Møntergade - Gammel Møntkvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

 

Der er nu sat fuld Kraft paa Nedrivningsarbejdet i Møntergade-Gammel Mønt-Kvarteret. Adskillige af de dødsdømte Ejendomme er allerede forsvundne, en Del af de øvrige er delvis demolerede, og Resten følger efter i den nærmeste Tid.

Et Besøg paa de raserede Grunde har stor Interesse. En Mængde Tilskuere samles da ogsaa daglig i de to Gader for at iagttage Arbejdets Fremadskriden; Nedrivningen gaar for sig med prisværdig Hurtighed, og efterhaanden som Facademurene forsvinder, faar Tilskuerne Lejlighed til at kaste et sidste Blik ind i Husene, i de gamle, ejendommelige Beboelsesrum, der i det sidste Hundredaar - ja, for flere Huses Vedkommende i endnu længere Tid - har huset en Mængde Københavnere.

Enkelte Familier har boet her gennem flere Slægtled - mellem disse findes flere bekendte Personer, bl.a. Georg Brandes.

For de fleste af TIlskuerne er Terrænet ret ukendt, og til Orientering skal vi da fremsætte nogle Oplysninger.

Nedbrydningsarbejdet foregår i tre Afdelingen, saaledes at efterhaanden et bestemt Antal af Husene forsvinder.

I første Omgang falder følgende Huse: Gothersgade Nr. 51 og 53, Møntergade Numrene 20-36 inklusive og Gammel Mønt Numrene 16-36 inklusive.

Paa det raserede trekantede Areal tages der straks fat paa Opførelsen af de nye Komplekser, som danner den ene side af Kristian den Niendes Gade.

Størsteparten af de nævnte Huse i Møntergade, bl.a. Povel Fecktels Stiftelse, er nedrevne. Fig. 1 viser hvorledes Pladsen nu ser ud. Det ældgamle Morbærtræ, der ses paa Midten af Billedet, og som var den sidste Rest af et i fordums Tid pragtfuldt Haveparti, har nu maattet falde for Øksen. I baggrunden tilvenstre ses enkelte af Baghusene, som hører til Gothersgade-Ejendommene; I Midtpartiet strækker sig Baghusene fra Store og Lille Regnegade, og længst tilhøjre ses nogle Baghuse i Gammel Mønt.

Tværs over dette Terræn er det, at den projekterede Kristian den Niendes Gade skal anlægges. Gaden skal begynde tilvenstre paa Billedet, udfor Hørups Port, og udmunder i Gammelmønt, netop der, hvor de nedrevne Huse fra Nr. 16 til 22 danner et Gab.

Gaardinteriør fra Gammelmønt.

Fig. 2 viser et Gaard-interiør fra de baghuse paa Gammelmønt, der nu staar for Tur til at falde.

Oktober Flyttedag 1907 fortsættes med nedbrydning af følgende Huse: Gammelmønt 10-14 inklusive; St. Regnegade 1; Lille Regnegade Nr. 11; Gothersgade Nr. 45-47-49.

Fra April Flyttedag 1908 skal følgende Huse nedrives: Store Regnegade Nr. 3-15 inklusive; Lille Regnegade 1-9 inklusive; samt Baghuset til Nr. 43 i Gothersgade.

Og endelig falder ved April flyttedag 1909 den sidste Rest, nemlig Forhuset til Ejendommen Nr. 43 i Gothersgade.

Det raserede Terræn ser nærmest ud, som om det havde været hærget af en vældig Ildebrand; eller maaske er Sammenligningen med den ved et Bombardement forvoldte Ødelæggelse mere betegnende.

Det er netop 100 Aar siden, at Englændernes Bomber, Kongreveraketter og Brandpile regnede ned over København. 

Den Demolering, der nu foregaar i Møntergade, er heldigvis af en mere fredelig og nyttebringende Natur.

Kaster man Blikket ind over Pladsen til de omtalte Baghuse, saa ser man elendige, faldefærdige Rønner, som er klasket op paa bedste Beskub, vinde og skæve, afvekslende Bindingsværkshuse eller Kalkstensmur, opført tilsyneladende ganske uden Plan og uden mindste Hensn til Symmetri eller Skønhedssans. Byen maa være himmelglad over, at disse Rønner forsvinder og giver Plads for lyse og luftige Bygninger.

Georg Brandes' Barndomshjem.

Raadhusforvalteren, Hr. Nyrop-Larsen, har med vanlig Engeri indsamlet en hel Del interessante Sager fra de gamle Huse; Sagerne er dels gaaet til Nationalmusæet, som har ladet optage en Serie fortrinlige Fotografier fra Husene, og en Del af de gamle Ting er indlemmet i Raadhussamlingen.

Af størst Interesse er de opbevarede Sager fra Ejendommen Møntergade 26, der i Aarene 1843-44 opførtes af Grosserer Niels Adler. I dette hus boede bl.a. Grosserer Brandes, Fasder til Brødrene Georg og Edvard Brandes, der har tilbragt deres Barndomsaar her.

Huset var oprindelig villaagtig Sommerbolig med tilhørende Have ud mod Bismergangen. Værelserne var dekoreret med smukt Træskærerarbejde, og paa Væggene saas interessante kolorerede Billeder, malet paa Lærred. Disse Sager, samt en Jærnlaage, der har siddet for et kældervindue i Baggaarden, opbevares i Raadhussamlingen.

Bygherren, Niels Adler hjembragte fra Udlandet Skitserne til Malerierne, og Udførelsen overdroges til Kunstmaler Dahl. Bagved Huset laa i sin Tid de såkladte "Sælgeboliger". Baggaardens Værksteder, fra hvis Støberi er udgaaet den Davisstatue, som staar foran Frue Kirke.

