Sædelighedsskandale 1885. (Efterskrift til Politivennen)

De 30 Sædelighedsforbrydere.

De af os i Gaar bragte Meddelelser om Opdagelsen af en Bande Sædelighedsforbrydere har, som man kunde vente, vakt megen Opsigt. De øvrige Blade har straks sat talrige Reportere i Virksomhed. Navnene paa de kompromitterede "ansete" Mænd løber Byen rundt, paa Raad- og Domhuset hersker der en livlig Efterspørgsel efter Nyt i Sagen, og oppe i Justitsministeriel sidder Hr. Nellemann med et af de sædvanlige, med Rødt indstregede Eksemplarer af "Social-Demokraten" foran sig. Hans Humør er vel omtrent, som da vi skrev om Herredsfogder, om kongelige Skiftekommissionærer osv.; han kan ikke lide, at vi taler højt om det, som den officielle Retfærdighed og dens Repræsentanter kun hvisker om. 

Hvis imidlertid Hr. Nellemann, hans Dommere og Politi mener, at deres Listeri paa Hosesokker i Sager som denne er Anstændighed, og "Social-Demokraten"s offentlige Justits derimod Uanstændighed, saa skal vi gerne endnu en Gang belære ham om, at det netop forholder sig stik modsat, og han skal fremdeles faa at føle, at saa længe Rettergangen er saa sløj mod de fine Forbrydere her i Landet som den er, saa længe vil vi ogsaa nok være med til at se den efter i Sømmene, saa vidt vor Evne strækker.

Denne Gang har vi set saa temmelig rigtigt. Skandalen er der, og Forsøgene paa at dække over den synes heller ikke at mangle. Ret betegnende i saa Henseende er det, at det nu er omtrent 14 Dage, siden Arrestationerne begyndte, men at man desuagtet, lige indtil vi bragte Sagen frem, har kunnet holde alt hemmeligt. Og ikke mindre betegnende for den officielle Justits er det, at af de omtrent 30 anholdte, blev nogle af de mest "ansete" kort efter Forhørene igen satte paa fri Fod.

Blandt disse var den i Gaar omtalte feterede Højredigter. Han er ansat i et af Ministerierne, Æresmedlem af en af Partiets ældre patriotiske Foreninger og poetisk Medarbejder ved et af dets yngste kristelige Hovedstadsblade. En anden af de frigivne er en højtstaaende, med en Mængde Ordener dekoreret Professor, der er Formand for en af vore mest aristokratiske videnskabelige Foreninger.

Hvad disse to eller de øvrige Personer har udsagt i Forhørene, hvor mange, der har tilstaaet osv. - derom véd vi selvfølgelig intet. Paa Raad- og Domhuset var man i Gaar meget tilbageholden overfor Bladenes Reportere, maaske af Betuttelse over, at Skandalen ikke længer kunde holdes skjult. Bl. a. indhentede ogsaa Regeringens officielle Organ, "Berlingske Tidende", Oplysninger dér, og da vi har erfaret, at man saa vel til dette som andre Blade har fortalt, at Sagen ikke havde saa stort Omfang, som angivet af os, og at der kun skulde have været 10 Mænd under Anholdelse, saa maa vi overfor dette fastholde, at det forholder sig, som vi sagde. Over tredive har været i Forhør, og sandsynligvis kan det ikke blive derved, hvis ellers Undersøgelsen bliver ledet med tilbørlig Kraft.

Samtidig berigtiger vt en Unøjagtighed i vor første Meddelelse. Den deri omtalte Grosserer tog sig af Dage ved Skydning, ikke ved Hængning. Selvmordet foregik ved et Badested her paa Kysten.

* * *

Hvem er det, der ødelægger Familjelivet, krænker Ægteskabet, haaner Religionen? Der er ikke et Højreblad i Landet, uden at det har fortalt os: ja det er Socialdemokraterne.

Og hvem er det saa, der holder Friller, forsvarer Prostitutionen, lovgiver den og Kirken samtidig? Der er ikke et Menneske i Landet, uden at han maa vide: det er Ordenspartiet, Avtoritetspartiet, som det selv kalder sig. Det er dem, der fører Hæderligheden mest i Munden og har mindst af den i Gerningen, den konservative Hyklerhær, Samfundets virkelige Bærme. Thi her i Landet gaar Bærmen ikke i Laser, hvad ellers ogsaa kan hænde; her kører den til Væddeløb i egen Ekvipage.

Det er fra den Kant, at den sidste store Skandalesag er kommen, ligesom alle de foregaaende. Og det er fra den Kant, at den, ligesom alle de foregaaende vil blive forsøgt tiet ihjel.

(Social-Demokraten 15. juli 1885).

Det er noget usikkert helt præcis hvilke sædelighedsforbrydelser der er tale om. De sparsomme oplysninger peger på overgreb på børn, voldtægter samt homoseksualitet - som dengang fordømtes af alle politiske partier.

Sædelighedsforbrydelses - Skandalen i Kjøbenhavn. som vi forleden omtalte, bliver nu neddysset, fordi et stort Antal ledende Provisorister er indviklet i den, deriblandt et Par, der allerede tidligere har været overbevist om lignende Forbrydelser. Nogle Højreblade, hvis Medarbejdere er indviklede i Sagen, benægter selvfølgelig Skandalen, men der er ikke et Menneske i Kjøbenhavn, der tror Benægtelsen. Man bor aldeles ikke undre sig over, at den Slags Forbrydelser gaar ustraffede hen, naar ledende Højremænd er indviklede i Sagen. Saaledes gaar det altid; Partiet lader aldrig Tilhængere blive straffede for Forbrydelser. Det maa endog undre, at Politiet har haft Mod til at undersøge Sagen efter at det var blevet klart, at flere Højreledere var indviklet i den; det misbilliges ogsaa stærkt i Højre kredse.

(Folketidenden (Ringsted 17. juli 1885).

Ret hurtigt blev sagen, understøttet af hele Højre-pressen, drejet i retning af at anklage de som havde forsøgt pengeafpresning på de formodede sædelighedsforbrydere, mens disse blev ladt i fred. Højrepressen forholdt sig herefter helt tavs om sagen.

Sædelighedsforbryderne.

I Tirsdags havde vi Besøg af Hr. Andreas Buntzen, Medarbejder ved "Avisen", og i Gaar af Hr. Professor Edvard Erslev (Fortjenestemedaljen i Guld, Ridder af Dannebrog, af Æreslegionen, den russiske Stanislausorden, den svenske Nordstjerneorden, Ordenen pour l'instruction publique og den portugisiske Kristusorden; Sekretær for det kongelige danske geografiske Selskab.) Vi skal begynde med de Oplysninger, som disse to Herrer har givet os om Sædelighedsforbrydelsessagen.

Hr. Andreas Buntzen fortalte, at han vel havde været impliceret i en tidligere Sag af samme Art som nærværende, som Vidne, paastod han, men at han absolut intet havde at gøre med denne. Da han imidlertid antog, at der i "Social-Demokraten"s første Meddelelse var sigtet til hans Person, henstillede han til os at tage hans bestemte Erklæring over for os til Følge og meddele, at han intet havde med den nu rejste Sag at skaffe. Det lovede vi og det holdt vi (se "Social-Dem." for i Onsdags).

I Samtalens Løb gjorde vi imidlertid Hr. Andreas Buntzen opmærksom paa, at vi havde Grund til at tro, at Martin Kok, en anden af "Avisen"s Medarbejdere, var inddraget i Sagen, idet han bl. a. havde været tilsagt til Forhør. Vi tilføjede, at Hr. Buntzen naturligvis ikke skyldte at meddele os noget om Kok, men ikke desto mindre bekræftede Hr. Buntzen, at vore Oplysninger om denne var korrekte. Han fortalte yderligere, at Kok havde været med ogsaa i den tidligere Sag, hvori han, Buntzen, optraadte (som Vidne). Vi spurgte ham da, hvorledes han kunde finde sig i at arbejde sammen med Kok ved "Avisen", og hertil svarede han omtrent saaledes : "Ja, De ved jo nok, at det ikke er mig, der regerer Bladet. Jeg har gentagne Gange henstillet til de Ledende, at de skulde afskedige ham, men de vil ikke. For øvrigt taler Kok og jeg aldrig sammen; naar jeg ser ham komme, saa gaar jeg."

