Tyfus paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Tyfusepidemien paa Nørrebro.

Vi meddelte i Gaar, at der i den sidste Tid har hersket en temmelig hastig Tyfusepidemi paa Nørrebro, og at det, i Følge de Undersøgelser, praktiserende Læge A. Thomsen havde foretaget, maatte anses for at være konstaterer, at Sygdommen havde sit Udspring fra et Koholderi i Sct. Hansgade 14, samt at Smitten var bleven befordret ved den fra det nævnte Koholderi forhandlede Mælk. Endvidere har Dr. Thomsen oplyst, at der ligeledes var forefaldet Tyfustilfælde i Frederiksborgkvarteret, og at Centrum for disse Tilfælde var et Mælkeudsalg paa Hjørnet af Frederiksborggade og Nansensgade, som fik Mælken leveret fra ovennævnte Koholderi, og hvor Karlen nylig er død af Tyfus, hvorved det altsaa yderligere bekræftedes, at Sygdommen er bleven befordret paa den foran anførte Maade.

Da Dr. Thomsen allerede for over 3 Uger siden havde underrettet Stadslæge Schleisner om sine Iagttagelser, rigtignok uden at der fra dennes Side var foretaget noget for at forebygge Epidemiens videre Udbredelse, og da der endelig i den allerseneste Tid var givet ham Oplysning om den fra Mælkeudsalget i Frederiksborggade truende Fare, skulde man synes, at vore Sundhedsavtoriteter maatte have den Pligt hurtigt at træffe energiske Forholdsregler for at forebygge Sygdommens videre Udbredelse, og en saadan Forholdsregel maatte det da nærmest være at forhindre Salget af den Mælk, der har vist sig at være den væsenligste Befordrer af Smitten. Man var saa meget mere berettiget til at vente dette, som Sygdommens Udgangspunkt direkte var bleven paavist af Læge Thomsen, og der altsaa ikke behøvedes at foretages vidtløftige Undersøgelser.

I Følge de Undersøgelser, vi i Gaar har anstillet, er der imidlertid endnu ikke foretaget noget Skridt fra Stadslægens eller vore andre Sundhedsavtoriteters Side til at forebygge Udbredelsen af Smitten. Den sundhedsfarlige Mælk blev endnu i Gaar solgt saavel fra Hovedudsalget i Sct. Hansgade som fra Filialen i Frederiksborggade.

Endvidere viser de Undersøgelser, vi har foretaget angaaende Oprindelsen til og Udviklingen af Sygdommen, at der hersker et aldeles utilgiveligt Smøleri i vore Sundhedsavtoriteters hele Optræden, et Smøleri, der er saa meget desto mere fordømmeligt, som den asiatiske Kolera raser hastigt i forskellige Lande i Evropa, og kan holde sit Indtog hos os, hvilken Dag det skal være.

Da det jo paaligger Sundhedspolitiet at vaage ogsaa over Gaardspladsers Renlighedstilstand, maa det selvfølgelig særlig have sin Opmærksomhed henvendt paa saadanne Gaardspladser, i hvilke Renlighedene er mest udsat for at blive tilsidesat, og til saadanne Gaardspladser hører i en særlig Grad dem, der giver Plads for en Kostald og et Brændevinsbrænderi. Hvorledes denne Sundhedspolitiets Opgave imidlertid bliver løst, faar man et Begreb om ved at erfare, at Gaarden i Ejendommen St. Hansgade Nr. 14, der netop rummer baade Kostald og Brændevinsbrænderi, i indeværende Sommer har været i en saa svinsk Tilstand, til Dato foranlediget ved, at Kloakledningen har været tilstoppet, at Stanken har gennemtrængt alle Beboelseslejligheder i Ejendommen. Følgen deraf er da heller ikke udebleven. Den første, der blev angreben af Tyfus, var en Kone, som havde med Malkningen af Køerne at bestille. Hun blev dog kun angreben i en mildere Grad, og da hun frygtede for at miste sin Plads, vedblev hun at passe sin Bestilling, uden at vide, at Sygdommen var Tyfus. Det varede imidlertid ikke lange inden Sygdommen udbredte sig videre. Dens næste Offer var Koholderens Karl, og efter at han var indlagt paa Hospitalet, blev den Karl, der fik Pladsen efter ham, ligeledes smittet. Derefter blev to andre Karle angrebne tilligemed Koholderens Søn og en Tjenestepige, og endelig udbredte Sygdommen sig til Husets øvrige Beboere, saaledes at i alt 15-16 Personer i den nævnte Ejendom blev syge, dels af Tyfus og dels af den dermed beslægtede gastriske Feber.

