Olga Eggers som Avisskribent. (Efterskrift til Politivennen).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Censors nye forbud.

"Det ligger til familien".

For kort tid siden antog Dagmarteatret i København en dansk nutidskomedie, "Fru Amfibia eller det lykkelige ægteskab", skrevet af en ung forfatter, Ludvig Rosenberg. Fru Anna Larssen skulle spille titelrollen.

Nu er der imidlertid kommet indsigelse fra censoren, hr. C. Levin, der har meddelt teatret at komediens "snit og tone" forekommer ham "betænkelig nær ved det smudsige". Han ser derfor helst at man opgiver at spillet stykket. Skulle teatret imidlertid fastholde sit ønske om at opføre det, kræver censor det tilbage til strygning. Efter hvad "Pol." oplyser, anser teatrets ledelse det for umuligt at spille stykket i den ændrede form, og har derfor standset indstuderingen.

Som man vil mindes, forbød den nye censor for nogen tid siden et fransk skuespil.

Den unge forfatter der denne gang har måttet sande det blå blyants herskermagt, er redaktionssekretær ved ugebladet "Frem" under Julius Schiøtts ledelse. Han er gift med en sjællansk baron Eggers' datter, der under forfatternavnet Olga Eggers-Rosenberg har skrevet et par bøger som også kunne have godt af en omgang blåkridt.

(Aarhuus Stifts-Tidende, 1. februar 1905).

En forbrydelse

"Social-Demokraten" fortæller om en fattig pige som blev kastet i fængsel for at afsone et alimentationsbidrag.

Der var to unge mennesker, som holdt af hinanden.

De var fattige, så fattige, at sliddet og manglen havde mærket deres legemer, og det stadig blev vanskeligere for dem at skaffe brødet.

Og da den unge kvinde skulle have et barn, rejste fattigdomsspøgelset sig endnu mere truende for dem, endnu mere ubønhørligt, da de skulle have et barn at sørge for, de to unge, der næppe kunne sørge for sig selv.

Der er et godt sted, hvor mange stakkels mødre er blevet plejede og trøstede, Fødselsstiftelsen, og derhen kom også Karen, da hendes time nærmede sig. Men hendes spinkle legeme, der i forvejen var svagt af at have fået utilstrækkelig kost og alt for meget arbejde i den tid, hvor kvinden ellers kun tænker på at pleje sig selv og blive plejede, kunne ikke tåle den vanskelige fødsel.

Fra Stiftelsen førtes hun over til hospitalet, hvor hun måtte være et halvt år, inden hun kom nogenlunde til kræfter.

Og i denne tid blev hendes forlovede stadig sygere af tuberkulose. 

Han sled dag og nat for at skaffe de usle kroner, som måtte betales for det lille barn. Han sparede på alt det, som skulle have hjulpet ham selv. Han vidste at i det øjeblik, han opgav kampen, var der ingen til at sørge for det uskyldige væsen.

Og han holdt ud, indtil Karen var blevet sendt bort fra hospitalet som helbredet, det vil sige, udtæret og kraftesløs af den lange sygdom.

Da så han blev indlagt som uhelbredelig, var hun ene om al forsørge sig selv og barnet. Hun kunne med anspændelsen af alle sine kræfter tjene en krone om dagen. Deraf skulle de begge leve.

Og da den unge kvinde, halv sanseløs af overanstrengelse og sorg måtte opgive det og erklære, at hun kunne ikke mere, svarede samfundet hende - med fængselsstraf.

Det hjalp ikke at hendes forlovede lå dødssyg og gennem feberen kaldte på hendes navn - hun måtte afsted, loven var over hende, loven, den retfærdige, forlangte, at hun skulle i fængsel for der at blive fuldstændig ødelagt, uden anden næring end vand og brød for det lægerne, der i forvejen var udsultet og arbejdsslidt.

Hun bønfaldt ham om at leve, indtil hun kom igen. Hun talte timerne derinde i fængslet, de langsomme timer, som hun vidste én for én stjal de sidste kræfter fra den hun elskede. Hun fik løfter om lettelser i sin straf, men de ville forlænge tiden, der skilte hende fra den døende mand - - og da hun så endelig, endelig, åndeløs, med hjerteslaget næsten standset af spænding, nåede hen hvor han lå - fik hun beskeden at han var død nogle timer i forvejen, død mens han nævnede hendes navn og anråbte hende om at komme til sig.

- - - 

For denne forbrydelse, at en kvinde bliver moder uden at præstens besværgelse har lydt over hende, at hun bliver svag efter sit barns fødsel, og at hendes kræfter ikke vil holde til det, samfundet forlanger, straffes hun med fængsel, medens hendes barn græder efter hende og hendes forlovede forgæves i sin sidste time kalder på hendes navn.

Jeg kunne "fristes til at spørge": Hvem er her den største forbryder, kvinden eller det sogneråd der så ubarmhjertig fortolker en så ond, uretfærdig og ubarmhjertig lov.

