Testamentet i Møllegade. (Efterskrift til Politivennen)

Testamentet er Navnet paa det eiendommelige lille lave, gammeldags Hus, der ligger i Møllegade Nr. 10 paa Nørrebro og stikker af mod sine nye Omgivelser. Før laa det ensomt, fredelig og stille langt fra Byens Tummel og Støi Side om Side med de Dødes Have, den mosaiske Kirkegaard, fra hvilken dets Have kun var skilt ved et forfaldent, halvt omstyrtet Plankeværk. I Kristian den Fjerdes Tid var "Møllegade" en alfar Landevei fra Hovedstaden ad Nordsjælland til. Ved Guldbergsgade bøiede den mod Nordvest og løb i lige Linie fordi "Tagenshus", som den Gang var et Bangehus, en straatækt Lerhytte. Allerede i Frederik den Fjerdes Tid var denne Vei hvis tidligere Tilværelse endnu røber sig ved Resterne af et Par næsten sløifede Jorddiger tværs over "Lammefælleden", nedlagt og omskabt til en Fægade, ad hvilken Kvæget blev drevet paa Græsgangene; men paa Hjørnet af nuværende GuIdbergsgade og Møllegade laa et lille Hus, et Krosted, hvor de Vejfarende pleiede at søge til. Senere blev der bygget endnu et Hus ved Veien, nemlig det omtalte Nr. 10, der bærer paa en Alder af halvandet hundrede Aar. Da mosaisk Kirkegaard skulde anlægges, blev hint gamle Krosted, der laa paa det Jordsmon, som var indrømmet Kirkegaarden, nedbrudt, og Retten til Beværtning gik over paa det nuværende Nr. 10, der siden har været et af Almuen meget søgt Traktørsted, hvis Glansperiode dog mest faldt i vore Bedsteforældres Tid. Medens Embedsmand og Folk af den finere Verden valfartede til Traktørstedet "Jylland" paa Nørrebrogade ved Fælledveien, og kunstnere og Studenter søgte til Billigheden paa St. Hans Torv, morede den adstadige Haandværker og den jævne Borgermand bedst i "Testamentet". Det var nemlig Navnet paa det omtalte Beværtningssted ved den nuværende Møllegade, som den Gang kaldtes "Jødeveien". Det var det nære Naboskab med Mosaisternes sidste og sikre Valfartssted, Kirkegaarden, der skaffede Beværtningsstedet dette Navn. Først kaldte Folkelunet det for "det gamle Testamente", men senere blev Navnet for Nemheds Skyld forkortet til "Testamentet". Naar Haandværkerne havde fulgt deres afsjælede Kammeraters Lig i Procession til Assistens Kirkegaard, gjorde Følget i Reglen en "Afstikker" hen til Testamentet. Der spændte man den blanke Staalkaarde fra Lænd, det gyldenspændte Skødskind blev hængt paa Knagen, den sorte Stadskjole blev trukket af, Kridtpiberne og Tobakskassen kom frem, og saa drak man den Hedengangnes Gravøl, Indtil Hundeglam og Vægterens Tuden lød inde paa Blegdammen og mindede om, at nu var det Tid at bryde op. Men Søndag Eftermiddag spankulerede Haandværksmanden og den jævne Borger stiv og stram, pyntet med Livkjole, med Piben i Baglommen, Signetet paa Maven og Hareuldshatten kjækt paa "Snur" ud af Parten. Først gik Veien til Assistens Kirkegaard, hvor der aflages et Besøg hos de Døde. Saa skraaede man over til "Testamentet" paa Jødeveien. Gjæsterne modtoges høvisk af den joviale Vært, pyntet med sølvknappet Vest og knæspændte Skindbukser. "Glukflasken" klukkede muntert og Snapsene eller "Sopknerne", som de kaldtes, gik lystig rundt. Sangen tonede, og Kuglerne rumlede paa Keglebanen. Men Støien generede ingen, thi der var langt til "Halvmaanen" paa Nørrebro, som i lang Tid var det nærmeste Nabosted. Kom det til Strid, afgjordes Sagen paa Stedet. Man satte Piberne fra sig og tog saa "Livtag", til en af Parterne "bed i Græsset". Saa drak man "Forlig", og naar man endelig brød op, drog hele Selskabet i den fortroligste Harmoni Arm i Arm gjennem den øde Forstad ad Byen til, hvor man skiltes for at sove ud, saa man næste Morgen igjen kunde begynde sit vante Dagværk. Nu har Tidens Ælde lagt sin tunge Haand paa "Testamentet", saa Vinduerne ere blevne skæve, og Rygningen har bølget sig. Det gamle Skur passer ikke til de nye Omgivelser, og Bygningen, der allerede i lang Tid har staaet ubeboet, er selvskrevet til snart at vandre heden til det forsvundne Kjøbenhavn.

V. Both.

(Nationaltidende 5. februar 1884).

Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssagen imod Hertz for Højesteret.

Aktor (Levinsen) gennemgik meget udførligt de med Folkethingets Adresse til Kongen forbundne Omstændigheder, og fandt det navnlig stridende mod Lov og Ret, at det i "Social-Demokraten"s Artikel hed, at "Estrup havde dikteret Kongen Svaret". Han gik derefter nærmere ind paa den nævnte Artikel og citerede flere Punkter af den, idet han i Særdeleshed fandt følgende Sætninger graverende:

Hvem skal vi først have fat i? Bjørnson eller Kongen? Ære den, som Ære bør?

