Pianofortearbejder Holst arresteres. (Efterskrift til Politivennen)

Holst arresteret!

Det første Offer for Straffeprovisoriet har allerede nu maattet træde indenfor Fængselsporten, idet Pianofortearbejder B. T. Holst i Gaar er bleven arresteret i Aalborg.

Vi modtog i Gaar følgende Telegram desangaaende gennem "Ritzaus Bureau" :

"Pianofortearbejder Holst af København er i Dag bleven anholdt i Aalborg, fordi han paa et Møde dér i Aftes brugte stærke Udtryk mod Ministeriet."

Endvidere har vi modtaget følgende Privattelegrammer:

Aalborg, den 9de November.

"Holst blev i Formiddags afhenter fra sit Logis af Politiassistenten og blev holdt tilbage paa Stationen. Senere overførtes han til Arresten. Forhøret fortsattes i Morgen. Arrestdekret ventes."

* * *

Aalborg, den 9de November.

"I Aftes afholdtes her i Byen et Møde, der var besøgt af 600 Deltagere. Holst talte kraftigt imod Reaktionens Angreb paa Friheden, og hans Udtalelser hilstes med stærkt Bifald. En stor Politistyrke var til Stede, men der fandt ingen Uro Sted. Holst anholdtes i Dag Formiddag Kl. 10. Samtale med ham nægtedes. I Eftermiddag Kl. 3 afholdtes Forhør, hvorefter der dekreteredes Arrest over ham. Meddelelse tilbageholdtes til fuld Redegørelse forelaa."

Forskellen paa Tilstanden før og nu træder straks skarpt frem ved denne Arrestation. Af Udtalelser om Personer var det tidligere kun Majestætsfornærmelser, der betragtedes og behandledes som kriminelle Forbrydelser. Nu kommer tillige "stærke Udtryk mod Ministeriet" ind under dette Begreb. Tidligere var det danske Folk, til Trods for alt, hvad der ellers var forefaldet, dog i Besiddelse af den for alle konstitutionelle Lande fælles Rettighed al kunne offenlig kritisere det ansvarlige Ministeriums Optræden. Var kritiken skarpere end Ministeriet syntes om eller indeholdt den direkte Fornærmelse mod dette eller dets enkelte Melemmer, da havde de at anlægge Sag imod Vedkommende og kunde selvfølgelig faa ham idømt Straf, dersom Udtalelserne var af den Natur, at de kunde medføre en saadan.

Nu derimod er "stærke Udtryk mod Ministeriet" kommen op i Højde med Majestætsfornærmelser. De behandles paa samme Maade som disse, nemlig med Arrestation, Varetægtsfængsel og endelig Fængselsstraf i kortere eller længere Tid. Dette viser ret i hvor høj Grad vi er førte over i Absolutismen. Kongen er uansvarlig; ham tør ingen angribe. Det ansvarlige Ministerium tør man heller ikke angribe, selv om Befolkningen har aldrig saa megen  Grund til at være misfornøjet med den Maade, hvorpaa det regerer. Ministeriet er saaledes ogsaa bleven uansvarligt. Vi lever under et System, der er langt videregaaende absolutistisk end det System, der gik til grunde i 1848, idet Ansvarligheden er aldeles bortfjernet. Vi lever under et System, der saa godt som umuliggør enhver Kritik af de Forhold, der griber dybt ind i hver enkelt Borgers Liv.

I det Øjeblik nærværende skrives er vi endnu uvidende om, hvad det er for "skarpe Udtryk", Holst har brugt imod Ministeriet, men dette Spørgsmaal er ogsaa af en meget underordnet Betydning. Thi dette, at en Mand kan arresteres for politiske Udtalelser imod en Regering, bortset fra disse Udtalelsers Karakter, er et Principspørgsmaal af den allerstørste Vigtighed.

Ingen kan bestride, at en Regering, der har den udøvende Magt i et Samfund, derved har Midler til at gribe ind i Forhold af den allerstørste Vigtighed for Befolkningen. Ingen kan heller bestride, at en Regering kan misbruge denne Magt paa en saadan Maade at Befolkningen lider ubodelig Skade derved. Historien viser os talrige Eksempler i saa Henseende. Men hvis nu en saadan Regering selv dekreterer Anholdelser og Straffe for de Personer, der fremdrage og belyser saadanne Misbrug, da er det klart, at Befolkningen mangler ethvert Middel til at paavise. hvori de Uretfærdigheder bestaar, som den lider under. Og naar der begaas Uretfærdigheder, da er det selvfølgelig det eneste Rette at fremdrage dem og nævne dem ved deres rette Navn. Bliver Udtalelserne mod Regeringen for skarpe, da har den jo Domstolene til sin Raadighed for ved Sagsanlæggelse at kunne drage Vedkommende til Ansvar.

