Holstebrofangerne løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Se tidligere indslag om Holstebro-Affæren 1885 andetsteds på Politivennen Live Blogging, samt om Christen Berg.

Nielsen og Noes løsladt!

I Gaar Eftermiddags Kl 3 kom der Bud fra Assessor Ipsen, at Nielsen og Noes efter Kommissionens Beslutning kunde løslades. De begav sig straks til deres Logis i "Gammel Avlsgaard" og derfra til Folkethingsmand Bergs Bspæl, hvor de hilstes Velkommen af "Morgenbladet"s Medarbejdere og flere andre Politikere, hvoriblandt Landsthingsmand Madsen.

Hos Hr. Berg havde en af vore Medarbejdere Lejlighed til at hilse paa de to gode jydske Demokrater.

De saa begge friske og sunde ud. Man mærkede ikke Spor af Fængselsluften paa dem, og de erklærede ogfaa begge to, at de efter Omstændighederne havde haft det meget godt i Arresten.

De har under hele Arrestationen været indelukkede i det saakaldte "Tivoli" paa Gammeltorv. Arrestkosten har været nogenlunde tilfredsstillende, ligesom ogsaa Politiets Funktionærer har behandlet dem saa godt, som Omstændighederne tillod det.

Efter den foreløbige Bestemmelse agter d'Hrr. Nielsen og Noes at rejse tilbage til deres hjemstavn paa Søndag.

* * *

I det Møde, der i Aftes holdtes i "Fremskridtsklubben", meddeltes det straks, at Nielsen og Noes havde lovet at komme til Stede. Denne Meddelelse modtoges med stærkt Bifald.

Efter et med stort Bifald modtaget politisk Foredrag af Trier traadte Nielsen og Noes ind i Salen, hilst af langvarigt, stormende Bifald, og et af ni Hurraer efterfulgt "Leve Nielsen og Noes!"

De tog Plads foran "Fremskridtsklubben"s Fane, som var opplantet midt for den ene Bræddevæg.

Kort efter ankom Folkethingsmand Pingel og Landsthingsmand Dam, der hilsedes med et henholdsvis "Leve Folkethinget" og "Leve de grundlovstro Landstingsmedlemmer", efterfulgt af nidobbelte Hurraraab.

Et Øjeblik efter ankom Folkethingsmændene Busk, Bjørnbak, A. Holch m. fl., der alle modtoges med stor Jubel.

Den første Taler var Jens Busk, der var kommen op i Fremskridtsklubben for saa hurtigt som muligt at komme til at hilse paa Nielsen og Noes. Den sidste havde allerede udtalt for Taleren, at han haabede, at den Begejstring, med hvilken de var hilst, ikke saa meget galdt Personerne som den Sag, for hvilken de havde lidt (Hør!). Det galdt nu om at demoralisere Befolkningen overfor den Øvrighed, der handlede ulovligt (voldsomt Bifald). Thi hvis vi skal forsvare vor Frihed her i Landet, saa maa vi lære at værdsætte Embedsmændene for det, de er, som Provisoriets og Grundlovsbruddets Embedsmænd. Lad os drikke et Glas for de to brave Frihedsmænd Noes og Nielsen i Erkendelsen af, at de har bidraget til, at vi Andre kommer et Stykke fremad! (Ni Hurraer).

Dr. Pingel talte for 'Nielsens og Noes' Hustruer. Lad os tænke paa hvad disse Kvinder har baaret paa, siden deres brave Mænd gjorde deres skæbnesvangre Københavnsrejse, og lad os glæde os med dem, naar de atter igen ser dem, de har kær, ikke som et Par forkuede Stakler, men som to Dannemænd, der har beholdt deres gode Huld, deres irooe Kinder og deres frejdige Blik i Øjet. Lad os bede dem om, naar de vender hjem som de mest hædrede Blænd i Landet, at bringe deres Hustruer en Hilsen fra Københavns Frihedsmænd. Leve Dannekvinderne Noes' og Nielsens Hustruer. (Ni stormende Hurra.)

Gaardejer Noes kunde ikke modtage Københavnernes Begejstring som en Hyldest for hvad han havde gjort. Derimod kunde han nok paa sta Hustrus Vegne modtage den Hyldest, der var bragt hende; hun var virkelig en Dannekvinde, og hun var villig til, naar det gjordes nødvendigt, at bringe langt større Ofre for Frihedssagen. (Bravo). Tak for Deres Venlighed! (Voldsomt Bifald).

Folkethingsmand Schiøtz fremhævede, at Ministeriet Estrup havde gjort det klart, hvilken blomraaden Institution den saakaldte kongelige danske Retspleje var. (Her traadte Folkethingets Formand, Berg, ind i Talen hilset med umaadelig Jubel). Et Leve for alle Provisoriets Ofre. (Stormende Hurraraab).

