Den danske Sproggrænse. (Efterskrift til Politivennen).

I "Flensborg Avis" læses følgende særdeles interessante Redegiørelse for Sprogforholdene i Nordslesvig i Nutiden, hvor Grænsen for Tiden findes mellem dansk og tysk Sprog:

Flensborg, der i lange Tider har været overveiende tysktalende, ligger endnu paa Sproggrænsen. Nord for Flensborg Fjord et Folkesproget dansk. Den eneste Undtagelse danner Kobbermøllen ved Krusaa, hvor der har dannet sig en Koloni af Fabriksarbeidere, der hovedsagelig tale Plattysk. Skjønt man om Sommeren hører mest Tysk paa Beværtningsstederne ved Fjordens nordlige Kyst, er Folkesproget dog udelukkende dansk; Publikum paa de nævnte Beværtningssteder bestaar jo af Badegjæster fra Tyskland og af Flensborgere. Paa Kobbermøllen nar findes der nord for Flensborg Fjord ikke nogen Landsby, hvor Beboerne tale Plattysk. Høitysk forekommer her sjælden som Familiesprog, for det meste kun hos indvandrede Tyskere.

Syd for Flensborg Fjord ophører det danske Sprogs Herredømme. Angel har omtrent fuldstændig givet slip paa sit gamle danske Modersmaal. Det kan man endnu komme frem med dansk Sprog i den største Del af Nordangel; men det bruges i daglig Tale mellem Beboerne kun et Par Steder ved Kysten. Det angelske Plattysk er imidlertid saa fuldt af danske Ord, Former og Vendinger, at det danske Sprog under forandrede Forhold vistnok vilde have let ved at leve op igjen. For Tiden har det kun lidet Raaderum.

I Vestangel kan man i Almindelighed endnu forstaa Dansk. Dog er Plattysk raadende i Adelby Sogn, og der tales vistnok kun lidet Dansk i Lille Solt Sogn. Oversø Sogn, hvor der for en Menneskealder siden næsten kun taltes Dansk, medens Plattysk nu har faaet Overhaand, ligger nu paa Grænsen. I Siversted Sogn kunne ældre Folk i Almindelighed nok tale Dansk, men Grænsen maa fra Oversø dog rettest drages over eller langs Sognene Eggebæk og Jørl til Fjolde, hvor man for Tiden dog kun tildels kan tale Dansk. Derfra gaar Sproggrænsen vest om Læk og Klægsbøl, der ere dansktalende, over Humtrup, Aventoft og Nykirke til Rodenæs, hvilket Sogn ligger en Mils Vei syd for Højer. Nord for denne Grænse tales overveiende Dansk; dog har Plattvsk nogle Steder faaet stærkt Indpas, saaledes i Nørre Haksted Sogn. De danske Grænsesogne ere Hanveds, vest for Flensborg, Banderup, Hjoldelund, Læk, Klægsbøl, Brarup, Sønder-Løgum og Ubjerg syd for Tønder. Nord for Vidaaen, der paa sin sidste Strækning løber syd for Tønder, Møgeltønder og Høier, tales der ingen Steder Plattysk, i Tønder By derimod, ligesom i de andre Kiøbstæder, noget Høitysk, hovedsagelig i tyske Embedsfamilier, dog ogsaa, af Hensyn til den tyske Skoleundervisning, i ikke faa Familier af Borgerskabet.

Sprogforholdene i Sønderjylland kunne i faa Ord betegnes saaledes. En Mils Vei syd før Højer begynder det frisiske Folkesprog, der er herskende paa et smalt Kyststrøg i den sydvestlige Det af Landet, forøvrigt tales der Dansk nord for en Linie fra Flensborg til Læk, og det danske Sprog gaar desuden i en Bue mod Syd ned til Hjoldelund, der ligger rigelig en Mils Vei nordøst for Bredsted, over tre Mil sydvest for Flensborg og rigelig to Mil nordøst for Husum. Syd for den buede Linie Flensborg-Hjoldelund-Læk tales der kun lidet Dansk. I Trekanten mellem Flensborg, Hjoldelund og Læk er Dansk i Overvægt; nord for en lige Linie Flensborg-Læk findes Tysk omtrent slet ikke som Folkesprog.

Indenfor Trekanten Flendborg-Hjoldelund-Læk, ligesom i alle syd og øst derfor liggende Distrikter, er Tysk eneraadende som Kirke- og Skolesprog, altsaa, foruden i de fire Sogne i Flensborg Kreds, hvor Tysk er det fremherskende Folkesprog i Fort, Oversø, Eggebæk og Nørre Halsted, hvor de to Folkesprog nok omtrent holde hinanden Stangen, samt i Fjolde Sogn i Husum Kreds, tillige i de fortrinsvis dansktalende Sogne Hanved, Balsbøl, Store-Vi og Banderup i Flensborg Kreds. Hioldelund i Husum Kreds og Læk i Tønder Kreds Nord for Linien Flensborg Læk er der udelukkende tysk Kirke- og Skolesprog i de to danssktalende Sogne Karlum og Sønderløgum samt blandet Kirkesprog og tysk i Skolesprog i følgende Sogne: Bov, Medelby, Ladelund, Brarup, Sønder-Løgum, Ubjerg, Burkal og, saa vidt vides, Tinglev. Nordligere turde der, foruden i Kjøbstæderne og Flækkerne, kun være indført tysk Gudstjeneste nogle Gange om Aaret i Ri? ved Aabenraa.

