Kort som viser Vestre Kirkegård 1879, altså før indvielsen af det nye område 1880: Hovedindgangen er angivet som "Vej til vestre Kirkegaard", og svarer til nuværende Baunehøj Alle fra Enghavevej, yderst til højre i fotoet. Vejen førte ind til det sted der i dag er markeret med to mindesten. Kapellet lå et stykke inde på kirkegården, en anelse syd for vejen.
07 april 2023
Vestre Kirkegaard: Omordning. (Efterskrift til Politivennen)
Kort som viser Vestre Kirkegård 1879, altså før indvielsen af det nye område 1880: Hovedindgangen er angivet som "Vej til vestre Kirkegaard", og svarer til nuværende Baunehøj Alle fra Enghavevej, yderst til højre i fotoet. Vejen førte ind til det sted der i dag er markeret med to mindesten. Kapellet lå et stykke inde på kirkegården, en anelse syd for vejen.
05 april 2023
Magnetiseur Professor Hansen (III: Den "ukendte Kraft"). Efterskrift til Politivennen)
Den "Ukendte Kraft"
Wien, 20. februar. Så nummer 2 ville også blive taget hånd om og fjernet. I ugevis havde Karl Hansen, en dansker, "professor", "magnetisør", "hypnotisør" - og ganske vist ingen af disse ting, men under alle omstændigheder besidder af en "ukendt kraft" - udført sine mystiske og samtidig profitable aktiviteter på det ellers evigt konkursramte "Ringtheater", "Alles pige" blandt hovedstadens scener. Han inviterede tilskuere til at komme og underkaste sig en indledende test for at afgøre om de var "brugelige" eller "ubrugelige medier". Efter en angiveligt omhyggelig udvælgelse lod han de "brugelige" forsøgspersoner sove, fratog dem hukommelse, tale og frivillige bevægelser og fremkaldte endda stivkrampe. I sådanne tilstande påtvang han dem sin "vilje", lærte dem de mest latterlige vrangforestillinger, lod dem se på en hat som et spædbarn, som de vuggede, kæmpe mod løver og tigre, ride på stole, stå på kroppene af dem der led af stivkrampe, hvis hoveder og hæle knap hvilede på to stole, og vækkede de ubevidste med et "Vågn op!", der desværre nogle gange var for sent. "Opsætningen" var altid mest vellykket når hr. Hansen "ledte medierne ved næsen".
Variationen i den "ukendte" krafts præstation var ynkeligt beskeden og førte snart den kræsne til den idé, at hr. Hansen enten ikke virkelig besad sin "kraft", eller at denne "kraft" kun manifesterede sig som reaktion på visse berøringer, selv på det "mest nyttige medie".
Naturligvis var der blandt de frivillige medier også skeptikere og forhærdede benægtere af den "ukendte kraft" som ville se, om deres egen fastlåste "vilje" kunne tages fra dem og erstattes med en fremmed. Specifikt var det yngre og ældre videnskabsmænd, læger og naturforskere der satte sig for at "komme til bunds i tingene" og "demaskere" den mand der vovede at foreslå endnu en "kraft" til at supplere alle kræfterne inden for astronomi, mekanik, fysik, kemi og fysiologi - kræfter hvis eksistens ingen dødelig fuldt ud kunne fastslå - en kraft der satte spørgsmålstegn ved den allestedsnærværende, konstante indflydelse fra de anerkendte "kræfter". De ville vide, om de også ville blive "hånet" af denne mand, givet forvirringen i vores omhyggeligt tilegnede naturvidenskab.
Det var især en ung kemiker ved navn Fischer som selv ikke havde følt spor af denne "magts" ånd, men mente at have bemærket nogle mistænkelige begivenheder på scenen der ud af det blå beskyldte lægen der pralede af en vellykket "produktion", for at være en "almindelig svindler". Den førnævnte hr. Fischer blev "ved dekret" idømt den maksimale straf på 100 floriner for at forstyrre en teaterforestilling, modtog en irettesættelse fra generalkommandoen som reserveofficer der havde krænket ærkehertug Albrechts tilstedeværelse, og blev retsforfulgt af hr. Hansen for "ærekrænkelse" og "bagvaskelse".
Det var en masse gode ting på én gang, og den ukendte "magt" strålede på toppen af sin berømmelse. Men faldet var tæt på triumfen. For det skete at en meget klog Daniel ved navn Dr. Hattingberg sad på dommerbænken i byretten, som med fuldstændig objektivitet tillod beviset for sandheden og samtidig underkastede sagsøgeren Hansen et frugtbart forhør, hvor det blev klart at hr. Hansen hverken var "professor" eller udøver af den velsignede "dyremagnetisme", men blot et menneske med "vilje" og i besiddelse af en "ukendt magt". Nu er påkaldelsen af "viljen" i sig selv en "kraft", som alle schopenhauerianere spidser ørerne overfor, fordi de ikke besidder tilstrækkelig "kraft" til at adskille den sande kerne af Frankfurt-filosoffen fra hans naturfilosofiske frivoliteter, især fra hans gamle koner om "dyremagnetisme". Men selv de bedste "intentioner" var nytteløse i denne sag, fordi vidneudsagn bekræftede at hr. Hansen selv havde fundet "viljen" utilstrækkelig i meget specifikke tilfælde, medmindre det var "viljen" efterfulgt af gerningen til at indgyde visse følsomme tricks og ryk i "mediet" og til at fremkalde hypnotiske tilstande gennem kraftfuld virkning på specifikke muskler og nervekomplekser. Disse hypnotiske tilstande er på ingen måde så "ukendte", og det er heller ikke "kraften" der fremkalder disse tilstande, som hr. Hansen vil have os til at tro. Og når professor Heidenhain i Breslau nu offentliggør resultaterne af sine nylige eksperimenter og fund vedrørende hypnose som han udførte og opnåede på forslag af Hansens "produktioner", vil dette for det første fjerne hele mystikken omkring den og for det andet tjene som en yderst alvorlig advarsel mod farerne ved kunstig hypnose. Kun en fuldt kvalificeret læge kan og bør, under udvisning af den største forsigtighed, udføre sådanne eksperimenter; hr. Hansen er imidlertid en fuldstændig lægmand, hans videnskabelige kompetence "ukendt".
Det lille rum i byretten som uden Hansen havde en hypnotisk virkning på alle, ville nærmest være blevet et forsøgsområde for eksorcisme. Det var faktisk det mediumistiske vidnesbyrd fra en meget "nyttig" ung mand, entusiastisk hengiven sin herre og mester til det punkt af passiv lydighed, som hr. Hansen skulle udføre sin strenge undersøgelse af i nærværelse af hoflægerne og med bistand fra en delegeret fra det medicinske fakultet. Det er sandelig heldigt, at den østrigske retspraksis' annaler blev skånet for en sådan skandale!
