Indbydelse til Indtrædelse i "Arbejdernes Læseselskab". (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede Bestyrelse for "Arbejdernes Læseselskab" tillader sig herved at rette en Opfordring til Alle, der maatte nære Interesse for Selskabets Formaal, om at indtræde deri, særlig gælder denne Opfordring Arbejderne og de mindre Næringsdrivende. Selskabets Formaal er ved et billigt Kontingent, 30 Øre maanedlig, at udbrede saa stor Oplysning iblandt Medlemmerne, som muligt, navnlig ved Anskaffelse af alt det bedste paa Litteraturens Omraade, særlig den nyere Literatur. Biblioteket tæller ca. 1500 Bind, men forøges stadig. Ligeledes holdes en Læsestue, som staar aaben hver Aften fra Kl. 7 til 10 for Medlemmerne, og hvori forefindes næsten alle Hovedstadens samt et stort Antal Provinsblade. Tillige findes flere Brædtspil til Medlemmernes Afbenyttelse. Selskabet har ogsaa formaaet en større Kreds af fremragende Forfattere og Videnskabsmænd til velvilligt at holde Foredrag, saavel af belærende som underholdende Natur, og hvortil Medlemmerne have gratis Adgang; der vil saaledes i Vinterens Løb blive afholdt frisindede historiske Foredrag. Det er ogsaa et af Selskabets Formaal at fremme Interessen for Hovedstadens mange Kunstsamlinger og Seværdigheder, ved at aflægge Besøg under kyndig Vejledning, og hvortil Medlemmerne saavidt muligt have gratis Adgang, og naar dertil kommer, at der engang om Maaneden i Vinterens Løb vil blive afholdt Diskussionsmøder med Emner, der formenes at have Interesse for Medlemmerne, skønt at der ogsaa er sørget for det rent underholdende Element, idet der jævnlig foranstaltes Aftenunderholdninger med Oplæsning, Dans og lignende, og hvortil Medlemmerne betale en meget lille Entré, tror vi at turde sige, at ingen anden Forening byder sine Medlemmer saa mange Goder, særlig naar Hensyn tages til Kontingentets Størrelse. Men det er en Selvfølge, at der endnu kan gøres meget, førend vi naar vort Maal. Vi har tænkt i en nær Fremtid at lade Læsestuen holdes aaben hver Dag fra Kl. 2 til 10 for Medlemmerne, hvilket vi tro vil være til Gavn og Glæde for dem. I Forbindelse hermed har vi ogsaa tænkt os Anskaffelsen af et Haandbibliotek til Afbenyttelse i Læsestuen. Efter saaledes at have gjort Rede for Selskabets Stilling og Formaal, tillader vi os paa det Varmeste at anbefale "Arbejdernes Læseselskab" til alle Venner af almen Oplysning, og bede vi Dem hver i sin Kreds at anvende al Indflydelse, den være stor eller lille, til Fordel for Selskabet, saaledes at vort Medlemstal yderlig maa stige, saaat vi i en endnu større Grad end hidindtil kan arbejde os frem ad den Vej, vi hidtil har fulgt i Fremskridtets og Oplysningens Tjeneste. Lokalet er i Vendersgade 5, Kælderen, hvor Indmeldelser finde Sted hver Aften fra Kl. 7 til 16. Kvinder og Mænd optages. Indskud 25 Øre, hvorfor erholdes Love og Katalog, samme Sled modtages Gaver af Bøger og Penge.

København, i September 1885.
Bestyrelsen.

(Social-Demokraten 6. september 1885).

Arbejdernes Læseselskab var blevet oprettet i 1878. Det startede med 340 bind fra det lukkede Socialdemokratisk Samfunds bibliotek. Senere fik det et læserum i Folkets Hus i Rømersgade i København. I 1922 erhvervede det ejendommen Nørre Søgade 27.

