"Karens Minde": 1879-1884 Johan Keller. (Efterskrift til Politivennen)

Asyl for uhelbredelige Aandssvage. Ifølge "Nationaltidende" har Prof. Keller faaet Bemyndigelse af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet til at kjøbe Ejendommen "Karens Minde" i Hvidovre Sogn ved den sydlige Ende af Kalleboderne, til der at indrette det i Loven af 24de Maj d. A. bestemte Asyl for uhelbredelige Aandssvage. Den nye Asylbygning, der paatænkes opført under Ledelse af Arkitekt V. Klein, vil kunne give Plads til 80 Patienter, medens Loven kun kræver 60. Bygningsinspektør Chr. Hansen skal paa Regeringens Vegne føre Tilsyn med Bygningens Opførelse.

(Fædrelandet 25. august 1879).

Rigsdagen bevilligede et lån på 110.000 kr. samt et årligt tilskud på 15.000 kr. til fripladser. Den nyopførte bygning var beregnet til 60 "alumner" eller elever som de blev kaldt. For disse penge omdannede professor Johan Christopher Henrich Rummelhoff Keller (1830-1884) ejendommen til en anstalt for udviklingshæmmede - og døve. 

Lystgården blev nedrevet, kun nogle ældre bygninger blev stående og omdannet til økonomilokaler og bolig for funktionærerne (20 personer). Åbningen blev angivet til april 1880. Vilhelm Klein (1835-1913), bror til arkitekt August Klein (1839-1909) var uddannet murer og senere Kunstakademiets Arkitektskole. Han havde på daværende tidspunkt deltaget i udvidelsen af Lægeforeningens Boliger, og deltog i Krigen 1864. Han var kendt for flere større byggerier i København og provinsen.

Plan for Asylet for uhelbredelige Åndssvage på Karens Minde. 1880. Bemærk nordaksen. Planen viser at området vest for bygningerne hvor senere Karens Mindeaksen blev anlagt, var brugt som spadseregårde og urtehave, mens området syd for var mark (ud mod Kalvebodstrand). Det kongelige Bibliotek.

Asyl for uhelbredelige Aandssvage. (Sjællandsp.) I Løbet af et Par Maaneder - formentlig i Begyndelsen af April - vil en ny Afdeling af det af Professor Keller ledede Døvstummeinstitut, nemlig et Asyl for uhelbredelige Aandssvage, kunne finde Ly i den paa Hvidovre Mark ved Kjøbenhavn under Opførelse værende Bygning, hvortil Staten har givet Tilsagn om en aarlig Understøttelse af 15,000 Kr. imod til Gjengjæld at kunne besatte nogle Fripladser. Bygningen opføres af Arkitekt Klein efter en af Kultusministeren prøvet Plan, der er udarbejdet af en i dette Øjemed udnævnt Kommission. Asylet vil faa Plads i umiddelbar Nærhed af Ejendommen "Karensminde", som er kjøbt til at forenes med det, dog saaledes, at Patienterne ville saa Plads i den nve Bygning, og "Karensminde" kun vil blive anvendt til Sygestuer og Bolig for de ved Anstalten ansatte Bestillingsmand og Kvinder. Asylet vil faa sin egen Inspektør samt en Overplejemoder og det fornødne Lægepersonale, men bliver forøvrigt ledet som en Filial af Døvstummeinstitutet. Til Indkjøb af nævnte Ejendom i Hvidovre Sogn og til Opførelse af den nye Asylbygning er der ved Lov bevilget et Beløb af 110,000 Kr. Det temmelig store Areal - ca. 17 Tdr. Land - gjør det let at lade Patienterne faa den fornødne Bevægelse i den friske Luft samt at give dem Sysselsættelse enten med Havearbejde, Agerdyrkning eller anden Beskjæftigelse i det Frie. Asylet skal kunne rumme ca. 60 Patienter, men skal, hvis det gjøres nødvendigt, kunne udvides saaledes, at det kan optage en Fjerdepart saamange til. Den aarlige Betaling for hver Patient vil blive 500 Kr. I særegne Tilfalde vil der kunne tilstedes Fripladser, naar Ansøgning derom indgives.

(Slagelse-Posten 16. februar 1880).

