De danske Soldatergrave. (Efterskrift til Politivennen)

Oberst O. Vaupell har i Forening med Pastor V. Schousboe indbudt til en Pengeindsamling til Vedligeholdelse af de danske Soldatergrave i Slesvig, som i Følge Indbydernes Beretning befinde sig i en skandaløs og forfalden Tilstand, navnlig i Byen Slesvig og dens nærmeste Omegn, Aarsagen til denne Vandalisme tilskrives nærmest den tydske Ungdoms Ondskab og Kaadhed. Uden Tvivl har dette sin Rigtighed; thi hos Drenge, som opdrages i Had til alt, hvad der er dansk, vil næppe nogen vente, at sinde Pietetsfølelse for faldne danske Soldaters Hvilesteder, lige saa lidt som det kan antages, at den kjøbenhavnske Gadeungdom og Pøbel vilde have Respekt for slesvig-holstenske og prøjssiske Soldaters Grave, hvis saadanne fandtes paa vore Kirkegaarde. Men netop den Omstændighed, at man hos en Befolkning, der har staaet i Vaaben imod Danmark og nu tilhører et fremmed Land, som gjentagne Gange har været vor Krigsfjende, ikke kan paaregne nogen Selvvirksomhed til at frede om vore faldne Soldaters Grave burde have bragt Hr. Oberst Vaupell og Medindbyder til at indse, at det ikke i det angivne Øjemed er tilstrækkeligt at foretage en Pengeindsamling. Det fejler ikke, at der jo vil indkomme Midler nok til at istandsætte Soldaternes Grave paa de sydslesvigske Kirkegaarde, men Glæden heraf vil højst sandsynlig kun være kort. Pengebidragene til liden Nytte, hvis der ikke samtidig fra den danske Regerings Side foretages de nødvendige Skridt hos vedkommende prøjssiske Avtoriteter. for at erholde en fremtidig Beskyttelse for de restaurerede Gravsteder. Og derhos bør det ej heller lades ude af Betragtning, at Gravenes fremtidige Vedligeholdelse nødvendiggjør en aarlig Udgift.

Det smukke Formaal, de ærede Indbydere have sat sig, vil finde sin Anerkendelse i den Tilslutning, som de sikkert kunne paaregne. Men idet jeg fuldtud deler de Følelser, som have sat denne Sag i Bevægelse, kan jeg ikke undlade at beklage, at den patriotiske Iver i dette Tilfælde har beroliget sig ved at se Splinten i den sydslesvigske Befolknings Øje, men har været blind for Bjælken i vort eget. Jeg anmoder Hr. Oberst Vaupell og den residerende Kapellan ved Garnisonskirke om at aflægge et Besøg paa den herværende Garnisons-Kirkegaard paa Østerbro, og nærmere tage i øjesyn den i Sandhed standaløse Tilstand, i hvilken de flere Hundrede danske Soldatergrave befinde sig, hvor de Menige hvile, som faldt for Fædrelandet i 1864. Disse Gravsteder fremstille et komplet Vildnis, hvor alenhøjt Græs, Tidsler, Nelder, Skræpper og Burrer kappes med hverandre i frodig Væxt. Vaabenbrødrenes Obelisk staar her og skæmmes af al denne Forsømmelighed og Ligegyldighed, der vistnok ikke giver den slesvigske noget efter. Her er ingenlunde Tale om at udstyre vore faldne Meniges sammensunkne Gravhøje med kostbare Blomster; men eet kan med Billighed fordres, og det er, at disse Graves Udseende i den danske Hovedstads Midte i det mindste maa være anstændig og ej til Forargelse. Vi tro ikke, at Gravhøjen med Omgivelser paa Holmens Kirkegaard for de faldne danske Søkrigere den 2den April 1801 nogensinde vilde geraade i en slig Forfald.

