Artikler om St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Brev fra St. Croix. 

St. Croix, den 22de Juli 1878.

Den sidste europæiske Post har endelig bragt os den glædelige Efterretning fra Moderlandet, at vi nu tør vente Forløsning fra det syvaarige Regimente, under hvilket St. Croix er naaet til en saa fuldstændig økonomisk ødelæggelse som vel muligt. At tillægge Guvernør Garde hele Skylden for, at Øens Forhold ere saa ynkelige, som Tilfældet er, vilde være uretfærdigt, de daarlige Aar have selvfølgelig bidraget noget dertil; men foruden at han ved at besætte f. Ex. Toldforvalter-Embederne og Bygningsinspektør Embedet med aldeles uskikkede Personer sikkert har paaført Øen Tab, bærer han ved, imod alle fornuftige Menneskers Raad, at trække det Militære fra Vestsiden og Midten af Landet, sin Hovedpart af Ansvaret for den store Ulykke, der overgik os i Oktober 1878. 

Det nytter ikke, at Guvernørens Tilhængere, de saakaldte Gardister, ville forsvare ham med, at en Reduktion var nødvendig paa Grund af vor daarlige økonomiske Stilling, thi at en saadan maatte finde Sted, blev jo alle enige om; men det, som bragte os fuldstændig Ruin, var hans Plan om at koncentrere hele Styrken i Kristiansted, hvorimod næsten alle som een udtalte sig til ingen Nytte, han vedblev med sit: "in adopting this draft, no harm or injury could arrive"' (af at vedtage dette Forslag kunde ikke komme ondt eller Skade). Nej sikkert ikke - Tabet af hundrede Menneskeliv og fire Millioner Kroner er for intet at regne !

Ved at gjennemlæse Kolonialraads-Forhandlingerne fra den Tid og samtidig se Hr. Billes Udtalelse i Folketinget den 22de f. M. hvori forekommer følgende Passus:

"Grundtonen i Flertallets Betænkning var Mistillid til Øernes Regering; men Flertallet oversaa, at den i en vanskelig Tid uden at have nogen at raadføre sig med og uden at have Tid til lang Overvejelse har maattet tage vigtige Beslutninger " kommer man uvilkaailig til at udbryde: Hvad vil det sige, at den nuværende Regering, det er Guvernør Garde, har hverken haft tilstrækkelig "Tid" eller "nogen at raadføre sig med"?

Forhandlingerne om den militære Styrkes Reduktion og Ganisonsforhold paabegyndtes i November 1874 og sluttedes i December 1879; var her Mangel paa Tid?

Under Forhandlingerne udtalte bl. a. T. Farrelly, Mc. Evoy, Coulter, J. Farrelly, Fleming og Rosenstand sig imod, at hele Styrken blev lagt i Kristianssted; der fremkom saadanne Udtalelser som, at dette vilde inden 3 Aar fremkalde en "forfærdelig" Forandring, at den vilde fremkalde "uberegnelig Fare", at den vilde være "det første Skridt til Øens fuldstændige Forfald", at den "inden lang Tid vilde foraarsage hele Øens Ruin"; var her Mangel paa "nogen at raadføre sig med" ?

Nej, skal St. Eroix komme paa Fode igjen, maa det første Skridt være Indsættelsen af en ny Regering. At denne kommer til at bestaa af flere Personer, vil være meget heldigt, da den saa trænger mindre til et selvstændigt og dygtigt Kolonialraad. Det nuværende bestaar af: 8 Embedsmænd, 1 Besidder (?) af en Statskasse-Plantage, l Postholder, l Leverandør af Beklædningsgjenstande, 1 dito af Medicin og 5 Plantere, der, for saa vidt de ikke skylde noget til Kolonialkassen, maa anses for de mest uafhængige; den 18de Plads er paa en Maade ubesat, og dette giver mig Lejlighed til at fremkomme med nogle Oplysninger om, hvorledes det her gaar til ved forefaldende Valg lil Kolonialraadet.

