Kvindens Anvendelse i Industrien. (Efterskrift til Politivennen)

Vort Standpunkt til Kvindesagen er, som bekendt, det, at Kvinden bør stilles fuldkommen lige med Manden i alle Retninger; men heraf følger, at vi ikke vil have hende stillet højere. Vi vil give hende samme Rettigheder som Manden, men vil samtidig paalægge hende de samme Pligter. Naar Kvinden under de nuværende Forhold anvendes i Industriens Tjeneste, falder det os derfor ikke ind at se skævt til hende, men vi forlanger, at hun skal have samme Løn som den mandlige Arbejder; - faar hun ikke det, kan vi paa ingen Maade billige, men maa tvertimod i høi Grad fordømme hende som en farlig Konkurrent til Manden. Da Samfundet tillige har overmaade stor Interesse af, at Kvindens Moralitet og Sundhed bevares usvækket, fordrer vi endvidere, at hun kun anvendes til Beskæftigelse, ved hvilke hun kan bevare disse for Efterslægten nødvendige Egenskaber. At imidlertid Anvendelsen af Kvinden i Bogtrykindustrien (som i mange andre Fag) er skadelig for Kvindens Sundhed, fremgaar af en Artikel i "Typograf-Tidende", hvoraf vi tillade os at citere Følgende :

Opsynsmanden paa et større Bogtrykkeri berettede: "Sætterinderne maa sidde ned. Jeg har kun kendt en eneste Kvinde, en stærk, kraftig Irlænderinde af ualmindelig Højde, som kunde arbejde ved Kassen ligesom en Mand. Sætterinderne er i Reglen sygelige og lide af Ryg- og Hovedsmerter etc." Paa lignende Maade udtaler en Sætterinde sig: "Vi kan ikke staa ved Kassen; dette formerer vore Hoved- og Rygsmerter og svækker vore Lemmer. Jeg har i fem Aar været ved denne Bestæftigelse, men hyppig har jeg været nødsaget til at afbryde denne. Jeg har aldeles tabt min Farve og er langt fra saa kraftig, som jeg var den Gang jeg begyndte paa dette Arbejde. Jeg har temmelig ofte Brystsmerter og Hoste, som formerer sig, naar jeg en Gang arbejder mere anstrængt end sædvanlig. Jeg kender mange Sætterinder, som klager over samme Lidelser."

"Typ. Tid." bemærker i Slutningen af Artiklen:

"Sandelig, det maa være en Lyst for hine Principaler, som med Forkærlighed beskæftiger kvindelige Sættere, at læse denne Artikel, ti deraf fremgaar det jo paa det Bestemteste, at Kvindernes Anvendelse som Sætterinder medfører deres fysiske Ødelæggelse. Men hvad bryder Kapitalisterne sig om saadanne Smaating, bare deres Pengepung bliver fyldt, saa er de tilfredse, - naar det ene Stykke Arbejdsdyr bliver opslidt, har man Raad til at købe sig et andet !"

Værs'artig, Hr. Ferslew!

(Social-Demokraten 16. april 1879).

Nyt fra Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

Den vestindiske Kommission, som nu er paa Hjemveien til Europa, har ikke kunnet gjøre de irske Plantere paa Sr. Croix tilpas. De havde af dens Komme ventet, at deres Erstatningskrav strax skulde blive tagne til Følge, og at de ligeledes skulde faa Lov til for Kommissionen at fremføre deres Klage over Guvernøren, hvis Energi og Selvstændighed mishager dem, og da denne Forventning er bleven skuffet, have en Del af dem ved nogle Resolutioner, som vedtoges paa et i Frederikssted afholdt Møde, temmelig tydelig udtalt deres Misfornøielse baade med Kommissionen og med Guvernøren, samtidig med, at de have vedtaget et Andragende til Rigsdagen, hvori de fremstille Aarsagerne til Opstanden paa deres Vis og kræve Erstatning. (Fl. Bl.)

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 12. april 1879).