Olga Eggers Rosenberg.

(Bladet Adresseavisen, 21. juli 1905).

Skandale ved Poul Friis' Grav. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Kold kaster snavs efter hans enke - et uhyggeligt optrin.

København, tirsdag.

Langt udenfor byen ligger den store Vestre Kirkegård. Her blev teaterdirektør Poul Friis i eftermiddags begravet under stor deltagelse fra skuespillernes og det glade Københavns verden. Solen skinnede varmt over de dødes have med de mange idylliske anlæg, og naturen var netop så venlig og smilende, som den burde være, når den evigglade og hjertensgode Friis skulle stedes til den evige hvile.

Så meget uhyggeligere virkede det, da pastor Kold fra Brorsonskirken begyndte en uhyggelig tale og lod Helvedes røde flammer knitre for den afdødes hustru og venner.

Hr. Kold gik ud fra, at Jesus kom til Verden for at frelse syndere og særlig de store, til hvilke den afdøde hørte. Han var et syndens barn, sagde hr. Kold, og jeg ved ikke andet at sige, end at han var en stor synder.

De fleste drog her et lettelsens suk, for man troede forestillingen forbi, men nu tog Kold først rigtig fat.

Der døde nylig en syndens kvinde, og hun råbte på det yderste: Lys! Giv mig Lys! Et Herrens barn trådte frem og sagde: Jesus, men den døende jog hende bort og skreg: Jeg kender ikke Jesus. Giv mig lyset! Det var forfærdeligt. Et menneske tabt, et menneske gået ind til den evige ild. Heldigvis døde Poul Friis ikke således. Han læste på det sidste i Herrens Bog, og han vendte sig i den sidste time mod den levende Gud, mod sin frelser. Men Herrens børn har også bedt for ham. Jeg har været til stede ved to møder, hvor man bad for Poul Friis. Hører I det, alle, så tag den hellige skrift og læs evangelisten Johannes, 1. Kapitel fra 1. til 8. Vers. Han vendte sig til Frelseren, og vi tør håbe, at han er gået ind til Vorherre Jesu nåde. Men hvorledes står det til med jer, der står i den farlige tribunes æggende lys. I skal alle dø som Poul Friis, dø, hører I. Hr. Kold er nu i voldsom ekstase. Hans øjne lyner i det blege, fanatiske ansigt, og han skriger mod fru Engelke Friis: Jeg siger til dig: vend om, før det er for sent. En kvindes ære bør ikke plettes og besudles ved, at hun halvnøgen stiller sig til skue for mængden. Det er en skam, som jeg beder Herren at vare mine børn fra. Lyd derfor den dødes røst. Han ønskede, at du skulde vende om og sætte dig ved korsets fod, og Gud give dig kraft dertil. Amen!

En uhyggelig stemning havde grebet alle under talen. Et par gange hørtes svage protester, men deltagerne lod dog den hårde præst fortsætte. Først da han var færdig, brød indignationen løs, og alle trængte sig om den stakkels enke og søgte at trøste hende.

Under pinlig stemning bragtes kisten i jorden, medens pastor Kold stiv og udeltagende gik bort. Hvad vedkom det ham, at han så blodigt havde fornærmet den dødes enke i en sørgelig stund. En helvedespræst har jo intet hjerte, ingen medlidenhed med sørgende enker eller staklerne, der kastes i svovlpølen.

Men hvorfor holder man da ikke præsterne borte fra begravelser, når man ved, at de er så dårlige følgesvende over tærskelen til den evige bolig?

(Horsens Social-Demokrat, 12. juli 1905).

Sognepræst Vilhelm Kold (1868-1932). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Teaterdirektør Friis' jordfæstelse.

En ligtale som ikke burde have været holdt.

Poul Friis' jordfæstelse fandt sted i går middag fra kapellet på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig havde mange af den afdødes kolleger givet møde for at vise ham den sidste ære. Man så bl.a. direktørerne Albert Helsengren, Frits Petersen, Henriksen, Wulff og Vilh. Petersen samt adskillige kendte skuespillere.

Talen holdtes af pastor Kold ved Brorsonskirken, og den var ikke egentlig trøsterig for de efterladte. Han havde kun kendt den afdøde som en synder, sagde han, men da han havde besøgt ham på hans dødsleje, havde han dog fundet både salmebogen og det ny testamente hos ham (disse to bøger lægges altid frem på hospitalerne). I sin sidste time havde den døende vendt sig til Herren. Og man har lov til at tro at dette skyldtes forbønner fra troende mennesker som for kort tid siden i forskellige forsamlinger havde bedt for hans sjæl Det var jo en farlig livsstilling Poul Friis havde valgt, ligesom det i det hele er farligt at stå frem på tribunen. Let kan en kvindes ære plettes og besudles, når hun halvblottet stiller sig frem for publikum. Derfor ville han særig henvende sig til enken og bede hende vende om fra den farlige bane. Det var også hendes mands ønske at hun skulle vende sig til Gud.

