Drab af Pleiebarn. (Efterskrift til Politivennen)

Drab af et Plejebarn. H. N. S. L. Kornerup kom for ca 8 Aar siden tilligemed sin Hustru her til Staden, hvor de senere har levet i ringe Kaar, uden at han har haft nogen stadig Beskjæftigelse. I bemeldte Tid har de mod Betaling haft to Barn i Pleje, og efter at det ene af disse var død i Begyndelsen af forrige Aar, henvendte hans Hustru sig efter Samraad med sin Mand til en Jordemoder for ved hendes Hjælp paany at erholde et Barn i Pleje. Den 25de September f. A. modtog de ogsaa et Drengebarn, som de skulde abortere mod en Betaling en Gang for alle af 450 Kr, hvilken Sum de, for at Adoptionsbevillingen vor erhvervet, erholdt udbetalt den 18. Oktober. Dagen efter døde Barnet, og da den i den Anledning til kaldte Læge fandt Tegn paa Vold. gjorde han Anmeldelse til Politiet, hvorefter Kornerup blev anholdt. Han nægtede først at have udøvet nogen Vold mod Barnet, senere afgav han Tilstaaelse, hvis Rigtighed er bestyrket ved det iøvrigt oplyste. Efter at han og hans Hustru havde modtaget de ovennævnte 450 Kr., forlod sidsenævnte lidt efter Middag deres Hjem, og medens han sad alene hjemme og tænkte over, at han herefter skulle forsørge Barnet, faldt det ham ind, at han kunde fri sig for denne Byrde ved at dræbe Barnet, og besluttede strax at sætte dette i Værk. Han gik derfor hen til den i hans Dagligstue staaende Barnevogn, hvori Barnet laa, anbragte en Haand paa hver af dets Sider udvendig paa Klæderne, saalede, at han lagde Tommelfingrene ind paa dets Bryst og de fire andre Fingre sat op mod dets Sider, lidt under Armhulerne og trykkede derefter med begge Hænderne to Gange stærkt paa Barnets Brystkasse, hvorpaa det begge Gange skreg højt og græd lidt, men derefter laa rolig. Da hans Hustru kort efter kom hjem, fortav han det passerede for hende, og først hen paa Aftenen bemærkede hun, at Barnet var meget sygt, og lod først en Jordemoder og derefter en Læge kalde, der imidlertid ikke var hjemme og først indfandt sig næste Dags Morgen. Barnet viste sig da at være Døden nær, og lidt før Middag døde det. I Følge Obduktionsforretningen har Døden indtraadt som Følge af flere forefundne Læsioner i Brystkassen, som maatte være opstaaede ved ydre Vold. Forøvrigt har der under Sagen været Spørgsmaal om Arrestantens Tilregnelighed, og han har i den Anledning været indlagt paa Kommunehospitalet under Qbservation af Retslægen. Denne har som sin Overbevisning udtalt, at der ingen Grund foreligger til at antage, at Arrestanten ikke har været tilregnelig, da han begik den i Sagen omhandlede Forbrydelse, og denne Erklæring er tiltraadt af det kgl. Sundhedskollegium.

I Medfør at det anførte og idet Arrestantens Drab af Barnet efter samtlige med samme forbundre Omstændigheder fandtes at maatte betragtes som udøvet med Overlæg, blev han ved Kriminalrettens Dom af 19de d. M. anset efter Straffelovens § 190 med Livsstraf.

(Morgenbladet (København 23. april 1884).

Hans Nicolai Sophus Lehmann Kornerup, født 13. februar 1848 indankede sagen til højesteret hvor straffen den 11. juni 1884 blev stadfæstet. Tirsdag den 12. august 1884 blev straffen ved kongelig resolution ændret til livsvarigt tugthus. Tirsdag den 17. juli 1900 blev Hans Nicolaj Sofus Lehmann Kornerup prøveløsladt.