I indeværende Aar er der to Gange foretaget Suppleringsvalg til Raadet, første Gang for Frederiksteds By, anden Gang for sammes Landdistrikt, og i begge Tilfælde var pensioneret Toldkontrollør Birch opstillet som Kandidat. I Byen, hvor der var 31 Vælgere, som kunde afgive Slemme, havde 19 ubetinget erklæret sig for Birch og 3 betingelsesvis, saaledes blev der 9 tilbage til den eventuelle Modkandidat Det saa sort ud for Gardisterne, da Birch paa ingen Maade maatte komme ind i Raadet, idet man sluttede, at han vilde stille sig i Opposition til Guvernementet, fordi han, skjønt almindelig anset som en dygtig Embedsmand, nylig var bleven afskediget efter Indstilling af Guvernør Garde, som efter en noget lignende Fremgangsmaade som den, der blev brugt mod Kaptejn Nielsen i Viborg, havde sat Hr. Birch ud af Toldforvalter-Embedet i Frederikssted og anbragt sin tidligere Huslærer i Stedet. Birch udgav en Bog herom, som dog ikke har været i Boghandelen.

Som sagt, det saa sort ud for Gardisterne. Først opstillede de en Rombodholder, hvilke ere vigtige Mænd her paa Øen, to ere allerede i Raadet, skjulende sig under andre Benævnelser; men det gik ikke, man kunde kun faa een Stemme for Rombodholderen. Hvad skulde der nu gjøres? Politimesteren var den eneste, man kunde gjøre Regning paa at sætte igjennem, men han, der tillige er Byfoged og Skifteforvalter etc. etc., havde bestemt erklæret, at hans Embedsforretninger ikke tillod ham at befatte sig med Kolonialraadet. Vi have imidlertid her en lille Mand, som ikke lettelig giver op i Tilfælde som dette; han er af en Præst bleven døbt "Gardes Trompet" og af en anden med et endnu smukkere Navn, og at saadanne Hoftitler medføre Forpligtelser, er en Selvfølge. Han rejste til St. Thomas nogle Dage før Valget skulde finde Sled, for i Naadens Solskin at samle Kræfter, og da han kom tilbage, begyndte han at agitere for Politimesterens Valg, - om med eller mod dennes Villie vides ikke; at de Midler, han brugte, vare Politimesteren ubekjendte, ere derimod alle enige om. Saaledes blev det bl. a. af en Mand, der er Murer og som saadan Vurderingsmand under Skifteretten, meddelt den Bygherre, som han da arbejdede for, og til hvem han havde givet sit Ord om at ville stemme paa Birch, at bemeldte Agitator havde kaldt hans Kone hjem til sig og foreholdt hende, at hvis Manden ikke stemte paa Politimesteren, vilde han miste sin Stilling som Vurderingsmand. 

Naar man kjender den Stilling, en Politimester, Byfoged og Skifteforvalter indtager her, vil man ikke undres over, at Birch faldt igjennem. 

Saa kom Valget for Landdistriktet Der er næsten altid bleven valgt irske Plantere, der som Regel ikke vare Højremænd; men man kunde ikke sætte nogen af Guvernørens Tilhængere igjennem og maatte derfor finde sig i Forholdet. Nu var det derimod anderledes; denne Gang var det en Dansk, der skulde holdes ude, og da Modkandidaten, en irsk Gentleman, ansaas for en udpræget Venstremand, antoges det for en let Sag at naa Maalet. Det maa imidlertid have været et surt Æble at bide i baade for den lille "Trompet" og for en iøvrigt hæderlig dansk Planter, hvis Forhold gjør ham noget ufri, nu at skulle virke for Valget af en Irlænder imod en Dansk, da begge ved de almindelige Valg forrige Aar havde brugt Feltraabet: Ingen flere Irlændere, af dem have vi nok! "Trompeten" bearbejdede Folk i Byen, Planteren paatog sig Arbejdet paa Landet, indtil Valgdagen kom, da der indfandt sig ikkun 19 Vælgere, af hvilke 9 afgav deres Stemme paa Birch, 9 paa Modkandidaten. 1 var flyttet ud af Valgdistriktet og saaledes ikke længer valgberettiget. Da Stemmeantallet var lige, maatte der foretages Lodtrækning, efter hvilket Birch erklæredes for valgt. 

Der var dekreteret: Birch maa ikke faa Sæde - og for at dette kunde opfyldes, maatte der tages fat paany; der lavedes en Protest, hvori sagdes, at ved tidligere Lejlighed var det tilladt en Mand at stemme, skjønt han var flyttet ud af Valgkredsen, hvori Valget foregik, og var saadant blevet tilladt nu, vilde Birchs Modkandidat sandsynligvis være bleven valgt (det var imidlertid almindelig bekjendt, at den ikke modtagne Stemme vilde være bleven afgivet til Fordel for Birch).

