Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

- - -

Arbejderne forlange nemlig nu høiere Priser end nogensinde tidligere, og den almindelige Pris for Arbeidere er c. 30 Cts. om Dagen, ja mange Steder gives der 35 Cts. foruden Brød og Sukkervand samt en a to Snapse Rom. Denne Arbeidsknaphed føles navnlig paa de Plantager, der ligge længere fra Byerne, og hvorhen derfor de i Byerne boende Arbeidere ikke gaa for at søge Arbeide, naar de kunne faa det nærmere ved deres Hjem. Naar man en Dag gaar ind til Faktoriet og ser den Masse smaa Kærrer, der bringe Rør til den nye Station, og betænker, at alle de Mænd, der her bringe deres egne Rør til Stationen, tidligere arbeidede paa Plantagerne, kan man godt forstaa, at det skorter paa Arbejdere der, og at Planterne ønske en Immigration. Og maa det end i mange Henseender betragtes som heldigt, at Arbejderne selv dyrke et mindre Stykke Jord og saaledes blive mere selvstændige, kan det paa den anden Side heller ikke nægtes, at denne Maade at dyrke Sukkerrør paa ingenlunde er økonomisk med Hensyn til Arbeide, thi en Plantage af samme Areal som det af de saakaldte Squatters dyrkede, vilde næppe behøve mere end Halvdelen af de derved engagerede Folk til en fuldstændig Drift, ligesom Befordringen af Rør paa disse smaa Kærrer ogsaa medtager uforholdsmæssig Tid, idet den samme Mand i samme Tid paa en med 2 Muler eller Stude forspændt Kærre kan have omtrent saa meget om 3 smaa Kærrer tilsammen. Transporten af Rørene fra Markerne til Møllerne er i det Hele taget en af de store Vanskeligheder ved Agerbruget her. Rørene kjøres altid paa tohjulede Kærrer, trukken af 2 Muler eller Stude, men de ere saa slet konstruerede som vel muligt. Bøsningen er næsten altid meget for stor til Akslerne, og Kærrerne, bal at care, meget slette, saaledes at der hviler en uforholdsmæssig Vægt paa Trækdyrene. Fjedre paa en Arbeidskærre kjendes ikke undtagen paa nogle til Transport af Plantagefornødenheder fra Byerne bestemte, meget lange, ogsaa tohjulede Vogne; men der kan man være vis paa at se en høi Træklods anbragt imellem Fjedrenes 2 Buer for at forhindre dem fra at slaa sammen, naar Kærren læsses, saa Fjedrene ere ikke til megen Nytte. Selv Transporten paa den flere Gange omtalte Sporvej er aldeles karakteristisk for St. Croix. Toget sammensættes af 5-6 temmelig store Vogne, der naturligvis heller ikke hvile paa Fjedre og trækkes af - Stude! Kan man tænke sig noget mere modsigende, end Stude til at trække paa Jernbane! Vel frembyder Banen paa 2 Steder saa stærke Stigninger, at det maaske kan være nødvendigt der at have Stude, i hvert Fald til Hjælp for Mulerne, men den største Del af Banen er næsten fuldstændig jævn, med et let Fald ned mod Fabriken, altsaa den Vei, hvor de svære Vægte skulle transporteres, og den kunde derfor godt befares med Muler som Trækdyr.

- - -

(Nationaltidende 2. april 1884. 2. udgave. Uddrag)

Plantagen "Slob" paa St. Croix. Illustreret Tidende nr. 1301, 31. august 1884.

Fejø-Sagen (2): Mord paa Fejø. (Efterskrift til Politivennen)

Det anbefales at gennemlæse alle afsnit i denne serie om Fejø-Sagen for en vurdering af sandhedsværdien i disse artikler.