Der arbeides altsaa baade paa den nuværende Sproggrænse og nord for denne trolig paa at trænge det danske Sprog imod Nord. Naar man spørger om, hvilket Værn det danske Sprog har i denne Kamp, da maa der desværre svares: intet. Det er næppe nok, at der kan gjøres Regning paa, at Beboerne virkelig have nogen dybere Kjærlighed til deres Modersmaal og ville holde fast paa det. Man maa ikke glemme, at dette Modersmaal altid, paa de 14 Aar nær fra 1850-1864, har været tilsidesat og krænket af Myndighederne, og at Sprogordningen af 1851 paa Grund af de uheldige Forhold ikke kunde medvirke til at fremme Kjærligheden til Modersmaalet i de Egne, hvor det danske Sprog blev indsat i sin Ret. Modersmaalet har derfor i disse Egne aldrig havt den ansete Stilling, at Beboerne af de udvortes Forhold kunde faa en Følelse af dets Værd og Betydning. Desuden kan det jo ikke nægtes, at det levende danske Folkesprog har lidt under den Vanrøgt, der er bleven det til Del, og at det ogsaa af denne Grund ikke har saa megen Modstandskraft, som det ellers vilde have. Da der ikke læres et dansk Ord i Skolerne, kan Ungdommen hverken læse eller skrive Dansk. De danske Bogsamlinger, der vare oprettede i det blandede Sprogdistrikt i Aarene før 1864, bleve adspredre under og efter Krigen, tildels opbrændte af fremmede Soldater. Der gjøres for Tiden saa godt som intet for at udbrede dansk Læsning i de nævnte Egne. Sprogforeningen mener, at den for Tiden næppe kan magte at optage Kampen saa langt imod Syd; i alt Fald holder den sig i sin Virksomhed næsten udelukkende til Nordslesvig. Den danske Presse har kun ringe Indflydelse i disse Distrikter. Beboerne bleve i Aarene efter 1864, da de danske Blade vare undertrykte, vænnede til at læse tyske Aviser, for saa vidt Bladhold overhoved er almindeligt i disse Egne, hvor der ikke hersker stor Velstand. Dernæst skorter det den danske Presse paa Midler til at udvide og befæste sin  Indflydelse i de mest udsatte Egne.

Skal man i faa Ord betegne det dansk Modersmaals Stilling paa dets nuværende Grænse, saa er den saaledes: Der hviler et stærkt Tryk paa det danske Spog, og det trænges fra alle Sider. I Almindelighed vilde Befolkningen nu ikke være uimodtagelig for dansk Paavirkning; men næsten alle aandelige og materielle Hiælpemidler ere tilstoptsede. Modersmaalet er stærkt truet; men det vilde efter al Sandsynlighed, naar Lykken igjen tilsmilede den under forandrede Forhold, i særdeles kort Tid vinde ny Kraft ikke blot til at hævde sig, men ogsaa til at gjenvende sit tabte opland.

(Nationaltidende 14. februar 1884).

Flensborg Avis blev og bliver udgivet i daværende Sydslesvig, nu Slesvig. Den henvender sig til det danske mindretal syd for grænsen. 1. januar 1869 udkom Flensburger Anzeiger på tysk men i dansk ånd. Det blev overtaget af skolebestyrer Chr. F. Monrad, Gustav Johannsen og fabrikant A.G. Freudenreich som ændrede navnet til Flensborg Avis oktober 1869 med med Gustav Johansen som udgiver og  fhv. Løjtnant C.A. Willemoes (brodersøn til søhelten Peter Willemoes) som redaktør indtil 17. januar 1870 hvor Gustav Johannsen selv overtog redaktørposten og kort tid efter Karl Emil August Vennervald. Mens Gustav Johansen var moderat linje, blev den næste redaktør fra 1883, Jens Jessen mere stridbar. Mellem 1879 og 1889 var oplaget steget fra 800 til 4000. Efter 1920 kom størstedelen af abonnenterne nord for den nye grænse.

Uldkræmmer paa Læsø. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Læsø skrives der til os den 8. ds.: En af de saakaldte Uldkræmmere, som strejfe Landet rundt, gjorde, efter at have beruset sig paa Gjæstgivergaarden i Østerby, for nogle Nætter siden Forsøg paa at trænge ind i et Hus, hvor der paa Grund af Konens Sygdom netop var Lys, og først efter at han havde slaaet en Rude itu, og en Nabo var tilkaldt, lykkedes det Folkene at blive befriet fra den ubudne Gjæst, som nu Politiet har taget sig af. Vi skulde næppe have omtalt denne Sag, saa fremt den ikke havde givet os Leilighed til at fremhæve, hvor uheldigt det ofte er for Beboerne, at der ikke i en By som Østerby, hvor der kommer en hel Del Fremmede, og hvor der ofte svires og drikkes en Del, findes en Sognefoged, idet Fogden for Hals Sogn, hvorunder Østerby hører, bor i Bangsbo, en Mil borte. Der har ogsaa tidligere været ansat en Reservesognefoged i Østerby, men i de senere Aar har der derimod ingen været, skjønt Forholdene vistnok langt fra have bedret sig. Da vi ere komne til at omtale disse Uldkræmmere og deres Excesser - thi den nævnte er vistnok næppe enestaaende - kunne vi ikke tilbageholde vor Forundring over, at Autoriteterne tillade en saadan Mængde af disse Mennesker at streife Landet om. Hvad Nytte udrette egenlig disse Folk med deres Løben om med Varer, som Forbrugerne vistnok kunne kjøbe lige saa billigt hos de Handlende? Vi kunde forstaa, om man tillod ædruelige og hæderlige Folk, som paa Grund af en eller anden legemlig Svaghed ikke formaa at ernære sig ved almindeligt Arbeide, at handle med Uldtøi for derved at tjene Brødet, men vi skjønne ikke, hvilken Grund der er til at saa mange unge, arbeidsdygtige Mænd der vist med Lethed kunde ernære sig paa anden maade, skulle have Lov til saaledes at vandre Landet omkring, tilbringende den største Del af deres Tid, der kunde benyttes bedre, paa Landeveien eller i Kroen, et Liv, der sikkert maa være demoraliserende, i alt Fald for mange af dem.