I Huset fødtes Gehejmeraad Johan Gunver Adler, Kabinetssekretær hos Kristian den 8de, Grosserer Niels Adler og Adjunkt, landsthingsmand Peter Adler.

Fra Huset Nr. 28 i Møntergade opbevares i Raadhussamlingen Indskriptionsstenen over Porten, paa hvilken læses: "Poul Fechtels Hospital 1739".

Fra Huset Nr. 16 paa Gl. Mønt opbevares et Brændevinsbrænderskilt af Sandsten, der har været anbragt over Gadedøren, og paa hvilken læses de mystdiske Linier:

"Dig førte Raune Kjød og Brød

Aarlig og Silde til Din Føde.

I. S. S. - K. A. D.

Anno 1730"

Desuden er der paa Stenen anbragt forskellige Brændevinsbrænderiapparater, omgivet af Ravne.

Af de øvrige Sager, der opbevares i Raadhussamlingen, kan anføres følgende:

Gl. Mønt 18: Tag over en Kælderdør fra Forhusets Gaardside; fra Nr. 20: En Gadedør; Nr. 22: et Smedejærnsgelænder; Nr. 24: Et Dørparti; Nr. 30: Vinduesrammer over Gadedøren; Nr. 34; Numerpladen, som har siddet over den saakaldte Bismergang.

Sagerne er til Eftersyn for Raadhusbesøgende.

N. B. 

(Social-Demokraten 19. juni 1907).

Perlstein og Synagogen i Læderstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Moses Levy (o. 1795-1865) ville ikke acceptere de reformer som blev indført ved synagogen i Krystalgade, og grundlagde synagogen i Læderstræde 5 ("lille Schule" eller "Den Koch'ske Synagoge"). Den lå på 1. sal, kunne rumme et halvt hundrede mennesker og var udstyret med Thorah-skab, Thorah-rulle, bedepulte, stader og bænke. Her lå den til 1957, hvor der ikke længere var personer nok til en minyen (mindst 10 voksne jødiske mænd). Kirken ejedes af partikulier og lotterikollektør Perlstein. Han fungerede endvidere som forsanger, rabbiner, thoralæser og schofarblæser. Efter ham var det Isidor Perlstein, bror til thoralæseren i Krystalgade, Herman Perlstein.

Fotograf Thorvald William Hammeron: Lotterikollektør Joseph Perlstein (1822 eller 1823-1889) og Helene Perlstein, f. Levy (1826-1901). Hun var datter af Moses Levy og Frederikke Levy, f. Nathan. De fik 12 børn, hvoraf 3 døde ved fødslen. De omtales i nedenstående artikel. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Helene Levy måtte efter datidens lovgivning lade sig konfirmere før hun kunne blive gift med Joseph Perlstein. Moses Levy forsøgte at omgå loven ved at blive afhørt af andre end rabbiner Wolff. Det lykkedes dog ikke. Joseph og Helene Perlstein videreførte Moses Levys kamp mod synagogen i Krystalgade.

Synagogen i Læderstræde og Familien Perlstein

Fra Højesteret.

Hele Familien Perlstein var vist i Gaar i Højesteret for at høre Proceduren af deres Sag, som da begyndte.

For mere end et halvt Hundrede Aar siden levede i København en Urtekræmmer og Lotterikollektør Moses Levy. Han havde to ejendomme, Læderstræde Nr. 24 og Strandgade Nr. 23. Han var en rettroende Jøde, der ikke fandt Synagogen i Krystalgade pligtopfyldende nok, hvorfor han ved en Disposition af Jan. 1853 oprettede en Synagoge i Læderstræde Nr. 24, og den er der endnu. Det er kun en lille Sal paa 5 Fag. Det blev bestemt i Dispositionen, at efter hans og hans Hustrus Død skulde hans Datter Helene eller hendes Mand Joseph Perlstein være Inspektør for kirken og have den dertil hørende Fribolig; efter dem deres ældste Barn og saaledes fremdeles. I Dispositionens § 4 bestemtes det, at paa Moses Levys Dødsdag skulde der læses en halv Time for ham af Davids Salmer. Der var ingen Præst, men en af Menigheden skulde præke.

Hvis der ikke var mindst 10 Personer over 13 Aar tilstede ved en Gudstjeneste, skulde der betales andre Personer Penge for at gaa i Kirke. Paa den Maade var der i Kirkens daarlige Tid brugt aarlig 1000 Kr. til Kirkegængere. Da Helene Perlstein var bleven Enke, blev hun Inspektør for Kirken, og hendes Søn, Fuldmægtig Isidor Perlstein hjalp hende. Han troede ogsaa, han kunde beholde Pladsen efter Moderens Død, men det satte den øvrige Familie sig imod. Familien Perlstein holdt Møde, den delte sig i to Partier, den ene Part, 6 Personer, vilde have Ejendommene solgt og kirken nedlagt, den anden Part, 3 Personer, vilde have Kirken opretholdt. Den, der rettelig skulde være Inspektør, var Fru Hanne Bamberger, født Perlstein, men hun var gift med en Rabbiner i Würtzburg, hun vilde ikke komme til København, men lade sin Broder Isidor Perlstein forvalte Kirke og Ejendom for hende. Herpaa vilde Flertallet af Familien ikke gaa ind. Isidor Perlstein blev sat ud af Fogden og hans Søster, Pauline Perlstein, blev Inspektør.

