Vandværk i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Randers skrives til os under 7de ds.: For en 5 a 6 Aar siden anlagde d'Hrr. Civilingeniører English & Hansen et Vandværk for vor By. Lige siden det blev taget i Brug, har dette Vandværk givet Anledning til begrundet Klage. Skjønt Vandet, der pumpes fra Kilderne ind til Byens Vandbeholder, er udmærket godt Drikkevand, saa antager det ved at passere Rørene en ilde Lugt, saa det tidt er nødvendigt at lade det løbe en Tid af Hanen, før man kan faa brugeligt Vand ligesom det ogsaa flere Steder antager en uren Farve, hvilket kun nogenlunde kan forebygges ved en hyppig Udskylning af Rørene. Disse Fejl ved Vandet maa aabenbart hidrøre fra Rørene, idet den Glasur, som Rørene have inden i, formodentlig opløses og Bestanddele deraf gaa over i Vandet, og Skylden for denne Fejl maa da enten tilskrives Firmaet English & Hansen eller Byraadets Vandværksudvalg, hvis dette har kjøbt Rørene uden at raadføre sig med bemeldte Ingeniører. De nævnte Mangler ere i og for sig store nok; men desværre ere de ikke de eneste. Vandværket er nemlig beregnet paa at skulle kunne levere 12,000 Tønder Vand i Døgnet, hvilket er mere, end vi forbruge, da Forbruget varierer imellem 6 og 9000 Tønder efter Aarstiden. Men d'Hrr. English & Hansen synes ikke at have haft Øje for, at Forbruget ikke er lige stort ved Dag og ved Nat. Naar Vandværket kan levere 12,000 Tønder i Døgnet, kan det kun levere 6000 Tønder fra Kl. 6 Morgen til Kl. 6 Aften; men det er ikke nok, thi i den varme Aarstid bruges i disse Timer omkring ved 8000 Tønder Vand, og følgelig kommer der til at mangle Vand til de højstliggende Gader omtrent hele Dagen; disse Gaders Beboere kunne kun benytte Vandværket om Natten. Nu veed jeg ikke, om d'Hrr. English & Hansen have ment, at disse Gader kun burde beboes af Folk, som ere paa Færde om Natten, eller om de have antaget, at den halve Del af Befolkningen her i Byen har Dagtjeneste og den anden halve Del Nattjeneste! men vist er det, denne Ordning har ikke vundet almindelig Tilfredshed, og Ankerne over den synes ikke at kunne gives nogen anden Adresse end de nævnte  Ingeniører. Af disse synes man dog at maatte kunne forlange, at de kunde give rigtig Oplysning om, hvilke Størrelser af Rør, der vare nødvendige til Byens Forsyning med Vand, ligesom Forholdet mellem Vandforbruget om Dagen og om Natten ikke maatte lades ude af Beregninger. Klagerne over Manglerne ere nu siden Vandværkets Anlæg jævnlig komne frem, snart i Byens Blade, snart i Byraadet, og det saavel for lukkede som for aabne Døre, og har har gjentagende været konfereret med d'Hrr. English & Hansen om Sagen; den førstnævnte var for et Par  Aar siden herovre for at se, hvorledes Manglerne kunde afhjælpes. Fra Vandværksudvalget er der nu som Frugt af disse Konferencer kommet til Byraadet et Forslag om en ny Vandbeholder, som vilde koste omtrent 16,000 Kr. at anlægge. Dette Forslag var til Behandling i sidste Byraadsmøde; men i Raadet er der meget liden Stemning for arbejde videre med d Hrr. English & Hansen, og inden Mødet havde en Majoritet paa 12 Medlemmer forenet sig om at foreslaa, at en "teknisk kyndig" Mand tilkaldes, og foresloges der at tilkalde Vandinspektør Poulsen fra Kjøbenhavn. Dette Forslag blev stærkt kritiseret af Minoriteten, der afholdt sig fra at stemme, fordi det fremkom som "Uvenlingsbeslutning". Imidlertid synes det jo dog at være rigtigt at høre en anden Autoritet i denne Sag. Er Rørene for smaa, synes en Reservebeholder ikke at være Midlet til at afhjælpe Manglerne. At Sagen er af Vigtighed, er en Selvfølge. Vandværket har kostet omtrent 310,000 Kr at anlægge, og en mangelfuld Vandforsyning har hidtil været Resultatet deraf.

Sidst i denne Maaned skal der foretages Valg af et nyt Medlem af Randers Byraad i Stedet for Grosserer Westermann, der efter en 34aarig Virksomhed i vort kommunale Raad har trukket sig tilbage. Byraadet vil i Hr. Westermann komme til at savne et af sine dygtigste Medlemmer Med et virkelig Kjendskab til kommunale Forhold forbandt han megen Veltalenhed, og naar hertil kommer, at han aldrig i sin offenlige Virksomhed har ladet personlige Hensyn have Indflydelse paa sin Holdning, men støttede, hvad han fandt godt, fra hvilken Side det end kom, ligesom han ogsaa skarpt kritiserede, hvad han fandt fejlagtigt, selv om Borgmester og hele øvrige Raad stemte derdor, saa er det en Selvfølge, at hans lange Virksomhed har forskaffet ham almindelig Agtelse, og at hans Udtrædelse af Byraadet, begrundet i Helbredshensyn, almindeligt beklages.

(Morgenbladet (København) 11. juli 1880).

Randers fik i 1874 vandhaner i deres eget hjem. Byen havde da omkring 11.000 indbyggere. Vandet kom fra det nye Oust Mølle Vandværk fra seks drikkevandsboringer. 701 af byens 771 ejendomme tilmeldte sig. Det voldte problemer at finde ud af hvordan det skulle transporteres ind i de randrusianske hjem. Et stadig eksisterende vandtårn på Hobrovej blev taget i brug 1905. Vandværket fungerede i næsten 80 år. 

Fra en omtrent 3000 tønders beholderen ved Hobro Landevej førte en 8 tommers stigeledning fra vandværket som optog det overflødige vand under pumpemaskineriets gang. Beholderen var anlagt for lavt og ledningen for snæver. Der dannedes luft i hovedledningen så de højere del af byen kun fik vand om natten, når rørene i den nederste del af byen var fyldte. Det kostede kommunen 40.000 kr. at rette. Fejlen var English & Hansens. I 1881 byggede man en helt ny 6.500 tønders beholder der lå 12 fod højere end den gamle.

Thomas Alfred English (1819-1889) var søn af maskiningeniør Thomas English bestyrede bl.a. det store jernstøberi i Frederiksværk hvor han introducerede en ny teknik til kobbervalsning. Han er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. I 1849 stiftede han sammen med Carl Julius Hanssen firmaet. De indgav et konkurrenceforslag til det påtænkte kombinerede københavnske vand-, gas- og kloaksystem i 1849. Firmaet stod bl. a.  bag vandværk i Århus, Odense og Ålborg

Logishuset Holger Danske. (Efterskrift til Politivennen)

Logishuset "Holger Danske" i Farvergade er, som bekendt, særligt et Tilflugtssted for en stor Del Vagabonder og straffede Personer, men det hændes dog af og til, at en tilrejsende Haandværker eller Tjenestekarl kan forvilde sig dertil. Har de da Penge, er det en Selvfølge, at de tilstedeværende Gæster opfordre dem til at give Noget, og de kan ikke godt undslaa sig derfor, da Opfordringen gerne frem￾sættes i en saa bestemt Form, at det godt forstaaes, at den, der ikke giver Brændevin til Selskabet, faar Prygl. Den der bliver beruset er temmelig sikker paa, at man stjæler hans Penge, hvis han da har saadanne, og Tyveri og Slagsmaal hører egenlig til Dagens Orden.

