Redaktør Emil Wiinblad. (Efterskrift til Politivennen)

Meb nærværende Numer overtager jeg Ledelsen af "Social-Demokratens" Redaktion i Overensstemmelse med Forenings-Repræsentanternes næsten enstemmige Beslutning paa Kontrahentmødet den 27de April.

Dels ved et tidligere Medlem at vor Redaktion, dels gennem en Del af Provinspressen er det blevet antydet, at mit Valg til den Plads, jeg hermed tiltræder, var ensbetydende med en Forandring af Bladets Politik. Jeg skal hertil erklære, at Bladets Politik, saa vidt man ved denne forstaar Bladets Anskuelser om, hvorledes Arbejderspørgsmaalet tænkes løst til Held for Arbejderstanden og Samfundet i det Hele, ingen Forandringer vil undergaa under min Ledelse, og det saa meget mere som den politiske Opfattelse, at Arbejderspørgsmaalet skal løses gennem Reformer ved Hjælp af den almindelige Valgret og under Iagttagelse af alle Hensyn til de bestaaende Love, ikke er nogen Enkeltmands Politik, men hele det Partis Politik, for hvilket "Social-Demokraten" er Organ.

Hvad jeg imidlertid ved min Virksomhed vil stræbe ikke at forandre, men at udvikle og forcere er Agitationen for Arbejderpartiets Principer. Jeg føler mig inderlig overbevist om, at vor Sag er saa god, vor Politik saa hensynsfuld og besindig og vore principielle Fordringer om Samfundets Reorganisation saa nøje i Overensstemmelse med Retfærdigheden, at den store Almenhed efterhaanden maa slutte sig til os, naar der fra vor Side kun bliver udfoldet en ihærdig og kraftig Virksomhed for at gøre vore Medborgere bekendt med, hvad vi vil, og hvorledes vi vil det. Denne agitatoriske Virksomhed skal være min Opgave, saa vidt og saa længe mine Kræfter slaa til og saa længe jeg besidder mit Partis Tillid.

Ved Siden af denne Opgave og i Forbindelse med den vil jeg saa vidt muligt i højere Grad end tidligere søge at gøre "Social-Demokraten" til et fyldigt Organ for Arbejderstandens rent faglige Interesser, lige som jeg vil tilstræbe en Samvirken med samlige de fri Fagforeninger, der i politisk og økonomisk Henseende slutter sig til nærværende Blad. Det er med god Grund blevet beklaget, at de saglige Foreninger for Øjeblikket staar mindre stærke end tidligere, og det er vel saaledes, at disse Fagforeninger kun kan rejses og styrkes, naar dcn rette Stemning dertil kommer over de respektive Fag; men saa vidt et Arbejderorgan kan bidrage til at skabe en saadan Stemning og saa vidt det er muligt gennem et Blad at øve Indflydelse paa de faglige Forhold i det Hele taget, saa vidt skal denne Virksomhed i Fremtiden blive udøvet af "Social-Demokraten".

Jeg tror for Tiden at turde støtte mig til den Antagelse, at jeg har mine Medarbejderes og Meningsfællers Sympati, for saa vidt de kender mig. Hvis jeg, idet jeg tiltræder denne ansvarsfulde Plads ved "Social-Demokraten", har noget personlig i Formaal, nogen personlig Hensigt, saa er det kun den at gøre mig fortjent til den Tillid, man viser mig. Hvorvidt mine Evner strækker, derom kan jeg ikke dømme; men det vil jeg love, at hvad en god Vilje og oprigtig Kærlighed til Arbejdersagen kan udrette, det skal under min Ledelse blive udrettet for nærværende Blad.

Den 7de Maj 1881.
E. Wiinblad

(Social-Demokraten 8. maj 1881).

Redaktionsskiftet skete efter at en af bladet redaktører, Mundberg der også var partiets kandidat til folketingsvalget i 5. kreds i 1880, havde trukket sig såvel fra redaktionen som fra partiet. Hans redegørelse for dette skridt stod i Social-Demokraten 6. maj 1881. Han havde egentlig allerede trukket sig i august 1877 pga. en afstemning som gik ham imod, men blev i sommeren 1879 opfordret til at fortsætte ved bladet. Mundberg havde sagt at han ikke kunne fortsætte hvis Wiinblad blev valgt, og da det skete den 27. april 1881, valgte han at udtræde. I erklæringen meddelte han at partiet ikke længere synes at bakke op om hans linje, hvor han trak sig. Kontrolkomiteen beklagede hans afgang og mente han havde misforstået hvad der var sket.

Typografen Emil Wiinblad (1854-1935) havde siden 1876 været ansat på Social-Demokraten hvor han også skrev artikler. Med hans tiltræden var den tumultiske tilstand som redaktionen hidtil havde haft, forbi. Han var redaktør 1881-1911 og i den periode udviklede bladet sig fra en lille, snævert agiterende avis til et masseorgan. Wiinblad var medlem af Folketinget 1895-1928 og af Landstinget 1928-35.

Ligbrændingssagen. (Efterskrift til Politivennen)

Ligbrændingssagen synes at ville gaa rask fremad. Den Forening, der har stillet sig denne Sags Fremme som sit Formaal, tæller efter Prof. Howitz's Udsagn i Borgerrepræsentationen allerede ca 800 Medlemmer, skjønt den kun har bestaaet i en knap Maaned og endnu ikke har udfoldet udadgaaende Virkiomhed. Nu er Bevægelsen ogsaa i Færd med at brede sig til Provinserne, idet der bliver dannet Filialer i alle Byer i Danmark, hvor der viser sig Stemning derfor. Fra flere af Provinsbyerne meldes der livlig Deltagelse, saaledes fra Odense og Helsingør, og det er ganske naturligt, at Befolkningen i de mindre Byer maa være særlig bekymret for Kirkegaardenes Indflydelse, da de som oftest staa ved Valget mellem at anlægge kostbare Vandværker eller at drikke Brøndvand, der direkte er blandet med Afløbet fra Kirkegaardene, og derved udsætte sig for farlige Sygdomme. Det er da ogsaa en idelig tilbagevendende Klage, at Epidemier, navnlig Tyfusepidemier, opstaa paa denne Maade. Saaledes finder man i Helsingørs Aviser for 1877 Beretning om en Tyfusepidemi, der af Lægerne tilskreves Kirkegaardens Indflydelse; i Hillerød opstod en Tyfusepidemi paa samme Tid, som der blev foretaget en Bortgravning af en Del af Raadstuebakken, som tidligere havde tjent til Kirkegaard osv. 