En højt anset sikkerhedsmyndighed som indtil da altid udelukkende havde handlet i den "ukendte magts" interesse og havde behandlet kritik og skepsis som ren mala fides, arresteret og straffet dem – ganske vist og unægtelig ikke uden en vanskeligt definerbar inspiration – denne sikkerhedsmyndighed var gennem vidneudsagn i ærekrænkelsessagen endelig blevet opmærksom på manipulationerne og massagen af Hansens "testamente" og henvendte sig til dekanen på det medicinske fakultet med det relevante spørgsmål: om en sådan behandling, eller rettere sagt, berøring, virkelig var så harmløs og sikker? Fakultetet ville næppe have beskæftiget sig med et spørgsmål stillet anderledes. Da fakultetet er forpligtet til at nedsætte en kunstkommission inden for sine rækker, som i tvivlstilfælde skal afgive en medicinsk eller "kunstnerisk ekspertudtalelse", indkaldte dekanen denne kommission, som blandt andet omfatter fysiologen Brücke, hjerneanatomen Meynert og kirurgen Willroth. Fakultetet erklærer først det som en kendsgerning at bevidstløshed kan fremkaldes af tryk på nerver og blodkar. Desuden er kompression af blodkar skadeligt for helbredet, især når trykket udøves på de ydre og indre halskar. At trykke på vagusnerven, regulatoren af hjertebevægelser, kan forårsage de mest alarmerende symptomer. Mekanisk manipulation af det skaldede hoved kan forringe respirationen. At sidde eller stå på maven hos en hypnotiseret person er for det første brutalt og for det andet ekstremt farligt, fordi det kan forårsage muskelspændinger; denne brutalitet hæmmer yderligere den allerede forringede vejrtrækningsproces. Det "rå eksperiment" er derfor afgjort farligt. At fremkalde stivkrampe hos en person er ekstremt risikabelt, især når det, som i Hansens tilfælde, opnås med "brutal magt". Erfaring viser, at reflekserne hos en sådan person kan vare i dage, endda uger, og nogle gange efterlade en destabiliserende effekt på deres mentale ligevægt. Hos personer med svag konstitution kan eksperimentet føre til psykisk sygdom, men selv hos tilsyneladende stærke individer kan hjertestop forekomme. Dette er tilstrækkeligt til at demonstrere faren ved denne "ukendte kraft".
Daniel Hattingberg anså denne ekspertudtalelse fra fakultetet for en stor "juridisk vægt" og erklærede, at han ville give afkald på vidneafhøring. Han afsagde derefter sin dom, men ikke før han havde irettesat den "første forsvarsadvokat" i straffesager, Dr. Neuda, der var kendt gennem Ebergeny- og Osenheim-sagerne, for uautoriseret indblanding fra dommeren i sagen. Han frikendte kemikeren Fischer der offentligt havde kaldt Hansen en "almindelig svindler", for anklagen om ærekrænkelse og beordrede den "ukendte magt" til at betale de kendte sagsomkostninger.
Endnu mere bemærkelsesværdigt end selve dommen var dens begrundelse. Dommeren irettesatte på en yderst værdig måde tiltalte for hans "taktløse og uanstændige bemærkning" i teatret og tilføjede dog, at denne bemærkning allerede var blevet tilstrækkeligt straffet af politiet; desuden var tiltalte blevet provokeret af sagsøgeren, Hansen. Fischer havde ikke haft til hensigt at fornærme sagsøgeren personligt, men havde blot søgt at karakterisere hans opførsel. "Almindelig" betød her "almindelig", vulgær eller fælles, som man for eksempel kunne sige "almindelige storhedsvanvid". Nu dog til hr. Hansen. Han hævdede, at han ikke praktiserede magnetisme, men snarere udøvede en unavngiven, ukendt kraft, der endnu ikke var blevet udforsket af videnskaben, og dermed lovede noget nyt. Det er dog blot en påstand. Alt, hvad der er sket, svarer til hypnose, hvilket ikke er noget nyt. Ekspertvidnernes udsagn har bekræftet dette. Retten blev derfor fritaget for ansvaret for at undersøge, "hvad sagen egentlig indebærer". Retten udtalte blot at hr. Hansen præsenterer sig selv som en "forretningsmand". En sådan person har rettigheder, men også forpligtelser. Hr. Hansen reklamerer offentligt for sig selv som en "magnetisør" og lover at underkaste folk fra offentligheden sin vilje. Men hvis "magnetisme" var forventet, forklarede Hansen, at det han viste, ikke var magnetisme, men snarere en "bevidst fortielse", hvilket i almindelig sprogbrug ville blive beskrevet med det udtryk, som tiltalte brugte ("svindler"). Ordet "svindel" betyder, at det viste ikke er virkeligt, og denne ikke-virkelighed er rettens overbevisning.
Men der er mere, påpegede vores Daniel, hvilket nok er det mest rammende, indsigtsfulde og afgørende punkt i sagen. Hvad hvis nogen opdager en "ny magt", en naturlig hemmelighed, der hidtil har været forseglet med syv segl; nogen føler sig som det 19. århundredes Galileo i sig selv; og denne heldige fyr går ind i teatret, fylder huse og kasser og sætter larm og reklame i gang? Sådan fremstår sandheden aldrig; den er altid ydmyg, beskeden og søger ikke personlig ros. Det publikum som sådanne mirakelmagere spekulerer i, er fuldstændig inkompetent, og til gengæld for dets penge, folkemængder, forbløffelse og bifald forvrænges dets opfattelse, og arven fra dets overtro forøges en hel del! I stedet for at bringe "mere lys" fortykker sådanne aktiviteter mørket i filisternes sind og også i de hoveder, der har en tendens til vildfarelse.
Dommer Dr. Hattingberg: "Hvis hr. Hansen havde dedikeret sin energi til videnskaben, ville han have fortjent stor ros; men da han på scenen, med baggrund i sin entré, præsenterer det, der ikke er magnetisme, og da han proklamerer viden og færdigheder, der meget ofte er inkompetence og uvidenhed, må han underkaste sig den mest grundige undersøgelse og acceptere den, hvis man vender sig bort med skepsis og skuffelse." Han sagde dette.
Den "ukendte magt" har appelleret; desværre er "forretningsmandens" forretning ødelagt, og sagsomkostningerne vil ikke finde nogen ny indtægtskilde til at dække dem. Det endelig bedre informerede politi har forbudt enhver yderligere handling på Hansens "testamente", og i Pest havde sikkerhedsmyndighederne allerede foregrebet de lokale myndigheder. Østrig-Ungarn har lukket sig af for den "ukendte kraft" og foretrækker at klare sig med de gamle "kræfter" i et stykke tid endnu og, fuldt ud bevidst, at "blive tilbage" denne gang.
Vi har nu et alvorligt ord at sige om den "intellektuelle ophavsmand" til det wieneriske bedrag, som ikke er hr. Hansen. Men da "tumulten" midlertidigt er blevet lagt her, og kun få tilhængere og efterlignere af den "magt" der er blevet udfordret af politiet og det videnskabelige samfund, stadig sympatiserer, vil vi vise nåde for i dag. Ikke desto mindre forbeholder vi os retten til ved den rette lejlighed at præcisere grenene af den spiritualistiske boombevægelse og afsløre den utrolige mangel på teoretisk bevismateriale, der bruges her i Wien. Der er også en troens hypnose, mere pålidelig end den fysiske persons. Træd på hans mave – hans muskler vil ikke rive; skær hans vagusnerve over – han vil blive ved med at trække vejret. Og selvom "skrigen" er helt på hans side, passer Blocksberg-verset ham perfekt:
"Jeg vil ikke lade mig skrige til vanvid,
Ikke af kritik eller tvivl;
Djævelen må være noget,
Hvordan skulle der ellers være djævle?"
Die "unbekannte Kraft"
Wien, 20 Febr. So wäre denne auch Numero 2 besorgt und aufgehoben. Seit Wochen trieb hier Karl Hansen, ein Däne, "Professor," "Magnetiseur," "Hypnotiker" und wieder eingestandenermassen alles das nicht, jedenfalls aber Inhaber einer "unbekannter Kraft," un dem "sonst beständig bankerotten "Ringtheater," dem "Mädchen für alles" unter den Bühnen der Hauptstadt, sein mystisches und zugleich einträgiches Wesen. Er lud die Zuschauer ein zu ihm kommen und sich einer Vorprobe zu unterwerfen ob sie "brauchbare" oder "unbrauchbare Medien" seien, und nach vermeintlich sorgfältiger Auswahl schläferte er die "brauchbaren" Subject ein, nahm ihnen das Gedächtniss, die Sprache, die willkürliche bewegung, versetzte sie sogar in den Starrkrampf. In solchen Zuständen octoyirte er ihnen seinen "Willen," brachte ihnen die albernsten Wahnvorstellungen bei, liess sie einen Hut für einen Säugling ansehen, den sie wiegten, Löwen und Tiger bekämpften, auf Stühlen reiten, stellte sich auf den leib der Starrkrämpfen, deren Kopf und Fersen knapp auf zwei Stühlen lagen, und erweckte die Bewusstlosen durch ein leider bisweilen zu spät gerifenen "Wach!" Am gelungensten war jedesmal die "Production" wenn Hr. hansen die "Medien" "an der Nase führte."