Altsaa Kongen? Det var altsaa Kristian den 9de, man vilde have sat i. (Defensor: Nej!). Det var Kongen, der værner om Kristian den 5tes danske Lov og indfletter tro og paalidelige Dommere, som dommer uden Avind, uden Venskab og Fjendskab, uden Hensyn til Rige og Fattige. Men Bjørnson siger derimod, at det kun er Bureaukratiet, Rigdommen og Adelen, der kan gøre Regning paa Kongens Velvilje og Beskyttelse, og hans (Bjørnsons) letsindige Postulater gør "Social-Demokraten" til uomstødelige Sandheder! Artiklen er en Domfældelse af Kristian den 9de; det er ham, man vil have fat i. Endvidere hed det i Artiklen, at man glemmer at raabe Hurra for Kongen, baade i Folkethinget og i Folketeatret . . . Hidtil har Københavnerne været loyale uden at tænke, nu begynder man at tænke over Tingen - og saa - god Nat, Kongerøgelse!

Kongen reduceres til at være mindre end Folkethinget, hvis han overhovedet faar Lov til at bestaa. Det er Republiken, der tilstræbes, hvis der overhovedet kan tages Hensyn til de faa Individer, der er saa ukloge; det Danmark, der blev Republik, var intet Danmark mere. Han rekapitulerede, at det var Kongen, man vilde til Livs, og troede i det hele taget, at Retten havde faaet et tilstrækkeligt Indblik i Artiklens Tendens. Den Ærbødighed, som skyldes Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge, er krænket paa det allergroveste. Det stod nu til Dommerne at bestemme Straffens Størrelse; Kriminalretten havde været saa mild at fastsætte den til 4 Maaneder, men der kunde dog være Spørgsmaal om, hvor vidt den passede til Forbrydelsen.

Herefter begyndte Dokumentationen, og Artiklen blev oplæst fra Ende til anden.

Defensor (Oktavius Hansen) hævdede, at der savnedes Dokumentation om forskellige af de Punkter, som Kriminalretten havde bygget sin Dom paa. Det var udtrykkelig anført i Artiklen, at de paaklagede Sætninger var Citater af Bj. Bjørnsons Bøger "Af mine Foredrag om Republiken" og Skuespillet "Kongen". Af det sidstnævnte Stykke oplæste han enkelte Scener, under hvilket Aktor slumrede ind og kun vækkedes ved Defensors Spørgsmaal: "Jeg ved ikke, om den ærede Kollega mister mere citeret?"

Aktor syntes ikke denne Oplæsning kom Sagen ved.

Defensor fandt denne Bemærkning af Aktor at være Sagen uvedkommende. "Med min ærede Kollegas Tilladelse skal jeg anmode Sekretæren om at oplæse noget mere, der i høj Grad illustrerer, hvad der har været Bjørnsons Mening." 

Aktor havde ikke givet nogen Tilladelse til dette, som Defensor sagde; men han havde for øvrigt ikke noget imod, at der læstes noget mere op. 

Dette skete dernæst, ligesom ogsaa Venstres ovenfor omtalte Adresse til Kongen, Regeringens Svar derpaa, en Del af en "Dagblads"-Artikel samt et Brev fra Hertz blev oplæst.