Og naar vi nu har fortalt Indholdet af denne private Samtale udførligt, saa maa Hr. Andreas Buntzen og "Avisen" give sig selv Skylden. Det er meget troligt, at de ikke kan staa sig ved at se den refereret, men de har ligefrem tvunget os dertil ved en Artikel i "Avisen" for i Gaar, hvori de erklærer vor paa Hr. Buntzens Tilskyndelse indrykkede Notits: "Avisen" og den sidst opdagede Sædelighedsforbrydelse", for usand. Bladet skriver bl. a.: "Selv om en anden af "Avisen"s Medarbejdere virkelig var inddraget i den oftnævnte Sag, vilde Hr. Buntzen naturligvis hverken have været faa ubetænksom eller saa ukollegial at meddele "Social-Demokraten" dette." Ja, hvor vidt Hr. Buntzen har været ubetænksom og ukollegial, det maa "Avisen" om, men hvad han sagde, det sagde han, og naar Bladet fortsætter: "selvfølgelig er der ikke nogen af "Avisen"s Medarbejdere, som har det mindste med Sagen at gøre," - saa sætter vi haardt imod haardt, dets egen Medarbejders, Hr. Buntzens Ord mod dets Artikel i Gaar. Hermed er samtidig et af "Avisen"s Ønsker opfyldt: det har faaet Navnet paa den feterede Højredigter, der har været tilsagt til Forhør i Sagen, og det har oven i Købet faaet det fra en Kilde, det vel maa sætte Pris paa, - fra sin Medarbejder Hr. Andreas Buntzen.

At nu "Avisen", der i Forvejen har Hr. Buntzen til Medarbejder, nødig ogsaa vil have Hr. Martin Kok, det forstaar vi. Men selv om Bladet vrider og vender sig aldrig saa galt, skal det have ham med. I Gaar mødte det op med sin Regnskabsbog - det er Nemesis, der nu siger "op med Regnskabet" til de Folk, der snart har skreget sig hæse med dette Raab overfor andre! - og det beretter, at Bogen er bleven forevist for Kriminalretsassessor Birch, for at han kunde se, om nogen af "Avisen"s -Medarbejdere var indviklet i Sagen. Hr. Birch "ansaa det imidlertid for ganske overflødigt at gennemgaa Navnene"; han kunde sværge paa den lukkede Bog, at ingen af "Avisen"s Medarbejdere var indviklet i Sagen.

Men det kan vi ikke lade os nøje med. Op med Regnskabsbogen, Hr. Professor Matzen, for deres Kollega Hr. Andreas Buntzen sagde jo til os i i Tirsdags, at Martin Kok var Medarbejder ved "Avisen". Han fortalte endvidere, at Kok havde skrevet Teateranmeldelser og Digte til den, og hvis Professoren til Eks. vilde slaa op i Bladets Arkiv paa Nummeret for den 14. Maj d. A, saa vil han der finde et smukt, af religiøse og patriotiske Følelser gennemaandet Digt til Kongen af - Martin Kok.

Indtil vi faar Rede herpaa, gjorde "Avisen" vist bedst i at holde sig til Studiet af sin egen Regnskabsbog. Dets Opstilling i Gaarsnumeret af en ny fingeret Oversigt over "Social-Demokraten"s Indtægter og Udgifter er dog tydelig nok ikke andet end et Led i dets Bestræbelser for at klare sig selv, et Forsøg paa at lede Interessen bort fra de generende Sædelighedsforbrydere.

Vi kommer nu til Professor Edvard Erslev. Han besøgte os som sagt i Gaar, og hans Ærinde gik ud paa, at faa indrykket en Erklæring om, at der ikke var rejst nogen Sigtelse mod ham for Sædelighedsforbrydelser. Vi erklærede hertil, at vi forinden maatte tale endnu en Gang med vor Meddeler, paa hvis Paalidelighed vi i øvrigt intet Øjeblik tvivlede, og Hr. Erslev bad os da om i hvert Fald ikke oftere at vende tilbage til denne Sag, for saa vidt den angik ham. Dette vilde vi heller ikke have gjort, hvis ikke "Avisen" ved sin ukloge Optræden, sine usande Paastande, havde tvunget os til at tale endnu tydeligere og opgive noget af den Hensynsfuldhed, vi hidtil har vist. Hr. Erslev kan lige som Martin Kok takke "Avisen" for, at hans Navn er bleven nævnet. Thi Sagen skal ikke lyves eller ties helt ihjel, dertil er den af altfor stor Betydning for Offentligheden, for Samfundet og vore fremtidige Retstilstande.

Naar "Avisen" tvinger os til at tale, ser vi heller ingen Grund til at fortie de Oplysninger, Professor Erslev gav os. De gik ud paa følgende: For længere Tid siden mødte han paa Gaden en Tømrersvend E., hvem han gav en Krone. Senere kom E. igen. fik atter Penge, og saaledes gik det i nogen Tid, indtil Hr. Erslev blev træt af dette Prelleri og sagde nej. E. opsøgte da Hr. Erslev i hans Hjem, gjorde Skandale og blev kastet paa Døren; desuagtet forfulgte han ogsaa senere Professoren paa Gaden med sin Paatrængenhed, og denne meldte ham da omsider til Politiet. Saa vidt Hr. Erslevs Beretning.

Hvad der senere skete er dette: Tømrersvenden blev anholdt paa den foretagne Anmeldelse, og man kom nu gennem hans Forklaringer under Vejr med, at der var sket flere Pengeafpresningsforsøg, hvori ogsaa andre Personer havde gjort sig skyldige, og at disse Forsøg stod i en meget nær Forbindelse med en Mængde Sædelighedsforbrydelser, idet det var disses Ophavsmænd, der hjemsøgtes.

Vi henstiller nu til enhver, der læser dette, at besvare os følgende Spørgsmaal: Naar "Social-Demokraten" har forlangt en stræng Undersøgelse ogsaa af de gemeneste af disse to Arter Forbrydelser, naar vi har fordret, at der skal tages lige saa haardt paa de fine Sædelighedsforbrydere som paa de Stympere, der har villet pine Penge ud af dem, og naar Højrepressen i Modsætning hertil har søgt at reducere det hele til en simpel Pengeafpresningssag - hvem varetager da sin offentlige Bestilling bedst, "Social-Demokraten" eller Højrepressen?

Ja, det indanker vi roligt til Publikums Dom, og saa for Resten ser vi meget godt, hvor vanskeligt det atter her kan blive for os at stramme den sløje Retspleje op. Vi kender det af Erfaring, vi har før maattet bøde derfor baade paa den ene og den anden Maade, men det faar ikke hjælpe.

Vi har sagt det: ved denne Sag staar der for meget paa Spil for Samfundet, til at den maa ties eller lyves ihjel. Sandheden skal frem, og at den nu maaske kommer frem med mindre Skaansomhed end ønskeligt, det skyldes, gentager vi, ikke os, men dem, der vil slaa den ned.

For det første gør vi da gældende, at de smudsigste Sædelighedsforbrydelser, de hvorom det her drejer sig, længe har gaaet for sig, uden at der fra Avtoriteternes Side er taget ordenligt fat paa deres Udryddelse. Vi anførte forleden et Par Eksempler paa den utilgivelig lemfældige Maade, der gaas frem paa overfor disse Slyngler, og vi hævdede, at her maatte utvivlsomt søges en af Grundene til, at Uvæsenet endnu trives saa frodigt, som denne nye Sag viser. Vi spørger dem, der hver Dag fører Moralen i Munden, vi spørger dem, der arbejder for den uden lang Snak, vi spørger de Forældre, der jamrer sig over Tidens Usædelighed, og Skolebestyrerne, der undertiden kan tale med herom. Men maaske de saa samtidig vil indrømme os, at vor ligefremme Pegen paa Ondet er mere værd end Højrepressens Forsøg paa at løbe uden om det.

