Adolf Gustavsen (1866-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Til folketingsvalget 28. januar 1887 blev et par dage før valget arresteredes en af socialdemokratiets ivrigste agitatorer i 5. kreds, blikkenslager A. Gustavsen, sigtet for ved forrige valg - i 1884! - at have stemt for 16 udeblevne vælgere. Herved skulle socialdemokraternes forkastelige fremfærd afsløres. Gustavsen måtte dog løslades efter 14 dages arrest, uden at sigtelsen i mindste måde var bevist. 

Blikkenslager A. Gustavsen, der havde siddet i Arbejderforsikringsrådet siden 1898, havde en fortid som arbejder på en af landets største industriarbejdspladser, B&W, hvor han var medlem af virksomhedens ulykkesforsikringsfond.

Opstillet og valgt for den Liberale Vælgerforening og Socialdemokratisk Forbund i marts 1900 til borgerrepræsentationsvalget den 27. marts 1900. Ved valget marts 1900 fik "oppositionen" af socialdemokrater og liberale 27 ud af 36 stemmer. Medlem af Socialdemokratiske Forbunds hovedbestyrelse.

D.6. November 1911 fremdrog Borgerrepræsentant Gustavsen følgende Eksempel i Københavns Borgerrepræsentationen: "Forleden havde en gammel Kvinde på nogle og treds År henvendt sig til Understøttelsesforeningen om Hjælp, hvad der desværre ikke kunne ydes hende, idet Foreningens Regler forbyder at give Hjælp til Aldersdomsunderstøttede. Hun havde det Lov, at - hun er en flittig og ærlig Person, at hun gør et meget sørgeligt Indtryk, er temmelig døv og ser svag og dårlig. Der var Lånesedler, og hvad lød de på ? På hendes tarveligste Klædningsstykker, Chemisser osv.. Denne Kvinde har 15 Kr. om Måneden i Alderdomsunderstøttelse. Det siges så ofte til gamle Mennesker, når de kommer og søger Alderdomsunderstøttelse, at de nok må kunne tjene noget til Hjælp. Selvfølgelig kan et Menneske ikke leve for 14 Kr. om Måneden. Hun betaler 9 Kr. om Måneden i Husleje. På de Tider af året, hvor hun kan få lidt at bestille med at sy kunstige Blomster, kan hun derved tjene 12-15 Kr. om Måneden."

(A. Engelbert Nielsen: Fra elendighedens dyb.)

Blikkenslager A. Gustavsen

Gustavsen hører til vort Partis Veteraner, og hans politiske Historie er nøje knyttet til 6. Kreds gennem alle dens Omskiftelser, fra Holms gamle, vidtstrakte Kreds til den nuværende Kampkreds. I over 20 Aar var han Vælgerforeningens Formand og Sjælen i Agitationsarbejdet.

Han er født 1866 i København. Hans Fader var Arbejdsmand. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Han har altid været blandt sin Organisations Førstemand. Han er Forretningsfører for Arbejdsløshedskassen og Formand for Sygekassen. I en Aarrække var han tillige Formand for Fagforeningen, men maatte nedlægge dette Hverv, da han som Medlem af Arbejderforsikringsraadet fik sin Arbejdskraft alt for stærkt beslaglagt.

Han indvalgtes i Borgerrepræsentationen i 1900 og har ogsaa i denne. Forsamling udført et stort Arbejde; han er saaledes indsat i Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker og for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

I mange Aar har han haft Sæde i vort Partis Hovedbestyrelse, og han er en kendt og skattet Skikkelse i hele den københavnske Arbejderbevægelse.

Gustavsens Navn paa Listen vil bidrage alt til Sejren den 11. Marts.

(Social-Demokraten 6. marts 1913).

Borgerrepræsentant Gustavsen død.

Socialdemokratiet har i Nat mistet en af sine bedste Mænd, Borgerrepræsentant A. Gustavsen, der i en Alder af 67 Aar er afgaaet ved Døden.

For et Par Maaneder siden blev Gustavsen angrebet af en Nyresygdom, og den arbejdsivrige Mand maatte lægge sig til Sengs, senere stødte der Borgerrepræsentant A. Gustavsen on Lungebetændelse til, og da maatte han bukke under.

Gustavsen var Søn af en Arbejdsmand her i Byen. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Allerede som 16-aarig kom han med i Arbejderbevægelsen.

Han har været sit Parti en fuldtro Mand. Mod en aldrig svigtende Energi har han arbejdet for sine Kammerater og sit Parti. I 24 Aar var Gustavsen Formand for socialdemokratisk Vælgerforening i 5 Kreds, han traadte tilbage, da hans øvrige Arbejde lagde for stærkt Beslag paa ham.

Hans kolossale Arbejde for Arbejdsløshedskasserne og Arbejderforsikringen vil altid blive mindet af hans Kammerater.

I 1890 valgtes han for første Gang ind i Borgerrepræsentationen, hvor han særlig arbejdede for Forbedring af Hospitalerne. Gustavsen var til sin Død Formand for Blikkenslagernes Sygekasse og var Arbejdernes Repræsentant i Carnegie-Fonden.

