Provinspressens kronikker: Det lyssky København
(Eftertryk forbydes).
Det fyger med kalkstøv i det gamle Københavns forfaldne og uhumske kvarterer. En efter en brydes de møre kasser ned, som ormstukne tænder, der trækkes ud. På tomterne rejser der sig elegante beboelseshuse med hele den tyrkiske musik af WC, elektrisk lys, badeværelse, varmt vand, bankealtaner, elevatorer osv. osv. Eller hovne forretningsbygninger kroer sig og maver sig med karnapper og gesvejsninger. Således forsvandt den gamle Farvergade med kronjuvelen "Holger Danske". Fra Mikkel Bryggersgade vil der blive indgang til Paladshotellets koncertsal. Og om kort tid kan man ikke bo mere mondænt ind i Didrik Badskærs Gang eller Lille Brøndstræde - eller de gader der afløser dem.
Meget kryb - både på to ben og på seks - er ved de skete forandringer blevet husvildt. Men endnu findes der et lyssky København, en verden, der rører sig i afkrogene, i skidne kipper og mørke bagtrappelejligheder. Endnu står jo Borger- og Adelgadekvarteret med de renommerede kloakker Helsingørs- og Prinsensgade; endnu har vi den uforfalskede gamle Holmensgade som en stinkende rendesten lige op ad Strøget.
I disse gaders skumle kældre holder hovedstadens forbryderverden til. Som alle store byer har også København sine gader, hvor lovløse eksistenser har et vist spillerum. Men man skal ikke tænke sig noget i smag med Londons Whitechapel eller de parisiske forbryderkvarterer. Hverken kvantitativt eller kvalitativt. Den københavnske vaneforbryder har intet til fælles med den onde, skulende apachetype, der kendes fra verdensbyerne - intet uden netop den forbryderiske virksomhed. Her er en mand, der lever sit liv efter andre love end de gængse. Men han er ikke blottet for moral, og han er inderst inde en skikkelig fyr, elskværdig, harmløs, i besiddelse af et godmodigt humør.
Risikoen ved at opsøge ham på hans stamknejpe er da i reglen heller ikke stor. - "De kan sidde li' så ugenert og kumfortabelt hernere mellem os, som om De sad på dette her D'angletær eller D'angleber' eller hvad det nu hedder", sagde en gammel tyveknægt, hvem jeg lærte at kende i en af Helsingørsgades kipper, en gang til mig. "De eneste, der er sådan lidt spydske en gang imellem, det er disse her bedre folks sønner. De kan jo ikke glemme, at de har fået den finere opdragelse. Derfor kan de godt lide, når de kommer til at putte lidt stål i livet på en bedre herre en gang imellem."
Med myndighederne står forbryderne på en ganske god fod. De tager de straffe, der idømmes dem, som noget, der nu en gang hører med til håndteringen, men det kunne ikke falde dem ind at nære noget personligt nag mod dem, der nu en gang har fået det hverv at værne vort samfund imod dem.
- "Han var en dejlig mand", sagde min gamle ven om en afdød birkedommer i Københavns nærmeste omegn. "Han kunde s'gu godt skælde ud; han var ikke til at putte i næsen, det må De ikke tro, min herre. Men aldrig b'e man puttet i spjældet, uden at der b'e serveret et målt'd varm mad; jeg betænker mig ikke på at sige, at der var ikke et arresthus i hele landet, hvor man fik så god en forplejning som der, og jeg har dog sat i nogle arrester i mine dage. Nå, når man så kom og sagde tak for mad, så sagde han jo gerne: "Nå, hvad er det så, vi har på hjerte denne gang, Peter Larsen, det er jo Dem, der har lavet det bræk på Roskildevejen, tilstå De det li'så godt med det samme." Somme tider, når man var i godt humør, så gav man ham jo også den tilståelse, for man ville jo gerne vise manden en villighed. Mer hvis ikke man ville, så skal De ikke tro, at han skar knapperne af ens bukser eller kom kløpulver i sengen. Nej, han kom der ikke! "Når ikke De vil tilstå, Peter Larsen," sa' han, "så lad i Guds navn være, og så bliver det værst for Dem selv." Og så kunne han se virkelig så bedrøvet på en. Så kunne det jo hænde, at man gik på den og gav ham den tilståelse. Ak ja, han var en stor gavtyv, men en herlig mand. Det var ligefrem en fornøjelse at arbejde sammen med ham."
