Ferdinand Henrik (Heinrich) Jøhnke var 1901-1905 marineminister i ministeriet Deuntzer. Hans rolle under "Rekylgeværaffæren" og ministeriet Deuntzers afgang i 1904/1905 er omtalt her på bloggen. Han var gift med Julie Sophie, datter af boghandler C.A. Reitzel.
Jøhnke død.
"Jeg siger med Stolthed mine herrer, at jeg har været Venstremand fra jeg kunde begynde at knappe mine Bukser."
F. H. Jøhnke.
Natten til i Gaar er fhv. Marineminister, Viceadmiral Ferdinands Henrik Jøhnke afgaaet ved Døden. Han blev godt 70 Aar gammel.
For den store Offenlighed blev Jøhnke først kendt, da han i 1901 indtraadte som Marineminister i det Deuntzerske Venstreministerium. Og som ovenstaaende Citat, der er taget fra en Tale, Ministeren holdt ved en politisk Fest. siger, var Jøhnke til en vis Grad Demokrat. Han stod som Modstander af Københavns Befæstning, modsat Venstres første Krigsminister, General Madsen. Men hvor lidet demokratisk Indhold, der var i Folk som I. E. Christensen og Alberti, fremgaar bedst deraf, at de i Januar 1905 lavede Ministerkrise for at fjærne Deuntzer og Jøhnke sammen med Madsen, der havde lavet Venstreprovisorisme paa Usserød Klædefabrik og Saltholmskasematterne.
Jøhnke var ikke til Sinds at gaa, men Anders Nielsen havde sat sig til Opgave at samle et Flertal af forhindrede Militærkommissionens Flertal i at samle sig om Fæstningen Venstrereformpartiet vild: dække sig bag Sagkundskaben for at give Fæstningen den fornødne Støtte. men her var Jøhnke i Vejen, altsaa skulde han offres.
Mens Planerne mod Jøhnke smededes under Slutningen af Rigsdagens Juleferie. Nytaar 1905 skrev "Social-Demokraten" (frit efter Holger Drachmanns Digt til Parnell) bl. a. følgende:
Hold ud, hold ud!
Det er Mandsmodets, Frihedens, Fremsynets Bud,
I Fjor holdt man Madsen endnu oven Vande,
i Aar fem Ministre vil demisionere
for Demokratiets Sag at spolere,
mørkt er dit Blik. Hr. Alberti, aa Gud!
- tappre Rebeller, modige Jøhnke, hold udi
Ikke alle forstod, at der var en let Ironi i disse Vers, som vakte megen Opsigt.
Som bekendt endte Ministerkrisen med, at Venstre sprængtes. Jøhnke faldt paa sit Standpunkt: "Kamp mod Fæstningen" og I. C. Christensen dannede det ny Kabinet, i hvilket Alberti var Fanebærer.
Siden den Tid saa man af og til Jøhnke i Rigsdagens Fremmedloge, fra hvilken han med Interesse overværede storpolitiske Debatter, under hvilke Socialdemokrater og Rebeller blottede den Christensen-Alberti'ske Politiks Mangel paa Mandsmod.
Først da den Sygdom, der gjorde Ende paa hans Liv, tog for haardt fat, ophørte Besøgene i Rigsdagen.
Jøhnke var Sømilitær. Han blev Løjtnant i 20 Aars Alderen. Var med paa mange Togter om Bord paa "Niels Juel" i 1864 og atter ude paa længere Ture, bl.a. til Vestindien. I 1879 overgik han til Søminevæsenet og blev Chef for det aktive Torpedovæsen, som han udviklede til stor Fuldkommenhed. I 1885 blev han Chef for Søminekorpset og i 1899 Kontreadmiral og Chef for Orlogsværftet. Den 24. Juli 1901 fratraadte han denne Post for at indtræde som Marineminister i det Deuntzerske Ministerium.
Vi nævner af hans Forslag, der blev visnet eller nægtet Nyboders Flytning. Krudtmagasinets Fjærnelse fra Kristianshavn, Drogdens Uddybning og højere Arbejdslønninger.