Klager: En Historie fra Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede, der i 4 år har været anlægsgartner ved Vestre Kirkegård, tillader sig herved at belyse den optræden, som er udvist overfor mig af graver Bahnson, og som endogså har bevirket at jeg på grund af nævnte herres hensynsløshed har været anholdt som mistænkt for tyveri. Sagen forholder sig således: En fyrbøder i Fiskergade lod den 10. maj ved sin kone bestille en legustrumshæk til en lille barnegrav, men da konen havde taget fejl af graven, blev hækken plantet på en i rækken lige overfor liggende grav. En forveksling, som meget let kan indtræffe ved Vestre Kirkegårds indviklede ordning af gravstederne. Tilfældet ville imidlertid at den rette ejer af gravstedet samtidig havde bestilt og betalt en hæk hos Bahnson. Men denne som straks opdagede fejltagelsen, lod ikke desto mindre sagen gå upåtalt hen, idet han formodentlig derved har troet at kunne skade mig. 

For ca. 3 uger siden indfandt fyrbøderens kone sig ved sit formentlige gravsted og ser her, at det ikke alene er bleven prydet med en fuchsie, men tillige forsynet med en hvid mærkepæl, der sættes på alle grave, som Magistraten lader vedligeholde. Konen fik nu en mistanke om forvekslingen, og da hun ved at efterse sit regulativ fik den bekræftet, henvendte hun sig atter til mig og lod mig fjerne hækken og plante den på den rette grav. En af graver Bahnsons arbejdsfolk var til stede ved den lejlighed og blev gjort bekendt med sagens Sammenhæng. Da Ejeren af det førstnævnte gravsted opdagede at hans hæk var borte, meddelte han dette skriftlig til Bahnson, som var lav nok til at fortie sandheden, men derimod lod anmelde for politiet at jeg havde stjålet hækken. At Bahnson ikke kunne nære den ringeste tvivl om hvorledes forvekslingen var fremkommet, bevises derved at han lod sin formand henvende sig hos familien i Fiskergade, hvor alt blev meddelt som det forholdt sig. Dette skete om mandagen, og efter at Bahnson havde angivet mig til politiet, blev jeg om fredagen anholdt for formentlig tyveri. Efter at have opholdt mig på stationen i Valby i ca. 1½ time, blev jeg atter løsladt da anklagen viste sig at være fuldstændig grundløs. 

Nu da historien er bleven opklaret, bød retfærdigheden efter min mening, at Hr. Bahnson blev tiltalt for falsk klagemål. Men da det efter en af mig til politiet rettet forespørgsel, lader til at dette ikke vil gøre noget videre ud af sagen, har jeg selv gjort skridt i denne retning. At Hr. Bahnson har opført sig på en så elendig måde overfor mig, tilskriver jeg den omstændighed, at han har haft et ondt øje til mig i længere tid, dels fordi jeg ved et par lejligheder har anket over at hans søn har skudt med bøsse på kirkegården og hans ged græsset på gravstederne, dels fordi folk ved enkelte lejligheder af uvidenhed har henvendt sig på Bahnsons kontor og spurgt efter graver Gronemann, hvilket har ærgret Hr. Bahnson, da han gerne vil være ene om denne stolte titel. Da imidlertid hr. Bahnsons hævngerrighed har været mig lidt mere nærgående end jeg holder af, skal han ikke denne gang slippe for at blive draget til ansvar for sin handlemåde.

Harald Willim Gronemann

Anlægsgartner.

(Social-Demokraten 3. september 1885).

Majestætsforbrydelsessagen i Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved den mod Redakteuren af "Ringkjøbing Amts Avis", Cand. phil. R. C. Lind, for Majestætsforbrydelse ved Ringkjøbing Kjøbstads Extraret paadømte Justitssag er ifølge "Jyllp." Følgende: Da Tiltalte Paaskedag den 5te April d A. om Formiddagen Kl. 10-11 tilligemed to Andre var kommen ind paa et Beværtningssted i Ringkjøbing, hvor der var flere Andre tilstede, og hvor han og hans Ledsagere drak to Kaffepunche hver, begyndte han at tale om Politik, og udtalte derefter til de nævnte to Personer, idet han henviste til Grundlovens §§ 7, 25 og 49, der vare aftrykte i det af ham udgivne Blad "Ringkjøbing Amts Avis", af hvilket et Numer laa paa Bordet, at Kongen var en Meneder, og at der, hvis de vilde have Vidner, sad Folk nok ovre ved det andet Bord. Disse Yttringer gjentog Tiltalte flere Gange. Samme Dag omtrent Kl. 1 talte Tiltalte i 3die Klasses Ventesal paa Jernbanestationen atter om Politik, og udtalte da paany, at Kongen var en Meneder.

