09 april 2023

Kjøbenhavns Begravelsesvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Begravelsesvæsen var til Behandling i Borgerrepræsentationens Møde i Aftes. Borgmester Hansen motiverede paa Begravelsesvæsenets Bestyrelses Vegne det fremsatte Forslag om Ordningen af Kirkegaardsforholdene. At dette allerede fremkom nu, skyldtes den Omstændighed, at det var en paatrængende Nødvendighed at tage vestre Kirkegaard i Brug til 1ste Maj. Bestyrelsen havde tænkt paa allerede nu at foreslaa endelige Regler; men man trængte til mere Erfaring og havde med dette for Øje kun foreslaaet en midlertidig Ordning. Hovedforandringen fra det Bestaaende var, at Liniebegravelserne (modsat Familiebegravelser), skulde foregaa fra Stadens Kirker paa de søgne Dage, medens det hidtil havde været Reglen, at Begravelserne foregik fra Kapellet om Søndagene. Det kunde være en Gene for den fattige Befolkning at henføre Begravelserne til de søgne Dage; men til Giengjæld havde man foreslaaet Begravelsen fra Kirkerne, hvorved de mange Følgere vilde befries for den lange Tur ud paa vestre Kirkegaard. Desuden var der et almindeligt Ønske blandt Gejstligheden om at befries for at følge med ud til Kirkegaarden. Jordfæstelsen kunde godt foregaa uden en Præsts Medvirkning, naar de kirkelige Ceremonier foregik i Kirken. De nu stedfindende Massebegravelser vare stødende for mange, og naar man saaledes vilde klumpe alt sammen paa Søndagene, tabte Begravelserne let deres højtidelige Karakter. Forholdene ved Transporten af Ligene til Kirkegaarden og Hensynet til Graverne anbefalede ogsaa den nye Ordning. Man vilde til Transporten benytte Rustvogn, da de gammeldags Ligvogne ikke egnede sig til den lange Kjørsel. Taxtbestemmelserne vare foreslaaede omordnede, saaledes at Taxten for Familiegravsteder paa Assistenskirkegaard blev sat ikke ubetydelig op, medens Betalingen for Familiegravsteder paa vestre Kirkegaard og for Liniebegravelser til Dels var sat lavere og gjort mere ensartet end hidtil. En Liniebegravelse kostede nu fra 14 til 20 Kr., men vilde efter den nye Taxt altid koste 21 Kr. Man troede, at Begravelsesvæsenet efter den foreslaaede Ordning nogenlunde vilde kunne bære sig selv; men selvfølgelig vilde Indførelsen af det Nye strax medføre nogen Udgift for Kommunen. Man vilde saa meget som muligt blive ved det Bestaaende, og det Bestaaende var jo det, at Folk selv bekostede deres afdøde i Jorden uden Udgift for andre. 

Kapt. Gjødesen havde det imod Forslaget, at det blot var noget foreløbigt; thi de Principer, man nedlagde i den foreløbige Ordning, kom man ikke let bort fra igjen. Man burde ikke være for ængstelig med at ofre noget for at opnaa det bedst mulige. Man burde nu søge helt at komme bort fra de Ulæmper, der klæbede ved det gamle Begravelsesvæsen. Begravelse fra Hjemmet burde ikke længere tilstedes, og der burde ikke betales for Ligets Ophold i Kapellet; Graverkarlene burde have en reglementeret sømmelig Paaklædning; alle Begravelser, og ikke blot Linibegravelser, burde foregaa paa Søgnedage; Begravelserne burde foregaa om Morgenen fra Kl 8 til 10 om Sommeren og fra Kl. 9 til 11 om Vinteren i Stedet for som foreslaaet fra Kl. 10 til 2. Det forekom ham, at de foreslaaede Taxter vare højere end de gjældende, og dette fandt han ikke i sin Orden. Bestemmelserne om, hvilke Monumenter der maatte anbrjnges  paa Linie- og Frijord, vare for strænge.

Prof. Scharling fandt ogsaa Taxterne for høje. Naar man tog Transporten med, blev Begravelserne gjennemgaaende dyrere end hidtil. Principet burde være det, at Taxten for en simpel men sømmelig Begravelse sattes saa lavt som muligt. Han ønskede ganske vist ikke at bebyrde Kommunen med store Udgifter til Begravelsesvæsenet; men det var vist ikke umuligt at finde nye Indtægtskilder, og Sagen fortjente alene af Hensyn hertil Overvejelse i et Udvalg. Naar gyldige Grunde talte for en Begravelse om Søndagen, burde fen kunne finde Sted uden den foreslaaede højere Taxt, der jo havde Karakteren af en Bøde. 

Prok. Herforth havde adskillige Indvendinger imod Forslagets Form, idet det ikke stod klart, hvad der blev staaende ved Magt af de ældre Bestemmelser. Han forstod ikke, hvorledes man ved en Bøde paa 10 Kr. vilde fremtvinge, at Begravelser foregik paa Søgnedage. Kunde man udrede de øvrige Bekostninger, kunde man ogsaa let bære Bøden, især da man om Søndagen lettere fik fat i frivillige Ligbærere. Kunde man ikke i nogen Tid hjælpe sig med Forholdene, som de nu vare? Var dette ikke Tilfældet, maatte han fraraade Udvalg. 

Borgmester Hansen troede det nødvendigt, at Sagen fremmedes nu, da man aldeles ikke havde noget Reglement for vestre Kirkegaard. Han hive derimod intet imod Nedsættetsen af et Udvalg. Prof. Brix mente, at man vilde berede Sagen nye Vanskeligheder ved at udsætte den. Han var imod Bøden for Søndagsbegravelser, og han følte sig overbevist om, at den vilde blive modtaget med stor Uvillie.

Murmester Wienberg var ogsaa imod Søndagsbøden. Malerm. Sev. Jensen: Budgettet tog vel haardt paa de Fattige. De burde have Tilladelse til at smykke Gravene, som de fandt passende. Borgmester Hansen forsvarede Søndagsbestemmelsen, der havde sit Forbillede i andre Lande. Herforth og Heckscher gjorde korte Bemærkninger. - Det vedtoges paa Forslag af Formanden at nedsætte et koordineret Udvalg (af Borgerrepræsentanter og Magistratsmedlemmer), og hertil valgtes for Repræsentationens Vedkommende: Petersen, Herforth, Scharling, Gjødesen og Andresen.