Tiltale for Drab. (Efterskrift til Politivennen)

Den 28. September f. A var der i Purhus Kro samlet 4 Reisende tilligemed en paa Egnen hjemmehørende Dagleier, hvilke nød forskjellige Omgange Snapse og udviste støiende Adfærd, hvorfor Kroeieren sendte Bud efter Sognefogden og andre Starboende, deriblandt en Gaardeier, som modtog Budskabet udenfor sin Gaard, netop som han kom hjem fra Jagt, og nu gik hen til Kroen medhavende sit med ca. 50 Hønsehagel ladede Gevær. Efterat Sognefogden i længere Tid forgæves havde opfordret de Reisende og blandt disse den tidligere for Vold og Løsgængeri straffede Murer Mühlenberg til Rolighed, bleve de med Bistand af flere af de Tilstedeværende satte udenfor, ved hvilken Leilighed Mühlenberg, der gjorde Modstand og slog om sig, faldt om paa Trappen, og da den ommeldte Gaardeier bøiede sig ned, for at ffnde ham til Side, blev han sparket i Hovedet af Mühlenberg, men det lykkedes dog at faa Døren lukket. Mühlenberg kastede nu først en Flaske og derpaa en af sine Træsko giennem den med Glasruder forsynede Gadedør, hvorved Ruderne splintredes og Glasstumperne stod om Ørene paa de i Krostuen Tilstedeværende, og baade Sognefogden og Gaardeieren bleve ramte i Ansigtet af Skaarene. Herved opstod der Uro i Krostuen, hvor der foruden disse 2 Mand var 8 andre Mand til Stede, hvorimod Kroejeren havde trukket sig tilbage til sit til Krostuen stødende Kontor, og da ingen turde gaa udenfor for at hindre den yderligere Vold, de befrygtede fra Mühlenbergs Side, spurgte Gaardeieren Sognefogden, om han maatte skyde paa Mühlenberg, og da han efter sin Forklaring hørte Sognefogden sige: "Ja, men i Benene", aabnede han Døren lidt og sigtede paa Mühlenbergs Ben med sin Bøsse, der imidlertid klikkede, hvorpaa han, idet atter en Ting blev af Mühlenberg kastet mod Døren, greb en Bøsse, som en af de andre Tilstedeværende havde hos sig, og - idet Kroeieren inde fra Kontoret, efter hvad der er oplyst, flere Gange havde sagt "skyd" ud i Krostuen. - affyrede denne med Sigte efter Benene paa Mühlenberg, som da var i en Afstand af mellem 4 og 10 Skridt fra Døren, og hvem der herved blev tilføiet et Skudsaar paa høire Laars Bagflade. Mühlenberg faldt nu til Jorden og blev bragt ind i Krostuen, og efter at være foreløbig forbunden, blev han kiørt til Randers og indlagt paa Sygehuset. Efter Lægens Erklæring var han beruset og ofte Symptomer paa Dilirium, som dog bedredes næste Dag, men den 27. September døde han, og de obducerende Sagers Skjøn gaar ud paa, at det maa antages, at Dødsaarsagen har været en Sygdom opstaaet som Følge af det tilføiede Skudsaar do« en paa Grund af overdreven Nydelse af spirituøse Drikke dertil særlig disponeret Person. Gaardeieren har forklaret, at han, der var noget fortumlet i Hovedet efter det Spark, han havde faaet, ikkun vilde forebygge yderligere Vold og aldeles ikke havde til Hensigt at lemlæste endsige dræbe Mühlenberg, og Sognefogden, der ikke vil kunne huske, men heller ikke vil benægte at have brugt Kininen om at skyde Mühlenberg i Benene, har forklaret, at han i alt Fald har gjort det af Forskrækkelse og i den Tanke, at Gaardeieren, der var en meget ældre Mand, nok vidste, hvad han giorde, ligesom Kroejeren endelig har forklaret, at han kun af Forskrækkelse har udstødt sit Udraab "skyd", og at han ikke vidste, om det var for at ramme eller kun for at skræmme Mühlenberg, at Gaardeieren skød. Viborg Overret fandt nu ogsaa, at det maatte anses for givet, at det havde ligget aldeles udenfor deres Hensigt, at Mühlenberg skulde dø eller lemlæstes, ligesom det heller ikke kunde antages, at de maatte have kunnet forudse hans Død som en rimelig Følge, idet vedkommende Distriktslæges Erklæring gaar ud paa, at et Skudsaar gjennem Benet af den omhandlede Art ikke i Almindelighed vil medføre Fare for Livet eller Tab af Lemmer, men idet det paa den anden Side ikke kunde antages, at Mühlenbergs Angreb havde været af en saadan Art, at det ude beføie til at anvende et saa farligt Vaaben paa den ommeldte Maade, fandtes Gaardeieren at maatte anses efter Straffelovens § 40 andet Membrum med simpelt Fængsel i 1 Maaned, og Sognefogden samt Kroeieren, det ved deres Optræden havde medvirket til Anvendelsen af den ommeldte vold, efter samme § sammenholdt med § 51 med lige Fængsel i henholdsvis 8 og i 4 Dage. 

