Kvinder som Skoleledere. (Efterskrift til Politivennen)

Et Telegram fra Kolding fortalte forleden om et Spørgsmaal, sorn har vakt adskillig Drøftelse derovre .

Byaraadet havde ønsket at Overlærer-Embede besat med en Kvinde. Andragendet herom var anbefalet baade af Lærerraad, Skoleudvalg, Skolekommission og Byraad. Men alligevel var Resultatet blevet, at Ministeriet havde nægtet at sanktionere Ansættelsen, da der ikke fandtes Lovhjemmel for at besætte slige overordnede Stillinger i folkeskolen med Kvinder.

Man ved, at Forholdet her i København er et helt andet, idet en Række udmærket dygtige Damer fungerer og i en lang Aarrække har fungeret som Skoleinspektricer - den Stilling, der kommer Overlærerposten ved Provinsen Skolevæsen nærmest. Sagen er imidlertid den, at Københavns Skolevæsen hviler paa en særlig Ordning, der tillader, at Kvinderne, naar de besidder fornødne Kvalifikationer, kan indtage alle overordnede Stillinger indenfor Skolevæsenet. Da Posten som Viceskoledirektør fornylig var ledig, blev det udtrykkelig fremhævet, at den kunde søges saavel af Kvinder som Mænd.

Allerede i 1894 blev den første Skoleinspektrice ansat i København - Frk. Henriette Petersen, der nu har Ledelsen af Prinsessegade Skole paa Christianshavn. Oprindelig havde de kvindelige Inspektører ved Københavns Skolevæsen en mindre Løn end deres mandlige Kolleger. Men ved en senere vedtagen Bestemmelse opnaaede Kvinderne ogsaa paa dette Punkt at blive stillet jævnbyrdige med deres mandlige Kolleger.

I Øjeblikket er der i København sex kvindelige Inspektører: Frk. Henriette Petersen, der staar Spidsen for en Drengeskole, Frk. Haunstrup (Skolen i Sundholm), Frk. Prætorius (Tietgensgades Skole) og Frk. Ulrich (Enghavevejens Skole), der alle leder Skoler, som omfatter baade Drenge og Piger - samt Frk. Sahlertz (Dronningensgades Skole), og Fru Petersen (Frankrigsgades Skole), der begge leder Pigeskoler.

De Erfaringer, man har i København, gaar ud paa, at Kvinder gør udmærket Fyldest i de nævnte Stillinger i Folkeskolen.

Formanden for Danmarks Lærerforening, den nye Viceskoledirektør Svane, udtaler ogsaa til os, at man i Foreningens Købstadsafdeling er meget varmt interesseret i  for at faa skabt lignende Forhold i Provinsen som de, der forlængst har bestaaet deres Prøve i København. Men for at man kan naa dertil udkræves der et Lov forslag om Kvinders Adgang til de overordnede Stillinger indenfor Folkeskolen.

Der forelaa i 1911 en Betænkning, afgivet af den Kommission, som var nedsat for at foreslaa nye Bestemmelser vedrørende Folkeskolen Tilsyn. I denne Betænkning var det bl. a. bragt i Forslag, at Kvinder i Købstadskolen skulde kunne faa Ansættelse som Overlærere. Imidlertid blev Kommissionen Arbejde aldrig til Lov - og efter hvad vi erfarer ved Henvendelse i Ministeriet, er der ikke Grund til at vente, al der i den nærmest overskuelige Tid vil blive fremsat Forslag herom fra Ministeriet,

Foreløbig syne det altsaa at have ret lange Udsigter med, at Lærerinderne i vore Købstæder paa dette Punkt kan opnaa samme Rettigheder som deres Kolleger her i København.

(Dagbladet (København) 26. januar 1916).

Svend Dahl: Vore Biblioteker. (Efterskrift til Politivennen)

Vore Bibliotheker

Af Underbibliothekar v. det kgl. Bibliothek Svend Dahl

I.

Ogsaa udenfor Fagfolks Kreds er det næppe ukendt, at der i de senere Aar or begyndt at komme Fart i vort Bibliotheksliv. Ikke blot er de store videnskabelige Bibliotheker bleven taget i Brug i en Grad som aldrig før, men det offentlige Bibliotheks Betydning for Folkeoplysningen er bleven sat paa Programmet, "Bibliotekssagen" er bleven rejst. Det er ikke uden Fare for et Spørgsmaal, naar der gaar "Sag" i det. Det store agitatoriske Apparat, som maa sættes i Bevægelse, medfører let, at der tales mere, end der handles (og man har i Bibliothekssagen vel ikke helt undgaaet dette), og samtidig med, at Sagens Tilhængere organiseres, bliver ogsaa Modstanden mod den mere bevidst. Skønt det skulde synes at være en tiltalende Opgave at fremme og imødekomme Læselysten i et Folk, hvor Læsefærdigheden er saa almindelig som i vort, og som er saa oversvømmet af Foredrag og andre af "det levende Ord"s Velsignelser, vil Bibliothekssagen stadig møde en hel Del Modstand, navnlig af passiv Art. Men Modstanden vil blive stedse svagere, og allerede nu er der skabt et solidt Grundlag for fremtidig Udvikling.

Folkebibliothekernes Historie gaar her ligesom i Tyskland tilbage til sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede, den altfor lavt vurderede Oplysningstid. Men Folkebibliotheket i moderne Forstand er af langt nyere Dato. Forbilledet er hentet fra Amerika, hvor der siden 1850erne er opvoxet et Bibliotheksvæsen af storslaaede Dimensioner. Et offentligt Bibliothek i helt samme Forstand som det amerikanske "free public library" faar vi ganske vist aldrig, dertil er vore Samfundsforhold alt for forskellige fra de amerikanske, og det vilde være urimeligt at overføre en tro Kopi af det amerikanske Bibliothek hertil, bl. a. fordi vort Skolevæsen er det amerikanske saa langt overlegent, at en stor Del af det Arbejde, som i Amerika tilfalder Bibliotheket, hos os er henvist til Skolen. Men i en meget væsentlig Henseende bør Forbilledet følges saa nøje som muligt: vore Folkebiblioteker maa som de amerikanske søge at komme i Forbindelse med alle Samfundslag og ikke nøjes med at være Almuebiblioteker med hele det deraf følgende Proletarpræg, saadan som de opruidelig er anlagt. Paa Skolevæsenets Omraade er Almueskolen i Færd med ogsaa i Byerne at arbejde sig op til at blive en virkelig Folkeskole; en tilsvarende Udvikling kan og skal fuldbyrdes for Bibliothekernes Vedkommende.

I det hele taget er det nærliggende og ikke uberettiget at sammenligne Skolevæsen og Bibliotheksvæsen, saa nær beslægtet som deres Betydning for Samfundet er. Og vil man da spørge, hvad der af offentlige Midler anvendes paa disse to Institutioner, kan Svaret bedst gives med et Par bestemte Exempler Københavns Kommune ofrer aarligt ca. 90,000 Kr. paa sine offentlige Bibliotheker, medens Skolevæsenet koster den omtrent 5 ½ Mill. Kr. Esbjerg giver sit Bibliothek gratis Lokale, Lys og Varme og 1700 Kr. aarlig, men betaler ikke mindre end 200,000 Kr. til sit Skolevæsen. 10 af vore 75 Købstæder har overhovedet intet offentligt Bibliothek. Og Statens samlede Tilskud til Folkebibliotekerne er ca. 55,000 Kr. Endvidere: kun 10 Købstadsbiblioteker og ca. 70 Landbogsamlinger er i kommunalt Eje, de øvrige ca. 900 ejes af Foreninger; kun i 4 Købstæder er der ansat Folk, for hvem Biblioteksarbejdet er en Livsstilling, i aIle de andre Byer og i de mange Hundrede Landbogsamlinger besørges det som en Frigerlinger besørges det som en Fritidssyssel, for hvilken der kun de færreste Steder ydes noget Vederlag. Man tænke sig vort Skolevæsen i lignende Grad baseret paa privat Initiativ og frivilligt Arbejde!