Defensor fremhævede, at Hertz ingensinde tidligere havde været tiltalt for noget utilstedeligt. Han var desuden ikte selv Forfatter til den paaklagede Artikel, hvad der i høj Grad maa formindste hans moralske Ansvar. Artiklen var i flere Henseende uklog og uheldig og burde hellere have været uskrevet; den vidner ikke om Loyalitet og det er beklageligt, at den indeholder Tendenser, som kan synes fiendtlige mod Forfatningen. Naar imidlertid Aktor havde udtalt, at Danmark, hvis det blev Republik, vilde forgaa, saa indlod han sig paa at være Profet; dette Spørgsmaal savnede Aktor al Kompetence til at udtale sig om. Men Artiklen indeholdt i det Hele taget slet intet strafbart. ikke det fjærneste Spor af Fornærmelser mod Kongen. Hele Aktionen hviler paa en komplet, ubegribelig Misforstaaelse. Det kunde ikke siges, at Bjørnson i det, der var citeret i "Social-Demokraten", havde forsøgt paa nogen Maade al fornærme eller nedsætte Kongen; han fremstilles netop paa en meget sympatetisk Maade som en ædel Karakter, der bukker under, fordi han ikke lyttede til sine Venners gode Raad. Og dette bestyrkedes end yderligere ved Bjørnsons Udtalelser i sine Foredrag om Republiken. Det er ligefrem en umenneskelig, ja nedværdigende Fordring at forlange, at Kongen skulde staa over Partierne; Napoleon udtrykte det noget drastisk i de Ord: Tror De, jeg vil være et Mæskesvin, der fedes paa Statens Bekostning?" Ved Citater af forskjellige fremmede Forfattere og Statsmænd dokumenterede Defensor udførligt, at Kongen ikke havde nogen Ret til at gøre Uret. - Det maa være en ligefrem vulgær Misforstaaelse, som Justitsministeriets og Kriminalrettens Opfattelse hvilede paa. Man kan dog ikke sige, at der laa noget uærbødigt eller majestætsforbryderisk i, at Ordet "Løgn" fandtes i samme Linje som Ordet "Konge", thi der staar jo netop, at Kongen hæver sig over Løgnen. Forstanden staar næsten stille over for et saadant Postulat som det, at det skulde være majestætsforbryderisk at sige, at Kongen selv vil regere, at han ikke vil være en Nikkedukke eller "Knappen paa Kirketaarnet". Det kan heller aldrig paahvile en konstitutionel Konge at staa over Partierne; han slutter sig naturligvis til sit Ministerium, og dette tilhører jo et bestemt Parti. Det Svar, som skriftligt er overrakt Folkethingets Formand fra Kongen, indeholder en Tilslutning til Ministeriet overfor den Mistillid til Ministeriet, som Folkethinget havde udtalt. Forfatteren har ikke rettet den allerfjærneste Bebrejdelse mod Kongen, fordi han ikke staar over Partierne; han har kun konstateret et Faktum. Det er uforstaaeligt, at noget Menneske, der er i Stand til at ræsonnere logisk, kan finde nogen Bebrejdelse mod Kongen, thi det er jo aldeles klart, at han ved at give sin Tilslutning til Ministeriet tilkende, har holdt sig til et bestemt Parti. Hvis det skulde være Majestætsforbrydelse at sige, at Kongen burde vælge sin Regering i Overensstemmelse med Folkethingets Flertal, saa maatte Flertallet af det danske Folk være Majestætsforbrydere. Ligesaa lidt kan man sige, al det er noget Angreb paa Kongens Person at sige, at Ministeriet har faaet ham til at udtale sig imod Folkethingsflertallet. Der er ikke noget fornuftigt Menneske, der bebrejder Kong Oskar af Sverig-Norge, at han i striden med det norske Storthing har taget standpunkt hos dem, der støtter hans Stilling; det er jo nemlig fuldstændig naturligt. Naar Bureauchef Gad eller en anden Højremand siger: Kongen er med os, han hører til vort Parti o. s. v., saa er det fuldstændig lovligt, men naar en Venstremand eller en Socialdemokrat siger det samme, saa er det Majestæts-forbrydelse! Det er en urimelig Sætning, at Kongen skulde være hævet over al Kritik; det er at nægte ham hans Ret som Menneske, thi Begrebet "Menneske" kan ikke adskilles fra moralsk Ansvar. Der er intet saa ødelæggende for et Menneske som at være hævet over Kritik, og der er ikke noget saa gavnligt for ham som at vide, at han bliver kritiseret. Højesteret havde i mange Tider været fritaget for at give Præmisser til sine Domme, og naar de i de sidste Aar havde givet disse Præmisser, saa maatte man sige, at Rettens Avtoritet og Værdighed paa ingen Maade havde lidt noget Skaar derved. Vore Digtere har i høje Toner prist Sandheden, selv naar det fremkom i Kongesalon, og Defensor vilde ikke, naar det stod i hans Magt, lade den Ytring staa uimodsagt, at Kongen skulde være hævet over Kritik. Naar denne, som i den paaklagede Artikel, fremkom paa en sømmelig Mande, saa maatte det hævdes at den paa ingen Maade var strafbar. Kriminal- og Politiretten havde bygget en Dom paa, at den Ærbødighed, man skylder Kongen, skulde være krænket. Det er uærbødigt at undlade at tage Hatten af for Kongen, at blive siddende i et Selskab, hvor hans Skaal bliver udbragt, at undlade at opgive sin Fortogsret for ham, naar man møder ham paa Gaden eller at blive borte fra Hoffester, naar man bliver indbudt - det sidste kan dog kun i mindre Grad kaldes "ærbødigt. Vil man nu paastaa, at disse Forseelser bør straffes? Sikkert ikke. Det, der omtales i Straffelovens § 90, er Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd, og Straffen herfor er sat til 3 Maaneders Fængsel som Minimum. I denne Paragraf sigtes til noget ganske andet end det, der her er Tale om. Der maa trækkes en Grænse mellem simple, uærbødige Udtryk og strafbare fornærmelige Uærbødigheder, som kommer i Klasse med Trusler og Forhaanelser. Udtrykkene i Artiklen kommer hverken i Strid med Straffelovens § 89 eller med § 90. Den samme Tanke, som Bjørnson og Artiklens Forfatter har haft, er ogsaa fremsat i "Dagbladet" for faa Dage siden. Man maa i Kriminal- og Politiretten aldeles have misforstaaet Lovgivningen ved den afsagte Dom. Den paaklagede Ytring kunde meget vel have staaet i det mest hyperloyale og ministerielle Blad, og kan godt stemme med en varm Lovprisning af Kongemagten. Og selv om man indrømmede, at de Ord, for hvilke den Anklagede skulde straffes, var uheldige og taktløse og helst burde have været uskrevne, saa var der dog langt tilbage inden han kom til det strafbare. Hvis Yttringen havde staaet i et Højreblad, saa havde man ikke fundet den strafbar, og man kunde da heller ikke gøre det fordi det var "Social-Demokraten", der havde skrevet det. Defensor indlod nu Sagen til Dom, idet han nedlagde Paastand paa, at den af Kriminal- og Politiretten afsagte Dom frifandtes for det Offenliges Tiltale, at Omkostningerne paalægges det Offenlige og der tillagdes Defensor Salær.

Aktor Hævdede gentagende, at man ikke havde nogen Ret til al kritisere Kongen; gjorde man det, saa blev man dømt. Naar man siger, at Kongen beskytter de Rige og Adelen, men derimod ikke de Fattige, Arbejderne, saa beskylder man Ham for at være partisk, og det har man ikke Lov til. Det er ikke Bj. Bjørnsons hele Digtervirksomhed, der danner Præmisserne til det strafbare i Artiklen; det er kun det enkelte Udtryk, hvori han stempler Kongemagten som en partisk Institution, der i Følge sin Natur paa Skruer bruger sin Magt til at værne om de Rige og ikke om de Fattige. Det strafbare laa i, at Artiklens Forfatteren anvendte Bjørnsons Ord paa Kristian IX, idet han sagde: "her har vi et nyt Bevis paa Sandheden af Bjørnsons Ord, at det konstitutionelle Kongedømme hvilede paa en Løgn" osv. Kongens Ære er langt højere end alle andre Personers Ære, og Angrebene paa den er meget farlige, paa Grund af den høje Stilling han indtager. Straffelovens § 90 kan godt finde Anvendelse i det foreliggende Tilfælde, idet der staar "Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd". Sagen er aldeles klar og Aktor har endog sjældent haft at gøre med en Sag, hvori Beviserne for, hvad der havde været tilsigtet, var mere fyldestgørende. 

