Femmers Kvindeseminarium. (Efterskrift til Politivennen)

1851 havde Nathalie Zahle (1827-1913) lejet en 5-værelseslejlighed på hjørnet af Holmensgade og Hummer og åbnet et privatlærerindekursus. Det lukkede dog pga. mangel på elever. I 1852 startede hun så N. Zahles Skole i Kronprinsensgade der 10 år senere havde 200 elever og i 1856 flyttede til Gammel Strand. 

Omtrent på denne tid i 1861 åbnede læreren Nicolai Femmer (1818-1888) Beyers, Bohrs og Femmers kursus til lærerindeeksamen i Griffenfeldtsgade. Danmarks første. Emilie Jansen (1864-1925) tog lærerindeeksamen på dette i 1887 og blev herefter ansat på kurset. Femmer var dog den egentlige leder af dette kursus der omkring 1885 skiftede navn til Femmers Kvindeseminarium og bestod i et halvt århundrede. 

Emilie Jansen ledede seminariet 1891-1924 og afskaffede som noget af det første privatlærerindekurset da de velstillede borgeres børn ikke længere havde behov for privatundervisning. Hendes betydning lå især for landbyskolerne og for uddannelse af de mindre bemidlede kvinder. Senere flyttede det til Nørrebrogade 27. I 1922 fik det sin selvstændige bygning. Bygningen på Nørrebrogade blev til en katolsk skole.

Femmers Kvindeseminarium.

I Dag, Lørdag, har Femmers Kvindeseminarium, det ældste danske Kvindeseminarium, bestaaet i 50 Aar og kan altsaa mod Hæder og sikkert med almindelig Sympati fejre sit 50-Aars Jubilæum.

Det stiftedes den 11. Februar 1861 af den bekendte Skolemand N. Femmer, som da var Lærer ved det v. Westenske Institut, samt af Overlærer Bohr og Frk. Annestine Beyer, som begge var Lærere ved Døtreskolen af 1791. Femmer ledede Seminariet til sin Død 1888, altsaa i 27 Aar. Derefter overtog nuværende Professor Tuxen Ledelsen, men da han allerede 1891 blev Bestyrer af Borgerdydskolen paa Østerbro, blev Styret taget af Hr. cand. theol. Huus og Frk. E. Jansen. Frk. Jansen havde allerede siden 1887 været Inspektrice ved Seminariet. I 1904 traadte Hr. cand. theol. E. Lund til som Medbestyrer. Desværre maatte Hr. Huus i Sommeren 1909 trække sig tilbage paa Grund af Sygdom; Tabet af hans sympatetiske Forsonlighed og sjældent selvhengivende og samvittighedsfulde Arbejde betød for Seminariet et smerteligt Savn. Men Frk. Jansen staar endnu i sin fulde Kraft og kan altsaa nu se tilbage paa en mere end 23-aarig Virketid ved Seminariet, i 20 Aar som dets Forstanderinde.

I Aaret 1896 fik Seminariet i Henhold til Loven af 30. Marts 1894 en Barneskole knyttet til sig som Mønster- og Øvelsesskole, nemlig den daværende Pigeasylskole; den ledes af Frk. Bressendorph, Frk. Jansen og Hr. Lund. 1870-96 var der en Privatlærerindeafdeling. 1901 fik Seminariet en Aflægger i "Københavns Forskoleseminarium .

Af de mange Lærere, der har virket eller endnu virker ved Seminariet, kan nævnes: Professor Wilckens, Herman Trier, Skoleinspektør Vogel-Jørgensen. Skoleinspektør Thye, Finansminister Neergaard, Overlærer Strøm (Jægerspris), Kirstine Frederiksen, Augusta Fenger, Viceskole direktørerne Dr. phil Bang og Rolsted, Dr. phil Lundbeck, Museumsassistent, cand. mag. Adolf Jensen, Adjunkt Stockmarr, Forfatteren Knud V. Rosenstand og, sidst ikke mindst, Skolebestyrer J. M. Hertz der har virket ved Seminariet. lige sidon 1889.

Den Betydning, som et saadant udmærket ledet Seminarium har for vort Land, kan næppe anslaas for højt. Det har under sin lange Virksomhed hidtil udsendt ca. 1000 Elever. Og den, der skriver disse Linjer og selv har været Lærer ved Seminarist, kan af egen Erfaring bevidne, at dets Ledere - den Gang Hr. Huus og Frk. Jansen - forstod at sætte et saadant Præg paa Seminariet, at det var en Glæde at arbejde derinde. Der var en udpræget Fællesskabsfølelse mellem Lærere og Elever, og det maa siges om dette Seminarium til dets store Ros, at dets Ledelse altid har været præget af en ideal Stræben, af en uegennyttig Hengivelse til selve Gerningen, der ikke maatte lide mindste Brøst, selv om de ydre Arbejdskaar til Tider var vanskelige nok og den ydre Løn for Arbejdet ringe.

Derfor kan man af fuldt Hjerte ønske Seminariet, dets Ledere og Medarbejdere, og da naturlig særlig Frk. Jansen til Lykke paa denne Fest- og Hædersdag.

J. P. Bang.

(København 11. februar 1911)

Ved jubilæet fremhævede flere aviser Emilie Jansen som den stille kraft.

En københavnsk Pigeskole gennem 75 Aar.

Naar Pigeasylskolen, nu den Bressendorff-Femmerske Pigeskole, i Dag bliver 75 Aar gammel, vil der være Anledning til at fremdrage nogle Træk af denne paa flere Maader ejendommelige Historie.

Efter at de første københavnske Asyler var blevne oprettede i Begyndelsen af 1830erne, blev der valgt et Selskab, der skulde være Overbestyrelse for Asylerne. Fra dette Selskab, Asylselskabet, udgik Asylskolen. Selskabet fik nemlig kort Tid efter sin Oprettelse Opfordring fra en Kreds af Borgere om at begynde en Skole for de Børn, der ved syv Aars Alderen blev udskrevne af Asylerne. Svaret lød imidlertid, at man manglede Midler dertil. Da tilbød nogle unge studerende, at de gratis vilde give Børnene Undervisning, hvis Selskabet vilde give Lokaler, og dette Tilbud kunde man ikke afslaa. 24. Juni 1838 - i Dag for 75 Aar siden - dannedes derpaa Asylskoleselskabet, der snart efter aabnede en Skole med to Afdelinger, en for Drenge og en for Piger, i lejede Lokaler i St Kongensgade. Publikum med den senere Dronning Caroline Amalie i Spidsen interesserede sig for Sagen og understøttede Skolen med Pengebidrag, en Komité paa 12 Damer, deriblandt Dronningens Hofdame Kammerfrøken Rosen, paatog sig Tilsynet med Pigeafdelingen, de frivillige Lærerkræfter tog fat med Ungdom-mens Friskhed, og det hele Foretagende blev ledet af en Bestyrelse, hvis formand var Sognepræst Glahn ved Garnisons Kirke, og mellem hvis Medlemmer P. C. Kierkegaard og Peter Rørdam senere skulde blive de mest kendte Mænd. Den daglige Ledelse af Pigeafdelingen blev betroet Madam Coutts, der imidlertid døde faa Aar efter, hvorpaa hendes Stilling blev overtaget af Frk. Vilhelmine Bagger, der derpaa i fyrretyve Aar, 1842-1882, var Skolens dygtige og trofaste Inspektrice, paaskønnet baade os Lærere og Elever. Allerede i Slutningen af Fyrrerne skiltes Drenge- og Pigeafdelingen fra hinanden og fortsatte fra nu af deres Existens hver for sig: Drengeasylskolen til 1882, da den ophørte; dens Midler tilfaldt da Pigeasylskolen.

Lige fra Begyndelsen tilstræbte Skolen en overvejende mundtlig, livlig og vækkende Undervisning. Sangen spillede en stor Rolle, dels som Fag, dels som Hjælpemiddel i Dansk og Historieundervisningen. Men Haandens Opdragelse forsømtes derfor ikke; Skrivning og Haandarbejde blev hurtig vigtige Fag paa Timeplanen. Mangfoldige kom i Aarenes Løb til at virke som Lærere ved Skolen. Mange senere landskendte Mænd og Kvinder tjente deres Sporer i Skolens Tjeneste som frivillige, ulønnede j Hjælpere i Asylskolen. Og denne blev derved forskellig fra andre Skoler. Hvad der manglede i Erfaring og Indsigt erstattedes af Ungdommens Begejstring og Iver. Ved Pastor Glahns Død i 1846 fik efter en Brydningstid Bestyrelesen Universitetsprofessor Hammerich til Formand. Ved hans Side stod cand. theol. Theodor Fenger og Pastor P. Bojsen, Grundtvigs Svigersøn; de virkede begge gennem en længere Aarrække ved Skolen og gav denne et bestemt Præg gennem deres vækkende, mundtlige Undervisning. Af andre, som i kortere eller længere Tid har været knyttet til Skolen, kunde nævnes Digteren Gerson, Skolemanden Nikolaj Femmer, Carl Plong og - i Tredserne - Harald Høffding og Lic. theol. Ussing. I mere end en Menneskealder underviste Frk. Marie Meinert og den nylig afdøde Ludvig Trier ved Asylskolen og skal særlig mindes for deres trofaste, betydningsfulde Gerning. Efter Professor Hammerichs Død i 1876 blev nuværende Stiftsprovst Volf Bestyrelsens Formand og virkede som saadan, til han i 1899 blev kaldet til Storehedinge. Han omfattede gennem alle Aarene Skolen med forstaaende Kærlighed.

Allerede i Halvtredserne var Skolen flyttet fra St. Kongensgade til større Lokaler i Nørregade 24. Her kunde optages flere Børn, Klassetallet kunde udvides og Børnene faa Frikvarter paa en forholdsvis rummelig Legeplads. Der var stadig nok af Lærere og Lærerinder, der frivilligt meldte sig til Gerningen. Derimod var det store Publikums Interesse dalende, og Pengebidragene blev mindre. Men der var hos Skolens Ledere saa megen Forskånelse af dens Betydning og saa stor Kærlighed til Arbejdet, at Vanskelighederne blev overvundne, saa at Skolen kunde arbejde roligt videre.

1882 maatte Frk. Bagger paa Grund af Alder og Sygdom ophøre med at være Skolens ved Skolen og saaledes i Aar kan se tilbage paa over tredive Aars Virksomhed. Skolen flyttede nogle Aar efter Frk. Bressendorffs Tiltræden til Tornebuskegade, hvor den derpaa fortsatte sit Liv, endnu i nogle Aar under samme Forhold som for, altsaa med ulønnede Lærerkræfter Af Lærere og Lærerinder, hvis Virksomhed falder i denne Tid, før eller senere, kan nævnes nuværende Overlæge Mohr og hans to Brødre, Musæumsassistent Thomsen, Dr. phil. M. Vahl, Dr. phil. Nordmann, Lic. theol. Glarbo, Adjunkt Loft, Fuldmægtig Aage Trier, Fru Karoline Rantzau og afd. Kommunelærerinde Nora Mortensen.

