Den lille Kulpillers tragiske Død. (Efterskrift til Politivennen).

Tegning fra Social-Demokraten 18. maj 1911 i anledning af begravelsen af den lille kulpiller.

Foto med undertitlen: Ejendommelige ceremonier - præsten indvier graven - kvinden til venstre (x) er moderen. Foto af Aftenbladet (København) 18. maj 1911.

 Den lille kulpiller

I går eftermiddags foregik der en gribende højtidelighed på den katolske kirkegård ved Vestre Kirkegård.

Foreningen "Barnets Værn" lod afsløre en mindesten over den lille dreng, der den 12. maj blev dræbt af havnetoget, da han var i begreb med at pille kulstumper op.

Til trods for det ubehagelige vejr havde flere hundrede mennesker indfundet sig ved graven. Forsamlingen afsang en salme, hvorefter

Folketingsmand P. Sabroe

holdt en gribende tale, der bragte tårerne frem i de flestes øjne. Han udtalte:

"Der knytter sig for os ingen særlig sensation til den lille kulpillers død. De særlige omstændigheder ved denne vakte for et øjeblik hele hovedstadens opmærksomhed. Om han langsomt var sultet, frosset eller pint ihjel, ville - fraset enkelte - kun den socialistiske del af hovedstaden have interesseret sig for den lille proletar.

Der er i dette frygtelige barnedrama et par betegnende træk, som til overflod viser kapitalistsamfundets brutalitet. 

Vi kommer og tilbyder den fattige, polske moder at ville begrave barnet. Vi vil ikke have ham i fattigvæsenets sorte kiste. Som vi taler herom med moderen, kommer viceværten ind og tilråber moderen:

"Vær glad ved hans død. Han var endt i tugthuset. Han stjal som en ravn."

Ja, han stjal de kul, som faldt ned fra kulvognene. Derfor var han tyv.

Og det er også rigtigt at i tugthuset sidder mange, hvis eneste forbrydelse er, at de som barn nægtedes et barns glæder. Der burde egentlig på den mindesten, som vi afslører i dag, have stået de ord, som undslap den lille kulpiller, da man på hospitalet ville klippe i hans gamle, pjaltede bukser:

"Åh, De må ikke klippe i dem, for mor er så fattig og har ikke tid til at sy dem sammen."

De ord er sande, og de vil blive klassiske. Når I som er børn og unge, en gang om mange år med jeres børn står foran den lille kulpillers grav, vil I fortælle dem, hvad den fattige, polske dreng sagde, da han lå på operationsbordet.

Peter Sabroe. Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det er desværre sandt. Mange børn som den lille kulpiller, der havde et hjerte af guld, må ende i fængslet. Men hvis skyld er det? Uden at fortrække en mine ser den herskende overklasse, at der er tusinder af børn, som lider nød og forkommer. Overklassen praler af sin kultur og sin kunstsans, men den er blottet for den åndsdannelse som slår ud i omsorg for de levende mennesker. Ja, der er endog nogle af vore rige landsmænd, som vil have ført udviklingen tilbage, og som viser hen til de polske arbejdere, som værdige til efterlignelse for de danske arbejdere.

Men så meget stærkere må vi hver dag ruske samfundet op af sin døs. Vi må have samfundet til at forstå at af alle kulturspørgsmål er det sociale det vigtigste.

VI tror på livet. Vi håber på livet. Vi arbejder og vi bygger rundt i alverdens lande en stærk og mægtig organisation, som beskytter alle børn mod fattigdom, forbrydelse, drukkenskab og præstetyranni.

For nogle år tilbage indebrændte juleaftens morgen 5 børn på Skejby Mark ved Aarhus, mens far og mor var på herregårdsarbejde. Vi rejste disse børn et mindesmærke. Det var ikke herregårdens trælle, som mindedes de 5 børns frygtelige endeligt. Det var ikke de rige eller gårdmændene. De forstod overhovedet ikke, hvorfor man tænkte på børnene. Men landarbejderne forstod os. Deres sociale instinkt sagde dem, at vi var deres venner.