Gustavsen var desuden Medlem af Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker, mangeaarigt Medlem af Hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og af Hovedbestyrelsen for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

Paa Børnenes Kontor vil man ogsaa savne Gustavsen, thi selv om han var en meget optaget Mand, saa skulde der blive Tid til at arbejde for Børnene.

Gustavsen vil længe blive mindet mellem Kammeraterne som den arbejdsivrige og pligttro Kammerat, han var.

Han efterlader sig en Enke og 3 Børn, 2 Sønner og 1 Datter. Den ene Søn er Maler, den anden Assistent ved Statsbanerne.

Emanuel.

(Folkets Avis 26. maj 1913).

A. Gustavsens Kiste føres til Kapellet.

En lille Kreds af Slægtninge og Partifæller samledes i Aftes ved Gustavsens Baare og bragte ved en stemningsfuld Højtidelighed vor trofaste Partifælle en sidste Tak før Afskeden fra Hjemmet.

Paa den blomstersmykkede Baare hvilede vor afdøde Partifælle, medens hans Søn, Jærnbaneassistent Gustavsen, udtalte Hustruens og Børnenes Tak for, hvad han havde været for dem.

Redaktør Borgbjerg mindede om, hvor god, brav og dygtig Gustavsen gennem de mange Aar havde været, hvor trofast han havde arbejdet i sit Partis Tjeneste. Det var kun faa, om hvem man kunde sige, at de ved deres Arbejde havde gavnet deres Kammerater og Klassefæller saa meget som A. Gustavsen. For hans Slægtninge maatte dette være en Trøst i deres store Sorg.

En for en tog de Tilstedeværende Afsked med vor afdøde Partifælle, hvorpaa de har hans Kiste ud til den ventende Rustvogn, som førte den ud til Vestre Kirkegaards store Kapel.

Begravelsen finder Sted paa Fredag fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

A. Gustavsen.

Saa løfted' Døden da Igen sin Lé
og tog sin Høst. Det nytter ej at klage,
en Dag har Jubel og en anden Vé,
og denne Gang vi maa paa halv Stang flage;
Du fik just Sejrens stolte Stund at se,
den, som Du vented fra din Ungdoms Dage,
den, som Du selv har været med at vinde,
og som bevarer Dig l kærligt Minde.

Du havde Jordbund, hvor en ældre Slægt
har brudt vor Sag de første, stolte Baner,
hvor Sammenholdet vandt de Smaa Respekt,
og det holdt haardt, langt mer end Nogen aner,
DIn Handling mere end dit Ord fik Vægt,
Du stod blandt vore bedste Veteraner
endnu parat til Gærning, aldrig trættet,
fur Døden selv dit gode Navn fik slettet.

Dn ærlig Tak skal lyde ved din Grav,
er Tak for svunden Tid og svunden Hæder,
og dér, hvor Du har lagt din Vandringsstav,
den unge Vaar i Højtidsdragt sig klæder;
hver nyfødt Tid vil forme sine Krav,
men om de de gamle Minder Livet freder,
et fattigt Folk, de Tusind Proletarer
I Hjærterne til Minde tro bevarer.

A. C.

(Social-Demokraten 27. maj 1913).

Borgerrepræsentant A. Gustavsens Jordefærd.

En stemningsrig Højtidelighed.

Vor afdøde Partifælle, Borgerrepræsentant A. Gustavsen jordfæstedes i Gaar Middags Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Skønt det var Hverdag og regnfuldt Vejr havde der indfundet sig et meget betydeligt Følge, og det blev kun en ringe Part af dette, som opnaaede at komme ind i Kapellet.

Her stod den med Blomster rigt prydede Kiste, til hvilken en Række Arbejder- og  Sygekassefaner dannede en hel Allé. Der var sendt

Kranse

fra følgende Foreninger, Institutioner m. fl.:

Den alm. Arbejdersygekasse af 1894, Bladet "Social-Demokralen", den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen. Arbejderforeningen af 1. Februar 1867, Arbejderforsikringsraadet, Københavns Understøttelsesforening, Det kvindelige Arbejderforbund, Københavns Borgerrepræsentanter, Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, Glarmestersvendenes Syge- og Begravelseskasse, Københavns Kommunes Folkebibliotek. Dansk Arbejdsmands Forbund, Hustømrerforeningen, Blikkenslagernes Klub, Glud & Marstrands Fabriker, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 5. Kreds, Forsamlingsbygningen Rømersgade, Den borgerlige Fællesgruppe, Sygekasselæger, De forenede Arbejderes Sygekasse, Dansk Sygeplejernad, Carnegiefondens Bestyrelse, Blikkenslagerne fra Carl Lunds Fabriker, Arbejdernes Havelejerforening, De Blindes Sygekasse, Kvindelige Haandarbéjderes Sygekasse, Sygekassen af 1853.

Listen er ikke fuldstændig, men den vidner i alt Fald tilstrækkeligt om, hvor mange Opgaver A. Gustavsen beskæftigede sig med, og hvor høj Grad han havde erhvervet sig Sympati i vide Kredse, takket være hans Arbejdsflid og offentlige Interesser.