Lægerne have, som ventelig, sluttet sig varmt til Bestræbelsen for at indføre Ligbrænding, og lige som man blandt Medlemmerne af Foreningen kan finde Navnene paa næsten alle betydeligere Læger i Kjøbenhavn, saaledes har nu ogsaa Lægestandens to Organer i Pressen, "Ugeskrift for Læger" og "Hospitalstidende", udtalt deres Samstemning med Foreningens Program. I Ugeskrift for Læger hedder det saaledes: "Man maa nu ubetinget indrømme, at Ligbrændingen er den eneste Behandlingsmaade af Ligene, som samtidig med at være praklisk anvendelig tillige opfylde Hygiejnens Krav fuldt ud. Og da tilmed de Indvendinger af religiøs og retsmedicinsk Natur, som man har gjort gjældende mod den, ikke have nogen videre Betydning, kunne vi for vor Del fuldstændig slutte os til det Haab, at Ligbrænding kan blive den hyppigst anvendte Ligbegængelse." 

Endnu mere uforbeholdent udtaler Hospitalstidende sig, der slutter sin Omtale af Foreningen for Ligbrænding med følgende Ord: "Man kan saaledes kun ønske, at det maa lykkes Foreningen for Ligbrænding at naa sit Maal, og vi skulle opfordre vore Kolleger til at støtte den baade ved at træde ind i Foreningen og derved gjøre det klart, at dens Formaal billiges af Alle, der have Interesse for Sundhedsplejen, og ved at bekæmpe de Betænkeligheder og Fordomme hos Publikum, der ville rejse sig mod denne, som mod enhver anden betydelig Reform. 

En Omstændighed, der lover godt for, at Sagen lader sig realisere i en ikke altfor fjærn Fremtid er den, at Gejstligheden, i alt Fald uden for Danmark, har stillet sig venlig lige over for den. Hos os føle en stor Del Præster sig formodentlig bundne ved de i øvrig lidet betydende Udtalelser, Biskop Martensen har ladet falde imod Ligbrænding. Men som Exempler paa Imødekommen fra den protestantiske Gejstligheds Side kan nævnes, at i München blev der paa Forespørgsel fra Autoriteterne svaret, at for at udføre Ligbrænding i Overensstemmelse med den protestantiske Ritus vilde der kun behøves en ringe Ændring i de liturgiske Former. I England udtalte Lord Biskoppen af Manchester i Oktober 1879 offenligt, at han nylig havde indviet en ny Kirkegaard for denne By, der laa 5 (engelske) Mile fra Byens Centrum, og havde kostet denne l.800 000 Kroner. Han var derved bleven bragt paa den Tanke, at det var en lang Vej for de Fattige at bringe deres Afdøde, og at det var et meget stort Stykke Land, som poa denne Maade var unddraget Dyrkningen, og som nu intet frembragte. "Ingen fornuftig Tro kan gaa ud paa, at den kristelige Lære paa noget Punkt skulde berøres af den Maade, paa hvilken eller den Tid i hvilken dette vort dødelige Legeme smuldrer til Støv og gaa Opløsningen i Møde. Jeg indrømmer, at mine Instinkter og Følelser - rimeligvis mere paa Grund af Vane og gamle Tankeforbindelser end af nogen anden Grund - sætte sig noget imod den Tanke, at brænde Ligene. Men disse Følelser ere maaske ulogiske og ufornuftige. Sir Henry Thompson har fremstillet Sagen i en rolig og gjennemtænkt Afhandling og han viser, hvor lidt Grund der er til de noget sygelige Følelser, som ofte gjøre sig gjældende med Hensyn til hele Spørgsmaalet om Behandlingen af de Døde. Jeg vil henlede Opmærksomheden paa, at Sagen snart maa tages under Overvejelse. Kirkegaardene ere nu i Færd med at blive ikke blot en Vanskelighed, en betydelig Udgift og en stor Ulæmpe for Befolkningen, men en virkelig Fare."

(Morgenbladet (København) 30. april 1881).

Arveprinsesse Caroline (4: Boet gøres op). Efterskrift til Politivennen)

Den 19. April.

Til det Kjøbenhavn, som forsvinder, hørte "Arveprinsessen", der i Tirsdags Aftes kjørtes ud til Kongegravene i Roskilde. Man havde rigtignok vænnet sig til at betragte hende som forsvunden for længe siden, thi man saa hende jo aldrig færdes i Gaderne og Promenaderne saaledes som i Prins Ferdinands Dage; men medens hun laa paa sit Yderste kom mangt et gammelt og glemt Træk af hendes Liv atter paa Omtale og hertil knyttede sig nogle ny hentede fra Sottesengen. Her stal kun nævnes et Par Exempler. Prinsessen besøgte jevnlig Teatrene med sin Gemal, skjønt hun ikke skal have havt megen Sans for Skuespil. En Gang - fortælles der - fik hun sig et lille Blund under Forestillingen. Det var i et af Sekondteatrene, hvor der netop den Aften opførtes "Orfeus i Underverdenen." Da Frederik Madsen traadte ind som Hans Styx og som sædvanlig modtoges med Jubel og Latter vaagnede Prinsessen, og gjort bekjendt med, at den agerende Skuespiller, sit ynkelige Udvortes uagtet, er en fordums Prins, skal hun have udbrudt: "Saa, det er en Prins, ja saa maa vi jo se paa ham." Da man meddelte hende Enkedronningens Død stal hun have ment, at Dronningen havde vist sig for eftergivende overfor Døden. "Hun kunde godt have stredet imod lidt endnu" - skal hun have sagt. Paa sit Yderste skal hun ikke have vist megen Uro, og der fortælles om den Kulde, hvormed hun modtog Biskop Martensens Trøst. Men i intet af alt, hvad der fortælles, er der noget, der taler ufordelagtigt om hendes Karakter. Som det var naturligt efter Hendes Stilling og Alder nærede hun afgjort Utilbøjelighed for det ny, men Hendes Kjærlighed til det gamle var ikke blandet med den uædle Konservatisme, der med Misundelse iagttager, at meget af det, der hidtil har ligget goldt og øde, i et Folk faar Livskraft og Fremvæxt. Om hendes oprigtige Hengivenhed for Land og Folk er der ingen Tvivl. Et smukt Vidnesbyrd i saa Henseende var det jo, at hun i Koleraaaret troligt delte Faren med den Befolkning, med hvilken hun hidtil havde delt Livets Omskiftelser. De Pøbeloptøjer, som fandt Sted, da hendes Lig førtes ud af Byen, vare derfor saa ubeføjede som tænkes kunde; men desværre synes den afskyelige Skik, at støje og larme, saa snart der er det mindste Usædvanlige paa Færde, at høre til det Kjøbenhavn, der ikke forsvinder.

(Aarhus Amtstidende 20. april 1881).

Den 9. april 1881 fyldte Christian 9. 63 år, og flagning og fejring foregik som vanligt. Den 13. april 1881 blev hun bisat i Roskilde domkirke. Arveprinsessens jordefærd kostede statskassen 16.428 kr. Herefter var det tid til at gøre boet op efter arveprins Ferdinand.

