Vold og Forledelse til falsk Forklaring for Retten. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13de Marts d, A. indfandt Snedkersvend Petersen sig i Følge med 2 Personer i en Værtshuusholders Beværtning i Hummergade hvor han sammen med sine Ledsagere nød et betydeligt Qvantum baiersk Øl, for hvilket han, da han skulde betale, blev 9 Øre skyldig, og da Værtshuusholderen - den under Sagen Tiltalte - forlangte fuld Betaling, blev Snedkeren grov og truede med at ville give Tiltalte "en Skalle". Forbittret herover slog Tiltalte ham med knyttet Næve i Ansigtet, saa at han foer midt hen i Stuen, og ved et nyt Angreb fra Tiltaltes Side faldt Snedkeren, der var meget beskjænket, om paa Gulvet. Medens han laa her, slog Tiltalte ham gjentagne Gange i Hovedet og tilføjede ham flere Spark, hvoraf et ramte ham i Hovedet. Derefter reiste Tiltalte ham op og kastede ham tildeels med et Spark ud af Døren, hvor han kom til at ligge saaledes, at Døren ikke kunde lukkes, hvilket gav Anledning til, at Tiltalte gav ham et nyt, denne Gang lempeligere, Skub, saa at han kom til at ligge paa et udenfor Døren værende Trin, hvor han synes at være kommen til at ligge i en forkeert Stilling med Benet, og hvor fra han trillede ned paa Gaden. Derpaa kastede Tiltalte hans Kaskjet ud til ham og lod ham ligge, indtil han ved Foranstaltning af Politibetjent, der var tilkaldt af Andre, blev bragt til Frederiks Hospital. Ifølge den af Overchirurgen afgivne Erklæring havde den Vold, der saaledes var overgaaet Petersen, fremkaldt, foruden nogle Læsioner, der hurtigt lægedes, en Forvridning af venstre Fod, hvorved den udvendige Ankel var brækket. Som Følge af dette Brud maatte Petersen forblive under Lægebehandling paa Hospitalet i 45 Dage, og da han den 10de Juli gav Møde i Retten, var hans fuldstændige Helbredelse endnu ikke opnaaet, men dog at vente. Tiltalte forklarede under Forhørerne, at han havde handlet i ustyrlig Hidsighed, fremkaldt ved Petersens foregaaende Adfærd, men uden Hensigt til at skade ham og uden at tænke paa, hvilke Følger hans Handling kunde fremkalde, og Rigtigheden heraf fandt Criminalretten ikke Føie til at forkaste. Strax efter at det Omhandlede var passeret, opfordrede Tiltalte en Snedkersvend og en Tjenestepige, der begge havde overværet Overfaldet, til at fortie, at de havde seet ham staae og sparke Petersen, hvilken Opfordring havde til Følge, at de tvende Personer afgave en usand Forklaring til en Politirapport, og da de senere vare tilsagte til Møde i Retten overtalte han dem paany til i Retten at for klare overeensstemmende med, hvad de havde forklaret til Politirapporten; disse urigtige Forklaringer bleve dog ikke beedigede, idet de to Comparenter, efterat de i samme Møde vare blevne satte under Anholdelse som mistænkte for falsk Forklaring for Retten, vedgik, at de efter Opfordring af Tiltalte havde gjort sig skyldig i denne Lovovertrædelse, men derhos erklarede, at de ikke vilde have bekræftet deres falske Forklaringer med Ed, hvis en saadan var bleven dem afkrævet, ligesom Tiltalte ogsaa erklærede, at det havde ligget udenfor hans Hensigt at forlede de to Medtiltalte til at aflægge falsk Ed. Ved Rettens Dom bleve de Tiltalte ansete med Fængsel paa Vand og Brød, Værtshuusholderen i 6 Gange 5 Dage og de 2 Medultalte hver i 3 Gange 5 Dage. Værtshuusholderen tilpligtedes derhos ved Dommen at betale Snedker Petersen en Erstatning af ialt 120 Kr. for Næringstab og Lidelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1879).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Hummergade set fra Admiralgade mod Asylgade. Mellem 1880 og 1918. Københavns Museum, Kbhbilleder. Public domain.

Baadeholdet i Ferskvandssøerne. (Efterskrift til Politivennen)

Som det var at vente, vakte det en berettiget Harme blandt det store Publikum, da Borgerrepræsentationen for nogen Tid siden nægtede en herværende Baadebygger Tilladelse til at holde Baadeudlejning i Peblingesøen, efter at den samme Repræsentation kort forinden havde givet flere storborgerlige Privatmænd Ret til at holde lignende Baade til deres egen, deres Familjes og Venners Fornøjelse, og det mindskede ikke Harmen men stillede tvertimod Dhrr. Repræsentanter i et for deres Værdighed mindre heldigt Lys, at de søgte at besmykke Nægtelsen med Grunde af en saa vag og løs Beskaffenhed, at Partiskheden og Favoriseringen af Rigmændene paa de mindre Bemidledes Bekostning struttede ud til alle Sider. Den almindelige Misnøje har, som vore Læsere vil vide, givet sig Udtryk bl. A. ved en Række indsendte Artikler her til Bladet, og disse har paa en saa grundig Maade vist Borgerrepræsentanternes Partiskhed tilbage og navnet Dhrr.s Skingrunde med et saa ret Ravn, at vi egenlig Intet har at tilføje, - det skulde da kun være at gøre Dhrr. opmærksom paa at hvis de virkelig vil have, at Nogen skal tro, at de i denne Sag tildels har ladet dem lede af Hensyn til Drikkevandet, saa maa de i Konsekvens hermed ligeledes nægte den uhindrede Adgang til Søerne om vinteren og forbeholde de Begunstige Skøjteidrætten paa denne Aarstid, saaledes som de forbeholder dem Lystsejladsen om Sommeren; ti det er Noget, som Enhver kan tænke sig, al de Tusinder af Mennesker, som paa en frostklar Dag tumler sig paa Isen, i en Time tilsmudsker denne og, naar Tøvejr indtræder, derigennem Vandet langt mere, end en halv Snes Baade vil være i Stand til gennem hele Sommeren. Ganske vist vil denne Partiskhed blive mere iøjnefaldende, men den vil ikke være mere uretfærdig, end hvad der nu finder Sted, og, som sagt, den ærede Borgerrepræsentation vil i det Mindste kunde faa Ord for at være konsekvent i sine Fadæser, Noget, som vi synes, at denne Avtoritet ikke burde kimse af. 