Derved opstod Striden i Familien. Fogedrettens Kendelse blev indanket for Overretten, der gav Isidor Perlstein Medhold i, at han godt kunde være sin Søsters, Fru Bambergers, Forretningsfører. Sagen naaede i Gaar til Højesteret.

Højesteretssagfører Ulf Hansen mødte for Frk. Pauline Perlstein, mens Højesterelssagfører Henriques mødte for hendes to Søskende, Fru Bamberger og Isidor Perlstein.

Men først paa Mandag bliver det afgjort om Frk. Pauline eller hendes Broder Isidor Perlstein skal have Friboligen i Læderstræde.

(Social-Demokraten 25. maj 1907).

Højesteret stadfæstede om mandagen overretsdommen, således at fuldmægtig Isidor Perlstein vedblev med at være inspektør for den jødiske kirke i Læderstræde.

Fra Højesteret.

Kbhvn, Mandag

Forbønner for Testamente.

Den om jødekirken i Læderstræde opstaaede Søskendestrid, der afsluttedes Mandag i Højesteret, har kun Betydning for de ni Søskende Perlstein og den lille mosaiske Menighed, der samles i Kirken. Men Retsforhandlingerne, der overværedes af en talrig Forsamling af Jøder og Jødinder, gav i flere Henseender et mærkeligt Indblik i Jødernes religiøse Skikke og Sædvaner.

Lotterikollektør Levy, som oprettede Kirken, havde saaledes bestemt, at alle, der nød godt efter Bestemmelserne i hans Testamente, hvert Aar paa hans Dødsdag skulde møde i Kirken og "læse for ham" en halv Time i Davids Salmer. Men senere forandrede han dette til, at to Personer skulde møde hos hans Svigersøn Perlstein eller hans Børn og "læse for ham" i en hebraisk Bog to Timer hver Formiddag, og derfor skulde de saa have 400 Rigsdaler om Aaret.

Endvidere skulde der hver Morgen og Aften holdes Bøn i Kirken, og mødte der ikke et tilstrækkeligt Antal, skulde Inspektøren leje saa mange, at der var mindst ti Personer over 13 Aar til Stede ved hver Gudstjeneste. Udgifterne dertil løb undertiden op til ca. 1200 Kr. aarlig.

En anden Bestemmelse, som for øvrigt ogsaa gælder for Synagogen i Krystalgade, gaar ud paa, at en Mand, som ikke maa være Jøde, skal tænde de 34 Lys i Kirken paa Sabbaten og Festdage, da Jøderne ikke maa forrette eller udføre noget Arbejde.

Højesteret stadfæstede Overretsdommen, hvorefter Isidor Perlstein vedbliver at være Inspektør med Fribolig ved Kirken, og hans Søster, Pauline Perlstein, der lod ham udsætte, skal betale ham og Søsteren, Fru Baumberger, 300 Kr. i Sagsomkostninger.

(Roskilde Dagblad 29. maj 1907).

Den lille Synagoge.

Brev fra Højesteret

Kjøbenhavn, 27. Maj.

Der var næppe mange Mennesker i Kjøbenhavn, endsige da udenfor Hovedstaden, som anede, at der foruden den store jødiske Synagoge i Krystalgade existerede en mindre i Læderstræde, før den Sag, Højesteret i Dag har paadømt, blev bekjendt for Offentligheden. Denne hidtil ukjendte Synagoge er da ogaaa af en meget privat Karakter. Den er oprettet af en Urtekræmmer Moses Levy og Hustru, født Nathan, ved en "Disposition" af 14. Juni 1852 og synes efter denne Testamentsakts Indhold allerede den Gang at have existeret. Formentlig er den oprettet, fordi den officielle Synagoge ikke har forekommet Ægteparret orthodox nok.

Den nævnte Disposition gik ud paa, at Urtekræmmer Meyers Ejendomme i Læderstræde og i Strandstræde paa Christianshavn skulde anvendes til Støtte og Gavn for hans og Hustruens Religion, uden at Udbyttet af dem dog skulde unddrages deres eneste Barn, som var gift med Joseph Perlstein. Der skulde i Ejendommen i Læderstræde - nuværende Nr. 6 - holdes mosaisk Kirke i et 5 Fags Værelse paa 1. Sal. Hver Morgen og Atten skulde der i denne Kirke holdes Bøn at mindst 10 Mænd af den mosaiske Tro paa 13 Aar eller derover. Mødte der Ikke saa mange, skulde Andre betales for at møde. Kirken skulde ved alle Gudstjenester være fuldt oplyst, paa Fredagene og andre Helllgaftener skulde der være tændt mindst 34 Lys. Paa Sabbathen, alle Højtidsdage og Aftener samt paa Fastelavns Aften og Dagen derefter skulde foruden den 5 Fags Stue tillige anvendes et 3 Fags Værelse til Brug for Kvinderne. Til Kirken skænkede Ægteparret to Rullebibler med Sølvklokker, der vejede ca. 340 Lod. Alle, der nød godt af Ejendommene efter Dispositionen, skulde mede hver Morgen og Aften; de paagjaeldende Kvinder skulde stille en Mand i deres Sted. Udeblev nogen eller undlod Vedkommende at sende en Mand i sit Sted 8 Dage i en Maaned skulde han eller hun miste sin Ret til at nyde noget Godt efter Dispositionen. Paa Moses Levys Dadsdug skulde Alle efter Gudstjenesten læse for ham i en halv Time af Davids Salmer. Den, der undlod det, skulde bøde 10 Rdl, til de Fattige udenfor Menigheden. Denne Bestemmelse ændredes dog senere derhen, at at der i Stedet for en halv Time paa Dødsdagen skulde læses to Timer hver Formiddag Kl. 10-12 i en hebraisk Bog, og til Vederlag derfor fastsattes etaarligt Honorar af 400 Kdl. Endelig udgik ved en senere Tilføjelse Ejendommen i Strandgade af Depositionen.