(Nationaltidende 12. februar 1884).

Fotograf Anton Bjørn Melchiorsen (1889-1950): Østerby Havn. 1912. Det kongelige Bibliotek.

Adressen om Prostitutionen. (Efterskrift til Politivennen)

Magistraten og Prostitutionen. Den Adresse om Prostitutionssagen, som i sin Tid blev indgivet til Kommunalbestyrelsen fra 4200 Mænd og Kvinder i Kjøbenhavn, anbefalede som bekendt: 1) at omordne Sædelighedsforanstaltningerne i Hovedstaden, saa de kom til at modarbejde den offentlige Usædeligheds Udøvelse i Lighed med, hvad der andetsteds er forsøgt med heldige Resultater, og 2) at udruste Politiet med Myndighed til, og at paalægge det som ubetinget Pligt, strængt at vaage over, at Velanstændigheden ikke krænkes paa offenllig Gade eller overhovedet paa offentlige Steder, og at Gadefreden overholdes, saaledes at hverken Mand eller Kvinde tør krænke den uden at hjemfalde til Straf.

I den Anledning hævder Magistraten i sin nu afgivne Betænkning, at Loven af 10. April 1874 og Regulativet af 9 Marts 1877 ikke gaar ud paa at beskytte Usædeligheden, men paa at straffe den og tvinge den Utugt, der drives som Erhværv, ind under Politiets Kontrol. Den indrømmer, at det vilde være det heldigste, om Erhværv ved Utugt overhovedet ikke taaltes, men altid blev forfulgt af Politiet og straffet. Men dette System findes, saa vidt Magistraten bekjendt, intetsteds, i al Fald ikke i nogen større By, og den ved intet om, at Ikke-Kontrolsystemet i sædelig Henseende fører til bedre Resultater end Kontrolsystemet. Den hævder ogsaa, at de ovennævnte Lovbestemmelser ikke har skabt den nu bestaaende Tilstand som noget nye. Det, man tilsigtede med dem, var hovedsagelig et Værn mod den hemmelige Prostitutioner, medens man iøvrigt slog den længe bestaaende Tilstand fast, og Magistraten vilde nære stor Betænkelighed ved at bortkaste det System vi har, i hvert Fald saa længe Erfaringen her og anden Steds ikke har paavist noget andet, der er bedre - Ansvaret for Systemets Udøvelse er imidlertid Politiets, og paa dette Omraade tør Magistraten intet udtale, men indskrænker sig til at foreslaa, at den indkomne Adresse, uden dog at ledsages af nogen Udtalelse fra Kommunalbestyrelsen, tilstilles Justitsministeriet, for at dette kan overveje denne Side af Sagen.

Et Punkt i Regulativet har i Magistraten været Gienstand for særlig Forhandling. Efter 12 maa de i offentlige Huse boende Kvinder ikke gaa paa Gaden i Tiden fra Gadelygternes Tænding til deres Slukning, hvorimod dette er tilladt de privatboende offentlige Fruentimmer. Det nævnte Forbud blev i nogen Tid efter 1866 gjort gjældende imod alle offentlige Fruentimmer, men siden er det blevet forandret, og nu er Meningerne i Magistraten delte om, hvor vidt der kunde være Anledning til at komme ind paa nogen Begrænsning ogsaa for de privatboendes vedkommende. Den Borgmester, der havde underskrevet Betænkningen (H. R. Hansen), vilde finde det rigtigt at foreskrive, at de nævnte Fruentimmer ikke maa færdes paa Gaden fra Lygternes Tænding til Kl 10 mulig til Kl 11 Aften, idet han mener, at nogle af de Ulemper, som Adressen fremhæver, derved vilde fjærnes. Men paa dette Sagens Trin finder man det tilstrækkeligt at henlede Justitsministeriets Opmærksomhed paa Spørgsmaalet. - Adressen forhandles i Borgerrepræsentationens Møde paa Mandag.

(Morgenbladet (København) 9. februar 1884. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Testamentet i Møllegade. (Efterskrift til Politivennen)

