Assistens-Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Naar vil det dog lykkes at sætte en fornuftig Orden i Stedet for det Vildnis af gejstlige og verdslige Avtoriteter, aa Kirkeværger og Præster, Klokkere og Gravere, Gartnere og Kirkegaardsbetjente, der holde Kirkegaarden besat? For et halvt Aars Tid siden offenliggjordes i Borgerrepræsentationens Forhandlinger og i en efterfølgende Pennefejde Resultatet af mange og lange og indviklede Forhandlinger om et Forlig mellem de stridige Parter, af hvilke den gejstlige ikke var den blideste. Man syntes i en af de forskjellige Avtoriteter blandet Kommission at være naaet til en nogenlunde rimelig Ordning, som lagde Kirkegaarden under borgerlig Styrelse, betryggede Kirken dens Indtægter, standsede den Løben fra Herodes til Pilatus, og satte et rimeligere Maal for de Bekostninger, som en Jordfæstelse nu kræver. Men det blev ved de skuffede Forventninger. Hvor og paa hvilket Stadium denne paatrængende Reform for Tiden befinder sig, vides ikke; kun maa det i Henhold til de statskirkelige Myndigheders bekjendte Paastaaelighed og i Betragtning af den ansete Sindighed, der udmærker ministeriel og kjøbenhavntkkommunal Forretningsgang, antages for temmelig paalideligt, at Sagen er vel gjemt for en længere Fremtid.

Men er det derfor nødvendigt, at selve Kirkegaarden ikke holdes i taalelig Orden, medens de gejstlige og verdslige Myndigheder strides om Magt- og Pengespørgsmaal? Naar man en Søndag Eftermiddag gjør en Runde paa Kirkegaarden, bliver man Vidne til en fra Befolkningens Side stor og omhyggelig Deltagelse for denne Plads. Det forslaar ikke at tælle de Besøgende i Hundredvis, og især de nyere anlagte Dele af Kirkegaarden ere som oversaaede med Slægtninge og Venner, der smykke og frede om deres Afdødes Grave. Fortjente ikke denne Omhu, som ingenlunde mindst den Fattige viser sit Gravsted, en mindre Grad af Ligegyldighed og Forsømmelighed end den, der paa saa mange Maader lægges for Dagen af Tilsynshavende og disses Folk? Den ældre Kirkegaard, der er helt optaget af Gravsteder, frembyder i det hele et antageligt Udseende ogsaa for de Arbejders Vedkommende, der ere unddragne privat Omsorg. Men de nyere Dele af Kirkegaardens Anlæg af Gange og Stier fremmes med utrolig Langsomhed, og dette har især en regnfuld Sommer som denne været til stor Ulempe. Jord, hvor Gravene ere saa smaa, at de maa sløjfes, henligger som en Udmark og skæmmer i Omgivelserne. Og jævnsides med denne lette Opfattelse af, hvad der skyldes Publikum, have de paagjældende Avtoriteter en saa strix Forstaaelse af deres Rettigheder, at de endog forøge disse med en "Praxis", som kun har Hjemmel i selvtagen Myndighed. Gravfreden gjælder som bekjendt kun i 20 Aar, naar den ikke sikres ved Kjøb af Jorden paa længre Tid eller ved Fornyelse inden de 20 Aars Udløb. Men da en Mand, hvis Gravsted var 10 gammelt, i en Dag kom ud paa Kirkegaarden sfr at tilse det, fandt han det sløjfet og udlagt til ny Afbenyttelse: det var hans Moders Grav, og paa Grund af Sygdom havde han i nogen Tid været forhindret i at passe Gravstedet. Paa Henvendelse til Graveren blev der svaret, at man havde den "Praxis", naar de 20 Aar "snart" vare udløbne og Gravstederne ikke vedligeholdtes, at sløjfe dem. Manden gik til Kirkeværgen i Haab om der at udvirke en Fornyelse af det med Urette sløjfede Gravsted: men han fik kun - en Henvisning til Domstolene. En anden Mand, der har Gravsted i et Hjørne af Frelsers og tydske Kirkegaard, har til sin Forundring været Vidne til, at Gangene gruses og skuffes og Græsset slaas, indtil nogle Alen fra hans Gravsted. Paa Spørgsmaal om. hvorfor hans Hjørne skulde forsømmes, blev der af Graveren svaret, at der ikke var bevilget Penge, men at det not skulde komme i Orden. Siden er der gaaet Aar og Dag, men det omhandlede Hjørne, hvis Gravsteder i øvrigt ere vel vedligeholdte, ligger fremdeles hen som tidligere. Om en tredie Mand høre vi, at han kun ganske kort efter en Jordfæstelse har haft Vanskelighed ved at finde Graven og ikke har faaet fuld Vished for, at han freder om det rette Sted. Er der ingen stræng Pligt for Graveren til at have et nøjagtigt Kort, som aldrig tilsteder Tvivl om en Gravs Beliggenhed? 