Stiftelsen og Kirken skulde forestaaes af en Bestyrelse paa 3 Medlemmer, af hvilke det ene som Inspektør skulde have Fribolig i Ejendommen i Læderstræde. Efter Moses Levy skulde hans Svigersøn og Datter have Boligen og af Ejendommens Overskud med Fradrag af 600 Rbd. til hver af de andre Bestyrelsesmedlemmer. medens 1/3  skulde tilfalde en Enke eller Jomfru, der i Ejendommen vilde holde Badstue for mosaiske Trosbekjendere. Ved denne Badstue skulde forefindes et Aftrædelsesværelse. Kvinder maatte kun benytte Badstuen om Aftenen efter Solnedgang og Mænd kun forud for Højtidsdagene. Afbenyttelsen skulde være gratis; men Badstueholdersken maatte modtage, hvad hun fik givendes.

Saaledes omtrent lød Dispositionens Bestemmelser. Moses Levy døde i 1865, efter ham var Joseph Perlstein Inspektør til 1887, da han døde, og efter ham hans Enke Helene Perlstein til hendes Død 1901. Saa opstod der Strid i Familien om, hvem Inspektoratet skulde tilfalde. Etter Dispositionen skulde den ældste og nærmeste Slægtning nyde Fortrinet. Ægteparret Perlstein ældste Barn var Fru Hanne Bamberger, gift med en Rabbiner i Würzburg, og hun mente sig berettiget til at overtage Inspektoratet samt Friboligen med sin Broder Fuldmægtig Isidor Perlstein som Repræsentant; men en Del af Resten af Familien mente, at hun som boende udenfor Landet ikke kunde forestaa Kirken, saa at lnspektoratet maatte tilfalde det næstældste Barn, Frk, Pouline Perlstein. 

Overretssagfører Lachmann var efter Enkefru Perlsteins Død bleven bemyndiget til som Kreditor testamenti at tage Moses Levys og Hustrus Bo under Reassumtions-Behandling for saa vidt angik Ejendommen i Læderstræde, men han frasagde sig dette Hverv efter 3 Aars Forløb, og Boet overgik derpaa til Hof- og Stadsrettens Skiftekommiision, der stadfæstede en Anmodning, Hr. Lachmann ved sin Fratræden havde rettet til Hr. Isidor Perlstein om at lede Kirken og i Januar 1906 blev der derpaa truffet en Overenskomst mellem samtlige Børn, hvorefter de tre ældste, Fru Bamberger, Frk. Pouline Perlstein og Kantor Hertz Perlstein konstituerede sig som Bestyrelse, idet Fru Bamberger konstituerede Hr, Isidor Perlstein som Administrator. Spørgsmaalet om Retten til Friboligen, der paa Fru Bambergers Vegne indehavdes af Hr. Isidor, overlodes det til Domstolene at afgjøre, og det er dette, der er sket undør denne Sag.

Frk. Pouline begjærede Byfogdens Bistand til at faa Søsteren Hanne og hendes Fuldmægtig sat ud at Inspektørboligen, og deri gav Byfogden hende Medhold. Sagen kom saa for Hof- og Stadsretten, der omstødte Fogdens Kjendelse, idet den først forkastede den Indvending mod Hr. Isidor som Fuldmægtig, at han ikke mødte ved Gudstjenesterne. Det vedrørte efter Domstolens Mening ikke denne Sag, der alene drejede sig om, hvorvidt Fru Bamberger var berettiget til at være Inspektør pr. Fuldmægtig. Retten slog fast, at "Dispositionen" ikke opstillede nogen personlig Betingelse for Overtagelsen af Inspektørbestillingen, der endogsaa kunde tilfalde en Umyndig, og at Inspektørens Pligt ikke bestaar i at lede Gudstjenesten, men i at administrere Stiftelsen. Den fandt derfor Intet at indvende mod, at Fru Bamberger havde antaget Inspektørsstllingen ved en Fuldmægtig og frifandt hende for Søsterens Tiltale.

Til ganske det samme Resultat kom Højesteret i Henhold til de samme Præmisser, og den paalagde Frk. Pouline at betale Søsteren Hanne Sagens Omkostninger for Højesteret med 300 Rbd.

B.

(Jyllandsposten 29. maj 1907).

Læderstræde. Den lyse bygning er nr. 5 hvor synagogen var indrettet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Synagogen i Læderstræde dannede rammen om den første gudstjeneste efter befrielsen 1945 for de hjemvendte medlemmer af Københavns mosaiske Menighed fordi den store synagoge først skulle sættes i stand til genindvielse 22. juni 1945.

Blandt engelske og irske landmænd (Olga Eggers). (Efterskrift til Politivennen).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Fra omkring 1905 begyndte hun at skrive små fortællinger til aviserne. Hun skrev dog også journalitiske artikler til aviser. Hendes mange rejser rundt i Europa synes også at have politiseret hende, således at hun begyndte at skrive om krig, undertrykkelse og ulighed mellem kønnene: 

Man har sagt så meget ondt om den engelske kamin "at den var en kulsluger og ikke varmede værelserne så godt som en god kakkelovn", men nægte den kan man i hvert fald ikke at den er grumme hyggelig. 

Og den er det samlende midtpunkt for et engelsk hjem.