Efter Jønkes Fjærnelse fra Ministeriet overtog Hr. J. C.Christensen baade Marine- og Krigsministerium som Rustningsminister. Faren for en aabenlys og afgjort Modstand mod Militærforliget med Højre var fjærnet fra Regeringens egne Pladser, og I. C. Christensen fik Banen fri.
A. C. M.
(Social-Demokraten 7. januar 1908)
Admiral Jøhnke død
Viceadmiral Ferdinand Henrik Jøhnke døde Natten til i Gaar efter at have ligget syg i sit Hjem omtrent en Maaneds Tid. Hans Helbred har vistnok i de seneste Aar været noget vaklende. Dødsaarsagen var Hjærneapoplexi.Som alle det første Venstreministeriums Medlemmer var Jøhnke af jævn borgerlig Oprindelse; hans Fader var Snedkermester Josias Jøhnke. Sønnen valgte Marineofficerens Løbebane, blev Løjtnant i 1857, 20 Aar gammel, og fik som saadan sit første Togt med "Hejmdal" til Vestindien 1858-59. Om Bord paa "Niels Juel" fik han llddaaben ved Helgoland i 1864. Derefter er Mærkepælene i hans Liv disse: Efter Krigen i Fyr- og Vagervæsenets Tjeneste, 1868-69 med "Diana" i Vestindien; 1869 Chef for Kanonbaaden "Schrødersee", 1874 Kaptejn, 1875 og 1876 Chef for Prøvetogter med Kanonbaadene Falster og "Møn"; 1878 næstkommanderende i Fregatten "Sjælland. 1879 bliver han Afdelingschef for det aktive Søminevæsen, 1885 udnævnes han til Chef for Søminekorpset, og paa dette Omraade har Jøhnke nedlagt et Arbejde, der af sagkyndige vurderes meget højt. Sidst i Halvfemserne blev han udnævnt til Chef for Orlogsværfte4t, og fra denne indflydelsesrige Post var det, han kaldtes til Ministertaburetten.
Hans Biograf i Brickas Lexicon, Kommandør With, skriver i 1895 om ham: "Jøhnke selv er aldrig optraadt som aktiv Politiker, uagtet han med sin hurtige Begavelse kunde synes velskikket dertil, og det ikke har manglet ham paa Opfordringer." Den eneste Berøring, han forud for 1901 overfor Offentligheden har haft med Politik, var vistnok fra hans Side ufrivilling. Det var i 1876, da Forsvarssagen var et brændende Punkt i den politiske Forhandling; just da udsendte Jøhnke sit Skrift "Flydende Forter", og dette blev taget til Indtægt af Venstre som et Vaaben imod Kjøbenhavns Befæstning mod Landsiden og til Fordel for at lægge Vægten paa Søbefæstningen. Fra Forfatterens Side havde Skriftet næppe nogen politisk agitatorisk Tendens, kun en rent saglig.
Men i 1901 kom Jøhnke altsaa for Alvor ind i det politiske Liv, og blandt de Mænd, der skulle bryde Banen for en helt nu Statsskik, stod han som en helt nu Skikkelse. Spændingen ved det nye samlede sig jo ikke mindst om de to militære Ministre. En Admiral og en Oberst, der var Venstremænd! Sligt var man ikke vant til. Hvordan saa' de Folk ud?
I Jøhnke lærte man da at kende en udpræget Sømandsskikkelse, rank og hærdet af frisk Vejr og Saltvandssprøjt; det studsede, graa Ulkeskæg under Hagen gav Ansigtet et Skær af Skarphed, som svarede godt til Mandens Karakter. Thi Jøhnke var alt andet end blødhjærtet overfor de Mennesker, han havde med at gøre, han havde umaadelig mange Kanter og en meget haard Haand, men tillige en god og ærlig Vilje. Det vilde være Synd at sige, at han blev elsket blandt sine undergivne i den røde Bygning, men maaske det i nogen Grad skyldtes den Omsdtændighed, at han her kom som Fredsforstyrreren overfor ældgamle traditioner, der havde faaet meget dybe Rødder, men som alligevel trængte til at afløses, selv om det skulde gøre ondt.