Bredgade 42. Bernstorff Palæ. Hvor Caroline og Ferdinand boede, tæt på Amalienborg.

- Det hedder, at den engelske Legation skal være Liebhaver til Arveprinsesse Carolines Palais i Bredgade, naar dette bliver stillet til Auktion, hvilket sandsynligvis først vil ske om nogen Tid, idet der er opstaaet Uenighed mellem Bolt og Statskassen, som Ejer af Christian den Syvendes Palais om Ejendomsretten til en Del af Arveprinsessens Have, et Stridsspørgsmaal, der ikke har saa ringe Betydning for Ejendommens Værdi i det Hele, idet denne meget vil afhænge af Grundens Udstrækning, Arealet er i de til Arveprinsens Creditorer udstedte Obligationer angivet til 10,500 Kvadratalen, hvilket i Byens fornemste Kvarter, og for sig repræsenterer en betydelig Kapital. Den i Privatbanken deponerede Hovedobligation, som Arveprinsessen udstedte til Dækning af sin Gemals Gjæld, er dateret den 8de Februar 1865 og lyder paa 400,000 Kr. med Pant i det hende af Frederik den Sjette ved hendes Ægtepagt af 27de Juli 1829, thinglæst 3die Marts 1856. skjænkede "Palais med tilhørende Husgeraad, Meubler og Inventarium, samt andre Effekter, derunder oqsaa Juveler og Pretiosa". Obligationerne have oprykkende Panteret etter Bankheftelsen (der udgjør 9000 Kr.) og 200,000 Kr.. som skyldes til Østifternes Kreditforening. Bygningerne ere assurerede for 252,000 Kr., og hele Palaiset med Grund blev i 1864 vurderet 450.000 Kr. Meubler, Juveler etc. bleve vurderede til 246,000 Kr., og de ere assurerede for 250.000 Kr. Ihændehaveren af de for Hovedobligationerne udstedte Partialobligationer have saaledes god Udsigt til at faa hele deres Tilgodehavende udbetalt, af hvilket de siden 1865 have saaet 5 pCt. i Rente. Disse Kreditorers Obligationer have Mærket A, men der ere ogsaa Obligationer af Litr. B, som først senere komme i Betragtning, naar de andre ere fyldestgjorte. Hvorvidt disse ville saa Dækning, vil bero paa, om Boet vil give noget Overskud ved Afhændelser udenfor det Pantsatte. Ved Pantsætningen har Arveprinsessen udtrykkelig indtaget de Gjenstande, hun vilde testamentere bort som Gaver, til Erindring om hende og hendes Gemal.

(Slagelse-Posten 30. april 1881).

- Det er et ejendommeligt Indblik, man gjennem den i disse Dage afholdte Auktion efter Arveprinsesse Caroline faar i en forsvunden Tids Levnedssæt. Da den enevældige Konge udstyrede sin Datter til hendes Bryllup med Prins Fredrik Ferdinand, da var det først og fremmest de ydre Tegn paa Kongemagtens Pomp og Glans, han tænkte paa at forsyne hende med. Der findes saaledes endog i Palæet en Tronstol, betrukken med rød falmet Silke, men tydeligst træder Tendensen dog frem i det store Sølvservice med de mange Sølvtallerkener, som nu have været til Auktion. Tallerknerne ere fri for enhver kunstnerisk Prydelse med Undtagelse af det kongelige Vaaben; thi det var ikke paa det Kunstneriske, Vægten blev lagt, men paa det Imponerende og Massive. Derfor træffer man heller ikke egenlige Kunstsager i Palæet; naar Porcellænet eller Broncesagerne nu have faaet Kunstværdi, er det, fordi Tiden har ført det med sig, og ikke, fordi de ere blevne anskaffede af Hensyn hertil. Derimod er det interessant at se, hvorledes næst efter Hensynet til Hoffets Pragt ogsaa hos "Borger-kongen" Hensynet til det Nyttige har gjort sig gjældende. Der er en hel Afdeling af Prinsessens Efterladenskaber, som endnu ikke er kommen til Auktion, men som paa sin Vis er ikke mindre karakteristisk end dem, der nu ere til Auktion. Det er hendes Kjøkkensager. Disses Antal er legio; Prinsessen skulde være godt forsynet, og hun er bleven velsignet med Fade, Pader, Gryder, Krukker og Potter efter en storartet Maalestok. Alt dette Kjøkkentøj er desuden helt forskjelligt fra det moderne; Metalgenstandene ere af Kobber og have en ikke ringe Værdi, og dernæst repræsenterer Stenkrukker, Jydepotter og Lign. vore Dages Jern- og Fajancekar. Denne Samling vil sikkert, naar den henad Efteraaret kommer til Auktion, ogsaa vække megen Interesse, om end naturligvis ikke saamegen som den nu bortauktionerede, der stadig foraarsager Trængsel i Palæet. Kataloget, der var trykt i et betydeligt Antal Exemplarer, har endog, hvad der er noget Enestaaende ved et Auktionskatalog, maattet trykkes i 2det Oplag.

(Viborg Stifts-Tidende 27. juni 1881).

Det er almindelig kendt, at den i 1870 afdøde Prins Ferdinand havde en meget betydelig Gæld, der hovedsagelig var kommen paa mindre heldige Hænder. Den Maade, hvorpaa den nu afdøde Arveprinsesse Caroline overtog og forvaltede sin Gemals Gæld, var et smukt Vidnesbyrd om Prinsessens Karakter. De i sin Tid udstedte "Partialobligationer" vare ved Prinsessens Død væsentlig bleve samlede paa en enkelt meget bekjendt Kjøbenhavnsk Forretningsmands Haand, og denne har if. en Korrespondent gjort en - pekuniært taget - glimrende Forretning, idet hele Gælden ved Salget af Prinsessens Efterladenskaber bliver dækket.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 16. august 1881).

Flere auktioner fulgte. Den i oktober 1881 indbragte 126.800 kr. Palæet i Bredgade blev overdraget til kong Georg af Grækenland, som brugte det når han en sjælden gang kom på besøg, indtil han blev myrdet i 1913. Trods det uhyre beløb der kom ud af auktionerne - 827.000 kr - var det ikke nok til at dække hele den gæld som parret havde oparbejdet, især pga Ferdinands ødsle levevis.

