Københavnske Billeder. (Efterskrift til Politivennen).

Af Bill

IV

Det er en ubestridelig kendsgerning, at karnevalstiden spiller en rolle i vor nordiske hovedstad, hvor lidet den end i fin nuværende form har med katolicisme og faste at bestille. Se blot efter i bladenes avertissementsspalter i februar og marts måned. 

---

Der er ikke ti gårde i hele byen, hvor ungdommen morer sig med at slå katten af tønden, hvilket endnu for en halv snes år siden var en almindelig sport, og selv de små fyre med maske for ansigtet, en skjorte trukket over trøjen og en klingende sparegris i de forfrosne hænder, ere forsvundet for gadeordenens strenge håndhævere.

Kun ude på Amager og i Valby har der endnu bevaret sig en ret livlig afglans af gamle dages fastelavnsløjer. Og her foregår der i fastelavnsugen et mere bevæget folkeliv, end de rigtige københavnere ved af. Man nøjes ikke blot med at celebrere selve fastelavnsmandag, men endnu onsdag eller fredag fortsætter løjerne, der samler et talrigt publikum fra byen og den nærmeste omegn.

En forskel er der dog, som man bør lægge mærke til. Det er ikke længere egnens bønder, der stille sig i spidsen for arrangementet, men derimod som oftest stedets entreprenante kromand, som benytter lejligheden til en lille ekstrafortjeneste. Festlighederne averteres på passende måde som fx:

Fastelavnsløjerne i ***

sluttes fredag den 29. februar

med at stikke til stråmanden. Deltagerne møder til hest ved kroen kl. 11. Et sangerselskab vil underholde publikum i den store sal. Derefter bal. Entre - 1 kr. for en herrer; 50 øre for en dame. Ærbødigst

N. N.

Så er det folks egen skyld, om de går glip af de lovede herligheder.

Bag ved Søndermarkens gamle fyrre og kastanietræer ligger den lille flække i uforstyrret idyllisk ro. Enkelte mere anseelige nybygninger røber den vestlige forstads gradvise fremrykning, men endnu den dag i dag kan man, både ved sommer- og vintertid, spadsere ud ad Valby Langgade uden at møde andre fremtoninger end en kone med en kurv æg på ryggen eller en langsomt agende “flødebonde". Kun en gang om året - i fastelavnsugen - antager landsbyen en helt ny skikkelse.

Allerede tidlig på formiddagen begynder publikum at indfinde sig - folk fra omegnen og en del nysgerrige fra København. Udenfor kroen musicerer et “harmoniorkester: tre trompeter og en basun - og nu og da trækkes en pyntet hest - med brogede bånd flettede ind i manke og hale - gennem landsbyens hovedgade. Pladsen foran kroen er dækket med et lag grus, og i midten er nedrammet en pæl, omvundet med grankviste. Her er stedet, hvor der skal stikkes til stråmanden. Der samler sig flere og flere tilskuere, og omsider - klokken er imidlertid blevet henved fire - rider optoget gennem byen for at begynde dagens løjer. Først kommer musikkorpset, agende på en fjælevogn, og derefter en halv snes maskerede ryttere i mere maleriske end smagfulde kostumer. Der er et par gæve riddersmænd, en jockey, en sømand, en husar, en italiensk bandit osv. Rytternes brede, arbejdsvante skikkelser gøre et besynderlig grotesk indtryk i dette brogede flitter.

“Stråmanden" - en pyntelig maskeret dukke i halv legemsstørrelse, med himmelblå kjortel, røde pludderhoser, gult akselskærf og fjerbaret - er imidlertid blevet stillet op på pælen. Men hestene må først vænnes til synet af denne udfordrende skikkelse, for ikke at blive sky for den, og de agerende ride derfor skiftevis en halv snes gange frem og tilbage forbi “stråmanden", forinden legen begynder for alvor. Er dette højtidelige tidspunkt indtrådt, så gælder det om hvem der i forbifarten kan gribe “stråmanden" på spidsen af sit spyd og ride bort med ham. Lydelige hurraråb hilser den behændige rytter.

-  Men af og til gøres en pause i legen, og medens tilskuerne, der danner en tæt sluttet flok på begge sider af gaden, venter tålmodigt på fortsættelsen, rider optoget påny gennem byen og aflægger besøg i en og anden gård, hvor de, efter gammel skik og brug, beværtes med drikkevarer.

Denne afdeling af løjerne er først til ende når mørket allerede har begyndt at lægge sig over de flade marker bag landsbyens huse, og disse træder frem i stedse utydeligere omrids, mens tilskuerne der omringer "banen" flyder sammen til en mørk, ubestemmelig mængde. Helt nede fra vejen ind mod Søndermarken høres lyden af tre-fire lirekasser, der ligesom på Dyrehavsbakken i kildetiden - afhasper hver sin melodi og blander sine skurrende toner med hornmusikken udenfor kroen. Der er et ejendommeligt præg over dette folkelivsbillede, noget, der minder om overleveringen fra en længst forsvunden tid, og tillige et vist moderne snit, som røber, at det kun er falmede rester af en meget gammel folkeforlystelse - lirekasserne og hornmusikken er ikke alene om at besørge det musikalske divertissement. Inde i kroen dyrker det for tilfället optrædende sangerselskab Apollo på sin vis, og den store sal deroppe er lige så stort fyldt som gaden nedenfor. -  Når det sidste spydstik er ført mod “stråmanden", sluttes dagens forlystelser med det bebudede bal, på hvilket det plejer at gå meget muntert til.