Redaktør Nielsen tog dernæst Ordet under stor Jubel. Det var efter hans Mening et rent Tilfælde, der havde hi.iørt den Stilling, hvori han og hans Lidelsesfælle var komne. De kunde ikke handle anderledes i Holstebro; hvis de havde gjort det, havde de været nogle Pjalte (stærkt Bifald). Taleren og hans Ven vilde fremdeles som hidtil værne om Grundloven; den Leve! (Nu Hurraer.)

Pianofortearbejder Holst anbefalede under almindelig Tilslutning, at d'Hrr. rejste med Morgentoget paa Søndag idet han udtalte Forvisningen om, at Københavns Arbejdere vilde tage Afsked med dem paa en Maade, som var den københavnske Opposition værdig.

Overretssagfører A. Christensen udbragte dernæst et Leve for Københavns Arbejdere. (Stærk Hurra.)

Holst takkede paa Arbejdernes Vegne, idet han udtalte Haabet om fremtidigt Samarbejde efter Reaktionens Fjernelse.

Efter at der endnu var holdt en lang Række Frihedstaler, blev Noes og Nielsen af 500 Mennesker fulgt til deres Bopæl i "Gammel Avlsgaard". Det lange Tog bevægede sig med Værdighed gennem Hovedgaderne og gav Noes og Nielsen et mange Gange gentaget Leve, før de skiltes.

Efter et "Ned med Estrup og alle Grundlovsbryderne!" fulgte [Toget?] Hr Berg hjem og gav ham sluttelig et med ni Hurraer besvaret Leve, for hvilket Hr. Berg takkede.

Kl. 2 i Morges skiltes Forsamlingen under stormende Leveraab for Friheden.

(Social-Demokraten 8. oktober 1885).

Ukendt fotograf: Gårdejer, direktør Peder Pedersen Noes (1845-1913). Det kongelige Bibliotek.

Gæstgiveriet “Gammel Avlsgård” lå i Suhmsgade. Den blev nedrevet omkring 1898. 

Den 9. oktober var Berg, Noes og Nielsen i Studentersamfundet. Nielsen og Noes holdt her nogl mere humoristiske taler bl.a. om deres hustruers genvordigheder i arresten.

Den 10 oktober var der et festmåltid for 150 oppositionsfolk til ære for Nielsen og Noes. 

Søndag den 12. oktober 1885 rejste Noes og Nielsen med morgentoget mod Korsør. Omkring 10.000 mennesker var mødt op på banegården. Tilfældigvis var et af vidnerne mod dem, August Jensen med samme tog og han blev mødt med tilråb. Efter afgangen forsøgte politiet at splitte menneskemængden der begav sig mod Bergs bolig. Demonstrationerne forløb dog fredeligt.

Toget med de to løsladte blev hyldet i Roskilde, Borup, Ringsted, Sorø, Slagelse, Korsør, Nyborg, Odense, Tommerup, Nørre Aaby, Middelfart, Kolding og bestemmelsesdestinationen Holstebro, mens der ikke skete noget i Fredericia. I Holstebro blev de modtaget af et par tusind mennesker med taler og musik.

Christen Bergs Modtagelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober ankom folketingets formand, Venstre-politikeren Chresten Berg til København for at afsone den straf han havde fået i forbindelse med Holstebro-sagen.

Hr. Folkethingsmand Berg har iaftes i Anledning af Rigsdagens nærforestaaende Aabning flyttet sin dyrebare Person her til Hovedstaden. Hans Ankomst var af herværende Oppositions organer kundgjort paa en opsigtvækkende Maade, naturligvis i den Hensigt, at der skulde ydes Tribunen en Ovation, der kunde lægge et lindrende Plaster paa den ham nylig overgaaede Dom, og denne Hensigt opnaaedes ogsaa. Allerede længe inden Aftentogets Ankomsttid havde der udenfor Jernbanens Terrain samlet sig en betydelig Menneskemængde, der navnlig var koncentreret ved Frihedsstøtten, hvor Indkjørslen er til Jernbanegaardens Ankomststation. Alle Adgangene til Pladsen vare spærrede af Politi, saa at der i den store Sal i Jerbanegaarden kun var samlet et mindre Antal Trofaste, som ydede ham deres Hyldest. I aaben Droske kjørte han derefter bort, fulgt af en Skare Ynglinge, der løb efter Vognen syngende de bekjendte Socialiststrofer. Paa Halmtorvet spændte hans Venner Hesten fra og fungerede i dens Sted til hans Bopæl. Ankommen her, holdt han først fra Vognen og senere fra sine Vinduer en Bunke Taler, der kunne sammenfattes i de stadig tilbagevendende Ord "Lov. Orden (!) og Frihed". Hans Ironi overfor den lettroende Masse naaede Toppunktet, da han opfordrede til "Respekt for Loven", en Opfordring, der af den "lovkjære Mængde blev efterkommet paa den Maade, at den, delende sig i forskjellige Skarer, trak om i Gaderne, brølende og skrigende, og forøvende alskens Excesser. Af disse notere vi, at Sværmen paa sin Vei slog adskillige Ruder ind, væltede Folk omkuld og trampede paa dem, raabte Hurra for Hr. Bergs Offre paa (Gammeltorv, maatte splittes af Politiet paa forskjellige Steder, og særlig udenfor Konseilspræsidentens Bolig paa Toldbodveien gjorde Tumulter af den Art, at Politiet maatte skride ind med Stavene. Noget over Midnat for svandt Spektakelmagerne dog, og fra Politistationerne meldtes der, at Alt var roligt.