Og dernæst beklager vi, at vi maaske ikke naaer at vinde Sejr denne Gang - netop af Mangel paa Støtte. Meget tyder i alt Fald derpaa. Professor Erslev fortalte os, at han fra Assessoren, der leder Undersøgelserne, havde faaet Attest for, at han ikke kunde straffes; Højrebladene fortæller os, at der kommer ikke andet ud af det end nogle Pengeafpresningssager; og oppe paa Raad- og Domhuset, der bærer den smukke Indskrift: med Lov (og formodentlig ogsaa med Lovens Hævdelse) skal man Land bygge - , dér sidder nu ikke andre under Anholdelse end de omtalte Stympere, som har presset Gentlemen for Penge. Hertil kommer endelig, at det i Sager om Forbrydelse mod Sædeligheden altid er uhyre vanskeligt at skaffe tilstrækkelige Vidnesbyrd til Veje, og dobbelt vanskeligt hvis der skal tages Hensyn til snart et snart et andet "anset" Navn.

Muligt er det derfor, at vi faar hele Banden paa Halsen, at den falder over os med Avisartikler, hvori vi stemples som "gemene", og med Sagsanlæggelser, hvorefter deres Svinerier kommer til at koste os Penge. Men i faa Fald vil vi dog paa Forhaand sige de Godtfolk en Ting: at da er vi heller ikke færdige med dem endnu, og at vi er til Sinds at bide fra os. Der gaar mere end En falden Højremand og Slyngel omkring med Mærker af vore Tænder i sig, og de kan forhøre dér, hvordan vi er at binde an med.

(Social-Demokraten 17. juli 1885)

Det ser ikke ud som der kom sagsanlæg eller Højreaviserne kastede sig over Social-Demokraten i denne sag.

Forfatteren Johan Martin Kok (1850-1942) skrev bl.a. talrige patriotiske og anti-tyske digtsamlinger om Krigen 1864. Han blev jurist i 1884. Allerede som ung var han sammen med forfatteren Joakim Reinhard involveret i homoseksuelle skandaler i Studenterforeningen i København. De kan som sådan betragtes som nogle af de første homoseksuelle forfattere i Danmark. Det blev som i denne sag dysset ned. Men i 1893 fik han tre ugers varetægtsfængsling hvorefter han blev frifindet. Hans karriere blev ødelagt. Han udgav herefter bøger under pseudonymer som fx Povl Bunck og August Birch indtil 1910. 

Der blev i løbet af juli og august foretaget flere anholdelser i forbindelse med denne sag. Men kun lidt slap ud til offentligheden om anklagerne. Der blev så vidt jeg kan se ikke anlagt sag mod Social-Demokraten. Herefter fremkom Social-Demokraten heller ikke med flere artikler om sagen. I maj 1886 fremkom nedenstående artikel om sagen:

De daarlige Tider. "Dagsavisen" for Onsdag omtaler under den "för tilfället" betegnende Overskrift: "Tys, tys! " en Skandalesag, som nylig har fundet sin Afgjørelse ved Kjøbenhavns Kriminalret: "Dommen egner sig ikke til Offenliggjørelse!" har man svaret Bladets Redaktion, da man udbad sig den. Nu har Bladet selv skaffet sig den og det viser sig, at der er "fine Herrer", hvis Navne skulle forties. Sagen har været kaldt - "Sædelighedsforbrydelse", men er af Provisorieblade bleven gjort til en "Pengeafpresningssag". Det er den paa den Maade, at nogle lavsindede Mennesker have krævet nogle fine Herrer for Penge, da de ellers vilde fortælle noget Daarligt om dem. Dette "Daarlige" betegner "Dagsav." som "det modbydeligste Svineri", der er bedrevet af de saakaldte "fine Herrer". "Dommen selv fortæller Intet om Svineriet, men det læses mellem dens Linier. Om den offenliggjordes, vilde Alle spørge: "Hvem ere disse Herrer, der ere blevne pressede". Derfor offenliggjøres den ikke. Og af samme Grund vidste Højrepressen Intet om Sagen, af samme Grund skulde den ties tildøde. De fine Herrer maa fremfor Alt ikke nævnes. Vi skulle sige hvorfor. Fordi man skal op paa de øverste Trin af Rangstigen for at finde dem, og fordi fremtrædende Repræsentantet for Hr. Estrups Politik er blandt dem. Tænk, om Verden fik at vide, at Hs. Excellence *, Baron *, Grev *, Kammerjunker *, Professor *, Høireskjald *, og ialfald førværende Skriver i "Avisen", tænk om man fik at vide om den og om mange flere Andre, der ere pyntede med Titler og med Ridderkorset i den ganske unge Alder, som pryde Hoffets Sale, tænk om det blev bekjendt om alle dem, at det hæsligste moralske Griseri klæbede ved dem ...."

(Middelfart Avis 6. maj 1886).

Tiden efter fremkom adskillige sager: I maj 1886 blev fattiginspektør Dyrlind-Jensen i Aalborg suspenderet mod byrådets ønske for sædelighedsforbrydelser. Ligeledes blev grosserer W. dømt for sædelighedsforbrydelser mod mindreårige piger I juni 1886 var det hørkræmmer Østrins tur til at blive anholdt for sædelighedsforbrydelser mod småpiger som handlede i hans butik. I 1887 blev Højres kirkeminister Jacob Scavenius afsløret i at have haft "en våd aften" hos en københavnsk prostitueret.

I 1895 afslørede en sædelighedsskandale at politiet, bl.a. politidirektør Korn som også er nævnt i ovenstående sag, var dybt involveret, sammen med næsten hele hans afdeling af sædelighedspolitiet. Denne gang lykkedes det imidlertid ikke for Højre at lægge totalt låg på sagen.

En Spektakelforening. (Efterskrift til Politivennen)

Under en mod fire for Tyveri eller Ran, vold og Fornærmelser mod Politiet m. m. tiltalte unge Mennesker i Kjøbenhavn anlagt Sag blev det ifølge "B. T." oplyst, at der heri Byen bestaar en temmelig vidt forgrenet Forening af en Del til allehaande Spektakler og mindre Forbrydelser hengivne, som oftest tidligere straffede unge Mennesker i en Alder af fra 16 til nogle og tyve Aar, hvilken Forenings Medlemmer, der fornemmelig ere unge Arbejdsmænd, der som Regel foretrække Ingenting at bestille, overholde vedtagne Love og have aftalte Mødesteder paa Kjøbenhavns Gader til bestemte Tider og endelig have inddelt sig i forskjellige Afdelinger efter Byens Kvarterer. Denne Forening kalder sig med temmelig meningsløse Ravne: "Bølleforeningen" eller "Bøllesjapet" og dens Formaal er fornemmelig at famle sig til Spektakler paa Gaden, naar der nogetsteds, helst om Aftenen, er Noget paa Færde, men selv alene eller i mindre Flokke kunne "Bøllerne" ofte hengive sig til en uforklarlig Raahed, for hvilken en fredelig Borger, som maatte være saa uheldig at møde dem paa et ensomt Sted, f. Ex. i en af de mest besøgte Skove i Kjøbenhavns Omegn, meget let kan blive et Offer. Charlottenlund Skov i Sommertiden og specielt Dansepladsen ved Grøndalshuset har altid øvet en særegen Tiltrækningskraft paa denne Del af Kjøbenhavns Bærme og der har i AareneS Løb ved R ordre Birks Politiret verseret Hundreder af Sager mod Bøllemedlemmer, hvilke Sager hidtil ere blevne afgjorte ved Betaling af større eller mindre Mulkter. Den nedenfor refererede Justits var imidlertid af en alvorligere Natur.