I Følget saas foruden socialdemokratiske Rigsdagsmænd og Borgerrepræsentanter Borgmester Dybdal, Raadmændene Gram og Philipsen, Overretssagfører Becker, Havnebygmester Møller, Herman Trier, Just Cohen, fhv. Borgerrepræsentant, Overretssagfører Hvass, Carnegiefondens Repræsentant, Blikkenslagerlavets Oldermand Hr. Steenberg, Repræsentanter for "Børnenes Kontor" m. fl. «

Den smukke, hyppigt sungne Salme "Lyksalig, lyksalig" indledede Højtideligheden i Kapellet, hvorefter

Pastor Rasmussen

fra St. Johannes Stiftelse holdt en varmtfølt og smuk Tale over den Afdøde. Han skildrede ham som Mennesket, Partifællen, Familiefaderen og fremhævede, hvor uegennyttigt og ihærdigt Gustavsen havde virket for sin Sag og i alle de Opgaver, han viede sine Kræfter.

Talen gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling.

Derefter lød Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da Tonerne var hendøde, istemte Arbejdersangere et kort Farvel, som var skrevet i Anledning af Gustavsens Jordefærd. Det lod saaledes:

Saa lyder da vort Farvel. kærligt Farvel.
Graven Dig aabner sit Gem,
tag nu en Tak fra dit Hjem,
fra Hustru og Børn, som bedrøvet
ser sig berøvet
en Husbond, en Fader, en Ven.
Dit Minde bor i vort Bryst,
bor i vort Bryst.

Mens dette Farvel blev sunget, bar socialdemokratiske Tillidsmænd Kisten ud af Kirken. En Snes Faner og Bannere blev baaret foran, allerforrest "Socialdemokratisk Forbund"s og 5. Kreds' store Standere, og bagefter fulgte et endnu større Antal Bannere og Faner. Musikdirektør Sticks Orkester spillede Kuhlaus Sørgmarsch paa Vejen til Graven som ligger i temmelig stor Nærhed af Nordre Kapel. .

Da Kisten var sænket i Jorden, og Musiken havde spillet "Dejlig er Jorden", traadte 5. Kreds' Folkethingsmand,

Red. Borgbjerg

frem ved Graven og holdt en Mindetale af følgende Indhold:

Efter Venners og Meningsfællers Anmodning og efter egen Tilskyndelse træder jeg frem her for at sige Adolf Gustavsen et Farvel. Men hvad er der egenlig at føje til de smukke og sande karakteriserende Ord, Pastor Rasmussen udtalte i Kapellet? Jeg kom da til at tænke paa Ordet, der lyder: I ham fandtes ingen Svig! Det er maaske det bedste og skønneste, der kan siges om et Menneske, og det passer paa Gustavsen. Han var en samvittighedsfuld Mand, en begejstret Tilhænger af vor Sag og tillige en praktisk Mand. I sit Arbejde smøgede han baade bogstavelig og figurlig talt Ærmerne op og tog fat. Han var en Type paa den danske Arbejder, stolt af sin Stand, af ein Gærning og sit Hjem, en Hæder for sit Folk, loyal i hele sin Færd. . . 

Nu kun et Farvel. Tak, Adolf Gustavsen, for din store Gærning blandt dine Kammerater og dit Folk! Ære være dit Minde!

Den dybe Stemning, som disse Ord fremkaldte, øgedes nu yderligere, da Afdødes ældste Søn

Assistent Gustavsen,

gik op ved Graven og med bevæget, men dog fast Stemme takkede Faderen for det lysende Eksempel, han havde været for Børnene, men mest for den store Kærlighed, han havde vist dem. Han sluttede med et "Farvel, Fader, og hvil i Fred!"

Der var Taarer i manges Øjne. Sønnens Ord fortalte om, hvor god en Mand Gustavsen har været.

Men det var, som om alle Børnene maatte tolke deres Hjærtevé, før Graven lukkedes. En Datter stod ogsaa frem og sagde: "Farvel, Du gode, kærlige Fader!", og efter hende kom den dybt nedbøjede Hustru, støttet af to af sine Børn, for at kaste et sidste Blik paa Kisten, det gemmer Husbondens afsjælede Legeme.

Til Slut sendte ogsaa Afdødes Broder og dennes Familie en sidste Hilsen. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og der toges Afsked, mens en mild Sommerregn faldt over Kirkegaarden med de blomstersmykkede Grave.

(Social-Demokraten 31. maj 1913).

Østre Kapels Indvielse. (Efterskrift til Politivennen)

Kapellet, der indvies i Dag.

Paa Vestre Kirkegaard nede mod Frederiksholms Teglværk indvies i Dag det Kapel, der er afbildet over disse Linje.

Der har længe været Trang til det, da det gamle Kapel ikke var nok, og nu er i Vinter den store Stenbygning vokset op af Kirkegaardens Jord.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 19. februar 1913.)

Kapelindvielsen paa Vestre Kirkegaard.

Ved indvielsen i Gaar af det ny Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard var paa de reserverede Pladser mødt Borgmester Dybdal, Borgerrepræsentant Daugstrup, Frederik Olsen og Frk. Blom. Direktør for Begravelsesvæsenet Berg og den unge Arkitekt Holger Jacobsen, der har byget Kapellet, og som tidligere har bygget Krematoriet ved Bispebjerg.

