Den vestindiske Hærstyrke. (Efterskrift til Politivennen)

Finansministerens Forslag om en Forøgelse af den vestindiske Hærstyrke er tiltraadt af Landstingsudvalgets Flertal (Berg, Carstensen (Ordfører), Haffner og Schlegel) dog saaledes, at den foreslaaede Styrke nedsættes fra 221 til 195 Mand, men at det til Gjengjæld bestemmes, at der skal holdes et fast Stationsskib i Vestindien. Med Hensyn til Forslagets Bestemmelse om, at Kolonialraadenes lovgivende Myndighed i militære Sager skal ophøre, bemærker Flertallet: "hvad endelig angaar Sagens politiske Side, nemlig den Begrænsning i Kolonialraadenes Myndighedsomraade, som fastsattes i Lovforslagets § 1, og som nu er tiltraadt af vedkommende Kolonialraad, da nærer Udvalgets Flertal ingensomhelst Bekymring, eftersom det ikke kan frigjøre sig for det Indtryk, at den saakaldte Selvstyrelse, som Øerne have haft siden 1863, var en Gave af en noget tvivlsom Beskaffenhed og ikke er bleven benyttet paa nogen heldig Maade i forskjellige Retninger. Flertallet vilde derfor med Tilfredsstillelse have modtaget et Forslag om en fuldstændig Ophævelse af Kolonialloven for alle ikke kommunale Anliggender." - Mindretallet (R. Rasmussen) skjønner ikke, at der er Anledning til at forøge Hærstyrken, og fraraader Lovforslagets Fremme. Det finder i Kommissionsbetænkningen Støtte for, at Arbejderne ikke ere et ustyrligt, ildesindet Folk, samt for, at den nuværende Militærstyrke fuldt betrygger Ordenens Opretholdelse, saa at der nu, da Arbejdsregulativerne ere ophævede, kun staar tilbage at indføre en tidssvarende Beskatning. Fremdeles fraraader Mindretallet bestemt at udrede af Statskassen 300,000 Kr. aarlig og 60,000 Kr en Gang for alle til en Befolknings Velvære, hvis danske Sindelag er tvivlsomt, og antager iøvrigt, at Personer af Øernes egen Befolkning maa kunne benyttes til Militærtjenesten, i Stedet for at benytte danske Mænd, der ikke kunne taale Klimaet. 

(Morgenbladet (København) 13. januar 1880).

Ubekendt fotograf: Christiansfort. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Carl Edvard Melms. (Efterskrift til Politivennen).

Tyveri. Carl Edvard Melms, der forhen oftere er straffet, gik Fredagen den 2den Novbr. f. A. om Middagen for at faae Leilighed til at stjæle ind i et til katholsk Gudstjeneste benyttet Locale, der er indrettet i den den herværende katholske Menighed tilhørende Eiendom i Ny Kongensgade Nr 17. I dette Locale, der ikkun optager Stueetagen i Baghuset til Eiendommen, medens de øvrige Dele af samme benyttes til Skole, Beboelse og Udleie, holdes vel daglig Gudstjeneste i Forbindelse med Skriftemaal og Communion, men der foretages ikke Daab, og det kan derfor ikke ansees som en Kirke. Localet var aabent, da Tiltalte begav sig derind, og han forefandt der to ved Alteret hensatte, den katholske Menighed tilhørende Ringeapparater, der benyttedes ved Gudstjenesten, og som han tilvendte sig i den Tanke, at Apparaternes 3 Klokker vare af Sølv; disse Klokker løsgjorde han, og efter at have forhørt sig hos et Par Guldsmede om deres Værdi, solgte han dem til en Jernkræmmer for 30 Øre, som han brugte til Fortæring; Apparaterne bortkastede han. Disse i Forening med Klokkerne, der atter bleve bragte tilstede, vurderedes tilsamnen til 10 Kr. Endvidere tilegnede Tiltalte sig en Bønnebog, af Værdi 1 Kr. hvilken Bog var glemt i Localet paa et saadant Sled, nemlig en Bænk, at den, da han tog den, maatte betragtes som ude af Eierens Besiddelse, og i Forhold til Tiltalte som Hittegods. Efter det saaledes Oplyste skjønnede Criminalretten, at Tyveriet af Ringeapparaterne ikke kunde tilregnes Arrestanten som grovt Tyveri, og i Betragtning af, at han nu vilde være at dømme for sjette Gang begaaet simpelt Tyveri, fastsattes Straffen til Tugthuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. januar 1880).

Carl Edvard Melms er omtalt her på bloggen for et indslag om 12. oktober 1869.

12. marts 1880:

Nr. 06. Højesteretssagfører Hansen
contra
Carl Edvard Melms (Defensor Buntzen).
der tiltales for Tyveri.

