Communeskolen paa Capelvei. (Efterskrift til Politivennen)

Den nyere Tids Forbedringer i Retning af Bygningers Ventilation og Opvarmning ligesom ogsaa de navnlig fra Udlandet hentede Erfaringer med Hensyn til den hensigtsmæssigste Maade, hvorpaa Skolestuer bør belyses og det i samme benyttede Inventarium bør indrettes, har gjort det muligt for Kjøbenhavns Commune i Løbet af nogle faa Aar at bygge flere nye vel indrettede Friskoler, hvortil der alt længe har viist sig at være stor Trang, idet Arbejderbefolkningen her i Staden i de senere Aar er tiltaget i overordentlig Grad navnlig som en Følge af Indvandring fra Landet, hvor den stedse tiltagende Anvendelse af Maskiner i Landbrugets Tjeneste ved bliver al formindske Trangen til personligt Arbeide.

I Erkjendelsen af, at den første Betingelse for aandelig Vækkelse er, at et vist physisk Velvære maa være tilstede som Grundlag, og da der til Velvære foruden sund Føde og reenlige Klæder udfordres sunde Boliger og sunde Skoler, navnlig hvad Luftens Beskaffenhed og sammes Opvarmning og Ventilering angaaer, kunne vi ikke skjønne rettere, end at Kjøbenhavns Evmmune har bestræbt sig for paa den meest tilfredsstillende Maade at løse den Deel af Opgaven, som den nærmest maa have for Øie, naar Spørgsmaalet er om Tilvejebringelsen af Midler til Arbejderstandens aandelige Vækkelse. Det vilde derfor være heldigt for det danske Folk, om Communerne i Kjøbstæderne og paa Landet vilde følge det af Hovedstadens Commune givne Exempel.

Den nye Communeskole paa Capelvei er en Friskole, der vil kunne optage 800-1000 Børn, og Classeværelserne ere saa store, at hvert Barn vil saae mindst 150 Cbf. Luft at indaande, medens der stadigt tilføres frisk Luft og bortsuges fordærvet Luft. Skolen er forsynet med store sexrammede dobbelte Vinduer, og det er den første, hvor den Fordring findes tilfredsstillet, at Glasarealet bør være 1/6 af Gulvarealet. Det i Classerne anvendte Inventarium er indrettet efter samme Construction som det, der findes i de tidligere af Architekt Hans J. Holm opførte Communeskoler paa Christianshavn og i Charlottegade paa Nørrebro ; det Hensigtsmæssige i sammes Indretning er derfor allerede godtgjort ved Erfaringen.

Skolen, en 3- Etages Bygning med Kjælder og Loftsrum, er opført af gule Muursteen paa Granitfundament og dækket med Skifertag. Gesimser, Baand og Capitæler dannes deels af Formsteen, deels af hugne Faxe Kalksteen. Bygningen ligger 20 Fod Vest for Capelvei og har sine Facader parallelt med denne. Pladsen foran Bygningen vil blive beplantet. Bygningens Midtparti har en Længde af 58 Fod og en Dybde af 42 Fod. Endepartierne springe paa hver Side 6 Fod frem foran Midtpartiet og have hver en Facade af 27 Fods Længde mod Gade og Gaard. I Endepartierne findes Bygningens Hovedindgange og Hovedtrapper. For Trappeganges Skyld er der i hver Gavl en 14 Fod bred Udbygning, der springer 7 Fod frem foran Galvmuren. Adgangen til Hovedindgangene og Gaardspladserne skeer gjennem Porte, der ere anbragte i det Rækværk, der skiller Gaden fra den til Bygningen hørende Grund, som er ca. 160 Fod i Qvadrat. Der er indrettet særskilte Legepladser og opførte særskilte Retirader samt et Gymnastikhuus med særskilt Adgang for Drenge og Piger. 