"Opført ved Statens Hjælp af Johan Keller 1879". Mindetavle over en af indgangene til Karens Minde. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Asylet for uhelbredelige Aandssvage er nu saa vidt færdigt at det kan aabne sin Virksomhed den 1ste April. Indlægningen. som er beliggende paa "Karens Minde" i Hvidovre Sogn, er 118 Fod lang, 36 a 48 Fod dyb og 26 Fod høi rød med Sandstensornamenter, forsynet med Skifertag, to Etager høi, foruden Loftsrum og Kvistværelser; den har ornamenterede Gavle og to Udbygninger. Den er delt i to fra hinanden fuldstændigt sondrede Afdelinger, den ene for kvindelige, den anden for mandlige Aandssvage; hver af disse er atter inddelt i to, nemlig for Epileptikere i Stueetagen og for Aandssvage, der ikke lide af Epilepsi eller Krampe, paa første Sal, og disse ere igjen tvedelte, for at de Aandssvage skulle kunne sondres saa meget som muligt efter deres aandelige og legemlige Tilstand. Hver af de nævnte otte Afdelinger har sin Sovesal, af hvilke Halvdelen ere 11 Fod høie 19 Fod lange og 16 Fod dybe. Medens de andre ere 11 Fod høie, 28 Fod lange og 10 Fod dybe. Hver af de i fire Hovedafdelinger har sin store Opholds- og Beskjæftigelsessal, 11 Fod høi, 35 Fod lang og 16 Fod dyd, der er tvedelt, for at befordre en hensigtsmæssige Sondring af Patienterne. Alle Vinduer ere forsynede med Laase og smaa Ruder for at forebygge Fare for Fald ud igjennem disse, og Bygningen er udstyret saaledes, med Hensyn til Trapper og Udgange, at Patienterne i Ildebrandstilfælde med Lethed ville kunne føres bort. Opholdsværelserne i Afdelingerne for Epileptikere ere polstrede, ligesom ogsaa de overalt i Asylet anbragte Ventilationsovne ere omgivne med Hylstre for at forhindre Ulykkestilfælde. Ved en gjennemført Ventilation er der sørget for rigelig Luftfornyelse (mindst 1000 Kubikfod Luft i Timen for hver Patient). Overalt er der anbragt Hængelamper for at fjerne Brandfare. Badeværelser med forskjellige Arter af Bade, og Sygestuer ere indrettede i begge Asylets Hovedafdelinger. -De andre Bygninger ere omdannede til Bolig for Inspekteuren og Overplejemoderen, Kontor m. m., samt to Spisestuer, der staaer umiddelbar Forbindelse med Asylbygningen. Desuden er der indrettet nogle Celler for ustyrlige Patienter, forsynede med Høidelys, udvendig Varmeindfyrig og lignende hensigtssvarende Indretninger. Udhuset, der er opført i lignende Stil som Asylet, omfatter Vaskeri, Karlekammer, Stald, Lo, Lade og Vognskur. I de forskjellige Haver er der anbragt Indhegninger, saa at hver Afdeling har sin egen Tumleplads i det Fri; for de Urolige er der indrettet særlige Indhegninger, omgivne af høiere Plankeværker.

(Dagens Nyheder 15. marts 1880).

Karens Minde. Bygninger fra 1879. I avisartiklen overfor står at der var skifertag. Det må i givet fald være udskiftet senere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karens Minde var nabo til Strandholm indtil 1934, en stor villa på den anden side af Enghavevej hvis ejer var Kaj Hjalmar Seierøe Olsen. Den blev erstattet af en boligkarre 1934-35 med navnet Strandholmhus.

Keller døde i maj 1884, fru Keller i 1892. Ved deres død diskuteredes om staten skulle overtage anstalten. Den blev herefter selvejende. I 1895 skøder enkefru Catrine Elizabeth Debora Keller (1833-1906) til Institutionen ”De Kellerske Aandsvageanstalter”. 

Skjønt Bestræbelserne for at lindre de Aandssvages og de Døvstummes sørgelige Stilling i Samfundet kun ere af forholdsvis ny Oprindelse hos os, har man dog faaet den i saa Henseende virkende Organisation ret vidt fremdreven til Trods for, at det er det private Initiativ, væsenligt endog en enkelt Mand, Professor Keller, der har baaret den frem. I de senere Aar har Lovgivningsmagten dog ganske vist faaet Øjet mere og mere op for, at Staten vilde staae sig ved at yde disse Bestræbelser en virksommere Støtte, og en saadan er alt ydet paa forskjellig Vis, dels ved særlige Lovforslag, dels gjennem Bevillinger paa Finansloven, imidlertid kan det have sin Interesse at kaste Blikket paa, hvorledes Hovedinstitutionen, Johan Kellers Abnormanstalter, nu virke. Døvstummeinstitutet, grundet paa Talemethoden, har 108 Elever, hvoraf 95 ere optagne for Statens Regning, imedens 13 ere Privatelever. Der bliver nu med Kultusministeriets Sanktion opført nye Tilbygninger til de Elever, der ikke kunne finde Optagelse i den gamle Anstalt, og disse Lokaler ventes tagne i Brug til Oktober. Udvidelsen muliggjøres ved private Midler, der formenligt ogsaa ville staae til overfor en Tilbygning til Anstalten for særlig abnorme Barn. I Aandssvageanstalten er Elevantallet for Tiden 182, medens der i det ny anlagte Asyl for Aandssvage "Karens Minde" i Hvidovre Sogn er 78 Patienter. Som Følge af, at alle Anstalterne ere fuldt belagte, for ikke at sige overfyldte, har Kultusministeren, som man vil vide, paa Professor Kellers Indstilling fremsat Forflag om en ny Anstalt, der tænkes henlagt til Jyllands Østkyst. 

(Fyens Stiftstidende 16. marts 1883).

Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

Forhandlingerne i Folketinget om den vestindiske Koloniallov (1ste Behandling) ere nu til Ende, og Lovforslaget er henvist til et Udvalg paa 9 Medlemmer.

Det være Undertegnede tilladt at gjøre nogle Bemærkninger vedrørende Debatten i Folketinget.

Th. Nielsen har varmt forsvaret den værgeløse sorte Befolkning, hvem det er saa let at laste og haane. Han kan tage sig det store Modpartis Munterhed og Latter let, og Udvalget vil med den dybe Alvor, denne Sag fortjener, skjænke hans Bemærkninger sin Opmærksomhed.