(Dagens Nyheder 3. oktober 1885)

Chresten Bergs bolig i København var ifølge Kraks vejviser 1885 Frederiksholms Kanal 18. st. Mellem Ny Vestergade og Ny Kongensgade.

Bergs Rejse efter Domfældelsen og hans Modtagelse i Hovedstaden.

Som kortelig meddelt i Gaar var der beredt Folkethingsmand Berg en overordentlig ærefuld Modtagelse ved hans Ankomst til Kolding i Onsdags. Over 500 Mennesker havde samlet sig paa Banegaarden, og da Toget rullede ind paa Perronen og man fik Øje paa Hr. Berg i Kupeen udbrød Mængden i ustandselige Leveraab for ham og hans Parti. Et anseligt Tog Iedsagede Hr. Berg til hans Bopæl i "Folkebladet"s Bygning, fra hvis Trappe han bragte de forsamlede en hjærtelig Tak for Modtagelsen; han berørte under levende Tilslutning den af Hr. Estrups flyvende Domstol afsagte Dom i Holstebrosagen, med hvilken han netop ved Ankomsten til Kolding Banegaard var bleven bekendt. Ligeledes henpegede han til den faste og frejdige Stemning hos Oppositionen rundt om i Landet og udtalte Haabet om, at man ogsaa her vilde staa fast som tidligere. Tog man Friheden bort, saa vilde Folket vide at tage den tilbage. Han sluttede med et Leve for et enigt, fastsluttet og kraftigt Demokrati i Danmark. Efter fornyede Hurraraab skiltes Forsamlingen med et "Ned med Estrup!"

* * *

I Gaar gik Rejsen til Hovedstaden med det gennemgaaende Tog over Korsør. Paa Roskilde Banegaard var der opstillet nogle Medlemmer af den derværende konservative Klub, som morede sig med at gøre Spektakler, pibe og raabe "Leve Estrup!"

* * *

Paa Frederiksberg Station blev Hr. Berg modtaget af Fremskridtsklubbens Bestyrelse og nogle Socialdemokrater. Da Folkethingsmanden viste sig i Waggonvinduet, udbragtes der et "Folkethingets Formand længe leve!" besvaret med stærke Hurraer.

* * *

Tyve Minutter efter Iltogets Ankomst afspærrede Politiet Pladsen foran Ankomststationen. Efter Haanden samledes en uhyre Menneskemasse, som forholdt sig med en mønsterværdig Ro; desuagtet forulæmpedes man af Betjentene, der stadig brølte: "Passér Gaden". Navnlig udmærkede en ung, sortskægget Overbetjent sig ved sin brutale Opførsel mod Publikum.

* * *

Afgangsstationen var ogsaa fyldt med Politi og Jernlaagerne ved Posthuset vare lukkede. Det lykkedes imidlertid nogle Nysgerrige at trænge igennem nord for Posthuset, men de bleve hurtig drevne tilbage af Postbudene, der her fungerede som Ordenspoliti.

* * *

Paa Københavns Banegaard havde Politiet afspærret Perronen, saa at der kun var en Snes Mennesker derude, da Toget rullede frem. Da Hr. Berg traadte ud af Waggonen, efterfulgt af Pingel, Schandorph og flere andre Herrer, brød Hurraerne straks frem; Ventesalen var opfyldt af Mennesker, og saa vel fra disse som fra de mange Tusinder, der stod uden for, hilsedes Berg af ustanselige, jublende Hurraraab. Der var ingen Ende paa Begejstringen. Berg steg op i en Droske og forsøgte at tale, men det var umuligt at høre ham. Uafladeligt lød det: "Folkethingets Formand længe leve!" "Ned med Estrup!" En overvældende Bifaldsstorm hilste ham, da Drosken langsomt bevægede sig gennem den tætte Menneskemasse og ud paa Vesterbrogade. Ved Jernstakittet kom det til et Sammenstød med Politiet, som huggede løs med Stavene.

Chr. Berg ankom til Københavns 2. hovedbanegård (1864-1911, nedrevet 1916) som lå omtrent hvor Paladsbiografen ligger. Fotograf Christian Rasmus Neuhauss (1833-1907): Københavns 2. hovedbanegård (foto fra 1862-1894). Kbhbilleder. Public domain.

Den Menneskemængde, der var til Stede paa Vesterbrogade, kan uden Overdrivelse anslaas til 20,000. Begejstrede hurraraab afvekslede med Sangen: "Ned med Estrup, Scavenius og Ravn", Socialisternes Marsch og Marseillaisen.