Et kvindeligt Morderkomplot. Efter hvad der skrives til "DgS. Nyst." fra Fejø Birk, er man der kommen paa Spor efter nogle i Højeste Grad oprørende Forbrydelser, som ere blevne begaaede for flere Aar siden. Anledning til Opdagelsen gav en Undersøgelse, der ved Nytaarstid iværksattes imod en 17 aarig Dreng for Sædelighedsforbrydelser. Ved de Tilstaaelser, som han fremkom med, droges efterhaanden forskjellige andre Personer ind under Undersøgelsen, og det er da bl. A. blevet oplyst, at to Søstre, Louise og Christine, der nu ere i en Alder af henholdsvis 22 og 17 Aar, begge for et Par Aar uden have ombragt deres nægte fødte Børn med Assistance af deres Moder, der ligesom de den Gang havde Ophold paa Fattiggaarden. De nærmere Omstændigheder ved disse uhyggelige Sager egne sig ikke til offenlig Omtale; kun saa meget er tilstrækkeligt til at karakterisere Forbryderskerne, at den ældste Søsters Barn umiddelbart efter Fødselen blev ombragt af den den Gang fjortenaarige Christine derved, at hun halshuggede det. Hun havde vel i Begyndelsen vægret sig ved at udføre Forbrydelsen, men da hendes Moder truede hende mcd, at det ellers skulde komme til at gaa ud over hende selv, fuldførte hun Forbrydelsen. Efter Drabet parterede de tre Forbrydersker Liget i Smaastykker og nedgravede dem saa forskjellige Steder. Nogle Maaneder senere fødte den yngste Søster et Barn, og dette blev da ombragt af hendes Moder ganske paa samme Maade som Louises.

Dc to unge Piger vare ved deres Arrestation anbragte i et ikke synderlig godt renommeret Værtshus, og deres Moder havde vedblivende Ophold paa Fattiggaarden. I Begyndelsen af Forhørene kom de med allehaande Udflugter, men omsider lykkedes det dog at tilvejebringe sandfærdige Forklaringer fra dem alle tre. Det er herved blevet oplyst, at det er de to Pigers Moder, der har foreslaaet dem den Parteringsmaade, som ogsaa blev sat i Værk, og hun har under sin Arrestation afgivet den forklaring, at hun, da hun for l9 Aar siden tjente paa Lolland, har været meddelagtig i Drabet paa tre andre uægtefødte Børn, ligesom hun ogsaa har tilstaaet i sin Tid paa Lolland at have deltaget i Drabet paa to voxne Personer. Hvad der vil komme ud af Undersøgelsen i Anledning af de sidste Tilstaaelser turde dog være tvivlsomt, da forbrydelserne ligge saa langt tilbage i Tiden, at de egenlige Gjerningsmænd til dem enten ere døde eller næppe til at finde.

(Randers Dagblad og Folketidende 25. marts 1884).

Om det gruopvækkende Mord paa Fejø, ved Lolland, som vi omtalte forleden, meddeles følgende nærmere Oplysninger: Da den 22-aarige Louise en Aften mærkede Fødselsveerne, sendte hun Bud efter Moderen og den 17-aarige Søster Christine; de tre Forbrydere tjente nemlig paa tre forskellige Gaarde. Efter at de i Køkkenet paa den Gaard, hvor Louise tjente, havde sat sig i Besiddelse af en Huggeblok, en Økse, 2 store Knive og 3 store Tørklæder, gik de om Aftenen Kl. 10-11 ud i Marken og tog Ophold ved et Gjærde. Efter ca. 1 Times Forløb nedkom Louise med et fuldbaaret, levende og velskabt Drengebarn. Efter Planen skulde den 1 Toårige Christine nu dræbe Barnet, men hun vægrede sig, og først efter at Moderen paa ny havde truet hende med, at det skulde komme til at gaa ud over hende, hvis hun ikke gav efter og fuldbyrdede Forbrydelsen, tog hun den medbragte Økse og huggede dermed Halsen over paa Barnet, som Moderen holdt over Huggeblokken. Saa vel Barnets Hoved som Legeme parteredes nu i 24 a 20 Dele og Stykkerne fordeltes derpaa i de tre medbragte Tørklæder, og kastedes senere i de 3 Gaardes Møddinger. Allerede den Gang Louises Barn ombragtes, var Christine vidende om, at ogsaa hun var frugtsommelig, og det varede ikke længe, inden hun aabenbarede dette for Moderen, og de besluttede i Forening at dræbe Barnet paa samme Maade som Louises. En Aften, da Christine mærkede Fødselsveer, lod hun derfor Moderen tilkalde. Denne kom ogsaa, og da de antoge, at Gaardens Folk var gaaede til Ro, forsynede de sig i Køkkenet med en Økse og en Kniv og gik ud til Møddingpladsen, hvor de samlede noget Halm, som blev lagt hen i et Hjørne imod Svinestalden. Paa dette Halm fødte Christine ikke længe efter et fuldbaaret og velskabt Pigebarn, der havde Liv og begyndte at skrige. Det beholdt imidlertid ikke Livet ret længe idet Christine straks huggede dets Hals over med Øksen. Derefter blev ogsaa Liget af dette Barn parteret, dog kun i 13 a 10 Stykker, men da Foraaret nærmede sig og Gødningen til den Tid blev ført ud og spredt paa Marken, turde de ikke nedgrave Stykkerne i Møddingen, og de kastede derfor disse ind for Svinene, som ogsaa syntes at fortære dem. Den Halm, hvorpaa Christine havde født, spredte de herefter ud paa Møddingen, og efter at Øksen og Kniven var afvaskede, gik Forbryderne til Ro, hver paa sin Gaard. De Folk, hvor Louise og Christine tjente under deres Frugtsommeligbed, har mærkeligt nok ikke havt nogen Anelse om denne.