I Nr. 265 af Aarg 1878 af "Morgenbladet" skrev jeg en Artikel, hvori jeg netop opstillede de Punkter, som ved denne Forhandling i Folketinget i Lørdags specielt kom under Debat. Jeg skal nu oplyse, at jeg først tilbød Redaktør Ploug den nævnte Artikel til Indrykning i "Fædrelandet". Jeg havde jo helst set den i et Højreblad, da den saaledes vilde blive læst mest af Højre, som den jo vel nok kan siges at være, rettet imod (Embedsstanden i dansk Vestindien er et tætpakket Højreparti). Som sagt: jeg gav personlig Redaktør Ploug Manuskriptet i Hænde og afhentede det igjen personlig, da han havde gjennemlæst det. Hr. Plougs Svar var et skarpt Afslag: "En saadan Artikel burde jo aldrig komme frem, og fremfor alt ikke paa en Tid, da Regeringen forelagde sit Forslag om Laan til Vestindien".

Artiklen blev da strax indrykket i "Morgenbladet", og skjønt Højrepressen ikke vovede at binde an med den eller troede det hensigtsmæssigt at tie den til Døde, gjorde den meget snart sin Virkning: Publikum fik Øjet op for, at ikke hele Skylden for det vestindiske Oprør, som man kalder det (jeg paastaar nu, at Navnet bør være Tumult), laa hos Negrene, og at ikke alle de Hvides lovprisende Bemærkninger om egen Ufejlbarhed og tapre Bedrifter stode til troende. Regeringens Forslag blev forkastet.

Der blev da foreslaaet at sende en Kommission af tre Medlemmer til Vestindien for at undersøge paa Stedet de efter Oprøret tilstedeværende Forhold, søge at finde Oprørets Aarsager, fordele nogle Penge blandt skadelidte Hvide osv. I Rigsdagen foresloges Kommissionen sammensat saaledes, at Folketinget, Landstinget og Regeringen hver valgte et Medlem til samme. Regeringen mente dog at burde modsætte sig dette og sendte efter Rigsdagens Opløsning sin egen Kommission derud.

Denne Kommission bestod af en Finansmand, en Officer og en tidligere vestindisk Guvernør. De to førstnævnte havde aldrig før set dette tropiske Land og skulde dog i to Maaneder forstaa at sætte sig ind i alle disse indviklede, fra vore saa højst forskjellige Forhold. Kommissionens Formand, den tidligere Guvernør, saa naturligvis paa Forholdene paavirket af sin tidligere Stilling (omgiven af tidligere gode Venner).

Resultatet blev jo, at Rigsdagen ikke lægger synderlig Vægt paa denne Kommissions Betænkninger, og at Forhandlingerne saaledes ikke have nogen sikrere Grundvold at bygge paa, end da Rigsdagen i 1878 opløstes.

Befolkningen paa vore vestindiske Øer bestaar jo for den langt større Del af Negere eller dog farvede Folk (der er vel næppe 1 Hvid for 20 Sorte). Kun en forsvindende Del af den farvede Befolkning ejer Land. Den farvede Befolkning er den arbejdende og lidende Del. Staar den endnu i Dag mindre under dansk Scepter end den faatallige hvide? Ja man maa absolut spørge derom, eftersom der aldrig fra Regeringens Side forlyder noget, som tyder paa Lighed.

Der er nu Spørgsmaalet om Standrettens Sammensætning, dette Spørgsmaal, der er blevet saa forhadt, at det endog ved Forhandlingen i Folketinget i Lørdags bragte Finansministeren til med hævet Røst at udtale sin Indignation over, at det var omtalt af Th. Nielsen.

Og dog er dette Spørgsmaal om "Standrettens Sammensætning" en Hovedhjørnesten til Fremtidsbygningen: det fremtidige Forhold mellem de Sorte og Hvide. Ministeren udtalte selv, at der er Blod mellem de to Racer. Det var efter hans Mening en Omstændighed - dette Blod - som vilde vanskeliggjøre Fremtidsforholdet. Vel, der er Blod mellem Racerne, men det har der vel altid været, lige fra de Hvide slæbte de Sorte bort fra deres Hjem i Afrika for at smede dem og deres Afkom i Slaveriets forsmædelige, forfærdelige Lænker. Og disse elendige, af alt og alle foragtede og forladte Slaver afkastede dog selv i 1848 Slavelænkerne. De Hvide, som stode der forsynede med alle Magtens, Vanens og Videnskabens Vaaben, bleve af selve disse stakkels fattige, forkuede Slaver tvungne til at bryde Lænkerne. De Hvide var den danske Regering. Men de Sorte ere sejrsdrukne. Efter at det første frygtelige Tryk, Slavelænkerne ere borte fra Skuldrene, kan man finde sig i adskilligt, selv om det endnu trykker. Planterne, Arbejdsherrerne, bestemme Arbejdernes fremtidige Stilling. Man maa se at holde de Sorte muligst tæt til "grovt Arbejde" og til det alene. De skulle tage fast Arbejde paa Plantagerne og maa kun modtage en bestemt ringe Betaling derfor. Lighed! efter Slaveriets Ophævelse! Jo pyt! Arbejdsherrerne, støttede af den milde danske Regering, rykke strax igjen frem med Aag og Bidsel, og de godmodige Sorte ere igjen spændte for. Hvor vover nogen sandru Mand her at tale om Lighed for Lovene! Nej! Kolonialloven tramper paa Ligheden, og Kongen er langt borte.

Men, som sagt, Maskinen er i Gang igjen. De Hvide eje og nyde, medens Negerne slæbe og svede for at tjene Pengene til dem. Ville de ikke arbejde, slædes de for Politimesteren, som idømmer dem Fængsel eller sender dem ind i den Flok af sorte Mænd og Kvinder, som under Navn af "Gang" fejer Gader og udforer andet offenligt Arbejde under Opsynsmandens Rottingslag. Det er det milde danske Regimente. Hvad vilde man tænke, om man her paa offenlig Gade holdt Ladegaardslemmerne til Arbejde med Rottingslag! Men hvor er da Ligheden!