Men størstedelen af gæsterne er da draget bort, og det er kun en snævrere kreds af Valbyfolk og deres gode venner, der tage del i ballets glæder.

Endnu i det Herrens år 1884 har altså den skik bevaret sig at valfarte til Valby eller Amager i fastelavnsugen. “Herude træffer man bekendte som man ellers ikke ser hele året rundt." bemærkede en brav borgermand inde fra hovedstaden. Og denne udsigt til at møde gode venner, over måske nok så megen tiltrækningskraft som selve fastelavnsløjerne.

At stikke til stråmanden i Valby eller slå katten af tønden ved Stjernekroen på Amager udgør vel nutildags den mindste del af karnevalstidens forlystelser, men det er ikke den mindst karakteristiske, og den tjener tillige som bevis for, hvor længe en slig folkeskik holdes i hævd. - Til næste fastelavn vil jeg anbefale Dem at tage ud til Valby og se på hvorledes "folket" morer sig. Muligvis vil De så bagefter more Dem så meget des bedre på kunstner- eller studenterkarnevallet.

(Dagens Nyheder, 5. marts 1884).

K. Gamborg: Fastelavnsløjer i en Landsby. Illustreret Tidende nr. 20, 15. februar 1885.

Horsens Tugthus 1884: Dommen. (Efterskrift til Politivennen)

En kommissionsdomstol afgjorde i begyndelsen af 1884 at der var sket adskillige misligheder i Horsens Tugthus: 44 personer var sat under tiltale. Under processen døde den ene, mens en anden var flygtet til udlandet. Inspektøren F. A. Mazanti havde misbrugt sin embedsstilling til egen fordel. Derudover fanger, spisemesteren, 14 opsynsbetjente, reservebetjente, 2 dagvagter, en bogholder, vognmænd samt alle 4 fabrikmestre fra Chrome & Goldschmidt. Afgørelsen blev offentliggjort den 2. marts 1884 fx i Morgenbladet (København) og Nationaltidende. 

Finanslovens 3. behandling

(Slutning af Forhandlingerne i Folkethingets Gaarsmøde).

- - -

Ordføreren skulde omtale Horsens Tugthussag og Amtmandsboligen paa Færøerne. Man fik ved Gjennemlæsningen af Forhørene en klarere Indsigt i Horsensaffæren end ved Dommen, og her var at bemærke Maaden, hvorpaa Forbrydelserne vare begaaede, Omfanget og Tidspunktet. Man havde i en Række Aar stjaalet i Horsens Tugthus baade fra Anstalten og fra Fabriken. Fangerne stjal til Opsynet og til Mestrene, hvilke sidste selv stjal til eget Brug og til Fabrikation og til Forhandling, og Opsynet stjal til Mestrene, til sig selv og til Export. Uregelmæssighederne indskrænkede sig ikke til det lavere Opsyn alene, men omfattede ogsaa de høiere Funktionærer, ja selv Fængselsinspektøren stod efter Forhørene i et eiendommeligt Lys (Hør!). Tyveriet havde havt et ganske umaadeligt Omfang, det dreves aldeles professionsmæssig igiennem et langt Tidsrum. Søndagen anvendtes saaledes jævnlig til Tyveri. Han oplæste af Forhørene adskilligt vedrørende Forholdet til den dømte Inspektør for Straffeanstalten. De fleste af Tyverierne havde man ikke kunnet vurdere, og det, der var vurderet, var anslaaet meget lavt. Det var navnlig Statens Funktionærer, der vare stærkest implicerede i Tyverierne, derimod ikke saa meget Fabrikens. Horsens Tugthus kunde betragtes som et Akademi for Tyve. De Fanger, der sendtes dertil, uddannedes her i at stjæle. Da saaledes en Fange en Gang meddelte en af Mestrene sin Mistanke og bad om at blive flyttet til en anden Afdeling for ikke at blive mistænkt for Delagtighed i Tyveri, beroligede Mesteren Fangen med en Bemærkning om, at Tyverier var noget ganske almindeligt der! Under disse Omstændigheder syntes Fangernes Straf at være meget haard i Forhold til de andres. Taleren havde giennemgaaet Forhørsprotokollerne og var derved kommen til det Resultat, at Tyverierne egenlig kun faldt i den nuværende Justitsministers Tid. Forbrydelserne begyndte med Slutningen af 1875, altsaa samtidig med, af den nuværende Justitsminister tiltraadte sin Portefeuille (almindelig Munterhed), og de vare stadig tiltagne. Det var ikke engang den nuværende Minister, der havde opdaget Forbrydelsen, men derimod en løsladt Fange, som havde anmeldt Sagens Odense. Til Løn herfor blev han i fire Uger kastet i Cellefængsel. Ellers pleiede Ministeriet ikke at se saa umildt til Angiveri. Det var udelukkende den nuværende Justitsminister, som havde det hele Ansvar for denne Sag. Der havde hersket almindelig Forundring over den Maade, hvorpaa Forhørene vare drevne, og navnlig havde man forundret sig over Inspektørens hele Stilling til denne Sag. Han havde bl. a. gientagne Gange benyttet Anstaltens Materialier til at opføre egne Bygninger af, som han saa rigtignok bagefter havde erklæret at ville overlade til Staten; men der forelaa intet Bevis for det sidste. Han havde tilvendt sig 100 Kr. for at skaffe sig Kredit. Det forunderlige var, at man ikke havde arresteret Inspektør Mazanti. Grunden til, at denne kun var dømt efter Straffelovens § 141 (Embedsmisbrug), skulde, efter hvad man sagde, kun skyldes den Omstændighed, at Justitsministeren alene havde beordret Aktion anlagt for denne Forseelse, og Kommissionen havde saaledes ikke havt frit Valg. Det mærkeligste var dog, at Inspektør Mazanti endnu slet ikke var afskediget, men fremdeles beklædte sit Embede som Inspektør ved Fængslet. Sagen havde vakt almindelig Indignation og Forargelse blandt Befolkningen, som fik Indtryk af, at der gjordes Forskiel paa fornemme og simple Folk (hør! hør!), paa rige og fattige. Taleren ønskede ikke at styrke slige urigtige Antagelser, men han maatte beklage, at man gav berettiget Anledning til, at slige demoraliserende Antagelser kunde fremkomme.