Grunden til, at Sygdommen kunde saa en saadan Udbredelse, maa sikkert i højere Grab tilskrives den Maade, paa hvilken den blev behandlet, end Stedets Renlighedstilstand. Endskønt man, da Sygdommen havde angrebet Karlene, vidste, eller i al Fald burde vide, at det var Tyfus, blev Karlenes Sengklæder dog ikke desinficerede, og det har derfor sin ganske naturlige Forklaring, at Karlene blev syge efterhaanden som de traadte i Tjeneste. Da Sygdommen var saa vidt udbredt, at Tjenestepigen og Koholderens Søn var angrebne, og Folk i Nabolaget begyndte at blive opmærksomme paa Sygdommen, blev dennes Natur fortiet, og den Kone, der besørgede Mælkeudsalget, havde samtidig Adgang til de i Huset værende Syge af Koholderens nærmeste Omgivelser. Hvorvidt dennes Huslæge enten ikke har kendt Sygdommen, eller ikke givet nogen Meddelelse om dens Karakter, er os ikke bekendt, men i hvilket Tilfælde som helst mener vi, at der foreligger en Fejl, som har begunstiget Sygdommens Udbredelse.

Sygdommen forplantede sig nu hurtigt til andre Ejendomme i St. Hansgade og omliggende Gader, og efter hvad der er oplyst maa dette nærmest tilskrives den Omstændighed, at mange af disses Beboere købte deres Mælk hos ovennævnte Koholder. Saa snart Dr. Thomsen tilligemed et Par andre Læger paa Nørrebro fik Kundskab om Forholdene, og bemærkede, at et paafaldende stort Antal af de Syge havde nydt Mælk, der var købt i ovennævnte Udsalg, fraraadede de i de Familjer, hvor de havde Patienter, at benytte de omhandlede Mælk, i Henhold til, at det er videnskabelig anerkendt, at Mælk er en meget væsenlig Befordrer af Smitstof. Samtidig sendte Dr. Thomsen den ovenfor omtalte Meddelelse til Stadslægen Denne foretog imidlertid saa godt som ingen Ting. En Betjent af Sundhedspolitiet blev sendt ud for at "undersøge" Forholdene i Koholderiet. Hvad han imidlertid har "undersøgt", er lidt vanskeligt at blive klog paa, thi da han kom hjem med sin Rapport blev Resultatet dette, at "der ikke var Anledning til at forelage videre i Sagen."

Som Følge af Lægernes Advarsler, og de hyppige Tilfælde af Tyfus, der vedblev at vise sig, mærkede Koholderen, at det gik tilbage med Afsætningen af Mælken. Da han tillige blev bekendt med Aarsagen dertil, lod han en Dyrlæge foretage en Undersøgelse af sine Køers Sundhedstilstand, og offentliggjorde derefter i "Nationaltidende" følgende Resultat af Undersøgelsen:

"Erklæring.

I Anledning af, at der i den sidste Maaneds Tid har varet udspredt et Rygte om, at Kvægbesætningen i min Ejendom Skt. Hansgade 14, skulde være syg, og at Mælken ikke skulde være sund, finder jeg mig foranlediget til offenlig at erklære, at dette Rygte er aldeles ugrundet, og at jeg er i Besiddelse af en efter forudgaaet sagkyndig Undersøgelse udfærdiget Attest, der viser, at Rygtet har savnet al Hjemmel.

København den 1. Septdr. 1884.

Hans Larsen,

Brændevinsbrænder.

Hermed var Sagen saa foreløbig begravet. Endskønt ovenstaaende Erklæring var aldeles værdiløs, eftersom der jo ikke var Tale om Køernes Sundhedstilstand, men derimod om Mælkens Evne til at forplante en smitsom og meget farlig Sygdom hos Mennesker, og endskønt den Undersøgelse, der skulde have været foretaget, maatte have en langt mere omfattende og videnskabelig Karakter end dem, en Sundhedspolitibetjent er i Stand til at foretage, gjorde Stadslægen dog ingen Indsigelse imod Koholderens offenlige Erklæring, at der i Følge "sagkyndig" Undersøgelse ikke var Spor af Sandhed i det Rygte, at hans Mælk skulde være sundhedsfarlig. Hvad Under derfor, at den Del af Befolkningen paa Nørrebro, der ikke personlig havde modtaget Lægernes Advarsler, eller selv haft Lejlighed til at blive overbevist om den Fare for Sundheden, Mælken indeholdt, fik det Indtryk, at der var Fred og ingen Fare.

Imidlertid udbredte Smitten sig og saa til Frederiksborgkvarteret, hvilket har affødt en ny Paamindelse til Stadslægen, men denne har som sagt endnu ikke kunnet bevirke, at han har sat sig i Bevægelse for i Følge sin Stilling at værne om Befolkningens Sundhedstilstand. Hele denne Sag viser, hvor elendigt og upaapasseligt hele vort Sundhedsvæsen er, og giver et højst uhyggeligt Indtryk af, hvad Befolkningen har at vente, hvis Byen skulde blive hjemsøgt af den truende Koleraepidemi.

Efter hvad vi har erfaret, indsamler Dr. Thomsen ved Hjælp af sine Kolleger i de smittede Dele af Byen statistiske Oplysninger om Epidemiens Udbredelse, og saa snart disse kommer til at foreligge for Offenligheden, skal vi atter komme tilbage til denne Sag.

(Social-Demokraten 13. september 1884).