Men Aarene gik, og man maatte endelig, presset af hele Omverdenens Tryk, love Ophør af Arbejderregulativerne om nogle Aar. Om nogle Aar! Ere de uretfærdige i Dag og skulle først hæves om nogle Aar! Her er ikke Tale om Handels- og Vandelsforhold. Her er Tale om et frygteligt Aag, en hel Befolkning slæber paa, et Aag, som kuer Sjæl og Legeme og hører hjemme i Barbariets Mørke. Denne Befolknings aandelige Blik udvides lidt efter lidt Fremmede Arbejdere fortælle dem om Friheden paa Naboøerne; det gaar efterhaanden op for de Sorte, at hvad der er Uret i Dag, ikke bør vedvare, naar Uretten er anerkjendt. De gjøre Oprør, og Følgen er: Arbejdsregulativernes Afskaffelse. De have altsaa selv afkastet ogsaa dette Aag.

Men nu tilbage til Standretten og "Blodet" mellem de Hvide og de Sorte.

Jeg kommer igjen med mit Spørgsmaal, som aldrig offenlig er blevet besvaret: Kan Standrettens Sammensætning forsvares?

Man tror at kunne knuse dette simple Spørgsmaal ved Tavshed eller ved Indignation over, at det er blevet fremsat.

Men der er "Blod" i dette Spørgsmaal. Dømte man de 12 Negre til Døden ved en partisk eller upartisk Domstol? Havde de Dødsdømte været hvide Mænd med en stor Kreds af Slægtninge og Venner om sig, vilde man ikke have vovet at handle, som man gjorde mod Negrene. Man vilde ikke være indigneret over, at den vestindiske Guvernørs Handlinger kritiseres.

Den Domstol, der er den alvorligste og strængeste af alle Retter, der efter saa Øjeblikkes Forhør idømmer Mennesker Døden (tilmed Mennesker, som ere lige for Loven!), bør være sammensat af Dommere, der selv aldeles staa udenfor Begivenhederne og kunne overse alt med et uhildet Blik.

Ingen dansk Mand vil kalde denne Fordring overdreven. Det er en Betingelse for dette Dødstribunals Retfærdighed, et sine qua non.

Jeg kommer nu tilbage til Standrettens enkelte Medlemmer.

Formanden, Overdommer Rosenstand, var paa sin Plads.

Medlemmet Politimester Petersen var det derimod ikke, fordi hun, som selv havde været i Haandgemæng med Tumultuanterne og af dem var bleven trængt tilbage som Fange i Fortet, umulig kan betragtes som upaavirket af disse Forhold. Han har selv indberettet til Guvernementet, hvor ængstet han var i sin Fangehule, og saavel han selv som de med ham Indesluttede kjendte en Del af hans Modstandere personlig og indtoges derved mere mod nogle end mod andre, mere mod deres personlige Angribere end mod Folk, som forsaa sig andet Steds.

Disse Fakta kunne ikke haanlig afvises, de ere til Stede.

Det tredie Medlem, forhenværende Politimester, men ogsaa forhenværende Planter og Grundejer (muligvis endogsaa Planter og Grundejer under selve Oprøret) Justitsraad Forsberg, var ikke paa sin Plads som Medlem af Standretten.

Han opfyldte ikke de Betingelser, der foran ere fremsatte som uundgaaelige for Medlemmer af en Standret.

I en lang Aarrække har han personlig kjendt (til Dels endogsaa været Arbejdsherre for) Negrene quæstionis. Følgen af Bekjendtskaber, Familie- og Tjenstforhold kan have en vid Rækkeevne og tillader næppe Vedkommende at overse Forholdene med et ganske uhildet Blik.

At beskylde nogen af de tre nævnte Dommere for vitterlig Partiskhed kunde sikkerlig ikke falde mig ind. Men det er Sejrherren, der dommer den Besejrede til Døden. Det er tre hvide Dommere, der dømme fattige, forkuede og nu overvundne og lænkede sorte Mænd til Døden om faa Timer.

Jeg behøver ikke illustrere Scenen yderligere, men vil kun bemærke, at Oprøret var kuet, da denne Nedskydning i Følge Standretsdom fandt Sted, at Øen kun er fire Kvadratmile stor, og at man ikke behøvede at bortexpedere hurtig ud af Verden, da man jo ikke stod lige over for fremrykkende nye Skarer

-----

Folketingsmand Th. Nielsen spurgte Finansministeren, om det er fandt, at der har været private Standretter etablerede paa St. Croix ved Siden af den af Guvernør Garde indsatte offenlige. Ministeren vidste det ikke, men troede det ikke det er dog 1½ Aar siden, at Oprøret fandt Sted. Th. Nielsen spurgte ogsaa, om det da ene og alene var forte eller dog farvede Folk, som vare blevne arresterede og straffede. Ministeren svarede kun, al under extraordinære Forhold blev der let begaaet Fejl fra begge Sider

Men dermed er ikke dette alvorlige Spørgsmaal bragt ud af Verden.