(Nationaltidende 6. marts 1884).

Et fingerpeg i den Horsenske Tugthussag.

Naar en Mand er blind, tager man ham ved Haanden og leder ham.

Hr. Justitsraad Nellemann vandrer i Blinde i den Horsenske Tugthussag.

 * * *

Justitsminister Nellemann sagde under Forhandlingen i Folkethinget den 6te Marts: "Aktieselskabets Direktør, der daglig kom paa Anstalten, har ingen Ting mærket. Altsaa, naar det private Aktieselskabs Direktør, som daglig indfandt sig, og som havde megen Anledning ogsaa i sit eget Aktieselskabs Interesse til at se godt efter, ikke opdagede noget, er det meget sandsynligt, at en anden heller ikke vilde have gjort det."

Ved denne Ministerens Udtalelse er der et Par Mærkeligheder. 1) Det er første Gang, at den bestjaalne. Aktieselskabet, er bleven nævnt i Debatten om denne Sag. 2) Aktieselskabet - og dets Forgænger nuværende Kapitalist Goldschmidt - har mærket mange Ting.

Til 1) Hvorfor nævner Kommissionsdommen ikke den bestjaalne? Hvad har Aktieselskabet udsagt under Forhørene? For det har dog vel været stævnet til at afgive Forklaring? Naar en Mand er bleven plyndret i Løbet af en Snes Aar, plejer han at vise saa megen Interesse for den Sag, der bliver rejst imod Tyvene, at han moder for at dokumentere, hvor meget han antagelig er bleven bedraget af en Statsanstalt; hvorfor gør det ikke Krav paa Erstatning? Hvor er Regnskaberne mellem Inspektør Mazanti og Aktieselskabet Crome & Goldschmidts Fabriker?

Til 2) Justitsminister Nellemann er ved sin ovennævnte Yttring dumpet ind i den Horsenske Tugthussags fine Spind som en Rhinoceros. Han har plantet en tyk Pegefinger lige midt i Aktstykkerne. Den bestjaalne har Aar ud og Aar ind ingen Ting mærket, siger Ministeren; men hele Horsens svarer: den bestjaalne har Aar ud og Aar ind mærket grumme meget. Den tarveligste Forhørsdommer, den tyndeste Begavelse, den dummeste Estrupper maa spørge sig selv: Hvorfor tav den bestjaalne stille?

 * * *

Det er paastaaet under Forhørene, at Aktieselskabet vidste, det blev bestjaalet. Derimod er det ikke oplyst, hvorfor Aktieselskabet ikke har anmeldt Tyverierne.

En Gang fandtes der i Mazantis Lade en Masse Tyvekoster, Tæpper, Uldtøj, Lærred, osv. En af Aktieselskabets Embedsmænd fik det at vide. Kort efter havde han en Samtale med Mazanti. Der blev ikke gjort nogen Anmeldelse. En anden Gang opdagedes et Tyveri paa 16 Dusin blaastribede Trøjer. Der blev heller ikke gjort nogen Anmeldelse Naar Ministeren vil spørge Undersøgelsesdommeren, er denne sikkert saa forekommende at fortælle videre. Vi har kun villet vække hans Nysgærrighed efter mere.