(Social-Demokraten 30. marts 1884)

Vester Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Magistratens Forslag om at bevilge 135.000 Kr. til Gjennemførelse af Jordarbeider m. v. paa Vestre Kirkegaard, var i Borgerrepræsentationens Møde igaar til 2. Behandling. Slotsgartner Rothe gav nogle Oplysninger om Anlæget. Han troede, at Planen vilde give en smuk Overfladeform med tiltalende Partier. Priserne for Afgravningen svingede stærkt, men det var jo naturligt. Han troede, at man kunde stole paa det Skjøn, der laa til Grund for Planen, men Garantien for, at det ikke blev overskredet, maatte man tage hos de Mænd, som overtog Jordarbeidet i Entreprise. Veinettes Hovedaare delte sig hesteskoformet i to Dele, hvoraf den ene havde en saa stor Stigning, at den ikke egnede sig til Vognkjørset, Hovedveiene havde i en anselig Brede med Gangstier. Det var uheldigt, at Rørlægningen nu fremtraadte i større Dimensioner, end det oprindelig var paatænkt. Han vilde ønske, at hele Dræningsarbeidet helt blev udført i samlet Entreprise. Han kunde ikke billige Forslaget om Beplantningen af Adgangsveien med fire Rækker italienske Popler. Han havde tidligere fremsat sin Tvivl om Hensigtsmæssigheden af at bruge disse Popler, som savnede Levedygtighed. Af de italienske Popler, som vare tilbage i Danmark, var der saare faa, som ikke vare sygelige. Man havde troet, at dette hidrørte fra det strænge Klima. Docent Rostrup havde imidlertid undersøgt Sagen og paavist, at Grunden til Sygeligheden var en Snyltesvamp, mod hvilken man endnu ikke havde fundet noget Middel. Det forekom ham derfor lidt vel dristigt at antage, at det foreslaaede Anlæg skulde undgaa denne Fare. Pyramidepoplen var efter hans Mening heller ikke noget heldigt Alleetræ. Han vilde derfor foreslaa, at dette Punkt blev taget under fornyet Overveielse, hvad der ikke vilde medføre nogen Forsinkelse, da der før Efteraaret ikke kunde være Tale om nogen Beplantning. Det var overflødigt at lade Sagen vende tilbage til Borgerrepræsentationen. Han foreslog altsaa at bevilge det begjærte Beløb, saaledes at Magistraten tog hans Henstilling under Overveielse. Noget af Arbejdet var allerede udført. Han berørte Istedgadens Gjennemførelse, som ogaaa for denne Sag havde nogen Betydning, og henledede Borgermester Ehlers Opmærksomhed paa en Forbindelsesvei mellem Enghavevej og Vesterfælledvei, en Vei, der fandtes paa Kortet, men i virkeligheden ikke existerede som Vei, skjønt den vilde yde de Veifarende store Bekvemmeligheder. Ogsaa paa andet Sted var der udtalt et Ønske om at faa denne Vei anlagt. Den behøvede ikke at være noget stort Arbeide. Borgermester Hansen oplyste, at de paagjældende Arbeider vilde blive udbudte til flere, inden de kom til Udførelse. Man havde i sin Tid besluttet at plante Popler ved Adgangsvejen af Skjønhedshensyn; forinden der skete nogen Beplantning, vilde han raadføre sig med Sagkyndige, og viste det sig, at Poplerne virkelig ikke havde Levedygtighed, vilde de blive afløste af et andet Træ. Han kunde ogsaa ønske, at den omtalte Forbindelsesvei blev anlagt, og henledede Borgermester Ehlers' Opmærksomhed paa denne Sag (Munterhed). Forslaget blev derpaa vedtaget.

