04 august 2023

Vestre Kirkegaard erobrer nyt Land 1921. (Efterskrift til Politivennen)

Vor smukkeste kirkegård, Vestre Kirkegård, bliver i denne tid betydeligt udvidet, idet hele den lund, der lå ud mod Vigerslevkanten langs skrænten ned mod de tusinder af kolonihaver, der ligger her bag Valby, bliver fældet og grunden lagt ind under kirkegården.

Det er kommunens jubilæumsgave til den park-lignende store kirkegård, der sidste år fejrede 50-årsdagen for sin indvielse. Det nye stykke begravelsesplads skal allerede være færdig til at tages i brug i løbet af den tilstundende sommer. Det vil afgive et nyt mål for en sommersøndagsudflugt. Selve kirkegården er jo et besøg værd alene for sin skønheds skyld og dens omgivelser, det yderste Valby og Vigerslev er jo også nok værd at se, for selv om byggeriet ikke har været stærkt de senere år, er denne udkant af Stor-København dog stadig under forvandlingens, udviklingens og fremskridtets lov.

(Folkets Avis - København 14. februar 1921.)

02 august 2023

Mægtig Vandflod over Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedvandrøret paa Gl. Kongevej sprængt.

En meget alvorlig Kalamitet lndtraadte i Aftes ved 9-Tiden paa Vesterbro. Et Hovedvandrør, der løber ad Gamle Kongevej forbi Trommesalen, sprængtes med højt Knald. I samme Nu strømmede Floder af Kommunens friske Vand ud over det omliggende Terræn. I meterhøje Kaskader sendtes Vandstraalerne op i den disede og regnmættede Luft og faldt dereftet ned paa de vaklende Brosten. Paa én Strækning af el halvt Hundrede Meter sank Stenbroen over Vandledningen, og hele Vognmandslæs Grus at de skulde bruges til Be- og Sand aflejrede sig i alle Fordybninger. Efterhaanden blev Vandets Kraft mindre, men endnu længe efter, at man paa Vandværket havde lukkede  af for Tilførslen, sprudlede vandet ud i en mægtig Vandflod over Vesterbro.

Vandet naaede til Vesterbros Torv.

Gamle Kongevej, St. Jørgensgade, Trommesalen, Heinesgade og Vesterbrogade omdannedes til Kanaler. Ikke med dovent, drivende Vand, men som brusende Floder, der skyllede sit Folket bort i panisk Flugt. Helt ud til Vesterbros Torv og ned til Istedgade dækkedes Gader og Fortove af Vandet, og de mange Lys i de store Gadekareer spejledes i Kanalerne, saa man fik et Indtryk af canale grande i Venedig med alle dens Bikanaler.

Lift efter lidt sank Vandet i Jorden, eller det løb ned i Kloakerne, men det varede en Timestid, Inden Gaderne var saa tørlagte, saa de kunde passeres. Flere Steder var der blevet Smaasøer tilbage, og Gruset laa i Dynger.

Panik i Hjemmene.

Midt under alt dette var der Panik i Hjemmene paa Vesterbro. Afbrydelsen medførte, at Husmodrene intet Steds kunde faa Vand til Kaffen. - Er Værket blevet galt? spurgte man. Tror han, at der bliver en saadan Frost I Nat, at Vandet vil fryse? Flere gik derfor mismodige til Sengs, men de taalmodige gjorde endnu et Forsøg paa at faa Vand, og efter en halv Times Forløb lykkedes det. Vandet lededes gennem andre Ledninger.

Den sprængte Ledning.

Det Hovedrør, hvis Sprængning foranledigede hele Kalamiteten, er nylig taget I Brug. Det ligger 1 ½ Meters Dybde over en Del af det gamle Jernbaneterræn. Hvad Aarsagen er til Sprængninger, vidste man intet om i Aftes. Man trøstede sig derimod med, at den gamle Hovedledning ikke var blevet helt afbrudt. Den blev derfor taget til Naade igen, og ved Hjælp af denne vil Vesterbros Vand-Forsyning foregaa i de nærmeste Dage.

Stor Skade i Kælderne.

Overalt i de tilstødende Gader kom Kælderne til at staa under Vand, og der er herved sket megen betydelig Skade. Hvor stor er det naturligvis ugørligt allerede nu at udtale sig om. Ser man imidlertid blot paa den store Ejendom paa Hjørnet af GI. Kongevej og Trommesalen, faar man et lille Indtryk af Skaden. I denne Ejendoms Kældre stod Vandet alen højt op. Her findes der bl. a. et stort Kurvelager og et Cyklelager. Tillige har Statsbanerne her en betydelig Del af sit Arkiv opmagasineret. Dette har taget betydelig Skade.

Skaden kunde, som Brandvæsenet sagde, dog være blevet meget større. Var der f. Eks. sket en større Ildebrand paa Vesterbro, havde man staaet ganske magtesløs i over en halv Time. Nu skete der heldigvis ingen Brand, men Skaden er ogsaa stor nok endda.

