Tyendesag om Bortviisning af Tjenesten. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag paastod en Tjenestepige en Proprietair i nordre Birk tilpligtet at betale sig Løn fra 1ste Januar til 1ste Mai d. A. 40 Kr., Kostpenge 36 Kr. 96 Øre, eller ialt 76 Kr. 96 Øre samt Sagoomkostninger, alt under Anbringende af, at hun den 17de Januar d. A. uden Grund var bleven bortviist af sin Tjeneste hos Indklagede. Denne paastod sig frifunden. Det var in confesso under Sagen, at Klagerinden havde været fæstet i Indklagedes Tjeneste fra 1ste Novbr. f. A. til 1ste Mai d. A. for en maanedlig Løn af 10 Kr. foruden Kost og Logis, samt at Klagerinden den 7de Januar d. A. blev bortviist af Indklagedes Forvalter efter Indklagedes Ordre, men Sidstnævnte formeente i Tyendelovens Bestemmelser, særlig dens § 24, at have have tilstrækkelig Hjemmel til den skete Bortvisning. Det var i saa Henseende deels ved Klagerindens egen Erkjendelse, deels ved de under Sagen afgivne Vidneforklaringer oplyst, at Klagerinden, der i de sidste 14 Dage forinden hendes Bortviisning havde lidt af en bolden Finger, for hvilken hun havde været Lægebehandling underkastet, og som havde forhindret hende i at udføre sit daglige Ardeide, - sammen med nogle andre af Gaardens Karle og Piger den 6te Januar d. A. om Aftenen, som det maa antages en 3 a 4 Timer fra Klokken omtrent 6 ttl 10, havde været borte fra Gaarden og tilbragt denne Tid hos en ligeoverfor Gaarden boende Kone, hvor de i Fællesskab havde nydt Øl og Kaffe og dandset indbyrdes. Klagerinden havde vel paastaaet, at der af Indklagedes Forvalter var blevet givet Folkene og derved ogsaa Klagerinden Tilladelse til at tilbringe den ommeldte Aften udenfor Gaarden. Men selv om der i saa Henseende ikke mod Indklagedes Benægtelse var ført noget Beviis for denne hendes Paastands Rigtighed, fandtes det dog at maatte antages, at Klagerinden ved det af hende begaaede Forhold ikke havde gjort sig skyldig i en saadan Forseelse, at dette kunde berettige Indklagede til uden Opsigelse strax at bortvise hende af Tjenesten, Det skjønnedes nemlig ikke, at hendes udviste Forhold, under specielt Hensyn til den Tid paa Dagen og det forholdsviis korte Tidsrum, paa hvilket hun, der paa den Tid desuden ikke var arbeidsdygiig, havde været borte fra Gaarden, selv om hun ikke havde nogen speciel Tilladelse dertil, naar hun dog ikke derved havde overtraadt noget udtrykkeligt Forbud, vilde kunne henføres under noget af de i Tyendelovens § 41 angivne Tilfalde, i hvilke Huusbonden er berettiget til strax uden Opsigelse at afskedige et Tyende. I Henhold til Foranstaaende og med Bemærkning, at der ikke mod Klagerindens Benægtelse af Indklagede var ført noget Beviis for hans Paastaand om, at Klagerinden havde viist en saadan Uduelighed eller Mangel paa Villie ttl at udføre den hende paahvilende Gierning, at han af den Grund skulde være berettiget til at bortvise hende, vilde Indklagede ikke kunne undgaae i Henhold til Tyendelovens § 46 at betale Klagerinden Løn for hele Tjenestetiden, 60 Kr,, med Fradrag af det Modtagne, 21 Kr. 66 Øre, altsaa 38 Kr. 34 Øre samt Kostpenge 36 Kr. 96 Øre, eller ialt 75 Kr. 30 Øre, samt Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juni 1880).

De militære Marketenderier. (Efterskrift til Politivennen)

Gamle Underofficer har nu ikke mange Retræteposter, hvortil han kan søge hen, naar man bliver uskikket til eller træt af Officertjenesten.