Kjøbenhavn den 18de April. Den til Vestindien udsendte Kommission er i dag vendt tilbage hertil, og der vil saaledes formodenligt endnu i denne Rigsdagssamling kunne blive forelagt et Lovforslag om Erstatning til Skadelidte i Anledning af Negeropstanten f. A.; men det vil dog næppe blive store Summer, om hvilke der her vil blive Tale, idet Kommissionens Indstillinger efter Forlydende kun gaae ud paa Erstatning til de Skadelidte i Frederiksted, for hvilken der jo ogsaa syntes at være Stemning i Rigsdagen i Efteraaret. Hvad angaaer Planterne, som jo ved Finansministerens Foranstaltning ere blevne hjulpne ved de saakaldte Bureaulaan, har der næppe nogensinde været Tale om at yde dem Gaver eller Erstatning, men for Beboerne i Frederikssted maa Sagen af flere Grunde stille sig anderledes, idet de Skadelidte her for Størstedelen bestaae af ubemidlede Smaafolk, og hvorledes man end vil dømme om Aarsagerne til Opstanden og om Forholdet mellem Planterne og Negerbefolkningen, saa er det i alt Fald vist, at Indbyggerne i Frederikssted ikke kunne have havt nogensomhelst Skyld i, at det kom til Opstand. At hjælpe dem under Form af Laan vilde ogsaa være urimeligt af den Grund, at de ikke vilde være i Stand til at yde nogensomhelst Sikkerhed for Laanets Tilbagebetaling.

Førerne af de tvende franske Orlogsmænd, som vare tilstede ved St. Croix under Negeropstanden og ydede Hjælp i forskjellige Retninger, ere blevne dekorerede, den Ene, Kaptajn Lefevre, med Dannebrogsordenens Kommandørkors af 1ste, og den Anden, Kaptajn Mayet, med Kommandørkorset af 2den Grad. Derhos har den Næstkommanderende, Løjtnant Esmey, faaet Ridderkorset.

De dansk-vestindiske Øer (Dagbl.). De i Onsdags fra Vestindien modtagne Efterretninger give ikke noget opmuntrende Billede af Situationen i dens Helhed og den paa Øerne herskende Stemning. Som det vil erindres, vedtoges det i Begyndelsen af forrige Maaned paa et i Frederiksted afholdt Møde af Plantere og Andre, at rette en Opfordring til den vestindiske Undersøgelseskommission om at modtage Underskriverne af de vedtagne Resolutioner for at høre deres Udtalelser om Aarsagerne til Oprøret m. m. Der nedsattes tillige et Udvalg til at overrække Kommissionen Resolutionerne og fremsætte den ovenanførte Begjæring. Kommissionen sendte imidlertid Udvalgets Formand, Hr. W. H. Heyliger, et Afslag, som den begrundede ved, at den alt havde taget sin Bestemmelse med Hensyn til de Personer, hvis Forklaring den alt havde anseet det for rigtigt at erholde, og at der allerede var givet en stor Del af Undertegnerne at Resolutionen og navnlig, paa en enkelt Undtagelse nær, alle Medlemmer af Udvalget Lejlighed til at udtale sig for Kommissionen. Det maa indrømmes, at der var meget liden Anledning for Kommissionen til at høre paa en Gjentagelse af de allerede én Gang givne Forklaringer, og var Planternes Mening blot, at de vilde møde i Forening for at give deres Optræden en demonstrativ Karakter, saa er det let forklarligt, at Kommissionen ikke vilde række Haand dertil. Imidlertid vakte selvfølgeligt dens Afslag Misfornøjelse hos Resolutionens Underskrivere, og den 15de Marts afholdtes der i Frederikssted et nyt Møde, paa hvilket der vedtoges en Tak til Udvalget for dets Virksomhed og en Resolution, som beklagede Kommissionens Holdning, hvorhos det besluttedes at indgive et Andragende til Rigsdagen, indeholdende Underskrivernes Klager og deres Begjæring om Erstatning for lidte Tab. Endelig vedtoges det at nedsætte et Slags staaende Velfærdskomite, bestaaende af 23 Medlemmer. - I "St. Croix Av." kritiseres skarpt de fattede Beslutninger og navnlig den Maade, hvorpaa fremmede Undersaatter paa St. Croix have henvendt sig til deres Regjeringer for ved deres Hjælp at faae Erstatning for de ved Opstanden lidte Tab.