Ved Halmtorvet blev Hestene spændte fra Bergs Vogn, som Resten af Vejen lev trukket af den begejstrede Mængde. Under uafladelige Hurraraab og Afsyngelsen af Frihedssange bevægede det mægtige Tog sig gennem Frederiksberggade, over Gammeltorv, ned ad Raadhusstræde til Frederiksholms Kanal, hvor det standsede udenfor Bergs Bopæl, Nr. 18 i Stueetagen. Begge Bredder af Kanalen var opfyldt af Mennesker til sidste Plads.

* * *

Langt om længe blev der bragt nogenlunde Stilhed til Veje, saa at man kunde høre Berg. Hans Røst lød tydeligt fra Vognen, Han takkede for Modtagelsen, Københavnerne havde givet ham. Paa Lovens Grund skal Friheden bygges. Nu gælder det en Kamp for Folkets Ære og Ret. Men holder vi ud, er Sejren vor. Et Leve for Loven, Aanden og Friheden! Ustandselige Hurraraab og Haandclap. Berg takkede atter fra Vognen og udbragte et Leve for Grundloven. Han gik derpaa ind i sin Bolig.

* * *

Kort efter viste Berg sig i Vinduet, hilset med storartet Enthusiasme. Langt om længe blev der tilvejebragt nogen Ro, og han udtalte sig da omtrent saaledes:

Hvorfor behandles Oppositionen af Regeringen som Tilfældet er? Fordi Regeringen mangler Respekt for os. Men denne Respekt maa vi bibringe den (stormende Bifald). Den skal tvinges til at vise Agtelse for Loven og Respekt for Friheden (Bifald). Først da kan vi være tilfreds mod Forholdene herhjemme. Med Ønsket om, at Loven og Friheden maatte sejre, udbragte han et Leve for Fædrelandet. (Langvarige Hurraraab).

Da Jubelen ikke lod til at ville lage nogen Ende, maatte Hr. Berg atter vise sig for at takke for den store Hyldest. Han udtalte da:

Jeg takker Dem allesammen for Deres Venlighed. Lad os ønske, at Lov og Ret atter maa blive raadende i Landet, lad den sande Friheds Aand gennemtrænge Folket, saa at den ene ikke regnes for mere end den anden, selv om der bliver hængt noget Dingeldangel paa ham. Gid, den rette Friheds, Ligheds- og Broderskabs Aand maa blive vort Løsen, saa at den maa komme alle tilgode og ikke mindst dem, der trænger haardest til den. Vi forlanger ikke mere Ret for os selv, end vi vil give andre, medens vore Modstandere kun vil Ret for sig selv. Endnu en Gang hjertelig Tak. Jeg vil slutte med et Leve for den københavnske Opposition.

Ogsaa disse Ord hilsedes med endeløs Jubel og gentagne stormende Leveraab for Berg. Massen begav sig derpaa bort i forskellige Tog og ad forskellige Veje. Politiet var mødt overordentlig talrigt, og søgte efter bedste Evne at saa Gaden gjort ryddeligt saa hurtigt som muligt.

* * *

Om andre Enkeltheder ved denne enestaaende Demonstration beretter forskellige Medarbejdere:

Et Politioverfald forefaldt i Ny Kongensgade. Efter at Berg var ankommen til sit Hjem og havde talt til den Menneskemasse, der opfyldte Frederiksholms Kanal, Broerne over Slotsgraven og et langt Stykke ind i de tilstødende Gader, satte Folkemassen sig straks i Bevægelse og marscherede i Ro og Orden, stadig under Raabet "Ned med Estrup", ad Ny Kongensgade ad Vestervold til. I Filosofgangen var der opstillet en Deling Politi, som satte sig i Bevægelse i den modsatte Retning, og idet den marscherede gennem Ny Kongensgade puffede den paa en brutal Maade Folk til begge Sider af Gaden, hvorved Nogle styrtede omkuld og Andre i den derved opstaaede Trængsel klemtes op imod Murene. Raabet "Ned med Estrup" forstummede selvfølgelig ikke, men suppleredes af den Menneskemasse, der atter havde sluttet sig sammen bag ved Politistyrken, med et af de sædvanlige vældige Hurraer, hvori der blandede sig en enkelt ved Politiets brutale Optræden foraarsaget Piben.

Straks blev Politistyrken kommanderet "omkring" og "slaa løs", uden at der skete nogen som helst Henvendelse til Folk, der kunde advare dem mod det brutale Overfald, som derefter fandt Sted. Politibetjentene drog Stavene og foer ind paa Folk som vilde Dyr. der blev slaaet løs med Stavene paa de første de bedste. En Mængde blev dels slaaede ned, dels stødte omkuld af Politihoben. En Tølper af en Betjent styrtede løs mod en Dame, der befandt sig tæt inde ved Haandværkerstiftelsens Mur, og bibragte hende et i Hovedet.

Det lykkedes ikke de Tilstedeværende at faa Øje paa nævnte Betjents Numer, idet han forsvandt da Harmen over hans Optræden begyndte at give sig Luft, men det fortjener at fremhæves, at ligesom Overfaldet fandt Sted paa Kommando saaledes blev det her nævnte Optrin billiget af en af Politiets Befalingsmænd, der straks efter kom til Stede.