Det er imidlertid vort Raad til nævnte Baadebygger, at han ikke lader sig skræmme af det mislykkede Forsøg men indgiver sit Andragende paany. De velærværdige Raadhusherrer kan have godt af endnu engang at tænke over denne Sag, og i al Fald kan Ansøgeren være overbevist om, at han støttes af en Majoritet blandt Københavns Befolkning, der tidligere eller senere vil forstaa at sætte Sagen igennem.

(Social-Demokraten 30. august 1879).

De private bådebroer og lysthuse langs Søerne blev først fjernet i 1926. Se indslaget herom på bloggen.

Den tydske Brudevielse ved Grænsen. (Efterskrift til Politivennen)

Man erindrer, at et Højreblad i Kolding for en fjorten Dage siden bragte en skingrende Meddelelse om en tydsk Brudevielse, der var foretagen i Ødis af Pastor Hartnack, og at "Fædrelandet" i den Anledning pustede sin Patriotisme op til et lige saa fnysende som uforstandigt Anløb imod Præsten og imod Brudens Fader, G. Lorenzen paa Herregaarden Fovslet. Det hed bl. a. i Fdrl.: "Naar Omegnens Befolkning bestaar af saadanne sløve Tørvetrillere, at de taale, at Herremanden aldrig taler Dansk, men kun Tydsk til dem som til sine Folk, saa kan man ikte undre sig enten over, at han slaar Knald med den tydske Slavepidsk saa ofte Lejlighed gives" osv. Pastor Hartnack beskyldes for "moralsk Pjatteri", der maa "gjøre en stor og smertelig Opsigt og blive betragtet næsten som Forræderi." I Øvis, der er nærmere end Hr. Ploug baade ved den her omhandlede Begivenhed og ved Skuepladsen for Nationalliberalismens Udskejelser af fanatisk Ufordragelighed, har Koldingavisens og "Fædrelandets" Ugleskrig vakt Opsigt og Harme. Paa mange Beboeres Vegne udtaler en med sine Medborgeres Tillid hædret Mand sig i en Skrivelse til os skarpt mod den "sande Patriot". der har udsendt en Fortælling, som i mange Punkter er uoverensstemmende med de virkelige Forhold og har været beregnet paa at opirre Stemningen mod Præsten. Det hedder i Skrivelsen: "At Hr. Lorenzen kun taler Tydsk, er Usandhed; thi til os og enhver Dansktalende i Sognet har han aldrig brugt andet end det danske Sprog, og lige saa til sine Folk. Om han i Familien taler Tydsk, er maaske nok muligt; men hvor mange selv ved Kjøbenhavn gjøre ikke det? Naar "Rygtet vil vide", at L. i 1840 var Friskaremand, da taler det ogsaa Usandhed, idet L. aldrig har været Soldat, hverken nord eller syd for Grænsen. Med Hensyn til Pastor Hartnack er Forfatteren af Meddelelsen vistnok vidende om, at Præsten havde sine Foresattes Tilladelse, for han indvilligede i at forrette Vielsen paa Tydsk. Og det var ikke for Brudens, men for Brudgommens Skyld det skete, thi han er født, opdragen og bosat i Holsten og forstaar ikke Dansk, Af disse faa Punkter vil det ses, at Artiklen om "Hjemmetydskeriet ved Grænsen" er bygget paa løs Grund og kun beregnet paa at skade Præsten, og derfor kan det nok forstaas, at Flertallet af Ødis Sogns Beboere paa Præstens Vegne bleve smertelig berørte ved at læse den nævnte Artikel. Vedkommende Forfatter har ikke sat Navn under, men for Ødis Sogns Beboere er han og hans Hjælpere bekjendte nok. Tror disse Herrer at indlægge sig Ære ved paa en vrang Maade at fremstille denne Sag for Offenligheden, da ere de i en slem Vildfarelse."

"Fædrelandet" vender i Aftes tilbage til Sagen i Anledning af nogle Berigtigelser, som dets Koldingske Meningsfælle har modtagets men Hr. Ploug har kun Brug for den Oplysning, at Præsten havde Tilladelse fra "vore højeste kirkelige Myndigheder", og paa denne Oplysning vender han sig mod Kultusministeriet, over for hvis nuværende Styrer hans nationalliberale Velville er bekjendt, Hr, Ploug, hvis nationale Ubesindighed og politiske Uformuenhed er en gammel Ting, kan "ikke finde Regeringens Føjelighed i dette Tilfælde vel overvejet", og dette betyder jo noget.

(Morgenbladet (København) 20. august 1879).

Fovslet. Danske Herregaarde. Postkort. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Sognepræst i Ødis var Johan Christian Daniel Hartnack (1811-1883) og hustru Marie, født Soetmann.

Herregården Fovslet mellem Kolding og Christiansfeld er en herregård fra middelalderen. Den blev udstykket i 1897 og solgt. J. C. G. Lorenzen erhvervede den i 1851. Han indførte bl.a. ved mergling og dræning. Han solgte den i 1890 til A. E. Bloch.