"St. Croix Av." er i det Hele i de i Onsdags modtagne polemiske Artikler af en temmelig bitter Karakter. En af Deltagerne i de to Møder har forsvaret de paa disse vedtagne Resolutioner, og andre Indsendere have stærkt angrebet Fællessukkerkogeriets Bestyrelse, ja, en navngiven Indsender har endog udtalt som sin Overbevisning, at, om saa Fællessukkerkogeriet nu fik Rørene for Intet, vilde det ikke kunne betale sig. Af en Artikel af Hr. G. A. Hagemann sees det, at Kolonialraadet i et Møde den 2tde Marts har vægret sig ved at give Fællessukkerkogeriet samme Understøttelse, som næsten alle dets private Kreditoret have ydet, ved at tage Præferenceaktier for dets Tilgodehavender. Hr. Hagemann gjør opmærksom paa, at Aktieselskabet for bemeldte Fabrik oprettedes ene og alene i den Hensigt at hjælpe Øen, at den i det nedlagte Kapital udelukkende er ydet med dette Maal for Øje, at nye Summer ere ydede i samme Øjemed baade af Private og af Moderlandets Regjering, og han beklager meget, at Kolonialraadet samme Dag, som "Nordkap" kom til Kristiansted med de nye Maskindele til Fabriken, fattede den ovennævnte Beslutning, uagtet den forlangte Hjælp ikke paalagde Kolonialkassen nye Forpligtelser. Idet han derhos erindrer om, at han selv har ydet Foretagendet flere Aars Arbejde og sin disponible Kapital, udtaler han sluttelig det Haab, at de, der have støttet det, snart ville saae Løn for deres Bestræbelser. '

- Søndagen den 15de Marts overraktes der højtideligt i et offenligt Lokale i Frederiksted Løjtnant Ostermann en Æressabel fra Beboere af Frederiksted By og Landdistrikt som Paaskjønnelse af det Mod og den Resoluthed, han havde vist ved den 2den Oktober at komme Byen til Undsætning. Sablen var bestilt i en af de bedste Vaabenfabriker i England, Skeden og Fæstet ere af Sølv, og paa den smagfuldt forsirede Klinge findes Løjtnantens Navnetræk og følgende Indskrift: "Skænket Løjtnant H. Ostermann af Beboere i Frederiksted By og Landdistrikt som Bevis paa deres varme Paaskjønnelse af hans raske og modige Optræden under Opstanden paa St. Croix i Oktober 1878." Med Sablen fulgte et Bælte og en Mahognikasse med Metalplade og Navnetræk paa Laaget. Den overraktes ham med en Tale af Pastor du Bois, som tillige bad ham bringe de Soldater, der havde ledsaget ham paa hans Expedition, en Tak for deres flinke og tapre Holdning i Oprørsdagene. Nogle Dage forinden havde Løjtnant Ostermann fra andre Venner modtaget som Hædersgave et Gulduhr med Kjæde.

(Fyens Stiftstidende 19. april 1879).

Ubekendt fotograf: King Street. Gadeparti i Christiansted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Politidirektør Crone som sin politiker. (Efterskrift til Politivennen)

Motto: Hvorledes kan man lære at kende sig selv? Ikke ved Betragtning, men ved Handling. Forsøg at gere din Pligt, og Du ved straks hvad Du duer til. Goethe.

