Kjøbstadfolk. (Efterskrift til Politivennen)

Det var unaturligt, at vor Hovedstad i mange Tider laa i politisk Søvn og sendte lutter Stiftamtmænd til Folketinget. Nu ved sidste Valgdag rettede dette abnorme Forhold sig. Hovedstaden erklærede ved Valgene, at den vilde deltage i Fremskridtsudviklingen, som Landbefolkningen allerede i Aartier havde arbejdet paa. At de valgte repræsenterede forskellige Afskygninger af Fremskridtets Tilhængere var i sin Orden. En Hovedstad, især en i Forhold til Landets andre Byer saa stor Hovedstad som vor, maa have et mere forskjelligartet Fysiognomi end Landet, hvor Befolkningens Beskæftigelser er ensartede og hvor Interesserne er fælles. Landets næststørste By Aarhus har nu ogsaa vist, at den fulgte med ved at vrage en Godsejer for en Fremskridtsmand.

Men største Delen af de øvrige Kjøbstæder sover endnu. Deres Borgere stemmer endnu paa Junkernes eller paa de nationalliberales Kandidater, uagtet disse Byer, navnlig de mindre af dem lever af Landbefolkningen. Det er Oplandet, der giver Kjøbmændene deres Existentsbetingelser det vil sige: Kjøbmændene i de smaa Kjøbstæder lever væsentlig af Bønderne. Men det er en sejg, en søvnig Befolkning, disse Kjøbstadfolk. Det nuværende Slægtled er hverken i almindelig eller politisk Dannelse stort ude over, hvad deres Fædre var for en tyve-tredive-fyrretyve Aar siden, medens den bedre stillede Del af Landboerne er gaaede frem med Kæmpeskridt i begge Henseender. Det er nu ingenlunde ualmindeligt at træffe Gaardmænd, der endogsaa følger med i vore literære Bevægelser og interessere sig for deres fremtrædende Personligheder og karakteristiske Situationer, medens det er en Undtagelse, at en Kjøbstadkjøbmand har den fjærneste Forestilling om, at sligt existerer eller betyder noget. Har han læst derom noget er det Højres og deres Smudsblades Forvrængninger og Løgne. Kjøbstadmanden er endnu ikke fri for at betragte sig som hørende til en højere Klasse end Bonden, hvem hans Fædre snød ved Kridtregnskabet paa Disken, som Bonden ikke kunde kontrollere, og den Omstændighed, at han nu kan følge med og ikke lader sig snyde, gjør ham ikke mere agtet i Kjøbstadmændenes Øjne; nej, han ærgrer sig kun over, at de Bønder bliver mere og mere "udspekulerede". Medens Højskolerne, hvad man end muligvis kan indvende mod deres Undervisningsmethode navnlig i deres første Tid, har den ubestridelige Fortjeneste at have lettet Landbefolkningens Øjne fra Muldet til Lyset, ligger Kjøbstadbefolkningen for en meget stor Del nedsyltet i en materiel, borneret Betragtning af Livet, som om dets eneste Maal var Mad og Drikke, i det højeste pynter den sig ved festlige Lejligheder med nogle forslidte nationalliberale Kluds, som er kasserede baade af Intelligensen i højeste Forstand og af de praktisk politisk oplyste Landboere. Egentlig elsker disse Kjøbstadfolk langtfra deres Embedsmænd. Thi disse Folk ser ned paa Borgerne, naar de ikke er rige nok til at glæde dem ved en flottere Selskabelighed, end de selv kan præstere, med samme Følelse af Kasteoverlegenhed som den, hvormed Borgeren ser ned paa Bonden .De mindre Borgere kommer ikke i Omgangsforhold til Embedsmændene, men de ser op til dem af gammel Vane og misunder de store Borgere, der kan komme i Lag med dem. Men ved Valgene stemmer de med Honoratiores. Embedsmændenes formalistiske Skole og Universitetets Dannelse giver dem en vis Sikkerhed i Optræden; de er de eneste Kjøbstadbeboere, der kan føre en Pen. Men et blandt de mange Beviser for, at den skematiske Latinskole og Universitetsdannelse, naar man bliver staaende ved den, kun har en ydre Dressur til Resultat, kan hentes af denne Embedsstands aandelige Goldhed og utrolige Uvidenhed uden for det rent fagmæssige. Sjældent har noget af dens Medlem arbejdet videre paa sin aandelige Uddannelse; de er bleven staaende paa det Standpunkt, de og Verden var paa, da de for tyve, tredive Aar siden blev Studenter, og det er en bekjendt Sag, at den, der ikke gaar frem, gaar tilbage. De er uden for Tidens aandelige Strømninger i Politik, i Videnskab, i Literatur, i Kunst, i Realiten er de lige saa tykt uvidende som deres Byfæller bag Disken. At de nu holder med Junkerne er forklarligt. De bedre lønnede af dem bliver jo indbudte til Omegnens Herregaarde til Middag til stor Misundelse for dem, der ikke kommer med Enhver, der har levet i en lille Kjøbstad, véd, med hvilken Spænding man imødeser, hvem der skal bydes til Grevens, Baronens, Kammerherrens eller Hofjægermesterens næste Selskab, og hvorledes Byens "bedre" Huse efter Evne stræber op imod Herregaardenes Selskabstone og Traktement. Men hvad Intersse Borgerne, med Undtagelse maaske af en eller anden større Kornhandler, kan have af at gaa Junkernes Ærinde, er ubegribeligt. Herregaardene holder gjerne deres egne Haandværkere, og de kjøber deres Varer i Kjøbenhavn, mellem en jævn Kjøbstadkjøbmand og en "født" Herremand er der et svælgende Dyb befæstet, og om aandelig Paavirkning kan der naturligvis ikke være Tale - undskyld, at vi et Øjeblik nævne dette Tillægsord i en Sammenhæng, hvor vore Adelige figurerer. Denne Respekt for den ydre Fornemhed, for Adel og Rang, er et af Spidsborgerlighedens ægte Kjendemærker; en stor Del af vore Kiøbstæders Beboere trænger stærkt til, som Hr. Hørup sagde i sin Tale ved Grundlovsfesten paa Frederiksberg, fra Spidsborgere at blive Borgere. Naar Dr. G. Brandes i "Det ny Gjennembruds Mænd" i Artiklen om S. Schandorph angaaende Kjøbstadborgerfigurerne i denne Forfatters sidste Roman, anker over, at disse ligner aldeles dem, samme Forfatter har skildret i andre Bøger, hvis Handling ligger en Snes Aar tilbage i Tiden, viser det, at den udmærkede Kritiker ikke kjender den utilladelige Stagnation, disse Mennesker har levet i, ja end ikke kan tænke sig den, hvad der er let for forstaaeligt for en Mands vedkommende; der lever i en saa hurtig fremskridende Udvikling og evindelig spejder efter alle Samtidens ideelle Strømbevægelser.