Men dette Princip, der indeholder Betingelserne for at Befolkningen kan fremdrage og belyse de Forhold, den lever under, og som skabes af Regeringens Foranstaltninger, det er for Øjeblikket kastet overbord her i Landet og Holst er ved sin Arrestation bleven det første Offer for, at det er bleven kuldkastet. Det har med Hensyn hertil intet at sige, hvor skarpe de paa gældende Udtalelser har været eller ikke. I Dag kan en Mand blive anholdt for Udtalelser, der muligvis vilde have paa draget ham en Straf, hvis der var bleven anlagt Sag imod ham. I Morgen kan en anden blive anholdt for Udtalelser, som han under andre Omstændigheder vilde være bleven frikendt for. Det er ikke de skarpe Udtalelser, men Kritiken overhovedet, som det nye Straffeprovisorium binder Munden paa.

* * *

De Agitationsrejse af Hr. Holst, som nu paa en saa brat Maade er bleven afsluttet, tog sin Begyndelse den 22. Oktober, paa hvilken Dag han afrejste her fra Byen for at deltage i en Række Møder i Jylland. Det første Møde afholdtes i Varde, Lørdagen den 2-1. Oktober, hvorfra Rejsen fortsattes op ad Jyllands Vestkyst med Møder de følgende Dage i Borris, Skjern Ringkøbing, Tim, Ulfborg, Vemb, Holstebro, Struer og Lemvig. Hr. Holst rejste derfra til Aalborgegnen og afholdt Tirsdagen den 3. November Møde i Aalborg for Medlemmerne af Socialdemokratisk Forbund og Fagforeningerne. De følgende Dage afholdtes Møder i Nørre-Tranders den 4. November, i Fjellerad den 5., i Frær den 6., i Bælum den 7. og endelig det offenlige Møde i Aalborg Søndagen den 8. November. Stemningen ved alle disse Møder har været udmærket for Demokratiets Sag. Mon denne Stemning nu vil blive anderledes efter at Hr. Holst er bleven indespærret i Fængslet. Det er muligt, at den vil forandre sig, men næppe i den Retning som Regeringen ønsker, hvilket sikkert vil vise sig om ikke før, saa naar Hr. Holst atter kommer til at staa Ansigt til Ansigt med de Folk, overfor hvem han i den sidste Tid har udtalt sine Anskuelser og som har givet deres Tilslutning til hans Tankegang til Kende. Erfaringen viser ogsaa i denne Henseende, at Fængselsstraffe er et grumme daarligt Middel til at bekæmpe en Folkestemning med.

* * *

Foruden den Sag, som nu paa kriminel Basis vil blive rejst mod Hr. i Holst, har Konseilspræsidenten, som bekendt, allerede tidligere anlagt en anden Sag imod ham, idet han blev beskyldt for paa et Møde i Næstved at have udtalt sig fornærmende mod Ministeriet. Hr. Holst kan saaledes vente at blive dømt i to Sager, nemlig en her i København og én i Aalborg, saafremt den sidstnævnte Sag ikke, ligesom d'Hrr. Noes og Nielsens bliver overført til København. Sker dette ikke vil Hr. Holst rimeligvis vedblivende blive holdt som Arrestant i Aalborg, medens den anden Sag bliver paadømt her i Byen.

* * *

Vi har endvidere i Aftes gennem Ritz. Bur. modtaget følgende Telegram:

Pianofortearbejder Holst har i Forhøret indrømmet, at have brugt krænkende Ytringer, blandt andet om Justitsministerens Foranstaltninger i Horsens- og Holstebrosagerne, men nægtet at have havt til Hensigt, at ophidse Befolkningen. Arrestdekretets Afsigelse er udsat, men forventes. Forhøret fortsættes Tirsdag, og Vidner afhøres.

(Social-demokraten 10. november 1885).

Pianofortearbejder Valdemar Theodor Holst (1840-1918) var med i krigen 1864 og blev derefter pianofortearbejder hos Hornung & Møller. Han medvirkede til oprettelsen af pianofortearbejdernes fagforening 1871 og 73. 1881 opstillede han som kandidat for Socialdemokratiet. Da Holm og C. Hørdum 1884 valgtes i henholdsvis 5. og 9. kreds var H. opstillet som partiets tredje kandidat. 

Den omtalte begivenhed fandt sted på den turne som han i 1884–85 foretog sammen med F. Hurup og A. C. Meyer. Holst havde i Næstved den 28. juni 1885 kaldt Estrups ministerium for en "tyrannisk bandit- og bøddelregering" og "landsforrædere". Den udtalelse kostede han tre måneders simpelt fængsel. Som artiklen skriver blev han første offer for Estrups straffeprovisorium af 2. november 1885. Bl. a. hans opfordring til at støtte de kæmpende smede i København betød at politimesteren i Ålborg lod ham arrestere og tiltale. I 1886 fik han tre måneders simpelt fængsel. Estrups tiltale for fornærmelige udtalelser (bl. a. i Ringkøbing) førte til 3 måneders fængsel i 1887. Ved hjemkomsten fra Ålborg og ved løsladelserne fra Christianshavns fængsel 1886 og 87 fejredes han af Kbh.s arbejdere og frisindede kredse. 