(Social-Demokraten 22. januar 1921).

Falck og Brandvæsnet arbejdede senere med at pumpe vandet bort. Karreen Trommesalen-Vesterbrogade-Gl KOngevej-St Jørgens Alle fik betydelige skader.

Hvor man tager imod smaa Børn.. (Efterskrift til Politivennen)

 

Paa Biledet ses en Scene fra Børnehaven i Tibirkegade, hvor Lærerinden underviser Børnene.

Folkebørnehaverne og deres virksomhed fortjener en Omtale paa Hjemmets Side.

Det var den tyske Pædagog Frederik Frøbel, som udformede det System, hvorefter der undervises i Folkebørnehaverne. Frøbel var en stor Idealist og blev som saadan ofte miskendt af sin Samtid. Efter hans Død i 1862 fik hans Ideer om Børneopdragelse en Renæssance og hans Børnehaver har siden udviklet sig til et Led i Opdragelsen i de fleste Kulturlande.

Frøbels Idé gaar i Korthed ud paa, at Barnet fra den tidligste Alder skal udvikles metodisk. Barndommen bør ikke blot betragtes som en Forberedelse til Livet, men som en vigtig Del af selve Livet. Det gælder derfor særlig om at vække Barnets slumrende Evne til Selvbevidsthed. I dette Øjemed bør man tage den Trang til Virksomhed, som viser sig i Barnets Lege, i Opdragelsens Tjeneste.

I Tyskland har der allerede i mange Aar været Børnehaver efter Frøbels Mønster. Herhjemme havde Bevægelsine Pionerer i Ægteparret Sophus og Hedevig Bagger, som begge endnu virker i Sagens Tjeneste. Fru Hedevig Bagger oprettede allerede 1 1880 den første Børnehave her i Byen. Børnehaven havde Lokaler i en Villa paa St. Knudsvej, og Fruen udfoldede i de 13 Aar denne Undervisningsanstalt for Smaabørn bestod, et stort og grundlæggende Arbejde for at befæste Ideen. Det gik trangt i Begyndelsen. Stat og Kommune interesserede sig ikke synderligt for disse Haver, men at Fru Baggers Arbejde har baaret Frugt, skal senere ses. Samtidig mod Undervisningen for Smaahørn oprettedes et Seminarium for Uddannelse at Lærerinder. Dette bestaar endnu, og adskillige Hundrede unge Damer er i Tidens Løb under Fru Baggers ledelse bleven dygtiggjort til Gerningen.

Disse Kursus varer 2 Aar og afsluttes ved en Eksamen. For Ledere er dog et 3-aarigt Kursus nødvendigt.

Der kom imidlertid først rigtig Fart i Bevægelsen, da Folkebørnehaveforeningen stiftedes. Derved fik man Tag i Arbejderklassen, som Siden skulde gøre Bevægelsen livskraftig ved at afgive det væsentligste Kontingent af Børn.

Den første Folkebørnehave her i Byen oprettedes i 1899 i en Staldbygning bag "Folkets Hus" paa Enghavevej. Undervisningen foregik under meget primitive Former. I den ene Halvdel af Huset gumlede Hestene deres Foder af Krybben, og i den modsatte Ende gav unge Lærerinder Børnene den første Opdragelse i Kunsten at leve. Siden flyttede man ind i en Villa ved Siden af, og her bor man endnu. Paa Vesterbro oprettedes senere endnu en Børnehave i Ejderstedsgade. Vanløse og Frederiksberg har ligeledes faaet sine Folkebørnehaver, og paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden undervises der paa Kraft efter det Frøbelske System. Denne sidste Have, der har en udmærket Legeplads med høje Træer, trues desværre med Nedlæggelse i en ikke altfor fjærn Fremtid. I Bygningen findes tillige Ægteparret Baggers Frøbelseminiarium, og man forstaar derfor, at Bevægelsen trues i sit Hjærte, hvis Bygningerne bliver nedrevet. Og hvorfra skal man faa et andet Sted at bo i disse boligfattige Tider? Dette Spørgsmaal stiller Fru Bagger med bange Anelser.

Den sidste ny livskraftige Gren paa Bevægelsens Træ er Børnehaven i "Arbejdernes kooperative Byggeforetagende" i Tibirkegade. Her er endelig et moderne Indrettet Lokale, anvendelig til Virksomheden.

Børnehaven har da ogsaa siden sin Start i Begyndelsen ar dette Aar haft en mægtig Sukces. Kvarterets Smaafolk søger den i stort Tal, og da Prisen kun er 3 Kr. om Maaneden pr. Elev, maa disse Penge s'ges at være godt givet ud.

De syngende eg legende Børn.