H. P. H. Grünfeld (1813-1893). (Efterskrift til Politivennen)

H. P. H. Grünfeld blev født 6. september 1813 på Als. 13 år gammel kom han til Bendixens Skriveskole i Flensborg hvor han lærte tysk. 1827 var han tilbage på Kegnæs som "hjælpelærer" til han blev konfirmeret. 1828 var han skriver på etatsråd Mantheys kontor i Sønderborg i 6 år og i den by blev han forlovet med Anna Cathrina Peschke. Efter at være optaget i 1835 på Tønder Seminarium, fik han sin første læreplads i Frørup (Christiansfeld). I 1838 blev han hjælpelærer (Unterlehrer) i Slesvig By. Efter at have fået afslag på en ansøgning i 1839 i Elmshorn, vendte tilbage til Sønderborg og blev gift. Sønnen Carl fødtes i Heiligenhafen 12. december 1840. I 1841 blev han elementærlærer ved Wilhelmineskolen i Sønderborg 4 år. Sønnerne Lorens og Hans fødtes her. Endelig blev han i april 1844 7. lærer ved den Kongelige Domskole i Slesvig hvor han fungerede med korte afbrydelser indtil 1879. Han oplevede altså som lærer i Slesvig Krigen 1848-1851, mellemkrigstiden, Krigen 1864 samt Slesvig under preussisk herredømme fra 1865, og skønt erklæret dansksindet respekteret af alle parter.

Om Begivenhederne i 1848 fortæller han følgende:

"Ved Krigens Udbrud var det meget vel bekendt, at jeg ikke var "Slesvig-Holstener", men at jeg som Nordslesviger havde danske Sympatier. Der skete mig dog ikke noget af den Grund, bortset fra nogle mindre betydelige Begivenheder. Uanfægtet har jeg gennemlevet alle Omvæltninger. Værst var dog Februardagene 1864. Paaskedagene 1848 var skrækkelige. Vi kendte jo endnu ikke Krigen. Det var et frygteligt Syn, fra Domkirkens Taarn at betragte Slaget ved Busdorf, hvor mange Huse stod i Flammer.«

(H. P. H. Grünfeld fra Kajnæs. Overlærer ved den kgl. Domskole i Slesvig. Efter hans egne Optegnelser ved Frederik Hansen. 1938.)

Fra Slesvig-Holsten, 20. november. [Danske lærere og præster] På katedralskolen i Slesvig blev en seminarist ved navn Schmidt ansat i stedet for den dansksindede lærer Grünfeld, der var taget til København for at studere matematik og derefter blev ansat på Tønder seminarium. Seminariedirektøren, professor Bahnsen der ikke ligefrem kan beskrives som slesvig-holstensindet, sagde om ham: "Hvis Schmidt var blevet eksamineret, ville han slet ikke have fået nogen optagelse." Danskere der latterliggøres af eleverne på grund af deres tysk, er blevet ansat på den lærde skole. Den produktive alkoholkandidat Jakobsen blev ansat som prædikant af hr. Tillisch fra Westerhower. Han fisker hele dagen. Den dag prædikenens tekst er Peters fiskefangst, besteg han prædikestolen i vadebukser. Præsten bemærkede derefter: Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige om denne tekst, men han var sikker på at Peter ikke havde fanget nogen ål. Menighedens ledere siges at have sagsøgt ham. Hr. Tillisch fik prædikanten der var ansat i Neukirchen i Nordangeln, til at love at stoppe med at drikke grog eller anden spiritus! Det er velkendt, hvordan provsten i Slesvig, den såkaldte Svine-Martins overgik sig selv under kirkebesøget i Süderbarup.

Aus Schleswig-Holstein, 20 Nov. [Dänische Lehrer und Geistliche] An der Domschule in Schleswig ist statt des dänisch gesinnten Lehrers Grünfeld, der nach Kopenhagen gegangen, um Mathematik zu studiren, um dann bei dem Tondern'schen Seminar angestllt zu werden, ein Seminarist Schmidt angestellt worden. Von diesem hat der Seminardirektor Prof. Bahnsen, der nicht eben als schleswig-holsteinisch gesinnt genannt werden kann, geäussert: Wenn Schmidt examinirt worden wäre, so würde vielmehr gar keinen bekommen haben würde. Dänen, die wegen ihrer deutschen Sprache vom den Schülern lächerlich gemacht werden, hat man dort an der gelehrten Schule angestellt. Der gern trinkende Kandidat Jakobsen ward von Hrn. Tillisch zu Westerhower als Prediger angestellt. Derselbe fischt den ganzen Tag. Mit Seinen Wasserstiefeln bestieg er am dem Tage, wo der text der Predigt der Fischzug Petri ist, die Kauzel. Da äusserte dieser prediger: Er wisse eigentlich nicht, was er über diesen Text sagen solle, aber gewiss sey, dass Petrus keine Aale gefangen habe. Die Vorsteher der Gemeinde sollen ihn verklagt haben. Dem in Neukirchen in Nordangeln angestellten Prediger nahm Hr. Tillisch das Versprechen ab, dass er keinen Grog oder sonst Spirituosa Mehr trinken wolle! Wie der Probst in Schleswig, der sogenannt Swinne-Martins, sich auf der Kirchenvisitation in Süderbarup übernommen, ist bekannt.

(Aschaffenburger Zeitung 26. november 1851).

1852 ansattes en dansk lærer Povelsen som rektor, senere bl.a. Johannes Helms, se andetsteds på denne blog.