Herr Politidirekteur, Etatsraad, Ridder og Gud ved hvad, Crone, har uden Tvivl læst disse ovenfor citerede Linjer af Goethe, og for ikke alene at lære sig selv at kende, men for ogsaa at Bourgeoisiet skulde lære at kende, hvad han duede til, skred han til Handling: han fik "Soc -Dem."s Redaktør opkaldt for den offenlige Politiret, fordi denne Redaktør havde optaget et Opraab om at understøtte en trængende Medborger, hvilken Begivenhed har været omtalt i "Soc.-Dem." af 25de Marts d. A., navnlig fordi Hr. Crone eller Politiet, hvem han jo selv gør Fordring paa at repræsentere, samtidig havde undladt at indstævne flere andre Blades Redaktører, navnlig Højre blades, som havde gjort sig skyldig i samme Forseelse, hvilket af nærværende Blads Redaktør omtaltes i bemeldte Blad af 25de Marts, blandt Andet med den Bemærkning, at det saa ud som en Slags Socialistforfølgelse en miniature.

Hr. Crone har villet frigøre sig for denne Antagelse, og har derfor i Gaar ladet Redaktørerne af "Dags-Tel.", "Dagsavisen", "Dagbladet", "Dagens Nyh.", "Folkets Avis" og Venstrebladet "Morgenbladet" opkalde i Københavns Kriminal- og Politirets 1ste Afdeling for at lade dem tildele en Advarsel; men Hr. Crone, der maaske - vi fremsætter det kun som en Formodning - ikke gerne selv vilde have Skyld for at genere navnlig Højrepressen, har som fin Politiker lagt den af os skrevne Artikel af 25de Marts som Grund for Anklagen mod de nævnte Højreblades Redaktører; men ved dette Forsøg har han givet sig selv en overordenlig Blottelse; ti deri ligger en Anerkendelse af, at han ikke uden "Soc.-Dem."s Hjælp ved denne Lejlighed havde været i Stand til at dele Sol og Vind lige for Alle, det være sig "Højre"-, "Venstre"- saavel som demokratiske Blade. Kort sagt, han har indirekte anerkendt, at han ved de til sin Disposition staaende Midler kun har formaaet at holde tilstrækkelig Øje med Bladet "Social- Demokraten", medens de andre Blades Forseelse er af ham bleven aldeles upaaagtede; ti vi antager (og mener, at det ikke er uberettiget), at hvis Politiet har med at paasé den Slags Forseelser, da er det ikke alene "Social-Demokraten" og "Ravnen", men alle udkommende Blade, det samtidig bør have deres Opmærksomhed henvendt paa, men sker det ikke, da maa Politiet eller maaske rettere Hr. Crone ikke have tilstrækkelig Politistyrke til sin Disposition, eller ogsaa maa Hr. Crone og hans Folk mangle tilstrækkelig Dygtighed til at røgte deres Kald, eller til syvende og sidst maa visse Partihensyn have gjort sig gældende (vi kender jo Alle nok Historien om at hænge de Smaa og lade de Store gaa); men da vi fra Slaget paa Fælleden den 5te Maj kender Hr. Crone som en dygtig Karl, og da der naturligvis ikke kan være delte Meninger om hans Upartiskhed, saa bliver Facit selvfølgelig, at Hr. Crone ikke har tilstrækkelige fysiske saa vel som aandelige Kræfter til sin Raadighed, og intet vil derfor være naturligere, end at han fik "Social-Demokraten"s Redaktør udnævnt til Chef for Opdagelsespolitiet, da det, som det har vist sig, har været denne mulig at kontrollere alle Højrebladenes Avertissementer, hvilket, som alt sagt, Hr. Crones hele Hær ikke har været i Stand til.