I Midten af Halvfemserne blev Skolen knyttet som Mønster og Øvelsesskole til Femmers Kvindeseminarium, hvis Forstandere, cand. theol. J. Th. Huus og Frk. Emilie Jansen derpaa indtraadte i den daglige Ledelse. Skolen fik nu Navnet den Bressendorff-Femmerske Pigeskole, flyttede sammen med Seminariet paa Nørrebro og fik lønnede Lærere. Endnu paa dette Tidspunkt stod Skolen ender Asylskoleselskabet, hvor Stiftsprovst Volf stadig sad som Bestyrelsens trofaste Formand, senere afløst af Valgmenighedspræst Jungersen. Men ved Aarhundredkiftet indtraadtc en Forandring heri. Skolen blev nu helt overtaget af Femmers Kvindeseminarium og Asylskoleselskabet opløst. Af dets Midler dannedes derpaa Asylskoleselskabets Skolefond, hvis Bestyrelse for Tiden bestaar af Sognepræst Welding, Fru Professorinde Schmiegelow, Fru Etatsraadinde Olsen, Professor Christensen og Fabrikant John Jacobsen.

Selv om de ydre Rammer saaledes i Aarenes Løb er ændrede, kan det dog med Rette siges, at den Bressendorff-Femmerske Pigeskole er en direkte Fortsættelse af Pigeasylskolen. Den vil paa sin 75 Aars Fødselsdag med Tak mindes alle dem, der i Aarenes Løb viede den sine kræfter, og i særlig Grad dem, der styrede den i det Saglige Arbejde gennem de mange Aar.

Einar Lund
Seminarieforstander.

(Nationaltidende 24. juni 1913)

frk Emilie Jansen.

Et Jubilæum.

Femmers Kvindeseminarium paa Nørrebro er ikke saa kendt og ikke saa omtalt som det andet store Kvindeseminarium her i Byen, der bærer Frøken Zahles Navn. Medens det sidste Navn er fløjet vidt om Lande, er der maaske mange Københavnere, der aldrig har hørt Navnet Emilie Jansen. Og dog har hun i Dag været Forstanderinde i 25 Aar for et af vore største Seminarier.

Men det gaar med Mennesker som med Bøger, - de har deres særlige Skæbne. Nogle naar ud til det store Publikum, bliver drøftet og debatteret, andre naar kun til en lille Kreds, af hvem de bliver paaskønnet og forstaaet. Men som en Bogs Værdi ikke kan maales efter Udbredelsen, saadan kan et Menneskes Værdi ej beller maales efter Omtalen og Berømmelsen.

Forstanderinde Emilie Jansen har villet høre til de stille i Landet; villet det i den Grad, at det maaske næsten er pinligt for hende at holde Jubilæum, fordi hun paa en saadan Dag ikke kan undgaa at blive trukket frem fra det Skjul, hvor hun nu i 25 Aar har gemt sig godt.

Men alle de mange Hundrede Lærerinder, som nu er spredt over det hele Land, og som med Taknemmelighed mindes alt, hvad hun har været for dem ikke alene ved sin Dygtighed og Klarhed i Undervisningen, men ved sin bramfri, beskedne Personlighed. de vil have Lov til for en Gang Skyld at sige hende en Tak, som kan høres ud over deres egen Kreds.

Og saa vil de samles med hende til en Fest, med Ønsket om, al hun, som tiltrods for sit Jubilæum, endnu kun er 52 Aar, maa kunne leve og virke længe til Gavn for den danske Folkeskole.

(København 1. november 1916)

Forstanderinde- Jubilæet paa Femmers Kvindeseminarium.

Frk. Emilie Hansen dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld

Paa Femmers Kvindeseminarium paa Nørrebrogade er Forstanderinden. Frk. Emilie Jansens 25 Aars Jubilæum som Forstanderinde for Seminariet idag blevet fejret som en sand Festdag.

Kl 12 Middag havde Eleverne indbudt deres afholdte Forstanderinde til en Festlighed paa Seminariet. Her blev en Kantale, forfattet af Knud Rosenstand, som er lærer paa Seminariet, afsunget, hvorefter en af Eleverne holdt Talen for Forstanderinden. Som et Bevis paa Elevernes Hengivenhed overraktes der Frk Jansen et meget smukt Marmorur.

Forstanderinden takkede i en varmt følt Tak idet hun mindedes de 37 Aar hun har færdedes paa Seminariet, først som Elev siden som Lærerinde og Inspektrice sammen med Seminarieforstander Femmer og derefter som Leder af den Virksomhed, der har fyIdt hendes

Liv.

I Eftermiddag har Forstanderinden modtaget en Deputation af tidligere Elever der kom for at overrække hende en kunstnerisk udført Adresse, forsynet med henved ni Hundrede tidligere Elevers Underskrift. Gaven vidner om stor Kærlighed, og den gjorde ganske øjensynlig Forstanderinden meget glad.

løvrigt er Blomster og Telegrammer strømmet ind fra nære og fjerne Venner og Beundrere.

Dagens betydningsfuldeste Anerkendelse har Frk Emilie Jansen faaet derved, at Hs Majestæt Kongen har tildelt hende Fortjenstmedaillen i Guld.

laften har Seminariets Lærere og tidligere Elever indbudt Jubilaren til en Fest i Nimbs Selskabslokaler. I denne Festlighed deltager desuden Departementschef i Kultusministeriet V. Aagesen, Censorernes Formand, Professor N. A. Larsen og Undervisningsinspektør, Professor Tuxen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. november 1916).

Et Jubilæum i Skoleverdenen.

For 25 Aar siden tiltraadte Fr. Emilie Jansen sin Stilling som Forstanderinde ved Femmers Kvindeseminarium. Hvis hun paa nogen Maade kunde undgaa, at denne Mærkedag i hendes Liv blev fejret som et Jubilæum, vilde hun sikkert selv være mest tilfreds, thi hun har alle Dage elsket at gøre sin Gerning i Stilfærdighed. Men netop fordi hun i sin Virksomhed har haft saa stor Betydning for talrige unge Kvinder, der under hendes Vejledning har uddannet sig til den vigtige Lærerindegerning, vil det være umuligt at dæmme op for den Bølge af Taknemlighed og Beundring, der vil slaa hende imøde paa denne Dag, ikke blot fordi hun er en fremragende Pædagog, men også fordi hun som Menneske har saa betydelige sjælelige Egenskaber, at hun paa samme Tid indgyder Beundring og Kærlighed.

Frk. Jansen har iøvrigt været knyttet i et endnu længere Tidsrum til Femmers Kvindeseminarium, eller, som det tidligere hed, Femmers Kursus, idet hun allerede 1879 var Elev paa dets Privatlærerindeafdeling. Faa Aar efter sin Eksamen vendte hun tilbage for at tage Almuelærerindeeksamen og efter at have taget denne gjorde Femmer gende til Inspektrice i 1887. Aaret efter døde Femmer, og nuværende Undervisningsinspektør Prof. Tuxen overtog saa Kursusets Ledelse; men da han i 1891 blev Medbestyrer af Østerbros Borgerdydsskole, overtog Frk. Hansen og Cand. theol. Huus Ledelsen. Senere afløstes sidstnævnte af Cand. theol. Einar Lund. 

Seminarieloven af 1894 fik den største Betydning for Femmers Kursus, idet det blev statsanerkendt Seminarium i 1895, fra hvilket Tidspunkt det bærer Navnet Femmers Seminarium. 1901 oprettede det tillige Københavns Forskoleseminarium, der har Lokaler sammen med det øvrige Seminarium Nørrebrogade 27. Det var ingenlunde lette Aar, inden hele denne Omformning af Virksomheden kom i rette Gænge, men Frøken Jansens Tro paa Sagen og stilfærdige Energi var en ikke uvæsentlig Drivfjeder til, at det hele naaede en saa stor og betydningsfuld Udvikling.

Der er da nok at sige hende Tak for paa Mærkedagen, der jo kun betegner en hastig passeret Milepæl i hendes frodige Virken og fortsatte Gerning.

sco.

(Illustreret Tidende nr. 5, 1916).

Frk. Jansen, den mangeårige leder af Femmers Seminarium som følger med over i det nye hjem. Foto fra BT 29. september 1923 i anledning af indvielsen af den nye skolebygning.

Oktober 1922: Grundstenen lægges til den nye bygning: Femmers Kvindeseminarium, Forskolelærerseminariet og den Bressendorff-Femmerske Pigeskole i Hans Egedesgade, ude ved Struensegade. Bygmester var Alf Cock-Clausen. Kultusminister Appel og borgmester Kaper var til stede.

Indvielsen af Femmers Kvindeseminarium.

En Højtidelighed i Gaar Formiddags

Ved en smuk og stemningsfuld Festlighed indviedes I Gaar Formiddags det nybyggede Femmers Kvindeseminarium.

I det store Selskab, som fyldte Gymnastiksalen, saas bl. a.: Statsminister Neergaard, Undervisningsminister Appel, Trafikminister Slebsager, Borgmester Kaper, Skoledirektør Fossing, Viceskoledirektør Svane, Skoleinspektør Frk. Margrethe Petersen, Arkitekt Cock-Clausen. m. fl.

Man begyndte med Afsyngelsen af første Del af Knud V. Rosenstand's Kantate, hvortil Kapelmester Hemme havde sat Musik. Derefter talte Forstander Lund. Han opridsede Seminariets Historie, lige fra Aaret 1861, da Nicolaj Femmer grundlagde det. Han nævnte nogle af de betydningsfulde Navne, som havde været knyttet til den Gerning, der var udført I de forløbne Tider, foruden Femmers, Professor Tuxens og Jens Thomas Huus' og Frøken Emilie Jensens. Forstander Lund sluttede med en Tak til alle dem, der havde medvirket til, at Huset var blevet rejst.

Foto fra BT 29. september 1923, indvielsen af Femmers Kvindeseminarium. Det er undervisningsminister Appel som taler. Fotoet hører således ikke til denne artikel fra København.

Minister Appel fik derefter Ordet. Al Begyndelse er svær - sagde han - men det er ofte saaledes at Fortsættelsen er vanskeligere. Derfor er der netop Grund til at lykønske denne Virksomhed til, af den har kunnet fortsætte. Menneskene har skiftet, men Gerningen er bevaret. Den er som en Harpe, der har faaet nye Strenge, men stadig toner med samme Klang.

