De dansk-vestindiske Øer i Folke- og Landsting. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at have citeret Berlingskes gennemgang af kommisionsbetænkningen, konkluderede Social-Demokraten nedenstående:

Troer Folketinget dog ikke, at det kunde være paa Tiden, at det mere energisk skred ind imod Panternes Hensynsløshed overfor de ulykkelige Negre? I det mindste maa man da sørge for, at det bliver de Negre muligt at drage bort, som ikke længer ønsker at være undergivne deres Arbejdsheerrers Grusomhed.

(Social-Demokraten 5. november 1879. Uddrag).

Do dansk-vestindiske Øer. Maaske Flere ikke ved rigtig Besked om, hvorledes Danmark er kommet i Besiddelse af disse Øer, der nu volder de vise Styrende saa meget Bryderi. Til Underretning skal vi derfor meddele, hvad en Indsender i "Vends. Tid." beretter om Øerne:

"Under Kristian den 5tes Regering købtes 1671 St. Thomas og St. Jan for at fremme den vestindiske Handel, og for at denne rigtig kunde blomstre, blev der efter de Tiders Mode oprettet et Handelskompagni med en hel Del Privilegier, og dette købte under Kristian den 6te St. Croix af Frankrig for 167,000 Rdl. Handelen vilde imidlertid, trods Kompagniet og Privilegierne, ikke rigtig gaa, og Kompagniet afstod nu sine Rettigheder til Staten 1757 for den kønne Sum af 2,220,000 Rd., og da var der kun 7 Skibe i Fart paa Vestindien, men i de 9 Aar. der forløb til Kong Frederik den 5tes Død 1766, var Tallet steget til 38, og Sukkeravlen paa St. Croix var fordoblet 11 Gange i denne Tid. Nu gik den vestindiske Handel glimrende en lang Tid, og alene i Aaret 1782 førtes der Varer for 3 Milj. Daler Kurant fra Vestindien til København. Dog maa vi huske paa, at vi ikke kan betragte denne Periode med ublandet Glæde; ti det var Frugten af den stakkels trælbundne Negers Flid, der fyldte Købmændenes Pengeposer, og dette vedblev, indtil Slaveriet ophørte i 1848, i det Mindste paa Papiret. Vel ophævede Frederik den 6te den afskyelige Negerhandel 1803; dog blev Slaveriet ligefuldt ved at bestaa, skøndt der blev givet en Række Bestemmelse sigtende til at lette Negernes Kaar; men - der er jo langt fra København til Vestindien.

Som man ser, er Øerne fra først af købte i Handelens Interesse, men i saa Henseende har de omtrent udspillet deres Rolle nu, eftersom Handelsforholdene har udviklet sig i den nyere Tid, og der vilde neppe blive Mangel paa Sukker og Rom (Øernes Hovedproduktt), om vi kom af med dem. Om Indtægt af Øerne er der nu slet ikke Tale, vel staar de paa Finanslovens Indtægtsside i Forbindelse med Færøerne opførte at give en Indtægt af mellem 60 og 70 Tusinde Kr.; men vel al mærke, Vestindien har i flere Aar ikke betalt en Øre og oven i Købet faaet store Tilskud fra Danmark, i Alt 2 Milj. Kr. Det sidste "Bureaulaan" vil endnu ikke være glemt. Disse Midler skal vel tilbagebetales, men sandsynligvis kan vi skyde en hvid Pind efter dem, da Planterne, som der fra Højres Side blev gjort saa meget Væsen af ved sidste Valg, nok "ikke er saa gode, som de burde være"; men største Delen er irske Spekulanter, der mangler baade Kapital og Intelligents, og Negerne med deres Dagløn af 37 Øre kan man vel ikke vente stort af.

Historien er imidlertid ikke hermed til Ende; ti nu mener Regeringen at man yderligere bør komme Øerne til Hjælp ved at lade dem blive fri for selv at holde den nødvendige Hærstyrke derovre. Der er i saa Henseende forelagt Landstinget et Forslag om, at vi skal holde en Hærstyrke paa 260 Mand derovre, hvilket vil koste allermindst 312,000 Kr. om Aaret.

Øernes Indbyggerantal var 1870 37,821 og var da i de sidste 20 Aar aftaget med c. 4 1/4 pCt. Naar man nu betænker, at den langt overvejende Del af denne Befolkning er Negre, der sandsynligvis hverken vil faa Ondt eller Godt af Tropperne, medmindre disse skulle skyde dem, saa vil man se, at Planterne bliver os temmelig dyre, og hvem ved saa, om man ikke, naar nogle Aar er gaaede, fremkommer med nye Krav. For Resten finder vi det ganske rimeligt, at dersom Danmark skal vedblive at yde Tilskud til Øerne, saa maa Landet ogsaa regeres herfra, da vi ikke kan være tjent med al skulle punge ud med store Summer, hver Gang Kolonialraadet finder for godt at klage sig. Skal der ydes Tilskud, vilde det være stemmende med Menneskehedens Grundsætninger, at der blev gjort Noget for Negerne, ti disse er lige saa godt vore Brødre som de uduelige Plantere. For Resten maa det betragtes som en stor Lykke for os, om vi kunne komme af med Øerne "paa en pæn Maade", selv om vi ikke fik en eneste Øre for dem."

(Social-Demokraten 6. november 1879).

De vestindiske Lejetropper. Foruden den Mængde Forslag til Konge- og Prindsevæsenets Forherligelse, som er blevet forelagt den pantserskrb- og taffelbesøgende Rigsdag, er der et, som fortjener særlig Omtale, da det jo kunde tænkes, at Rigsdagen derved kunde hindres i at sluge Kamelen. Det er Lovforslaget om den flerdobbelte Forøgelse af Militærstyrken paa de vestindiske Øer paa den danske Statskasses Bekostning.