Alle de gode gamle kommunale Bestillinger, som Arrestforvarer, Politibetjent osv., hvortil han havde fortrinsvis Adgang, mistede den gamle Underofficer, i Følge Lov om Købstadskommnnernes Styrelse, den 31te Decbr. 1878. I K. f. H. Nr. 26 af 30/4 1880 har Krigsministeriet rigtignok bekendtgjort, at til den ledige Arrestforvarerpost i Hørup har Hærens faste Underofficerer fortrinsvis Adgang, men det maa jo være en Fejlskrift, ti en saadan Ret har Underofficererne aldeles ikke.

Medens der i rigeste Maal ved kgl. Resolution af 29de Sptbr. 1860 er sørget for gode Pladser (som Lokkemiddel naturligvis) til værnepligtige Befalingsmænd, Sekondtløjtnanter og Korporaler, ved Postvæsnet, Forstvæsnet, Jernbanerne, i Ministerierne osv., og der paa anden Maade er sørget for gode, magelige Pladser til gamle afskedigede Officerer som Afdelings- og Underafdelingschefer ved Forstærkningsbataljonerne og Københavns Væbning, samt som Udskrivningschefer, Kasernekommandanter, eller "Noget" i Ministerierne osv., saa har de gamle afskedigede Underofficerer nu ikke synderlig andet at kunne trække sig tilbage til, end nogle faa Kasernesergents- og Kaserneportnerpladser samt Marketenderipladser.

Disse sidste er unægtelig de bedste af alle, men de er ogsaa de vanskeligste at faa fat paa; derfor vil vi skænke dem nogen større Opmærksomhed end de øvrige.

Marketenderne i Kasernerne har som bekendt fri Bolig og fri Forretningslokaler efter stor Maalestok, de har mange Kunder tæt ved sig, næmlig 1 a 2 Afdelingers Underbefalingsmænd m. Fl. og Mandskab, fører i Almindelighed daarligere Varer og lavere Priser end lignende Handlende i Byen, endvidere har de Fanden til Morbroder, eller hvad vi vilde sige, en Kasernekommandant til Forsvarer. Tillige har Marketenderen i Reglen den store Fordel, at efter deres Død faar Enken i de fleste Tilfælde Lov til at fortsætte Forretningen saa længe hun lever, eller hun har Lyst dertil.

Hidtil ere Marketenderipladserne meget ofte blevne besatte med unge Underofficerer, Favoriter naturligvis, undertiden med Folk, der slet ikke har været Underofficerer. Man siger, at man paa visse Steder har kunnet tilkøbe sig saadanne Pladser, men det er en ren Bagvaskelse.

For Tiden har man her i Byen ikke mindre end 7 Marketenderienker, der fortsætte Forretningen. Marketenderipladserne i al Stilhed af Kasernekommandanterne der foreskriver Betingelserne for Antagelsen.

Som sagt, da de faste Underofficerers Retrætepladser nu ere indskrænkede meget betydeligt, vil vi deraf tage Anledning til herigennem at opfordre Krigsministenet til at vaage over, at det Lidet, der er tilbage, ogsaa virkelig kommer de gamle, veltjente Underofficerer til Gode i saa stor en Udstrækning som muligt.

Vor Tanke er næmlig den, at ligesaa godt som man i Almindelighed uden Skaansel jager Underofficersenken ud den samme Maaned som hendes Mand er afgaaet ved Døden, ligesaa godt bør man lade Marketenderenken flytte ud af Forretningen, i det Mindste dog senest et Fjerdingaar efter at Manden er død. Den ene bør ikke begunstiges mere eller betragtes som bedre end den anden; ti medens Underofficersenken som Regel intet ejer, undtagen maaske en Flok uforsørgede Børn, faar ingen eller maaske en ubetydelig Pension (Enken faar en Fjerdedel af den Pension der kunde have tilkommet hendes Mand), har intet Kendskab eller Hjælpemiddel til at sætte sig i en ny Levevej; saa er Marketenderenken i Reglen velhavende, forfaavidt man da ikke i altfor høj Grad har "gi'et Grossereren", er kendt med Forretningen, har Kredit og har let ved at etablere sig i en lignende Forretning andetsteds. Denne er saaledes langt heldigere stillet end hin.

Det forekommer os derfor at være ikke mere end billigt og retfærdigt at de omtalte 7 Marketenderenker, hvoraf nogle have fortsat Marketenderiforretningen i mange Aar, snart bleve afløste af 7 gamle veltjente Underofficerer, som ogsaa nok kunne have Lyst til paa deres gamle Dage at forbedre deres Vilkaar lidt ved en saadan Forretning.