(Nationaltidende 23. april 1884. 2. udgave)

De søgte alle om benådning og i september 1884 blev straffene ændret til bøder til statskassen. 200 kr. til M. Andersen, 50 kr. A. Dyrby Nielsen og 40 kr. til Buchwald.

Fra Gader og Veie. (Efterskrift til Politivennen)

Nørrebro fremtræder nu lidt efter lidt i en ny og forynget Skikkelse. Reguleringen strider rask frem, og de snevre Passager forsvinde den ene efter den anden. Slotsgade er nu ikke alene reguleret, men bliver ogsaa ordenlig brolagt, saa den vil snart fremtræde som en smuk, regelmæssig og bred Passage. Hjørnestedet "Noæ Ark" forsvinder for at give Plads for en smuk Bygning. Ved denne Ledighed ser man med stor Forundring det samme Princip gjøre sig gjældende, hvis Forkastelighed vi nylig her i Bladet have fremhævet. Paa Fortoget ud for det nævnte Hus har man sammentømret et lille Hus med Vinduer og Glasdøre, hvori en Slagter har opslaaet sin Butik. Fremgangsmaaden maa altsaa være tilladelig, men hvorfor tillades den saa kun i dette ene Byggedistrikt og dette ene Politidistrikt? Man bliver mere og mere nysgjerrig efter at kjende Hjemmelen for en saadan Fremgangsmaade, og hvor vidt man kan gaa i andre Partier af Staden i lignende Tilfælde. Lidt længere ude paa Nørrebro staar dog en væsenlig, om end kun liden kostbar Regulering tilbage. Det er Indkjørslen fra Nørrebrogade til Kapelveien, som er Hovedadgangen til Assistens Kirkegaard. Denne Indkjørsel er for Øieblikket en hæslig, krum og skæv Smøge hvor Vogne risikere at kjøre fast og Fodgjængere at blive lemlæstede. Og hvad er det saa, der indsnævrer Passagen? Ikke andet end en gammel, vindskæv, faldefærdig, uhyggelig Graverbolig, der kunde erstattes med en anden hvor som helst det skulde være, om man ikke vilde foretrække at give Graveren Husleiepenge. Naar den kom bort, var Kapelveien den skiønneste Sidepassage, der tænkes kunde. Der cirkulere efter Forlydende for Øieblikket en Adresse blandt Grundeierne paa Kapelveien til Kommunalbestyrelsen om denne Sag. Maatte det dermed lykkes at stemme denne Myndighed gunstig for Sagen, vilde derved være vundet meget med Hensyn til Nørrebros Forskjønnelse.

(Nationaltidende 23. april 1884).

Pastor Carl Kratzenstein Stub Jørgensen. (Efterskrift til Politivennen)