I Stue-Etagen, ere de to Trappegange forbundne ved en Corridor, hvori der findes en aflaaset Dør, som stiller Bygningen ad i to Afdelinger, nemlig den nordlige for Drenge og den sydlige for Piger. Inspecteurens Leilighed optager den Halvdeel af Bygningen, som vender mod Gaden. I den Halvdeel, som vender mod Gaarden, findes, der i sammes midterste Deel et Contoir for Inspecteuren og paa hver Side af dette et Classeværelse. Samme Halvdeels nordligste og sydligste Deel afgiver Leilighed henholdsviis for skolebetjenten og Overlærerinden. Paa enhver af Trappegangenes Repos'er er der i hver Etage anbragt en Vandkumme, som afgiver det fornødne Drikke- og Vaskevand for Børnene. I 1ste Etage findes der 4 Classeværelser for Drenge og 4 for Piger; det samme er Tilfældet i 2den Etage; men her findes tillige særskilte Forsamlingsværelser for Lærere og Lærerinder med tilhørende Forstuer, Garderober etc. Trappegangenes Slidtrin ere af pitchpine-Træ og ere paaskruede med Messingskruer paa de egentlige Læretrin. En Repararion af Trapperne vil derfor let kunne iværksættes, naar det kun gjælder om at erstatte de opslidte Trin med nye. Over hele Bygningen findes et rummeligt Loft, som er beregnet paa, at der senere sammesteds kan indrettes nye Classeværelser, ifald en Udvidelse af Skolen skulde vise sig nødvendig. 

I Kjælderen, der overalt er forsynet med Betongulv, er der Brændselskjælder, Vaskekjælder og Kjældere for Beboelseslejlighederne. Desuden findes sammesteds anbragt 4 Caloriserer, ved Hjælp af hvilke den friske Luft, som tilføres udefra bliver opvarmet. Den indstrømmer gjennem store i Kjælderen anbragte Aabninger og ledes derfra gjennem overhvælvede Luftcanaler hen til de nævnte Caloriserer. Efterat være bleven opvarmet føres Luften herfra gjennem særskilt murede Varmluftsrør (Skorstene) op til Classeværelserne i Stueetagen og til alle Værelserne i 1ste og 2den Etage, og ethvert af Rørene udmunder ca. et Par Alen under Loftet med cn af et Traadgitter dækket Ventilaabning. Den fordærvede Luft udsuges gjennem Aabninger, der ere anbragte henholdsviis lidt over Gulvet eller i samme Høide som de Aabninger, hvorigjennem den varme Luft strømmer ind om Vinteren. Disse Aabninger dækkes af Klapper, som ere saaledes indrettede at de kunne stilles i forskjellige Stillinger efter Behag. For Udsugningens Skyld er der Appelskorstene, som ere førte op ved siden af de andre Skorstene.

Det sees altsaa, at Opvarmningen er forbunden med en Ventilation, og da den varme Luft strømmer ind foroven, ville Børnene ikke kunne generes af denne, ligesom heller ikke Udsugningen forneden vil gjøre sig kiendelig ved Fodkulde, efterdi Luften i Værelset paa Grund af den stadige Tilstrømning af varm Luft foroven ikke faaer Tid til at afkjøles synderligt forneden. Børnenes Overtøi skal ophænges i Classerne i Nærheden af Udsugningsaabningerne.

Opvarmningen og Ventilationen af Beboelsesleilighederne skeer ned almindelige Kakkelovne og Ventiler. 

Planen til den nye Skolebygning er udarbeidet af Architekt Hans J. Holm, der med Assistance af Archttelt E. Schiødte som Conducteur tillige har ledet Bygningernes Opførelse.

Magistraten har selv skaffet alle de vigtigste Materialer tilveie, nemlig Muursteen fra Firmaet Frimodt & Petersen, Tømmer, deels pommersk, deels svensk, fra Tømmerhandler Collstrop, Cement, Kalk, Sand etc. Ved privat Licitation har Muurarbeidet været overdraget tit Muurmester Licht, Tømmerarbeidet til Tømrermester Breede, Snedkerarbeidet til Snedkermester Oxelberg, Skiferdæk- og Blikkenslagerarbeidet til Skiferdækker Bode, medens de fire Caloriferer ere udarbeidede i Kockums mechaniske Værksteder i Malmø under Ingenieur Tropés Ledelse og de i Luftrørene anbragte Spjæld og Ventiler m. m. ere leverede af Ludvigsen & Hermann. Gas- og Vandledningen er udførte af Fabricant Riedel. Ingenieur Bonnesen har forestaaet Indretningen af Varme- og Ventilationsapparaterne og Viceinspecteur Ambt Grundens Training. Anlæget af de nødvendige Afledninger for Spildevand, Brolægningen og Anordningen af Pladsen med Hensyn til Beplantningen.

