De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

(Af en os velvillig meddeelt Privatbrev fra St. Croix, den 11te Marts, ankommet hertil over Southampton.) Om kort Tid vil Høsten begynde paa de nedbrændte Plantager og ved Hjælp af Bureaulaan fra Gouvernementet, have Planterne været istand til at opbygge de nedbrændte værker. Udbyttet af Høsten bliver ikke saa godt, som man havde ventet, da en stor Deel af Sukkerrørene ere raadnede paa Grund af, at man ikke kunde bjerge Høsten. Efter Forlydende er der afgaaet en Ansøgning til Danmark om muligviis at faae nogen Erstatning derfor. Saaledes som Forholdene have udviklet sig, har Gouvernementet Sikkerhed i Høsten til Dækning af de sædvanlige Bureaulaan samt af Bureaulaan til Opbygningen af de nedbrændte værker. Arbejdskraft trænger man haardt til. Der hensidder endnu endeel Negere i Arrest, og man antager, at alle eller dog den største Deel af de engelske Negre ville forlade Øen til 1ste October d. A. Man har tænkt paa at faae dem erstattede ved Chinesere og haaber, at Moderlandet vil give en hjælpende Haand hertil. Vi ere iaar uheldigt stillede med Hensyn til Sukkerpriserne. Sukker sælges til $ 3 1/4 og Mallas til 10 Cents; Rom er næsten usælgelig. Commissionen vil forlade St. Croix den 18de ds. og St. Thomas den 28de ds.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1879).

Cigarmager Johnsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Cigarmager Peter Christian Johnsen, vor nu afdøde Meningsfælle, blev født i Horsens 1828, hvor hans Fader, en Islænder af Fødsel, var Hattemagermester; han lærte Cigarmagerprofessionen hos Fabrikant Ludvig Hageman i Horsens og rejste i Aaret 1848 til København, deltog i Krigen 1849-50 og ernærede sig efter Krigen igen som Cigarmager. Han har to Gange været etableret, men har paa Grund af Uheld maattet ophøre med Forretningen og atter arbejde som Cigarmager. Da Louis Pio i 1871 rejste Arbejderbevægelsen her, deltog han meget ivrigt deri og efter Pios Fængsling i 1872 overtog han Ledelsen af "Internationale" efter Würtz, og under hele Retsforfølgningen mod "Internationale" repræsenterede han denne. Han var en ivrig Forkæmper for Centralisationen af Fagforeningerne og var en Tidlang Formand for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", samt stod som Leder for den store Cigarmagerstrejke i 1875, i hvilket Aar han tillige stiftede en Filial af "Enigheden" i Malmø. I 1879 blev han paa Arbejderkongressen valgt ind i Hovedbestyrelsen for det socialdemokratiske Arbejderparti, og virkede deri indtil Pios Afrejse. Derefter deltog han ikke mere af Betydning i Bevægelsen, paa Grund af en tærende Lungesygdom, som i den senere Tid kastede ham paa Sygelejet, fra hvilket han ikke mere rejste sig. Han var til sin sidste Stund en trofast Meningsfælle. Hans Jordfæstelse finder Sted i Dag Kl. 1 1/4 fra Ligkapellet ved Vor Frelsers Kirke paa Kristianshavn.

(Social-Demokraten 30. marts 1879).

Cigarmager Johnsens Jordefærd fandt Sted under stor Tilslutning fra Arbejderpartiets Side; over et Tusind Socialdemokrater med 12 prægtige Fagforeningsfaner fulgte ham til hans sidste Hvilested paa Frelserens Kirkes Begravelsesplads paa Amagerbro. I Ligkapellet, hvor Pastor Holck holdt Talen, saa man, foruden de forskellige Fagforeningers Faner, tillige Vaabenbrødrenes, som, da Johnsen var en af de ældste Vaabenbrødre, skulde være tilstede i Henhold til Foreningens Love; men da Liget bares ud af Kapellet saa man det Særsyn, at nævnte Fane blev indhyllet i et Hylster, i Stedet for at bæres udfoldet med til Graven, hvilket hos Ligfølget fremkaldte en Stemning, der varierede mellem Indignation og Foragt for dem, der havde gjort sig skyldige i denne Mangel paa Sømmelighed, der rimeligvis var foranlediget ved Dumhed fra bemeldte Fanebærers Side; ti det vilde være urimeligt at forudsætte, at Vaabenbrødrenes  Bestyrelse skulde have gjort sig skyldig i den Idiotisme, at forbyde Bæreren af Vaabenbrødrenes Fane at følge med til Begravelsespladsen, fordi den Afdøde ogsaa fulgtes til Jorden af de forskellige socialistiske Fagforeningers Faner. Vi haaber imidlertid, at Vaabenbrødrenes Bestyrelse vil frigøre sig for det Skin af Intolerance, som nævnte Begivenhed har kastet over den; ti ellers faar man Ret til at antage, at Bestyrelsen kun udgør en Klike, som staar paa et i aandelig Henseende primitivt Standpunkt, der stiller dem i Klasse med forblindede Kødhoveder, der tror, at Samfundet holdes paa Benene ved Intriger og Chikanerier i Stedet for ved Broderskab og Sammenhold. Ovennævnte Begivenhed giver os god Anledning til at tro, at Forsvarsbrødrenes og den øvrige Oppositions Kamp mod Bestyrelsen er aldeles berettiget.