Lige saa liden Grund Kjøbstæderne har til at bryde sig om Junkerne, lige saa liden har de til at elske de nationalliberale, der i deres Velmagts Dage var alt andet end venlig sindede mod "de brolagte Landsbyer" og skaffede dem den forhadte Næringslov af 1857 paa Halsen. Det er Tegn paa noget endnu værre end Spidsborgerlighed, det er Tegn paa Trællesind at slikke den Haand, der har slaaet én. Og hvorledes blev Kjøbstædernes Interesser tilsete ved Anlæget af den sjællandske Vestbane? Man erindre sig Beliggenheden navnlig af Sorø og Slagelse Banegaarde.

Grunden til, at vor Landbostand saa tidlig er kommen med i Politiken og nu alt i mange Aar har dannet den Garde, der værner om vor Forfatnings Aand og Ord, turde maaske nærmest være den, at den tidlig fik Ledere ud af sin egen Midte, Mænd, som forstod dens Tankesæt, som den igjen forstod og havde Tillid til. Derfor slog den politiske Agitation an, derfor møder nu Landbefolkningen i sluttet Trop paa Valgdagene, og skjønt ogsaa forskjellig Opfattelse i sin  Tid har skilt den indbyrdes til Forsinkelse for Maalets Opnaaelse, saa samledes den atter, da Ettrupperne vedblev at haane det danske Folketing efter f. Ex paa Trods at have optaget en at deres intransigenteste i Ministeriet i Stedet for at forsvinde fra Scenen. Kunde det ikke være tænkeligt, at opvakte og oplyste Kjøbstadsmænd, saa uafhængig stillede, at de kunde ofre sig noget for Politiken, kunde fremstaa og vække deres Standsfæller op af deres aandelige Søvn, gjøre dem klart, at de hverken har Interesser tilfælles med Landjunkere eller Bureaukrater, at de hverken kan vente sig aandelige eller materielle Goder fra den Side, at de er naturlige Kampfæller med den store Landbefolkning, af hvilken og med hvilken de lever? Kjøbstadborgerne vilde da snart faa Øjet op for, at de ikke kan se Bønderne over Hovedet; det vil blive en Æressag for dem at naa samme Bønder i Oplysning og i Sans for Livet, der rører sig om dem. Thi - det lan ikke gjentages tidt nok - Kjøbstæderne er skrækkelig tilbage, og Heibergs første Vaudeville, hvis Handling jo er henlagt til Korsør, ligger ikke saa langt fra Nutidens Virkelighed, som man skulde tro.

b

(Morgenbladet (København) 17. august 1884).

Anskuelsesbillede af Peter Tom-Petersen af en købstad (1904): Man ser bl. a. skibe i havnen, pakhuse, jernbanestation, fabrikker, torvet med rådhus, kirke og en gammel byport. Anskuelsesbillederne blev bl.a. brugt i skolerne. Det kongelige Bibliotek.

Tuborg og Langelinje. (Efterskrift til Politivennen)

Højst ærede Hr Redaktør! "Morgenbladet" har flere Gange paa en Maade, som i al Fald enhver Kjøbenhavner maa være det taknemlig for, bragt ovennævnte Sag frem for Offentligheden. Tillad mig at yde endnu et lille Bidrag i deres Interesse, som færdes paa den smukke Langelinje.

I Følge forskjellige Blades Meddelelser, skal den ny Pavillon paa Langelinje være lejet ud til en herværende Restavratør for en meget høj Afgift. Det er ubegribeligt, at nogen har turdet indlade sig derpaa, naar en saadan Forpligtelse som den, kun at maatte servere Tuborg Øl, hviler derpaa; thi det kan vist med stor Bestemthed forudsiges, at Publikum ikke vil finde sig i en saadan hensynsløs Indskrænkning paa en Promenade, hvor der ikke findes noget andet Forfriskningslokale. I Hamborg og andre tyske Byer er der en stor Mængde Udskænkningslokaler. hvor der i hvilke kun serveres Øl fra et bestemt Bryggeri, men Forholdene der er jo absolut forskjellige fra Forholdene herhjemme. Der findes menlig den ene "Biergarten" og "Bierhalle" ved Siden af den anden, saa at Publikum har frit Valg; men Hensynsløsheden bestaar jo netop i at man her vil forsøge paa at paatvinge os en bestemt Ølsort paa et Sted, hvor intet Valg haves. Det vilde vel i det hele neppe være heldigt, om vi her hjemme tog det tyske "Ølvæsen" til Mønster. For den, der saavel Søn- som Søgnedage passerer Strandvejen fordi Tuborgs Ølpavillon, vil det sikkert staa som en Kjendsgjerning, at Øllet der ikke har formaaet at samle Publikum, og Sagen er, at der paa den Vej gives andre Steder, hvor man kan søge hen. Nu vil man altsaa paa Langelinje byde os, at vi kun maa faa den Sort Øl! - Man kan jo lade være at gaa derind, vil man indvende. Ganske vist, men det er dog virkelig for galt, at man paa en Spaserevej, hvor der netop trænges til Restavrationslokaler, ikke som hidtil skal kunne faa, hvad man ønsker, og der gives neppe noget andet Sted i Verden, hvor man vilde finde sig i sligt. Gaves der Publikum Valg, stillede Sagen sig jo anderledes.

Dansk Lystsejlads-Forenings Pavillon ved Langelinje. Illustreret Tidende nr. 1298, 10. august 1884.

I "Nationaltidende" staar der at læse, at den ny Pavillon vil blive et udmærket Sted for den "fashionable" Del af de spaserende paa Langelinje. Sammenholder man den Udtalelse med det Rygte, der gaar om, at Priserne oven i Kjøbet skulle sættes meget højt for at "rense Luften", hvad skal der saa blive af os andre skikkeliqe Borgere, der ikke kunne gjøre Krav paa at være "fashionable", og slet ikke føler Lyst til at  betale for Tilladelsen til at kaldes saaledes? Ganske vist misunder jeg ikke den Vært, der skal leve af det "fashionable" Besøg, thi den nu Pavillon vil formentlig ikke kunne forandre Sammensætningen af det Publikum, der stiler ad Langelinje til. Navnlig om Søndagen bestaar største Parten ubetinget af "Mellemklassen", der i Fred og Ro vil nyde Udsigten over deres kjære Sund og saa - hvad de ellers har Lyst til af Spise- og Drikkevarer.