De bedste stole står altid foran den, imod dens hylde læner engIænderen sin albue mens han eftertænksomt stirrer ned i de spillende flammer, og så snart en gæst træder over tærskelen, bliver han ufravigelig ført hen til den og bedt om at sidde ned der som om de andre stole i stuen slet ikke kunde komme i betragtning.

Den fåtalende englænder kan blive helt meddelsom, når han efter dagens arbejde har slået sig til ro med sin pibe foran den kære kamin. Og dette er ikke blot tilfældet i de velhavende huse. Selv i de fattigste hjem ude på landet, spiller den den samme rolle, og man kan ikke andet end glædes over, at han dog ejer dens hygge, når man ser hvor yderlig fattig den engelske bonde er.

Den. som kun kender vor egen oplyste og velhavende bondestand, vil næppe tro sine egne øjne. når han går en tur over engelske marker og ser på de engelske bøndergaarde.

Sjældent eller aldrig ser man en velholdt have ved gården: Vejen, som fører forbi den, er elendigt holdt. Huset selv er gammelt og forfaldent, og udhusene ligner hæslige rønner der synes at true med at ville falde sammen hvert øjeblik.

På de mindre bøndergårde findes der ofte slet intet tyende, og man kan ikke fortænke nogen i at de søger til byerne i stedet for at tjene på landet.

Så må arbejdet altså udføres af manden og konen alene, og dag ud og dag ind og det halve af natten med kan man se dem slide.

Selvfølgelig er det udelukket, at jorden kan blive dyrket tilnærmelsesvis som herhjemme. Det meste ligger hen som græsmarker, og der bliver kun opdyrket så meget, som bonden alene kan overkomme, for da konen skal passe huset og maden, malke og passe kreaturerne, bliver der ikke megen tid tilovers, skønt man alligevel ofte kan se hende gå bag ploven.

Engelske bønder er særdeles elskværdige mod fremmede. Beder man dem om en kop mælk, vil de sjældent modtage betaling for den, og det skyldes ikke dem, at de er så uoplyste og fattige: men grunden hertil må søges i de fortvivlede forhold, hvorunder de arbejder.

De engelske landforhold er ikke langtfra at kunne sammenlignes med de russiske.

De store godsbesiddere som ejer den største del af Englands jord, lever vel en kort tid af sommeren på deres godser, men opholder sig ellers i London eller udlandet, mens den forvalter, hvis hverv det er at påse, at de adelige herrer får penge nok ind til at føre deres muntre liv. udsuger bønderne på alle måder.

Det håbløse er at disse slet ikke ville få noget ud af det. hvis de var energiske og velhavende nok til at begynde en rationel drift.

Efter kontrakten skal de svare så og så meget af den forpagtede jord: men hvis forvalteren opdager at de får et ordentligt overskud til eget brug, bliver de straks sat fra gården, og med den ny mand, som kommer i stedet, bliver der da lavet en ny kontrakt, hvorefter han er forpligtet til at svare en meget større afgift end sin forgænger.

Det er næsten umuligt at få jord til købs!

Godsejerne kan så tvinges til at sælge jord, og skønt parlamentet gang på gang har gjort store anstrengelser for at få adelen frataget nogle af dens uretfærdige rettigheder, er alle disse forsøg hidtil strandede mod de store herrers forbitrede modstand.

Englænderen indser selv, at der årlig går uhyre værdier til spilde på denne måde. men før Underhuset får lovene forandrede, er der intet at gøre.

Englands skønne og frugtbare jord ligger forsømt og vanrøgtet hen, og den lasede bonde slæber sig krum og gammel længe før tiden under sine utaknemmelige anstrengelser for at skaffe brød og afgifter ud af den, uden anden hjælp end sine to tålmodlge hænder og nogle dårlige arbejdsredskaber.

Olga Eggers.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad, 9. april 1907).

Artiklen fortsætter i bladet den 16. april hvor hun sætter irske bønder som modsætning til de engelske. Andre artikler fra samme periode handler om Paris - dramatiserede beskrivelser.

Brand i Store Kongensgade 101 - To dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

To Snedkerværksteder i Flammer.

En faretruende Ildløs.

Ved halvet-Tiden i Middags opstod i den Freilevske Ejendom, Store Kongensgade 101 , en Ildløs, som i halvanden Time krævede Brandvæsenets mest energiske Arbejde og meget let kunde være bleven skæbnesvanger for de omliggende Ejendomme, dels mod Gernersgade, dels mod Olfert Fischersgade.

Ilden opdagedes af Arbeidspersonalet hos Freilev. Dette havde netop spist sin Middagsmad, da man ved at aabne Døren mærkede en stærk Brandlugt. Personalets Spisestue findes paa 1. Sal i Ejendommens Baghus - Side om Side med Kontoret. I samme Etage laa Snedkermester Schmidts Værksted, hvor der laves Kontormøbler; den næste Etage optages ligeledes af dennes Værksteder, og paa 3. Sal havde "Jensens Sønner" Snedkerværksted.

Den stærke Brandlugt efterfulgtes i næste Øjeblik af hastigt spillende Flammer, som slikkede op om Trappegang og Gelænder og gjorde Passagen opefter umulig. Freilevs Personale løb da hurtigst muligt ned, fik Brandvæsenet alarmeret og Politiet tilkaldt.

Et Øjeblik efter ankom Adelgades Sprøjte; men allerede paa dette Tidspunkt var Ilden saa voldsom, at man ikke alene rekvirerede Dampsprøjten fra Adelgade men ogsaa den fra Hovedstationen. Samtidig ankom Vicebrandinspektør Liisberg, ledsaget af flere Fuldmægtige. Dampsprøjterne kørtes op, dels i Store Kongensgade, dels i Olfert Fischersgade, og den lange Brandstige rejstes.