Anden Paaskedag den 6te April d. A. gik den flere Gange tidligere straffede Niels Christian Petersen i Følge med flere andre "Bøller", der havde samlet sig ved Rundetaarn, til Charlottenlund Skov, hvor de støjede og gjorde Spektakler. Kl. ca. 10 om Aftenen kom A E. Petersen, der var arresteret under Sagen, i Slagsmaal med nogle Militære og mistede derved fin Hat. Kort efter mødte Arrestanten og den 20-aarige Jens Peter et Selskab af Herrer og Damer, og da de havde aftalt, at Jens Peter skulde slaa Hatten af Hovedet paa en eller anden Skovbesøgende, hvorpaa Arrestanten skulde snappe Hatten og undløbe, udførte de ogsaa nu dette Forsæt Arrestanten, der havde laant Jens Peters Hat, undløb med den ranede Hat, der tilhørte Rodemester I. deraf Staden; men senere paa Aftenen gav han Hatten til Jens Peter, som Dagen efter pantsatte den der i Byen. Forinden havde de imidlertid indset det Fornuftige i at gjemme Hatten inde i Skoven om Aftenen, da de mærkede, at Politiet ledte efter den og dem. Grunden til. at Jens Peter pantsatte Hatten var den, at den ikke passede ham rigtigt, og at hans Kammerater gjorde Nar af ham for Hattens Udseende. For Laanesummen kjøbte han sig en anden Hat. Om selve Overfaldet paa Rodemester I. blev det oplyst, at da han om Aftenen Klokken benåd 10 var kommen ind paa et Sted i Skoven, hvor der paa Grund as Træer var særligt mørkt, faa han paa Vejen en Klynge unge Mennesker, 6 a 8 i Tallet Da han gik forbi dem, slog en af dem Hatten as ham, og da han bukkede sig for at tage den op, snappede en af Personerne Hatten og løb ind i Skoven i med den.

Den paafølgende Søndag den 12te April d. A. var "Bøllen" Johan der i Byen truffet sammen med flere andre "Bøller", i hvis Følge han begav sig til Charlottenlund Skov. De vare 6 i Tallet og havde nydt et tilsvarende Antal Pægle Brændevin. De begave sig strax hen til Dandsepladsen ved Grøndalshuset, hvor de gjorde Spektakler og forulempede de Tilstedeværende. Johan gav sig bl. A. i Kast med tre Herrer, hvoraf han slog Hatten af den ene og slog den anden med knyttet Haand i Ansigtet, saaledes at Herren fik et Saar paa Næsen. Da nu Politibetjent P. vilde føre ham bort fra Pladsen, satte han sig til Modværge og blev understøttet af sine Kammerater. Han blev dog fjernet fra Dandsepladsen, men idet han gik, ytrede han, at han nok skulde komme "med store Renter". Kort efter forsøgte han paany at tiltvinge sig Adgang til Dandsepladsen i og yppede Kiv med de Tilstedeværende. Da Politibetjent G. betydede ham, at han skulde gaa, og G. tilsidst maatte anvende Magt, greb han fat i G.'s Uniformsfrakke, saa at flere Knapper sprang af. Med Assistance af P , der nu kom til. og skjøndt Johans Kammerater, af hvilke flere under Sagen have betalt store Mulkter, indtoge en truende Holdning overfor Betjentene og stimlede sammen om dem, fik Betjentene dog Johan ført ud paa Vejen, hvor han nægtede at opgive sit Navn og omsider blev trukket bort af sine Kammerater. Da han imidlertid kort efter paany blev antruffen og Betjentene søgte at sikre sig hans Person, slog Johan om sig og gjørde saa kraftig Modstand, at Betjentene, hvad de forsøgte, ikke kunde lægge Haandjærn paa ham. Johan rev ved denne Lejlighed G.'s Uniform istykker, idet han greb fat i ham for at give ham en Skalle ligesom han slog ham over Armen og knækkede hans Stok. Betjenten P. bed han i den højre Haand, slog ham gjentagne Gange paa Prustet med en knyttet Haand og sparkede ham over Benene. Da Sværmen atter trængte paa, maatte Betjentene lade Johan gaa, og idet han o(b Kammeraters Hjælp var kommen løs, løb henimod Dandsepladsen, idet han raabte, at han "skulde lave Komedie". Nu sluttede imidlertid en Møllersvend og en Murersvend sig til Betjentene, og det lykkedes ogsaa tilsidst at faa Johan ind i Detentionslokalet. Døren til dette forsøgte imidlertid "Bøllerne" at sprænge med et Stykke Tømmer, men det lykkedes dem ikke, og de toge nu Flugten, da Betjentene kom tilbage. Endelig var "Bøllen" Fritz tiltalt for at have beholdt en Hat, hvoraf han ved Slagsmaalet ved Grøndalshuset var kommen i Besiddelse. Ved nordre Birks Dom blev Petersen anset med 8 Maaneders Forbedringshusarbejde, Jens Peter og Johan med 10 og 15 Dages Vand og Brød, og Fritz med simpelt Fængsel i 14 Dage. De anvendte Lovbestemmelser vare Straffelovens § 237 (om Ran) csr. § 47, 238, 100, jfr. 98 og 248, samt Birkets Politivedtægts § 4. De Betjentene P. og G tilføjede Beskadigelser lægedes hurtigt, og de fra faldt under Sagen Krav paa Erstatning.

(Slagelse-Posten 8. juli 1885).

Bølleforeningen". I Søndags Aftes, da en Tjener fra et Landsted paa Strandvejen stod og saa paa Dandsen ved Grøndalshuset i Charlottenlund Skov, fik han pludselig tildelt flere Slag i Ansigtet, saaledes at han stærkt blødende af Næseblod maatte søge Hjælp hos Politiet. Det lykkedes Tjeneren at paavise for Politiet den Person, som havde staaet ham. Han opgav at vare cn ung Aibeidsmand fra Batteriveien, der var Medlem af "Bølleforeningen", samt at han ikke havde slaaet Tjeneren af nogensomhelst anden Grund end den, at der pludselig hos ham var opstaaet en Lyst til at prygle en eller anden, og da Tjeneren, der, som "Bøllen" indrømmede, ikke havde givet den mindste Anledning til den mod ham udviste Behandling, stod i en bekvem Rarhed, gik det ud over ham. Den denne tilføiede Vold var imidlertid ikke af en saadan Beskaffenhed, at Straffelovens Regler om egenlig Vold kunde komme til Anvendelse, hvorimod Birkets Politivedtægt om Politiuorden saavel i denne som i mange andre lignende Sager, hvor lllkalefikaiiterne have brugt at slaa Andre uden at tilføie Saar, passende maatte anvendes, og "Bøllen" blev derfor tilpligtet til Nordre Birks Politikasse at udrede en Mulkt af 20 Kr.

(Dagens Nyheder 17. juli 1885).

Arbejdernes Værn. (Efterskrift til Politivennen)

"Arbejdernes Værn" er blevet det officielle Navn paa det Arbejderfond, der, som igaar omtalt, stiftedes i Tirsdags Aften. Foreningens Formaal er ved alle til Raadighed staaende lovlige Midler at beskytte Arbeiberne imod det socialdemokratiske Tryk. Dette Maal søges bl. A. naaet ved at yde en for hvert enkelt Tilfælde afpasset Understøttelse til de Arbejdere, der, paa Grund af, at de ikke have villet bøie sig for de socialistiske Fordringer, ere blevne erhvervsløse, samt ved at sætte sig i Forbindelse med Arbejdsgiverne for at skaffe saadanne Arbeidere Beskjæftigelse, saavidt muligt i det Fag, hvori de ere oplærte. Medlemmerne ere ordentlige og overordentlige. Som ordenligt Medlem kan optages enhver uberygtet Mand over 18 Aar, naar han indmeldes af et Medlem eller gjennem Bestyrelsen anmoder om Optagelse. Indsigelse mod et Medlems Deltagelse kan ske inden 8 Dage efter Indmeldelsen og maa fremsættes af mindst 10 Medlemmer i en med Navne undertegnet Skrivelse til Formanden, indeholdende Indsigelsesgrunden. Medlemmer af socialistiske Fagforeninger kunne ikke blive Medlemmer af Foreningen. Tager Bestyrelsen Indsigelsen til Følge, kan spørgsmaalet ved et Medlem forelægges til Paakjendelse paa første ordenlige Generalforsamling. Den Optagne har først 3 Maaneder efter Stemmeret. Medlemsbidraget er mindst 20 Øre maanedlig. Overordenligt Medlem er Enhver, der yder et aarligt Bidrag af mindst 10 Kr. Foreningens Anliggender ledes af en paa Generalforsamlingen valgt, af 10 Medlemmer bestaaende Bestyrelse, der selv beler Forretningerne som Formand, Næstformand, Kasserer og Sekretair imellem sig, og som altid skal være sammensat af 5 ordenlige og 5 overordenligc Medlemmer. Dens Mandat er paa 2 Aar, dens Medlemmer kunne gjenvælges, og deres Gjerning er ulønnet. Ved mulig Afgang i Aarets Løb supplerer den sig selv.