Således vil det også gå i dag. De russere og polakker som står her, vil skrive hjem eller fortælle, når de kommer hjem, om de danske arbejdere, som rejste den lille kulpiller dette smukke minde. Og de vil tænke over det i Polen og i Rusland.

Denne mindesten betyder for vore dages kultur mere end Frue kirkespir. Over den lille polske drengs grav rækker vi hinanden broderhånden og sværger, at der skal blive kæmpet til vort sidste åndedræt for det fattige barn."

Derefter faldt dækket for mindestenen.

Den er af marmor og har følgende inskription:

Den lille Kulpiller

Martin Norwak

5 Aar

Overkørt af Havnetoget

12. Maj 1911.

Københavns Arbejderfamilier satte

ham dette Minde.

Derpå afsang de tilstedeværende: "Dejlig er Jorden", hvorpå hr. Sabroe afsluttede højtideligheden med at sige:

Vi rejste ikke dette minde for arbejdets mand, men vi har rejst det for den lille knægt, der måtte ofre sit liv, da han hjalp til med at afhjælpe nøden. Det var endda ikke for sin egen moder, at han pillede kul, men han hjalp en anden dreng, hvis moder havde 7 børn. Lad os kæmpe for alle små børn, og dermed en tak til alle, der har bidraget til dette mindesmærke.

Derpå defilerede de mange mennesker forbi den lille kulpillers mindesten.

(Social-Demokraten, 27. december 1911. Til artiklen var desuden et foto)

Begravelsen af den lille kulpiller. Peter Sabroe taler. Foto fra ovenstående artikel fra Social-Demokraten.

Bornholms Social-Demokrat fra samme dag tilføjede at drengens forældre boede i en af Christianshavns store lejekaserner, og de sad småt i det. Avisen beskriver monumentet som en ovalformet marmorplade.

Centralbanegaarden og Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

 Centralbanegaarden

Et Overblik - Fingeret daglig Drift.

Når man vil danne sig et Begreb om den nye Banegaards Størrelse, tænker man uvilkaarligt paa Tunneludgravningen foran den nye Personbanegaard og til Nød ogsaa, hvad der ligger bag ved indtil Tietgensbroen. Hvilket fejlagtigt Billede!

Ovenstaaende Plan vil illustrere Fejltagelsen. Gaa ud paa Personbanegaarden i Hjørnet øverst tilhøjre. Den svinder betydeligt ind ved Sammenligning med det umaadelige Jernbaneterræn, der strækker sig bag Søndre Boulevard lige til Enghavevejen. Det er den Del af Centralbaneanlæget, som Publikum ikke ser, men som netop med sine utallige Sporskifter, Rangerspor og brydsspor udgør Betingelsen for at kunne lægge selve Banegaarden i saa nær Byens Centrum, som Tilfældet er. Paa et Areal, der er 3 Kilometer langt og paa sit bredeste Sted en halv Kilometer, ligger her indtil et halvt Hundrede Spor ved Siden af hinanden. Yderst tilvenstre paa Planen sender Terrænet to Banelinjer ud i Landet. De fører begge til Roskilde. Den øverste er Personlinjen, der skærer sig gennem Valby Bakke; forneden; er Godslinjen, som er lagt sønden om Vestre Kirkegaard. Saasnart de to dobbeltsporede Linjer har skaaret Enghavevej, folder de sig ud som mangegrenede Vifter.

Paa Arealet mellem Enghavevejen og Tietgensbroen ligger Spor til en samlet Længde af 60 Kilometer. En Privatbane, regner man, raader sædvanlig over halvt saa mange Kilometer Sporlængder.

Hvor imponerende Personbanegaarden end er, saa repræsenterer den dog kun en mindre, og næppe den vigtigste Del af det storartede Anlæg. Den har da ogsaa kun kostet 4 Millioner af de 25, der i del hele allerede er medgaaet eller vil medgaa til den nye Ordning af vore Banegaardsforhold. Der ei mellem Centralværkstederne Bygninger, som optager langt større Areal end selve Personbanegaarden.

