De mystiske Dødsfald paa Statsbanens Centralværksted. (Efterskrift til Politivennen)

De maa sikkert skyldes de usunde Omgivelser.

Saavidt Arbejderne bekendt, er der intet foretaget i den af Bladet den 10. ds. fremdragne Sag ang. de hygiejniske Forhold ved Statsbaneværkstederne. Det er sandsynligvis den samme Opfattelse, der gør sig gældende nu, som da vi for flere Aar tilbage fremdrog Sagen her i Bladet, men Forholdene har i disse Aar udviklet sig i en saadan Grad, at Arbejderne ikke vedblivende vil finde sig i det farlige Naboskab - Kloaksumpen - der jo nu som paavist er langt farligere efter at Inddæmningen i Kalvebodstrand har fundet Sted.

Efter det sidste Dødsfald indsendte Organisationen en Prøve af Olien til Undersøgelse hos den Læge, der havde behandlet Patienten, og herfra er der modtaget følgende Svar:

Lægeerklæringen fra Rigshospitalet.

I den olieagtige Vædske, jeg har modtaget fra Dem, fandtes ingen Bakterier. Det kan saaledes anses for udelukket, at den direkte har haft nogensomhelst Indflydelse paa Sygdomstilfældets Opstaaen.

At den indirekte - gennem sin Fordampning og Dampenes eventuelle skadelige Indflydelse paa Slimhinderne - kan være skadelig, anser jeg ikke for sandsynligt. Herom vil man ialt Fald ikke kunne udtale sig nærmere, før det er oplyst, hvilke kemiske Bestanddele der findes i Væsken.

(sign.)
Carl Sonne.

Om Statsbanerne eller andre Autoriteter herefter vil foretage videre i Sagen, vil Arbejderne vel næppe erfare noget om, men af ovennævnte Erklæring vil man da kunne slaa sig til Ro med, at Faren ikke er at finde Olien, men da de to Dødsfald upaatvivlelig ikke kan tilskrives ganske almindelige Aarsager, ligger det nær at søge Aarsagen i Værkstedets Sundhedsforhold, og vi skal til yderligere Belysning heraf oplyse følgende:

Værkstederne er bygget paa en Skarnbunke.

Værkstederne ligger paa en opfyldt Grund, hvis væsentligste Bestanddel er Dagrenovation. Igennem det store Maskinværksted fører en Hovedkloak,

der har sit Udløb fra Vesterbrokvarteret, og paa sin Vej tager imod Tilløbet fra Værkstedernes W. C.

Fra de / Værkstederne anbragte Rensebrønde opstiger til Tider en ganske ulidelig Stank, og da Værkstedet er som et helt lukket Drivhus, er der ingen Adgang til Fornyelse af Luften.

De Indlagte Varmeledninger, der iøvrigt var beregnet paa at indblæse frisk Luft i Værkstederne, bliver af Sparsommelighedshensyn ikke benyttet, og saalænge Luften udenfor er lige saa daarlig som inde i Værkstederne, vilde det heller ikke være til synderlig Nytte.

"Belvedere-Kloaken«.

"Belvedere-Kloaken" fungerer som en Art Hjælpekloak for den, der fører igennem Værkstedet, idet der paa denne findes Porte, der ved stærkt Tilløb, Regn o. l. automatisk aabner sig, og dens Overflod løber da ud i den aabne Kloak. Ved saadanne Lejligheder flyder da Menneskeekskrementer rundt i flere Dage i den aabne Kloak til de helt opløses eller gaar til Bunds!

Under disse utroligt uforsvarlige hygiejniske Forhold tilbringer Arbejderne 10½ Time daglig i et Statsværksted, og det er nu ikke saaledes, at det her er Arbejderne alene, der beklager sig; alle vore Overordnede lider under akkurat de samme Forhold og er ganske enige med Arbejderne om, at dette sundhedsfarlige Forhold forlængst burde være fjærnet. Skal denne Kloak endnu have Lov at udøve sin Virksomhed i den kommende Sommer, saa lover vi at invitere alle Sundhedsautoriteterne til at stifte nærmere Bekendtskab med den, naar den rigtig en varm Sommerdag staar i fuld Gæring.

En Epidemifare.

VI er ikke forhaabningsfulde, vi venter naturligvis ikke, at man nu straks tager fat paa at ordne dette Forhold, vi venter kun at se, hvem der bliver den næste; thi nu har i ventet i snart 10 Aar paa Forbedringer, og vor største Glæde er nu, saa snart det er Fyraften, hurtigst muligt at søge bort fra Statsbanens Terræn, hen, hvor der blæser en frisk Vlnd, der ligesom giver os nyt Liv; skulle en Epidemi indtræffe, vilde vi vel næppe være saa glade ved hver Dag at forlade en saadan Smittekilde for muligvis at bringe Smitten hjem til Familien.

Vi skal senere komme tilbage til denne Sag og vil vedblive dermed til der bliver taget alvorligt fat paa en Forklaring.

(Social-Demokraten 24. oktober 1917).

Allerede 6. juni 1911 havde Social-Demokraten klaget over at Rosenåen som løb fra Godsbanegården forbi Statsbanernes centralværksted ud til Kalvebod Strand, var en sort, stinkende sump hvis stank generer arbejderne i maskinværkstederne.

Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier: Vasbygade og DSB-arealet. Optaget fra taget af turbinehallen på H.C. Ørstedsværket. På billedet ses kolonihaver og lokomotivværkstedet på Otto Busses Vej. I baggrunden ses Ingerslevsgade. Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. 1949. Kbhbilleder. CC-BY.

Carlsberg som Kød- og Flæskelager. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunens Kød- og Flæskelager.

Arbejderne i en af Carlsbergs store Lagerkældere.

I de sidste 14 Dage har der som meddelt været arbejdet i de store Lagerkældere paa Carlsberg med at nedsalte den stor Mængde Svine- og Oksekroppe, som Kommunen lader indkøbe for at sikre København i den kommende Vinter.