Gasindlæget er udført efter Ingenieur Ib Windfeld Hansens Plan; samme Ingenieur forestaaer for Tiden en Omformning af Gasindlæget i de øvrige Communeskoler. 

Arbeidet ved Opførelsen af den nye Communeskole paa Capelvei paabegyndtes ifjor Efteraar; men den uheldige Vinter med afvexlende Frost og Regn har sinket Arbeidet meget betydelig. Som Inspeeteur for Skolen er udnævnt Cand. theol. H. I. Greensteen, der tidligere har været Viceinspeeteur ved Communens Betalingsskole i Nørre Allee. Den nye Skole paa Capelvei vil blive taget i Brug den 1ste October 1879.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. september 1879).

Fotograf Frederik Riise (1863-1933: Kommuneskolen på Kapelvej. 1879-1890. Kbhbilleder. Public domain.

Værtshusholderi paa Amalienborg. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Jeg tillod mig for længere Tid siden at fremkomme med en Anke i "Morgenbladet" over det formentlig ulovlige Værtshusholderi, der blev dreven af Portneren paa Kr. VII.s Palæ paa Amalienborg, og det hjalp den første Tid, men kun for at blive en Overgang til det værre. Jeg besluttede mig da til al være en opmærksom Iagttager, for at se, hvor vidt dette Uvæsen blev drevet, og jeg maa tilstaa, at Resultatet oversteg mine dristigste Forventninger; det maa ikke være nogen daarlig Forretning, thi jeg tør med Sikkerhed paastaa, at nævnte Portner hver Dag i Sommer har forhandlet gjennemsnitlig 3 a 4 Ankers bajersk Øl foruden andre Ølsorter, Cigarer, og et meget betydeligt Kvantum Brændevin. Men der skal jo ogsaa meget til, naar han som i Sommer, da Palæet undergaar en Hovedreparation, har forsynet næsten samtlige Arbejdere derved med vaade Varer, foruden Leverancer til de øvrige Palæers Beboere. Det var derfor med god Ret, at Værtshusholderne følte sig krænkede derover, thi skal der være Værtshus paa Amalienborg, er vedkommende Ihændehaver af det, som alle andre, pligtig at løse Borgerskab og svare sine Asgifter.

Jeg kunde forstaa, at en slig Forretning kunde været ført, naar der ingen Slotsforvalter var paa Palæet, men en saadan er der, og han passerer mange Gange daglig Porten og har hver Gang Syn for Sagen, uden nogensinde at hæve et Ord derimod. Dette er, hvad jeg ønsker at bringe frem, da de højere Myndigheder synes at ville dysse Sagen hen, nu da det er gaaet op for dem, at det er galt fat derude. Portneren har vel nok faaet en Advarsel for sit Forhold og Slotsforvalteren et Tilhold fra vedkommende Ministerium om at søge nævnte Værtshus hævet, men jeg tillader mig at udtale, at det vilde have mere retfærdigt og efter min Anskuelse det eneste Middel imod fremtidig Gjentagelse, om Portneren var bleven idømt en klækkelig Mulkt for ulovligt Værtshushold og Brændevinshandel og Slotsforvalteren en lignende for den Maade, hvorpaa han har overset det.

Deres ærb. S+n.

(Morgenbladet (København) 18. september 1879)

Moltkes Palæ (Christian den 7.s Palæ) og Levetzaus Palæ (Christian den 8.’s Palæ) husede i sidste halvdel af 1800-tallet Udenrigsministeriet.

Mishandling paa Skonnerten "Regina". (Efterskrift til Politivennen)

Svendborg, den 17. Septbr.