Del er en Selvfølge, at et saa omfattende Anlæg ikke en skønne Dag kan erklæres færdigt og derefter straks tages i Brug. Der maa foretages grundige Prøver med de nye Materiel, for at det kan godtgøres, at alt er i Orden. Mandskabet, der for Fremtiden skal gøre Tjeneste paa den nye Banegaard, maa gøres nøje tortroligt med de nye, forbedrede Systemer, som man har fundet det hensigtsmæssigt at indføre samtidig med alt det aDde nye.

Sporskifterne er særlig en af de Ting, der har været Genstand for Reformer. Medens de tidligere var forsynet mød Olielamper, markeres de nu ved elektriske Lamper; Signaliseringstjenesten er blevet elektrisk. I Signaltaarnet er hver enkelt Signal betegnet ved en elektrisk Knap, og Signalvagten skal paa en Prik vide, hvor hvert Signal har sin Knap; Tøven og Famlen er der ikke Tid til. Han maa indøves.

Eller Lokomotivføreren, der fra den gamle Banegaard kender Sporlægningen saa godt, at han nøjagtig véd, om han følger de rigtige Spor. Nu stilles han pludselig overfor et indviklet Banenet, der let kunde forvirre bam, om han ikke i Forvejen havde haft Lejlighed til at lære Sporvejene at kende og skelne dem fra hinanden.

Og endelig maa de Hundreder af Folk, der har Beskæftigelse ved Banen, gøres fortrolige med de nye Lokaliteter. Det er ikke nok, at de kender Hovedbygningerne. Ude paa Terrænet ligger Maskinhuse med Varmeapparater, elektriske Afbrydere, Støvsugeapparater, Elevatorer, som det kan være af langt større Vigtighed for Funktionærerne at vide Besked med.

Derfor vil der i nogen Tid blive opretholdt en fingeret daglig Drift, under hvilken hver enkelt Funktionær, der har et Arbejde at passe, faar Lov at passe dette ganske som under normale Forhold. Togene løber ind til de fastsatte Tider og forlader igen Stationen paa Klokkeslet. Paa den Maade mener man at skaffe Mandskabet den tilstrækkelige Øvelse, inden det nye Baneanlæg om kort Tid aabnes for fuld, normal Drift. Men Publikum! Mon ikke ogsaa det trængte til et lille Kursus i den nye Banegaards Indretning?

(Riget (København) 16. oktober 1911)

Vandtårnene, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Fra Jærnbanens Terræn

De færreste Københavnere kender andet af vort nye Jærnbaneterræn, end hvad der kan ses fra Vesterbrogade eller Tietgensbroen.

Det er dog kun en lille Del af Terrænet, der ses herfra, hvad man kan forstaa, naar man véd, at fra Vesterbrogade og ud til Vesterfælledvej, hvor det egentlige Banegaardsterrain ender, er der en Afstand af over 4000 Alen eller ½ Mil. Paa visse Steder er Arealet over 1000 Alen bredt, saa man forstaar, at det er store Forhold, her er Tale om, omkring 130 Tdr. Land. Det allermeste er tilvejebragt ved Opfyldning i Kalvebod Strand, saaledes at Kvægtorvet og Gasværket, der tidligere laa ved Bolværk, nu ligger langt inde paa Land, og Gasværket har maattet bygge en mægtig Bro, ad hvilken Kullene føres fra Havnen til Kulpladsen. Paa vort Billede, der er set fra Dybbølsbroen, ses denne Bro, hvis svære Jærnbjælker herfra tager sig ud som det fineste Fletværk strakt ind over Jærnbanens Spor, kun støttet af spinkle Søjler. Allerede her ude paa Dybbølsbroen, ikke halvvejs inde i Jærnbanens Terræn, føler man sig langt fjærnet fra Byen, hvis Taarne og Spir tegner sig i Horisonten, med Banegaardens Kuppel længst til venstre. Inde fra Byen strækker de lange Rader af Vogne sig helt her ud, og endda et godt Stykke længere ud mod Vesterfælledvej. Til højre ses de vældige Rækker Godsvogne, og til venstre ses en Del Personvogne, hvis Tal dog bliver meget forøget, naar Personbanegaarden endelig tages i Brug.