Der skete heldigvis ingen anden Uorden end den, Politiet selv fremkaldte, hvilket tilstrækkeligt godtgør det ubeføjede i nævnte Overfald. Folkestrømmen fortsatte under Raabet "Ned med Estrup!" sin Marsch ad Filosofgangen ind ad Byen til. Politiet traadte atter an ved Ridehuset og viste ikke senere sin Brutalitet, i alt Fald ikke paa dette Sted.

* * *

Da Toget passerede Gammeltorv, stod en meget stærk Politistyrke opstillet foran Raadhuset. Den hørte roligt paa Socialisternes Marsch, medens Toget drog forbi, og spredte sig derefter ned ad Filosofgangen og Raadhusstræde for at støde sammen med Hovedstyrken, der befandt sig paa Kristiansborg Slotsplads.

* * *

Vandhanerne i Gaderne omkring ved Frederiksholms Kanal blev prøvede netop paa samme Tid som Folketoget drog ned til Bergs Bolig. Der var intet i Vejen med dem, de var parate, men der blev ikke Brug for dem. 

* * *

Det meddeltes os sent i Nat, at nogle af Mængden, der blev opbragt over Politiets Indhug, besvarede Angrebet med Stenkast. Et Par Polititjente blev ramte. Nogle Anholdelser fandt Sted.

* * *

Sent i Aftes udbredtes det Rygte t Byen, at Berg var blevet anholdt umiddelbart efter sin Hjemkomst, efter at Folk med Magt var blevne splittede foran hans Hjem.

Rygtet viste sig dog at være aldeles ugrundet. Kl. 12½ i Nat befandt Vera sig i velfornøjet i sit Hjem omgivet af sin Familje og Venner. Udenfor Huset patrouillerede seks Politibetjente, og en Opdagelsesbetjent opholdt sig i Nærheden af Porten. Men ellers var der intet mistænkeligt wa at opdage. Hvilken Opgave den store Politistyrke havde at gøre paa dette Sted, ved vel blot Crone, men den skulde ikke anholde Berg.

(Social-Demokraten 3. oktober 1885).

Bergs rejse stod omtalt i Venstreavisen Morgenbladet (København) 3. oktober 1885.

Politioverfaldet i Fredags.

Vi har i Løbet af Dagen modtaget en Række Klager over den brutale Maade, paa hvilken Politiet optraadte i Ny Kongensgade i Fredags Aftes, ved hvilket Lejlighed et betydeligt Antal Personer, uden at have givet nogen helst Anledning dertil, blev overfaldne med Slag af Stavene og bogstavelig slyngede hen ad Stenbroen af de i vildt Raseri fremstormede Politibetjente. 

Hvor umotiveret Overfaldet var fremgaar af den fuldstændige Ro, hvormed den betydelige større Folkemasse, der var tilbage ved Frederiksholms Kanal, spredte sig. Her behøvedes kun én Opfordring af Politiassistent Korn, som kommanderede den paa denne Side tilstedeværende Politistyrke, for at Folkemængden straks spredtes. I Ny Kongensgade havde der ikke en Gang behøvedes en saadan Opfordring. De Folk, der var til Stede her, var jo nemlig i Færd med at sprede sig, idet de begav sig hjemad paa den roligste og fredsommeligste Maade af Verden. 

Den eneste Forklaring af Politiets Optræden er denne, at den Raahed og Brutalitet, der i den senere Tid er bleven prædiket i Højrebladene, er bleven tagen til Følge af en Del af Politiets Befalingsmænd og derefter har smittet de Menige. Den brutale Huggen-ind paa fredelige Fodgængere, hvori Politiet gjorde sig skyldig i Ny Kongensgade, bar udelukkende Præget af at være dikteret af Had til politiske Modstandere og Lyst til at komme disse til Livs.

Af de Meddelelser, der er tilstillet os, fremgaar det ligeledes, at Politiet bærer Skylden for de Optrin, der fandt Sted paa Østergade, Kongens Nytorv, og flere Steder. Paa Østergade blev der hugget ind med Stavene til Trods for, at Folkemængden, efter alt hvad der foreligger, med Lethed vilde have kunnet bringes til at sprede sig uden at anvende den brutale Vold. Ja Folk blev endog forfulgt langs ad Gaden, pryglet, kastet omkuld osv. endskønt de var i Færd med i al Ro at fjerne sig. Paa Kongens Nytorv har nogle af Betjentene slaaet om sig med Stavene som i Blinde, og kun med Nød og Næppe undgik adskillige Vejfarende at blive Ofre for den vilde Kamplyst, medens Andre maatte gaa hjem med Mærker af Slagene.

Det synes som sagt at være Højrepressens demokraliserende Indflydelse, der gør sig gældende hos Politiet, som saaledes, fra at være en Institution til Ordenens Opretholdelse, synker ned til at blive Urostifter og et Redskab i politiske Fanatikers Hånder til at tyrannisere og terrorisere Befolkningen.

(Social-Demokraten 4. oktober 1885).