Defensor: I Grundlovens Ord, "Kongens Person er hellig og ukrænkelig", ligger der paa ingen Maade noget Forbud imod at kritisere Hs. Majestæts Handlinger. Naar Aktor havde sagt, at Kongens Ære var af en anden Beskaffenhed end andre Menneskers, saa kunde Defenfor ikke være enig med ham deri og vilde derfor benægte det. indtil det var nærmere godtgjort. Der staar slet ikke i Artiklen, som Aktor havde sagt, at Kongen var partisk; det var en Slutning, som Aktor asfsig selv havde draget; det nytter ikke at sige, at Forfatteren mener det, thi naar han ikke har udtalt denne Mening, saa kan det ikke komme i Betragtning. Der var kun udtalt en Kritik af det konstitutionelle Kongedømmes Princip; mod Kongens Person var intet ærekrænkende sagt, idet det samme kunde gælde en hvilken som helst Monark i samme Situation; Kongen havde efter Artiklens Ord handlet i fuld Overensstemmelse med det konstitutionelle Monarkis Princip, og det var dette Princip, som var en Løgn. Deri, at visse Klasser er privilegerede, f. Eks. ved Valget til et enkelt Thing, ligger der aabenbart en Bekræftelse af Bjørnsons og Forfatterens Ord: at Monarkiet indeholder et Privilegium for Adelen, Bureaukratiet og de Rige. Idet han henholdt sig til nu tidligere nedlagte Paastand, indlod han sluttelig Sagen til Dom. Dommen afsiges i Dag Kl. 9.

(Social-Demokraten 31. januar 1884).

Høiesteretsdom. Den igaar kortelig berørte, i Henhold til Justitsministeriets Resolution imod Frederik Adolf Hertz for Overtrædelse af Straffelovens § 90 anlagte Sag med Hensyn til en i Nr. 91 for forrige Aar af Bladet "Social-Demokraten" indført, med et anonymt Mærke underskreven, Artikel med Overskrift: "Bekjend, hvis I tør", er idag bleven paakjendt i Højesteret.

Tiltalte havde under Sagen erkjentt, at den ved det i bemeldte Numer som "ansvarlig overfor Presseloven" anførte Navn: Fr. A. Hertz sigtedes til ham, og at det var med hans Samtykke, at hans Navn saaledes var blevet benyttet, idet han, der iøvrigt ikke har Noget med den egentlige Redaction af Bladet at gjøre, og som særlig vil have været ubekjendt med Artiklen, forinden den blev offentliggjort, af Udgiverne har ladet sig antage til for en ugentlig Betaling af 6 Kr. at opføres som Ansvarhavende paa Bladet.

I Artiklen findes følgende med spærrede Typer trykte Passus:

"Kong Christian den Niendes Afslag paa at afskedige et Ministerium, der vitterlig har Folkets Fleertal imod sig - det er et Vidnesbyrd om, - at det er paa en Løgn, det constitutionelle Kongedømme hviler", den Løgn nemlig, at Kongen skulde staae over Partierne."

Criminal- og Politiretten fandt, at ved de i samme indeholdte Udtalelser var den Hans Majestæt Kongen skyldige Ærbødighed krænket, og Tiltalte, hvem Ansvaret for dem i Medfør af Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 paahviler, var derfor anseet efter Straffelovens § 90 efter Omstændighederne med simpelt Fængsel i 4 Maaneder, hvorhos han var tilpligtet at betale Actionens Omkostninger.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom med Bemærkning, at den ovenanførte Passus i af den under Sagen paaklagede Artikel maa, navnlig naar den læses i Forbindelse med den øvrige Deel af Artiklen, ansees at indeholde en under Straffelovens § 90 henhørende Krænkelse af den Ærbødighed, der skyldes Kongen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. januar 1884, 2. udgave).

Højesteretsdommen over Redaktør Hertz.

Den Dom, Højesteret afsagde i Torsdags over nærværende Blads Redaktør, og hvorved Kriminal- og Politirettens Dom af 7de Juli f. A., der lød paa 4 Maaneders simpelt Fængsel, stadfæstedes, har som man kunde vente vakt en overordenlig Opmærksomhed baade i juridiske og ikke-juridiske Kredse. Man var forinden Dommen faldt i højeste Grad spændt paa at erfare, om Højesteret virkelig vilde give Befolkningen Sort paa Hvidt for, at vi lever i, eller i al Fald stærkt nærmer os en Tidsperiode, i hvilken det kun under Ledsagelse af Fjæsk og mavekrybende Smiger er tilladt at omtale Kongens Person, medens enhver anden Omtale af ham bliver en strafbar Handling. Man ønskede at vide, om vi her i Danmark virkelig nærmede os en Tilstand, i hvilken en Person, der, ligesom Kaptejn Jagd ved Hillerødmødet, brøler til en Modstander: "Hatten af, Slyngel", naar der er bleven udbragt et med Svulst og Ordskvalder ledsaget "Leve Kongen", har Udsigt til at blive "benaadet" med et Ridderkors for den Slags Anvendelse af sit Mundlæder, medens den Mand, der undlader at efterkomme slig Kommando, har Udsigt til at blive indespærret i Maaneder, forbi han har krænket den Ærbødighed, der skyldes Kongen.