Efter at Tumulten var til Ende, Modstanden brudt og alle Tumultuanterne paa vild Flugt - da det kunde siges at være forbi for den Gang - vedblev man dog at forfølge med Geværkugler. De Flygtende kunde jo let indfanges. Øen er lille, og bort kunde de ikke komme. Deres eneste Tanke er nu at skjule sig. Det er uden Betydning, om nogle indfanges et Par Dage for eller senere. Men hvad gjorde vore danske Medborgere derude? Hvad gjorde Guvernøren, som derude er den danske Regering? Lod han de værgeløse Flygtninge forfølge af raa Forvaltere med Geværkugler, eller ere disse Menneskejægere optraadte og have de dræbt Medmennesker paa egen Haand? Der foreligger Beretninger nok om, at denne barbariske Menneskejagt har fundet Sted; men om den er sket i Følge Guvernørens Ordre, Bifald eller med hans Vidende, eller om Menneskejægerne have handlet paa egen Haand - derover hviler endnu et uigennemtrængeligt Mørke. Men dette Mørke bør spredes. Hvad der er sket, her nu, 1½ Aar efter Oprøret, ligge klart frem for alle. Det er en billig Fordring at stille til Regeringen, der baade gjennem sine Embedsmænd og sin Kommission bør være nøje underrettet om alt, Oprøret vedkommende - at Sløret løftes for disse Begivenheder.

Er der slet ingen strafbare Handlinger begaaet af de Hvide under Tumulten? Er alt, hvad disse raa Soldater, Forvaltere og Plantere have udført, godkjendt, eller har der ogsaa blandt dem efter en skarp Undersøgelse fundet Arrestationer og Straffe Sted?

Forhaabenlig vil Rigsdagen forlange Oplysninger herom, og viser det sig, at Retten og Loven har været ens for alle, vil et stort Spørgsmaal være løst paa en glædelig Maade.

Viser det sig derimod, at de Hvide, om have forset sig, ere blevne fri for Straf, eller have faaet en forholdsvis ringe Straf, er Uligheden for Loven der igjen, der er da atter uhævnet Blod i dette Spørgsmaal mellem Racerne: et ilde Varsel for Fremtiden.

Naar Ministeren i Mødet i Folketinget den 7de ds. anførte de to Soldaters Drab som Bevis paa Negrenes Grumhed, antydes herved kun en Famlen og Søgen efter Exempler, der netop beviser, at man mangler dem. Det er til Trivialitet gjentaget, at Negrenes Adfærd mod hvide Kvinder og Børn under Oprøret var upaaklagelig, samtidig med at man skjød dem selv ned med Geværkugler.

Ministeren anførte ogsaa som et Bevis (hvorpaa han dog ikke selv lagde videre Vægt) paa Negrenes Slethed og Vildhed, at en Neger havde fra Vestindien tilskrevet ham, at vore Soldater derude, som antoges at være døde af gul Feber, ere blevne forgivne af Negrene, og at fremtidigen Negrenes Gift vil rydde vore Soldater af Vejen. Denne Paastand og Trusel er naturligvis i og for sig uden Betydning, men den taler dog ud af det "Blod", som er imellem Racerne.

---

Efter min Mening maa vore Bestræbelser gaa ud paa at nærme Racerne igjen til hinanden. Dette sker ved virkelig Velvillie og Imødekommen mod de Vildledte, ved en Forsoningens Haand akt ud imod de Underkuede.

Negeren maa føle og forstaa, at man ikke udelukkende har til Øjemed at nytte ham muligst som Arbejdsmaskine; at ikke de Hvides eneste og alt opslugende Tanke ligeoverfor ham er Penge og atter Penge, presset ud af Jordbunden ved hans og Families Sved.

Der maa benaades i stor Udstrækning og Fængslerne tømmes, og den sorte Mand maa se, at Hvide, som egenraadig have udvist Grusomhed mod hans Race under Opstanden, ikke færdes franke og frie omkring, medens hans egen Race behandles med barbarisk Grumhed.

Vi bør dertil kaste en ny Faktor ind i Forholdene, hvorom Tanter og Interesser kunne gruppere sig. Jeg tænker her paa at udstykke nogle Plantager og saaledes lade Negre blive mindre Selvejere eller dog Forpagtere. Man maa naturligvis hjælpe saadanne Forhold frem i Begyndelsen ved Laan og anden Assistance, men man kan ogsaa i Kontrakterne faststaa, at et vist Areal as det Ejede eller Lejede stal dyrkes med Sukker. Der er mange Veje at gaa til at svække Kasteaanden og Racehadet, men af alle først

Lighed for Loven,

dernæst

Udstrakt Benaadning,

og endelig

Virkelig uinteresseret Imødekommen.

Saalænge den Aand, der nu leder Administrationcn paa St. Croix - jeg taler kun om St. Croix, thi Forholdene paa St Thomas ere af en ganske anden Natur - ikke adopterer disse tre Betingelser for Grundforbedring af Forholdet mellem Racerne, vil alt blive ved det gamle.

Racehadet vil forblive uforandret det samme, om end Slægt følger paa Slægt.

Regjering og Rigsdag maa udsende saa mange Krigsskibe, Soldater og Politimestre, som de ville, alt bliver dog uforandret.

Kjøbenhavn, den 9de Februar 1880.
Th Thorson,
afsk. Premierløjtnant, tidligere tjenestgjørende ved de vestindiske Tropper.