Det er fortræffelige Opbevaringsrum, der er fundet i de store Kældere paa Carlsberg, hvor Temperaturen ved Hjælp af Køleanlæg kan bringes ned under Frysepunktet, og Kødet kan her holde sig i meget lang Tid uden at tage Skade.

Hr. Johannesson, der har paataget sig at lede Nedsaltningen af Kødet, beskæftiger ca. 80 Mand ved dette Arbejde, og antagelig fortsættes Arbejdet hermed Maaneden ud. Endnu ligger kun godt 1 Million Pund Svinekød i Kældrene; men ialt vil ca. 3 Million Pund blive nedsaltet, og desuden 2 Millioner Pund Oksekød. Den store Mængde Kød kan faa Plads i 6 af Carlsbergs Lagerkældere, saa man forstaar, at disse har en anselig Størrelse.

Det gamle Bryggeri, der i de senere Aar har ligget ubenyttet hen, kommer saaledes nu til at gøre god Nytte.

(Social-Demokraten 20. maj 1917).

Amager-Jette. (Efterskrift til Politivennen)

Henriette Nielsen med tilnavnet Amager-Jette ejede i begyndelsen af 1890erne en grønthandlerforretning i en af Vesterbros sidegader. Her optrådte hun i amagerkone-kostume, ligesom når hun solgte blomster ved Hotel d'Angleterre. Deraf navnet. Hun rejste til London hvor hun opholdt sig en halv snes år og tjente en del penge, nok til at hun ved 1. verdenskrigs begyndelse havde en to etages statelig bygning på Tårnborgvej 6-8 på Frederiksberg. Hun boede i den ene ende, mens der i den anden var udlejet til to bondefangere Carl Salomon og Fanny Larsen Düwel, en tidligere bordelejer. Her førte hun et luksusbordel indtil marts 1915 hvor hun solgte ejendommen til overretssagfører Aage Madsen som indrettede "Den blaa Klub". 

 

Tårnborgvej 8. Interiør fra Cosmopolitan Club, Frederiksberg. 1920. Klubben hed tidligere Den blaa Klub. Muligvis giver det et indtryk af Amager-Jettes etablissment inspireret af østerlandske motiver. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Efter salget slog Amager-Jette sig på ejendomshandel og skal have været god for ½ mill. kroner. Hun ejede bl.a. Schacksgade 3. Den 15. marts 1916 giftede hun sig med en russiske greve i Vor Frue Kirke.

"Amager-Jette".

Da Amagerpigen blev Grevinde.

En livsglad Københavnerindes Ejendele paa Auktionsbordet.

For en Snes Aar siden dukkede en køn ung Pige op paa en Natkafé, hun var iført Amagerdragt og tog sig mærkværdig ud blandt de malede Ungmøer, der ellers befolkede Natkaféen. Da hun var køn og opvakt, blev hun snart Midtpunktet i en lystig Kreds, og det forhøjede Festlighederne, at hun altid optraadte i den maleriske Amagerdragt. At hun ikke havde det allerbitterste med Amager at gøre, gjorde ikke noget til Sagen. Dog er det konstateret, at hun havde nogen Familie derude paa den flade Ø, der danner København Sydspids.

Der gik saa nogle Aar i Sus og Dus, og "Amager- Jette", som hendes nom de guerre var blevet, var stadig den kønne Pige, der havde Tilbedere i Dusinvis. Men der var dog sket den Forandring med hende, at hun havde aflagt Amagerdragten og mødte altid op i de mest elegante Kostumer. Det var hende, der for nogle Aar siden sammen med en anden kendt Levedame lancerede

den opslidsede Kjole

paa Væddeløbsbanen. Hun vakte enorm Opsigt i den dristige Dragt. Men en skønne Dag forsvandt "Amager-Jette" fra den hjemlige Asfalt. Hun rejste til London, hvor hun en Overgang kom ind i de fineste Kredse. Men hendes Skandalehistorier blev for kendte, og hun forsvandt derfra og turede saa den halve Verden rundt.

En skønne Dag dukkede hun atter op i København og forbløffede sine gamle Venner ved sin overordentlige Elegance og de mange Penge, hun havde. Der var ingen, der behøvede at spørge om, hvorfra hun havde dem. Thi i hendes Følge befandt sig en rig svensk Friherre, der ved Ankomsten hertil forduftede da hans Familie blandede Politiet ind i Sagen.

Amager-Jette lejede Lejlighed og udstyrede den 

med overordentlig Pragt

Hun levede som en Grevinde. En Titel hun stadig drømte om, og som en skønne dag erhvervede. Det gik helt romantisk til.

Vel Krigens Udbrud skyllede en Mængde mærkelige Mennesker herop, heriblandt en russer, der kaldte sig Grev Romanovic. Om han var Greve, er der aldrig Nogen, der har faaet at vide. Der var jo en mængde Russere, der dengang som nu bruger falske Pas. Men han mødte "Amager-Jette", der kunde tale lidt Russisk, og de to slog Pjalterne sammen. Der fortaltes, at russeren var Millionær flere Gange, og der tilføjedes, at han var flygtet paa Grund af en politisk Affære, kort sagt, det var en mystisk Herre, der en skønne Dag 

friede til "Amager-Jette"

- og Bryllup stod under stor Pragt Udfoldelse fra Frue Kirke. Amager-Jette var nu en Grevinde, og russeren var tilsyneladende det lykkeligste Menneske.

Parret levede lykkeligt en Tid. Man saa dem allevegne, hvor Livet pulserede stærkest og kraftigst, og Amager-Jette var i den syvende Himmel. I sine gæstfri Saloner modtog hun de gamle Venner og Veninder, der alle var forbavsede over hendes elegante "Føren sig" som Grevinde. Hun havde ikke mindre end 12 Tjenestefolk, Chauffør og Auto og forøvrigt alt, hvad en Millionær kan ønske sig.