Dette ønskede man at vide, og der var endnu et, som gjorde Offenligheden spændt paa Sagens Udfald. Højremænd har jo atter og atter søgt at slaa Kongen og deres Parti sammen til ét, de har atter og atter søgt at fremstille Kongen, som om hans Sympati gik med Højre og imod Oppositionen. I Hillerød udtalte Landsthingsmand P. Pedersen, at alene Højre "hører til Kongens Flok", og i Fredericia varierede Bureauchef Gad det samme Tema ved at sige, at Højre "har Kongemagten med sig"! Ingen havde hørt, at der var anlagt Justitssag mod disse Mænd. Og nu spurgte Offenligheden: Hvad Forskel er der paa disse Højreudtalelser og paa "Social-Demokraten"s Bemærkning om, at Kongedømmet ikke kan staa over Partierne?, og denne Offenlighed vægrede sig ved at tro, at det, som Højremænd upaatalt kunde sige, vilde blive straffet med fire Maaneders Fængsel, naar det sagdes i "Social-Demokraten". 

Saa faldt endelig Højesteretsdommen i Torsdags, og man blev revet ud at Uvisheden. Man fik nemlig at vide, at hvem der for Fremtiden vil sig "for Skade tage vare", gør bedst i at anbringe en Hængelaas eller et Begplaster for Munden, for saa vidt han ikke "hører til Kongens Flok" og er øvet i at synge Lovsange til Majestætens Forherligelse; eller man bør vogte sig for at passere de Gader eller Veje, som Kongen kan antages at ville passere, idet man da maa gaa i en stadig Frygt for at faa en Majestætsfornærmelsessag paa Halsen, hvis man af en eller anden Grund undlader at gøre Front, eller at krumme Rygraden i tilstrækkelig Grad, idet han passerer forbi.

Thi saaledes er nemlig Konsekvenserne af Højesteretsdommen. Ingen vil nemlig kunne paastaa, at der i den Artikel, der gav Anledning til Sagsanlæggelsen, fandtes Udtalelser, som i og for sig var fornærmelige for Kongen. Artiklen udtalte nemlig kun, at Kongens Svar paa Landsthingets og Folkethingets Adresser i Slutningen af forrige Rigsdagdsamling var et Bevis paa, at Kongedømmet ikke staar over Partierne. Hermed er der i Virkeligheden ikke sagt andet, end hvad der tidligt og sent er blevet fremhævet af Højre ved dets Møder, og saa længe Højretalerne ikke er blevne tiltalte og straffede for de af dem fremsatte Udtalelser, maa man altsaa gaa ud fra, at det ikke er Udtalelsen selv, der indeholder en Fornærmelse, hvad den for en almindelig menneskelig Betragtning heller ikke kan indeholde, men at det kun er den Omstændighed, at den er fremsat af en Socialdemokrat, der i Højesterets Øjne har gjort den strafbar.

Straffelovens § 90, efter hvilken Dommen er afsagt, foreskriver imidlertid kun Straf for den, der "ved Trusler, Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd krænker den Ærbødighed, der skyldes Kongen", og naar denne Paragraf nu bliver fortolket derhen, at den ogsaa skal bringes i Anvendelse med Hensyn til Udtalelser, der ikke henhører, eller efter almindelig Forstand kan henføres til Begrebet: "fornærmelig Adfærd", er det derved givet, at man kun tør omtale Kongen, naar man er Højremand, eller i det Hele kun tør omtale ham paa en rosende eller smigrende Maade. Det næste Skridt vil være, at indføre et Ceremonireglement, "hvorefter alle og enhver sig allerundanigst have at rette".

Det er imidlertid ikke alene vanskeligt for almindelige Dødelige, at se noget fornærmeligt for Kongen i den paaklagede Artikel, men endogsaa Højesteret har haft sine Besværligheder med at finde et Mikroskop, hvorigennem den formentlige Majestætsfornærmelse kunde opdages. Det var saaledes først efter en temmelig hæftig Meningskamp mellem de mere eller mindre antikverede Assessorer, at Dommen blev afsagt. De mest konservative sejrede imidlertid, og saaledes kom da endelig ovennævnte Produkt af den højere Retfærdighed til Verden. Defensors, Hr. Højesteretsadvokat Hansens logiske Argumentation, og den Dygtighed, hvormed han paaviste det urimelige i at se en Majestætsfornærmelse i den paaklagede Artikel, prellede af paa Flertallet af Højesteretsassessorernes gammeldags Blik paa, hvad en kongelig Person maa føle sig fornærmet over eller ikke.

Spørgsmaalet bliver nu, hvilken Virkning den afsagte Dom kan antages at ville udøve paa Befolkningens Anskuelser om vore Domstoles Upartiskhed. Ser man hen til, hvorledes Forholdene for Tiden er i Norge, hvor Rigsretssagen mod Ministeriet lægger Beslag paa Opmærksomheden, vil man se, at der dér fra Højres Side ikke spares paa Beskyldninger mod den paa lovlig Maade nedsatte Rigsret for, at dens Medlemmer lader sine politiske Anskuelser være de afgørende over for de Anklagede. Ogsaa den mod Redaktør Hertz anlagte og nu paadømte Sag har en politisk Karakter, og Dommen vil derfor bidrage væsenlig til at fæstne den Anskuelse hos Befolkningen, at vort nuværende Retsvæsen ikke indeholder nogen Garanti for, at det magthavende Partis Modstandere kan gøre Regning paa en af politiske Anskuelser upaavirket Afgørelse af Sager, der har en politisk Karakter.

(Social-Demokraten 3. februar 1884).

Socialdemokraterne arrangerede den 22. februar 1884 et folkemøde i Rømersgade. Fra dette udsendtes et andragende til Folketinget der udtrykte bekymring for ytringsfriheden.