Fra Ventesalen begav han sig til "Jernbanehotellet", hvor han, efterat han med flere Andre havde sat sig ved et Bord, gav sig til at tale om Politik og spurgte en af de Tilstedeværende, om han ikke mente, at man, naar Konseilspræsidenten blev dømt ved Rigsretten, kunde kalde Kongen en Meneder, og om det saa ikke blev Konseilspræsidentens Skyld, at Kongen blev en Meneder, samt udtalte, ved at henvise til de ovennævnte i hans Avis aftrykte Grundlovsparagrafer, at det var mærkværdigt, at Folk vare saa tykhovede, at de ikke kunde læse mellem Linierne af det han skrev, men at han den næste Dag vilde stribe ovenover : "Er Kongen en Meneder?"

Da der nu skete almindelig Modsigelse og opstod nogen Alarm, og en Tilstedeværende, der er Annonceagent for "Jyllandsposten" og som hidtil havde siddet i Stuen ved Siden af den, i hvilken Tiltalte sad, i den Anledning kom til, opfordrede Tiltalte Annonceagenten til at indberette til "Jyllandsposten", at han, Tiltalte, havde sagt, at Kongen var en Meneder, og tilbød Annonceagenten 100 Kr. for at gjøre det. Endelig har Tiltalte samme Dag Kl. omtrent 4 til to Andre, med hvem han sad i 3die Klasses Ventesal paa Jernbanestationen, om Kongen sagt. at han var en Meneder, idel Tiltalte ogsaa yttrede en hel Del om Ministeriet.

Det er af Tiltalte forklaret, at han den omhandlede Dag, forinden han brugte de ovenfor nævnte Udtalelser, havde havt Nogen til Frokost hos sig og havde Noget i Hovedet, men ligesom han har erkjendt, at han ikke var beruset, saaledes har det, efter de afhørte Deponenters Forklaringer eiheller været at mærke paa ham, at han, da ban i det førstnævnte Beværtningssted brugte de ovennævnte Udladelser, havde drukket. Ved de øvrige omhandlede Leiligheder var Tiltalte, der i Løbet af Dagen vedblev at drikke, efter mange af de under Sagen afhørte Deponenters Forklaringer, endel beskjænket. En enkelt Deponent har forståret, at Tiltalte var i en underlig irritabel Stemning, og at han ikke kunde kaldes fuld, men saa forvildet ud. Det maa derhos antages, at Tiltalte, specielt paa Jernbanehotellet, er bleven opirret paa Grund af forstjellige Yttrinqer, der blev rettede til ham.

Men Hensyn til Tiltaltes mentale Tilstand har han forståret, at han den omhandlede Dag ikke har været sig selv mægtig, idet han har det Tilfælde, at det, naar en Sag stærkt beskjæftiger ham, saaledes som det har været Tilfældet med Hensyn til den foreløbige Lov af 1ste April d. A., ligefrem "rabler" for ham Dette har efter hans Forklaring ogsaa tidligere været Tilfældet med ham, navnlig i Aaret 1872-73, da han havde kjøbt en Landejendom og kom i Tanker om. at det var forkert, hvorfor han spekulerede saaledes Dag og Nat, at han blev daarlig i Hovedet, og vel ikke lagde sig ind paa nogen Sindssygeanstalt, men lod sig privat behandle af Læge Hansen i Aarhus, hvilken Læge bestemt forlangte, at han skulde stille sig ved Ejendommen, et Raad, han fulgte. Læge Hansen har i en af denne den 28de April d. A. afgiven Erstæring udtalt, at han i Aaret 1873 blev kaldt til Tiltalte i Anledning af et af ham foretaget mislykket Forsøg paa at aflive sig ved Hængning, at Tiltalte længe derefter vedblev at befinde sig i en ophidset Sindstilstand, og at hele hans Liv sikkert har været af en saadan Beskaffenhed, at han vist næppe kan siges at være fuldstændig tilregnelig endnu den Dag idag, navnlig da, naar han bar nydt stærke Drikkevarer eller hans Sind er bragt i Oprør ved Modsigelser.