Til al den Uhygge, som det er lykkedes Tilsynet at brede over store Dele af Kirkegaarden, kommer den Ejendomsusikkerhed, som hersker derude. Tidligere er der af og til anholdt Personer, som have plukket Blomster for at bringe dem bort fra Kirkegaarden, men saa vidt vides, er Antallet af den Slags Tyverier ikke længer meget stort. Derimod synes en anden Art af Gravtyverier at være i stærk Opkomst, det er Tyveri af Planter til Anbringelse paa andre Gravsteder. Der gaar næppe nogen Dag, uden at der stjæles Planter i dette Øjemed. En Mænd har meddelt os, at han, efter at have plantet fire Roser paa sit Gravsted, maatte forny dem to Gange; hver Gang vare de rykkede op med Rod, og han fik først Fred henad Sommeren, da Udplantningen af Roser var omtrent ophørt. Vi spørge: Hvem fører Tilsyn med den anselige Mængde "Gartnere", der færdes ude paa Kirkegaarden? Maaske vil det være vanskeligt at opnaa et tilstrækkeligt Antal Opsynsbetjente til at sikre Gravfreden, ihvorvel man skulde tro, at den høje Pris paa Kirkegaardsjord og de store Begravelsesudgifter maatte give Gravstedejerne et billigt Krav paa, at der til Gjengjæld sørgedes for Kontrol og god Orden. Men naar Graverne og deres Folk, der drive Gartneri, ikke vise sig i Stand til at Udgjøre et Sikkerhedskorps, vilde det saa være uberettiget om "Næringsfriheden", der undertiden ytrer sig paa Kirkegaarden i nærgaaende  Former, blev undergivet en Begrænsning, saaledes at Kirkegaardens Vedligeholdelse og Gravstedernes Pasning udelukkende blev forbeholdt respektable Folk.

Det er sikkert nok ikke Gravstedejere, der stjæle fra hinanden; om Folk, der ville frede deres egne Gravsteder, kan det vanskelig antages, at de ville plyndre andres. Og derfor er der ingen Tvivl om, at Ejendomssikkerheden vilde vinde betydelig derude, naar Kirkegaardsgartneriet hørte op med at være fri Næring for Enhver, som kan gaa med en Spade paa Nakken og en Vandkande i Haanden. Vi vide ikke, hvorhen man virksomst skal adressere disse Klager, som daglig lyde blandt dem, der besøge deres Gravsteder; men maaske dog en og anden vilde ved kjende sig at være rette vedkommende og svare paa det Spørgsmaal, om Indførelse af god Orden paa Kirkegaarden behøver at vente, til Præsterne, Kommunen og Kultusministeriet forliges om en Løsning af de administrative og pekuniære Spørgsmaal, der ere dem imellem?

(Morgenbladet (København) 7. september 1879).