Protesten, underskreven af fire Vælgere, hvoraf en paa Grund af Aandssvækkelse ikke længer bestyrer sin Ejendom, og en anden erklærer ikke at have læst den (hvordan det forholder sig med de øvrige to, er et Spørgsmaal), blev fremlagt i Kolonialraadet, da Valgbrevet skulde prøves. Den vilde efter alle Solemærker at dømme have bevirket Valgets Forkastelse, hvis der ikke var fremkommen en Erklæring fra Ejeren af den ikke modtagne Stemme om, at han havde indfundet sig ved Valghandlingen i den Hensigt at afgive sin Stemme paa Birch, nu kunde der ikke længer siges, at Modkandidaten havde haft en Chance, og da vor Landfysikus, som er Medlem af Raadet, i et udmærket Foredrag havde bevist, at Valget var fuldstændig gyldigt, skulde man have troet, at alt var klappet og klart, men nej - Sagen trængte til nøjere at overvejes og blev derfor sendt i Udvalg.

Se, saaledes bærer Højre sig ad paa St. Croix!

I Folketinget tales om at indrette et rationelt Agerbrug paa Statens Plantager; dette har hos mig fremkaldt Ønsket om at give nogle Oplysninger angaaende hvorledes disse hidtil ere blevne bestyrede; men herom, ligesom om Stationeringen af et Orlogsskib her, skal der blive talt i et følgende Brev. Ph.

(Morgenbladet (København) 17. august 1880).

De dansk-vestindiske Øer. I "The St. Thomas Lloyds" for den 20de Juni 1880 læses en Artikel, der i Oversættelse er saalydende: "Til Publikum! I Forbindelse med hvad der nylig er foregaaet i Kjøbenhavn angaaende de dansk-vestindiske Øer - hvilket har været optaget i Li. Thomas Times - høre vi i Dag, at nogle af HS. Højvelbaarenhed Guvernør Gardes Venner søge at faa Underskrifter paa et Andragende eller en Forestilling, beregnet paa at skulle formilde eller modarbejde de tilsigtede Forholdsregler. Det forekommer os, at alle og enhver i dette Samfund skulde modent overtænke denne Sag - den almindelige Talemaade her: "det koster intet at underskrive og ser godt ud" kan blive misforstaaet andet Steds, og vi ville anmode Indvaanerne om at kalde tilbage i Hukommelsen alt, hvad der er forefaldet i de forløbne syv Aar. Hvis noget skal gjøres, da lad det blive gjort aabenlyst, ved at sammenkalde et offenligt Møde, hvor Indvaanernes sande Følelser kunne blive udtalte, og Guvernør Gardes Administrations-Handlinger blive drøftede og bedømte. HS. Højvelbaarenheds Venner og Forsvarere ville derved faa Lejlighed til at støtte deres Mening, og hvis der er noget at anføre fra den anden Side, tvivle vi ikke om, at der endnu i vor Midte findes uafhængige og modige Mænd, der ville modtage Opfordringen og ogsaa fremsætte deres Syn paa Sagen. Et Resultat opnaaet paa denne Maade vilde baade have Betydning og Værd; men vi protestere, som Repræsentanter for en stor Del af dette Samfund, imod ethvert Forsøg paa at fordærve vort gode Navn ved Vinkel-Vidnesbyrd og Kjøkkentrappe-Indflydelse"

For de vestindiske Tilstande er det et karakteristisk Faktum, at Artiklen ved sin Tale om "modige Mænd" forudsætter et særligt Mod hos Borgere, der tillade sig at ytre en Mening, som gaar imod Guvernøren og Administrationen.

(Morgenbladet (København) 17. august 1880).

Kattehad. (Efterskrift til Politivennen)