(Nationaltidende 18. marts 1884).

Christianshavns Kanal. (Efterskrift til Politivennen).

De skandaløse Forhold ved Kristianshavns Kanal har givet Dr. Tryde Anledning til at skrive en Piece: "Om Infektion fra Kloakudtømmelserne i Københavns Havn og Kanaler". Det fremgaar af denne, at ved Siden af de af Dr. Tryde foretagne mikroskopiske Undersøgelser fandt der en kemisk Analyse Sted, der udførtes af Laboratorieforstander Stein. Ved denne viste det sig, at den spontant udviklede Luft, der opsteg af Prøver, optagne af Kristianshavns Kanal paa det Sted, hvor det efter den foretagne Undersøgelse viste sig, at der fandtes en 3 Fod høj og 600 Fod lang Mudderbanke, som omtrent indeholdt 148,000 Kubikfod Mudder, var rigt paa differente Luftarter: Kulbrinte, Svovlbrinte og Kulsyre. Den spontane Luftudvikling foregik jævnt og uafbrudt med Stuetemperatur og var saa rigelig, at Mudderet i Løbet af en Maaneds Tid udviklede omtrent 5 Gange sit eget Rumfang Luft gennem et Lag Kanalvand, der med Mudderlagets dobbelte Højde laa over dette. Af den mikroskopiske, af Dr. Tryde selv foretagne, Undersøgelse fremgik blandt andet, at Kanalvandet efter faa Timers Henstand over Mudderlaget indeholdt foruden talrige Algeformer en Mængde Bakterier af forskellige Former: stokker, Stave, Traade og Spiriller, de sidstnævnte i talløse Former og med den livligste Egenbevægelse.

Til det Resume, Dr. T. giver af sine Undersøgelser, knyttes der flere Bemærkninger, der antyder Omridsene af de Foranstaltninger, der maa gennemføres med Hensyn til Havnen og de dermed i Forbindelse staaende Kanaler. Angaaende det forelagte Spørgsmaal om Forholdene i Kristianshavns Kanal bemærker han bl. a., at det kun udgør et Led i en hel Række nøje sammenhængende Spørgsmaal vedrørende Renholdelsen af Havnen og Fjærnelsen af Affaldsstoffer fra Byen, og at man kun ved at drøfte disse Spørgsmaal i Forening kan vente en Besvarelse, der er betryggende for Byens Sundhedstilstand. Selve Forholdene i Kristianshavns Kanal giver Anledning til begrundede Klager. Det betydelige Kloakindhold, der daglig udtømmes i Havnen og Kanalerne, kan ikke betragtes som gjort uskadeligt ved at fjærncs paa denne Maade. Trods Strøm og Opmuddring henligger det længe nok til at fremkalde en Infektion af Vandet i Løbene og derfra af Grundvandet, og ad begge Veje er der rig Lejlighed til Infektion af Luften med Kim. Med Hensyn til Kristianshavns Kanal paapeges Nødvendigheden af en Ombygning af Børnehusbroen med Fjærnelse af dens faste Landpiller og den nærliggende Fangdæmning. De hygiejniske Hensyn ville imidlertid næppe kunne siges at være fuldt ud tilfredsstillende, forinden det 20 Fods Løb gennem Havnen, eller i hvert Fald et Løb henimod denne Dybde, er ført helt ud syd paa gennem Kalvebodstrand til dybt Vand. Hvad Kloakindholdet angaar, foreslaar han det samlet fra Byen, gennem en Ledning under Havnen ført over til Amagersiden og herfra mod Kristianshavns Kloakindhold pumpet ud paa dybt Vand Øst for Amager. Dr. Tryde slutter sit Skrift med følgende Ord: "Udføres dette og blev samtidig Københavns Vandforsyning noget rigeligere og hver Ejendom forsynet med forsvarligt lukkende, ventileret Vandlaas til Kloaken, vilde man formentlig uden Betænkelighed kunne paabyde Indretningen af Water-Klosets og udskylle disses Indhold i Kloakerne. København vilde da sikkert med Hensyn til Vandforsyning, Afvanding og Bortfjærnelse af Affaldsstoffer kunne taale Sammenligning med de bedst administrerede Hovedstæder."