Således er der, hvor de vedkommende myndigheder viser den rette snedighed, etableret et samarbejde, der i mange tilfælde bærer bedre frugter end en streng og energisk politiforfølgelse. Der er opdagere, der nyder ligefrem popularitet i forbryderkvarteret. Når politimanden går sin tur gennem gaden, hilses han med en blanding af respekt og fortrolighed.
Ja, man kan sige, at bøllen gerne har en særlig forkærlighed for den politimand, der har anholdt ham. De to har arbejdet sammen, og knytter der sig ingen særlig pinlige minder til affæren, opfriskes den gerne, når de senere træffes. Forbryderen tiltaler opdageren med Du - et tegn på hans særlige bevågenhed - og kan han uden at krænke kammeratskabets love, der i den lyssky verden måske er stærkere end noget andet sted, gøre ham en tjeneste, så gør han det gerne.
" - Kan Du huske", har jeg hørt en forbryder sige til en opdager, "den gang Du tog mig for de fyrretyve krus, som at jeg havde fået en aften hos en herre, der lå' og sov på Boulevarden? Den var jo ikke så gunstig, den stod på Brasen (Vridsløselille), men Du var s'gu rigtig flink imod mig; den ros skal Du ha'e. Du sørgede for, at jeg fik nok både at spise og at drikke. "Det gør ikke no'et, om osse Du skulle få dig en lille streg, sa'e Du, nu skal Du jo ind og være afholdsmand i et års tid eller mere." - Ja, jeg siger: Bare man kunne få sig en lille kradser en gang imellem og så en skrå, så sku' jeg ikke ha' noget imod Brasen, om de så aldrig slap mig ud igen, for man har det godt i mange måder, det ved Gud man har. Og kost og losji faar man jo, uden at man behøver at tigge nogen om'et; det er li'som en hel pensionering."
Det er ikke politiet eller fængselsmyndighederne, der er disse folks naturlige fjender. Det er selve samfundet, det trygge, velklædte, hæderligt arbejdende borgerskab. Ja, man kan sige, det er selve luften og lyset - og renligheden. Den københavnske bølle, der ellers ikke er bange for ret meget, tigger og beder for sig i vild rædsel, første gang han tvinges til at tage et varmt bad.
For proletaren, der hensidder sin tilværelse i en snavset baggård, befinder sig, når han kommer ud derfra, ligesom en hest, der i årevis har arbejdet i en kulgrube uden nogensinde at se dagens lys.
Derfor holder han sig helst til de omgivelser, hvor han hører hjemme. Det er kun meget sjældent at han bøjer om ad hjørnet til strøggaderne. Når han går sin daglige tur fra sit usle logis til brændevinsknejpen og tilbage igen, kan han for enden af gaden se drosker og sporvogne fare forbi; han kan skimte det bestandige tog af mennesker, forretningsfolk, der haster hjem til det hyggelige, borgerlige hjem, damer, der er ude at gøre indkøb, bydrenge, bude og unge butiksdamer. Men det falder ham ikke ind at sammenligne sin skæbne med deres. Det falder ham ikke ind - lige så lidt som vi andre grubler synderligt over, hvorfor vi ikke bor i New Yorks millionærgade i stedet for i en fem værelsers lejlighed på Frederiksberg.