Naar man træder ind i denne Børnehave, gribes man uvilkaarligt. Et Par unge Lærerinder har arrangeret Legene for Børnene, og lyse spæde Stemmer toner mod Lokalets Loft. Der er en egen Ynde og Gratie over cn saadan Undervisningstime. Pigerne og Drengene, der ar I Alderen fra 3-6 Aar, hengiver sig med Liv og Lyst i Legen, som følger bestemte Metoder, anvendelige for Formaalet.

Lærerinden tegner paa en Tavle for de ældre Børn. (Fra Børnehaven i Tibirkegade).

Naar saadanne Børn kommer i Skole, er de bedre udrustet end andre Børn. Ved at lære dom Skrivning og Tegning af Bogstaver, har man allerede halvvej lært dem at læse. - Og det er jo et Fremskridt.

*

Om nogle Dage aabnes en ny Børnehave i Frankrigsgade, og den vil sikkert faa stor Betydning for Sundbys store Befolkning.

Foruden Ægteparret Bagger virker endnu en Række Medarbejdere i Sagens Tjeneste. Kendt er saaledes Typograf Gundorph Sørensens store Interesse for Sagen.

En anden Medarbejder, Bestyreren de af Vanløse Børnehave, Frøken Benedicte v. Rosen, som fornylig er død, fortjener ogsaa en Omtale. Frøken Rosen var en sjælden opofrende Kvinde, der viede hele sit Liv i Børnesagens Tjeneste. Hun vil mindes i Taknemlighed af alle Frøbelvenner.

(Social-Demokraten 20. januar 1921).

Fra Børnehaven i Hjortegade. Tilvenstre ses Forstander Bagger. Foto fra Social-Demokraten 28. november 1926.

Folkebørnehaveforeningen stiftedes i 1901, på initiativ af Sofus Bagger. Omkring 1905 havde Frøbelforeningen fået indrettet tre "folkebørnehaver", på Vesterbro (Enghavevej 40 - forsamlingsbygningen), Nørrebro (i en gammel villa i Sjællandsgades Sidealle) og Østerbro. 1915 folkebørnehave i Absalonsgade, Christianshavn mm.

I 1918 åbnede den femte i Ejderstedgade 12. Den var beregnet til familier med skolesøgende børn i kommuneskolen på Ny Carlsbergvej. De ældre børn kunne så aflevere deres yngre søskende i børnehaven og hente dem igen efter skoletid. I 1921 åbnede børnehaven i Tibirkegade 19.

01 august 2023

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævaet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

 fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet komtil, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Emma Gad ( 1852-1921). (Efterskrift til Politivennen).

Fru Emma Gad

"Er også mit værk kun spøg og tant.
så flygtig som døgnet, der kom og svandt;
jeg regner det ikke for ganske tabt,
i fald mine skrevne ord har skabt
mig ubevidst her og hist en Ben,
som vi siger: vi træffes vel snart igen,"

Disse linjer har forfatterinden fru Emma Gad skrevet under sit billede i sidste års "Juleroser", og der er i dem noget af en karakteristik af hendes egen forfattervirksomhed: hun er den lette, lykkelige sprogs forfatterinde; næppe nogen nulevende dansk forfatter kan i så henseende måle sig med hende. Og i triste, trætte tider, da folk næppe kan slå et smil af hinanden "med en vognkæp", som det gamle ord siger, i sådanne tider kommer en spøgefugl som Emma Gad svært til pas. For nogle år siden strev hun skuespillet "Et sølvbryllup"; det er gået over brædderne mangfoldige gange både i København og i provinserne og er vist nok kendt af mange af vore læsere.

Nu i fjor efterår kom "Tro som guld", der endnu "trækker hus" på Slotsteatret og morer folk. Hendes første dramatiske arbejde hed for resten "Et aftenbesøg"; det opførtes første gang i 1886, senere kom "Et stridspunkt" og "Fælles sag" samt de allerede nævnte.

Skuepladsen for disse arbejder er gerne middelstandens hjem, som fru Gad har studeret grundigt. Hun har opdaget disses svage sider og lægger dem blot til almindelig moro. Ikke så ondskabsfuldt som gamle Holberg, ikke efter hans storslåede målestok, ikke så ubarmhjertigt, snarere sådan, at skønt man godt ser de optrædendes skavanker og fejl og umuligt kan lade være at le af dem, så holder man dog samtidig af dem for deres godmodighed og øvrige hjertevindende egenskaber. Fru Gad er som sagt den godmodige, lyse spogs og  vids forfatterinde, ingen bliver vred på hende, selv om hun rammer med sin lystigt knaldende snert, for man kan ikke lade være at le med, for "sådan er nu en gang københavnerne", hedder det med rette i "den kære familie"; det samme kan vel til en vis grad siges om danskerne i almindelighed, og det er langt fra det værste der kan siges om os.