(Morgenbladet (København) 2. april 1880. Afsnit indsat af hensyn til læsbarheden.)

Kjøbenhavns Kommunalbestyrelses Møde den 19. februar. Illustreret Tidende nr. 1222, 25. februar 1883.

07 april 2023

Kalvebodløbet - Grundstødninger. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skib, som i roligt Magsvejr er grundstødt i Kjøbenhavns Havn er en stor Sjældenhed, men kunde dog sees her igaar. Den, der igaar passerede Ryssensten, kunde til sin Forundring see et stort norsk Dampskib med vajende Flag og Damp oppe ligge ganske stille ved Grunden St. Helena, et Badested udfor Ryssensten. Skibet skulde til Gasværkshavnen med Mursten, men Lodsen kjendte ikke det nye Køb, der er blevet opmudret ifjor og afmærket iaar. Han styrede Skibet udenom Bojen og løb det mod en Sten, hvor det huggede sig saa fast, at havde det ikke været et stærkt Fartøj, havde det sikkert faaet en saa betydelig Læk, at det var sunket. Det maatte losse en stor Del af sin Ladning, og herved lykkedes det at faae Skibet flot. For at forebygge Gjentagelse har Havnevæseneet idag forsøgt at optage Stene ved en stor Dampkran, men dette lykkedes ikke.

(Fyens Stiftstidende 25. juli 1877).


Paaseiling af Langebro. I Torsdags Morges stødte en af de Helsingørske Bugserdampere og en Skonnert, som den skulde bugsere til Helsingør, hvor den skulde repareres, mod Langebro, saa at baade Broen og begge Skibene to endel Skade. Bugserdamperen kom med Skonnerten paa Slæb fra Gasværkshavnen, men havde ikke tilstrækkelig Fart til at arbeide mod den stærke Strøm, som satte Skibene saa voldsomt over mod Kristianshavnssiden, at Skonnerten kom paa Grund og Damperen tørnede mod Broen, hvorved flere af de svære Bjælker paa Siden af Broen knækkedes, og Skibets Skansebekædning ramponeredes. Først efter flere Timers Forløb lykkedes det at faa Damperen klar af Broen, da Strømmen hele Formiddagen var ualmindelig stærk. (Dbl.).

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 20. marts 1880).

Vestre Kirkegaard: Omordning. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsesvæsenet i København.

Bestyrelsen for dette har fremsat forslag til den fremtidige ordning af begravelserne. Familiebegravelser kan fremtidig ske både på Assistenskirkegård og på Vestre Kirkegård. Prisen på jord er henholdsvis 7 kr. og 5 kr. pr. kv. alen. Linjebegravelser foregår fra 1. maj 1880 udelukkende på Vestre Kirkegård. For jorden betales for 20 år 15 kr. for en voksen, 8 kr. for et barn under 12 år, mod nu fra 4 til 8 kr. efter kapellets beskaffenhed. For jord på 40 år til mindst 2 gravsteder betales 35 kr. for hvert gravsted. Alle linjebegravelser foregår i reglen på en søgnedag i tiden mellem 12 og 2. De foregår ordneligvis fra de forskellige kirkers kapeller (hvor et kapel ikke haves, fra det dertil bestemte sted i kirken), eller fra kapellet på Assistens Kirkegård, eller fra kapellet på Vestre Kirkegård, eller fra hjemmet. Kisten føres i reglen med rustvogn umiddelbart efter jordpåkastelsen til Vestre Kirkegård for straks ved ankomsten at sænkes i graven. Ønskes en linjebegravelse foretaget om søndagen, bliver en tillægsbetaling af 10 kr. at erlægge til begravelseskontoret. Frijordsbegravelser foregår fra hjemmet eller fra lighuset på almindelig Hospital eller fra de andre af byens hospitaler, eller fra en kirkes kapel, eller fra kapellet på Vestre Kirkegård. For gravs gravning betales 2 kr. for en voksen, 1 kr. for et barn. Bestyrelsen påtager sig at renholde familiegravsteder for fra 4 til 10 kr. efter deres størrelse. Linjegravsteder for 2 jr. og frijordsgravsteder for 1 kr. 

(Dags-Telegraphen (København), 19. marts 1880.)

Kort som viser Vestre Kirkegård 1879, altså før indvielsen af det nye område 1880: Hovedindgangen er angivet som "Vej til vestre Kirkegaard", og svarer til nuværende Baunehøj Alle fra Enghavevej, yderst til højre i fotoet. Vejen førte ind til det sted der i dag er markeret med to mindesten. Kapellet lå et stykke inde på kirkegården, en anelse syd for vejen.   

Københavns Borgerrepræsentanter
(Uddrag af møde 1. april 1880)
Flytningen ud til Vestre Kirkegård var fra 1. maj en nødvendighed, og der krævedes derfor nye regler. Man var snart kommet til det resultat at man foreløbig ikke kunne give definitive regler, men måtte søge at indhøste erfaring. Og derfor var der foreslået så lidt nyt som muligt. Den ene af de to foreslåede hovedforandringer var den at linjebegravelser skulle foregå fra stadens kirker og i reglen på søgnedage. Der foretoges hvert år ca. 3.000 linje-, 1.000 frijords- og 1.000 familiebegravelser. AF 714 linjebegravelser i et kvartal var 360 foretaget om søndagen. Resten på søgnedage. I gennemsnit foretoges 28-30 linjebegravelser om søndagen. resten på søgnedage. I gennemsnit foretoges 28-30 linjebegravelser om søndagen. Det faldt straks i øjnene hvad der kunne siges mod denne forandring, navnlig hensynet til den arbejdende befolknings bekvemmelighed. Hensynet til publikums tarv havde dog været det overvejende ved forslagets fremkomst, idet man ville undgå genen ved den lange vej til kapellet. Og derved ville den arbejdende befolkning formentlig også vinde. Hos gejstligheden i København var det endvidere et almindeligt ønske at blive fri for at følge med til Vestre Kirkegård, hvilket ønske måtte findes ganske rimeligt og naturligt. For det tredje havde man også ønsket at give begravelsesceremonierne et så smukt og sømmeligt præg som muligt, og undgå de lidet sømmelige massebegravelser. Efter de bestemmelser som gjaldt i København indtil 1812 og endnu gjaldt i Købstæderne, var begravelser om søndagen helt forbudt. Den tid præsterne om søndagen havde til deres rådighed fra gudstjenesten, var egentlig kun fra 12 til 2 hvorfor man måtte indskrænke begravelsestiden hertil. Foruden mange andre grunde måtte det også anses for mindre rigtigt, at netop søndagen gjordes til en særlig streng arbejdsdag for graverne osv. Familiebegravelser foregik jo nu væsentlig om søgnedagen, og det samme burde og kunne forhåbentlig gennemføres for linjebegravelser. Men man måtte ikke fremstille det således som om man derved ville forulempe den lavere befolkning. De foreslåede rustvogne ville senere blive afløst af ligvogne af lettere bygning.