Hvis Hr. Crone imidlertid ikke skulde beslutte sig til at udnævne "Social-Demokraten"s Redaktør til Chef for Opdagelsespolitiet, hvor han dog sikkert snart vilde være i Stand til at opdage, hvorfor en vis Skoleinspektør, der, saavidt erindres, er født i Grønland, pludselig maatte forlade Danmark, saa anmoder vi Hr. Crone, for sin egen svage Helbreds Skyld, og for sin utilstrækkelige Politistyrkes Skyld, der jo endnu ikke har formaaet at opdage Morderen i Louisegade og Mordforsøget paa Svanemosegaardsvej, om ikke at gøre sig altfor megen Ulejlighed med at iagttage Socialdemokratiet i Danmark samt Bladene "Social-Demokraten" og "Ravnen", der kun kæmper for Sandhed og Ret og aldrig søger at fortrædige andre end Despotismens Haandlangere, Arbejdernes Undertrykkere, samt Svindlens og Krybdyrspressens Repræsentanter i det bestaaende Samfund, som "unter uns gesagt" er pilraaddent.

Vi haaber, at Hr. Crone af hele denne Historie har lært, at han i Grunden ikke er skabt til at være fin Politiker, skønt han har den bedste Vilje dertil. Om hvorvidt hans Forsøg paa at gøre sin Pligt ved først at anklage "Social-Demokraten"s Redaktør og derefter at benytte "Social-Demokraten"s Artikel af 25de Marts som Anklagepunkt mod de andre Redaktører, har vist, om han duer til Noget, det overlader vi Læserne at afgøre, men i vore Øjne staar Hr. Crone, som sagt, ikke som nogen fin Politiker.

(Social-Demokraten 10. april 1879).

Social-Demokraten havde indrykket en annonce til indsamling af penge til en ældre, syg mand. Dette var en overtrædelse af en gammel plakat og forordning hvoraf det fremgik at dette ikke måtte ske uden fattigvæsnets direktions tilladelse. Politiretten gav redaktøren en advarsel. Efter dette påpegede Social-Demokraten at den samme annonce også havde været bragt i de nævnte aviser - uden dog at deres redaktører var tilsagt i retten

Maleren Saxo Wiegell (1843-1909) var i 1877 blevet redaktør efter at Harald Brix havde fået endnu en fængselsdom. Efter at have deltaget som frivillig i Krigen 1864, var han politibetjent i København, fra 1867 i orlogsværftets politikorps. Han fortsatte uddannelsen på Kunstakademiet og tegnede for Brix' ugeblad Ravnen, hvem han afløste som redaktør da denne blev fængslet. Han blev redaktør på Social-Demokraten oktober 1877 og blev 1878 medlem af Socialdemokratisk Forbunds første bestyrelse. Da han i Ravnen bragte en tegning af politiinspektør Hertz i en galge, blev han dømt til 3 måneders fængsel, og med udsigt til flere pga. artikler som den ovenstående rejste han i september 1879 til USA. Hans partifæller i New York rejste en mindesten på hans grav. 

Han blev efterfulgt af Mundberg og Hertz der også fik en fængselsstraf. Med typografen Emil Wiinblad som redaktør fra 1881 fik avisen en redaktør som fortsatte indtil 1911. Mundberg afgik 1881.

Søren Jensen. Fattiglem. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte i Onsdags en Sag, hvorunder Arrestanten Søren Jensen med Tilnavn Slotth tiltaltes for Overtrædelse af Straffelovens 12te Capitel samt til Sikkerhedsstillelse efter Straffelovens § 299.