Fra Nykjøbing paa Falster have vi fra en meget paalidelig Mand modtaget en den 13. da. dateret Skrivelse, som giver forskjellige Oplysninger om den tidligere omtalte uhyggelige Sag, at en Styrmand har mishandlet en Skibsdreng saaledes, at han er bleven sindsforvirret. Brevets Hovedindhold er omtrent følgende:

Som det vel vides, er Styrmanden paa en Skonnert fra Svendborg Tolddistrikt bleven arresteret her for c. 14 Dage siden paa Grund af den brutale Maade, hvorpaa han har behandlet Skibsdrengen. der fremdeles ligger her paa Sygehuset og er sindsforvirret. Kapitajnen var nærved ogsaa bleven anholdt, men slap foreløbig. Skibet er en Skonnert "Regina" og Kapitajnen hedder Frederiksen, han er Broder til Styrmanden. Vi kjende dem begge fra ifjor, da de Begge var her med den samme Skonnert, de havde da ogsaa Konflikt med Politiet i en lignende Anledning. Styrmanden havde ogsaa den Gang stadig mishandlet den daværende Skibsdreng og da de laa her og lossede Kul tog Styrmanden en Dag en Haandspag og vilde slaae Drengen. Denne stred imod og slog Styrmanden med Haanden i Ansigtet. Han blev nu anklaget af denne og Kapitajnen og blev dømt, saavidt erindres til Vand og Brød, hvilket den Gang vakte en almindelig Utilfredshed og Beklagelse her i Byen. Nu vil Skjæbnen, at Skibet atter kommer her og der opføres en lignende Scene, men denne Dreng kan ikke sætte sig til Modværge, han bliver derimod sindsforvirret af Mishandlingerne og bringes til Sygehuset. Øvrigheden tog sig af Sagen, forhørte Mandskabet og som Følge af deres Udsagn arresteredes Styrmanden og holdes fremdeles i Arrest. Om Kapitajnens Optræden skal kun oplyses, at han har truet Mandskabet med endel, der kan vente dem naar de kom tilsøs, fordi de havde afgivet Vidnesbyrd, som de gjorde. Mandskabet skal forøvrigt enten alle eller de fleste være Svenskere; da Skonnerten er sejlet herfra til Sverrig antages det, at de, naar de kommer i svensk Havn, ville forlade Skibet. Det gjorde meget ondt at see, at Kapitajnen sørgede hurtig for at faae en anden lille Skibsdreng fra Kjøbenhavn. thi det er vistnok en sørgelig Lod, der venter ham. Disse Oplysninger fremkomme for at gjøre det vedkommende Rhederi opmærksom paa, hvilke Mænd de have sat paa deres Skib og som det vistnok er aldeles ubekjendt med. men jeg finder at det er Pligt at oplyse derom, til Advarsel for Alle.

I en anden Meddelelse til os oplyses, at Kapitajnen og Styrmanden, der ere fra Bjerreby paa ThorSeng, eje Halvparten i Skonnerten "Regina". Den anden Halvpart er paa flere Hænder.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 17. september 1879)

Hr. Redaktør !

Endskøndt langt fraværende er dog idag en Artikel i Deres Blad Nr. 182 kommet mig for Øje. hvilken jeg finder mig foranlediget at besvare, og udbeder mig derfor en Plads for disse Linier i Deres Blad.

Den nævnte Artikel, dat. Svendborg, d. 17. Septbr., er indrykket i Deres Blad som Følge af en Skrivelse fra en, som De Hr. Redaktør bemærker, meget paalidelig Mand i Nykjøbing p. F. og i Anledning af en uhyggelig Sag med en Skibsdreng paa Skonnerten "Regina" fra Svendborg. Indsenderen heraf kan imidlertid bevise, at Indsenderen fra Nykjøbing ikke er saa fuldkommen paalidelig hvad denne Sag angaar, men at det Indsendte i mange Henseender er usandfærdigt.