Selv under saadanne økonomiske Vilkaar er det dog ingenlunde Smaating et offentligt Bibliotkek kan udrette, naar blot Ledelsen er i de rette Hænder. Til Belysning heraf kan peges paa Forholdene i en By som Holbæk. I denne Bys gamle, uanselige Klosterbygning har "Holbæk Amts Folkebogsamling" sine Lokaler; den ejes af en Forening og er ikke stor, kun paa ca. 8000 Bind, men ikke desmindre i mange Retninger en Fremtidens Type, et Mønster til Efterfølgelse. Bibliotheket virker som Centralbiliothek for Amtet, d. v. s. det samvirker med Amtets Landsbybogsamlinger og Læseforeninger, saaledes at disse fra Centralen kan laane større og kostbare Værker, som de ikke selv kan overkomme at anskaffe, og det udsender til Amtets Herregaarde Bogkasser med Læsning for Gaardens Tyende og Arbejdere; i dets Bestyrelse sidder Repræsentanter for Amtsraadet, Byraadet og Sognebogsamlingerne. Fra denne Institution udlaantes i 1914-15 til 672 Laanere 53,842 Bind (hvoraf de 30 % var oplysende Litteratur) eller næsten dobbelt saa mange, som laantes fra Det kgl. Bibliothek i samme Tidsrum, og Læsestuen læsøges aarligt af ca. 16.000 Personer. Trods denne i Forhold til Byens Størrelse imponerende Virksomhed koster Bibliothekets Drift aarligt kun ca. 5000 Kr., af hvilke Kommunen udreder de 1000, hvilket vil rige, at den til dette Formaal kun anvender af sine samlede Udgifter. Og lignende Tal kan nævnes andre Steder fra; i Silkeborg, der ogsaa ejer et af de virksomste Bibliotheker, er det aarlige Udlaan 42,000 Bind og Budgettet ca. 4000 Kr.

Den ovenfor beskrevne Organisationsform, som fører Betegnelsen "Centralbibliothek", er endnu kun gennemfort i Holbæk og i Vejle, men Staten har ydet den sin Tilslutning ved al give et særlig stort Tilskud til disse to Byers Bibliotheker paa Betingelse af, at der i Spidsen for dem stilles en faguddannet Bibliothekar, og det er kun et Tidsspørgsmaal, naar andre af de førende Bibliotheker, som Silkeborg, Esbjerg, Aalborg, Lemvig og Næstved, følger efter og udvides til Centraler. Maalet er at faa et Centralbibliothek for hvert Amt eller maaske endog for hver større Købstad med dens Opland. Den naturlige Afslutning paa dette System vil da Statsbibliotheket i Aarhus kunne blive, Over-Centralen, hvortil Centralerne rundt om i Landet henvender sig, naar deres egen Bogbestand ikke slaar til overfor Laanernes Krav. En god Støtte for Centralerne vilde Stiftsbibliothekerne og de lærde Skolers Bibliotheker kunne blive, naar deres Bogskatte blev tilgængelige for det stedlige Folkebibliothek. Som Forholdene er nu, ligger disse store, værdifulde Bogsamlinger næsten ubenyttede hen (et Stiftsbibliothek paa ca. 40,000 Bind bar et aarligt Udlaan af ca. 500 Bindl), og vil end en stor Del af deres Bogmasse, den gamle theologiske og klassisk-filologiske Litteratur, aldrig blive taget synderlig i Brug, indeholder de dog mange Værker netop af den Slags, et Centralbibliothek har Brug for. Et Samarbejde er da ogsaa et enkelt Sted kommen i Gang, idet Næstved Folkebibliothek - trods sin ringe Størrelse et af vore fremmeligste - har faaet Adgang til at skaffe sit Publikum Bøger til Iaans fra Herlufholms Skoles righoldige Samlinger. Dette Exempel burde ikke blive staaende som det eneste; der kræves her blot en bedre Organisation, ikke forøgede Pengemidler.

(Nationaltidende 5. februar 1916, 2. udgave). 

Elfelt & Co: Svend Dahl ved skrivebord. Det kongelige Bibliotek. CC-BY.

Vore Bibliotheker

Af Underbibliothekar v. det kgl. Bibliothek Svend Dahl

II

(Sidste Artikel.)

Centralbibliothekstanken er ikke det eneste Udslag af Bestræbelserne for at støtte de mange mindre Bogsamlinger i Smaabyerne og ude paa Landet. Saavel fra Statens Bogsamlingskomité som fra Statsbiblioteket i Aarhus udsendes nu hvert Aar en Række "Vandrebogsamlinger", d. v. s. smaa Samlinger af Bøger (mest belærende Litteratur og ofte om et bestemt Emne), som i en Bogkasse udlaanes til et Landsbybibliothek, en Læseforening eller en Studiekreds og derfra udlaanes videre til Medlemmerne. Fra Statsbiblioteket er der i Løbet af et halvt Aar udsendt 147 Bogkasser med næsten 3000 Bind. Her har man altsaa for hele Landet sat den samme Virksomhed i System, som den enkelte Central udfolder indenfor sin begrænsede Kreds, og at dømme efter den Succes, Vandrebogsamlingerne har havt i Amerika og Tyskland, vil de ogsaa her i Landet, hvor Kommunikationen er saa let, faa stor Betydning.

En Særstilling indenfor Bibliotekernes Kreds indtager Københavns Kommunes Folkebiblioteker. Forholdene i Hovedstaden er i mange Retninger forskellige fra Provinserne, paa en Gang lettere og vanskeligere. Lettere fordi man her i selve Byen har store videnskabelige Almen- og Fagbibliotheker at støtte sig til, vanskeligere fordi Livet i en Storby er saa mangfoldigt, at Bibliotheket har svært ved at gøre sig gældende blandt de talrige Konkurrenter, som bejler til Publikums Gunst. Men ogsaa her er man i de seneste Aar begyndt at røre kraftigt paa sig. At der i den Rentzmannske Nikolaj-Bygning skal indrettes Lokaler for Byens Centralbibliothek, er kun et enkelt, særlig iøjnefaldende Tegn derpaa. Der findes i København foruden dette Hovedbibliothek, som omfatter ca. 5000 Bind Faglitteratur samt en Del udenlandsk Skønlitteratur og Musikalier, 6 Hovedbibliotheker i de forskellige Bydele. Endnu trænger disse Bibliotheker til at udvides og forbedres og til at faa bedre Lokaler, men den Omordning, som har fundet Sted i 1912-14, har i al Fald skal i Rammerne for en moderne Bibliotheksrorganisation.