Vi afbildede i Gaar Kapellets Ydre. Det Indre er ikke mindre smukt, lyst og venligt, som mildnede de bedrøvede Sind. Kun Loftsbjælkerne er mørke, ellers straaler alt i mange forskellige Farver. Sørgefloret fra Kandelabrene er endda violet.

Den første, der blev begravet fra det ny Østre Kapel, var ung Fru J. Holst. Stiftsprovst Paulli holdt Talen og erklærede sluttelig Kapellet for indviet at være.

Paa en draperet Vogn - ogsaa en Reform paa dette Omraade - kørtes Kisten til Graven.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 20. februar 1913.)

Sorgens Farver.

For første Gang er vi herhjemme ved Udstyrelsen af Ligkapellerne kommen bort fra det triste sorte, der knugede Deltagerne i et Ligfølge som en klam Haand. I det i Gaar omtalte nye Ligkapel paa Vestre Kirkegård er alle Farver holdt i lyst, og Drapperierne er lilafarvede i Stedet for som ellers sorte.

Det er et rosværdigt Forsøg paa at komme bort fra den Tungsindsstemning, der ellers raader ved Begravelser, og som ofte slet ikke er ægte. Der er Lande, hvor man endnu opretholder Grædekonekorpset, og der er andre - særlig Østerlandene, hvor man tager Døden med Værdighed og nærmest betragter den som den store Befrier fra Jordelivets Kval. Det sidste er baade det klogeste og det naturligste. Døden er for de efterlevende ofte et tungt Savn, men i næsten lige saa mange Tilfælde kommer den som en Befrielse for den bortgaaede, og i hvert Fald er den jo da kun en naturlig, nødvendig Afslutning paa Livet.

At se Arvingerne demonstrere deres Sorg, mens de i Hjærtet glæder sig, eller se det sortklædte Følge græde over den hedengangne, mens de en Time efter sidder paa Værtshus og drikker Gravøl under Taler og Sang. det er kun hæsligt. Saa hellere følge den døde uden Krokodilletaarer og hyklet Sorg og tage den sidste Afsked med ham i et Kapel, hvor Sollyset brydes i blankpoleret gule Stolerækker, og hvor alle Farver staar sammen med det brogede Blomsterflor paa Kisten.

Døden er ikke den store Ulykke, som mange Mennesker i deres Uforstand og Trang til Taareperseri har gjort den til, den er ikke andet end et Farvel til Livet og kun højtidelig og gribende, fordi det er det sidste Farvel.

(Folkets Avis - København 21. februar 1913).

Statsbanernes Kullosningsbane. (Efterskrift til Politivennen)

Landet har faaet sin første elektriske Højbane - ganske vist ikke en rigtig elektrisk Bane til almindelig Trafik, men alligevel et ganske interessant Stykke moderne Ingeniørarbejde.

Det er en ca. 2 Kilometer lang Kullosningsbane fra Gasværkshavnen til Statsbanernes Kulpladser ved de nye Centralværksteder.

Banen, der er udført af et udenlandsk Firma og har kostet ca 1/4 Mill. Kr., skulde allerede have været færdig til 1. April 1911. For hver Dag, der gik ud over denne Frist, skulde Firmaet betale en Dagmulkt af 100 Kr og da Statsbanerne først har overtaget Anlæget i disse Dage, løber Mulkterne op til over 60,000 Kr.

Imidlertid kan hele Skylden for Forsinkelsen ikke paalægges det udenlandske Firma, og det slipper da nok noget billigere.

Statsbanerne vil overlade til Trafikministeriet at afgøre, hvor meget Firmaet maa bøde.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 11. januar 1913)

I august 1913 forøvede en tysk montør, Heinrich Schmidt, et attentat på den elektriske kulbane som kunne have fået uberegnelige følger og koste menneskeliv.

Portnerboligen. Kullosningsbanen gik langs med dæmningen med de gule bygninger. De genkendes måske fra Olsen-banden filmen "På sporet". Den høje bygning ("Det gule Palæ") er nu flyttet til museet i Gedser. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Johanne Blom i Københavns Borgerrepræsentation. (Efterskrift til Politivennen)

Pædagogen og kommunalpolitikeren Marie Johanne Blom (1859-1937) tog lærerindeeksamen 1884 fra N. Zahles skole og var lærer ved Caroline Amalies asyl til 1887 da hun blev ansat ved Kbh.s kommunale skolevæsen, bl. a. Øster Farimagsgade Skole hvor hun især interesserede sig for håndarbejds- og skolekøkkenundervisning. I 1906 blev hun censor i håndarbejde ved lærerindeeksamen. Hun var desuden med i arbejdet for opførelse af små kirker i hovedstaden. 

I 1888 var hun med til at samle underskrifter på adressen om kvinders kommunale valgret 1888. Hun blev hun medlem af værgerådet 1905-1906 og af Københavns borgerrepræsentation 1909–1919 valgt på en kristelig-social liste. Hun mente at de politiske partiers indbyrdes strid og partidisciplin virkede hindrende for arbejdet med en bys anliggender. Hvilket var afgørende for hvor hun gennem en årrække stemte som tungen på vægtskålen mellem socialdemokraterne og højre/radikale. Hun var medlem af den anden ædrueligheds-kommission. 