Den i Artiklen nævnte Styrmand blev ganske vist arresteret, som anklaget for at have slaaet en Dreng sindssvag; denne Dreng var imidlertid afmønstret d. 30. Aug., 8 Dage efter Skibets Ankomst til Nykjøbing, og var ved Afmønstringen fuldkommen rask i enhver Henseende, som tillige fremgaar deraf, at han samme Dag tog Hyre med en Fisker fra Guldborg. Denne Fisker bragte Drengen den 2. Septbr. til Nykjøbing som sindsforvirret, og anklagede Styrmanden paa "Regina" for at have slaaet Drengen sindssvag. Styrmanden har mulig nok ofte revset Drengen, men, som Indsenderen tror, dog aldrig til den Grad, at Sindsforvirring kunde blive en Følge deraf. Drengen var imidlertid ikke, efter hvad der senere er bragt til Kundskab, den 13. fremdeles sindsforvirret, som den paalidelige Mand fremholder, men var allerede fl«r? Dage før den Tid fuldkommen rask, og paa en af de nærmest foregaaende Dage stillet til Forhør. Videre forekommer i Artiklen: "Kaptajnen var ogsaa nærved bleven anholdt, men slap foreløbig". Herved mener vel nævnte paalidelige Mand, at Kaptajnen muligen senere vil blive anholdt, Noget, som Indsenderen heraf dog ej befrygter. Angaaende den i Artiklen nævnte Skibsdreng fra ifjor, der ogsaa stadig skulde være blevet mishandlet ombord, da kan Indsenderen paa det bestemteste erklære, at ingen Overlast blev Drengen tildel, den Tid han var mønstret ombord. Ved Ankomsten til Nykjøbing blev Mandskabets Hyrer opsagte og selvfølgelig var Skibsdrengen, da nævnte Konflikt med Politiet skete, ej under Styrmandens Kommando, og var vistnok derfor selv skyldig i, hvad der dengang vederfores ham.

Hvad i Artiklen forekommer om. at Kaptajnen var indviklet i Konflikten og at han i Forening med Styrmanden skulde have anklaget Skibsdrengen, er en nederdrægtig Løgn, da Kaptajnen allerede Dagen iforvejen var hjemrejst.

Om Kaptajnens Forhold til Mandskabet vil dette selv bedst kunne give Oplysning ved Tilbagekomsten, da Mandskabet dog ej, som det staar anført i Artiklen, ved Ankomsten til svensk Havn vil forlade Skibet, men følge det videre. Endvidere forekommer: "Det gjorde meget ondt at se, at Kaptajnen sørgede meget hurtig for at faae en anden lille Skibsdreng fra Kjøbenhavn. thi det er vistnok en sørgelig Lod, der venter ham". Nævnte lille Skibsdreng var imidlertid ikke fra Kjøbenhavn, men blev sendt fra Svendborg og ankom ombord den 29. August, Dagen før den anden Skibsdreng blev afmønstret, altsaa flere Dage iforvejen før det gjorde den poalidelige Mand ondt for den stakkels lille Skibsdreng fra Kjøbenhavn. Saaledes atter en Usandhed, og en grov og ærekrænkende Beskyldning imod Kaptajnen, som der da skulde have mishandlet de to omtalte Skibsdrenge, og at tilfølge deraf en lignende Behandling fluide blive den nye Skibsdrengs sørgelige Lod ombord.

For disse Beskyldninger vil Vedkommende sandsynligvis i sin Tid blive stillet til retslig Ansvar. Skibsdrengen og Mandskabet vil ved samme Tilfælde kunne oplyse om Behandlingen ombord.

Forøvrigt fremgaar af hele den nævnte Artikel, "skreven til Oplysning for Rhederiet og Advarsel for Alle", fremstillende Kaptajnen og Styrmanden paa "Regina" som Barbarer og Umennesker, at den er skrevet af en ondskabsfuld Mand i den Hensigt at undergrave og ødelægge ej alene Styrmandens, men ogsaa Kaptajnens gode Navn og Rygte, som nu er for langt borte til personlig at kunne forsvare sig. X.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 20. oktober 1879).

Skibsfører P. Frederiksen bebudede i december 1879 et søgsmål mod Svendborg Avis' redaktør, folketingsmand G. Petersen for optagelse af skrivelsen. Frederiksen fik i januar 1880 problemer da han fik våd last under lugerne på en rejse fra Korsør til St. Brieux og efter en retlig kendelse måtte ladningen med hvede for 1/3 dels vedkommende losses så skibets bund kunne undersøges.