Vilde det derfor være en ubetimelig Anmodning til Hr. Vaupell - som vistnok er den, der har hjembragt Meddelelse om de slesvigske Graves Tilstand - at han for en Del af de indkomne Pengebeløb sørger for, at der gjennem Kirkeværgen og vedkommende Graver for Garnisonskirken i Kjøbenhavn træffes de fornødne Foranstaltninger til, at Soldaternes Gravsteder med tilhørende Gange behørig luges, at Navnepælene repareres og opmåles, Smaahækkene, som indramme Gravstederne, beskæres, samt at der endelig spenderes 5 a 6 Læs bornholmsk Grus til at indtage Ukrudtes Plads.

Alle og enhver, som ville overbevise sig om Sandheden af det her anførte, behøve blot at gaa ud paa Garnisons Kirkegaard. x-y.

(Morgenbladet (København) 12. september 1879).

226 faldne i Krigen 1864. Gravminde på Garnisonskirkegården, 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Den 25. oktober 1879 oplyste Berlingske at der var indkommet 1.362 kr 96 øre. Den 15. november 1879 1.694 kr. 16 øre. Herefter ser det ikke ud til at der var flere notitser.

Blandt de større krigergrave og fællesgrave med op til 500 gravlagte er den gamle kirkegård i Flensborg, anlagt i juli 1850 efter slaget ved Isted. Fra Treårskrigen er der en del krigergrave med både danske, slesvig-holstenere og tyske, mens hver nations faldne oftest blev begravet hver for sig i 1864-krigen. Dette ses på Dybbøl Banke, hvor der er grave henholdsvis for preussiske og danske faldne fra slaget 18. april. I 1865 blev der rejst mindesmærker med enslydende hædrende indskrifter. I dag vedligeholdes de danske krigergrave af Forsvarsministeriets Krigergravstilsyn, og de tyske krigergrave vedligeholdes af Volksbund deutsche Kriegergräberfürsorge. Se bloggen Danske krigergrave og mindesmærker 1848-50 og 1864.

Fattiglemmer og Straffefanger. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke rart at blive gammel og svagelig, især naar man er fattig, ti da bliver gerne Hospitalet eller Fattighuset den sidste Ankerplads for den Arbejder, der har virket flittig og redelig sit hele Liv, men ikke har været fræk og dristig nok til at svinge sig op paa en af det bestaaende Samfunds berømte Væddeløbsheste, der hedder Humbug, Svindel eller vild Spekulation og som fører enten til Foden af den feterede Guldkalvs Alter eller til Tugthuset.

Naar man ser hen til den Behandling der ydes de stakkels gamle Fattiglemmer og sammenligner den med den Behandling, der ydes de i Tugthusene siddende Forbrydere, da synes det virkelig, som om Samfundet havde vedtaget, at det, at være fattig, var den værste Forbrydelse mod det bestaaende Samsund, som noget Menneske kunde begaa, ti Fattiglemmernes stilling er med Hensyn til Frihed ikke paa nogen Maade misundelsesværdig; han kan ikke komme eller gaa naar han vil; han er de fleste Dage i Ugen som en Fange indenfor Fattighusets Mure; kun en eller to Gange om Ugen faar han Lov til at gaa ud, og da er Politiet paa sin Post for at paase, at han ikke gør sig Fyldig i Betleri, og hvor let sker det da ikke, at han bliver mistænkt for saadant, naar han hilser paa en Bekendt fra tidligere Dage og denne af Deltagelse trykker ham en Tiøre eller Femogtyveøre i Haanden. Men selv om en Fattiglem ikke gør sig skyldig i Betleri eller bekyldes derfor, saa er der dog andre Tilfælde, i hvilke han kan paadrage sig Straf uden nogen rimelig eller fornuftig Grund; det er os saaledes bekendt, at et Lem paa Holmens Arbejdshus blev berøvet sin Udgangstilladelse i fjorten Dage fordi han paa sin Fridag havde spadseret paa Langelinje, hvor hans Kvartermester mødte ham og erklærede at paa Langelinje havde Fattiglemmer intet at bestille.