I Rigsdagen og i den egenetlige Politik lærte man ham jo ikke indgaaende at kende i de Aar, han var Minister. Han var en god Taler, livlig og varmtfølende, et klart Hoved og en god Arbejdskraft. Arbejdet paa det marineministerielle Omraade var jo i de Tider væsentlig det at holde alt ved det gamle; én god Reform fik han dog knyttet sit Navn til: Lønreformen for Underofficererne. Derimod havde han ikke Held med sine ivrige Bestræbelser for Flytningen af Nyboder. Man fandt paa Rigsdagen, at denne store Opgaves Løsning burde udskydes til den endelige Militærordning kunde foreligge.
Da Bruddet i del første Venstreministerium indtraf, maatte Jøhnke vige sit Sæde for at give Plads for Virkeliggørelsen af en gammel Venstretanke: Forsvarsvæsenet samlet under én Minisier og lagt i en civil Mands Haand. Denne Episodes intimeste Historie ligger jo endnu gemt i de Aktstykker, som kun de fra særlig indviede kender, og Jøhnke har siden da ikke udtalt sig offentlig om politiske Spørgsmaal. Man savner derfor solide Holdepunkter for et nøjere Kendskab til hans Standpunkt i saa Henseende.
Som Privatmand var det karakteristisk for Jøhnke, at han bevarede sit Præg som ægte Ulk under Avancementet gennem alle de høje Grader helt op til Viceadmirals- og Excellence-Titlen. En Mand, der sagde sin Mening baade til og om Folk i de mest usminkede Vendinger, men til Gengæld ogsaa selv kunde taale en hvas Bemærkning. En Ynder af drøje Sømandsudtryk og af den Slags robuste Anekdoter, der faar saa frodig Vært i de ledige Timer om Bord, naar Groggen og de stærke Cigarer sætter Kulør paa Tilværelsen nede i Lukaf'erne. Men bag alt det buldrende, ubehagelige Væsen en Mand af demokratisk Tænkemaade og med Følelse for de smaa.
(Dannebrog (København) 7. januar 1908)
Tegning fra Blæksprutten 1904 som illiustrerer splittelsen i Venstre-regeringen Deuntzer: I midten kirke- og undervisningsminister J. C. Christensen. Til venstre (den store mand) justitsminister P. A. Alberti, bag ham ses krigsminister V. H. O. Madsen (1844-1917). Til højre ses konseilspræsident og udenrigsminister Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) der holder sine arme om marineminister F. H. Jøhnke (1837-1908). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.
Admiral Jøhnke død.
Fhv. Marineminister, Viceadmiral Jøhnke er Natten til i Gaar død efter nogen Tids Sygeleje, over 70 Aar gl. Han blev, som omtalt, for nogen Tid siden ramt af et Slagtilfælde
Den Afdøde, der var Søn af en Snedkermester i Kjøbenhavn, blev 20 Aar gl. Løjtnant i Søetaten, og som Løjtnant deltog han om Bord i Fregatten "Niels Juel" i Kampen ved Helgoland. Ved Søværnet var han væsentligst knyttet til Søminevæsnet, og i 1885 udnævntes han til Chef for Søminekorpset samtidig med, at han avancerede til Kommandør; paa dette Omraade har han indlagt sig en stor og virkelig Fortjeneste, Søminevæsnet er under hans Ledelse blevet betydeligt udviklet og skal befinde sig paa et fremragende Standpunkt.
Bekjendt for en større Offentlighed blev Jøhnke først, da han i 1876 udgav sin Bog om "Flydende Forter", hvori han agiterede for at forsvare Hovedstaden mod Søsiden ved Hjælp af saadanne. At Ideen var umulig, hvilket der senere herskede saa godt som Enstemmighed om, er en Sag for sig. Politisk var den i det Øjeblik, den fremkom, en Haandsrækning til Venstre, en Hjælp for dette til at undgaa at tage positiv Stilling til Forsvarssagens Løsning; og blandt Søofficerskorpsel vakte Bogen derfor en ikke ringe Uvillie. Det er bleven paastaaet, at Jøhnke ikke lededes af politiske Motiver ved denne Lejlighed, men udelukkende af saglige, at han den Gang virkelig selv troede paa sine flydende Forter. Det er muligt; men sikkert er det, at da Jøhnke næste Gang kom frem for Offentligheden, var det som Venstremand.