De danske Soldatergrave. (Efterskrift til Politivennen)

Oberst O. Vaupell har i Forening med Pastor V. Schousboe indbudt til en Pengeindsamling til Vedligeholdelse af de danske Soldatergrave i Slesvig, som i Følge Indbydernes Beretning befinde sig i en skandaløs og forfalden Tilstand, navnlig i Byen Slesvig og dens nærmeste Omegn, Aarsagen til denne Vandalisme tilskrives nærmest den tydske Ungdoms Ondskab og Kaadhed. Uden Tvivl har dette sin Rigtighed; thi hos Drenge, som opdrages i Had til alt, hvad der er dansk, vil næppe nogen vente, at sinde Pietetsfølelse for faldne danske Soldaters Hvilesteder, lige saa lidt som det kan antages, at den kjøbenhavnske Gadeungdom og Pøbel vilde have Respekt for slesvig-holstenske og prøjssiske Soldaters Grave, hvis saadanne fandtes paa vore Kirkegaarde. Men netop den Omstændighed, at man hos en Befolkning, der har staaet i Vaaben imod Danmark og nu tilhører et fremmed Land, som gjentagne Gange har været vor Krigsfjende, ikke kan paaregne nogen Selvvirksomhed til at frede om vore faldne Soldaters Grave burde have bragt Hr. Oberst Vaupell og Medindbyder til at indse, at det ikke i det angivne Øjemed er tilstrækkeligt at foretage en Pengeindsamling. Det fejler ikke, at der jo vil indkomme Midler nok til at istandsætte Soldaternes Grave paa de sydslesvigske Kirkegaarde, men Glæden heraf vil højst sandsynlig kun være kort. Pengebidragene til liden Nytte, hvis der ikke samtidig fra den danske Regerings Side foretages de nødvendige Skridt hos vedkommende prøjssiske Avtoriteter. for at erholde en fremtidig Beskyttelse for de restaurerede Gravsteder. Og derhos bør det ej heller lades ude af Betragtning, at Gravenes fremtidige Vedligeholdelse nødvendiggjør en aarlig Udgift.

Det smukke Formaal, de ærede Indbydere have sat sig, vil finde sin Anerkendelse i den Tilslutning, som de sikkert kunne paaregne. Men idet jeg fuldtud deler de Følelser, som have sat denne Sag i Bevægelse, kan jeg ikke undlade at beklage, at den patriotiske Iver i dette Tilfælde har beroliget sig ved at se Splinten i den sydslesvigske Befolknings Øje, men har været blind for Bjælken i vort eget. Jeg anmoder Hr. Oberst Vaupell og den residerende Kapellan ved Garnisonskirke om at aflægge et Besøg paa den herværende Garnisons-Kirkegaard paa Østerbro, og nærmere tage i øjesyn den i Sandhed standaløse Tilstand, i hvilken de flere Hundrede danske Soldatergrave befinde sig, hvor de Menige hvile, som faldt for Fædrelandet i 1864. Disse Gravsteder fremstille et komplet Vildnis, hvor alenhøjt Græs, Tidsler, Nelder, Skræpper og Burrer kappes med hverandre i frodig Væxt. Vaabenbrødrenes Obelisk staar her og skæmmes af al denne Forsømmelighed og Ligegyldighed, der vistnok ikke giver den slesvigske noget efter. Her er ingenlunde Tale om at udstyre vore faldne Meniges sammensunkne Gravhøje med kostbare Blomster; men eet kan med Billighed fordres, og det er, at disse Graves Udseende i den danske Hovedstads Midte i det mindste maa være anstændig og ej til Forargelse. Vi tro ikke, at Gravhøjen med Omgivelser paa Holmens Kirkegaard for de faldne danske Søkrigere den 2den April 1801 nogensinde vilde geraade i en slig Forfald.

Vilde det derfor være en ubetimelig Anmodning til Hr. Vaupell - som vistnok er den, der har hjembragt Meddelelse om de slesvigske Graves Tilstand - at han for en Del af de indkomne Pengebeløb sørger for, at der gjennem Kirkeværgen og vedkommende Graver for Garnisonskirken i Kjøbenhavn træffes de fornødne Foranstaltninger til, at Soldaternes Gravsteder med tilhørende Gange behørig luges, at Navnepælene repareres og opmåles, Smaahækkene, som indramme Gravstederne, beskæres, samt at der endelig spenderes 5 a 6 Læs bornholmsk Grus til at indtage Ukrudtes Plads.