Venstre i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

En kjøbenhavnsk Smaaborger skriver til os: Hr. Redaktør! Turde følgende finde Optagelse i Deres ærede Blad. Det er en meget almindelig Mening, at Kjøbenhavn forholdsvis er fattigere paa Venstremænd end det øvrige Land; da Venstre nødvendigvis maa betragtes som et Fremskridtsparti, og da Fremstridt paa ethvert Omraade fordrer Oplysning, vil det altsaa siges at den kjøbenhavnske Befolkning staar tilbage i Oplysning, hvilket maatte være en Følge af, at den levede i velnæret Tilfredshed, som unødvendiggjorde, at den befattede sig med politiste og sociale Forhold. En saadan Opfattelse maa selvfølgelig have sin Næring fra Valgresultaterne, som ikke alene godtgjøre Højremændenes Sejr, men tillige vise et ringere Antal Stemmer i modsat Retning. Men Aarsagen hertil maa ikke søges i Uøplysthed, Ligegyldighed eller politisk Højresind. Den kjøbenhavnske Arbejderbefolkning - hvem der i dette Tilfælde kun kan være Tale om - er sikkert mere afhængig end Arbejderbefolkningen i det øvrige Land, hvorved det vanskeliggjøres den at komme til at afgive sin Stemme paa Valgdagen og særlig i den ønskede Retning Det er som fattig ikke godt at leve med en selvstændig Mening, naar den gaar mod det herskende Parti Der er ogsaa en anden Aarsag, som berøver Folk Adgangen til Valgene. Naar man ikke kan hjælpe sig selv, maa man søge Hjælpen, hvor den er at saa, selv om man derved bliver ført hen i Ufrihedstilstand; Livet reddes der paa, selv om det kun ster ved store Opofrelser. Blandt den kjøbenhavnske Arbejderbefolkning findes megen Fattigdom, som tvinger til at søge Fattigvæsenets Hjælp. Denne ydes paa forskjellige Maader, som alle have det fælles Resultat, nemlig Berøvelse af Valgret, af Retten til at gifte sig, af Retten til at erholde Borgerskab osv. Det vil heraf ses, at der er nok til Hindring for, at Arbejderen kan komme til at vise sit politiske og sociale Sindelag. I Valglisterne, hvori der for Tiden fra forskjellige Sider søges Oplysning om Vælgerne, udvise sikkert ogsaa et forholdsvis lille Antal stemmegivende Arbejdere. Der er imidlertid ikke Udsigter til, at en Forbedring i saa Henseende i Hurtighed vil foregaa gjennem fordelagtig forandrede sociale Forhold for Arbejderen, hvorimod en saadan snarere maatte kunne ste ved Forandringer i adskillige Love og særlig Fattigloven derhen, at erholdt Fattigunderstøttelse ikke berøvede den vedkommende hans Stemmeret. Mange Stemmer vilde derved blive frigivne, og Virkningen deraf vilde ikke lade vente længe paa sig; det vilde snart vise sig, at Kjøbenhavn indeholdt ikke saa lidt Venstre.

Det er i øvrigt mærkværdig, hvor lidt Love og Lovforslag, som umiddelbar angaa den ubemidlede Del af Befolkningen, og som have stor Indflydelse paa dens hele Livsstilling, er Gjenstand for offenlig Opmærksomhed. Rigsdagspartierne øde Tid og Kræfter i Strid om det rigtige eller urigtige i at bevilge nogle Tusinde Kroner for Finansloven til "Dit" og "Dat", og hertil slutte de private Meninger sig med et lige saa ørkesløst Ordgyderi. Det vilde gavne Folket - især den fattige Del deraf mere, om Tiden og Kræfter bleve anvendte for at skaffe Love, som kunde hjælpe de ubemidlede til en større Uafhængighed. Derved vilde Strid om Kanoner o. a. m. opløse sig af sig selv. Den store Mængde, som nu er henvist til at være uvirksomme eller for en stor Del lydige Redskaber, vilde da kunne kaste sit Lod i den Vægtskaal, den selv ønskede, og mangen et af storpolitisk Snuhed fremkommet Spørgsmaal vilde derved paa Valgdagen efter Menigmands Grundsætninger saa en lige saa hurtig som praktisk Løsning.

