. Foruden de sædvanlige Tiggere, gamle, svagelige Folk, der lidt have en Slags Hævd paa at komme enkelte Dage, samt Kvinder og Bum, træffes nu jævnlig ved Dørene unge, ardejdskraftige Mennesker, der bede om lidt til Føden eller om et Par Øre. Paa Gaden træffer man nu hyppig om Aftenen Personer, der tigge om lidt til Nattelogi, og det hænder naturligvis, at disse Tiggere undertiden ere noget ubehagelige, især langt ud paa Aftenen og paa afsides liggende Steder, hvor Politiet ikke har for Vane at patrouillere; saaledes have vi hørt om deslige nærgaaende Møder i Kristiansborg Slots Buegange. At Nøden dog ofte er bitrere inden Døre, end den viser sig paa Gader og Stræder, er jo sørgelig bekjendt for alle, der have haft Lejlighed til at færdes blandt Smaafolk, og navnlig vides det, at der er mange ærekjære Fattige, som foretrække den yderste Nød for den i mange Maader lidet hensynsfulde offenlige Fattigunderstøttelse. Man kan derfor ikke andet end højlig beklage, at den Henvendelse, Understøttelsesforeningen i den sidste Tid har rettet til Kjøbenhavns Indbyggere, er bleven saa karrig besvaret, at der, som Foreningens ovenanførte Meddelelse udviser, af 21,000 udsendte Breve kun er kommet ca. 1000 tilbage med Paategning af Bidrag.

(Morgenbladet (København) 21. februar 1879).

Soldater paa Sankt Croix efter The Fireburn. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11. december 1878 bevilligede Estrup plantageejerne et lån på 600.000 kr. af statskassen uden Rigsdagens tilladelse. Landarbejderne blev ikke betænkt. Tværtimod blev der sendt en fregat ("Sjælland") til øerne med soldater som kunne sættes ind hvis landarbejderne på ny skulle finde på noget. 

Fra Vestindien. Af et Brev af 8. Jan. fra en Værnepligtig fra Hjørring, der er med paa Fregatten "Sjælland"s Expedition til Vestindien, meddeler "Vends. Tid." Følgende: 

"Vi have ligget og flakket imellem St. Thomas og St. Croix i lang Tid; men den 20. Decbr. bleve vi satte i Land i Christianssted. Vi vare 40 Mand, der skulde hjælpe Soldaterne paa Landjorden til at holde Styr paa Negerne, der havde truet med, at de vilde gjøre nyt Oprør til Julen, og de vilde begynde Juleaften, en Julekvæld, som jeg ikke glemmer saa let igjen. Jeg havde Vagt ude paa et stort Fængsel, som hedder Richmond, i hvilket der sidder 250 af Oprørerne. Negerne havde ladet sig forstaa med, at de først vilde storme Fængslet for at befri deres Kamerater. Vi vilde altsaa være dem, der først fik de Sorte i Tale, hvis det blev til Noget. For Resten levede vi flot der. Vi fik Flæskesteg og søde Kartofler, Risengrød med Vin til, 10 Cigarer hver Mand og Rom til Punch. "Pebernødder" havde vi i Tasken i Form af 40 skarpe Patroner. Vi sad og spiste med Patrontaske og Sabel paa, samt med det ladte Gevær mellem Benene, klare til at gaa paa, naar Skildvagten varskoede - et højst usædvanligt Juleselskab, der nok er skikket til at præge sig i Erindringen. 