Criminal- og Politirettens Dom af 6te Januar 1880: "Arrestanten Carl Edvard Melms bor straffes med Tugthusarbeide i 4 Aar og udrede denne Actions Omkostninger, derunder Salairer til Actor og Defensor, Prokuratorerne Delbanco og Kaas, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

Med Bemærkning, at der ikke lindes Anvendelse for Straffelovens 217, idet Tiltaltes Forhold ved at tilvende S14 den i den indankede Dom ommeldte, paa en Bænk i Capellet glemte, Bønnebog ogsaa bliver at betragte som Tyveri, vil Dommen i Henhold til de iøvrigt i samme anførte Grunde — hvorved endnu kun bemærkes, at Tyverierne ere udførte den 2den November f. A. — være at stadfæste.

Thi kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bor ved Magt at stande. 1 Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagfører Hansen og Etatsraad Buntzen 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende mod Arrestanten Carl Edvard Melms for Tyveri anlagte Sag er det ved hans egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse bevist, at han den 2den f. M. har fra et til katholsk Gudstjeneste benyttet Lokale, der er indrettet i den, den fornævnte katholske Menighed tilhørende Eiendom Ny Kongensgade Nr. 17, og hvortil Adgangen dengang var aaben, stjaalet to bemeldte Menighed tilhørende, til Brug ved Gudstjenesten bestemte Ringeapparater, tilsammen af Værdi 10 Kr., som vare hensatte ved Alteret, samt tilegnet sig en Hubert Adolf Wasserfall tilhørende Bønnebog af Værdi 1 Kr., der var glemt i Lokalet paa et saadant Sted, at den, da Arrestanten tog den, maatte betragtes som ude af Eierens Besiddelse og i Forhold til Arrestanten som Hittegods. Da det ommeldte Lokale, der ikkun optager Stueetagen i Baghuset til ovennævnte Eiendom, medens de øvrige Dele af Eiendommen benyttes til Skole, Beboelse og Udleie, og hvori vel daglig holdes Gudstjeneste i Forbindelse med Skriftemaal og Kommunion men ikke foretages Daab, ikke kan ansees som en Kirke, vil Tyveriet af Ringeapparaterne ikke kunne tilregnes Arrestanten som grovt, og denne, der er født den 14de December 1833 og oftere forhen er straffet, senest ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extrarets Dom af 12te December 1874 efter Straffelovens § 232 for 5te Gang begaaet simpelt Tyveri med Tugthusarbeide i 3 Aar, vil nu være at dømme efter samme Lovbestemmelse for 6te Gang begaaet simpelt Tyveri, og idet den i Sagen udstedte Actionsordre ikke findes derfor al være til Hinder, efter Lovens § 247 efter Omstændighederne til lige Arbeide i 4 Aar."

(Højesteretstidende 1880-1881).

Jensine Frederikke Eriksen (1856-1903?). (Efterskrift til Politivennen)

Roskilde, den 6 Januar 1880.