(Morgenbladet (København) 3. september 1879).

Vold og Forledelse til falsk Forklaring for Retten. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13de Marts d, A. indfandt Snedkersvend Petersen sig i Følge med 2 Personer i en Værtshuusholders Beværtning i Hummergade hvor han sammen med sine Ledsagere nød et betydeligt Qvantum baiersk Øl, for hvilket han, da han skulde betale, blev 9 Øre skyldig, og da Værtshuusholderen - den under Sagen Tiltalte - forlangte fuld Betaling, blev Snedkeren grov og truede med at ville give Tiltalte "en Skalle". Forbittret herover slog Tiltalte ham med knyttet Næve i Ansigtet, saa at han foer midt hen i Stuen, og ved et nyt Angreb fra Tiltaltes Side faldt Snedkeren, der var meget beskjænket, om paa Gulvet. Medens han laa her, slog Tiltalte ham gjentagne Gange i Hovedet og tilføjede ham flere Spark, hvoraf et ramte ham i Hovedet. Derefter reiste Tiltalte ham op og kastede ham tildeels med et Spark ud af Døren, hvor han kom til at ligge saaledes, at Døren ikke kunde lukkes, hvilket gav Anledning til, at Tiltalte gav ham et nyt, denne Gang lempeligere, Skub, saa at han kom til at ligge paa et udenfor Døren værende Trin, hvor han synes at være kommen til at ligge i en forkeert Stilling med Benet, og hvor fra han trillede ned paa Gaden. Derpaa kastede Tiltalte hans Kaskjet ud til ham og lod ham ligge, indtil han ved Foranstaltning af Politibetjent, der var tilkaldt af Andre, blev bragt til Frederiks Hospital. Ifølge den af Overchirurgen afgivne Erklæring havde den Vold, der saaledes var overgaaet Petersen, fremkaldt, foruden nogle Læsioner, der hurtigt lægedes, en Forvridning af venstre Fod, hvorved den udvendige Ankel var brækket. Som Følge af dette Brud maatte Petersen forblive under Lægebehandling paa Hospitalet i 45 Dage, og da han den 10de Juli gav Møde i Retten, var hans fuldstændige Helbredelse endnu ikke opnaaet, men dog at vente. Tiltalte forklarede under Forhørerne, at han havde handlet i ustyrlig Hidsighed, fremkaldt ved Petersens foregaaende Adfærd, men uden Hensigt til at skade ham og uden at tænke paa, hvilke Følger hans Handling kunde fremkalde, og Rigtigheden heraf fandt Criminalretten ikke Føie til at forkaste. Strax efter at det Omhandlede var passeret, opfordrede Tiltalte en Snedkersvend og en Tjenestepige, der begge havde overværet Overfaldet, til at fortie, at de havde seet ham staae og sparke Petersen, hvilken Opfordring havde til Følge, at de tvende Personer afgave en usand Forklaring til en Politirapport, og da de senere vare tilsagte til Møde i Retten overtalte han dem paany til i Retten at for klare overeensstemmende med, hvad de havde forklaret til Politirapporten; disse urigtige Forklaringer bleve dog ikke beedigede, idet de to Comparenter, efterat de i samme Møde vare blevne satte under Anholdelse som mistænkte for falsk Forklaring for Retten, vedgik, at de efter Opfordring af Tiltalte havde gjort sig skyldig i denne Lovovertrædelse, men derhos erklarede, at de ikke vilde have bekræftet deres falske Forklaringer med Ed, hvis en saadan var bleven dem afkrævet, ligesom Tiltalte ogsaa erklærede, at det havde ligget udenfor hans Hensigt at forlede de to Medtiltalte til at aflægge falsk Ed. Ved Rettens Dom bleve de Tiltalte ansete med Fængsel paa Vand og Brød, Værtshuusholderen i 6 Gange 5 Dage og de 2 Medultalte hver i 3 Gange 5 Dage. Værtshuusholderen tilpligtedes derhos ved Dommen at betale Snedker Petersen en Erstatning af ialt 120 Kr. for Næringstab og Lidelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1879).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Hummergade set fra Admiralgade mod Asylgade. Mellem 1880 og 1918. Københavns Museum, Kbhbilleder. Public domain.