Fysikus Dr. med. Holst, der har været Tiltaltes Huslæge i de sidste 4-5 Aar, har i en af ham den 11te Mai d. A. afgiven Erklæring blandt Andet udtalt, at Tiltalte i 1868-69 har havt et med heftige og vedholdende Nervetilfælde forbundet Anfald af Tyfus, der efterlod langvarig legemlig og aandelig Svækkelse, at han i Aaret 1863 i Anledning af den ovenomtalte Ejendomshandel led af længere Tids Søvnløshed og Uro, at han siden han i Aaret 1880 tog Ophold i Ringkjøbing, ikke har frembudt noget Tegn paa aandelig eller legemlig Sygdom, naar undtages et Anfald af Lungebetændelse, men at han, siden den foreløige Lov af 1ste April d A. udkom, har lidt af Uro i Sindet og jævnlig har været søvnløs, at han let bliver ophidset af Spiritus, og at han var bleven dette den paagjældende Dag, ikke blot af de nydte Drikkevarer, men ogsaa af hans Tilhøreres Modsigelser og Drillerier, uden at Ophidselsen forlængst har lagt sig, og at der intet abnormt er at bemærke ved hans Udseende, Lader og Gebærder, og intet Tegn paa universel Paralyse. Fysikus formener herefter, at der ikke kan være Tale om, at Tiltalte er utilregnelig, men antager paa den anden Side, at Tiltalte ikke er i Besiddelse af voxne og sjælssunde Personers Tilregnelighed.

Det kgl. Sundhedskollegiuin, for hvilket Sagen har været forelagt, har i Skrivelse af 21de ds. yttret, at naar politiske Brydninger i et Samfund antage en akut Karakter, vil den da ofte herskende Forrykkelse af Begreberne Sandhed og Ret let virke forstyrrende ind paa Partiernes og de saakaldte ledende Mænds Retsbevidsthed; ved Modsigelse eller ved formentlig Krænkelse af Partiets Ret ville Individer med mangelfuld Selvbeherskelse under saadanne Tidsforhold kunne bringes til Udtalelser og vel endog til Handlinger, som de ikke vilde gjøre sig skyldige i under rolige Forhold. Kollegiet udtaler derefter, at det ikke skjønner rettere, end at Tiltaltes Forbrydelse maa betragtes under denne Belysning, saa meget mere, som han .... paa den Dag, han begik Forbrydelsen, var ophidset af Spiritus og en formentlig personlig Krænkelse, og at det derfor maa slutte sig til Konklusionen i den af Fysikus afgivne Erklæring, naar det deri udtales, at Tiltalte vel ikke kan antages at have været utilregnelig i Gjerningsøieblikket, men at det maa antages, at han har manglet den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Tiltalte, der er født den 21. August 1845 og ikke tidligere er straffet, blev, som tidligere meddelt, herefter anset efter Straffelovens § 90 sammenholdt med § 39 *), og Straffen bestemtes til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, hvorhos det paalagdes ham at tilsvare Aktionens Omkostninger, derunder Salair til de beskikkede Sagførere med 20 Kr. til hver.

*) "En ringere Straf end den lovbestemte bliver at anvende paa Taaber eller andre Personer, der, om de end ikke mangle Bevidsthed, dog paa Grund af særegne Tilstande, skal have Indflydelse paa Villiens Frihed, ikke kunne antages i Gjerningens Øieblik ikke at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer."

(Dagens Nyheder 30. august 1885).

Højesterets dom af 30. marts 1886 findes i Højesteretstidende 1886.

Fotograf V. E. Svendsen, Århus: Forlovelses- eller bryllupsbillede ca. 1881. Rasmus Carl Lind og enke efter redaktør Valdemar Jørgensen i Ringkøbing Caroline Henriette født Vomdran Cøln. Damen tv. er antagelig den udkårnes mor Friederikke Christiane Hansen. Visitkortfoto. Fra Hardsyssel Årbog 1994.