Testamentet er Navnet paa det eiendommelige lille lave, gammeldags Hus, der ligger i Møllegade Nr. 10 paa Nørrebro og stikker af mod sine nye Omgivelser. Før laa det ensomt, fredelig og stille langt fra Byens Tummel og Støi Side om Side med de Dødes Have, den mosaiske Kirkegaard, fra hvilken dets Have kun var skilt ved et forfaldent, halvt omstyrtet Plankeværk. I Kristian den Fjerdes Tid var "Møllegade" en alfar Landevei fra Hovedstaden ad Nordsjælland til. Ved Guldbergsgade bøiede den mod Nordvest og løb i lige Linie fordi "Tagenshus", som den Gang var et Bangehus, en straatækt Lerhytte. Allerede i Frederik den Fjerdes Tid var denne Vei hvis tidligere Tilværelse endnu røber sig ved Resterne af et Par næsten sløifede Jorddiger tværs over "Lammefælleden", nedlagt og omskabt til en Fægade, ad hvilken Kvæget blev drevet paa Græsgangene; men paa Hjørnet af nuværende GuIdbergsgade og Møllegade laa et lille Hus, et Krosted, hvor de Vejfarende pleiede at søge til. Senere blev der bygget endnu et Hus ved Veien, nemlig det omtalte Nr. 10, der bærer paa en Alder af halvandet hundrede Aar. Da mosaisk Kirkegaard skulde anlægges, blev hint gamle Krosted, der laa paa det Jordsmon, som var indrømmet Kirkegaarden, nedbrudt, og Retten til Beværtning gik over paa det nuværende Nr. 10, der siden har været et af Almuen meget søgt Traktørsted, hvis Glansperiode dog mest faldt i vore Bedsteforældres Tid. Medens Embedsmand og Folk af den finere Verden valfartede til Traktørstedet "Jylland" paa Nørrebrogade ved Fælledveien, og kunstnere og Studenter søgte til Billigheden paa St. Hans Torv, morede den adstadige Haandværker og den jævne Borgermand bedst i "Testamentet". Det var nemlig Navnet paa det omtalte Beværtningssted ved den nuværende Møllegade, som den Gang kaldtes "Jødeveien". Det var det nære Naboskab med Mosaisternes sidste og sikre Valfartssted, Kirkegaarden, der skaffede Beværtningsstedet dette Navn. Først kaldte Folkelunet det for "det gamle Testamente", men senere blev Navnet for Nemheds Skyld forkortet til "Testamentet". Naar Haandværkerne havde fulgt deres afsjælede Kammeraters Lig i Procession til Assistens Kirkegaard, gjorde Følget i Reglen en "Afstikker" hen til Testamentet. Der spændte man den blanke Staalkaarde fra Lænd, det gyldenspændte Skødskind blev hængt paa Knagen, den sorte Stadskjole blev trukket af, Kridtpiberne og Tobakskassen kom frem, og saa drak man den Hedengangnes Gravøl, Indtil Hundeglam og Vægterens Tuden lød inde paa Blegdammen og mindede om, at nu var det Tid at bryde op. Men Søndag Eftermiddag spankulerede Haandværksmanden og den jævne Borger stiv og stram, pyntet med Livkjole, med Piben i Baglommen, Signetet paa Maven og Hareuldshatten kjækt paa "Snur" ud af Parten. Først gik Veien til Assistens Kirkegaard, hvor der aflages et Besøg hos de Døde. Saa skraaede man over til "Testamentet" paa Jødeveien. Gjæsterne modtoges høvisk af den joviale Vært, pyntet med sølvknappet Vest og knæspændte Skindbukser. "Glukflasken" klukkede muntert og Snapsene eller "Sopknerne", som de kaldtes, gik lystig rundt. Sangen tonede, og Kuglerne rumlede paa Keglebanen. Men Støien generede ingen, thi der var langt til "Halvmaanen" paa Nørrebro, som i lang Tid var det nærmeste Nabosted. Kom det til Strid, afgjordes Sagen paa Stedet. Man satte Piberne fra sig og tog saa "Livtag", til en af Parterne "bed i Græsset". Saa drak man "Forlig", og naar man endelig brød op, drog hele Selskabet i den fortroligste Harmoni Arm i Arm gjennem den øde Forstad ad Byen til, hvor man skiltes for at sove ud, saa man næste Morgen igjen kunde begynde sit vante Dagværk. Nu har Tidens Ælde lagt sin tunge Haand paa "Testamentet", saa Vinduerne ere blevne skæve, og Rygningen har bølget sig. Det gamle Skur passer ikke til de nye Omgivelser, og Bygningen, der allerede i lang Tid har staaet ubeboet, er selvskrevet til snart at vandre heden til det forsvundne Kjøbenhavn.

V. Both.

(Nationaltidende 5. februar 1884).

Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssagen imod Hertz for Højesteret.

Aktor (Levinsen) gennemgik meget udførligt de med Folkethingets Adresse til Kongen forbundne Omstændigheder, og fandt det navnlig stridende mod Lov og Ret, at det i "Social-Demokraten"s Artikel hed, at "Estrup havde dikteret Kongen Svaret". Han gik derefter nærmere ind paa den nævnte Artikel og citerede flere Punkter af den, idet han i Særdeleshed fandt følgende Sætninger graverende:

Hvem skal vi først have fat i? Bjørnson eller Kongen? Ære den, som Ære bør?

Altsaa Kongen? Det var altsaa Kristian den 9de, man vilde have sat i. (Defensor: Nej!). Det var Kongen, der værner om Kristian den 5tes danske Lov og indfletter tro og paalidelige Dommere, som dommer uden Avind, uden Venskab og Fjendskab, uden Hensyn til Rige og Fattige. Men Bjørnson siger derimod, at det kun er Bureaukratiet, Rigdommen og Adelen, der kan gøre Regning paa Kongens Velvilje og Beskyttelse, og hans (Bjørnsons) letsindige Postulater gør "Social-Demokraten" til uomstødelige Sandheder! Artiklen er en Domfældelse af Kristian den 9de; det er ham, man vil have fat i. Endvidere hed det i Artiklen, at man glemmer at raabe Hurra for Kongen, baade i Folkethinget og i Folketeatret . . . Hidtil har Københavnerne været loyale uden at tænke, nu begynder man at tænke over Tingen - og saa - god Nat, Kongerøgelse!

Kongen reduceres til at være mindre end Folkethinget, hvis han overhovedet faar Lov til at bestaa. Det er Republiken, der tilstræbes, hvis der overhovedet kan tages Hensyn til de faa Individer, der er saa ukloge; det Danmark, der blev Republik, var intet Danmark mere. Han rekapitulerede, at det var Kongen, man vilde til Livs, og troede i det hele taget, at Retten havde faaet et tilstrækkeligt Indblik i Artiklens Tendens. Den Ærbødighed, som skyldes Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge, er krænket paa det allergroveste. Det stod nu til Dommerne at bestemme Straffens Størrelse; Kriminalretten havde været saa mild at fastsætte den til 4 Maaneder, men der kunde dog være Spørgsmaal om, hvor vidt den passede til Forbrydelsen.

Herefter begyndte Dokumentationen, og Artiklen blev oplæst fra Ende til anden.