En skønne Dag indlod Greven sig paa en forbudt Forretning, han kom op til Assessor Thorup, og 

nu fik Piben en helt anden Lyd.

Det var for meget for "Amager-Jette" og hun slog op med Greven, der i den senere Tid har været forsvunden fra Strøglivet . Det fortælles, at han aldrig har været Greve, men hemmelig Agent for det russiske Opdagelsespoliti, og at "Amager Jette" har søgt over til Sundet "hinsidan" for at møde sin gamle Friherre.

Om et Par Dage afholdes, der Auktion over Amager-Jettes Efterladenskaber, og efter Kataloget at dømme har hun ikke blot levet, men ogsaa boet som en virkelig Grevinde. Grevinde Romanowics Historie holder foreløbig op her.

Det vil uden Tvivl blive en munter Auktion.

Grevindetitlen er det bare Luft.

Den mystiske Amager-Jettes Eventyr vil uden Tvivl faa et lille Efterspil, og det er ikke umuligt, at Kriminalretten vil komme til at beskæftige sig med den ene Part i Affæren, nemlig Grev Romanovic.

Manden er nemlig slet ikke Greve og hedder slet ikke Romanovic, derimod hedder han Abraham Rabinovitch, er født i Warschau af ret velhavende Forældre blev i sin pure Ungdom sendt til Svejts, hvor han er gaaet paa et Gymnasium sammen med en Del andre polske Børn. Her har en Onkel af ham taget ham med til Paris, hvor Hr. Rabinovitch levede et flot Ungkarleliv, indtil Krigen brød ud. Det var Meningen, at han skulde være stukket ind i Diplomatiet, men det gik ikke, da han som Jøde ikke kunde finde Optagelse i Korpset. Saa gik han den den modsatte Vej og kom i Forbindelse med Nihilisterne i Paris og London. Han endte imidlertid om Spion for det store musiske Opdagerpolitis det saa frygtede og berygtede "Ochranaen", der har gjort saa mange Ulykker og bragt Fortvivlelse ind i Tusinder af Hjem.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 28. september 1917).

Tårnborgvej 6-8 på Frederiksberg er opført 1870. Den blev tegnet af Vilhelm Friedrichsen (1841-1913), umiddelbart før han blev kendt for sine hospitalsbyggerier m. m. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Amager-Jette realiserede det kostbare indbo, rejste udenlands og forsvandt fra avishistorien. "Greven" gik under jorden. I 1919 dukkede han op igen da han forsøgte at starte forretning med en tidligere straffet person (Rosenblad), men han stak af. Han blev anholdt af statspolitiet i Nyborg den 25. september 1919. Da han havde været politispion for zaren, var udsigten dødsstraf hvis han vendte tilbage. Han blev udvist og rejste til Berlin hvor han blev arresteret. Det lykkedes ham at flygte til Flensborg. Han blev anholdt i Sønderborg og atter udvist.

En omtumlet Tilværelse.

Retten i Maribo havde forleden Eftermiddag en usædvanlig Sag til Behandling. Det var i Følge "Loll.-Falst. Stiftst." lykkedes Politiet at anholde en russisk Greve, Romanowitz, som Statspolitiet i Kjøbenhavn har været paa Jagt efter.

I Forhøret oprullede Grev Romanowitz med forbavsende Tungefærdighed sit Levnedsløb i det sidste Aar.

Han paastaar at være født i Petrograd og at være en stor Godsbesidder i Rusland. Under Krigen kom han til Kjøbenhavn, hvor han ernærede sig paa mere eller mindre lovlige Maader. En Tid var han, paastaar han, Agent for Ententen og kunde derfor ikke komme til Tyskland. Han giftede sig med en af Hovedstadens kjendte letlevende Damer, den saakaldte Amager-Jette, hvad der den Gang vakte betydelig Opsigt.

Han paastod at arbejde sammen med Statspolitiet mod Bolshevikerne, men Statspolitiet var ikke særlig glad for ham, og det endte da ogsaa med, at han blev udvist.

I Fjor kom han til Libau, hvortil han var bleven bragt af et fremmod Krigsskib, da han ellers vilde være bleven hængt af Bolshevikerne. Fra Libau saae han noget senre Lejlighed til at forlægge Residensen til Hamburg, hvor han blev ansat i den internationale Kommission (?). Han paastod, at Kommissionen havde givet ham Tilladelse til at rejse til Danmark. Fra Flensborg gik han syd paa, hvor han arresteredes af de tyske Myndigheder, men da de Konspirationer, han havde foretaget mod Tyskland, var sket udenfor Rigets Grænser, kunde man intet gjøre ham. Han benyttede Lejligheden til at flygte, hvad der, fortæller han, skete pr. Flyvemaskine. Han landede ved Maribo, og naar han netop valgte at lande i Maribo, var Grunden den, at han skulde tale mod Kjøbmand Quade, men kjedeligt nok er Quade for Tiden ikke hjemme, saa man er ude af Stand til at konstatere Russerens Bekjendtskab med ham.

For at høre Statspolitiets Mening om den romantiske Greve ringede Politimesteren til Kjøbenhavn, og det var klar Besked, Politimesteren fik. Statspolitiet ønskede snarest Greven ud af Landet, og nu vil det blive tilstillet ham en ny Udvisningsordre, og en af de første Dage afrejser han fra Maribo, denne Gang pr. Jærnbane.

(Jyllandsposten 1. august 1920).

Herefter forsvandt også han fra avishistorien. Manden der købte villaen på Tårnborgvej, Aage Madsen gik efter krigen økonomisk fallit efter en overgang at være flyttet ind i villaen på Tårnborgvej. Den måtte han også afhænde. I 1923 blev han eftersøgt for bedrageri. Poul Carl Aage Madsen forsøgte 40 år gammel den 12. juni 1923 at begå selvmord. Det mislykkedes i første omgang, men han døde 1½ måned efter.