En Indsender skriver i "Aftenposten". I de fleste Huse i København ernæres der, som bekendt, enten af Værten eller hans Husbeboere en eller flere Katte, som til Gengæld for den Mælk eller det Affald af Fisk, Kød og Brød, som bydes dem, holde Huset fri for Rotter og Mus. I Modsætning hertil har Værtinden i en Ejendom paa Vesterbrogade oprettet en Straffeanstalt, hvor de stakkels Katte først lokkes i en Fælde og derpaa dømmes til Døden uden Naade og Barmhjertighed og druknes; hun er nemlig yderlig opbragt paa hele Katteslægten, fordi en af deres Paarørende for nogle Aar siden maaske ikke uden Grund har været mistænkt for at have taget nogle Kyllinger fra hende, og for at hævne denne Misgerning har nu den værdige Dame i Løbet af to Aar paa den ovenanførte Maade bragt 22, siger og skriver to og tyve, for Størstedelen aldeles uskyldige Katte ud af Verden uden mindste Medlidenhed mod de sørgende Sjæle i Omegnen af hendes Grevskab, hvem hun har berøvet deres Husdyr. Gentagne Klager ere tilstillede Politiet men til ingen Nytte, da hun har Retten paa sin Side som Husværtinde til at fuldbyrde Dødsdommen over hvilke som helst Dyr inden for sine Enemærker; men Indsenderen vil dog gøre den ærede Dame opmærksom paa, at om hun ogsaa har Retten, har hun langtfra sine Medborgeres Agtelse og Velvilje paa sin Side, og en Del af dem har sat sig for at forebygge dette Katteslagteri i Fremtiden, for saa vidt det staar i deres Magt, uden at lade sig afskrække af, at hun har Politiets Bevilling dertil.

(Social-Demokraten 15. august 1880).

Den offenlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Den offenlige Politiret er nu kommet saaledes i Miskredit, at man daglig kan høre og læse allehaande Beklagelser over Retsplejen paa dette Sted. En Hr M. P. Lund skriver saaledes i Gaar i et herværende Blad blandt Andet følgende:

"Under en Sag, som blev behandlet for ca. 8 Dage siden, optog Dommeren, Hr. Assessor Hindenburg, i Retsprotokollen under Anmelderens Forklaring Ting, som denne nægtede at have vedkendt sig, og som stod i Modstrid med hans Forklaring til Rapporten. Da Protokollen derpaa blev oplæst, og Hr. Hindenburg af Anmelderen blev gjort opmærksom paa det Fejlagtige deri, svarede han, ar han nok kunde huske ham fra hans Sag om Assurancesvig, den Gang kunde man heller ikke protokollere ham tilpas, det var en "Misforstaaelse", og naar det saa blev rettet, var det atter en "Misforstaaelse", og at han (Hindenburg) var vis paa, at ingen Forhørsdommer kunde protokollere godt nok til ham. Saaledes som det en Gang stod, blev det staaende, saa at det fik Udseende af, at Manden havde afgivet en usandfærdig Forklaring enten til Protokollen eller til Rapporten. Dersom det skal kunne forsvares saaledes at nægte at berigtige Protokollen, indser jeg virkelig ikke, hvorfor der skal føres Protokol, den ophører jo saa at være et korrekt Referat af Forhandlingerne. Ved en anden Lejlighed havde en Mand erkendt Rigtigheden af den mod ham rejste Sigtelse. Politiretten har nu som bekendt 2 Maader at afgøre Forseelser paa, enten ved Dom eller i Mindelighed. Ved sidste Afgørelsesmaade har man den Fordel, at Bøden i Reglen bliver lavere, og at man faar længere Henstand med Betalingen. Denne Mand erkendte som sagt Rigtigheden og erklærede sig villig til at afgøre Sagen i Mindelighed, men da han ingen Penge havde hos sig, bad han om Henstand med Betalingen. Dette vilde Hr. Hindenburg imidlertid ikke give ham, men fordrede, at han skulde betale straks, og uagtet Manden sagde, at han havde godt Arbejde og nok kunde betale, naar han fik nogen Henstand, blev der udfærdiget Ordre til øjeblikkelig Afsoning. Havde Vedkommende der ret godt kendt med Forholdene, behøvede han blot at have forlangt Dom i Sagen, saa skulde han i det mindste have haft 3 Dages Henstand til at skaffe Pengene. Det var altsaa i Virkeligheden ikke en lav Pengebøde, Hr. Hindenburg idømte Vedkommende, men Fængselsstraf. Det, at en Mand, der staar i godt Arbejde, pludselig uden ringeste Forudanelse forsvinder for flere Dage, vil naturligvis have til Følge, at han mister dette Arbejde, og han havde maaske Kone og Børn, der sad og ventede paa ham, og som ved denne Forsvinden bleve i høj Grad alarmerede; de vilde naturligvis anstille Gisninger, der ere værre end Virkeligheden. Dette i Forbindelse med hvad jeg tidligere har oplyst, og som jeg ved Vidner vil kunne bevise, vil være tilstrækkelig til at overbevise Enhver om, at en Forandring i disse Forhold maa være i høj Grad ønskelig. Jeg henstiller derfor til vore ærede Rigsdagsmænds Overvejelse, om her ikke er Anledning til at drage Sagen frem paa Tinge, saaledes at enten Loven kan blive forbedret, hvis Fejlen stikker deri, eller at der kan blive draget Omsorg for, at den faar en anden Anvendelse. Jeg holder mig overbevist om, at der ved en Forbedring paa dette Omraade vilde være gjort et godt Skridt fremad paa Humanitetens Bane.