Emma Gad er ellers født i København den 21. januar 1852, og er datter af en grosserer; på moderens side er hun i slægt med den afdøde norske digter Munch, en snes år gammel blev hun gift med daværende løjtnant, nuværende kommander i marinen Gad.

Bosat i en af de små sjællandske provinsbyer, overladt til sig selv, medens manden ofte var fraværende i tjenesteanliggender, siges det, at hun fandt på at forsøge sig som forfatterinde for at få tiden til at gå; og det lykkedes så godt så hun nu, forlængst besat i København, ventelig vil vedblive med sine vittige, spøgefulde skildringer der så godt evner at "komme folk til at le".

(Næstved Tidende, 9. marts 1894)


Emma Gad

Blandt de ikke få skrivende damer, vort lille land rummer, indtager fru Emma Gad en smuk stilling. Hun holder sig nemlig i sin produktion lige langt fra den guvernantestil, der især tidligere har præget de fleste skrivende damers arbejder, og gjort dem mere velmente end vellykkede, og fra den forlorne "dristighed", hvorved ikke få af forfatterindernes yngste har søgt at vinde en døgnberømmelse. Fru Gad har givet os en række ædruelige og underholdende - ofte vittige, undertiden ret bidende - skildringer fra det københavnske bourgeoisi, som hun kender ud og ind, og som hun, fortrinsvis i dramatiske arbejder, har ført lyslevende frem for læserne - eller tilskuerne.

Enkelte af hendes stykker, ikke mindst "Et sølvbryllup", har gjort endog ganske ualmindelig lykke.

Fru Emma Gad er født i Kobenhavn 2. januar 1852 og tilhører den bekendte og ansete Halkier'ske slægt. Tyve år gammel blev hun gift med marineløjtnant - nu admiral - Gad.

Foruden sin forfattervirksomhed har fru Emma Gad udfoldet et omfattende arbejde i velgørenhedens tjeneste, og har været en finfølende og forstående forkæmperinde for kvindesagen.

Denne har hun taget praktisk op. I resolutions-agitationen, og hvad dertil hører, har hun kun taget ringe del. Men i foretagender som kvindernes køkken og lignende, hvor målet har været at dygtiggøre kvinden, har Emma Gad udført et betydeligt og frugtbringende arbejde.

(Slagelse-Postens Søndagsblad, 11. marts 1906)


Emma Gad

21. januar 1852 - januar 1921

Med Emma Gad er en kvinde gået bort, der i udpræget grad har tilhørt vor tid og vor by ved sin personlighed og ved hele sit virke. Hun besad en lykkelig hånd til til at forene det gamle og det nye: indenfor en svunden tids faste og fornemme rammer evnede hun at lade en ny tids tanker og ønsker gro frem.

Da hun som en statelig, ung pige, grosserer P. Halkiers datter, for henved et halvt århundrede siden dansede ind  i de udsøgte københavnske bourgeoisikredse, var hendes position udad fastslået og styrkedes senere yderligt ved ægteskabet med den elegante søofficer, senere admiral Urban Gad. Men Emma Gad var for lyst et hoved og for virksom en sjæl til blot som tilskuer at ville tage til takke med retterne ved livets bord. Hun havde et åbent blik for tomheden og fraserne i det højere selskabsliv, og skønt hendes milde sind og medfødte godmodighed hindrede hende at blive en oprører og hvas kritiker af det samfund, hun tilhørte ved fødsel og opdragelse, udvikledes hos hende en satirisk sans overfor livets små latterligheder og en aldrig svigtende bonsens.

Det var disse egenskaber, som i forbindelse med en god portlon lune og et betydeligt dramatisk håndelag gennem en række år gjorde Emma Gad til borgerskabets yndede lystspilforfatterinde. Efter nogle mindre forsøg slog hun sit store slag i 1890 med komedien "Et sølvbryllup", der ved hele den tone, som skaber musikken, ved sit veltrufne miljø, sin godlidende satire og sit humør, vakte en hyggestemning hos det borgerskab, som den gang var vore teatres bedste kunder, ved at genkende sine egne vinduer. Og hun fortsatte gennem en snes år denne sejr. "Tro som guld", "I rørte vande", "Gadens Børn" og hvad de nu alle hedder, disse mere eller mindre vellykkede fostre af en lystspillets muse, som Emma Gad elskede og dyrkede. Det var hende lidt af en hjertesorg, at visse litterære kredse netop i disse år fornemt så ned på lystspillet og ikke ret ville anerkende hende. ..Lever vi da ikke i Holbergs fædreland?" spurgte hun flere gange med en let bitterhed - thi vred blev Emma Gad aldrig - i stemmen.