En uhyggelig Historie meddeles "Jyllp." fra Skive. Pastor C. K. G. Jørgensen, der i Aarene 1870-77 var Sognepræst i Durup og Tøndering paa Salling og som i ualmindelig Grad var agtet og afholdt i Menigheden, blev i sin Tid sindssyg og som Følge deraf indlagt paa Sindssygeanstalten ved Aarhus, hvorfra han imidlertid blev udskreven som helbredet i December 1881. Siden har den af Skjæbnen saa haardt prøvede Mand boet sammen med sin Hustru og sine mange smaa Børn i Nærheden af Skive. I lang Tid var han sengeliggende, men efterhaanden bedredes hans Helbred, og han besøgte nu af og til sine Venner og Bekjendte i Skive. Hans Opførsel har hele Tiden været saaledes, at Nogen har havt Grund til at besvare sig over ham, og det vides ikke, at han har foretaget Nogetsomheist, der kunde forulempe Nogen. Ikke destomindre blev ham Onsdagen den 26. f. M. opsøgt af to Politibetjente og om Aftenen Kl. 10 anholdt i en Privatmands Hus, hvorfra han førtes til Sygehuset og indespærredes i et der for Sindssyge indrettet usselt Lokale, hvor der holdtes Vagt ved ham om Natten og de følgende Nætter. Denne brutale Medfart er overgaaet den stakkels gamle Mand efter Ordre af den for Borgmester Krabbe fungerende Politimester, Fuldmægtig Lowsen, og denne Ordre skal være foranlediget ved, at Distriktslæge Schou den nævnte Dag har erklæret den svage, gamle Mand for at være "farlig for den offenlige Sikkerhed". Ligesom næppe Nogen, der kjender Pastor Jørgensen, kan tænke sig Muligheden af antagelige Grunde til dette Dekret, saaledes vides det eiheller, at det er støttet paa nogen forudgaaet Undersøgelse eller paa Beviser for hans "Farlighed", og den hensynsløse Anholdelse og Indespærring fremtræder derfor i et høist mærkeligt Lys. Pastor Jørgensens Hustru, der selvfølgelig var i høi Grad fortvivlet over sin Mands pludselige Anholdelse og den Behandling, der, som antydet, blev ham tildel, henvendte sig et Par Dage senere til Proprietær Ingwersen til Aldershvile om Bistand i denne Nød. Hr. Ingwersen overbeviste sig ved et Besøg i Sygehuset, hvor han fandt Konen og Børnene grædende hos Præsten, om Rigtigheden af den utrolige Beretning om hvad der var foregaaet, og den 1. April indgav saa Fru Jørgensen en Begjæring til Øvrigheden om, at Hr. Ingwersen maatte blive beskikket til Værge for hendes indespærrede Mand. Denne Bestikkelse blev endelig udstedt den 5. April, og Dagen efter, Søndagen den 6. April, befriede Hr. Ingwersen Pastor Jørgensen fra Indespærringen i Sygehuset og tog ham med hjem til sig, hvor han siden har opholdt sig og færdes med fuld Frihed uden at der er Spor af "farlige" Tendenser at mærke hos ham. Sluttelig udtales, at den bestikkede Værge vistnok vil vide at faa Sagen underkastet den Prøvelse af overordnede Autoriteter, som der synes at være saa megen Anledning til.

(Thisted Amtsavis 21. april 1884)

Behandlingen af Pastor Jørgensen. I "Skive Av." erklærer Distriktslæge C. M Schou, at den Meddelelse, "Jyllp." har bragt om Behandlingen af Pastor Jørgensen, er urigtig. Det er saaledes usandt, at Pastor Jørgensen blev udskrevet fra Aarhus Anstalt som helbredet. Sandheden er, at han aldrig har været helbredet, men vel en Tid mere rolig. Det er ligeledes usandt, at Ingen har havt Grund til at besvære sig over ham. Hans Huslærerinde maatte saaledes for nogen Tid siden siden flygte bort fra hans Hus og søge Tilflugt i Nabogaarden, og det var just Naboernes begrundede Klager over hans Ufred, der tvang Politiet til at indlægge ham i Skive Sygehus. Det er ligeledes usandt, at Distriktslægen har givet den anførte Attest uden i Forveien at undersøge hans Sindstilstand.

(Folkets Avis (København) 25. april 1884).

Pastor Jørgensens Indespærring. Angaaende den i vor Søndags Avis optagne Beretning om den sindssyge Pastor Jørgensens af Politiøvrigheden foranstaltede Indespærring i Skive Sygehus skriver Distrikslæge E. M. Schou i de lokale Blade Følgende:

"Hvad den Historie angaaer, som "Jyllandsposten" bringer om Pastor Jørgensen, da er Sandheden her fordrejet paa en mærkelig Maade. Det er saaledes usandt, at Pastor Jørgensen blev udskrevet til Aarhus Anstalt som helbredet. Sandheden er, at han aldrig har været udskrevet, men vel en Tid mere rolig. Det er ligeledes usandt, at Ingen har haft Grund til at besvære sig over ham. Hans Huslærerinde maatte saaledes for nogen Tid siden flygte bort fra hans Hus og søge Tilflugt i Nabogaarden. og det var just Naboernes begrundede Klager over hans Ufred, der tvang Politiet til at indlægge ham i Skive Sygehus. Det er ligeledes usandt, at jeg har givet den anførte Attest, uden i Forvejen at undersøge hans Sindstilstand.