Die Abwechselung in den LeistungeNatürlich fanden sich under den freiwilligen Mediumscandidaten auch Skeptiker und hartgesottene Läugner der "unbekannten Kraft," die denn doch einmal sehen wollten ob man ihnen ihren einen festen "Willen" nehmen und ihnen einen fremden einblasen könne. Namentich waren es jüngere und ältere Männer der Wissenschaft, Mediciner und Naturwissenschaftler die sich vornahmen "hinter die Sache zu kommen," und den Mann zu "entlarven" der zu all' den Kräften in der Astronomie, Mechanik, Physik, Chemie und Physiologie, zu deren Constatirung das Leben keines Sterblichen ausreicht, noch eine "neue Kraft" aufzustellen wagt, welche die allgegentwärige constante wirkung der anerkannten "Kräfte" in Frage stellt und den Wirrwarr in unser mühsam errungenes Naturwissenschaft wollten wissen ob auch sie "gehänselt" würden.n der "unbekannten Kraft" war erbärmlich dürftig, und brachte die Verständigen bald auf den Gedanken dass Hr. hansen entweder seine "Kraft" nicht recht inne habe oder dass diese "Kraft" sich nur auf gewisse Griffe hin selbst an dem "brauchbarsten Medium" äussere.
Natürlich fanden sich under den freiwilligen Mediumscandidaten auch Skeptiker und hartgesottene Läugner der "unbekannten Kraft," die denn doch einmal sehen wollten ob man ihnen ihren einen festen "Willen" nehmen und ihnen einen fremden einblasen könne. Namentich waren es jüngere und ältere Männer der Wissenschaft, Mediciner und Naturwissenschaftler die sich vornahmen "hinter die Sache zu kommen," und den Mann zu "entlarven" der zu all' den Kräften in der Astronomie, Mechanik, Physik, Chemie und Physiologie, zu deren Constatirung das Leben keines Sterblichen ausreicht, noch eine "neue Kraft" aufzustellen wagt, welche die allgegentwärige constante wirkung der anerkannten "Kräfte" in Frage stellt und den Wirrwarr in unser mühsam errungenes Naturwissenschaft wollten wissen ob auch sie "gehänselt" würden.
Im besonderen war es ein jünger Chemiker mit Namen Fischer der an sich selbst keinen Hauch des Geistes jener "Kraft" verspürt hatte, wohl aber einige ihm verdächtige Vorgänge auf der Bühne wahrgenommen zu haben glaubte, welcher dem eben mit einer gelugenen "Production" prahlenden Medicinmann ex cotona einen "gemeinen Schwindler" aufbrummte. besagter Hr. Fischer wurde wegen Störung einer theatralischen Vorstellung "lolizeilich" zur höchsten Strafe, von 100 fl., verurtheilt, erhielt als Reserve-Officier, der sich Anwesenheit des Erzherzogs Albrecht vergangen, einen Verweis vom Generalcommando und wurde von Hrn. Hansen wegen "Ehrenbeleidigung" und "Schmähung" gerichtlich verfolgt.
Das war des Guten viel auf einmal, und die unbekannte "Kraft" strahlte im Zenith ihres Ruhmes. Aber der Sturz war nahe beim Triumph. Es begab sich nämlich dass auf der Richterstuhl des Bezirksgerichts ein gar weiser Daniel mit Namen Dr. Hattingberg sass, der den Beweis der Wahheit mit vollster Objectivität zuliess und zugleich den Kläger Hansen in ein ergiebiges Verhör nahm, bei dem sich eben herausstellte dass Hr. Hansen weder "Professor" noch Prakticant des sel. "animalischen Magnetismus," sondern lediglich ein Mesch von "Willen" und im Besitz einer "unbekannter Kraft" sei. Nun ist freiich die Anrufung des "Willens" schon an sich eine "Kraft" bei der sich alle Schopenhauerianer sammt ihren Ohren emporrecken, weil sie eben nicht "Kraft" genig besitzen um den wahren kern des Frankfirter Philosopen von dessen naturphilosophischen Alfanzereien, insbesondere von seinem Alteweibergerede über "thierirschen Magnetismus" zu sondern. Zur Sache aber war mit dem besten "Willen" nichts anzufangen, weil durch Zeugenbeweis erhärtet wurde dass der "Wille" in ganz bestimmten Fällen von Hrn. Hansen selbst unzureichend gefunden worden war, es sei denn der von der That gefolgte "Wille" dem "Medieum" gewisse empfindliche Kniffe und Püffe beizubringen und durch gewaltsame Entwirkung auf bestimmte Muskeln und Nerven-Complexe hypnotische Zustände hervorzurufen. Diese hypnotische Zustände sind nun keineswegs so "unbekannt," noch ist es die "Kraft" welche jene Zustände hervorruft, wie Hr. hansen glauben machen möchte. Und wenn Prof. Heidenhain in Breslau das Resultat seiner neueren Experimente und Resultate in Bezug auf Hypnose, die er auf Anregung der Hansenschen "Productionen" angestellt und erzielt hat, jetzt mittheilt, so liegt darin zunächst die Zerstreuung des ganzen Nimbus und zweitens die allerernstlichste warnung vor den Gefahren der künstlichen Hypnose. Nur ein vollkommener Medicier kann und darf, unter Anwendung der äussersten Vorsicht, solche experimente vornehmen; Hr. hansen aber ist absoluter Laie, seine wissenschaftliche Capacität "unbekannt."
Der kleine Raum des städtischen Bezirksgerichts, der ohne Hansen jedermann hypnotisch machte, wäre auf eine Haar zur Versuchsstation für Willensaustreibung geworden. Es handelte sich nämlich um die Mediumszeugenschaft eines sehr "brauchbaren" für Seinen Herrn und Meister bis zum passivsten Gehorsam begeisterten Jünglings, an welchem im Beisein der Gerichtsärzte und unter Zuziehung eines Delegirten der medicinischen Facultät Hr. Hansen sein examin rigorozum ablegen sollte. Ein whares Glück dass die Annaleen österreichtischer Rechtsplege vor solchem Skandal bewahrt blieben!
Eine hochlöbliche Sicherheitsbehörde, die bis dahin stets nur im Interesse der "unbekannten Kraft" thätig gewesen und Kritik wie Skepsis als lauter mala fides behandelt, arretirt und bestraft hatte - freilich und unläugbar nciht ohne eine schwer zu qualificirende Inspiration - die Sicherheitsbehörde also war durch Aussagen der Zeugen im Beleidigingsprocess endlich auf die Manipulatinen und Massirungen des Hansen'schen "Willens" aufmerksam geworden, und richete an das Dekanat der medicinischen Facultät die wohlaufzuwersende Frage: ob solche Behandlung, resp. Befaustung, denn so ganz harmlos und ungefährlich sei? Die Facultät hätte sich schwerlich auf eine anders gestellte frage eingelassen; da sie aber in ihrer Mitte eine Kunstvorstellungscommision zu bilden hat welche in zweifelhaften Fällen ein sanitätliches oder "Kunstgutachten" abgeben muss, so berief der Dekan diese Commission, in Welcher u. a. der Physiolog Brücke, der Gehirn-Anatom Meynert und der Chirurg Willroth Sitz und Stimme haben. Das Collegium erklärt es zunächst für Thatsache dass durch einem Druck auf Nerven und Blutgefässe Bewusstlosighkeit erzeugt werden kann. Die Compression der Blutgefässe ist ferner gesundheitsschädlich, besonders wenn der Druck auf die tieferen Halsgefässe ausgeübt wird. Durch einen Druck auf den nervus vagus, den Regulator der Herzbewegung, können die bedenklichsten Symptome hervorgerufen werden. Eine mechanische Einwirkung auf den Kahlkopf kann die Respiration fistiren. Das Sitzen und Stehen auf dem Bauch eines hypnotischen Individuums ist erstens eine "Brutalität" und zweitens im höchsten Grade bedenklich, weil eine Muskelzerreitzung stattfinden kann; der ohnehin schon beeinträchtigte Athmungsprocess wird durch diese Brutalität weiter gehemmt. Das "rohe Experiment" ist also entschieden gefährlich. Die Versetzung eines Menschen in den Starrkrampf ist äusserst bedenklich, besonders wenn sie, wie bei Hansen, mit "roher Gewalt" bewerkstelligt wird. Die Reflexibilität eines solches Menschen dauert erfahrungsgemäss Tage, ja Wonchen lang, und hinterlässt mitunter eine Labilität des psychischen Gleichgewichts. Bei schwächlichen Naturen droht als Folge des experiments Geisteskrankheit, aber selbst bei scheinbar starken Constitutionen kann Herzlähmung erfolgen. Genug um die Gefährlichkeit der "unbekannten Kraft" darzulegen.