Kun i et af disse sceniske arbejder - "For åbent visir" eller "Barnets ret", om det i en omarbejdelse kom til at hedde - rører hun ved alvorligere strenge, det udenfor ægteskabet fødte barns vanskelige stilling, og dermed åbner hun for en anden side i sin natur, som de, der kendte Emma Gad nøjere og havde lejlighed til at arbejde sammen med hende, hurtigt opdagede: hendes gode hjerte og medfølende sind, hendes hjælpsomhed og lyst til at tage fat med, hvor hun skønnede at kunne være til nogen nytte. Emma Gad var ladet med en uendelig virksomhedstrang, til sin sjæls inderste fiber var hun fuld af energi. Utallige er de institutioner og foretagender, hun har rakt en hjælpende hånd, utallige er de komitésammenkomster og bestyrelsesmøder, hun har deltaget i, aldrig trættet, aldrig krævende noget for sig selv. Hun blev stifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening, hun var ledende sjæl i deres kunstflidsforening, hun ordnede og arrangerede udstillinger, og med sit elskværdige væsen, sin beskedne fornemhed, sin naturlige frimodighed var hun den fødte repræsentant til at gøre les honneurs ved modtagelse og fornemt besøg. Aldrig krævende noget for sig selv, ganske usnobbet, næsten spartansk i sin ydre fremtræden, fraterniserede Emma Gad lige så godt med høj og lav, med fornem og ringe. Hun sad længe i forfatterforeningens bestyrelse og var en virksom formand for danske Dramatikeres Forbund. Selv om hun ikke altid evnede at gå helt til bunds de mange sager, hun havde hånd med i - aldrig trættedes hun, aldrig beklagede hun sig, aldrig gav hun op. Kom en stund, hvor hun ikke syntes, hun havde arbejde nok, søgte hun det ligefrem op - hendes hoved og hjerte var altid fuld af ideer til andres bedste. Fortjenstmedaljen i guld var i sandhed på sin plads på Emma Gads bryst.

Snart skal hun for stedse forlade de stuer i Dronningens Tværgade, hun så mange år beboede, og hvor hun havde skabt så skønt et hjem, hvor hun elskede at samle sine gamle og unge venner til beskedne, men altid skønhedsbårne små fester. Endnu for nogle måneder siden havde hun stævnet en kreds hid for at lytte til hendes minder fra de unge dage, fra et København så vidt forskelligt i fysiognomi og kultur fra det nuværende. Selv havde hun vidst at bevare alt det værdifulde af det gamle sit liv i nuet.

Hos Emma Gad - den fødte fornemme dame, men som ingen, der kendte hende, faldt på at tiltale med rang og titel gled det svundne og det vundne på en lykkelig måde sammen. I al sin travlhed, i al sin optagethed, blev hun et elskeligt, et harmonisk menneske.

Julius Clausen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 8. januar 1921).


Emma Gad in memoriam.

Admiralinde Gad havde kun få uger til sin 69-årige fødselsdag, der falder i disse dage. Den afdøde forfatterindes skolekammerat og ungdomsveninde, fru Johanne Godfred Christensen har sendt os følgende smukke mindeord om den unge Emma Gad. f. Halkier. der allerede i ungpigedagene vandt sig så mange trofaste venner for livet

Jeg har kendt Emma Gad fra hendes 8. år. Min søster og jeg gik i professor Bjerrings Skole ved Holmens Kanal (Erichsens Palæ). Som 7-årige kom vi ind i en lille, hyggelig forberedelsesklasse, året efter kom vi op i 1. klasse, og det var her, at døren en skønne dag gik op, og ind trådte en sortklædt dame med en lille pige, også ganske klædt i sort. Hun var meget bleg, havde markerede træk og livlige øjne. Det var Emma Gad, f. Halkier; hun havde den gang lige mistet sin far. Min søster og jeg fik straks stor deltagelse og sympati for denne lille pige, og vi sluttede et ubrydeligt venskab, som har varet gennem disse mange år.

Emma Gad havde fire brødre, Godfred, Herman, Nicolai og Peter Halkier. Hun kom nogle år bagefter disse drenge, og den dag, hun fødtes, havde de en engelsk ven i besøg, Brøchner, tror jeg han hed. Brødrene var meget fornærmede over den lille piges indtrædelse i deres mandlige verden. Den engelske ven trøstede dem og sagde: "Ah, well, den kan jo dø!" Men Gud ske lov. Emma Gad levede i mange år til glæde for os alle, som har kendt hende. Brødrene forgudede hende da også. Hun var den sidste af de fem søskende, som gik bort.