- Slesvig, den 10. Juli. Lærer Grünfeld her ved Domskolen har i dennes Gymnastikhuus foretaget det Foucaultske Pendul-Forsøg, hvorved denne Physiker vil levere et synligt Beviis for Jordens Omdrejning om dens Axe. Som bekjendt har den franske Lærer, Leon Foucault, foretaget dette Forsøg saavel i Observatoriet som i Pantheon i Paris. Senere ere lignende Forsøg, som alle have ført til samme Resultat, gjorte saavel i London som i flere større Stæder i Tydskland. Hr. Grünfeld er imidlertid den Første hertillands, der - saavidt mig bekjendt - har opstillet dette Apparat. Hr. Grünfeld har ligeledes gjort sig meget fortjent ved sin Regnebog, der har vundet et saa stort Bifald, at ca. 15.000 Expl. allerede ere solgte af den tydske Udgave. Af den danske Udgave er, i det korte Tidsrum, siden den udkom, omtrent 10 000 Expl. afsatte, hvilket noksom beviser Bogens Brugbarhed. Det er ogsaa at antage, at den vil finde Indgang i Danmark, navnlig i Jyllands sydlige Egne og fortrænge Ursins Regnebog, der baade er dyrere og tillige langtfra saa rig paa Exempler. Grünfelds Regnebog er 13 Ark tættrykt Octav Format og koster kun 40 sk. Ministeriet har, ved at fremme og understøtte Grünselds Foretagende, i høi Grad afhjulpet et Savn, der var føleligt i vore Borger- og Almueskoler; thi af alle vore gamle Regnebøger, Kroymanns 11te eller 12te Oplags mediberegnet, troer jeg næppe, at een eneste kan kaldes praktisk, uagtet de ere volumineuse nok.

(Flyveposten 14. juli 1854).

Lazaretherne i Slesvig.

Undertegnede vove herved at opfordre Medborgere til at sende os saadanne Ting, som kunne tjene til at lindre og vederqvæge de Saarede, der blive indlagte paa Lazaretherne, navnlig Viin, Saft og syltede Frugter. Medborgerinder anmode vi om at bidrage til at skaffe de Saarede et saa smertefrit Leie som muligt ved at sende os alle Slags smaa Puder, stoppede med Krølhaar, Fjer, Duun eller Tang, gammelt Linned, Lagener, Vat og deslige. Sendingerne kunne adresseres til Rektor Povelsen eller Adjunkt Grünfeld, ligesom vi selv personlig ville drage Omsorg for, at Gaverne samvittighedsfuldt anvendes.

Slesvig, den 2den Februar 1864.
Catharine Grünfeld. Elise Povelsen.

De kjøbenhavnske Blade saavelsom Provindspressen anmodes om godhedsfuldt at optage denne Opfordring.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 8. februar 1864).

Slesvig, 21. februar. Den 16. genåbnede undervisningen på katedralskolen i Slesvig. Blandt de ansatte lærere var kun to tyske, som begge blev tilbage: Grünfeld og Hansen. Resten var danskere, som alle under ledelse af deres værdige rektor, Povelsen, måtte forlade byen og landet den 6. eller dagen efter. Holstenske lærere overtog straks ledelsen af ​​den forladte skole, blandt dem Dr. Keck, vicerektor for "Lærdeskolen" i Plön, der var kendt som lærd og digter. Dr. et theol. et phil. Lübker, født i Husum, blev udnævnt til skolens rektor, bredt anerkendt som skolelærer og forfatter. Alene hans personlighed garanterer, at den tidligere så berømte katedralskole i Slesvig vil blive ledet i en sand kristen, patriotisk og humanistisk ånd.

Schleswig, 21. Febr. Am 16. d. ward der Unterricht an der Domschule zu Schleswig Wieder eröffnet. Unter den dort angestellt gewesenen Lehrern waren nur zwei deutsche, die Beide gebliebenen sind: Grünfeld und Hansen; die übrigen waren Dänen, die sämmtlich unter Anführung ihres würdigen Rektor Povelsen am 6. oder am Tage nachher Stadt und Land meiden mussten. Der verwaisten Schule nahmen sich sofort holsteinische Lehrer an, unter ihnen der als Gelehrter und Dichter vortheilhaftest bekannte Subrektor der "Gelehrtenschule" zu Plön, Dr. Keck. Als Rektor der Schule ward der in weitesten Kreisne als Schulmann und Schriftsteller gerühmte Dr. et theol. et phil. Lübker, geborner Husumer, wenn wir nicht irren, konstituirt. Seine Persönlichkeit allein bürgt schon dafür dass die ehemals ebrühmte Domschule zu Schleswig in wahrhaft christlichem, patriotischem und humanistischem Geist geleitet werden wird.

(Augsburger neueste Nachrichten : Schwäbischer Kurier. 26. februar 1864).

Katedralskolens lærere var ved genåbningen rektor Keck fra Pløn vicerektor dr. Mommsen fra Oldenborg, samt lærerne Bolquardsen, Sach, Horn, Beckmann, Grünfeld, Birch, Johannsen og Wallichs. Hurtigt meldte der sig mellem 100 og 120 elever til optagelse. Efter forlydender skyldtes den store tilstrømning at man nu var blevet af med det tidligere personale og den danske læremetode.

For at den danske side ikke skal beskylde mig for at have beskrevet forholdene og menneskene på den danske katedralskole i Slesvig, som skulle være den bedste tyske skole for lærde i landet, fra et partisk synspunkt, vil jeg afslutte min beretning med at tale om lærerne Grünfeld og Christian Johannsen. Slesvigere af fødsel, de er kongeligt danske i ånden. Hvordan dette er muligt, i betragtning af de uhyrlige forhold, der hersker i Slesvig, i betragtning af det overdrevne tyranni, hvormed alle nationale rettigheder trædes under fode af den danske regering, er mig bestemt ubegribeligt, men jeg må med rette sige om begge mænd: De har altid været, hvad de er i dag; de har aldrig ændret deres synspunkter af egoisme eller personlig interesse, og som lærere er de mænd med videnskabelig stræben, pædagogisk dygtighed og en alvorlig pligtfølelse. At de, selvom de er født i Slesvig, har et dansk hjerte, kan de stå til ansvar for med deres overbevisning og deres samvittighed.