For at en saadan Plads tillige kunde blive at betragte som et Gratiale for gamle veltjente Underofficerer, burde man sætte f. Eks. den Betingelse, at vedkommende Underofficer skal have tjent uafbrudt i Hæren i mindst 30 Aar, samt at Kasernesergenter og Kaserneportnere, der jo, deres Pension iberegnet, tjener paa en forholdsvis lille Løn, skulle have fortrinsvis Adgang til Marketenderipladserne.

Med en saadan Udsigt for Øje, vilde Kasernekommandanterne maaske ogsaa lettere faa dygtige Underofficerer til Kasernesergenter o. s. v. end nu.

Endvidere burde ledige Marketenderipladser, saavelsom Kasernesergents- og Portnerpladser offentlig bekendtgøres i Kundgørelser, ligesom nu de kommunale Bestillinger blive det, hvorefter enhver Lysthavende skulde kunne ordentligvis indgive Ansøgning, enten til Ministeriet eller til vedkommende Kasernekommandant.

Vi fremdrager dette fordi vi tror, at en saadan Ordning vil være til Gavn, ikke alene for de ældre Underofficerer, men ogsaa for Hæren.

Vi fremdrager det endvidere fordi Forholdene i de senere Aar, med Hensyn til Besættelsen af Marketenderipladserne, Forfremmelse og Afskedigelse af Underofficerer, Tildeling og Fratagelse af Kasernelejligheder osv. har været hist og her saa pjankede, saa uholdbare og saa uretfærdige, at, hvis det skal vedblive at gaa saaledes til, maa det snart betragtes som en Skam at være en ordenlig, hæderlig og veltjent Underofficer.

En gammel Underofficer.

(Social-Demokraten 11. juni 1880).

Fornærmelser mod Kongen. (Efterskrift til Politivennen)

Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 1ste ds. Dom i en fra Halsnæs og Frederiksværk Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en forhenværende Gaardmand for Overtrædelse af Straffelovens § 90. 

Det var i saa Henseende oplyst, at Tiltalte om Formiddagen den 22de Novbr. f. A. var med sin Søstersøn, en Gaardmand i Thoruplille, hos hvem han er tilhuse, kjørt til Frederiksværk, og at han, der i den senere Tid er i høi Grad forfalden til Drik, drak endeel Brændeviin, saa at han om Aftenen, da de imellem Kl. 6 og 7 kjørte hjem, efter Gaardmandens Formening var noget omtaaget eller halvfuld, men dog ikke i høiere Grad, end at han kunde kjøre Hestene og samtale fornuftigt, ligesom han ogsaa, da de kom til Thorup Kro imellem Kl. 7 og 8, selv kunde staae af Bognen og gaae ind i Kroen, hvor han tilligemed Søstersønnen og 3 andre under Sagen som Vidner førte Personer, hver fik 3 Thevandsknægte. Under den sammesteds førte Samtale brugte Tiltalte de paatalte ærekrænkende Udtalelser om Kongen, hvormed han dog ophørte, da Kromanden udtalte, at han vilde slaae Tiltalte i Synet, dersom han gjentog sine Yttringer, hvorefter Tiltalte henledede Samtalen paa en ham tidligere overgaaet Ildebrand og derunder brugte ærekrænkende Ytttinger om en tredie Mand. Ved Afreisen maatte Tiltalte hjælpes op i Vognen og blev lagt i Bunden af samme, hvor han under Hjemkjørslen, som varede 10 a 15 Minutter, blev liggende. Ved Hjemkomsten var han som sædvanlig ikke ædru, men han forstod dog, hvad der blev sagt til ham, og kunde give rigtige Svar. 

Det fremgik nu vel af de afgivne Forklaringer, at Tiltalte havde været i høi Grad beruset, men det fandtes dog ikke at kunne antages, at han havde været uden Bevidsthed, navnlig da 2de Vidner havde forklaret, at han dog under Samtalen i Kroen var istand til rigtig at opfatte, hvad Andre sagde til ham, og til herpaa at give fornuftige Svar, og et Vidne havde givet en lignende Forklaring om Tiltalte efter Hjemkomsten.

Overretten stadfæstede derefter Underretsdommen, hvorved Tiltalte var anseet efter Straffelovens § 90 cfr. 39 med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, og paalagde ham Actionens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1880).