Christen Berg var formand for Folketinget og var i forbindelse med Holstebrosagen blevet idømt 6 måneders fængsel. Se indslaget om Holstebro-Affæren 1885 andetsteds på Politivennen Live Blogging. En dom som Højrepressen så som et resultat af at Berg have fornærmet en politimester i funktion, mens oppositionen opfattede dommen som politisk.

Der var stor publikumsinteresse for at overvære Folketingets åbning. Politiet havde på forhånd sikret sig begrænset adgang ved at gøre det nødvendigt at have billetter. Chresten Berg blev valgt med 74 stemmer, mens Brix fik 16 og grev Scheel 1.

I forbindelse med hans løsladelse i juli 1886 udspandt der sig lignende hyldester, se herom i denne blog: Folketingets Formand løslades 1886.

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24de Januar 1875 blev Arbeidsmand Mads Peter Nielsen gift med Caroline Tobiasdatter og de boede derefter sammen et Par Aar i Hobro, derefter i omtrent 3 Aar i Aarhus og i de sidste 5 Aar, før den heromhandlede ved Kriminalretten indledede Undersøgelse tog sin Begyndelse, her i Staden. Allerede medens de boede i Aarhus, begyndte Tiltalte, der under Sagen har pirret Arrestant, enkelte Gange at udøve Vold imod sin Hustru, idet han trak hende ud af Sengen, slog hende og engang skubbede hende over imod Kakkelovnen. Efterat de vare flyttede her til Byen, vedblev han at gjøre sig skyldig i Voldsomheder imod hende, i Begyndelsen sjældnere, men navnlig i det sidste Aar hyppigere, ligesom hans Mishandlinger efterhaanden antog en grovere Karakten. Han har saaledes oftere slaaet hende i Hovedet, Ansigtet eller paa andre Steder af Legemet, hvor han kunde ramme hende, deels med flad eller knyttet Haand, deels engang med et afbrækket Bordben og en anden Gang med et Stykke Brædt skubbet hende omkuld, engang nødt hende voldsomt over mod en Dørkarm og en anden Gang skubbet til hende, saa at hun faldt baglænds ned ad en Trappe, hvorhos han ligeledes har sparket hende i Underlivet paa Tider, da hun var frugtsommelig. Hustruen har jævnlig baaret Mærker af hans Mishandlinger, ved hvilke der er tilføiet hende mindre Saar, eller hun har som Følge af samme været misfarvet i Ansigtet eller paa Kroppen. I April d. A. slog og sparkede Arrestanten hende saaledes, at hun i nogen Tid maatte holde Sengen, og hun har siden den Tid stadig lidt af pludselig optrædende Svimmelhedsanfald, der især fremkaldtes ved Tryk paa et forrykket Beenparti paa venstre Tindingegn, hvis Fremkomst maa antages at skyldes et hende af Arrestanten ved denne Leilighed med det ovenomtalte Stykke Brædt tildeelt stærkt Slag. Den 8de Juli d. A. mishandlede Arrestanten hende paa lignende Maade, og disse Mishandlinger fremkaldte blandt Andet hos hende, der var omtrent i Svangerskabets 7de Maaned, en Ømhed og Smertefuldhed i Underlivet, hvilke Tilfælde ikke heller senere have fortaget sig. Ved en den 11te September d. A foretagen Lægeundersøgelse viste det sig, at det Foster, hvormed Arrestantens Hustru gik svanger, var levende, og i den af vedkommende Læge i den Anledning udstedte Attest udtales det, at den hende overgaaede ilde Medfart ikke kan antages direkte at medføre nogen Fare for Fosterets Liv, men at Fosteret indirekte løber den Fare, at Fødselen paa Grund af hele hendes abnorme nerveuse Tilstand, der sikkert maa antages at være en Følge af de mod Hovedet og særlig mod Tindingegnen rettede Slag, muligvis kan indtræde for tidlig, en Omstændighed, som altid forringer Fosterets Levedygtighed. Hvad angaaer hendes egen Tilstand, udtales det i Lægeerklæringen, at det tør antages, at Underlivssmerterne ville forsvinde, naar Fødselen er overstaaet, og at Underlivstilfældene ikke ville efterlade blivende skadelige Spor i Fremtiden, men at det derimod er et stort Spørgsmaal, om hele hendes nerveuse Tilstand, og navnlig Svimmelheden og den lokale Ømhed paa Tindingegnen nogensinde vil tabe sig, samt at det ikke bestemt tør benægtes, at disse Hjernetilfælde ville kunne forværre sig i Tidens Løb. Efter hvad der under Sagen blev oplyst, maatte det antages, at Arrestanten havde udøvet disse Mishandlinger mod sin Hustru uden Anledning fra hendes Side, og at han ved de paagjældende Lejligheder havde været fuldkommen tilregnelig, men dog saa godt som altid har handlet i en ved Nydelsen af stærke Drikke fremkaldt ophidset Tilstand, i hvilken han vel ikke nogensinde vil have tilsigtet at paaføre sin Hustru nogen Skade af alvorlig Natur, men iøvrigt ikke nærmere gjorde sig Rede for Følgerne af sine Handlinger. Ved Rettens i Tirsdags afsagte Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202, jfr. § 203, med Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.