Ringkjøbing Amts Dagblad var grundlagt i 1880 af Christen Bergs parti Venstre. Den var en aflægger af Kolding Folkeblad. Den udkom i begyndelsen 4 gange ugentlig, men fra 1882 alle ugens hverdage. I 1900-tallet overgik Ringkjøbing Amts Avis til Det Radikale Venstre. Lind solgte sin halvdel i avisen. Den lukkede 1927, da udgivelsen blev overladt til Skive Folkeblad som eksisterede indtil 1966. Redaktøren Carl Lind var født i Flensborg 1845. 

Samvittighedsløs Spekulation med Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Nicoline Jensine Jensen, der er 29 Aar gl. og flere Gange straffet, bl. a. i 1877 og 1883 med Forbedringshusarbeide, hver Gang i 1 Aar, og som under en i Tirsdags af Kriminalretten paakendt Sag paany er straffet for Falsk, skildres som et højst uredeligt fruentimmer, der vagabonderer, stjæler, bedrager, skriver falske Beviser og gaar under falske Navne. Efter at hun udstaaet sin senest idømte Straf tog hun Ophold her i Staden og flyttede sammen med en fyrbøder, med hvem han blev enig om, at hun skulde søge at skaffe sig et større Pengebeløb ved at antage et Barn i Pleje mod et Vederlag én Gang for alle, og indrykkede hun i dette Øjemed den 25de Febr. d. A. i "Adresseavisen" et Avertissement, der lød paa, at en troende Gaardejer ønskede at antage et lille Barn for en Betaling af 290 a 300 Kr. én Gang for alle. Efter dette Avertissement meldte sig et ugift Fruentimmer, som ønskede et af hende født Barn anbragt paa den i Avertissementet omhandlede Maade, og med hvem han derefter traadte i Underhandlinger. Under disse udgav Arrestantinden sig for at være en Gaardejers Hustru fra Lynge ved Hillerød, og da Fruentimmeret stolede paa Rigtigheden heraf, blev hun enig med Arrestantinden om, at denne skulde overtage hendes Barn til Forsørgelse mod et Vederlag af 290 Kr,. hvorom der udfærdigedes en skriftlig Kontrakt i 2 Eksemplarer. Begge disse Eksemplarer underskrev Arrestantinden: "Paa min Mands Vegne: Harald Julius Köhn, Ida Köhn", hvorhos hun tillige underskrev en Kvittering, lydende paa 200 Kr. med Navnet Ida Köhn, ved hvis Udlevering hun erholdt de 200 Kr. udbetalt. Samtidig modtog hun Barnet og andragte det mod et Vederlag af 13 Kr. maanedligt i Pleje hos en herboende Kone. Barnet var som Følge af for tidlig Fødsel svagt og afgik allerede den 15de Marts ved Døden. Efter det omtalte Avertissement var der ligeledes indleveret en Billet af en Enke, som ønskede at anbringe et Barn, der nogle Dage forinden var bleven født af en ugift slægtning af hende. Samme Dag, Arrestantinden afsluttede den skriftlige Kontrakt med der ovenomtalte Fruentimmer, henvendte hun sig til denne Enke, udgav sig over for hende far Gaardejer Kyhls Hustru fra Lyngby og blev enig med hende om, at hun skulde overtage bemeldte Barns Forsørgelse mod et Vederlag af 300 Kr. De traf Aftale med hinanden om, at Enken skulde besørge et Overdragelsesdokument skrevet, og til dete leverede Arrestantinden hende et Koncept, i hvis Tekst som Kontrahenter var angivne paa den ene side Barnemoderen og paa den anden Side Gaardejer Wilhelm Kyhl og Hustru af Lyngby pr. Hillerød og som hun havde forsynet med de Underskrifter, der skulde staa i Dokumentet, nemlig Barnemoderens Navn og "for egne og Hustrus vegne Vilhelm Kyhl". Den endelige Berigtigelse af Overenskomsten udsættes til den 9de Marts d. A. paa hvilken Dag Arrestantinden skulde indfinde sig hos Enken, men i Mellemtiden fattede denne Mistanke og foranledigede Arrestantinden anholdt, da hun den ommeldte Dag indfandt sig hos hende. Efter sit Sigende vilde Arrestantinden, da hun saaledes gav Møde have aabenbaret sine virkelige Forhold for den Omtalte Enke, men dette hendes Anbringende fandt ikke nogen som helst Bestyrkelse og maatte, som aldeles usandsynligt, forkastes, idet det efter samtlige foreliggende Omstændigheder ikke kunde betvivles, at hun efter Aftalen mødte hos Enken for at afslutte de indledede Forhandlinger med Udfærdigelsen af det falske Overdragelsesdokument, til hvilket hun havde indleveret Koncepten, og derefter modtage Barnet og de 30y Kroner. Arrestantinden forklarede endvidere, at hun, da hun forhandlede om Overtagelsen af de omhandlede 2 Børn, ikke gjorde sig nogen Tanke om, hvad hun vilde gøre med dem, og hvorledes hun vilde forsørge dem, idet hun da alene var optagen af Tanken om at skaffe Penge, og for saa vidt hun dog ved Siden heraf paastod, at det var hendes Hensigt at sørge for Børnene, fandtes der saa meget mindre at kunne tages Hensyn til dette Anbringende, som hun erklærede sig ude af stand til at paavise, hvorledes saadan Forsørgelse skulde blive hende mulig. De af Arrestantinden benyttede falske Navne var opdigtede. Ved Rettens Dom blev hun anset med Forbedringshusarbejde i 2 Aar.