(Social-Demokraten 8. marts 1884).

Overgaden Oven Vandet. Christianshavns Kanal, Overgaden Oven Vandet ved Wilders Plads. 1887. Ukendt fotograf. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Horsens Tugthus 1884: Fængselspræst Jacob Hansen Andresen. (Efterskrift til Politivennen)

Jacob Hansen Andresen (1842-1886) var født i Notmark Skov på Als. Han var søn af en skipper, gik i Odense Katedralskole 1852-1862 og derefter filosofisk eksamen i København 1863. Han deltog som frivillig i Årøs strejfkorps i Krigen 1864. Herefter studerede han teologi 1868-1871. Blev præst ved Horsens Tugthus 1876. I 1878 grundlagde han sammen med lærer ved Horsens Statsskole Emil Buchwald (1844-1927) Horsens Kvindeseminarium. 

I forbindelse med sin forflyttelse fik han den 24. februar af Horsens Tugthus' funktionærer (nogle af de straffede) overrakt en erindringsgave (et regulatørur, en hånddisk og kalk). Han døde 1886 efter længere tids sygdom.

Skandalen i Horsens Tugthus.

 - - -

Pastor Andresen stod i stærkt personligt Venskabsforhold og maaske ogsaa Afhængighedsforhold til en af Fangerne ved Navn Ekmann, der i særlig Grad havde deltaget i Tyverierne og Underslæbene. Kommissionsdommen oplyser, at Ekmann nød "ubetinget Tillid" i Præstens Hus, og Venskabet var saa varmt, at da Ekmann en Gang blev vred paa Præsten og hans Kone og skældte dem ud samt gik fornærmet bort til sin Celle i Tugthuset, saa tog Præsten en Flaske Vin fra sin Kælder, opsøgte Ekmann og drak Forlig med ham. Om denne Ekmann er det andet Steds meddelt, at han, Præstens Kammerat, i 1863 ved en i samtlige Instanser for hans Vedkommende enslydende Dom blev dømt til at "have sit Liv forbrudt og henlægges paa Stejle og Hjul" (senere forandredes Dommen til livsvarigt Straffearbejde, og i 1882 benaadedes Ekmann helt) og Tiltalen lød paa, at han havde myrdet sin Hustru ved Gift - han gav hende efter en omhyggelig og vel forberedt Plan Arsenik i Portvin, - endvidere paa Hor og Overtrædelse af et Entholdelsesdekret.

Kommissionsdommen oplyser, at Ekmann havde forskellige Møbler fyldte med Tyvekoster staaende i Præstens Hus, samt at han gjorde dennes Svigermoder og Hustru en Mængde Foræringer "af Hensyn til den Forplejning, han jævnlig nød i Huset". Hvor talrige disse Foræringer var, er naturligvis vanskeligt at have nogen Mening om, selv Præstefamiljen véd vel næppe, hvor meget af deres "usle Mammon", der skyldes Ekmann Tak for. Men om de Koster, som han sit Lov til at skjule i Præsteboligen, kan man derimod bedre gøre sig et Begreb, naar man erfarer, at han ved sin Løsladelse i 1882 medførte bl. a. saa meget Smedeværktøj og saa mange Møbler, at han etablerede sig som Smed i Horsens med en Beboelseslejlighed paa tre Værelser og et fuldstændigt udstyret Værksted. Genstandene hertil havde henstaaet paa Præstens Loft, og man generede sig saa lidt, at det blev bortkørt ved højlys Dag.

Denne Præst prædiker nu paa Statskirkens Vegne over det syvende Bud for Jyderne i Løgstør, og hans Kone stiller sit Eksempel op for Kvinderne dér paa Stedet.