Imidlertid forblev Alt stille, saa at vi fik Lov at drikke vor Punch i Ro. Vi morede os godt ved den dampende Punch og de gode Cigarer. Vi sang danske Fædrelandssange og talte om Eder der hjemme og om Eders Juleaften, der var saa vidt forskjellig fra vor. Der var roligt hele Julen igjennem; men Nyaarsaften begyndte man ude paa en Plantage at gjøre Optøjer, der dog strax dæmpedes ved en Patrouille, der fængslede en Del, og derved var Roligheden gjenoprettet. 4. Januar gik vi tilbage til St. Thomas, hvor Fregatten laa. Vi havde da ligget paa St. Croix i 14 Dage og haft det udmærket godt. Vi laa paa en smuk Kaserne, til hvilken der hørte en stor, præg- tig Have med Keglebane, Badehus og øvrige Bekvemmeligheder. Vi havde megen Frihed, hvilken vi benyttede til at bade os, spasere i Haven og spise Kokusnødder, af hvilke der var en Mængde. Der gik næsten ikke en Tag, uden at vi spiste 5-6 af disse store Nødder der ere meget sunde, navnlig naar man som vi drak en ægte Romer - ikke Pøjt - til. Der er død en Mand for os inde i Christianssted. Det er en Skibstømrer fra Nyborg. Det ar den gule Feber, der tog ham som Offer. Han fik en meget smuk Begravelse. Nu paa Fredag gaa vi herfra til Portoriko og derfra til La Guayra paa Sydamerikas Nordside. Naar vi komme tilbage fra den Tur, haabe vi atter at vende Næsen hjemad til gamle Danmark".

(Jyllands-Posten, 19. februar 1879)

St. Croix Avis den 12. april 1879 var næsten udelukkende helliget et indlæg dateret 1. marts 1879 fra en stor mængde plantageejere til "The Honourable The Chairmen and Members of the Danish Diet, Copenhagen". Her konkluderede de at grunden til utilfredsheden blandt landarbejderne og oprøret i oktober 1878 skulle søges i den danske stats mangel på overvågning af at se arbejdsregulativerne overholdt, at udbruddet og udbredelsen af oprøret var muliggjort, ja endog opmuntret af at militæret og politiet var blevet reduceret at den danske stat, og at oprøret ikke blot var rettet mod privat ejendom, men også mod staten. 

Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Werner Hans Frederik Abrahamson. (1822-1911). (Efterskrift til Politivennen)

Werner Hans Frederik Abrahamson (1822-1911) var en dansk officer og politiker. Han var før Krigen 1848-1851 løjtnant (1839) og premierløjtnant (1846). Han blev kaptajn og adjudant ved Generalstaben 1848 og var med under Istedslaget den 25. juli 1850 som stabschef for første brigade under oberst Ræder. Efter krigen major 1855, oberstløjtnant 1852 og kommandør for krigstelegrafen 1863. Efter krigen 1864 afskediget som oberst. Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50 og Krigen 1864. Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand. Udgiver af Militært Tidsskrift 1865-66, udgav Haandbog for Militairet.

Medlem af Folketinget 1856-57, borgerrepræsentant i København 1856-70, rådmand i Københavns Magistrat 1870-1900. Han var medlem af bestyrelseskommissionen for Begravelsesvæsenet. Abrahamson var sammen med Vestre Kirkegårds gartner S. Bahnson engagerede i den ellers noget negligerede kirkegårds første årti 1870-1880. Abrahamson skaffede for billige penge (eller gratis) plantning. I 1866 var han blevet vraget (20 stemmer imod 11) som rådmand, men valgt som rådmand for Magistratens 4. afdeling (kloakker, gasværker, vandforsyning og elektricitet, lys og kraft) i 1870. Han fungerede i flere perioder som konstitueret for borgmester Øllgaard. Rådmændene var medlem af Magistraten og have stemmeret, altså samme indflydelse som borgmestrene. De var ulønnede og valgt af Borgerrepræsentation. 

11. februar til 13. februar 1879 var der en avisdebat bl.a. om felttelegrafen. Lehmann havde skrevet en artikel om 25 årsjubilæet. Overkrigskommissær E. L. Madsen indvendte mod indlægget at oberst Lehmann havde erkendt at felttelegrafen var gået tabt og at statstelegrafen af den grund var trådt til og ydet den hjælp som den formåede - bl.a. ved at lave mobile stationer. Lehmann replicerede at Madsen havde fortolket hans udtalelse om at have set en vogn i Gråsten som at telegrafen var blevet efterladt, men dette var ikke Lehmanns opfattelse. Abrahamson blandede sig nu i denne debat:

Den elektriske Telegraph. Hr. Redacteur! Jeg vilde være Dem meget forbundet, hvis De i Deres ærede Blad vilde tillade mig en Berigtigelse om et enkelt Punkt, der er forekommet i Omtalen af den elektriske Telegraph. Der er nemlig her tillige omtalt Krigstelegraphens Virksomhed i Krigen 1864, og da jeg dengang havde Commandoen over samme, skal jeg bemærke Følgende: Det er en Misforstaaelse, naar der siges, "at den lille Felttelegraph gik tabt ved Tilbagetoget fra Dannevirke." Alle Vogne - ogsaa den tidligere omtalte Stationskareth, der blev seet i Graasteen - , alt Materiel, inclusive de af Statstelegraphen laante Apparater, bleve samlede førte til Als, kom siden med Hæren til Fyen og ere efter Krigen afleverede i Kjøbenhavn. Derimod er det en Selvfølge, at de faste Linier maatte efterlades. Den Mand, som jeg havde commanderet til at føre denne Deel af mit Train, var saaledes meget heldig under Retraiten i at udføre fik Hverv. Om han derimod har ladet en Vogn henstaae uden Skildvagt i Graasteen, medens der blev gjort Holdt for Hestenes Skyld, derom skal jeg ikke reise nogen Discussion.

Efterat Krigstelegraphen var beordret i Dannevirkestillingen, og den 9de Januar 1864 var kommen til Slesvig By, bleve alle Stationer besatte af dens Personale, og under hele Krigen bleve derefter alle Feltlinier byggede og alle Feltstationer betjente af dens Folk. En Beretning om denne Virksomhed er optagen i "Tidsskrift for Krigsvæsen" efter min Hjemkomst.

Statstelegraphen havde forinden bygget de faste Linier i Holsteen og i Dannevirkestillingen, og senere understottedc den paa mange Maader Krigstelegraphen, deels ved at overlade den Materiel, deels ved at lade en af sine ældre, dygtige Embedsmænd under hele Felttoget vejlede og assistere Personalet. Naar der altsaa omtales Telegraphdirecteur Fabers Beredvillighed og gode Hjælp og Støtte ved denne Leilighed, da maa jeg og Enhver, der har kjendt disse Forhold, i fuldeste Maal tiltræde disse Yttringer.

Ærbødigst

F. Abrahamson

Oberst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1879)

- De to sidst afholdte Jubilæer, den polytechniske Læreanstalts og den electriske Statstetegraphs, have fremkaldt længere Polemiker i Bladene. . . . Telegraphvæsenets Jubilæum er blevet efterfulgt af en Polemik mellem Overkrigscommissair Madsen (ved det St. N. Telegraphselskab) og forhenv. Ingenieuroberst V. O. V. Lehmann. Førstnævnte har villet tillægge afdøde Etatsraad Faber den største Deel af Æren for den vellykkede Gjennemførelse af vore første Telegraphanlæg, medens Obersten vil hævde denne Ære for sig. Det stedfundne Replikskifte, der har været optaget i "Berlingske Tidende", har i dette Blads Aftennumer for i Fredags medført et Tilsvar fra Raadmand, tidligere Oberst Abrahamson, der som Chef for Felttelegrafen i sidste Krig forsvarer sig imod, at denne, som paastaaet, skal være gaaet tabt paa Tilbagetoget fra Dannevirke. Alt Materiellet blev samlet ført til Als, kom siden med Hæren til Fyen, og afleveredes efter Krigen i Kjøbenhavn. Alle Feltlinier bleve byggede og Feltstationerne betjente af Soldaterne; men man fandt overalt god Hjælp og Støtte hos Telegraphdirecteuren, hvilket Oberst Abrahamson i fuldeste Maal vil anerkjende. (Hf. Av.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 18 februar 1879. Uddrag).

I 1887 stemte han imod et forslag om at opføre et lighus for druknede ved Bryghuset ved Frederiksholms Kanal med den begrundelse at det ville foretrække det myttige på skønhedens bekostning. Han anbefalede i stedet Christianshavn.