Ministeren sluttede med at udtale Ønsket om, at Femmers Kvindeseminarium maatte vedblive at være Privatvirksomhed. I sin Betænkning udtaler den store Skolekommission sig jo netop for Bevarelsen af saa mange privatledede Seminarier som muligt, for at der derved skabes Virkeomraader for de store og udprægede Personligheder.

Den næste Taler ved Aabningsfesten var Borgmester Kaper.

- To Strenge har lydt - sagde han - , det private Initiativ og Staten har talt; nu kommer jeg som den sidste i Treklangen: Kommunen, der lige som Staten er med til at støtte denne Virksomhed. Borgmesteren nævnte det fristende, der for ham som gammel Skolemand var I at give sig I Kast med Seminariegerning. Seminariet er jo Skolernes Skole! Han sluttede: Livet er altid det samme og dog altid nyt. Gid De herude stadig maa være i Pagt med Livet: I Stand til at bevare og at udvikle!

Efter at Forstander Lund havde bragt en Tak til Forfatteren og Komponisten af Kantaten, sang man det sidste Afsnit af denne, og Højtideligheden var til Ende.

(København 5. oktober 1922).

Bygningen stod færdig i september 1923, og blev indviet af undervisningsminister Appel, skoleborgmester Kaper og den ene af seminariets forstandere, Einer Lund. Det rummede bl.a. en øvelsesskole med plads til ca. 400 børn fordelt i 8 klasseværelser. Det var da en almindelig folkeskole drevet af Københavns Kommune. Seminariet uddannede ca. 200 lærerinder ad gangen. Foto fra Social-Demokraten  28. september 1923.

Foto fra Dagbladet (København) 25. august 1923, altså kort før indvielsen.

I 1934 blev det foreslået i Folketinget at Jonstrup Statsseminarium og Femmers Kvindeseminarium  blev nedlagt og i stedet blev slået sammen til et fællesseminarium, Københavns Statsseminarium. Forstanderen I. E. T. Rambusch blev efter nedlæggelsen 1938 forstander for Vejle Folkeskoleseminarium.

Foto fra Ærø Venstreblad 11. august 1938 af det nu nedlagte Femmers Kvindeseminarium. 

I 1938 flyttede Metropolitanskolen fra Frue Plads ud i det nu lukkede Femmers Kvindeseminarium. I nyere tid Det Frie Gymnasium. Den ombyggede bygning som den ser ud i dag. Den rummer nu Det Frie Gymnasium. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Frands Vilhelm Ferdinand Ahlefeldt Øllgaard (1856-1911). (Efterskrift til Politivennen)

Frands Vilhelm Ferdinand Ahlefeldt Øllgaard (1856-1911). Søn af sognepræst Niels Rasmussen Øllgaard (1812-1900) og Sophie Christine Meyer (1821-1898). Farfaren Nicolaj Esmark Øllgaard var biskop i Viborg Stift. Gift i 1895 med Louise Frederikke Holm (1868-). Frands Øllgaard blev uddannet ingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt i 1878. Herefter arbejdede han som ingeniør ved anlægget af Køge-Fakse jernbanen og ved Københavns søforter. Fra 1880 til 1884 arbejdede han i Frankrig med jernbaner og konstruktion af kanaler. Han blev ansat ved Københavns Havnevæsen i 1884. I 1886 blev han ansat i Københavns Vandforsyning, viceinspektør i 1893 og vandinspektør i 1895. Blandt Øllgaards ingeniørarbejder er det nu nedlagte vandværk ved Borups Alle, Thorsbro Vandværk i Thorslund og højdereservoiret på Brønshøj Bakke. På P. S. Krøyers maleri Industriens Mænd (1904) er Øllgaard placeret på balkonen til venstre, helt yderst til højre.

Københavns første vandinspektør (1. januar 1858) var L. A. Colding, samme år stadsingeniør. Herefter fulgt V. E. Poulsen til 1883, I. C. E. H. Schønheyder (død 1894), og Øllgaard fik embedet. Fra 1. januar 1902 blev han direktør for Vandforsyningen.

Vanddirektør Øllgaard jubilerer.

1. Februar 1886-1. Februar 1911.

Idag for 25 Aar siden blev Vanddirektør Øllgaard ansat ved Københavns Vandvæsen som teknisk Fuldmægtig og har i den Tid han har arbejdet under Vandvæsenet, haft en saa betydelig Indflydelse paa dettes Udvikling og i saa høj Grad gjort sig fortjent af denne vigtige Gren af Hovedstadens Hygiejne, at Byens Borgere med Tak bør mindes den Dag han ansattes.

Daværende Ingeniør Øllgaard mødte til sit nye Embede med en fortrinlig Uddannelse, erhvervet baade herhjemme og i Udlandet, og ansaas med Rette for en betydelig teknisk Dygtighed allerede for 25 Aar siden.

Som ung polyteknisk Kandidat arbejdede han med ved Faksebanens Anlæg og ved Københavns Søbefæstning, hvorefter han rejste udenlands og fik Ansættelse først ved "La compagnie des chemins de fer de l'Est" i Frankrig og senere som fransk Statsingeniør blev Souschef de section ved Kanalanlæget mellem Schelde og Maas. Efter sin Hjemkomst var han en Tid red Havnevæsenet, før han traadte i Vandværkets Tjeneste. Her har han saa virket siden, men sin gamle Kærlighed til Havne-Ingeniørvidenskaben glemte han ikke og var med til den store Konkurrence om Frihavnsprojektet 1888-89. Sammen med nuværende teknisk Direktør Brodersen paa Frederiksberg fik han her 2den Præmie. I 1895 alløste han Schønheyder som Vandinspektør, eller som han nu i de sidste Aar har heddet: Vanddirektør.

I hans Funktionstid er hele det store Anlæg ved Thorsbro ude ved Taastrup blevet til, og Hovedstadens Vandforsyning hor for en uoverskuelig Fremtid faaet en tilstrækkelig Forøgelse af frisk Kildevand. Ved en Overenskomst med Frederiksberg er denne for vort Drikkevand saa betydningsfulde Tilførsel yderligere sikret, og nu er man i denne Tid beskæftiget med under Vanddirektørens Ledelse ude paa Brønshøj Bakke at anlægge et efter de nyeste Principer hygget Højde-Reservoir, for at ogsaa hine fjerne Bydele kan faa en regelmæssig og rigelig Vandforsyning. Men ikke mindst skylder vi Vanddirektøren Tak for den fortrinlige Maade, hvorpaa W. C.- Systemet er blevet praktiseret her i Byen. Enhver, der har oplevet dc skrækkelige Tilstande i andre Byer, hvor den samme Institution blev indført, vil vide, at København er sluppet ualmindelig let fra Begyndelsesvanskelighederne, og herfor har Vanddirektøren sin Del af Æren.

Jacob.

(Riget (København) 1. februar 1911).

Om Thorsbro Vandværk, se Vandringsløse Tidende 2. februar 2014.

Dødsfald.

Direktør F. V. F. A. Øllgaard. 

Født 27de Febr. 1836. Død 1ste April 1911. Sent i Lørdags Aftes er Direktøren for Kjøbenhavns Vandvæsen, F. V. F. A. Øllgaard, i en Alder af 55 Aar afgaaet ved I)uden paa Professor Schous Klinik, hvor han havde ladet sig indlægge for en Underlivslidelse.

Direktør Øllgaard, der var polyteknisk Kandidat fra 1878. virkede først som Ingeniør ved Baneanlæg, i Aarene 1882-84 var han i fransk Statstjeneste og derefter 1884þÿ  86 Ingeniørassistent ved Kjøbenhavns Havnevæsen. Den 1ste Februar1886 ansattes Øllgaard som teknisk Fuldmægtig ved Kjøbenhavns \ andværk. hvor han avancerede" til Yiceinspektør i 1893. Efter Inspektør Schønheyders Død i 1894 overtog Øllgaard Embedet som Vandinspektør og fra 1901 Stillingen som Direktør for Vandforsyningen.

Kjøbenhavns Kommune mister i Direktør Øllgaard en dygtig og indsigtsfuld Embedsmand, hvis Fortjeneste af Hovedstadens Vandforsyning ikke kan værdsættes højt nok. Under hans Ledelse foreloges de omfattende Boringer og Undersøgelser i Lille Vejleaadalen, der førte til, at Kjobenliavns Kommune erhvervede sig et nyt Vandindv indingsarea I, hvorfra der nu daglig gennem Vandværket ved Thorsbro føres 125,000 Tdr. Vand ind til Hovedstaden, hvad der dog kun er Halvdelen af den Vandmamgie, der kan indvindes fra Thorshroanlæget, som er forbundet med Sondermarksbassinet ved en 2½ Mil lang Betonledning.

Forinden dette storstilede Anlæg loges i Brug, var der foretaget en anden og meget omfattende Udvidelse af Vandforsyningen ved Opførelse al Vandværket ved Borups Allé, der stod færdigt i 1903.

Det sidste store Arbejde paa Vandforsyningsomraadet, hvortil Direktør Øllgaards Navn vil være knyttet, er Opførelsen af det dominerende Højdereservoir ved Brønshøjbakkegaard. der allerede var planlagt samtidigt med Thorshroanlæget. Dette nye Anlæg, hvortil knytter sig den vigtige Overenskomst om Vandforsyningen paa Frederiksberg, danner foreløbig for en længere Aarrække Afslutningen paa de med saa megen Forudseenhed planlagte Udvidelser af Hovedstadens Vandforsyning

Direktør Allgaard var en personlig elskværdig Mand, og med den sikre Dygtighed og Arbejdsevne, han var i Besiddelse af, mister Kjøbenhavns Kommune en Embedsmand, hvis Plads det vil være vanskeligt at udfylde.

Direktør Øllgaard der den 1ste Februar fejrede 25 Aarsdagen for sin Ansættelse i Kommunes Tjeneste, blev ved Vandværkets jubiilæum ifjor udnævnt til Ridder af Dannebrog.

I Anledning af Dødsfaldet flagedes der paa halv Stang fra Vandværksbygningen i Vester Farimagsgade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. april 1911)

Jordefærd

Direktør Øllgaard

jordedes igaar under stor Højtidelighed fra Frue Kirke. Kisten var skjult under et overvældende rigt Blomsterflor.