(Social-Demokraten 1. april 1879).

Sagen mod Internationale ved cigarmager Peter Christian Johnsen er refereret i Ugeskrift for retsvæsen, nr. 30, dom af 2. februar 1874, 465/1873, samt Juridisk Tidsskrift, sag 465/11873.

Velgørenhedens Forbandelser. (Efterskrift til Politivennen)

Velgørenhed er for Tiden det ædleste Element i det offenlige Liv; vi udtale ikke denne Sætning ironisk, men for ramme Alvor. Den offenlige saa vel som den private Velgørenhed er den eneste gunstige Fremtoning af den moderne Civilisation til hvilken Kristendommen siges at danne Grundlaget; det eneste Omraade, paa hvilket alle virkelige Menneskevenner i den bestaaende Samfundsorden, som ikke med Vilje lukker Øjnene for sammes Onder, kan give deres menneskekærlige Følelser Udtryk. Hvilke ere nu Resultaterne af deres gode Hensigter? Vi mene ikke hermed de materielle Resultater. Vi ville ikke her undersøge, i hvor stor en Grad det er eller kan lykkes Velgørenheden at raade Bod paa den tiltagende Elendighed; ti dette Spørgsmaal maa vi fra vort Standpunkt betragte som afgjort. Ethvert fordomsfrit Menneske, der vil sammenligne de store Summer, som aarlig blive samlet og udgivet over hele Verden i velgørende Øjemed, med den Lindring af Nøden, der herved bliver opnaaet, maa tilstaa, at selv en velorganiseret offenlig Velgørenhed fra et rent materielt Standpunkt ville forsvinde som Draaber i den menneskelige Elendigheds store Hav. Naar vi i Dag taler om Velgørenhedens Forbandelser, saa mener vi først den moralske Indflydelse Velgørenheden udover paa begge Parter, saavel Giveren som Modtageren; daglig kommer denne Indflydelse i de forskælligste Skikkelser os for Øje, uden at blive skænket tilstrækkelig Iagttagelse og uden at Kendsgerningen bliver anerkendt, at denne Indskydelse har sit Udspring i Indretningen af den bestaaende Samfundsorden og danner Velgørernes bedste og oprigtigste Hensigter.

Enhver kan hente sig Eksempler fra det daglige Liv, over hvad vi her anføre. Hvem har vel ikke mærket en uvilkaarlig Skamfuldhed ved et saakaldt Velgørenhedsbal eller Diner? Hvem har ikke følt sig slaaet af den grusom latterlige Kortrast, som eksisterer ved lignende Velgørenhedsforetagender mellem Midlerne og øjemedet? Hvilken ærlig Velgører har det ikke kostet Overvindelse for at skaffe et ringe Bidrag tilveje for et velgørende Øjemed, at maatte appellere til sine Medmenneskers foragteligste Laster: Smigen, Forfængelighed, Hykleri o. lign. Ved enhver saadan Festlighed danner sig lignende Tanker i Deltagerens Sind; imidlertid slaar de gode Folk sig til Ro med: "Det gaar nu en Gang ikke anderledes, hvad hjælper os Midlets Renhed, naar vi dermed ikke naar Hensigten".