Murerarbejdsmændene. (Efterskrift til Politivennen)

I denne Tid, da flere Fag bestræber sig for at opnaa bedre Levevilkaar, er der ogsaa fra Arbejdsmændenes Side, navnlig Murerarbejdsmændene, gjort lignende Forsøg. Murerarbejdsmændene har fort deres Kamp stille og næsten umærkelig, kun stolende paa deres egne Kroefter, men de har kampet for deres Formaal med Energi, og da derved forskellige Arbejdsgiveres Interesser har lidt et temmelig stærkt Afbræk, er Kampen naaet til det Standpunkt, at de Herrer tilsidst ikke har kunnet finde anden Udvej end at kalde Politiet til Hjælp.

Politiet er nærmest sat til at holde Orden, og i hvert Tilfælde til ikke at blande sig i Befolkningens civile Stridigheder, men naar det gælder at redde Samdundets Matadorer og slaa løs paa de Undertrykte, da er Politiet gerne alfor villig til at blande sig i Sagerne, om disse saa nok saa meget er civile. Vi ved nu ikke, om Politivæsnets Overordnede kender, hvorledes disse Indblandinger idelig foregaa, og vi vil heller ikke tro, at Politidirektøren eller Justitsministeren ved noget derom. Af de Underordnede kan der saa ofte laves dette eller hint, som de Overordnede naturligvis ikke faar Meddelelse om, uden naar den, der lider derved, klager, men hvorofte sker det? Vi skal derfor her give en lille Fremstilling af de Forhold, hvorunder Murerarbejdsmændene har befundet sig i den sidste Tid; tillige ønsker vi at give et Gensvar til de Bemærkninger Hr. Murermester Nikolaisen har fremsat i "Nationaltidende" af 5te ds. Publikum har ved Hr. Nikolaisens Artikel hørt en Røst fra den ene Side, og vi opfordrer nu til ogsaa at høre den anden Part.

Lad os se de Arbejdsvilkaar hvorunder en Murerarbejdsmand lever.

En Murerarbejdsmands Arbejdsaar kan, siden den Bestemmelse er sat, at der ikke maa arbejdes, naar det er mere end 2 [] Frost, knapt beregnes til mere end 8-9 Maaneder. Husker man nu fremdeles, at en Bygning, der er under Opførelse, kun i de første 6-7 Uger kræver fuld Arbejdskrav, og at der efter det Tidsrums Forløb afskediges Arbejdsmænd, vil man indse, at det maatte være et særligt Held, om en Arbejdsmand, naar han afskediges fra den ene Bygning, lige Dagen efter bliver antagen ved en ny; der gaar altsaa nogen Tid tabt for ham, men derved reduceres hans aarlige Indtægt yderligere. Forholdet er saaledes dette: en Murerarbejdsmand maa i de 8 Maaneder af Aaret tjene saa meget, at han kan komme ud af det hel Aaret. Maaske Nogen vil sige, at Murerarbejdsmanden kan søge anden Beskæftigelse i de resterende 4 Maaneder, men hertil maa vi bemærke, at denne Tid netop er den uheldigste Arbejdstid, om Vinteren, naar saa mange Virksomheder [ord mangler]. Det er kun det rent tilfældige Arbeide, der kan være Tale om, og da der er lidt af det, og Mange, der søger det, vil man kunne indse, at det kun er en yderst fin Fortjeneste, der kan kapres. Arbejde maaske for 1 eller 2 Dage til l Kr. 33 Øre pr. Dag, og derefter sædvanlig et Par Uger uden at tjene en Øre.

Hvorledes kommer dog Murerarbejdsmanden igennem med saadanne Lønningsvilkaar ?

Naar den gode Tid er der, koster Murerarbejdsmændene sig Tøj til sig og Sine, forbedrer sit Indbo, saavidt Midlerne strækker, og naar Vinteren kommer sætter han sine Ejendele paa Laanekontorerne. Altsaa, om Sommeren sætter han en Del af sin Kapital fast, og om Vinteren gør han den flydende, som Forretningsfolkene siger, for at skaffe sig Midler til at leve for. Men denne Fremgangsmade er grumme dyr, ti Renterne er Høje, især da Murerarbejdsmændene i Reglen maa søge de private Laanekontorer, da hans Ejendele i Reglen ikke er saadanne, at de modtages paa det kongelige der nede ved Stranden.