Tror Værgen, at jeg har fejlet, da er det hans Pligt at drage mig til Ansvar, og for Proprietær Ingwersen er det vistnok ikke nogen ukjær Pligt at søge Rettergang, men jeg skal nok vide at forsvare hvad jeg har gjort"

Fra anden Haand have vi modtaget en Korrespondance, hvori det bl. A. hedder at det ingenlunde har manglet paa Besværinger over Patientens Forhold; Tværtimod ere saadanne gjentagne Gange fremkomne. Hvad særligt Anledningen til hans IndIæggelse paa Amtssygehuset angaar, oplyses det, at to Mænd, i alle Maader agtværdige og troværdige, gjorde formelig Anmeldelse til Politiet om, at de som Naboer til Patienten bleve holdte i stadig Uro ved hans Færd, som de ansaa for i høi Grad faretruende, og imod hvilken de paakaldte det Offentliges Bistand. De producerede derhos en Erklæring fra Distriktslægen - som ved Samtaler med Patienten havde haft Lejlighed til at undersøqe hans Tilstand - om, at Manden var sindssyg og farlig for den offentlige Sikkerhed. Derefter blev han foranstaltet indlagt i Sygehuset. For at besørge Indlæggelsen sendtes to Civilklædte med lukket Vogn ud til hans Hjem. Da han ikke blev truffen her, kjørte de igjen ind til Skive, hvor de traf ham i en Butik og formaaede ham høfligt - fra deres Side og godvilligt fra hans Side - til at følge med dem til Sygehuset.

* * *

Efter at Sagen saaledes er belyst fra alle Sider, tør det vel antages, at alle de Omstændigheder, der have nogen Betydning, ere oplyste. Men er dette Tilfældet, kunne vi ikke nægte, at det Indtryk, vor Hjemmelsmands Beretning maatte gjøre, efter vort Skjøn ikke i noget væsentligt Punkt er blevet modificeret ved, hvad der senere er fremkommet. Herefter stiller Sagen sig nemlig saaledes, at den sindssyge Mand siden han for omtrent halvtredie Aar siden blev udskreven fra Sindssygeanstalten - om som helbredet eller ikke, kan næppe i denne Henseende have stor Betydning - har opholdt sig hos sin Familie, først sengeliggende, senest i flere Maaneder gaaende frit omkring, indtil han nu paa Forlangende af et Par Naboer, som bleve holdte i "Uro" af ham, og i Henhold til en Erklæring fra Distriktslægen om, at han ansaa ham for "farlig for den offentlige Sikkerhed", pludselig blev opsøgt af Politiet og indespærret i Sygehuset, hvorfra hans derefter beskikkede Værge befriede ham. Distriktslægens Erklæring, der fremtræder som et subjektivt Skjøn, for hvis Rigtighed der iøvrigt ikke i det ellers Oplyste ligger noget afgjørende Bevis, er selvfølgelig ikke blot baseret paa de ovenfor omtalte Samtaler, men, efter hvad der er os bekjendt, paa et længere personligt Kjendskab til Patienten. Men selv om denne Erklæring maatte være nok saa vægtig, kan dette dog sikkert ikke hjemle den brugte Fremgangsmaade fra Politiøvrighedens Side. Medens Lovens Regel om Afsindiges Indespærring er den, at Øvrigheden kan sætte dem i Forvaring, naar de ere "rasende" og deres Frænder eller Værger ikke ville eller kunne forvare dem, og det efter Reskr. af 15. Febr 1793 er Amtmanden, som bestemmer, om de kvalificere sig til at indespærres, har i dette Tilfælde Politiet, som det synes paa egen Haand, strax foretaget Indespærringen, som atter ophørte ved en Indespærredes Værgers Mellemkomst.

(Jyllandsposten 26. april 1884).

Der var yderligere et indlæg i Jyllandsposten den 1. maj 1884 til forsvar af pastor Jørgensen.