(Dagens Nyheder 2. oktober 1885).

Bunden i sit eget Hjem . (Efterskrift til Politivennen)

Den 13de April dette Aar om Formiddagen indfandt Tiltalte Hans, som var Vicevært for Eiendommen Nordvestvei Nr. 39, sig tilligemed to Vidner hos Tømrer Svend Madsen, der tilligemed sin Hustru boede tilleie i Ejendommen, for at afkræve Madsen en Husleierestance og i Mangel af dennes Betaling at sætte Madsens Bohave ud af Lejligheden, men blev af Madsen med Magt bortvist af Leiligheden og samtidig udskjældt af den hos ham logerende Murersvend Nielsen. Tiltalte Hans begav sig derefter samme Dags Eftermiddag hen til sin her i Byen boende Broder, Tiltalte Carl, for at faa Bistand af denne, og traf her tillige Tiltalte Jens, som logerede hos Broderen. Efterat disse vare blevne gjorte bekjendte med det Passerede, lovede de at hjælpe Hans, og der blev mellem de tre Tiltalte truffet den Aftale, at ifald Madsen ikke godvillig vilde lade sit Bohave udflytte, skulde han og i fornødent Fald tillige Nielsen bindes af dem, indtil Udflytningen var iværksat. Tiltalte Carl yttrede endvidere under Forhandlingerne, at det var bedre at slaae strax, ellers fik de vel selv Prygl, men hertil svarede de andre to Tiltalte ikke Noget, og en Aftale i denne Henseende blev ikke truffen mellem dem. Da de Tiltalte vare ankomne til Eiendommen Nordvestvei Nr. 39, laante Hans hos en af Stedets Beboere et Stykke Reb (en almindelig Tøisnor), hvorefter de alle Tre begav sig til Madsens Lejlighed, i hvilken de, efter at have banket paa, bleve lukkede ind af Nielsen, som var alene hjemme med Madsens Hustru. Nielsen spurgte, hvad de vilde, og da han nægtede at give dem Tilladelse til at flytte Meublerne, bibragte tiltalte Carl ham med knyttet Haand flere Slag dels i Ansigtet, og dels hvor han ellers kunde træffe ham, samt kastede ham omkuld. Samtidig hermed havde Tiltalte Jens grebet fat i Madsens Hustru og kastet hende om paa Gulvet, hvorved hun fik et dog kun ubetydeligt Slag i Panden, men hun reiste sig strax igjen og flygtede bort fra Lejligheden. Samtlige tre Tiltalte vendte sig nu mod Nielsen, og medens Carl og Jens holdt denne, bandt Hans hans Ben sammen med det medbragte Reb, medens han forgjæves søgte ogsaa at binde Armene paa ham, og slog ham tillige dels med Hænderne dels med Rebet, fordi Nielsen istedetfor, som de anmodede ham om, rolig at finde sig i at blive bunden, sparkede omkring sig med Benene. Medens Nielsen laa bunden paa Gulvet, sparkede Carl ham, hvorhos han løftede ham op fra Gulvet og atter lod ham falde ned paa dette. Imidlertid kom Madsen, der havde truffet sin Hustru paa Gaden og af hende faaet Underretning om Overfaldet, tilstede i Ledigheden og blev lukket ind af de Tiltalte. Strax efterat dette var skeet, blev han af Brødrene Hans og Carl overfalden med Slag, og navnlig slog Carl ham i Ansigtet med knyttet Haand, hvorhos han kastede ham omkuld og sparkede ham. Da Madsen derefter reiste sig, slog Carl ham igjen i Ansigtet samt tildelte ham med en paa Gjerningsstedet funden Vinrankestok med fremspringende Knopper, der var omtrent 33 Tommer lang og i Omfang ved Haandtaget ca. 5 Tommer og forneden ca. 3 Tommer, to Slag dels over den ene Haand, dels over Skulderen, hvorved Stokken sprang istykker. Imidlertid var det lykkedes Nielsen at frigjøre sig for Rebet og at undløbe, og da nu Madsen lovede at flytte næste Dag, afstod de Tiltalte fra videre Voldshandlinger og forlod Ledigheden, uden at flytte noget af Bohavet bort. Medens det Slag, Madsens Hustru fik i Panden, kun paadrog hende en forbigaaende Ømhed, tilføjedes der Nielsen og Madsen ved de dem overgaaede Voldshandlinger flere Læsioner. Nielsens venstre Øielaag var efter Overfaldet Sædet for en betydelig Blodudtrækning, og rundt omkring i hans Ansigt og i Haarbunden fandtes talrige Kontusionspletter og Striber, hvorhos hans højre Albu var ramt af en betydelig Kontusion og Ledet var svullent samt meget ømt ved Bevægelser, saa at han i nogle Uger var ude af Stand til at arbeide. Da han den 9de Mai d. A. gav Møde for Retten, forklarede han, at han i Albuen endnu sporede Mindelser fra Overfaldet, men at han iøvrigt var helbredet, og ifølge en under Sagen fremlagt Lægeerklæring kan det heller ikke antages, at hans fremtidige Helbredstilstand vil lide nogen Skade. Madsen bibragtes der et ca. 2 Tommer langt, kontunderet Saar over høire Øiebryn og en stærk Svulst af venstre Øie. Ifølge en den 25de April d. A dateret Lægeattest var Saaret da lægt med et stribeformet Ar, og der fandtes endnu kun Rester af underløbet Blod under høire Øies Bindehinde; men ved hans Møde i Retten den 7de Mai d. A. var han fuldstændig helbredet. Som Følge af det Foranførte bleve de Tiltalte ved Kriminalrettens Dom ansete efter Straffelovens § 203 og 211 med Fængsel paa Vand og Brød, Hans og Carl hver især i 6 Gange 5 Dage og Jens i 3 Gange 5 Dage.