(Morgenbladet (København) 13. februar 1880)

Ubekendt fotograf: Handlende. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Th. Thorsons artikel kan ses en opfølgning en artikel han skrev til Morgenbladeet 14. november 1878, se andetsteds på bloggen. Th. Thorson aftrådte hærens linje i 1855 efter eget ønske. Fra 1. juli 1864 og 4 år frem var han midlertidig ansat i tjeneste i Vestindien i 4 år. Den 23. september 1871 fik han bevilliget permission til 1. juli 1872. I tidsskriftet "Nær og Fjærn" nr 180, 12. december 1875, s. 5-8. skrev han artiklen "Smaabilleder fra Vestindien"

Arveprinsesse Caroline (1: Som ældre). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline (28. oktober 1793 - 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Hun var først kronprinsesse (kongens ældste ugifte datter). Ifølge Nationaltidende skal kejser Napoleon have været interesseret i at få hende gift med den svenske tronfølger, prins Carl August af Augustenborg. Frederik 6. var imod dette, og det hele løste sig af sig selv, idet Carl August døde maj 1810. Herefter var hun gift med sin onkel, prins Christian af Hessen til hans død i 1814. Heller ikke et giftetibud med hertugen af Clarence (den senere Vilhelm 4.) blev til noget, angiveligt pga Frederik 6.

I 1829 var hun ikke længere kronprinsesse, da hun blev gift med den senere arveprins Ferdinand (1792-1863). Hvorefter hun gik som arveprinsesse Caroline. Parret boede i et palæ i Bredgade 42, opført 1756 på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Det var tegnet af arkitekt J. G. Rosenberg. I palæet befandt sig bl.a. fire gobeliner med motiver af Francois Boucher, og det øvrige interiør fra 1830 af G. F. Hetsch. De blev solgt af kong Georg af Grækenland, og ingen kender i dag deres skæbne. I 1921 overtog forsikringsselskabet Baltica bygningen.

Efter Ferdinands død gik en mindre del af tiden med at modtage inden- og udenlandske royale, fyrstelige og adelige personer, herunder lillesøsteren hertuginde Vilhelmine af Glücksborg, og besøg hos gæster i det kongelige palæ. En større del med folk der ville bede hende om penge. Hun skænkede lidt penge til forskellige velgørende formål. Bl.a. overtog hun efter sin mor protektoratet over frøkenklostret Vallø Stift i 1852.

Hun opnåede også at nogen lavede et digt om hende da hun blev 80 år:

Hendes kongelige Høihed

Arveprinsesse Caroline

d. 28de October 1873

Syvti Aa er Støvets Dage -
Otti ere Nordens Aar!
Nordens Aar, til Livets Dage,
Trylle en fornyet Vaar.

Fortids kjære Minder, alle,
Blomstre i dete dybe Sind -
Og de ere alle, alle.
Præntet dybt i Hjertet ind.

Og Kong Fred'rik Sjettes Datter
Har saa rigt et Hjertehjem,
At det ogsaa ømt omfatter
Hvad som gaaer mod Fremtid frem.

Fortid kommer her til Orde:
Fremtid være lys og ny!
Og den længste Aften vorde,
Som et venligt Morgengry!

Sophie Bohnhoff.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. oktober 1873).

Caroline lagde navn til det stadig eksisterende "Arveprinsesse Carolines Børneasyl" i Århus i 1836. Det var oprettet på initiativ af biskop Jens Paludan-Müller, og fik tilladelse til at bruge hendes navn, samt 550 rigsdaler til indretning og drift fra arveprinsessen. Asylet modtog herefter årligt 640 kr. fra arveprinsessen, der bortfaldt ved hendes død. Asylet måtte herefter ud at bede om penge, 15-1600 kr. årligt. 

Måske Københavns ældste, stadig eksisterende hundekirkegård: Den består af en enkelt grav, den barnløse prinsesse Carolines hund Tello, som døde i 1865. Ifølge Bo Bramsen skal hun være gået rundt og rundt i haven så ofte vejret tillod til, indtil hun kunne sige at "nu er jeg gået Frederiksberg Alle igennem".

(Dannevirke, 6. juli 1878).

Hds. kgl. højh. hertuginde Vilhelmine af Glückborg forlod i fredags hovedstaden, ledsaget til Banegården af hele den kongelige familie. Den alderstegne hertuginde har efter hvad der meddeles os, haft megen fornøjelse af sit fire ugers ophold her i Danmark hos sin søster arveprinsesse Caroline, et besøg hun længe havde glædet sig til. Hendes kærestes udflugt her var en køretur til Frederiksberg Have med arveprinsessen.

(Nationaltidende, 3. august 1878, 2. udgave).

Besøget gentog sig i øvrigt årene efter.

Breve fra hovedstaden.

København den 23. juli

Arveprinsesse Caroline der nu er 86 år gammel, har i disse dage været medlem af det kjøbenhavnske Skydeselskab i 70 år, hvilket sjældne jubilæum naturligvis ikke er forblevet upåagtet. I næste uge er der imidlertid en anden mærkedag i prinsessens liv som har større betydning for hendes selv. Den 1. august oprinder nemlig hendes guldbryllupsdag, idet det var den 1. august 1829 at "kronprinsesse" Caroline ægtede prins Frederik Ferdinand, med hvem hun forundtes at leve sammen indtil 1863 eller i alt i 34 år. Hun havde tidligere (1812) været forlovet med sin 16 år ældre morbror (!) prins Christian af Hessen-Cassel, men han døde allerede i 1814. Da hun blev gift med prins Ferdinand, var hun 36  gammel. 

(Folketidenden, 24. juli 1879).

Fotograf E. Lange: Arveprinsesse Caroline (1793-1881). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1879 var hendes apanage 100.000 kr. Hun betalte 400 kr i indkomstskat.