I en artikel af Johannes Nielsen: En præsteskæbne fra Salling i Skivebogen 1984 gives nogle oplysninger om Pastor Carl Kratzenstein Stub Jørgensen (1824-1895): Han var på foranledning af provst Møller blevet afskediget i 1880. Han havde været kapellan i Fruering, præst i Durup i 7 år og præst i Rødding. Han havde været indlagt 19. september 1879 til 24. august 1880, 3. november 1880 til 27. december 1881 og 12. maj 1884 til 21. juli 1886. Artiklen fortolker journaler mv. som at han havde en tiltagende depression. Forfatteren lufter også den antagelse at præsten var sympatisk over for Venstre, og at Estrup og kirkeminister Scavenius benyttede sig af lejligheden til at skaffe sig af med ham.

Konflikt paa Borch & Henrichsens Fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdertyranni. Under denne Overskrift har en Hr. R-o. i "Dagbladet" søgt at gøre gældende, at Smede- og Maskinarbejdernes Forbunds Optræden overfor d'Hrr. Borch & Henriksen, Vesterbrogade 95, er en fuldstændig Misbrug af Magten. Tillad mig derfor, Hr. Redaktør, at komme med nogle Oplysninger til Hr R - o

Jeg skal da først forklare, hvad der har fremkaldt det af ham saakaldte Arbejdertyranni.

Arbejderne paa Borch & Henriksens Fabrik henvendte sig til Forbundet for gennem dette at faa Forholdene forbedrede, idet der Beskæftiges Smede med en Løn af 20 Øre pr. Time (ved Taganlæget paa "National" har Firmaet endog betalt med 18 Øre pr. Time). Desuden brugte Firmaet den Fremgangsmaade, at aftrække 18 Øre pr. Time af Lønnen, naar Arbejderne ikke havde mødt i rette Tid om Morgenen. Porten blev lukket Kl. 6 Morgen, og den, der havde forsinket sig, selv om det kun var et Par Minuter, kunde ikke paabegynde Arbejdet for Kl 8½ og mistede altsaa derved en Del af sin Fortjeneste, idet han ved Lukkesystemet tit mistede nogle Timers Løn om Ugen, og ved at Lønnen yderligere blev nedsat med 1 Øre pr. Time, mistede en Del af sin virkelige Fortjeneste. Da der ikke gaves Akkordarbejde paa Fabriken, kunde den tabte Løn selvfølgelig ikke indvindes ved for øget Flid. Arbejderne havde i længere Tid ytret Misfornøjelse med Forholdene, indtil de i Slutningen af Januar besluttede at nedlægge Arbejdet. Dette blev ved et Møde mellem Arbejderne og Forbundets Bestyrelse endelig bestemt. Arbejdet nedlagdes af 43 af de 48 Smede og Maskinarbejdere, der da beskæftigedes paa Fabriken. De øvrige 5 Arbejdere blev paa Fabriken. En af dem, som er Kedelsmed, men oprindelig har været Skibstømrer, søgte efter Evne at forhindre Smede- og Maskinarbejderne i at opnaa de attraaede Forbedringer. Denne Mand syntes at være Firmaets Et og Alt: thi han er stadig paa Benene, hvor det gælder om at gaa Fabrikanternes Ærinde. Muligvis kan denne Mand ikke arbejde i det Fag han har lært, eller maaske han ogsaa der har vist sig som en troløs Kammerat. Forøvrigt er det nok ikke første Gang, han skifter Profession. Borch & Henriksen søgte ligeledes at forhindre Arbejdsnedlæggelsen ved at forsøge at overtale hver enkelt Arbejder til at underskrive en Forpligtelse til ikke at nedlægge Arbejdet og ved at give enkelte Arbejdere Udsigt til Lønningsforhøjelse; men at gaa ind paa det at Arbejderne fremsatte Ønske om Forbedring i Forholdene afslog de bestemt, formodenlig i den Tro, at Arbejderne var tvungne til at bøje sig viljeløst for Kapitaltyranniet, og at Værdien af Arbejdskeasten ikke kunde medbestemmes af Arbejderne men kun af d'Hrr Fabrikanter. Sagen tog som bekendt en anden Vending, idet Firmaet med de Individer, som det havde til Raadighed, ikke kunde paatage sig Arbejde i samme Omfang som tidligere.