Foruden det almindelige sanitære Tilsyn maa Politiet næsten daglig, ofte flere Gange, aflægge Besøg der og der er saaledes siden i Søndags Middags anholdt ikke mindre end 6 Personer, de fleste tidligere straffede, som mistænkte for Tyveri af Penge fra Medlogerende.

(Social-Demokraten 8. juli 1880).

Frederik Riise (1863-1933): Farvergade med gæstgivergården Holger Danske. Uden årstal. Kbhbilleder. Public domain.

Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af 2den Behandling af Lovforslaget om Hærstyrken paa de danskvestindiske Øer.

2den Behandling i Folketinget er til Ende, og der foreligger et rigt Materiale til Overvejelse for dem, der ere kaldede til at tage Bestemmelse i denne Sag. Som den, der i over 7 Aar har opholdt sig paa vore vestindiske Øer og med Interesse iagttaget Forholdene der, være det mig tilladt at fremstille et og andet til Oplysning om disse.

Det er navnlig Terrænet mellem Byerne Kristianssted og Frederikssted paa St. Croix, som er indtaget til Sukkerdyrkning. Øens Vestende, medens Østenden dels er bevoxet med tæt Buskads, dels benyttes som Græsgang og endelig ogsaa dyrkes med Bomuld.

Øens Velfærd er baseret paa Udbyttet af Sukkerdyrkningen. Arbejdet ved Sukkermarkernes Behandling gaar for sig i Dag som for 100 Aar siden. Det er kun denne ene Plante, og Driften saa vel som Sukkerets Tilberedning gaar sar sig aldeles fabrikmæssigt. Agerbruget er ikke forskjelligartet som i den tempererede Zone, hvor de forskjellige Kornsorter og andre Produkter gjøre Landvæsenet forskjelligartet og saaledes interessant. Arbejdet ved Sukkerdyrkningen er højst ensformigt, sløvende og afstumpende. Hertil kommer selve det hede Klimas sløvende Indflydelse og den lodrette Sol, der absolut forbyder Evropæere at arbejde paa Marken i Vestindien. Negeren kan taale denne Varme, og han arbejder under den brændende Sol med Villighed, naar han behandles godt og mærker, at Arbejdsherren sætter Pris paa hans Arbejde. Men i Reglen er Arbejdsherren langt borte - i England eller Amerika - , og kun en betalt Vægter - Forvalter eller Underforvalter - tilser Arbejdet, idet han til Hest besøger eller hænger over Markarbejderne.

Negeren er ikke interesseret i, hvorledes Arbejdet falder ud. At faa Ende paa Dagen er hans Ønskers Maal. Hans Fader eller dog Bedstefader var Slave, dernæst Livegen, og nu er han Medlem af et haardt arbejdende Proletariat. Hverken han selv eller Arbejdsgiveren kjender noget til Danmark eller danske Forhold. Negeren er dog dansk Undersaat, medens hans Herrer i Reglen ere fremmede (mest Irlændere). De Hvide (de danske Autoriteter) have sørget for, at Negeren er uvidende og fattig. Man har intet lært ham og ved Lov forbudt at lade ham tjene mere end en vis ussel Dagløn, netop tilstrækkelig til at lade ham vedblive at existere vaa den simpleste og billigste Maade langt borte fra ædlere Nydelser af hvilken som helst Art nævnes kan. Som fattige og uvidende ham Negrene indtil den seneste Tid set op til de Hvide som de mægtigere Væsener - ikke som de ædlere eller bedre, tværtimod.

Efterretningen om Slavernes Frigivelse i Unionens Sydstater naaede ogsaa, om end kun som en svag Dønning, til disse forkuede og lidende danske Undersaatter, og det første Frihedssuk turde vel skrive sig fra den Tid. Jeg taler ikke her som den, der løst formoder noget, hvad jeg skriver, fremgaar af en Overbevisning, jeg har faaet ved lange og mange Samtaler under fire Øjne med Negere paa Stedet. Jeg vidste, at om end Overfladen var rolig, hvilede Tankerne ikke hos den sorte Mand; han sammenlignede stadig sin egen fortrykte og foragtede Tilværelse med de hvide Mænds. En Befolkning, som ikke forstaaer og ikke forstaaes af vor hovmodige Race, kan gjennem Aartier bære paa Følelser og Tanker, som vi ikke ane. De uretfærdige Arbejderregulativer have de Sorte i lang Tid været højst utilfredse med, man kaldte dem frie og holdt dem i Slaveri. "Dersom den danske Konge vidste, hvorledes den stakkels Neger har det, vilde han bryde Lænken; men han ved det ikke", har man flere Gange sagt til mig. "Men han er langt borte og kjender os ikke".

Uagtet der stadig ved Agenter hværves Arbejder for St. Croix paa de engelskvestindiske Øer, er det ikke muligt at holde paa disse Folk. Man hværvede dem ved gode Haandpenge, de kom ogsaa til Øen, arbejdede deres kontraktmæssige Tid, men vare derefter ikke til at bevæge til at blive. De fandt Forholdene trykkede og uhyggelige. Negeren var mere fri paa de engelske Øer, derfor flyede han vor Ø. Jeg skriver dette, fordi jeg har talt med mange af disse fremmede Negere og hørt denne Udtalelse af deres egen Mund. Kun de spanske Øer, navnlig da Kuba, staar tilbage for St. Croix. At den civiliserede Verden taaler det forsmædelige og skjændige Slaveri, som endnu finder Sted paa Kuba, er jo en uaftvættelig Skamplet paa Civilisationen hvor længe ville de evropæiske Regeringer taale dette Stykke Fortids Mørke midt i vor oplyste Tidsalder!

Skjønt vore sorte Landsmænd selv afkastede Slavelænken, skjønt de fornylig selv itubrød Livegenskabets Aag, arbejde de igjen roligt og godmodigt paa St Croix's Sukkermarker. Men den sorte Mand er ikke længere en blot og bar Maskine, han tænker over, hvad der fornylig er sket, og hvad han tror der i den nærmeste Fremtid bør ske. Guvernøren i Vestindien har selv haft en Fornemmelse heraf, idet han tilmeldte Regeringen at næste Gang vilde Krigen ikke blive ført mellem Bambusstokke og Geværer, men mellem Geværer paa begge Sider. Men naar er næste Gang. Disse Katastrofer ville uundgaaelig vende tilbage, naar ikke Aarsagerne dertil fjærnes.

Negrene ere ikke komne til Ro efter den sidste Opstand. Det nytter ikke at begrave dette Æmne under Tavshed. Man har skudt og fængslet dem, og de have bøjet Nakken for Overmagten - for Geværerne - men det Blod, der er flydt, damper endnu, navnlig det, Standretten udøste. De raabe endnu our side, men de Hvide høre det ikke, fordi de ikke ville høre det, før Raabet overdøver alt andee.

Man maa hidføre en radikal Forandring i Forholdene. Kun den Forandring er fyldestgjørende, som bevirker, at Negre fra andre Egne af Vestindien befinde sig vel ved at arbejde og tage Ophold paa Øen. Den sorte Mand maa ikke længere med Magt holdes nede som Proletar. Han maa kunne blive Ejer af Jord og Forpagter af Jordarealer, han kan magte. Han maa se nogle af sin Race opnaa dette og vide, at han selv og hans Børn kunne opnaa det.

Vil Negeren da som Grundejer eller Forpagter dyrke Sukker? Han vil det, dersom det kan betale sig for ham. Udstykker man Regeringsplantager, kan man jo endogsaa lægge Sukkerdyrkning som Servitut paa en Del af Arealet.