(Dagbladet (København) 2. april 1880.)

05 april 2023

Magnetiseur Professor Hansen (III: Den "ukendte Kraft"). Efterskrift til Politivennen)

Den "Ukendte Kraft"

"Luft i bladene og vind i sivene
Og alt er dødt."

Wien, 20. februar. Så nummer 2 ville også blive taget hånd om og fjernet. I ugevis havde Karl Hansen, en dansker, "professor", "magnetisør", "hypnotisør" - og ganske vist ingen af ​​disse ting, men under alle omstændigheder besidder af en "ukendt kraft" - udført sine mystiske og samtidig profitable aktiviteter på det ellers evigt konkursramte "Ringtheater", "Alles pige" blandt hovedstadens scener. Han inviterede tilskuere til at komme og underkaste sig en indledende test for at afgøre om de var "brugelige" eller "ubrugelige medier". Efter en angiveligt omhyggelig udvælgelse lod han de "brugelige" forsøgspersoner sove, fratog dem hukommelse, tale og frivillige bevægelser og fremkaldte endda stivkrampe. I sådanne tilstande påtvang han dem sin "vilje", lærte dem de mest latterlige vrangforestillinger, lod dem se på en hat som et spædbarn, som de vuggede, kæmpe mod løver og tigre, ride på stole, stå på kroppene af dem der led af stivkrampe, hvis hoveder og hæle knap hvilede på to stole, og vækkede de ubevidste med et "Vågn op!", der desværre nogle gange var for sent. "Opsætningen" var altid mest vellykket når hr. Hansen "ledte medierne ved næsen".

Variationen i den "ukendte" krafts præstation var ynkeligt beskeden og førte snart den kræsne til den idé, at hr. Hansen enten ikke virkelig besad sin "kraft", eller at denne "kraft" kun manifesterede sig som reaktion på visse berøringer, selv på det "mest nyttige medie".

Naturligvis var der blandt de frivillige medier også skeptikere og forhærdede benægtere af den "ukendte kraft" som ville se, om deres egen fastlåste "vilje" kunne tages fra dem og erstattes med en fremmed. Specifikt var det yngre og ældre videnskabsmænd, læger og naturforskere der satte sig for at "komme til bunds i tingene" og "demaskere" den mand der vovede at foreslå endnu en "kraft" til at supplere alle kræfterne inden for astronomi, mekanik, fysik, kemi og fysiologi - kræfter hvis eksistens ingen dødelig fuldt ud kunne fastslå - en kraft der satte spørgsmålstegn ved den allestedsnærværende, konstante indflydelse fra de anerkendte "kræfter". De ville vide, om de også ville blive "hånet" af denne mand, givet forvirringen i vores omhyggeligt tilegnede naturvidenskab.

Det var især en ung kemiker ved navn Fischer som selv ikke havde følt spor af denne "magts" ånd, men mente at have bemærket nogle mistænkelige begivenheder på scenen der ud af det blå beskyldte lægen der pralede af en vellykket "produktion", for at være en "almindelig svindler". Den førnævnte hr. Fischer blev "ved dekret" idømt den maksimale straf på 100 floriner for at forstyrre en teaterforestilling, modtog en irettesættelse fra generalkommandoen som reserveofficer der havde krænket ærkehertug Albrechts tilstedeværelse, og blev retsforfulgt af hr. Hansen for "ærekrænkelse" og "bagvaskelse".

Det var en masse gode ting på én gang, og den ukendte "magt" strålede på toppen af ​​sin berømmelse. Men faldet var tæt på triumfen. For det skete at en meget klog Daniel ved navn Dr. Hattingberg sad på dommerbænken i byretten, som med fuldstændig objektivitet tillod beviset for sandheden og samtidig underkastede sagsøgeren Hansen et frugtbart forhør, hvor det blev klart at hr. Hansen hverken var "professor" eller udøver af den velsignede "dyremagnetisme", men blot et menneske med "vilje" og i besiddelse af en "ukendt magt". Nu er påkaldelsen af ​​"viljen" i sig selv en "kraft", som alle schopenhauerianere spidser ørerne overfor, fordi de ikke besidder tilstrækkelig "kraft" til at adskille den sande kerne af Frankfurt-filosoffen fra hans naturfilosofiske frivoliteter, især fra hans gamle koner om "dyremagnetisme". Men selv de bedste "intentioner" var nytteløse i denne sag, fordi vidneudsagn bekræftede at hr. Hansen selv havde fundet "viljen" utilstrækkelig i meget specifikke tilfælde, medmindre det var "viljen" efterfulgt af gerningen til at indgyde visse følsomme tricks og ryk i "mediet" og til at fremkalde hypnotiske tilstande gennem kraftfuld virkning på specifikke muskler og nervekomplekser. Disse hypnotiske tilstande er på ingen måde så "ukendte", og det er heller ikke "kraften" der fremkalder disse tilstande, som hr. Hansen vil have os til at tro. Og når professor Heidenhain i Breslau nu offentliggør resultaterne af sine nylige eksperimenter og fund vedrørende hypnose som han udførte og opnåede på forslag af Hansens "produktioner", vil dette for det første fjerne hele mystikken omkring den og for det andet tjene som en yderst alvorlig advarsel mod farerne ved kunstig hypnose. Kun en fuldt kvalificeret læge kan og bør, under udvisning af den største forsigtighed, udføre sådanne eksperimenter; hr. Hansen er imidlertid en fuldstændig lægmand, hans videnskabelige kompetence "ukendt".