Uden iøvrigt at pataale det Latterlige og Meningsløse for en ubetydelig evropæisk Stat, som det danske, at holde Kolonier paa den anden Side af jordkloden tilmed af Størrelse som en Ært og for denne Overherlighed, at lade den fattige danske Statsborger skatte føleligt - det forelagte Lovforslag udviser over 300,000 Kr. aarlig Udgift til Hærstyrke m. m. - har det foreliggende Lovforslag en anden Side, der giver det en ikke ringe human Betydning. Da Humaniteten i den senere Tid er gaaet i Retning af Dyrebeskyttelse paa Menneskebeskyttelsens Bekostning, maa det være en ikke uvæsentlig Opgave for Demokratiet, at havde den sidste - man skulde dog mene - vigtigste Side af Humanitets-Begrebet. Under Henvisning til det sidst forløbne Aars Bekendtgørelser fra den vestindiske Rekrutering har Dødsfaldene iblandt de til Vestindien oversendte Soldater beløbet sig til omtrent 50, hvilket udgør Halvdelen eller Tredjedelen af hele Troppestyrken derovre og Dødsaarsagen er det usunde og uvante Klima. Det er Proletariatets Børn, som efter at være sunkne i den yderste Armod ved Aftjeningen af deres Værnepligt, lader sig for en ussel Betaling deportere til denne Dødens Gerning, at skulle være Slavevogtere fjernt fra Danmark i et Klima, hvis Usundhed og Omskiftelighed disse unge og kraftige Ofre ikke engang er udrustede til at modstaa. Og denne "Styrke" er det som ifølge Lovforslaget skal fordobles eller mere. Det er fra Humanitetens Side, at Indsenderen heraf beder Folketinget nedlægge Indsigelse imod, at den vestindiske Hærstyrke forøges, eller hvis den endelig skal forøges, da, at det samtidig bestemmes, at Troppestyrken skal hverves iblandt de Indfødte derovre, hvis Regeringen ikke er mægtig nok til at indføre almindelig Værnepligt paa Øerne.

A-r.

(Social-Demokraten 18. november 1879).

De kjøbenhavnske Kirker contra Skatteborgerne. (Efterskrift til Politivennen)

Tillad mig, Hr. Redaktør, som kjøbenhavnsk Skatteborger at fremdrage et Spørgsmaal, i hvilket min Forstand staar fuldstændig stille, og hvorom jeg hører, at vore lærde Jurister nok heller ikke skulle være synderlig klare. Men til Gjengjæld ere de kirkelige Avtoriteter i Hovedstaden saa meget sikrere i den Slags Sager, jeg her sigter til, og ere aldrig i Tvivl, naar det gjælder om at indkassere Mønten fra Skatteyderne. Hvordan det hænger sammen med de saakaldte Præstepenge, som vi her i Kjøbenhavn maa erlægge, paa hvilke Lovbestemmelser de grunde sig, og hvor deres ubegribelige Voxeevne skriver sig fra, har jeg aldrig kunnet faa Oplysning om; for en halv Snes Aar tilbage fik man af Rodemesteren en beskeden Anmodning om at ansætte sig selv til en lille Ydelse, t. Ex. en Krone eller to, men nu møder Fordringen stadig stigende og rettes til En med samme avtoritetsmæssige Kraft som Kravet paa ordinære Kommune- og Indtægtsskatter. Men skjønt det saaledes bliver værre og værre med disse Præstepenge, har jeg dog i de gode Aar fundet mig i at betale dem uden videre Indsigelse, da jeg som sagt ikke er klar over Udviklingens Lov. og man jo ikke tør gaa ud fra, at alt, hvad der synes den sunde Fornuft ubegrundet og løjerligt, derfor skulde savne Hjemmel i dansk Kirkeret. Men nu er jeg i disse Dage bleven gjort til Gjenstand kor en ny kirkelig Opkrævning, der i den Grad strider mod mine retslige Begreber, at jeg ikke kan undlade at anraabe om Offenlighedens Sympathi for de Skatteborgere, der paa en Maade, som nu skal beskrives, gjøres til Remedier sor det kirkelige Livs Trivsel i Hovedstaden.

For to Aar tilbage i Tiden havde jeg Bopæl ved den gamle Ende af Gothersgade og faldt da ind under Trinitatis Sogn; Runde Kirke var for nogle Aar siden bleven restaureret, og hvorvel denne Restauration, saa vidt mig bekjendt, havde fundet Sted, uden at Menighedens skatteydende Medlemmer vare afæskede Samtykke i saa Henseende, betalte vi, foruden vore ordinære Præstepenge, det ret betydelige Paalæg, som Restaurationen krævede. Lidt knurrede vi vel, men slog os dog til Taals, for det var kun en Overgang, trøstede Rodemesteren os med. Et Par Flyttedage derefter flyttede jeg til den anden Ende af Gothersgade. Imens havde "den indre Mission" faaet rejst Kirken paa Østerbro, og en ny Sogneinddeling blev truffen  atter uden at spørge Beboerne. Jeg for mit Husnumer blev sat over til Johanneskirken, og i Stedet for min gamle Kirke, til hvis Restauration jeg klækkeligt havde bidraget, blev jeg som nyt tributpligtigt Offer uden videre delagtiggjort i Johanneskirkens Byggegjæld. Forleden Dag præsenterede Rodemesteren mig en Regning, lydende paa Afdrag af denne Gjæld, og da jeg ønskede nærmere Forklaring, henviste han mig til Skattebillettens Text "i Henhold til Lov af 19 Januar 1863", i hvilken Lov jeg imidlertid ikke kan finde det allermindste om nogens Ret til at paabyrde mig en slig kirkelig Byggegjæld. Jeg spørger nu: Er der fornuftig Mening i alt dette? Og er det en virkelig honnet Maade for Kirken at fremme sit Tarv paa? Sogneinddelingen i Hovedstaden har, som man veed, ikke længer nogen reel Betydning for den almindelige Bevidsthed; man flytter fra Gade til Gade og anser sig vel forvaret, naar man har sin Lejlighed og sin Lejekontrakt i vedbørlig Orden, og ingen tænker paa at erhværve sig Attester for Kirkernes Tilstand og økonomiske Status. Men efter at jeg nu har opdaget, hvilke skjulte kirkelige Faldgruber man kan dumpe i, blot ved at flytte fra den ene Ende af Gothersgaden til den anden, vil jeg raade enhver Skatteborger til fremtidig at iagttage den størst mulige Forsigtighed ogsaa i denne Retning, og jeg for mit Vedkommende vil ufravigelig stille det Krav til enhver ny Husejer, jeg som Lejer faar med at gjøre, at han fremlægger detailleret Beretning om de kirkelige Bygninger og Kreditforhold m. m. i Kvarteret. Men jeg gjentager: Er denne Fremfærd af de gejstlige Avtoriteter overfor Borgernes godtroende Pengepunge den rette Vej til at bekæmpe den Mangel paa kirkelig Sans blandt Hovedstadens Beboere, hvorover der føres saa livlig Klage? 