Landsoverretsdom. Landsoverretten har den 30. December 1879 afsagt Dom i en fra Roskilde Kjøbstads Extraret indanket Sag mod Arrestantinden Jensine Frederikke Eriksen for Tyveri og Bedrageri. Efterat Arrestantinden efter det under Sagen Oplyste d. 28te Mai f. A. c: 1879 under Foregivende af paa nogle Dage at ville reise til Kjøbenhavn havde forladt sin Tjeneste hos en Gaardmand i Allersløv, indfandt hun sig samme Dag i Kjøbmand Sass Nielsens Boutik i Præstø, hvor hun i den Hensigt at besøge Kjøbmanden ved at udgive sig for en Datter af en Skolelærer i Udby fik udleveret paa Kredit forskjellige Manufakturvarer til en samlet Værdi af c. 173 Kroner. Af disse solgte hun for at faae Reisepenge til Kjøbenhavn et Shawl til en i Præstø boende Marschandiser, fra hvem Kjøbmand Nielsen senere har faaet det tilbage. Ogsaa de fleste af de Øvrige Varer har han ved egen Foranstaltning faaet tilbageleverede. Efter sin Ankomst til Kjøbenhavn stiftede Arrestantinden paa Gaden Bekjentskab med Værftsunderofficeer M.'s Hustru og efterat hun d. 3. Juni næstefter havde tilbragt Dagen hos disse Folk, for hvem hun foregav, at hendes Forældre boede i Glostrup, og at hun agtede at tage med Udvandrerskibet til Amerika, laante hun om Aftenen, da hun tog Afsted og det var Regnveir, en gammel Silkeparaply, som hun lovede at bringe tilbage den følgende Dag, men istedetfor tog hun den med sig til Roskilde og forærede den til en Fæstekone, hos hvem hun havde faaet Logis. Paraplyen er under Sagen tilbageleveret Eieren. Ved Hjælp af bemeldte Fæstekone, for hvem Arrestantinden foregav at hedde Emma Johansen og være Datter af en Gaardmand Johansen i Lundby, og hvem hun endogsaa fik til under denne Adresse at skrive til den foregivne Fader om hendes Skudsmaalsbog og om Penge til hende, erholdt Arrestantinden nogle Dage efter Tjeneste hos Hestehandler Christen Jensen i Roskilde, men var allerede ved Tjenestens Tiltrædelse bestemt paa ikke at forblive i samme. Da hendes Huusbond anden Dagen efter var i Marken, benyttede hun hans Fraværelse til at bestjæle ham. Idet hun med Nøglen til et Klædeskab, som hun fandt kunde passe, aabnede en Skuffe i hans Skrivebord og tilegnede sig 140 Kroner. Efterat have begaaet Tyveriet gik hun hun i en Boutik og kjøbte forskjellige Beklædningsgjenstande, vendte derpaa tilbage til sin Huusbonds Bolig. Iførte sig de fleste af de kjøbte Gjenstante og fjernede sig derefter medtagende Nøglen til Stue- og Kjøkkendøren. Hun begav sig derpaa tilfods til Hedehusene, kastede Nøglen fra sig paa Veien og tog derefter med Jernbanetoget til Kjøbenhavn. Den 16de Juni næstefter traf Arrestantinden i Frederiksberg Have paa Fyrbøder N. P. S.'s Hustru, og da hun hørte at denne stammede fra Thisted, udgav hun sig for en Datter af Arrestforvareren sammesteds ved Navn Hulda Andersen, hvem hun kjendte og formeente at ligne. S's Hustru, der kjendte Arrestforvarerens Familie, troede dette Foregivende og indbød Arrestantinden til at følge med sig hjem, gav hende Nattelogis, og blev der derhos truffet Aftale mellem dem om, at Arrestantinden skulde logere hos Fyrbøder S. for 1 Kr. daglig. Arrestantinden benyttede imidlertid den følgende Dag sin Tilstedeværelse paa dennes Bopæl til at sætte sig i Besiddelse af et Sølvcylinderuhr med vedhængende Guldkjæde, der henlaae i en uaflaaset Kommodeskuffe, samt af et iøvrigt saagodtsom værdiløst Stykke af en sort Gummikjæde, der ligeledes hang ved Uhret. Efterat have fjernet sig med de stjaalne Gjenstande bortkastede hun Gummikjæden, men solgte Uhret med Guldkjæden. Disse sidste ere under Sagen tilbageleverede Eieren. Arrestantinden er ligeledes sigtet for Bedragert mod Arbeidsmand Hans Peter Sørensens Hustru af Freerslev Mark. Da Arrestantinden vedholdende har benægtet dette og der ikke derfor - som i Underretsdommen antaget - kan ansees at være tilveiebragt et tilstrækkeligt Beviis, har Overretten frifunden hende for det tilsigtede Bedrageri.

For de begaaede Tyverier og Bedragerier er Arrestantinden - som er født d. 19. September 1856 og tidligere oftere er straffet, sidst ifølge Hvedbo Herreds Extraretsdom af 22 Februar 1877 for Tyveri og Bedrageri med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - ved Underretten anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar og Overretten har stadfæstet Underretsdommen saavel i Henseende til den valgte Straf som i Henseende til den Arrestantinden paalagte Erstatning af 140 Kroner til Hestehandler Christen Jensen af Roskilde, hvorimod Overretten, som anført, har frifunden Arrestantinden, forsaavidt angaaer det ovennævnte Bedrageri mod Hans Peter Sørensens Hustru og den Sidstnævntt tilkjendte Erstatning af 4 Kr. Overretten har derhos stadfæstet Underretsdommens Bestemmelser om Aktionens Omkostninger samt paalagt Arrestantinden at betale Salær til Aktor og Defensor for Overretten 25 Kroner til hver.

(Roskilde Avis 6. januar 1880).

Jensine Frederikke Eriksen, født her 19/9 56; Landstrygerske; str: flere Gange for Tyveri og Bedrageri i Provindserne. Mist: Prot: 40 M. 282″ [1880]. Genealogisk Forlag.