Overensstemmende med de heldige Erfaringer, man alle andre Steder har gjort, blev Laanekontingentet ophævet, saa at alt Udlaan nu er gratis; Aabningstiderne udvidedes, der ansattes et særlig uddannet Personale under Ledelse af en Stadsbibliotbekar, og der indførtes de moderne tekniske Methoder, som er uddannede i Amerika og især gennem Statens Bogsamlingskomité bleven udbredt her i Landet, saasom "aabne Hylder", ny Udlaansnotering, Decimalklassedeling i Katalogerne. I den nylig udkomne Aarsberetning meddeles nogle Tal, som illustrerer Resultaterne af alt dette: 1911-12 var Laanetallet ca. 7000, Læsesalsbesøget 123,000, 1914-15 er de tilsvarende Tal 13,300 og 150,000; Budgettet er samtidig voxet fra 69,500 Kr. til 90,700 Kr. Der anføres ogsaa en Række Exempler paa, hvor mange Gange i Aarets Løb  Bøger af specielt fagligt Indhold har været udlaant, og man forbavses ved at se, at f. Ex. Sandfeld-Jensens Sprogvidenskaben har været ude 11 Gange, Kock Sprogets Forandring 12 Gange, Hagem Arveligbodsforskning 13, Murray og Hjort: Atlanterhavet 21, Bergson: Intuition och intelligens 8, Fejlberg: Om størst Udbytte af Sjælsevner 18, Wimmer: Degenerede Børn 16, o. s. fr. Det er slet ikke lettilgængelig Litteratur, der her er Tale om, og Tallene tyder paa, at de Kredse, der soger Kommunens offentlige Bibliotheker, er ved at udvides med nye Befolkningslag.

Skeptikere vil overfor al denne Statistik hævde, at et Biblioteks Værdi i Oplysningsarbejdet ikke kan maales i Tal, hvor omhyggeligt de end er samlede; det kommer ogsaa an paa, hvorinde Bogerim benyttes. Der er noget sandt i denne Betragtning; Tallene giver ingenlunde no￾get udtømmende Billede af Bibliotekets Virksomhed, og indrømmes maa det ogsaa, at trods Statistikens stadige og stærke Stigen, er der endnu store Kredse af Folket, som Bibliothekerne slet ikke har faaet Tag i, alle dem, som faar hele deres Læselyst tilfredsstillet af Aviserne og, naar det kommer højt, et illustreret Ugeblad. Arbejdet for at føre disse Kredse ind i Bøgernes Verden tilkommer dog først og fremmest Skolen og navnlig Fortsættelsesskolen; det maa være Skolens Sag ikke blot at lære sine Elever at læse, men ogsaa at indpode dem en Sans for Læsning, som kan holde sig ud over Skoleaarene; formaar Skolen ikke det, vil det offentlige Bibliothek heller ikke kunne naa sit Maal fuldtud. Netop nu er der mellem Bibliothekerne og vore Efter- og Aftenskoler begyndt et Samarbejde til hvilket man maa knytte de største Forventninger.

*

Der kunde endnu fortælles meget om vore offentlige Bibliotheker; hvad her er fremført er kun Brudstykker, ikke noget Helhedsbillede. Man vil have faaet et Indtryk af, at der paa dette Omraade virker mange gode Kræfter, men de virker for spredt og ujævnt; dansk Bibliotheksliv er i høj Grad udviklet i Frihed. Opstaaede ved privat Initiativ og virkende med frivillig Arbejdskraft har vore Folkebiblioteker hidtil været næsten helt afhængige af tilfældige lokale Forhold og Personer. Det er klart, at denne Tilstand kun kan være et Begyndelsestadium, og der har i den senere Tid hævet sag enkelte Røster for, at Tiden snart maatte være inde for en Lovgivning paa dette Omraade, saa at man kom ind under faste Former, uden at det nuværende frie Liv derfor blev kvalt Paragraffernes Spændetrøje. Utvivlsomt er dette rigtigt. Naar en Gang Tiderne atter bliver saadanne, at Rigsdagen kan tænke paa andet end Maximalpriser og anden Dyrtidsøkonomi, vil det være en smuk og taknemmelig Opgave for Ministeriet at forelægge den Forslag til en Bibliothekslov for Danmark.

(Nationaltidende 7. februar 1916, 2. udgave). 

Den ønskede bibliotekslov blev  til i 1920, hvorved bibliotekerne blev flyttet fra foreninger til staten. Folkebibliotekernes opgave blev at “Udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning”. En del af formålet med denne bibliotekslov var at nå til enighed om, hvilken litteratur der skulle findes på bibliotekerne, samt hvem der skulle styre bibliotekerne. 

Johanne Petersen-Norup og Fredssagen. (Efterskrift til Politivennen)

Bankassistent, kasserer, redaktør og agitator Johanne Petersen-Norup (1879-1950) blev tidligt engageret i fredssagen. Dansk Fredsforening (DF) var præget af de radikale. Hun var rådsmedlem og afløste Frederik Bajer. 1910 med i Bureau international de la Paix i Bern, senere Geneve, Fredrik Bajers sekretær i 3 år i den danske interparlamentariske gruppe i Rigsdagen. Frederik Bajer var medstifter af Dansk Fredsforening i 1882. Han fik Nobels Fredspris i 1908). 

Annonce fra Aarhuus Stifts-Tidende 13. februar 1913.

Dansk Fredsforening.

Aarsmødet i Kolding.

I Lørdags holdt Dansk Fredsforening sit Aarsmøde paa "Alhambra" i Kolding. De Delegerede benyttede Formiddagen til at bese Ruinen og Museret, hvis Bestyrelse var mødt for at vise Deltagerne omkring.

Kl. 12 præcis aabnedes Aarsmødet. Der var kommen et halvt Hundrede Delegerede til Stede.

Formanden, Folketingsmand Niels Petersen, bød Velkommen, hvorefter Koldingkredsens Formand, Inspektor Thau blev valgt til Dirigent. Hr. Thau takkede for Valget og bød de Delegerede et velkommen til Kolding.

Formanden afgav derefter en udførlig Beretning om Virksomheden i det forløbne Aar. Han begyndte med at mindes det afdøde Hovedbestyrelsesmedlem, Lærer P. Chr. Hansen i Haarslev.

Derefter gav han en kort Omtale af den udenrigspolitiske Situation. Naturligvis saa Fredsvennerne og Militaristerne ganske forskelligt paa den. De sidste brugte stadigvæk Balkankrigen som et Skræmmebillede. Krigen i Europa maatte komme! Fredsvennerne holdt paa det modsatte, og vi har faaet Ret. Vi er naaet dertil, at en Konflikt paa Balkan ikke kan medføre en europæisk Konflikt. Militaristerne fantaserede om, at naar de sloges ved Konstantinopel, var det absolut nødvendigt, at vi foretog os noget ved København, og saa fandt de Hullet i Nordfronten. Men denne militaristiske Agitation afviste Fredsforeningen ved Startningen af Fredsbureauet i København, som tog Luven af de andres Agitation. Jo mere denne ebbede ud, jo kraftigere tog den københavnske Afdeling af Fredsforeningen fat. Ogsaa Aarhusforeningen har virket godt udadtil og indadtil. Blandt dem, der har gjort et Arbejde for Fredsforeningen.

Der var særlig Grund til at mindes Fru Luise Nørlund, som altid stod til Tjeneste, naar vi ingen andre kunde faa. Der er i det hele udfoldet et betydeligt Arbejde, som ogsaa har baaret Frugt. Aaret udviser Opgang i Medlemsantallet i de gamle Foreninger og Oprettelsen af nye Foreninger.

Vor Forening giver sig ikke af med aktiv Politik. Kun naar denne kommer ind paa de Omraader, hvor Foreningen har sit Arbejdsfelt, tager den naturligvis fat. Men for at slaa til Lyd for vort Program, udsendte vi til Valget "Fredsbladet" i 20,000 Eksemplarer, og de fandt rivende Afsætning. Forhaabentlig har de gjort deres Nytte. Paa saa godt som alle Tribuner blev der endvidere stillet Spørgsmaal til Kandidaterne af vore Medlemmer.