Daniel Hattingberg empfand dieses Gutachten der Facultät als eine grosse "Rechtswohlthat" und erklärte nunmehr von der Zeugenprobe abzusehen. Sodann kam er zu seinem Spruche, nicht ohne vorher dem "ersten Vertheidiger" in Strafsachen, dem durch die Ebergeny und Osenheim weithin bekannt gewordenen Dr. Neuda, einen Verweis wegen unbefugteer Einmischung des Richters in die Procedur ertheilt zu haben. Er sprach den Chemiker Fischer, Welcher Hansen öffentlich einen "gemeinen Schwindler" genannt hatte, von der Anklage auf Ehrenbeleidung frei und verurtheilte die "unbekannte Kraft" zu den bekannten Processkosten.
Noch bemerkendswerther als das Urtheil selbst war dessen Motivirung. Dem angeklagten verwies der Richter höchst würdevoll seine "tactlose und unanständige Aeusserung" im Theatersaale, fügte jedoch hinzu: Diese Aeusserung sei polizeilich genugsam abgestraft worden; auch sei der Angeklagte durch den Kläger Hansen provocirt gewesen. Fischer habe auch nicht den Kläger persönlich beschimpfen wollen, sondern nur dessen handlungsweise zu charakterisiren gesucht. "Gemein" heisse hier un so viel wie "gewöhnlich", vulgaris odeer communis, wie man z. B. sage: der "gemeine Grössenwahn." Nun aber zu Hrn. Hansen. Dieser behaupte: er treibe keinen Magnetismus, er übe eine unbenannte, unbekannte Kraft aus, die von der Wissenschaft noch nicht ergründet sei, verspreche also etwas Neues. Das sei jedoch eine blosse Behauptung. Alles Vorgegangene komme auf Hypnotismus hinaus, der nichts neues sei. Die Aussagen der Sachverständigen haben diess erhärtet. dadurch sei das Gericht der Untersuchung überhoben "was an der Sache sei." Das Gericht habe bloss constatirt dass Hr. hansen als "Geschäftsmann" auftrete. Ein solcher have Rechte, aber auch Pflichten. Hr. Hansen kündige sich öffentich als "Magnetiseur" an und verspreche Leute aus dem Publicun seinem Willen unterthan zu machen. Wenn aber "Magnetismus" erwartet wurde, so habe Hansen erklärt: das war er zeige sei keiner, sondern eine "bewussten Verbergen" zu thun, das sich im gewöhnlichen Sprachgebrauch mit dem von dem Angeklagten gebrauchten Ausdrucke ("Schwindler") qualificire. Das wort, "Schwindel" besage dass das Gezeigte nicht reell sei, und diese Nichtrealität sei die Ueberzeugung des Gerichtes.
Aber noch wins, äusserte unser Daniel, was wohl das Treffendste, Einleuchtendste und Entscheidende bei der Sache ist. Was, es entdeckt jemand eine "Neue Kraft," ein bisher mit sieben Siegelm verschlossenes Naturgeheimniss; es fühlt einer den Galilei des 19. Jahrhunderts in sich; und dieses Sonntagskind geht aufs Theater, macht volle Häuser und Cassen und setzt Claque und Reclame in Bewegund? So tritt die Wahrheit niemals auf, sie ist stets demüthig, anspruchlos und suchet nicht das ihre. Das Publicum auf welches derartige Wundermänner speculiren ist durchaus incompetent, und zum Danke für sein Geld, Gassen und Staunen und Klatschen wird ihm das Concept verrückt und das Erbtheil seines Aberglaubens um ein gutes Theil vermehrt! Anstatt "Mehr Licht" zu bringen, verdickt solches Treiben die Finterniss in banausichen Köpfen und auch in solchen Häuptern die zum Wahn incliniren.
Der Richter Dr. Hattingberg: "Wenn Hr. hansen seine Kraft der Wissenschaft zur Verfügung gestellt hätte, so würde er sich hohen Dank verdient haben; da er aber auf der Bühne gegen Entrée als Magnetismus producirt was nicht Magnetismus ist; da er ein Wissen und Könne verkündet das sehr oft Nichtkönnen und Nichtwissen ist, so muss er sich die genaueste Prüfung gefallen lassen und hinnehmen wenn man sich mit Debauern und Enttäuschung abwendet." Sprach's.
Die "unbekannte Kraft" hat appelirt; leider ist dem "Geschäftsmann" das Geschäft gelegt, und die Processkkosten finden kein neues habet zur Deckung Mehr vor. Die endlich besser unterrichtete Polizei hat jede weitere Bethätigung des Hansen'schen "Willens" untersagt, und in Pest war die Sicherheitsbehörde der hiesigen scier zuvorgekommen. Oesterreich-Ungarn hat sich der "unbekannten Kraft" verschlossen, es zieht vor noch eine Weile mit den alten "Kräften" hauszuhalten und mit vollem Bewusstsein diesmal "um sine Idee zurückzubleiben."
Wir hätten nun noch ein ernstes Wort über den "intellectuellen Urheber" des Wiener Schwindels, Welcher nicht Hr. Hansen ist, zo sagen. Da jedoch der "Rummel" vorläufig hier erledigt ist und nur noch vereinzelte An- und Nachbeter der polizeilich und wissenschaftlch beanstandeten "Kraft" verständnissvoll nachfeuszen, so wollen wir für heute Gnade vor Recht ergehen lassen, behalten uns jedoch vor bei herbeigenöthiger Gelegenheit die Filialien der spiritistischen Hausse-Bewegung klarzulegen und die unglaubliche Dürftigkeit des theoretischen Beweismaterials, mit dem gerade hier in Wien operirt wird, zu enthüllen. Es gibt auch eine Hypnose des Glaubens, zuverlässiger als die des körperlichen Individuums. Steig' ihm auf den Bauch - seine Muskeln zerreizzen nicht; zerschneid' ihm den nervus vagus - er athmet weiter. Und obgleich das "Schreien" durchaus nur auf seiner Seite ist, so passt doch der Blocksberg-Vers vollkommen auf ihn:
(Allgemeine Zeitung 25. februar 1880).
I 1880'erne mente en frank læge, Josef Breuer at hans patienter kunne genopleve traumatiske oplevelser fra deres fortid, når de var i trance og få forskellige problemer og symptomer til at forsvinde. Sigmund Freud nævner i "Selbsdarstellung" Carl Hansen og hans overbevisning om hypnotiske fænomeners ægthed. Han anvendte en kort periode hypnose i sin terapiform. (Uffe Hansen: Psykoanalysens fortrægte fortid - om magnitisøren Carl Hansen og Sigmund Freud. 1991.)
Se også indslaget om cand. pharm. Tancredo Sophus August Topp von Huth (1848-1920) som havde mødt hansen og fra omkring 1887 fortsatte hvor Hansen slap.