Arveprinsesse Caroline (3: Begravelse). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline boede i 18 år alene i et stort hus i Bredgade. Fire af hendes søskende var døde som spæde. Selv blev hun 88 år. De sidste 18 år tilbragte hun stort set på Bredgade og Amalienborg. Med undtagelse når hun en gang imellem besøgte svigerinden, enkedronning Caroline Amalie på Sorgenfri, eller var til middag hos Christian 9. på Fredensborg. Kongen skal have sagt til hende: "Naturen må have taget fejl af dig. Du var bestemt til at være mand og ikke kvinde." Og hentydede dermed til hendes ydre. Hun døde 31. marts 1881. 3 uger efter enkedronning Caroline Amalie døde. Hendes sarkofag står i Roskilde Domkirke ved siden af arveprins Ferdinands. Bisættelsen skete 13. april 1881. (Bo Bramsen: Ferdinand og Caroline. Politiken 1969)

Hds. kgl. Højhed Arveprindsesse Caroline. Illustreret Tidende nr. 1124, 10. april 1881. 

Uorden fra oven og fra neden.

Saa blev da Prinsesse Caroline kørt ud af Byen i Tirsdags Aftes, og dermed har saaledes tre kongelige Festligheder faaet deres Afslutning; først bisattes den gamle Enkedronning, saa kom Kongens Fødselsdag, og nu endelig er den tredje Begivenhed overstaaet.

Hvorledes det gik under den første ligkørsel er Alle i frisk Minde. De hyperciviliserede Organer "Dagbladet" og "de Ferslewske" vare yderst forbitrede over, at Enkedronningens Lig blev ført udenom Byen, ad Jagtvejen osv.; man gav Politidirektøren en Snært for hans illoyale Optræden, det var en Skandale med denne Køren uden om, Københavns Borgere havde Krav paa at bevidne deres Loyalitet overfor Kongehuset ved at se hin Rustvogn med Husarerne om rumle afsted. Politidirektøren, der ved, at han siden Politiinspektor Hertzs Tid, ikke mere har det store Ry paa sig for at være et saa lyst og snildt Hoved, var imidlertid i det heldige Tilfælde, at Hofmarskallatet maatte bære Skylden for Fadæsen med denne Tur ad Jagtvejen. Hofmarskallatet paa sin Side optraadte derpaa med den største Sufficance erklærende, at det alene havde med den Slags Ting som Bisættelser etc. at gøre, og Crone havde ikke en Døjt der at lave, han var kun Politiets Chef i København, men Marskallatet var Hofmarskallatet.

Saa døde Arveprinsessen, og nu var der en velkommen Lejlighed for Ceremonielskabet til at byde Københavnerne, hvad der forglemtes ved Enkedronningens Begravelse, et ekstra Skue bestaaende i en Ligfærd midt gennem Byen. Københavnerne var paa Benene, de vilde vise den Loyalitet, de saa skændigt var blevet snydt for første Gang. Alle Gader var fulde af Mennesker, "Aftenposten"s Meddelelse om Ligtogets Vej var studeret ypperligt, der var ingen Løben hid og did med lange Roser. Men enhver Rose har sine Torne, og Loyaliteten viste da ogsaa sine i Tirsdags Aftes. De fleste Hovedstadsblade fortæller vel, at Alt gik saa roligt til; men "de Ferslewske" beretter om "Gadeuordener". Lad os aftrykke hvad "Nationaltidende" fortæller:

Da Toget med Arveprinsesse Karolines Ligvogn havde passeret Dronningens Tværgade under Publikums agtelsesfulde Tavshed, begyndte Pøbelen bagude at blive noget højrøstet; den fulgte forstærket fra Sidegaderne og stadig voksende, efter Toget og begyndte i Kronprinsessegade at pirre ved Faklerne. Fra uskadelig Kaadhed gik den snart over til fuldstændig brutal Raahed. I Løb og under Piben og Skraalen trængte den de ordenlige Tilskuere til Side, puffende og trækkende i Begfaklerne. Gnister og brændende Tovstumper fløj rundt eller laa brændende paa Gaden; men værre blev det, da Sværmen naaede Gotersgade. Her stod der pakket en tæt Tilskuerskare paa det smalle, østlige Fortov, og uden mindste Hensyn til den væltede Pøbelen Faklerne over paa Tilskuerne. Af de Fakler, som stod opstillede langs Eksercerpladsens og Garder-Kasernens Terræn, blev et meget betydeligt Antal væltet. Langs Boulevarden var der dels bedre Plads, dels havde den rolige Del af Publikum Overvægten, saa at her i alt Fald medens Toget drog fordi, ikke forefaldt nogen Uorden. Paa Vesterbrogade blev Pøblen næsten ustyrlig, under Skraalen, Piben og Syngen - mest af socialistiske Viser - drog Pøbelmassen lige bag efter Eskorten, og først ved Amerikavej tog Politiet den fornuftige Beslutning at afspærre Gaden hvilket det lange forinden burde have gjort. Den københavnske Janhagel har altsaa i Aftes optraadt i sin fulde, modbydelige Raahed, og Politiet har desvære vist sig aldeles ude af Stand til at løse sin Del af Aftenens Opgave.

Man ser flere Ting af dette udførlige Referat. For det første at "Nationaltidendes" Referent har fulgt godt med Pøbelhoben lige som Føllet efter Hoppen; for det andet at Politidirektøren atter faar sig en Overhaling, og for det tredje at "Nationaltidende" bekender, at Loyaliteten just ikke er saa meget inderlig her i Kongens gamle København.

Vi skal slet ikke opholde os ved, at "Nationaltidendes" Referent var med i Pøbelhoben, eller at Politidirektøren faar en Schnautzer; med Hensyn til Politichefen ved Alle, at Takt just ikke er et videre Begreb paa hans Omraade, men det bliver bedst forstaaet, naar den slaas paa Folks Rygstykker. Kærnen i Optøjerne skal vi derimod se lidt nojere paa.

"Nationaltidende" viser Afsky "for Pøbelhoben", men hvis er Skylden, at en saadan eksisterer? Vi ser godt, at Skylden skal være vor, ti der staar nok saa perfid indskudt i "Nationaltidende": "mest af socialistiske Viser". Men vi skal erindre "Nationaltidende" om, at naar Socialdemokraterne herhjemme har optraadt selv i de største Masser, og der var Vished for, at de Tilstedeværende kun var Socialdemokrater, da har der aldrig været Optøjer. Paa Grundlovsdagene, naar en Procession af Socialdemokrater i saa lang Række, at det har taget mere end en Time at marschere forbi Frederik den Syvendes Statue, bevægede sig ud mod Banegaarden, har der aldrig fundet nogensomhelst Art Uorden Sted. Ved socialdemokratiske Sammenkomster, naar der ikke har været fremmede Elementer indblandede, har det aldrig været Politiet, der har haft Opmærksomhed med at passe paa Socialdemokraterne, men derimod disse, som har givet den største Agt paa, at ikke det ringeste skulde indtræffe, der kunde give Ordenshaandhæverne Lejlighed til at gøre Forstyrrelse. Vi ved ikke, hvad "de Ferslewske" forstaar ved det de kalder "socialistiske Viser", men vi vil blot spørge om, hvad det da var for Viser, Pøbelen afsang, da de Nationalliberale under Grevinde Danner Fejden og senere ved Dannevirkes Rømning kommanderede: Avancer! henholdsvis mod Kristiansborg og Amalienborg.