I Følget var bl. a. til Stede: Borgmester Marstrand, Konferensraad Øllgaard, Belysningsdirektør Windfeld-Hansen, Formanden for Kommunalbestyrelsen, Overretssagfører Becker, Næstformand for Travselskabete, Proprietær Lind, Havnebygmester Møller, Stadsingeniør Brodersen, General Rohde, Generaldirektør for Statsbanerne Ambt, Raadmand Philipsen, Prof. C. C. Jessen, Arkitekt Voldby, Ingeniørerne Rump og Werner, Smedemester Seifert, Skattedirektør Molde, Trafikbestyrer Seemann, Direktør Ludvig Christensen, Stadsarkitekt Wright, Telegrafdirektør Meyer, Borgerrepræsentant Kornerup-Koch, Stadsingeniør Voigt, Direktør Winsløv, Kontorchef Berggreen, Branddirektør Lisberg, Direktør Ivar Knudsen, Ingeniør Sven Koch og Oldermand for Blikkenslagerlavet Harald Steenberg.

Efter en Salme talte Stiftsprovst Hoffmeyer og skildrede den afdøde som en Mand, der trofast og bramfrit havde udført sin Gerning. Selv om han fik Lykke til at udrette meget, vilde han dog sikkert have udrettet endnu langt mere, dersom hans Livsbane ikke saa tidligt var blevet afbrudt.

Under Afsyngelsen af et "Farvel" bares Kisten ud af Kirken af Embedsmænd ved Vandvæsenet.

Jordfæstelsen fandt sted paa Vestre Kirkegaard.

(Riget (København) 9. april 1911).

F. V. F. A. og Louise Frederikke Øllgaards gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor H. I. F. C: Mathiesen. (Efterskrift til Politivennen)

 "Kristeligt Dagblad og Kongehuset"

En usand Erklæring fra Pastor Mathiesen.

Pastor Mathiesen.

Efter at Missionen var kommen paa Kant med Kongehuset paa Grund af Frk. Esche-Affæren, begyndte den som bekendt en lidenskabelig Kamp mod de "højere Steder", hvor Missionen pludselig - efter at den selv var bleven sat paa Porten - opdagede, at der var fuldt op af Raaddenskab.

Saalænge den hellige Pastor Sørensen var Dronningens højre Haand, saalænge Indremissionens Mænd havde deres frie Spil ved Hoffet - saalænge var der ikke noget at klage paa. De fromme Herrer var de første, naar det gjaldt om at udvise det mest krybende Snobberi.

Men da Kongehuset blev Uvenner med Missionen, og Hr. Pastor Sørensen blev afskediget paa graat Papir, forandrede Situationen sig pludselig.

Den indremissionske Professor Westergaard udtalte, offentligt om Kongedømmet af Guds Naade, som de Hellige hidtil havde betegnet det som en Dødssynd at pille ved, at nu maatte man hellere se at blive af med det og indføre Republiken. Og Pastor Sørensen, der er Formand for det Aktieselskab, der ejer "Kristeligt Dagblad", begyndte i en Række Artikler systematisk at skandalisere Prins Harald.

Det hellige Blad antydede hver eneste Dag - som det nu viser sig, uden Spor af Holdepunkter - at Prins Harald havde været knyttet til Georg Petersen og havde laant Penge af ham. Dette Angreb, som Pastor Mathiesen og Pastor Sørensen gav sig til uden Skygge af Bevis, ses bedst i Belysning af den Omstændighed, at "Kristeligt Dagblad", var blandt de Blade, der først meldte sig som Vaabendrager i Kampen mod "Smudspressen". I Sandhed et nydeligt Hykleri.

Pastor Mathiesens Detektiver.

Nu er det oplyst, at det "kristelige" Blad ikke alene har givet sig til den smudsige Kampagne uden Spor af Holdepunkter, men ogsaa at Pastor Mathiesen, da det begyndte at knibe for ham og han skulde bevise de Sigtelser, han havde udslynget, greb til en saa gemen Handling som gennem lejede Privatdetektiver at udspejde Prins Harald. Det er Direktøren for et Detektivbureau, den tidligere Opdagelsesbetjent Lauritz Petersen, der har afsløret Pastor Mathiesen og hans hellige Forbundsfæller.

Efter at det nemlig var kommen offentligt frem, at "Kristeligt Dagblad" havde ladet Detektiver følge Prins Harald Dag og Nat - ja, at man endog var gaaet saa vidt at lade forklædte Personer trænge ind i Privatlejligheder, for at skaffe "Beviser" - meddelte Lauritz Petersen, at det ikke var fra hans Bureau, at Detektiverne var bleven leverede.

Dette gav saa Pastor Mathiesen Mod til at fremkomme med en Erklæring, der imidlertid nu viser sig at være ganske usand. Mathiesen hævdede nemlig, at han vel har engageret Detektiver til at undersøge de Forhold, der vedrørte Frk. Esche-Affæren, men at han ikke havde givet Ordre til at udspejde Prins Harald. Men desværre for den hellige Pastor rykkede nu

Lauritz Petersen

frem igen. Under en Samtale vi i Dag har haft med ham, oplyser han følgende :

"Før Pastor Mathiesen henvendte sig til det Detektivbureau, som var villig til at levere ham Spioner, henvendte Pastoren sig til mig og spurgte mig om jeg vilde være villig til at arbejde for ham. Det gjaldt om, sagde han, at udspejde Prins Haralds Gøren og Laden. Og Pastoren nævnede i denne Forbindelse ogsaa andre kongelige Personer. Jeg erklærede nu, at jeg ikke vilde arbejde med en saa smudsig Sag, og derefter forlod jeg Pastor Mathiesen.

Samtalen fandt Sted paa "Kristeligt Dagblad"s Redaktionskontor, og foruden mig var der en Medarbejder til Stede". 

Der er efter dette ingen Tvivl om, at Pastor Mathiesen har søgt at redde sig fra sin sjofle Handling ved en urigtig Erklæring. Det er ikke det mindst kompromitterende for de hellige Herrer i denne Sag.

Paladsrevolution paa "Kristeligt Dagblad".

Som Følge af disse Begivenheder har der i Dag hersket den største Ophidselse og Forfærdelse paa "Kristeligt Dagblad"s Redaktion. Der er sammenkaldt til Bestyrelsesmøde i Aktieselskabet "Kristeligt Dagblad", og her vil Pastor Mathiesen tilbyde frivilligt at nedlægge Posten som Redaktør. Rimeligvis vil dette blive modtaget, men dermed turde dog ikke Skandalen være ude af Verden.

Pastor Mathiesen har jo ikke været ene om at rejse den smudsige Kampagne. Bag ham vides ganske bestemt at staa baade Pastor Sørensen - Dronningens tidligere Yndlingspræst - og en Række af Missionens ledende Mænd. Det nytter altsaa ikke de hellige Herrer at kaste Pastor Mathiesen over Bord.

Derved frelser de ikke den Skude, der bærer Navnet "Kristeligt" (!!) Dagblad!

En mand over Bord.

Overrestssagfører Bentzen, der er Medlem af Aktieselskabet "Kristeligt Dagblad"s Forretningsudvalg, har ifølge "Dbr.", trukket sig tilbage fra dette.

Skandalen Missionens Lejr.

Ekspresbrev fra Hovedstaden.

Det kompromitterede "Kristeligt Tagblad" er i fuld Opløsning. Paa Bladets Kontor sidder Pastor Mathiesen og Missionens Spidser, og ved hverken ud eller ind.

Lige siden i Gaar Eftermiddag har der været holdt Møder, der har været meget stormende, men Resultatet er, medens disse Linjer skrives, endnu ikke kendt.

Skandalen for Missionen er jo imidlertid saa stor, at der maa findes en eller anden Løsning. Det menes nu, at Bladet vil føre Krigen over i Fjendens Lejr ved at offentliggøre Navnene paa en Række sine Homoseksualister, som Bladet har faaet opsnuset gennem sine Privatdetektiver.

"Kristeligt Dagblad" indeholder i Dag en Artikel af Professor Harald Westergaard, der efter først at have gjort nogle Bemærkninger til "Politiken", "Nationaltidende" og "Berlingske Tidende", som flarpt har angrebet "Kristeligt Dagblad", fremkommer med følgende Redegørelse for Bladets Brug af Privatdetektiver :

"En Dame, der ledede "Kvindemissionen af 11. Oktober 1906", fandt Sædelighedstilstandene her i Hovedstaden saa frygtelige, at hun traadte i Forbindelse med en kvindelig Detektiv, Fru Martha Nielsen, for at faa disse Tilstande undersøgte. Kontrakten med Fru Nielsen lød paa at "undersøge Sædelighedsforholdene forskellige Steder her i Byen". Nogle af Resultaterne af denne Undersøgelse blev af Kvindemissionen overladt til Sædelighedspolitiet. Disse Oplysninger drejede sig om en Rufferske paa Østerbro, Ida Aaquist, der gennem en Aarrække har drevet sin "Forretning" uforstyrret Kort efter, at Sædelighedspolitiet havde modtaget Oplysningerne, forsvandt bemeldte Rufferske her fra Byen. De Oplysninger, der blev overgivet os, drejede sig om homoseksuelle Udskejelser blandt Soldater paa Gardehusarkaserne. For flere Aar siden havde vi gjort den daværende Forsvarsminister bekendt med, at det var os forebragt gennem Soldater, at der gik Ting i Svang med Soldater fra Gardehusarkasernen af den afskyeligste Art. Hvad der blev gjort dengang, ved vi ikke.

Men da Sagen under en følgende Forsvarsminister var taget op til Undersøgelse, lod vi efter Ministerens Opfordring de os senere tilstillede Oplysninger om Gardehusarkasernen tilflyde Politiet.

Det vil altsaa kunne ses, at vi ikke har benyttet den Viden, der kom os i Hænde gennem Detektivers Undersøgelse, til at vække Skandale eller Sensation, men at vi loyalt overgav vore Oplysninger til rette Vedkommende. Og det vil endvidere heraf fremgaa, at det kun er en løgnagtig Insinuation, at vi skulde have ladet Prins Harald udspionere ved Hjælp af Detektiver.

Man kan have forskellige Meninger om Brugen af Detektiver - om Berettigelsen og Ikke Berettigelsen - men efter vor Overbevisning kan Detektiver med Rette bruges, naar de sædelige Tilstande er saaledes, at der maa bringes Lys, og Politiet ikke har Evne til at gøre det.

Vi har benyttet os af Detektivers Undersøgelser - i denne Sag gjaldt det mange af Landets Sønners Velfærd - og vi forbeholder os i Fremtiden vor Ret til at benytte dem, om fornødent gøres.

Pastor Mathiesen er bister. 

I "Kristeligt Dagblad" skriver Pastor Mathiesen i Dag saaledes:

"I Anledning af de Æreskænderier, som i den senere Tid i en Række Blade har været fremsat mod mig, skal jeg, da disse Æreskænderier alle er fremsatte paa en saadan Maade, at de paagældende ikke vil kunne rammes af Loven, herved stemple vedkommende Blades Radaktører som Personer, der nok vil udslynge ærerørige Beskyldninger, men er for fejge til at fremsætte dem saaledes, at de kan drages til Ansvar derfor."