Carl Christian Nielsen-Hansen, eller Carl Christian Nielsen kaldte sig i Danmark Carl Hansen, i udlandet Charles Hansen var født 1833 i Odense. Han stod i lære hos købmand Gustav Münster.
Blandt publikum i Wien var den dengang ukendte Sigmund Freud og kollegaen Josef Breuer. Hvilket nogen mener at det inspirerede Freud til at forske mere i hypnose.
De Hvide paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)
I nær Tilslutning til Hr. Thorsons kyndige Indlæg i det vestindiske Spørgsmaal have vi fra en anden og med Forholdene derovre ikke mindre fortrolig Side modtaget et Bidrag til Vurdering af de stakkels hvide og kjære "Landsmænd", som de Nationalliberale paany begynde at vedkjende sig i Anledning af den vestindiske Militærlov. Denne Lov hviler paa en fuldstændig Misopfattelse af det, der tiltrænges. Et godt udviklet Politi eller Gendarmerikorps, sammensat af Øens Befolkning, vil, udvikler Forfatteren, yde en langt bedre Sikkerhed for Bevarelsen af Orden og Ro end en stor Mængde Soldater, der til daglig Dags ikke ere til andet end til at drive ledige omkring i Øens to Byer. Foruden at være baade hensigtsmæssigere og billigere vil et Politikorps ogsaa have den store Fordel, at Indbyggerne derved tvinges til selv at gjøre lidt for deres egen Sikkerhed, hvilket de hidtil trolig have overladt til vore danske hværvede Soldater. En saadan Ordning forudsætter imidlertid en anden Betragtning af Forholdet mellem de Hvide og de Sorte end den, der søges gjennemført fra nationalliberal Side; navnlig maa man høre op med at undskylde og besmykke de Hvides Ufærd, medens man strængt og med Standret straffer de Sorte. Fra en Kilde, hvis Paalidelighed ikke en Gang Planternes og Forvalternes Organ her hjemme kan bestride, meddeles Exempler paa de Hvides Udskejelser, som i Grumhed overgaa de enkelte Udbrud af Negrenes Had til deres Herrer og Undertrykkere. En hvid Mand nedskyder et halvt Dusin værgeløse Mennesker. Hvad sker der med et saadant Individ? I Stedets for at tage ham fat og give ham i Straffens Hænder i yder man ham et Bureaulaan, ca. 23,000 Kr., til at han kan fortsætte sin fortjenstfulde Virksomhed. Interesserer det "Dagbladet" at kjende Navnet paa Manden, vil det uden Tvivl kunne saa Underretning hos sine journalistiske Forbindelser i Vestindien. Et andet Tilfælde er det, at en Forvalter nogen Tid eller Oprøret og uden nogen som helst Grund dræbte en sort Underforvalter paa en Plantage. Politiet anholdt vel Drabsmanden, men mod Kavtion blev han løsladt og forsvandt naturligvis fra Øen. Det er saadanne Gjerninger af Øens Hvide, man vil undskylde, endog i den Grad, at det paa nationalliberalt anses for Skandale at fremdrage dem. En vestindisk Politimester, en Retfærdighedens Haandhæver, har i "Dagbladet" talt undskyldende om Planternes og Forvalternes Optræden, og Bladet selv, der umuligt kan være uvidende om de begaaede Excesser, holder beskyttende sin Haand over den hvide Befolkning derovre. Disse Undskyldninger ville, kan man være sikker paa, blive læste af d'Hrr. Plantere og Forvaltere, og de kunne let blive læste som Forsvar for Ulydighed mod Lovene. Derfor bør der her fra Landet paa den eftertrykkeligste og utvetydigste Maade udtales, at Excesser som de nævnte ikke ville blive Gjenstand for Undskyldninger, men for Lovens Straf, hvad enten de ere begaaede af Sorte eller af Hvide. Der bortses herved ganske fra, hvad det er for en Race, man kalder vore Landsmænd derovre. Hvert 15de Aar. saa vidt erindres, har St. Croix en ny Plantergeneration; det er Fremmede. Vilde man gjøre en Forskjel, maatte det billigvis tages fortrinsvis Hensyn til den sorte Befolkning, der har været langt mere konstant, end til den hurtig skiftende hvide Besætning af allehaande Nationaliteter. Men lad begge Racer nyde samme undersaatlige Ret og Skjel. Naar de danske Love hævdes saaledes, ville de vel kunne vinde den Respekt, at man tør betro Polititjenesten ogsaa til de Hvide.
(Morgenbladet (København) 18. februar 1880).
"Karens Minde": 1879-1884 Johan Keller. (Efterskrift til Politivennen)
Asyl for uhelbredelige Aandssvage. Ifølge "Nationaltidende" har Prof. Keller faaet Bemyndigelse af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet til at kjøbe Ejendommen "Karens Minde" i Hvidovre Sogn ved den sydlige Ende af Kalleboderne, til der at indrette det i Loven af 24de Maj d. A. bestemte Asyl for uhelbredelige Aandssvage. Den nye Asylbygning, der paatænkes opført under Ledelse af Arkitekt V. Klein, vil kunne give Plads til 80 Patienter, medens Loven kun kræver 60. Bygningsinspektør Chr. Hansen skal paa Regeringens Vegne føre Tilsyn med Bygningens Opførelse.
(Fædrelandet 25. august 1879).
Rigsdagen bevilligede et lån på 110.000 kr. samt et årligt tilskud på 15.000 kr. til fripladser. Den nyopførte bygning var beregnet til 60 "alumner" eller elever som de blev kaldt. For disse penge omdannede professor Johan Christopher Henrich Rummelhoff Keller (1830-1884) ejendommen til en anstalt for udviklingshæmmede - og døve.
Lystgården blev nedrevet, kun nogle ældre bygninger blev stående og omdannet til økonomilokaler og bolig for funktionærerne (20 personer). Åbningen blev angivet til april 1880. Vilhelm Klein (1835-1913), bror til arkitekt August Klein (1839-1909) var uddannet murer og senere Kunstakademiets Arkitektskole. Han havde på daværende tidspunkt deltaget i udvidelsen af Lægeforeningens Boliger, og deltog i Krigen 1864. Han var kendt for flere større byggerier i København og provinsen.
Asyl for uhelbredelige Aandssvage. (Sjællandsp.) I Løbet af et Par Maaneder - formentlig i Begyndelsen af April - vil en ny Afdeling af det af Professor Keller ledede Døvstummeinstitut, nemlig et Asyl for uhelbredelige Aandssvage, kunne finde Ly i den paa Hvidovre Mark ved Kjøbenhavn under Opførelse værende Bygning, hvortil Staten har givet Tilsagn om en aarlig Understøttelse af 15,000 Kr. imod til Gjengjæld at kunne besatte nogle Fripladser. Bygningen opføres af Arkitekt Klein efter en af Kultusministeren prøvet Plan, der er udarbejdet af en i dette Øjemed udnævnt Kommission. Asylet vil faa Plads i umiddelbar Nærhed af Ejendommen "Karensminde", som er kjøbt til at forenes med det, dog saaledes, at Patienterne ville saa Plads i den nve Bygning, og "Karensminde" kun vil blive anvendt til Sygestuer og Bolig for de ved Anstalten ansatte Bestillingsmand og Kvinder. Asylet vil faa sin egen Inspektør samt en Overplejemoder og det fornødne Lægepersonale, men bliver forøvrigt ledet som en Filial af Døvstummeinstitutet. Til Indkjøb af nævnte Ejendom i Hvidovre Sogn og til Opførelse af den nye Asylbygning er der ved Lov bevilget et Beløb af 110,000 Kr. Det temmelig store Areal - ca. 17 Tdr. Land - gjør det let at lade Patienterne faa den fornødne Bevægelse i den friske Luft samt at give dem Sysselsættelse enten med Havearbejde, Agerdyrkning eller anden Beskjæftigelse i det Frie. Asylet skal kunne rumme ca. 60 Patienter, men skal, hvis det gjøres nødvendigt, kunne udvides saaledes, at det kan optage en Fjerdepart saamange til. Den aarlige Betaling for hver Patient vil blive 500 Kr. I særegne Tilfalde vil der kunne tilstedes Fripladser, naar Ansøgning derom indgives.