Vort andet Billede er set fra de høje Opstillingsspor ved Vesterfælledvej, hvorfra Togene ledes ind mod Godsbanegaarden eller Kvægtorvet. Herfra ser man ud over de vældige Centralværkstedsbygninger, hvor Hundreder af Haandværkere hver Dag arbejder, her er Maskinværksteder, her færdes Snedkere, Sadelmagere, Blikkenslagere og Malere, og her er vældige Lokomotivremiser og Kulpladser.

De to taarnlignende Bygninger, der ses i Baggrunden af Billedet, er Vandtaarne, hvorfra Lokomotiverne faar deres Forsyning. Til venstre ligger nogle Tjenesteboliger, hvor en Del Banearbejdere bor for altid at kunne være i Nærheden, dersom der kræves hurtig Udrykning. Paa Billedet kan man kun utydelig skimte Dybbølbroens Linier, hvad der illustrerer, hvor stort det nye Jærnbane-Terræn i Virkeligheden er.

(Social-Demokraten 13. november 1911)

Fra Arbejdets Mark. II. (Efterskrift til Politivennen)

 

Lokomotiver under Reparation.

Vort Billede i Dag viser en .Scene fra Statsbanernes Centralværksted. Det er Lokomotivværkstedet. Her føres alle Maskiner ind til Reparation. Den store Hal, der rummer mellem 25 og 30 Lokomotiver, er stadig optaget, og alene ved Reparationer beskæftiges der daglig halvtredie Hundrede Arbejdere. Det er en Fornøjelse at se, hvor let, der tumles med de mægtige Lokomotiver. Ved Hjælp af svære Taljer løftes de fra Sporene, saaledes at de hænger frit svævende i Luften. Elektriciteten er her en god Hjælper. Et Tryk paa en Knap, en hvislende Lyd skærer igennem Hallen, og i samme Nu bliver alle Hjul og Remskiver levende.

I denne Larm høres ingen Menneske-Stemme. Hver Mand er paa sin Plads. For Arbejderne gælder det om at have Øjnene med sig. Den mindste Fejl kan betyde Død eller Lemlæstelse. Men Arbejderne tænker ikke paa Farerne. Som Myrerne i en Tue maser de frem mod den vældige Kolos, der hænger i Taljerne. Med senestærke Arme gribes der om Hammer og Nøgle. Den store Damphest, der nylig foer pustende ud over Landet, slæbende Mennesker og Gods efter sig, maa nu finde sig i at blive bastet og bundet af Menneskehænder. Stykke for Stykke piller Arbejderne de tusindpundige Maskindele fra hinanden. Det gaar først ud over Hjulene. De er blevet kantede og skal nu have en Omgang paa Drejebænken. Derefter kommer Turen til de "ædlere" Dele i selve Damphesten. Hver Ting maa nøje efterses; thi om nogle Dage skal den atter fare susende ud over Landet, og da gælder det om, at der ikke er glemt noget. Det kan komme til at dreje sig om Meneskeliv . . . Det véd den sortsværtede og svedende Arbejder. Derfor gaar han og Kammeraterne endnu en Gang en Runde om Maskinen, før den faar Lov at slippe ud af Lokomotivernes »Sygehus«.

Vi staar netop og stirrer ud over denne travle Virksomhed, da i det samme Fabrikpiben sender sin gennemtrængende Lyd ud over Kalvebod Strand. Det vældige Maskineri stopper op. Hammer og Skruenøgle lægges til Side. Kort efter vandrer de mange Hundrede Arbejdere ud til de smaa Hjem i Vester- og Nørrebros Sidegader. Vi -kaster et langt Blik ud over Kalvebod Strand. Vor Tanke gælder den store By. Kun faa af dens Beboere aner, at der her ude, langt fra Byens Tummel, findes vældige Statsbaneværksteder med Hundreder af flittige Arbejdere, der nu vandrer ind mod den By, hvor de skal finde en Smule Hvile til Dagværket atter begynder næste Morgen.

(Social-Demokraten 10. oktober 1911).

Laura Jacobsens Død. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald

Gamle Fru Jacobsen.

Direktør Carl Jacobsens Moder, Enken efter den gamle Brygger, Kaptejn I. C. Jacobsen er, som allerede telegrafisk meddelt, Mandag Aften afgaaet ved Døden i den høje Alder af 92 Aar.