Anker Heegaard jun.

(Morgenbladet (København) 17. oktober 1879).

 

Grosserer Anker Henrik Heegaard (jun) (1837-1905) var søn af velhavende forældre i Slangerup. Efter handelslære i et skibsprovianteringsfirma i Helsingør, fik han stilling i et stort kaffehus i Holland og da han kom hjem igen blev han repræsentant for en slægtning August Heegaard, som handlede med engelske stålvarer. Dennes bror Anker Steffen Heegaard var den kendte Frederiksværk-fabrikant af støbejern og emalje (om en strejke på dennes fabrik 1897, se andetsteds på denne blog). 25 år gammel løste han borgerskab i handel.

1866-1870 var han gift (konen hed Julie). De fik et barn der var 1 år da hun døde. De flyttede herefter til forældrene i Slangerup. For at skelne mellem de to Heegaard’er, kaldte Anker Henrik sig Heegaard junior resten af livet. Fra omkring 1869 solgte han linieret skrivepapir i Pilestræde 40, 1. Her havde han en papirhandel der også havde skriveredskaber. Endnu oktober 1869 er der annoncer fra den.

Efter at han i Tyskland 1869-1870 have set en konvolutmaskine, lånte han penge til en sådan og startede Danmarks første konvolutfabrik og havde desuden en engros papirforretning som med tiden solgte hvad danske boghandlere handlede med (ikke bøger). Fra 1871 solgte han også stålhavespader, 1872 hollandsk røgtobak. I april 1873 flyttede papirlageret og konvolutfabrikken til Trompetergangen 6 (Cloettas Fabrik) nu Niels Hemmingsensgade. Marts 1874 annonceres fra Lille Helliggejststræde 32. (1. og 2. sal over gården). Nu Valkendorfsgade.

Mogens Falk Sørensen (1907-1975): Valkendorfsgade 30-34 (1854). Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. Selv om fotoet er over et halvt århundrede efter Heegaard havde sin fabrik her, synes der ud fra ældre fotoer ikke at være sket det store, bortset fra at porten (under "Eft. A/S") nu fører ind til Kringelgangen til Gråbrødretorv. Kbhbilleder. CC-BY.

I 1877 giftede Anker Henrik Heegaard sig med Louise Rosenstand (1858-1927). De flyttede til det nye kvarter ved Gothersgade-Linnésgade. Her fik de 6 børn. En af sønnerne (Poul Aage) overtog i 1906-1926 en boghandel i Horsens (I. C. Halvorsens Eftf.)

Politisk stod han tæt på Venstre og i 1870erne også socialisterne. Ved prøvevalget til borgerrepræsentationen i Nørre Alle skole marts 1876 fik han "overvældende majoritet" (ifølge Social-Demokraten 29. marts 1876). Ved valget fik han dog kun 100 stemmer. Kun 1/8 af vælgerne gav møde. Ved valget i 1881 opfordrede han til at stemme på medstifter af Socialdemokratisk Forbund (1878) og medlem af dettes hovedbestyrelse Peter Thygesen Holm, der blev valgt 1887 og 1890. Heegaard blev i oktober 1877 valgt til bestyrelsen i Grundlovsværneforeningen i København i hvilken han var aktiv i årene fremover. Her var han bl.a. imod det forhandlende Venstre. 

Han stod politisk tæt på bl.a. Berg, Hørup, N.J. Larsen, Høgsbro, Holstein-Ledreborg, Alberti, Balthasar Christensen m.fl., samt digterne Drachmann, Schandorph og Otto Borchsenius. Efter bruddet mellem Berg og Hørup sluttede Anker Heegaard sig til Hørup. Han støttede dennes start af dagbladet Politiken.

I 1882-1883 opførte han en stor (omkring 500 m2) villa (Villa Starno) på Christian Winthers Vej 4 (nu ejendommene 4 A, B og C, de to huse 4 D og E, husene 6 og 8 samt Rathsacksvej 29). En af hans sønner var arkitekten Jørgen Anker Heegaard (f. 1912). Kort efter måtte han trække sig tilbage fra fabrikken da han fik pinefulde nervesmerter i ansigt og arme. Da lånet til maskinerne var afviklet og virksomheden havde givet stort afkast, var der penge nok til at forsørge den stadig voksende familie. I nogle skure i villaens have opmagasinerede han alle maskiner og inventar. Han levede med familien af pengene fra fabrikken til han døde i 1905. Derefter levede enken og familien af pengene til hun døde i 1927. Hun solgte villaen i 1908 til ingeniør Poul Larsen fra F.L. Smidth og flyttede til Store Kongensgade 40. (Oplysningerne fra Poul Anker Heegaard: Bidrag til Familien Heegaards historie. Findes på Slægtsbibliotek).

Villaen blev sprængt i luften af tyskerne den 20. december 1944. Ejeren (den tidligere danske gesandt N.P. Arnstedt) brugte lejligheden som samlingssted for danske sabotører. En anden beboer (ingeniør Hostrup-Schultz) husede sabotører. Under en ildkamp mellem SS og sabotørerne, blev villaen sprængt, forstærket af skjult ammunition i væggene. Under det nedstyrtede tagfandtes en del geværer, pistoler og ammunition, som en gruppe frihedskæmpere fik fjernet for næsen af de tyske vagtposter.