(Kolding Social-Demokrat 10. marts 1910).

Højesteretssagen mod pastor Matthiesen. I midten højesteretssagfører Møldrup i færd med at føre sit kraftige og virkningsfulde defensorat. Til venstre justitiarius. Og til højre hr. Rasmussen. Riget 10. april 1910.

Pastor Mathiesen for Højesteret.

Da Højesteret i Onsdags begyndte sit Møde, var tilhørerpladsen overfyldt af nysgerrige, og langt ud paa Trappen stod der Masser af Mennesker, som ikke havde kunnet slippe ind. Det var aabenbart Rygtet om, at Pastor Matthiesen selv vilde tage Ordet efter sin Defensors Foredrag, som havde hidlokket de mange Tilhørere.

Defensor.

Højesteretssagfører Møldrup.

fortsatte og afsluttede sit Dagen forud paabegyndte Foredrag.

Han hævdede, at Kriminalretsdommen hvilede paa et ensidigt Udpluk af Ord og Vendinger i de Artitler, som "Kristeligt Dagblad" havde bragt. Naar man saa nøgternt paa disse, maatte man indrømme, at der ikke fandtes noget som helst i dem, der kunde opfattes som Fornærmelser mod Prins Harald eller Kongehuset. I Bladet stod der jo netop med rene Ord, at Georg Petersen- Sagen burde skaffes fuldt oplyst, for at der ikke skulde kastes Skygge paa Prinsen, og for at man kunde faa de Rygter slaaet ned, som enkelte Blade havde sat i Gang ved deres mere eller mindre direkte Antydninger om et Forhold mellem Georg Petersen og Prins Harald. Naar Matthiesen ankede over, at Oberstløjtnant Ipsen ikke var bleven afhørt i Georg Petersen Sagen, var det, fordi han vilde have Rede over Pengetransaktionerne mellem de to, og ikke, fordi han vilde beskylde Kongehusets paarørende for Homoseksualisme.

"Matthiesen krævede kun

Klarhed, Sandhed og Ret."

Udbrød Defensor, "og det er ganske utilbørligt, naar Kriminalretsdommen vil hævde, at han har insinueret, at der bestod et homoseksuelt Forhold mellem Prins Harald og Georg Petersen. Det er umuligt i "Kristeligt Dagblad"s Artikler at finde den mindste Antydning heraf."

Han fortsatte deretter den langtrukne og noget trættende Gennemgang af Artiklerne og paastod. at naar Prins Harald paa et forholdsvis sent Tidspunkt havde faaet en glædelig Oprejsning, skyldtes det først og fremmest Matthiesens ihærdige Arbejde for at faa Georg Petersen-Sagen fuldt oplyst: Mathiesen havde end yderligere understreget. Hvor fjernt det laa fra Hans Hensigt at fornærme Prins Harald, ved at optage en Erklæring i Bladet om, at Prinsen ikke havde det alleringeste med Sagen at gøre.

Efter Gennemgangen af Artiklerne vendte Defensor sig til den saakaldte

Detektiv-Affære.

Anledningen til den var "Politiken"s ganske usandfærdige Beskyldning mod Matthiesen for at have anvendt Privatdetektiver til Udspionering af Prins Haralds Privatliv.

"Politiken"s Artikler med Overskrifterne "Skyggerne og Hoffet", "Skyggernes Konge" osv. kunde være meget gode som Romanstof betragtet, men de havde ikke mindste Hjemmel i Virkeligheden. Den ene af de Detektiver, som "Politiken" bragte Interview med, havde slet ikke modtaget nogen Henvendelse fra Pastor Matthiesen eller andre angaaende den Sag, og Fru Martha Nielsen erklærede som Vidne, at ingen havde anmodet hende om at udspionere Prins Harald.

Den forhenværende Opdagelsesbetjent Lauritz Petersen var den eneste, som mente at have faaet en indirekte Opfordring til at udspionere Prinsen. Han var bleven kaldt op til "Kristeligt Dagblad"s Redaktionssekretær, Hr. Kjærsgaard, som havde anmodet ham om at skaffe Bevissager angaaende Homoseksualisterne i København. Under Samtalen skulde Hr. Kjærsaaard have udtalt, at Prins Harald var Homoseksualist. Yderligere forklarede Petersen, at Matthiesen havde været til Stede under Samtalen og af og til nikket. Desværre oplyste Petersen ikke, hvorvidt Matthiesen havde nikket paa de rigtige Steder (Munterhed). Det var imidlertid en Kendsgerning, at Matthiesen ikke havde været nærværende, medens den omtalte Ytring af Kjærsgaard faldt, og det var næppe værd at tillægge Petersens Forklaring nogen videre Betydning, da det var opIyst, at han var en nær Omgangsven af den berygtede Rufferske Ida Aaquist. I det hele taget burde man ikke tro paa Privatdetektiverne, thi det fremgik klart af Sagen, at de var løgnagtige, og hvordan kunde man fæste Tillid til saadanne Mennesker, som uden Skrupler gav Pressen Meddelelse om de Sager, de havde til Undersøgelse.

Slutningsbemærkninger.

Sluttelig udtalte Defensor, at det forbavsede ham, at Myndighederne havde valgt at slaa ned paa "Kristeligt Dagblad" i Stedet for at tage fat paa de Blade, kom fra først af havde fremsat Insinuationer imod Prins Harald og givet Anledning til de mange Rygter. Det maatte forekomme enhver rettænkende Mand uretfærdigt, at det netop skulde være Matthiesen, der kæmpede i Sandhedens og Renhedens Interesse, som skulde straffes. Matthiesen havde kun skrevet, som han havde gjort, af Kærlighed til Offentlighedens Tarv, og det var ganske urimeligt at ville kalde hans Skrivemaade strafværdig.

"Kun een Betragtning kan forsone mig med den Behandling, Matthisen har været Genstand for." udtalte Hr. Møldrup "nemlig at der gennem denne Sag er givet Prins Harald en saa eklatant Oprejsning for de Insinuationer, som andre Blade har fremsat. Jeg er glad ved, at Sagen er kommen frem for Højesterets Skranke, thi jeg tror, at man derved for Fremtiden vil være sikret imod den Slags Artikler om Hoffet, som vi har set i flere Blade i de sidste Aar. Forhaabentlig vil Pressen forstaa, at naar der skal skrives om fordærvede Hoffer, maa man gaa uden for Danmark.

Et Angreb paa Assessor Rasmussen.

De Grunde, som Forhørsdommeren (Kriminalretsassessor Axel Rasmussen) anfører for, at Matthiesen skulde have til Hensigt at fornærme Prins Harald og Hoffet, er ganske grebet ud af Luften. Det er urigtigt, at hans Artikler skulde være Udslag af Hævnfølelse for Majestætsfornærmelsessagen mod Frøken Esche, og hvad dermed staar i Forbindelse. Men det vilde i Sandhed være sørgeligt, om et Hæderligt Organ ikke skulde Have Lov til at søge en Sag oplyst, naar der fra anden Side blev indblandet et fyrsteligt Navn i den. Saa vilde vi komme ud i Slappelse og Raaddenskab - kort sagt et forfærdeligt Uføre.

Jeg er personlig imod Anvendelse af Privatdetektiver, men hvis en Mand ikke kan faa Klarhed over Forholdene paa Fordærvelsens Arnesteder uden ved Hjælp af dem, er det fuldt forsvarligt at bruge dem.

Det er ganske urigtigt, at Forhørsdommeren har taget saa haardt fat paa Matthiesen. Denne optræder jo i Forhørene saa from som en Due og viser sig at være en saa sandhedskærlig Mand. som nogen Sinde har været i Kriminalretten. Om ham bør Dommeren ikke insinuere, at han giver undvigende Svar.

Jeg skal endnu kun bemærke, at Æresfornærmelser mod Prins Harald eller Kongehuset kan ikke lægges i Artiklerne som den naturlige Forstaaelse af disse. De Mennesker, for hvem "Kristeligt Dagblad" er skrevet, kan ikke opfatte Artiklernes Indhold som Insinuationer og ikke forstaa, at der i dem rettes Beskyldninger mod nogen enkelt Person. Og jeg maa hævde, at Sigtelser mod en Prins maa fremsættes lige saa klart som Sigtelser mod en Arbejdsmand, hvis de skal have Betydning for Domstolene. Højesteret har selv fastslaaet dette under Hørups indirekte Maiestætsfornærmelsessag. Og kun Folk, som har en skiden Fantasi, kan læse noget Ærefornærmende mellem Linierne i Matthiesens Artikler.

Jeg mener, at Matthiesen bør frifindes, men skulde man endelig finde, at der var noget ærefornærmende i Artiklerne, er det en urimelig haard Straf, han har faaet, navnlig naar man ser, hvor lemfældigt der gaas til Værks overfor Smudsbladenes Skriverier."

Til sidst nedlagde Defensor Paastand om Kriminalretsdommens Omstødelse og Matthiesens Frifindelse. 

Pastor Matthiesen taler.

Justitiarius R. Lassen: Ønsker tiltalte selv at tage Ordet?"

Pastor Matthiesen: "Ja!"

Han træder derefter ind i Skranken og holder følgende Tale:

"Høje Dommere!

Der er rettet alvorlige Anklager imod mig. Naar jeg tager Ordet her i Dag, er det for at hævde, at jeg i Folkets og Samfundet, Interesse har ført en Kamp, som min Samvittighed paabød mig. Jeg har hverken direkte eller indirekte ladet kongelige Personer udspionere, hverken direkte eller indirekte rettet fornærmende Sigtelser mod nogen kongelig Person. Jeg har kun gjort min Pligt som dansk Borger.

I sin Tid rettedes der en Mængde Opfordringer til mig om at optage Kampen for den danske Ungdoms Renhed og Sundhed, saa at den ikke skulde komme i Homoseksualismens Vold. Jeg tog Kampen op, og gennem de private Undersøgelser, som jeg lod iværksætte, viste det sig, at Homoseksualismen var meget udbredt, og at det værnepligtige Mandskab var Genstand for modbydelige Efterstræbelser fra lastefulde Personers Side. - Saa kom Georg Petersen- Sagen og paakaldte det danske Folks Opmærksomhed. Denne Sag var uretmæssig bleven standset, og dels af den Grund, dels fordi jeg fik at vide, at der var knyttet homoseksuelle Forhold til Sagen, ansaa jeg det for min Pligt at faa Sagen genoptaget og fuldt belyst.