At der eksisterer Noget, der virkelig hedder Pøbel, indrømmer vi saa gerne, og vi skal endnu tilføje, at der eksisterer en Pøbel saavel for oven som for neden i Samfundet. Pøbelen for neden er den ubevidste Hob, som blindt render med til alle Skandaler; Pøbelen for oven er den bevidste Flok, som kun har sat sig det til Opgave at udsuge Samfundets Blod og Marv, og som ved alle mulige skændige Midler stænger dem ude, der vil reformere til Fordel for Folk og Stat, medens al Slags Gøgl og Pirringsmiddel til Skandale sattes i Scene for at have Pøbelen fra neden med sig.

Naar man læser omstaaende Stykke om Kristian den Ottendes Kroning, hvem udbryder i vor Tid da ikke: Gøgl, forfærdelig Gøgl! Naar en Menneskealder atter er forløbet, hvad mon man da vil sige om den megen Hurlumhej i Anledning af et Par saa alderstegne Kvinders Ligfærd som de tvende Caroliners? Hvor man jo næsten tilmode, som om man læste: saas Blæst maa man vente at høste Storm; hvor man giver Anledning til Spektakler og Skandale, maa man vente disse, dette skulde "Nationaltidende" have husket, da Organet ved Enkedronningens Bisættelse foer i Harnisk for Forsømmelighederne overfor Loyaliteten. Naar der bydes saadanne Adspredelser som Begfakler og et Optog, maa man vente, at et Publikum, hvis Smag ligger i samme Niveau kommer paa Benene, og man maa vente, at dette Publikum ogsaa faar Lyst til at præstere lidt; denne Piben, Hujen, Syngen og Omstyrten af Begfaklerne, var Tributen fra Pøbelen for neden, det var dens Skærv til Ydelserne fra oven. Og vi ser ikke Harmonien forstyrret derved; tvertimod, det var lutter Amklang og Genklang. Kan man finde det kønt at opstille paa ru Lægter en Række osende Begfakler, der tilsmudser Alt og Alle, der kommer dem tyve Skridt nær, der udbreder en Stank af brændt Tovværk, som er modbydelig, saa maa man finde det yderligre kønt, at de bliver ruskede, saa Beg og Gnister endnu galere fyger om. Det er en mærkværdig Smag med disse Fakler, der dog har sit Sidestykke i Urimelighed og Modbydelighed mærkelig nok paa et lige modsat Omraade. Paa Kongens Fødselsdag sættes Springvandet i Gang paa Gl. Torv, og naar denne Begivenhed foregaar, svømmer hele Torvet, saa man maa søge Omveje, hvis man ikke just vil vade. Staar en Post hos en Privatmand ved en Forglemmelse aaben, saa Vandet blot nogle Minutter løber i Gaarden, mulkteres Vedkommende for Vandspild; men paa Gl. Torv søles paa Kongens Fødselsdag til almindelig Gene for de Passerende Hundreder Tønder Vand bort, der gør ikke alene Ingenting, men det er for Stads Skyld. Det eneste Morsomme ved det Hele er, at Københavns Borgere den ene Dag serverees med koldt Fodbad og den anden Gang til behagelig Afveksling med Begos og Gnister om Ørene.

Davon soll man sich freilich nichts machen,
Nein abur nur lachen, nein aber nur lachen.

(Social-Demokraten 14. april 1881).

Det har ikke været muligt at identificere de "socialistiske viser" som de nationalliberale aviser omtalte. Den eneste som nævnes, er "På'n igen" som absolut ikke var en socialistisk vise, men en slagsang, oprindelig til en sportsbegivenhed i 1839. (Se kommentaren andetsteds i dette indslag).

Amerikavej på Vesterbro blev anlagt omkring 1854 af den amerikanske konsul John Murray Forbes efter hans lystejendom "Amerika". Den blev navngivet 1863. Her lå indtil 1884 også en mølle som blev nedrevet 1882. Møllehuset blev ombygget til Kjøbenhavns Arbejderhjem "Nain" i 1884. 

- Et staaende Thema for Hovedstads-Konversationen er i disse Dage af Mangel virkelige Begivenheder, der ellers kunne give Stof, Spørgsmaalet om, hvem der egenlig havde Skyld i, at Enkedronningens Lig ved Bortkjørslen blev ført udenom Byen, og hvorfor man dog førte Arveprinsessens Lig gjennem Byen samt, hvorvidt Politiet ved denne Lejlighed har gjort sin Pligt eller ikke. Fra flere Sider paastaas det, at Hofmarskallatet havde bestemt, at Enkedronningens Ligkondukt skulde gaa gjennem Byen, men at Politidirektøren, da dette kom til hans Kundskab, af Frygt for Excesser fraraadede dette i saa bestemte Udtryk, at man deraf fandt sig foranlediget til at ændre de givne Ordrer saaledes, at kun meget Faa bleve vidende om Tiden for Bortkjørslen, og den Vej, der blev valgt helt udenom Hovedstaden til stor Skuffelse for de Menneskemasser, der havde samlet sig overalt, hvor man havde ventet Toget, og for dem. der havde truffet Forberedelser til Illumination og Belysning med Fakler. Der kom derfor megen Misfornøjelse for Dagen mod Politidirektøren, men Etatsraad Crone fralagde sig bestemt Ansvaret for at have blandet sig direkte i Sagen. En skurrende Efterklang var der imidlertid fremkommet efter den højtidelige Bisættelse og vel for at undgaa en Gjentagelse tog man saa den Beslutning at lade Arveprinsessens Kondukt passere gjennem Staden. I Ceremoniellet hed det. at Bortkjørslen skulde ske "i al Stilhed", men i Virkeligheden blev det et larmende, støjende Optog, hvis Udskejelser efterhaanden som man narmede sig Vesterbro, antog større og større Dimensioner. Jeg skal beskrive Kondukten saadan som jeg saa den i en af de første Gader, den passerede, inden Vildskaben var sluppen rigtig løs. Først hørtes Støj i det Fjerne, saa dukkede der frem en Skare paa vistnok et Par Tusinde Lære- og Skoledrenge, der som en Flok Dyr bleve drevne frem af Politiet og som bevægede sig i Luntetrav, stadig gjørende Forsøg paa at istemme den bekjendte Opsang "Paa'n, paa'n igjen," hvormed den kjøbenhavnske Gadeungdom, der voxer som op af Jorden ved enhver extraordinar Lejlighed, altid ledsager Spøjterne, naar de kjøre til et Brandsted. Mellem denne Skare og selve Konduiten var det lykkedes en talrig Politistyrke til Fods og til Hest at holde en aaben Plads, men lige efter Husarerne myldrede der atter en larmende Hob paa adskillige Tusinder frem. I Trængslen blev en Begfakkel reven om, saa at Gnisterne fløj langt om, og dette Tilfælde gav Signalet til, at Pøbelen vedblev at rive Begfakler om og kaste Stumper af de brændende Kranse ud mellem Mængden, heldigvis dog uden der forvoldtes anden Skade, end al en Del Klæder bleve ødelagte. Den stærkeste Spektakel skal have fundet Sted ved Jernbanen og foran paa Vesterbrogade, hvor Kaadheden bl. A. skaffede sig Luft ved Afsyngelsen af Marseillaisen. Destoværre hører man af god Kilde, at der blandt de værste Tumultuanter har været unge Studenter, som ikke have skammet sig ved at tage Del i slige skandaløse Optøjer, men ogsaa paa Stedet bleven alvorlig irettesatte derfor. Overfor saadan Mængde, som her var paa Benene, formaaede Politiet, der stadig maatte bevæge sig fremad med Kondukten og koncentrere sin Opmærksomhed paa at skaffe denne uhindret Passage, hvad ogsaa tilfulde lykkedes, Intet. Kun en Opstilling af Militær en haye langs hele Vejen, som da Frederik den Syvendes Lig førtes gjennem Byens Hovedgader, og ved at lade Bortkjørslen ske om Dagen, vil kunne forhindre slige uhyggelige Excesser som dem, man i Tirsdags var Vidne til.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. april 1881)