I det store altsaa og for Øjeblikket er Sukkerdyrkningen absolut den Faktor, som skal holde Øen oppe; navnlig fordi der skal Tid til at gaa over til noget nyt. Ikke at der skulde være noget til Hinder for at frembringe lønnende Afgrøder af Kaffe og Bomuld, tværtimod! Begge disse kurante Handelsvarer kunne i Masse bringes ud af den sukkertrætte Jord; men Overgangen maa ske sukcessivt. Ogsaa i Retning af denne Overgang til sideordnet Dyrkning af andre Produkter vil en fornuftig begrænset Udstykning af Regeringsplantager være til stor Nytte.

Kaffe har i en tidligere Periode været dyrket i stor Udstrækning paa Øen, og denne Handelsvare, der ganske stammer fra Troperne, kan igjen blive en stor Indtægt for Øen. Uden Pleje voxer den allerede frodigt paa mange Steder, og den deraf i Handelen gaaende Kaffe er god. Planten fordrer Fugtighed til Maade og til Dels Stygge af andre Træer. Nu er det saa, at skyggefulde Træer hurtig kunne fremskaffes i det tropiske Klima, og at Skyggen tillige bevarer Fugtigheden i Jordbunden. Medens Sukkeret mere og mere fremstilles af Sukkerroer i de tempererede Egne og tilmed daler i Pris, er Kaffe aldrig udsat for denne Konkurrence og er tilmed i den sidste Menneskealder stadig steget i Pris, ja indtil 100 Procent. Alt dette og mere (de billigere Produktionsomkostninger) taler for, at Kaffedyrkning opmuntres. Jeg skriver opmuntres, idet jeg i dette Ord lægger alt, hvad det i vidstrakt Betydning kan indeslutte. Her hjemme er jo i Menneskealdre opmuntret til Landbrugets Fremme ved Bøger, Forsamlinger, Foreninger, Præmier, Udmærkelser, Udstillinger, højere Priser paa bedre Varer - alt sligt er ukjendt i Vestindien, hvor man kun sukker "more rain" (mere Regn) og længes efter gode Efterretninger fra de store Sukkermarkeder.

Det danske Landhusholdningsselskab, det jydske Hedeselskab, det er hvad St. Croix har trængt og trænger til.

Bomuld har længe været dyrket paa St. Croix. Jeg har selv set yppige Bomuldsmarker paa Østenden af Øen, hvor man kun behøvede at holde Jorden om Planterne ren i det første halve Aar, for siden gjennem flere Aar at høste rigelig. Der er ingen Tvivl om, at Østendens Jorder kunne blive Bomuldsmarker af første Rang. Det drejer sig om at plante den rette Sort, da der haves en Mængde forskjellige Arter, den ene bedre egnet for een Jordbund og eet Klima, den anden for en anden Jordbund og andre klimatiske Forhold. Det ligger nær at engagere Negere fra andre vestindiske Pladse til at dyrke hvad Øens egne Negere ere fremmede for. Det vilde jo være den letteste og hurtigste Maade at skaffe bedre Dyrkningsmaader Indpas paa.

Indigo har tidligere spillet en stor Rolle paa Øen. Indigoplanten voxer vildt overalt, men benyttes ikke; ja, dens Behandling for at fremstille Farvestofset er vel ikke en Gang længere kjendt. Dersom ikke Prisen paa Indigo er til Hinder for dens Dyrkning for Tiden, vilde ogsaa denne Industri kunne gjenoplives med Held.

Kokuspalmen forefindes jo hist og her, men man kan ikke sige, at den dyrkes. I Nærheden af Stranden bærer Palmen en stor Rigdom af Nødder, og det er i Sandhed forbavsende, at ogsaa denne prægtige Frugt er forsømt i et Land med saa stort Kystterræn. Men man kan ikke plante den i Dag og høste Nødder i Morgen; derfor plantes den ikke. Der er ingen Opmuntring til noget som helst i nogen Retning, ingen Præmie for Plantning af Kokuspalmer, der dog kunde bringe Len store Fordele.

De store Plantagers Haver ere for intet at regne Kun fra de Jordpletter, der ligge om Negerhytterne og dyrkes af Negerne, faas Pisang, Oranger, Druer, Pærer, Meloner, Yams, Kartofler, Majs, Peber, Jordnødder, Kokusnødder, Tamarinther osv.

For Kreaturerne (Heste, Muldyr, Mulæsler, Hornkvæg, Faar og Geder) dyrkes Guineagræs, en kraftig og meget nærende Græsart.

Jeg kjøbte en Dag en halv Tønde Land, som henlaa i Vildnis, dækket med Maranbuske og Tjørn. En Neger bortryddede i nogle faa Dage Krattet og plantede strax Guineagræs i Jorden. Der var ikke Tale om noget som helst andet Arbejde ved denne Plantning end det, at prikke et lille Hul i Jorden og deri med Rodenden nedsætte en lille Busk Guineagræs. 14 Dage efter dette Arbejdes Udførelse begyndte min Hest at benytte dette Græsstykke til Foder, og næppe en Maaned efter Plantningen var Græsset et Par Alen højt og dækkede Jorden som den tætteste Rugmark. Jeg kan tilføje, at min Hest, som jeg altid benyttede til Ridning - og jeg red ikke saa lidt hver Dag - aldrig fik andet at æde end Guineagræs og i Høsttiden af og til lidt SukkerGp, et Bevis paa, hvor nærende denne Græsart er.

Skjønt St. Thomas forbruger en stor Mængde Vegetabilier til sin daglige Behov, ligesom store Masser forbruges af Skibene i Havnen, leverer St. Croix kun lidt heraf. Tortola, Anegada, Crab-Island og andre Øer tjene disse Penge. Vore Negere vilde snart selv besørge denne Forsyning, dersom deres Tid tilhørte dem, og de kunde benytte de fornødne Jordarealer. Derimod forsyner St. Croix St. Thomas med "sugar cakes", størknet kogt Sukkersaft, som paa ulovlig Maade fravendes Sukkerkogerierne. 

Endnu maa tilføjes, at Biavlen, Honning- og Voxproduktion kan trives paa St. Croix til en Grad, man her hjemme ikke gjør sig nogen Forestilling om. Jeg bragte med mig ud fra England fire Bisværme. Bierne trivedes saa udmærket, at jeg 5 Aar efter min Ankomst høstede 6-8000 Pd. Honning og over 1000 Pd. Vox aarlig. Og dette Resultat, uagtet jeg jo var fremmed for Forholdene og, i det Mindste fra først af, saaledes ikke kunde gribe Sagen an paa den fordelagtigste Maade. Frie Negere med egne Jordlodder vilde ved en Smule Opmuntring og Vejledning kunne bringe meget ud af denne Industri.

Det her fremsatte vil vise, at om end Sukkerdyrkningen i det store og for Øjeblikket maa være Bærer af Øen, bør der arbejdes hen til at skaffe ogsaa andre Indtægtskilder for Øen til Veje, hvilke, som paavist, ogsaa let og hurtigt ere ved Haanden, men under de for Tiden bestaaende Forhold ikke kunne bryde igjennem.

Udstykning af nogle Regeringsplantager vil efter min Mening føre fremad mod Maalet. Jeg har sagt det før og gjentager det: Negeren maa føle, at hans Hudfarve ikke stiller ham udenfor Loven, at Arbejde og Virkelyst ogsaa kan skaffe ham og hans en lysere og med den hvide Befolkning lige stillet Fremtid, og Racehadet vil efterhaanden tabe sig. Negeren maa som Arbejder føle sig lige saa vel paa St. Croix som paa de engelske Øer, saa vil Øen ikke komme til at savne Arbejdskraft. Sporene af Opstanden kunne hurtigst udslettes ved en almindelig Amnesti for de under samme begaaede Forbrydelser og Forseelser, og denne Amnesti maa paa en eklatant Maade meddeles Negerbefolkningen; uden at se op til Avtoriteterne vil Negeren være rørt og taknemlig over en Naadesakt af Kongen, naar denne er udstrakt og almindelig.