I Løbet af Aaret er der bleven holdt et nordisk Fredsmøde i Christiania. Forhandlingerne paa dette viste, at der er Omraader, hvor nordiske Fredsvenner ikke blot kan arbejde sammen, men hvor de bør gøre der. Særlig havde det glædet Taleren, at der indenfor de nordiske Rigers Fredsvenner viste sig fuldkommen Enighed med Hensyn til den neutrale Stats paastaaede Pligt til at stille et effektivt Forsvar paa Benene i tilfælde af en eventuel Neutralitetskrænkelse.

I Fjor holdt vor Forening 20 Aars Jubilæum. Da vi begyndte, var Talen om Neutralitet ny for de fleste. Nu er erklærer vedvarende Neutralitet anerkendt af alle Partier i vort Land. Foreningens Fremtidsopgave maa da være den at faa taget Luvet af den Paastand at det er en neutral Stats Pligt at stille et effektivt Forsvar op, hvis vor Neutralitet krænkes. Vi er imidlertid klare over, at Neutraliteten kun dyder en ufuldkommen Betryggelse. - I desto højere Grad maa derfor kæmpe for Voldgiftstankens Sejr.

Der er dem, som mener, at de staar i en politisk Organisation, som ogsaa kæmper for Neutralitet, saa har de over for Fredssagen gjort deres Skyldighed. Men det er en Vildfarelse, thi denne Sag er kun et enkelt Punkt paa de politiske Partiers Programmer, og der kan komme Tider, hvor Partierne maa rette hele deres Opmærksomhed paa andre Spørgsmaal. Som for Tiden. Der maa derfor være en Organisation, som holder Ideen vedlige. Og det gør Fredsforeningen. Arbejd derfor paa at styrke Fredsforeningen ved Tilgang af nye Medlemmer og Oprettelsen af nye Foreninger! (Stærkt Bifald).

Inspektor Thau takkede for den fyldige Beretning.

Fr. Bayer (Haandklap): Der var to Ting. som jeg ikke hørte Formanden omtale i hans iøvrigt udmærkede Beretning, to Ting, som efter min Mening bør omtales. Den første er, at et Medlem af Hovedbestyrelsen nu er Landets Konseilspræsident (Bifald) og den anden er, at vor udmærkede Formand er blevet Medlem af Rigsdagen (fornyet Bifald), hvor han vil gøre sig til Talsmand for de gode Tanker, han har fremført her i Dag. Vi Danske har en Fejl. Naar vi har fundet noget, der dur, saa bruger vi det til altfor meget. Kunde Formanden ikke sige noget af alt det meget fra sig, som han har taget paa sig.

Frøken Petersen-Norup, København, oplæste en Artikel, som Formanden havde nægtet Optagelse i "Fredsbladet". Det var en begejstret Hymne til Formandens Pris. Frøkenen opfordrede derefter Foreningen til i højere Grad end hidtil at tage Kvinderne i sin Tjeneste.

Købmand Chr. Jensen, Aarhus, slog til Lyd for et aarligt tilbagevendende Stævne paa Himmelbierget den første Søndag i Juni Maaned. Det vilde blive et virksomt Led i Agitationen. (Hør).

Ingeniør Forchhammer sluttede sig til Frøken Petersen-Norups Opfordring om at faa Kvinderne mere med i Foreningens Arbejde Men vi maa ogsaa have Ungdommen med. Hvad Fremtidsarbejdet angik, anbefalede han at virke med Udsendelsen af Pjecer og af Fredsbladet. Pjecerne skulde ud til de lunkne, og Fredsbladet burde findes alle Steder, hvor der kom Folk, i Lægers Venteværelse og lignende Steder. Derved vilde der skabes en hel Basis for Annoncer. Næste Aar - 50 Aaret for den sidste slesvigske Krig - maa vi være forberedt paa en vældig militær Agitation. Vi led Nederlag ganske vist, men Folk er glemsomme, og Militaristerne vil sikkert benytte Lejligheden til at drive Agitation paa denne historiske Dokumentation af vor fuldkomne militære Afmagt. Fredsforeningen bør møde denne Agitation ved at fremstille de sande Aarsager til Krigen og Nederlaget i 1864. (Hør).

Fyrbøder Petersen, Aarhus, anbefalede Afholdelsen af et nordisk Fredsmøde i København næste Aar, da vi havde haft Fred i 50 Aar. Endvidere slog han til Lyd for et Fredsmærke.

Formanden: Lad os være klar over Hovedlinjerne og sætte vore Kræfter ind paa det, der kommer til at ligge for. Hvis vore Modstandere vil slaa Mønt af 1864, saa gør de os en stor Tjeneste dermed. Thi her staar vi overfor historiske Kendsgerninger, som ikke kan bortfortolkes. I Fr. Bayers Pjece "Da det danske Slesvig gik tabt" har vi et udmærket Grundlag for en Modagitation. For at kunne imødegaa de andre med Vægt, maa vi først vide, hvorledes de griber Sagen an. I Norge og Sverrig forbereder de et større Fredsstævne 1914 i Anledning af, at der i 100 Aar ikke har været Krig i Norden. Derfor kan vi ikke holde nordisk Fredsmøde i København for 1915.

Efter at Formanden havde takket Deltagerne i Debatten, godkendtes Beretningen.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 14. juli 1913)

Hun var medstifter 1910 af foreningen International fredsvenlig ungdomsgruppe, som var et forsøg på at samle ungdommen i Skandinavien, flere europæiske lande og Amerika. Opfordringen til at få den mandsdominerede forening til at øge opbakningen til ungdomsforeningen lykkedes ikke. I 1914 skiftede foreningen navn til Pax. Foreningen udgav bladet Pax fra 1914 med hende som redaktør. Foreningen var den første som tog fredsarbejdet op blandt skolebørn. Hun så arbejdet med denne forening som et modstykke til de mere militaristiske ungdomsbevægelser, som var i voldsom vækst i årene op til Første Verdenskrig. Medlemmerne var fortrinsvis børn og unge fra familier af radikal eller socialdemokratisk observans. Fra 1914 blev der arrangeret samaritterkurser, hvor medlemmerne kunne deltage, ligesom der var mulighed for at dyrke idræt inden for foreningens rammer. Der blev arrangeret rejser til udlandet, særlig til det øvrige Skandinavien, og afholdt møder med foredrag og underholdning.

Hun var formand for Dansk Freds- og Folkeforbundsforenings Københavns-kreds i 3 år og medlem af foreningens hovedbestyrelse i 10 år, Æresmedlem af Fredsforbundet i 1916. Johanne Petersen Norup deltog i kvindeforeningernes deputation til kongen i forbindelse med grundlovstoget 1915. Hun var endvidere aktiv i radikal partipolitik. (Se Personalhistorisk Tidsskrift 1998:2)

"Ford-ekspeditionen" var en uofficiel amerikansk fredsbevægelse som var organiseret af den ungarske pacifist, kvindesagsforkæmper og pressesekretær for International Woman Suffrage Alliance i London Rosika Schwimmer (1877-1948) og finansieret af bilfabrikanten Henry Ford.  I Oslo havde Olga Ott bakket op om ekspeditionen - hun var kritiker af dansk neutralitet og gullaschbaronerne. Hun var desuden veninde med forfatteren Karin Michaëlis (1872-1950) - gift med Sophus Michaëlis 1895-1911. Karin Michaëlis husede før udbruddet af 2. verdenskrig flygtede tyske emigranter, bl. a. Bertolt Brecht. Ford-ekspeditionen kom den 30. december 1915 til København:

Ford-Ekspeditionen.