(Social-Demokraten 6. august 1880).

Troppernes Indkvartering. (Efterskrift til Politivennen)

paa Marschen til og fra Lejren ved Hald.
(Fra Silkeborg-Egnen).

Paa ethvert Sted i Landet hilser man vist med Glæde Synet af vore raske Soldater og nyder gjerne den Adspredelse, deres Nærværelse fremkalder; og det ikke mindst her i Jylland, hvor Befolkningen i saa Henseende vist tør kaldes særdeles loyal. Men, naar man, som Tilfældet er her paa Egnen, hvert Aar har en Extra Tilgift i Form as en mangen Gang meget byrdefuld Indkvartering uden passende Vederlag for samme, saa forsvinder desværre største Delen af det fornøjelige for os ved Lejrsamlingen i det hele og ved Hen- og Hjemmarschen især. Et gammelt Ord siger, at alle Veje føre til Rom; men man skulde næsten fristes til at tro, at den højstærede Krigsbestyrelse kun vidste 3 Veje til og fra Lejren ved Hald. Af disse, der ere hele Befolkningen vel bekjendte, skulle de to lades uomtalte, medens den 3die, der passerer Silkeborg og Egnen derfra langs Chausseen til Viborg, er den Route hvorfra nedenstaaende Kjendsgjerninger ere hentede.

Indsenderen skal ej fordybe sig i, hvor vidt disse Marschture ere gavnlige for Soldaterne. De militære Autoriteter maa bedst vide, om en Spadseretur f. Ex. fra Lejren ved Hald og her til Silkeborg, stundom endog igjennem Byen, i alt ca. 4½ Mil, er gavnlig for en Mand med fuld Oppakning i Hundedagsvarme ; men at han dertil skal være belæsset med Brød og øvrig tør Kost for flere Dage er, synes mig, lovlig meget forlangt. Soldaten kommer altsaa, i Reglen i meget medtaget Tilstand i Kvarteret, hvor Værten som bekjendt har at give ham Middagsmad og Natteleje; men da Soldaten ej selv med fører tør Proviant, da Marketenderen stundom er indtil I Mil borte, og alle Omgivelser ere tilpakkede med Indkvartering, er man selvfølgelig moralsl forpligtet til ogsaa at sørge for, at han tillige faar noget Aftensmad, og næste Morgen er vel ingen Vært barbarisk nok til at lade en Mand rykke ud paa en 4 a 5 Mils Tur uden forinden at sørge sor, at han faar noget baade vaadt og tørt at styrke sig paa. Saa rejser Soldaten og nu kommer Afregningen i Form af en Godtgjørelse af 27 Øre (skriver syvogtyve Ore) pr. Mand af Menige og Underofficerer; men hvor langt denne "Godtgjørelse" rækker, kan enhver selv forstaa, uden at jeg behøver at nævne Exempler, hvor det har kostet Værten mere end de 27 Øre blot at opdrive Halmen til Indkvarteringen.

Officererne skulle som bekjendt betale for sig; men da man her i Jylland ej er vant til at tage Betaling for ydet Gjæstfrihed, er det en Selvfølge, at man siger "intet skyldig", hvilket vist ogsaa altid er ærlig ment, saa meget mere som der i mangt et Hus sikkert maa gjøres saadanne Ophævelser for at tage mod Officerer, at det vil falde vanskeligt for Værten at afgjøre, hvor stor Bekostning der ved denne Lejlighed er blevet ham paaført; at den er for stor til at kunne dækles af den Betaling, man med Billighed kan forlange af en Officer, er ham klart, og derfor tier han, hvilket forøvrigt ofte falder naturligt, da der er Officerer, som rent glemme, at der existerer et Pengespørgsmaal i Anledning af Kvarteret.