Det store Spørgsmaal er, om Danmark vil erklære den sorte Befolkning for Statsborgere, lige stillet med den hvide og, vel at mærke, behandle den som saadan, eller, om hvad der paatænkes gjort for Øen, kun skal gjøres for de Hvide (de Fremmede - Irlænderne). For Tiden ser det ud, som om vi for Negerne kun have Krigsskibe, Soldater og Fængsler, medens Penge, Velvillie og Hjælp af enhver Art tilføres de hvide. Jeg veed, at ægte danske Hjærter ville give mig Ret i, at dette Forhold bør forandres. Den sorte Mand har længe nok trællet, slæbt og sukket til dog en Gang at fortjene bedre Kaar. Vil Landet gjøre noget for Vestindien, saa tænk ogsaa paa den sorte Mand! Vi kunne ikke vente, at han selv skal kunne staa frem og paapege, hvad der bør gjøres. Det Barbariets Mørke, hvori man har holdt ham, beskytter ham mod en hvilken som helst saadan Fordring. Jeg tvivler ikke om, at mange med mig have lagt Mærke til, at medens efter Opstanden den danske Presse uafladelig buldrede paa Medlidenhedstrømmen for St. Croix' hvide Befolkning, hævede der sig ikke en eneste Røst for den Sorte (med Undtagelse af hvad jeg har skrevet i Morgenbladet). Ved Siden af at vise, hvor lidt man bekymrer sig om, hvad der ikke angaar En personlig, viser nævne Faktum ogsaa tydelig, i hvor høj Grad den sorte Befolkning trænger til Beskyttere; den har jo ikke været i Stand til selv at faa nogen som helst beretning om dens Motiver til Opstanden, dens Maade at bedømme Forholdene paa, frem for Offenligheden. Alt er bleven berettet igjennem dens Fjends Pen. Viser ikke dette dens Afmagt og Trang til Beskyttelse?

Det er ikke Soldater, Krigsskibe, Standretter og Fængsler, St. Croix trænger til, men til en radikal Forandring i den Aand , hvori Øen regeres. Lad ikke længere Fremmedes Interessser trampe danske Undersaatter under Fødder, men tænk paa Negeren, naar noget skal gjøres for Øen.

Kjøbenhavn den 1ste Juli 1880.

Th. Thorson

Landinspektør, tidligere Premierløjtnant ved den vestindiske Hærstyrke.

(Morgenbladet (København) 7. juli 1880).

Ubekendt fotograf: Arbejdere på Sankt Croix. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Bergs ny Hærlov. (Efterskrift til Politivennen)

Se afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne, samt den efterfølgende proces.

At vi nu faar en Hærlov, er hævet over al Tvivl; mellem "Højre" og Berg er der nu kun en lille Tvist tilbage om Bekostningen m. m., men da begge Parter har ladet sig forlyde med, at man, som det hedder i Handelssproget, kan "brække over" paa Midten, saa er der ingen Tvivl om, at delte eller noget lignende vil blive Tilfældet. Det vilde ogsaa vare urimeligt, om en saa stor og betydningsfuld Sag, der drejer sig om mange Millioner, skulde strande alene paa Hensynet til nogle faa Hundrede Tusinde Kroner. Da Berg imidlertid forlods har givet Vaabnene fra sig. saa han kun har det mindre væsenlige, Pengespørgsmaalet, tilbage, saa vil de kommende Forhandlinger for lukkede Døre ikke faa mere Betydning end det sædvanlige Optrin imellem 2 Handlende, der godt veed, hvorledes Enderesultatet skal vare, men dog paa Handels-Honørens Vegne soler sig forpligtede til at gaa og komme et Par Gange, forinden Næven rækkes ud til Slag.

Vi har altsaa en ny Hærlov, og Prisen bliver formodenlig en halv Million mere end den nuværende Hærlov, idet Omkostningerne altid overstiger Overslaget; dog er Bekostningen ikke her Hovedsagen.

Der er adskillige Punkter, som er af langt større Betydning end Pengespørgsmaalet. Dette hænger sammen med, hvad det danske Demokrati med Rette kunde og maatte haabe af en ny Hærlov; lad os undersøge disse Krav. og det vil vise sig, at end ikke den tarveligste Fordring er sket Fyldest ved den ny Lov. - Enhver sand Demokrat maa forlange, at det værnepligtige Mandskab faar en human Behandling, der svarer til, hvad Tiden kræver; det er bekendt nok, at saagodt som alle Rekruter klager over den Behandling, som de nu er udsatte for, og den Dom fra Jægersborg, som nylig er fremkommen, stadfæster kun dette; den milde Straf, de vedkommende har faaet skal næppe virke ret meget afskrækkende. Hvor rimeligt var det, om man i den ny Hærlov havde sørget for at faa indført Sikkerhedsforanstaltninger imod slig Behandlingsmaade; er nogen virkelig saa enfoldig at tro, at man skaber gode og villige Fædrelandsforsvarere ved at "muntre" dem med Slag og Skjældsord? Jo, desværre er der mange, som tror det, men de vil blive bitterlig skuffede. - Jens Busk har indlagt sig Fortjeneste ved Jægersborgsagen - derom er vistnok alle Demokrater enige - men han afsier Myggen og finger Kamelen ved at gaa i Bergs Kjølvand og vedtage en Hærlov, hvor der ikke er den fjærneste Garanti for, at Behandlingen af Soldaterne vil blive bedre, men langt snarere Udsigt til, at den vil blive ringere.

Man sige ikke, at dette ikke vedkommer Hærloven, og at man siden kan ændre den militære Straffelov, thi har man først givet det Vaaben fra sig, som man havde i Hærloven, saa kan Venstre gjerne opgive ethvert Krav paa Reformer i andre Retninger; "Højre" har, som bekjendt, ikke Øje for den humane Behandling af Soldaterne; "Krumslutning" og "Rotting" er efter deres Begreb fortrinlige Straffemidler - hvorledes bilder Venstre sig da ind at faa disse middelalderlige barbariske Straffe afskaffede, naar der intet som helst Tryk hviler paa Højre. - Mærkværdige Godtroenhed!

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men der er en Vej, ad hvilken man allerbedst skaffer Soldaterne en human Behandling og bedst fremmer en god og fædrelandssindet Aand i Hæren, og det er ved at sørge for, at den forsynes med dannede og humane Befalingsmænd ; disses Uddannelsesmaade staar derfor i meget nøje Forbindelse med Soldaternes Behandling; i den gamle Hærlov af 1867 var det Tanken, at idetmindste en Del af Befalingsmændene skulde udtages blandt det værnepligtige Mandskab ; istedetfor dette skal nu samtlige Befalingsmænd uddannes ved Afdelingerne, og her kan den stokmilitære Aand, der i Mandskabet ikke ser andet end villieløse Medlemmer, ret faa et Arnested. - Det er en fuldstændig Opgivelse af Folkevæbningstanken, en Tilbagevenden til Frederik den 6tes Tidsalder; man skulde og burde skaffe en human og demokratisk Aand ind i Hæren, og saa overlader man hele Uddannelsen af Befalingsmændene til de militære Herrer. - Et bedre Middel til at voldgive sig Stokmilitærismen kjender vi ikke. Kort sagt: Den Bergske Hærlov har ingen Garanti for en humanere Behandling af Soldaterne - om mulig det modsatte.