Sigrid Marie Elisabeth Neiiendam (1868 - 1955). (Efterskrift til Politivennen)

Sigrid Andersen (1868-1955) aflagde i april 1891 prøve på Statsteatrets Elevskole i København. Hun rostes for sin fremstilling af Pernille. Herefter engageret til Det Kongelige Teater. I anden halvdel af 1896 med i Dagmarteatrets "Ungdomsleg". I december rejste hun hjem for at uddanne sig i slagtning, bagning og madlavning. Hun blev herefter forhenværende skuespiller i Statsteatret og begyndte i stedet at rejse rundt for at holde oplæsning og sang.

Annonce i Slagelse-Posten 14. september 1898 i den periode hvor Sigrid Andersen holdt foredrag og lignende. Dette skete også i flere andre provinsbyer.

Hun spillede gæsteforestillinger på Folketeatret fra 1900, bl.a. i et lystspil af Emma Gad 1906. Hun giftede sig i juli 1907 med skuespilleren Robert Neiiendam. Januar 1909 døde faderen, 68 år gammel. 

1911 vendte hun tilbage til Det Kgl. Teater, hvor hun var indtil 1941. Her spillede hun 196 roller. Hendes afskedsforestilling blev beskrevet i en artikel i Politiken 31. maj 1942. Herefter gæsteoptrædener indtil 1950. Hun fortsatte til 1947 som lærer på elevskolen, hvor hun havde været ansat fra 1934. Som lærer her havde hun bl.a. Hannah Bjarnhof og Liva Weel i 1930 som skulle forberede sig til at spille Pernille i "Den stundesløse". Om hendes indsats som lærer ved elevskolen skrev Bodil Kjer i "Et offentligt fruentimmer" (Gyldendal 1997): "Sigrid Neiiendam syntes bare, at alle unge piger skulle spille en rolle ligesom hun havde tænkt sig at spille den. Det var håbløs pædagogik." Hun tildeltes 1941 Tagea Brandts Rejselegat.

Hun spillede filmroller i "Kongen bød" (1938), "Livet på Hegnsgård" (1938), sammen med Clara Pontoppidan i "Regnen holdt op" (1942), svigermoderen i Carl Th. Dreyers film "Vredens Dag" (1943) og farmoderen i "Fra den gamle købmandsgård" (1951) for hvilken rolle hun fik Bodil-prisen.

Hun udgav 1943 en erindringsbog. Den blev genudgivet i 2017 på Lindhardt & Ringhof. 

Holger Damgaard (1870-1945): Scenebillede. Påskrift: Verso: m.f. m. blæk: Folketeatret "Fra den anden Bred" 3die Stykke "Tilbage fra den anden Bred" fra venstre til højre: Hr. Ringkein, Fru Blow, Hr Albrecht Schmidt, Fru Sigrid Neiiendam. Hr Herrer. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

To Jubilæer.

Dan 1ste September for femogtyve Aar Man havde to unge Damer deres Debut paa det kgl. Teater i samme Stykke. Det var Holbergs "Barselsstuen", hvor Frøkan Jonna Collin spillede 1ste Pige, og Frøken Sigrid Andersen Ana Kandestøbers.

Siden da har da begge ombyttet deres Pigenavne med Navnet Neiiendam, og sidan da er de begge rykkede at godt Stykke længere frem paa Kunstens Bane.

- - -

Sigrid Neiiendam var længere om at finde ind til vort Teaterpublikums Bevidsthed. I sine første Aar førte hun en altfor upaaagtet Tilværelse ved det kgl Teater, men i de elleve Aar, hun var knyttet til Folketeatret, lærte hun - vel ikke at spille Komedie, for det har hun altid kunnet - men at spille ud, blive sikrere og dybere.

Sigrid Neiiendams fomemne Evne som Skuespillerinde er Karakteriseringen gennem de smaa Midler: men her kan hun ogsaa ogsaa det ypperlige, forudsat at den Atmosfære, indenfor hvilken Rollen ligger er hende kendt. I sin Kunst er hun begrænset, for saa vidt som den er af udpræget dansk Snit. Iblandt moderne Skuespillere indtager hun en lignende Plads som Jacob Knudsen i Litteraturen. I alt det, de kender, er de udmærkede, udenfor det usikre og vaklende. Helst husker jeg Sigrid Neiiendam, ikke som en af de komiske tjenestepiger i "Tvillinger" eller "Geografi og Kærlighed" ejheller som hendes henrivende "Gamle Ane" i Benzons "Foraar og Efteraar", men som en dansk Købmandsfrue fra Provinsen, let grundtvigsk farvet, i en ellers ligegyldig Komedi ("Den gyldne Flod" hed den vist) af Rosenkrantz. Den Livagtighed og Sandhed, Sigrid Nellendam her gennem ganske faa Midler fik frem, var bedaarende.

Begge de to Fruer Nellendam skylder vort Teaterpublikum Tak for mange smukke Bidrag til gode, kunstneriske Aftner. Thi begge har de haft dyb Respekt for det Arbejde, de gav sig i Vold.

J. C. 

Jonna Neiiendam var gift med skuespilleren Nicolai Neiiendam der var bror til Sigrid Neiiendams mand, robert Neiiendam. 

Højskolen og Teatret.

Fru Sigrid Neiiendam fortæller om, hvordan hun blev den, hun er.

Fru Sigrid Neiiendam. Tegning af Gerda Ploug Sarp.

Skumringen falder tæt over Stuen, hvor Fru Sigrid Neiiendam vidder henne ved Vinduet, hvorfra man kan se den grøn Indfatning St, Jørgens Sø med Himlens bleggraa Skær over sig.

- Der gik en ung Pige i Højskolen ved Rødkllde og vilde være Skueepillerinde .. ?