Defensor (Oktavius Hansen) hævdede, at der savnedes Dokumentation om forskellige af de Punkter, som Kriminalretten havde bygget sin Dom paa. Det var udtrykkelig anført i Artiklen, at de paaklagede Sætninger var Citater af Bj. Bjørnsons Bøger "Af mine Foredrag om Republiken" og Skuespillet "Kongen". Af det sidstnævnte Stykke oplæste han enkelte Scener, under hvilket Aktor slumrede ind og kun vækkedes ved Defensors Spørgsmaal: "Jeg ved ikke, om den ærede Kollega mister mere citeret?"

Aktor syntes ikke denne Oplæsning kom Sagen ved.

Defensor fandt denne Bemærkning af Aktor at være Sagen uvedkommende. "Med min ærede Kollegas Tilladelse skal jeg anmode Sekretæren om at oplæse noget mere, der i høj Grad illustrerer, hvad der har været Bjørnsons Mening." 

Aktor havde ikke givet nogen Tilladelse til dette, som Defensor sagde; men han havde for øvrigt ikke noget imod, at der læstes noget mere op. 

Dette skete dernæst, ligesom ogsaa Venstres ovenfor omtalte Adresse til Kongen, Regeringens Svar derpaa, en Del af en "Dagblads"-Artikel samt et Brev fra Hertz blev oplæst.

Defensor fremhævede, at Hertz ingensinde tidligere havde været tiltalt for noget utilstedeligt. Han var desuden ikte selv Forfatter til den paaklagede Artikel, hvad der i høj Grad maa formindste hans moralske Ansvar. Artiklen var i flere Henseende uklog og uheldig og burde hellere have været uskrevet; den vidner ikke om Loyalitet og det er beklageligt, at den indeholder Tendenser, som kan synes fiendtlige mod Forfatningen. Naar imidlertid Aktor havde udtalt, at Danmark, hvis det blev Republik, vilde forgaa, saa indlod han sig paa at være Profet; dette Spørgsmaal savnede Aktor al Kompetence til at udtale sig om. Men Artiklen indeholdt i det Hele taget slet intet strafbart. ikke det fjærneste Spor af Fornærmelser mod Kongen. Hele Aktionen hviler paa en komplet, ubegribelig Misforstaaelse. Det kunde ikke siges, at Bjørnson i det, der var citeret i "Social-Demokraten", havde forsøgt paa nogen Maade al fornærme eller nedsætte Kongen; han fremstilles netop paa en meget sympatetisk Maade som en ædel Karakter, der bukker under, fordi han ikke lyttede til sine Venners gode Raad. Og dette bestyrkedes end yderligere ved Bjørnsons Udtalelser i sine Foredrag om Republiken. Det er ligefrem en umenneskelig, ja nedværdigende Fordring at forlange, at Kongen skulde staa over Partierne; Napoleon udtrykte det noget drastisk i de Ord: Tror De, jeg vil være et Mæskesvin, der fedes paa Statens Bekostning?" Ved Citater af forskjellige fremmede Forfattere og Statsmænd dokumenterede Defensor udførligt, at Kongen ikke havde nogen Ret til at gøre Uret. - Det maa være en ligefrem vulgær Misforstaaelse, som Justitsministeriets og Kriminalrettens Opfattelse hvilede paa. Man kan dog ikke sige, at der laa noget uærbødigt eller majestætsforbryderisk i, at Ordet "Løgn" fandtes i samme Linje som Ordet "Konge", thi der staar jo netop, at Kongen hæver sig over Løgnen. Forstanden staar næsten stille over for et saadant Postulat som det, at det skulde være majestætsforbryderisk at sige, at Kongen selv vil regere, at han ikke vil være en Nikkedukke eller "Knappen paa Kirketaarnet". Det kan heller aldrig paahvile en konstitutionel Konge at staa over Partierne; han slutter sig naturligvis til sit Ministerium, og dette tilhører jo et bestemt Parti. Det Svar, som skriftligt er overrakt Folkethingets Formand fra Kongen, indeholder en Tilslutning til Ministeriet overfor den Mistillid til Ministeriet, som Folkethinget havde udtalt. Forfatteren har ikke rettet den allerfjærneste Bebrejdelse mod Kongen, fordi han ikke staar over Partierne; han har kun konstateret et Faktum. Det er uforstaaeligt, at noget Menneske, der er i Stand til at ræsonnere logisk, kan finde nogen Bebrejdelse mod Kongen, thi det er jo aldeles klart, at han ved at give sin Tilslutning til Ministeriet tilkende, har holdt sig til et bestemt Parti. Hvis det skulde være Majestætsforbrydelse at sige, at Kongen burde vælge sin Regering i Overensstemmelse med Folkethingets Flertal, saa maatte Flertallet af det danske Folk være Majestætsforbrydere. Ligesaa lidt kan man sige, al det er noget Angreb paa Kongens Person at sige, at Ministeriet har faaet ham til at udtale sig imod Folkethingsflertallet. Der er ikke noget fornuftigt Menneske, der bebrejder Kong Oskar af Sverig-Norge, at han i striden med det norske Storthing har taget standpunkt hos dem, der støtter hans Stilling; det er jo nemlig fuldstændig naturligt. Naar Bureauchef Gad eller en anden Højremand siger: Kongen er med os, han hører til vort Parti o. s. v., saa er det fuldstændig lovligt, men naar en Venstremand eller en Socialdemokrat siger det samme, saa er det Majestæts-forbrydelse! Det er en urimelig Sætning, at Kongen skulde være hævet over al Kritik; det er at nægte ham hans Ret som Menneske, thi Begrebet "Menneske" kan ikke adskilles fra moralsk Ansvar. Der er intet saa ødelæggende for et Menneske som at være hævet over Kritik, og der er ikke noget saa gavnligt for ham som at vide, at han bliver kritiseret. Højesteret havde i mange Tider været fritaget for at give Præmisser til sine Domme, og naar de i de sidste Aar havde givet disse Præmisser, saa maatte man sige, at Rettens Avtoritet og Værdighed paa ingen Maade havde lidt noget Skaar derved. Vore Digtere har i høje Toner prist Sandheden, selv naar det fremkom i Kongesalon, og Defensor vilde ikke, naar det stod i hans Magt, lade den Ytring staa uimodsagt, at Kongen skulde være hævet over Kritik. Naar denne, som i den paaklagede Artikel, fremkom paa en sømmelig Mande, saa maatte det hævdes at den paa ingen Maade var strafbar. Kriminal- og Politiretten havde bygget en Dom paa, at den Ærbødighed, man skylder Kongen, skulde være krænket. Det er uærbødigt at undlade at tage Hatten af for Kongen, at blive siddende i et Selskab, hvor hans Skaal bliver udbragt, at undlade at opgive sin Fortogsret for ham, naar man møder ham paa Gaden eller at blive borte fra Hoffester, naar man bliver indbudt - det sidste kan dog kun i mindre Grad kaldes "ærbødigt. Vil man nu paastaa, at disse Forseelser bør straffes? Sikkert ikke. Det, der omtales i Straffelovens § 90, er Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd, og Straffen herfor er sat til 3 Maaneders Fængsel som Minimum. I denne Paragraf sigtes til noget ganske andet end det, der her er Tale om. Der maa trækkes en Grænse mellem simple, uærbødige Udtryk og strafbare fornærmelige Uærbødigheder, som kommer i Klasse med Trusler og Forhaanelser. Udtrykkene i Artiklen kommer hverken i Strid med Straffelovens § 89 eller med § 90. Den samme Tanke, som Bjørnson og Artiklens Forfatter har haft, er ogsaa fremsat i "Dagbladet" for faa Dage siden. Man maa i Kriminal- og Politiretten aldeles have misforstaaet Lovgivningen ved den afsagte Dom. Den paaklagede Ytring kunde meget vel have staaet i det mest hyperloyale og ministerielle Blad, og kan godt stemme med en varm Lovprisning af Kongemagten. Og selv om man indrømmede, at de Ord, for hvilke den Anklagede skulde straffes, var uheldige og taktløse og helst burde have været uskrevne, saa var der dog langt tilbage inden han kom til det strafbare. Hvis Yttringen havde staaet i et Højreblad, saa havde man ikke fundet den strafbar, og man kunde da heller ikke gøre det fordi det var "Social-Demokraten", der havde skrevet det. Defensor indlod nu Sagen til Dom, idet han nedlagde Paastand paa, at den af Kriminal- og Politiretten afsagte Dom frifandtes for det Offenliges Tiltale, at Omkostningerne paalægges det Offenlige og der tillagdes Defensor Salær.