En anden Fordring. Demokraterne maa stille, er Afskaffelse af tvungen Garnisonstjeneste. - Mulig er det nødvendigt, at der er den Art Tjeneste om Vinteren, fordi der dels skal være en større Politistyrke, dels skal være noget Mandskab til Officerernes Øvelser - men hvorfor skal denne Byrde paahvile enkelte af Landets Børn fremfor andre. - Ligheden kræver, at slig Tjeneste maa udføres af lejede Soldater og Bekostningen dermed kræver, at al overflødig Garnisonstjeneste afskaffes, og der er sandelig nok deraf, nok af Gamaschetjeneste. Dertil kommer, at Garnisonstjenesten virker sløvende paa Mandskabet og desværre ofte nedbryder Sædelighedsfølelsen. - Venstre har altid hævdet Afskaffelsen af denne Tjeneste - hvad siger nu det ny Forslag derom:

Det forøger Garnisonstjenesten fra 36,000 Tjenestemaaneder til 45,400, og det samtidig med, at den Hær, vi kan stille i Marken i første Række, bliver betydelig mindre end den, vi nu har.

Dersom det er det danske Folks Opgave at skabe en forholdsvis lille Hær med et stort Apparat af kostbare Officerer og at holde denne Hær i en saadan Orden, at den kan paradere for enhver tilrejsende Kapacitet og faa Ord for at være en vel dresseret og pyntelig lille Hær, og det fremdeles er Opgaven i Krigstid at opgive Jylland og Fyen og forvare den smukke Hær paa Sjælland, saa svarer den ny Hærlov godt til sit Formaal; den gamle militære Aand faar Lov at blomstre paa alle Omraader og kaste sit Frø i vore Garnisonsstæder; hvis det derimod er Meningen, at det danske Folk i Farens Stund vil rejse sig alle som een for at værge vor Odel og Eje til Lands og til Vands, saa kan der næppe tænkes nogen slettere Lov end den, vi nu er saa temmelig sikre paa at faa. - Den lille Landhær med de mange Officerer og den lange demoraliserende Garnisonstjeneste vil sluge vore smaa Midler, saa vi kun faar lidt tilovers for det Værn, der fremfor alt burde være vort bedste Vaaben, fordi det er det eneste, ved hvilket vi kan vente at udrette noget forsvarligt, - vi sigter naturligvis til Flaaden. At denne vil blive svagere, i samme Grad som vi sætter vore Midler til paa at skabe en Landhær, er indlysende. - Det eneste, som der ved den nye Hærlov vindes for Befolkningen, er, at Genindkaldelser af Mandskabet nedsættes fra 3 til 2 Gange. Dog er det ikke værd at glæde sig for tidlig derover, da det mulig hører med til det, som Berg mener med sit "sidste Ord". Nu - det gjælder jo ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden, saa har Venstremænd kunnet opgive alt, hvad de hidtil har kjæmpet for, saa lad dem opgive det med. n.

(Horsens Folkeblad 5. juli 1880).

Hærloven var et resultat af kontakten mellem den moderate venstreleder, Frede Bojsen, og krigsminister C. A. F. Thomsen. Folketingets moderate venstre og højrepartiet nåede til et resultat, som ikke blev afvist af regeringen og landstinget, og som blev vedtaget den 25. juli 1880. Hærens antal af linie-batailloner blev udvidet fra 21 til 31, idet 10 reserve-batailloner blev overført til linien. Rytteriet og artilleriet blev udvidet på samme måde og feltartilleriet udvidet med 4 forstærkningsbatterier. Fæstningsartilleriet forblev uændret. Antallet af befalingsmænd blev forøget fra 1598 til 2107, men garnisonstjenesten og de årlige indkaldelser blev indskrænket. De politiske følger blev at kultusminister Fischer blev fjernet fra sin post i august 1880, for syns skyld fik Kauffmann lov til at bevare sin stilling til april 1881. Hærlovsagen var et alvorligt nederlag og prestigetab for Chr. Berg, og Hørup fik mere magt til at lancere den antimilitaristiske politik, som få år førte til bruddet mellem Hørup og Berg. Om Chresten Berg, se andetsteds på denne blog.

Rekruternes Behandling paa Jægersborg. (Efterskrift til Politivennen).

Husarrekruterne og Højrepressen. Kold. Folkebl. skriver i Anledning af Krigsretsdommen: Det var i Folketingets Møde den 11te Juni f. A, at Jens Busk stillede sin Forespørgsel til Krigsministeren: "Vil Krigsministeren være villig til at undersøge, hvorvidt Rytterirekruternes Behandling, navnlig paa Jægersborg, er stemmende med de Krav, som anordnede Instruxer og humane Hensyn rnaa fordre fyldestgjorte?" Krigsministeren svarede, at der ikke til ham var indkommet nogen Klage fra Rekruternes Side, men at det var selvfølgeligt, at de af Forespørgeren fremdragne Tilfælde vilde blive undersøgte. Man vil mindes, hvorledes Højre faldt over Krigsministeren paa Grund of denne Erklæring. "Dagens Nyheder" maatte i "høj Grad beklage", at Krigsministeren i mindste Maade vilde befatte sig med disse "Sladderhistorier", og de øvrige Højreblade stemmede op i samme Toneart. At de alle faldt over J. Busk. er indlysende, og det regnede formelig ned med Angreb over ham, men "Dagbladet" fik her Forspringet ved at opdage, hvad der skulde gjøres. Det kunde kun se "Ulæmper og Misligheder" ved at faa noget undersøgt paa Jægersborg, men derimod anbefalede det Krigsministeren at undersøge og give Offenligheden "nærmere Besked om Jens Busks eget Forhold i Tjenesten", da han efter de Undersøgelser, Bladet havde anstillet, havde været "sløj" - altsammen fra det retslige Standpunkt, at naar der klages over en Embedsmand, skal den offenlige Undersøgelse ikke rettes mod denne, men mod Klageren. Da saa Kommissionen blev nedsat, fik Højrepressen atter travlt med Sagen, og man glædede sig indbyrdes ved at fortælle hverandre, hvorledes det nu fuldt ud var blevet fastslaaet, at det var Sladderhistorier det hele: Jens Busk havde slet ingen Vidner, lød det fra det ene Blad til det andet; hvad han fortalte, var Historier han havde hørt paa anden og tredie Haand, og som ingen kjendtes ved. - Den faldne Dom viser, paa hvis Side Sladderen var.

(Morgenbladet (København) 2. juli 1880).

Sagen i Anledning af Rekruternes Behandling paa Jægersborg

Megen Uret sker i Verden uden at blive paatalt, fordi Vedkommende, som bliver krænkede ikke træder frem og klager, idet den Anskuelse i Reglen gør sig gældende hos de Fleste, at det ikke kan nytte noget at paatale sin Sag, Tingen bliver ikke afhjulpet derved. Vi skal villigt indrømme, at Retsforholdene i Reglen er af den Beskaffenhed at det er saare vanskeligt at komme til sin Ret, men alligevel skal man klage, ti derved afgives en Protest, som altid vil stifte sin Nytte. Med Hensyn til Forholdene blandt Rekruterne paa Jægersborg, da præsteres her et Vidnesbyrd om, at den Enkelte har afstaaet fra at klage, men gennem den ved Folketingsmand J. Busk rejste og vises, at Klagemaal i dette Tilfælde ikke alene var paa sin Plads, men ogsaa blev taget til Følge. For at Offenligheden saa meget som muligt kan blive bekendt med den jægersborgske Rekrutsag og dens Følger og deraf drage den nødvendige Lære, skal vi efter "Mgbl." udførligt gengive den til Folketinget fremsendte "Meddelelse fra Krigsministeriet" om:

Krigskommissionssagen,

anlagt efter allerhøjeste Befaling af 30te januar d. A. mod

Premierløjtn. Gerhard Christof Muus,
- Carl Emil Schønheyder, 

Oversergent Johan Adolph Christensen, 

Sergent Soph. Ludvig Christian Sieverts,
- Jens Christian Christoffer Meyer,
- Erich Heinrich Trauelsen (eller Traulsen) og
- Jens Peter Jensen, 

alle af Gardehusarregimentet og sigtede for :

Myndigheds Misbrug. 