- Ja, svarer Sigrid Nellendam, det gjorde det. Den unge Pige havde paa Højskolen hørt saa mange Dialekter fra alle de Mennesker der kom fra hele Verden, og hun opdagede at her var noget, som uvllkaarlig tiltrak hende. Hun begyndte at kopiere sine Omgivelser, og det morede den unge Piges ForæIdre, som havde Lune, og som havde set hende, fra hun var 8aarig, spille Komedie hver eneste Dag i Lysthusene i Rødkildes Have med en Flok Jævnaldrende, først og fremmest en Fætter, som ubetinget havde Talent. Hvor vi fik Komedierne fra? Vi lavede dem selv - eller rettere, de skød op omkring os som Skræppeblade, den ene komiske Oplevelse efter den anden, omgivne, som vi var, af en Masse komiske gamle Folk hvis Fremkomst altid var som en Anekdote, som vi bagefter gjorde til en Komedie, vi spillede. Ogsaa Far kopierede jeg, tænk, sikken et Mod der skulde til: kopiere sin Far! Men tænk paa den anden Side at have en Far, der slet ikke hører Mod til at kopiere! Og Morten Eskesen kopierede jeg, det skal have været saa morsomt, sagde de, og jeg spillede Gangerpilten i Gymnastikdragt med Fars store Svamp paa Hovedet i en Ramme af 13 Par Lagener, som jeg havde syet sammen til Dekoration og dette var højtideligt, vi tog det allesammen alvorligt, og da Fru Jutta Bojsen Møller selv skulde oprette Højskole, bragte hun ogsaa Gangerpilten frem.

Sna sagde de pludselig allesammen: Gas nu ind og prøv, og de mente selvfølgelig: paa Det kongelige Teater. Jeg mødte til Prøve - Dagen før jeg skulde, men jeg sagde: Kommer jeg ikke til at prøve idag, saa rejser jeg hjem. Det bøjede de sig for - Olaf og Emil Poulsen og William Bloch, som jeg til en Begyndelse slet ikke regnede med, fordi han ikke kunde spille Komedie. Jeg havde bedt om Lov til at tage mit Tørklæde med, og det anbragte jeg paa 3 forskellige Maader i Løbet af Prøven. Jeg bestod denne og begyndte paa Skolen - og lærte i William Bloch at kende en Lærer, som blev for min Uddannelse, hvad ingen anden kunde blive. Til at begynde med mukkede jeg naar William Bloch altid stillede mig op ved en Stol.

- Hvorfor skal jeg altid staa ved den kededelige Stol? sagde Jeg.

- Den unge Hest vil ikke bære Selen, svarede William Bloch og smilte.

Saa gik jeg 4 Aar, og saa kom Peter Hansen, og da jeg stadig kun flk Smaaroller, erklærede jeg:

- Jeg vil enten have garanteret 3 store Roller i næste Sæson, eller ogsaa vil jeg have min Afsked.

Naar man taler sandan paa Det kongelige Teater, ja, saa faar man ikke de tre Roller, men man faar Afskeden. Bloch prøvede paa at klare Situationen, men det kunde "Teatret" ikke gaa med til, og Teatret det vilde i de Aar sige Peter Hansen.

Saa indlevedes "Ungdomsleg" til Dagmarteatret, og Bloch, som havde paataget sig at sætte det i Scene, sagde, at der var en Rolle deri, som jeg skulde spille. Hine Dage glemmer jeg aldrig. Men efter dem fulgte Lindstrøm. Jeg syntes Modsætningen var for stærk - og rejste hjem. Og jeg sagde til Far og Mor: Nu har jeg prøvet et gøre Lykke. Kunsten elsker jeg. Men jeg kan ikke holde Teaterlivet ud.

Mine to Søstre var da ikke hjemme. Jeg gik alene omkring, og jeg følte det, som om jeg var blevet lille Barn igen. Det var saa ejendommeligt. Jeg længtes aldrig efter Teatret. Dybt inde sad der nok noget, som længtes, men det var afspærret ved Følelsen af, at der var saa meget at komme igennem, Jeg vidste, hvor yndigt Folk kan se venlige ud, navnlig naar der er noget i Baghaanden, som man Ikke kender. Jeg kunde være lystig med de Glade, men inden i mig raadede et Tungsind, og indeni den maatte jeg gaa fra de andre, ind til mig selv, og græde.

Saa fandt Dorph mig, og jeg begyndte igen, og kom tilbage til det Kongelige. Og de sagde paa Teatret: Gud, hvor De spiller naturligt!

De sagde det saadan, at jeg skrev hjem til Fader: Hvad er det egentlig at vært naturlig?

Dette hæmmede mig. Det var ved at spolere mig paa samme Maade, som Børn spoleres naar Forælde og Paarørende gør til noget ekstra, hvad der er det oprindelige i dem.

Derfor, i de Aar, hvor jeg ikke var paa Scenen, lærte jeg bedst at spille Komedie. Jeg tror, at det staar i Forbindelse med nogle Ord, som jeg sagde en Gang til Mor, mens jeg var Barn:

Mor, vil du tro, at hvis nogen kom og sagde, at jeg maatte enten blive en stor Skuespillerinde eller ogsaa dø, saa vilde jeg vælge at dø. Og nu har jeg været Skuespillerinde i 25 Aar og jeg lever som et lykkeligt Menneske. Hvorfor jeg er lykkelig? Vist fordi jeg føler, jeg er det Menneske, jeg er, og som jeg er blevet ved dem, mellem hvem jeg er vokset op derhjemme paa Rødkilde.

B-b.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 31. august 1916).

William Edvard Bloch (1845-1926) var forfatter og teaterinstruktør. Rejste i to måneder i 1872 H.C. Andersen sydpå til Tyskland, Østrig og Italien. Blev 1881 sceneinstruktør ved Det kongelige Teater.

Fra Rødkilde til Kongens Nytorv.

Fru Sigrid Neiiendam fortæller om sin Barndom. - Da hun narrede Frede Bojsen. - Hvad Gustav Wieds "Erotik" bevirkede.

Fru Sigrid Neiiendam.

Bred og sund og velfornøjet sidder Fru Sigrid Neiiendam i sin Stue som en af van Dycks eller Rembrandts stoute Borgerfruer og fortæller om sin Barndom og Ungdom indtil hun d. 1. Septbr. 1891 som Frk Sigrid Andersen første Gang viste sig paa det kgl. Teater.