Tegning fra Social-Demokraten 2. april 1909 hvis hun vistes sammen med de seks andre kvinder der blev valgt til borgerrerpæsentationen i 1909.

Johanne Blom blev valgt til Borgerrepræsentationen ved kommunalvalget i 1909 på den uafhængige kommunalforening liste D, en indremissionske retning. I 1910 var hun medunderskriver på et andragende om opsyn med forlystelsessteder, se andetssteds på denne blog.

Kvinder og Afholdssagen

Wawrinsky - Sabroe - Bajer.

Danske Kvinders Nationalraads Afholdsudvalg havde indbudt til offentligt Møde om Afholdssagen i Fredags Aftes i Grundtvigs Hus. Skønt Borgerrepræsentant Frk. Johanne Blom og den ogsaa her i Landet bekendte socialdemokratiske svenske Rigsdagsmand Edvard Wawrinsky stod opført som Talere, var det ingenlunde nogen talrig Forsamling, der havde indfundet sig.

Frk. Forchhammer bød paa Udvalgets Vegne velkommen, hvorpaa Borgerrepræsentant, Frk. Blom talte om

kvinden og Afholdsarbejdet.

Hun fremhævede, at ingen lider mere ved Drikkeriet end Kvinden, som imidlertid har lidt i Stilhed og sagt som saa: Hvad kommer del os ved: det er jo Mændene, der drikker! Og det kunde Kvinderne jo sige, saa længe de hverken havde kommunal eller politisk Stemmeret eller Indflydelse. Men nu, da de danske Kvinder har kommunal og forhaabentlig om kort Tid tillige faar politisk Valgret, faar de baade Indflydelse og Ansvar og kan ikke mere skyde denne Sag fra sig.

Frk. Blom mindede om, at Beværterloven blev en Skuffelse; men om 5 Aar skal den revideres, og Kvinderne maa da sætte al Kraft ind paa at faa den forbedret, og et ædrueligt Land bør være Maalet (Stærkt Bifald).

- - -

Folketingsmand Sabroe takkede Wawrinsky og bad ham bringe Sveriges Arbejdere en Tak for deres beundringsværdige Ædruelighed under Generalstrejken. Vi vil følge dem ofte her i Danmark. Hvis der i Morgen den Dag blev Afstemning om totalt Forbud mod salg og Udskænkning af spirituøse Drikke, vilde det store Flertal af der danske Folk stemme for Forbud. Kun i de højere Samfundslag gør man det maaske ikke.

Hr. Sabroe meddelte, at han nylig var bleven idømt 899 Kr. i Bøde for at have beskyldt det københavnske Politi for at lade sig beværte i de værste Knejper og se igennem Fingre med de Ulovligheder, som hyppigt finder Sted dér. I en halv Snes Beværtninger fandt man ude i Gangen et skab, som Politibetjenten havde Nøglen til, og hvori der stod Kognak, Bajerskøl osv. - Sabroe spurgte Wawrinsky, om noget lignende fandt Sted i Sverrig.

- - -

(Horsens Folkeblad 6. november 1912. Uddrag).

Stemmer ikke!

Frk. Johanne Blom.

Atter har Frk. Joh. Blom haft Lejlighed til at dokumentere, hvilken betydningsfuld Rolle hun spiller indenfor Borgernes vise Raad. Nu har hun bare med to Ord omstyrtet hele den mægtige, ofte diskuterede Sag om det kommunale Byggeri. "Stemmer ikke", sagde Frk. Blom. Og dermed var Punktumet sat. Medens andre for at faa sat deres Vilje igennem maa væve sig frem gennem vidt udspundne Taler, Mønstre af deres Snilles Smaadjævle, arbejde sig op i flammende Indignation gennem hoverende Latter, klare Bevisgrundes nøgterne Rø, snart med den varme Interesses Stemme, snart med graadkvalt Røst, tale, tale, medens Vandglas efter Vandglas tømmes, og Stenografernes øjne danser rundt i deres Ansigter, og Tilhørerne synker sammen i sløv og apatisk Ro, saa naar Frk. Blom sit Maal blot ved at lægge Avisen til Side et Øjeblik, rejse sig op og udtale bare to Ord: Stemmer ikke!

Man kan sige, det er en nem Stilling. Men der er dog noget fornemt ved den og ogsaa noget irriterende. For det kan jo ikke nægtes, at Frk. Blom efterhaanden har faaet lært at holde sin Tale. Gudbevares, hvor hun gør det fremragende! Hun dvæler paa Ordene og ser meget højtidelig ud, Tro ikke, at hun uden videre siger: "Stemmer ikke", som man ellers siger Goddag eller Farvel. Nej, først rejser Frk. Blom sig. Og først efter en fortræffelig konstrueret Kunstpavse, hvor hun staar som Centrum for alles Blikke, og hvor hun selvfølgelig skulde være belyst af en elektrisk Reflektor, først da aabner hun sin Mund og udtaler Summen af sit Livs Erfaring.