Tyfus (Febris typhoidea) er en kraftig blodforgiftning fremkaldt af bakterien Salmonella typhi. Den overføres gennem forurenet mad og drikke. Symptomer er vedvarende, høj feber, senere kraftig diarré. I 1800-tallet kunne sygdommen være livstruende da man ikke kendte antibiotika. I dag findes tyfus i Asien og Afrika.

Sankt Hans Gade 22-12. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Tyfusepidemien paa Nørrebro. Angaaende den Tyfusepidemi, som vi for nogen Tid siden omtalte udførligt her i Bladet, bringer "Hospitalstidende" nu en detailleret Meddelelse fra praktiserende Læge Alfred Thomsen. Denne havde straks, da Epidemien brød ud, opfordret sine Kolleger til at være ham behjælpelig med al finde dens Aarsager, og efter at han nu har modtaget Meddelelser fra Lægerne paa Nørrebro og i det ny Frederiksborgkvarter, samt fra Kommunehospitalet og Frederiks Hospital, viste det sig, at St. Hansgaden var Centrum for Epidemien, og at den særlig var optraadt i Familjer, som fik deres Mælk fra et Koholderi i denne Gade.

Ved at sammenligne Befolkningsantallet i forskellige Gader paa Nørrebro med de forekomne Sygdomstilfælde, viste det sig, at Ravnsborgkvarteret havde ydet det største Kontingent af Tyfustilfælde, uagtet der her er Tale om et forholdsvis sundt Kvarter, hvor Kanaliseringen er gennemført. Gaderne brede og ualmindelig rene, ligesom der kun er faa Baghuse, kun enkelte Kaserner med Ophobning af Individer og derimod store fritliggende Parlier, Haver og ubebyggede Grunde. Naar man tillige tager i Betragtning, at hele Kvarteret ligger temmelig højt, mod Nord løber ud mod St. HanS Torv og Fællederne. og mod Syd skraaner ned til Sortedamssøen, er der ingen Grund til at formode, at en eventuel Tyfusepidemi i dette Distrikt skulde have en frodig Jordbund at forplante sig paa.

Hr. Thomsen delte hele Nørrebro i seks Distrikter, og det viste sig da, at medens der i fem, som tilsammen havde en Folkemængde af 23,898 Individer, var forekommet 30 Tilfælde, var der i det sidste Distrikt forekommet 52 Tilfælde blandt 4,490 Individer. St. Hansgade meldte sig her med det højeste Procentantal, nemlig 2,92 pCt. eller 24 Tilfælde blandt 821 Individer Derefter kom St. Hans Torv med 2,17 pCt og Læssøgade med 1,13 pCt.

Epidemiens Begyndelse maa regnes fra den første Tredjedel af Juli Maaned, da der omtrent samtidig meldes Tilfælde fra Læssøgade 16, St Hansgade 14, Ravnsborg Tværgade 8, Sortedamsgade 15 samt - Tjørnegade 7; dette sidste Tilfælde har sin Interesse derved, at Patienten tjente som Malkepige i St. Hansgade 14. Fra dette Tidspunkt vokser Antallet af Tilfældene i de enkelte Gader, og Epidemien synes at kulminere i Slutningen af Juli og Begyndelsen af Avgust Maaned for derefter at tabe sig noget, og da holde sig nogenlunde regelmæssig indtil Begyndelsen af September. De 52 Tilfælde har været fordelt paa 27 Huse, idet 13 Huse har havt hver 1 Tilfælde, 7 hver 2, 5 hver 3 og 2 hver 5 Tilfælde.

Det gjaldt nu om at opdage Epidemiens Udgangspunkt, og Hr. Thomsen havde da hovedsagelig sin Opmærksomhed henvendt paa Mælken. Han havde her et bestemt Koholderi mistænkt, idet paafaldende mange Patienter angav dette som Købestedet for deres Mælk, og han undersøgte derfor dette Forhold nærmere, hvilket bragte følgende Resultat: Af de 52 Tyfuspateinter, som er behandlede i Ravnsborgkvarteret, har de 41 Patienter før og under deres Sygdom nydt Mælk, som er hentet fra Koholderiet i Sankt Hansgade 14. Af de angrebne Patienter har altsaa 78,85 pCt hentet Mælk fra dette Sted. Om 8 Patienter kunde man ikke saa fuldstændig sikre Oplysninger, og kun 3 Patienter har bestemt benægtet at have faaet deres Mælk fra dette Sted. Fremdeles er der et Tilfælde fra Nørre Allé, som ogsaa har hentet Mælk fra Nr. 14, og endelig Patienter fra Tjørnegade Nr. 7.

Man kan naturligvis ikke se bort fra Muligheden af, at enkelte Tilfælde er opstaaede ved, at Smitten er overført fra det ene Individ til det andet, men Mistanken mod Mælken bestyrkes naar man erfarer, at der ligeledes er forekommet en Del Tyfustilfælde i Kvarteret omkring Nansensgade, hvor det nævnte Koholderi har et Filial i Nr. 55. Af de 26 anmeldte Tyfustilfælde i dette Kvarter viste det sig, at 19 af Patienterne i kortere eller længere Tid før deres Sygdom har drukket Mælk, som er hentet fra det ovennævnte Filial; en Patient, der kom døende ind paa Hospitalet, kunde ingen Oplysning give, 3 er ubestemte, og kun 3 har bestemt nægtet at have faaet deres Mælk fra Nansensgade. Vi ser atltsaa, at 73,08 pCt. af de anmeldte Patienter har drukket Mælk fra Udsalget i Nansensgade 55.