Dog, selv om vi ser bort fra disse Betænkeligheder med Hensyn til Midlerne og gaar direkte over til Velgørenhedens Øjemed, saa er dette ejheller befriet fra hin skæbnesvangre Forbandelse, selv om det velgørende Foretagende viser sig at være sikret ved den fornødne Kapital. Den stadig voksende Elendighed og Armod har frembragt et helt Slæng af arbejdssky Dovenkroppe, som omspænder og udbytter ethvert Velgørenhedsselskab; for at sikre et velgørende Foretagendes egenlige Hensigt, nemlig kun at komme arbejdsvillige og værdige Nødlidende til Hjælp, maa dette beskyttes mod Andragender og Udplyndring af uværdige Dovenkroppe. Hvorledes kan dette imidlertid opnaaes? Foretagendet maa være underkastet saadanne Regler og Anordninger som paabyder en Garanti af Understøttelses-Modtageren, af de Hjælpsøgende fordres alle Slags attesterede Skemaer, Bønskrifter, Formularer, kort sagt, der sættes en Velgørenhedsundersøgelse i Gang, ved hvilken der kun opnaas det ene Øjemed, paa det Føleligste at afskrække enhver fattig Trængende, i hvem der endnu findes en Gnist af Menneskeværdighed fra hele "Velgørenhedsforetagendet". Kun Hyklere og Spytslikkere føjer sig villig i nok saa ydmygende Betingelser, og forstaar tilsyneladende at være udrustet med Alt hvad Inkvisitionen forlanger. Saaledes bevæger den kristelige Velgørenhed sig i ubegrændsede Kredse om to Farer: uden Garantier af de Hjælpsøgende bliver de bedraget, med saadanne Garantier - bliver de bedraget endnu mere. Eksempler paa denne Kendsgerning kan vi hente fra det daglige Liv i hundredevis. Driften af "Københavns Understøttelsesforening" leverer en god Illustration til ovenfor Anførte. Det Samme møder vi ogsaa, naar Øvrigheden eller Staten paatager sig Forsørgelsen af de Arbejdsløse. At det overvejende Flertal af de Arbejdsløse, selv dem, der i Moralitet og Udvikling er sunkne ned til de laveste Trin, ikke selv bære Skylden, og at derfor Samfundet fra strengt kristeligt Standpunkt har Forpligtelse til at skaffe Arbejde og Understøttelse, at komme de Arbejdsløse, Fattige og Faldne til Hjælp; dette vil dog enhver rettænkende Borger anerkende.

Men hvorledes kan dette nu iværksættes. Naar der paa Stedet allerede findes overflødig Arbejdskraft, griber man til Kolonisation i større Maalestok; for at bringe samme i Stand er et Forskud af Arbejdsmidler nødvendig, hvorledes kan den Forstadsydende under de nuværende Forhold sikkre sig mod Bedrag?

De til Kolonisation bestemte Arbejdsløse maa og bliver naturligvis stillet under streng Opsigt af retslig og gejstlig Øvrighed.

Enhver saadan Kolonist vil grundig blive vist, at man i ham egentlig forudser en Forbryder; Kolonien faar Mønstret af et Tugthus, og til Slut bliver Resultatet ogsaa her, at alle ærlige Folk bortskræmmes fra Nydelsen af "Velgerningen". Og saaledes møder vi paa ethvert Omraade den samme uomstødelige Forbandelse. Hvor bør vi nu søge efter Grundaarsagen til dette? Hvad hedder den onde Aand, som skjuler sig i Spiren til vore Menneskevenners bedste Planer og Hensigter? Det er simpelthen "den rodfæstede Logik i vor nuværende Samfundsorden."

Armoden, Elendigheden, Umoraliteten som vor Samfundsorden paafører sig med den ene Haand, kan den ikke gøre god med den anden.

Den kunstig tilvejebragte tilsyneladende Overproduktion, den stedse tiltagende Ulighed i Fordeling af de af de fattige Arbejdere producerede Rigdomme, den voksende Centralisation af Arbejdsmidlerne paa faa Hænder, - kort, det System, som indesluttes i det ene Ord: Kapitalherredømmet; ti dette er det, som er Elendighedens og Underkuelsens Moder, og ethvert Forsøg paa at modarbejde Elendigheden fra det kapitalistiske Regimentes Side, maa nødvendigvis strande; ti det er en Kamp mellem det bestaaende Samfund og dets førstefødte Barn - Elendigheden. Wm F. 

(Social-Demokraten 22. marts 1879).

Bag initialerne Wm F. gemmer sig muligvis Wilhelm Fleron.

Korups Have. (Efterskrift til Politivennen).

Forlystelsesstedet Korups Have lå i udkanten af Søndermarken ved Frederiksberg. Stedet lå ved sin etablering i Hvidovre Kommune.  I området lå på et tidspunkt også "Café Kronedal”, der havde serveringshave bag kroen.