- Jeg har aldrig villet være andet end Skuespillerinde, siger Fruen. Da Jeg var 5 Aar, begyndte Jeg hjemme paa Rødkilde, hvor min Fader var Lærer hos Frede Bojsen, at klæde mig ud og agere, helst Figurer, som jeg selv fandt paa.

Det var min bedste Fornøjelse hele min Barndom igennem. Slægt og Venner morede sig ofte over mine Figurer. Jeg husker en Gang - da var jeg 15 Aar - hvordan jeg narrede Frede Bojsen.

Han kom i Besøg hos min Fader Jeg kom ind, forklædt som en sjællandsk Bondekone, og lavede en Histone om Udstykning til en Jernbane, hvormed B. skulde hjælpe mig. Han kendte mig ikke og først da jeg selv begyndte at le, gik det op for ham hvem jeg var.

- Hun løber fra Dem, Andersen sagde han til min Fader.

Det gjorde jeg jo ogsaa. Det var med Betænkelighed, at de saa mig - Højskolepigen - gaa til scenen. 

I Begyndelsen generede det mig meget at skulle gentage de samme Bevægelser paa de samme steder, og holde mig nøjagtigt til Rollen. Jeg havde jo indtil skabt mine roller selv

Bloch, som jeg sætter umaadelig højt og skylder overordentlig meget sagde om mig

- Hun er som en Hest, der ikke vil have Seletøj paa.

- Hvorfor forlod De en Tid Scenen?

- Fordi jeg var led ved Teaterlivet. Jeg havde paa Dagmarteatret haft min store sukces som Johanne i "Ungdomsleg" , som jeg spiller igen om faa Aftener. Saa fik jeg en Rolle Gustav Wieds "Erotik" hvori jeg skulde sige nogle frygtelige Raaheder, som forresten til slut blev strøget. Det gav Stødet. Saa gik jeg og blev borte i 3 Aar. Indtil Dorph-Petersen fik mig overtalt til at gaa til Folketeatret

- Arbejder De efter levende Model.

- Altid. Jeg har paa Rødkilde og Askov set saa mange forskellige Mennesker, som jeg bruger, men de vil aldrig kunne kende dem selv. Men samtidig arbejder jeg langsomt, og derfor tror jeg, at de næste 25 Aar bliver de bedste.

- - -

Kan være; men det véd Publikum i hvert Fald at dé Figurer, Fru Sigrid Neiiendam skaber, er sanddru og troværdige Menneskefremstillinger, fri for al Udvendighed og letkøbt Komik. 

(Aftenbladet (København) 31. august 1916).

Tegning af Sigrid Neiiendam i Nationaltidende 13. oktober 1921 i anledning af en matine. Hun fortalte om sin ferie til B. T. 4. juni 1922 hvor der også var et lille foto..

Hun blev som faderen begravet på Vestre Kirkegård i København, Afdeling J, rk. 9, nr. 12. Stenen er bevaret. I september 1909 blev der på faderens grav fremstillet et monument af billedhugger Rasmus Andersen med den afdødes portrætmedallon.

Neiiendams familiegravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling J, række 9, nummer 12. Stenen er den øverste til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Laura Aller (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen)

I 1871 blev urtekræmmerdatter Laura Bierring gift med Carl Aller. Han havde borgerskab som litograf og trykte småblade som vittighedsbladet "Ravnen" og "Helvedesposten". Forretningen gik ikke særlig godt. Laura fik ideen til at udgive et blad med mønstre og tilhørende vejledning, så damerne kunde sy på egen hånd: I 1875 "Nordisk Mønstertidende", Journal for Toilette og Dame-Haandarbejde (1874-1952). Først i Danmark, senere i såvel Norge som Sverige. 

I 1877 begyndte de udgivelsen af Familie Journalen med Laura Aller som redaktør indtil 1917. Forbilledet var udenlandsk, blandt andet det tyske Der Bazaar. Det blev en salgssucces. Familien Aller var internationalt orienterede og rejste en del for at hente de nødvendige ideer hjem. Ophavsret og kopirettigheder hørte senere til, de kunne klippe, oversætte og genbruge fra andres publikationer – efter eget behov. 

Laura Aller kan udmærket have set dette nummer af det tyske blad Der Bazar: illustrirte Damen-Zeitung fra 1. januar 1874. Inspirationen ses i hvert fald tydeligt. Bladet udkom 1855-1937:

Nordisk Mønster-Tidende 1890. Fra Wikimedia. 

Den 7. januar 1877 begyndte "Illustreret Familie-Journal":

Nyt Bladforetagende. Den talrige Række illustrerede Blade er alter bleven forøget med et nyt, idet Hr. Carl Aller har paabegyndt Udgivelsen af en "Illustreret Familiejournal", der skal udkomme hver Søndag til en Pris af 1 Ar. 25 Ø. Kvartalet, 42 Øre maanedlig. Trods den stærke Konkurrence mener Udgiveren, at der er Plads for hans Billedblad, idel han lover at bringe ikke blot "noget Nyt", men "noget godt Nyt", navnlig ved at aabne Abonnenterne Leilighed til at bgve bekjendte med adskillige i Udlandet udgivne Pragtværker, blandt hvilke Begyndelsen vil blive gjort med Wilhelm Hauffs Eventyr, illustrerede af Th. Weber, Th. Hosemann og Ludvig Burger: 17 Eventyr med 42 Illustrationer. Desuden vil Bladet, der nærmest synes at være beregnet paa den modnere Ungdom, indeholde Noveller, Naturskildringer, humoristiske Smaating osv. Det udkommer hver Uge med 8 Sider i kvartformot. Af Illustrationerne i det udkomne Numer ere flere meget gode; mindst vellykket synes os Gjengivelserne af nogle Billeder fra "Fliegende Blätter". I Forhold til, hvad der bydes, maa "Familiejournalens" Pris kaldes særdeles billig.