Og dér ligger saa det hele. Har nu for Eksempel ikke Socialdemokraterne i denne Sag sat alle tilstedeværende Kræfter i Bevægelse. Hvilket Arbejde har de ikke udført baade i og udenfor Lyset! Hvilket mægtigt Maskineri har ikke været i Gang! Nogle linse ved Lyngbyvejen! Det er blevet i il en Sag af den mest vidtrækkende Betydning Og saa ligger det hele paa et Minut. Stemmer ikke!

Naturligvis er de gaaet hjem fra Borgerrepræsentationen noget gnavne i Hovederne. Og formodentlig har de ud af en -hemmelig psykologisk Proces ladet deres daarlige Humør gaa ud over deres respektive Hustruer.

Saa mægtig en Indflydelse har Frk. Blom skaffet sig i det københavnske Samfund.

Bro.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 22. januar 1913).

Ved valget i marts 1913 fik Socialdemokratiet 27 medlemmer, de radikale 3, Fælleslisten ("antisocialisterne") 22 og Frk. Blom 1 (Kristne Kvinders Vælgerforening). Socialdemokraterne manglede kun 477 stemmer i at have absolut flertal - et mandat gik i stedet til Fælleslisten. 

Frøken Johanne Blom.

"Nej, der var ingen anden bestemt Grund til. at jeg blev Borgerrepræsentant, end den, at jeg altid har interesseret mig for de kommunale Forhandlinger. Jeg kom der meget allerede endnu, mens de havde til Huse i det gamle Raad- og Domhus - der var knap nok Plads til os Tilhørere, det var i alt Fald meget knebent."

Frøken Blom - der har været Genstand for megen Opmærksomhed fra Vittighedspressens Side paa Grund af den Særstilling, hun indtager i Borgerrepræsentationen, idet hendes Stemme i Tilfælde af, at de øvrige Parliers Stemmer staar lige, vil være afgørende for en Sag - er en slank, stille Dame med et reserveret Væsen. Der er intet selskabeligt udflydende ved hende, hun konverserer ikke, hun vil naar som helst og hvor som helst kunne drages til Ansvar for, hvad hun har sagt, og det vil hurtigt vise sig, at der var intet overflødigt Ord deri.

Nu vil man maaske have modtaget det Indtryk, at Frk. Blom ikke er veltalende, men det er en Misforstaaelse. Hun bruger blot Sproget som en fordringsløs og tætsluttende Klædning om sine Tanker, der gør det mere rent, roligt, næsten intimt, skønt Samtalen udelukkende drejer sig om saglige Ting.

Frøken Blom bruger ingen Gestus, og hendes Mimik er lidet iøjnefaldende, men hun har et Smil, som jeg under Samtalen forgæves søger at karakterisere for mig selv. Det er ikke noget muntert Smil, og dog er der noget lyst deri, det er ikke noget sorgmodigt Smil, men det er præget af dyb Alvor.

"Er der nogen Sag. hvis Gennemførelse særlig ligger Dem paa Sinde?" spørger jeg

"Ja, jeg er for Tiden i Udvalget for Antagelse af kvindeligt Politi. Det er "Dansk Kvindesamfund", der har indgivet Andragende derom, og "Politidirektøren har stillet sig imødekommende. Det vilde naturligvis være af stor Betydning, navnlig indenfor Sædelighedspolitiet. Tænk, hvor mange unge Piger paa 14-15 Aar, der nu afgiver Forklaring til Betjentene, det er jo en Krænkelse af Blufærdigheden, som er ganske forkastelig. - Nu faar vi se, hvordan det gaar. Magistraten har stillet sig afvisende."

Frøken Blom smiler og tager et Blad fra sit Bord.

Jeg læste netop idag i "Politibladet", at der er antaget kvindeligt Politi i New York. De skal gøre Tjeneste i de offentlige Parker og i Biografteatrene, de vil jo være til stor Nytte for Kvinder og Børn. Der skal de altsaa ligefrem gøre Patrouilletjeneste, iført en særlig Uniform, - - men saa langt kommer vi nu ikke her, foreløbig."

"Men tror De nu ikke, det falder naturligere at søge Beskyttelse hos en mandlig Betjent end hos en kvindelig? Jeg, i det mindste, vilde da have den Fornemmelse, at skulde jeg søge Beskyttelse hos en Kvinde, kunde jeg lige saa godt klare mig selv."

"Det hjælper dog at være to," siger Frøken Blom, "og hvis der er noget rigtig galt paa Færde, saa kan een Betjent alligevel ikke gøre nogenting, men maa skaffe sig Assistance. Næ-æ, jeg tror i det hele taget, at der bliver lagt altfor stor Vægt paa det fysiske. Tænk paa alle de Kvinder indenfor Kvindemissionen, der har gaaet rundt paa Gaderne om Natten og deltaget i Redningsarbejdet for faldne Kvinder. Her paa Østerbro var der meget slemt for nogle Aar siden - nu er her renset ud, og det ved frivilligt Arbejde af Kvindemissionren.