At en hofintendant er konservativ har man set før, men fænomenet har måske sjældent vist sig i en så hjemlig skikkelse som i den allersidste tid. Denne bemærkning gør "Mrgbl." i anledning af en lille begivenhed ved arveprinsesse Carolines hof. Arveprinsessen er som bekendt et godt stykke oppe i firserne. Det er derfor let forståeligt at ledelsen af hendes lille hofholdning fuldstændig er overladt til andre. Således er det finansielle betroet prinsessens intendant, etatsråd Lindberg, om hvis vita ante acta kun vides at han tidligere har været på Liebes kontor, mens det henstår som en gisning at han oprindelig har været en opadstræbende dansk jurist. Derimod er intet vissere end at etatsråden i disse dage er blevet udnævnt til dannebrogsmand. Det almindelige personale ved arveprinsessens hof har kun meget små lønninger, 50 kr. månedlig på egen kost. I slutningen af 1879 fremsatte personalet et ærbødigt ønske om en lønningsforhøjelse. En af betjentene blev mistænkt for at være ophavsmand til oprøret og blev sagt ud af bestillingen, efter etatsrådens egne ytringer som følge af hans fri, for forholdene upassende anskuelser. Vedkommende var nemlig - abonnent på "Morgenbladet".

(Roskilde Dagblad, 10. februar 1880).

Sogneraaders skandaløse Behandling af Forsørgelsesberettigede. (Efterskrift til Politivennen)

I et Brev fra Amerika til "Jyllp." skrives: Den 21. Maj 1879 kom en dansk Mand til Newyork. Hvorfra og Hvordan? Jo se: Manden var c. 60 Aar gammel og kunde ikke ernære sig selv i Danmark, og da nu et Sogneraad i Aarhusegnen tænkte, at han kunde leve i mange Aar og være Sognet til stor Byrde, saa blev det besluttet, at Manden skulde udvandre. Det kunde jo kun koste c. 190 Kr. at saa ham til det forjættede Land, og saa var man fri for ham for Resten af hans Levetid. Manden indvilgede i at rejse, da man vel sagtens havde fortalt ham om Guldklumperne, som ligge over alt her og kunde samles op uden Udgift. En Udvandringsagent i Aarhus sendte ham til Baltimore, d. v. s. Dampskibet kom til Nework, og her blev Rasmus landsat, uden Ven, uden Arbejde, og uden at kunne arbejde. Tænk Eder, Landsmand, denne gamle Mands hjælpeløse Stilling! Hvad vilde I gjøre, om I stode her i denne store Stad ligesom den gamle Mand, lige saa forladte og hjælpeløse? thi han var hjælpeløs. I Amerika bruger man Folk, som kunne arbejde, men ikke Folk, som ere udslidte i Danmark. En Rormand havde, for dog at hjælpe ham lidt til Rette, givet ham en Seddel med følgende Inskription paa Engelsk: "En stakkels dansk Udvandrer beder Dem vise ham hen til nogle skandinaviske Folk, hvor han kan saa Arbejde." Men der var ingen Skandinaver, som kunde give ham Arbejde. Nogle Svenske og Normænd spurgte mig, om det var Maaden, hvorpaa vi behandlede vore Fattige i Danmark! Hvad skulde jeg svare? Den gamle Mand, som stod ved Siden af mig, var jo et levende Bevis paa dansk Sogneraads Humanitet. Nu havde han faaet sin Frokost og Middagsmad  Danmark og nu skulde han til Amerika for at faa sin Nadver, der, hvor ikke en Sjæl bryder sig om ham, hvor Ingen forstaar hans Tale, og hvor ikke saa meget som en Kammerat fra Fattighuset vil trykke hans Øje til og tilhviske ham et Farvel i det Sprog og en Hilsen fra det Land, han af sin Konge havde været kaldet til at forsvare. Han bar nemlig Medaljen 1848-50 paa sit Bryst. Jeg følte mig virkelig skamfuld tilmode, som Dansk betragtet, over den hele Historie, og jeg indhentede Underretning om Manden. Skulde jeg møde flere Oldinge herovre, behandlede paa samme Maade, skal jeg sende Dem, Hr. Redaktor, nøjagtige Oplysninger om Sagen, for om muligt at saa en saadan Uskik hæmmet. - Skulde der ikke være en eller anden Maade at faa slige Sogneraader draget til Ansvar paa, saaledes, at der bliver udvist Humanitet mod de Fattige; vi henstiller det til vedkommende Ministerium, at der maa blive skredet ind mod slige Skandaler som ovennævnte.

(Social-Demokraten 10. februar 1880).

Magnetiseur Professor Hansen (II: Ringtheater, Wien)