Naar man desuden ved, at Fattiglemmerne, vi vil, da vi en Gang er begyndt, holde os til Holmens Arbejdshus, kun faar en Naturalforplejning, der er saa ringe, at den godt kan siges at være aldeles utilstrækkelig, og at de af Klæder kun erholder Skiorter, men selv maa sørge for den Beklædning og Underhold, (nogle Almissemmer faar dog 33 Øre om Ugen), hvorfor man ofte i den strengeste Vinter kan træffe Fattiglemmer kun i førte en tynd Sommerfrakke og ditto Benklæder samt næsten bundløse Sko, i hvilke de bare Ben stikker, da maa man indrømme, at Forbryderne i Tugthusene har det langt bedre, vel har de ikke nogen Udgangstilladelse, men hvad Værd har vel en saadan, naar den i Grunden kun reduceres til en Promenade under Politiopsigt og med en Udsigt til Straf fordi man har betraadt Promenader, hvor almindelige Borger færdes for at træffe frisk Søluft.

Med Hensyn til Arbejdet, da har Tugthusfanger og andre Straffefanger deres visse Kvantum Arbejde at levere færdig hver Dag; men da det fordrede Arbejde ikke er større end at det med Lethed kan udføres i den befalede Arbejdstid, kan et saadant Arbejde ikke kaldes nogen Straf, ti det ædruelige Menneske (hvilket enhver Tugthusfange er nødt til at være) finder netop en Hvile eller Adspredelse i Arbejdet, tilmed naar han véd, at han foreløbig ikke behøver at frygte for at mangle Husly, Klæder, Mad og Drikke.

Fattiglemmet, der i sin knapt tilmaalte Frihed selv maa paa Farten for at skaffe sig Arbejde, er ikke saa heldig stillet; ti lykkes det ham ikke at faa noget Arbejde, som han kan udføre hjemme paa Arbejdshuset, da maa han finde sig i at suge paa Labben indtil næste Udgangsdag, hvor han maaske ikke har ringeste Smule bedre Lykke; han er altsaa, trods det, at det hedder at han underholdes af Samfundet, fuldt saameget et Offer for Næringssorger som tidligere; ti Vanskeligheden ved at faa Arbejde tiltager efterhaanden som Arbejderen ældes.

Hvad har da det ærlige Fattiglem fremfor Forbryderen? - Ja sentimentale Mennesker vil maaske udbryde: "Han har sin Ære!" Ja det kan være rigtignok; men hvad Pris sætter det bestaaende Samfund med alle sine Institutioner og Ansalter paa Æren? Har den enlige Almisselem større Tillid og Kredit i Nationalbanken end den bemidlede Svindler? Gründeren, der ved at udpine de fattige og enlige Arbejdere, eller ogsaa ved at snyde dem for deres faa Spareskillinger, har skabt sig en Formue, overdænges med Ordner og i Titler, medens den Arbejder, som han ved sine Kæltringestreger har bragt paa Fattighuset, forbydes at spadsere paa de Promenader, hvor den rige Grunder uhindret ruller afsted med sin Ekvipage.

Nej, det bestaaende Samfund hævder ikke Læren om Ærlighedens Fortjeneste; Spørgsmaalet er kun: er Du rig eller fattig. Rigdommen betragtes som en Dyd, Fattigdommen som en Last, og derfor behandles ofte den Forbryder, der har søgt at tilstjæle sig en Formue, men er bleven greben i Forsøget, langt Mildere end den, der ved sine Hænders Gerning og i sit Ansigts Sved gennem hele Livet har arbejdet sig frem paa en ærlig Maade, men ikke har naaet længer paa sine gamle Dage end til Byens Fattighus.

Der er desværre ikke noget Glimrende eller Tiltalende ved det her oprullede Billede af den ærlige, men fattige Arbejders Alderdom; men den vil vedblive at være saaledes, saalænge de kraftige unge Arbejdere viser sig sløve og uimodtagelige for Socialismens Lære, og kræver en ny og bedre Samfundsorden, med en ligeligere Fordeling af Jordens Goder, og vedbliver de unge Arbejdere at fremture i Sløvhed og Daadløshed, da er det afgjort, at de bereder sig selv en Plads i Samfundets Fattighuse. Men er det ikke bedre at vaagne i Tide og tage Skeen i den anden Haand?

(Social-Demokraten 7. september 1879).