Hvad der altid har karakteriseret Emma, var hendes udprægede pligtfølelse og hendes store trofasthed. Hun blev opdraget i et kærligt, men meget uroligt og selskabeligt hjem. Hendes moder, fru Halkier, f. Munch, var et talentfuldt livligt menneske, som elskede at se gæster hos sig. Hun kunne, ligesom Emma, overkomme det utrolige. Hun malede smukt på porcelæn, hun spillede klaver, hun var i virksomhed fra morgen til aften. Der var mange stor selskaber i det smukke hjem i Bredgade. Halkier beboede en af de gamle patricierlejligheder i et af de store huse lige overfor Sct Annæplads. Værelserne var meget store, og der var mindst 7 a 8. En meget stor spisestue husker jeg, og ved siden af denne et stort sovekammer. Når der var selskab, blev dette værelse indrettet til anretterstue, og tjeneren arrangerede sig med borde og stole, til tallerkener, fade o. s. v. Emma lod sig sig dog ikke forstyrre. Hun fik et skærmbræt sat op i hjørnet af den store stue, og når kl. var henad 9, klædte hun sig af i sin krog, gik i seng og sov sødeligt. Tidlig næste morgen var hun på benene; selv sørgede hun for alt til skolen, posen blev pakket og afsted gik det i flyvende fart til Holmens Kanal. Hun kunne næsten altid sine lektier, kneb det en gang imellem, var hun med sit klare hoved aldrig i forlegenhed for svar.

Halkiers havde et yndigt landsted, Søvang kaldet. Der var stor have med vidunderlig frugt, strandjord, hvor en ko græssede (vi børn kaldte den md. Halkier), badehus var der også. Ejendommen lå på den nuværende Strandboulevard, ved siden af Johanne Louise Heibergs villa. Mangen en aften tilbragte vi hos den berømte kunstnerinde. Hvor var der henrivende i de lange alleer, når lindene sprang ud og nattergalene sang i de lyse nætter. 

Min søster og jeg boede ofte på Søvang om sommeren, hvilken lyksalighed for os tre småpiger at tumle os i den herlige have. Jeg ser Emma for mig en morgen i jordbærtiden. Som altid i sit liv ville hun gøre nytte. Tidlig var hun oppe, mens duggen lå på alle bladene. Hun iførte sig træsko og en gammel fløjlstrøje; så lå hun i timevis i de våde bede og plukkede jordbær til os alle.

Jeg mindes de henrivende morgener, når vi vandrede til skolen, belæssede med frugt og blomster til vore lærerinder. I Kastellet, hvorigennem vi gik, blæste soldaterne Bjørneborgernes March.

Så gik årene, og Emma blev ung pige. En dag, da vi sidder på verandaen, ser vi en høj, smuk, ung mand komme gående op gennem haven. Emma stirrede betaget på hans herlige skikkelse og friske og solbrændte sømandsansigt. Det var marineløjtnant Urban Gad. Emma var "væk" fra samme stund. Kort tid efter blev forlovelse deklareret mellem det unge par, og ikke længe efter stod brylluppet i hjemmet i Bredgade. Veninderne var henrykte; de var brudepiger. De nygiftes første hjem var ved Østervold; der var hyggeligt, som alle steder, hvor Emma færdedes. Senere flyttede de til Haregade, hvor de boede i et af de små Nyboderhuse. Mange glade timer har vennerne tilbragt dér, morsomt og hyggeligt var der altid hos Emma og Urban Gad. Trods den store virksomhed, Emma udfoldede, så havde hun dog altid stunder til at tale med folk, som søgte hende. Kom man en dag kl. 3, flk man en herlig kop te og en lun passiar.

Sidste gang, jeg besøgte min kære veninde, var kort før jul, da lå hun i sin seng, eller rettere hun sad op, omgivet af bøger og skriverier. På væggen lige for sengen hang et temmelig stort maleri af hendes kære, afdøde mand, malet af sønnen, Peter Urban. Man ser Gad, frisk og solbrændt, som en kæk sømand, iført stor, gul stråhat. Dette kønne billede minder om de glade dage i Humlebæk, hvor Emma og Gad havde skabt en yndig sommerbolig. - Ingen af os anede, hvor syg Emma allerede var den dag, hun var ved godt mod, hun sagde til mig: "Jeg ligger og læser din mors bog, og opfrisker gamle minder; jeg får en del at gøre, da jeg har lovet Gyldendal en bog til foråret." - Jeg bad Emma om dog at skåne sig lidt nu herefter. "Ja, når jeg er færdig med den bog," sagde hun, "så skal jeg tænke på at hvile." - Det var sidste gang jeg talte med Emma Gad; hun gik bort midt i sin gerning, alle vil vi savne hende, vi, som havde hende kær. Et kærligt, virksomt og originalt menneske har vi mistet, men mindet om hende lever, det Gad'ske hjem glemmes ikke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 30. januar 1921).


 Sentimentaliteten og grinet.

---

Emme Gad ... en af den gamle tids skribenter

(Af forfatteren, forlagsboghandler Kai Woel).

---

Emma Gad er en af de forfattere fra firserne, der viste os et nyt lag i samfundet, påviste det og gav det en plads i litteraturen, og vil man beskæftige sig med den tidsperiode og være sikker på at have fået alting med, er det lige så nødvendigt at stifte bekendtskab med den lange række skuespil, som forfatterinden, klogt, har ladet trykke, og som nu repræsenterer hendes litterære efterladenskaber.