Traktør Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Kgl. lakaj. Traktør i Søndermarken (Korups Have)

Korups Have blev indrettet i 1856 af Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Det var et forlystelsesetablissement med koncerter, teater, traktørsted, lysthuse, skydetelte m.m. Han opkaldte det dog ikke efter sig selv - det kom til senere som en folkelig betegnelse.

Postkort. Ukendt årstal. Public Domain. Frederiksberg Stadsarkiv. Kbhbilleder.

Røverisk overfald. Søndag eftermiddag var nogle familier fra Frederiksberg samlede i et lysthus i “Korups Have” ved Søndermarken. En af herrerne havde tændt en cigar ved en svovlstik som han derefter kastede bort. Et øjeblik efter kom en person fra Valby der sammen med nogle andre personer fra den nævnte landsby havde plads i et andet lysthus, hen til herren og ytrede i en opbragt tone, at denne med forsæt havde kastet ham svovlstikken i ansigtet. Herren forsikrede at dette på ingen måde havde været tilfældet, og erklærede sig for at få ende på sagen, villig til at betale bajersk øl til hver af valbyerne, hvormed disse erklærede sig tilfredse. Efter at øllet var drukket, kom personen imidlertid  tilbage og påstod at hans hat havde taget skade af svovlstikken, og at herren skulle have prygl hvis han ikke straks betalte 3 kr. i erstatning. Denne fordring nægtede herren at efterkomme, hvorefter han, inden hans selskab kunne forhindre det, af tre af valbyerne blev overfaldet, slået og kastet til jorden. Voldsmændene der først slap ham da de tre kroner var skaffet til veje, er selvfølgelig blevet arresteret og vil efter forlydende blive tiltalt for røverisk overfald.

(Dags-Telegraphen (København), 30. august 1878).

Røverisk overfald. 

Den 5. august f. å. om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5, da et større selskab af herrer og damer var samlede i et lysthus i den såkaldte “Korups Have" ved Søndermarken, kom den 23 årige arrestant Jens Peter Nielsen, der tidligere var dem ganske ubekendt, hen til lysthuset, og idet han stak hovedet ind i dette, spurgte han efter sin fader. Han var tilsyneladende beruset og stod lidt og vrøvlede, men var derpå i begreb med at gå da en handelskommis M. af Selskabet i det samme forsætlig kom til at kaste en svovlstik, som han forøvrigt havde pustet ud, således at svovtstikken faldt ved siden af arrestantens fod og måske ramte ham på foden. Arrestanten ytrede noget om, at de ikke skulle kaste svovlstikker efter folk, men gik derpå sin vej. 

Omtrent 5 minutter senere kom han imidlertid tilbage i følge med nogle andre personer, der forblev i det tilstødende lysthus, medens arrestanten gik ind i det lysthus, hvor M. og de, der var i selskab med ham, opholdt sig, og her sagde arrestanten til M. at han havde brændt hans stråhat og skulle have “klø", hvis han ikke gav nogle bajere. For at blive fri for personerne, som dertil brugte ukvemsord, og generede de i selskabet værende damer, blev der straks bestilt 3 halve flasker bajersk øl til arrestanten og hans ledsagere, hvorefter arrestanten takkede, idet han tog M. og en anden herre af selskabet i hånden med den bemærkning, at nu skulle der være venskab. 

Arrestanten og hans ledsagere gik derpå et andet sted hen, og kort efter forlod M. og det selskab, hvortil han hørte, Korups Have. Men da de kom til vandbassinet i Søndermarken, blev de indhentede af arrestanten og hans ledsagere; og arrestanten forlangte da, at M. skulle give erstatning og følge med til politistationen. M. indvilgede heri, og de begyndte alle at gå, uden at der var talt om at tilføje M. nogen overlast eller forlangt, at han straks skulle betale, men i det samme gik en af arrestantens ledsagere, den 16 årige Carl, ind på M. og spurgte, om det var ham, der brændte folks stråhatte, hvorhos Carl samtidig slog ham i næse og mund, så han blødte. M. gav sig da til at løbe, men blev eftersat af flere af personerne, der omringede ham og truede ham, hvis han ikke straks betalte en erstatning af 3 Kr. for den skade, han havde tilføjet arrestantens stråhat, og M. betalte da 3 Kr. til arrestanten, som derefter med sine ledsagere gik tilbage ad Valby til. 