Forstyrrelse af Helligdagsfreden. (Efterskrift til Politivennen)

Fra den offentlige Politiret. I afvigte Juli Maaned blev Mølleeier Mortensen ved den offentlige Politiret tiltalt for at have overtraadt Loven af 7de April 1876 om den offentlige Fred paa Folkekirkens Helligdage, ved at han en Søndag havde ladet sin i Møllegade beliggende Dampmølle arbeide mellem 9 og 4. Under Sagen oplystes det, at den Støi, som havde været forbunden med Møllens Virksomhed, havde kunnet høres i en Afstand af flere Hundrede Alen. Paa Grund heraf formente Dommeren, at Sigtede havde overtraadt nævnte Lov, og tildelte ham i den Anledning en Advarsel. I Begyndelsen af August Maaned anmeldte derefter en i Møllegade boende Mand for Politiet, at Møllen atter havde været i Virksomhed Søndagen den 3die August under Kirketiden og foraarsaget en for de Omkringboende meget generende Larm. Under den i nævnte Anledning anlagte nye Sag erkjendte vel den for Tiltalte mødende Fuldmægtig, at der var blevet arbeidet i Møllen den paagjældende Dag i den anførte Tid, men benægtede, at der havde været forbunden nogen saadan Støi med dette Arbeide, at Helligdagens Fred derved kunde siges at vare bleven forstyrret. De under Sagen afhørte Vidner forklarede imidlertid, at den ved Arbeidet i Møllen foranledigede Larm havde kunnet høres i en Afstand af et Par Hundrede Alen; et af Vidnerne forklarede endog, at Larmen havde kunnet høres i en Afstand af 400 Alen. Da Sigtedes Fuldmægtig ikke vilde erkjende Rigtigheden af de afgivne Forklaringer, bleve Vidnerne tagne i Ed eg Sigtede ved Dom paalagt en Bøde af 15 Kr, idet Dommeren formeente, at det ved de afgivne Vidneforklaringer maatte ansees for godtgjort, at Arbeidet i Møllen havde været forbundet med en saadan Larm, at Helligdagens Fred derved var bleven forstyrret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1879. 2. udgave).

Betænkning om St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. oktober 1879 fremsatte finansministeren i Landstinget et lovforslag om "Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer". Dette blev udførligt behandlet i Dagbladet (København), den 10. oktober 1879. Herunder også bilagene der forsøgte at finde årsagerne til oprørets udbrud. Man nåede her frem til at udbruddet skyldtes en tilfældighed, og at der altså ikke var lagt nogen plan med det. Men at der før oprøret havde været en almindelig udbredt misfornøjelse blandt landarbejderne. Fra "pålidelige personligheder" havde man underretning om at arbejderbefolkningen på St. Croix var den ø hvor arbejderbefolkningen havde det bedst. 

Som forebyggende foranstaltninger mod en gentagelse anbefalede kommissionen en genoprettelse af respekten for lovens autoritet, med andre ord, mere militær på øerne. Arbejdsordningen skulle vedblive, men arbejderregulationerne ophævet og erstattet af en tyendelov, en løsgængerlov, en skolereform mm. Altså stort set det som guvernøren allerede havde gennemført i september.

De dansk vestindiske Øer. I den som Bilag til lovforslaget om Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer følgende Betænkning af 1ste Mai fra den vestindiske Commission udtaler denne, at den ved Undersøgelserne om Aarsagerne til Oprørets Udbrud er kommen til det Resultat, at selve Udbrudet hidrørte fra en Tilfældighed, og at der ikke kan antages forud at være lagt nogen Planer dertil. Derimod er det utvivlsomt, at Oprøret har været Udtrykket for en hos landarbejderne tilstedeværende og blandt dem almindelig udbredt Misfornøielse. Commissionen dvæler derefter nærmere ved Udviklingen af Forholdene gjennem en længere Periode for at paavise Aarsagerne til Misfornøielsen. Den finder, at der navnlig i den sidste Halvdeel af de forløbne 30 Aar siden Indførelsen i 1849 af de saakaldte Arbeiderregulationer er taget for lidt Hensyn til den Forandring i Eiendoms- og Befolkningsforholdene, navnlig paa St. Croix, som formeentlig allerede i en tidligere Periode burde have fremkaldt Bestræbelser for en yderligere Udvikling af den Frihed i Arbejderforholdene, hvortil Anordningen af 1849 dannede Indledningen. Forholdene ere nu saaledes, at Regulationerne daglig overtrædes i stor Udstrækning og at navnlig den Lighed, der tilstræbtes at indføre i Arbejdernes Stilling, er gaaet over til en Ulighed, der saalænge Regulationerne bestaae, maa skabe Misfornøielse med dem. Samtidig ere de fleste Stendomme gaaede ud af Hænderne paa de gamle Slægter og blevne kjøbte af tidligere Forvaltere, navnlig Irlændere, der efter Forholdene have fundet sig nødsagede til at stræbe efter at bringe saa meget som muligt ud af Ejendommene, altsaa af Negrenes Arbeide, med de mindst mulige Udgifter, og som tillige kun undtagelsesviis have betragtet St. Croix som deres Hjem. Men ved Siden af disse her anførte Omstændigheder, der vel kunne have tjent som Ophidselsesmidler under Oprørsbevægelsen, har der naturligviis været andre Momenter af langt mere gennemgribende Betydning for Vækkelsen af en almindelig Utilfredshed blandt Landarbeiderbefolkningen. Allerede den ved Trangen til Arbejdskraft foranledigede Indvandring af Arbeidere fra de engelske Øer bragte saaledes Elementer ind i Befolkningen, der naturligviis efter de frie Arbejdsforhold, hvorunder de paa de nævnte Øer havde levet, kun modstræbende og uvilligt bøiede sig under Arbeiderregulationernes Bestemmelser. Disse fremmede Elementer, der paa den ene Side vare forholdsviis langt bedre underviste end Landarbejderne paa St Croix, og paa den anden Side vel i Reglen vare kraftige Arbejdere, men ofte slette Subjecter, af hvilke mange skulle have have været straffede paa deres tidligere Opholdssteder, maatte snart kunne aabne hines Øine for det i sig selv urimelige Forhold, som Arbeiderregulationerne havde indført, at den kraftige Arbejders større Arbeide ikke lønnedes bedre end den Svages mindre Arbeide, ligesom overhovedet for det Nedtrykkende og Sløvende i, at Flid og Dygtighed savnede et Vederlag i et større Udbytte end det, der opnaaedes af den Dovne og Udygtige. Der behøvedes efter denne Forberedelse kun Exempler paa, at en haandgribelig Forskjel i saa Henseende virkelig kom tilstede for Nogles Vedkommende, uden at berøre den hele Masse i sin Almindelighed, for at Utilfredsheden kunde faae en i hver Tilfælde tilsyneladende berettiget Næring. Dette fandt navnlig Sted ved det saakaldte Portersystem, hvorved visse Arbeidere (porters) lønnedes dagviis og tjente dobbelt saameget som den i fast Tjeneste staaende Befsætning, i hvilken Henseende Oprettelsen af Fællessukkerkogeriet kom til at spille en betydelig Rolle.