Hvad selve Pavillonen angaar, saa stod jeg i den Formening, at den skulde opføres af Mur og Bindingsværk med Beklædning af Panel. Som det nu er bliver det vistnok - hu ha - en noget kølig og mindre solid Vinterbolig Men om Sommeren bliver der rart indelukket. Bedst Udsigt bliver der til Kastelsgraven; mon ikke "Dansk Forening for Lystsejlads" kunde faa Tilladelse til at lægge sine Fartøjer der? - Naa lad mig nu ikke sejle for langt bort fra mit egentlige Udgangspunkt, der jo var det, at udtale min Indignation over, at man vil vove at byde os freds- og frihedselskende Kjøbenhavnere en aldeles ikke tidssvarende Indskrænkning med Hensyn til, hvad Øl vi maa drikke og hvorledes vi maa bære vor Hat. I det Haab at mange i Gjerningen vil vise, at de er enige med mig i denne min Opfattelse, slutter

Deres ærbødige

Langelinjer.

(Morgenbladet (København) 14. august 1884).

Fotograf, boghandler, forlægger Fritz Theodor Benzen (1864-1945): Dahlerups Langelinie Pavillon. Formentlige fra mellem 1891 og 1902. Det kongelige Bibliotek.

Den omtalte første Langelinie Pavillon var tegnet af Vilhelm Dahlerup. Som nævnt var den ejet af De forenede Bryggerier, men fungerede som klubhus for Kongelig Dansk Yachtklub. Tilsyneladende delte mange artikelskriverens opfattelser, for pavillonen bestod kun i 18 år, og blev erstattet af den anden Langelinjepavillon tegnet af arkitekten Fritz Koch (1902) som bestod indtil den blev schalburteret under 2. verdenskrig.

Ingrid Christine Lundqvist. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsdom. Birkedommeren i Kjøbenhavns Amts nordre Birk har i Mandags d. 11. d. M. i Birkets Extraret i Forbindelse med de i Henhold til Loven tiltagne fire Meddomsmænd anlagt følgende Dom: Ifølge Stiftamtets Ordre tiltaltes Arrestantinden Ingrid Christine Lundqvist for Barnemord. Ved egen Tilstaaelse, hvormed det Oplyste stemmer, er Arrestantinden overbevist om at have gjort sig skyldig i den Forbrydelse, for hvilken hun tiltales og de med Sagen forbundne Omstændigheder ere følgende. Efter at Arrestantinden, der er født i Sverig den 28. September 1863 og ikke her i Landet har været tiltalt eller straffet, d. 1. November 1882 var kommet her til Riget, fik hun straks Tjeneste paa Meerløsegaarden pr. Ringsted og forblev der til 1. Januar 1883, da hun fik Tjeneste paa Lautrupgaarden i Ballerup Sogn, og paa begge disse Gaarde tjente hun efter sin Forklaring sammen med den svenske Karl Christoffer Person, til hvem hun kom til at staa i Forhold, hvorfor han ogsaa i den Anledning havde lovet hende Ægteskab, inden hun fødte sit Barn. Den 1. November f. A. reiste de nemlig sammen fra Lautrupgaarden til Sverig, og hendes Forklaring, der forøvrigt ikke har kunnet bestyrkes ved Barnefaderens Udsagn, da han ikke har været at finde, gaar i denne Henseende ud paa, at der var en Aftale imellem dem, at han i Malmø skulde oppebie hendes Tilbagekomst fra Smaaland, hvor hun i ca 14 Dages Tid vilde gjæste sin Familie og at hendes Kjæreste ved hendes Tilbagekomst vilde gifte sig med hende, men da hun kom tilbage til Malmø, var han reist bort, efter Foregivende til Fyn, men hun har ikke siden hørt noget fra ham. Fra Malmø begav Arrestantinden sig tilbage her til Landet hvor hun afvigte 1. December fik Tjeneste hos Proprietær Bistrup, og her fødte hun afvigte 6. Februar et Drengebarn, som ved Daaben fik Navnet Peter Martin Christoffersen, og som hun beholdt hos sig i sin Tjeneste indtil d. 23. f. M., da hun satte det i Pleie hos Indsidder Lars Peter Sørensen i Ballerup, der lovede at beholde det til den 1. Mai sidst., mod en Betaling af 12 Kroner om Maaneden. Da Arrestantinden imidlertid ikke uden Pleiemoderens Opfordring saa Barnet, der var sygeligt, og Barnemoderen ikke betalte Pleiepengene efter Aftale, medens et Tilbud fra Pleiemoderen om at ville beholde Barnet for 10 Kr. om Maaneden, naar disse bleve betalte i rette Tid og hun selv vilde bekoste Klæder til det, ikke blev paaagtet, begav Indsidder Sørensen sig afvigte 2. Juni til Lindholmgaarden og paalagde Arrestantinden at afhente Barnet, da de paa ingen Maade vilde beholde det længere. I Henhold til dette Paalæg indfandt Arrestantinden sig ogsaa den 7. næstefter om Aftenen Kl. 6 1/3 a 6½ hos Sørensens og fik Barnet udleveret, men nægtede at medtage den Flaske med Mælk med tilhørende Apparater, som Sørensens Hustru tilbød hende til Barnet paa Reisen. Efter at Sørensens Hustru derpaa havde fulgt Arrestantinden et lille Stykke udenfor Ballerup By, gik Arrestantinden videre ad Veien til Maaløv for paa den derværende Jernbanestation at stige ind i Toget, naar det ankom hertil. Men omtrent midtveis mellem Ballerup og Maaløv satte Arrestantinden sig ned i drosken og kvalte sit Barn ved at snøre sit Lommetørklæde om Halsen paa det; efter hendes Forklaring indtraadte Døden hurtig; idet det ikke græd, men sprællede og straks blev slaaet i Hovedet. Da Barnet var dødt, svøbte hun det med Tørklædet om Halsen ind i sit Shavl og begav sig med det til Maaløv Jernbanestation, hvorfra hun med det afgaaende Aftentog tog til Ølstykke Station, og derfra begav hun sig til Lindholmgaarden, hvor hun, efter at være lukket ind af Stuepigen gjemte Barneliget i sin Kiste til næste Dags (Søndag) Aften - den 8. Juni - Kl. 10, da hun kastede Liget i et tæt ved Gaarden værende Mosehul, efter at have afført Liget de fleste Klæder og syet det ind i en Ble. Det blev imidlertid den 16. f. M. fundet af Husmand Jens Pedersen, der saa Pakken svømme paa Vandet, der dersteds har en Dybde af ca. 8 Alen, hvorefter han optog det ved Hjælp af en Rive og bragte det til sit Hjem, og blev det derefter gjenkjendt saavel af Barnemoderen som af Fru Bistrup. I den af Fysikus Tolderlund og Distriktslæge Villemoes foretagne legale Obduktionsforretning hedder det, at Obduktionen ikke giver direkte Oplysninger om Barnets Død, men har heller ikke bragt noget for Dagen, som udelukkes Muligheden af, at Barnet, som af Barnemoderen angivet, er ombragt ved Kvælning. De fremstaaende Øine, den imellem Kjæberne fremragende Tunge og det i høire Hjerte ophobede Blod bekræfter efter Obducenternes Skjøn snarere Rigtigheden af hendes Forklaring. Ifølge Arrestantindens Tilstaaelse maa hun antages at have dræbt Barnet med Overlæg, idet alt under afvigte 3. Mai den Tanke at aflive Barnet har fæstet Rod hos hende, hvorfor hun for sine Medtjenere foregav, at det var hendes Agt at anbringe Barnet i Pleie i Sverig, og var Grunden til, at hun gik til Fods fra Ballerup til Maaløv om Aftenen den 7. Juni den, at hun vilde se Lejlighed til at dræbe Barnet paa Veien. Efter det oplyste kan hun ikke antages at have næret nogen kjærlig Følelse for Barnet, og maa Motivet til Gjerningen antages at have været Bekymring for, hvorledes hun skulde kunne forsørge det i Fremtiden.