Derimod maa jeg nedlægge bestemt Indsigelse imod, at jeg skal have blandet Prins Haralds Navn ind i Sagen og have iværksat en forfølgelse af ham. Noget saadant har jeg ikke gjort, men jeg har paa den anden Side ikke ment, at det var til Hinder for, at jeg tog Sagen op, at andre havde blandet Prinsens Navn i den.

Da Sagen saa blev undersøgt paa ny, viste det sig, at den var langt mere omfattende, end nogen havde ane, og det viste sig ved Undersøgelsen angaaende Homoseksualismen, at denne Last havde grebet om sig i en uhyggelig Grad. Dette fik Offentligheden at vide, og jeg anser derfor ikke mit Arbejde for at være forgæves.

Jeg skal slutte med at sige. at jeg kun har ønsket at kæmpe for, hvad der var godt og rigtigt, og at jeg har ønsket at føre Kampen saaledes, at jeg kunde forsvare min Handlemaade over for Gud og Mennesker."

Aktor replicerer ikke.

Matthiesens Tale paahørtes i aandeløs Stilhed. Da den var forbi, var Klokken halv tolv. og Retten skulde holde frokostpause. Efter denne skulde Aktor, Højesteretssagf. Dietrichson, have haft Ordet for en Replik, som var imødeset med en ikke ringe forventning. da man formodede, at han i den vilde gøre nærmere Rede for de stærke Udtryk i Aktoratet, som har foranlediget Injuriesøgsmaal fra Vekselerer Schiølers Side, og som Defensor havde henstillet til ham at tage tilbage.

Til almindelig Overraskelse traadte Hr. Dietrichson imidlertid frem i Skranken og sagde - med et næsten umærkeligt Smil og en affejende Haandbevægelse - :

"Jeg ønsker ikke at gøre Brug af min Ret til at replicere" (Stærk Bevægelse).

Dommen

Etter frokostpausen begyndte voteringen, som strakte sig over godt tre Timer. Da Klokken var fem Minutter over tre, aabnedes Dørene til Retssalen paa ny, og den talrige Menneskemængde som havde afventet Domsafsigelsen, strømmede ind. Justitiarius Nielsen rejste sig og oplæste med kraftig Røst Dommen, der havde følgende OrdIyd:

"I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, som i det væsentlige kan tiltrædes, vil den være at stadfæste, dog at Straffetiden findes at burde forkortes til 3 Maaneder.

Thi kendes for Ret:

Tiltalte Hans Ivar Frederik Carl Mathiasen eller Matthiesen bør hensættes i simpelt fængsel i 3 Maaneder. Saa udreder han og i Salarium til Aktor, Højesteretssagfører Dietrichson, og Defensor, Højesteretssagfører Møldrup, 250 Kr. til hver". 

(Korsør Avis 15. april 1911)

Under pastor Mathiesen 3 måneders i Vestre Fængsel fik han tilladelse til at få en lænestol og læsestof med. 

Pastor Mathiesen blev redaktør for Kristeligt Dagblad i 1904. Her kastede han sig over at "vække og rense ud" i hovedstaden, især homoseksualitet. Redaktionen støttede op om Mathiesen under hans fængselsophold. Han afsonede i celle nr. 141 hvor tidligere Alberti havde siddet. Blandt sine trosfæller blev han hyldet efter sit fængselsophold.

Den 2. april 1913 kunne Demokraten (Århus) meddele af pastor Mathiesen var fratrådt som redaktør for bladet. 

Han boede Kronprinsensvej 27.

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (7): Bulotti i Horsens Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

Ballotti i tugthuset.

Efter den foreløbige bestemmelse vil Ballotti blive holdt i enecelle i de første tre måneder, hvorefter man ifølge "Horsens Avis" vil forsøge at få ham til at arbejde i fællesstue sammen med nogle af de mest skikkelige forbrydere. Først efter dette kvartårs forberedelsestid vil man kunne danne sig et skøn over hvorledes Ballottis fremtidsskæbne vil forme sig.

(Thisted Amtsavis, 12. november 1909).

Bullotti i Tugthuset.

-0-

I "Horsens Folkeblad' skriver inspektøren for Horsens Strafanstalt. Adolf Goos:

I anledning af en notits i Deres ærede blad, hentet fra "Aarhus Stiftidende", hvori gives forskellige meddelelser om den i strafanstalten hensiddende fange Wasili Michael Karazoff, kaldet Bulotti, må det være mig tilladt at fremkomme med nogle bemærkninger, som jeg beder Dem optage i bladet, da det forekommer mig bedre, at strafanstalten selv giver offentligheden meddelelse om vedkommende fanges forhold, end at der gang på gang andet steds fra skal tilflyde bladene mere eller mindre ukorrekte fremstillinger heraf. 

Det hedder i den nævnte notits, at Bulotti stadig viser sig meget "uregerlig og voldsom".

Disse udtryk er efter mit skøn ikke ganske betegnende for fangens optræden. Han har nemlig kun en gang i de 3 måneder, han nu har hensiddet i strafanstalten, gjort forsøg på at udøve vold mod sine betjente, og da med et ganske utjenligt og uskadeligt våben, en japansk træskål af meget tyndt træ, som han slyngede mod den ene af betjentene, men som selv om den havde ramt denne, ikke ville have kunnet tilføje ham nogen nævneværdig skade. Ligeledes retter fangen sig gennemgående efter de ham i henhold til reglementet givne pålæg og lader sig altså styre. Men på den anden side udviser han i ord og væsen en sådan trods og protest, at man intet øjeblik er i tvivl om, at han kun afholder sig fra voldsomheder, fordi han er tvunget dertil.

I en retning har det dog ikke trods gentagne pålæg været muligt at få fangen til at rette sig efter reglementet. Han nægter hårdnakket at arbejde og lader enten som om han ikke forstår, hvad man siger til ham, eller fremkommer med ytringer som: "Nej Bulotti Bandit, ikke arbejde", o, lign. Men den behandlingsmåde fangen bør underkastes, så længe han optræder på denne måde, ligger da ogsaa lige for. I henhold til den kgl. anordning af 13. februar 1873 afsoner fællesfanger som bekendt deres straf i 3 forskellige stadier, forberedelsesstadiet. tvangsstadiet, der er inddelt i 5 klasser, og overgangsstadiet. Det første stadium, på hvilket Bulotti hidtil var befundet sig, varer i 3 måneder og afsones ofte i enkeltcelle, Har fangen opført sig godt, oprykker han fra dette stadium umiddelbart i tvangsstadiets 2, klasse, idet 1. klasse benyttes som straffeklasse, på hvilken fanger fra højere klasser nedsættes, når de forser sig mod reglementet, ligesom de fanger, der ikke har opført sig godt på forberedelsesstadiet, efter de 3 måneders forløb overgår til denne klasse i stedet for at rykke op på 2. klasse. Da straffen også på 1. klasse afsones i enkeltcelle, bliver følgen heraf for Bulottis vedkommende, at han, der selvfølgelig ikke kan rykke op på 2. klasse, vedbliver at hensidde i cellen, og da der ingen sandsynlighed er for at han vil forandre taktik eller opførsel, vil han sikkert i lange tider forblive i denne, 

Når en fange så bestemt, som tilfældet er med Bulotti, afviser ethvert forsøg på påvirkning,

træder selvfølgelig sikkerhedshensynet frem i første række. Samfundet bør sikres mod ham ved, at der gøres alt for at forhindre hans undvigelse, og de betjente, der tilser ham, bør selvfølgelig også så vidt muligt sikres mod overlast fra hans side. 

Jeg tror at kunne udtale, at der er gjort, hvad der kan gøres, for at forhindre fangen i at undvige eller gøre skade. I hans celle findes der ingen andre løse genstande end hans drikkeskål og madskål, der begge, som oven nævnt, er af tyndt japansk træ. Cellen undersøges nøje hver dag af betjentene, der er pålidelige og pligtopfyldende mænd, som stedse anvender den største årvågenhed og forsigtighed, og begge er vante til at omgås genstridige og farlige fanger. Jeg har givet ordre til, at de altid skal være to i følge, når de går ind til fangen, og da betjentene overholder dette strengt, er der sikkert ingen fare for overfald fra fangens side.

Den i ovennævnte notits omtalte begivenhed, at Bulotti en dag i raseri over, at der nægtedes ham mælk til maden, skal have grebet de tallerkener, maden var blevet bragt på og slynget dem mod betjentene, så at tallerkenerne knustes mod gulvet, og maden stod ned ad celledøren, mens betjentene flygtede ud af denne, indskrænker sig til at fangen ved den ommeldte lejlighed greb sin tomme madskål, der som sagt er af ganske tyndt japansk træ og derfor ufarlig som våben, og kastede den efter den ene af betjentene uden dog at ramme ham, og betjenten fandt det ikke nødvendigt at gå ud af cellen.

Når fangen skal ud at spadsere i fangegården, ligesom når han i øvrigt af en eller anden grund forlader cellen, gives der ham altid håndjern på for at forhindre ham i at gøre ulykker, og fangen rækker selv hver dag godvillig hænderne frem, når håndjernene skal lægges på ham. Under de forhåndenværende omstændigheder tror jeg derfor, at der ingen fare er for at han skal kunne overfalde betjentene, og der er ikke kommet mig noget for øre om, at disse skulle være ængstelige herfor.

Skulle det usandsynlige tilfælde indtræde, at fangen hører op med sin trods og begynder at arbejde flittigt, vil der altid, selv om han rykker op på højere klasser kunne træffes de fornødne forholdsregler mod ham, og jeg tør derfor som min bestemte mening udtale, at der er meget ringe grund til at nære frygt for, at han oftere skal komme til at forulempe samfundet.

(Fredericia Dagblad 21. januar 1910)

Ballotti tilfreds.

Skønt der nu er gået adskilligt mere end de 3 måneder en straffefange i Horsens Tugthus plejer at hensidde i ensomhed, opholder rovmorderen Ballotti sig endnu stadig i sin enecelle. Han nægter nemlig bestandig at ville arbejde, og så længe han gør det, må han blive hvor han er. Efter hvad overfængselsinspektøren meddeler lader Ballotti til at være ganske tilfreds med sin tilværelse, og man hører ikke som i den første tid, nogen art grovkornet udtryk af hans mund. Naturligvis regner man med den eventualitet at han blot sidder i ro for a spekulere over et overfald på sine to vogtere, men hidtil har hans opførsel ikke givet grund til klage, hverken i den ene eller den anden retning.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 12. april 1910).

Sabroe på besøg i tugthuset.