Danmark har i hende mistet en varmhjærtet og betydelig Kvinde. Det faldt i hendes Lod at blive en stor Mands Hustru og en stor Mands Moder, og hendes Betydning og hendes personlige Lødighed kan maales deraf, at hun for dem begge blev det bedste, de kendte.

Fru Laura Jacobsen var født i Thisted, hendes Pigenavn var Holst. Hun var af Natur et saare beskedent Menneske, en af de Kvinder, der afgjort skyer enhver Fremtræden for Offentligheden. I Hjemmet alene søgte hun Gerning; sin Indsats i Livet ydede hun alene igennem det, hun var, først og fremmest for sin Mand og sin Søn, og dernæst for andre, som stod hende nær. Naar gamle Brygger Jacobsen fik Kræfter og Evner til at grundlægge en af Landets største og smukkeste Virksomheder, naar han dernæst fik Hjærtelag til at ofre saa rundeligt af dens Udbytte for uegennyttige og almengavnlige Formaal, og naar Sønnen i alle Henseender saa værdigt fulgte i Faderens Fodspor, saa vil ingen kunne nægte gamle Fru Jacobsen hendes store Del af Æren derfor.

Dr. Carl Jacobsen har mere end en Gang vidnet, hvor meget han havde sin Moder at takke for. Forholdet imellem dem, var en Kærlighed, der næsten grænsede til Sværmeri, og for Fru Jacobsen var der ingen større Lykke end at være Sønnen en Hjælp til Gennemførelsen af hans Planer.

Midlerne til det prægtige Klokketaarn ved Jesuskirken var en Fødselsdagsgave fra hende til ham. Til Gengæld betragtede han Spiret paa Nicolai Taarn som et Æresminde for Moderen og alt, hvad hun havde været for ham.

Fru Jacobsen henlevede sine sidste Aar i stor Stilhed paa "Kaptejnens Villa" ved Carlsberg og omgikkes kun sine allernærmeste. Men over den gamle stilfærdige Dame var der bestandig den Højhed og Værdighed som er Afglansen af et Liv, der ikke blev levet forgæves.

(Aarhus Amtstidende 16. august 1911)

Fotograf Bertel Christian Budtz (1837-1884) Laura Catherine Jacobsen, f. Holst (29.8.1819-14.8.1911). Ægtefælle: Jacobsen, J. C., brygger, mæcen (f. 1811 d. 1887.00.00). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Buste på Eske Kristensens lagerbygning (nu Hotel Ottilia). Modsat alle de andre buster af Jacobsen-familien og koryfæer som Pasteur kan man ikke se hvem det er. Som det fremgår er nekrologens foto taget fra busten. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

På en afsides plads ved alteret i Jesuskirken hænger dette minde over Laura Jacobsen, sat af børnebørnene. Hvilket må være de fire ud af 8 overlevende børn som Carl og Ottilia fik:  Theodora (18. juni 1877-1956), Helge (1882-1946), Vagn (1884-1931) og Paula (1890-1981). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den dræbte Matros fra Finland begraves paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Den finske skonnert "Sulo" lå ved Christiansgade i København i juli 1811. Den 18. juli ankom en måske, måske ikke beruset matros ved halv tolv tiden. En tid senere opstod der tumult, og kaptajnen trak en revolver og dræbte matrosen med et skud i brystet. Matrosen blev bragt til Kommunehospitalet. Kaptajnen meldte det passerede til politiet. De nærmere omstændigheder omkring drabet - var det nødværge, skødesløshed eller brutalitet? - diskuteredes efterfølgende i aviserne. Et dramatiserende element var at de alle var fra Finland.

Dramaet i Havnen

Kaptajnen Søderlund anholdt

En af kaptajnens forretningsforbindelser udtaler sig om sagen

Den finske skonnert "Sulo". (I hjørnet styrmanden, det eneste øjenvidne til det natlige drama).

I går eftermiddags Klokken 3 kom den finske kaptajn Søderlund i grundlovsforhør hos assessor Møller.