Hvad de lokale Forhold i Ejendommen St. Hansgade 14 angaar, da bruges der her foruden Vand fra Københavns Vandværk tillige Vand fra en Brønd i Gaarden, og det er ikke utænkeligt, at dette Vand kunde være Udgangspunktet for Tyfusepidemien. Den Dyrlægeattest, som er udstedt om de 26 Køer, der findes i Koholderiet, bekræfter vel, at Køernes Sundhedstilstand har været god, men man bør erindre, at det er Mælken, der anses som Smittebærer, og denne har jo passeret forskellige Spande, Kar, Sier og alle de andre Apparater, der findes i et Mejeri. Malkepigen har desuden udsagt, at der nogen Tid før Sygdommens Udbrud fandtes fire Køer med betydelige Ekskoriationer paa Patterne; Malkningen var ofte saa smærtefuld for Køerne, at de maatte holdes af en Karl under Malkningen, og der stod ofte Blod fra Ekskoriationerne ned i Mælkespanden. Ekskoriationerne var endnu ikke lægte, da hun blev syg.

Med Hensyn til Dødeligbeden, meddeler Overlæge F. Trier i forrige Numer af "Hospitalstidende", at af 41 Patienter fra Egnen ved St. Hansgade og fra Voldkoarleret var den 28de September 6 døde, medens 25 var udskrevne som belbredede og 10 henlaa under Behandling. Af 53 Patienter der samme Dag henlaa fra andre Tele af Byen, døde ingen. Af de 6 døde havde 5 nydt af den mistænkte Mælk; om den sjette, der boede i Vendersgade, haves ingen Oplysning. 2 af disse 6 havde Tarmblødning, den ene af dem tillige betydeligt Liggesaar og Trombose i den ene Underekstremitets Vener. Hos de fire andre, af hvilke 2 bukkede under efter flere Dages rasende Vildelser, fandtes der ved Ligaabningen ingen andre Forandringer end de for en tyfoid Feber sædvanlige.

I de to Kvarterer, St. Hansgade med nærliggende Gader og en begrænset Del af Voldkvarteret, er den tyfoide Feber altsaa optraadt med en meget i større Hyppighed, med en større Ondartethed og med en større Dødelighed end i den øvrige Del af Hovedstaden.

(Social-Demokraten 10. oktober 1884).

Socialismen i Holbæk Amt. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Holbæk skrives der til os den 3. Ved Venstremøderne, som afholdtes i Sommer her i Amtet kort før Valgene, gjorde man den Iagttagelse, at Tilslutningen til disse Møder var saare ringe de fleste Steder. Særlig hvor Venstrekandidaten var ene om det, blev Folk ofte helt borte. Jeg talte med en Venstrebonde kort før et saadant Møde, og han sagde: "Kaptajn Friis kommer da vel derhen? Ja for Fogtmannn og de andre Venstretalere, dem har jeg nu hørt saa tit, saa jeg kan del altsammen udenad, man bliver ogsaa kjed af at høre evig det samme." Som Modsætning hertil synes den vaagnende Socialisme her i Amtet at fremkalde saa meget stærkere Interesse, og det er sikkert ikke uden Grund, naar Venstrebønderne herude begynde at blive lidt urolige og med mistænksomme Øine se paa den Arbeiderbevægelse blandt Husmænd og Indsiddere, som utvivlsomt er i Fremkomst, og som straks er bleven taget under Armene af de kjøbenhavnske Socialister. Det er især i Sognene syd for Holbæk, at Røret er begyndt, men forøvrigt skal der ogsaa i Kundby Sogn i 2. Valgkreds alt i længere Tid have existeret en Slags Forening af Arbejdere, som af og til have givet deres Misstemning tilkjende mod Hr. Dønnergaard, der i sin Tid lovede Arbeiderne Guld og grønne Skove fer at blive valgt, men senere ikke har gjort et eneste positivt Skridt for at indfrie sine Løfter; disse Arbeidere ville efter al Sandsynlighed inden ret længe ogsaa komme under socialistisk Paavirkning, da en af de mere fremtrædende af dem paa Mødet i Holbæk i Søndags aabenlyst sluttede sig til de tilstedeværende Socialdemokrater. Forskjellige af de stedlige Venstrepolitikere af Gaardmandsstanden have vel forsøgt at lægge en Dæmper paa Arbeiderbevægelsen ved at forestille Ardeiderne, at Venstre vare deres sande Venner, og at deres billige Krav vilde blive tilfredsstillede, naar Venstre blot fik Magten, men Husmændene kjende jo nok, hvor hed Bøndernes Kjærlighed er til dem i det daglige Liv, og saa begyndte da de socialistiske Foreninger at dannes under Ledelse af den bekjendte socialistiske Agitator Sneedstrup fra Kjøbenhavn. Siden den Tid har Forholdet mellem Venstrebønderne og de socialistiske Landarbeidere just ikke været det bedste, og de have ført adskillige Avisfeider med hinanden i "Holbækposten", som tilsidst antog en saa skarp Karakler, at Holbækpostens Redaktør, der ellers gierne vilde holde gode Miner med begge Parter, fandt det klogest at nægte Husmændenes Ordfører Adgangen til Bladets Spalter. Denne maatte derfor ty til "Socialtdemokraten", hvor han naturlig fandt beredvillige Hjælpere til at læse Bønderne Teksten.