Alfred Schmidt: Det Kjøbenhavn, der forsvinder. Holmens Arbejdshus i Bredgade. Illustreret Tidende nr. 1126, 24. april 1881.

Assistens-Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Naar vil det dog lykkes at sætte en fornuftig Orden i Stedet for det Vildnis af gejstlige og verdslige Avtoriteter, aa Kirkeværger og Præster, Klokkere og Gravere, Gartnere og Kirkegaardsbetjente, der holde Kirkegaarden besat? For et halvt Aars Tid siden offenliggjordes i Borgerrepræsentationens Forhandlinger og i en efterfølgende Pennefejde Resultatet af mange og lange og indviklede Forhandlinger om et Forlig mellem de stridige Parter, af hvilke den gejstlige ikke var den blideste. Man syntes i en af de forskjellige Avtoriteter blandet Kommission at være naaet til en nogenlunde rimelig Ordning, som lagde Kirkegaarden under borgerlig Styrelse, betryggede Kirken dens Indtægter, standsede den Løben fra Herodes til Pilatus, og satte et rimeligere Maal for de Bekostninger, som en Jordfæstelse nu kræver. Men det blev ved de skuffede Forventninger. Hvor og paa hvilket Stadium denne paatrængende Reform for Tiden befinder sig, vides ikke; kun maa det i Henhold til de statskirkelige Myndigheders bekjendte Paastaaelighed og i Betragtning af den ansete Sindighed, der udmærker ministeriel og kjøbenhavntkkommunal Forretningsgang, antages for temmelig paalideligt, at Sagen er vel gjemt for en længere Fremtid.

Men er det derfor nødvendigt, at selve Kirkegaarden ikke holdes i taalelig Orden, medens de gejstlige og verdslige Myndigheder strides om Magt- og Pengespørgsmaal? Naar man en Søndag Eftermiddag gjør en Runde paa Kirkegaarden, bliver man Vidne til en fra Befolkningens Side stor og omhyggelig Deltagelse for denne Plads. Det forslaar ikke at tælle de Besøgende i Hundredvis, og især de nyere anlagte Dele af Kirkegaarden ere som oversaaede med Slægtninge og Venner, der smykke og frede om deres Afdødes Grave. Fortjente ikke denne Omhu, som ingenlunde mindst den Fattige viser sit Gravsted, en mindre Grad af Ligegyldighed og Forsømmelighed end den, der paa saa mange Maader lægges for Dagen af Tilsynshavende og disses Folk? Den ældre Kirkegaard, der er helt optaget af Gravsteder, frembyder i det hele et antageligt Udseende ogsaa for de Arbejders Vedkommende, der ere unddragne privat Omsorg. Men de nyere Dele af Kirkegaardens Anlæg af Gange og Stier fremmes med utrolig Langsomhed, og dette har især en regnfuld Sommer som denne været til stor Ulempe. Jord, hvor Gravene ere saa smaa, at de maa sløjfes, henligger som en Udmark og skæmmer i Omgivelserne. Og jævnsides med denne lette Opfattelse af, hvad der skyldes Publikum, have de paagjældende Avtoriteter en saa strix Forstaaelse af deres Rettigheder, at de endog forøge disse med en "Praxis", som kun har Hjemmel i selvtagen Myndighed. Gravfreden gjælder som bekjendt kun i 20 Aar, naar den ikke sikres ved Kjøb af Jorden paa længre Tid eller ved Fornyelse inden de 20 Aars Udløb. Men da en Mand, hvis Gravsted var 10 gammelt, i en Dag kom ud paa Kirkegaarden sfr at tilse det, fandt han det sløjfet og udlagt til ny Afbenyttelse: det var hans Moders Grav, og paa Grund af Sygdom havde han i nogen Tid været forhindret i at passe Gravstedet. Paa Henvendelse til Graveren blev der svaret, at man havde den "Praxis", naar de 20 Aar "snart" vare udløbne og Gravstederne ikke vedligeholdtes, at sløjfe dem. Manden gik til Kirkeværgen i Haab om der at udvirke en Fornyelse af det med Urette sløjfede Gravsted: men han fik kun - en Henvisning til Domstolene. En anden Mand, der har Gravsted i et Hjørne af Frelsers og tydske Kirkegaard, har til sin Forundring været Vidne til, at Gangene gruses og skuffes og Græsset slaas, indtil nogle Alen fra hans Gravsted. Paa Spørgsmaal om. hvorfor hans Hjørne skulde forsømmes, blev der af Graveren svaret, at der ikke var bevilget Penge, men at det not skulde komme i Orden. Siden er der gaaet Aar og Dag, men det omhandlede Hjørne, hvis Gravsteder i øvrigt ere vel vedligeholdte, ligger fremdeles hen som tidligere. Om en tredie Mand høre vi, at han kun ganske kort efter en Jordfæstelse har haft Vanskelighed ved at finde Graven og ikke har faaet fuld Vished for, at han freder om det rette Sted. Er der ingen stræng Pligt for Graveren til at have et nøjagtigt Kort, som aldrig tilsteder Tvivl om en Gravs Beliggenhed? 