Alle og enhver, som ville overbevise sig om Sandheden af det her anførte, behøve blot at gaa ud paa Garnisons Kirkegaard. x-y.

(Morgenbladet (København) 12. september 1879).

226 faldne i Krigen 1864. Gravminde på Garnisonskirkegården, 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Den 25. oktober 1879 oplyste Berlingske at der var indkommet 1.362 kr 96 øre. Den 15. november 1879 1.694 kr. 16 øre. Herefter ser det ikke ud til at der var flere notitser.

Blandt de større krigergrave og fællesgrave med op til 500 gravlagte er den gamle kirkegård i Flensborg, anlagt i juli 1850 efter slaget ved Isted. Fra Treårskrigen er der en del krigergrave med både danske, slesvig-holstenere og tyske, mens hver nations faldne oftest blev begravet hver for sig i 1864-krigen. Dette ses på Dybbøl Banke, hvor der er grave henholdsvis for preussiske og danske faldne fra slaget 18. april. I 1865 blev der rejst mindesmærker med enslydende hædrende indskrifter. I dag vedligeholdes de danske krigergrave af Forsvarsministeriets Krigergravstilsyn, og de tyske krigergrave vedligeholdes af Volksbund deutsche Kriegergräberfürsorge. Se bloggen Danske krigergrave og mindesmærker 1848-50 og 1864.

Fattiglemmer og Straffefanger. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke rart at blive gammel og svagelig, især naar man er fattig, ti da bliver gerne Hospitalet eller Fattighuset den sidste Ankerplads for den Arbejder, der har virket flittig og redelig sit hele Liv, men ikke har været fræk og dristig nok til at svinge sig op paa en af det bestaaende Samfunds berømte Væddeløbsheste, der hedder Humbug, Svindel eller vild Spekulation og som fører enten til Foden af den feterede Guldkalvs Alter eller til Tugthuset.

Naar man ser hen til den Behandling der ydes de stakkels gamle Fattiglemmer og sammenligner den med den Behandling, der ydes de i Tugthusene siddende Forbrydere, da synes det virkelig, som om Samfundet havde vedtaget, at det, at være fattig, var den værste Forbrydelse mod det bestaaende Samsund, som noget Menneske kunde begaa, ti Fattiglemmernes stilling er med Hensyn til Frihed ikke paa nogen Maade misundelsesværdig; han kan ikke komme eller gaa naar han vil; han er de fleste Dage i Ugen som en Fange indenfor Fattighusets Mure; kun en eller to Gange om Ugen faar han Lov til at gaa ud, og da er Politiet paa sin Post for at paase, at han ikke gør sig Fyldig i Betleri, og hvor let sker det da ikke, at han bliver mistænkt for saadant, naar han hilser paa en Bekendt fra tidligere Dage og denne af Deltagelse trykker ham en Tiøre eller Femogtyveøre i Haanden. Men selv om en Fattiglem ikke gør sig skyldig i Betleri eller bekyldes derfor, saa er der dog andre Tilfælde, i hvilke han kan paadrage sig Straf uden nogen rimelig eller fornuftig Grund; det er os saaledes bekendt, at et Lem paa Holmens Arbejdshus blev berøvet sin Udgangstilladelse i fjorten Dage fordi han paa sin Fridag havde spadseret paa Langelinje, hvor hans Kvartermester mødte ham og erklærede at paa Langelinje havde Fattiglemmer intet at bestille.