Idag kan Oberst, Raadmand i Kjøbenhavn W. H. F. Abrahamson ligeledes feire sit 50 Aars Officeersjubilæum. Han født den 29de Oktober 1822, gjennemgik Landcadetakademiet og blev udnævnt til Secondlieutenant à la suite i det fyenske Infanteri-Regiment med Anciennitet fra 1ste November 1838. Efter at gjennemgaaet Høiskolen afgik han som Geueralstabsaspirant og udnævntes til Premierlieutenant i 1846. 1848 udnævntes han til Capitain af 2den Klasse og Adjutant ved Generalstaben. Han deeltog i Slaget ved Bou og Slaget ved Slesvig samt Forsvaret af Dybbøl, hvorefter han blev udnævnt til Ridder af Dannebrogen. 1849 deltog han som Stabschef ved Moltkes Brigade i Slaget ved Fredericia og var i 1850 som General Ræders Stabschef med i Slaget ved Isted. Efter Krigen avancerede han i 1855 til Major, i 1860 blev han benaadet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn, og i 1862 blev han udnævnt til Oberstlieutenant i Generalstaben og fungerede ved Udbrudet af den anden slesvigske Krig som Chef for Felttelegraphen og Hærens Topographer. Efter at være afskediget som Oberst ved Reductionen i 1864 blev Abrahamson i 1879 udnævnt til Raadmand i Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1888, 2. udgave).

Han stemte som den eneste i 1896 imod udsmykning af Rådhuset. Efter et halvt årtis udvalgsarbejde, og først da systemskiftet var undervejs (oppositionen havde fået flertal), indstillede et udvalg i 1898 at renovationsudførslen som foretoges af et privat firma i svinske og dårlige tønder, overgik til et kommunalt selskab. Såvel Abrahamson som borgerrepræsentant Hagemann indstillede at alt forblev ved det gamle. Ved udløbet af Abrahamsons funktionsperiode blev han afløst af den liberale bagermester  Jacob Marstrand (1848-1935), som havde været medlem af Borgerrepræsentationen i 7 år. Han var 1904-1917 borgmester for 4. afdeling og skulle være opfinder af borgmesterstangen.

Fotograf Regnar (Rasmus) Jensen (1867-1932): Oberst, rådmand Werner Hans Frederik Abrahamson (1822-1911). 1899. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Abrahamson boede i samme hus hvor Svend Høgsbro boede og døde.

Dødsfald

Fhv. Raadmand, Oberst Abrahamson.

I Nat er fhv. Raadmand, Abrahamson afgaaet ved Døden i den høje Alder af 88 Aar.

Den afdøde var Søn af den ivrige Forkæmper for "den indbyrdes Undervisning", Kammerherre, Oberst, Dr. phil. J. N. B. Abrahamson, og Sønnesøn af den Abrahamson, der endnu er kendt som Forfatter af Visen "Min Søn, om Du vil i Verden frem, saa buk",

Frederik Abrahamson slog i Overensstemmelse med Slægtens Traditioner ind paa den militære Løbebane. Han blev Løjtnant i 1839, Kaptajn og Adjudant ved Generalstaben i 1848, senere Major. Etter Krigen i 1864 tog han sin Afsked som kar. Oberst. Han har altsaa deltaget i begge de slesvigske Krige.

Midt i 1850'erne var han et Aars Tid Medlem af Folkethinget. Han var Borgerrepræsentant i København fra 1856, indtil han i 1870 blev Raadmand, en Stilling, som han varetog i 20 Aar. Desuden var han Medlem af Bestyrelseskommissionen for Begravelsesvæsenet.

Den gamle Officer har udgivet en Haandbog for Militære, og en lille Tid udgav han "Militært Tidsskrift".

Oberst Abrahamson var Kommandør af Dannebrog af 1. Grad og Dannebrogsmand.

(Nationaltidende 7. februar 1911, 2. udgave).

Abrahamsom blev begravet den 14. februar 1911. Han havde testamenteret 20.000 kr. til et bestående legat for kommunale embedsmænds enker. Rådhuset flagede på halv stang.

Se artiklen af borgerrepræsentant og folketingsmedlem Gerda Mundt (Abrahamsons kone var hendes moster): "Oberst og Raadmand Verner Hans Frederik Abrahamson" i Historiske Meddelelser om København, 3. række, 1942-43, s. 127 ff. 

Nina Abrahamson Paulsen 1835-1906. Oberst. - Raadmand F. Abrahamson 1822-1911. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling C, rk. 1, nr. 23. Gravstedet var skænket af kommunen. Han blev født 29. oktober 1822 i København og døde 7. februar 1911 sammesteds. Foto Erik Nicolaisen Høy.