Det lille rum i byretten som uden Hansen havde en hypnotisk virkning på alle, ville nærmest være blevet et forsøgsområde for eksorcisme. Det var faktisk det mediumistiske vidnesbyrd fra en meget "nyttig" ung mand, entusiastisk hengiven sin herre og mester til det punkt af passiv lydighed, som hr. Hansen skulle udføre sin strenge undersøgelse af i nærværelse af hoflægerne og med bistand fra en delegeret fra det medicinske fakultet. Det er sandelig heldigt, at den østrigske retspraksis' annaler blev skånet for en sådan skandale!

En højt anset sikkerhedsmyndighed som indtil da altid udelukkende havde handlet i den "ukendte magts" interesse og havde behandlet kritik og skepsis som ren mala fides, arresteret og straffet dem – ganske vist og unægtelig ikke uden en vanskeligt definerbar inspiration – denne sikkerhedsmyndighed var gennem vidneudsagn i ærekrænkelsessagen endelig blevet opmærksom på manipulationerne og massagen af ​​Hansens "testamente" og henvendte sig til dekanen på det medicinske fakultet med det relevante spørgsmål: om en sådan behandling, eller rettere sagt, berøring, virkelig var så harmløs og sikker? Fakultetet ville næppe have beskæftiget sig med et spørgsmål stillet anderledes. Da fakultetet er forpligtet til at nedsætte en kunstkommission inden for sine rækker, som i tvivlstilfælde skal afgive en medicinsk eller "kunstnerisk ekspertudtalelse", indkaldte dekanen denne kommission, som blandt andet omfatter fysiologen Brücke, hjerneanatomen Meynert og kirurgen Willroth. Fakultetet erklærer først det som en kendsgerning at bevidstløshed kan fremkaldes af tryk på nerver og blodkar. Desuden er kompression af blodkar skadeligt for helbredet, især når trykket udøves på de ydre og indre halskar. At trykke på vagusnerven, regulatoren af ​​hjertebevægelser, kan forårsage de mest alarmerende symptomer. Mekanisk manipulation af det skaldede hoved kan forringe respirationen. At sidde eller stå på maven hos en hypnotiseret person er for det første brutalt og for det andet ekstremt farligt, fordi det kan forårsage muskelspændinger; denne brutalitet hæmmer yderligere den allerede forringede vejrtrækningsproces. Det "rå eksperiment" er derfor afgjort farligt. At fremkalde stivkrampe hos en person er ekstremt risikabelt, især når det, som i Hansens tilfælde, opnås med "brutal magt". Erfaring viser, at reflekserne hos en sådan person kan vare i dage, endda uger, og nogle gange efterlade en destabiliserende effekt på deres mentale ligevægt. Hos personer med svag konstitution kan eksperimentet føre til psykisk sygdom, men selv hos tilsyneladende stærke individer kan hjertestop forekomme. Dette er tilstrækkeligt til at demonstrere faren ved denne "ukendte kraft".

Daniel Hattingberg anså denne ekspertudtalelse fra fakultetet for en stor "juridisk vægt" og erklærede, at han ville give afkald på vidneafhøring. Han afsagde derefter sin dom, men ikke før han havde irettesat den "første forsvarsadvokat" i straffesager, Dr. Neuda, der var kendt gennem Ebergeny- og Osenheim-sagerne, for uautoriseret indblanding fra dommeren i sagen. Han frikendte kemikeren Fischer der offentligt havde kaldt Hansen en "almindelig svindler", for anklagen om ærekrænkelse og beordrede den "ukendte magt" til at betale de kendte sagsomkostninger.

Endnu mere bemærkelsesværdigt end selve dommen var dens begrundelse. Dommeren irettesatte på en yderst værdig måde tiltalte for hans "taktløse og uanstændige bemærkning" i teatret og tilføjede dog, at denne bemærkning allerede var blevet tilstrækkeligt straffet af politiet; desuden var tiltalte blevet provokeret af sagsøgeren, Hansen. Fischer havde ikke haft til hensigt at fornærme sagsøgeren personligt, men havde blot søgt at karakterisere hans opførsel. "Almindelig" betød her "almindelig", vulgær eller fælles, som man for eksempel kunne sige "almindelige storhedsvanvid". Nu dog til hr. Hansen. Han hævdede, at han ikke praktiserede magnetisme, men snarere udøvede en unavngiven, ukendt kraft, der endnu ikke var blevet udforsket af videnskaben, og dermed lovede noget nyt. Det er dog blot en påstand. Alt, hvad der er sket, svarer til hypnose, hvilket ikke er noget nyt. Ekspertvidnernes udsagn har bekræftet dette. Retten blev derfor fritaget for ansvaret for at undersøge, "hvad sagen egentlig indebærer". Retten udtalte blot at hr. Hansen præsenterer sig selv som en "forretningsmand". En sådan person har rettigheder, men også forpligtelser. Hr. Hansen reklamerer offentligt for sig selv som en "magnetisør" og lover at underkaste folk fra offentligheden sin vilje. Men hvis "magnetisme" var forventet, forklarede Hansen, at det han viste, ikke var magnetisme, men snarere en "bevidst fortielse", hvilket i almindelig sprogbrug ville blive beskrevet med det udtryk, som tiltalte brugte ("svindler"). Ordet "svindel" betyder, at det viste ikke er virkeligt, og denne ikke-virkelighed er rettens overbevisning.

Men der er mere, påpegede vores Daniel, hvilket nok er det mest rammende, indsigtsfulde og afgørende punkt i sagen. Hvad hvis nogen opdager en "ny magt", en naturlig hemmelighed, der hidtil har været forseglet med syv segl; nogen føler sig som det 19. århundredes Galileo i sig selv; og denne heldige fyr går ind i teatret, fylder huse og kasser og sætter larm og reklame i gang? Sådan fremstår sandheden aldrig; den er altid ydmyg, beskeden og søger ikke personlig ros. Det publikum som sådanne mirakelmagere spekulerer i, er fuldstændig inkompetent, og til gengæld for dets penge, folkemængder, forbløffelse og bifald forvrænges dets opfattelse, og arven fra dets overtro forøges en hel del! I stedet for at bringe "mere lys" fortykker sådanne aktiviteter mørket i filisternes sind og også i de hoveder, der har en tendens til vildfarelse.