Lad os nu se det Arbejde, der er at udfore for en saadan Arbejdsmand ved Bygningerne.

Murerarbejdsmændene bærer Sten, Kalk og Sand op til Bygningerne. De sætter 30-35 Mursten i Stabel, slaar en Kæde om og nu bærer de en saadan Byrde op ligeindtil Taget, det er paa Bygninger, som dem i den nye Stil med 6-7 Etager op ad Stiger udenpaa Huset og i en Højde indtil 80 Trin eller over 30 Alen. Stenene vejer efter deres Kvalitet 4-6 Pund pr. Stk., følgelig bliver den hele Dragt ca 150 Pd.; Arbejdsdagen varer fra 6 Morgen til 6 Aften, og i Løbet af en Dag bæres 3000 og flere Sten op. En Dragt Kalk eller Sand vejer ligeledes ca. 150 Pd. Daglønnen for saadant Arbejde har nu Murerarbejdsmændene i Aar fordret sat, rettende sig efter Etagerne, til 3Kr. 16 Ø., og for de øverste Etager 3 Kr. 75 Ø., men denne Løn er forekommet enkelte af de ærede Arbejdsgivere for høj, og det er derfor kommet til mindre Strejker overfor saadanne inhumane Arbejdsgivere, deriblandt den ovennævnte Murmester C. Nicolaisen. Vi formener, at ogsaa Publikum, nu da det her igennem er blevet oplyst om de virkelige Forhold, med os vil kalde Hr. Nicolaisen inhuman, naar han vægrer sig ved at betale mere end 3 Kr. 32 Øre for et saa svært Arbejde som Murerarbejdsmandens. Til hvad Hr. Nicolaisen forøvrigt fremsætter i sin Artikel i "Nationaltidende" skal vi kun svare med Hensyn til hans Udtalelse om, at Murerarbejdsmændene i den for nogle Aar siden herskende usædvanlig travle Byggeperiode havde 6-7 Kroner daglig; denne Løn har Ingen modtaget i Dagløn, højst har Nogen erholdt 4 Kr. 66 Øre. Under Akkordarbejde modtog vel Arbejdsmændene undertiden en noget højere Løn, men saa arbejdede de ogsaa, saa de var lige ved at styrte, og mangen Gang blev der da baaret indtil 5000 Sten op om Dagen.

Vi kommer nu til Politiets Indblanding. Naar Arbejdsmændene forlader en Bygning, fordi man ikke vil indrømme dem den oven omtalte Løn, er det saa let for vedkommende Bygherre at rekvirere Politiets Assistance. Dersom der var Tale om, at Arbejderne vilde foretage Revolte, kunde vi forstaa Politiets Nærværelse, men de Arbejdsmænd, der har nedlagt Arbejdet, har i det Højeste opholdt sig i Nærheden af Byggepladsen for at meddele andre Arbejdere, der maatte søge Arbejde der, hvorledes Sagerne stod. Dette var naturligvis generende for vedkommende Arbejdsgiver, og der søgtes nu en eller anden Lejlighed til at arrestere denne eller hin for at indjage de øvrige Arbejdere Skræk. Det er os meddelt, at saadanne Anholdte er blevet overfaldne med Hug og Slag af Personalet paa den Politistation, hvor de førtes hen; navnlig skal Stationen paa Graabrødretorv have vist en aldeles uhjæmlet Fremgangsmaade mod enkelte af navngivne Arbejdsmænd. Dette vil vi nu først bede Politidirektøren undersøge; ti vi er overbevist om, at han ikke ved af slige Ting. Tillige er det blevet os meddelt, at man paa enkelte Bygninger, naar Arbejdsmændene lagde ned, har rekvireret Arbejdskraft fra Fæstekontorer. Aldeles ukyndige Folk er blevne sendte hen for at forrette Arbejdsmændenes Gerning. Det har været Folk, som ikke engang har forstaaet at stable Stenene i Dragt, og som under det særdeles farlige Arbejde med at bære dem op har tabt dem ned paa de Efterfølgende, hvorved saavel de selv som de Efterfølgende er komne til Skade. Paa en Bygning i Filosofgangen skal dette navnlig have været Tilfældet, og her var der Politi tilstede; ja, det meddeles, at Betjentene søgte at underrette Fæstemands-Folkene om, hvorledes de skulde bære dem ad, og fulgte dem hen til Stigerne, men der trak de sig skyndsomt tilbage ladende de Ulykkelige selv om at komme op eller falde ned, hvis det skulde hænde. Se, ogsaa dette opfordrer vi de overordnede Politiavtoriteter til at have et Øje med. Fra Politidirektørens Side er der udgaaet adskillige Anordninger til Forhindring af Ulykkestilfælde ved den farlige Stenopbæring. Hvorledes kan da nu underordnede Funktionærer selv medvirke til og overvære saa farlige Eksperimenter som at lade aldeles ukyndige Folk fra Landet eller indforskrevne svenske Bønderkarle bære Materialer op ad de ubekvemme Stiger til en Ny-Bygnings øverste Etager; vi tror derfor bestemt ikke, at Politidirektøren ved af disse Forhold. Endnu vil vi spørge, hvorledes det kan være autoriserede Fæstekontorer tilladt at sende Folk hen til saadant Arbejde, Enhver ved er livsfarligt endog for de mest øvede Folk. For at faa et usselt Salær sælger slige Fæstemænd Medmenneskers Liv og Lemmer, og de Bedragne, som ikke kan eller vil udføre den Art Arbejde videre, naar de først har gjort det første Forsøg, bliver dertil narrede for deres Smule Penge. Vi paastaar, at det er skændigt, om Politifunktionærer er Medvidere og Medhjælpere i saadanne Sager.