Del var i yderste Øjeblik, at Hjælpen kom, om ikke Menneskeliv skulde være gaaet tabt. I de to Snedkerværksteder havde nemlig nogle af Svendene efter endt Middagsmaaltid lagt sig til at sove i Spaanerne, og den indtrængende Røg i Forbindelse med de knitrende Flammer vækkede dem heldigvis i rette Tid. Særlig svendene, fire ialt, paa Jensens Sønners Værksted var i absolut Fare. For at redde dem - Trappen fra 1. Tal og opefter var jo et Flammehav - maatte Brandvæsenet, indtil Stigen kom, hive dem ned fra Luge til Luge. Paa denne besværlige Maade blev to af dem reddede. Imidlertid var Stigen bleven stillet op, og de sidste fire blev saa hjulpet ned ad denne Vej. Bagefter mente man, at der var glemt en Snedkersvend, Jensen, som ikke var til at finde noget Steds, og som havde været der i Middagstimen. Ingen havde siden set noget til ham, og der var følgelig grundet Frygt for, at han var indebrændt.

Saasnart de nævnte Arbejdere var bleven bragte i Sikkerhed, førtes Slanger ind til den brændende Bygning, dels fra Store Kongensgade, dels fra Olfert Fischersgade, dels endelig fra Gernersgade.

Paa dette Tidspunkt var Bygningens to øverste Etager et eneste Flammehav, og saavel mod Gernersgade som mod Olfert Fischersgade var Baghusene, der indeholdt smaa Beboelseslejligheder, saa truede, at de maatte ryddes. Mod Gernersgade havde Ilden endog nu og da fat, idet Flammerne strakte sig over den snevre Gaardsplads og afsved Vinduesrammerne, ligesom Ruderne naturligvis sprængtes og og Murere sodedes. En kvælende Røg opfyldte desuden de snevre Gaardsrum og gjorde Smaalejlighederne. der vendte ud herimod, ubeboelige.

Trods den kvælende Røg og det farefulde Slukningsarbejde, idet den angrebne Bygning var gammel og saare brandfarlig, gik Brandmændene modigt til Arbejdet. Paa de om liggende Ejendommes Trappeafsatsers fra den hushøje Redningsstige, overalt, hvor der blot var Plads for et Menneske, stod en Brandmand med Straalerøret rettet mod Flammerne. I Begyndelsen syntes de store Vandmasser ikke at gøre den ringeste Virkning, idet Værkstedernes brandfarlige Indhold gav Ilden den bedst mulige Næring, men efterhaanden sporedes dog Virkningen. Taget, som var bleven gennembrændt, sprængtes væk af Dampsprøjtens Straale, Mursten og Bjælker styrtede ned paa Gaardspladsen og gav Ilden Luft. men ogsaa Brandmændene bedre Chancer. Efterhaanden maatte Ilden give tabt for de enorme Vandmængder som dængedes ind over den. og ved 2-Tiden kunne man erklære den for overvundet. Paa dette Tidspunkt var ganske vist Bygningens to øverste Slager aldeles ødelagte, og Freilevs Kontor, der findes paa 1. Sal, kun for saavidt skaanet, som Redningskorpset havde dækket Borde og Reoler med sine Presenninger.

Til Tider var Slukningsarbejdet absolut livsfarligt. To Brandmænd, der stod op paa et Halvtag ud mod Ejendommene i Olfert Fischersgade, slap med Nød og Næppe for at blive kvæstede under en glødende Bjælke og en Mængde Mursten, som slyngedes ned ved Dampsprøjtens Straale. Da Stenene begyndte at regne ned, sprang Brandmændene ned fra den udsatte Plads, og kun derved undgik de den i næste Sekund - faldende, antændte Bjælke.

- Det kneb en Del med at holde de Hundreder tilbage, som strømmede til Brandstedet og under allehaande Paaskud søgte at trænge sig ind.

Politiet under Assistent Schram afspærrede vel den nærmeste Del af Store Kongensgade; men endda var det besværligt for Brandvæsenet at faa Plads. Sporvognskørslen maatte ganske ophøre i de første fem Kvarter, og Vognene holdt helt ud til Østbanestationen uden at kunne komme videre. Saasnart Dampsprøjten indstillede Virksomheden, blev Slangerne rullede til Side og Sporet atter givet fri.

- Om Brandens Opkomst vidste man intet fuldt paalideligt, der er imidlertid ingen Tvivl om, at den er opstaaet paa selve Trappegangen, og Sandsynligheden taler for, at en af Arbejderne har tændt sin Pibe og kastet den endnu brændende Tændstik fra sig.

Skaden andrager sikkert omkring 50,000 Kr. 

To Mennesker indebrændte.

Da Brandvæsenet ved 3-Tiden ryddede op i Ruinerne, fandt man de forkullede Rester af to Mennesker. Ligene kunde ikke identificeres, men de formodes at være to Snedkersvende, Jensen og Petersen, som arbejder paa Jensens Sønners Værksteder.

Ligene blev lagt i et Stykke hvidt Linned og ført til Johannesstiftelsen.

(Nationaltidende 23. marts 1907).

En imponerende Begravelse

20,000 Mennesker viser Ofrene for de forbryderske Værksteder den sidste Ære

København. Langfredag.