Efter at der ved allerhøjeste Resolution af 30te Jan. d. A. var anordnet en Krigskommission til at føre til Ende og for de ovennævnte 7 Befalingsmands Vedkommende at paakende den af en den 23. Juni f. A. nedsat Kommission, i Anledning af Folketingsmand J. Busks Forespørgsel den 11e Juni f. A. til Krigsministeren, foretagne Undersøgelse angaaende Rekrutbehandingen ved Husarregimentets Skole paa Jægersborg har den nye Kommission Oplysning om et Ankepunkt i Sagen maattet søge Forhør afholdt paa St. Croix over en tidligere Husar, som nu gør Tjeneste ved den vestindiske Hærstyrke, - af hvilket Forhør Udskrift først modtoges i Begyndelsen af forrige Maaned - , og for øvrigt bestræbt sig for at tilvejebringe saadanne Forklaringer af de Tiltalte, mod hvem der forelaa Beskyldninger, som var ubeedigede, at fornyet Indkaldelse as Deponenter og disses Edsfæstelse ved fremmede Jurisdiktioner kunde blive overflødig. Dette er lykkedes Kommissionen, og Sagen har derefter kunnet paakendes den 7. Juni. 

Som Folketingstidende for den ordenlige Forsamling 1878-79, Spalte 3935- 3998 viser, gik Folketingsmand Busks Foredrag i Henhold til paalidelige Mænds meddelelser til ham, ud paa at fremstille Husarrekruternes Behandling paa Jægersborg som særdeles utilbørlig og navnlig en saadan, at det maatte formodes, at Hug og Slag, raa hensynsløs Behandling fra befalingsmændenes Side havde hørt til Dagens Orden. Der nævntes under forespørgslen bestemte Befalingsmænd, Officerer og  Underofficerer, som skulde have udmærket sig ved at plage Folkene; Regimentschefen og Skoleforstanderen omtaltes som inhumane; der hentydedes til hyppige Selvmord paa Skolen, klagedes over Krumslutningsstraf for ubetydelige Fejl, og man modtog ved de fra flere Talere fremkomne Ytringer et bestemt Indtryk af, at Rekruterne maatte have følt sig særdeles trykkede og ulykkelige.

Da den første Kommission paa Grund af Avditørens alvorlige Sygdom den 31te December f. A. havde maattet standse sit Arbejde, viste det sig imidlertid, at den, efter at have foretaget en møjsommelig Eksamination af tjenestegørende og hjemsendte Husarer, ikke havde skønnet rettere, end at Rekruternes Behandling i det hele havde været god og paa ingen Maade kunde antages at have svaret til det Billede, som man var opfordret til at danne sig ved at læse Foredragene i Folketinget, hvad der da ogsaa i og for sig lettelig lod sig forklare deraf, at Forespørgeren havde støttet sine Beretninger paa Meddelelser fra Personer, der saa godt som udelukkende manglede egen Erfaring om det, de havde fortalt ham. Alligevel var det efter Forhørene at antage, at der i Eksercerskolen jævnlig var givet saakaldte "Lussinger" (c: Slag paa Siden af Hovedet med den flade Haand), og uddelt Rap med Sabel, Huggert, Ridepisk, Spanskrør, Reb (Springesnor) eller andet Redskab, som Lærerne havde haft ved Haanden og hvorved de havde tilsigtet at "vække", "muntre" eller "lette" Rekruterne de dem paalagte Øvelser, uden derved netop at have villet tilføje dem nogen Lidelse, samt at Rekruterne i Almindelighed havde opfattet den Behandling, de erholdt, i saadan Mening. Der forelaa dog ogsaa Eksempler paa, at Lærere havde benyttet som Disciplinærmiddel at lade Rekruterne "sidde i bøjede Knæ" i længere eller kortere Tid, fordi de ikke havde kunnet svare paa dem forelagte Sporgsmaal, en Behandling, der erkendes for at være pinlig for de Paagældende og derfor synes at maatte betragtes udelukkende som en uhjemlet Straf, men ingenlunde som en hensigtsmæssig Øvelse for Tjenestens Skyld. I enkelte Tilfælde forelaa der ogsaa Sigtelser om en endnu haardere Behandling fra Befalingsmænds Side. Nøjagtig at bevise den egenlige Beskaffenhed af, hvad der var forefaldet i bestemte Tilfælde, havde dog, efter at længere Tid var forløbet, vist sig at være saare vanskeligt og misligt. Det fandtes derfor, da Avditørens Helbred gjorde det umuligt at benytte hans Tjeneste, og Undersøgelseskommissionen allerede, navnlig i en Skrivelse af 11te September f. A. til Aars og Sleth Herreder, havde ved Avditøren udtalt et Slags Dom over de under Forespørgslen i Folketinget fremsatte Beretningers Paalidelighed, at være forsigtigst at overgive Sagen til fortsat Behandling af en helt ny dømmende Kommission, som, naar Sagen af denne var sat i saadan Stand, at den kunde paakendes, vilde have at afsige Dom med Hensyn til de deri implicerede Befalingsmænd. Til disse kunde dog hverken henregnes Regimentschefen, Oberst H. Castenschiold, eller Skoleforstanderen. Ritmester Borberg. Mod den første forelaa næmlig ingen Sigtelse for slet Behandling af nogen Rekrut, kun almindelige Paastande om hans formentlige Mangel paa Humanitet, der paa ingen Maade bekræftes ved de af ham anvendte eller foranledigede Straffes Beskaffenhed. Og hvad der var paasagt Ritmester Borberg til hans Skade om talrige Selvmord blandt Rekruterne havde vist sig at være i den Grad urigtigt, at det tilstrækkelig var konstateret, at kun to Selvmord havde fundet Sled ved Skolen paa Jægersborg i de 7 Aar, hvori han havde været ansat samme Steds, og under Omstændigheder, der ikke gave Anledning til slig ond Eftertale. Hvad der desuden i Folketinget var bebrejdet ham i Anledning af, at der af ham skulde være dikteret en Rekrut 12 Timers Krumslutning, blot fordi Spændet paa Rekrutens Stigrem under Ridningen var kommet til at sidde forkert, kunde efter det derom oplyste ikke tillægges Ritmesteren som nogen Haardhed, da der ved Straffen var taget Hensyn til Rekrutens tidligere utilfredsstillende Forhold og til de ham forgæves givne Advarsler.

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om hver enkelt af de Tiltalte indeholder Kommissionsdommen følgende Oplysninger:

1. Premierløjtnant G. C. Muus har i Folge den af forhenværende Husarrekrut Nr. 177/1878, nu Underkorporal i den vestindiske Hærstyrke, Christiansen, afgivne og beedigede Vidneforklaring, der bestyrkes ved andre fremkomne Oplysninger, og ikke benægtes af Premierløjtnanten, i Marts eller April 1878 under en Øvelse i Sideløb og Fremadløb givet Rekruten et ikke ubetydeligt Slag med den flade Haand i Nakken og derefter et Slag med Sablen over Ryggen. Ogsaa har denne Tiltalte vedgaaet undertiden at have "rusket lidt haardt i en Mand" for at faa ham til at staa rigtigt eller gør en Bevægelse rigtigt, og at have undertiden rettet "lidt føleligt" paa en Mands Stilling med Sablen eller med en Ridepisk, samt at han ikke har modsat sig, at Gymnastiklæreren, nuværende Oversergent Christensen, medens Premierløjtnant Muus i Foraaret 1878 legede Gymnastikundervisningen paa Jægersborg, "muntrede" Rekruter, der bleve hængende paa Hesten, ned af denne med en "lille Vækker" eller Berøring med Huggerten, Fægtehandsken eller Haanden, og at han selv har gjort noget Lignende, naar han personlig deltog i Undervisningen, men disse Berøringer vil Løjtnanten ikke have betragtet som "egenlige" Slag.