Tyveri og Hæleri. Jensine Frederikke Eriksen, der i Aaret 1856 blev født paa Straffeanstalten paa Kristianshavn og som senere som straffet Person har tilbragt flere Aar i Forbedringshuset, var under en i Lørdags af Kriminalretten paakjendt Sag tiltalt for Tyveri og Hæleri, idet hun i August Maaned d. A. dels havde forøvet 7 Butikstyverier og herved frastjaalet 4 Guldsmede her i Staden hver en Patsch, 2 Guldsmede henholdsvis et Armbaand og en Medaillon, og en Uhrmager et Uhr, dels i tyvagtig hensigt indfundet sig i en Guldsmedebutik, men Intet stjaalet i denne, da Lejligheden dertil ikke var hende gunstig. Værdien af de stjaalne Gjenstande blev ansat ialt til 168 Kr. Arrestantinden var dameklædt og synes at have forstaaet at omgive sig med et Skær af Dannelse, hvilket uden Tvivl har bidraget til, at saa mange af Tyverierne lykkedes. Efter at være lommen bort fra vedkommende Butiker med bestjaalne Gjenstande, har hun straks pantsat disse og forbrugt Pengene til at leve for. Under Forhørene tilstod Arrestantinden, at hun ligeledes i August Maaned d. A. en Dag havde foretaget en Lysttur til Dragør, at hun under Opholdet her var gaaet Ind i et Hus for at saa noget at drikke, at hun i Huset traf en lille Pige, som gik ud af Stuen for at hente Vandet, og at Arrestantinden benyttede dette Øieblik til af en Pung, der laa paa en Kommode eller et Bord, at udtoge 6 Kr., som hun brugte til sit Underhold. Arrestantinden blev udfulgt til Dragør for at paavise Stedet, hvor hun begik dette Tyveri, og det viste sig da, at hun ikke var i Stand hertil, men skjønt der til Bestyrkelse af Arrestantindens Tilstaaelse ikke blev oplyst noget sikkert, kunde Tilstaaelsen ikke forkastes. Arrestantinden fandtes ved sin Anholdelse i Besiddelse af 2 Laanebeviser for Pantsætning af en Medaillon og en Brystnaal, og da hun blev foreholdt at have stjaalet disse Smykker, nægtede hun dette, men tilstod, at hun havde besørget dem pantsatte for en af hende navngiven kvindelig Person, og derefter  tilforhandlet sig Laanebeviserne, uagtet bemeldte Person forud havde sagt hende, at hun havde stjaalet Smykkerne. Eieren af disse har ikke kunnet skaffes til Stede under Sagen, ligesom det heller ikke oplystes, i de overhoved havde været Gjenstand for Tyveri; men Retten fandt dog ikke Føie til at forkaste Arrestantindens Forklaring, og hendes Tilstaaelse i saa Henseende blev derfor lagt til Grund ved Sagens Paadømmelse. Straffen for Arrestantindens Forhold i det Hele fastsattes til Tugthusarbeide i 3 Aar.

(Nationaltidende 20. november 1882).

26 Aar i Tugthuset. Det 51aaarige Fruentimmer Jensine Frederikke Eriksen har alt i alt tilbragt 26 Aar af sit Liv i Tugthus og Forbedringshus, og stadig spores der ingen Bedring hos hende. Hun vedbliver at være lige saa tyvagtig og uforbederlig som hidtil og har endnu ikke givet Tegn til at ville blive et nyttigt Individ. Nylig blev hun sluppet ud af Tugthuset, hvor hun har siddet i 3 Aar for Tyveri.

Næppe var hun kommet ud, før hun forfærdigede et falsk Bønskrift, med hvilket hun gik rundt til Fængselsselskabets Damer og tiggede. Naar hun saa Lejlighed til det, stjal hun som en Ravn. Fra en Dame i Nørrefarimagsgade stjal hun et Ur og flere andre Værdigjenstande. Saa blev hun nappet og blev lille Juleaftens Dag idømt 4 Aars Tugthusarbejde. (Aftbl.)

(Holstebro Avis 29. december 1893).

I 1893 må artiklens Jensine være 37 år, så muligvis er der tale om en anden. Eller at avisen er forkert informeret. Ved folketællingen 1901 ses artiklens Jensine at være indsat som straffefange på Christianshavn, ansat hos Grosserer J. Madsen & Co.

I april 1903 blev en Jensine Frederikke Eriksen fundet død ved selvmord - hun havde drukket karbolsyre - ved Kildeøen i Dyrehaven. Hun angaves da til at være ca. 40 år gammel (artiklens Jensine var født i 1856, hvilket passer med at hun i 1903 var 47 år) og klædt som arbejder i sit søndagstøj. Hun boede på Lille Enghavevej 9, stuen hos skomager Simonsen. Lille Enghavevej blev i 1904 ændret til Hedebygade. Hun var ansat som budkone ved dagbladet "København". Hendes regnskaber var ikke i orden, hvilket angives som mulig årsag til hendes selvmord.

Emma Malmqvist. (Efterskrift til Politivennen)