Efter frigivelsen fortsatte han, bl. a.i kvindevalgretsbevægelsen og deltog i det første nordiske kvindesagsmøde i Kbh. 1888. 1881–95 var han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse, 1889–95 kasserer for partiet og for forsamlingsbygningen i Rømersgade. 

Brev fra Vejle-Egnen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn set fra Landet - Askovdommen og Høiesteret - Gendarmer nord og syd for Grænsen - Den politiske Stemning.

Hr. Redaktør! Der er to Begivenheder i de sidste Dage. kom har gjort et godt Indtryk ud over Landet, og det i saa meget højere Grad, som der fra Magthavernes Side sker saa meget, som er beregnet paa at skulle kue Modet og Tilliden hos Folket.

Den første Begivenhed, jeg tænker paa, er Hyldingstoget til Hr. Estrup i Søndags. Efter den Maade, hvorpaa dette Tog var sat i Scene, og efter det forfærdelige Numer, Bladene havde gjort af Attentatet, havde vi ude paa Landet en vis Frygt for, at denne Demonstration vilde blive af storartet Udstrækning, idet formentlig ikke alene alle egenlige Estruppere, men ogsaa alle de indifferente og den uinteresserede Ungdom vilde slutte sig til Toget, dels for at udtale sin Misbilligelse af Attentatet, og dels fordi det var Sjov at komme med i Processionen. Alle disse umaadelig mange Tusinder vilde, mente man, kaa blive tagne til Indtægt for den estrupske Politik og søgt fremstillet som et Bevis paa, at nu var "Strømkæntring" for Hovedstadens Vedkommende en fuldendt Kjendsgjerning. Og saa løb dette Tog saa ynkelig af for Provisoristerne! De angiver jo i deres Organer hele Styrken til kun 15000 Personer eller meget mindre end det Tal, der for en Maaned siden, uden Varsel, mødte for at hilse paa Folketingets Formand, da han efter en politisk Rejse vendte hjem med en Kommissionsdom over sig paa 6 Maaneders Fængsel! Dette maa siges at være et moralsk Nederlag for Estrup i Kjøbenhavn. Der var jo Deltagere fra et Omraade, der tæller omtrent 400,000 Mennesker, og hvoraf de 130,000 vel kunne siges at være Mandspersoner over Barnealderen og altsaa værdige til at gaa i Procession. Heraf mødte 15,000 eller 10 pCt! Højrebladenes "Attentatsprog" har virket, kan man se; men rigtignok i en anden Retning end den, man havde tænkt sig. Der var jo ikke flere, end der i Sommer mødte til Processionen til Grundlovsfesten i Kongens Have, og der var nu ingen andre Forlystelser, Udflugter eller Adspredelser, der lagde Beslag paa Publikum, saa det maa i Sandhed forbavse, at Tallet blev saa lille. Nu véd vi herude i Landet, hvad Kjøbenhavn er, at den er overvejende mod Provisoriet og Estrup, og at selv et Attentat ikke kan gjøre ham populær.

Den anden Begivenhed, som har gjort godt rundt omkring i Landet, er Højesterets Frifindelse af de tiltalte Præster, der havde tilbagesendt den bekjendte kulturministerielle "Næse". For os almindelige Lægfolk stod Sagen saaledes, at de anklagede ikke havde gjort noget urigtigt, - men kun hævdet deres almindelige Borgerret. Men man var jo ikke vis paa, at denne ligefremme Opfattelse kunde gives Medhold, og det især under de Forhold, hvori vi nu lever. - Tilliden til Højesteret har aldrig været rystet i den almene Bevidsthed; men der har dog af og til været bange Anelser om, at denne Retfærdighedens Borg skulde blive dragen ind i den politisk Hvirvel.

Denne Frygt har Dommen bortblæst. Trygheden er vendt tilbage ogsaa for politiske Processers Vedkommende. Har vi ikke ogsaa Lov til i denne Dom at se et Varsel om, at Højesteret som en Del af Rigsretten ikke lader sig byde alt af provisoriske Foranstaltninger, som Bladene kan finde paa at anbefale?