Til Medlemmer af Bestyrelsen valgtes iaftes for de ordenlige Medlemmer Former Bruun, Arbejdsmand A. L. Aagerup, Maskinarbeider H. Hansen, Smed Niels Lund og Laboratoriearbejder Hans Poulsen, for de overordenligs Medlemmer Murermester C. Ette, Redakteur Fr. Hansen, Fabrikant Langballe, Overretssagfører G. M. Rée og Skibsmægler V. R. Wulff. Til Revisorer valgtes Cand. med., Grosserer Arnold Gamél og Mægler B. Mannheimer.

(Dagens Nyheder 2. juli 1885).

Højres nyeste Limpind.

I Tirsdags Aftes Partiets "37" Rariteter da endelig puttede ind i den tidligere bebudede særlige Forening sammen med en Bunke Fabrikanter, Grosserere, Etatsraader osv., der antog Navnet "Arbejdernes Værn". I Gaar meddeltes Begivenheden offentligt og Formaalet forklaredes,- officielt angives det saaledes: "ved alle til Raadighed staaende lovlige Midler at beskytte Arbejderne mod det socialdemokratiske Tryk" - og tydeligere kunde en klodset Høirepen af den Slags, der skrev Tømret Smiths Selvangivelse ikke plumpe ud med det der skulde skjules, nemlig at vi her simpelthen staar over for et nyt Forsøg paa at finde Metoden for Tilvirkning af Højrearbejdere. 

Man vil beskytte Arbejderne mod Socialdemokratiet; men Arbejderne er jo, som Gud og Højre véd, Socialdemokrater, altsaa: man vil beskytte Arbejderne mod Arbejderne, mod sig selv. Ved at stille dette Vrøvl op som sit Formaal, røber Partiet lige straks for enhver, der gider tænke over Sagen, at den hele Forening ikke er andet end Spekulation til egen Fordel, saa meget mere som det ville være den rene Latterlighed at tænke sig alle disse Anstængelser gjorte for at beskytte den Haandfuld Arbejdere, som ved at gøre Skruebrækkertjeneste er blevne forsørgelsesberettigedede hos Estrupperne. For deres Skyld er Foreningen sikkert ikke lavet, de skal kun fremdeles bruges som Madding.

Nej, Foreningen "Arbejdernes Værn" er kun Professor Goos' noble Tanke taget op igen paa en anden Maade. Hvad han ikke evnede ved Hjælp af "Den ny Socialist", det forsøges nu ved at sætte Pengene i et Foretagende, der drives efter en forbedret Methode, eftersom alle tidligere har vist sig urentable. Man har agiteret i dyre Drømme med Højrepolitik blandt Arbejderne, men ingen bed paa; man har prøvet med Petroleumspolitik - samme Resultat. Professor Goos dumpede og hans Organ gik ind, hele Kapitalet er sat til paa slige vanvittige Spekulationer, "Den ny Socialist" ahr faaet en endnu dyrere Afløser, men stadig hælder Partiet Penge i det samme bundløse Kar, og nu har det som sagt lavet en kostbar Pensionistforening for veltjente Skruebrækkere og udsat Præmier for Tilgang af nye.  

Det er den "besindige, fædrelandskærlige Arbejder", man raaber paa, og til Forklaring af hvem der menes hermed, hedder det udtrykkeligt i en af den nye Forenings Lovparagraffer, at Medlemmer af Arbejdernes Fagforeninger er udelukkede - en i øvrigt fuldstændig overflødig Bestemmelse, thi hvad skulde de ogsaa dér? De mangler jo den Fædrelandskærlighed, som altsaa efter Højres Mening præger enhver daarlig Kammerat, der ved at svigte sine Standsfæller faar Adgangstegn til "Arbejdernes Værn", og de mangler den Besindighed, der udmærker de 37s Fører i Kongens Have og hans Bande. Den Slags Fædrelandskærlighed og Besindighed maa Partiet gærne holde sammen paa i en Forening for sig. Velbekomme. 

Med Hensyn til Betalingsvilkaarene, da oplyses der ikke noget bestemt om, hvor meget man kan faa f. Eks. for at arbejde under Priskuranten paa et Værksted, eller for at svigte sine Kolleger under en Strejke, ved Fremsættelsen af Fordringer om Lettelser i Arbejdstiden og lignende. Det hedder kun i al Almindelighed, at Højre "yder en for ethvert Tilfælde afpasset Understøttelse," men sandsynligvis vil der blive affattet en fuldstændig Priskurant for solidt udført Skruebrækkerarbejde. En af de første, der kommer til at nyde godt af Legatet, bliver den omtalte Tømrer Smith, idet Højre naturligvis betaler den Bede, som han faar for sin Virksomhed i Partiets Tjeneste under Festen i Kongens Have.

Ret betegnende er ogsaa de Navne, som sidder i Foreningens Bestyrelse. Der er først 5 af de 37, som Fabriksprøver med Højres Stempelmærker, "besindige og fædrelandskærlige". Saa er der fem Provisorister af den fine Verden, de Folk som egenlig er udsete til at styre Bedriften, Højres "Arbejderførere"; det er Murermester Ette, bekendt for sine forpestede men indbringende Arbejderkaserner i Nansensgade, Redaktør Hansen (af Matzens og Tømrer Smiths Organ), Fabrikant Langballe, som netop har Strejke hos sig og derfor har stærkt Brug for Højres Arbejdere, endelig Overretssagfører Rée og Skibsmægler Wulff. Det er disse Navne, der skal samle Arbejdere om sig!

Men Resultatet vil blive, som da Højres Arbejderfane blev baaret af Firmaet Goos & Liljenkrans. Spekulationen i at holde Arbejdslønnen nede ved Hjælp af et Præmiesystem for Skruebrækkere vil koste de noble Projektmagere nye Penge uden at give det forventede Udbytte, og Arbejderpartiet vil det gavne derved, at det bidrager til at udstille de daarlige Elementer og føre dem derhen, hvor alt politisk Affald nu flyder sammen. Naar et Aar af den ny Forenings Liv er endt, saa svømmer de samme Skruebrækkere om i Højre som enlige Torsk paa forgyldte Kroge, men Partiet vil ikke have fisket en eneste virkelig Arbejder.

(Social-Demokraten 2. juli 1885).

Foreningen blev oprettet under  en stor konflikt i den københavnske jernindustri, ”Smedelockouten”, som varede flere måneder og førte til over 1000 lockoutede smede og maskinarbejdere. Strategien var at samle arbejdere og arbejdsgivere i samme organisation. Den dannede i 1885 fagforeninger såsom Hustømrerforeningen af 1885, Murerforeningen af 1885 og Smede- og Maskinarbejderforeningen af 1885. I 1886 nåede Værnet sit højdepunkt med 4-5.000 medlemmer (mange indmeldte sig især af økonomiske årsager) mod socialisternes ca. 12.000. Der blev også oprettet afdelinger i Odense, Aarhus, Slagelse, Aalborg, Kolding m. fl. steder.

På længere sigt lykkedes det ikke for Højre at få nogen særlig stor tilslutning fra arbejdernes side gennem Arbejdernes Værn. Medlemstallet faldt støt, og foreningens rolle udspilledes. Efter nogle år blev Værnet mere og mere selskabeligt anlagt. Fra 1891 gik man ind i kolonihavebevægelsen hvis formål var at oprette billige nytte- og/eller prydhaver i cykelafstand fra København for arbejderne. I 1893 havde foreningen under 1000 medlemmer og gled herefter ud i glemsel.