Jeg tror, vi skal passe paa ikke at overvurdere Betydningen af det fysiske. Tænk blot paa, at for halvtredsindstyve Aar siden fandtes der ikke en Lærerinde. Det var Lærere altsammen. Det havde Kvinder skam ikke Kræfter til!" Frøken Blom smiler. - - "Og da Kvinderne saa begyndte, var det kun med de ganske smaa Elever - - de store kunde de ikke magte. Det var den Gang, det kom an paa at prygle. - Nu underviser mange Kvinder Drenge lige op til Studentereksamen."

"Er De Tilhænger af den politiske Valgret for Kvinder?"

"Ja, naturligvis. Det er jo meningsløst andet. Verden bestaar af Mænd og Kvinder hvorfor skulde Mændene være de eneste, der skulde bestemme? Vi arbejder og betaler Skat, men er udelukkede fra at stemme - - ja, jeg har to Gange siddet i Valgbestyrelsen, een Gang til Folketingsvalg og een Gang til Landstingsvalg - min Underskrift var altsaa nødvendig for at Protokollen kunde sluttes - men stemme, det kunde jeg ikke."

"Allerede i 87 indgav vi Andragende om Valgret for Kvinder - kommunal Valgret - længere vovede vi os ikke ud. Vi gik rundt ved Dørene og samlede Underskrifter, jeg havde Kvarteret omkring Havnegade og Tordenskjoldsgade. Folk smækkede Porten i for Næsen af os - " Frøken Blom sætter sig et Øjeblik tilhage i Stolen og ser stille oprømt ud - "og nogle satte Sikkerhedskæde for Dørene."

"Har De Sympati for de engelske Stemmeretskvinder ?"

"Ja, de har i tredive Aar Indsendt Petitioner og Adresser til Underhuset uden at faa noget Svar. De er overalt blevne ignorerede, end ikke Bladene har omtalt deres Krav. Det er let nok for os andre at sige. at de hare skader deres egen Sag. De er faktisk blevne bemærkede nu, det er de ikke blevne før."

- Frøken Bloms Smil er et tapperi Smil. Et Smil fra et Menneske, hvis vaagne Retfærdighedskrav vel aldrig glemmer, hvad det har vundet, men heller aldrig, hvad det har tilbage at kæmpe for.

Edith Rode.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. maj 1913).

Edit Rode (1879-1856) var journalist på Berlingske Tidende fra 1913 efter at have måttet opgive en forfatterkarriere. Fra 1937 redaktør for Familie Journalens brevkasse. 

Den nye Haandgerningsinspektrice.

Medens Sang, Gymnastik og Tegning allerede i lange Tider har havt deres Inspektører, har "Haandarbejdet" ved vore Kommuneskoler hidtil maattet undvære en saadan.

Grunden hertil maa vel nærmest søges i, at Haandarbejdet ikke er obligatorisk Skolefag. Der stod ved den nye Skolelovs Gennemførelse, som man vil erindre, en Kamp om dette Spørgsmaal, men det lykkedes ikke at gennemføre Sagen.

En af de ivrigste Forkæmpere for Haandarbejds-Spørgsmaalet er Borgerrepræsentant Kommunelærerinde Frk. Johanne Blom. I tredive Aar har hun, efter at være dimitteret fra Frk. Zahles Seminarium, virket i Skolens Tjeneste, og meget tidlig indsaa hun den store sociale Betydning,  Haandarbejdeundervisningen ved vore Kommuneskoler har.

Frk. Blom har i mange Aar siddet i Bestyrelsen til "Uddannelse af Haandarbejdslærerinder", og det forekommer derfor rimeligt, at det blev hende. Kultusministeriet overdrog den nyoprettede Stilling som Haandgemingsinspektriee, en Stilling, om hvilken der i flere Aar i Lærerindekredse har været megen Diskussion.

"Det er jo uomtvisteligt," siger Frk. Blom, som vi lykønsker til den nye Æra, "at Smaakaarshjem ofte staar og falder ined Moderens Dygtighed til at "holde Tøjet sammen" om Børnene. Det er derfor af den allerstørste Betydning at Pigebørnene i Skolen lærer at lappe og stoppe og i det hele taget bliver dygtige til at bruge deres Hænder. I det københavnske Skolevæsen, som jo indtager en Særstilling, er Undervisningen ypperlig i Haandgerning, og her er "Symaskinen" allerede for længst indført. - Anderledes ude i Landsbyskolerne; der staar det i den Henseende som oftest meget slet til. - Vi har ca. 1300 Landsbyskoler, og de fleste af disse har kun een Lærer. Nu er det, at jeg og mine 12 Assistenter skal arbejde for at faa ansat Kvinder ved disse Skoler, der kan paatage sig ordentlig Undervisning i Haandgerning. Hvert Aar bliver der af Staten bevilget 7000 Kr. til Uddannelse af Lærerinder i dette Øjemed, og vi støtter her særlig lærerhustruer, som kan og vil paatage mg Arbejdet. - Det er en god Sag, og jeg haaber, at alle de Forhaabninger, vi sætter til den, maa gaa i Opfyldelse."

"Vil De 9elv rejse rundt og inspicere?"

"Ja, det bliver sagtens ordnet saadan, at Købstæderne kommer under min specielle Opsigt og Landsbyskolerne under mine Assistenters. Disse har jeg med Forkærlighed valgt med det for Øje, at de har Kendskab til de lokale Forhold der, hvor de skal inspicere.