(Social-Demokraten 22. august 1885).

Ved en Højesteretsdom fra 8. maj 1883 (den findes i sin fulde længde i Højesteretstidende 1883) var Nicoline Jensine Jensen blevet idømt 1 års forbedringshusarbejde for bedrageri og falsk angivelse samt for falsk. I dommen oplyses hun var født den 6. april 1856 og den 28. december 1875 var blevet idømt 8 måneders forbedringshus og i 1877 til 1 års forbedringshusarbejde.

Majestætsforbrydelsessagen mod Folkethingsmand Ravn. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge et i "Viborg lifts Folkeblad" for sidst afvigte 19de April optaget Referat af et Foredrag, som forhenværende Skolelærer, Folkethingsmand Christian Henrik Ravn havde holdt ved et politisk Møde i S. Ørums Forsamlingshus den 15de f. M., havde Ravn i det nævnte Foredrag, efter at have givet en Fremstilling af de politiske Forhold i de tre forudgaaende Fjerdingaar og derpaa at have opkastet det Spørgsmaal, hvem der nu lider mest under disse fortvivlede Forhold, hvorpaa han svarede "først og fremmest det konstitutionelle Kongedømme", fortsat saaledes: "Hvor man færdes blandt Folk, hører man følgende Udtalelse: Er Kong Christian den Niende ikke den Konge, den danske Rigsdag valgte til Thronfølger, fordi han ikke som sine Brødre var med i Oprørshæren? Er det ikke den Konge, som 1863 underskrev Novemberforfatningen, hvis Følge blev, at vi mistede to Femtedele af vort Land? Er det ikke den Konge, som 1863 underskrev Provisoriet? Er det ikke den Konge, som mor i Aalborg maatte omgive sig med Dragoner med skarpe Vaaben? Er det ikke den Konge, som i 1885 underskrev Provisoriet, og som maatte omgives af Politibetjente, kasernerede Soldater med skarpe Patroner, med opkiørte Kanoner og armerede Krigsskibe, og som maatte have en Livvagt af junkerlige Eventyrere puttede i Gardeuniformer?"

Under en i Henhold til Justitsministeriets Resolution imod Ravn for Overtrædelse af Straffelovens § 90 anlagt kriminel Sag erkjendte Tiltalte Rigtigheden af dette Referat med Bemærkning, at dette var gjennemseet af ham, forinden det blev sendt fornævnte Blad, og hans Forklaring gik iøvrigt ud paa, dels, at han rundt om, hvor han færdedes, havde i længere Tid hørt Yttringer som de anførte om Kongen, dels, at om end disse uden Sammenhæng med det øvrige Foredrag maatte betragtes som sigtende til at nedbryde det gode Forhold mellem Konge og Folk - hvad Tiltalte maa ansees at have erkjendt - kan han ikke indrømme at have ved disse Yttringer, naar de forstaaes i Forbindelse med det øvrige Foredrag, haanet Kongen eller tilsidesat den Ærbødighed, der skyldes Kongen, hvad ogsaa har ligget udenfor hans Hensigt, som tvertimod var at gavne Konge, Folk og Pand ved at gjøre sit til at faa Ministeriet Estrup, som han betragter som en Ulykke for Kongedømmet, fjernet, og alene at vise, hvor sørgelige de nuværende Forhold ere, hvad efter hans Formening bedst kunde oplyste ved at vise, hvorledes Kongen nu blev omtalt mellem Befolkningen.