Til al den Uhygge, som det er lykkedes Tilsynet at brede over store Dele af Kirkegaarden, kommer den Ejendomsusikkerhed, som hersker derude. Tidligere er der af og til anholdt Personer, som have plukket Blomster for at bringe dem bort fra Kirkegaarden, men saa vidt vides, er Antallet af den Slags Tyverier ikke længer meget stort. Derimod synes en anden Art af Gravtyverier at være i stærk Opkomst, det er Tyveri af Planter til Anbringelse paa andre Gravsteder. Der gaar næppe nogen Dag, uden at der stjæles Planter i dette Øjemed. En Mænd har meddelt os, at han, efter at have plantet fire Roser paa sit Gravsted, maatte forny dem to Gange; hver Gang vare de rykkede op med Rod, og han fik først Fred henad Sommeren, da Udplantningen af Roser var omtrent ophørt. Vi spørge: Hvem fører Tilsyn med den anselige Mængde "Gartnere", der færdes ude paa Kirkegaarden? Maaske vil det være vanskeligt at opnaa et tilstrækkeligt Antal Opsynsbetjente til at sikre Gravfreden, ihvorvel man skulde tro, at den høje Pris paa Kirkegaardsjord og de store Begravelsesudgifter maatte give Gravstedejerne et billigt Krav paa, at der til Gjengjæld sørgedes for Kontrol og god Orden. Men naar Graverne og deres Folk, der drive Gartneri, ikke vise sig i Stand til at Udgjøre et Sikkerhedskorps, vilde det saa være uberettiget om "Næringsfriheden", der undertiden ytrer sig paa Kirkegaarden i nærgaaende  Former, blev undergivet en Begrænsning, saaledes at Kirkegaardens Vedligeholdelse og Gravstedernes Pasning udelukkende blev forbeholdt respektable Folk.

Det er sikkert nok ikke Gravstedejere, der stjæle fra hinanden; om Folk, der ville frede deres egne Gravsteder, kan det vanskelig antages, at de ville plyndre andres. Og derfor er der ingen Tvivl om, at Ejendomssikkerheden vilde vinde betydelig derude, naar Kirkegaardsgartneriet hørte op med at være fri Næring for Enhver, som kan gaa med en Spade paa Nakken og en Vandkande i Haanden. Vi vide ikke, hvorhen man virksomst skal adressere disse Klager, som daglig lyde blandt dem, der besøge deres Gravsteder; men maaske dog en og anden vilde ved kjende sig at være rette vedkommende og svare paa det Spørgsmaal, om Indførelse af god Orden paa Kirkegaarden behøver at vente, til Præsterne, Kommunen og Kultusministeriet forliges om en Løsning af de administrative og pekuniære Spørgsmaal, der ere dem imellem?

(Morgenbladet (København) 7. september 1879).