Ifølge foranførte vil Arrestantindens Forhold være at bedømme efter Straffelovens § 190.

Thi kjendes for Ret.

Arrestantinden Ingrid Christine Lundqvist bør straffes paa Livet. Hun udreder derhos de med hendes Arrest og denne Sag forbundne Omkostninger og derunder Salær til Aktor, Prokurator R. P. Møller 20 Kr. og til Defensor, Prokurator Diechmann 15 Ar. At efterkommes under Adfærd af Loven: B. Schow. B. Nielsen. L. Sørensen. H. C. Christensen. N. Andersen

(Nationaltidende 12. august 1884).

Overretten stadfæstede dommen i oktober 1884. Hun blev formentlig benådet senere.

Arbejderne ved det nye Havneanlæg ved Kalkbrænderibugten. (Efterskrift til Politivennen)

har i længere Tid været i fuld Gang og skrider rask frem, idet der arbejdet med en Styrke af ca. 250 Mand. Inde ved Land har man allerede opfyldt en betydelig Strækning, og længere ude i Vandet har man nedrammet en lang Række Pæle, der betegner Stedet, hvor senere Dæmninger skulle beskytte Hovedbassinet mod Storm og Bølgegang. Fremdeles er flere Dampmuddermastiner i Gang med at uddybe Farvandet, som mange Steder er meget grundet, og det derved optagne Ler og Sand finder en bekvem Anvendelse til de betydelige Opfyldninger. Den gamle velkendte Strandpromenade har ved disse Arbejder allerede meget skiftet Udseende: Terrænet er paa en lang Strækning raseret og forskellige Bygninger fjernede, lige som det gamle Kalkbrænderis Dage snart er talte. Endnu rager dets kuppelformede Kalkovne op i det flade Terræn, men om kort Tid ville samtlige til dette Anlæg hørende Bygninger være nedrevne, og Stedet vil da rimeligvis faa Navn efter det nye Anlæg, som dannes derinde, og som passende vil kunne kaldes "Nordhavnen" eller andet lignende. Den Forandring, som alt er foregaaet, er dog for Intet at regne mod den, som vil finde Sted ad Aare, naar store Pakhuse og Forretningsetablissementer har rejst sig ved Havnemolerne, og naar de nødvendige Færdselsveje samt den projekterede Østbanegaard nord for Kastellet er tilvejebragte. Efter den Kraft at dømme, hvormed Havnevæsnet driver det egenlige Havnearbejde, vil dette rimeligvis næste Aar være tilendebragt: det samme vil rimeligvis ogsaa være Tilfældet med Færdselsvejene, af hvilke den vigtigste, den imod Syd, skal afløse Strandpromenadens Begyndelse og ad Kastelsvejen sætte den nye Havn i Forbindelse med den indre By, i en meget væsenlig Grad vil forandre det tilgrænsende Kvarters Udseende, der nu er en lidet tiltalende Blanding af Villaer, Tømmerpladser og forfaldne Badeanstalter, af hvilke navnlig de sidste skæmme den smukke Udsigt, man ellers kunde have over Sundet. Medens det kan antages, at det private Initiativ, som pulserer saa livligt i Hovedstaden, snart vil kaste sig over de Chancer, som det nye Havneanlæg utvivlsomt vil frembryde, vil Østbanegaardens Tilvejebringelse udkræve Rigsdagens Medvirkning. Tiden har allerede i flere Aar været moden til et sligt Anlæg, og der har jo alt været fremsat Forslag derom, men vort uvirksomme Folkething har jo været altfor optaget af Storpolitiken til at kunne fremme denne Sag Efterhaanden som Havnearbejderne skrider frem, vokser Trangen til en østre Banegaard, og uden en saadan, vil i Grunden det hele Anlæg komme til at svæve i Luften, men man har da ogsaa Lov til at haabe, at Ministeriet Estrup snart maa blive tvungen til at gaa, saaledes at Lovgivningsarbeidet atter kan blive fortsat.

(Social-Demokraten 18. juli 1884).

Den omtalte Østbanegård er Østerport Station. Den stod færdig 1897 som endestation for Kystbanen. Den kom til at hedde Østerbro Station. I 1917 blev der forbindelse til Københavns Hovedbanegård. Navneskiftet skete i 1934.