Efter den Tilslutning, som Socialdemokratiet har fundet blandt Landarbeiderne i Holbæk Amt, var det naturligt, at Hovedbestyrelsen i Kjøbenhavn særlig har haft sin Opmærksomhed rettet paa denne Egn, og medens Agitationen paa Landet fortsættes, har den derfor med sædvanlig Organisationstalent indset, hvilken Betydning det kunde have for en kraftigere Virksomhed, naar der i Holbæk By dannedes en Forening, der blev Midtpunktet for Agitationsvirksomheden. En saadan Forening er nu oprettet straks efter det Arbeidermøde, som afholdtes heri Byen i Søndags, og som havde samlet ca. 400 Tilhørere, og der skal nok allerede hare indmeldt sig over et halvt hundrede Medlemmer, ligesom der ogsaa er blevet dannet en Fagforening for Skomagersvendene.

Hovedtaleren ved det nævnte Møde var den bekiendte Snedker E. E. Andersen fra Kjøbenhavn, og hans Foredrag gik i det væsenlige ud paa følgende: Socialismen havde for 13 Aar siden, da den begyndte i Kjøbenhavn, vel vundet stor Tilslutning, men mange var senere faldne fra, da den første Begejstrings Rus var fordi og Forfølgelserne begyndte. Politidirektør Crone havde derfor nogle Aar efter indberettet, at Socialismen var ved at tabe sig og havde mistet al Betydning, men han vilde vist nok nu være den første til at erkjende, at han den Gang havde taget feil. Socialismen havde vel siden Halvfjerserne havt adskillige Kriser at gjennemgaa, men dens Førere vare gaaede modnede og befrugtede ud deraf, de havde sat sig bedre ind i de socialistiske Theorier og havde lært at tage mere praktisk paa Tingene. Socialismen havde aldrig været livskraftigere, end den var nu, det halve Kjøbenhavn var erobret, og den var ved at slaa Rod rundt om i Landet. Den var jo heller ikke samfundsfarlig, den vilde gaa frem ad fredelig Vei og vilde først søge at faa Reformer gjennemførte for Arbeiderne under den nuværende Samfundsorden. Arbejdernes Ulykke laa i den Maade, hrorpaa Arbeidet var ordnet.