Fn Gave til Fredsarbejdet i Danmark.

Medens Ford-Ekspeditionens Medlemmer har opholdt sig her i Landet, har den været bistaaet af en Komite, bestaaende af Herrerne Olaf Forchhammer og Dr. Louis Frænckel samt en Frøken Petersen-Norup.

Denne Komite har nu modtaget en Skrivelse fra Ekspeditionen med Tak for dens Medhjælp og med en Sum af 10,000 Kr., der skal benyttes til at "fremme det betydningsfulde Arbejde for Freden, der er bleven udført paa en saa heldig Maade under Komiteens Ledelse i København", som det hedder i Skrivelsen.

De Penge er givet godt ud. -r

En Sympatitilkendegivelse.

Ekspeditionen har fra dansk Side modtaget en Hilsen, hvori der udvikles en stærk Følelse af den Idealisme, der har ført Ekspeditionen til en fremmed Verdensdel for at arbejde for Fredens Sag, samt en Forstaaelse af, at Foretagendet har været Genstand for megen Miskendelse, og Ønsker om Lykke og Held til Ekspeditionens fremtidige Arbejde.

Blandt Underskriverne er Højesteretssagfører, Dr. Jur. Ernst Møller. Kontorchef Frederik Steenberg, Fru Emma Hørup, Forfatteren Sophus Michaëlis, Kriminalretsassessor Jesper Simonsen.

(Fyens Stiftstidende 7. januar 1916),

Fredsexpeditionen i København.

Den danske Delegation

Freds-Expeditionens Afrejse fra København er nu endelig fastsat til Fredag Formiddag Kl. 9½. Expeditionen tager med extratog til Gedser, og hvis Eftersynet i Warnemünde ikke bliver altfor vidtløftigt, vil Pilegrimmene antagelig Lørdag Eftermiddag være i Haag, hvor "Hotel Wittebrügge" kan forberede sig paa nogle livlige Dage.

Med den Rundhaandethed. der hele Tiden har præget Ford-Expeditionen, er der uddelt smukke Gaver til de Damer og Herrer, der her har vist dem Tjenester. Fru Oda Nielsen har saaledes faaet sendt en kostbar Sølv-Bowle og Kammersanger Cornelius har modtaget en lignende Gave.

Desuden havde man i Gaar travlt med den endelige Sammensætning as den danske Delegation, der skal følge med Fredstoget til Haag. Den kom til at bestaa af Hr. Fredrik Bajer, Kommandør Bluhme. Frk. Henny Forchhammer og hendes Broder. Hr. Olaf F., Dr. Louis Frænkel, Frk. Johanne Petersen-Norup og Forfatteren Sven Lange. Maleren Johannes Hohlenberg skal fungere som Sekretær.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 7. januar 1916)

Ford-Expeditionen.

Hvad der kom ud af den.

Under Freds-Expeditionens Ophold i Haag enedes Deltagerne fra Danmark, de Forenede Stater, Holland, Norge og Sverrig om følgende j Udtalelse:

"Vi Deltagere i Henry Fords Freds-Expediton, tilhørende fem neutrale Nationer, vil, inden vi skilles for at gaa tilbage til vore Hjemlande, udtale vor enstemmige Tilslutning til den Plan, som er lagt for Expeditionen, og som gaar ud paa at arbejde for en varig Fred, bygget ikke paa militære Hensyn, men paa Retfærdighed eg Humanitet. Vi mener, at de psykologiske Forudsætninger nu maa være til Stede for Rustningernes Afskaffelse efter almindelig Overenskomst) i Forbindelse med Indførelise af en international Retsordning, som vil betrygge Individernes og Folkenes lige Udviklingsret under Værn af politisk, økonomisk og aandelig Frihed. Overvejelsen af diet nærmere Grundlag for en saadan Retsordning overlades til den neutrale Konference, som i Følge Expeditionens Plan skal nedsættes.«

Efter en Afstemning mellem Deltagerne i Expeditionen er Stockholm valgt til Sæde for den ovennævnte permanente neutrale Konference.

(Jyllandsposten 22. januar 1916).

Johanne var  medlem af Kvindernes Fredsforbund (stiftet 1916). 

Den 23. juni 1923 var der indsamlingsdag for fredssagen:

Fredsdagen i Gaar"

Den forløb vellykket og endte med en lille Festlighed.

- Hvorledes er saa Fredsdagen gaaet i Aar, spurgte i Aftes Formanden for "Dansk Fredsforening", Frk. Johanne Petersen-Norup.

- Ganske udmærket, lød Svaret. Publikum har vist sig saa velvillige, at vi kunde have solgt mange flere Mærker, hvis vi havde heft flere Sælgere til vor Raadighed her i København.

- Hvor mange Penge tror De, Dagen her indbragt?

- Det er fuldstændigt umuligt at sige endnu, men det er mange Tusinder. Der er gennemsnitlig mellem 50 og 100 Kr. i hver Bøsse, og vi her haft en c. 500 Bøsser ude; men men skal vogte sig for et opstille Regnestykker paa Grundlag heraf. Vi mee vente og se, hvilket Resultat, Bankoptællingen kommer til.

"Fredsdagen", der saaledes havde faaet et ideelt Forløb, endte med en lille Festlighed i Studenterforeningen, hvor Frk. Petersen-Norup bød velkommen og rettede en Tak til alle dem, der havde gaaet med Bøsserne Dagen igennem. Derefter fulgte en lille Aftenunderholdning. Storm-Petersen havde lovet at komme til Stede, men var i sidste Øjeblik blevet forhindret, hvad der dog ikke gjorde nogen Skaar i Aftenens Glæde. Man sluttede af med en lille Dans, og det blev Midnat, inden hver gik til sit.

Condy.

(København 24. juni 1923).

I 1927 ophørte Pax med at reklamere i DFs tidsskrift Fredsbladet, men foreningen eksisterede til midten af 1930’erne. Opereret november 1924 hos professor Gammeltoft på Rigshospitalet.

I 25 år sad Johanne i bestyrelsen i Dansk Fredsforenings Københavnskreds, i 3 år var hun kredsens formand og i ti år var hun sekretær i foreningens hovedbestyrelse.

Hun var stadig formand for Pax i 1930’erne og fra 1930 tillige formand for Kvindernes Fredsforbund. 

"Her hviler min kære fader/ og min kære bedstemoder ...". Ifølge "Skriften på stenen" skulle dette være noget som Johanne Petersen Norup stod bag. I givet fald må hun altså være opkaldt efter sin bedstemor. Vestre Kirkegård, Afdeling 7, række 10, nummer 14. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Stor batalje. (Efterskrift til Politivennen).

Over 50 soldater i vild kamp.

Søndag aften ved titiden var beværtningen Sydpolen, der ligger i en kælder i Lille Brøndstræde i København, overfyldt af soldater af alle mulige våbenarter, men matroser og vestindiske soldater var i flertal. En matros og en gendarm kom pludselig i klammeri, og klammeriet blev til en hidsig nævekamp, under hvilken gendarmen var ved at blive den lille, sprang da pludselig tilbage, trak sit våben og for ind matrosen. Inden nogen kunne forhindre det, havde han tilføjet ham et dybt blødende sår i den ene hånd og flænget kinden på ham. 