(Slagelse-Posten 16. februar 1880).
"Opført ved Statens Hjælp af Johan Keller 1879". Mindetavle over en af indgangene til Karens Minde. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Asylet for uhelbredelige Aandssvage er nu saa vidt færdigt at det kan aabne sin Virksomhed den 1ste April. Indlægningen. som er beliggende paa "Karens Minde" i Hvidovre Sogn, er 118 Fod lang, 36 a 48 Fod dyb og 26 Fod høi rød med Sandstensornamenter, forsynet med Skifertag, to Etager høi, foruden Loftsrum og Kvistværelser; den har ornamenterede Gavle og to Udbygninger. Den er delt i to fra hinanden fuldstændigt sondrede Afdelinger, den ene for kvindelige, den anden for mandlige Aandssvage; hver af disse er atter inddelt i to, nemlig for Epileptikere i Stueetagen og for Aandssvage, der ikke lide af Epilepsi eller Krampe, paa første Sal, og disse ere igjen tvedelte, for at de Aandssvage skulle kunne sondres saa meget som muligt efter deres aandelige og legemlige Tilstand. Hver af de nævnte otte Afdelinger har sin Sovesal, af hvilke Halvdelen ere 11 Fod høie 19 Fod lange og 16 Fod dybe. Medens de andre ere 11 Fod høie, 28 Fod lange og 10 Fod dybe. Hver af de i fire Hovedafdelinger har sin store Opholds- og Beskjæftigelsessal, 11 Fod høi, 35 Fod lang og 16 Fod dyd, der er tvedelt, for at befordre en hensigtsmæssige Sondring af Patienterne. Alle Vinduer ere forsynede med Laase og smaa Ruder for at forebygge Fare for Fald ud igjennem disse, og Bygningen er udstyret saaledes, med Hensyn til Trapper og Udgange, at Patienterne i Ildebrandstilfælde med Lethed ville kunne føres bort. Opholdsværelserne i Afdelingerne for Epileptikere ere polstrede, ligesom ogsaa de overalt i Asylet anbragte Ventilationsovne ere omgivne med Hylstre for at forhindre Ulykkestilfælde. Ved en gjennemført Ventilation er der sørget for rigelig Luftfornyelse (mindst 1000 Kubikfod Luft i Timen for hver Patient). Overalt er der anbragt Hængelamper for at fjerne Brandfare. Badeværelser med forskjellige Arter af Bade, og Sygestuer ere indrettede i begge Asylets Hovedafdelinger. -De andre Bygninger ere omdannede til Bolig for Inspekteuren og Overplejemoderen, Kontor m. m., samt to Spisestuer, der staaer umiddelbar Forbindelse med Asylbygningen. Desuden er der indrettet nogle Celler for ustyrlige Patienter, forsynede med Høidelys, udvendig Varmeindfyrig og lignende hensigtssvarende Indretninger. Udhuset, der er opført i lignende Stil som Asylet, omfatter Vaskeri, Karlekammer, Stald, Lo, Lade og Vognskur. I de forskjellige Haver er der anbragt Indhegninger, saa at hver Afdeling har sin egen Tumleplads i det Fri; for de Urolige er der indrettet særlige Indhegninger, omgivne af høiere Plankeværker.
(Dagens Nyheder 15. marts 1880).
Karens Minde var nabo til Strandholm indtil 1934, en stor villa på den anden side af Enghavevej hvis ejer var Kaj Hjalmar Seierøe Olsen. Den blev erstattet af en boligkarre 1934-35 med navnet Strandholmhus.
Keller døde i maj 1884, fru Keller i 1892. Ved deres død diskuteredes om staten skulle overtage anstalten. Den blev herefter selvejende. I 1895 skøder enkefru Catrine Elizabeth Debora Keller (1833-1906) til Institutionen ”De Kellerske Aandsvageanstalter”.
Skjønt Bestræbelserne for at lindre de Aandssvages og de Døvstummes sørgelige Stilling i Samfundet kun ere af forholdsvis ny Oprindelse hos os, har man dog faaet den i saa Henseende virkende Organisation ret vidt fremdreven til Trods for, at det er det private Initiativ, væsenligt endog en enkelt Mand, Professor Keller, der har baaret den frem. I de senere Aar har Lovgivningsmagten dog ganske vist faaet Øjet mere og mere op for, at Staten vilde staae sig ved at yde disse Bestræbelser en virksommere Støtte, og en saadan er alt ydet paa forskjellig Vis, dels ved særlige Lovforslag, dels gjennem Bevillinger paa Finansloven, imidlertid kan det have sin Interesse at kaste Blikket paa, hvorledes Hovedinstitutionen, Johan Kellers Abnormanstalter, nu virke. Døvstummeinstitutet, grundet paa Talemethoden, har 108 Elever, hvoraf 95 ere optagne for Statens Regning, imedens 13 ere Privatelever. Der bliver nu med Kultusministeriets Sanktion opført nye Tilbygninger til de Elever, der ikke kunne finde Optagelse i den gamle Anstalt, og disse Lokaler ventes tagne i Brug til Oktober. Udvidelsen muliggjøres ved private Midler, der formenligt ogsaa ville staae til overfor en Tilbygning til Anstalten for særlig abnorme Barn. I Aandssvageanstalten er Elevantallet for Tiden 182, medens der i det ny anlagte Asyl for Aandssvage "Karens Minde" i Hvidovre Sogn er 78 Patienter. Som Følge af, at alle Anstalterne ere fuldt belagte, for ikke at sige overfyldte, har Kultusministeren, som man vil vide, paa Professor Kellers Indstilling fremsat Forflag om en ny Anstalt, der tænkes henlagt til Jyllands Østkyst.
(Fyens Stiftstidende 16. marts 1883).
04 april 2023
Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)
Forhandlingerne i Folketinget om den vestindiske Koloniallov (1ste Behandling) ere nu til Ende, og Lovforslaget er henvist til et Udvalg paa 9 Medlemmer.
Det være Undertegnede tilladt at gjøre nogle Bemærkninger vedrørende Debatten i Folketinget.
Th. Nielsen har varmt forsvaret den værgeløse sorte Befolkning, hvem det er saa let at laste og haane. Han kan tage sig det store Modpartis Munterhed og Latter let, og Udvalget vil med den dybe Alvor, denne Sag fortjener, skjænke hans Bemærkninger sin Opmærksomhed.
I Nr. 265 af Aarg 1878 af "Morgenbladet" skrev jeg en Artikel, hvori jeg netop opstillede de Punkter, som ved denne Forhandling i Folketinget i Lørdags specielt kom under Debat. Jeg skal nu oplyse, at jeg først tilbød Redaktør Ploug den nævnte Artikel til Indrykning i "Fædrelandet". Jeg havde jo helst set den i et Højreblad, da den saaledes vilde blive læst mest af Højre, som den jo vel nok kan siges at være, rettet imod (Embedsstanden i dansk Vestindien er et tætpakket Højreparti). Som sagt: jeg gav personlig Redaktør Ploug Manuskriptet i Hænde og afhentede det igjen personlig, da han havde gjennemlæst det. Hr. Plougs Svar var et skarpt Afslag: "En saadan Artikel burde jo aldrig komme frem, og fremfor alt ikke paa en Tid, da Regeringen forelagde sit Forslag om Laan til Vestindien".