Talen gjorde ikke ubetinget noget gunstigt indtryk blandt de tilstedeværende. Og der kan vel også let opnås enighed om at pastor Kold i hvert fald på dette sted burde have holdt sine fordømmende meninger for sig selv eller også veget pladsen for en anden præste med mere menneskelig takt, følelse og forståelse.

(Aarhus Amtstidende, 12. juli 1905).

Fru Engelke Friis om pastor Kold

Et interview.

Det pinlige optrin, som i forgårs fandt sted ved Povl Friis's begravelse, drev os i går til at opsøge enken, fru Engelke Friis, for at høre hendes mening om præstens besynderlige opførsel.

Vi traf fruen ude hos sin slægtning, hr. restauratør Christensen, Langelinies Pavillon.

Vi udtalte vor forundring over præstens uheldige tale.

"Ja, jeg hører, at så mange har været vrede over den", siger fruen, "men det er jeg slet ikke. Jeg er selv religiøs, og min mand var det meget i den sidste tid, han levede. Det var nogle indremissionærske damer, som min mand kendte, der havde skrevet til pastor Kold og bedt ham se til min mand. Poul var meget glad over præsten. Og så var det jo meget naturligt, at jeg bad ham tale over stakkels Poul.

Pastor Kold havde sagt mig i forvejen, at han måtte tale efter sin overbevisning, og jeg havde svaret, at til mig måtte han sige alt, hvad han ville. Det eneste, jeg var lidt ked over, var, at han sagde ved kisten: "Her ligger en synder, jeg siger, her ligger en synder." Det gjorde mig lidt ondt; jeg véd jo bedst, hvor god Poul var. Men da præsien begyndte sin tale med at sige: Jeg selv er den største synder af jer alle," så kan man jo egentlig ikke bebrejde ham noget."

"Det må dog altid blive taktløst, når en præst ved en kiste griber lejligheden til at fordømme en hel stand, mennesker han aldeles ikke kender". Indskyder vi. "De plejer jo

ellers altid at føre deres mesters ord "dømmer ikke", i munden".

"Ja, efter min opfattelse mente han det slet ikke sådan. Der var jo mange, som var stødt over, at han havde sagt til mig, at jeg var et slet menneske. Men det er jeg såmænd. Præsten sagde, at den største sorg, han kunne tænke sig, var, om nogen af hans småpiger ville være skuespillerinde, og det samme ville jeg også sige, hvis jeg havde en datter. Men præsten ville, at jeg skulle blive en af hans menighed, og det sagde jeg ham ganske roligt, at det kunne jeg ikke. Det ville han ingen glæde få af."

"Det er, som jeg siger", indskyder hr. Christensen, "når folk er så fanatiske som den pastor Kold, så ---

"Den almindelige mening vil dog vist altid være, at talen er et af de sædvanlige overgreb fra præsternes side," siger vi.

"Det kan godt være, men det er synd for pastor Kold. Han mente vel, vi trængte til det. Og jeg er glad over, at jeg har gjort det alt sammen så godt for Poul, som jeg kunne, og jeg véd, han ønskede, at pastor Kold skulle tale over ham".

Vi tager afsked med fruen og går. Dybt undrende os over, at fru Engelke Friis's blide elskværdighed har kunnet inspirere pastor Kold til så heftige og uretfærdige ord.

Fru Annie.

(Bladet Adresseavisen, 13. juli 1905).

Flere aviser viderebragte i det følgende dage Kristelig Dagblads beretning om at en unavngiven ungdomsven til Poul Friis skulle have besøgt ham på hospitalet hvor han fortalte at han var blevet omvendt i sidste øjeblik.

Poul Peter Jørgen Friis (1854-1905). Han debuterede 1872 på Folketeatret. Uden succes og prøvede dernæst i provinsen og Norge. Fra 1885 direktør for et provinsteater. Hans enke var Leonhardine Angelika "Engelke" Friis, født Wulff (1867-1944). Hun blev senere gift med diplomat og godsejer Georg Harry Ryan Treschow (1872-1926). De er begge begravet på Vestre Kirkegård.

Pastor Vilhelm Kold var Brorsons Kirkes første præst 1901-1927. Han var en udpræget vækkelsesprædikant. Han havde været aktiv med at få Nordvestkvarteret udskilt som særskilt sogn. Herefter blev han formand for Indre Mission til sin død i 1932. 

Indre Missions kritikere opfattede ham som "svovlprædikant". Han truede sine konfirmander med at hvis de gik til alters uden tro, kunne de "li'så godt tage en mudderpram og sejle ad helvede til". Dem, der syntes, at de ikke ville kunne glæde sig i paradis, hvis deres slægtninge gik fortabt, trøstede han med, at deres fortabte slægtninge dog ikke kunne trives i paradis, forstokkede syndere som de var. Der blev klaget over hans varetagelse af præsteembedet i Taulov.

Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

optræder for tiden i München. Til at begynde med gjorde hun megen lykke, men så kom der meddelelse om at hendes far var død i stor elendighed ovre i Amerika. Det blev endogså fortalt at han var begravet på det offentliges regning. Og det syntes tyskerne var for stift et stykke. Lona har jo dog penge, mange penge, ræsonnerende de, og så der der ingen mening i at behandle en far på den måde. Bladene bragte sagen frem. De kaldte Lona en hjerteløs datter. Hendes stjerne var virkelig ved at dale. 

Lona Barrison vidste ikke stort bedre end at faderen var død, men hun telegraferede straks til sin søster der havde bestyret huset for faderen, for at få nærmere forklaring. Og denne er nu kommet.

Heraf fremgår det bl.a. at den gamle Barrison blev ramt af et hjerteslag da han spiste til middag på en restauration. Datteren fik det først at vide næste morgen, da hun læste det i New Yorkerbladene, men hun besørgede så straks det fornødne med hensyn til begravelsen. Og faderen blev begravet på hendes regning. Når den sensationelle historie om at det offentlige havde bekostet begravelsen, var kommet frem, så skyldtes det sikkert at hun ikke havde navngivet sig for pensionatets ejer. Hun ønskede ikke at figurere i avisernes spalter, og derfor havde hun sagt at hun var udsendt af begravelsesselskabet for at få liget udleveret. Hvis hun havde tænkt sig at dette skulle føre med sig at hun og søsteren blev kaldt hjerteløse døtre, havde hun naturligvis opgivet sit navn.

Sådan er sammenhængen. Og Lona har naturligvis straks sørget for at få de tyske blade til at meddele dette. Så nu er der næppe nogen fare for at hun skal komme i miskredit.

(Jyllandsposten, 9. maj 1905).

Sigrid Camilla Amalie Marckmann (1852-?). (Efterskrift til Politivennen)

Sigrid Marckman blev født 13. september 1852. Hun var datter af den i Allinge navnkundige Otto Vilhelm Alexander Marckmann (1820-1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909). Hendes bror blev ansat som postmester i Herning 1913. Han havde været i postvæsnet siden 1879, 1893-1900 i Odense, 1900-1902 Aalborg, 1902-1908 Nykøbing F. og fra 1908 i Odense. Sigrid Marckmann arbejdede fra 1867 i faderens postekspedition i Allinge, hvor hun pga. hans mange erhverv vel varetog det meste.

Rønne, 22. Februar.

Den kvindelige Postmester.

Vor Hovedstadskorrespondent skriver til os:

Som det vil erindres, fortalte vi for nogen Tid siden, at Frk. Sigrid Marckmann, der siden 1867 har været ansat hos sin Fader paa Allinge Postkontor og efter sin Faders Tilbagetræden for et Aar siden har haft Konstitution i Embedet, havde ansøgt om at blive hans Efterfølger, forøvrigt ikke mindst af den Grund, at hun gerne vilde bevare det gamle Hjem for sine endnu levende Forældre. Dette Haab er imidlertid glippet, idet Postmester Schou i Svaneke har faaet overdraget Embedet i Allinge; men et Forlydende, der antagelig vil blive bekræftet i den nærmeste Fremtid, vil vide, at Frk. Marckmann skal være Hr. Schous Efterfølger i Svaneke, og der er saaledes Udsigt til, at Danmark alligevel vil faa en kvindelig Postmester.

(Bornholms Avis og Amtstidende 22. februar 1905).

I marts 1905 fik hun overdraget bestyrelsen af Svaneke posthus midlertidigt. I april 1905 udnævnt til postmesterske.

16. august 1908 fejrede hendes forældre, fhv. borgmester Otto Wilhelm Alexander Marckmann ((27. februar 1820-15. oktober 1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909) diamantbryllup i Svaneke. Han var farver, kæmner og forligsmægler i Rønne, senere borgmester, postekspedient og telegrafbestyrer i Allinge. De flyttede 1904 fra Allinge til Svaneke. Han var toldoppebørselskontrollør 1860-1901, borgmester 1870-90, postmester og telegrafbestyrer 1866-1904. Ridder af dannebrog 1878, dannebrogsmand 1904. Parret havde 11 børn.

Som et kuriosum varetog postmesteren i Svaneke også postforbindelsen til Christiansø. I det meste af 1800-tallet var denne uregelmæssig og afhængig af bådførere der også fiskede. I 1868 var der blevet oprettet et brevsamlingssted på Christiansø, hørende under Rønne 1868-1879, under Svaneke 1879-1981, herefter igen under Rønne. Schau havde overtaget hvervet i 1894, og havde et meget anstrengt forhold til postbådførerne. Han var 1902 forfremmet fra postekspeditør til postmester, uden at forholdet bedredes synderligt. Men under frk. Marckmann synes de to postbåde at fungere uden problemer. (Poul Sonne: Postsejlads i 150 år. In: Bornholmske Samlinger 1994, III, bind 8., s. 7-70)

Postmester Frk. Marckmann.