En farlig Forbryderske er, efter hvad vi have erfaret i disse Dage bleven anholdt her i Byen. Den 27. f. M. anmeldte en paa Rødovre Mark boende Gaardeier for den i Glostrup stationerede Politibetjent Simonsen, at der om Natten ved Indbrud var frastjaalet ham 2 Portemonnæer, indeholdende ca. 84 Kr., som havde ligget i en lille aflaaset Pult, der var anbragt løst paa et dertil indrettet Bord i Dagligstuen, hvis Vinduer vende ud mod Gaardspladsen, og fra hvilken Stue en Dør fører ud i Kjøkkenet. Tyven var kommen ind i Leiligheden fra Gaardspladsen igjennem et Kjøkkenvindue, som paa Grund af Frosten ikke havde været helt tillukket, og fra Kjøkkenet var Tyven gaaet ind i Dagligstuen. Her var der først ved Hjælp af en Brødkniv, som havde ligget paa Kjøkkenbordet, gjort Forsøg paa at udskære Pultens Laag, men dette maa være mislykket, thi Pulten fandtes i en Grøft tæt ved med itustaaet Bund, hvortil den Bestjaalnes Kjøkkenøkse, der laa tæt ved Pulten, maatte være benyttet, og af de i Pulten værende Gjenstande savnedes kun de to Portemonnæer med Indhold. Det lod til, at Tyven havde været godt kjendt med Lokaliteterne, thi Vedkommende havde været saa forsigtig, efter at være kommen ind i Dagligstuen, at lukke en Dør, som fra denne Stue førte ind til den Bestjaalnes Søsters Soveværelse, hvilken Dør, der altid ellers hver Nat stod aaben, fandtes lukket om Morgenen. Ved at tage det Sted, hvor Pulten var funden, i Øiesyn, fandt Betjenten Spor af en lille Fruentimmerstøvle og ved at forfølge dette Spor viste det sig, at i et paagjældende Fruentimmer var kommen til Gaarden fra Sydøst og atter var gaaet samme Vei tilbage i Retning af Kjøbenhavn. Betjenten tog endnu samme Dag ind til Byen og foretog Undersøgelse hos et Par Personer, uden at der fremkom noget, som kunde vække Mistanke om, at de havde Del i det begaaede Tyveri. Ved yderligere Forhøring den følgende Dag hos den Bestjaalne meddelte denne, at der tidligere hos denne havde tjent en svensk Pige ved Navn Kirstine, der ernærede to Børn, og derfor mulig af Nød kunde have ladet sig friste til at begaa Tyveriet. Hun havde ualmindelig smaa Fødder, thi medens hun tjente paa Gaarden, kunde hun passe et Par Støvler, der tilhørte hans 11 Aar gamle Søn. Man havde imidlertid ikke set noget til hende, siden hun for et Aar siden forlod Gaarden, og navnlig vidste ingen, om eller hvor hun tjente, ei heller paa hvilket Sted i Sverig hun hørte hjemme. Betjenten henvendte sig endnu straks samme Formiddag hos de herværende Fæstemænd, og ved at efterse Protokollerne hos Fæstemand Hagers hvis Bøger ligeledes gave en høist vigtig Oplysning, da Morderen Johannsson nylig blev eftersøgt, fandt Betjenten, at Kirstine tidligere havde logeret i en Kjælder i Toldbodgade. Da Betjenten derefter indfandt sig der, erklærede Værten, at der ikke logerede nogen Pige af dette Navn, og at han heller ikke kunde huske, at dette havde været Tilfældet. Værten tilsølede, at der for Øieblikket hos ham logerede en lille svensk Pige ved Navn Emma, som netop for Tiden var hjemme. Da Betjenten ønskede at tage hende i Øiesyn, blev der sendt Bud efter hende, men hun, der havde set Betjenten komme, vægrede sig ved at forlade sit Værelse. Betjenten gik derpaa ind til hende og afæskede hende Forklaring om, hvor hun havde tjent, og til Betjentens store Overraskelse oplyste hun da, at hun for 4 Aar siden havde tjent den Bestjaalne. Da Betjenten, medens han nedskrev hendes Forklaring, et Øieblik vendte Øinene bort fra hende, hørte han en klingrende Lyd. Han sprang straks til og fandt da, at hun, der stod lænet op til en Sofa, havde ladet et større Pengebeløb falde ned i denne. Den derved mod hende vakte Mistanke blev yderligere bestyrket ved, at hendes Støvler bestemt passede til et Maal, Betjenten havde med sig af det ved Gjerningsstedet fundne Spor. Tyveriet blev hende foreholdt, men hun nægtede sig skyldig, idet hun paastod, at de Penge, hun havde - 24 Kr. 83 Ø. - vare Resten af 50 Kr som hun 2. Juledags Aften, da hun havde været i Besøg hos sin Forlovede, en Gaardeiers Søn paa Rødovre Mark, havde faaet af denne. Resten af Pengene vare medgaaede til Indkjøb af en Kaabe og en Kjole. Efter at Betjenten derpaa havde begjæret Assistance fra Politistationen i Store Kongensgade, blev der med hendes Samtykke af Værtens Hustru foretaget en Visitation paa hendes Person, og i den ene af hendes Strømper fandtes der da et lille Sølvcylinderuhr, hvilket hun paastod at have havt med hertil fra Sverig. Hun blev derpaa anholdt og bragt til Stationen, hvor hun, hvis Navn var Emma Malmqvist, født i 1859 i Nærheden af Helsingborg, forklarede, at hun i April 1878 var bleven hjemsendt til Sverig, efter at hun havde udstaaet en ved nordre Birks Extraret hende idømt Vand og Brøds Straf for Tyveri, og at hun først den 20. f. M. paany var ankommen her til Riget. Efter nogle Udflugter vedgik hun at have stjaalet de 84 Kr. paa den omhandlede Maade, men tillige, at hun 6 Dage tidligere ligeledes ved natligt Indbrud paa Vandløsehøi havde tilvendt sig det hos hende fundne Uhr. Ved nærmere Forhøring ved nordre Birk viste det sig, at hun paa Vandløsehøi var gaaet endnu frækkere tilværks end paa Rødovre Mark. Natten mellem den 22. og 23. f. M. vaagnede Eierens Kone, ved at Sovekammerdøren blev aabnet. Hun fik sin Mand rusket op af Søvne, men Døren blev i det samme trukket til igjen, og da hun raabte, om der var nogen, fik hun intet Svar. Hun tændte derpaa Lys og saa da, at Klokken var 1½ og da de ikke hørte mere, lagde de sig igjen til Ro og faldt kort efter i Søvn. Om Morgenen erfarede de, at Husjomfruen var bleven bestjaalet for sit Uhr. Omtrent Kl. 4, lidt før der som sædvanlig blev ringet paa en Klokke for at vække Beboerne, havde Jomfruen hørt, at der var nogen i hendes Værelse. Hun laa ganske stille og hørte lidt efter, at en Dør - ikke den til hendes Værelse - blev smækket i, hvorefter hun greb paa Bordet efter Svovlstikker og fandt da, at disse saa vel som hendes Uhr vare borte. Det var mørkt i Kamret, saa at hun ikke kunde se, om der var nogen. Hun gik derfor ind i Pigekamret og fik Lys tændt, men opdagede ingen. Den ene af Pigerne fortalte, at hun hen ad Morgenstunden vaagnede ved, at nogen gik frem og tilbage i Pigekamret og derpaa ud. Hun var søvnig og saa ikke op, da hun troede, at det var Jomfruen, og det var desuden mørkt i Kamret. Lidt efter hørte hun en Dør smække. Hendes Uhr fandtes urørt ved Siden af en Lampe paa en Stol foran hendes Seng. Røgteren sagde, at han Kl. 1½ var vaagnet ved, at Hundene gjøede. Han tændte Lys, saa paa sit Uhr, og da han ikke hørte mere, lagde han sig igjen til Ro. Den stedfundne Undersøgelse viste, at Tyven havde været i alle Værelser baade i Stuen og paa 1. Sal, og at Vedkommende var kommet ind i Huset gjennem et Kjøkkenvindue, hvis Hasper paa Grund af Frosten ikke havde været paasatte. En Dør mellem Kjøkkenet og Forstuen, der om Aftenen var bleven aflaaset med en Smæklaas, stod aaben om Morgenen. Ved Siden af Laasen havde Tyven i Fyldingen skaaret et Hul omtrent en Tomme i Kvadrat. Et af 3 Stykker Jerntraad sammensat Redskab til Optrækning af Flasker fandtes liggende ved Døren i bøiet Tilstand og var vistnok benyttet til at trække Smæklaasen tilbage. Tyven havde ved disse Operationer skaaret sig i Haanden, thi der fandtes en Del friske Blodpletter paa Gulvet. Da Tyven havde faaet denne Dør aabnet, havde Adgangen til alle Værelserne iøvrigt staaet aaben. Ved Nøglehullet paa en Skuffe under et Jernpengeskab havde der været anvendt et Brækinstrument, uden at det dog var lykkedes at aabne Skuffen. Paa andre Møbler var der ikke anvendt Vold. En Økse, som havde staaet ved en Huggeblok i Brændehuset, blev fundet paa en Stol udenfor Eierens Sovekammerdør. Rundt om i alle Værelserne fandtes der afbrændte Tændstikker.