Forhøret varede kun ganske kort og endte med, at kaptajnen sattes under anholdelse. Det ser således sort nok ud for den finske kaptajn. Skonnerten "Sulo" skulle efter bestemmelsen afsejle i dag, men det bliver der selvfølgelig ikke noget af, idet der nu skal afholdes nye forhør, ved hvilke hele besætningen skal afgive forklaring.

Hvad der ikke vanskeliggør sagen mindst, er at hele skonnertens besætning er ravfinsk. kaptajnen kan en smule svensk og styrmanden en bagatel engelsk, men ellers kan den øvrige besætning ikke et ord andet end deres modersmål, og det er ikke engang højfinsk, men rigtigt uforfalsket bondemål, og det er mindst lige så vanskelig at forslas for almindelige mennesker som fx Zulu-kaffersproget. Ved de nye forhør i sagen vil man søge at klare skærene ved hjælp af tolk, antagelig Fru Molthesen, og så kan det endda være tvivlsomt, om man når noget resultat.

En samtale med en af kaptajnens forretningsforbindelser.

På vor jagt gennem byen for at finde en mand, der kan tale finsk dialekt, og eventuelt agere tolk for os ved en samtale med skonnertens besætning lykkes det os at træffe skibets herværende forretningsforbindelse. Det er firmaet Jul F. Schierbecks Efterfølger i Amaliegade

Da vi bringer den sørgelige affære på bane, afbryder en af firmaets chefer os:

"Ja, det er en forfærdelig sørgelig sag. Styrmand Laiwonen har lige været her nede og han var også umådelig pinlig berørt af optrinnet i nat

Da vi fortæller at styrmandens forklaring er gået kaptajnen så stærkt imod, vækker det formelig sensation.

- Hvad for noget, det er ganske umuligt. Politiassistenten eller hvem det nu er der har talt med ham, må ganske have misforstået ham. Kaptajn Søderlund kan nok klare sig en smule på svensk, men styrmanden kan kun et par gloser og så lidt engelsk, og det er derfor al sandsynlighed for at han ikke har kunnet udtrykke sig tilstrækkeligt tydeligt og at hans forklaring derfor er blevet misforstået.

Hvorledes er deres personlige opfattelse af kaptajnen.

- Han er et aldeles prægtigt ungt menneske, påpasselig, rolig og absolut ikke rå eller brutal på nogen måde. Der er ingen tvivl om at han har handlet i nødværge. Hvis De kendte noget til finske søfolk, ville De også indrømme at de er de mest vanselige mennesker på jorden at omgås. De kan være skikkelige nok, når de er ædru, men så snart de smager spiritus, bliver de aldeles vilde og ustyrlige. Men der er sikker heller ingen tvivl om at når sagens tråde udredes, vil det vise sig at kaptajn Søderlund er aldeles uden skyld i det sørgelige optrin der er så meget mere trist for ham, da skibet skulle være sejlet i morgen, men nu selvfølgelig bliver nødt til at ligge her nogen tid endnu. 

Som man ser er det meget sympatiske udtalelser om den anholdte kaptajn. Nu vil forhørene jo vise hvem der har ret, og om styrmanden virkelig er blevet misforstået i det første forhør, hvilket man jo næsten fristes til at tro efter de udtalelser han er fremkommet med hos firmaet Schierbecks efterfølger. 

Obduktionen

af den dræbte matros' lig finder sted i formiddag klokken 11 på Johannes Stiftelse af retslægen i overværelse af politiassistent Hejberg.

(Aftenbladet (København), 19. juli 1911).

Drabet på "Sulo"

Dansk Klassejustits.

Den finske kaptajn tiltales ikke, men får lov at sejle.

Straks da budskabet kom om, at kaptajn Søderlund havde dræbt en af sine matroter om bord på skibet "Sulo", hed det, at kaptajnen havde handlet i nødværge. Herimod har der senere været rejst indsigelse.

To finner har henvendt sig på "Social-Demotraten"s kontor og givet følgende forklaring:

Hr. redaktør!