Under forhørene forklarede en urtekræmmerlærling, der havde været i samme selskab som M. at han, da selskabet var kommet hen ved vandbassinet i Søndermarken, gik i samtale med en dame, da han hørte spektakel bagved og derfor vendte sig om og så, at personerne løb efter M. I det samme kom en person, der var i militær uniform og hørte til arrestantens ledsagere, hen imod lærlingen, og uden at denne havde ytret noget, greb personen ham i brystet med det udråb “Hvor mange er I" og spændte ben for ham, så han faldt og skrabede sit ben på det lave rækværk, der er om græsset. Ved faldet slog han sin hofte, så at han havde smerter deraf i flere dage, og personen gav ham derhos, idet han faldt, et slag i hatten, så at den faldt af og blev helt spoleret. Arrestanten har erkendt, at han ved den omhandlede lejlighed ikke var ganske ædru, men dog var sig bevidst, hvad han foretog sig. Han forklarede, at da han første gang kom ud fra lysthuset, råbte en af hans kammerater, men efter hans seneste forklaring en ubekendt: “Hatten brænder", og han tog den da af hovedet og så, at den var lidt sveden, hvilket han viste sine Kammerater, med hvilke han så enedes om, at han skulle gå tilbage og forlange erstatning. 

Da selskabet, efter at striden var bilagt første gang, forlod haven, var det hans kammerater, der opfordrede ham til at følge efter den fremmede herre for at formå denne til at give en yderligere erstatning i penge, uden at der dog var tale om, hvor stor en erstatning han skulle forlange, eller om hvorvidt hans kammerater skulle have andel i denne, eller om de skulle bruge vold, hvis herren nægtede at betale. Arrestanten og hans kammerater gik da efter selskabet, idet han ytrede, at hvis han fik nogen yderligere erstatning, ville han give punch, når de kom tilbage til Korups Have. Da han på den foran beskrevne af ham godkendte måde havde fået pengene, gik de også tilbage til Korups Have, hvor der blev drukket brændevin og øl. Han forklarede først under forhørene, at den ene af de 3 kroner var medgået hertil, men efter at være foreholdt sine kammeraters forklaringer, hvorefter disse selv betalte deres andel i disse drikkevarer, idet arrestanten tværtimod vægrede sig ved at opfylde sit løfte om at give drikkevarer og derefter forlod de andre, forklarede han, at det er muligt, at de andre havde deltaget. Resten af de modtagne penge beholdt han selv, og henad aften, da han var i besøg hos sine svigerforældre i Valby, kom en halv snes personer, heriblandt hans 3 kammerater, derhen og forlangte, at han skulle traktere. En af hans kammerater, den 30 årige Hans, var navnlig grov imod ham, fordi han ikke ville efterkomme deres forlangende. Ligesom såvel handelsbetjent M. som de af hans selskab, der så at han kastede svovlstikken, have forklaret, at de tydelig så at svovlstikken ikke ramte arrestantens stråhat, således blev det også forklaret af de medtiltalte og en fjerde person, at da de efter optrinnet ved vandbassinet i Søndermarken kom tilbage til Korups Have, fortalte Arrestanten, at hatten ikke var blevet sveden af svovlstikken, men at en sådan plet, der fandtes på hatten, hidrørte fra, at han selv tidligere en gang var kommen til at svide den med en cigar. 

Han afgav om dette punkt i forhørene forskellige vaklende forklaringer, påstod, at det først var ved, at der blev råbt “hatten brænder", at han efterså hatten og fandt den sveden, men han erkendte, at han, som anført, havde sagt til sine kammerater at den svedne plet hidrørte fra tidligere tid, hvilket efter hans påstand dog kun var en formodning af ham, og at han ikke før den selvsamme dag havde lagt mærke til, at hatten var sveden. Efter det oplyste blev arrestanten, der tidligere var straffet for tyveri, nu for røveri efter straffelovens § 243 ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret idømt 1 års forbedringshusarbejde, mens de tiltalte Carl og Hans for meddelagtighed i røveri idømtes henholdsvis fængsel på sædvanlig fangekost i 30 dage og fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage.