Om Frederik A. Hertz skriver Jacob Machangama og Frederik Stjernfelt i "Men. Ytringsfrihedens historie i Danmark" (2016) at Hertz "optrådte som stråmand for Social-Demokraten, og dermed der var den, der skulle sidde domme og bøder af, for et fast, ugentlig vederlag på 10 kr. og 5 kr. ekstra ugentlig under afsoning, dog således, at han ikke kom til at afsone mere end 13 uger. C E. Jensen og Borgbjerg skriver, at "Hertz blev en fortræffelig ansvarshavende for Social-Demokraten, for så vidt han vandrede i fængsel gang på gang i det bedste humør af verden, når han hjemmefra havde en rigelig forsyning af pølser og stegt flæsk indsyet i foret på sit tøj."

Frederik Adolph Hertz (1831-1925) var udlært malersvend. Som dansk soldat sad han fængslet under Krigen 1864. Han var med i den allertidligste socialistiske bevægelse fra 1871, agiterede for Internationale og var med til at oprette malernes, bryggeriarbejdernes, drejernes, arbejdsmændenes o.fl. fagforeninger 1871–74. Hans sange var populære. Han var redaktør af Social-Demokraten efter Saxo Wiegel september 1879 til januar 1886 og sad i denne periode adskillige gange i fængsel. 

Han flygtede til Sverige 1886. I starten af 1890'erne vendte han tilbage og fik æresoprejsning, men deltog ikke i det offentlige liv. Hans sidste år levede han i De gamles By. Han er begravet på Vestre Kirkegård, se nekrolog.

Paragraffen om majestætsfornærmelse blev brugt flere gange af den konservative Estrup-regering, fx blev en højskoleforstander arresteret for offentligt at kaste et litografi af kongefamilien på jorden, det samme skete for en gårdmand der trykkede hans hånd. Folketingsmænd og stifter af Politiken Viggo Hørup blev idømt fængsel for majestætsfornærmelse.

Vævernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Af de her i Bladet gentagne Gange fremsatte Meddelelser vil det allerede være vore Læsere bekendt, at Arbejderne i Væverfaget har rejst sig til Kamp mod den Udbytning, der i dette Fag finder Sted i endnu højere Grad end i de fleste andre, idet Arbejderne hos to herværende Fabrikanter, nemlig Farvermester Schleisner og Fabrikant Neumann & Komp., har nedlagt Arbejdet, fordi Fabrikanterne har nægtet at gaa ind paa en af Arbejderne stillet Fordring om en Forhøjelse af Arbejdslønnen.

Forholdene i Væverfaget giver et ret klart Indblik i, til hvilken Grad Arbejderne udplyndres i det nuværende Samfund. Saa godt som alle de Forholdsregler, som Frikonkurrencesystemet raader over, for at gøre Arbejderen til Slave og trykke hans Løn ned til en Sulteløn, finder Anvendelse i Væversaget. Der gives næppe noget Fag, i hvilken Maskinkraftens Anvendelse har ført Arbejderne i den Grad til Afgrundens Rand, som Tilfældet er i Væverfaget; i intet andet Fag har Spekulationen benyttet Kvindens Arbejdskraft til ved Hjælp af Konkurrencen med Manden, at foretage den ene Reduktion af Lønnen efter den anden, i en saadan Udstrækning som blandt Væverne, og lige som for at vise, at den heraf følgende Elendighedstilstand blandt Arbejderne rigtig passer i de nuværende Magthaveres Kram, lægger baade Staten og Kommunen sin Indflydelse i Vægtskaalen, ikke for at forhindre Arbejdernes Udplyndring eller i alt Fald mildne dens Følger, men for at styrte Arbejderne endnu dybere end den private Spekulation er i Stand til.

Væverfaget er nemlig et af de Fag, ved hvilket Staten ved Tugthusarbejdct har etableret en for Faget ødelæggende Konkurrence, og maaske det Fag, der lider mest under denne Konkurrence. For at beskæftige Tugthusfangerne tager Staten Brødet ud af Munden paa de frie Arbejdere, idet den dels skaber Arbejdsløshed og deraf følgende Fattigdom hos disse, dels ved sin Konkurrence trykker Arbejdslønnen ned til et saadant Lavaal, at Arbejderne sulter, hvad enten de har Arbejde eller ikke. Og Kommunen hjælper trolig Staten med denne arbejderødelæggende Trafik, idet den benytter Ladegaarden paa samme Maade som Staten benytter Tugthuset.

Som Følge af denne Sammensværgelse mellem Stat, Kommune og privatkapitalistiske Spekulanter er Arbejdsforholdene i Væverfaget saa slette som næppe i noget andet Fag. Arbejdet er overanstrængende og opslidende, Arbejdstiden forlanges i en umenneskelig Grad og Arbejdslønnen reduceret i en saadan Grad, at selv det mest overanstrængende Slid ikke bringer Arbejderen en saadan Indtægt, at en enkelt Person, og endnu mindre en Familje, kan føre en blot nogenlunde menneskeværdig Tilværelse derfor. Specielt for de Arbejderes Vedkommende, der i disse Dage har nedlagt Arbejdet, er Lønnen i den Grad reduceret, at en flittig Arbejder maa arbejde ca. 18 Timer i Døgnet for at kunne bringe sin Fortjeneste "op" til 8 a 10 Kroner ugenlig.

Det følger af sig selv, at Arbejdere, der bliver i den Grad udpinte, ikke kan organisere sig saa kraftigt eller lægge saa meget af deres Fortjeneste tilside, at de ved Hjælp af deres egne Midler kan føre Kampen mod deres med Kapital udrustede Arbejdsgivere. At "Haanden og i Munden" er i strængeste Forstand de Arbejderes Lod, der i saa høj en Grad som Væverne er Genstand for Frikonkonkurrencens hensynsløse Udplyndring, og naar de rejser sig til Kamp mod Kapitalmagten, da er det Nøden, som tvinger dem dertil. De strejkende Vævere er derfor tvungne til at apellere til Arbejderne i andre Fag for at faa den støtte, der skal satte dem i stand til at gennemføre deres fordringer.