2. Af Premierløjtnant C. E. Schønheyder er det erkendt, at han gentagne Gange som Disciplinærmiddel under Felttjenestelæsningen har ladet Rekruter "sidde i bøjede Knæ", dog ikke længere end i et Kvarter, den længste Tid, han antog, at en Mand kan udholde at sidde i denne Stilling; at han har givet en og anden Rekrut et Rap med sin Ridepidsk og af og til ved Øvelsen i Længdespring over Hesten tildelt Rekruter Rap med Springesnoren for at fremme Øvelsen, samt at han ikke trøster sig til at benægte lige over for en rekrut at have brugt det Udtryk, at Rekruten burden "puttes i Møg og sendes Hjem". Enkelte under sagen afgivne Forklaringer gaar endvidere ud paa, at det førstnævnte Straffemiddel af Premierløjtnanten er anvendt endog ud over den af ham angivne Tidsgrænse, - at han har slaaet Rekruter med den flade Haand paa siden af Hovedet, samt at han en Gang da en Husar, Nr. 231 Petersen, sad i bøjede Knæ, under Læsningen i Gymnastiksalen har bibragt ham et Slag i Siden eller Ryggen med Fæstet af den Sabel, Tiltalte selv holdt i det Yderste af Klingen. Men for disse Sigtelser, hvis Rigtighed Premierløjtnant Schønheyder modsiger, mangler det fuldstændige Bevis.

3. Oversergent C. A. Christensen har tilstaaet, at han som Gymnastiklærer af og til har givet en Rekrut en Lussing, undertiden med knyttet Haand slaaet Rekruter oven i Chakoten, og at han en Dag ved Kontrahugningen har tildelt Rekrut Nr. 66/1875 Hansen  et Slag med sin Sabel over den ene Arm, hvorved Sabelklingen sprang, saa vel som at han ved Gymnastikøvelsen i Længdespring over Hesten har brugt at give Rekruterne "Vækkere" eller "Lettere" ved Slag over Bagen med Armværnet af en Fægtehandske, med Huggert, Spanskrør eller lignende, dog ikke saaledes, at hver den, der sprang, fik et Slag, men væsenlig kun de, der bleve hængende paa Hesten eller ikke passede deres Tur. Endvidere er der mod den Tiltalte under Sagen fremsat adskillige Sigtelser, hvis Rigtighed han har modsagt og som derfor ikke har ladet sig fuldstændig bevise, nemlig: fra Husar Nr. 87/1875 Petersen, Nr. 163/1876 Larsen og Nr. 169/1877 Sørensen om, at Tiltalte idelig brugte Skælsord, nemlig "Laban" og "Klodrian"; - fra Husar Nr. 57/1875 Hansen, der to Gange vil være slaaet af Tiltalte med knyttet Haand i Ansigtet, den ene Gang saaledes, at han fik et blaat Øje, den anden Gang saaledes, at hans Næse blødte, og som paastaar, at Tiltalte næsten hver Dag slog Rekruterne med en Stok, samt en Gang, da han (Nr. 57) var mat efter et længere Sygeleje og derfor ikke kunde springe over Hesten, lagde en Springesnor flere Gange sammen og slog ham med denne; - fra Husar Nr. 87/1875 Petersen om. at Tiltalte under en Øvelse har bibragt ham et stærkt Slag over Skulderen med den tykke Ende af sin Ridepisk, og at Tiltalte en Gang har medbragt en hel Del Stokke, som efterhaanden bleve slaaede itu paa Rekruternes Rygge; - og endelig fra Husar af Aargangen 1875 Ole Hansen angaaende, at Tiltalte, da Husar nr. 66/1875 vilde gaa til Lægen i Anledning af det foran omtalte Slag, har sagt til Nr. 66, at dersom han gik til Lægen, skulde han faa mere.

4. Sergent J. C. C. Meyer har indrømmet, at han af og til har givet en Rekrut en "Lussing", samt at han i Marts 1879 med en Lindekvist har tilføjet Rekrut Nr. 237 Sørensen et Slag over Haanden, der havde til Følge, at Haanden hovnede op og at Rekruten maatte fritages for nogle Øvelser og undergives en kortvarig Lægebehandling, uden dog at indlægges paa Sygestuen. Endvidere har denne Tiltalte erkendt, at han en Dag under Øvelserne, med sin Sabel, der var i Skeden, har slaaet efter Husar Nr. Andersen og hans Hest, hvorved Sabelskeden, der var gammel og tyndslidt, bøjedes, da den rammede det bageste af Sadlen. Saa har han og tilstaaet, at han under Læsningen i Stalden har straffet Nr. 178/1878 Hansen ved at lade ham sidde nogle Minuter "i bøjede Knæ" i et Spiltov. Ifølge Husarens Forklaring har Tiltale derhos, da Nr. 178 ikke kunde udholde længere at sidde i den ham paalagte Stilling og vilde rejse sig uden Tilladelse, stødt ham omkuld og sparket ham i Siden, hvilket sidste Nr. 183 Larsen ogsaa vil have iagttaget. Tiltalte har dog nægtet forsætlig at have stødt eller sparket Nr. 178, og Rigtigheden heraf have de Tilstedeværende ikke turdet med fuld Sikkerhed modsige. Paa lignende Maade er det forblevet ubevist, at Tiltalte, hvad der paasiges ham, har tilføjet Nr. 174/1878 Petersen et blaat Øje og slaaet Nr. 156/1878 med Sablen over Ryggen. Hvad der i Folketinget er anført som at Sergent Meyer har haanet Rekruter ved at putte dem Sukker i Munden, da er det ikke bevist; ti vel har han vedgaaet en Gang at have foræret en Rekrut et Stykke Sukker, som han dog ikke puttede Rekruten i Munden; men denne vil ikke have opfattet dette som andet end som en Venlighed.

5. Sergent S. L. C. Sieverts er af Husar Nr. 183/187, Larsen, sigtet for den 17de Januar 1878, da Larsen mødte for sent til Staldtjeneste, at have slaaet ham i Ansigtet, saaledes at hans Underkæbe hovnede op, samt for en anden Gang at have slaaet ham som Staldvagt i Ansigtet med den flade Haand, paa hvilken Maade han ligeledes skal have behandlet nogle andre Rekruter, deriblandt Nr. 158/1878 Jørgensen, men Bevis herfor er mod Sergentens Benægtelse ikke opnaaet.

6. Mod Sergent E. H. Trauelsen (eller Traulsen), der er sigtet for en enkelt Gang at have givet en Rekrut en "Lussing", men paa det bestemteste nægter saadant, er Bevis eller Formodning heller ikke fremkom￾met, og

7. Det samme gælder med Hensyn til Sergent I. P. Jensen. 

Fra Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under disse Omstændigheder har Kommissionen enstemmig fundet Premierløjtnant Muus og Schønheyder samt Oversergent Christensen og Sergent Meyer strafskyldige efter Parolbefalingen af 10de Juli 1815 - Premierløjtnant Schønheyder tillige efter Anordningen af 27de April 1792 II § - og kendt saaledes for Ret:

Premierløjtnanterne Gerhard Christof Muus og Carl Emil Schønheyder bør udholde Fæstningsarrest af 2den Grad, førstnævnte i 1 Maaned, sidstnævnte i 2 Maaneder. Oversergent Johan Adolph Christensen og Sergent Jens Christian Christoffer Meyer bør være degraderede til Menige hver især i 4 Maaneder. Sergenterne Sofus Ludvig Christian Sieverts, Erich Heinrich Traulsen og Jens Peter Jensen bør for Tiltale i denne Sag fri at være.