Den danske Magnetiseur, "Professor" Hansen, som for en Række Aar siden gav Forestillinger paa det herværende Folketheater, har den 3dte ds. produceret sig paa Ring Theatret i Wien, hvor hans Optræden gav Anledning til flere tumultuariske og komiske Optrin, der efterfulgtes af Arrestationer. Strax ved Professorens Indtræden viste det sig at Publicum var deelt i to Leire, Troende og Vantroe, de Sidste uheldigviis i Majoriteten. Dr. Hansen, som syntes at blive lidt ilde tilmode ved den Piben, han hilsedes med af de Sidste, yttrede at han var forkjølet og derfor vilde forkorte et Indledningsforedrag og strax skride til Experimenterne. Det første "Medium", som efter Professorens Opfordring betraadte Scenen, var en Yndling med blaae Briller og røde Bakkenbarter, som allerede ved de tidligere Forestillinger havde vist Professoreren udmærkede Tjenester som Knægængen Engletilbeder og Kartoffelspiser samt Polkadandsen. Men Publicum gjenkjendte Øieblikkelig denne blaa-rødeYngling og raable: "Det er jo den Samme som de andre Dage!" Nogle velklædte Personer, deriblandt en bekjendt Tandlæge, der havde meldt sig som Frivillige, bleve næsten alle afviste, og med Tandlægen mislykkedes Experimenterne aldeles! Professoren trykkede nu et yngre Medium paa Panden; men Knøsen reiste sig med en truende Mine og raabte: "Tryk mig dog ikke saaledes!" Der lød nu Bravoraab og Piben fra Publicum. Med den Følgende mislykkedes Experimenterne ligeledes, men da Professoren vilde sende ham bort som ubrugelig, rettede det undervurderede Medium sig til sin fulde Høide og raabte: "Hr. Professor, De er Svindler!" Herover opstod der en saa mægtig Storm i Theatret, at Magnetiseuren blegnede. "Ja," vedblev den Paagjældende. "ved Prøven har jeg paa Deres Opfordring lukket Øinene for at maatte blive og kunne desmaskere Dem." Ved disse Ord opstod der en Skrigen og et Spektakel hvis Lige kun sjeldent er blevet hørt i noget Theater. "Ned med ham! Ud med Hansen!" lød det fra alle Sider. Ogsaa de følgende Experimenter mislykkedes, og da Touren kom til Ynglingen med de blaae Briller og røde Bakkenbarter, vilde Tumulten ingen Ende tage. "Aa!" raabte man, "det er jo Hverdagsmediet! Ham kjende vi! Det er jo hver Aften den Samme!" Dette Mediums Modtagelighed og bratte Overgange fra den ene Tilstand ttl den anden, vare ogsaa af den Natur, at selv de meest Lettroende maatte ane Uraad. Professoren søgte nu i sin Nød nye Frivillige, men ogsaa denne Gang bleve alle der havde et intelligent Udseende, afviste. Et Experiment med Farcedigteren Wolf, hvem Professoreren vilde bringe til at glemme, hvad han hed, mislykkedes paa den meest komiske Maade. Istedetfor at afbryde Forestillingen, experimenterede Hansen videre og med større og større Uheld. Han vilde nu ved Bestrygninger gjøre Knæleddet stivt paa et ungt Menneske; da opstod der høie Skrig: "Det er jo en af Opvarterne hos Restaurateuren her neden under!" Nu afbrød Hr. Hansen omsider Forestillingen med de Ord, at det ikke lod sig gjøre hver Dag at anstille vellykkende Experimenter. Da Tæppet faldt, opstod der en infernalsk Tumult. En ung Krabat steg op paa Scenen lige ved Siden af Hoflogen, i hvilken Erkehertug Albrecht sad, og angreb Hr. Hansen i en længere Tale. "Ned med ham!" lod det fra den ene og "Talefrihed!" fra den anden Side. Den unge Mand blev overleveret til Politiet. To andre Rolighedsforstyrrere havde allerede tidligere havt samme Skjædne. Theatrets Directrice fandt sig tilsidst foranlediget til at gjøre Erkehertug Albrecht en Undskyldning; men Erkehertugen svarede: "Om Alt end ikke er lykkedes idag for Hr. Hansen, anseer jeg ham dog ikke som nogen Svindler. Jeg kjender en Personlighed, paa hvis Vidnesbyrd han beraaber sig og dette Vidnesbyrd er mig Garanti nok." Mærkelig nok synes det ikke at ville blive Hr. Hansen forbudt at fortsætte Forestillingerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. februar 1880).

Magnetiseur Hansen i Wien har i Mandags givet en Extraforestilling for den østerrigske Hovedstads Politi og i selve Politiets Localer i den indre Stad ved Schottenring. Her vare store Politi- og Regjeringsraader samt over 20 Politibetjente tilstede. Flere Commissairer og Betjente, der meldte sig frivilligt som "Medier", blev tilbageviste som "uimodtagelige", hvorimod Experimenterne med en af Politiets Vagtmænd, Kumpfe, lykkedes fuldstændig. Han begyndte paa Magnetismens Commando at bede, blev stiv, lod Hansen staa paa sig osv. Samme Dags Aften gav Hansen en af sine sædvanlige Forestillinger, der dog var mindre heldig. De fleste Medier vare yderst gjenstridige; navnlig mislykkedes det at lade dem fortære en raa Kartoffel istedetfor en Pære og ride omkring i Stuen paa en Stol. Søvndyssede bleve flere, men ikke tilstrækkelig, idet de smilede over deres egen Tilstand. Publicum forholdt sig skeptisk; det lo, naar et Experiment lykkedes, men endnu mere, naar det mislykkedes. Ved de sidste Forestillinger har der altid været en stærk Afdeling Politi tilstede for at forhindre Uordener, og navnlig for at beskytte "Medierne", der i Publicums Øine ere underkiøbte af Hansen og Medhjælpere ved hans magnetiske Kunster. "Neue freie Presse" har bedet en af Wiens første Naturforskere og Læger om at udtale sig om Sagen, men denne har erklæret, at Emnet ikke taaler nogen alvorlig Behandling. Iøvrigt advares svage, nerveuse Personer imod at lade sig bruge som Medium.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1880).

En beretning fra en forestilling findes af Captain H. J. Myhlertz: En Aftenunderholdning med Magnetiseuren "Professor" Hansen. Illustreret Tidende nr. 1068, 14. marts 1880.