 * * *

Men der er ogsaa andet at lære her for en Mand, der styrter sig ind i Retfærdighedens Forretningsgang med en Iver, som Hr. Nellemann. I Begyndelsen af Halvtredserne, om vi mindes ret, stiftede Hr. Goldschmidt den Forretning i Horsens, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt senere overtog. Han ejede den Gang ikke mere end at det kunde køres paa en Trækkevogn. Nu er han en Mand paa Gud ved, hvor mange Hundrede Tusinde. Disse Penge har han hovedsagelig tjent paa Tugthussangernes Arbejde: de lønnedes i hans Tid med - 66 Øre daglig. Saa kom i 1874. Aktieselskabet med Hr. Jeppesen som Direktør, og Betalingen sattes ned til 60 Øre daglig. I 1880 skulde Kontrakten med Statens Tugthus fornyes; Fangernes Arbejde blev paa en mærkelig Maade udbudt til Licitation; der meldte sig ingen andre end Firmaet Crome & Goldschmidt, og Ministeriet Estrup gik ind paa dets Tilbud om at overtage Arbejdskraften for 33 Øre daglig pr. Fange.

I Maj 1881 blev der til Folkethinget indgivet en Adresse fra 785 Vævere i København, hvori der klagedes over den omsiggribende Anvendelse af Tugthusfanger til at producere Varer henhørende under Væveriet; det fremhævedes, at Arbejdslønnen for Vævere da var 8 Kr. om Ugen, og dette tilskreves med Rette Tugthuskonkurrencen, som tillod et Aktieselskab at købe Arbejdskraft af Staten for 33 Øre daglig pr. Mand (en Dag regnet om Vinteren til 14 Timer, om Sommeren til 15 Timer); man anmodede derfor Thinget om at sørge for, at Betalingen til Fangerne maatte blive sat op. Folkethingets Udvalg svarede den 8de Marts, at "da Udvalget ikke ser, hvorledes der skal kunne raades Bod paa det i Andragendet omtalte uheldige Forhold, gør det ingen Indstilling", og dette Resultat meddeltes Væverne i en lakonisk Skrivelse fra daværende Formand Hr. Krabbe.

Crome & Goldschmidt har aabenbart altid havt Held med sig - naturligvis fraregnet det Uheld, at der skulde blive stjaalet saa storartet fra dem. Og medens vi er ved Uheldene, saa var der ogsaa et Par Ildebrande; den sidste gik, saa vidt vi husker, for sig i 1879: det tordnede i Vejle, men det slog ned i Horsens, og saa brændte der da en Masse Tugthussager. Vi har ikke som Hr. Nellemann Adgang til Protokollen over Brandforhørene. men ønsker Ministeren at vide mere om denne og den tidligere Ildebrand - en Tid troede man, den var paasat, men det var nok Selvantændelse i Tørrestuen - saa kan dette Ønske jo altid opfyldes.

 * * *

Sluttelig retter vi et Spørgsmaai til Hr. Justitsminister Nellemann. Er det ikke bedst at lade det hele gaa om igen? Det bliver dog kun Kludder, naar det offenlige nøjes med at appellere Dommen for Mazantis og et Par andres Vedkommende. Og saa tilraader vi, at der, naar den nye Undersøgelse kommer, lægges mindre an paa den af Ministeren roste humane Fremgangsmaade, som bestaar i en Hensyntagen, der er inhuman over for Folkets Retsfølelse. Lad dog endelig en Gang Landet for Alvor se, hvad dets Justitsminister duer til.

(Social-Demokraten 9. marts 1884).

Professor i retsvidenskab Johannes Magnus Valdemar Nellemann (1831-) startede sin sin politiske karriere som justitsminister i 1875 i en nydannet Estrup-regering. Han sad indtil 1896. Nellemann var juridisk ansvarlig for udstedelsen af provisoriske love i 1877 og i årene efter 1885. 

Fangearbejderne blev også nævnt på Crome & Goldschmidts generalforsamling:

Aktieselskabet "Crome & Goldschmidts Fabriker" afholdt iaftes den aarlige Generalforsamling, 

- - -

Om nogen Udvidelse af Fabrikvirksomheden har der ifjor ikke kunnet være Spørgsmaal. Arbeiderantallet havde omtrent været som i 1882, nemlig 750 foruden ca. 250 Tugthusfanger, og ved Fabrikationen benyttes 8 Dampmaskiner med ialt ca. 300 Hestes Kraft. Heller ikke for de tilvirkede Varers Vedkommende skete der nogen Forandring af Betydning. De væsentligste Varer vare ligesom Aaret forud kulørte og ublegede Bomuldsvarer, hel- og halvuldne Kjolestoffer, Model- og Gardinstoffer i alle Farver, blegede og ublegede Lærreder, Dreiler, Dækketøi, Klædevarer og Trikotage. En ifjor oprettet Afdeling for Kaaber m. v., som forsyner Udsalgene i Kjøbstæderne, har givet et meget godt Resultat. Begge Fabriker have vist sig fuld tilfredsstillende, dog havde efter Talerens Skjøn Fangearbeidet i Horsens Tugthus bidraget forholdsvis mindst til Aarets gode Resultat. For at forebygge Misforstaaelse vilde han dog straks bemærke, at det mindre gode Resultat paa ingen Maade have sin i Grund i de saa meget omtalte Misligheder ved Horsens Tugthus, hvilket tydeligt fremgik deraf, at det hele Beløb, Selskabet herved har tabt kun - efter det under Forhøret oplyste - udgjorde lidt over 1100 Kr., og det turde være klart, at et saadant Tab, der endog fordelte sig paa ca. 10 Aar, altsaa saa længe Selskabet har bestaaet, ikke kunde udøve nogen Indflydelse paa Udbyttet ved en Ardeidsvirksomhed af saa betydeligt Omfang som her, ja han kunde endog sige, at man ikke ved nogen Fabrik med saa mange Arbeidere kunne forhindre, at et Beløb af et Par hundrede Kroner om Aaret forsvinder. Aarsagen til det mindre gode Resultat laa derimod i Fangearbeidets Natur: Bestyrelsen er og maa være stærkt begrænset i sin Raadighed over Arbeidskraften, og hele Arbeidet rvr paa Grund af forskjellige Omstændigheder af en daarligere Beskaffenhed end i en fri Fabrik, saa at det var tvivlsomt, om den mindre Betaling, der ydedes for Fangearbeide, stod i et passende Forhold til dette. 