Men naturligvis har Kommissionens Retfærdighed ikke aldeles ladet Præstens Hus gaa Ram forbi. Der var begået Hæleri i meget stor Udstrækning, dette var temmeligt klart, og Retfærdigheden fordrede Hævn og maatte gaa sin Gang - og saa holdt man sig til Provstens Pige. Denne havde flere Gange købt Uldtøj af Fangerne, og man idømte hende 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Det var selvfølgelig en formildende Omstændigheder for hende, at hendes Husbond og Sjælesørger stod i et endnu mere intimt og kammeratligt Forhold til Fangerne end hun selv. Fruens "store Tillid" til Fangerne tjente ogsaa til hendes Undskyldning. Naar denne Præstekone ikke alene købte, men ogsaa modtog Mængder af stjaalne Varer, og gjorde dette, som det hedder i Kommissionsdommen, i Tillid til, at vedkommende Fanger havde paa ærlig Maade erhvervet sig Genstandene, saa maatte Tjenestepigen vel ogsaa kunne gaa ud fra, at det forholdsvis lidt, som hun købte, var ikke "stjaalne Ting". Det, at Fangen Ekmann i Præstens Lejlighed kunde ophobe store Værdier, alle Slags Genstande, som Herskabet gemte under Paaskud af, at det var Fangens lovlige Ejendom, maatte vel yderligere bestyrke Pigen i den Tro, at en Tugthusfange var en Mand, der kunde samle Liggendefæ i Mængde paa ordenlig Maade og altsaa med Ret til at sælge det. Ogsaa dette var en formildende Omstændighed, saaledes at næsten alt talte til hendes Undskyldning.

Der er vel ingen Tvivl om, at Kommissionsdommerne har indset dette; men der skulde straffes, det fordrede Retfærdigheden, og da Præsten og hans Kone ikke maatte røres, var der kun den ulykkelige Tjenestepige tilbage. Det er nu saa heldigt, at den Mangel i Lovgivningen, som Wessels Dommere benyttede sig af til for Smed at rette Bager, ikke senere er afhjulpet, og saa idømte man Tjenestepigen de 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, som Herskabet havde gjort sig sig fortjent til. 

 * * *

(Social-Demokraten 6. marts 1884. Uddrag).

Ekmann blev idømt et års forbedringshusarbejde. Han appellerede ikke dommen og hans anmodning om at afsone i Vridsløselille blev afslået.

Pastor Andresen og Tugthussagen Fra Pastor Andresen, forhenværende Fængselspræst i Horsens, har "Berl. Tid." modtaget efterstaaende Skrivelse, som Bladet ikke har villet nægte Optagelse:

En fornøden Oplysning. Idet jeg fratræder min Stilling som Præst ved den herværende Straffeanstalt, troer jeg mig berettiget og forpligtet til at udtale Følgende:

Det er jo umuligt at modbevise Folk, der ere mistroiske, saa hvad jeg fremfører, gjælder kun dem, der have Vilje til at se velvilligt paa mig og mine. Hvad altsaa den meget omtalte Tugthussag angaar, maa jeg først hævde, at jeg ikke formaar at indse, at denne Sag har det allermindste at gjøre med Kampen mellem Højre og Venstre eller det nuværende Ministerium. Dernæst ere de fremkomne Udtalelser af den Art, at de vise, at Vedkommende ikke have Spor af Kjendskab til de Forhold, under hvilke Mislighederne ere begavede. Der tales saaledes om en Ringmur, men Sagen er, at de Fanger, med hvilke vi have haft at gjøre (dels i Følge det ældre System og dels ifølge den kongelige Anordning af 13de Februar 1873, der bestemmer, at Fangerne paa Overgangsstadiet for at prøves skulde have større Frihed) have haft Tilladelse til at færdes og arbejde udenfor Ringmuren. Hvad nu den særlige Fange Ekmann angaar, da havde han under sin lange Straffetid vundet almindelig Tillid, og da hans Forbrydelse ikke henhørte under Ejendomsovergreb, faldt det Ingen ind, at der i den Henseende var Noget hos ham at befrygte. Han var et flittigt og dygtigt gammelt Menneske, der gjerne vilde gjøre Nytte, hvor han kunde, og da jeg kom hertil, var han den første Fange, jeg traf uden Ledsagelse af Opsyn. Idet altsaa jeg ligesom Anstaltens øvrige Funktionærer ansaa ham for en redelig (!) Mand, tillod jeg ham at komme i mit Hus, hvor han jævnlig, hvad der dengang ikke ansaas for urigtigt, blev delagtig i, hvad der tilfældig kunne ydes ham, udenfor den tarvelige Kost, som Tugthuset giver; ligesaa ofte gjorde han os Tjenester ved at bringe Smaating istand, hvilket han som oftest (!) gjorde uopfordret. Vi betragtede ham altsaa som en gammel Ven (!!), og da han af Inspectionen uden Anmodning fra mig fik Lov til at flytte sine paa Anstalten lavede Meubler med Indhold over i Præsteboligen, fordi Anstalten ikke havde Plads (!!!) dertil, og vi paa et Kvistværelse kunde huse dem, fandt jeg ingen Anledning til at formene ham dette. Det Tøj han havde, bragte han ofte offentligt ud for at sole, saa at Alle og vi maatte antage det for at være hans lovlige Ejendom.