Emma Gad skildrede bourgeoisiet, men et andet end Otto Benzon. Hans samfundsklasse var en handelsoverklasse, Emma Gads en embeds- og adelskreds, og fru Gad viser os disse mennesker, der højt oppe på tilværelsens rangstige ikke har synderlig adkomst til at være placeret der. Det gik i de "gode, gamle Tider", da dagene drev som fredelige skyer over livets himmel; men Emma Gad stiller dem nu op mod sin tid, og hendes indsats blev så meget mere værdifuld derved, at hun selv forstod og følte med sin tid, medens hun var midt i den. Hun stiller en række af disse forvænte, lidt selskabstomme og festglanende mennesker over for tidens problemer, noget ubehageligt, de må tage standpunkt til; men hun er ikke doktrinær, hun er mere end en problemdigter.

I hendes sceniske arbejder er de altid agitation, og hendes sympati i agitationen er bestandig hos underklassen; men det forbyder hende ikke at føle med sine egne; hun erkender det tåbelige i, at den stor direktør, der tjener en million om året, lukker sin fabrik, fordi hans arbejdere vil have 2 øre mere om dagen; men hun søger også at finde årsagen til denne tåbelighed. Hun forstår, at fødsel og opvækst i et bestemt miljø, hvis tankeverden gennem generationer har været begrænset til et rent egoistisk velvære, har sin store skyld i, at ræsonnementerne og synspunkterne er, som de er. Men foruden dette defensorat for sin stand viser hun os disse mennesker som det, de også er inderst inde bag rang og titel, stand og fordom, nemlig mennesker, underkastet det mål af glæde og smerte, som skæbnen har tildelt os alle.

Selv opvokset i et hjem, der tilhørte handelsoverklassen, og gennem sit ægteskab knyttet til den højere embedsstand, har det sikkert ikke altid været hende lige let at fremsætte de synspunkter, hendes forfatterskab giver udtryk for. Det var i allerhøjeste grad sine "egne", hun raillerede over, og man kan ofte, særlig i de første arbejder, lytte sig til en antydning af selvforsvar gennem den tilsyneladende let hånlig henkastede foragt for kunstneren, som hun lægger sine mest udprægede klasserepræsentanter i munden. Når hun dog ikke vakte større forargelse i sin egen kreds, skyldes det de forskellige egenskaber, hun lægger for dagen ved løsningen af sine opgave: Hendes retsindighed er uomtvistelig, hendes loyalitet opad og nedad i samfundet altid hævet over og uberørt af hendes agitation, og endelig - og ikke mindst - bærer det sunde lune og den medfødte elskværdighed, der kendetegner alle hendes arbejder, hende over de vanskelige punkter. Emma Gads evne er et mærkeligt konglomerat af disse egenskaber, der i hendes person forenes, så hun bliver en slags litterær samfundsregulator, hvis opgave det er at rydde de værste hindringer for en storre livsudfoldelse en større og friere livsform, af vejen.

- - -

Emma Gad debuterede på Det kongelige Teater med en lille enakter: "Et aftenbesøg" (1886). Hun havde da fået et par skuespil kasseret, bl. a. "Fælles sag", som siden blev opført på Dagmarteatret (1889). Hendes navn stod ikke på plakaten, men kom først frem ved arbejdets udsendelse i bogform.

Hun viser i dette debutarbejde en sikker skikkelsesdannende evne, en rammende og vittig replik, der helt er samhørig med personerne. Hverken dette arbejde eller de efterfølgende udmærker sig dog ved nogen særlig dybde i betragtningen, men giver et levende og plastisk billede af det samfundslag, der fremstilles.

I "Fælles sag" er der en tone af alvor; satiren kommer først helt frem i lystspillet "I veldædigt øjemed" (1891), der er absolut karakteristisk for Emma Gad. Den på en mager pension vegeterende oberstinde har, for at føre sin datter ind i vedstillede kredse, i den hensigt at få hende godt og rigt gift, udfoldet en overordentlig foretagsomhed i veldædig retning, og i hendes spartanske saloner mødes en række typer i det højere bourgeoisi, der alle af forskellig årsag spekulerer i veldædighed. Fabrikant Kvist er en forfængelig festtaler, der søger lejlighed til at sætte sin person i relief og samtidig nærer et stille håb om, at man fra højere steder skal belønne hans foretagsomhed; fru Kvist er en stadig vandrende tevisit-dame, der adspreder sig med at intrigere, for derved selv at komme frem i første række under festlighederne; datteren Fanny, løjtnant Friis og flere opfatter al velgørenhedsfest som en forlystelse, festdekorator Wulff er en smart forretningsmand, der udnytter den forhåndenværende situation. Ingen tænker på de fattige. Ingen har tid til at tage sig af den sølle madam Sørensen; hun forlader sin vaskebalje, hvor hun karrigt tjener føden til de mange børn, for at ansøge komiteen om en lirekasse til sin fordrukne mand. Lidt grelt er det stillet op, Temaets understregning lovlig tydelig, men situationerne er levende og med en dramatisk tilspidsning, der ikke er uden virkning.