(Nationaltidende 13. april 1884. Uddrag).

Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.

Af en Jurist

II.

- - -

Hvad Straffen angaar, da er Fangerne gjennemgaaende dømt mildt, hvilket har sin naturlige Grund i den hele fristende Tilstand, der f. Ex. for Nr. 11, Rasmussen, viser sig derved, at han kun "efter gjentagne Opfordringer" og "efter Anmodning" af flere Opsynsbetjente har stjaalet til disse og ikke til sig selv. Kun Nr. 10, J. C. Jensen, er dømt forholdsvis strængt til Tugthusarbejde i 5 Aar; men det har sin Forklaring i, at han under selve Undersøgelsen viser sig uforbederlig og har saa lidt Respekt for Kommissionsundersøgelsen, at han endnu, medens denne verserer imod ham, ikke generer sig for at begaa 3 frække Tyverier i Horsens, hvor Kommissionen opholder sig.

Derimod er Opsynspersonalet, som naturligt er, dømt strængere. Saaledes er Nr. 15, Spisemester O. Andersen, dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 G. 5 Dage for at have tilvendt sig "mindre Kvantiteter The og Kaffe" af Anstaltens Beholdning og "mindre Kvantiteter Kjød og Flæsk", da han heldigvis for Retssikkerheden ikke har erklæret, at han havde til Hensigt at "lægge lignende i dens Beholdning", og Nr 18, Opsynsbetjent J. Mortensen, til 2 G. 5 Dage for ved flere Lejligheder at have "modtaget og forbrugt forskjellige Varer" som Fanger "uden Anledning fra hans Side" gav ham, og Nr. 29, Sygehusbetjent Brandstrups Hustru, til 3 G. 5 Dage for at have modtaget Uldgarn m. m. samt "ubetydeligt Flæsk og Kjød", som Fangerne "uopfordret tilbød hende", da de ikke har erklæret, at de var uvidende om, at Varerne var stjaalne. Den formildende Omstændighed gjælder dog for dem alle, at de har været stærkt fristede og inciterede til at deltage i Forbrydelser, der har været saa almindelige og aabenlyst drevne, at Tilstanden har gjort det vanskeligt at begaa sig for den, som ikke vilde, og det er sandsynligt, at adskillige slet ikke vilde været faldne, dersom Bestyrelsen, Tilsynet og den hele Orden havde været saaledes, som den burde være.

(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)

Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april. De dele af den der vedrører fængselsinspektøren og fængselspræsten og hans kone er refereret andetsteds.

Brev fra Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Brugen af Dansk i Sønderborg Kredsdag. Landdagens Stilling dertil. [-]

Under 20 Novbr 1883 har otte Medlemmer af Sønderborg Kredsdag indgivet en Petition til den prøjsiske Landdag, i hvilken der andrages paa, at de ved Forhandlingerne i den sønderborgske Kredsdag (Amtsraad) tillades at bruge det danske Sprog ved Siden af det tyske. Til Motivering af dette Andragende anførtes, at Befolkningen paa Als og i Sundeved er af dansk Nationalitet og altid har talt dansk. I Landdistrikterne hører det den Dag i Dag til en Undtagelse, at nogen forstaar det tyske Sprog nogenlunde endsige er i Stand til temmelig korrekt og med den i en onentlig Debat fornøden Lethed at betjene sig af samme. Præster og Lærere, en lille Del af Kommunalembedsmændene og en yderst forsvindende Brøkdel sydfra indvandrede tale tysk, den indfødte Landmand er derfor yderst sjælden i Stand dertil. Men hvad der gjælder om Befolkningen i det hele taget, det gjælder ogsaa om de af dens Midte valgte Repræsentanter paa Sønderborg Kredsdag. Indtil Udstedelsen af Sprogreskriptet af 28de August 1876 har det ikke været nogen forment i Kredsdagen, at tolke sine Følelser i det vante Sprog. Medens det nu i Henhold til denne Lov er tilladt Haderslev Kredsdag Brugen af det danske Sprog ved Siden af det tyske, er denne Undtagelse slet ikke bleven Sønderborg Kredsdag til Del, skjønt Trangen var lige saa stor for Sønderborgs vedkommende som for Haderslevs. Følgen heraf er, at mange af Kredsdagens Medlemmer tvinges til at indtage deres Sæde som Statister. Af Forhandlingerne forstaa de lidet eller intet og i ethvert Fald er de absolut forhindrede i at udtale sig. En grundig Dom formaar de derfor ikke at danne sig før Afstemningen og Protokollen maa de underskrive i blind Tro. For at undgaa disse store Misligheder, er det derfor nødvendigt at tillade Brugen af det danske Sprog ved Siden af det tyske. Alle Skridt der hidtil er gjorte i saa Henseende har ikke ført til noget Resultat; paa en Henvendelse til Indenrigsministeren i Avgust 1881 har man ikke faaet noget Svar