Vedr. opsangen: "På'n igen": Den 15.august 1839 kæmpede den franske mesterbryder Jean Depuis imod den stærke vesterbroske slagter Ferdinand Ludvigsen. Han tabte, på trods af publikums opildnende tilråb: "På’n, på’n, på’n igen lille Ferdinand Ludvigsen!" (Carolines mand hed også Ferdinand). Heppekoret var kendt på Vesterbro, også af børn. Det blev senere brugt i andre sammenhænge, fx når der var ildebrand:"På’n, på’n, på’n igen, nu kør’vi med sprøjten hjem" når hestebrandsprøjten kørte ud fra bydelens første brandvagt på Gasværksvej. (Bent Zinglersen: Vesterbros passage. Samleren 1978.) Brandvagten på Gasværksvej 11 blev i 1874 flyttet til Absalonsgade nr. 25. 1882 flyttede den til en nyopført ejendom mellem Svendsgade og Absalonsgade 9.

Kjøbenhavn, den 14. April.

Ude af Øje, ude af Sind, siger man; ikke et Menneske tænker i disse Dage paa vore Lovgivere, de have saaet Ferie i Publikums Tanker; derimod drejer Samtalen sig om Kjøbenhavns Pøbel, der forleden Aften gjorde store Skandaler, da Arveprinsessens Lig førtes ud af Byen. Under lignende Omstændigheder vilde slige Excesser ikke være skete i Berlin, Wien eller andre europæiske Hovedstæder, om ogsaa Pøblen der, naar Liget var ude af Syne og en stor Mængde daarlige Subjekter nu engang vare samlede, ikke vilde have undladt at manifestere, at den var tilstede.

Kjøbenhavns Pøbel har altsaa ladet høre fra sig, og Politiet har ikke vist sig stærkt nok til al beskytte de fredelige Beboere mod denne Pøbel. Dette Politi blev dannet under ganske andre Forudsætninger end dem, som nu ere tilstede; den Gang kunde det beskytte den fredelige Borger, den Gang havde Louis Pio & Komp. ikke demoraliseret en Del af vor Almue. Nu tiltager ved Kjøbenhavns Udvidelse Pøblen Aar for Aar, medens Kommunen er saare karrig med Bevillinger til sit Politi. I ældre Tid havde Kjøbenhavn et ganske godt Politikorps i den gamle Borgervæbning, for ikke at tale om Livjægerne; Kjøbenhavns Væbning kan ikke i paakommende Tilfælde benyttes som Politikorps, fordi Væbningens Vaaben opbevares paa Fredericiagadens Kaserne; den er altsaa vaabenløs undtagen i de 15 Dage, den er inde til Øvelse. Jeg fristes derfor til at sige, at Kjøbenhavns indre Sikkerhed lader en Del tilbage at ønske.

Dersom man oprettede den tidligere Vægterinstitution og bevæbnede Mandskabet paa tidssvarende Maade, havde Politidirektøren her et Korps ved Haanden, som han hurtigt kunde disponere over. Man bør qjøre Noget i Tide; thi Ingen kan i vor Tid beregne, hvad der vil kunne ske. Det er forsildigt at kaste Brønden til, naar Barnet først er druknet.

Denne Pøbel forarbejdes af vore røde Socialister paa offentlige Møder og ved Blade som "Herolden" og "Brix's Ravn"; at Politidirektøren ikke forlængst er skredet ind mod disse Blade, undre Mange, og endnu forunderligere er det, at vor større Presse slet ikke synes at kjende Tilværelsen af Blade, som Dag for Dag faa flere Læsere blandt det lavere Publikum, eller af Møder, hvorpaa man angriber Gud og Kristendommen. Autoriteterne og Pressen synes at bære sig ad som Strudsen, der stikker Hovedel ind i en Busk, og Busten er her en fornem Ringeagt, som ikke Samfundsødelæggerne lægge Mærke til.

Man taler, som sagt, meget om de Optøjer, som fandt Sted iforgaars, og hvorved sandsynligvis mange fredelige Folk fik deres Tøj ødelagt. En Procession gjennem Kjøbenhavns Gader synes herefter al være en Umulighed, naar det da ikke er en socialistisk Procession. Saavidt ere vi altsaa komne?

De Ældre tænke med et Suk tilbage paa vor Uskyldighedstilstand i Frihedens første Tid; da kunde man endogsaa i Kjøbenhavn holde offentlige Møder, som løb roligt af. Nu lader Sligt sig næppe gjøre.

(Slagelse-Posten 16. april 1881).

Gadeuordener. Da Toget med Arveprinsesse Karolines Ligvogn i Tirsdags Aften havde passeret Dronningens Tværgade under Publikums agtelsesfulde Taushed, begyndte ifølge "N-T." Pøbelen bagude at blive noget højrøstet; den fulgte, forstærket fra Sidegaderne og stadig voxende, efter Toget og begyndte at pirre ved Faklerne. Fra uskadelig Kaadhed gik den snart over til fuldstændig brutal Raahed. I Løb og under Piben og Skraalen trængte den de ordentlige Tilskuere til Side, puffende og trækkende i Begfaklerne. Gnister og brændende Tovstumper fløj rundt eller laa brændende paa Gaden; men værre blev det, da Sværmen naaede Gothersgade. Her stod der pakket en tæt Tilskuerskare paa det smalle, østlige Fortov, og uden mindste Hensyn til den, væltede Pøbelen Faklerne over paa Tilskuerne. Af de Fakler, som stode opståede langs Exercerpladsens og Garder Kasernens Terræn, blev et meget betydeligt Antal væltet. Langs Boulevarden var der dels bedre Plads, dels havde den rolige Del af Publikum Overvægten, saa at her, i alt Fald medens Toget drog forbi, ikke forefaldt nogen Uorden. Paa Vesterbrogade blev Pøblen næsten ustyrlig, under Skraalen, Piben og Syngen - mest af socialistiske Viser - drog Pøbelmassen lige bag efter Eskorten, og først ved Amerikavej tog Politiet den fornuftige Beslutning at afspærre Gaden, hvilket det længe forinden burde have gjort.