Venstre havde nemlig siden de flydende Forter holdt Øje med ham, og i Aarenes Løb var der flere Gange tilbudt ham Folkethingsmandater. Han afslog dog alle Tilbud i saa Henseende; derimod var han meget villig til at indtræde som Marineminister i Hr. Deuntzers "Systemskifte"-Ministerium.
Han var en begavet Mand og et fint og kløgtigt Hovede med et djærvt, undertiden mere end djærvt, tilsyneladende aabenmundet Sømandsvæsen, men han var saare langt fra nogen elskværdig Karakter. Og han var, paa sit Omraade, behersket af en udpræget Ensidighed. Og denne Ensidighed fik han som Minister uhindret Lejlighed til at give frit Løb. Det er jo nu bekjendt, hvorledes han ved Nedsættelsen af Forsvarskommissionen bestræbte sig for at lade Flaadens Sagkyndige blive de mest udprægede "Fæstningsfressere", han kunde opdrive, - en Bestræbelse, der kommer til at staa i et saa meget grellere Lys ved de Oplysninger, den seneste Tid har bragt om den sande Stemning blandt Flaadens Officerer. En Del af Ansvaret for Forsvarskommissions-Skandalen falder derfor paa ham. Temmelig sikkert var han heller ikke uden Ansvar for den uhyggelige Polemik, der i hans Ministertid førtes i "Berl. Tid." mellem Hærens og Flaadens Officerer; og man kan uden Tvivl ogsaa spore hans Finger i de Forsøg, som de Radikale henimod Slutningen af 1901 gjorde paa at sprænge Krigsministeren bort, og som jo endte med, at baade Madsen, Jøhnke og Deuntzer blev sat paa Porten, og at Hage fulgte dem, hvorefter I. C. Christensen rekonstruerede Ministeriet i dets nuværende sørgelige Skikkelse.
Jøhnke, der i sin Ministertid i lang Tid var bundet til Sygelejet, fordi han ved et Fald havde brækket sit ene Ben oppe ved Hoften, men alligevel stædigt holdt fast paa sin Portefeuille, var dermed ude af Sagaen.
Han var dekoreret med Dannebrogsordenens Storkors og Sølvkorset samt Fortjenstmedaillen i Guld og en Mængde udenlandske Ordener.
(Jyllandsposten 7. januar 1908)
Bogen "Flydende forter" findes på Google Books.
Brumbassen Jøhnke.
En lille Historie fra Jøhnkes første Ministerdage fortæller Redaktør N. Bransager. Ringsted, saaledes i "Venstres Folkeblad":
Da jeg i sin Tid tilvejebragte et lille Hefte til Festen i Kongens Have den 1. Septbr. 1801 og i den Anledning henvendte mig til Ministrene med den Anmodning, at de til Optagelse i dette Hefte vilde fremsætte en kort Udtalelse, i hvilken de i en Sum samlede den Stemning eller de Tanker, der besjælede dem ved Systemskiftet, gjaldt denne Henvendelse naturligvis ogsaa Jøhnke, og nogle Dage efter, at jeg havde sendt Ministeren mit Brev, indfandt jeg mig i Ministeriet for at faa hans Svar.
Jøhnke brummede og slog pludselig kontra paa den mest afgørende Maade:
"Gu' vil jeg ikke, nej Tror De, jeg har Tid til den Slags Narrestreger. Tror De ikke, jeg har andet at bestille. Jeg har 2200 Mand at sørge for hver Dag. Det kan der ikke vare Tale om.
Hvad skal overhovedet den Fest til. Enevold Sørensen ligger ude paa Hospitalet og er ved at krepere. Hørup er syg, og tror De, vi kan enes. Det er noget godt Kludder alt sammen. Hvad Fanden skal vi holde Fest for."