Det udelukker imidlertid ikke, at han har sine filosofiske stunder, hvor han efter ringe evne tænker over denne underlige tilværelses mange gåder. Han bliver let sentimental og er ikke blottet for religiøs følelse. For åndens arbejdere har han en vis sky ærbødighed. Han har fornemmelsen af, at de er en slags pionerer i den stadige kamp for at føre menneskeslægten fremad - og at deres bestræbelser måske en gang i tiden kan føre til resultater også for folk af hans slags.
Men til den tid er han selv sagtens ikke mere. Brændevinen har fuldbragt sit værk, og en morgen findes han død på en bunke klude; nogle kistebrædder smækkes sammen om ham, og en rustvogn fører ham til kirkegårdens fattigafdeling, hvor han uden alt for mange ceremonier gemmes i det hul, der er gravet til ham. Eller: skulle det blive i tugthuset? Det kan han nu ikke rigtig lide, for han har hørt, at de, der dør dér, risikerer at blive udleveret til hospitalerne til at skæres i stykker og sættes i spiritus. Og han ville dog så gerne have en ordentlig, kristelig begravelse.
Foreløbig er han tilfreds, om han får lov til at leve nogle år endnu i den snavsede gade, hvor han har tilbragt sit liv.
Den dag kommer jo imidlertid sikkert, da han ikke mere kan det.
Byggeiveren vil fordrive forbrydelsen og elendigheden også fra de sidste skanser, som den endnu holder besat i den indre by.
Og beboerne vil udvandre til byens yderkanter. Vil de finde det hyggeligt der? Næppe. Snavs og stank behøver de ikke at mangle, men der er ingen brøndlignende baggårde, ingen bælgmørke korridorer, ingen lavloftede blykamre. Der er bare rå kalkpuds og store, nøgne gårde, hvor solen skinner ned, anmassende og brutalt.
Og i dens stråler vil de komme til at se på sig selv og andre og drage sammenligning. Den dag de gør det, vil de lære at hade.
Og der vil udvikle sig, også hos os, den forbrydertype, verdensbyerne kender: den blege, rå og onde anarkist og hader. Allerede begynder han at vise sit fjæs også i København. Sædelighedspolitiet ved adskilligt at fortælle derom.
Kanske burde dette betænkes, inden hakken sættes alt for tappert i det, der endnu står tilbage af det gamle elendighedens København. Det er sandt at disse gader ikke pynter på byen og deres beboere ikke på samfundet. Men intet er så galt, at der ikke kan tænkes noget værre.
Og navnlig kan der tænkes noget langt værre end de mennesker, der udgør hovedstammen i vore straffeanstalters og fængslers beboere. Det er forsømte, karaktersvage og for det meste dovne og drikfældige mennesker. Men mennesker er de - endnu.
De, der følger efter, bliver nærmest at henregne til dyrene.
Albert Gnudtzmann.
(Slagelse-Posten, 27. maj 1910)
Det ny København
Et besøg i Brøndstrædekvarteret.
København den 7. juli.
Det går rask med at rive de gamle rådne rønner ned i Brøndstrædekvarteret; hele partiet mod Gothersgade og Pilestræde er nu forsvundet, og tilbage står kun et enkelt hus på hjørnet af Landemærket og to huse på hjørnet af Lille Brøndstræde. Alle de andre er jævnede med jorden, og pladsen, de har stået på, er oversået med murbrokker, gammelt jern og frønnede træbjælker. For første gang i mange år kaster solen nu atter sine varmende og sundhedsbringende stråler ned over resterne af de gårdspladser, hvorfra den så længe har været udelukket.
På stykket nærmest Møntergade, hvor de første nedrivninger fandt sted, har der været arbejdet siden først i maj måned med udgravningerne til opførelsen af Københavns Belysningsvæsens store ny ejendom. Nu er udgravningerne imidlertid færdige, og vi bad derfor i dag arkitekt Westergaard, der har ledet arbejdet, om at fortælle lidt om, hvad der er fundet ved gravningerne på dette gamle historiske sted.