Mathea Petrea Skovstrup. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordersken fra Børglum Hede. Om den 28aarige Mathea Petrea Skovstrup, der er opvokset under ulykkelig Forhold, idet hun meget tidlig mistede sin Moder og derpaa blev opdraget hos dennes Mand (der ikke var Matheas Fader) og hans anden Hustru, men flere Gange paa Grund af uforsvarlig Behandling blev sat i Pleie andet Steds, er det oplyst, at hun i sit 22. Aar blev besvangret af en Karl, der havde lovet hende Ægteskab, men som svigtede hende, da hun var bleven frugtsommelig, og i Juli 1878 blev hun derpaa indlagt som Lem paa Oppelstrup Fattiggaard. Her fødte hun i September s. A. et Pigebarn, og da Karlen imidlertid var bleven forlovet med en anden Pige, og hun var skamfuld over at have født et uægte Barn, men dog tænkte, at Skammen vilde formindskes, hvis Barnet døde, modnedes efterhaanden den Beslutning hos hende at ombringe Barnet, idet hun stedse tillige tænkte paa, at det var Synd, om Barnet ved at udsættes i Pleie skulde komme til at lide, hvad hun selv havde lidt. Medens hun havde Barnet hos sig paa Fattiggaarden, nænnede hun ikke at udføre den tagne Beslutning, men da Barnet var sat ud Pleie, besluttede hun at udføre sit Forsæt, og i denne Hensigt gik hun kort før Iul nævnte Aar hen til Pleieforældrene i S. Kongerslev, uden at der dog da frembød sig Leilighed for hende til at iværksætte dette; men under et andet Besøg der Helligtrekongeraften 1879, da Plejeforældrene skulde ud og Mathea blev sat til at passe sit eget og deres Børn, udførte hun sit Forsæt ved at kvæle Barnet. Da hun tilsyneladende var meget bedrøvet over Barnets Død og dette var temmelig svagt, afvendte hun Mistanken fra sig. Hun blev derpaa i Efteraaret 1881 gift og levede godt sammen med en Mand de første 2 Aar, men da de ifjor Efteraar flyttede hen til hendes Svigermoder paa Børglum Hede, skete der en væsenlig Forandring deri, og da de fra 1. November tog hendes Mands Søsters uægte Barn i Pleie - rigtig nok imod Matheas Ønske - ophørte Husfreden. Svigermoderen beskyldte nemlig Mathea for ikke at være god mod Barnet samt besværede sig derover for hendes Mand, der atter overøste Mathea med Bebreidelser, og denne fik efterhaanden Lede for Barnet og ansaa det for at være Skyld i de ulykkelige Forhold, hvor under hun nu levede; i længere Tid gik hun nu med den Tanke at ombringe Barnet for at saa Fred i Huset, og slige Tanker opstod især hos hende, naar der havde været Spektakler i Hjemmet, hvilket gik hyppig paa. Efter at der den 18. Januar iaar saaledes atter havde været Klammeri imellem Mathea og Svigermoderen, og Manden skarpt havde bebreidet Mathea hendes Opførsel, blev hun meget ophidset, og da Barnet, der var svageligt og som Følge deraf en Del urolig, græd og vedblev dermed, uagtet Mathea gjorde sit for at berolige det, blev hun yderligere hidsig, og idet hun tog Barnet fast i Armene, slog hun det flere Gange af al Magt bag over med Nakken mod Lergulvet og lagde det derpaa i Seng, idet hun dog endnu med knyttet Næve gav det et stærkt Slag mellem Bryst og Mave. For at være vis paa, at Barnet var dødt, gjorde hun Tillod til at ville kvæle det, men blev dog forhindret deri, ved at Sviger moderen med flere kom til Stede, men kort efter døde Barnet, efter de obducerende Lægers Formering som Følge af den anførte voldelige Behandling, der navnlig havde medført en voldsom absolut dødelig Læsion af Hjerneskallen. Ved Børglum Herreds Extraretsdom blev Mathea, der ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, efter Straffelovens § 190 og § 186 dømt til at have sit Liv forbrudt, og ved Viborg Overrets Dom blev Underretsdommen stadfæstet.

(Nationaltidende 9. juli 1884).

Mathea Petrea Skovstrup var født 1856. Højesteretssagen blev indledt den 2. oktober 1884. Den forsinkedes idet Christiansborg brændte den 3. oktober 1884.

Nr. 188. Højesteretssagfører Asmussen

contra

Mathea Petrea Skoustrup (Def. Levinsen),

der tiltales for Manddrab.

Børglum Herreds Extrarets Dom af 7 Mai 1884:

Arrestantinden Mathea Petrea Skoustrup , Arbejdsmand Søren Christian Sørensens Hustru, bør straffes paa Livet. Saa udreder hun og de af Aktionen lovligt flydende Omkostninger, derunder i Salær til Aktor, Prokurator Winther, og til Defensor, Sagfører Schmidt, 25 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 30 Juni 1884: Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Justitsraad Neckelmann og Prokurator Fasting, betaler Arrestanten 30 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret :

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagfører Asmussen og Advokat Levinsen 60 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Under denne Sag tiltales Arrestantinden Mathea Petrea Skoustrup, Arbejdsmand Søren Christian Sørensens Hustru, for Manddrab. Den 24 Januar d. A. anmeldte Ligsynsmændene for Børglum By, at de ved at syne Liget af det den 18 næstforhen ved Døden afgaaede 2-aarige Barn, Peter Martin Sørensen, der var i Pleje hos Arrestantinden og hendes ovennævnte Mand, havde fundet mistænkelige Tegn paa, at Døden skyldes ydre Vold, og ved den i denne Anledning indledede Undersøgelse er det ved Arrestantindens egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger tilstrækkelig godtgjort, at hun har dræbt saavel det fornævnte Barn, som i Begyndelsen af 1879 sit eget, udenfor Ægteskab fødte noget over 3 Maaneder gamle Barn under følgende nærmere Omstændigheder: Arrestantinden, der er født i 1856, og som er voxet op under ulykkelige Forhold, idet hun i sine første Aar mistede sin Moder og derefter blev opdraget hos dennes Mand, der ikke var Arrestantindens Fader, og hans anden Hustru, fra hvilke hun dog gjentagne Gange ved Sogneraadets Foranstaltning blev taget for at sættes i Pleje andetsteds, paa Grund af, at deres Behandling ikke ansaas forsvarlig, blev i Slutningen af 1877 besvangret af en Karl, som efter hendes Forklaring havde lovet hende Ægteskab, men som, da hun var bleven frugtsommelig, ikke vilde have mere med hende at gjøre, hvorefter hun i Juli 1878 blev indbragt som Lem paa Oppelstrup Fattiggaard. Her fødte hun den 27 September s. A. et Pigebarn, som ikke er blevet døbt, og da Barnefaderen imidlertid var bleven forlovet med en anden Pige, og Arrestantinden i høj Grad var opfyldt af Skam over at have født et uægte Barn, men dog tænkte sig, at Skammen vilde blive mindre, saafremt Barnet, til hvis Underhold hun dog flere Gange, selv efter Barnets Død, som hun en Tid fortav for Barnefaderen, af denne modtog Hjælp, døde, modnedes efterhaanden den Beslutning hos hende at tage Barnet af Dage, idet hun ogsaa ofte tænkte paa, at det var Synd, om Barnet skulde komme til at lide, hvad hun selv havde lidt, ved at udsættes i Pleje. Medens hun havde Barnet hos sig paa Fattiggaarden, kunde hun dog ikke bringe det over sit Hjerte at udføre sin Beslutning , men efterat hun fra 1. November havde faaet det anbragt i Pleje hos Husmand Jens Jørgensen i Sønder-Kongerslev, begav hun sig en Dag før Jul til Jørgensens Bolig med det Forsæt at ombringe det, uden at der dog den Dag frembød sig Lejlighed for hende til at iværksætte det, hvorimod det, da hun næste Gang, nemlig Helligtrekongers Aften 1879, med samme Forsæt indfandt sig der, strax faldt hende ind, at Lejligheden til at ombringe Barnet nu var tilstede, idet Jørgensen og Hustru skulde i Besøg om Aftenen og overlod hende alene at passe Huset og Børnene, nemlig foruden Arrestantindens Barn deres egne 2 Børn. Da Jørgensen og hans Hustru havde forladt deres Hjem, og deres Børn vare faldne i Søvn, sad hun en Timestid og grublede over sit Forehavende uden at kunne bestemme sig til at udføre dette, medens hendes Barn laa vaagen, men omsider bestemte hun sig til at ombringe Barnet, tog et Jørgensens Hustru tilhørende Sirtses Tørklæde, som laa i Stuen, foldede det sammen og knyttede det om Barnets Hals, hvorefter hun med al sin Kraft trak i Enderne af Tørklædet. Barnet vred sig temmelig stærkt herunder og sprællede et Øjeblik, men laa derefter stille, saa at Arrestantinden trode, at det var dødt, og tog Tørklædet af Halsen, men da det i det Samme forekom hende, at Barnet gjorde en Bevægelse med Albuerne, og hun tænkte, at det maaske ikke var rigtig dødt, faldt det hende ind, at hun ved at tilkalde en derboende Husmand, Jens Gregersen, og faa ham ind at se paa Barnet, inden det døde, vilde kunne afvende Mistanken fra sig selv om at have ombragt det, medens hun dog følte sig overbevist om, at Barnet efter den lidte Medfart ikke vilde kunne leve. Paa Arrestantindens Begjæring fulgte nu Gregersen med hende ind i Sovekammeret, hvor Barnet laa i en Vugge og efter hvad det forekom Arrestantinden gav et eller to Suk fra sig, inden det døde, og Gregersen bragte derefter Plejeforældrene Budskab om Dødsfaldet, hvorover disse bleve meget forbausede, da Barnet, der vel fra først af havde været svageligt, men i den sidste Tid havde bedret sig, ved deres Bortgang intet havde fejlet , ligesom de fandt det mistænkeligt, at det var død saa pludseligt, medens dets Moder var alene tilstede. Jørgensens Hustru og en anden Kone gik strax hjem og traf Arrestantinden meget bedrøvet over hendes Barns Død, om hvilken hun fortalte dem, at hun ingen Aarsag vidste til samme, og at hun havde hørt Barnet sukke dybt, og derefter strax fandt det dødt, men da hverken de eller Jørgensen og Gregersen, der ud paa Natten kom tilbage fra Besøget, ved deres Undersøgelse af Barnets Lig fandt noget Spor paa samme af udøvet Vold, fandt de det ufornødent at hente Læge, og opgav deres Mistanke imod Arrestantinden, til hvem der heller ikke blev rettet nogen direkte Yttring derom, og Liget blev derfor alene synet 5 a 6 Dage efter Dødsfaldet af Ligsynsmændene, der bleve underrettede om den pludselige Død og derfor undersøgte Liget nøje, men ikke fandt noget Tegn paa, at Barnet, om hvilket det blev meddelt dem, at det havde været sygeligt og kort i Forvejen havt Krampeslag, ikke var død en naturlig Død. Den paa Egnen til en Tid herskende Mistanke mod Arrestantinden faldt derfor hurtig bort, uden at der blev rettet Forespørgsler i saa Henseende til hende, der ofte efter den Tid vil have angret sin Gjerning, men ikke har omtalt den til nogen, forinden hun, efterat være indtraadt i Ægteskab og kort før sin Barsel, da hun jævnlig var meget sorgfuld og græd, og Manden i den Anledning trængte ind paa hende forat faa Grunden at vide, betroede ham, hvad hun havde gjort, og af ham blev trøstet med, at hun, naar hun angrede sin Gjerning, vel fik Tilgivelse derfor. Angaaende Dødsmaaden har vedkommende Distriktslæge i sin Erklæring udtalt, at medens det vigtigtigste ydre Tegn paa den ved Sammensnøring af Halsen fremkaldte Kvælningsdød, den saakaldte