En enkelt Gang, da vi bleve mistænksomme, forespurgte jeg mig paa Fabrikanternes Kontor om det Tøj, som saaledes udførtes, blev betalt, hvortil der svaredes: Ja. Han gik hvert Aar med Haab om at blive benaadet til Kongens Fødselsdag. og da han trængte til mange Ting, byttede han nogle af de Varer, som vi ansaa for lovlige, med Ting, som min afdøde Svigermoder og min Hustru kjøbte til ham i Horsens eller forfærdigede hjemme. Det gik først op for os, da efter hans Benaadning en anden Fange rettede det Spørgsmaal til min Hustru, om han ikke, ligesom Ekmann havde gjort, skulde skaffe os et Stykke Tøj, at der var noget Galt paa færde. Jeg talte med de andre Funktionærer ved Anstalten derom, men disse troede, at det blot var en af de her sædvanlige Underfundigheder, forat Vedkommende kunde faa Fodfæste hos os. Ekmann vedblev efter sin Løsladelse at komme i vort Hus, og da min Hustru og jeg gik ham nærmere paa Livet, mærkede vi, at det var galt fat. Overfor mig vedblev han bestemt at paastaa, at han ingen Ulovligheder havde havt for, men min Hustru vilde han have til at lyve sig fra Sagen. Dog vare naturligvis baade hun og jeg, da hun meddelte mig Sagen, strax enige om, at derom kunde der ikke være Tale. Naar der insinueres, at jeg ikke er bleven afhørt, vil jeg oplyse, at jeg af egen Drift personligt var med ved ethvert Forhør, der angik vort Hus, ligesom jeg jo ikke kunde være uvidende om, hvad der foregik herhjemme.

Det har nu desværre vist sig, at Forhørsdommeren havde Ret, da kan yttrede, at Ekmann var en Skurk, der nu, fordi min Hustru ikke vilde tie, vilde gjøre os alt det Onde, han kunde, skjøndt jeg dengang gjorde Indsigelse mod dette Udtryk (den anden Fange, som har voldt os Ulykker, havde jeg udtrykkelig forbudt Adgang til mit Hus). Men skal da én Fejltagelse iblandt de mange Tugthusmennesker, imellem hvilke vi i de 8 Aar have levet, dømme os? Kunde der ikke være Anledning til ogsaa at undersøge, om vi dog ikke i al vor Skrøbelighed have udrettet noget Godt?

Jeg kan fra Februar 1883 fremlægge en Attest for min Virksomhed, hvis Udtryk Beskedenheden forbyder mig at nævne, og har jeg altsaa været en dygtig Fængselspræst, hævder jeg, at min Hustru har været en endnu bedre Præstekone. Jeg har tidt maattet undre mig over, hvorledes hun kunde opofre sig for Fanger, hvorledes hun til Natten kunde rede Leie til deres Familier, som kom i Besøg, og vi have, Gud ske Lov, iblandt de mange haarde Skuffelser dog adskillige lyse Punkter at se paa. - Naar det endelig insinueres, at jeg er bleven forflyttet, fordi man vilde have mig herfra, erklærer jeg, at der ikke fra Regeringen er kommet nogen Opfordring til mig om at søge herfra i jeg befandt mig indtil sidste Aar vel ved min Gjerning, men ligesom jeg enkeltvis tidligere, fordi Embedets Indtægter ere smaa, havde søgt om Befordring, saaledes søgte jeg ganske vist hyppigere, efter at den ulykkelige Tid her var indtruffen, om Forflyttelse. Hs. Maj. Kong Kristian den Niende har været saa naadig at udnævne mig til Sognepræst for Kornum og Løgsted, men da jeg var iblandt de bedst kvalificerede til Embedet, er der hverken fra Regeringens eller min Side flet noget Usædvanligt, og da min Hustru er mig mere værd end Kornum og Løgsted, vil man forstaa, at jeg fremkommer med denne Udtalelse.