Baadeholdet i Ferskvandssøerne. (Efterskrift til Politivennen)

Som det var at vente, vakte det en berettiget Harme blandt det store Publikum, da Borgerrepræsentationen for nogen Tid siden nægtede en herværende Baadebygger Tilladelse til at holde Baadeudlejning i Peblingesøen, efter at den samme Repræsentation kort forinden havde givet flere storborgerlige Privatmænd Ret til at holde lignende Baade til deres egen, deres Familjes og Venners Fornøjelse, og det mindskede ikke Harmen men stillede tvertimod Dhrr. Repræsentanter i et for deres Værdighed mindre heldigt Lys, at de søgte at besmykke Nægtelsen med Grunde af en saa vag og løs Beskaffenhed, at Partiskheden og Favoriseringen af Rigmændene paa de mindre Bemidledes Bekostning struttede ud til alle Sider. Den almindelige Misnøje har, som vore Læsere vil vide, givet sig Udtryk bl. A. ved en Række indsendte Artikler her til Bladet, og disse har paa en saa grundig Maade vist Borgerrepræsentanternes Partiskhed tilbage og navnet Dhrr.s Skingrunde med et saa ret Ravn, at vi egenlig Intet har at tilføje, - det skulde da kun være at gøre Dhrr. opmærksom paa at hvis de virkelig vil have, at Nogen skal tro, at de i denne Sag tildels har ladet dem lede af Hensyn til Drikkevandet, saa maa de i Konsekvens hermed ligeledes nægte den uhindrede Adgang til Søerne om vinteren og forbeholde de Begunstige Skøjteidrætten paa denne Aarstid, saaledes som de forbeholder dem Lystsejladsen om Sommeren; ti det er Noget, som Enhver kan tænke sig, al de Tusinder af Mennesker, som paa en frostklar Dag tumler sig paa Isen, i en Time tilsmudsker denne og, naar Tøvejr indtræder, derigennem Vandet langt mere, end en halv Snes Baade vil være i Stand til gennem hele Sommeren. Ganske vist vil denne Partiskhed blive mere iøjnefaldende, men den vil ikke være mere uretfærdig, end hvad der nu finder Sted, og, som sagt, den ærede Borgerrepræsentation vil i det Mindste kunde faa Ord for at være konsekvent i sine Fadæser, Noget, som vi synes, at denne Avtoritet ikke burde kimse af. 

Det er imidlertid vort Raad til nævnte Baadebygger, at han ikke lader sig skræmme af det mislykkede Forsøg men indgiver sit Andragende paany. De velærværdige Raadhusherrer kan have godt af endnu engang at tænke over denne Sag, og i al Fald kan Ansøgeren være overbevist om, at han støttes af en Majoritet blandt Københavns Befolkning, der tidligere eller senere vil forstaa at sætte Sagen igennem.

(Social-Demokraten 30. august 1879).

De private bådebroer og lysthuse langs Søerne blev først fjernet i 1926. Se indslaget herom på bloggen.