Aktor Hævdede gentagende, at man ikke havde nogen Ret til al kritisere Kongen; gjorde man det, saa blev man dømt. Naar man siger, at Kongen beskytter de Rige og Adelen, men derimod ikke de Fattige, Arbejderne, saa beskylder man Ham for at være partisk, og det har man ikke Lov til. Det er ikke Bj. Bjørnsons hele Digtervirksomhed, der danner Præmisserne til det strafbare i Artiklen; det er kun det enkelte Udtryk, hvori han stempler Kongemagten som en partisk Institution, der i Følge sin Natur paa Skruer bruger sin Magt til at værne om de Rige og ikke om de Fattige. Det strafbare laa i, at Artiklens Forfatteren anvendte Bjørnsons Ord paa Kristian IX, idet han sagde: "her har vi et nyt Bevis paa Sandheden af Bjørnsons Ord, at det konstitutionelle Kongedømme hvilede paa en Løgn" osv. Kongens Ære er langt højere end alle andre Personers Ære, og Angrebene paa den er meget farlige, paa Grund af den høje Stilling han indtager. Straffelovens § 90 kan godt finde Anvendelse i det foreliggende Tilfælde, idet der staar "Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd". Sagen er aldeles klar og Aktor har endog sjældent haft at gøre med en Sag, hvori Beviserne for, hvad der havde været tilsigtet, var mere fyldestgørende. 

Defensor: I Grundlovens Ord, "Kongens Person er hellig og ukrænkelig", ligger der paa ingen Maade noget Forbud imod at kritisere Hs. Majestæts Handlinger. Naar Aktor havde sagt, at Kongens Ære var af en anden Beskaffenhed end andre Menneskers, saa kunde Defenfor ikke være enig med ham deri og vilde derfor benægte det. indtil det var nærmere godtgjort. Der staar slet ikke i Artiklen, som Aktor havde sagt, at Kongen var partisk; det var en Slutning, som Aktor asfsig selv havde draget; det nytter ikke at sige, at Forfatteren mener det, thi naar han ikke har udtalt denne Mening, saa kan det ikke komme i Betragtning. Der var kun udtalt en Kritik af det konstitutionelle Kongedømmes Princip; mod Kongens Person var intet ærekrænkende sagt, idet det samme kunde gælde en hvilken som helst Monark i samme Situation; Kongen havde efter Artiklens Ord handlet i fuld Overensstemmelse med det konstitutionelle Monarkis Princip, og det var dette Princip, som var en Løgn. Deri, at visse Klasser er privilegerede, f. Eks. ved Valget til et enkelt Thing, ligger der aabenbart en Bekræftelse af Bjørnsons og Forfatterens Ord: at Monarkiet indeholder et Privilegium for Adelen, Bureaukratiet og de Rige. Idet han henholdt sig til nu tidligere nedlagte Paastand, indlod han sluttelig Sagen til Dom. Dommen afsiges i Dag Kl. 9.