Med den frie Konkurrence vilde Arbejderen blive stærkere og stærkere trykket, idet der var en stadig voksende Overgang fra den haandværksmæssige Drift til Fabriksdriften. Socialismen vilde derfor ophæve den fri Konkurrence og forlangte alle Produktionsforhold omordnede saaledes, at det ikke længer blev private Folk, men alene Staten, der overtog al Eiendom og ledede alt Arbeide. Denne nye Samfundsorden var det, man forstod ved den socialistiske Stat, og dette var Socialismens Endemaal. Modstanderne klagede over, at der ved en saadan Ordning lagdes Baand paa den personlige Frihed, men det troede Taleren ikke. Hvor Staten var Arbeidsherre som f. Ex. i Post- og Jernbanevæsenet, der havde Arbeideren det forholdsvis godt. Indskrænkningen af Friheden vilde kun ramme Arbeidsherrerne, de nuværende Fabrikreglementer greb mindst lige saa stærkt ind i Arbejdernes personlige Frihed. Som Udviklingen nu gik i Retning af Storindustri vilde Haandværket snart forsvinde, og alt vilde efterhaanden koncentreres paa nogle enkelte Arbeidsherrers Hænder. Naar Arbeidet saaledes skulde centraliseres, var det da ikke bedre at faa Staten til Arbeidsherre end Rigmændene, tilmed naar Staten styredes af Folket? (Voldsomt Bifald.) Imidlertid indsaa Socialdemokratiet godt, at en saadan Omvæltning ikke lod sig gjennemføre straks, og derfor vilde man foreløbig nøies med at stille saadanne Fordringer til det nuværende Samfund, som kunde lede henimod den Ordning, som man ansaa for den ideale. Som saadanne Fordringer nævnede han en bedre Oplysning for Arbejdernes Børn, Fastsættelsen af en Normalarbejdsdag paa høist 8 Timer, Sygepleiens Omordning, saaledes at Staten sørgede for, at alle Arbeiderne kunde faa fri Lægehjælp og Sygehjælp, Indrettelse af en Alderdomsforsørgelseskasse for gamle Arbeidere uden Tilskud af disse samt Udvidelse af Valgretten til 22 Aars Alderen. Taleren anbefalede derpaa Oprettelsen af Fagforeninger og udtalte sig sluttelig om Socialdemokratiets Forhold til Venstre. Han indrømmede, at Socialdemokratiet havde havt god Fordel ved Valgene af den Understøttelse, det havde faaet af Venstre og de Liberale, og han erklærede ogsaa, at Alliancen vilde blive opretholdt ved kommende Valg, saa lange Betingelserne vare de samme. Ligeledes vilde Socialisterne ogsaa støtte Venstre, dersom det kom til Magten, forsaavidt det viste sig villigt til at fremme socialøkonomiste Reformer paa den Maade, Socialdemokratiet ønskede det; men hvis Venstre ikke vilde støtte Socialdemokrattet, saa maatte dets Magt brydes, og Arbeiderne vare stærke nok til at gjøre det. Taleren hilstes efter sit Foredrag med Haandklap og langvarigt Bifald. Typograf Nielsen fra Roeskilde, en ganske ung Socialdemokrat i 20-Aars Alderen, der derefter fik Ordet, gik ikke saa forsigtig tilværks i sine Udtalelser som hans mere drevne Kollega. Han gjorde først et drabeligt Indhug mod Arveretten, i hvilket han saa en Hovedgrund til Arbejdernes Underlegenhed i Kampen med de "forædte" Storborgere, dernæst angreb han Krigsgalskaben: naar alle Lande bleve enige om ikke at ville føre Krig, hvor skulde saa Krigen komme fra? Han erklærede sig sluttelig for Atheist og paastod, at Religionen fordummede Folk; der var mange andre Ting, der var langt vigtigere end Religionen og den skulde derfor ud af Skolerne. Børnene havde nok, naar de blot lærte nogen Moral. Hvis han fik Børn, skulde de ikke oplæres i nogen anden Religion end den, han havde, og han havde ingen! Paa en Interpellation af Vognfabrikant Winther om, hvorvidt Socialistførerne troede, at Landarbeiderne kunde være tjente med at gaa i Spænd med Bønderne, som kun gav dem 66 Øre om Dagen, svarede Snedker Andersen, at han ogsaa kun havde sagt, at Alliancen vilde vare, til Estrup gik. Af Estrup vilde Socialdemokratiet absolut intet have. Kom Venstre til Magten, og det saa ikke vilde gaa med til Reformer, saa vilde Socialisterne naturligvis sige Slut. Han troede forøvrigt nok, at Bønderne vare altfor stokkonservative til, at de frivillig skulde gjøre nogen væsenlig Indrømmelse overfor Socialdemokratiets Fordringer. Venstre vilde sikkert ikke stort videre, end Høire vilde paa det økonomiske Omraade, men man var enig med Venstre deri, at Flertallet skulde have Magten, og Socialdemokratiet vilde blive Flertallet, naar først Landarbeiderne vare organiserede. Da senere Kunstdreier Baunsgaard slog fast, at Socialdemokratiet kun vilde benytte Venstre som en Stige for selv at komme til Magien, svarede Andersen "Ja vel vil vi til Magten, naar først vi blive Flertal. Lad Venstre have Magten, saa længe det er Flertal; vi vilde dog Flertal tilsidst, for vi er absolut de fleste, og saa vil vi have Plads: thi der er ingen, der kan føre vort Program ud i Livet uden vi selv." 

Foruden disse Talere talte endvidere Veimand Hans Chr. Christiansen fra Kathrinedal i Kundby Sogn, som iøvrigt sluttede sig til de socialistiske Ideer og manede Arbeiderne til Sammenslutning, saaledes at de ved kommende Rigsdagsvalg kunde opstille Kandidater af dens egen Midte. Derefter vedtoges en Resolution om Dannelsen af en Forening og Tilslutning til Socialdemokratiet, og Mødet endte med Leveraab for Socialdemokratiet og Snedker Andersen.

(Nationaltidende 5. september 1884. 2. udgave).

Mishandling af Børn, der ere betroede til Vedkommendes Omsorg. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Lands- Over- samt Hof- og Stadsret har paadømt en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, under hvilken en Opsynsmand i  var tiltalt efter Straffelovens § 144 jfr. § 125,