Commissionen gaaer derefter over til at undersøge Spørgsmaalet om Midlerne til at forebygge Gjentagelse af Oprøret. Der fremhæves først Hævdelse af Respecten for Lovens Autoritet som formenes kun at kunne opnaaes gjennem Tilstedeværelsen af en forøget Militairstyrke paa Øen, navnlig under den Overgangstilstand, der vil indtræde i den nærmeste Tid, efterat den nuværende Arbeidsordning er bleven hævet. Endvidere henleder Commissioncn Opmærksomheden paa en stadig Udstationering af et Orlogsskib ved Øerne, ligesom den ogsaa udtaler sig for Ønskeligheden af Oprettelse af en Borgervæbning. For i det Hele at have Arbejderbefolkningen, kræver Commissionen først Arbeiderregulationernes Ophævelse og Indførelse af frit Arbeide, ordnet gjennem en Tyendelov, ved Siden af hvilken der maa stilles en Løsggængerlov, ligesom den ogsaa henpeger paa Ønskeligheden af forandrede Bestemmelser i Henseende til Fattigforsørgelse, Lægetilsyn, Jordemodervæsen m. v. Imidlertid ansees det for meget tvivlsomt, om der under de forandrede Forhold vil blive Arbejdskraft nok paa St. Croix. Selve Oprøret vil efter al Sandsynlighed bidroge til Formindskelse af Landarbejdernes Tal, idet mange af disse søge bort fra Øen af Frygt for, at deres Deelagtighed i dette skal blive opdaget. Som en Modvægt herimod antages det, at en Amnesti vilde virke. Men man bør dog itide gjøre sig klart, gjennem hvilken Art af Immigration andetstedsfra der hensigtsmæssigst og billigst kan bødes paa Mangelen af Arbeidskraft. Er Ordningen af Arbejdsforholdene og hvad dermed staaer i Forbindelse forbunden med Vanskeligheder, saa er dette i endnu langt høiere Grad Tilfældet med Hensyn til Foranstaltninger for at hæve Negerbefolkningen op til et høiere intellektuelt, moralsk og socialt Standpunkt. Det bedste Middel troer Commissionen vil være en virksom Reform i Skolevæsenet, navnlig saaledes at Skoletvangen overholdes strængt og begynder senest med det 6te og varer indtil det 12te Aar, medens den nu ophører med det l0de. For den nuværende Generation af Arbeiderbefolkningen vil der muligt kunne udrettes Noget ved at befordre Udbredelse af Squatters (smaa Eiere eller Leiere). der dog vilde kunne bringe endeel af Arbeiderne til at indtage en bedre økonomisk Stilling. Endelig omtaler Commissionen Fællessukkerkogeriet, hvis fortsatte Existents ansees for et Livsspørgsmaal for St. Croix.

Efter dernæst at have omtalt den ved Oprøret foraarsagede Skade, gaaer Betænkningen over til Spørgsmaalet om, hvilke Forandringer i Ordningen af Moderlandets Forhold til Colonierne der maatte være nødvendige. Commissionen har til den Ende underkastet hele St. Croixs Administration osv. en detailleret Undersøgelse og søgt at begrændse Udgifterne saa meget som muligt, men den kom snart til Erkjendelse af, at det paa mange Punkter ikke vilde kunne undgaaes at forøge Udgifterne i en ikke ringe Grad, naar man vilde opnaae en virkelig Garanti for Bevarelsen af Orden og Ro samt tilvejebringe de fornødne Betingelser for Befolkningens og særlig den arbeidende Klasses Fremgang. Med et tilfredsstillende Udgiftsbudget ville de aarlige Udgifter for St Croix kunne anslaaes til 203.544 vestind. Daler, medens de nuværende Indtægter kun beløbe sig til 151.303 vestind Daler. Det aarlige Underskud er saaledes 52,241 vestind. Daler, hvorhos der endnu kræves et Beløb af 25.110 vestind. Daler til Dækning af Udgifter een Gang for alle. Hvad angaaer Maaden, hvorpaa dette Underskud skal dækkes, har Commissioncn deelt sig et Fleertal (Schlegel og Tvermoes) og et Mindretal (Levy). Den Sidstnævnte anbefaler Paaligningen af en directe personlig Skat og en Romskat af 20 Cts. pr. Gallon, samt tilraader endvidere, at Moderlandet yder St. Croix en temporair Hjælp saaledes, at Statskassen paa Betingelse af, at Øens Repræsentation vedtager de to ovenfor nævnte Skatter, for en Tid af 3 Aar overtager at dække det regnskabsmæssige Deficit imod, at den efter Udløbet af dette Tidsrum erholder de tilskudte Beløb tilbagebetalte ved, at Øen aarlig indbetaler Halvdelen af de eventuelle Overskud i Statskassen. Fleertallet antager ikke, at der vilde vare Noget vundet ved et Løfte om at dække Øens Underbalance i 3 Aar. Fleertallet deler Levys Anskuelse om Nødvendigheden af at skabe nye Indtægtskilder gjennem de foreslaande nye Skattepaalæg, men det anseer det nuværende Tidspunkt for ubetimeligt og mener, at naar Arbeiderregulationerne antages hævede den 1ste October d. A., vil mon neppe kunne have en paalidelig Oversigt over alle herhen hørende Forhold for 1ste April 1881, til hvilket Tidspunkt der derfor først bør kunne blive Tale om at stille yderligere Krav til Skatteyderne. Det er derfor Flertallets Anskuelse, at Colonialloven bør forandres i den Retning, at Moderlandet i en eller anden Form overtager Udredelsen af Øens Underskud, og at man dernæst, naar Overskud maatte fremkomme, deels ved mulig indtrædende gunstigere Conjuncturer, deels ved den eventuelle Etablering af nye Skatter, bør refundere saa stor en Deel af denne Udgift, som man med Øens særlige Forhold for Øie maatte finde rigtigt. Fleertallet slutter sin Betænkning om dette Spørgsmaal med at stille Forslag om, at Statskassen skal overtage Militairudgifterne paa Øerne, og i Overensstemmelse dermed er det Lovforslag udarbejdet, der nu er forelagt Landsthinget af Regjeringen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1879).