Strangulationsfure, sjældent ganske mangler, kan dette dog finde Sted, naar det sammensnørende Legeme er bredt og blødt, hvorfor han ikke tør benægte Muligheden af, at der i det omhandlede Tilfælde ikke ved Ligsynet er fundet Spor af ydre Vold, saameget mere som ingen af de synende Pesoner har været i Besiddelse af nogen særlig Sagkundskab. I Efteraaret 1881 indgik Arrestantinden Ægteskab med Arbejdsmand Søren Christian Sørensen og fødte i dette et Barn. Medens Ægtefællerne i de første 2 Aar levede godt sammen, skete der en Forandring heri, da de i Efteraaret 1883 flyttede ind til Mandens Moder, der ejer et Hus paa Børglum Hede, og da de fra 1. November mod Arrestantindens Ønske tog i Pleje den 2-aarige Peter Martin Sørensen, der var et uægte Barn af hendes Mands Søster. Fra den Tid ophørte Husfreden, idet Arrestantindens Svigermoder beskyldte Svigerdatteren for ikke at være god mod det fremmede Barn, og besværede sig herover for hendes Mand, og da Svigermoderen efter Arrestantindens Forklaring afholdt Barnet fra Arrestantinden, saa at det blev bange for hende, fik hun Lede for Barnet og ansaa det for at være Skyld i de ulykkelige Forhold, hvorunder hun nu levede, og hun gik derfor i længere Tid med den Tanke at ombringe Barnet for at faa Fred i Huset, hvilken Tanke dog efter hendes senere Forklaring kun opstod hos hende, naar der havde været Spektakler i Hjemmet, medens hun, naar der var Fred i Huset , og hendes Sind var bleven roligt, ikke tænkte paa at gjøre Barnet noget ondt, endsige at aflive det, om hun end har erkjendt ikke at have været god mod det. Den 18 Januar d. A. opstod der imidlertid paany Strid mellem Arrestantinden og hendes Svigermoder, idet Førstnævnte bebrejdede denne, der ikke den nævnte Dags Formiddag tog sig af Arrestantindens Barn, at hun syn- tes bedre om det fremmede Barn, som Arrestantinden benævnte en Horeunge, og da Svigermoderen hertil svarede, at Arrestantinden selv var Horeunge, ophidsede dette Sidstnævnte i en saadan Grad , at hun gjentagne Gange slog Svigermoderen og puffede hende omkuld og vilde formene hende at forlade Huset, hvilket denne dog gjorde, hvorhos hun besværede sig for sin Søn over hans Hustrues Opførsel. Efterat han var kommen tilstede og skarpt havde bebrejdet Arrestantinden hendes Opførsel, hvorved hun blev yderligere ophidset, gik hun ud i Kjøkkenet for at kjærne, men da Plejebarnet, der havde skrantet i den senere Tid og ved et Fald havde slaaet sig, hvorfor der havde været Tale om at hente Læge til det, begyndte at græde, bar hun Kjærnen ind i Sovekammeret, hvor Barnet var faldet ud af Sengen, og da det, uagtet hun tog det op og tyssede paa det, vedblev at græde, blev hun hidsig og besluttede med det samme at udføre sin Hensigt at tage det af Dage. Hun tog i dette Øjemed Barnet i dets Arme, klemte det stærkt i Armene og slog det flere Gange af al Magt, bag over med Nakken mod Gulvet, der bestaar af stampet Ler, hvorefter hun lagde Barnet, der udstødte et stærkt Skrig ved Slaget, men derefter tav stille, i Sengen. Efterat hun derpaa havde med sin knyttede Haand givet Barnet et stærkt Slag mellem Brystet og Maven, og hun af Barnets Bevægelser kunde se, at der var tilføjet det en saadan Overlast, at det sandsynligvis ikke kunde leve, medens hun dog frygtede for, at Mistanken for at have ombragt Barnet kunde blive rettet mod hende, hvis Barnet døde saa pludselig, bad hun sin Mand, der var kommen hjem, om at hente hans Moder, da Barnet var ifærd med at dø, men da han var gaaet bort, faldt det hende ind, at det dog var bedst, om hun tog Barnet helt af Dage, idet der i modsat Fald rimeligvis vilde blive hentet en Læge, af hvem den Barnet tilføjede Overlast let vilde kunne blive opdaget, og hun forsøgte derfor at kvæle Barnet, idet hun greb det om Halsen med sin højre Haand, lagde den over Struben og trykkede den ned ad med al sin Magt, men idet Samme kom Svigermoderen og 2de Koner, hos hvem hun havde søgt Tilflugt, tilbage tilligemed hendes Mand, hvorhos hun holdt op med sit Forsøg og gav sig til at kjærne. Ved de Paagjældendes Ankomst levede Barnet endnu, trak Vejret med stor Besvær, men døde strax efter, og Arrestantinden, med hvem Svigermoderen ved sin Ankomst var begyndt at kives paany, sagde Intet, men saa vist paa Manden og vedblev at kjærne, til hun blev færdig hermed. Først da Ligsynsmændene havde fundet mistænkelige Tegn paa Liget, opstod der Mistanke mod Arrestantinden for at have ombragt Barnet, og da hendes Mand i Anledning heraf spurgte hende om Sammenhængen, vedgik hun strax, at hun var skyldig, ligesom hun senere har været meget nedtrykt og angerfuld over sin Gjerning. Medens en Obduktion af det af Arrestantinden i 1879 dræbte Barn er bleven anset unyttig, blev der den 28 Januar d. A. foretaget Sektion af Peter Martin Sørensens Lig, og fremgaar det blandt andet af Sektionsfundet, at der paa Halsens Forflade fandtes en svag Fordybning, der vel kunde svare til Trykket af en fast holdende Haand, ligesom hele Kraniets Overflade med Undtagelse af Pande og den midterste Del af Isseregionen var dækket af et fladt sammenhængende Lag af Blodudtrædninger i Bindevævet, hvis Masker det ganske fyldte, samt i Muskellagene paa Side- og Nakkepartiet, hvorhos der tværs over bagre Del af theca cranii fra højre til venstre Øre saas en tværsløbende, splintret og takket Brudlinie gjennem spvama oss. occipitis m. m. , og de obducerende Læger have som Slutning af Sektionsfundet udtalt, at Barnet er død som Følge af den voldelige Behandling, idet den voldsomme Læsion af Hjærneskallen med dennes Ledsagere maa betegnes som absolut dødelig. Idet Arrestantinden, der, som anført, er født i Aaret 1856, og som ikke ses tidligere at have været tiltalt eller straffet, i Henhold til det Ovenanførte maa anses overbevist om med Overlæg at have ombragt sit i 1878 fødte Barn, medens Drabet af Barnet Peter Martin Sørensen efter de foreliggende Oplysninger findes alene at kunde tilregnes hende som forsætligt, maa det billiges, at hun for sit ommeldte Forhold ved Underretten er anset efter Straffelovens §§ 190 og 186 med Livsstraf og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Aktionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