Programmet for 1856 indeholder allerede en kort note om lærer Grünfeld. Den lyder: Den tredje, nyudnævnte adjunkt (Grünfeld) blev udnævnt til den syvende lærer ved katedralskolen den 9. april 1844 og vil derfor allerede være velkendt for dem, som disse biografiske noter primært er tiltænkt. Da hr. Grünfeld, selvom han er dansksindet, ikke deler sine kollegers grove, ejderdanske følelser, som for disse mennesker svarer til "den der ikke er for mig, er imod mig", er et sådant certifikat, udstedt af rektoren, bestemt et betydeligt bevis på hans pædagogiske og akademiske dygtighed. Hr. Grünfeld har, udover sin utrættelige stræben efter forskning, en ægte kærlighed til sine elever og er trofast og samvittighedsfuld i udførelsen af ​​sin pligt. Bortset fra et par meget særegne ejendommeligheder ved sin karakter, som også er mærkbare i skolen, er han en meget talentfuld lærer, der ikke sparer nogen anstrengelser for at uddanne sine elever, og som besidder den mest solide faglige viden.

I begyndelsen af ​​opstanden i 1848 blev Grünfelds vinduer smadret af borgerne i Slesvig, fordi han selv dengang ikke havde bekymret sig meget om politik eller gjort sig noget stort nummer ud af det, men alligevel ikke havde benægtet sine overbevisninger. Dette sikrede sandsynligvis hans position, for ellers ville han være blevet jaget væk sammen med professor Jungclausen. Grünfelds ejendommelige stilling i forhold til sine andre kolleger sætter ham i en ikke misundelsesværdig situation, og det er uretfærdigt at beskylde ham for slet ikke at have nogen overbevisninger. Han har aldrig benægtet dem; men han er en fornuftig mand, hvis omstændigheder i hans vanskelige liv har dryppet mere gift i hans bæger end alle andre, og som jeg ikke vil fordømme, men kun kan have medlidenhed med.

Hr. Christian Johannsen er ligesom Grünfeld kongeligt anlagt, men han er en æresmand og en enestående begavet lærer. Som en utrættelig forsker i alt, der vedrører hans frisiske hjemland og det frisiske sprog, har han i de senere år opnået et fornemt ry gennem sine uafhængige og kompetente arbejder. Ligesom hr. Grünfeld holder han afstand til sine kollegers politiske aktiviteter og lægger gennem sin levende og effektive undervisning i gymnasiets læse- og skriveklasse et solidt grundlag for sine elever inden for viden og intellektuel udvikling, som desværre senere forsømmes, om ikke bevidst udslettes, i de andre klasser. Måtte disse anerkendelsesord, som jeg tilegner disse to mænd midt i denne sump af snæversynethed og eiderdansk fanatisme, ikke skade dem. De er et udtryk for den respekt, byen Slesvig viser dem.

Damit man mir nun dänischer Seits nicht vorwerfen kann, daß ich von einem Parteistandpunkte aus die Zustände und Personen der danisirten Domschule in Schleswig geschildert habe, welche zuerst die erste deutsche Gelehrtenschule des Landes sein soll, so will ich zum Schluß meiner Schilderung von den Lehrern Grünfeld und Christian Johannsen sprechen. Schleswiger von Geburt, sind sie königlich dänisch gesinnt. Wie das bei den unerhörten Zuständen, welche in Schleswig herrschen, bei der maßlosen Tyrannei, mit der alle nationalen Rechte dort Seitens der dänischen Regierung mit Füßen getreten werden, möglich ist, ist mir freilich unbegreiflich, aber der Wahrheit gemäß muß ich von beiden Männern sagen: Sie waren das, was sie heute sind, immer; sie haben nie aus Egoismus oder aus persönlichem Interesse ihre Gesinnung gewechselt, und sie sind als Lehrer Männer von wissenschaft= lichem Streben, von pädagogischer Tüchtigkeit und von einem ernsten Pflichtgefühl. Daß sie, obschon geborne Schleswiger, ein dänisches Herz haben, das mögen sie mit ihrer Ueberzeugung und mit ihrem Gewissen verantworten.

Im Programm des Jahres 1856 findet sich bereits eine kurze Notiz über den Lehrer Grünfeld vor. Sie lautet: der dritte, neu angestellte Adjunct (Grünfeld) wurde schon am 9. April 1844 zum siebenten Lehrer an der Domschule ernannt, und wird also denen, für welche diese biographische Notizen zunächst bestimmt sind, bereits rühmlichst bekannt sein. Da nun Herr Grünfeld, wenn gleich dänisch gesinnt, doch nicht die crassen, eiderdänischen Gesinnungen seiner Collegen theilt, was diesen Menschen eben so viel ist, als: "wer nicht für mich ist, der ist wider mich," so ist ein solches Zeugniß, vom Rector ausgestellt, wohl ein bedeutender Beweis seiner pädagogischen und wissenschaftlichen Tüchtigkeit. Herr Grünfeld hat, neben seinem rastlosen Streben in der Wissenschaft, wirkliche Liebe für seine Schüler und ist treu und gewissenhaft in Erfüllung seiner Pflicht. Er ist, einige stark hervortretende Sonderbarkeiten seines Wesens abgerechnet, welche sich auch in der Schule bemerkbar machen, ein sehr begabter Lehrer, der keine Mühe scheut, seine Schüler heranzubilden, und der die gediegensten Fachkenntnisse besikt.