Folketingsmand P. Sabroe besøgte i lørdags Horsens Tugthus sammen med fængselsdirektør Fussing der inspicerede det. Sabroe talte med flere af fangerne, bl.a. med rovmorderen Bullotti der til stadighed befinder sig i enecelle, og med den fange der for et års tid siden udgav sig for at være Hjortshøjmorderen og i den anledning blev indlagt til observation på Viborg Sindssygehospital.

(Lemvig Folkeblad, 12. november 1910).

En høvding.

Peter Sabroe har været i Horsens Tugthus og set Bulotti. Folketingsmanden er åbenbart blevet stærkt imponeret af dette umenneske der for et par år siden udførte et røverisk overfald så råt og så dyrisk at det vakte opsigt langt ud over landets grænser.

Peter Sabroe skriver:

"Hvilken forskel på ham (altså Bullotti) og på de andre danske mordere, jeg så. Disse ydmygede sig og krøb sammen over for de fremmende, men han bevarede en mandighed i tale og væsen som aftvang respekt. Det var en høvding man havde for sig."

Mandighed i tale og væsen. En høvding. Respekt for Bulotti. Ja, hvorfor ikke.

Hvad siger man - skriver "Vejle A. Flkbl." - fx om et lille protestmøde til fordel for den mandige høvding. Det ville uden tvivl gøre sig.

(Kolding Folkeblad, 15. november 1910).

Rasmus Peter Sabroe. Fotograf P. M. Marius Christensen (1874-1907). Den kendte socialdemokratiske politikers besøg i Horsens Tugthus november 1910 og møde med, og karakteristik af Bullotti gav anledning til kritik. Som han besvarede. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Sabroe sad på daværende tidspunkt i Tyendekommisionen (som han havde fået nedsat 1905). Den afgav betænkning 1910 og førte til Tyendelovens afskaffelse.

Vore egne russere.

"Lolland-Falster Stiftstid." har i et par artikler givet sin harme luft over nogle artikler, folketingsmand Sabroe har skrevet efter et besøg i Horsens Tugthus. "Stiftst." fandt straks nåde for "Vort Land"s øjne, og i denne anledning skriver Sabroe følgende:

"Min artikel om Bulotti i Horsens Tugthus har bevirket en hel række modsigelser i en del af den arrige presse. Se, Sabroe omtaler Bullotti sympatisk og rosende, hedder det. Ja, det er let at forstå hvor man har d'hrr. socialdemokrater. De er på mordernes parti.

Det var selvfølgelig det hjemligrussiske "Dannebrog" som indledte i en dybt forarget tone over den journalistisk jeg præsenterede, og derefter fulgte en række provinsaviser og nu sidst "Vort Land" som har gjort en artikel i "Lolland-Falsters Stiftstidende" til sin.

I denne artikel er det ikke alene mig, men Horsens Tugthus og inspektør Albert Goos som får læst og påskrevet, og mange andre. Jo! Fordi inspektøren udtalte til mig:

" Det kunne ikke falde mig ind at give ordre til at prygle Bulotti for at få ham til at arbejde. Vi ville miste den overlegenhed som vi i kraft af en højere dannelse besidder overfor ham."

Det kalder "Vort Land" en rigtig skefuld dansk vås og senere fortsætter bladet:

"Den danske justits øverste repræsentanter skildres som en skare sølle kællinger overfor et dyrisk individ der for længst burde have været tilintetgjort".

"Vort Land" burde vide at fængselsautoriteterne ikke på egen hånd kan gå hen og tilintetgøre et menneskeliv, og selv om dette menneskeliv nu ikke er meget værd, er det såmænd ikke værre end adskillige af de menneskeliv som "Vort Land" tog under armene i disses velmagtsdage. Og har bladet mon glemt sine egne sentimentale artikler om morderen Philipsen der blev benådet uden indsigelse fra vore egne russere?

Det fattige kontorbud som Philipsen myrdede, havde ikke i mindste måde noget udestående med morderen.

Bulotti der er en bandit, har det forud for Philipsen at han var forurettet! 

Jeg har ikke i mindste måde sympati med den dannede eller den udannede bandit, men unægtelig finder jeg at fængselsautoriteterne bærer sig både humant og fornuftigt ad ved at fare med lempe.

Skulle det vel nytte at prygle Bulotti?

Er det ikke sandsynligt at han ved lejlighed vil hævne de prygl blodigt?

Bulotti har jeg søgt at karakterisere som et produkt af det russiske knutregimente, og hvis man herhjemme gav de danske arbejdere en fortjeneste så de kunne leve af den, ville man have været fri for Bulotti. Han hører det russiske bøddelregimente til!

Vil man forstå hvor hadet kan vokse sig dybt og stærkt i den fattige russers sind, henviser jeg bl.a. til "Dannebrogs" korrespondancer om den hær af banditter som udbytter det store russiske folk.

Jeg henviser til en artikel i "Dannebrog" for i søndags, hvor bladets korrespondent fra Tolstojs gods benytter ordensvogtere som på det grusomste mishandler bønderne. For nylig var der en fattig enke som af den gamle Tolstoj havde fået lov til at samle affaldne kviste i skoven. Hun blev på den gyseligste måde mishandlet af en bereden tscherkesser.

Bulotti stammer ned fra denne fra slægt til slægt udbyttede og mishandlede russiske almue.

Han og hans er aristokratiets værk og vil forsvinde med aristokratiets herredømme!

(Lolland-Falster Social-Demokrat, 25. november 1910).

Bullotti i tugthuset.

Han bliver aldrig klippet da ingen tør gå ind til ham med en saks.

Under "Pol."s besøg i Horsens Tugthus spurgte medarbejderen til Bullotti. Han har hidtil nægtet at arbejde og i det hele været så genstridig at han endnu sidder i nederste klasse, skønt han for længe siden kunne være nået betydeligt højere på tugthusfangernes beskedne rangstige. Inspektør Goos har imidlertid været så betænksom at lade tugthusets reglement som jo ikke er til at spøge med, oversætte på russisk for ham, og efter at han i disse dage har haft det til gennemlæsning, har han skiftet taktik.

Han erklærer sig nu rede ti at arbejde, og han har bedt om at måtte snedkerere. Dette ønske får han selvfølgelig ikke opfyldt, det kunne aldrig falde fængselsledelsen ind at give så farlig en rovmorder våben som stemmejern, hammer og sav i hænde.

Foreløbig må han nøjes med at vinde garn, som skal bruges i vævene, og det arbejde må han udføre i sin celle.

Hans hår og skæg bliver ikke klippet da ingen af fængselsbetjentene har nod til at gå ind i cellen til ham med en saks. De andre mere skikkelige fanger klipper og barberer hverandre.

Efter hvad fængselsinspektør Goos udtalte, er der ikke i nogen overskuelig fremtid udsigt til at Bulotti kommer på fri fod. Hans helbred er godt.

(Bornholms Tidende, 31. december 1910).

Rantzausgades Teater opførte i foråret 1911 folketragedien "Balotti". Skuespillerne optrådte på polsk-dansk ved at sløjfe h'erne mm. Karaktererne var bl.a hr. Bræck, birkedommer Charmeur og fængselspræst Gottschmaul. 

Fra Horsens Tugthus

Hvorfor d'hrr. Goos og From "bytter gårde"
De socialdemokratiske "undersøgere og det fussingske system.
Bør der tages med fløjshandsker på Balotti og konsorter?

I anledning af  den i disse dage udsendte officielle meddelelse om d'hrr. fængselsinspektører Goos' og Froms "bytten gårde" mellem fængslerne i Horsens og på Christianshavn har vi haft en samtale med en horsensiansk meddeler, der har særlig godt kendskab til forholdene ved straffeanstalten derned.

Og da der af bladene - først og fremmest naturligvis "Demokraten" her i byen - fremsættes ganske urigtige gisninger og påstande, har vi ment det formålstjenligt ved undersøgelser på stedet at skaffe forholdet oplyst, som det forholder sig, trods de vanskeligheder, der hermed er fordum den, fordi funktionærerne ved fængslet selvfølgelig ikke er at formå til at udtale sig.

Imidlertid har mange horsensborgere deres daglige gang i straffeanstalten, og begivenhederne derude følges af dem med årvågen interesse, fordi en meget stor del af dem ved arbejde og leverance er knyttet til anstalten.

Det er derfor ganske naturligt, når man som vor meddeler beretter, i hele Horsens i disse dage ikke taler om andet end forholdene på straffeanstalten. Der er, siger vor meddeler, ikke spor af tvivl om, at inspektørens forflyttelse direkte må føres tilbage til de socialdemokratiske folketingsmænd Hans Nielsen og den allesteds nærværende rodemester, Peter Sabroes "undersøgelser" af straffeanstaltens indre forhold. Og det skal siges straks. Folk i Horsens, der kender forholdene derude fra nært hold, stempler disse herrers "undersøgelser" som ganske hen i vejr og vind og bygget på ganske usolidt grundlag, (beretninger fra løsladte tugthusfanger etc.) og man er meget ængstelig dernede for de følger, som en sådan utidig og meningsløs indblanding i straffeanstaltens indre styrelse kan have for disciplinen mellem fangerne.

Hvad nu først hr. inspektør Goos selv angår, da er alle der kender lidt til forholdene under hans regime i tugthuset, enige om at udtale deres uforbeholdne anerkendelse af hans dygtighed og evner som fængselsmand. Det må jo også erindres, at hr. Goos er uddannet som sådan og netop derfor har de bedste betingelser for at lede en anstalt som tugthuset. Hvem der kender hr. Goos personlig, er dernæst enige om at en mand med en mere human tankegang med hensyn til fangernes behandling næppe vil kunne findes; at anstalten mulig ikke under ham er blevet ledet i slet så streng militærisk ånd som under hans forgængcr, skulle jo i alt fald i d'hrr. socialdemokratiske folketingsmænds øjne ikke være til hans forklejnelse; desuagtet hævder alle, der kender forholdene, at hr. Goos både mellem fangerne og fængselsbetjentene har hævdet den disciplin, som er nødvendig indenfor anstalten. Hr. Goos er da også vellidt både mellem funktionærer og fanger, og de første beklager uforbeholdent inspektørens forflyttelse. At denne ikke kan betragtes som tvungen, endsige som nogen degradation af hr. Goos indenfor fængselsvæsenet, bør efter vor meddelers udsagn udtrykkelig siges. Højst er det et udslag af det i fængselskredse stærkt omdebatterede, under den ny ledelsesregime påbegyndte reformarbejde overfor det såkaldte "Goos'ske System", hvis berettigelse vi ikke skal udtale os om her.