Artiklen blev da strax indrykket i "Morgenbladet", og skjønt Højrepressen ikke vovede at binde an med den eller troede det hensigtsmæssigt at tie den til Døde, gjorde den meget snart sin Virkning: Publikum fik Øjet op for, at ikke hele Skylden for det vestindiske Oprør, som man kalder det (jeg paastaar nu, at Navnet bør være Tumult), laa hos Negrene, og at ikke alle de Hvides lovprisende Bemærkninger om egen Ufejlbarhed og tapre Bedrifter stode til troende. Regeringens Forslag blev forkastet.
Der blev da foreslaaet at sende en Kommission af tre Medlemmer til Vestindien for at undersøge paa Stedet de efter Oprøret tilstedeværende Forhold, søge at finde Oprørets Aarsager, fordele nogle Penge blandt skadelidte Hvide osv. I Rigsdagen foresloges Kommissionen sammensat saaledes, at Folketinget, Landstinget og Regeringen hver valgte et Medlem til samme. Regeringen mente dog at burde modsætte sig dette og sendte efter Rigsdagens Opløsning sin egen Kommission derud.
Denne Kommission bestod af en Finansmand, en Officer og en tidligere vestindisk Guvernør. De to førstnævnte havde aldrig før set dette tropiske Land og skulde dog i to Maaneder forstaa at sætte sig ind i alle disse indviklede, fra vore saa højst forskjellige Forhold. Kommissionens Formand, den tidligere Guvernør, saa naturligvis paa Forholdene paavirket af sin tidligere Stilling (omgiven af tidligere gode Venner).
Resultatet blev jo, at Rigsdagen ikke lægger synderlig Vægt paa denne Kommissions Betænkninger, og at Forhandlingerne saaledes ikke have nogen sikrere Grundvold at bygge paa, end da Rigsdagen i 1878 opløstes.
Befolkningen paa vore vestindiske Øer bestaar jo for den langt større Del af Negere eller dog farvede Folk (der er vel næppe 1 Hvid for 20 Sorte). Kun en forsvindende Del af den farvede Befolkning ejer Land. Den farvede Befolkning er den arbejdende og lidende Del. Staar den endnu i Dag mindre under dansk Scepter end den faatallige hvide? Ja man maa absolut spørge derom, eftersom der aldrig fra Regeringens Side forlyder noget, som tyder paa Lighed.
Der er nu Spørgsmaalet om Standrettens Sammensætning, dette Spørgsmaal, der er blevet saa forhadt, at det endog ved Forhandlingen i Folketinget i Lørdags bragte Finansministeren til med hævet Røst at udtale sin Indignation over, at det var omtalt af Th. Nielsen.
Og dog er dette Spørgsmaal om "Standrettens Sammensætning" en Hovedhjørnesten til Fremtidsbygningen: det fremtidige Forhold mellem de Sorte og Hvide. Ministeren udtalte selv, at der er Blod mellem de to Racer. Det var efter hans Mening en Omstændighed - dette Blod - som vilde vanskeliggjøre Fremtidsforholdet. Vel, der er Blod mellem Racerne, men det har der vel altid været, lige fra de Hvide slæbte de Sorte bort fra deres Hjem i Afrika for at smede dem og deres Afkom i Slaveriets forsmædelige, forfærdelige Lænker. Og disse elendige, af alt og alle foragtede og forladte Slaver afkastede dog selv i 1848 Slavelænkerne. De Hvide, som stode der forsynede med alle Magtens, Vanens og Videnskabens Vaaben, bleve af selve disse stakkels fattige, forkuede Slaver tvungne til at bryde Lænkerne. De Hvide var den danske Regering. Men de Sorte ere sejrsdrukne. Efter at det første frygtelige Tryk, Slavelænkerne ere borte fra Skuldrene, kan man finde sig i adskilligt, selv om det endnu trykker. Planterne, Arbejdsherrerne, bestemme Arbejdernes fremtidige Stilling. Man maa se at holde de Sorte muligst tæt til "grovt Arbejde" og til det alene. De skulle tage fast Arbejde paa Plantagerne og maa kun modtage en bestemt ringe Betaling derfor. Lighed! efter Slaveriets Ophævelse! Jo pyt! Arbejdsherrerne, støttede af den milde danske Regering, rykke strax igjen frem med Aag og Bidsel, og de godmodige Sorte ere igjen spændte for. Hvor vover nogen sandru Mand her at tale om Lighed for Lovene! Nej! Kolonialloven tramper paa Ligheden, og Kongen er langt borte.
Men, som sagt, Maskinen er i Gang igjen. De Hvide eje og nyde, medens Negerne slæbe og svede for at tjene Pengene til dem. Ville de ikke arbejde, slædes de for Politimesteren, som idømmer dem Fængsel eller sender dem ind i den Flok af sorte Mænd og Kvinder, som under Navn af "Gang" fejer Gader og udforer andet offenligt Arbejde under Opsynsmandens Rottingslag. Det er det milde danske Regimente. Hvad vilde man tænke, om man her paa offenlig Gade holdt Ladegaardslemmerne til Arbejde med Rottingslag! Men hvor er da Ligheden!
Men Aarene gik, og man maatte endelig, presset af hele Omverdenens Tryk, love Ophør af Arbejderregulativerne om nogle Aar. Om nogle Aar! Ere de uretfærdige i Dag og skulle først hæves om nogle Aar! Her er ikke Tale om Handels- og Vandelsforhold. Her er Tale om et frygteligt Aag, en hel Befolkning slæber paa, et Aag, som kuer Sjæl og Legeme og hører hjemme i Barbariets Mørke. Denne Befolknings aandelige Blik udvides lidt efter lidt Fremmede Arbejdere fortælle dem om Friheden paa Naboøerne; det gaar efterhaanden op for de Sorte, at hvad der er Uret i Dag, ikke bør vedvare, naar Uretten er anerkjendt. De gjøre Oprør, og Følgen er: Arbejdsregulativernes Afskaffelse. De have altsaa selv afkastet ogsaa dette Aag.
Men nu tilbage til Standretten og "Blodet" mellem de Hvide og de Sorte.
Jeg kommer igjen med mit Spørgsmaal, som aldrig offenlig er blevet besvaret: Kan Standrettens Sammensætning forsvares?
Man tror at kunne knuse dette simple Spørgsmaal ved Tavshed eller ved Indignation over, at det er blevet fremsat.
Men der er "Blod" i dette Spørgsmaal. Dømte man de 12 Negre til Døden ved en partisk eller upartisk Domstol? Havde de Dødsdømte været hvide Mænd med en stor Kreds af Slægtninge og Venner om sig, vilde man ikke have vovet at handle, som man gjorde mod Negrene. Man vilde ikke være indigneret over, at den vestindiske Guvernørs Handlinger kritiseres.
Den Domstol, der er den alvorligste og strængeste af alle Retter, der efter saa Øjeblikkes Forhør idømmer Mennesker Døden (tilmed Mennesker, som ere lige for Loven!), bør være sammensat af Dommere, der selv aldeles staa udenfor Begivenhederne og kunne overse alt med et uhildet Blik.
Ingen dansk Mand vil kalde denne Fordring overdreven. Det er en Betingelse for dette Dødstribunals Retfærdighed, et sine qua non.
Jeg kommer nu tilbage til Standrettens enkelte Medlemmer.
Formanden, Overdommer Rosenstand, var paa sin Plads.
Medlemmet Politimester Petersen var det derimod ikke, fordi hun, som selv havde været i Haandgemæng med Tumultuanterne og af dem var bleven trængt tilbage som Fange i Fortet, umulig kan betragtes som upaavirket af disse Forhold. Han har selv indberettet til Guvernementet, hvor ængstet han var i sin Fangehule, og saavel han selv som de med ham Indesluttede kjendte en Del af hans Modstandere personlig og indtoges derved mere mod nogle end mod andre, mere mod deres personlige Angribere end mod Folk, som forsaa sig andet Steds.
Disse Fakta kunne ikke haanlig afvises, de ere til Stede.