Postmester, Frk. Sigrid Marckmann i Svaneke fejrer Tirsdag den 13. ds. sin 69-aarige Fødselsdag, og fra 1 Oktober forlader Frk. M. Svaneke og Bornholm for at bosætte sig i København, paa Grund af, at hun nu har taget sin Afsked fra postvæsenet.

Det maa være med vemodige Følelser, at Frk. M. nu drager fra Bornholm, hvor hun har boet al sin Tid, og det maa sikkert ogsaa bedrøve hende at tage Afsked med den Gerning hun nu har røgtet saa nidkært i over 34 Aar, men da Loven jo nu til Dags fætter en Aldersgrænse paa 70 Aar for Embedsmænd, forstaar man jo, at der ikke havde været ret lang Tid endnu at virke i førend ""det skulde være", og vi tvivler ikke om, at Frk. M. fortjener at nyde Hvilen ovenpaa de mange Aars Virken.

Frk. M. var den ældste af Børnene i det Marckmannske Hjem i Allinge, hvor hendes Fader var To!dkontrollør, postmester og Borgmester Marckmann, ja, han havde endnu flere Bestillinger end disse at passe og udførte et stort Arbejde for Allinge By, det var derfor intet Under, at han havde Brug for sin ældste Datter til at hjælpe sig paa Kontoret, og dette gjorde hun saa godt, at det efterhaanden var hende, der passede post- og Telegrafforretningerne.

Det var den 1. Maj 1867, at Frk. M. begyndte paa Allinge postkontor, og hun var i mange Aar kun privat ansat hos sin Fader. Det fortjener at nævnes nu ved hendes Afsked fra postvæsenet, at hun var besjælet af en saadan Trofasthed mod sit Hjem og sine Forældre, at hun ikke kunde tænke sig at forlade dem og selv opnaa bedre Stilling andetsteds. Først i 1902 kom der en saadan Lønningslov for postvæsenet, at Frk. M. blev statsansat, og da hendes Fader 84 Aar gl. tog sin Afsked i 1904, haabede han tillige med mange, at hun kunde blive hans Efterfølger. I denne Henseende led dog Frk. M. og hendes Forældre en Skuffelse; thi det blev en anden der fik Embedet, men Frk. M blev i Stedet for udnævnt til Postmester i Svaneke fra f. Maj 1903, og Hendes Forældre fulgte med dertil og levede deres sidste Aar der. Det gamle Hjem har Frk. M. opretholdt, og man har hos hende mødt den samme Gæstfrihed og venlighed, som hendes Forældre var bekendt for. Mange venner har Familien baade paa Bornholm og "ovre", disse vil sikkert føle Savnet, naar Frk. M. nu tager bort og opløser Hjemmet. personalet paa posthuset vil sikkert komme til at savne deres elskværdige Chef, og Byens Borgere, der nu i  16 Aar har haft Frk. M. til postmester og altid hos hende har modt Velvilje og Forstaaelse, vil ogsaa sikkert savne hende, der altid er rede til at hjælpe andre og altid har et venligt Ord tilovers til dem, hun møder paa sin vej.

Maatte hendes Fremtid netop forme sig saa lys og lykkelig for hende selv, som hun altid har ønsket den for andre.

(Bornholms Tidende 8. september 1921).

Danmark eneste kvindelige Postmester.

Tirsdag den 13. Septbr. fejrer postmester i Svaneke, Frøken S. Marckmann, sin 69 aarige Fødselsdag, den sidste i Svaneke, eftersom Frk. M. har taget sin Afsked fra postvæsenet med Udgangen af denne Maaned og flytter straks efter 1. Oktober til København, hvor hun bosætter sig sammen med sin Søster, Fru Maria Schrøder (gift med fhv. Købmand i Rønne Aug. Schrøder).

Frk. M. er for Øjeblikket den eneste kvindelige postmester i Danmark. Der har tidligere været 2 foruden, nemlig Frk. Korup i Valby, som imidlertid tog sin Afsked i 1899 og nu er død, samt Frk. Schaeffer i Esrom, som tog Afsked i 1916, og naar nu ogsaa Frk. M. gaar ud af postvæsenet, er der altsaa foreløbig ingen kvindelige postmestre mere. 