(Dagens Nyheder 17. september 1885).

Nordvestvej skiftede omkring 1904-05 navn til Rantzausgade.

Uroligheder i Anledning af en Strejke paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdag den 12te f. M. om Eftermiddagen, indlod der til Politistationen i Sundbyerne Anmeldelse fra Fredens Mølles Fabriker om, at 26 Arbejdere, der hørte til et Hold paa ca. 35 Mand, den nævnte Dags Middag havde gjort Skrue paa Fabriken og forladt deres Arbejde, samt at disse 26 Arbejdere eller i alt Fald Størstedelen af dem opholdt sig paa et Værtshus i Nærheden af Fredens Mølle, og at man nærede Frygt for, at de 8 eller 9 Arbejdere, som ikke vilde deltage i Skruen, men vare forblevne ved Arbejdet, ved deres Bortgang fra Fabriken om Aftenen, skulde blive forulæmpede af de Mænd, der havde nedlagt Arbejdet. I Anledning af denne Anmeldelse indfandt Overbetjenten sig med en større Politistyrke Kl. mellem 5 og 6 paa Amagerbrogade i Nærheden af Fredens Mølles Fabriker, og forefandtes da imellem Brigadevej og Dannebrogsgade Deltagerne i Skruen staaende i Klynger paa Vejen paa 5 a 6 Mand, ligesom der havde samlet sig et betydeligt Antal af Nysgerrige, saavel Mænd som Fruentimmer og Børn. De Strejkende blev nu gentagne Gange af Politiet opfordret til ikke at staa stille paa Vejen, men at passere denne, og disse Opfordringer bleve da ogsaa, om end noget langsomt, efterkommet af de Paagældende, med Undtagelse af Arbejdsmand N., som blev sat under Anholdelse. Efter at dette havde fundet Sted, havde der paany indfundet sig en stor Mængde Mennesker, og da disse tildels spærrede Vejen og derved umuliggjorde Færdselen, saa Politiet sig atter nødsaget tit at skride ind, og Mængden blev nu flere Gange opfordret til at sprede sig og passere Vejen. Politiets Opfordringer bleve nu ogsaa efterfulgte af de Tilstedeværende, med Undtagelse af Smedesvendene S. F. og H. F., som begge nægtede at passere Vejen. Paa Grund heraf lod Overbetjenten S. F. ved to Politibetjente føre til Stationen. Smedesvend H. F., der, som anført, nægtede at passere Vejen, blev af to Politibetjente ført hen til Porten, som førte til hans Bolig, men i Stedet for at gaa op i denne, forblev han ude paa Vejen og begav sig senere hen paa Amagervejen til de her tll Stede værende Politibetjente og forlangte at blive anholdt, hvilket Ønske han straks sit opfyldt. Kl. ca. 9 vare de Arbejdere, som ikke havde deltaget i Skruen, færdige med deres Arbejde paa Fabriken, og de paa Amager boende blev da ledsagede hjem af Politiet, medens to af dem, af hvilke den ene boede paa Kristianshavn og den anden paa Frederiksberg, bleve kørte i Sporvogn til deres Hjem. For deres saaledes udviste Forhold tilbød Arbejdsmand N. og Smedesvend S. F. hver især at betale en Bøde af 20 Kr. til Amager Birks Politikasse, hvilket Tilbud Dommeren modtog og erklærede hermed Sagen for deres Vedkommende for afgjort. Smedesvend H. F. nægtede derimod godvillig al ville betale en Bøde sor sit Forhold, hvorfor han i Følge Antager Birks Politirets Dom blev tilpligtet at betale en lignende Bade som sine Kammerater til Politikassen.

(Social-Demokraten 10. september 1885).

Fredens Mølle var blevet anlagt 1822 af grosserer J. Owen på Østerbro (englænder). Den flyttede 1826-27 til Amager hvor der indrettedes en kemisk fabrik, bl.a. salt-, salpeter- og svovlsyre, skedevand mm. Der blev endvidere brugt lufttørret gødning fra renovationskulerne, blandet med fejeskarn og dagrenovation til kunstgødning.