(Dags-Telegraphen (København) 7. januar 1877) 

Indholdet var litteratur, illustrationer, og de vigtigste begivenheder. Modsat andre blade som var forbeholdt de velstillede, gjorde de billige omkostninger ved fremstilling af tekst og tegninger efter Carl Allers egen metode at de kunne sælge det billigt. Det blev produceret i et lille lokale i Blågårdsgade 32. De havde købt en litografiske hurtigpresse på afbetaling som stod i hestestalden og blev betjent af en enkelt arbejdsmand. Carl Aller stod for den tekniske fremstilling og Laura Aller regnskabsfører, ekspeditionsstab, redaktør og medarbejder. Hun oversatte det udenlandske stof, skrev digte og noveller. Hun hjalp abonnenterne på "Mønstertidende" med at klippe efter mønstrene. Om nødvendigt medbragte hun børnene til trykkeriet om natten. Den første abonnent var værtshusholderske madam Svendsen i Blågårdsgade. Senere kom også skarpretteren Sejstrup og Christian IX.  

(Fra: 16 stormænd i dansk erhverv. heri: Carl Aller, s. 197-206)

"Illustreret Familiejournal", der nu har bestaaet i 5 Aar, har i den Tid vundet en meget betydelig Udbredelse, saavel heri Landet som i Norge. Bladet er af Størrelse som "Illustreret Tidende" og "Nutiden", men er meget billigere, idet det kun koster 1 Kr. 25 Øre Kvartalet; det bringer en meget righoldig Læsning, og dets Billeder, hvoraf der findes en Mængde, er i Almindelighed meget gode. Med Journalen følger endvidere et Ark Roman hver Uge. Det udkommer paa Carl Allers Forlag i Kjøbenhavn og kan bestilles saavel i Boghandelen som gjennem Postvæsenet.

(Horsens Folkeblad 8. oktober 1881).

Redaktionsskifte. "Illustr. Familiejournal"s hidtilværende redactrice, Fru Laura Aller, vil efter Forlydende i "Pr. B. og Amtst." til Nytaar vige Pladsen for Hr. Martin Kok.

(Slagelse-Posten 27. oktober 1884).

I 1885 havde bladet et oplag på omkring 100.000.

Allers illustrerede Konversationslexikon. Illustreret Familiejournals Udgiver Hr. C. Aller har nu udsendt første Hefte af sit Konversationslexikon, der paa Grund af sin fænomenale Prisbillighed - 5 Øre Heftet for Familiejournalens Abonnenter - maaske kan blive en ret farlig Konkurrent for sine to adskilligt kostbarere Medbeilere. Redaktionen af Allers Lexikon er overdraget lir. George Lütken med Bistand af Fagmænd. Udstyrelsen er, navnlig naar man seer hen til Prisbilligheden, særdeles net. Trykket i det dobbeltspaltede Oktavheftet er klart og tydeligt, ligeiom det anvendte Papir ikke lader Noget tilbage at ønske. At Omslaget er utilladelig smagløst, kan jo i og for sig være temmelig ligegyldigt. De smaa Textbilleder ere gjennemgaaende godt udførte, et Par enkelte i Prøveheftet endog fortræffeligt. Med senere Hefter vil følge kulørte Tavler og Kort. Texten synes efter det første Hefte at dømme at være valgt med Skjønsomhed, ligesom man har gjort sig Umage for at gjøre den populær og letfattelig. Ved fremmede Ord er Udtaleisen tilføiet i Parenthes. Ved Gjennemsynet af Heftet have vi dog truffet paa et gyseligt Ord, som vi ikte undlade at anholde, nemlig Kristi Atterkomst i Stedet for Gjenkomst. Hvor Hr. Lütken har faaet det Ord fra, er os ufatteligt.

(Dagens Nyheder 12. oktober 1891).

Allers Leksikon udkom i ugentlige hæfter 1892-1899 og var bl.a. med til at formidle brandesianismens og den nye naturvidenskabs antiautoritære og antimetafysiske ideer.

Laura Aller, f. Bierring (1849-1917) og Carl Aller (25.11.1945-23.8.1926). 1896. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. 

25 Aars Jubilæum.

Fru Victoria Mulvad.

I Dag har Fru Victoria Mulvad, Blaagaardsplads 9, 1. Sal tv., været ansat i 25 Aar i "Illustreret Familiejournal"s Ekspeditioner, Blaagaardsgade 32 og Amagertorv 14 over Gaarden.

Fru Mulvad, der særlig deltager i Pakningen af Bladene er meget afholdt baade af sine Overordnede, Kammeraterne og Forhandlerne, der ikke glemmer hende paa hendes Højtidsdag.

Kl. 1 har saaledes Redaktør Aller ønsket at hilse paa Jubilaren.

Dagen slutter med en Familiefest i Hjemmet.

(Folkets Avis - København. 9. juni 1914).

Det var nu ikke kun Laura der fik sparsom omtale i aviserne. Det gjaldt også hendes mand:

Carl Aller.

I Anledning af Bladudgiver Carl Allers 70 Aars Fødselsdag skriver Forfatteren Carl Muusmann i Vort Land bl. a. følgende:

. . . "Allers Familiejournal" begyndte under meget smaa Kaar ude i Blaagaardsgade paa Nørrebro. Hans Blad var billigt, men godt, og det leflede aldrig med noget politisk Parti. Dets Program var: Underholdning og Belæring i populær Form. Og lidt efter lidt blev "Familiejournalen" et efter danske Forhold mægtigt Foretagende, der erobrede hele Skandinavien, og som under sin Vækst stadig holdt sig paa Højde med den moderne Teknik. Nu er Carl Allers Etablissement et af de største i Norden, og hans Blad et af de mest udbredte.

Men Carl Aller selv?