- Frk. Blom har utvivlsomt gode Betingelser for at faa noget ud af Sagen. Som "Klasselærerinde" ved Øster Farimagsgades Skole, hvor hun underviser, følger hun med Omhu og Interesse sine "Børn" fra den Dag de som smaa kommer ind i Skolen, og til den Dag de er færdige med Skoleundervisningen - ja meget længere. Mange Mødre fra Arbejderhjemmene paa Østerbro ved at fortælle om, hvordan Frk. Blom biiver ved mød at være en Hjælp og Støtte op gennem Aaerene.

Helt forlade Skolen, gør Frk. Blom ikke foreløbig. For det kommende Aar har hun ordnet sig med Vikar - men bliver hendes nye Stilling med Tiden et rigtigt Embede, er det selvsagt, at hun helt maa ofre sig for det.

Ito.

(Nationaltidende 12. april 1916).

Hun varetog stillingen til 1928. Hun var formand for Husholdningskommissionen af 1918 som 1920 afgav sin betænkning der bl.a. ønskede skolekøkkenundervisningen gjort obligatorisk hvor det kunne lade sig gøre – altså i de større samfund. Johanne Blom havde mange andre tillidshverv og var stærkt optaget af det sønderjyske spørgsmål. 

Indtil 1917 repræsenterede hun "Partiet Blom". I 1917 opstillede hun på en liste af "Uafhængig Vælgerforening" (indremissionsk) og "Kristne Kvinders Vælgerforening". "Partiet Blom" blev herefter forøget med professor Jens Warming, men samtidig fik Socialdemokratiet det absolutte flertal, så "Partiet Blom" ingen betydning havde længere. Hun viste stor forståelse overfor forslag fra Socialdemokratiet og stemte bl. a. for P. Knudsen som borgmester. I oktober 1919 udtrådte hun efter egen anmodning fordi hendes arbejde som inspektrice lagde beslag på al hendes tid. 

Marie Johanne Blom (17.4.1859-8.9.1937) er begravet på Vestre Kirkegård,  Afdeling F, række 12, nummer 17. Det er muligvis et anonymt gravsted ved siden af nummer 18 (Ussing).

Det København, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Skærmet af Nørrevold, værnet af Fæstningens Nørreport laa i det attende Aarhundredes Midtpunkt og Slutning en gammel rød og statelig Gaard, som knejste over alle de andre, der var af Bindingsværk og kun Smaabygninger; det var Konferensraad Bornemanns, og han havde købt den af nogle gamle Købmænd; saa langt som til 1701 rækker Skøderne tilbage.

Og saa skete det i 1794, at en Bondedreng, som kom fra Rødding og var kommet I Hørkræmmerlære her i Byen, havde arbejdet sig op fra at gaa med Trækvognen i Byen til aelv at blive Hørkræmmer, fik Raad og Evne til at købe den Del af Gaarden, hvor det morsomme gamle Pakhus ligger, til sin Forretning. Og den kaldte han med sit Fødenavn: Thøger From.

Siden købte han i 1810 Resten, hele Hjørnet med, og den gamle, kønne Købmandsgaard husede i over et Aarhundrede Slægten; thi da gamle Thøger From døde, tog hans Søn Bertram Jacob From i 1831 Gaarden i Arv, og da han i 1857 gik til sine Fædre, blev det Dattersønnen Johannes M. Holm, der saa at sige genrejste Forretningen, overtog gamle Thøger Froms Traditioner, og om han end ikke blev deputeret Borger, som man den Gang kaldte Byens 32 Mænd, blev han dog af dem, der ved deres Virke gavnede vort Land ved sit Borgersind.

Og medens Tiderne skred, vekslede Slægtens Sorger og Glæder Indenfor de gamle Mure; og vi andre, som gik forbi, saa den store Gaard, der beherskede Kvarteret, blive lille, vi saa Voldene falde og Nørreport blive sløjfet; men vi kom til at holde af Gaarden; den gav Hjørnet af Frederiksborggade og Rosenborggade Karakter. Det vil blive svært at undvære den.

Men Tiden har sine ubarmhjertige Krav; den 11. August døde Johs. Holm, ingen af hans Arvinger vil bevare Gaarden; og nu skal den sælges; i Løbet af 1913 hører den sagtens til det København, som kun vi, der holdt af den, mindes, og et stort nyt Forretningshus vil rejse sig paa dens Tomt.

Vor Tid ejer jo desværre ingen Stil!

Qvidam.

(København 12. december 1912).

Rosenborggade 1, hjørnet af Frederiksborggade set fra Kultorvet. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder.

Fotoet forestiller Rosenborggade nederst mod højre, mens Frederiksborggade snitter nederste venstre hjørne. Bygningen blev schalburgteret den 22. juni 1944. 

Anker Vilhelm Frederik Bornemann (1763–1854) var blevet geheimekonferensråd i 1828. Han var søn af Vilhelm Bornemann (1731-1801). 

Købmand Thøger Dyssel From, (1744-1831). Begravet Assistenskirkegården. 1794 etablerede From sig i en købmandsgård i Rosenborggade. Formand for hørkræmmerlavet og sad i flere år i de 32 mænds forsamling.