I anledning af den grufulde begivenhed på skonnerten "Sulo" har vi henvendt os til vore landsmænd, matroserne Oscar Johanson, Ejnar Johanson og A. Salvkangas, der overfor os giver følgende forklaring af den blodige begivenhed:

Mandag aften klokken ca. 10:30 kom Wuorela om bord i "Sulo" og bad første styrmand om lov til at gå i land endnu en gang, da han skulle besørge noget.

Han var ikke særlig beruset. Styrmanden nægtede ham yderligere landlov og henviste ham til kaptajnen. Derefter gik Wuorela til kaptajn Søderlund og bad om landlov, men kaptajnen nægtede ham det.

Wuorela gik nu ind i folkelukafet og sad der ca. ½ time, hvorefter han påny gik hen til kaptajnens kahyt.

Her bankede han på kahytsdøren og trådte derefter et par skridt tilbage. 

Kaptajnen åbnede døren, og matroserne hørte nu Wuorela sige noget til kaptajnen, men de kunne ikke rigtig høre, hvad det var, han sagde. Wuorela havde tidligere klaget over skibets usle kost, og vidnerne antog, at det var en bemærkning om denne kost, Wuorela var fremkommet med.

Der var ikke gået stort mere end et minut under alt dette.

Så lød et skud. Kaptajnen havde trukket sin revolver frem og fyret den af mod dækket.

Straks efter fyrede han endnu et skud af, og Wuorela styrtede dødelig såret om på dækket.

Vidnerne, de tre matroser, bemærker med bestemthed:

1) at Wuorela ikke trængte ind på kaptajnen, og

2) at kaptajn Søderlund affyrede den dødbringende kugle mod matrosen, da denne befandt sig i en afstand fra kaptajnen af ca. ½ favn.

Om noget overfald eller brydekamp kan der således ikke være tale.

Det forekommer os, der har fået denne forklaring enslydende fra 3 landsmænd, som var til stede - den ene på dækket og de to oppe på kajen - at disse udtalelser må bevirke, at kriminalretten tager sagen op til fornyet undersøgelse og navnlig sørger for, at de tre her nævnte øjenvidner bliver betryggende afhørte af en autoriseret tolk.

For rigtigheden heraf indestår:

Autti Pantanen,

Sankelmarksgade 18, 2.

Abel Juvonen

St. Annagade 55, st.

Ingen Tiltale.

I aftes modtog vi følgende opsigtsvækkende telegram :

Der er i går truffet den afgørelse i sagen mod kaptajn Søderlund på "Sulo", at der ikke vil blive rejst tiltale mod ham, da drabet anses at være følgen af et vådeskud. Kaptajnen har derefter fået tilladelse til at afsejle.

De fleste vil være i tvivl om, hvis den finske sømand under en Ordstrid med sin kaptajn havde trukket en revolver, og ved en "fejltagelse" var kommet til at rette mordvåbenet mod sin foresatte og "uden at tænke på det" havde trykket på aftrækkeren, så der var faldet et skud eller to, og en kugle havde gjort ende på kaptajnens liv, at retten da ville have sagt: Det er et vådeskud, du skal for rettens tiltale fri at være, og du kan uantastet sejle hvorhen, det monne dig behage. Nej, retten ville sikkert have sagt:

Vi kan ikke overbevise dig om, at de med vilje har fyret på kaptajnen, men så meget er en kendsgerning: Du har på uforsvarlig måde trukket en revolver frem og ved uagtsom handlemåde forvoldt denne mands død, og derfor skal du lide din straf til skræk og advarsel for andre.

Men det var ikke en matros, der skød sin kaptajn. Tværtimod, det var skibets fører, der tog sin revolver frem og hensynsløst eller skødesløst - man kan kalde det hvad man vil - skød en af sine undergivne ned.

Den drabsmand skal være fri for tiltale.

Således handler dansk retsvæsen i det Herrens år 1911.

Hvornår kommer vi dog så vidt i det lille Danmark at der bliver lighed for loven?

(Kolding Social-Demokrat, 25. juli 1911).

Sidste akt af dramaet i Kristiansgade

Den dræbte matros begraves på Vestre Kirkegård.