Dette blev signalet til vild kamp over hele linjen

Matroserne og de fleste folk af de hjemlige våbenarter tog parti overfaldne, mens gendarmerne og enkelte andre sluttede sig til vestinderne. Sabler og bajonetter lynede i skæret af gasblussene, blodstænkte kroppe væltede sig på gulvet i kamp, borde og stole faldt og splittedes ad, - kopper og tallerkener faldt på gulvet.

På dette tidspunkt kom en politibetjent forbi oppe på gaden. Han hørte det infernalske spektakel, men da han så den kamp, der rasede i lokalet, var han klar over, at på den valplads var han absolut magtesløs. Han løb til den nærmeste telefon og rekvirerede alt disponibelt mandskab fra St. Kongensgades politistation, ti mand.

Inden de kom til stede, havde kampen bredt sig til "Kap Horn", der ligger i stuen i samme ejendom. Gæsterne var her blandet af de samme ingredienser som i kælderen. Da betjentene nåede ejendommen, for bord- og stoleben ud gennem vinduer og døre, og sårede soldater kom vaklende ud med blodet flydende ned over ansigtet.

De 7 betjente ilede først op i stuen. Ved synet af den mandsstærke politistyrke stilnede kampen øjeblikkelig af, og soldaterne forlod lydigt beværtningen. Deretter kom turen til Sydpolen hvor det gik på samme måde, men medens værten satte skodderne for vinduerne og stængede døren, genoptog det halve hundrede soldater, der nu var samlet på gaden, slagsmålet med fornyet kraft.

Det var ifølge "B. T." umuligt at foretage nogen anholdelse i dette mylder af slagsbrødre; betjentene måtte nøjes med at skille de kæmpende ad. Efterhånden trak kampen hen mod Nyhavns bolværk, og sidste akt udspilledes på et hyttefad, på hvilket fire mand faldt ned og Iå og sloges, så vandet sprøjtede omkring dem.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. januar 1916).

Sankt Croix: Arbejderbevægelsen og "Telegramaffæren" 1915. (Efterskrift til Politivennen).

Fra omkring århundredskiftet 1900 kan der i forskellige blade, og senere også nævnt i "The Herald", anes en ny form for arbejderbevægelse, inspireret af den europæiske og amerikanske: Kravene om bedre arbejds- og leveforhold som landarbejdere havde kæmpet for fx i 1848 og 1878 var stadig nogenlunde de samme, men samtidig tog man afstand fra de voldelige metoder der var blevet anvendt fx i 1878 (se David Hamilton Jackson, nedenfor). Dette sidste blev dog ikke registeret af den hvide magtelite som stadig opfattede uro som starten på et nyt "Fireburn".

Et afgørende ryk skete da den vestindiske fagforeningsleder og skolelærer David Hamilton Jacksons (1884-1946) besøgte København 13. maj til 22. juli 1915 med det formål at tale de vestindiske arbejderes sag. Det lykkedes ham bl.a. via samtaler med finansminister Edvard Brandes at få censuren afskaffet. Vigtigst var måske hans møde med Socialdemokratiet. Her blev han skolet i hvordan man organiserede strejker, en erfaring han meget snart med stor succes skulle finde anvendelse for. 

Den 14. oktober 1915 gjorde folketingsmedlem Hans Nielsen (Skanderborg) opmærksom på at guvernør Helweg-Larsen var plantageejernes mand og burde fjernes som guvernør. 

Den 29. oktober 1915 udsendte Jackson det første nummer af "The Herald". Åbningen af The Herald den 1. november 1915 blev et tilløbsstykke med omkring 3.000 besøgende. Denne avis var det første reelle talerør for landarbejderne på de dansk Vestindiske Øer. For første gang kunne man læse om overgreb fra myndighedernes og plantageejernes side. Ligesom den stærkt plantageejervenlige presse nu ikke længere stod alene.

David Hamilton Jackson holder tale på Grønttovet i København i 1915. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Gehejmekonferensråd Gustav Adolph Hagemann (1842-1916) stod bag fælles-sukkerkogeriet på St. Croix i 1878. I 1896 købte han en plantage på øen og anlagde en sukkerfabrik. Hagemann spillede en afgørende rolle i afsendelse af et krigsskib. En reaktion som lå i forlængelse af kolonimagtens traditionelle: Militær indgriben. Men denne gang udløstes den stik modsatte reaktion: Den medvirkede i stedet til at fremprovokere en strejke. For forståelsen og sympatien for landarbejderne var i mellemtiden vokset, både i Danmark og på øerne. 

Fyns Social-Demokrat (Odense), 5. november 1915

Stillingen i Vestindien.

Regeringen holdt i Gaar Mede og drøftede den foreliggende Situation.

Fra en særlig Meddeler.

København, Torsdag.

Sent i Eftermiddag holdt Ministeriet Møde og drøftede Situationen paa de vestindiske Øer.

Efter hvad Finansminister Brandes meddeler os, enedes man om at afvente Svar fra Guvernementet, før der træffes nogen Beslutning. Imidlertid blev der for en Sikkerheds Skyld givet Ordre til at sætte Krydseren "Valkyrien" i sødygtig Stand, saa den eventuelt kan sejle derover.

Om dette vil virke beroligende paa Øerne, er vel nok tvivlsomt. Særlig naar det oplyses, at Direktøren for en Del af Plantagerne derovre, Karl Lockmann, før han i Dag rejste herfra, ogsaa har opfordret Regeringen til kraftige Forholdsregler og bebudet Uroligheder derovre.

Ingeniør Thorben Rist, ved Plantagen "Betlehem", der ligeledes rejste herfra i Dag, har i "Berlingske Tidende" for i Aften bebudet Strejke senest til Foraaret Og Direktør Hagemann oplyser at Uroen hidtil har givet sig Udslag i Uvilje under Arbejdet.

Det er sikkert i den Anledning, Hr. Hagemanns Bestyrer ønsker Militær og Krigsskibe.

Social-Demokraten, 5. november 1915.

Uro i Vestindien.

Et mærkeligt Telegram og en mærkelig Optræden at Dlrektør Hagemann.

Hvem regerer paa Øerne, Planterne eller Guvernementet og Kolonialraadene?

I Bladet "Politiken" fandtes i Gaar et opsigtsvækkende Telegram fra de vestindiske Øer.

Telegrammet var afsendt af Bestyreren paa Plantagen »Lagrange«, og det var adresseret til Ejeren af denne Plantage, Hr. Gehejmeetatsraad Hagemann. Telegrammet lød saaledes:

"Hamilton Jacksons Agitation er ved at blive farlig. Vi anbefaler indstændig Ministeriet snarest mulig at sende et Krigsskib med 200 Mand herover. Urolighed er sikker. Lagrange."

Telegrammet er opsigtvækkende, men vi forbavses unægtelig mest over dets Offenliggørelse saa at sige i samme Øjeblik, det ankommer her til Byen. Efter vor Mening havde Hr. Hagemann handlet mere korrekt, om han havde afleveret sit Telegram til Finansministeren og bevaret Tavshed om det, til Ministeren havde undersøgt denne mystiske Affære nærmere, men den Opfattelse har Hr. Hagemann altsaa ikke haft. Han faar straks Telegrammet offenliggjort, lader sig interviewe og garanterer for Afsenderens Paalidelighed, hvorved det i alle Tilfælde er givet, at der bliver Uro herhjemme. Og da Telegrafen sikkert hurtig bringer denne Affære til London og New York, vil man sikkert ogsaa paa Vestindien inden mange Dage erfare, at Hr. Hagemanns Bestyrer har rekvireret Militær og Krigsskibe. At dette skulde virke beroligende paa sultne Negere, kan vi Ikke tro, saa det forekommer os, at Hr. Hagemann her har handlet saare uklogt i alle Henseender.