At efterkomme under Adfærd efter Loven.

Den kgl. Parolbefaling af 10de Juli 1815 lyder saaledes:

"Paa det at Krigsretterne kan have en bestemt Regel at følge, naar en Foresat befindes at have tildelt nogen af sine Undergivne anden eller haardere Korrektion end Subordinations-Anordningerne hjemler, ja endog at have mishandlet den Underordnede med Stød eller Slag i Ansigtet, for Brystet, over Hænderne, Benene eller anden Maade, befaler vi allernaadigst, at den deri Skyldige skal straffes, i Fald han er Officer, med Fæstningsarrest fra en til seks Maaneder, og i Fald han er Underofficer med Degradation enten for nogen Tid eller for bestandigen, alt efter de med Mishandlingen forbundne mere eller mindre graverende Omstændigheder."

Herefter er de i denne Parolbefaling foreskrevne Straffe at anvende paa enhver Officer eller Underofficer, som tildeler sine Underordnede anden eller haardere legemlig Korrektion end tilladt er, uden at det kommer i afgørende Betragtning, om Korrektionen efter den nu almindelige Talebrug betragtes som en Mishandling. At dette har været Befalingens virkelige Mening er tydeligt deraf, at det utrykkeligt er betegnet som tilsigtet at give en bestemt Regel til Forebyggelse af Myndigheds Misbrug, og er i alt Fald bekræftet ved en Række af kongelige allerhøjst stadfæstede Resolutioner paa Krigsretsdomme, som med Fæstningsarrest har anset Officerer, fordi disse havde tilføjet Undergivne endog ubetydelige Slag. Den Omstændighed, at de under nærværende Sag Domfældte jævnlig ville fortrinsvis have tilsigtet at "muntre" Folkene ved at sætte Liv i Øvelserne, har altsaa ikke burde kunne fritage dem for at dømmes efter Parolbefalingen, men alene kunnet fortjene at erholde Indflydelse paa Størrelsen af de for dem valgte Straffe.

I saa Henseende fandt Krigsministeriet, at Kommissionen med Føje havde indskrænket sig til at idømme Premierløjtnant Muus den mildeste Fæstningsarrest, som lader sig anvende.paa en subaltern Officer, en Maaned i anden Grad, og at det ligeledes fortjente at bifaldes, at Straffen var skærpet til to Maaneder for Premierløjtnant Schønheyder, som ikke blot har benyttet det af ham vedgaaede, aldeles uhjemlede Plagemiddel, at lade Rekruter sidde i bøjede Knæ, men blandt andet endog tiltalt en Rekrut paa den foran nævnte høist usømmelige og modbydelige Maade. Da Officerer, som rettelig har været dømte til Fæstningsarrest for Overtrædelse af Parolbefalingen af 10de Juli 1815, ikke vides nogen Sinde ved kongelig Resolution at være blevne fritagne for at lide denne Straf, og der særligt bør tages Hensyn til, at en Officer, som forgriber sig paa sin Undergivne, derved giver en ringere Befalingsmand et slet Eksempel, vandt det allerhøjeste Bifald, at det for de 2 Premierløjtnanters Vedkommende skulde forblive ved Dommen.

Derimod skønnedes det efter Omstændighederne hverken at være ønskeligt eller nødvendigt at lade de Oversergent Christensen og Sergent Meyer i Overensstemmelse med Parolbefalingen tilfundne Straffe af temporær Degradation fuldbyrde. Denne Straf, som medfører, at den saaledes degraderede uden at aflægge Befalingsmændsdistinktioner skal med Menigs Lønning forrette Menigs Tjeneste i en vis Tid og have forbrudt sit Hæderstegn, anses ikke uden Grund for at være lidet heldig, især naar den paalægges Stabssergenter eller Oversergenter. Det paatænkes ogsaa, at slig Degradation ganske skal afskaffes. Ministeriet antog derfor, at en følelig Fængselsstraf, der dog ikke berøvede Oversergent Christensen hans Hædersteqn eller Sergent Meyer Udsigt til i Tidens Løb at opnaa et saadant, vilde være en langt virksommere og hensigtsmæssigere Straf end 4 Maaneders Degradation, samt at den for Retfærdigheden vilde være tilfredsstillende, saa meget mere, som de begaaede Forseelser laa noget tilbage i Tiden. I Overensstemmelse hermed er Straffen for hver af dem af Hans Maj. Kongen bestemt til 30 Dages Vagtarrest.

Med Hensyn til Sergenterne Sieverts, Trauelsen og Jensen har det, da de er frifundne, maattet have sit Forblivende ved Dommen.

Derefter er der den 18de Juni paa Krigskommissionsdommen tegnet saadan allerhøjeste Resolution:

"For Premierløjtnanterne Gerhard Christoph Muus og Carl Emil Schønheyders Vedkommende stadfæste Vi Kommissionsdommen, saaledes at den dem idømte Fæstningsarrest skal udholdes af den første paa Kronborg Fæstning og af den sidste i Citadellet Frederikshavn.

Med Hensyn til Sergenterne Sophus Ludvig Christian Sieverts, Erich Hejnrich Trauelsen og Jens Peter Jensen forbliver det ligeledes ved Dommen.

Oversergent Johan Adolf Christensen og Sergent Jens Christian Christoffer Meyer fritage Vi allernaadigst for den dem tilfundne Degradation, mod at de hver især hensættes i simpel Vagtarrest i 30 Dage."

Krigsministeriet, den 23de Juni

(Social-Demokraten 3. juli 1880).

Folketingsmedlem Jens Andersen Busk (1845-1908) var gårdmand fra Horsens. Han blev ikke valgt til Landstinget ved et suppleringsvalg 1875. Men 1876-1906 sad han i Folketinget. Han tilhørte gruppen omkring C. Berg og Viggo Hørup. 1880 var han repræsentant i Den jyske husmands-kreditforening og sad efterfølgende på flere andre poster. Sagen om rekrutterne på Jægersborg Kaserne var hans første større sag, hvor han selv kunne berette om egne erfaringer som dragon i Århus. Han betragtede sig selv som bonderepræsentant.

Krigsministeren var Wilhelm Frederik Ludvig Kauffmann (1821-1892). Han havde deltaget i Krigen 1848-1851. Efter krigen lærer i teknisk mekanik og teknologi ved Højskolen, 1854 chef for 4. Batteri og redaktør af Tidsskrift for Krigsvæsen 1865-73. 1860 blev han udnævnt til major. I Krigen 1864 var han kommandant for 4. Batteri og næstkommanderende artilleriofficer i Dybbøl-stillingen. I 1865 blev han  major, og stabschef hos artillerigeneralen. Han blev krigsminister i 1879 og udnævntes til general uden for nummer. Han fik ikke hærlovforslaget gennemført 1879-80, måske fordi han havde søgt støtte hos den Bergske gruppe. Det blev i stedet Folketingets Højre og de moderate af Venstre hvis forslag blev til lov 25. juli 1880 ophøjedes til lov. Han fik inden sig afgang gennemført en ny straffelov for krigsmagten i 1881 og trådte kort til efter tilbage.

På et folkemøde i Græsted som samlede ca. 500 mennesker, redegjorde Jens Busk for rekrutsagen. Referatet kan ses fx i Social-Demokraten 15. juli 1880.