"Det er snart fortalt," svarede arkitekten, "vi har fundet resterne af den gamle Walkendorffs Brønd, hvoraf de to Brøndstræder har fået navn, samt noget af den gamle voldgrav og en løngang - det er det hele !"
Hvad er det en mængde tykke pæle, der rager op over alt i udgravningen?
Det er postetræerne fra de gamle gårde, som har ligget her. Dem er der imidlertid intet sjældent ved, de findes nemlig over alt i den gamle by, når der graves grund; disse bliver enten trukket op eller savede over, når her skal bygges !"
Der er dog fundet adskilligt mere ved grundgravningen. Hele arkitektens kontor er langs væggene optaget af kakkelskår, glas, fajance og gamle jernplader fra ovne. Det meste stammer fra Christian den fjerdes tid. I et hjørne står en lille høj af mærkeligt formede røde munkesten; det er såkaldte formsten fra det gamle Sancte Clare Kloster, der har ligget her. Foroven krones denne stenhøj af adskillige gamle, forrustede kanonkugler, ligeledes fra Christian den fjerdes Tid; ved siden af står en mærkeligt formet støbegryde af jern med to hanke. I vindueskarmen finder vi en mængde gamle dekorerede glas og forskellige både ældre og nyere småting; på en hylde for sig selv ligger et hæfte til en af de gammeldags rytterkårder. Mønter har man fundet meget få af - kun en lille tyndslidt sølvmønt og nogle kobberskillinger - , men derimod har man fundet adskillige mindre brugsgenstande samt et mærkeligt formet broncelod og en såkaldt klædeplombe af bly.
Midt i den store udgravning, der strækker sig fra Pilestræde til Gothersgade og fra Møntergade til det gamle Store Brøndstræde, ligger resterne af den firkantede mur om Walkendorffs Brønd midt i en grønskimlet mudderpøl. I øjeblikket er den ganske opfyldt af sten og snavs men om et par dage begynder udgravningen af den, og så venter man her og hisset at finde adskillige interessante ting på dens bund.
Endnu er der ikke taget bestemmelse om, hvad der skal gøres ved de fundne sager, men sandsynligheden taler for, at der i den kommende store bygning indrettes et værelse som et slags museum for dem. Desværre kan Walkendorffs Brønd ikke bevares på sin nuværende plads, da den ligger i vejen for fundamenterne; men grundet på den interesse, der knytter sig til den og dens anlægger, samt for de gamle interessante stens skyld, den er opført af, er den blevet fotograferet og målt fra alle sider og bliver antagelig muret op nøjagtigt, som den er funden, i en af bygningens overdækkede gårde. Samtidig er det hensigten at indmure en tavle i den, hvis inskription kan give de senere tider oplysninger om dens fund og om den omtumlede tilværelse, dens sten har ført, inden de endte som brøndsten.
A-t.
(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 9. juli 1910)
Sabroe og gæstgiveren i Brøndstræde.
Folketingsmand Sabroe blev i dag af kriminalretten idømt 100 kr. i bøde fordi han i august i fjor i anledning af nogle spektakler i beværtningen "Hellig Olav" i Lille Brøndstræde havde kaldt værten, hr. Rasmussen, for en bandit og betegnet beværtningen som en bondefangerforretning.
(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis, 7. januar 1911).
Russerne der stjal et svin.
For nogen tid siden blev et par af de indvandrede russere i Brøndstrædekvarteret enige om at de skulle se at skaffe sig noget mad ved at hjemsøge hovedstadens nærmeste omegn. De satte da kursen ud ad Amager til, og et enligt beliggende svinehus som hørte til en større gård, forekom dem egnet til operationsfelt. Som tænkt, så gjort. I nattens mulm og mørke brød de ind i svinehuset og stjal en gris som de slagtede på stedet, hvorefter de slæbte flæsket ind til København. Straks efter, da tyveriet blev opdaget, lykkedes det politiet at pågribe en af gerningsmændene, og han er i dag ved kriminalretten blevet idømt 8 års forbedringshusarbejde og udvisning af riget.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. februar 1911).