Den tydske Brudevielse ved Grænsen. (Efterskrift til Politivennen)

Man erindrer, at et Højreblad i Kolding for en fjorten Dage siden bragte en skingrende Meddelelse om en tydsk Brudevielse, der var foretagen i Ødis af Pastor Hartnack, og at "Fædrelandet" i den Anledning pustede sin Patriotisme op til et lige saa fnysende som uforstandigt Anløb imod Præsten og imod Brudens Fader, G. Lorenzen paa Herregaarden Fovslet. Det hed bl. a. i Fdrl.: "Naar Omegnens Befolkning bestaar af saadanne sløve Tørvetrillere, at de taale, at Herremanden aldrig taler Dansk, men kun Tydsk til dem som til sine Folk, saa kan man ikte undre sig enten over, at han slaar Knald med den tydske Slavepidsk saa ofte Lejlighed gives" osv. Pastor Hartnack beskyldes for "moralsk Pjatteri", der maa "gjøre en stor og smertelig Opsigt og blive betragtet næsten som Forræderi." I Øvis, der er nærmere end Hr. Ploug baade ved den her omhandlede Begivenhed og ved Skuepladsen for Nationalliberalismens Udskejelser af fanatisk Ufordragelighed, har Koldingavisens og "Fædrelandets" Ugleskrig vakt Opsigt og Harme. Paa mange Beboeres Vegne udtaler en med sine Medborgeres Tillid hædret Mand sig i en Skrivelse til os skarpt mod den "sande Patriot". der har udsendt en Fortælling, som i mange Punkter er uoverensstemmende med de virkelige Forhold og har været beregnet paa at opirre Stemningen mod Præsten. Det hedder i Skrivelsen: "At Hr. Lorenzen kun taler Tydsk, er Usandhed; thi til os og enhver Dansktalende i Sognet har han aldrig brugt andet end det danske Sprog, og lige saa til sine Folk. Om han i Familien taler Tydsk, er maaske nok muligt; men hvor mange selv ved Kjøbenhavn gjøre ikke det? Naar "Rygtet vil vide", at L. i 1840 var Friskaremand, da taler det ogsaa Usandhed, idet L. aldrig har været Soldat, hverken nord eller syd for Grænsen. Med Hensyn til Pastor Hartnack er Forfatteren af Meddelelsen vistnok vidende om, at Præsten havde sine Foresattes Tilladelse, for han indvilligede i at forrette Vielsen paa Tydsk. Og det var ikke for Brudens, men for Brudgommens Skyld det skete, thi han er født, opdragen og bosat i Holsten og forstaar ikke Dansk, Af disse faa Punkter vil det ses, at Artiklen om "Hjemmetydskeriet ved Grænsen" er bygget paa løs Grund og kun beregnet paa at skade Præsten, og derfor kan det nok forstaas, at Flertallet af Ødis Sogns Beboere paa Præstens Vegne bleve smertelig berørte ved at læse den nævnte Artikel. Vedkommende Forfatter har ikke sat Navn under, men for Ødis Sogns Beboere er han og hans Hjælpere bekjendte nok. Tror disse Herrer at indlægge sig Ære ved paa en vrang Maade at fremstille denne Sag for Offenligheden, da ere de i en slem Vildfarelse."

"Fædrelandet" vender i Aftes tilbage til Sagen i Anledning af nogle Berigtigelser, som dets Koldingske Meningsfælle har modtagets men Hr. Ploug har kun Brug for den Oplysning, at Præsten havde Tilladelse fra "vore højeste kirkelige Myndigheder", og paa denne Oplysning vender han sig mod Kultusministeriet, over for hvis nuværende Styrer hans nationalliberale Velville er bekjendt, Hr, Ploug, hvis nationale Ubesindighed og politiske Uformuenhed er en gammel Ting, kan "ikke finde Regeringens Føjelighed i dette Tilfælde vel overvejet", og dette betyder jo noget.

(Morgenbladet (København) 20. august 1879).

Fovslet. Danske Herregaarde. Postkort. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Sognepræst i Ødis var Johan Christian Daniel Hartnack (1811-1883) og hustru Marie, født Soetmann.

Herregården Fovslet mellem Kolding og Christiansfeld er en herregård fra middelalderen. Den blev udstykket i 1897 og solgt. J. C. G. Lorenzen erhvervede den i 1851. Han indførte bl.a. ved mergling og dræning. Han solgte den i 1890 til A. E. Bloch.