Hvad endelig angik den foran omtalte militære person, arrestanten Lauritz Carl Theodor Sienknecht, der i 1877 som civil havde været straffet for tyveri og senere som militær havde været straffet mange gange, dels arbitrært, dels efter krigsretsdomme, senest efter krigsretsdom af 20. Februar s. å. for vold mod en underkorporal, opsætsighed mod politiet m. v. med nedsættelse i de meniges 2. klasse og 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, var han, da det omhandlede passerede, vel tjenstgørende som konstabel ved Tøjhusafdelingen, men blev for sin delagtighed efter justitsministeriets resolution af 7. novbr. s. a. ligeledes tiltalt ved Søndre Birks Ekstraret. Han forklarede, at han vel var fulgt med de andre, men nærmest for at se, hvad det blev til; at lærlingen var kommet hen imod ham, som om han ville angribe ham, og at arrestanten da spændte ben for ham, så at han faldt over det lave rækværk, medens arrestanten ikke vil have bibragt lærlingen noget slag etter slået hatten af ham. Han vil - hvad de andre nægte at have hørt - have opfordret arrestanten Nielsen til at gå bort uden at forlange erstatning, vil, da de kom tilbage til Korups Have, der selv have betalt, hvad han nød, og han var vel i følge med de andre, da de senere krævede punch, men ikke fordi han brød sig om, at Nielsen skulle traktere, så han selv havde penge nok hos sig til at skaffe sig drikkevarer for, men kun fordi han var i følge med de andre. Skønt hans forklaring var i bestemt modstrid med lærlingens beedigede forklaring, fandt retten dog, at hans egen måtte lægges til grund ved bedømmelsen af den del, han havde taget i optrinnet i Søndermarken, da der i øvrigt ikke have kunnet tilvejebringes nogen oplysning i så henseende, idet hverken de andre tiltalte eller de øvrige tilstedeværende havde lagt nøjere mærke til, hvad der var passeret mellem Sienknecht og lærlingen, til dels fordi de havde haft deres opmærksomhed henvendt på, hvad der samtidig passerede med handelsbetjenten. Da det nu ikke kunne skønnes, at han var overbevist om den forbrydelse, for hvilken han var aktioneret, nemlig meddelagtighed i røveri, blev han frifundet for aktors tiltale.

Sagen er, efter hvad vi har erfaret, appelleret til overretten.

(Dags-Telegraphen (København) 17. april 1879.)

Ildebrand i Korups Have. I går morges henved kl. 3 opkom ildløs i et til traktørstedet "Korups Have" ved Valby hørende udhus som i løbet af et par timer totalt nedbrændte. Årsagen til ildens opkomst er ubekendt.

(Social-Demokraten, 11. juni 1882).

Hustrumishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Højesteret paakendte i Gaar en Justitssag, hvorunder en Haandværker i Gentofte tiltaltes for Mishandling af sin Hustru. Konen havde i saa Henseende forklaret, at Manden, navnlig efter at han i Aaret 1864 havde været i Krigstjeneste og var bleven stærkt forfalden til Brændevinsdrik, havde, især i de senere Aar, meget hyppigt dels slaaet og pryglet hende med en Egestok, dels truet hende med den, saa at hun ofte havde maattet flygte ud af Huset, samt at han havde truet hende med at ville hænge hende. Hun har endvidere forklaret, at Manden den 27de Februar f. A. tog en Okse, løftede den et Par Gange over hendes Hoved og truede med at flække det; samme Dag aflukkede han Døren til deres Beboelseslejlighed og løb rundt i Stuen ester hende med en Stok for at prygle hende, uden at der dog ved den Lejlighed blev tilføjet hende nogen synderlig Overlast med Stokken, hvorimod han rykkede en Tot Haar af hendes Hoved, hvilket ogsaa er sket tidligere. Hun har aldrig havt nogen egentlig mere langvarig Men af den hende tilføjede Overlast og har saaledes ikke maattet ligge til Sengs derfor eller søge Læge, men hun har hyppigt havt Smerter af de hende tilføjede Slag, navnlig da hun en Gang for et Par Aar siden af Manden blev kastet ned af Trapperne fra 1ste Sal ned i Gaarden. Tiltalte det paastaaet, at han kun en Gang imellem har skubbet til sin Hustru og har benægtet at have truet eller slaaet hende og at have kastet hende ned af Trappen saavelsom at have revet Haar ud af hendes Hoved eller iturevet hendes Klæder, og har overhovedet vedholdende benægtet Rigtigheden af de Forklaringer, der til Oplysning om Mishandlingen var afgivne af forskællige under Sagen hørte Personer. Overretten fandt imidlertid, at der ved disse Forklaringer maatte anses tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for Mishandlingen. Straffen for Tiltalte, hvis Hustru er gaaet i Forbøn for ham, var, som ved Underretten fastsat, bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og samme Udfald fik Sagen i Højesteret.

(Social-Demokraten 8. marts 1879).