Ja, ham er der kun meget faa, der kender. Hans Navn nævnes ofte, men hans Person er nærmest anonym. Kun de, der har arbejdet ved "Familie-Journalen", har faaet lidt Indblik i denne stilfærdige Mands Privatliv, og de er alle komne til at holde af ham, fordi han er en sjælden nobel og retsindig Karakter.

. . . Da jeg for mange Aar siden skulde skrive min første lille Fortælling i "Familie-Journalen", sagde Carl Aller til mig: "Den kan handle om, hvad det skal være naar den blot er underholdende. Men den maa ikke behandle Ægteskabsbrud, Mishandlinger af Dyr eller Blomster!"

Man kan smile af et saadant Program, men man smiler ikke af det, naar man kender Carl Aller. Det er ikke blot et Bladprogram, det er hans eget Program, og det er maaske det, der næsten ubevidst har ført "Familie Journalen" til den store Sukces, fordi det inderst inde er en umaadelig Læsekreds' uskrevne Program.

. . . Hvert Aar har Carl Aller et bittert Øjeblik. Det er, naar der i Bladene ubetænksomt staar om denne Mand, hvis Vaner er saa jævne, næsten spartanske: Redaktør Carl Aller tog i Gaar med Extratog til det sydlige Udland!

Ak, ja, om det Extratog kunde undværes, tog Carl Alter gerne til Rivieraen, hvor han ejer en Villa, paa tredie Klasse, men han har en syg Datter, der ikke taaler en Rejses Besværligheder.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 26. november 1915).

Fru Laura Aller.

"Illustreret Familiejournal"s Udgiver, Redaktør Carl Aller, har som meddelt mistet sin hustru Laura, født Bjerring. Fruen der har været svagelig de sidste 4-5 Aar, blev nær ved 70 Aar gammel.

Carl Aller er, som alle ved, forlængst en af Skandinaviens betydeligste pressematadorer, ikke mindst forretningsmæssigt set. Hustruen var en meget virksom Dame, Redaktørens aller mest trofaste Medhjælper, navnlig i "Journalen"s, første, mere vanskelige Aar. Den er nu 40 Aar gammel, ven afdøde havde - mener "Nationaltidende" - megen vel i den jævne borgerlige Tone, Ugebladet straks anslag, og som senere førte til en saa betydelig Popularitet i de brede tag hele Norden over.

Sagnet gaar - føjer ovennævnte Blad til - , at Fru Aller i gamle Dage "selv gik rundt med Bladet" men dette indskrænkede sig nok til, at hun hjalp med ved Bladets Sortering. Anekdoten har i øvrigt fin værdi som Udtryk for Fru Allers Arbejdsomhed og Iver.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 13. oktober 1917).

I en artikel i Lyngby-bogen får man et lille indblik i deres privatliv:

Carl og Laura Aller blev gift den 20. oktober 1871 og flyttede ind i en lejlighed på Dosseringen nr. 26B, hvor deres første barn, sønnen Axel, blev født den 1. oktober 1872.

Tiltrods for, at Carl Aller var en høj og tilsyneladende kraftig mand, var hans helbred ikke altid lige godt. Hans bryst var svageligt, efter sigende en gammel familiesvaghed, hvilket blandt andet gjorde, at han ikke tålte tobaksrøg. Desuden led han tit af mavetilfælde, der gennem årene kunne sprede uhygge i familien, når de pludselig kom. Allerede ved brylluppet indtraf samme aften et sådant tilfælde. Der gik bud efter den nærmeste læge, det var Nørrebros kommune- og fattiglæge Peter Eberlin, og dette sygebesøg førte til et meget nært venskab, der varede lige til Eberlins død i 1895.

Carl Allers store interesse og indsigt på litografiens område og Laura Allers for udklip af alle slags førte til, at de sammen begyndte trykningen og udgivelsen af deres første publikation "Mønstertidende" i lejede lokaler ved Holmens Kanal. Efterhånden som denne virksomhed udviklede sig, blev lokalerne for små, og Carl Aller købte da ejendommen Blaagaardsgade 32, hvortil de flyttede med trykkeri og privatbolig. Den 7. januar 1877 udkom her det første nummer af "Illustreret Familie Journal", og den 7. februar samme år blev deres andet barn, sønnen Valdemar, født her. I 1879 påbegyndtes udgivelsen af "Romanbiblioteket", der senere efterfulgtes af mange andre publikationer udgået fra "Carl Allers Etablissement". Et solidt grundlag var skabt, der gjorde det muligt, at de kunne købe Sophienholm. Om dette køb beretter Valdemar Aller:

I Somrene 1882 og 83 boede vi paa Fuglevad i den Villa, hvor senere Brede Plejehjem havde til Huse. Haven, der dengang var ret stor, gik langs med Fuglevaddam helt op til Sorgenfri Slotspark, hvor der var en sortmalet Laage ind til. Nu ser der anderledes ud.

En bred Automobilvej (Skovbrynet) er ført tværs gennem den gamle Have, og der er lagt en bred Dæmning over Dammen, af hvilken der kun er en mindre Del tilbage. Far fik paa de to Aar denne Have bragt op til et imponerende Blomsterflor, men da der manglede Plads i Mistbænkene til yderligere at udvide dette, reflekterede Far paa en lille Annonce - vistnok i Lyngby Avis - om, at Mistbænkvinduer var til Salg. Annoncen var fra Gartneren paa Sophienholm. Far og Mor tog derover i den nye Glaskaret med Skimlerne for, men i Stedet for at købe Mistbænkvinduer købte de selve Sophienholm. Det lyder eventyrligt, men er sandt.

(Sophienholm og familien Aller. Lyngby-bogen 1974-75).

Laura og Carl Aller købte Sophienholm ved Bagsværd Sø i 1883. Den fungerede som helårsbolig for ægteparret og deres fire børn. Derefter landsted om sommeren. Den var i familiens eje indtil 1961 hvor den var blevet temmelig forfalden. I 1963 blev ejendommen solgt til Lyngby-Tårbæk Kommune. Foto Erik Nicolaisen Høy.