Nærmest dette arbejde ligger "Gadens børn" (med indlagte sange af Edvard Søderberg), hvor dog emnets gennemførelse er langt svagere. En hel række arbejder behandler pengenes indflydelse; dette tema er overordentlig varieret, morsomst i lystspillene "Tro som guld" (1893) og "Dydens belønning" (1900), der også indeholder en satire over den udvendige religiøsitet, "Den mystiske Arv(1906) og "Guldfuglen" (1908) viser på forskellig måde mennesker og penge i relation til hinanden. I "Åbent visir" (1898), senere omarbejdet og udgivet under titlen "Barnets ret" (1911), drøftes spørgsmålet om det uægte barn i dets forhold til moderen; i de to skuespil "Et sølvbryllup" (1890) og "Ægtestand" (1913) er det ægteskabsspørgsmålet, der er genstand for diskussion. "Et Sølvbryllup" er det arbejde af Emma Gad, der gjorde mest lykke. Fra 1890-95 opførtes det 100 gange. Det er det mest kraftige i formen, måske lidt plumpt i karaktertegning og indhold, og dets folkelige yndest er forstandigt; men adskillige andre af fruens arbejder er både morsommere og sikrere gjort. Emma Gads dramatiske form er svagest i de første arbejder. Efterhånden lærer hun alle teatrets fif og kan til sidst opvise en jonglerende drevenhed i tilrettelæggelsen af de skiftende scener, ligesom hendes replikform stedse bliver sikrere. Lystspil som "Fruens politik", "Guldfuglen" og "Ægtestand" overbeviser om, at fruen har lært meget af det franske lystspil (Emma Gad oversatte i 1894 Sardons "Madame Sans-Gene", der samme år opførtes på Folketeatret og blev en stor succes - 110 opførelser i samme sæson), ofte så meget, at de mere alvorlige bevæggrunde forsvinder, og det hele kun bliver lystspil: en samling morsomme mennesker i en række morsomme situationer, muntert gjort, elskværdigt spillet, smil og sund latter hos publikum, og det hele glemt i overmorgen.

- - -

Savner dette forfatterskab således den store dybde, det gennemførte perspektiv - det giver sin tid helt. Det var jo en tid "mellem slagene". En overgangstid, hvor København fra at være en større provinsby blev en verdensby, og hvor dønningerne fra det åndelige europa svagt nåede frem. Det var den samme tid, hvor Strindberg skrev for døve øren, og hvor livets gemytlige og fredsomme pulseren nok kunne tillade, at man prikkede samvittighedens elefant med knappenåle, men større angreb tåltes ikke gerne.

Emma Gad forstod godt livets tragedie, tilværelsens mangelfulde opfyldelse af de forhåbninger, menneskene satte til den, men både tiden, hun levede i, og miljøet hun var rundet af, bød hende at fare med lempe. Hun har følt for menneskene, at det var synd, men hendes sind var brændende nok til, at hun formåede at skabe det evigtgyldige udtryk derfor. Hun var ikke kunstner nok. Hun slog til ro med lidt mondæn satire. Hendes overklassehjerte har sikkert banket både i frygt og fryd ved tanken om, hvor hun måtte forarge sin stand. Mere blev det ikke til. Men hun gav os, mere levende end de fleste andre, fordi hun er kvinde og derfor pr. instinkt ved besked med meget, som mænd ikke får med, et klart detaljeret billede af sit samfundslag, af livet, som det levedes i de tider, fruens håndbog i "Takt og Tone" (1918; 20. oplag 1929) viser bedre end alle de sceniske arbejder, hvor sikker hun var i sin viden.

Emma Gad.

(Kallundborg Avis, 26. juli 1930).

Emma Gad er i dag næsten entydigt associeret med hendes bog "Takt og tone" (1918). Men sådan var det ikke da hun levede.

Emma Gad var gennem næsten 3 årtier forfatter til en række skue- og lystspil (1886-1913) som blev opført mange gange på Københavns største teatre, Det Kongelige Teater og Dagmar.

Hun skrev eller oversætte 2 etikettebøger (1886).

Hun var vicepræsident for Kvindernes Udstilling (1895), var medstifter i Kvindernes Handels- og Kontoristforening (1898), formand i Dansk Kunstflidsforening (1900), formand for Danske Dramatikeres Forbund (1914-21).

I hendes hjem kom Georg Brandes.

Hendes Søn Urban Gad blev gift med Asta Nielsen og blev filminstruktør.