(Slagelse-Posten 16. april 1881).

Fra Arveprinsessens Ligfærd. Under Bortkjørselen af Arveprinsessens Lig Tirsdagen den 13de d. M. forefaldt der som bekjendt hist og her Excesser, idet navnlig paa forskjellige Steder de anbragte Fakler bleve revne omkuld og brændende Begkranse kastede ind i Menneskesværmen. Noget saadant fandt saaledes Sted paa Farimagsvejen udfor Jernbanens Terræn, hvor et Par civilklædte Betjente vare blevne opmærksomme paa et ungt Menneske, der altid var til Stede, hvor en Fakkel var bleven revet om. De iagttoge ham derfor nøjere, og det lykkedes dem tilsidst at gribe ham i samme Øjeblik han var i Færd med at vælte en af de ved Indkjørselen til Jernbanegarden anbragte Fakler. Det viste sig at være en hos en Viktualiehandler her i Byen tjenende Karl Anton Peter Bøgh. Han vilde ikke erkjende at have revet flere end denne ene Fakkel om. Han havde handlet af Kaadhed og ikke haft til Hensigt at tilføje Folk Skade derved, og han paastod, at da han væltede Faklen, var der intet Menneske i Nærheden, paa hvem den kunde falde. Han erkjendte endvidere med Foden at have sparket til brændende Begkranse, der laa paa Jorden, men paastod, aldrig at have sparket dem ind i Menneskesværmen, men derimod ud af den. Det kunde ikke oplyses, at Tiltalte havde haft større Andel i de begaaede Excesser end af ham indrømmet, og i Henhold til hans Forklaring i saa Henseende vedtog han i den offenlige Politiret at erlægge en Bøde paa 40 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1881. Morgenbladet (København) 3. maj 1881).

Tugthus-Konkurrencen. (Efterskrift til Politivennen)

Som man af Meddelelser her i Bladet vil have set er der den 9de ds. udbrudt en Strejke blandt Væverne paa Crome & Goldschmidts Fabriker ved Horsens. Vævernes Antal andrager, saa vidt det er kommet til vor Kundskab, 80, men Arbejdsstansningen omfatter alligevel et større Tal ca. 100, da flere andre Arbejdere paa Fabriken ved Vævernes Arbejdsnedlæggelse ere bleven ledige. Hele Spørgsmaalet drejer sig om en Fordring fra Arbejdernes Side paa 1/5 Øre pr. Alen Bomuldstøj, der i Handelen koster 50 Øre. Et Stykke Bomuldstøj udgør 50 Alen, og den hele Forhøjelse er altsaa kun 10 Øre pr. Stykke. Ugenlig vil den Forhøjelse ialt udgøre for hver Arbejder ca. 60 Øre; Enhver vil vist indrømme at det ikke er nogen gavmundet Fordring. Endnu mere vil det Berettigede i Arbejdernes Fordring ligge klart, naar det tages i Betænkning, at Lønningerne i 1877 udgjorde 2 Kr. 17 Øre pr. Stk.; men siden da er Lønnen flere Gange sat ned, saaledes at den nu kun udgjorde 1 Kr. 75 Øre pr. Stykke. Der er altsaa fra Fabrikanternes Side sket en Nedsættelse i de sidste 4 Aar paa ialt 42 Øre pr. Stk.; ved Arbejdernes Fordring nu om 10 Ore vil altsaa Reduktionens Størrelse dog være 32 Øre, eller med andre Ord, Arbejdernes Krav naaer end ikke 1/4 af, hvad Fabrikanterne har reduceret. Fremdeles maa erindres, at Arbejderne som Følge af det bedre udleverede Materiale tidligere kunde levere 8 Stk. Bomuldstøj færdigt om Ugen, medens det daarligere Materiale nu kun tillader Forfærdigelsen af 6 Stykker. Disse seks Stykker Tøj giver følgelig en Arbejder i Bæverfaget en ugenlig Løn af kun 10 Kr. 50 Øre, og saaledes er det: Vævernes Arbejdsløn andrager for Tiden gennemsnitlig kun 10-12 Kr. ugenlig.

At det er umuligt for en Familje at komme ud af det med en saa ussel Fortjeneste vil sikkert Alle indrømme, men dermed vil Alle ogsaa forstaa, at der maa foretages Skridt for at hjælpe denne Klasse i Samfundet ud af dens forfærdeligt forpinte Kaar. Man maa opspore, hvor Grunden ligger til disse skrækkelige Forhold og søge at stoppe Kilden til Elendigheden. Kan Fabrikanterne ikke give højere Løn, hvad er da Grunden til, at de ikke kan det? Bomuldstøj er jo en Bare, som alle Mennesker bruger, følgelig skulde man tro, at respektable Priser kunde opnaaes for Arbejdet.

Det er os sagt, at Fabrikanterne i det Hele taget ikke kunde gøre ved, at Arbejdslønnen i Væverfaget er saa trykket, som den er. Grunden til de Herskende Tilstande er, at Tugthusene i stedse stigende Omfang optræder som Producenter navnlig i Væverfaget. Tugthusfangerne modtager for ca. 12 Timers Arbejde daglig kun et Vederlag af ca. 35 Øre. Udgifterne ved Tugthusenes Administration, deres Vedligeholdelse og Fangernes Forplejning fordelte paa hver Fange andrager naturligvis en forholdsvis lille Sum. De Udgifter en fri Arbejder er underkastet er meget større, det ligger i Sagen selv, og er han nu gift og er Familjefader. Konkurrencen mellem en Tugthusfange og en fri Arbejder er absolut dennes Ruin. Tugthuset som Producent kan levere langt billigere Arbejde end saadant under sædvanlige Forhold kan faas. Fabrikanterne maa for at kunne konkurrere med Tugthusene søge at faa deres Indkøbspriser trykkede saa dybt ned, at de kommer i Niveau med Tugthusenes, og Arbejdslønnen er da den Part, som lider mest. Prisen paa Raastofferrne er ens for Tugthusene og de frie Fabrikanter, ti den bestemmes paa det store Verdensmarked, men Arbejdslønnen er væsenlig bestemt af de lokale Forhold. Er der mange Arbejdere, vil Arbejdslønnen synke, og ved Tugthus-Industrien indtræder da det Forhold, at hvis der kommer mange i Tugthuset af samme Fag, vil Lønningerne i dette Fag i samme Forhold gaa ned. Men i samme Grad Lønningerne synke, tiltager Forbrydelserne, og Tugthusene fyldes, altsaa Tugthus-Industrien medvirker til, at Forbrydelsernes Antal vokser, netop lige det modsatte af, hvad Tugthusene skulde tilstræbe.