For bedre at anskueliggjøre Berettigelsen af foranstaaende Betragtninger, skal jeg tillade mig at nævne et Par Exempler: En Mand, der ejer en Gaard paa 6 a 7 Tdr. Hartkorn i Nærheden af Silkeborg, blev i 1877 belagt med Indkvartering tre Gange, to Gange paa Opmarschen med henholdsvis 1 Kaptajn, 1 Løjtnant og 15 Underofficerer og Menige, og Dagen efter en Ritmester, en Løjtnant 12 Underofficerer og Menige med 15 Heste. Mandskabet blev forplejet efter bedste Evne og en Godtgjørelse modtaget af 27 Øre pr. Mand. Paa Hjemturen en Løjtnant samt 18 Underofficerer og Menige, ligervis forplejet og godtgjort. 1878 var jo Lejren ved Eremitagen, men 1879 fik samme Mand paa den udgaaende Øvelse til Silkeborgegnen m. v. indkvarteret fra Herredskontoret: En General I med Abjutant, 2 Oppassere og 5 Heste, samme Dag fra Sognefogden 1 Officerer, 11 Underofficerer og 43 Menige. De sidstnævnte rejste Dagen efter, medens Generalen med Følge blev paa 3die Fag. Kontant Udgift ved denne Lejlighed var ca 70 Kr., medens Erstatning blev udbetalt med 1 Kr. 62 Øre (Mandskabet blev nemlig ikke forplejet) og det kostede det dobbelte af Erstatningen blot at saa ryddet op efter Indkvarteringen. Lægges hertil, at sligt ja altid indtræffer i Landboernes allertravleste Tid, vil det være klart, at denne hvert Aar gjentagne Indkvartering maa blive en Byrde for Egnen; thi Exempler som ovenanførte ere langtfra sjældne. Men Jyderne ere loyale, ville gjerne gjøre det behageligt for Soldaterne og tie stille om end Erstatningen er lidt tarvelig. I Byerne er Forholdet jo til Dels et andet; men det vides dog med Bestemthed, at mangen Vært her i Silkeborg, hvem Forholdene forbød selv at modtage sin Indkvartering, har paa et Værtshus eller andet S'ed maattet betale 1 Kr. 50 Øre a 2 Kr. pr. Mand pr. Dag, medens han selvfølgelig selv har modtaget de sædvanlige 27 Øre.

Indsenderen, der tror at turde regne sig for loyal Undersaat og Soldaterven tillige, har paa Grund af disse Egenskaber altid gjort sit til at skaffe sin Indkvartering saa god Forplejning osv. som muligt, saa meget mere som Soldaten i Reglen haardt kan trænge dertil; men han kan paa ingen Maade sige, at Regeringen ved den Erstatning, der bydes, opfordrer til saadan Beredvillighed. Kommer der Indkvartering flere Dage hvert Aar, og man hver Gang efter at have forplejet den ordenlig modtager en Opmuntring af 27 Øre pr. Mand, da spørger mon uvilkaarlig, hvorfor gjør Regeringen sit til at sætte Soldaterne paa Sulteføde, naar disse have saa drøje Marschture? Og svares der, at Værterne skulle forpleje Soldaterne ordenlig, saa spørger jeg atter: Hvorfor paalægger Regeringen de samme Egne af Landet samme Extraskat hvert Aar? Thi intet Steds her til Lands kan en tilnærmelsesvis anstændig Forplejning leveres for 27 Øre pr. Dag, og Faktum er, at de samme Egne have Indkvartering hvert Aar, om end ikke altid i lige stort Omfang (i Aar kun een Dag), medens her en halv Mil mod Vest i al Fald i de sidste 5 Aar aldrig har været Indkvartering.

Naar Lejrmandskabet ved at afholde Øvelser beskadiger Marker, der bære Sæd eller Græs osv., bliver Skaden altid erstattet ordenlig, og, naar Generalstaben i indkvarterer sine Guider omkring i Landet, ere disse aflagte saaledes, at de kunne betale for Kvarter, hvad rimeligt kan være; men naar Soldaterne marschere til eller fra Lejren, ere de henviste til, i al Fald i særdeles mange Tilfælde, at nøjes med Maden til de ovenomtalte 27 Øre om Dagen med Tilgift af det, som deres Værter godvillig række dem.