(Højesteretstidende 24. oktober 1884).

Om Barnemordersken fra Børglum Hede, Mathea Petrea Skoustrup, der nylig af Højesteret er dømt fra Livet for med Overlæg at have dræbt to Børn, sit eget og sin Svigerindes, hedder det i "Vends. Tid.":

Det lille nette, mørkhaarede, stilfærdigt og skikkeligt udseende Fruentimmer, som man af og til fra Raadhusvinduerne seer staa nede i Fangegaarden, er en Forbryderske, og hvis man en Dag tager og Udleverer hende til Hr. Seistrup, for at han under et storartet Skuespil kan hugge det Hoved af, som hun nu skamfuld bøier nedad, saa skeer der hende kun hendes Ret efter dansk Lov.

Hun er nu et Udskud. Men enhver Plante har sin Spire og enhver Spire sit Frø. Hvordan er hun blevet, hvad hun er?

Hun er en Frugt af Hoer. Den Mand, med hvem hendes Moder var gift, var ikke hendes Fader, skjøndt hun blev født under deres Ægteskab. Som Nyfødt blev hun altsaa modtaget med Forbandelser og med hævngjerrig Uvillie. Kort efter døde Moderen. Saa var det lille hjælpeløse Barn alene i Hænderne paa den Mand, som den Afdøde havde bedraget. Det maatte "Ungen" tage Skade for. Det første hun lærte at kjende var - Mishandling, og denne blev saa alvorlig, at den kommunale Øvrighed tog hende fra Stedfaderen. Den Lilles Skrig maa have lydt høit og bittert, inden det naaede saa vidt om i Sognet, at Raadet hørte det. Hun kom "hjem" igjen efter nogen Tids Forløb. Man vilde "prøve" om det kunde gaa. Resultatet af Prøven var nye Mishandlinger, indtil det "Offenliges" Hjerte paany blev rørt. Og det Offenlige er ikke let at røre; ja tør vel heller ikke være det. Hun er altsaa voxet op under Slag og Skjældsord, Spark og Raahed. Maatte det ikke lægge en Grund, som svarede dertil? "Man skal lave sig til i Forstuen inden man træder ind i Hallen", det er Navnet paa et Foredrag, Gamle Boisen engang holdt heroppe. Under det ytrede han, at Opdragelsens Gaade ikke var til at løse, selv for de bedste Forældre, men Et kan man gjøre, som Barnet altid vil forstaa, og som altid vil voxe op med Velsignelse i det. Det skal altid se Kjærlighed om sig, selv naar det straffes. Vend saa Forholdet om og se, hvilken Forbandelse der maa gro af en Barndom, som den, der her er Tale om, se hvordan den Forstue for Livet var, hvor hun blev forberedt. Den Første rimeligvis, der viste hende mer end den forretningsmæssige "kommunale" Deltagelse, var en Karl, der traf hende da hun var 21 Aar gl. Da hun var blevet frugtsommelig ved ham, slap hans Kjærlighed op, saa kjendte han hende ikke mere. Der var Ingen til at hjælpe hende, men nok til at skildre, hvilket foragteligt og faldent Menneske hun var. Om ham var der Ingen der talte. "Vi veed jo nok, hvordan Mandfolkene ere!" Hun, der altsaa først var mishandlet og saa forladt, fødte paa Fattiggaarden og fik Barnet sat ud til Fattigfolk. En Aften, da hun under et Besøg blev ene med det tre Maaneder gamle Barn, sad hun en Time og grublede over det. Da det havde lukket Øinene, kvalte hun det ved at lægge et bredt Sirtses Tørklæde om dets Hals og trække haardt til. Hun gjorde det med fuldt Overlæg efter forud lagt Plan. "Hvor kunde De gjøre det?" har man spurgt hende. Hun var bange, at det skulde komme til at lide, hvad hun havde lidt. Og saa var Barnet jo saadan en Skam for sig selv og for hende. Hun havde faaet at føle, hvad det vil sige. Der er sket ikke noget opstyltet eller tillært ved hende, naar hun siger bet. Det falder hende saa let og selvfølgelig, som om det var en Tanke, hvormed hun var gammel fortrolig. Hun har vel tidt maattet give det samme Svar til de anklagende Minder, som have aflagt hende Besøg i de mellemliggende fem Aar. Thi man troede, at Barnet var død en naturlig Død. Kun hun selv vidste, at hun var en Morderske.

Mathea Skoustrup har fra sine Konditioner det bedste Lov. Hun har været flink, dygtig og villig. Der er altsaa ikke tvær Trods eller Oprør i hende. Kan hun klare det med at lyde og arbeide, har hun gjerne villet gjøre det. Men Mishandlingerne fra Barndommen have efterladt dybe Spor hos hende. De Lærde fortælle os, hvordan de forskjellige Jord-, Sten- og Sandlag betegne os Jordens Skjæbne. Jeg antager, at Menneskelivets forskjellige Skjæbner efterlader hver sit Præg i Vedkommendes Sind. De af hende uforskyldte Spark og Slag, hvormed hun blev modtaget, have efterladt hos hende en vild Tilbøjelighed til at klare sig ud over pinlige vanskeligheder med samme Mønt. Det er ejendommeligt at se, hvordan det bekræfter sig i, hvad der senere skeer.

Pigen bliver gift med en ikke videre begavet, men skikkelig Arbeider. De leve helt roligt og hyggeligt med hinanden. De faa et Barn sammen og Ingen har noget Ondt at sige om dem. Fra Efteraaret 81 til Efteraaret 83 gaaer det godt. Saa flytte de sammen med Mandens Moder i et Hus paa Børglum Hede. Det skeer mod Matheas Villie, fordi hun frygter sin Svigermoders og sin egen Hidsighed. Husstanden bliver forøget med et uægte Barn af Mandens Søster. Saa er Stoffet til Ulykken tuftede. Den unge Kone har hverken taget feil af sin Svigermoder eller af sig selv. Børnene blive til Tvistens Æble. Mathea er ikke god mod Plejebarnet, saaledes lød Svigermoderens Angreb, indtil hun virkelig havde gjort den unge Kones første Uvillie mod at modtage Barnet til Lede for den Lillle, samtidig troer Mathea at se, at Svigermoderen er efter hendes eget Barn, og at den Gamle forstaaer at faa Manden paa sin Side. Under de daglige hede Smaakjævleriers Ild blusser det af og til op i Mathea mod Svigermoderen og mod det fremmede Barn. Tanken om at dræbe det banker paa og kommer igjen under Vildskaben, men saa snart hun bliver rolig, forstaaer hun den ikke selv. Saa en Dag bliver hun i Skjænderiet med Svigermoderen ægget op, saa Dyret i hende kommer frem. (Hun kalder Barnet en "Horeunge", og Svigermoderen svarer, at det er hun ogsaa selv.) Der vanker Hug til Svigermoderen, og denne løber ud for at beklage sig og hente Hjælp. Sønnen kommer ind, skjænder - giver hende al Skylden og gaaer. Alt synes igjen imod hende. Saa giver det fremmede Barn sig til at græde. Det er sygt. Hun flytter først Kjærnen, hvormed hun arbeider, ind til det for - at passe paa det. Hun tysser paa det, stadig i et vildt Oprør over det nys skete. Hun veed, at der nu ude hos Naboerne lyder onde Ord om hende. Ved Tanken herom faaer Brutaliteten Overhaand. Da Barnet, der er faldet Ud af Vuggen, paany skriger, farer hun hen til det, griber det og slaaer det mod Gulvet - flere Gange. Saa følger Kainsfølelsen, Morderens Angst for Opdagelsen, ovenpaa Raseriet. Barnet aander endnu. Lægen vil komme og se, hvad der er skeet! Hun kaster det i Væggen og slaaer det mellem Mave og Bryst. Hun trykker det om Halsen for at kvæle det. Saa kommer Svigermoderen med Nabokonerne. Ligsynsmændene. Opdagelsen. Forhøret. Tilstaaelsen. Fængslingen og Dommene. De lyde alle paa Døden.

(Thisted Amtsavis 28. oktober 1884).

I december 1884 blev Mathea Petrea Skougaard benådet af Christian 9. Det skete ved samme lejlighed som den uskyldig dømte Christiane Gotfredsen (Fejø-sagen).