Dommer Dr. Hattingberg: "Hvis hr. Hansen havde dedikeret sin energi til videnskaben, ville han have fortjent stor ros; men da han på scenen, med baggrund i sin entré, præsenterer det, der ikke er magnetisme, og da han proklamerer viden og færdigheder, der meget ofte er inkompetence og uvidenhed, må han underkaste sig den mest grundige undersøgelse og acceptere den, hvis man vender sig bort med skepsis og skuffelse." Han sagde dette.

Den "ukendte magt" har appelleret; desværre er "forretningsmandens" forretning ødelagt, og sagsomkostningerne vil ikke finde nogen ny indtægtskilde til at dække dem. Det endelig bedre informerede politi har forbudt enhver yderligere handling på Hansens "testamente", og i Pest havde sikkerhedsmyndighederne allerede foregrebet de lokale myndigheder. Østrig-Ungarn har lukket sig af for den "ukendte kraft" og foretrækker at klare sig med de gamle "kræfter" i et stykke tid endnu og, fuldt ud bevidst, at "blive tilbage" denne gang.

Vi har nu et alvorligt ord at sige om den "intellektuelle ophavsmand" til det wieneriske bedrag, som ikke er hr. Hansen. Men da "tumulten" midlertidigt er blevet lagt her, og kun få tilhængere og efterlignere af den "magt" der er blevet udfordret af politiet og det videnskabelige samfund, stadig sympatiserer, vil vi vise nåde for i dag. Ikke desto mindre forbeholder vi os retten til ved den rette lejlighed at præcisere grenene af den spiritualistiske boombevægelse og afsløre den utrolige mangel på teoretisk bevismateriale, der bruges her i Wien. Der er også en troens hypnose, mere pålidelig end den fysiske persons. Træd på hans mave – hans muskler vil ikke rive; skær hans vagusnerve over – han vil blive ved med at trække vejret. Og selvom "skrigen" er helt på hans side, passer Blocksberg-verset ham perfekt:

"Jeg vil ikke lade mig skrige til vanvid,
Ikke af kritik eller tvivl;
Djævelen må være noget,
Hvordan skulle der ellers være djævle?"


Magnetisør Carl Hansen. Illustreret Tidende nr 7, 1886.

Die "unbekannte Kraft"

"Luft im Laub und Wind im Rohr
Und alles ist zerstorben."

Wien, 20 Febr. So wäre denne auch Numero 2 besorgt und aufgehoben. Seit Wochen trieb hier Karl Hansen, ein Däne, "Professor," "Magnetiseur," "Hypnotiker" und wieder eingestandenermassen alles das nicht, jedenfalls aber Inhaber einer "unbekannter Kraft," un dem "sonst beständig bankerotten "Ringtheater," dem "Mädchen für alles" unter den Bühnen der Hauptstadt, sein mystisches und zugleich einträgiches Wesen. Er lud die Zuschauer ein zu ihm kommen und sich einer Vorprobe zu unterwerfen ob sie "brauchbare" oder "unbrauchbare Medien" seien, und nach vermeintlich sorgfältiger Auswahl schläferte er die "brauchbaren" Subject ein, nahm ihnen das Gedächtniss, die Sprache, die willkürliche bewegung, versetzte sie sogar in den Starrkrampf. In solchen Zuständen octoyirte er ihnen seinen "Willen," brachte ihnen die albernsten Wahnvorstellungen bei, liess sie einen Hut für einen Säugling ansehen, den sie wiegten, Löwen und Tiger bekämpften, auf Stühlen reiten, stellte sich auf den leib der Starrkrämpfen, deren Kopf und Fersen knapp auf zwei Stühlen lagen, und erweckte die Bewusstlosen durch ein leider bisweilen zu spät gerifenen "Wach!" Am gelungensten war jedesmal die "Production" wenn Hr. hansen die "Medien" "an der Nase führte."

Die Abwechselung in den LeistungeNatürlich fanden sich under den freiwilligen Mediumscandidaten auch Skeptiker und hartgesottene Läugner der "unbekannten Kraft," die denn doch einmal sehen wollten ob man ihnen ihren einen festen "Willen" nehmen und ihnen einen fremden einblasen könne. Namentich waren es jüngere und ältere Männer der Wissenschaft, Mediciner und Naturwissenschaftler die sich vornahmen "hinter die Sache zu kommen," und den Mann zu "entlarven" der zu all' den Kräften in der Astronomie, Mechanik, Physik, Chemie und Physiologie, zu deren Constatirung das Leben keines Sterblichen ausreicht, noch eine "neue Kraft" aufzustellen wagt, welche die allgegentwärige constante wirkung der anerkannten "Kräfte" in Frage stellt und den Wirrwarr in unser mühsam errungenes Naturwissenschaft wollten wissen ob auch sie "gehänselt" würden.n der "unbekannten Kraft" war erbärmlich dürftig, und brachte die Verständigen bald auf den Gedanken dass Hr. hansen entweder seine "Kraft" nicht recht inne habe oder dass diese "Kraft" sich nur auf gewisse Griffe hin selbst an dem "brauchbarsten Medium" äussere.

Natürlich fanden sich under den freiwilligen Mediumscandidaten auch Skeptiker und hartgesottene Läugner der "unbekannten Kraft," die denn doch einmal sehen wollten ob man ihnen ihren einen festen "Willen" nehmen und ihnen einen fremden einblasen könne. Namentich waren es jüngere und ältere Männer der Wissenschaft, Mediciner und Naturwissenschaftler die sich vornahmen "hinter die Sache zu kommen," und den Mann zu "entlarven" der zu all' den Kräften in der Astronomie, Mechanik, Physik, Chemie und Physiologie, zu deren Constatirung das Leben keines Sterblichen ausreicht, noch eine "neue Kraft" aufzustellen wagt, welche die allgegentwärige constante wirkung der anerkannten "Kräfte" in Frage stellt und den Wirrwarr in unser mühsam errungenes Naturwissenschaft wollten wissen ob auch sie "gehänselt" würden.