Jeg, som ikke selv var synderlig festbegejstret, følte ingen Trang til at imødeqaa Ministeren paa dette Punkt, men for at han dog ikke helt skulde undslippe Heftet, indskød jeg:
"Maaske kunde De dog skrive Deres Navn; saa sætter vi en Facimile deraf i det omtalte Hefte".
"Skrive mit Navn. Mistænker De mig for, at jeg ikke skulde være i Stand til det. Naa, lad mig saa skrive Navnet da".
Ministeren sætter sig i Stolen og sætter sit Navnetræk paa Papiret. Da han er færdig, ser han op paa mig, og som om han synes, at jeg har faaet lovlig lidt for min Ulejlighed, siger han:
"Vil De ikke have et Billede af mig?"
Jeg svarer lidt tøvende, at det er jeg naturligvis Ministeren forbunden for, men jeg vilde dog gøre opmærksom paa, at jeg har ingen Brug for det til Heftet.
Jøhnke braser paa: "Jeg giver Fanden i Deres Hefte, men vil De have mit Billede, eller vil De ikke have det? Gudbevares.
Ministeren lukker en Skuffe op og finder et Kabinetsfotografi frem.
"Værsgo", siger han, "Vil De have et med hele Maskeraden paa? Er De saa tilfreds?"
Jeg udtrykker min fulde Tilfredshed og begiver mig til den næste Minister.
(Bornholms Social-Demokrat 23. januar 1908)
Jøhnke.
København, Mandag.
Venstres første Marineminister, Admiral Jøhnke, er, som i Gaar meddelt, afgaaet ved Døden. Det er en ret karakteristisk Personlighed, der her er gaaet bort, thi Jøhnke var en mærkelig Natur med skarpe Kanter. Som Søn af en københavnsk Haandværksmester kom i han ind i Flaadens fine Officersstand og han deltog om Bord paa "Niels Juel" i Søslaget ved Helgoland og viste stort Mod ved nævnte Lejlighed. Han avancerede derefter langsomt op til Admiral og han var ikke altid en afholdt Officer, thi han var til Tider baade haard og brutal overfor sine undergivne. Dertil kom, at han havde en skrækkelig Kæft, der var en Rædsel selv i Sømandskredse og om Jøhnke paa Dommens Dag skal staa til Regnskab for hvert utilbørligt Ord, han har talt, da bliver det en stem Historie for ham.
Men som de fleste af den Slags Naturer var Jøhnke meget retsindig og derfor forsonedes man ofte med hans Uforskammetheder. Han kendte ikke til Frygt og allerede i Estrups Tid gik han bestemt mod Bahnson og de andre Fæstningsbyggere.
Ganske aabenlyst optraadte han som Venstremand og derfor blev han naturligvis inderlig forhadt indenfor Officersstanden. Det laa da ret naturligt for Deuntzer at vælge ham til Marineminister, thi der var ikke mange Venstre-Officerer at vælge mellem og saaledes kom Jøhnke ind i det politiske Liv.
Det viste sig hurtigt, at det var ganske umuligt for den rettænkende Jøhnke og den snedige intrigante Madsen at gaa i Spænd sammen. De trættedes i Ministermøderne og selv i Stutsrandet hændte det, at den gamle Søulk blev rasende og faldt over Madsen med Ord og saa frygtelige Eder, at den fine gamle Christian den 9de ligefrem forfærdedes.
Jøhnke var lige ud og uden Krogveje og derfor maatte han falde, da I. C. Christensen og Alberti skilte sig af med Deuntzer. Jøhnke blev tro mod sin gamle Chef og sine demokratiske Meninger og saa forlod han den "demokratiske" Ministerskude med jordskælvsagtige Forbandelser af den listige Madsen og den uldne I. C. Christensen.
Det var os en stor Sorg, at Jøhnke gik ud af Ministeriet, thi han var en herlig Mand at interwieve, naar han var i godt Humør. Han sagde sin Hjærtens Mening uden mange Dikkedarer og Forsigtighedsregler. Da vi saaledes nogle Maaneder før Ministerkrisen var oppe at tale med ham om Madsens Bestræbelser for at faa Fæstningen kompletteret og i øvrigt spurgte Jøhnke om hans Mening vedrørende den politiske Situation, saa svarede han de historiske Ord: Ja, vent nu til Rigsdagen træder sammen, saa skal De se sikken en Ballon, der bliver.