Venstre i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

En kjøbenhavnsk Smaaborger skriver til os: Hr. Redaktør! Turde følgende finde Optagelse i Deres ærede Blad. Det er en meget almindelig Mening, at Kjøbenhavn forholdsvis er fattigere paa Venstremænd end det øvrige Land; da Venstre nødvendigvis maa betragtes som et Fremskridtsparti, og da Fremstridt paa ethvert Omraade fordrer Oplysning, vil det altsaa siges at den kjøbenhavnske Befolkning staar tilbage i Oplysning, hvilket maatte være en Følge af, at den levede i velnæret Tilfredshed, som unødvendiggjorde, at den befattede sig med politiste og sociale Forhold. En saadan Opfattelse maa selvfølgelig have sin Næring fra Valgresultaterne, som ikke alene godtgjøre Højremændenes Sejr, men tillige vise et ringere Antal Stemmer i modsat Retning. Men Aarsagen hertil maa ikke søges i Uøplysthed, Ligegyldighed eller politisk Højresind. Den kjøbenhavnske Arbejderbefolkning - hvem der i dette Tilfælde kun kan være Tale om - er sikkert mere afhængig end Arbejderbefolkningen i det øvrige Land, hvorved det vanskeliggjøres den at komme til at afgive sin Stemme paa Valgdagen og særlig i den ønskede Retning Det er som fattig ikke godt at leve med en selvstændig Mening, naar den gaar mod det herskende Parti Der er ogsaa en anden Aarsag, som berøver Folk Adgangen til Valgene. Naar man ikke kan hjælpe sig selv, maa man søge Hjælpen, hvor den er at saa, selv om man derved bliver ført hen i Ufrihedstilstand; Livet reddes der paa, selv om det kun ster ved store Opofrelser. Blandt den kjøbenhavnske Arbejderbefolkning findes megen Fattigdom, som tvinger til at søge Fattigvæsenets Hjælp. Denne ydes paa forskjellige Maader, som alle have det fælles Resultat, nemlig Berøvelse af Valgret, af Retten til at gifte sig, af Retten til at erholde Borgerskab osv. Det vil heraf ses, at der er nok til Hindring for, at Arbejderen kan komme til at vise sit politiske og sociale Sindelag. I Valglisterne, hvori der for Tiden fra forskjellige Sider søges Oplysning om Vælgerne, udvise sikkert ogsaa et forholdsvis lille Antal stemmegivende Arbejdere. Der er imidlertid ikke Udsigter til, at en Forbedring i saa Henseende i Hurtighed vil foregaa gjennem fordelagtig forandrede sociale Forhold for Arbejderen, hvorimod en saadan snarere maatte kunne ste ved Forandringer i adskillige Love og særlig Fattigloven derhen, at erholdt Fattigunderstøttelse ikke berøvede den vedkommende hans Stemmeret. Mange Stemmer vilde derved blive frigivne, og Virkningen deraf vilde ikke lade vente længe paa sig; det vilde snart vise sig, at Kjøbenhavn indeholdt ikke saa lidt Venstre.

Det er i øvrigt mærkværdig, hvor lidt Love og Lovforslag, som umiddelbar angaa den ubemidlede Del af Befolkningen, og som have stor Indflydelse paa dens hele Livsstilling, er Gjenstand for offenlig Opmærksomhed. Rigsdagspartierne øde Tid og Kræfter i Strid om det rigtige eller urigtige i at bevilge nogle Tusinde Kroner for Finansloven til "Dit" og "Dat", og hertil slutte de private Meninger sig med et lige saa ørkesløst Ordgyderi. Det vilde gavne Folket - især den fattige Del deraf mere, om Tiden og Kræfter bleve anvendte for at skaffe Love, som kunde hjælpe de ubemidlede til en større Uafhængighed. Derved vilde Strid om Kanoner o. a. m. opløse sig af sig selv. Den store Mængde, som nu er henvist til at være uvirksomme eller for en stor Del lydige Redskaber, vilde da kunne kaste sit Lod i den Vægtskaal, den selv ønskede, og mangen et af storpolitisk Snuhed fremkommet Spørgsmaal vilde derved paa Valgdagen efter Menigmands Grundsætninger saa en lige saa hurtig som praktisk Løsning.

(Morgenbladet (København) 3. september 1879).