Efter Rapport fra en Politiassistent i Randers havde Arrestanten - der den 26. Septbr. f. A. var fra Arbejdsanstalten i Mariager, hvor han af sin Forsørgelsescommune havde været indlagt som Fattiglem, bleven hjemsendt med Tvangspas til bemeldte Commune - den paafølgende Dag indfundet sig paa Politistationen i Randers, hvor han, efter at have faaet udbetalt Tærepenge til Reisens Fortsættelse, fik Paalæg om strax at begive sig ud af Byen. Et Par Timer senere blev han imidlertid af en Politibetjent antruffen paa Gaden i Randers, og da Betjenten spurgte ham om Grunden til, at han endnu ikke havde forladt Byen, svarede han, at han ikke vilde gaae hjem. men gjorde Fordring paa at blive kjørt, hvorhos han, da Betjenten foreholdt ham, at han godt kunde gaae, tilføiede, at naar Communen havde havt Raad til at lade ham kjøre til Arbeidsanstalten, havde den ogsaa Raad til at kjøre ham hjem derfra. Arrestanten - hvem Betjenten derefter gjentagne Gange forgjæves opfordrede til at forlade Byen - blev nu ført til Politistationen, hvor han fremstilledes for en Politiassistent; men ogsaa ligeoverfor denne fastholdt han sin Vægring ved at gaae hjem, idet han paa en irriterende Maade forlangte, at Assistenten skulde skaffe Befordring til ham, og da denne bestemt vægrede sig ved at gjøre dette, blev Arrestanten meget opfarende. Han slog den ene Gang efter den anden med knyttet Haand i Bordet og trængte med truende Miner og Gebærder ind paa Assistenten, idet han raabte til denne, der paabød ham at være rolig og advarede ham mod at forløbe sig, at han skulde holde Kjæft. Endelig stødte han Assistenten gjentagne Gange for Brystet, saa at denne veg flere Skridt tilbage, og nu lod Assistenten ham ved fire Politibetjente indsætte i Detentionslocalet og iføre Spændetrøjen, men Arrestanten satte sig til Modværge med Betjentene, greb haardt fat i disses Hænder og Klæder, hvorved han iturev den ene Betjents Beenklæder, og udskjældte samtidig Assistenten og Betjentene paa forskjellig Maade. Da Assistenten et Par Timer senere saae til ham i Detentionslocalet, yttrede Arrestanten, at naar han kom hjem, skulde han slaae Formanden for Sogneraadet saaledes, at han skulde ligge ved det, han vilde ikke skaane noget Menneske, og hvis Communen paany satte ham paa Arbejdsanstalten, vilde han strax undvige derfra, blot forfat Communen kunde komme af med nogle flere Penge, hvorhos han tilføiede, at han i det Hele taget i Fremtiden vilde gjøre, hvad han kunde, for at genere Communen, navnlig paa en saadan Maade, at den kom af med Penge.

Arrestanten havde indrømmet, at han, der var ærgerlig paa sin Forsørgelsescommune, fordi denne havde indsat ham paa den ovennævnte Arbejdsanstalt, havde brugt den ovenanførte Trusel imod Formanden for det paagjældende Sogneraad. Da imidlertid hans Anbringende om, at det ikke var hans Mening at gjøre Alvor af denne Trusel, efter Omstændighederne ikke fandtes at kunne forkastes, blev han af Overretten, forsaavidt han efter Begjæring af Sogneraadsformanden var tiltalt til Sikkerhedsstillelse efter Straffelovens § 299, frifunden for Actors Tiltale, hvorimod han for sit ovenomhandlede Forhold imod Politiassistenten og Politibetjentene blev anseet efter Straffelovens §§ 100 og 101 med en Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom i Henhold til de i samme anførte Grunde og med Bemærkning, at der ikke vilde kunne tillægges de Højesteret forelagte nye Oplysninger Indflydelse paa Sagens Udfald, navnlig forsaavidt angaaer Spørgsmaalel om Anvendelse af Straffelovens § 299.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. april 1879).

Valgkamp i Vestsjælland. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance fra Slagelse.

Slagelse, den 30. Marts 1879.