Paa et Møde af Fagforeningernes Bestyrelser, der blev afholdt i Slutningen af forrige Uge, vedtoges det enstemmig at yde de strejkende Vævere den fornødne pekuniære Støtte. Vi føler os forvissede om, at Fagforeningerne, der har givet Væverne dette Tilsagn, ogsaa vil lade deres Løfte blive efterfulgt af Handling. Væverne har i tidligere Kampe mod Kapitalen givet Eksempler paa godt Sammenhold og under andre Fags Arbejdsnedlæggelser har de lagt deres Offervillighed for Dagen og efter Evne bidraget til at føre dem sejrrig igennem. Vi haaber derfor, at den pekuniære Støtte, der er nødvendig for at Væverne skal kunne sejre i den nu paabegyndte Kamp, vil blive ydet, og at den vil blive tilvejebragt hurtigst muligt.

Der kan ikke være Tvivl om, at Vævernes Strejke hurtigt vil blive endt med Arbejdernes Sejr, og at de fornødne Midler med Lethed kan skaffes tilveje. Dels er de Strejkendes Antal forholdsvis ringe, af hvilken Grund det ikte kan være vanskeligt for de forenede Arbejdere, der for ikke længe siden gennemførte den store Cigararbejderstrejke, at tilføre Væverne den fornødne pekuniære Støtte. Dernæst er de Strejkendes Fordringer i den Grad billige og retfærdige, at Modstanden mod at gaa ind derpaa kun kan være dikteret af ligefrem Hensynsløshed. Vi henviser i saa Henseende til, at en af de Fabrikanter, til hvem Fordringerne blev stillede, ikke alene straks gik ind derpaa, men endog gav Arbejderne et Tillæg i Lønnen ud over hvad de havde forlangt. Endvidere henviser vi til, at Arbejdsgiverne, navnlig naar de ikke besværes af overflødige Mellemmænd, af hver enkelt Arbejder har en Fortjeneste paa det her omtalte Arbejde, der er ca. dobbelt saa stor som Arbejdernes.

En Strejke, der udbryder under disse Forhold er det en Æressag for Arbejderne at føre igennem, og vi nærer den Overbevisning, at de Strejkende ikke vil mangle den fornødne Støtte. Med Hensyn til Indbetaling af Bidrag henviser vi til omstaaende Bekendtgørelse af Strejkekommiteen.

(Social-Demokraten 30. januar 1884).

I forbindelse med en strejke indenfor væverfaget i København 1873 dannedes "Vævernes Velfærdsforening" af omkring et halvt hundrede kvindelige vævere - Danmarks første kvindelige fagforening. Den opløstes senere. I 1883 ved en strejke på Rubens Dampvæveri om en forbedret priskurant dannede kvindelige vævere "Den kvindelige Forening i Væverfaget" i 1883. De var allerede organiseret i mændenes "Vævernes Fagforening", men organiserede sig nu selvstændigt. I 1897 indgik kvinderne i mændenes fagforening.

Efteråret 1884 endte en strejke på Crome & Goldschmidt i Horsens uden resultat. Herefter organiserede arbejderne sig den 22. november 1884 i “Vævernes Forbund i Horsens”. Den første fagforening for vævere i provinsen, med 48 medlemmer. På grund af modstand fra byens to tekstilfabrikker fik den ikke gennemført noget og medlemstallet faldt til 20 medlemmer i 1887. Derimod tog den initiativ til den 16. november 1885 at danne “Væverforbundet i Danmark” med et samlet medlemstal på 120 (Horsens og København).

Løjtnant Castenskjold har faaet sin Dom. (Efterskrift til Politivennen)

Som det vil erindres, meddelte vi Oktober Maaned f. A., at Løjtnant Castenskjold paa Ny Artilleri-Kaserne havde ansøgt om sin Afsked, der imidlertid blev ham nægtet, fordi der var indledet Undersøgelse mod ham paa Grund af, at han i en ganske særlig Grad var optraadt paa en raa og brutal Maade. Undersøgelsen var foranlediget ved, at en permitteret Korporal havde henvendt sig med Klage til Jens Busk, der henledte Krigsministerens Opmærksomhed paa Castenskjolds Ulovligheder. Det var oplyst, at den iltre Løjtnant ofte havde mishandlet Rekruterne, knebet dem i Ørerne og Næsen, slaaet dem med Ridepisken og Sablen osv., saa at en betydelig Del af dem kom paa Sygehuset og flere maatte kasseres. En Rekrut slog han saaledes med Ridepisken, at han blev rød og blaa over hele Kroppen, en anden rev han af Hesten og sparkede i Ansigtet med Ridestøvlerne osv., desuden var han en varm Tilhænger af brutale Skældsord, Extrature og lignende.