Havnemester Theodor Wilhelm Conrad Kruse (1845-1927): H. K. H. Prins Valdemars Modtagelse i St. Thomas. Illustreret Tidende 9. november 1879. Den 29. september 1879 ankom prins Valdemar til Sankt Thomas efter 46 dages sejlads fra København. Han tilbragte hele vinteren på øerne indtil 28. april 1880. Hans tilstedeværelse havde til formål at forhindre nye uroligheder som i 1878..

Den vestindiske Kommission.

Den Omhu, hvormed den kongelig vestindiske Kommissions Betænkning Hemmeligholdes, har ikke været tilstrækkelig til at bevare den udelukkende for "de Indviedes" Kreds, og vi ville derfor skjænke den et Par Bemærkninger, saa meget hellere, som Sagen jo ventelig med det første vil komme før Rigsdagen.

Kommissionen begyndte sin Virksomhed med de militære Forhold og foranledigede, at der her hjemme fra udsendtes en Styrke af 65 Mand. Hvor rigtig denne Foranstaltning end kunde være, saa er det dog mærkeligt, at der behøvedes en Kommission til at sætte den i Værk, men endnu mærkeligere er det, at naar Kommissionen nu en Gang havde dette Hværv og traf denne Foranstaltning, at den da ikke sørgede for, at de stakkels Soldater havde faaet en til Klimaet passende Beklædning (som Soldaterne paa de engelske og spanske Øer). Sikkert vilde da, efter stedlige Lægers Erklæring, en af Aarsagerne til Soldaternes Lidelser, og maaske den væsenligste Grund til, at 15 Mand af de 65 i kort Tid døde af Klimatfeber, været fjærnet. Man skulde tro, at Kommissionsmedlemmerne ikke selv havde sørget for passende Klædning til deres Troperejse, siden de ikke tænkte paa Soldaterne - , men det havde de nok dog! Maaske ligger dette ikke indenfor Kommissionens Omraade, saa Ansvaret for den letsindige Omgang med Soldaternes Liv bør adresseres andet Steds hen, men rimeligt havde det da i at Fald været, om Kommissionen havde henledet Vedkommendes Opmærksomhed paa en saa vigtig Sag samtidig med, at den rekvirerede Soldaterne.

Om Aarsagerne til Negeropstanden og om den anrettede Skade meddeler Kommissionen intet nyt, hvad der jo heller ikke kunde ventes. Det er med denne Side af Virksomheden gaaet ganske saaledes, som det blev udtalt i "Morgenbladet" strax ved Kommissionens Afrejse, og følgelig er der ingen som helst Anledning til at opholde sig ved denne Del af Beretningen.

Langt den vigtigste Side af Kommissionsbetænkningen indtager Behandlingen af Øens Budget, der som bekjendt er i en ynkelig Forfatning. Paa den ene Side vil Kommissionen forøge Budgettets Udgiftsside med flere Soldater, ved at forøge Lærernes Antal i Negerskolerne osv. - Foraanstaltninger, der mer eller mindre gaa ud paa at sikre sig Rolighed blandt Negerne - og paa den anden Side vil den forøge Indtægterne, dels ved en Konsumtionsskat paa Rom og dels ved et direkte Statstilskud.

Vi ere lidt i Forlegenhed med at finde et betegnende Ord for disse Forslag. Man vil beskatte, ganske vist indirekte. Negere, hvis Løn ved Lov er fastsat til et Minimum, 37 Øre daglig, og for at de ikke skulle mukke, forøger man Militærholdet!! To af Kommissionsmedlemmerne have da ogsaa været forstandige nok til ikke at gaa ind paa saadanne vilde Ideer! Men hele Kommissionen anbefaler, at vi komme Øens Budget til Hjælp med ca. 200,000 Kr. aarlig, og spørger man, i hvilket Øjemed, da bliver Svaret - for at faa Ballance i Budgettet ! Det er ikke for at sætte Øen i Stand til om kortere eller længere Tid selv at faa Ballance i Budgettet, at man foreslaar at anvende Penge, nej, det er simpelt hen for Ballancens Skyld, at de 200,000 Kr. skulde gives, og naar nu Øen ad Aare fordrer 300,000 Kr. for at faa Ballance, nu vel, saa give vi 300,000 Kr. og saaledes fremdeles, til vi bære alle Udgifterne (ca. 500,000 Kr.) for den totalt ødelagte Ø, medens Kolonialraad og Guvernør selv bestemme, hvorledes de ville anvende vore Penge.