Det tredie Medlem, forhenværende Politimester, men ogsaa forhenværende Planter og Grundejer (muligvis endogsaa Planter og Grundejer under selve Oprøret) Justitsraad Forsberg, var ikke paa sin Plads som Medlem af Standretten.
Han opfyldte ikke de Betingelser, der foran ere fremsatte som uundgaaelige for Medlemmer af en Standret.
I en lang Aarrække har han personlig kjendt (til Dels endogsaa været Arbejdsherre for) Negrene quæstionis. Følgen af Bekjendtskaber, Familie- og Tjenstforhold kan have en vid Rækkeevne og tillader næppe Vedkommende at overse Forholdene med et ganske uhildet Blik.
At beskylde nogen af de tre nævnte Dommere for vitterlig Partiskhed kunde sikkerlig ikke falde mig ind. Men det er Sejrherren, der dommer den Besejrede til Døden. Det er tre hvide Dommere, der dømme fattige, forkuede og nu overvundne og lænkede sorte Mænd til Døden om faa Timer.
Jeg behøver ikke illustrere Scenen yderligere, men vil kun bemærke, at Oprøret var kuet, da denne Nedskydning i Følge Standretsdom fandt Sted, at Øen kun er fire Kvadratmile stor, og at man ikke behøvede at bortexpedere hurtig ud af Verden, da man jo ikke stod lige over for fremrykkende nye Skarer
-----
Folketingsmand Th. Nielsen spurgte Finansministeren, om det er fandt, at der har været private Standretter etablerede paa St. Croix ved Siden af den af Guvernør Garde indsatte offenlige. Ministeren vidste det ikke, men troede det ikke det er dog 1½ Aar siden, at Oprøret fandt Sted. Th. Nielsen spurgte ogsaa, om det da ene og alene var forte eller dog farvede Folk, som vare blevne arresterede og straffede. Ministeren svarede kun, al under extraordinære Forhold blev der let begaaet Fejl fra begge Sider
Men dermed er ikke dette alvorlige Spørgsmaal bragt ud af Verden.
Efter at Tumulten var til Ende, Modstanden brudt og alle Tumultuanterne paa vild Flugt - da det kunde siges at være forbi for den Gang - vedblev man dog at forfølge med Geværkugler. De Flygtende kunde jo let indfanges. Øen er lille, og bort kunde de ikke komme. Deres eneste Tanke er nu at skjule sig. Det er uden Betydning, om nogle indfanges et Par Dage for eller senere. Men hvad gjorde vore danske Medborgere derude? Hvad gjorde Guvernøren, som derude er den danske Regering? Lod han de værgeløse Flygtninge forfølge af raa Forvaltere med Geværkugler, eller ere disse Menneskejægere optraadte og have de dræbt Medmennesker paa egen Haand? Der foreligger Beretninger nok om, at denne barbariske Menneskejagt har fundet Sted; men om den er sket i Følge Guvernørens Ordre, Bifald eller med hans Vidende, eller om Menneskejægerne have handlet paa egen Haand - derover hviler endnu et uigennemtrængeligt Mørke. Men dette Mørke bør spredes. Hvad der er sket, her nu, 1½ Aar efter Oprøret, ligge klart frem for alle. Det er en billig Fordring at stille til Regeringen, der baade gjennem sine Embedsmænd og sin Kommission bør være nøje underrettet om alt, Oprøret vedkommende - at Sløret løftes for disse Begivenheder.
Er der slet ingen strafbare Handlinger begaaet af de Hvide under Tumulten? Er alt, hvad disse raa Soldater, Forvaltere og Plantere have udført, godkjendt, eller har der ogsaa blandt dem efter en skarp Undersøgelse fundet Arrestationer og Straffe Sted?
Forhaabenlig vil Rigsdagen forlange Oplysninger herom, og viser det sig, at Retten og Loven har været ens for alle, vil et stort Spørgsmaal være løst paa en glædelig Maade.
Viser det sig derimod, at de Hvide, om have forset sig, ere blevne fri for Straf, eller have faaet en forholdsvis ringe Straf, er Uligheden for Loven der igjen, der er da atter uhævnet Blod i dette Spørgsmaal mellem Racerne: et ilde Varsel for Fremtiden.
Naar Ministeren i Mødet i Folketinget den 7de ds. anførte de to Soldaters Drab som Bevis paa Negrenes Grumhed, antydes herved kun en Famlen og Søgen efter Exempler, der netop beviser, at man mangler dem. Det er til Trivialitet gjentaget, at Negrenes Adfærd mod hvide Kvinder og Børn under Oprøret var upaaklagelig, samtidig med at man skjød dem selv ned med Geværkugler.
Ministeren anførte ogsaa som et Bevis (hvorpaa han dog ikke selv lagde videre Vægt) paa Negrenes Slethed og Vildhed, at en Neger havde fra Vestindien tilskrevet ham, at vore Soldater derude, som antoges at være døde af gul Feber, ere blevne forgivne af Negrene, og at fremtidigen Negrenes Gift vil rydde vore Soldater af Vejen. Denne Paastand og Trusel er naturligvis i og for sig uden Betydning, men den taler dog ud af det "Blod", som er imellem Racerne.
---
Efter min Mening maa vore Bestræbelser gaa ud paa at nærme Racerne igjen til hinanden. Dette sker ved virkelig Velvillie og Imødekommen mod de Vildledte, ved en Forsoningens Haand akt ud imod de Underkuede.
Negeren maa føle og forstaa, at man ikke udelukkende har til Øjemed at nytte ham muligst som Arbejdsmaskine; at ikke de Hvides eneste og alt opslugende Tanke ligeoverfor ham er Penge og atter Penge, presset ud af Jordbunden ved hans og Families Sved.
Der maa benaades i stor Udstrækning og Fængslerne tømmes, og den sorte Mand maa se, at Hvide, som egenraadig have udvist Grusomhed mod hans Race under Opstanden, ikke færdes franke og frie omkring, medens hans egen Race behandles med barbarisk Grumhed.
Vi bør dertil kaste en ny Faktor ind i Forholdene, hvorom Tanter og Interesser kunne gruppere sig. Jeg tænker her paa at udstykke nogle Plantager og saaledes lade Negre blive mindre Selvejere eller dog Forpagtere. Man maa naturligvis hjælpe saadanne Forhold frem i Begyndelsen ved Laan og anden Assistance, men man kan ogsaa i Kontrakterne faststaa, at et vist Areal as det Ejede eller Lejede stal dyrkes med Sukker. Der er mange Veje at gaa til at svække Kasteaanden og Racehadet, men af alle først
Lighed for Loven,
dernæst
Udstrakt Benaadning,
og endelig
Virkelig uinteresseret Imødekommen.
Saalænge den Aand, der nu leder Administrationcn paa St. Croix - jeg taler kun om St. Croix, thi Forholdene paa St Thomas ere af en ganske anden Natur - ikke adopterer disse tre Betingelser for Grundforbedring af Forholdet mellem Racerne, vil alt blive ved det gamle.
Racehadet vil forblive uforandret det samme, om end Slægt følger paa Slægt.
Regjering og Rigsdag maa udsende saa mange Krigsskibe, Soldater og Politimestre, som de ville, alt bliver dog uforandret.
Kjøbenhavn, den 9de Februar 1880.
Th Thorson,
afsk. Premierløjtnant, tidligere tjenestgjørende ved de vestindiske Tropper.
(Morgenbladet (København) 13. februar 1880)
Th. Thorsons artikel kan ses en opfølgning en artikel han skrev til Morgenbladeet 14. november 1878, se andetsteds på bloggen. Th. Thorson aftrådte hærens linje i 1855 efter eget ønske. Fra 1. juli 1864 og 4 år frem var han midlertidig ansat i tjeneste i Vestindien i 4 år. Den 23. september 1871 fik han bevilliget permission til 1. juli 1872. I tidsskriftet "Nær og Fjærn" nr 180, 12. december 1875, s. 5-8. skrev han artiklen "Smaabilleder fra Vestindien"