(Dags-Telegraphen (København) 6. januar 1880).

“Emma Malmqvist, f. i Sverrig og nu 23 Aar gl:; str: ved Søndre B: med 4 Aars Forbdh: for grovt T: og efter § 16 og paany udført af Riget 1/12 82. 395”. [1882]. Genealogisk Forlag.

Tyveri og Overtrædelse i af Polititilhold. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret med den 20aarige svenske Pige Emma Malmqvist anlagt Sag var det godtgiort, at hun, der ved Kjøbenhavns Amts nordre Birk for Tyveri i Begyndelsen af 1878 var bleven straffet med 10 Dages Fængsel paa vand og Brød, ved Criminalrettens og Helsingørs Politirets Domme i 1879 efter Lov 15de Mai 1875 § 22 var bleven straffet med henholdsviis 12 Dages Tvangsarbeide og 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, efter at have udstaaet den sidstnævnte Straf var bleven udsendt af Riget, efter at det først inden Helsingør  Politiret den 11te December f. A. under sædvanlig Straffetrusel var blevet hende tilkjendegivet, at hun ikke paany maatte lade sig finde her i Landet, men at hun desuagtet nogle Dage derefter atter havde begivet sig til Kjøbenhavn og at hun, indtil hun den 28de f. M. blev anholdt, havde begaaet følgende 2 Tyverier.