Idet vi haaber, at de ovenfor paatalte Tilstande vil blive ændrede, skal vi slutte vor Fremstilling med Opfordring til samtlige Arbejdsmænd om, at de, naar de uden Grund krænkes og tyranniseres af Arbejdsgiverne, da meddeler os saadant, at vi bestemt kan fremdrage saadanne Personer for Offenligheden.

(Social-Demokraten 10. juni 1880).

En Begravelsesskandale. (Efterskrift til Politivennen).

Tillad os, Hr. Redaktør, Plads i deres ærede Blad for Nedenstaaende: Til i Søndags Kl. 12 3/4 Middag var Begravelsen af afdøde Bødkersvend Petersen ansat. Vedkommendes Familje havde betalt Pastor Sommerfeldt 4 Kr. for at forrette Jordpaakastelsen og udtalt, at Beløbet saavel skulde gælde som Honorar som Omkostninger til Anskaffelse af Vogn for at befordre bemældle Præst til Begravelsesstedet, Vestre-Kirkegaard. Ved det angivne Klokkeslet var hele Følget samlet, men Præsten kom ikke. Man ventede og ventede, og den ene Time gik efter den anden, dog endnu ingen Præst. Det traf sig nu, at ogsaa et andet Lig skulde begraves omtrent paa samme Tid, kun lidt tidligere, og da Klokken var blevet 3, var der tvende Herrer i hint Følge, som rekvirerede en Drosche og kørte til Præstens Bolig for at erkyndige sig om Aarsagen til hans Udeblivelse. Just som de var taget afsted, indlod der imidlertid Meddelelse fra Hr. Sommerfeldt om, at hvis man ønskede hans Tilstedeværelse, maatte der sendes Vogn for al hente ham. Kl. 4½ mødte da endelig Hr. Sommerfeldt tilbage med de tvende Herrer, som maatte tage afsted for at hente ham. Vi vil nu henstille til Publikums Afgørelse, hvilken Dom der bør fældes over Hr. Pastor Sommerfeldt. Vi mener, og Graveren paa omhandlede Kirkegaard var af samme Mening som os, at naar der gives 4 Kr., saa maa Hr. Pastoren selv sørge for at skaffe Vognen. At Hr. Sommerfeldts Fremgangsmaade var lidet kristeligt er vel kun en Biting for ham, men vi skal opfordre Publikum til at erindre den. To af Følget.

(Social-Demokraten 3. juni 1880).

Der kan være tale om sognepræst Carl Felix Sommerfeldt (1847-1907). Han blev i 1874 kateket ved Helligåndskirke og 1877 præst ved Kommunehospitalet og Abel Cathrines stiftelse. 1881 præst ved Epedemihospitalet og Øresund hospital. 1884-1896 præst i Borup og Glim. Efter sin afsked i 1896 boede han i Roskilde.