Im besonderen war es ein jünger Chemiker mit Namen Fischer der an sich selbst keinen Hauch des Geistes jener "Kraft" verspürt hatte, wohl aber einige ihm verdächtige Vorgänge auf der Bühne wahrgenommen zu haben glaubte, welcher dem eben mit einer gelugenen "Production" prahlenden Medicinmann ex cotona einen "gemeinen Schwindler" aufbrummte. besagter Hr. Fischer wurde wegen Störung einer theatralischen Vorstellung "lolizeilich" zur höchsten Strafe, von 100 fl., verurtheilt, erhielt als Reserve-Officier, der sich Anwesenheit des Erzherzogs Albrecht vergangen, einen Verweis vom Generalcommando und wurde von Hrn. Hansen wegen "Ehrenbeleidigung" und "Schmähung" gerichtlich verfolgt.

Das war des Guten viel auf einmal, und die unbekannte "Kraft" strahlte im Zenith ihres Ruhmes. Aber der Sturz war nahe beim Triumph. Es begab sich nämlich dass auf der Richterstuhl des Bezirksgerichts ein gar weiser Daniel mit Namen Dr. Hattingberg sass, der den Beweis der Wahheit mit vollster Objectivität zuliess und zugleich den Kläger Hansen in ein ergiebiges Verhör nahm, bei dem sich eben herausstellte dass Hr. Hansen weder "Professor" noch Prakticant des sel. "animalischen Magnetismus," sondern lediglich ein Mesch von "Willen" und im Besitz einer "unbekannter Kraft" sei. Nun ist freiich die Anrufung des "Willens" schon an sich eine "Kraft" bei der sich alle Schopenhauerianer sammt ihren Ohren emporrecken, weil sie eben nicht "Kraft" genig besitzen um den wahren kern des Frankfirter Philosopen von dessen naturphilosophischen Alfanzereien, insbesondere von seinem Alteweibergerede über "thierirschen Magnetismus" zu sondern. Zur Sache aber war mit dem besten "Willen" nichts anzufangen, weil durch Zeugenbeweis erhärtet wurde dass der "Wille" in ganz bestimmten Fällen von Hrn. Hansen selbst unzureichend gefunden worden war, es sei denn der von der That gefolgte "Wille" dem "Medieum" gewisse empfindliche Kniffe und Püffe beizubringen und durch gewaltsame Entwirkung auf bestimmte Muskeln und Nerven-Complexe hypnotische Zustände hervorzurufen. Diese hypnotische Zustände sind nun keineswegs so "unbekannt," noch ist es die "Kraft" welche jene Zustände hervorruft, wie Hr. hansen glauben machen möchte. Und wenn Prof. Heidenhain in Breslau das Resultat seiner neueren Experimente und Resultate in Bezug auf Hypnose, die er auf Anregung der Hansenschen "Productionen" angestellt und erzielt hat, jetzt mittheilt, so liegt darin zunächst die Zerstreuung des ganzen Nimbus und zweitens die allerernstlichste warnung vor den Gefahren der künstlichen Hypnose. Nur ein vollkommener Medicier kann und darf, unter Anwendung der äussersten Vorsicht, solche experimente vornehmen; Hr. hansen aber ist absoluter Laie, seine wissenschaftliche Capacität "unbekannt."

Der kleine Raum des städtischen Bezirksgerichts, der ohne Hansen jedermann hypnotisch machte, wäre auf eine Haar zur Versuchsstation für Willensaustreibung geworden. Es handelte sich nämlich um die Mediumszeugenschaft eines sehr "brauchbaren" für Seinen Herrn und Meister bis zum passivsten Gehorsam begeisterten Jünglings, an welchem im Beisein der Gerichtsärzte und unter Zuziehung eines Delegirten der medicinischen Facultät Hr. Hansen sein examin rigorozum ablegen sollte. Ein whares Glück dass die Annaleen österreichtischer Rechtsplege vor solchem Skandal bewahrt blieben!

Eine hochlöbliche Sicherheitsbehörde, die bis dahin stets nur im Interesse der "unbekannten Kraft" thätig gewesen und Kritik wie Skepsis als lauter mala fides behandelt, arretirt und bestraft hatte - freilich und unläugbar nciht ohne eine schwer zu qualificirende Inspiration - die Sicherheitsbehörde also war durch Aussagen der Zeugen im Beleidigingsprocess endlich auf die Manipulatinen und Massirungen des Hansen'schen "Willens" aufmerksam geworden, und richete an das Dekanat der medicinischen Facultät die wohlaufzuwersende Frage: ob solche Behandlung, resp. Befaustung, denn so ganz harmlos und ungefährlich sei? Die Facultät hätte sich schwerlich auf eine anders gestellte frage eingelassen; da sie aber in ihrer Mitte eine Kunstvorstellungscommision zu bilden hat welche in zweifelhaften Fällen ein sanitätliches oder "Kunstgutachten" abgeben muss, so berief der Dekan diese Commission, in Welcher u. a. der Physiolog Brücke, der Gehirn-Anatom Meynert und der Chirurg Willroth Sitz und Stimme haben. Das Collegium erklärt es zunächst für Thatsache dass durch einem Druck auf Nerven und Blutgefässe Bewusstlosighkeit erzeugt werden kann. Die Compression der Blutgefässe ist ferner gesundheitsschädlich, besonders wenn der Druck auf die tieferen Halsgefässe ausgeübt wird. Durch einen Druck auf den nervus vagus, den Regulator der Herzbewegung, können die bedenklichsten Symptome hervorgerufen werden. Eine mechanische Einwirkung auf den Kahlkopf kann die Respiration fistiren. Das Sitzen und Stehen auf dem Bauch eines hypnotischen Individuums ist erstens eine "Brutalität" und zweitens im höchsten Grade bedenklich, weil eine Muskelzerreitzung stattfinden kann; der ohnehin schon beeinträchtigte Athmungsprocess wird durch diese Brutalität weiter gehemmt. Das "rohe Experiment" ist also entschieden gefährlich. Die Versetzung eines Menschen in den Starrkrampf ist äusserst bedenklich, besonders wenn sie, wie bei Hansen, mit "roher Gewalt" bewerkstelligt wird. Die Reflexibilität eines solches Menschen dauert erfahrungsgemäss Tage, ja Wonchen lang, und hinterlässt mitunter eine Labilität des psychischen Gleichgewichts. Bei schwächlichen Naturen droht als Folge des experiments Geisteskrankheit, aber selbst bei scheinbar starken Constitutionen kann Herzlähmung erfolgen. Genug um die Gefährlichkeit der "unbekannten Kraft" darzulegen.