Tiltalte havde fra Foraaret 1883 af Inspektøren for den nævnte Anstalt med sammes Bestyrelses Samtykke været antagen til Tjeneste som Opsynsmand paa oftnævnte Anstalt, i hvilken Egenskab han, der mundtlig var blevet instrueret af Inspektøren, tillige har havt Opsyn med Pleiestuen samme Steds. Det var nu ved Tiltaltes egen med det iøvrigt under Sagen fremkomne stemmende Tilstaaelse oplyst, at han, medens Inspektøren kun vil have været ridende om, at Børnene i Overensstemmelse med Bestyrelsens Bestemmelse bleve revsede med Slag paa Ryggen eller Bagdelen udenpaa Klæderne med et Spanskrør af 3/8  Tommers Tykkelse eller en tynd Kjæp af Lignende Art, har nogle Gange revset en 9-10-aarig Dreng paa den Maade, at han med et Spanskrør har tildelt ham indtil 8 Slag i Drengens hule Haand, hvilken han holdt fast i sin egen Haand. Fremdeles har Tiltalte en Morgen i afvigte Sommer, for at vænne en 8 Aars Dreng til Renlighed, med en Pind, som kan havde dyppet i menneskelige Exrementer, smurt Drengen dermed om Næse og Mund, og han har ikke turdet nægte, at der ved denne Leilighed, skiønt Tiltalte ikke vil hade havt saadant til Hensigt, kan være kommet noget af det, der hængte ved Pinden, imellem Tænderne paa Drengen, der gjorde Modstand mod denne Behandling. Ved en anden Leilighed, hvor en 6-aarig Dreng om Natten havde giort sin Seng vaad, har han med Magt stødt Drengens Hoved ned i en Potte med Urin, og, uagtet han ikke vil have tilsigtet at Drengen skulde faa Urin i Munden, har han dog ikke turdel benægte, at Drengen - som denne har paastaaet - har faaet .Ansigtet vaadt af Urin. Endelig har Tiltalte som en Straf, der almindelig paa Anstalten anvendtes mod Børn, der havde ladet deres Vand i deres Senge om Natten, jævnlig ladet disse Børn staa opstillede i Børnepleiestuen, medens de andre Børn spiste samme Steds, med de af vedkommende Børn saaledes vædede Lagener over Hovedel og Ansigtet, dog saaledes, at Barnets Ansigt maa antages at have været frie, idet det ikke mod Tiltaltes Benægtelse er godtgiort, at Mund eller Øine, saaledes som et enkelt Barn har paastaaet, have været indviklede i det vaade Lagen. Denne Straf har efter Tiltaltes Forklaring varet i ca. 1 Time, og den saaledes Straffede har Tiltalte da tillige unddraget det Maaltid, der leveredes Lemmerne om Morgenen Kl. 6½. Straffen med Lagenerne har Tiltalte anvendt efter Inspektørens Opfordring, hvad denne ogsaa har indrømmet, medens han derimod vil have været uvidende om den Behandling, Tiltalte iøvrigt lod Børnene blive til Del, og navnlig ogsaa om at disse bleve unddragne de reglementerede Maaltider. Efter hvad der er oplyst i Sagen, kunde det ikke antages, at noget af Børnene har lidt nogen Skade af de dem saaledes tildelte Straffe. 

For det saaledes af Tiltalte udviste Forhold, der overfor Børn i en saa ung Alder fandtes at maatte betragtes som en Mishandling, blev Tiltalte ved Overrettens Dom i Medfør af ovennævnte Lovbestemmelser anset med Straf af simpelt Fængsel i 1 Maaned, medens Straffen ved Underretsdommen var bestemt til lige Fængsel i 10 Dage.

(Nationaltidende 4. september 1884).

I midten af 1800-tallet var sogneforstanderskabet i Tikøb nået frem til at fattigforsørgelsen i kommunen var blevet for blødsøden. Man søgte derfor i april 1859 indenrigsministeriet om tilladelse til at opføre en anstalt efter slesvigsk forbillede. I modsætning til andre fattiginstitutioner skulle understøttelsen (bolig, forplejning og arbejde) nydes og ydes i anstalten og kun der. Tikøb Forsørgelses- og Arbejdsanstalt var beregnet til at kunne rumme 150 lemmer: En hovedbygning på to etager, med et grundareal på 425 m2, og var placeret lidt uden for Tikøb by (bygningen ligger der stadig - der er i dag ejerlejligheder). I stueetagen var der 5 arbejdsstuer (kvinde- og mandsopdelt) samt køkken, og her havde også forstanderen sin treværelses lejlighed. Der var en forsamlingsstue til sogneforstanderskabet, og opsynsmanden havde et værelse. På 1. sal var der 8 sovesale, ligeledes kønsopdelte.

Anlæggelsen af Dosseringen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Gader og Vei. Nu er den sidste af de her i Bladet tidligere omtalte Forhindringer for Ryesgades Gjennemførelse fra Nørre- til Østerbro ryddet, saa man langt nede i Gaden kan se Færselen foregaa nede paa Østerbro. En stor Del af del nye Gadeanlæg er allerede afgravet, planeret og smukt brolagt, og Resten har man nu taget fat paa. Ryesgade løber altsaa nu omtrent parallelt midt imellem Blegdamsveien og Dosseringen langs Sortedamssøens Bred, tværs over hele det System af Blegdamme, som blev anlagt paa Stadens Fælled, da man i Kristian den Fjerdes Tid til Stadens Udvidelse fik Brug for de ældgamle Blegdamme, der hidtil havde bredet sig udenfor den gamle By, indenfor Søerne. Afgravningen har sine Steder været betydelig, f. Ex. ud for Blegdamsstræde, henved et Par Fod. Denne Omstændighed har igjen bevirket, at man ogsaa har maattet foretage betydelige Afgravninger i det nævnte Stræde for at gjøre Kjørebanen, der skærer Ryesgade, passabel.

Selve Blegdamsstræde er, trods sit antikt Udseende, ikke nogen gammel Gade; den er først anlagt i Femtierne som en Parcelvei midt ned igjennem 18. Blegdam, da denne Eiendom blev udstykket. 