Indsenderen tror ej, at det er Regeringens Mening, hverken at Soldaterne skulle til Dels leve af Beboernes Almisser, ejheller at enkelte Landstrækningers Indvaanere skulle specielt være trykkede af en aarlig extra Udskrivning til Militæret, og tillader sig derfor ærbødigst at forespørge: Kunde det mulig ej være Soldaterne ligesaa tjenligt og Landet ligesaa billigt, at Befordringen til og fra Lejren ved Hald skete pr. Jernbane? Svares derpaa Nej, spørges der videre: Var det da ej muligt, at andre Marschruter til og fra Lejren afvexlende kunde benyttes? Bliver Svaret herpaa atter benægtende, skal jeg endnu kun trætte med eet Spørgsmaal til: Var der da ikke en Rimelighed for, at Forholdet blev ordnet saaledes ved en passende Kvartergodtgjørelse, at saavel Beboernes Tarv i de hjemsøgte Landsdele som Soldaternes kunde derved ske Fyldest? N.m

(Morgenbladet (København) 3. august 1880).

Vodrofscloaken. (Efterskrift til Politivennen)

Den Deel af Vodrofsaaen, som løb imellem Gl. Kongevej Kallebodstrand, og som rimeligviis paa Grund af den alt andet end aromatiske Dunst, denne sendte, i Folkemunde ironisk benævnedes Rosenaaen, vil med August Maaneds Udgang være forhindret i som tidligere at forpeste Luften paa Vesterbro, idet man til den Tid venter at faae fuldført det Stykke af den murede Vodrofscloak, som for Tiden er under Opførelse.

Den nye Cloak udgaaer fra Vesterbrogade, hvor den slutter sig til den tidligere byggede Cloak sammesteds, og fører i en lige Linie over mod Gl. Kongevei, bøier derefter af mod Vest og følger denne Vei, indtil den møder Sammenstødspunktet for Gl. Kongeveis Cloakledning og den Deel af Vodrofscloaken, som gaaer gjennem de private Grunde Vest for Vodrofsvei og i sin Tid blev bygget for private Midler. Fra dette Sammenstødspunkt har Vodrofsaaen, saalænge det nye Stykke af Vodrofscloaken har været under Opførelse, fulgt sit sædvanlige Løb gjeunem Messelschmidts Eiendom ved Gl. Kongevei; men den vil selvfølgelig blive tilkastet, saasnart den nye Cloakledning, der faaer en Længde af henved 1000 Fod og kommer til at koste 88,000 Kr., er bleven afleveret til Kjøbenhavns Commune af Ingenienr Ferdinand Nielsen, der har havt dette Arbeide i Entreprise. Den nye Cloak, der vel sagtens af Hensyn til den Gavn, den kommeer til at giøre, vil blive Kjøbenhavnernes Øiesteen, har Øiesteensform og indvendigt en Hølde af 5 Fod 10 Tommer og en Bredde af 9 Fod. Den er opført af Muursteen paa et Betorfundament, og saavel i Bunden som i den nederste Deel af Hvælvingen er der ved Formuringen anvendt Portland Cement. Hvælvingen er foroven 1½ og forneden 2½ Steen tyk, og Bunden skraaner fra Siderne ned mod en Fordybning i Midten, der er formet efter en Cirkelbue med 15 Tommers Radius. 

I Løbet af de tre foregaaende Aar er den Deel af Vodrofsaaen, som bugtede sig fra Victoriagade til Kallebodstand, bleven afløst af en lignende muret Kloakledning som den ovenfor omtalte. Den slutter sig til den Cloak, som tidligere fandtes i Victoriagade, følger denne Gade paa en kortere Strækning og bøier derefter af i en ret Linie ned mod Kvægtorvet og derfra videre til Kallebodstrand. I Fortsættelse af Cloakledningen i Victoriagade paatænkes bygget en Hjælpeledning forbi Gasværket ned til Kallebodstrand; den vil navnlig komme til at gjøre Nytte under stærke Regnskyl. Vodrofscloaken har stor Betydning for Kjøbenhavn, fordi den afleder Spildevandet fra den største Deel af Nørrebro og noget Frederiksberg Villaqvarteer og Vesterbro. Frederiksberg Commune har i sin Tid bygget en ikke ringe Deel af Vodrofscloaken; men Vodrofsaaen er endnu aaben paa en længere Strækning i Ladegaardens Nærhed, og den kiøbenhavnske Befolknings ironiske Benævnelse af Vodrofsaaen vil derfor endnu i nogen Tid kunne holde sig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1880).