Hvis Hr R-o. vil anstille en Sammenligning mellem det Tryk, som Arbejdsgiverne har udført paa Arbejderne, og det Tryk, som Arbejderne har udøvet til Gengæld, vil han vist indrømme, at Arbejdsgiverne har misbrugt Magten i en langt højere Grad end Arbejderne, idet de har fordret, at Arbejderne ubetinget skulde arbejde for den Løn, som de bude, uanset om det svarer til det udførte Arbejde og til den Pris, som Livsfornødenhederne staar i. Det var Dhrr. ligemeget om Arbejderne kunde eller ikke kunde forsørge deres Familie med den Løn, de fik, naar blot Firmaet var i stand til at underbyde enhver Konkurrent og dog selv tjene Penge; men Arbejderne, ja deres Løn maatte trykkes. Her var noget at gøre, og Dhrr. benyttede denne Udvej saa godt, at der formodenlig blev en smuk lille Sum tilovers til Dhrr. Fabrikanter af det Overskud, som ellers vilde have tilfaldet Arbejderne, hvis der for Arbejdet var blevet betalt en passende Løn. Firmaet fordrede endvidere: at Arbejderne ubetinget skulle bøje sig for de Regler, som Dhrr. foreskrev paa Fabriken. De Personer, som Hr. R-o. har saa meget tilovers for, kendte deres forhenværende Kollegers slette Stilling, men saa kun paa deres egen Fordel, og de havde ikke Spor af Medfølelse med deres Kolleger. De gjorde fælles Sag med Arbejdsgiverne for selv at indsmigre sig. De begik Forræderi mod deres Kolleger, ikke af Kærlighed til Mestrene, thi disse Folk tager vist kun Hensyn til sig selv, men de gjorde det i Haab om derved at opnaa privilegerede Stillinger og i Haab om i det Hele taget at kunne profitere af deres Arbejdsgiveres Taknemmelighed.

Hr. R-o. skriver, "at de var nogle Arbejdere, som Firmaet satte særlig Pris paa." Jeg troer dog ikke, at de er særlig dygtige Arbejdere. Det under Streiken udførte Arbejde beviser det modsatte. Nej, den Pris, der sattes paa disse Folk, er høi Pris, her af den ene kæmpende Part altid sættes paa Overløberne fra den modsatte Lejr. Tror De virkelig, Hr. R-o., at disse Mennesker vilde betænke sig paa at for raabe deres nuværende Venner, naar de kunde have Fordel deraf, eller tror De ikke, at disse Personer med Begærlighed vilde »ude de Fordele, som de Strejkende, der er blevne modarbejdede af dem, ved Enighed har tilvejebragt. 

Finder De det saa uberettiget, at man nægter at arbejde Side om Side med Folk, som ikke har vist Spor af Kollegialitet. Vi bruge kun Magten for at skaffe os taalelige Kaar, for at værge os mod Folk, der ved deres Opførsel har vist, at de ikke er i Besiddelse af Broderskab og som ikke anerkender vor Frihed til at bestemme Prisen for vor egen Vare (Arbejdskraften), og saadanne Folk, der for personlig Vindings Skyld hjælper Kapitalisten til at trykke den fattige Arbejder, vil De, Hr. R-o, vist indrømme, dele næppe den Anskuelse, De synes at nære om "Lighed". Smede- og Maskinarbejdernes Forbunds Opgave er Arbejdets Frigørelse fra Kapitalens Magt, og vor Forening maa som Følge deraf kampe mod Kapitaltyranniet enten dette saa haandhæves af Arbejdsgiverne eller Andre.

Ærb.
F. Hurop.
Formand for "Smede- og Maskinarbejdernes Forbund".

(Social-Demokraten 13. april 1884).

Den 29. maj fik en strejkende idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød for at have truet en af arbejderne med at gå på arbejde. Den 19. juli 1884 blev der indgået en aftale om en minumumsløn. Arbejdsgiverne anerkendte ikke arbejdernes ret til medbestemelse i lønningsspørgsmål. Sommeren 1885 iværksattes en lockout mod smede- og maskinarbejderne, men Borch & Henrichsen deltog ikke i denne. Firmaet var med til at bygge Cirkusbygningen og Cafe Boulevard i 1886. I 1889 lå maskinfabrikken og jernstøberiet Vesterbrogade 95.