Frk. M. kan se tilbage paa en usædvanlig lang virksomhed i postvæsenets Tjeneste. (Hun fejrede for nogle Aar siden 50 Aars jubilæum) Det var nemlig den 1. Maj 1857, at F k. Al., knap 15 Aar gl., traadte ind i postvæsenet som privat Medhjælp far sin Fader paa Allinge Postkontor (eller rettere "Postekspedition", som det hed den Gang). Hendes Fader, afdøde Borgmester Marckmann i Allinge, havde nemlig flere Bestillinger at passe, han var som bekendt baade Toldkontrollør og postmester (samt Telegrafbestyrer), og som Borgmester i Allinge-Sandvig, Branddirektør og Forligsmægler gennem mange Aar havde han et stort Arbejde at udrette. Det har derfor været ham til stor hjælp, at hans ældste Datter kunde træde til og gøre sin Nytte paa postkontoret; i Særdeleshed, da de forskellige Embeder, alt som Aarene gik, gav mere og mere at bestille. Det gik ogsaa saaledes, at det efterhaanden var Frk. M, der "stod for" post- og Telegraf- væsenet, medens hendes Fader nærmest holdt sig til Toldvæsenet og de andre mere kommunale hverv. Men Frk. M. var dog stadig kun sin Faders private Fuldmægtig, fordi hun blev hjemme i Allinge og passede sine Ting der. Allinge postkontor var ikke stort not til at være normeret med statsansat personale, men det vilde have været Frk. M. en let Sag at faa en Ekspedientplads andetsteds. Det vilde dog have lignet Frk. M. daarligt at tænke paa egen Fordel og søge bort! Først ved Lønningsloven af 1902 blev hun statsansat, og nu haabede hun og hendes gamle Forældre inderligt, at hun kunde faa Embedet efter sin Fader, da han 84 Aar gl. tog sin Afsked 1. Oktober 1904. Frk. M. blev konstitueret i det ledige Embede, men den daværende postmester i Svaneke var Ansøger til Allinge og fik det. Frk. M. blev saa 1. Marts 1905, konstitueret som postmester i Svaneke og fik sin Udnævnelse dertil 2 Mdr. efter, nemlig den 1. Maj 1905. hendes lange trofaste Arbejde, som den egentlige Leder af postkontoret i Allinge, fik altsaa alligevel sin Anerkendelse, trods det, at hun ikke opnaaede netop det, hun ønskede; men det var jo, forstaaeligt nok, med stor Sorg, at Frk. M. og hendes gamle Forældre forlod Allinge, hvor de alle havde levet i saa mange Aar.

Hendes gamle Forældre flyttede altsaa med til Svaneke og henlevede deres sidste Aar der. Frk. M. har efter deres Død opretholdt det gamle hjem, der jo for Familien og vennerne rummer saa mange Minder, og hun har fortsat det i de gamle Traditioner med en Gæstfrihed og hjertelighed, der sikkert søger sin Lige. Om hendes Fader blev der skrevet, "at et mere godhjertet Menneske skal man søge længe efter og at hjælpe var for ham en inderlig Glæde", og disse Ord passer i lige Maade paa hans Datter, thi hun har altid haft noget tilovers for andre og tænker altid sidst paa sig selv.

Nu har Frk. M. altsaa virket i over 16 Aar som postmester i Svaneke, og Byen har sikkert ikke været utilfreds med, at dens postmester var en Dame, thi Frk. M.s medfødte Elskværdighed og hendes mangeaarige Erfaringer i postvæsenet har i Forening gjort hende til en saa behagelig og dygtig postmester, som man kan ønske sig.

Det bliver sikkert med vemod, at Frk. M. nu siger Farvel, dels til Bornholm og dels til det Arbejde, der nu i 5 Aar har haft hendes fulde Interesse; men omend Aarene syne, at være gledne hende umærkeligt forbi - saa at mange forbavses ved at høre, at hun er saa nær ved de 70 - saa kommer der jo en Tid, hvor der maa siges Stop, enten frivilligt eller ufrivilligt, thi 70 Aar er efter nugældende Lov Aldersgrænsen for Embedsmænd, og Frk. Al. har da valgt at trække sig frivilligt tilbage.

Der vil sikkert følge hende mange gode Ønsker om en lys og lykkefyldt Hviletid ovenpaa den lange "Arbejdsdag".

Hun vil blive savnet ikke alene af sine Undergivne paa Kontoret - de vil næppe nogensinde faa en mere hensynsfuld Chef - men ogsaa blandt de mange venner, hun har vundet sig i Svaneke, vil Savnet af hende blive stort, naar hun nu flytter bort fra Byen, - og ikke mindst vil hun savnes af sin trofaste Husholderske, Frk. Karoline Mikkelsen, hun har nu i 23 Aar været i det Marckmannske hus, men skal flytte tilbage til Allinge og forlade sin kære Frøken - For Frk. Marckmanns Familie og venner, der stadig hos hende har fundet det gamle Hjems Gæstfrihed uforandret, naar de Sommer efter Sommer har gæstet Bornholm, vil der ved hendes Bortrejse blive et hul, som ikke kan udfyldes. - Frk. M's elskværdige og venlige person vil forhaabentlig endnu i mange Aar kunne træffes i København, men det gamle gæstfri, saa mindefyldte Marckmannske Hjem paa Bornholm er ikke mere.