(Social-Demokraten 31. januar 1884).

Høiesteretsdom. Den igaar kortelig berørte, i Henhold til Justitsministeriets Resolution imod Frederik Adolf Hertz for Overtrædelse af Straffelovens § 90 anlagte Sag med Hensyn til en i Nr. 91 for forrige Aar af Bladet "Social-Demokraten" indført, med et anonymt Mærke underskreven, Artikel med Overskrift: "Bekjend, hvis I tør", er idag bleven paakjendt i Højesteret.

Tiltalte havde under Sagen erkjentt, at den ved det i bemeldte Numer som "ansvarlig overfor Presseloven" anførte Navn: Fr. A. Hertz sigtedes til ham, og at det var med hans Samtykke, at hans Navn saaledes var blevet benyttet, idet han, der iøvrigt ikke har Noget med den egentlige Redaction af Bladet at gjøre, og som særlig vil have været ubekjendt med Artiklen, forinden den blev offentliggjort, af Udgiverne har ladet sig antage til for en ugentlig Betaling af 6 Kr. at opføres som Ansvarhavende paa Bladet.

I Artiklen findes følgende med spærrede Typer trykte Passus:

"Kong Christian den Niendes Afslag paa at afskedige et Ministerium, der vitterlig har Folkets Fleertal imod sig - det er et Vidnesbyrd om, - at det er paa en Løgn, det constitutionelle Kongedømme hviler", den Løgn nemlig, at Kongen skulde staae over Partierne."

Criminal- og Politiretten fandt, at ved de i samme indeholdte Udtalelser var den Hans Majestæt Kongen skyldige Ærbødighed krænket, og Tiltalte, hvem Ansvaret for dem i Medfør af Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 paahviler, var derfor anseet efter Straffelovens § 90 efter Omstændighederne med simpelt Fængsel i 4 Maaneder, hvorhos han var tilpligtet at betale Actionens Omkostninger.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom med Bemærkning, at den ovenanførte Passus i af den under Sagen paaklagede Artikel maa, navnlig naar den læses i Forbindelse med den øvrige Deel af Artiklen, ansees at indeholde en under Straffelovens § 90 henhørende Krænkelse af den Ærbødighed, der skyldes Kongen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. januar 1884, 2. udgave).

Højesteretsdommen over Redaktør Hertz.

Den Dom, Højesteret afsagde i Torsdags over nærværende Blads Redaktør, og hvorved Kriminal- og Politirettens Dom af 7de Juli f. A., der lød paa 4 Maaneders simpelt Fængsel, stadfæstedes, har som man kunde vente vakt en overordenlig Opmærksomhed baade i juridiske og ikke-juridiske Kredse. Man var forinden Dommen faldt i højeste Grad spændt paa at erfare, om Højesteret virkelig vilde give Befolkningen Sort paa Hvidt for, at vi lever i, eller i al Fald stærkt nærmer os en Tidsperiode, i hvilken det kun under Ledsagelse af Fjæsk og mavekrybende Smiger er tilladt at omtale Kongens Person, medens enhver anden Omtale af ham bliver en strafbar Handling. Man ønskede at vide, om vi her i Danmark virkelig nærmede os en Tilstand, i hvilken en Person, der, ligesom Kaptejn Jagd ved Hillerødmødet, brøler til en Modstander: "Hatten af, Slyngel", naar der er bleven udbragt et med Svulst og Ordskvalder ledsaget "Leve Kongen", har Udsigt til at blive "benaadet" med et Ridderkors for den Slags Anvendelse af sit Mundlæder, medens den Mand, der undlader at efterkomme slig Kommando, har Udsigt til at blive indespærret i Maaneder, forbi han har krænket den Ærbødighed, der skyldes Kongen.

Dette ønskede man at vide, og der var endnu et, som gjorde Offenligheden spændt paa Sagens Udfald. Højremænd har jo atter og atter søgt at slaa Kongen og deres Parti sammen til ét, de har atter og atter søgt at fremstille Kongen, som om hans Sympati gik med Højre og imod Oppositionen. I Hillerød udtalte Landsthingsmand P. Pedersen, at alene Højre "hører til Kongens Flok", og i Fredericia varierede Bureauchef Gad det samme Tema ved at sige, at Højre "har Kongemagten med sig"! Ingen havde hørt, at der var anlagt Justitssag mod disse Mænd. Og nu spurgte Offenligheden: Hvad Forskel er der paa disse Højreudtalelser og paa "Social-Demokraten"s Bemærkning om, at Kongedømmet ikke kan staa over Partierne?, og denne Offenlighed vægrede sig ved at tro, at det, som Højremænd upaatalt kunde sige, vilde blive straffet med fire Maaneders Fængsel, naar det sagdes i "Social-Demokraten". 

Saa faldt endelig Højesteretsdommen i Torsdags, og man blev revet ud at Uvisheden. Man fik nemlig at vide, at hvem der for Fremtiden vil sig "for Skade tage vare", gør bedst i at anbringe en Hængelaas eller et Begplaster for Munden, for saa vidt han ikke "hører til Kongens Flok" og er øvet i at synge Lovsange til Majestætens Forherligelse; eller man bør vogte sig for at passere de Gader eller Veje, som Kongen kan antages at ville passere, idet man da maa gaa i en stadig Frygt for at faa en Majestætsfornærmelsessag paa Halsen, hvis man af en eller anden Grund undlader at gøre Front, eller at krumme Rygraden i tilstrækkelig Grad, idet han passerer forbi.