Dette Andragende har den 13de ds. været til Forhandling i den prøjsiske Landdags Petitions-Udvalg. Den deputerede Hans Lassen fra Lysabild var indbudt og motiverede Petitionen. Indenrigsministeriets Kommissær gjorde bl. a. gjældende, at Sønderborg Kredsdag var sammensat af 13 national sindede Medlemmer og de otte Underskrivere af Petitionen, der tilhørte det dansksindede Oppositionsparti. Af sidstnævnte kunde fire tale og de andre fire vel nok forstaa tysk. Forøvrigt fandtes der en Mængde Personer i Kredsen, der var det tyske Sprog fuldkommen mægtig og hvad Dannelse, Formue og Karakter angik meget godt egnede sig til Kredsdagsdeputerede. Siden Efteraaret 1880 havde der i Nordslesvig udviklet sig en betydelig Agitation for Bevarelsen af det danske Sprog og til Forhindring af det tyske Sprogs Udbredelse. Af disse Grunde havde Indenrigsministeren ikke set sig foranlediget til at anbefale Petitionen hos Hs. Majestæt Kongen.

Den deputerede Lassen svarede, at Petitionen ikke havde nogen Agitation til Hensigt. Et Medlem af Udvalget gjorde gjældende, at 89 pCt. af Befolkningen i Sønderborg Kreds var af dansk Nationalitet og androg derfor paa at anbefale Petitionen til Statsregeringens Overvejelse. Herimod gjordes bl. a. gjældende, at Petitionen kun var underskrevet af otte Kredsdags Medlemmer; at Loven af 1876 kun tillod Brugen af et fremmed Sprog ved Siden af det tyske i højst 20 Aar, at det nu da 8 Aar allerede var forløbne, ikke syntes raadeligt for Fremtiden at gjøre Undtagelser, og at Landraaden i Sønderborg Kreds ikke var det danske Sprog mægtig. Paa Andragende af Udvalgets Referent blev derpaa Overgang til Dagsordenen besluttet.

(Morgenbladet (København) 24. februar 1884).

Garnisons indenbys Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Garnisons Kirke, eller den Herre Zebaoths Kirke, som den egenlig hedder, er som bekjendt bygget af Frederik den Gade i Aarene 1703-1706 af Materialier fra det 1689 nedbrændte Amalienborg Slot. Kirken blev opført paa et Parti af en stor Have, der var sammenlagt af en Del mindre Forstadshaver, kjøbte af Frederik den Tredies Dronning. Oprindelig laa Garnisons Kirkegaard derfor meget landlig, kun mod den sydøstlige Side begrænset af den Række Smaahuse, der den Gang nylig vare byggede langs Store Strandstræde. Mod Sydvest begrænsedes Kirkegaarden derimod af et Komplet af skyggefulde Haver, men imod Bredgade (der hed Norgesgade) og imod St. Annæplads (der var en bred Gade, som hed St. Annægade) dannede Gadelinierne den naturlige Grænse. I Midten af forrige Aarhundrede vare Forholdene vel allerede noget forandrede til det værre, men de vare dog endnu taalelige og stemmede med den Pietet, man skyldte Menighedens Afdøde. Den Gang var Gaarden Nr. 20 i Bredgade, som tilhørte Kirken, allerede bygget paa en Del af Kirkegaarden, saaledes at dens Baghus ragede langt ind mellem Gravene og imellem denne Gaard og St. Annæ Plads var der desuden, om end i en mere indtrukken Linie, bygget tre Smaahuse. Men Kirkegaaren løb der endnu med en Tunge langs St. Annæ Plads helt hen til Bredgade. Imellem Strandstrædes Baghuse og Kirkegaarden var der et anstændigt Plankeværk, og dens Sydvestside var endnu skilt fra Huskomplekset ved en bred og skyggefuld Have, hvis løvrige Træer dækkede for alle private Uregelmæssigheder. Den Gang var der dog allerede bygget et Materialskur ud mod St. Annæplads op til Gaden af Strandstrædes Husrække; men Gavlen laa ikke som nu næsten klods op til Kirken. Skuret var ikke længer, end at der mellem dets Gavl og Kirken var en anstændig Afstand af 12 Alen.