Når hr. Goos er indgået på at lade sig forflytte, skyldes det efter indviedes mening formentlig hans eget ønske om ikke at ville bære ansvaret for de disciplinære forhold i tugthuset efter det nedbrydningsarbejde over overfor disciplinen, som de ovenomtalte folketingsmænd har begyndt ved deres hovedsagelig på løsladte tugthusfangers vidnesbyrd begrundede "afsløringer". Disses vidnesbyrd er nemlig helt igennem fantasi, og d'hrr. folketingsmænds benyttelse deraf står i forbindelse med en ganske naiv opfattelse af hvorledes forholdene bør være indenfor en straffeanstalts mure.

At der mellem betjentene, der daglig skal omgås fangerne, kan findes "brådne kar", er jo selv sagt, men sådanne får også deres afsked. Fornylig blev således en betjent afskediget 

fordi han havde givet en syg fange en lussing. Det lyder jo nok så slemt, men når man nu hører, hvad der gik forud for denne lussing, bliver betjentens forseelse, om end den selvfølgelig ikke kan tåles af ledelsen, straks at se i et andet lys. Vedkommende fange der var indlagt på anstaltens hospital som lidende af tuberkulose, havde fra sin seng sendt betjenten en stor, formentlig tuberkelfyldt spytklat midt i ansigtet som svar på betjentens tjenstlige ordre til fangen i en eller anden anledning.

I anledning af d'hrr. socialdemokratiske folketingsmænds "afsløringer" om gyselige mishandlinger af fangerne, brækkede arme etc., er der nu rejst undersøgelse mod nogle, i øvrigt for deres dygtighed vel ansete betjente. De brækkede arme og de andre forfærdeligheder vil imidlertid ved undersøgelsen indskrænke sig til, at der ved et par lejligheder er taget noget hårdt fat på et par vanskelige fanger. Den ene af dem er for resten den kendte hr. Balotti, som stadig volder anstalten stort besvær. Da han for nogen tid siden en dag fik en ordre fra en af betjentene, nægtede han ikke alene at udføre den, men truede betjenten på livet og kastede ham først sin madspand, derpå sin natpotte med indhold i hovedet. Betjenten tilkaldte nu assistance, og under arbejdet med at overmande den farlige og ganske rasende forbryder kan der selvfølgelig være falder nogle knubs af.

Ved en anden, ganske lignende lejlighed, hvor en lignende farlig forbryder skulle overmandes, var en betjent kommet til at tage så hårdt om hans arm, at en sene i denne blev beskadiget. Heraf historien om den brækkede arm!

Men nu spørger vi:

Skal det da virkelig komme så vidt, at betjente i Horsens Tugthus skal være nødsaget til at lade sig slå halvt ihjel af en hr. Balotti, forinden de tør gribe til selvforsvar?

Er det således, da skal vi horsensborgere, siger vor meddeler, meget have os frabedt at have vore familieforsørgere gående som funktionærer derude på anstalten. Man må jo erindre, at farlige fanger som Balotti ikke har langt fra trussel om vold til udførelsen deraf, og almindelige mennesker kan ikke se noget som helst oprørende i, at der bliver taget hårdt på en fange, der ikke følger reglementet, og muligvis langet en lussing ud når han gør mine til at ville udøve vold mod sine vogtere. Ude i livet har man dog lov til at værge sig på den måde, når man bliver angrebet eller truet med angreb; men skal d'hrr. fanger inde i strafanstalterne have lov at skælde ud og "slå først", kan det med tiden, når det system får lov at udvikle sig, blive hyggeligt for fængselsfunktionærerne.

Endvidere klager de herrer folketribuner over hele behandlingen og særlig kosten i tugthuset. Hertil kan først anføres, hvad vor meddeler har erfaret fra pålidelig kilde, at en gourmand som Alberti har erklæret kosten for ganske udmærket, rigelig og velsmagende, og skulle en fange virkelig ikke kunne tåle en eller anden ret, så behøver han blot at henvende sig til anstaltens overfor fangerne særdeles velvillige læge. Kan fangen blot overfor ham påvise fx mavepine, bliver han uden vanskelighed lagt over på sygehuset og får der  rigmandskost som spejlæg og kakao samt selskabelighed oven i købet.

Et par gange om året gives der koncerter for fangerne, og nu skal der også indføres gymnastik. 

Ja, slutter vor meddeler, kan det bare gennemføres med held, alle de humane foranstaltninger, som den ny fængselsdirektør med lydhøre øren for d'hrr. socialdemokraters humanitetskrav er begyndt på, så blev det jo paradisiske tilstande i vore straffeanstalter, men Balotti og "det bløde løg" er nu en gang ikke engle, og der er derfor dem, der mener, at de og deres vogtere var bedre tjent med at leve under systemet Goos end under systemet Fussing.

(Aarhuus Stiftstidende, 17. februar 1912).

Bulotti dødssyg.

Bulotti har siden han blev indsat i Horsens Tugthus, ført en evindelig strid med fængselspersonalet. Han har ifl. "Fyns Venstrebl." været idømt en lang række disciplinærstraffe og det meste af fængselstiden har han tilbragt i tugthusets mørke kælderceller. Men nu er han holdt op med at stride og ligger dødssyg af tuberkulose på tugthusets hospital. Folk der har haft lejlighed til at se ham, mener ikke at han vil leve ret længe.

Horsens Social-Demokrat, 26. juli 1917).

Bullotti sindssyg.

Der har gået rygter om at rovmorderen Bullotti der i en årrække har hensiddet i Horsens Tugthus, skulle være afgået ved døden. Rygtet har efter hvad "Hors. Folkebl." erfarer, intet på sig. Bullotti der har været en vanskelig fange, hensidder stadig i tugthuset. Efter en række frygtelige raserianfald gennem årene er han nu blevet uhelbredeligt sindssyg og må holdes indespærret i enecelle i tugthusets underjordiske afdeling.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 20. november 1919)

Ballotti fortsatte med at nægte at udføre arbejde og var anbragt i enecellen i 15 år. Han sad mere og mere sløvt hen, ville ikke tale med nogen og svarede som oftest ikke på spørgsmål. Til tider kom hans raserianfald til­bage. Et par gange overfaldt han vagterne, og fik discipli­nærstraffe. Efter de 15 år blev han vurderet sindssyg, og overflyttet til sikringsanstalten i Nykøbing S. hvor han døde 1943. 

De nærmere detaljer om hans ophold i Nykøbing Sjælland er beskrevet i Jesper Vaczy Kragh: Sikringen. Sydjysk Universitetsforlag, 2018. Heri fremgår det også at i 1930'erne henvendte en bror sig, hvorved det blev opklaret at hans navn var Aleksei Ivanovitsch Denisov. Han opførte sig generelt roligt, blev i hans sidste år måske lidt dement.

Vestre Kirkegaard. Et Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

I dag for 40 år siden fandt den første begravelse sted på Vestre Kirkegård. Nede ved det nuværende søndre Kapel var gravet en beskeden grav, og i den sænkedes i overværelse af en mængde gejstlige og mange verdslige honoratiores liget af en stakkels, svensk skræddersvend, som var død på Ladegården og sikkert ikke havde drømt om at komme i jorden med så megen højtidelighed.

---

Vestre Kirkegård blev anlagt på nogle marker, som kommunen købte af proprietær Ostenfeldt. Man har ondt ved at forstå at dér, hvor nu den skønne kirkegårds tilsyneladende så ærværdige træer knejser, for kun 40 år siden var bar mark. Men sådan er det. Det må være glimrende sund og kraftig jord den er anlagt på, så frodigt og stærkt alt er vokset frem og stadig vokser derude.

Kirkegaarden spænder nu over 80 tønder Land, og 80-100 mennesker har beskæftigelse derude året rundt. Over dem alle står den gamle, elskværdige inspektør, kammerråd Bahnson, som holder jubilæum sammen med haven - ja, hans virksomhed derude er da oven i købet en måned ældre, idet han blev ansat den 1. oktober 1870.

Vestre Kirkegård står byens hjerte nær, hvor langt ude i periferien den så end ligger, og det har den altid gjort i kraft af sin frie beliggenhed og sin store og sjældne skønhed. Efterhånden som det store areal, der skilte den fra byens kerne, forvandledes fra magre marker og triste veje til et myldrende befolket kvarter - et arbejdsfolks- og fattigkvarter med hårde stenmure og dybe, skønhedsforladte gader - efterhånden som denne forvandling skred frem, blev "Vestre" taget i besiddelse af det store, brede folkelag.

Assistents Kirkegård og de andre blev altid de dødes haver, hvis trøstesløse kedsomhed vi levende helst gik udenom - Vestre Kirkegård med sine lange, smukke alléer, sine mange ejendommelige, prægtige vækstarter, sit kuperede terræn og med de mange punkter, hvis maleriske skønhed forgæves søger deres lige i alle vore andre offentlige haver og anlæg - Vestre Kirkegård blev en dejlig have, også for de Levende, en have, hvor småmanden om søndagen gik sin tur og nød naturen og den friske luft, der strøg lige ind fra Kalvebodstrand. Og dog tog man for et par år siden et af de smukkeste steder fra haven, nemlig indgangen, som med sine mægtige graner var af en sjælden højtidelig virkning. Men granerne måtte falde for at give plads for en rød stenmur.

Samtidig opførtes inspektørboligen, som nu ligger til højre for indgangen, og ved samme lejlighed fik man indlagt gas. Ja, det lyder utroligt, men da det er kammerråd Bahnson selv, som har fortalt os det, er der ingen mulighed for tvivl, først for 2 år siden fik de gas derude - inden da måtte de nøjes med det lys, Vorherre gav.

I det hele taget - fortæller kammerråd Bahnson - har de jo haft det meget gammeldags derude. Først i slutningen af firserne fik man den nuværende indgang, tidligere måtte man helt ud ad den dengang Ikke meget indbydende Enghavevej og op ad en sti til den nuværende søndre låge.

"Hvilke kendte mænd ligger begravet herude," spørger vi kammerråden.

"Carl Ploug og Finsen ..." 

"Men nu fra de første år?"

.Ja," siger hr. Bahnson og smiler smiler så småt, - de første 10 år var det alt sammen frijord, så mange kendte navne er her ikke fra den tid ..."

Men går man kirkegården igennem og standser ved de mange store og smukke mindesmærker og gravmæler, læser man på de hvide marmortavler navn på navn, som kalder mindet frem om den og hin hvis navn var fremme i tiden, dygtige og fremragende mænd, som nu hviler her og som kun erindres, når man står overfor et af de resultater, deres virken satte ... eller også her ved deres sidste hvilested

Figaro.

(København, 2. november 1910).

Der er stadig smukt på Vestre Kirkegård, således som det fremgår af dette foto som er taget fra nogenlunde samme vinkel som tegningen først i artiklen. Gravene omkring søen er alle fra efter artiklens tilblivelse.