I Dag blev de to Ofre fra Branden i Ølhandler Frejlevs Gaard begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard. Der var ikke udstedt Opfordringer til Arbejderne om at møde ved denne Lejlighed, men det behøvedes heller ikke. Værkstedernes og Fabrikernes Mænd med deres Hustruer, der hver Dag paa en uhyggelig Maade maa mindes Salmistens Ord: Jeg gaar i Fare, hvor jeg gaar, de følte, at denne frygtelige Katastrofe var sket lige i deres Nærhed, og de mødte i Dag Tyvetusinde, ja, maaske flere i Tal, derude paa den vældige Kirkegaard.

Det lykkedes kun et Par Tusind Mennesker at slippe ind i Kapellets Gaard og kun Halvdelen af dem slap derfra ind i Kapellet, hvor de to Kister omringedes af de 6 Snedker-Organisationers røde Faner. Brandmændene var mødt med deres røde Banner og Snedkerlaugets Fane var ligeledes til Stede.

I Forsamlingen saas Laugets Oldermand, Kasper Rostrup, og alle Snedkerforbundets kendte Ledere.

De to Kister bakkedes af Kranse og paa hver af dem laa en mægtig Palmekrans fra Dansk Snedkerforbund.

Paa de røde Baand lastes med gylden Skrift :

"Farvel Kammerater!"

"Farvel trofaste Kollega! Vi skal mindes din Død!"

"Din sørgelige Død forpligtiger dine efterlevende Kammerater."

Den afdøde Hans P. Jensens gamle Fader, en hvidhaaret og forslidt gammel Mand vakler frem foran Sønnens Kiste, medens Orglet bruser og Forsamlingen istemmer: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder . . .

Alle er dybt grebne og der er Taarer i mange Øjne.

Man føler sig Ansigt til Ansigt med en af Livets mest rystende Tragedier ved Synet af denne krumbøjede Olding, der selv hælder mod Graven, medens hans gamle Øjne maa falde Taarer foran den Kiste, der rummer Hans Søns skrækkelig mishandlede Lig.

Den lille grundtvigianske Pastor Larsen fra Marmorkirken træder frem og alle Øjne hænger næsten ængstelige ved ham.

Thi saa vidt er vi ved de mørke Missionsmænds Hjælp kommen her i Byen, at selv ved en Lejlighed som denne, hvor alle Sind bløder, da frygter man de iskolde Præsteord, som spotter Sorg og Taarer og truer med alle Helvedes Kvaler.

I dette Tilfalde var denne Angst ubegrundet. Pastor Larsen talte jævnt og ligefrem uden stærke Ord og store Følelser.

Han mindede om, at Døden altid betyder Sorg og Savn, men her staar vi særlig grebne af dens Alvor. Og hvorfor? Ja, hvem kan rede Livets vanskelige Traade og hvem kan forklare den dybere Mening i dette Drama. Jeg vil ikke forsøge derpaa. Jeg vil ikke kaste Skylden paa nogen, men jeg vil sige, at disse to Mænds Død er en Lære til os alle. Vi maa ikke slaa os til Ro med, at alt er, som det skal vare. Det ved jeg, at efterhaanden som Menneskene tager Naturens Kræfter i sin Tjeneste, da gælder det ogsaa, at Arbejdet bliver mere og mere farefuldt, men netop derfor bør der gøres alt for at hindre Ulykker som denne.

Nu talte Hr. Larsen i mere almindelige religiøse Vendinger og sluttede: Ære være Arbejdet! Fred med de døde!

Talen gjorde et godt Indtryk og Forsamlingen istemte: "Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred', medens Bestyrelsesmedlemmer for Snedkernes Fagforeninger bar Kisterne ud af Kapellet. Udenfor stod Menneskemasserne som en vældig Mur over Pladser, Alleer og Gange og med stor Møje banede Ligtoget sig Vej ad de lange, lange Stier, som snor sig mellem de Titusinder af Grave. Et Musikkorps spillede Sørgemelodier og Masserne blottede ærbødig deres Hoveder, medens de to døde Kammeraters Lig i det herlige Foraarsvejr førtes til deres Grave.

Om disse opstod der en frygtelig Trængsel, der var lige paa Grænsen af Panik, da Formanden for Snedker og Stolemagernes Fagforening Hr. Friis traadte frem for at tale.

Under dybeste Stilhed udtalte han følgende :

I de døde Kammeraters Navn bringer jeg en Tak til de mange Tusinder. der i Dag har vist dem den sidste Ære.

Vi ved alle, at den Ulykke, der ramte vore to døde Kammerater, den er mange Arbejdere daglig udsat for under deres Kamp for Brødet, Hus og Hjem. Derfor vil vi mindes deres Død, thi den forpligter os efterlevende til at kræve Reformer, som hindrer slige forfærdelige Tab af Menneskeliv.

Fra samtlige Kammerater bringer jeg dig, Peter Jensen, og dig, Hans Petersen, vort sidste Farvel og Tak for den Trofasthed, hvormed I sammen med os har kæmpet for bedre Livsvilkaar for eders Stand.

Fred og Ære hvile over eders Minde!

Saa snart Hr. Friis sluttede, traadte Forretningsfører Carl Gran frem og udtalte :

Denne mægtige Forsamling er et Vidnesbyrd om, at Arbejderne har forstaaet dette Drama, hvis sidste Akt nu er sluttet.

I to dernede er foreløbig de sidste Ofre for de elendige Værksteder, der paa mange Maader stjal Livets Gode fra saa mangen Arbejder.

Men I ved ogsaa, at Arbejderne er uden Skyld i denne Ulykke. Vi har gjort, hvad vi kunde for at skaffe mindre farefulde Arbejdspladser, men vi manglede hidtil Magt til at gennemføre vore Krav.