Siden have Forholdene forværret sig i en utaalelig Grad, og nu ere de formelig uhyggelige. Lidt efter lidt have Grundeierne i Bredgade - med eller uden Tilladelse - erobret det ene lille Jordstykke af Kirkegaarden efter det andet, saa Grænsen nu fremtræder som et Virvar af uregelmæssige, brudte og puklede Linier, og i de paa Kirkegaarden indskudte Bagbygninger er der anbragt en Mangfoldighed af høist uensartede Vinduer og Glughuller. Den tidligere Have, der før begrænsede Kirkegaarden mod Sydvest, er forlængst uddelt i en Mængde Smaaparceller og bebygget med en Skare af mere eller mindre barokke Baghuse, Skuer og Appartinentier, hvori Vrangen af det huslige Liv og daglige Virksomhed aabenbarer sig i sin mindst tiltrækkende Skikkelse. Vasketude, Tørre- og Renselsesapparater for Klædningsstykker, Sengklæder og Tæpper samt andre lignende Anlæg lægge i den Grad Beslag paa al Opmærsomhed, at Beskueren ganske glemmer baade Kirken og Kirkegaarden. Plankeværkerne, der skille Kirkegaarden fra Strandstrædes Grunde, ere i en ynkelig, faldefærdig Forfatning, og stort bedre gaar det ikke det for nogle Aar siden ud mod St. Annæplads anbragte Jerngitter, der tillige med sin Sokkel af Jordsmon indenfor er trykket saaledes ud af Ligevægt, at det Hele viser Tendens til at falde om. Baade i Plankeværker og i Mure er det fra private Eiendomme anbragt Lager og Lemme, hvorigjennem Beboerne, formodenlig mod et lille Vederlag, til enhver Tid uhindret kunne begive sig ind paa den ellers for Publikum særdeles omhyggelig aflaasede Kirkegaard for at benytte den til Blegeplads til at tørre Tøi paa, udbanke Gulvtæpper og holde Legeplads for Ungdommen, hvad der naturligvis  ikke kan bidrage til at forherlige Tilstanden. Men det værste er dog det gyselige Bindingværksskur, der ligger ude paa Gaden ved Kirkens sydøstlige Hjørne for Enden af Strandstrædes Husrække. Hvorfor man ikke for længe siden har fjernet denne hæslige, med alle Slags Plakater overklistrede Barakke, er aldeles uforstaaeligt, især da den Omstændighed, at Kirken kun bruger det til at leie ud, tilfulde godtgiør, at den selv intet Brug har for det. Og hvem er saa Leieren? Ja! det er utroligt, men sandt, det er Kiøbenhavns Magistrat, som dog først og fremmest skulle bære Omsorg for at bevæge Kirken til af simple Anstændighedshensyn at fjerne Skuret. Og hvad bruges det saa til? til Vognstue og Opbevaring af adskilligt Skramleri. Ja, den Del af Skuret, som ligger Kirken nærmest - næppe et Par Alen derfra - bruges til Opbevaring af Stenkul og andet brandfarligt Materiale, til største Fare for selve Kirken.

Fotograf Fritz Bentzen: Garnisons Kirke, kirkegården. 1901. Parti fra kirkegården omkring Garnisons Kirke. forsømt, uden grave, i baggrunden slidt plankeværk foran bagfacader af ejendommene i Store Strandstræde. Nedbrudt 1906.

Under slige Forhold er det, at Garnisons-Kirkes Inspektion under 8. December f. A. har overrasket Publikum med den glædelige Bebudelse, at der nu snart forestaar en - altsaa ikke ubetimelig - Forandring med Garnisons Kirkes indenbys Kirkegaard. Hvori selve den bebudede Forandring skal bestaa, derom tier Historien, men der ymtes dog om, at man skal være til Sinds at bortsælge det sydligste Parti til Byggepladser. Hvorledes man vil faa de mange Vinduer og Opgange, hvorpaa der maaske er vundet Hævd, lukkede, bliver en Sag for sig, som maaske dog nok vil volde Vedkommende adskillige Bryderier. Hvad Sløifning af Gravstederne angaar, maa man jo antage, at de fornødne Forholdsregler ere iagttagne, og i ethvert Tilfælde vil sligt vel ligesaa godt kunne lade sig ordne her, som det er ordnet ved andre af Statens nedlagte Kirkegaarde f. Eks. Helligaands og Trinitatis. Hvad dernæst Terrænets Bebyggelse angaar, kan der jo tænkes tvende Tilfælde: enten kan det overlades til Private eller til det Offenlige. I første Tilfælde lader sig igjen opstille to Alternativer. Enten kan man sælge Parcellerne til de omliggende Grundes Eiere, eller man kan afhænde dem til Nybyggere. I første Tilfælde vil man jo fremdeles kun faa Byggegrunde at se og dertil vil Kjøbesummen af Mangel paa Konkurrence vel næppe blive stor, hvilket vistnok heller ikke vil blive Tilfældet under det andet Alternativ, fordi der her, afsides inde bag Kirken, ikke, som f. Ex. omkring Marmorkirken, vil frembyde sig nogen særlig tillokkende eller fordelagtig Facade. Hensigtsmæssigere vilde det derfor formentlig blive at benytte Terrænet Syd for Kirken til Opførelsen af en eller anden offenlig Bygning, samt derhos afskære og bortsælge til Private en Parcel af Jordsmonnet vest for Kirken ud mod St. Annæplads op til Hjørnestedet mod Bredgade, hvilket sidste, foruden at indbringe Penge, tillige vilde yde det væsenligere Gode, at der til denne Side blev tilveiebragt et passende og symetrisk Naboskab. Naar man saa først og fremmest naturligvis fjernede det hæslige Skur ved Kirkens Østside og dernæst kjøbte og nedbrød de to nærmest tilgrænsende Nabohuse i Store Strandstræde, eller i ethvert Tilfælde det ene af dem, nemlig Nr. 43, saa vilde man bag Kirken, og i tilbørlig Afstand fra den, kunne trække en Facadelinie for en offenlig Nybygning over til Baghuset til Gaarden Nr. 20 i Bredgade, og saaledes med et Slag faa alle de uhyggelige Bagpartier gjemte. Den Bygning, man der vilde opføre, kunde let faa en Facade af ca. 60 Alen og Dybden kunde blive faa bekvem, det skulde være, da Grunden har et Fladeindhold af ca. 3500 Kv. Alen. Derved vilde Kirken komme til at ligge paa en til alle Sider aaben og fri Plads, omgiven af Bygninger, som man var Herre ovre at gjøre saa passende og tiltalende som muligt.