Daniel Hattingberg empfand dieses Gutachten der Facultät als eine grosse "Rechtswohlthat" und erklärte nunmehr von der Zeugenprobe abzusehen. Sodann kam er zu seinem Spruche, nicht ohne vorher dem "ersten Vertheidiger" in Strafsachen, dem durch die Ebergeny und Osenheim weithin bekannt gewordenen Dr. Neuda, einen Verweis wegen unbefugteer Einmischung des Richters in die Procedur ertheilt zu haben. Er sprach den Chemiker Fischer, Welcher Hansen öffentlich einen "gemeinen Schwindler" genannt hatte, von der Anklage auf Ehrenbeleidung frei und verurtheilte die "unbekannte Kraft" zu den bekannten Processkosten.

Noch bemerkendswerther als das Urtheil selbst war dessen Motivirung. Dem angeklagten verwies der Richter höchst würdevoll seine "tactlose und unanständige Aeusserung" im Theatersaale, fügte jedoch hinzu: Diese Aeusserung sei polizeilich genugsam abgestraft worden; auch sei der Angeklagte durch den Kläger Hansen provocirt gewesen. Fischer habe auch nicht den Kläger persönlich beschimpfen wollen, sondern nur dessen handlungsweise zu charakterisiren gesucht. "Gemein" heisse hier un so viel wie "gewöhnlich", vulgaris odeer communis, wie man z. B. sage: der "gemeine Grössenwahn." Nun aber zu Hrn. Hansen. Dieser behaupte: er treibe keinen Magnetismus, er übe eine unbenannte, unbekannte Kraft aus, die von der Wissenschaft noch nicht ergründet sei, verspreche also etwas Neues. Das sei jedoch eine blosse Behauptung. Alles Vorgegangene komme auf Hypnotismus hinaus, der nichts neues sei. Die Aussagen der Sachverständigen haben diess erhärtet. dadurch sei das Gericht der Untersuchung überhoben "was an der Sache sei." Das Gericht habe bloss constatirt dass Hr. hansen als "Geschäftsmann" auftrete. Ein solcher have Rechte, aber auch Pflichten. Hr. Hansen kündige sich öffentich als "Magnetiseur" an und verspreche Leute aus dem Publicun seinem Willen unterthan zu machen. Wenn aber "Magnetismus" erwartet wurde, so habe Hansen erklärt: das war er zeige sei keiner, sondern eine "bewussten Verbergen" zu thun, das sich im gewöhnlichen Sprachgebrauch mit dem von dem Angeklagten gebrauchten Ausdrucke ("Schwindler") qualificire. Das wort, "Schwindel" besage dass das Gezeigte nicht reell sei, und diese Nichtrealität sei die Ueberzeugung des Gerichtes.

Aber noch wins, äusserte unser Daniel, was wohl das Treffendste, Einleuchtendste und Entscheidende bei der Sache ist. Was, es entdeckt jemand eine "Neue Kraft," ein bisher mit sieben Siegelm verschlossenes Naturgeheimniss; es fühlt einer den Galilei des 19. Jahrhunderts in sich; und dieses Sonntagskind geht aufs Theater, macht volle Häuser und Cassen und setzt Claque und Reclame in Bewegund? So tritt die Wahrheit niemals auf, sie ist stets demüthig, anspruchlos und suchet nicht das ihre. Das Publicum auf welches derartige Wundermänner speculiren ist durchaus incompetent, und zum Danke für sein Geld, Gassen und Staunen und Klatschen wird ihm das Concept verrückt und das Erbtheil seines Aberglaubens um ein gutes Theil vermehrt! Anstatt "Mehr Licht" zu bringen, verdickt solches Treiben die Finterniss in banausichen Köpfen und auch in solchen Häuptern die zum Wahn incliniren.

Der Richter Dr. Hattingberg: "Wenn Hr. hansen seine Kraft der Wissenschaft zur Verfügung gestellt hätte, so würde er sich hohen Dank verdient haben; da er aber auf der Bühne gegen Entrée als Magnetismus producirt was nicht Magnetismus ist; da er ein Wissen und Könne verkündet das sehr oft Nichtkönnen und Nichtwissen ist, so muss er sich die genaueste Prüfung gefallen lassen und hinnehmen wenn man sich mit Debauern und Enttäuschung abwendet." Sprach's.

Die "unbekannte Kraft" hat appelirt; leider ist dem "Geschäftsmann" das Geschäft gelegt, und die Processkkosten finden kein neues habet zur Deckung Mehr vor. Die endlich besser unterrichtete Polizei hat jede weitere Bethätigung des Hansen'schen "Willens" untersagt, und in Pest war die Sicherheitsbehörde der hiesigen scier zuvorgekommen. Oesterreich-Ungarn hat sich der "unbekannten Kraft" verschlossen, es zieht vor noch eine Weile mit den alten "Kräften" hauszuhalten und mit vollem Bewusstsein diesmal "um sine Idee zurückzubleiben."