Samtidig med Ryesgades Gjennembrud har Kommunalbestyrelsen taget fat paa en Grundforbedring af Dosseringen langs Sortedamssø, idet man ved Broen, som fører over det Vandløb, som fører ud til Isoplaget har begyndt op imod Østerbro at lægge en Gangsti af Tjærebeton ligesom den, der nylig er lagt gjennem "Kongenshave", men dobbelt saa bred, hvad der sikkert vil være til Glæde for det talrige Publikum, som der har Ærinder eller som promenerer der.

Dosseringen er som bekjendt heller ikke nogen gammel Færselsvei, om den end er betydelig ældre end Blegdamsstræde. Tidligere faldt Blegdammen i et mere eller mindre bredt Kjørebælte direkte af imod Søen, og Bredden var høist uregelmæssig. Men efter Ildebranden 1795 blev det bestemt, at Søerne udenom Staden skulle inddiges og opstemmes, saaledes at der bestandig kunde være Vand nok disponibelt for Staden, om en lignende Ulykke som den sidste Ildebrand skulde indtræffe. Ved den Leilighed blev der afskaaret en Strimmel Jord fra Blegdammen langs Søen, og derpaa blev opført et Dige, som var den første begyndelse til Dosseringen. Længe henlaa denne Dossering, der saavel paa Skraaningerne som paa Kronen var beklædt med Græstørv, aldeles ubenyttet som Gangsti, ja det var endogsaa strængt forbudt nogen at gaa paa den. Kun Blegemændene havde Tilladelse til at overskride dem for i tørre Aaringer, naar Dammene indenfor vare udtørrede, at komme til Vandet. Stierne indenfor Søerne bleve først anlagte; derfor varede det længe, inden Dosseringen blev færdig; det skete først for 70 Aar siden, og ved den Leilighed blev der anbragt Laager for enderne, hvortil kun foruden Funktionærerne ved Vandvæsenet Eierne af Blegdammene fik Nøgler.

Lidt efter lidt kom da dog flere Begunstigede til. Der blev anlagt en ordenlig Sti paa Kronen, og saa blev det snart en fashionabel Spaseresti for et udvalgt Publikum, Blandt de tilstødende Lodseiere var ogsaa "Det bestandige borgerlige Selskab" som Eiere af "Store Ravnsborg", hvor Selskabet i idyllisk Ro "laa paa Landet". Del var den Gang den eneste Eier, der havde Ret til at have Baad i Søen, og den Seilbaad, Selskabet eiede, blev ogsaa livlig benyttet.

Men saa kom 1848 med sit Friheds- og Lighedspust. De priviligerede Spaserestier og Anlæg som Langelinie og Søndermarken maattte aabne sig for det store Publikum, og man lagde ogsaa Planer mod den aflaasede Dossering, skjønt den holdt sig længe. Men endelig en skjøn Aften stormede nogle Haandværkere, for hvem Dosseringen var en betydelig Gjenvei, Laagen ved Nørrebro. Den maatte give efter for Angrebet, og Sejrherrerne løftede den af dens Hængsler og kastede den i Søen. Siden kom den ikke i Lave mere, og Laagen ved Østerbro maatte ogsaa aabne sig. Øvrigheden gjorde gode Miner til slet Spil; Dosseringen blev erklæret for en alfar Spaserevei, og det har den været siden.

Den stærke Færsel, som Dosseringen, da den var aabnet, straks blev Gjenstand for, gjorde det nødvendig at styrke Skraaningen mod Søen med Faskiner og Fletværk, men en for et Aars Tid siden, da man fandt det nødvendigt at forøge Gangstiens Brede, fyldte man et Par Alen ud i Søen og omsatte Bredden med hugne Kampestene. Saaledes ligger Dosseringen altsaa som en Trofæ for Folkevillien, som nu selve Øvrigheden kjæler for ved at gjøre Færselen saa let og bekvem som muligt.

(Nationaltidende 20. august 1884).

Blegdamsstræde lå nogenlunde der hvor siden 1928 Irmingergade forløber.

Den ny Peblingebro: Arbejder ved Opfyldningen. Prof. Dahlerups Plan. Illustreret Tidende nr. 23, 8. marts 1885.

Et Revolverattentat paa vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

En svensk arbejdsmand, der har været beskæftiget ved jordarbejdet på Vestre Kirkegård, blev af de andre arbejdere opfordret til at afgøre sit mellemværende med marketenderen, men denne opfordring havde til følge, at svenskeren blev aldeles ustyrlig, og pludselig trak en eevolver ud af lommen, hvorved han affyrede et skud imellem de forsamlede arbejdere, dog uden at ramme nogen. Han forsøgte nu at undløbe, og på flugten affyrede han endnu et skud efter sine forfølgere, uden at der dog skete nogen skade, men blev dog anholdt og afleveret til politiet. 

Det har senere vist sig, at han siden 1881 har været efterlyst for voldeligt overfald heri landet, og at han i Sverige har været straffet 2 gange med fæstningsarbejde for vold og knivstik og for vold og benyttelse af utilladelige våben. 

(Social-Demokraten 19. august 1884)