Spørger man nu: "hvad det da skulde være for en offenlig Bygning, man saaledes skulde opføre her bag Kirken", kan kan Svaret lyde: f. Ex. en Embedsbolig for Kirkens Præst og Betjente osv. Den vilde kunne blive baade hyggelig, bekvem, og mere end rummelig nok i alle Maader, med Gaardsplads og Have osv., ikke at tale om, at Ideen to vilde staa i fuldkommen Samklang med det Princip, man synes at følge i den nyere Tid ved Opførelsen af nye Kirker nemlig at lægge Præste- og Betjentbolig umiddelbart ved Kirken. Omkostningerne ved det hele Arrangement vilde vistnok ikke frembyde Vanskeligheder, thi Kjøbet af Nr. 43 i Strandstræde osv. vilde vistnok i det mindste for en Del finde Dækning ved Salget af Parcellen vest for Kirken, og Omkostningerne ved den nye Bygnings Opførelse Syd for Kirken vilde sikkert rigelig kunde opveie den Sum, Salget af Præstegaarden i Bredgade Nr. 29 med sit udstrakte Terræn og sine i et søgt Kvarter liggende Bygninger vilde indbringe Kirken vilde i ethvert Tilfælde ikke lide noget Tab, Præst og Kirkebetjent ikke heller og Byen vilde vinde meget, ved i Stedet for de forkvaklede Forhold at blive prydet med et nyt, smukt og tidssvarende Parti. Vi tillade os derfor at anbefale denne Plan til Kirkeinspektionens omhyggelige Overveielse.

(Nationaltidende 22. februar 1884).

Fra Ladegaardsaaen. (Efterskrift til Politivennen)

Bangertsbro eller Brohusbroen, som den ogsaa kaldes, har saa længe, som Folk paa Stedet kan huske tilbage, været i den ynkeligste Forfatning. Allerede for flere Aar siden forbød Politiet at fimre med Vogne over den brøstfældige Bro, og i Tidens Løn har dens Tilstand forværret sig saaledes, at den til Tider kun med Forsigtighed har kunnet passeres af Fodgængere. Forleden Dag i Mørkningen, da en ældre Kone gik over Broen, kom hun for nær til et Sted, hvor Rækværket formodentlig manglede, og faldt i Aaen. De tililende hjalp hende op med en Del Besvær, og Politiet skred nu ind, lod nogle Bræder slaa fast tværs over Broen, og forbød enhver Passage over den. Broen ejes, saa vidt vi ved, af en i Nærheden boende Privatmand, som formentlig ikke har videre Interesse af at holde den i farbar Stand, da denne Ejendom ikke skaffer ham en Øres Indtægt; men det offentlige, vor virksomme Magistrat, bør antagelsesvis ikke lade denne Lejlighed gaa ubenyttet hen til at vise sig lidt velvillig mod Arbejderbefolkningen i det i Nærheden beliggende "Rhabarberkvarter", som nu maa gjøre en stor Omvej for at komme over paa den anden Side af Aaen. Afstanden mellem de to nærmeste Broer, nemlig Broen ved Griffenfeldtsgade og Broen ved Jagtveien er nemlig en 1600 til 2000 Fod. At lade Broen for Fremtiden fuldstændig være spærret forekommer os uforsvarligt, da den i over 30 Aar har været til, og det i mange Tilfælde er nødvendigt paa et saa stærkt befærdet Sted at have nemme Overgange over Ladegaardsaaen. Hvorfor lader iøvrigt Magistraten ikke Aaen kaste til langs den bebyggede Del? En underjordisk muret Vandledning vilde være nok saa heldig som denne aabne Kloak, som Aaen ofte har fuldstændig Udseende af at være.

St.

(Morgenbladet (København) 23. februar 1884).

Ladegårdsåen ved Bangerts Bro set fra Ågade (senere Åboulevarden) mod vest ca. 1895. Tv. Ladegårdsvej, hjørnet af Bülowsvej th. nordbanen og bag ved denne Sygehjemmets have. I forgrunden slagterlærling.  Ladegårdsåen mellem Griffenfeldtsgade og Bülowsvei, blev tilkastet i 1897. Åboulevard på ovennævnte strækning anlagtes 1897-98. (Mariboe). Kbhbilleder.