V-T.

(Bornholms Avis og Amtstidende 10. september 1921).

SVANEKE

Afskedsfest.

I Anledning af at Postmester, Frk. S. Marckmann har taget sin Afsked fra Postvæsenets Tjeneste den 1. Oktober d. A. og nu fraflytter Byen for at tage Ophold i København hos en Søster, afholdt Byens Beboere i Forgaars Aftes paa Hotel "Østersøen" en lille Festlighed, hvortil som særlig indbudte var Frk. S. Marckmann, hendes Søster Fru Schrøder, København, og Frk. Marckmanns Husbestyrerinde Frk. Mikkelsen. Endvidere var ogsaa den nye Postmester Hr. Nordentoft med Frue indbudt.

Ved Kaffebordet bød Borgmester Klausen de tilstedeværende velkommen.

Overlærer Schrøder talte derefter for Frk. Marckmann og overrakte hende fra Beboere i Svaneke et Maleri (Motiv fra Svaneke med Kirken i Baggrunden malet af Kunstmaler Iversen), og udtalte, at han haabede Frk. M altid vilde mindes Svaneke med Velvilje og udtalte sin Tak til Frk. M. for den udviste Villighed og Flinkhed, hun altid havde udvist mod Beboerne i sin Tjeneste som Postmester, og ønskede hende on god og lykkelig Livsaften. (De tilstedeværende rejser sig).

Postfuldmægtig Rasmussen overbragte derefter fra Postbude og Postfunktionærerne en Æske indeholdende on Guldbrosche og udtalte sin Tak for den Velvilje, der altid fra Frk. M.s Side var udviste mod disse.

Konsul Smidt talte for den nye Postmester Nordentoft og haabede at denne maatte finde sig godt tilpas hernede med sin Familie. Det var vel nu til Vinteren noget kedeligt, men naar Sommeren kom, vilde de nok synes om at være her. Vilde som kommunal Mand ogsaa udtale, at Postmesteren vilde være med til at virke til Byens bedste.

Postmester Nordentoft takkede for Velkomsten og skulde gøre sit bedste for at man kunde blive tilfreds; men det var ikke saa godt at Tilfredsstille Folk, naar man kom efter en Postmester som Frk. Marckmann, der altid havde haft det bedste Lov hos Beboerne.

Postbud Munk takkede Frk. M. for den Velvilje og Overbærenhed hun altid havde udvist mod ham.

Købmand P. Holst talte derefter om Frk. Marckmanns Slægt, og mindes særlig her gamle Postmester Marckmann, som den Kæmpeskikkelse han var.

Derefter blev Ordet givet frit.

Kontrollør Jørgensen talte om den Tid, han var kommet j Frk. Marckmanns Hjem, medens hun var ansat i Allinge.

Efter at Kaffebordet var hævet tilbragte Gæsterne endnu nogle Timer sammen i festligt Samvær med Musik, Oplæsning og senere en lille Dans i Hotellets store sal.

(Bornholms Tidende 7. oktober 1921).

"Den dovne Dreng" (2): Politiet begynder at slå hårdt til. (Efterskrift til Politivennen)

2. del af artikelserie som består af tre dele om August Peder Jensen, også kaldet "Den dovne Dreng": Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, nedenstående som omfatter perioden ca. 1900-1905 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier. 

Kort tid efter han var kommet ud af Horsens Tugthus, skete følgende:

Den dovne Dreng.

August Peder Jensen, der nytårsnat blev anholdt for overfald på et par kolleger i Vognmagergade, blev i går løsladt i retten uden videre tiltale. "Drengen" havde nægtet sig skyldig i overfaldet, og de overfaldnes vidnesbyrd var ikke så pålidlelige at retten turde indlade sig på at dømme Jensen.

(Aftenbladet (København), 21. januar 1902).

Tilskadekommen kreaturfører.

Da en kreaturfører i går eftermiddag kom trækkende med en drift kvæg fra horsens-damperen over broen ved Nyhavn, blev kreaturerne pludselig urolige og stædige og tilredte føreren, en 43-årig mand, August Peter Jensen fra Helsingørsgade nr. 7, så slemt under hans forsøg på at få overtaget over dyrene, at han måtte indlægges på Frederiks Hospital.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 6. august 1903).

Prygl.

Hvad Københavns bøller mener om sagen.
Bræddestabelen udtaler sig.

Det var i Farvergades berygtede logihus "Blodkoppen" 

Menneskevragene stod og stirrede stille hen for sig med sløve fortinnede øjne, af og til løftende snapseglasset mekanisk til munden

Ved et bord for sig sad den havarerede artist Olchansky og klimprede på en guitar han har lavet af en cigarkasse, mens han med snøvlende, drøvelig stemme kvad:

"Jeg sidder  bag fæng-se-lets mure
og stirrer mod him-me-lens blå
mens stjernerne går deres tu-u-ure,
og månen på him-me-len står."