Højremøde i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Høiremødet i Randers var trods den korte Frist, hvormed det var indvarslet, besøgt af godt og vel 2000 Mennesker, hvoraf ifølge "Rand. Av." en stor Del vare Landboere. Konsul Michaelsen aabnede Mødet med at byde den talrige Forsamling Velkommen. Han gav derpaa Ordet til Folkethingsmand N. Andersen (Andersen leve!): Det var en stærkt bevæget Tid, hvori vi leve, og spørger man, hvad Enden skal blive, vil det være vanskeligt at svare derpaa. Kampen reistes 1873, da man nægtede Finanslovens Overgang til anden Behandling: Folkethinget blev opløst, men under den Forhandling blev Striden stærkt dadlet af Grev Holstein Ledreborg, ligesom ogsaa Biskop Monrad senere paa et Vælgermøde i Nykiøbing udtalte sig stærkt herimod. Naar vore Modstandere derfor have bragt Friheden i Fare, da have de ingenlunde gjort det i Blinde eller ubevidst: de have forsøgt af al Magt at afholde dem herfra, men det har ikke været os muligt. Det første Asintt af Kampen endte med den provisoriske Finanslov af 12te April 1877; Venstre var sig iforveien klart bevidst, at dets Kamp maatte føre hertil; det mente, at det vilde vække en stærk Bevægelse ude blandt Befolkningen mod Regeringen, hvilken vilde bevirke, at denne skulde gaa af. Dette Haab gik dog kun tildels i Opfyldelse, og endel af Bevægelsen bevirkede en stærk Splid mellem dem selv indbyrdes. Førerne slap dog ikke det gamle Maal af Sigte, men søgte blot et Middel for at naa det. De have derfor nu bragt det dertil, at enten maa man anerkjende Folkethingsparlamentarismen eller ogsaa provisoriske Finanslove som tilstedelige i den danske Forfatning. Anerkjende vi Folkethingsparlamentarismen, da er det ikke nok, at Hr. Berg bliver stillet i Spidsen for Regeringen, men han vil faa en Efterfølger, og denne igjen en Efterfølger osv.; Enden blev, at der kom Folk til at styre Staten, som slet ikke forstod det. Vore Modstandere sige, at vi leve under et Ministervælde, der er meget værre end Enevælde; selv om vi maa have provisoriske Finanslove, ere vi imidlertid paa ingen Maade retløse overfor Regeringen, thi dels kan den ikke udstede nogen Lov uden Kongens Samtykke, og dels staaer den til Ansvar overfor Rigsretten. Vi ville Fred og Ro i Landet og arbeide ikke som visse andre paa at blive Ministre; vi ere ikke i den Fristelse, at vi ville føre den fortvivlede Kamp for at blive til Noget. Taleren takkede derpaa for den Opmærksomhed, hvormed Forsamlingen havde fulgt hans Foredrag, og sluttede med at udbringe et Leve for Grundloven (Hurra? Taleren leve? Stærke Hurraraab). 

- Derefter fik Professor Matzen Ordet (Matzen leve! Stærke Hurraraab). Spørge vi om Stridens Gjenstand, da svare Modstanderne, at det er Ministerit Estrup, man har imod; det bestaaer af lutter Udueligheder osv.; det gjælder kun om at faa et andet Ministerium. ligegyldigt hvem dette saa kommer til at bestaa af. Deres egne Udtalelser vidne imidlertid herimod; Berg har selv sagt, at det ikke dreiede sig om Personerne, men om et Systemskifte, og spørge vi da, hvori dette skal bestaa, siger Hørup: "Ingen over eller ved Siden af Folkethinget". Dette er den rene Folkethingsparlamentarisme, men de søge undertiden at skjule det, saaledes i Adressen til Kongen, hvorfor baade Holstein Ledreborg og Klein udtalte, at nu var der ikke Tale om Parlamentarisme længere, men kun om. at Ministeriet skulde kunne samarbeide med Folkethinget. Jens Busk røbede imidlertid, at det var de samme Fordringer som tidligere, man stillede, og som man havde stillet i en Aarrække: at Magten maa ligge hos Folkethinget; det var kun fremsat i en anden Form. Den Kamp, der nu reises mod Ministeriet Estrup, har derfor ogsaa været reist mod de foregaaende Ministerier, hvori Mand som Krieger og Klein havde bekæmpet Venstre. Ligesaa snart de nemlig ere Ministre, kæmpe Venstre mod dem, fordi de sidde der. hvor visse Andre gjerne ville sidde, og der er da ikke den Ugudelighed, man ikke tillægger dem. Striden dreier sig i Virkeligheden om Forfatningens Forstaaelse. Der er aldrig under Frederik den Syvendes Regering fremsat et saadant Forlangende, at Ministeriet skal være i Overensstemmelse med Folkethinget; man henviser rigtignok til Ministeriet Ørsteds Afgang, men her var baade Folkething og Landsthing enige, og den samme Ret have vi den Dag idag; Konseilspræsidenten har selv udtalt, at naar Thingene vare enige, skulde Ministeriet ikke være nogen Hindring for en Reforms Fremme, og han har saaledes godkjendt Rigsdagsparlamentarismen. Taleren gjennemgik derpaa nærmere den Midlertidiges Skjæbne samt de sidste Forhandlinger om Finansloven, idet han hævdede, at Høire her havde strakt sig saa vidt, det kunde: der blev intet af Betydning budt i Stedet for, men man forlangte endogsaa hele Jernbanebudgettet optaget paa Finansloven; det kunde Landsthinget naturligvis ikke gaa ind paa, hvad man vidste i Forveien; Venstre søgte blot at redde Skinnet, for at fortælle Meningfæller, hvor imødekommende de havde været. Det var endogsaa de mest uundværlige Udgifter, man nægtede. Nu truer Venstre med, at vi skulle blive i Provisoriet, saalænge det raader; Taleren troer dog, der vil indtræde en Reaktion blandt dets egne Tilhængere. De have nu i 10 Aar raabt ned med Ministeriet Estrup, men have kun bevirket, at Ministeriet er blevet siddende længere end noget andet. Det er ikke af Lyst, at det er blevet ved, men kun for at tjene Konge og Fædreland; vi maa takke det derfor, og vi ville støtte det efter bedste Evne, saalænge det vedbliver at føre an i Kampen til Gavn for Fædrelandet. Venstre har kun forøget og udvidet Ministeriets Maal i Stedet for at svække det; den Kongemagt, som Venstre betragtede som Forretningsfører for Folkethinget, er bleven det rette Tyngdepunkt i Forfatningen, og samtidig har det bevirket, at Folkethinget har sat sig selv udenfor al Indflydelse. Landsthinget har faaet større Indflydelse, kort sagt, alle de Faktorer, Venstre har villet svække, har det netop styrket. Derfor lad os holde ud i Bevistheden om, at den gode Sag er paa vor Side. (Taleren leve! stærke Hurraer )

Derpaa fik Statsrevisor Dinesen Ordet. Dinesen leve! Det Eneste, som Venstre kunde enes om, var at raabe "ned med Estrup", som det endog opdrog Børnene til at raabe; nogetsomhelst andet kunde de ikke blive enige om. Det vilde man ogsaa let forstaa ved at se paa de Elementer, hvoraf Venstre er sammenfat, idet der indenfor den Ramme findes det oprindelige Venstre, det europæiske Venstre, Socialisterne osv. En saadan Sammensætning vilde ikke kunne skabe noget Program, hvorfor skulde vi da give efter for en Bevægelse, der er fremgaaet af denne Sammensætning; Samfundet og navnlig de Smaa i Samfundet vilde lide derved: det vilde ogsaa komme til at gaa ud over den store Mellemklasse, særlig vilde den danske Bondestand lide derunder. Taleren var selv fremgaaet af Bondestanden og saa med Sorg paa den almindelige Opfattelse af Kampen, som næres af hans Standsfæller. De vilde gaa dem som i en Forpostfægtning, hvor de vare udsatte for Ilden fra begge Sider. - Naar det gjalder Arbeide mellem Mand og Mand, maa det vare paa Grundlag af Overenskomst og det gjælder ogsaa den lovgivende Forsamling; ved Visnepolitiken opnaaes ikke Noget, og Samfundet taber ved, at de store organiske Spørgsmaal ikke ordnes. Naar Bevillingerne nægtes, og Pengene ophobes i Statskasseb, taber baade Haandværkeren og Landmanden, og det fører til Standsning over det Hele. Den negative Politik har aldrig baaret noget igjennem i et Folk; kun den, der sætter sig positive Formaal, har kunnet gjennemføre noget; Visnepolitiken er derimod, som om Døden sætter sit Stempel paa det, og det Samme gjælder om Folkethingets Politik. Vi ville ikke prædike Forfølgelse, Ydmygelse eller Nederlag for vore Modstandere, men vi ville arbeide for at bringe Samarbeide i Stand som forudsat i Grundloven. Her hviler ikke andre Aag paa os end de, vi lægge paa os selv; lad os ikke bære andre Aag, end at Friheden frit kan røre sig, og ikke give os under nedværdigende Tvang. Danmark leve? (hurra! Taleren leve!) - En Tilhører udbragte under stærk Tilslutning et "Estrup leve!"