Hvad nu selve Telegrammet angaar, da maa man i højeste Grad forbavses over denne Plantagebestyrers hele Optræden. Han anbefaler i et Telegram til Hr. Hagemann Indtrængende Ministeriet at sende et Krigsskib og 200 Soldater til Øerne, og han slutter med den bestemte Spaadom: Urolighed er sikkert. Hvorledes kan Hr. Sørensen vide, at Urolighed er sikker paa Øen? Har de Indfødte bemyndiget ham til at telegrafere en saadan Erklæring, og hvad forstaar Hr. Sørensen ved "Urolighed"? Vil de Indfødte lave Oprør, eller er det blot de forsultne og mishandlede Negere, der kræver en Forbedring af deres usle Løn? VI antager, at dette sidste er Tilfældet, og vi bestyrkes l saa Henseende af nogle Udtalelser i "Berlingske Tidende" i Aftes.

Disse Udtalelser er fremsatte dels af Plantagedirektor Lockmann, dels af Ingeniør Torben Rist, der begge rejste over til øerne i Gaar. Hr. Lockmann siger saaledes:

Jeg mener, at der er al mulig Grund til at tage kraftige Forholdsregler. Saadan som Forholdene har faaet Lov til at udvikle sig, maa det komme til Uroligheder. Det er endvidere min Mening, at hele denne Agitation er sat i Scene herhjemme fra, og det er kun sørgeligt, at den yderligere er blevet støttet af Folk, som slet ikke kender Forholdene paa øerne, slet ikke kender Befolkningen.

Det er ganske givet, at de danske Embedsmænd derude er stillet overfor en umulig Opgave. I Rigsdagen trækker man dem frem og mistænkeliggør dem, i Agitationen imod dem beskylder man dem for ikke at ville Befolkningens Vel. Hvorledes skal de da nu kunne træffe Foranstaltninger til at imødegaa Uroligheder? Om de vil være I Stand til at skride ind er et stort Spørgsmaal, og jeg vil derfor finde det ganske nødvendigt, at der sendes et Krlgskib derud.

Hr. Rist fortæller, at da han sidst i September Maaned forlod Øen, havde der paa Grund af de

omtalte Møder været noget uroligt, dog nærmest saaledes at forstaa, at de Hvide havde Følelsen af, at der vilde ske noget. Ingeniør Rist mener, at der i gunstigste Fald maa regnes med en Strejke til Foraaret.

Endelig har Bladet interviewet selveste Hr. Hagemann, der udtaler følgende:

"Uroen paa St. Croix har ifølge de Indberetninger, jeg hidtil havde modtaget, især givet sig Udslag i Uvilje under Arbejdet. Af den lille Avis, "West End News", som udgaar i Frederikssted, fik man imidlertid det bestemte Indtryk, at der var Gæring, og at det kan fænge, hvad Øjeblik det skal være, nærer jeg ingen Tvivl om. Jeg vil derfor finde det betimeligt, at der straks træffes betryggende Foranstaltninger til Varetagelse af de faa Danskes Sikkerhed. Vi har før set, hvad et Negeroprør paa St. Croix betyder. At tale de Mennesker til Rette er ugørligt. Plyndrer de en Rombod og begynder at stikke ild paa Sukkermarkerne, saa er det for sent at bekæmpe dem.

Skylden for den Vending, Sagerne synes at tage, maa ikke blot lægges paa Agitatoren Hamilton Jackson, men ogsaa paa dem, som altfor villigt har laant ham Øre."

Hr. Sørensens Telegram har saaledes fundet fuld Forstaaelse hos de ovennævnte Herrer, og der er særlig Grund til at bide Mærke i Hr. Hagemanns Bemærkning om de truende Forhold, der afstedkommes ved at Negerne viser Uvilje under Arbejdet.

Et Krigsskib og 200 bevæbnede Soldater skal altsaa til for at faa Bugt med denne Uvilie under Arbejdet! Forøvrigt faar man af dette Telegram et godt Indblik i hele Styrelsen paa Øerne. Vi har et kostbart Guvernement derovre, og var der Fare paa Færde, saa maatte det antages, at man herfra underrettede Regeringen derom telegrafisk. Men Regeringen har intet hørt fra Guvernementet, der for Tiden bestyres af Sekretæren, Hr. Baumann.

Har Hr. Sørensen, der jo sikkert handler i Forstaaelse med de andre Plantere, da slet ikke henvendt sig til den fungerende Guvernør, der ogsaa er Kommandant over Øernes Militærvæsen, Gendarmeriet? Dette er meget troligt. Efter alt, hvad vi har erfaret otn Forholdene derude, saa betragter Planterne med Hr. Schmiegelow i Spidsen sig som Øernes højeste Herrer, der skal adlydes, ogsaa af Guvernøren, og det er derfor troligt nok, at de finder det i sin Orden, at de rekvirerer Krigsskibe og Soldater paa egen Haand.

Saa snart Finansminister Brandes fik Underretning om Telegrammet, telegraferede han til Guvernementet for at høre, om dette kendte noget til særlig spændte Forhold derude.

Noget Svar herpaa kan først ventes om nogle Dage, da Telegrafforbindelsen er langsom paa Grund af Krigen.

Forøvrigt tvivler vi stærkt om, at det er Krigsskibe og Soldater, man trænger til paa Øerne, og det vil sikkert være en Fejl at opfylde Planternes Ønske i saa Henseende. Planterne skulde derimod vise deres gode Sindelag overfor de Indfødte ved at give dem et Løntillæg, og samtidig var det sikkert klogt, om Øerne fik Løfte om en ny Guvernør. Hr. Helweg Larsen rejste i Gaar herfra tilbage til Øerne, og han vil naa disse i Løbet af 3-4 Uger. Vi har hele Tiden været klar over, at Guvernør Helweg Larsen ikke burde vende tilbage, da den indfødte Befolkning nærer den dybeste Uvilje imod ham. Finansminister Brandes har imidlertid været af en anden Mening, idet han gik ud fra, at Befolkningens Holdning vilde ændres, naar man saa, at der var Udsigt til forskellige Reformer.

Vi tror fremdeles, at Hr. Brandes har taget fejl. For et Folkefærd som det vestindiske spiller det personlige Moment sikkert en meget stor Rolle, og Helweg Larsens Tilbagevenden er for dem Tilbagevenden af hele den gamle Tid.

Forøvrigt er vi blevet overrasket af det allarmerende Telegram. Endnu for tre Dage siden fik vi et Brev fra Hamilton Jackson, men dette tydede ikke paa Revolution. Han skildrede i rolige Ord sit Arbejde for at vække sine Landsmænds Interesse for Socialismen, og slutter spøgende: Hele Vestindien vil snart være socialistisk.

Men det er vel dette, der forskrækker de gamle Slaveejeres Efterfølgere saa stærkt, at de kan profetere: Urolighed er sikkert. ejste Regeringen drotter Situationen. Sent i Gaar Eftermiddags holdt Ministeriet Møde og drøftede Situationen paa Øerne. Efter hvad Finansminister Brandes meddeler os, enedes man om at afvente Svar fra Guvernementet, før der træffes nogen Beslutning. Imidlertid blev der for en Sikkerheds Skyld givet Ordre til at sætte Krydseren "Valkyrien" I sødygtig Stand, saa den eventuelt kan sejle derover.