Her i Landet gives omtrent 2000 frie Personer, som ernærer sig ved Væverprofessionen; i Tugthusene er det os opgivet at skulle være beskæftiget for Horsens Tugthus's Vedkommende alene 300 Fanger, altsaa vel i samtlige Straffeanstalter c. 500 Fanger. For hvert Hundrede dette Antal vokser, vil det være Tugthusene muligt at levere billigere Arbejde efter den gamle Regel, at det er forholdsvis billigere at producere med 1000 Arbejdere end med 500, og i samme Trinfølge vil de frie Arbejderes Lønninger blive reduceret, og Fabrikanternes Vilkaar trykkes, indtil Faget er blevet fuldstændigt ruineret, og gaaet over til at blive en blot og bar Branche for Tugthusene, saaledes som det alt er gaaet med enkelte Fag i Udlandet.

Det er paa høje Tid, at der af Interessenterne i Faget, saavel Fabrikanter som Arbejdere, foretages Skridt for at standse den begyndte Udvikling, ti at en saadan foregaar med stigende Fart viser jo Lønningssatserne for 1877 og den stadige Reduktion til det nuværende Trin. Det vilde være heldigt, om Fagets Interessenter paa et fælles Møde og gennem et Udvalg formulerede en bestemt Udtalelse mod Tugthuskonkurrencen og senere lod denne Udtalelse som Adresse, forsynet med Underskrifter af Fagets Medlemmer, indgaa til Folketinget; et Afhjælp af Ondet vilde da muligvis findes.

(Social-Demokraten 20. april 1881)

Tugthus Konkurrencen.

Under denne Overskrift er der her i Bladet den 20de d. M. skrevet en Artikel, hvori der belyses nogle af de mange i Mørket skjulte Lænker, som det nok var Umagen værd at tage i Øjesyn; jeg vilde derfor bede Dem Hr. Redaktør om ikke at vrage min lille Skærv.

Naar man tager i Betænkning, af hvor mange og haarde Lænker en fri Arbejder trykkes, og hvilken Kamp han daglig maa føre Aar efter Aar for at holde fast paa den simple Smule Frihed, der igennem Lovgivningen er ham tilstaaet, saa kan det dog umuligt andet end martre og pine ham i højeste Grad, naar han ser, at en af de Lænker, der trykker allerhaardest, og som i højeste Grad hindrer ham i at komme frem, bliver lagt ham om Benet af Institutioner, som sorterer under Statsstyrelsen, og som søger Støtte i Bevillingsmyndigheden hos Rigsdagen, medens det netop var ved denne sidste, Arbejderne: burde kunne søge sin Ret og finde Bestyrtelse.

Lad os engang kastet Blikket ind i Tugthusene og se, paa hvilken Maade man beskæftiger Fangerne, og vi vil ganske sikkert komme til en erkendelse af, at Arbejderens, den frie Arbejders, Sag staar paa svage Fødder, naar han skal optage Kampen med Straffefanger som Konkurrenter, og at han maa bukke under i denne Kamp.

Det er en Selvfølge at den mindre Fabrikant eller Mester umulig kan taale en Konkurrence som den, der bydes ham af Tugthusene, hvortil Staten svarer Tilskud og som en Følge deraf kan levere deres Varer næsten til Materialets Værdi, uden at der skal udredes Arbejdsløn, thi den Arbejdsløn de Fabrikanter, der beskæftiger Tugthusfanger, udreder, er saa forbavsende lille, saa den maa forbløffe enhver.

Jeg kunde ønske at vide, hvad der har bevæget vor høje Rigsdag til at nedsætte det Vederlag, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt for hver Fange maa erlægge. Kan da en Fange, der er i Besiddelse af sin fulde Arbejdskraft, ikke lige saa godt som en fri Arbejder fortjene sin Føde, jeg kan ikke andet end tro det; men er man bleven enig om den Ting, maa det da ikke dobbelt undre os, al Staten lader ovennævnte Firma bruge Fangernes Arbejdskraft for et saa ringe Vederlag, istedenfor at lade Firmaet betale saa meget, at Fangerne kan leve derfor, og saa hellere spare lidt paa Statstilskudet. Som det er, er Tugthuskonkurrencen skæbnesvanger for enhver, der skal kæmpe rmod den, og hvem kommer til at føle Trykket haardest, det er uden Tvivl deri frie Arbejder, der ikke har andre Indtægter end sit Arbejde; thi naar en Mester ikke kan konkurrere med andre, hvad er da det første han gør? det er at trække af Lønnen, og Arbejderen maa finde sig deri, thi han kan ikke leve uden Arbejde, og saa maa Arbejderen dog gennem indirekte Skatter give sin Skærv med til at føde Fangerne, tiltrods for at han daarlig kan føde sig selv.

Er det sørgeligt at tænke paa, at den frie Arbejder maa gaa og trygle om Arbejde fra Mester til Mester og oste saa den Besked, at de ikke kan faa Bestillinger, da de ikke kan levere del til den Pris som Tugthusene. Er imidlertid En saa heldig at han kommer i Arbejde, er det som oftest ved noget, hvorved selv den flittigste Arbjeder ikke kan tjene Føden til en Familje, men maa søge Hjælp ved Kommunen, hvor han da i Bytte for sin Valgret faar et Par Kroner eller maaske blot et Rugbrød. Maa en slig ublu Betaling for at blive mættet ikke fylde en Arbejder med Harme og maa det ikke kaste en Skygge paa det Bestaaende, at en stræbsom hæderlig Mand maa søge denne Udvej for at leve.

Derfor vil jeg slutte mig til den Opfordring, der i "Social-Demokraten" af 20 ds. rettes til alle i Væverfaget Interesserede, om at protestere imod denne Fremgangsmaade mod Landets frie Mænd; lad os Alle, Mestre som Svende, mødes og vedtage en Protest og som Adresse sende den Landet rundt til Underskrift af samtlige Interesserede i Væverfaget; ti det er paa høje Tid, hvis vi vil frelse os selv fra at gaa tilgrunde i Konkurrences Svælg.

Ærbødigst

En Væver.

(Social-Demokraten 27. april 1881).

En af de fanger som kan have arbejdet i fængslet, kan være Ludvig Peter Kjøge som er omtalt andetsteds på denne blog.