-   -   -

Ved et andet bord træffer vi spidserne blandt gadens bærme-voldsmændene. De holder sig i sluttet selskab og ser ned på vagabonder og tiggere som en lavere stående kaste, Nogle drikkevarer skaffer os indpas i selskabet hvis mest fremtrædende medlem vi straks giver os i lag med. Det er den berygtede "Bræddestabel", men vi forbavses over det spagfærdige indtryk, han gør 

- Prygl, siger han og skutter skuldrene, som følte han allerede krabasken på sin ryg, - Ja oprigtig talt kniber jeg helst uden om dem - ikke fordi at jeg er bange for dem, fortsætter han med et undskyldende blik til "kammeraterne'', men man er jo ikke så ung som man var for en snes år siden. Jeg har stået for mangfoldige høvl i min tid - og mange gange har jeg ikke fortjent dem - men nu er jeg over de 45 år og er blevet mere sagtmodig af naturen. Naturlig, sluttede "Stablen", der til vor overraskelse viser sig at være en spinkel mand og hvis borgerlige navn er Julius Johansen, ta'r jeg mine klø, når ieg ska' ha' dem, men ingen kan fortænke mig i at gøre gengæld, når lejlighed byder sig, og så stak han atter næsen i glasset,

Vi får senere at vide, at "Stablen", selv om hans stjerne i bølleverdenen er for nedgang, er en af de mest uberegnelige voldsmænd idet han ofte i fredeligt lag og selv tilsyneladende rolig pludselig og uden advarsel aldeles rasende kan kaste sig over et medmenneske og gøre de mest velmente forsøg paa at slaa dette halvt ihjel.

Den dovne Dreng.

Ved siden af "Stablen" sidder en stor svær, dunhaget mand, de kalder ham Alfred Emil men vi får straks efter at vide, at det er den så sørgelig bekendte "dovne Dreng".

- Hvad mener De om Prygleloven, spørger vi,

- Hold kæft, svarer han og fylder sit glas mens han skuler ondskabsfuld til os.

- Bryd dig ikke om ham makker, siger "Rive Niels", som sidder tæt ved os, han er ond i sulet i dag, og saå har han en væmmelig tilbøjelighed til at fla' - han har'et med at sparke i skridtet, når han er fuld, som ædru er han det skikkeligste menneske på Guds grønne jord - Og Niels som trods sin unge alder - 24 år - har været straffet fjorten gange for vold giver nu sit besyv med i laget.

- De kalder os bøller, og vi er bøller, indrømmer han, men vi er det ikke af vores gode vilje; havde min mor levet, sad jeg ikke her nu, men da hun kreperede, måtte jeg gå for lud og koldt vand, og nu sidder jeg her sagde han og slog ud med en beklagende håndbevægelse 

Mange gange er jeg på stationen blevet banket sådan igennem at jeg var sort og blå over hele kroppen. Jeg er'beder ellers som ålefisker ude i Kalveboderne. En nat da kæntrede båden og jeg måtte med mit halstørklæde binde mig til masten Jeg sad der omtrent 24 timer og da jeg kom i land på Enghaven og lå omtrent halvdød, kom et par betjente og tampede løs på mig - bare fordi de kendte mig. 

Kan De så fortænke en i, at man bliver ond på samfundet? Nej, sluttede han, slår de mig, gir de mig en gang laks (bøllernes udtryk for prygl), slår jeg igen, når jeg kan komme afsted med det.

Og med rynkede bryn og knyttede næver lænede han sig tilbage mod væggen.

-  -  -

Vi talte senere med adskillige af vor bølleverdens mest fremtrædende repræsentanter, og hovedsummen af deres meninger gik ud på; Verden har handlet uretfærdig mod os. vi vil handle på samme måde mod den, Slår de os, slår vi igen når vi kan.

Vi stiller disse historiske aktstykker til hr. Albertis disposition.

(Aftenbladet (København), 30. januar 1905).

En opvarter fra "Guldgruben"

- en kælderbeværtning der ligger på hjørnet af Lille og Store Brøndstræde i København - blev - fortæller "Sorø Amtstid." - engang indlagt på hospitalet, og overlægen spurgte ham her hvor meget han drak om dagen. Uden betænkning svarede opvarteren: En otting øl, dvs. 88 glas øl af de såkaldte "runde" der er dobbelt så store som en "spids". Han måtte drikke med gæsterne, og for nemheds skyld havde han så en otting øl liggende ved siden af sig og tappede deraf, efterhånden som han skulle klinke med Bræddestabelen eller "Den dovne Dreng". Han indså dog nnu at han måtte søge en mindre udsat post.

(Viborg Stifts Folkeblad, 25. september 1905)