Beim Beginn der Erhebung im Jahre 1848 wurden Grünfeld von den Schleswiger Bürgern die Fenster eingeworfen, weil er schon damals, ohne sich übrigens viel um Politik zu bekümmern oder Wesens davon zu machen, doch seine Gesinnung nicht verleugnete. Dies hat ihm wohl seine Stelle gesichert, denn sonst würde man ihn doch mit dem Professor Jungclausen davon gejagt haben. Grünfeld ist durch die sonderbare Stellung, welche er den übrigen Collegen gegenüber einnimmt, in keiner beneidenswerthen Lage, und es ist ein Unrecht, ihm vorzuwerfen, er habe gar keine Gesinnung. Er hat dieselbe niemals verleugnet; aber er ist ein verständiger Mann, dem die Verhältnisse bei seinem schwierigen Lebenslauf mehr Gift wie allen Uebrigen in seinen Lebensbecher geträufelt haben, und den ich nicht verdammen will, sondern nur beklagen kann.

Auch Herr Christian Johannsen ist gleich Grünfeld königlich gesinnt, aber er ist ein Mann von Ehre und ein selten begabter Lehrer. Ein unermüdlicher Forscher in Allem, was seine friesische Heimath und die friesische Sprache anbetrifft, hat er sich in den letzten Jahren durch seine Werke, welche selbstständige und tüchtige Arbeiten sind, einen rühmlichen Namen erworben. Er hält sich, wie Herr Grünfeld, fern von dem politischen Treiben seiner Collegen, und legt durch seinen anschaulich gehaltenen und tüchtigen Unterricht in der lekten Klasse des Gymnasiums bei den Schülern eine tüchtige Grundlage auf dem Gebiete des Wissens und der geistigen Bildung, welche leider in den übrigen Klassen später wieder vernachlässigt, wenn nicht gar absichtlich wieder verwischt wird. Mögen diese Worte der Anerkennung, welche ich mitten in diesem Sumpfe von Bornirtheit und eiderdänischem Fanatismus diesen beiden Männern widme, ihnen nicht zum Schaden gereichen. Sie sind der Ausdruck der Achtung, welche ihnen die Stadt Schleswig zollt.

(Gustav Rasch: Vom verlassenen Bruderstamm. Das dänische Regiment in Schleswig-Holstein, Bind 3. 1863)

Fra en bog om Grünfeld et uddrag om Krigen 1864:

Jeg var i Færd med at ordne vore Sager, da kom vor Nabo, Dienhof, som i hele denne Tid har bistaaet os med overordentlig stor Venlighed, og meddelte mig, at ogsaa jeg var paa Udvisningslisten, men han havde protesteret meget energisk derimod, og saa blev mit Navn streget. Lidt efter kom to raa Fyre, vistnok fra Holm, bankede paa, og traadte ind. Huer paa Hovedet med mægtige Kokarder: "Er Adjunkt Lohse her?" (Griinfelds Svigersøn) "Det er mig!" "Inden Klokken er 6, skal De have forladt Byen!" "Hvor skal jeg da hen?" "Det bliver Deres Sag!" "Kan De da ikke skaffe mig en Vogn og et Pas?" "Nej!" Højre om og borte var de. Onkel Schultz var ogsaa her. Jeg kunde saa blive, men det var frygteligt. Vogne var ikke til at faa. Rektor fik efter megen Besvær en, men der var ikke Plads til Neergaard og Lohse. De maatte gaa til Fods til Rendsborg, tyndt paaklædt, gennem Sneen i den mørke Nat. Du kan vel tænke Dig, hvilken Afsked det var. Lohse er saa svagelig, og vi frygtede, han skulde hente sig Døden paa denne Tur. Dog har vi nu haft Brev fra ham fra Hamborg, og senere har vi hørt, at de er kommet lykkelig over Sverige til København, og har overstaaet Rejsen godt.

Familien rejste herefter nordpå.

Den 9. April 1869 fejrede Grünfeld sit 25 Aaars Jubilæum som Lærer ved den Kongelige Domskole, Dagen efter at hans ældste Søn, Herredsfogden i Tønder, holdt Bryllup. Det var endnu ikke hændt, at en Lærer havde virket i 25 Aar ved Skolen, og Dagen blev en enestaaende Festdag og Glædesdag for den afholdte Skolemand. Lykønskninger og Gaver strømmede ind fra nær og fjern, og ved en Banket i det Ravenske Hotel bragte Lærere, Elever og Venner Jubilaren Hyldest paa Hyldest.

Grünfeld virkede endnu 10 Aar ved Skolen. I 1879 søgte han sin Afsked paa Grund af Sygdom. Han led af Nervøsitet og Søvnløshed. Efter sin Afsked lod han sig indlægge paa Hospitalet i København, hvor hans yngste Søn var ansat som Læge, og genvandt ogsaa efter nogen Tid Sundheden, saa han kunde genoptage sin Virksomhed som Foredragsholder og Udgiver af Skolebøger.

(H. P. H. Grünfeld fra Kajnæs. Overlærer ved den kgl. Domskole i Slesvig. Efter hans egne Optegnelser ved Frederik Hansen. 1938.)