I går middags blev den finske matros Woaarela som kaptajn Søderlund på "Sulo" dræbte ved et revolverskud, begravet på Vestre Kirkegård. Til stede var hele besætningen fra"Sulo" med kaptajnen i spidsen, endvidere nogle medlemmer af den herværende finske koloni og repræsentanter for sømændenes organisation. Pastor Rannow talte kort i Kommunehospitalets kapel samt forrettede her jordpåkastelsen, og derpå besørgede kaptajn og mandskab kisten ud op kirkegården - ingen præst fulgte. Ved graven bragte sekretæren for sømandsforbundet den afdøde en hilsen fra danske kolleger. Skræder Jutti Boutanen, Sankelmarksgade 18, talte også. Han angreb kaptajn Søderlund stærkt og sagde bl.a. at dette drama forhåbentlig ville få ham til at omgås revolveren noget mere varsomt. Derefter takkede fru Alexandra Heikkila, Vingårdsstræde 22, for den deltagelse der fra dansk side var vist den finske matros, og endelig sagde kapt. Søderlund et par afskedsord til matrosen. 

Da han have sluttet, sprang en ældre, finsk kvinde ind på ham og spyttede på ham idet hun skreg: Morder, morder!.

Vort billede viser mandskabet fra "Sulo" i færd med at sænke kisten i graven. Den mand der vender ryggen til og er mærket med et X, er kaptajn Søderlund. Fanebæreren er oppositionens fører i sømandsorganisationen, den revolutionære Buksbom, der i søndags ved fælledmødet forlangt at kaptajn Søderlund skulle bøde for drabet med sit liv.

(Folkets Avis, 26. juli 1911).

"En sästa hälsning från kaptenen!"

København, tirsdag.

Den stakkels finske matros Woaarela der i dag for 8 dage siden blev dræbt i en rus af kaptajn Sjølund om bord på skonnerten "Sulo" blev i dag under stor deltagelse begravet fra Kommunehospitalets ligkapel i Bartholinsgade.

Allerede en halv time forinden var den ellers tomme plads bag Andreaskirken fyldt af mennesker som ønskede at overvære den unge finnes sidste færd, deriblandt Sømandsforbundets bestyrelse med rød fane som paraderede ved kisten. På den fremmede matros' fine egetræskiste var der lagt en del smukke kranse med signerede bånd, deriblandt fra rederiet, besætningen og Sømændenes Forbund. På egetræskisten lå en krans hvis farvelord var af en ejendommelig gribende karakter. Der stod kun: "En sästa hälsning frän kaptenen!" Altså den sidste hilsning fra den mand der kom til at dræbe matrosen.

Kort forinden højtideligheden skulle finde sted, kom kaptajnen selv sammen med en repræsentant fra rederiet. Kaptajnen - en lille, spinkel brunet mand - var øjensynlig meget nedtrykt, og efter at have taget plads ved siden af kisten, sad han og stirrede uafbrudt på den, stum for sine omgivelser, men det var som om hans øjne forsøgte at trænge igennem egetræet til den dræbte ungersvende - som om han så inderlig ønskede at kalde ham til live igen. 

Efter ham kom skibets besætning, nogle djærve folk med vejrbidt hudfarve. De gik hele tiden med øjnene i jorden, tæt i hælene på hinanden, stive og pudsede og med forsigtige bevægelser som om de var bange for at støde nogen. Tavse tog de plads ved kisten, og skønt de sikkert ikke forstod ret meget af hvad præsten sagde, var de dog ret bevægede og sad hele tiden og pillede nervøst ved det spraglede halstørklæde eller lod huen vandre fra den ene hånd til den anden. 

Efter at have sunget "Dejlig er Jorden (!)" - en salme der netop ved denne lejlighed måtte virke med bidende ironi, trådte hospitalets præst, pastor Rannow frem og holdt en jævn tale og bad til sidst en kort bøn for den døde matros' gamle forældre og for kaptajnen. Efter at sømændenes røde fane var sænket 3 gange over kisten til farvel, tog finske og danske sømænd fat i kisten og bar den ud til rustvognen der førte den finske matros ud på Vestre Kirekgård hvor hans grav er langt fra den fædrene jord.

I aften sejler "Sulo" hjem til Suomis land med kaptajnen, mod hvem der ikke skal rejses tiltale.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 26. juli 1911).