I var gode Kammerater, der i Live gjorde eders Pligt. I faldt paa Arbejdets Valplads og eders frygtelige Død vil opflamme os til at arbejde videre. Vi takker jer og ærer jer.

Farvel, Kammerater!

En Slægtning af den afdøde Petersen takkede derefter paa Familiens Vegne, og søndagsklædte Arbejderkvinder trængte sig frem og kastede gule Paaskelillier og Vaarens første grønne Kviste ned i Gravene. Saa drog Folk langsomt bort.

H. N. 

(Fredericia Social-Demokrat 30. marts 1907)

Tegning fra Social-Demokraten 24. marts 1907, 2. udgave der gav detaljer om ejendommen (der beskrives som en brandfælde) og branden selv. Dagens Nyheder 24. marts 1907 bragte også en lignende beretning. Den var optaget af at nævne at møblementet til Frederikssunds nye hotel var gået op i flammer og nu måtte vente et par måneder til nye var fremstillet.

En arbejder Grested (St. Pederstræde 37, 3. sal) kastede sig ned ad den brændende trappe og blev frygtelig forbrændt kørt til Frederiks Hospital. Snedker Lassen (Blågårdsgade 17) styrtede sig ud af et vindue. 5-6 lykkedes at undslippe via en luge. Da brandvæsnet ankom, blev der yderligere rekvireret to dampsprøjter. Fire snedkersvende blev reddet ud af brandfolkene. 

Foto fra Dagens Nyheder 24. marts 1907: " Parti af den brændende Bygning, fra hvilken man søgte at redde Svendene i Snedkerværkstederne ved Hjælp af de rejste Stiger."

Ilden truede med at forplante sig til de omkringliggende beboelsesejendomme. H. Petersen, 38 år, Rigensgade og J. Jensen, 50 år, Tjørnegade brændte inde i bygningen. Begge ugifte. Snedkerne havde i længere tid kæmpet mod de livsfarlige værksteder. Se Social-Demokraten 24. marts 1907, 2. udgave for nærmere beskrivelse af den brandfarlige ejendom.

Jeg har ikke kunnet finde samtidige fotoer af brandstedet, hverken før eller efter. Dette foto er af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier, og forestillet et baghus, smøgen set mod nordøst. Fremstillet 9. september 1963. Der findes andre fotoer af stedet, men de forestiller tilsyneladende gården efter nedrivning af baghuse. Kbhbilleder. Public Domain.

Dobbeltjordefærden paa Vestre Kirkegaard.

De indebrændte Snedkersvende.

Under enorm Deltagelse fandt Jordfæstelsen igaar Sted af de to ved Branden i St. Kongensgade forulykkede Snedkersvende, Jens Peter Jensen og Hans Pedersen.

En vældig Strøm af Mennesker bølgede ud ad Kirkegaarden til, og da vi kom derud stod mindst 1500 Mennesker og trængtes om at komme ind.

Det store Kapel, der godt og vel kan rumme et Par Hundrede Mennesker, blev formelig stormet.

Man havde ikke Tanke for at det var en Begravelse man skulde til, man foer løs under Raab og Skrig og trængte saa stærkt paa, at Børn og Kvinder ligefrem blev traadt ned.

Med Nød og Næppe fik Pastor Larsen fra Frederikskirken banet sig Vej ind gennem Massen og medens Koret faldt ind med den gamle Salme "Kirkeklokke ej til Hovedstæder" kom der endelig en Smule Ro over Forsamlingen indenfor medens de udenfor ventende Mennesker stadig larmede.

De to Kister der var stillet op ved Siden af hinanden, var fuldstændig dækkede af Vaarens Kønneste Flora og omkring dem stod Kammerater af de Afdøde med opplantede Faner. Vi noterede saaledes Snedkernes Fagforenings, Snedkerlaugets, Bygningssnedkernes, Brandfolkenes Organisations og Socialdemokratisk Forenings.

Efter Salmen traadte Pastor Larsen frem bag Kisterne og holdt en gribende Tale, der rørte Tilhørerne til Taarer.

- Disse to Menneskers Død giver Stof til Eftertanke. Man aldrig slaa sig til Ro men til en hver Tid være aarvaagen og erindre at man gaar i Fare, hvor man gaar - Lad det da være de Efterladte en Trøst at Adskillelsen fra de Kære kun er midlertidig: thi vi skal en Gang alle mødes igen. Jesus som i Dag for over 1900 Aar siden døde paa Korsets Træ, gik jo kun i Døden for at frelse Syndere fra Fortabelsen.

Efter Talen afsang man "Lyksalig, lyksalig - !" og Kammerater af de Afdøde bar kisterne ud paa Kirkegaarden idet et Orkester spillede Chopins Sørgemarch.

Og medens Vaarsolen sendte de to Arbejdere en sidste Hilsen ned i Graven, bad Pastoren en Bøn, og den smukke Højtidelighed var til Ende.

(Aftenbladet (København) 30. marts 1907).

Vestre Kirkegaard.

Alle gravstedsejeres opmærksomhed henledes på, at fra 1. januar d. å. har kirkegården selv overtaget al beplantning og vedligeholdelse af gravsteder, hvorefter alt arbejde af private plantører er ophørt.

(Dagens Nyheder 26. marts 1907)

Udsigt fra Nordre Kapel mod Kalvebod Strand omkring 1910. Som det ses var kirkegården groet godt til. Fra Vestre Kirkegårds 100 årsjubilæum.