Da Social-Demokraterne for nogle Maaneder siden afholdt Møde her i Byen, næredes der af flere Frygt for, at Mødet ikke skulde løbe fredeligt af; man vidste fra tidligere Lejligheder, at en stor Del af Byens Højremænd er besatte af en til Vildskab grænsende Fanatisme. Mødet afholdtes imidlertid under saa stor Ro, at Alle forbavsedes derover. Hvad Grunden har været til denne usædvanlige Ro, skal jeg ikke kunne sige, men saameget er vist, at flere af de Herrer, der ellers udmærker sig ved støiende og larmende Adfærd, den Aften holdt sig borte fra Ridehuset, fordi de syntes, "det var Synd at forstyrre Arbejdernes Møde". Ja, kære Læser! tro kun dine øjne; jeg har selv hørt en af disse Spektakelmagere forsikre, at han ikke turde overvære Mødet, da han ikke kunde lade være at støie, og - det var dog Synd. De Indfødte her er, som jeg tidligere har paavist, af en ejendommelig Konstruktion, og navnlig er de Arbejdere eller Smaafolk, der faar Lov at arbejde paa Betingelse af politisk Overensstemmelse med Arbejdsherren, slemme at komme i Lag med. Som Regel bør man vel forudsætte, at de ikke har Spor af Begreb om Politik, men naar deres Herre og Mester bilder dem en Løgn ind og fortæller dem, at Sort er Hvidt, saa tror de det, og saa hvæsser de deres Knive for, om nødvendigt, at slaa et Slag for det Sande og det Rette!

Slagelse og Omegn (med Korsør) er vistnok den Egn i hele Danmark, der kan paavise det største Antal Skandaler ved Valg- og lignende Handlinger, og det er derfor den naturligste Sag af Verden, at man betragter Glarmester Bærentsens ulykkelige Endeligt med stor Mistænksomhed; det er selvfølgelig for meget at sige: her foreligger er politisk Mord, men - saa længe jeg ikke er overbevist om det Modsatte, har jeg vel Lov at tro, hvad jeg vil?

For i Dag vil jeg slutte min Korrespondance med efter vor Bys Venstreblad at hidsætte følgende Liste over Overfald og Skandaler, forøvede af Højremænd her i Egnen :

"Sorø Amtst." skriver nemlig:

"Naar man nu spørger, hvorvidt der virkelig kunde siges at være, om ikke Sandsynlighed, saa dog Mulighed for, at Fanatismen i Korsør kunde afføde et politisk Snigmord, da skulle vi minde om den Række Voldshandlinger af stigende Omfang, som denne allerede har affødt. Ved Valget i 1872 slog Forstander for Arbejdsanstalten Olesen *) Garver Petersen bagfra med en Stok i Hovedet. Ved Valget 1873 blev det Tauber meddelt, at den samme Olesen paa offenligt Sted i flere Vidners Paahør havde udladt sig med, at han havde hvervet 12 Mænd med Knipler, der "nok skulde tærske disse Venstremænd". T. gjorde Anmældelse derom til Politimesteren i Slagelse, der foranledigede, at O. blev sendt tilbage til Korsør, saasnart han havde afgivet sin Stemme. Da Tauber ved samme Valg drog fra Valgstedet, ledsaget af sine Vælgere, kastede en Sømand fra Korsør sig ind i Rækkerne og rettede et Slag med en Knippel efter T., men ramte en Mand, der gik bag ved ham, og bibragte denne en blodig Skramme i Tindingen. Ved samme Valg var en gammel Gaardmand paa et offenligt Sted i Slagelse Genstand for alvorlig Overlast fra Korsørvælgernes Side. Glarmester Bærentzen fik paa Hjemreisen eller efter Hjemkomsten fra samme Valg sit Ansigt slaaet til Blods, og saavel samme Aften som et Par paafølgende Aftener var der i Korsør Opløb med Rudeindslagning m. m. hos derværende Venstremænd. Ved Valget i 1876 søgte efter Valghandlingen en Flok Korsørvælgere med en Styrmænd Jacobsen i Spidsen at trænge op til Tribunen, hvor Tauber endnu opholdt sig - som det hed sig, for at faa fat paa denne - , tilføjede en Vægter, der vilde standse dem, grov Overlast, men tørnede imod en Klynge Bønder, hvoraf der udspandt sig det voldsomste Slagsmaal, der i halvanden Time væltede sig henad Gaderne, og hvori flere Hundrede Mennesker efterhaanden inddroges. Ved hvert af disse Valg var der ogsaa Tumulter paa Slagelse Banegaard af de bortdragende Korsørere, hvorved der vankede blodige Pander, Ruder gik i Løbet m. m. m. Det Samme var Tilfældet ved sidste Valg, da endog Politifuldmægtigen i Slagelse, der vilde lægge sig imellem, fik en blodig Skramme paa Kinden; men i det Hele blev man ved sidste Valg forskaanet for de befrygtede Uordener, fordi Højre sejrede. Bærentzen, der særligt var lagt for Had paa Grund af hans ihærdige Bestræbelser og Artikler i venstre Retning (jvfr. "Korsør Avis" for 17de Marts), havde for sidste Valg erklæret til Tauber, at han ikke turde komme til Valg for ikke at udsætte sig for forøvet personlig Overlast, og Garver Petersen havde tilskrevet T., at han hverken turde være Taubers Stiller eller stemme paa ham, fordi Betjent Vind havde truel ham med, at hvis han mødte paa Valgdagen i Slagelse, skulde han fra den Dag blive sat under Politiets Opsigt. Politiet saavel i Slagelse som i Korsør har enten vist sig afmægtigt eller forholdt sig ligegyldigt overfor disse Uordener og voldelige Overfald fra Korsørernes Side; kun den omtalte Styrmand fik en Mulkt paa en Snes Kroner for Vold mod Vægteren. En Klage, som i 1873 blev indgivet til Folketinget, viste sig frugtesløs, da Ministeriet først henlagde den og senere afviste den. Den Ophidselse, som har affødt slige Voldshandlinger, er væsenlig udgaaet fra den bedre Klasse i Korsør. Selve Politimesteren indledede ved det første Møde i Korsør, hvor han var sammen med Tauber, den personlige Ophidselse ved stærkt injurierende Angreb paa denne; og ved et senere Møde, hvortil T. havde indbudt den jævnere Befolkning i Korsør, indfandt sig 6 af Byens "bedste Mænd" og gjorde et saa ulideligt Spektakel, at Indbyderen ikke kunde komme til Orde og Mødet maatte afbrydes, hvilket en af dem, Doktor Vilhelmsen, der havde paataget sig at være Dirigent - den Samme, som skriver de berømte korsørske Valgviser, hvilke Politimester Rump synger for under Optoget i Slagelse - udførte ved at slukke den ene Gaslampe og derved foranledigede, at en af hans Ledsagere gjorde det samme ved den anden Lampe; skøndt Lokalet derved blev mørkt, skete der dog den Gang ikke videre, da de Tilstedeværende ikke vare i slagsindig Stemning. "Korsør Av." navngav efter Valget i 1873 de 12 Vælgere i Korsør, der havde stemt paa Tauber, med den Henstilling, "om de vare værd at eje"; blandt disse var Glarmester Bærentzen, der fra den Tid af blev unddraget alt baade offentligt og privat Arbejde fra højre Side. Efter Valget 1870 bebudede "Korsør Avis", idet Bladet omtalte det storartede Slagsmaal, med en i Sandhed kynisk Aabenhjertighed: at værre Ting forestod næste Gang, skulde Tauber atter stillede sig, og ved Valget 1870 benyttede saavel det nævnte Blad som Agitatorerne i Korsør en Opfordring, som et stort Antal Landboere havde rettet til Politimesteren i Slagelse om at skaffe Ro og Orden paa Valgdagen, som et yderligere Agitationsmiddel mod Tauber og hans Venner, ret som om det var en personlig Fornærmelse mod Korsørerne at formene dem deres Ustyr og Voldsfærd. Det ligger herefter ikke saa fjærnt at forudsætte Muligheden af, at den Ærgrelse, som det maa have forvoldt Korsørerne at se deres Uvæsen stillet blot for Offentligheden gennem Valgklagen, kunde have affødt "værre Ting", som Byens Organ bebudede i 1876."

*) Olesen og Vind vare to tidligere Gendarmer, som Byfoged Sylow fik ansat i Korsør Politi efter Krigen 1864, da han var Feltpolitimester. Olesen har senere forladt Valgkredsen.

(Social-Demokraten 2. april 1879).