Thi saaledes er nemlig Konsekvenserne af Højesteretsdommen. Ingen vil nemlig kunne paastaa, at der i den Artikel, der gav Anledning til Sagsanlæggelsen, fandtes Udtalelser, som i og for sig var fornærmelige for Kongen. Artiklen udtalte nemlig kun, at Kongens Svar paa Landsthingets og Folkethingets Adresser i Slutningen af forrige Rigsdagdsamling var et Bevis paa, at Kongedømmet ikke staar over Partierne. Hermed er der i Virkeligheden ikke sagt andet, end hvad der tidligt og sent er blevet fremhævet af Højre ved dets Møder, og saa længe Højretalerne ikke er blevne tiltalte og straffede for de af dem fremsatte Udtalelser, maa man altsaa gaa ud fra, at det ikke er Udtalelsen selv, der indeholder en Fornærmelse, hvad den for en almindelig menneskelig Betragtning heller ikke kan indeholde, men at det kun er den Omstændighed, at den er fremsat af en Socialdemokrat, der i Højesterets Øjne har gjort den strafbar.

Straffelovens § 90, efter hvilken Dommen er afsagt, foreskriver imidlertid kun Straf for den, der "ved Trusler, Forhaanelser eller anden fornærmelig Adfærd krænker den Ærbødighed, der skyldes Kongen", og naar denne Paragraf nu bliver fortolket derhen, at den ogsaa skal bringes i Anvendelse med Hensyn til Udtalelser, der ikke henhører, eller efter almindelig Forstand kan henføres til Begrebet: "fornærmelig Adfærd", er det derved givet, at man kun tør omtale Kongen, naar man er Højremand, eller i det Hele kun tør omtale ham paa en rosende eller smigrende Maade. Det næste Skridt vil være, at indføre et Ceremonireglement, "hvorefter alle og enhver sig allerundanigst have at rette".

Det er imidlertid ikke alene vanskeligt for almindelige Dødelige, at se noget fornærmeligt for Kongen i den paaklagede Artikel, men endogsaa Højesteret har haft sine Besværligheder med at finde et Mikroskop, hvorigennem den formentlige Majestætsfornærmelse kunde opdages. Det var saaledes først efter en temmelig hæftig Meningskamp mellem de mere eller mindre antikverede Assessorer, at Dommen blev afsagt. De mest konservative sejrede imidlertid, og saaledes kom da endelig ovennævnte Produkt af den højere Retfærdighed til Verden. Defensors, Hr. Højesteretsadvokat Hansens logiske Argumentation, og den Dygtighed, hvormed han paaviste det urimelige i at se en Majestætsfornærmelse i den paaklagede Artikel, prellede af paa Flertallet af Højesteretsassessorernes gammeldags Blik paa, hvad en kongelig Person maa føle sig fornærmet over eller ikke.

Spørgsmaalet bliver nu, hvilken Virkning den afsagte Dom kan antages at ville udøve paa Befolkningens Anskuelser om vore Domstoles Upartiskhed. Ser man hen til, hvorledes Forholdene for Tiden er i Norge, hvor Rigsretssagen mod Ministeriet lægger Beslag paa Opmærksomheden, vil man se, at der dér fra Højres Side ikke spares paa Beskyldninger mod den paa lovlig Maade nedsatte Rigsret for, at dens Medlemmer lader sine politiske Anskuelser være de afgørende over for de Anklagede. Ogsaa den mod Redaktør Hertz anlagte og nu paadømte Sag har en politisk Karakter, og Dommen vil derfor bidrage væsenlig til at fæstne den Anskuelse hos Befolkningen, at vort nuværende Retsvæsen ikke indeholder nogen Garanti for, at det magthavende Partis Modstandere kan gøre Regning paa en af politiske Anskuelser upaavirket Afgørelse af Sager, der har en politisk Karakter.

(Social-Demokraten 3. februar 1884).

Socialdemokraterne arrangerede den 22. februar 1884 et folkemøde i Rømersgade. Fra dette udsendtes et andragende til Folketinget der udtrykte bekymring for ytringsfriheden.

Om Frederik A. Hertz skriver Jacob Machangama og Frederik Stjernfelt i "Men. Ytringsfrihedens historie i Danmark" (2016) at Hertz "optrådte som stråmand for Social-Demokraten, og dermed der var den, der skulle sidde domme og bøder af, for et fast, ugentlig vederlag på 10 kr. og 5 kr. ekstra ugentlig under afsoning, dog således, at han ikke kom til at afsone mere end 13 uger. C E. Jensen og Borgbjerg skriver, at "Hertz blev en fortræffelig ansvarshavende for Social-Demokraten, for så vidt han vandrede i fængsel gang på gang i det bedste humør af verden, når han hjemmefra havde en rigelig forsyning af pølser og stegt flæsk indsyet i foret på sit tøj."

Frederik Adolph Hertz (1831-1925) var udlært malersvend. Som dansk soldat sad han fængslet under Krigen 1864. Han var med i den allertidligste socialistiske bevægelse fra 1871, agiterede for Internationale og var med til at oprette malernes, bryggeriarbejdernes, drejernes, arbejdsmændenes o.fl. fagforeninger 1871–74. Hans sange var populære. Han var redaktør af Social-Demokraten efter Saxo Wiegel september 1879 til januar 1886 og sad i denne periode adskillige gange i fængsel. 

Han flygtede til Sverige 1886. I starten af 1890'erne vendte han tilbage og fik æresoprejsning, men deltog ikke i det offentlige liv. Hans sidste år levede han i De gamles By. Han er begravet på Vestre Kirkegård, se nekrolog.

Paragraffen om majestætsfornærmelse blev brugt flere gange af den konservative Estrup-regering, fx blev en højskoleforstander arresteret for offentligt at kaste et litografi af kongefamilien på jorden, det samme skete for en gårdmand der trykkede hans hånd. Folketingsmænd og stifter af Politiken Viggo Hørup blev idømt fængsel for majestætsfornærmelse.