Undersøgelsen blev overdraget til den bekjendte Højremand, Avditør Steffensen, der imidlertid paa Grund af det aldeles overvældende Bevismateriale ikke var i Stand til at redde den Tiltalte, og for en fjorten Dages Tid siden faldt Dommen, der lød paa - 1 Maaned Vagtarrest. Vi skal ikke her opholde os ved det Misforhold, der atter i dette Tilfælde er mellem Forbrydelse og Straf; man bliver efterhaanden saa vant til at se den forunderlige Maade, hvorpaa Retfærdigheden optræder overfor militære Befalingsmænd, at man ikke længer forbavses derover. Det er kun mærkeligt, at denne Dom ikke ad officiel Vej er kommen til Offenlighedens Kundskab, saa meget mere, som Ministeren ved magens Begyndelse lovede at give Jens Busk Oplysning om dens Resultat. Vi kan ikke tænke os, at den ærede Folkethingsmand, hvis han har modtaget nogen saadan Oplysning, skulde have beholdt den for sig selv. Men troligt er det, at Ministeren har taget sig "Dagbladet"s Raad ad notam, da det med Hensyn til denne Sag skrev, at det var "lidet heldigt", at Krigsministeren "tager imod den Slags Klager og lover ikke blot at anstille Undersøgelser, men ogsaa at give Hr. Busk officiel Underretning om Undersøgelsens Resultat". Os forekommer det at være "lidet heldigt", at man gør Forsøg paa at dysse en saadan Sag ned, naar man dog ikke er i Stand til at forhindre, at den siver ud til Offentligheden ad anden Vej.

(Social-Demokraten 29. januar 1884).

Ny Artillerikaserne, eller som den senere kom til at hedde: Bådsmandsstrædes Kaserne. Mobil kanon foran artillerikasernen. Kbhbilleder. Public domain. På bygningens modsatte side forløber nu vejen Fredens Ark i Christiania.

Det sammenstyrtede Hus paa Værnedamsvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Som meddelt i Gaar styrtede i Torsdags Eftermiddags Kl. mellem 4 og 5 et 2-Etages Hus, Bygningen Nr. 7 paa Værnedamsvejen, pludselig sammen. Et Øjenvidne meddeler os herom følgende:

Ulykken er dels foranlediget ved, at Ejendommen var opført af særdeles usolide Materialier, dels derved, at Grunden ved Siden af, den tidligere "Ny Rosenlund", et Forlystelsessted, der afløste Danselonen "Bal mabille", blev udgravet, fordi der skulde opføres en ny Ejendom. 6-7 Arbejdere var netop færdige med deres Dagsarbejde i samme Øjeblik Gavlen revnede. En af Arbejdente saae tilfældig op og gjorde sine Kammerater opmærksomme paa Revnen. De toge alle øjeblikkelig Flugten og havde kun gjort nogle faa Skridt, da Gavlen styrtede ned lige foran deres Fødder. Sammenstyrtningen kom dog ikke ganske uventet. Allerede i et Par Uger, altsaa efter at Udgravningen af Nabogrunden havde fundet Sted, frygtede Gadens Beboere for, at en Katastrofe, som den nu passerede, vilde finde Sted, mærkelig nok uden at Frederiksberg Bygningsinspektør, C. L. Thuren, eller noget Medlem af Kommissionen, havde fundet sig foranlediget til at træffe tilstrækkelige Sikringsforanstaltninger. Hele Bygningen var stivet af med et Par meget svage Bjælker, der naturligvis ikke ydede mindste Modstandskraft ved Sammenstyrtningen. Det var forøvrigt ikke vanskeligt at se, hvad der muligvis vilde ske. Hele Bjælkelaget havde givet sig, det ene Hjørne af Huset sank i foruroligende Grad, saaledes at bl. a. Porten var skæv. Det har saaledes ikke manglet paa Barsler, som selv mindre Bygningskyndige end Hr. Thuren eller hans Kolleger kunde forstaa.

Ved Sammenstyrtningen faldt den halve Del af Bygningen, som vender ud mod Gaarden, samt Gavlen. Det var et rent Vidunder, at kun det Barn, en lille Pige, vi i Gaar omtalte, kom væsentlig til Skade. Desværre brækkede hun foruden Armene tillige det ene Ben og fik Hovedet en Del forslaaet. Moderen og Barnet, opholdt sig tilfældigvis hos en paa 2den Sal over Porten boende Skomager, hvor de ventede paa et Par Støvler, som han gjorde færdig. Da Katastrofen indtraadte, faldt de alle tre gennem den underliggende første Sal og Port ned paa Jorden, og saa heldig slap de, at bl. a. Skomageren blev siddende paa sin Stol med Støvlen i Haanden oven paa Grusbunken. Foruden disse tre styrtede endnu en Snedkers Hustru og fire Børn fra 1ste Sal ned paa Jorden uden at tage Skade. En Murer, der logerede i et Værelse, som ikke blev revet med i Faldet, blev vækket af sin Middagssøvn ved Braget og gik derfor ned paa Gaden for at tage Skaden i Øjesyn. Han udtalte som sin Formening, at den øvrige Del af Huset vilde blive staaende, og gik derfor ganske rolig op i sit Værelse for at fortsætte den afbrudte Søvn. Da Politiet kom til Stede, fik det travlt med at afspærre de tilbagestaaende Ruiner for at at ikke yderligere Ulykke skulde ske, og nu fortaltes det til almindelig Forbavselse, at der endnu var en Mand i Huset. Da Politiet kom op til ham med Anmodning om at fortrække, vægrede han sig paa det Bestemteste mod at aabne Døren. Han havde betalt sin Husleje, sagde han, og vilde blive boende i Værelset for den Tid han havde betalt. Dette Standpunkt fastholdt han haardnakket, saa at Døren maatte sprænges og han selv føres bort med Magt.

Det vakle almindelig Deltagelse, at en Kanariefugl var bleven hængende i sit Bur i en Vinduessprosse oppe under Taget. Endnu i Gaar hang den der, uden at det var muligt at komme den til Hjælp, og det kunde forudses, at den vilde blive knust enten ved senere Nedstyrtninger, eller naar man begynder at nedrive de endnu tilbagestaaende Rester af Huset.

(Social-Demokraten 12. januar 1884).