Hertugdømmerne. Fra Slesvig By skrives d. 15de ds.: Den ældste af den herværende Domskoles Lærere, Overlærer H. P. Grünfeld, har paa Grund af svækket Helbred indgivet Begjæring om Pensionering til Mikkelsdag, som er bleven ham bevilget ved Cultusministerenss Rescript af 4de ds. Provindsskoleecollegiet har benyttet denne Leilighed til at tilkiendegive Hr. Grünfeld sin særlige Anerkjendelse for den Iver og Dygtighed, hvormed han i en lang Række af Aar (siden 1844) har virket ved Domskolen. - Overlærer Grünfeld er født paa Als (svoger til den for kort Tid siden afdøde Raadmand Peschke) og har under de omskiftende Forhold ved Domskolen altid bevaret et loyalt Sindelag. I Slesvig By har han ved populaire Foredrag over forskjellige Emner, særlig fra Physikens Omraade, bidraget Sit til at fremme Almenoplysning. Et Særtryk af tvende saadanne Foredrag, der have Betydning for den ældre slesvigske Personalhistorie ("Brudstykker af den i 1842 paa Kegenæs afdøde 88 Aar gl. Præst Lorenz Nissens Levnet") er ogsaa udkommet paa Dansk. Kilden dertil er den gamle alsiske Præsts egne Optegnelser, der i flere Henseender kaste et charaklerisk Lys paa sønderjydske Forhold i Aarhundredets Begyndelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1879).

Om hans ældste søn:

Nekrolog. Om afdøde Herredsfoged Grünfeld skriver "Fl. Av.": Carl Matthias Vilhelm Andreas Grünfeld, ældste Søn af fhv. Overlærer Grünfeld i Slesvig, blev født den 12. December 1840 i Heiligenhafen i Holsten, hvor hans Fader den Gang var ansat. Da Faderen blev Adjunkt ved Slesvigs Domskole, besøgte Sønnen denne Skole fra 1851 til 1859, hvorpaa han indtil 1863 studerede Jura ved Kjøbenhavns Universitet hvor den derværende Docent i slesvigsk Ret Professor Dr. jur. Th, Schütze gav ham det Vidnesbyrd, at han viste en saa mønsterværdig Flid og havde saa grundige og omfattende Kundskaber og en saa usædvanlig Dygtighed, at "der iblandt de øvrige slesvigske Studerende næppe findes nogen, der i saa Henseende kan maale sig med ham". I April 1863 bestod Grünfeld i Flensborg den fuldstændige juridiske Embedseksamen for Hertugdømmet Slesvig og fik anden Karakter af højere Grad (svarende til første Karakter ved Kjøbenhavns Universitet). Derefter var han først et halvt Aar Volontær hos Borgmester Avgust Jørgensen i Slesvig, og kom saa til Aabenraa, hvor han var Fuldmægtig hos Borgmester Lunn, indtil denne blev afsat. Efter Krigen 1864 var han først nogen Tid uden Ansættelse, men arbejdede derpaa i Regeringen i Slesvig, hvor han vandt den samme Anerkjendelse for sin Dygtighed og Omhu som for sine tidligere danske Foresatte: I 1866 blev Grünfeld ansat som Herredsfoged over Løve-Møgeltønder Herred med Bolig i Visby. Senere blev Herredskontoret flyttet til Tønder, hvor Grünfeld derefter boede.

Ved Herredsfoged Grünfelds Død mister Vesteregnen en dygtig og nidkjær Embedsmand. Til Trods for sit raske, undertiden noget ord knappe Væsen var den Afdøde paa Grund af sin Ligefremhed, sin Velvillie og Retskaffenhed meget afholdt af Befolkningen, for hvilken det heller ikke var ubekjendt, at han i sit Hjærte var bleven det gamle Fædreland tro. Det var for Befolkningen i Løve-Møgeltønder Herred naturligvis af stor Betydning, at den i Herredsfoged Grünfeld havde en Embedsmand, til hvem den kunde henvende sig med Tillid under de mangehaande mødende Vanskeligheder, og hans Bortgang vil derfor føles som et Savn for Egnen.

(Dannevirke 4. december 1883).

H. P. H. Grünfeld døde den 9. November 1893, 80 Aar gammel. Han blev begravet på den gamle kirkegård ved Schubystrasse, hvor flere fra hans familie også blev begravet. Kirkegården er nu omdannet til park.

Brev fra Vestindien. (Efterskrift til Politivenen)

(Korrespondance til Dagbladet.)

St. Thomas, den 28de Juli.