Da hun havde tænkt sig, at Proprietair Jensen paa Gaarden "Vandløsehøi", hvor hun tidligere havde tjent, havde Penge liggende i sit Pengeskab, hvis Nøgle ofte tidligere havde ligget et eller andet Sted i Stuerne, besluttede hun at søge at stjæle disse Penge og gik derfor den 22de December om Aftenen, efter at Beboerne vare gaaede i Seng, hen til Gaarden, hvor hun først fra et uaflaaset Huggehuus tog en Øxe for med den at bane sig Vei til Huset, men da hun fandt at Krogene paa et vindue ind til Kjøkkenet ikke vare satte paa, aabnede hun det med Hænderne og krøb igjennem det ind i Huset. Da den Dør, der fra Kjøkkenet fører ud til Gangen, imidlertid var aflaaset med en Smæklaas, skar hun med en Kniv, som hun fandt i Kjøkkenet, et Hul i Døren, hvorpaa hun med et Stykke Staaltraad fik Laasens Skoder trukket fra. Hun gik derpaa, idet hun tog Øxen med sig, gjennem Gangen ind i Spisestuen, hvor hun efter sin Paastand lagde Øxen fra sig og aabnede en Dør til et Værelse, der tidligere havde været benyttet til Contoir, og hvor Pengeskabet den Gang havde havt sin Plads, men i det samme spurgte en Stemme inde fra værelset, hvem det var, hvoraf hun sluttede, at det nu blev benyttet til Sovekammer, hvilket ogsaa var Tilfældet, idet Eieren og hans Hustru havde Natteleie der. Hun skød saa atter Døren til og gik gjennem Gangen opad Trappen til Etagen ovenpaa og aabnede her Døren til et Værelse, hvor Lærerinden tidligere havde havt Sovekammer, og hvor hun kunde høre, at der laa nogen. Her tilvendte hun sig fra et ved Vinduet staaende Bord et Sølv Eplinderuhr med Kiæde og Fuderal samt nogle Tændstikker, hvorpaa han igjen gik ned ad Trappen og omkring i forskjellige Værelser i Leiligheden, og hun kom saaledes ind i det Værelse, hvor Pengeskabet nu havde sin Plads. Da hun imidlertid ikke kunde finde Nøglen til dette, uagtet hun rundt omkring i Leiligheden afstrøg Tændstikker, forlod hun efter et Par Timers Ophold Huset gjennem en Dør, der kunde aabnes indvendig fra, og der fremkom ikke mod hendes vedholdende Benægtelse tilstrækkeligt Beviis for, at hun havde søgt at opbryde Pengeskabets Skuffe. Et Par Nætter efter mellem Kl. 11 og 12 begav hun sig atter for at stjæle Penge til Proprietair Lunos Gaard paa Rødovre Mark, hvor hun ogsaa tidligere havde tjent. Da hun ligeledes her fandt et Kjøkkenvindue, som paa Grund af Frosten ikke var lukket heelt til, krøb hun igjennem det ind i Kjøkkenet, hvorfra hun gjennem en uaflaaset Dør gik ind i den tilstødende Dagligstue. Da hun fra tidligere Tid vidste, at Eierens Søster havde Natteleie i et til Dagligstuen stødende Værelse, hvortil Døren altid stod aaben, lukkede hun denne til og gik saa atter ud i Kjøkkenet, hvor hun tog en Brødkniv, hvormed hun derefter søgte at skære Laasen fra paa en i Dagligstuen staaende lille Pult, hvor hun vidste, at Luno pleiede at glemme sine Penge. Da dette ikke vilde lykkes hende, bar hun Pulten gjennem Bryggerset, hvorfra hun medtog en Øxe, og gjennem en Dør, der kunde aabnes indvendig fra, ud i Toften, og her slog hun Bunden ud af Pulten og tilvendte siq de i den værende 2 Porteminnaier med deres Indhold til Beløb 70 a 80 Kr , hvorpaa hun begav sig tilbage til Kjøbenhavn. Som Følge af det Anførte blev hun deels efter Straffelovens § 230, 2det Led, deels efter Lov 15de Mai 1875 § 22 dømt til en Straf af 4 Aars Forbedringshuusarbeite samt til efter udstaaet Straf at bringes ud af Riget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. juni 1880)

Hovedbygningen på Vanløsehøj. Fra: Vanløse: Et historisk Rids. 1920. Gården ses også på et foto 1971 på Kbhbilleder, Nøragervej i Vanløse.

Vanløsehøj (mtr. nr. 7) var en udflyttergård i Rødovre. Ejeren Peter de Hemmer 1793-1795 var ikke bonde. Gården havde desuden tilhørt major Andreas Hallander og murermester, borgerkaptajn Poul Egerod. Premierløjtnant Friedrich Heinrich Bech samlede Vanløsehøj og gården Rosenlund i 1839 under navnet Vanløsehøj. Et nyere kvarter ved Godthåbsvej er ikke helt korrekt opkaldt efter Vanløsehøj - det blev anlagt på Rosenlunds jorder.