H. N.

Tegning fra Social-Demokraten 14. november 1915: Negeren og "Niggeren. Under tegningen står: Poul Jacobsen: Din sorte Socialist! Dit Uldho'de! Du burde losses af paa Christiansø, din Nigger! Hamilton Jackson: De forveksler Navnene, min Herre. Ordet Neger kan anvendes om en Mand, der er sort udvendig. "Nigger" kalder man en Mand, der er beskidt indvendig. Den ene af os er Neger, den anden er "Nigger". Jeg er Neger! Farvel!

Hagemann havde med telegramoffentliggørelsen lagt et pres på finansminister Edvard Brandes, måske fordi denne havde haft besøg af Hamilton Jackson. Hagemann henviste i øvrigt til avisen "West End News" som førte en stærk agitation imod Jackson. På grundlag af disse rygter som intet hold havde i virkeligheden, blev afsendt et krigsskib, "Valkyrien" til Dansk Vestindien. Det ankom den 9. december 1915 med 230 mand til St. Thomas, og 2 dage efter til St. Croix med guvernør Helweg-Larsen. Alt var og havde været roligt. Af denne og mange andre grunde voksede The Heralds mistanke mod guvernør Helweg-Larsen som plantageejernes mand mod landarbejderne:

The Herald, 15. november 1815.

Grievous Charge against the Governor of the D. W. I.

Has Mr. Helweg-Larsen encouraged the Planters to heep the pay for the negroes down at 25 Cents a day?

The horrid West Indian Penal Law.

When Hamilton Jackson came to this country as the representative of all classes of the natives in the D, W. I., he strongly demanded that Governor Helweg-Larsen should be removed; this "Negro hater" was not wanted back to the islands.

Avisen nævnte at finansminister Brandes ikke på daværende tidspunkt var indtillet på det. 

We have letters in our possession telling of growing disaffection among the natives, and one of the causes of the persecution which the planters and the authorities have put into operation against young natives joining Hamilton Jackson's democratic or social-democratic societies. Young men are discharged and persecuted, for which reason they are emigrating to America: and thus the island is being deprived of the best young men, young men evincing interest

in their class and in their people.

The fact that the present barbaric i>enal laws are enforced with severity against even the i>ettiest trespasses on property, is also causing resentment.

En sort var fx blevet idømt 8 måneders forbedringshus for at være i færd med at spise 2 sukkerrør, 2 havde fået 90 dages streng fængsel for at have pillet ved kartoflerne. Alt sammen efter Helweg-Larsens forordning fra 1912. 

W could mention many other grievances, but these are eclipsed, to our mind, by the grievous complaint which an esteemed citizen and trades man of note makes in a letter received by us during the last few days.

In this letter we are told that Governor Helweg-Larsen shortly before his departure for Denmark had the planters (the employers) assembled in the governmental palace, and there suggested to them, either by order or re. pies t of Director Schmiegolaw, not to give the negroes more than 25 cents a day.

If it is true that the Danish governor holds meetings with white planters in the governmental palace and even takes the lead in maintaining as low a wage as 25 cents a day, he has acted in a manner which cannot be excused or explained away. It ought to be a point of honor with the Danish Governor to assist the unfortunate, tortured, illtreated, and wretchedly paid negro people in their struggle for better economic conditions, as the present wages mean permanent starvation for the natives. If the Governor hasn't got an understanding of this, that alone appears to he condemnable

Den 22. november 1915 stod i Herald at Helweg-Larsen benægtede alle de rejste beskyldninger mod ham. Helweg-Larsen havde ellers haft et nogenlunde forhold til Hamilton Jackson, men efter besøget i Danmark og The Herald blev deres forhold stadig køligere.

Bemærk at avisen bruger ordet "negro" om de sorte landarbejdere. Dette udtryk blev diskuteret i et nummer af The Herald, og fastslået som et nedsættende udtryk som landarbejderne ikke brød sig om. Samtidig nævntes at de sorte også brugte "half-breed" om de farvede, og at det også var nedsættende. Artiklen kom ikke til nogen konklusion, men i The Herald brugtes i udstrakt grad stadig ordet "negro". Fra 1916 synes dog udtryk "Black population" at vinde over. 

Nyheden om opstandelsen i Danmark over telegrammet nåede The Herald 15. november 1915. Her undrede man sig over regeringen i København stolede på ordene fra en direktør uden at konsultere den lokale regering på St. Croix. Herald beskrev situationen som normal, måske kunne stenkastningen på Liberty Day have været årsagen til at et krigsskib blev sendt afsted. De nævnte desuden at mange plantageejere var begyndt at provokere arbejderne. De havde udtalt at det nu var på tide at bruge krudt mod negrene. De blev slået, undlade at betale dem og andre ting som kunne fremprovokere utilfredshed. Herald nævner også at alene eksistensen af bladet kan have provokeret plantageejerne.

Valkyriens orkester. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The Herald 2. december 1915

Editorial 

When taking leave of the Finance Minister, Dr. Brandes, in the ministerial Building in Copenhagen, we explained to him the exact situation here as regards public political meetings. We at the same time took the precaution to get his promise that, while we kept within the limits of the law. no person could molest us. We at the same time filed in a petition to have a grant for starting a printing Office here in Christiansted. The local-Government was at once instructed to give us this grant, and I was also informed by the Finance Minister in a letter which awaited my arrival in St. Croix that the West Indian Government had been thus instructed. Since our return we have been holding mass meetings all over the island and in St. Thomas for the purpose of giving an understanding of our work among the blacks in these waters. In all these movements we have had and are still having a pack of dogs at our heels, barking incessantly, and others

were venturing to cry out "Stop him! stop him! Won't somebody stop him? Something must be done to stop him!" There is an adage "Empty barrels give out most sound" that is quite applicable here. Our policy is to go on with our work not minding those of the crowd who do not understand it, or those of the crowd who understand it and are setting on the dogs, which are always waiting to bark for bones, because they know the work will bring about better conditions for the labouring classes. But a strange thing about these dogs is that they are all masked, and one that ventured out without his mask withdrew quite suddenly. What a curious sight to see masked dogs, and what a still more curious sound to hear their howling! Truly by these performances one is reminded of Dante's Inferno, or some of the tales of the Arabian Nights. Indeed it is all a source of amusement to us to see a pack of blood-thirsty dogs run around us with their tongues lolling out, each wishing for a sample of out "choice" flesh. Stop your running, dear good dogs. Take in your tongues like good canines and retire to your kennels. True, we might have hit you in the head with our "big stick", but, remembering you are but dogs, and that dogs are not to be hit with the "big stick", we have been satisfied to be amused with your withdrawal (when getting near) at the sight of the "big stick", which however we reserve for the "lion", which is now in view. "Sane" reformers (or "reformers" of the quiet nature as the term is understood never have accomplished anything, for the reason that the "sane" reformers have never had the courage to do what the "insane" reformers have done. Luther was "insane", Huss was "insane", and look at their noble work to-day, compared with that of the other reformers of their day that were tolerated as sane. We do not mind who misunderstands us. We only want justice and when we get that, every body will want to take part in our work. When that time comes we shall be glad to take the hands that have been lifted to slap us and shake them heartily.

Let us work while we work and play while we play, but work for a noble cause, and play for a fair game.

Se endvidere Sv. E. Green-Pedersen: "Den social uro på St. Croix 1915-1916" (Speciale, 1981)