Man maa snart frygte for, at et Brev fra Vestindien i Hjemmet betragtes som henhørende til Kategorien "ubehagelige Breve", af den Slags, som man faar fra Rykkere eller maaske snarere fra "fattige Slægtninge"; der er altid Klager over Tidernes Modgang og Anmodninger om Assistance, og jeg kan for den Sags Skyld derfor ogsaa godt forstaa, at man hjemme er kjed af os og kunde ønske at komme af med os paa en skikkelig Maade. For saa vidt er jeg ogsaa enig med "H", hvis Piece er kommen herud i denne Tid og vistnok kan anses for et ret korrekt Udtryk for, hvorledes Tingene staa til herude og betragtes af de herværende Danske, om end de Fleste ville finde den noget vel pessimistisk og malende med lidt for sorte Farver. Skildringerne af den pekuniære Misere paa St. Croix ere dog desværre saa langtfra overdrevne, at de snarere kunde accentueres stærkere: thi ikke alene maa Kolonialkassen kæmpe mod et uundgaaeligt og voxende Deficit, men en Mængde af Ejendomsbesidderne der, og deriblandt de betydeligste Plantageejere, kunne ikke opfylde deres Forpligtelser, hvorved baade det Offentlige og Bankerne lide betydelige tab. Heldigvis arbejder Faktoriet nu nogenlunde godt, men selv om det skulde lykkes at føre dets Virksomhed til et helt igjennem heldigt Resultat, maa det desværre siges, at Udsigterne for St. Croix ere meget mørke. Arbejderspørgsmaalet er nemlig endnu saa langtfra løst, at man nu, da de tidligere Regulativer skulle træde ud af Kraft, maa imødese de alvorligste Forviklinger. Et frit Kontraktsystem med en strengt gjennemført Løsgængerlov skulde synes at maatte passe baade Plantageejerne og Arbejderne og at være den eneste naturlige Ordning; men istedet søge Planterne ved Koalition at frembringe en Slags privat Arbejdsregulativ med Forpligtelse til ikke at gaa over et vist Maximum af Betaling, en Tvang, der naturligvis i Negrenes Øjne vil synes langt mere odiøs end den tidligere af Regeringen sanktionerede. Der er derfor mellem de Sorte en stærk Misstemning, der næres ved, at de nævnte Resolutioner diskuteres paa store, dertil indvarslede Plantermøder, hvis Forhandlinger selvfølgelig gjennem Tyendet og Andre strax blive Negrene bekjendte. Deres Opførsel er ogsaa i den senere Tid mere og mere udfordrende, og netop i denne Tid, Slutningen af Juli, er Luften paa St Croix svanger med de uhyggeligste Rygter, der særlig gaa ud paa, at den 1ste August skal det atter gaa løs. Hvor Meget der ligger til Grund derfor, er vanskeligt at sige, men rimeligvis er det kun meget Lidt, uden forsaavidt som det ikke kan nægtes, at Stemningen blandt Negerne er meget slet, og at de Hvide ere meget ængstelige. Vi have rigtignok en forholdsvis betydelig Militærstyrke paa Øen, nemlig henved halvandet hundrede Mand; men den er meget daarlig forsynet med Officerer, idet den af disse, der paa Grund af sin Virksomhed under Oprøret betragtedes med mest Tillid, Løjtnant Ostermann, er rejst hjem af Helbredshensyn, medens af de to tilbageblevne Løjtnanter den ene er utjenstdygtig paa Grund af Sygdom.

Det føles nu i høj Grad, at Orlogsmanden ikke er herude for ved sin Nærværelse at berolige Gemytterne. Der ligger et engelsk Orlogsskib i St. Thomæ Havn, og det ventes, at det vil blive opfordret til at blive liggende, til den 1ste August er overstaaet. Men det er paa den anden Side ingen behagelig Tanke for os Danske at skulle være nødte til at se hen til engelsk Beskyttelse, hvis Noget skulde ske saa meget mere, som man her, istedetfor som hjemme at sige, "al vor Fortræd er tysk", med god Grund kunde bytte det om til, "al vor Fortræd er engelsk". Thi den Opposition mod Regeringen og Haan mod alt Dansk, som "H" i sin Piece fremstiller med lidt for grelle Farver, skriver sig først og fremmest fra engelske Konsuler, engelske Kjøbmænd og engelske Plantere; de andre Fremmede her ere mere indifferente, og de indfødte Kreoler have, uden at de just føle sig som Danske, dog for en stor Del velvillige Følelser for Moderlandet og ere ialfald ikke saa hadefulde, som "H." vil gjøre dem til. Idetmindste paa St. Thomas kunne mange af dem indse, at de ingenlunde vilde spinde Silke ved at gaa over til en anden Magt. Ogsaa blandt Negerne her er Stemningen bedre, idet der ikke er noget Arbejderregulativ til at sætte ondt Blod. og deres Fortjeneste er gjennemgaaende god. Der næres derfor ingen Frygt for en Rejsning, selv om St. Croix skulde give Exemplet, og de tilstedeværende slette Elementer ville nok kunne holdes i Ave at Politiet og Militæret. Derimod har Byen i den sidste Tid været sat i Bevægelse ved en Række frække Indbrudstyverier, der næsten hver Nat ere blevne begaaede, af en Bande, der synes at følge et bestemt Princip. De skaffe sig nemlig pr. Baad Adgang til "Storerne", der paa een Gang ere Butikker og Magasiner, og næsten alle strække sig ned til Vandet, og klatre op paa Tagene, der alle ere flade, dækkede med Mursten. Ved at bryde disse op faa de Adgang til Kontorerne, hvor de have forsøgt at bryde Jernpengeskabene op. Hidtil have de dog ikke været istand hertil, saa at deres Udbytte har været ringe. Imidlertid udfolder nu baade Politiet og Private stor Virksomhed, og forhaabentlig vil det lykkes at faa fat i disse dristige Tyve, saa at vore Handelsmænd atter kunne sove rolig. Imidlertid er det vist i mange Tilfælde tvivlsomt, om Tyvene vilde finde Stort i deres Pengekasser, thi der klages ynkelig over de daarlige Tider og Tilbagegang i Handelen, og det er sikkert nok, at denne er langtfra, hvad den har været. Kun som Havn vedbliver St. Thomas at bevare sit Renommé; Antallet af Dampere og Dampskibslinier er stadig i Tiltagende og viser, at som Knudepunkt for Skibsfarten i disse Farvande er St. Thomas paa Grund af sin geografiske Beliggenhed og ypperlige Havn uden Rival. Det skulde derfor ogsaa synes, som om det ikke kunde være vanskeligt at tinde en af de store Magter, i hvis Interesse det vilde være at overtage Øerne, og da specielt St. Thomas, selv om St. Croix skulde følge med i Kjøbet, saa meget mere, som dette Punkts Betydning vil blive mangefold forøget, naar det engang skulde lykkes Lesseps at føre Panamakanalprojektet ud i Virkeligheden.

(Dagbladet (København) 16. august 1879) 

Prins Valdemar kom den 27. september 1879 på besøg. Han besøgte den 29. september 1879 Christianssted. Efter middage med guvernøren og embedsmænd, sejlede han til Frederikssted den 1. oktober 1879.

Niels Christian Hansen (1834-1922) & Franz Clemens Stephan Weller (1838-1900): Janus Garde, søofficer og guvernør. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.