Vi forstaa i Sandhed ikke Kommissionens Indstilling. Er det Meningen, at vi skulle opretholde Øen, da kan dette ikke gjøres ved aarlig at give Øen saa og saa store Beløb enten som Bureaulaan eller Tilskud. I al Fald maa da den, der giver Pengene, ogsaa raade for Pengenes Anvendelse. Den hele nuværende Koloniallov maa dermed falde, og vi maa vende tilbage til den gamle Kronekoloniforvaltning. Vi kunne ikke rolig se paa, at den Befolkning, der - lad det nu være frivillig eller ufrivillig - har afskaffet det for Øens Sikkerhed nødvendige Militær, nu fordrer Skadeserstatning for de lidte Tab - Tab, foranledigede ved, at den danske Overhøjhed lod Magten slippe sig ud af Hænde - ja, saagar henvender sig til fremmede Magter for at saa Støtte for deres Fordring. Magten kan ikke forblive, hvor den nu er, - vi maa selv tage den, og vi maa selv raade over, hvorledes og hvor mange Penge vi ville anvende, i Stedet for at vi nu altid komme til at betale det Gilde, som de derude selv have arrangeret. Er det, som man jo nu synes at være tilbøjelig til at tro, gjennem Centralfabriker, at Øens finansielle Forhold kunne forbedres, saa lad os fortsætte det begyndte Værk og bygge en Fabrik til, i Frederiksted.

Som det er, kan det ikke vedblive! Vi maa beslutte os til at opgive eller redde Øen, og begge Dele ere vel lige dyre; men følge Kommissionen i Forholdsregler uden Formaal blot for Budgettets Ballances Skyld maa vi bestemt fraraade. V.

(Morgenbladet (København) 5. oktober 1879).

Havnemester Theodor Wilhelm Conrad Kruse (1845-1927)?: H. K. H. Prins Valdemars ankomst til Sankt Croix. Illustreret Tidende 9. november 1879. 

Arbejdskonflikten paa St. Croix, Oktober 1879. (Efterskrift til Politiennen)

Formelt kom der tre ting ud af The Fireburn: Kontrakterne var ikke længere på årlig basis, arbejderne kunne købe land - op til 28 ha, og fagforeninger blev tilladt. Reelt og i praksis skete der kun få forbedringer i landarbejdernes forhold, og børnedødeligheden fortsatte med at være blandt de største i Karibien.

Our readers will have observed in Saturday's issue, and again in the paper to-day, that a long expected announcement of great importance to this island has now been made, and it has become a published fact that the regulations hitherto controlling the relations between proprietors and rural labourers are to be finally abolished on the 1st of October next. The fact was officially made known on the several estates on Monday last.

It would be impremature to comment on this important notification before we are informed as to the nature of the new ordinance therein referred to.

(St. Croix Avis, 6. august 1879.)

Guvernør Garde undertegnede 13. september 1879 en ny lov for regulering af arbejdet, offentliggjort i St. Croix. Avis, 20. september 1879. St. Croix Avis, 24. september publicerede teksten til en ny løsgængerlov, hvor arbejdsløse i princippet blev gjort kriminelle.

Dansk Vestingen. St. Croix. Markarbejdere. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

1. oktober 1879 ophørte de retningslinjer der var mellem arbejdere og arbejdsgivere. I stedet skulle gælde samme lov som hvilede på de principper som gjaldt i tyendelovene. Det ville plantageejerne ikke gå med til, men ville fastholde årskontrakterne og ensartet betaling, nemlig 70 øre om dagen. Det nægtede arbejderne at gå ind på, og nedlagde arbejdet den 1. oktober. 2-3.00 arbejdere forlod endog øerne og tog til Frederiksted for at blive overført til naboøerne.  Trods kongeligt besøg - prins Valdemar - kunne konflikterne ikke holdes i ave:

Since our last, the situation in the country remains unchanged. The proprietors, at least for the most part, hold to the demand for a yearly contract, and the labourers as steadily refuse. So far as we know there is not one estate in the island where the people have returned to work. Good order, at the same time, prevails everywhere.

On Saturday and Monday many of the immigrant labourers crowded into West Endunder the false impresson that the English war-steamer Blanche had come to carry them back to their native islands.

(St Croix Avis, 8. oktober 1879.)

Wednesday, 15th October 1879.

We regret to write that the dead-lock in plantation work still continues. The labourers object sometimes that 20 cents is "not 'nough," sometime that they "will not be bung". 

We cannot hope that any advice of ours will spread much among the labouring class, but we would like to examine these objections from their own stand point and in their own interest.

First in regard to the twenty cents a day not being sufficient. Do the labourers know that this is the same rate as is paid in the smaller English islands, in Antigua for example? In Barbados, it is true, the common pay is a shilling, or 24 cents a day; but out of this the man has to pay for his house and ground, which is generally done by giving one day's labour a week as rent, and thus the pay is brought down to the same as is offered here. Do the labourers generally know that seven persons who left here for Barbados not very long ago, have returned to Est. Slob within the last few days? This ought to be a warning to the rest not to be anxious to try other islands. Broader reasons it would be useless to offer; but of course the real question is what can the land afford; and we feel sure that no planter will be willing to risk much more in the present state and prospects of the sugar market. It must be left to each planter to say what he can do; and it is not in the interest of the labourers themselves to have the estate thrown out of cultivation, by forcing the owner beyond this limit.

When we come to the objection to being bound, we must say that it does not in the least surprise us. The labourers have considered the abolition of Government interference, as an abolition of the contract system altogether. As a labouring man was heard to say the other day: How can we bound when the King has told us we are all free? It is not easy to make them see the difference between a contract proposed by the master, and a contract which they are compelled to take by the Government. And in truth, if the whole planting body agrees to insist upon it, it does practically amount to the same thing. Here we would remark that while we do not for a moment question the right of the planters to unite for this purpose, we do question the wisdom of erecting a rigid institution like this to meet exigencies which were utterly unknown and could not be foreseen. Such unions may do very well in old countries, it remains to be seen whether they are wish here. But to return to the "being bound", we do not, think the labourers have considered the great advantage that a contract is to themselves. The advantage to the owner of the land is too obvious to need comment: but the labourer has perhaps not thought of it from his own side. Let us suppose the case of an estate changing hands, the contracted labourers must be kept on and paid, the uncontracted may be dismissed. Again in dry weather the uncontracted hands can be discharged or put on half work, while for the contracted hands work and pay must be found all the time. Further, in the case of a man having a good provision ground, there is much more assurance of his reaping the products when the master is bound by contract to keep him on the estate.