Ordene passede for øvrigt storartet paa denne stridslystne Søkriger fra Fregatten "Niels Juel".
Over alt hvor han kom, var der Hævelse i Ballonen.
Th.
(Demokraten (Århus) 7. januar 1908)
Admiral Jøhnke
For nogle Dage siden ramtes forhenværende Marineminister, Viceadmiral Jøhnke af et appoplektisk Tilfælde og har siden henligget bevidstløs Tilstand, ind til han i Nat afgik ved Døden.
H. F. Jøhnke fødtes i Kjøbenhavn den 11. Maj 1337. Søn af Snedkermester Jøhnke. I 1857 blev han Marineløjtnant. 1864 deltog han i Slaget ved Helgoland om Bord paa Fregatten "Niels Juel". Som Officer har han deltaget i mange Togter, og i al sin Færd var han rask og saltvandsfrisk. Hans Navn kom første Gang frem for Offentligheden, da han i 1875 udgav en Bog om flydende Forter. Han foreslog heri, at vort Forsvar til Søs ordnedes ved Hjælp af de ham beskrevne Flydende Forter". Venstre tog det Forslag til Indtægt for sine Planer om et udelukkende maritimt Forsvar. Jøhnke havde ikke ment sine Planer saa ensidigt, men Venstre holdt fast ved sit og paaberaabte sig den unge Officer som Sagkundskabens Alfa og Omega, hvilket lod sig gjøre paa Grund af hans særegne kraftige, ikke helt ud diplomatiske Udtryksmaade.I ledende Militærkredse opkom der nogen Misstemning mod Jøhnke i den Anledning, men det hæmmede paa ingen Maade den unge Officers Avancement. Han, som blev Kaptajn i 1874, fik i 1879 Ansættelse ved Søminevæsenet, paa hvilket han var speciel Sagkyndig, og ved sin Udnævnelse til Kommandør i 1885 blev han Chef for Søminekorpset. Jøhnke har indlagt sig store Fortjenester ved Ordningen af vort Søminevæfen og har paa dette Omraade vundet almindelig Anerkjendelse bland sine Kammerater.
Ved Systemskiftet i 1901 blev Opmærksomheden henledt paa Jøhnke, der var blevet Kontreadmiral; som Minister avancerede han til Viceadmiral; han blev Venstres Marineminister. I Thinget viste han sig som en frisk Taler, ikke særlig diplomatisk, snarest lidt forsoren i Udtryksmaade. Hans noget stejle Karakler gjorde sig gjældende, da Forsvarskommissionen valgtes. Da Krigsminister Madsen som Tilforordnede valgte bestemte Tilhængere af Kjøbenhavns Landbefæstning udtalte han, at han til Gjengjæld vilde vælge de værste "Fæstningsfresfere", og han udsøgte sig ogsaa bestemte Modstandere af Landbefæstningen. Dette Udslag af en gammel Rivaliseren mellem Hær og Flaade var ikke diplomatisk og førte til, at Forsvarskommissionens Arbejde vanskelligjordes, idet det kom til stærke Meningsudvexlinger mellem de to Værns Repræsentanter, som hver stærkt holdt paa deres Meninger og fremhævede deres Værns Forrang. Derved opstod ogsaa Modsætning mellem de militære Ministre. Den Modsætning var imidlertid ved at afdæmpes i Slutning as 1904, da Kampen i Venstre rejstes mod Krigsminister Madsen med Redaktør Vilh. Lassen som speciel Underminerer.
Der er ingen Tvivl om, at det paa den Tid vilde have været muligt at forsone de to og opnaa en Overenskomst om Forsvarsordningen; ialtfald vilde dette have været muligt, hvis man havde beholdt Jøhnke som Marineminister og valgt en anden Landofficer som Krigsminister. Men den politiske Del af Ministeriet, assisteret af Vilh. Lassen og Sigurd Berg, havde andre Planer. Da Madsen var sprængt bort, maatte Hage, Deuntzer og Jøhnke ogsaa væk for at faa det rene "demokratiske" Væsen, og derved kom vi ud i den Nølepolitik paa Forsvarssagen, som nu er fortsat i 3 Aar.