Efter Sagens Oplysninger maa det antages, at Tiltalte indledede den citerede Del af sit Foredrag med en Bemærkning, "om det ikke maatte smerte ham, der er en kongeligsindet Mand, at høre Sligt", samt at han indskød lignende Beklagelser efter flere af de anførte Udladelser og ved Slutningen af samme, og af 6 under Sagen afhørte Vidner (af hvilke tre høre til samme politiske Parti som Tiltalte og have udtalt, at de ommeldte Udtalelser efter deres umiddelbare Indhold maatte forstaaes som fornærmelige for Kongen og sigtende til at nedbryde Kærligheden, Tilliden og Ærbødigheden for Kongen) havde de tre Nysnævnte forklaret, at de gik ud fra, at Tiltalte, som af ham anført, virkelig havde hørt saadanne Udtalelser rundt om, og at de ikke havde forstaaet Tiltaltes citerede Yttinger paa nynævnte Maade eller saaledes, at Tiltalte havde nogen fornærmelig Hensigt med disse Yttringer; derimod havde de tre andre Vidner udsagt, at Tiltaltes oftnævnte Udtalelser saavel ifølge deres Indhold som dølge deres Form og Forbindelse med hele det øvrige Foredrag af Tilhørerne nødvendigvis maatte opfattes som tilsigtende at nedbryde Tillids- og Kærlighedsforholdet mellem kongen og Folket som haanende mod Kongen og stridende mod den Ærbødigded, der skyldes Samme.

Det fandtes nu ikke at kunne være Tvivl underkastet, at de omhandlede Udtalelser efter deres Indhold gik ud paa paa en haanende Maade at krænke den Ærbødighed, der skyldes kongen, og da de ommeldte haanlige Udladelser, til hvilke Tiltalte ikke har kunnet opgive nogensomhelst Hjemmel eller Kilde, ere under et bittert Angreb paa Kongens Regering fremsatte for en offenlig Forsamling paa en saadan Maade, at de af Tilhørerne naturligt maatte opfattes som sigtende til at nedbryde Tillids- og Ærbødighedsforholdet til Statens uansvarlige og ukrænkelige Overhoved, og uden at Tiltalte endog har betegnet Udladelserne som lovstridige og strafværdige, i hvilken Henseende Tiltaltes Omtale af deres Fremkomst som sørgelig eller hans paastaaede Henvisning til Kongens Ansvarsfrihed ikke i den heromhandlede Henseende kunne komme i Betragtning - billigede Viborg Overret, at Tiltalte for dette sit Forhold var ved Fjends-Nørlyng Herreders Extraretsdom anseet efter Straffelovens § 90 med Straf af simpelt Fængsel i tre Maaneder.

(Dagens Nyheder 21. august 1885).

Folketingsmedlem Christian Henrik Ravn (1844-1926) var 1865–70 lærer i Sparkær mellem Viborg og Skive og 1870–85 i Borup i nabosognet hvor en af hans elever var Jeppe Aakjær. Han sad for Venstre i sognerådet 1874–82, en tid som formand, og i amtsrådet 1883–98. Efter to mislykkedes forsøg i 1873 og 1876 på at erobre Viborgkredsen fra Højre, lykkedes det ham i 1879 at blive valgt i Morsøkredsen. Efter dommen i 1885 blev han afskediget. Efter at have støttet det politiske forlig 1894, mistede han sit folketingsmandat ved valget 1895. Han blev herefter valgt i Viborgkredsen 1898–1903 og i Gudmekredsen på Fyn 1909–13.