Endnu tilføjer jeg, at jeg ikke indlader mig paa nogensomhelst Gendrivelse af de Bemærkninger, som denne Erklæring muligvis vil fremkalde.

Horsens Straffeanstalt, 11te Marts 1884.

 *

Denne Skrivelse behøver vi ikke at kommentere, navnlig naar man sammenholder den med de Oplysninger, der er fremkomne i nærværende Blad om Pastor Andresen. Red.

(Social-Demokraten 16. marts 1884).

Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.

Af en Jurist

II.

- - -

Udenfor de tiltaltes Række nævnes der ganske vist en til, nemlig Præstens Hustru, om hvem det, i Lighed med, hvad der siges om Inspektøren, bemærkes, at hun "vil ikke have tænkt sig, at Tingene (de af hende modtagne) var stjaalne". Men hun burde som værende udenfor Aktionen slet ikke være omtalt i Dommen; thi det er en almindelig anerkjendt Humanitets og Retfærdighedsregel, at en selve Dommen uvedkommende Person ikke bliver nævnet, med mindre det er absolut nødvendigt for Sagens Forstaaelse, og da stedse kun betegnes som "en unævnt Tredjemand", og i dette Tilfælde opnaas der intet ved at meddele, at Fangen Ekmann har skjænket en Del af de stjaalne Koster til Præstens Hustru; thi med Hensyn til hans Gjerninger og Følgerne af dem er det ligegyldigt, om han skjænker de stjaalne Koster til den ene eller den anden, og Præmisserne vilde endog have vundet i Korthed og Klarhed, naar de 3 lange Punktummer, hvoraf det første begynder med: "Sine Koster har tiltalte afsat paa følgende Maade ..." og som nødvendig Fortsættelse kræver de 2 andre, havde været udeladt og der i Stedet derfor blot var sagt: "Sine Koster har tiltalte dels skjænket bort paa selve Anstalten dels gjemt der, indtil de efterhaanden afhentedes af tiltalte Nr. 36", under hvilket Nr. saa det nærmere for hendes vedkommende fremstilles. Naar Præstens Hustru nævnes, ligger det muligvis i, at Dommeren, dersom han er den samme som Forhørsdommeren, har haft en ganske naturlig Tilbøjelighed til under Præmissernes Affattelse at give Offentligheden en Forklaringsgrund til at hun ikke er bleven sat under Tiltale; men at hun nævnes, er forsaavidt uheldigt, som det nødvendigvis fremkalder en Sammenligning imellem hende og de to Kvinder under Nr. 34 og 35, hvoraf den ene "tjente i Præstens Hus", og den anden "havde Ophold sammesteds", og som begge har maattet vedgaa, at de indsaa, at de modtagne Gjenstande var stjaalne Ting, medens deres Madmoder, Præstens Hustru, som ikke har undset sig ved at modtage Foræringer af en af selve Anstaltens Fanger, ikke har kunnet eller, uagtet Forhørsdommerens, som man maa formode, alvorlige Forehold, villet indse det samme, og en Sammenligning mellem hende og Inspektøren paa den ene Side og alle de øvrige tiltalte paa den anden, idet hine to er de eneste, som er reddede ved deres Tanker og Hensigter. Det er ogsaa uheldigt, fordi man ledes til at spørge, hvorfor hun i ethvert Fald ikke er bleven sat under Tiltale med de øvrige, da hun dog vilde være bedre tjent med en Frifindelsesdom end dette, selv om hun, hvad hun formentlig maatte, var kommen til at deltage i Udredelsen af Aktionens Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)

Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april, og de dele af den der vedrører fængselsinspektøren er refereret andetsteds.

Jacob Hansen Andresen var præst i Løgstør 1884-1886. Han blev 44 år.