Vold og Forledelse til falsk Forklaring for Retten. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13de Marts d, A. indfandt Snedkersvend Petersen sig i Følge med 2 Personer i en Værtshuusholders Beværtning i Hummergade hvor han sammen med sine Ledsagere nød et betydeligt Qvantum baiersk Øl, for hvilket han, da han skulde betale, blev 9 Øre skyldig, og da Værtshuusholderen - den under Sagen Tiltalte - forlangte fuld Betaling, blev Snedkeren grov og truede med at ville give Tiltalte "en Skalle". Forbittret herover slog Tiltalte ham med knyttet Næve i Ansigtet, saa at han foer midt hen i Stuen, og ved et nyt Angreb fra Tiltaltes Side faldt Snedkeren, der var meget beskjænket, om paa Gulvet. Medens han laa her, slog Tiltalte ham gjentagne Gange i Hovedet og tilføjede ham flere Spark, hvoraf et ramte ham i Hovedet. Derefter reiste Tiltalte ham op og kastede ham tildeels med et Spark ud af Døren, hvor han kom til at ligge saaledes, at Døren ikke kunde lukkes, hvilket gav Anledning til, at Tiltalte gav ham et nyt, denne Gang lempeligere, Skub, saa at han kom til at ligge paa et udenfor Døren værende Trin, hvor han synes at være kommen til at ligge i en forkeert Stilling med Benet, og hvor fra han trillede ned paa Gaden. Derpaa kastede Tiltalte hans Kaskjet ud til ham og lod ham ligge, indtil han ved Foranstaltning af Politibetjent, der var tilkaldt af Andre, blev bragt til Frederiks Hospital. Ifølge den af Overchirurgen afgivne Erklæring havde den Vold, der saaledes var overgaaet Petersen, fremkaldt, foruden nogle Læsioner, der hurtigt lægedes, en Forvridning af venstre Fod, hvorved den udvendige Ankel var brækket. Som Følge af dette Brud maatte Petersen forblive under Lægebehandling paa Hospitalet i 45 Dage, og da han den 10de Juli gav Møde i Retten, var hans fuldstændige Helbredelse endnu ikke opnaaet, men dog at vente. Tiltalte forklarede under Forhørerne, at han havde handlet i ustyrlig Hidsighed, fremkaldt ved Petersens foregaaende Adfærd, men uden Hensigt til at skade ham og uden at tænke paa, hvilke Følger hans Handling kunde fremkalde, og Rigtigheden heraf fandt Criminalretten ikke Føie til at forkaste. Strax efter at det Omhandlede var passeret, opfordrede Tiltalte en Snedkersvend og en Tjenestepige, der begge havde overværet Overfaldet, til at fortie, at de havde seet ham staae og sparke Petersen, hvilken Opfordring havde til Følge, at de tvende Personer afgave en usand Forklaring til en Politirapport, og da de senere vare tilsagte til Møde i Retten overtalte han dem paany til i Retten at for klare overeensstemmende med, hvad de havde forklaret til Politirapporten; disse urigtige Forklaringer bleve dog ikke beedigede, idet de to Comparenter, efterat de i samme Møde vare blevne satte under Anholdelse som mistænkte for falsk Forklaring for Retten, vedgik, at de efter Opfordring af Tiltalte havde gjort sig skyldig i denne Lovovertrædelse, men derhos erklarede, at de ikke vilde have bekræftet deres falske Forklaringer med Ed, hvis en saadan var bleven dem afkrævet, ligesom Tiltalte ogsaa erklærede, at det havde ligget udenfor hans Hensigt at forlede de to Medtiltalte til at aflægge falsk Ed. Ved Rettens Dom bleve de Tiltalte ansete med Fængsel paa Vand og Brød, Værtshuusholderen i 6 Gange 5 Dage og de 2 Medultalte hver i 3 Gange 5 Dage. Værtshuusholderen tilpligtedes derhos ved Dommen at betale Snedker Petersen en Erstatning af ialt 120 Kr. for Næringstab og Lidelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1879).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Hummergade set fra Admiralgade mod Asylgade. Mellem 1880 og 1918. Københavns Museum, Kbhbilleder. Public domain.