Bøllerne i hovedstaden
Uvæsnet griber om sig.
Et "slag" i Tivoli
Kbhvn d. 19. sept.
Bølleuvæsenet er blevet særlig slemt i hovedstaden i dette efterår. Der går næppe en dag uden at der meldes om blodige overfald på sagesløse personer fra forskellige steder i byen, og det lykkes kun i de færreste tilfælde politiet at få fat på voldsmændene.
Netop de sidste dage har bragt en mængde af den slags overfald der som oftest sker i forbindelse med røveri og tyveri. Damer er blevet frarøvede deres håndtasker og portemonnaier. Herrer er blevet slået til jorden og udplyndrede i forstædernes sidegader, ja. i sidegaderne på Vesterbro kan en herre ikke vise sig med en nogenlunde præsentabel hat på hovedet, uden at den straks bliver taget fra ham, ligesom stokke med sølvhåndtag er særlig eftertragtede af bøllerne.
Og det er ikke nok med at folk vanskeligt kan gå i fred på gaden. Også de offentlige anlæg er udsatte for hærværk af forskellig art. Således er der af ondsidede personer blevet tilføjet flere af de mange smukke statuer, som brygger Jakobsen har skænket byen, alvvtlig overlast, ligesom man daglig ser nybygninger hvor alle vinduesruderne er slået ind
Under ildfesterne på Fælleden var bøllerne naturligvis også på færde. De brækkede hver aften plankeværkerne og indhegningerne ned når fyrværkeriet var forbi, og lavede store bål af bræderne. Ikke engang ved Tivolis afslutningsfest i aftes kunne man være i fred for dem. Da tiden kom at etablissementet skulle lukkes, trængte en snes bøller ind gennem indgangene og drog hujende og skrigende gennem haven, medens gæsterne rædselsslagne flygtede for dem. Ved søen brækkede de illuminationsanlægene ned og ødelagde dekorationerne til den italienske by. Til sidst mødte kontrollørerne og funktionærerne mandstærkt op, og det kom til et formeligt "slag", under hvilket der vankede brodne pander på begge sider. Omsider lykkedes det dog at få bøllerne overmandede og overgivet til politiet.
Årsagen til at uvæsenet således griber om sig, må vist nok for størstedelen søges i den store omkalfatring i den indre by som har fundet sted i de sidste år. Tidligere holdt bøllerne næsten allesammen til i bestemte kvarterer, navnlig Brøndstræde- og Farvergadekvarteret. hvor der altid var en større politistyrke posteret til at passe på dem. Nu er disse kvarterer imidlertid revet ned og ombyggede, og de sølle eksistenser er derved blevet spredt ud over hele byen, så at det er umuligt at etablere en så effektiv vagttjeneste over for dem som tidligere. Nu er det som nævnt, mest forstædernes sidegader - samt Adelgadekvarteret - der danner skuepladsen for bøllernes Tumle bedrifter, og der er det vanskeligt at passe på dem
Det synes dog nødvendigt, at der må gøres noget for at råde bod på ondet, og en ordentlig afklapsning af en mand der overfalder en sagesløs person, vil sikkert være på sin plads. Kriminalretten må antagelig hylde den samme anskuelse, for man har med tilfredshed kunnet konstatere, at dommene over voldsmænd i den senere tid har været forholdsvis strenge
Anders Jyde.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 20. september 1910).
Foto fra belysningsvæsnet bygning, et af de nyåbnede kontorlokaler. (Social-Demokraten, 15. april 1913)
Foto fra den nyåbnede politklinik i belysningsvæsnet bygning. Social-Demokraten, 30. april 1913.