Jøhnke, som ikke forstod sig paa Venstres Kulissepolilik, blev meget overrasket og gav af og til i private Kredse sin Harme frisk Løb. Han var ikke Politiker af Metier og yndede ikke den Haandtering; han var Sømiitær, og da hans Kolleger opfordrede ham til at stille sig til Valg ligesom Krigsministeren i Randers, svarede han drastisk: Nej, jeg skal ikke have min Ende paa Komedie.
Hans Ministertid blev en Skuffelse for ham selv og andre, men hans Navn vil mindes i Sømilitæret for hans Arbejde i Søminevæsenet.
(Thisted Amtsavis 6. januar 1908)
"Med urette."
I "Biografisk Leksikon" findes en Omtale af fhv. Marineminister Jøhnke. Det lille Stykke er skrevet for 15-16 Aar siden af Kommandør With. Efter at have nævnt Jøhnkes opsigtsvækkende Skrift "Flydende Forter" fortsætter Kommandøren :
"Med urette blev dette rent saglige Skrift taget til Indtægt af Landets Venstreparti, hvilket i forbigaaende bragte ham i et noget skævt Forhold til en Del af hans kolleger. Jøhnke selv er aldrig optraadt som aktiv Politiker, uagtet han med sin hurtige Begavelse kunde synes vel skikket dertil, og det ikke har manglet ham paa Opfordringer.'
Saaledes skrev man "objektivt" for mindre end 20 Aar siden. Som man ser, blev det ikke Historiens sidste Ord. Kommandør With kom til at skrive om sin Kollega. Det mest betegnende er Tankegangen, der gaar igennem de citerede Ord. Kommander With benytter sig af sin Stilling som Medarbejder ved "Biografisk Leksikon" til at komme den Formodning til Livs, at Jøhnke skulde være Venstremand. Thi det var jo den Gang allermindst græsseligt, at en af Flaadens højere og dygtigste Officerer skulde have en anden polfast Tro end den eneste rette Højretro. Det kunde jo aldrig gaa an.
Saa kom 1901. Vi fik det første Venstre-Ministerium. Og hvem blev Marineminister? Viceadmiral Jøhnke. Og da dette Ministerium sprængtes, gik samme Hr. Jøhnke til den radikale Side.
Nu er Eksministeren død. Men Ordene i "Biografisk Leksikon" staar. Ikke som et Vidnesbyrd om den døde, men som et snurrigt Udslag af en konservativ Marineofficers Tankegang. Jøhnke maatte vaskes ren for al Mistanke, han maatte ikke være Venstremand.
(Vejle Amts Folkeblad 7. januar 1908)
I Robert Neiiendam: Det kongelige teaters historie 1886-1890 (1930) fortælles følgende anekdote om Jøhnke:
"Da kommandør Jøhnke, den senere marineminister, en dag undersøgte scenens maskintekniske forhold, gjorde Fallesen ham opmærksom på, at man plejede at blotte sit hovede, når man betrådte kunstens tempel. Kommandøren parerede straks ordre. Men da han nogen tid senere foreviste Fallesen torpedohallen på Orlogsværftet, og kammerherren straks tog hatten af, sagde Jøhnke: "Behold kun hatten på, hr. kammerherre, her spiller vi ikke komedie".
Jøhnkes familiegravsted på Vestre Kirkegård. På stenen er desuden Julie Jøhnke f. Reitzel 31.10.1830-30.7.1905, datter af boghandler C. A. Reitzel, ritmester E. V. Jøhnke 18.8.1871-26.12.1930, Premierløjtnant ved Gardehusarregimentet, Sofie Jøhnke 17.12.1863-16.6.1931 og Kathrine Jøhnke 5.12.1866-18.10.1931. Foto Erik Nicolaisen Høy.