(Dagens Nyheder 2. juli 1885. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Juristen og politikeren Henning Matzen (1840-1910 blev cand.jur. i 1864. I 1870 til professor ved universitetet og 1892-93 rektor. I Landstinget 1879 var han en trofast støtte for Estrup og provisoriepolitikken. 1894-1902 Landstingets formand. Henning Matzen er begravet på Assistens Kirkegård. I 1915 rejstes et monument for Matzen i Kongens Have, tegnet af Frederik Kiørboe og Anders Bundgaard.

Tegner Hermann Rohde: Tørvebryggen i Randers. Illustreret Tidende 6. december 1885.

Politiske Slagsmaal i Kolding og Vejen. (Efterskrift til Politivennen)

I kølvandet på Holstebro-affæren hvor politimester Borup var blevet fjernet af Venstre-folk fra talerstolen, bragte Højre-aviser såsom fx Nationaltidende, Jyllandsposten og Dagens Nyheder hvad de opfattede som lignende affærer hvor Venstre-folk havde overfaldet embedsmænd. Mange af dem var uden hold i virkeligheden, som det fremgår af nedenstående. Social-Demokratens beretninger viste sig at ligge tættest på rettens afgørelse et par måneder senere.

Berg og Matzen i Kolding.

Den bekendte Konseilspræsident i et Ministerium fra Kongens Have, Professor Matzen, leverede i Søndags Jyderne et Slag i Kolding, men blev fulgt saa eftertrykkelig hjem af den samlede Opposition, at Dagen maa tælles med blandt Angiverpartiets store Nederlag.

Højre havde i henved en Uge arbejdet paa at skrabe Tropper sammen, i Begyndelsen i al Hemmelighed, senere aabenlyst. En offentlig udstedt Indbydelse bar Vidne om, at der i selve Kolding ingen Hjælp var at vente, og man udstrakte da Agitationen vidt omkring, navnlig til Fredericia og Vejle. I førstnævnte By henvendte man sig til Militæravtoriteterne, som beredvillig lovede at dække Tilbagetoget, hvis det skulde gaa altfor galt, og til yderligere Sikring flyttedes Talerstolen i sidste Øjeblik fra den aabne Ridebane og ind i den lukkede Slotsgaard ved Ruinen, hvorhos Porthængslerne smurtes og Laasen eftersaas. Den omtalte Hjælp fra Fredericia bestod i 27. Bataillon, der fik Ordre til at holde sig parat til at afgaa med Ekstratog til Kolding, og som stod under Vaaben med tolv skarpe Patroner pr. Mand indtil Kl. 2 Nat. 

Resten af Garnisonen holdtes kaserneret som Reserve. Paa den Vis havde Højre anset det for nødvendigt at ruste sig til det politiske Møde.

Oppositionen havde kun kort Tid til sine Forberedelser, men til Gengæld kunde den stole paa sig selv alene og behøvede endda ikke at være bange for Officererne i Fredericia, eftersom der, om galt skulle ske, altid ville komme et Hundrede Menig paa hvert Par Løjtnantsdistinktioner. Man udstedte en enkelt Parole, og den fulgtes med Præcision af Land og By i mange Miles Omkreds. Desuden vilde Berg og den ham ledsagende Stab af Folkethingsmænd indfinde sig for at overtage Ledelsen, og Arbejderbefolkningen gav Tilsagn om at yde Venstre kraftig Støtte, et Løfte som den hold ved paa Slagdagen at møde op foreningsvis med flyvende Faner og klingende Spil.

Op ad Søndagen begyndte der at blive livligt i Kolding. Med Togene kom Deltagere fra alle Kanter; Berg, N. J. Larsen, Harald Holm, Roed, Haastrup - og Matzen, Dinesen, Gad og Raben var i Byen, Kolding Haandværkerforening, Murernes og Tømrernes og Arbejdsmændenes Foreninger m. fl. trak gennem Gaderne til Oppositionens Samlingsplads Rendebanen. Skytteforeningerne fra Landet drog samme Vej, hele Byen og alt hvad der duer i Egnen fulgte med, medens tynde Straaler gik ad Torvet til for at samles under Provisoriets Banner, ved denne Lejlighed en hvid Due med sort Indskrift - Enfoldighed og sorte Kunster. 

Med en lille Omskrivning af de to Linjer, der er Parolen over hele Landet, lød det kort sagt paa alle Veje:

Ned med Matzen, med Dinesen oq Gad!
Vi vil ingen levnet Grundlov ha' i Danmarks Grænsestad !

- og da Togene drog til Mødestederne, talte Oppositionen en Styrke paa 10,000 Mand, der senere forøgedes med endnu nogle Tusind , medens Matzen gik til Ruinen med højt regnet 800

* * *

Venstre samledes paa Stejlbjerg, en Bakke, der ligger syd for Byen, medens Matzens lille Garde krøb sammen i Ruinerne. Ved Estruppernes Møde dirigerede Herredsfoged Tillisch. Overretssagfører Bennetzen aabnede Forhandlingerne. Derefter talte Gad, Matzen og Dinesen. Der fremkom ikke noget som helst af Interesse. Det Hele drejedes af paa den gamle Lire, om at det er Kongen og ikke Folket, der bestemmer, hvorledes Landet skal regeres. Denne Ordning maatte ikke forandres, saa længe Godsejerne havde Hovedindflydelsen paa Kongens Beslutninger.  Under Mødet afsendtes Telegrammer til Kongen og Estrup.

Ved Venstres Møde dirigerede Sagfører Hansen, der gav Ordet til Berg, der forlangte Folkets Protest mod Provisoristerne, Protest imod Provisoriet, Protest imod Ministeriet, Protest imod dem, der vil skade Landet, Protest mod det Kryb, der vil fordærve det, der har Folkets Ret til at vokse i Landet - det siger det sydlige Jylland i Dag ved Dem, ved en Forsamling saa stor som aldrig før er set i Kolding. Det danske Folk ved, hvad det vil, og vil, hvad det ved. Hvis man vil berøve os vor Frihed, tager vi den tilbage. Det var frækt, at man vover at forlange af Kolding, at den skal holde Takkefest for Provisoriet (Ned med Estrup! Ned med Matzen!) Ja, ned med alt, hvad der slutter sig til de Folk, der vil ødelægge vor Frihed og Lykke! Koldings Beboere og Bønderne her omkring har vist, at de kunde bære Krigens Trængsler. De bar dem med Udholdenhed og Mod. Det var det sydlige Jylland, der led i disse Aar, og dog var det inde i København, at man begyndte at forlange Fred. Da sendte vi hernede fra en Adresse derind og sagde: I skal ikke frygte for vor Skyld. Vi holder ud. Det samme siger vi nu. Vi vil med al vor Kraft og med alle vore Evner værne Loven og Retten, og vi holder ud i denne Kamp som i de tidligere. Ned med alt det slette, op med alt det ædle. (Hurra! Berg leve! Hurra !)

Efter at Folkethingsmændene N. J. Larsen, Harald Holm, Haastrup og Roed havde talt, vedtoges følgende Resolution:

"Forsamlingen nedlægger en alvorlig Protest imod Provisoriet som et klart og utvetydigt Grundlovsbrud. Den fordømmer ethvert Forsøg paa at støtte dette Ministeriums fordærvelige, lovbrydende Regimente. Nu som altid rede til Modstand imod Landets ydre og indre Fjender udtaler Forsamlingen paa det sydlige Jyllands Vegne sin urokkelige Vilje til at værge Friheden og til kraftigt at støtte de i Folket og Rigsdagen samvirkende Bestræbelser for at hidføre lykkelige Tilstande for vort Land under et grundlovstro Ministerium, der er i Besiddelse af Folkets Tillid".