Naar man desuden ved, at Fattiglemmerne, vi vil, da vi en Gang er begyndt, holde os til Holmens Arbejdshus, kun faar en Naturalforplejning, der er saa ringe, at den godt kan siges at være aldeles utilstrækkelig, og at de af Klæder kun erholder Skiorter, men selv maa sørge for den Beklædning og Underhold, (nogle Almissemmer faar dog 33 Øre om Ugen), hvorfor man ofte i den strengeste Vinter kan træffe Fattiglemmer kun i førte en tynd Sommerfrakke og ditto Benklæder samt næsten bundløse Sko, i hvilke de bare Ben stikker, da maa man indrømme, at Forbryderne i Tugthusene har det langt bedre, vel har de ikke nogen Udgangstilladelse, men hvad Værd har vel en saadan, naar den i Grunden kun reduceres til en Promenade under Politiopsigt og med en Udsigt til Straf fordi man har betraadt Promenader, hvor almindelige Borger færdes for at træffe frisk Søluft.

Med Hensyn til Arbejdet, da har Tugthusfanger og andre Straffefanger deres visse Kvantum Arbejde at levere færdig hver Dag; men da det fordrede Arbejde ikke er større end at det med Lethed kan udføres i den befalede Arbejdstid, kan et saadant Arbejde ikke kaldes nogen Straf, ti det ædruelige Menneske (hvilket enhver Tugthusfange er nødt til at være) finder netop en Hvile eller Adspredelse i Arbejdet, tilmed naar han véd, at han foreløbig ikke behøver at frygte for at mangle Husly, Klæder, Mad og Drikke.

Fattiglemmet, der i sin knapt tilmaalte Frihed selv maa paa Farten for at skaffe sig Arbejde, er ikke saa heldig stillet; ti lykkes det ham ikke at faa noget Arbejde, som han kan udføre hjemme paa Arbejdshuset, da maa han finde sig i at suge paa Labben indtil næste Udgangsdag, hvor han maaske ikke har ringeste Smule bedre Lykke; han er altsaa, trods det, at det hedder at han underholdes af Samfundet, fuldt saameget et Offer for Næringssorger som tidligere; ti Vanskeligheden ved at faa Arbejde tiltager efterhaanden som Arbejderen ældes.

Hvad har da det ærlige Fattiglem fremfor Forbryderen? - Ja sentimentale Mennesker vil maaske udbryde: "Han har sin Ære!" Ja det kan være rigtignok; men hvad Pris sætter det bestaaende Samfund med alle sine Institutioner og Ansalter paa Æren? Har den enlige Almisselem større Tillid og Kredit i Nationalbanken end den bemidlede Svindler? Gründeren, der ved at udpine de fattige og enlige Arbejdere, eller ogsaa ved at snyde dem for deres faa Spareskillinger, har skabt sig en Formue, overdænges med Ordner og i Titler, medens den Arbejder, som han ved sine Kæltringestreger har bragt paa Fattighuset, forbydes at spadsere paa de Promenader, hvor den rige Grunder uhindret ruller afsted med sin Ekvipage.

Nej, det bestaaende Samfund hævder ikke Læren om Ærlighedens Fortjeneste; Spørgsmaalet er kun: er Du rig eller fattig. Rigdommen betragtes som en Dyd, Fattigdommen som en Last, og derfor behandles ofte den Forbryder, der har søgt at tilstjæle sig en Formue, men er bleven greben i Forsøget, langt Mildere end den, der ved sine Hænders Gerning og i sit Ansigts Sved gennem hele Livet har arbejdet sig frem paa en ærlig Maade, men ikke har naaet længer paa sine gamle Dage end til Byens Fattighus.

Der er desværre ikke noget Glimrende eller Tiltalende ved det her oprullede Billede af den ærlige, men fattige Arbejders Alderdom; men den vil vedblive at være saaledes, saalænge de kraftige unge Arbejdere viser sig sløve og uimodtagelige for Socialismens Lære, og kræver en ny og bedre Samfundsorden, med en ligeligere Fordeling af Jordens Goder, og vedbliver de unge Arbejdere at fremture i Sløvhed og Daadløshed, da er det afgjort, at de bereder sig selv en Plads i Samfundets Fattighuse. Men er det ikke bedre at vaagne i Tide og tage Skeen i den anden Haand?

(Social-Demokraten 7. september 1879).

Alfred Schmidt: Det Kjøbenhavn, der forsvinder. Holmens Arbejdshus i Bredgade. Illustreret Tidende nr. 1126, 24. april 1881.