Carl Luno havde 1826 erhvervet Nyegaarden indtil sin død i 1865. Hans søn Bianco Luno skulle senere blive kendt som bogtrykker. Gården blev overtaget af en anden søn Christian Luno der ejede den indtil sin død i 1906. Det må være ham som der var indbrud hos. Gården brændte i 1907 og genopført af Carl Luno. Den blev solgt i 1928 til ejendomsaktieselskabet Nygaard og jorden udstykket. Den lagde navn til bl. a Nyager Vænge, Nyager Skole og Nyager Børnehave. Stuehuset eksisterer på Bjødstrupvej 5.

Overtrædelse af Bygningsloven. (Efterskrift til Politivennen)

Under en af Criminalretten paakjendt Sag tiltaltes 3 Personer, nemlig en Frøken som Eierinde af en Eiendom i Fiolstræde, en Hørkræmmer som Leier og en Snedkermester som den, der havde udført en Deel af det Arbeide, der var Gjenstand for Paatale. Det godtgjortes under Sagen, at Hørkræmmeren, efter erhvervet Tilladelse fra Eierinden, i Slutningen af forrige Aar havde, for at forstørre en af ham som Vognremise afbenyttet, i nærmere Afstand end 15 Alen fra anden Mands Grund beliggende, Træbygning, ved den tiltalte Snedkermester havde ladet anbringe i Eiendommens Gaard et Bræddetag af c. 3½ Alens Længde og 2 Alens Brede, der med Bagsiden var skudt ind imellem to paa fornævnte Træbygning fastslaaede Lister, hvoraf den ene dog under Sagens Drift blev fjernet, og blev ophængt i 2 Jernkroge, samt befæstet med tvende Kroge og Hasper til en Liste, der var fastslaaet paa Muren til Naboejendommen, hvorved det allerede under en Fierdedeel af  Eiendommenf Areal indskrænkede Gaardsrum blev yderligere formindsket, samt at Hørkræmmeren, uden derom at underrette Eierinden, der heller ikke ad anden Vei havde faaet nærmere Kundskab om Forholdet, i det sidste Aarstid havde benyttet et ældre Brændselsrum i Eiendommens Gaard til Hestestald og til den Ende sammesteds ophængt en løs Krybbe paa tvende i Muren indslaaede Kroge, uden at der om nogen af de nævnte Foranstaltninger var skeet nogen Anmeldelse til vedkommende Bygningsautoritet. Hvad den uanmeldte Anbringelse af det førommeldte Bræddetag angik, skjønnede Retten, at der herved var begaaet en Overtrædelse af Bygningsloven for Staden Kjøbenhavn af 20de November 1871 §§ 34, 36 og 77, samt Lov om Forandring i bemeldte Bygningslov af 15de Mai 1875 § 2a, eftersom der, baade henseet til bemeldte Lovbestemmelsers Ord og Grund ikke kunde tillægges den Omstændighed nogen Betydning i modsat Retning, at Bræddetaget var anbragt løst og derfor strax kunde nedtages, og hvad den ligeledes uanmeldte Indretning af Brændselsskuret til Hestestald angik, da forelaa der her en Overtrædelse af førstnævnte Lovs § 77 og sidstnævnte Lovs § 3, idet det ikke kunde bevirke nogen Forandring i denne Henseende, at de trufne Foranstaltninger, efter hvad der ved Sagens Paadømmelse maatte gaaes ud fra, indskrænkede sig til Anbringelse af fornævnte Krybbe, ligesaalidt som Forholdet skjønnedes at falde udenfor de citerede Lovbestemmelsers Omraade, fordi Skuret ikke stadigt, men hovedsagelig kun af og til nogle Timer af Dagen skulde være bleven benyttet til Opstaldning af Hørkræmmerens Hest. Som Følge af Foranstaende bleve de Tiltalte ansete saaledes: Eierinden, med Hensyn til, at hun havde undladt at anmelde Anbringelsen af Bræddetaget, efter Bygningslovens § 82, Snedkermesteren som den, hvem efter demetdte Lovs § 83 Ansvaret for selve Anbringelsen af taget paahvilede, efter denne Paragraph, og Hørkræmmeren, der efter de foreliggende Omstændigheder udelukkende kom til at svare for de med Hensyn til Skurets Indretning til Hestestald begaaede Lovstridigheder, efter begge de nævnte Paragrapher, og fandtes den Bøde, som derefter hver især havde forskyldt til Communens Kasse, at kunne fastsættes for Eierinden til 20 Kr. og for hver af de to Andre til 60 Kr. Førstnævnte Tiltalte paalagdes derhos under en daglig Tvangsmulct af 4Kr. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse inden 14 Dage fra Dommens Forkyndelse at ryddeliggiøre Eiendommen for det førommeldte Bræddetag og at borttage den i det tidligere nævnte Skur anbragte Krybbe. Sagens Omkostninger paalagdes hver af de Tiltalte med en Tredtedeel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1880).