Saa sluttedes Mødet med fuldtonende Hurraraab for Talerne, Dirigenten o. fl., og Deltagerne drog tilbage til Torvet, hvor man stiltes, og hvorfra en Del gik til Ruinerne for at høre de provisoriske Ugler, der tudede i dem. Her var man imidlertid allerede i Færd med at gaa til Bords for at samle Kræfter til nye Nederlag.

* * *

Om Aftenen var der atter Liv paa Banestationerne rundt om i Koldingegnen, hvor Oppositionen læssede sine Tropper af, og hvor man tog Afsked fra hinanden med Feltraabet: Ned med Estrup. Paa Vejen Station, tre Mile Vest for Kolding, fandt en gammel Stationsforvalter ved Navn Lundby paa at henregne dette Raab under Begrebet "Spektakler", skønt hele Landet altsaa paa den Maade gør Spektakler hver Dag, og da han vilde forbyde denne Meningstilkendegivelse, blev han i Følge "Nationaltidende" sat ind i Ventesalen - forhaabentlig dog i 1ste Klasses Ventesal til Godsejerne. De har nok taget pænt imod ham.

Det citerede Blad søger at fremstille Begivenheden, som om der har passeret noget meget alvorligt. Det skriver, at Lundbye "bagfra fik et stærkt Næveslag i Nakken, saa at han styrtede ned paa Gulvet og slog Ansigtet til Skamme, Hvorved Blodet flød ud af flere Skrammer. Dermed lod saa Flokken ham ligge og forlod Lokalet."

Hvormeget sandt der er i denne Fremstilling vil vel Fremtiden vise. Sandsynligst er det, at man gør en Myg til en Elefant for at faa Folk til at glemme Estruppernes Skandaler i Rosenborg Have og nu sidst i Sorø.

(Social-Demokraten 23. juni 1885).

Ved det omtalte Højremøde i Kongens Have var Social-Demokratens korrespondent Ipsen blevet overfaldet, de tilstedeværende politifolk forholdt sig passive. Højreaviserne anklagede Ipsen for selv at have opfordret til det, men i en efterfølgende retsundersøgelse var det svært at finde beviser for det. Nogle vidner blev med penge fra Højre sendt til provinsen for ikke at kunne vidne.

Joachim Emil Lundbye (1826-1897) var under treårskrigen løjtnant og senere kaptajn. Han blev ansat som assistent på prøve 1871, og i 1874 forfremmet til stationsforstander og postekspeditør i Vejen. Lundbye havde ry for at være bøs og afvisende. Han var en kras Højremand og Estrupper. Han forsøgte at drille Venstremændene med at de kørte på en Højrebane og spurgte hvorfor de ikke anlagde en Venstrebane ved siden af. Han fik et afvisende svar: Nej, så ville Højrebanen gå fallit, og vi har selv betalt for den. Han blev afskediget i 1896.

Sammenstødet med Stationsforvalteren paa Vejen Station.

(Korrespondance til "Social-Demokraten"). Kolding, den 24de Juni.

Hr. Redaktør! Da vore hjemlige Højreblade som sædvanlig har bragt nogle højst forvrængede Meddelelser om Optrinet paa Vejen Station, vil det forhaabenlig være af Interesse for Deres Læsere og saa en faktisk Fremstilling af Sagen fra et Øjenvidne.

Da jeg tilligemed en Mængde Meningsfæller steg ud af Koldingtoget paa Vejen Station, var der en af Selskabet, som fandt Anledning til at give sin frisindede Stemning Luft ved et Leve og et Pereat - noget, der som bekendt i den senere Tid er bleven meget almindelig paa alle Landets Jernbanestationer. Den Vedkommende, en bekendt og almindelig agtet Forretningsmand, stod i den Anledning op paa en Kasse, som stod paa Perronen, og udbragte et af dundrende Hurraraab, besvaret "Leve Demokratiet og ned med Estrup!" Næppe var Hurraerne imidlertid hendøde, før Stationsforvalter Lundby, der ligeledes var kommen med Toget fra Kolding, hvor han havde deltaget i Provisoristernes Fællesspisning, sprang til og trak Oppositionsmanden ned af Kassen paa en temmelig hidsig Maade. Lundby var aabenbart i Feststemning, og der blev derfor ikke taget mere Hensyn til ham, end at der blev udbragt et nyt "Ned med Estrup!"  Naar Højrebladene nu med en usædvanlig rig Fantast har faaet lavet en Historie om, at Mængden stimlede sammen om Lundby, udskældte ham og endog tilføjede ham personlig Overlast, saa er dette selvfølgelig i højeste Grad overdrevent og for en Del fuldstændigt Opspind. Jeg opholdt mig paa Stationen indtil største Delen af de Tilstedeværende havde forladt den, og jeg har hverken hørt eller set noget til, at der er givet Stationsforvalteren "Nakkedrag" eller lignende. At han ved sin udfordrende og hidsige Optræden gjorde sig fortjent til en Tilrettevisning, finder jeg ganske indlysende, og det er vel ogsaa sandsynligt, at en eller anden har fortalt ham, at han gjorde bedre i at passe sine Tjenestesager end blande sig ind i Andres Sager som en ilter og tankeløs Provisorist. Men ellers er Sagen i og for sig faa ubetydelig som vel muligt, hvad der ogsaa nok i den nærmeste Fremtid vil blive opklaret gennem Forhørerne.

C. R.

(Social-Demokraten 26. juni 1885).

Veien Affæren. Der er nu faldet Dom for, at "Overfaldet" paa Stationsforvalter Lundbye kun har existeret i "Nationaltidende"s Spalter. Kjøbmand J. Jacobsen har ifølge det nævnte Organ vel faaet en Dom paa 14 Dages simpelt Fængsel, men, saavidt man kan see af Præmisserne, maa det være, enten fordi han paa Perronen har taget Afsked med bortrejsende Meningsfæller, bl. A. ved at raabe "Leve Demokratiet!" og "Ned med Estrup!", eller fordi han har sagt til Forvalteren: "De er en Provisorisk, Grundlovsbryder, Spion og Angiver", hvormed der var sigtet til, at Hr. Lundbye skulde have angivet nogle Medlemmer af den demokratiske Forening i Veien til Herredskontoret, eller maaskee for begge Dele. Om "Overfaldet" derimod hedder det, at "Kaptain Lundbye vil være bleven forulempet og navnlig, hvad iøvrigt ikke videre bestykkes af det Oplyste, være bibragt et Slag eller Stød i Nakken".

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 24. august 1885).

En pudsig Episode af Veien-Skandalen meddeles i flere Blade. Som bekjendt blev der brugt stærke Udtryk fra Høires Side om denne Sag, og de groveste Bcflyldninger udslyngedes mod Venstrebefolkningen for at have slaaet Kaptain Lundbye. Forhørere begyndte, og en Masse Vidner bleve afhørte, uden at dog nogen af disse havde set et Slag blive rettet mod Kaptainen' eller hørt det mindste om et saadant Slag. Men netop som man saaledes stod raadvild midt i det Hele uden at kunne finde hverken ud eller ind, meldte sig i et Høireblad i Kolding den længselsfuldt imødesete Oplysning. Det var en anonym Indsender, som kaldte sig "et Øienvidne til Skandalen", altsaa en Mand, der maatte vide Besked. Han "kunde ikke undlade at meddele", at man først havde trykket Kaptainen "utaaleligt" og derefter "tilføiet ham et eftertrykkeligt Slag i Nakken af en knyttet Næve". "Øienvidnet" lovede Voldsmændene en streng Straf; thi et saadant Overfald paa "en Mand som Hr. Stationsforvalter Kapt. Lundbye, der for hæderlig og god Tjeneste i de tvende slesvigske Krige af sin Konge er benaadet med Ridderkorset, maa man "ikke bilde sig ind kan klares med Penge". Undersøgelsesdommeren henvendte sig strax til Bladet for at faa "Øienvidnet" frem. I et senere Forhør fremlagdes Redaktørens Svar i Retten. Det hjalp ikke langt frem, det meddelte kun, at Brevskriveren var - "Kaptajnen selv". - Senere maatte den samme Mand indrømme, at der kunde være en Mulighed for, at han slet ikke var bleven slaaet. Han maatte derhos erklære det for fuldstændig usandt, hvad der havde staaet i Høirebladene om, at han var bleven løftet, sparket og traadt.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1885)