Wir hätten nun noch ein ernstes Wort über den "intellectuellen Urheber" des Wiener Schwindels, Welcher nicht Hr. Hansen ist, zo sagen. Da jedoch der "Rummel" vorläufig hier erledigt ist und nur noch vereinzelte An- und Nachbeter der polizeilich und wissenschaftlch beanstandeten "Kraft" verständnissvoll nachfeuszen, so wollen wir für heute Gnade vor Recht ergehen lassen, behalten uns jedoch vor bei herbeigenöthiger Gelegenheit die Filialien der spiritistischen Hausse-Bewegung klarzulegen und die unglaubliche Dürftigkeit des theoretischen Beweismaterials, mit dem gerade hier in Wien operirt wird, zu enthüllen. Es gibt auch eine Hypnose des Glaubens, zuverlässiger als die des körperlichen Individuums. Steig' ihm auf den Bauch - seine Muskeln zerreizzen nicht; zerschneid' ihm den nervus vagus - er athmet weiter. Und obgleich das "Schreien" durchaus nur auf seiner Seite ist, so passt doch der Blocksberg-Vers vollkommen auf ihn:

"Ich lasse mich nicht irre schrein,
Nicht durch Kritik noch Zweifel;
Der Teufel muss doch etwas sein,
Wie gäb's denn sonst auch Teufel?"

(Allgemeine Zeitung 25. februar 1880).

 

Den franske læge Charcot (1825-1893) brugte hypnose som et terapeutisk værktøj til at give slip på mentale forstyrrelser.

I 1880'erne mente en frank læge, Josef Breuer at hans patienter kunne genopleve traumatiske oplevelser fra deres fortid, når de var i trance og få forskellige problemer og symptomer til at forsvinde. Sigmund Freud nævner i "Selbsdarstellung" Carl Hansen og hans overbevisning om hypnotiske fænomeners ægthed. Han anvendte en kort periode hypnose i sin terapiform. (Uffe Hansen: Psykoanalysens fortrægte fortid - om magnitisøren Carl Hansen og Sigmund Freud. 1991.) 

Se også indslaget om cand. pharm. Tancredo Sophus August Topp von Huth (1848-1920) som havde mødt hansen og fra omkring 1887 fortsatte hvor Hansen slap.

Carl Christian Nielsen-Hansen, eller Carl Christian Nielsen kaldte sig i Danmark Carl Hansen, i udlandet Charles Hansen var født 1833 i Odense. Han stod i lære hos købmand Gustav Münster. 

Blandt publikum i Wien var den dengang ukendte Sigmund Freud og kollegaen Josef Breuer. Hvilket nogen mener at det inspirerede Freud til at forske mere i hypnose.

De Hvide paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

I nær Tilslutning til Hr. Thorsons kyndige Indlæg i det vestindiske Spørgsmaal have vi fra en anden og med Forholdene derovre ikke mindre fortrolig Side modtaget et Bidrag til Vurdering af de stakkels hvide og kjære "Landsmænd", som de Nationalliberale paany begynde at vedkjende sig i Anledning af den vestindiske Militærlov. Denne Lov hviler paa en fuldstændig Misopfattelse af det, der tiltrænges. Et godt udviklet Politi eller Gendarmerikorps, sammensat af Øens Befolkning, vil, udvikler Forfatteren, yde en langt bedre Sikkerhed for Bevarelsen af Orden og Ro end en stor Mængde Soldater, der til daglig Dags ikke ere til andet end til at drive ledige omkring i Øens to Byer. Foruden at være baade hensigtsmæssigere og billigere vil et Politikorps ogsaa have den store Fordel, at Indbyggerne derved tvinges til selv at gjøre lidt for deres egen Sikkerhed, hvilket de hidtil trolig have overladt til vore danske hværvede Soldater. En saadan Ordning forudsætter imidlertid en anden Betragtning af Forholdet mellem de Hvide og de Sorte end den, der søges gjennemført fra nationalliberal Side; navnlig maa man høre op med at undskylde og besmykke de Hvides Ufærd, medens man strængt og med Standret straffer de Sorte. Fra en Kilde, hvis Paalidelighed ikke en Gang Planternes og Forvalternes Organ her hjemme kan bestride, meddeles Exempler paa de Hvides Udskejelser, som i Grumhed overgaa de enkelte Udbrud af Negrenes Had til deres Herrer og Undertrykkere. En hvid Mand nedskyder et halvt Dusin værgeløse Mennesker. Hvad sker der med et saadant Individ? I Stedets for at tage ham fat og give ham i Straffens Hænder i yder man ham et Bureaulaan, ca. 23,000 Kr., til at han kan fortsætte sin fortjenstfulde Virksomhed. Interesserer det "Dagbladet" at kjende Navnet paa Manden, vil det uden Tvivl kunne saa Underretning hos sine journalistiske Forbindelser i Vestindien. Et andet Tilfælde er det, at en Forvalter nogen Tid eller Oprøret og uden nogen som helst Grund dræbte en sort Underforvalter paa en Plantage. Politiet anholdt vel Drabsmanden, men mod Kavtion blev han løsladt og forsvandt naturligvis fra Øen. Det er saadanne Gjerninger af Øens Hvide, man vil undskylde, endog i den Grad, at det paa nationalliberalt anses for Skandale at fremdrage dem. En vestindisk Politimester, en Retfærdighedens Haandhæver, har i "Dagbladet" talt undskyldende om Planternes og Forvalternes Optræden, og Bladet selv, der umuligt kan være uvidende om de begaaede Excesser, holder beskyttende sin Haand over den hvide Befolkning derovre. Disse Undskyldninger ville, kan man være sikker paa, blive læste af d'Hrr. Plantere og Forvaltere, og de kunne let blive læste som Forsvar for Ulydighed mod Lovene. Derfor bør der her fra Landet paa den eftertrykkeligste og utvetydigste Maade udtales, at Excesser som de nævnte ikke ville blive Gjenstand for Undskyldninger, men for Lovens Straf, hvad enten de ere begaaede af Sorte eller af Hvide. Der bortses herved ganske fra, hvad det er for en Race, man kalder vore Landsmænd derovre. Hvert 15de Aar. saa vidt erindres, har St. Croix en ny Plantergeneration; det er Fremmede. Vilde man gjøre en Forskjel, maatte det billigvis tages fortrinsvis Hensyn til den sorte Befolkning, der har været langt mere konstant, end til den hurtig skiftende hvide Besætning af allehaande Nationaliteter. Men lad begge Racer nyde samme undersaatlige Ret og Skjel. Naar de danske Love hævdes saaledes, ville de vel kunne vinde den Respekt, at man tør betro Polititjenesten ogsaa til de Hvide.

(Morgenbladet (København) 18. februar 1880).

Ubekendt fotograf: Interiør i et hjem i Christiansted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.