In short the labourer is apt to forget that if he is bound the master is bound too, and must find work for him and support him whether convenient to do so or no. In Antigua, a contract act was passed, because the Iabouring people themselves saw the advantage of it, and a great number readily entered into contracts. Those who did not are liable to be sent off the estates as soon as dry weather sets in; and consequently in Antigua there is always great poverty, and we may add crime also, in such seasons. There are two sides to every question, and it is well, that the labourers should see this contract question from the side of its advantages to themselves before they decide entirely on refusing to enter into contracts.

(St. Croix Avis, 15. oktober 1879.)

St. Croix

(From the Avis October 18th)

Since our last issue we have heard of several estates having resumed work. All through the Island the labourers whose contracts under the old law had not expired have gone back to their work; but the greater number og those whose contracts expired on the 1st of October still refuse to accept the new terms.

There is a rumour that some managers are offering a fixed sum with allowance; and as the allowance system is in great favour with the labourers, and has some merits, it is worth while to consider this plan.

(Sanct Thomæ Tidende, 22. oktober 1879)

De dansk-vestindiske Øer. Ifølge Indberetninger til Regjeringen af 12te October fra Gouverneur Garde, som dengang opholdt sig i Frederikssted, havde Negrene paa Øen St. Croix efter 1ste October, da de gamle Arbeidscontracter vare udløbne, vægret sig ved at fornye disse paa et Aar, hvortil de vare berettigede efter den stedfundne Ophævelse af Arbeidsregulativerne. Paa Grund af denne deres Vægring havde Arbeidet hvilet siden den 1ste October, hvilket iøvrigt alligevel vilde være skeet, idet vedholdende Regnveir hele Tiden gjorde det umuligt at arbeide i Markerne. Indtil Rapportens Afgang havde kun omtrent 30 Negre forladt Øen. Et Rygte om, at et ved Frederikssted opankret engelsk Orlogsskib gratis vilde føre alle engelske Negre, som ønskede det, til de engelske Colonier, havde lokket over 1000 Negre til Byen. Da de imidlertid bragte i Erfaring, at Chefen paa Skibet manglcde enhver Instruction i saa Henseende, forlade de atter Byen, uden at der fandt Optøier Sted.

I Anledning af Aarsdagen efter Negeropstanden ifjor skriver St. Thomas Times af 1ste October: "Idag ledes Tanken uvilkaarligt hen paa de rystende Begivenheder der forefaldt ifjor den lste October, ved at kaste Blikket tilbage paa, hvad der er skeet i det forløbne Aar, kunne vi kun beundre den ubetvingelige Energi, som Indbyggerne paa St. Croix have lagt for Dagen ved Gjenopbyggelsen af Frederikssted. Hovedaarsagerne til Oprøret - Arbeidsrregulativerne og Manglen af Garnison i Frederikssted samt en utilstrækkelig Troppestyrke i Christianssted - ere bragte ud af verden. De tidligere Arbeiderregulativer ere ophævede og nye indførte: Idag vil ogsaa den nye Løsgjængerlov, en Lov, der er vel skikket til at holde Gaderne frie for Løsgjængerne og til at forsyne Plantagerne med Arbejdere, træde i Kraft. Garnisonen i Frederikssted er stærk nok til at møde alle Eventualiteter, men vi kunne ikke fatte, hvorfor Landdistricterne savne militair Beskyttelse. Militairstationen, Kings Hill, midt paa Øen ligger endnu i Ruiner, og Plantagerne mellem de to Byer ligge priisgivne Oprørere, der kunne have frit Spil, indtil der kommer Undsætning fra Byerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1879).

Strejken paa St. Croix har fremkaldt en næsten fuldstændig Uvirksomhed paa Plantagerne. Da de gamle Arbejder-Regulativer vare udløbne den 1ste Oktober, hvorved Planterne og Negerne blive stillede ligesaa frit overfor hverandre som andre Arbejdsgivere og Arbejdere, tilbød Planterne Negerne 20 Cts. om Dagen, frit Hus og fri Lægehjælp, mod at Negerne forpligtede sig til at arbejde for dem mindst l Aar. Grunden til den tilføjede Betingelse var, at Planterne vare bange for, at Negerne skulde gjøre Strejke, naar den travle Høsttid kom, for saaledes at skrue Arbejdslønnen op. Negerne vilde paa deres Side under ingen Omstændigheder binde sig for 1 Aar; en saadan Kontrakt mindede dem alt for meget om deres gamle Trældomstilstand, og de troede, det var mere til deres Fordel at arbejde paa Dagløn. De to Parter staa haardnakket og bestemt overfor hinanden, og kun paa en enkelt Plantage i Nærheden af Frederikssted fortsattes Arbejdet, fordi Kontrakterne der endnu ikke ere udløbne, saa at Politiet har kunnet tvinge Negerne til ikke at nedlægge Arbejdet. Hvor lidet medgjørlige Planterne have været under den hele Affære, fremgaar af den Forbitrelse, det vakte iblandt dem, da en af deres Kolleger tog Negere paa Dagløn og saaledes paany begyndte Arbejdet paa sin Plantage. Planterne have i den Henseende ikke vist sig stort bedre end de Socialister, der under en Strejke strejke om og true andre Arbejdere, som ikke ere af deres Mening. Hvad Frygten for en Strejke i Høsttiden angaar, skulde man synes, at en saadan Strejke bedre vilde kunne undgaas ved et godt Forhold mellem Arbejdsgivere og Arbejdere end ad den Vej, Planterne nu have valgt. Af Negerne kan man selvfølgelig ikke forlange saa meget som af Folk, der i længere Tid have levet under Frihedens Vilkaar; men de ere i ethvert Tilfælde lige saa fuldt i deres Ret under den forhaandenværende Krise som Planterne. Man maa rose Negerne for deres rolige og ordenlige Optræden ved denne Lejlighed de have opført sig langt bedre, end Strejkende i Reglen pleje van; men det er beklageligt, at den hidtil herskende Klasse derovre ikke endnu har formaaet at tilegne sig en besindigere Opfattelse af Midlerne til at hidføre fredelige og ordnede Tilstande paa Øen.

(Morgenbladet_(København) 5. november 1879).

4. november 1879 meldte guvernør Garde at arbejdet var ved at blive genoptaget på St. Croix.