Umiddelbart ovenpaa disse to gode Tidender kommer saa ganske vist det ny Provisorium om Oprettelse af Gendarmerikorpser omkring i Landet; men hvad kan det saa skade os? Ja, det er sørgeligt, at Regeringsmagten er saa forblindet, at den kan finde slige Foranstaltninger tidssvarende; men at Befolkningen iøvrigt tager sig det nær, kan jeg ikke tænke; thi den har aldrig tænkt paa at ville foretage sig andet, end hvad den med god Samvittighed kan gjøre i Ly af Landets Love. Nogen Gene kan slige militære Politikorpser jo vel afstedkomme, især i Begyndelsen: men den sejge og taalsomme danske Nation lærer nok snart at finde sig til Rette i Forholdene Det ser vi jo fra vore sønderjydske Brødres Exempel dernede bag Grænsepælene; I Stedet for Dannebrog tærner man Murene i rødt og hvidt eller indskærer et Kors i en rødmalet Vejrhane, der saa tegner sig som Dannebrog i den klare Luft. Maa vi ikke længer raabe: "Ned med Estrup, og Provisoriet", gives det Tusender andre Midlet, hvorved vi kan udtrykke den samme Tanke. Et Folks Hjærte, det slaar i Takt i Tusender af Hjem, lader sig ikke bringe til Tavshed af nok saa mange Politi- eller Tvangsforanstaltninger. 

Vi var i Dag samlede en nette Kreds af Mænd fra mange Sogne. De enkelte var livet for sig mødte med et Tryk i Sindet, men da vi talte sammen og fik at føle, at vi var et Samfund og dette igjen et Led af det store Folkesamfund, da veg Trykket og alle var enige om at gribe med fast Haand ind i det store Folkearbeide, der forestaar. Og som det er hos os, saadan føler vi, at det er Landet over: Et fribaarent Folk vil ikke bøje sig for Provisoriet og gjøre det lovligt, men stole paa, at der efter den seige Modstand nok kommer den Dag, da den gamle Forstaaelse af Grundloven atter kommer til Ære og Værdighed.

(Morgenbladet (København) 2. november 1885).

Tvingstrup-Affæren. (Efterskrift til Politivennen):

Horsens, den 30. Oktober 1885.

Hvorfor kommer Gendarmerne? 

I indledningen til den provisoriske Lov om Oprettelsen af et militært Gendarmerikorps hedder det, at "da det under de stedfindende Forhold kan ventes, at der af de civile Myndigheder vil blive stillet Fordringer om militær Bistand i større Omfang end Hærens Tarv - - -". Ministeriet forventer altsaa, at Herredsfogderne vil føle Trang til at faa militær Bistand. Hvor har Ministeriet dette fra?

Da der i Sommer paa samme Dag blev afholdt tvende Møder i Kolding, et af Højre og et af Venstre, var der bagefter megen Tale om militær Bistand. Det oplystes, at Borgmesteren i Kolding havde faaet telegrafisk Ordre fra Ministeriet om at hidkalde militær Bistand fra Fredericia, saafremt han fandt det nødvendigt. Men Borgmesteren fandt ingen Anledning til at hidkalde Soldater. Det kan altsaa ikke være Borgmesteren i Kolding, som har givet Anledning til, at Ministeriet forventer, at de civile Myndigheder vil kræve militær Bistand.

Siden den Tid har der været afholdt de saa meget omtalte Panteauktioner i Skanderborg og Tvingstrup, og det synes, som om det er Begivenhederne ved disse, som har givet Anledning til Gendarmeriprovisoriet. Naar Højrebladene skal undskylde dette Provisorium, anfører de i hvert Fald Skanderborg og Tvingstrup som Beviser paa, hvor nødvendigt det er at have Gendarmer. Det tør derfor med temmelig stor Sikkerhed formodes, at Ministeriet har hentet sine Forventninger fra Skanderborg og Tvingstrup, og det er derfor ikke af vejen at undersøge, hvorledes disse "Forventninger" er opstaaede, om det ikke skulde være Forventninger af samme Slags som de, Ministeriet kunde hente i Kolding, da det selv forventede, at Borgmesteren vilde have Soldater fra Fredericia.

Hvorledes Borgmesteren i Skanderborg har tænkt efter Panteauktionen dersteds, kjender vi ikke; derimod er der visse Omstændigheder, som røber, hvorledes den konstituerede Herredsfoged i Boer og Nim Herreder har tænkt efter Auktionen i Tvingstrup. Disse Omstændigheder er følgende: Medens det er Sædvane, at rigtige provisoriske Herredsfogder iler med at begynde offenlig Undersøgelse, saa snart der er forefaldet et eller andet, som, opfattet paa den rette provisoriske Maade, har kunnet give Anledning dertil, varede det noget, inden Undersøgelsen af Tvingstrupaffæren begyndte, og i den Anledning fik den konstituerede Herredsfoged sig en ordenlig Røffel i "Jyllandsposten", som ikke vilde finde sig i sligt Smøleri. Auktionen foregik forrige Mandag, men først Fredagen derefter blev Redaktør Bojsen taget i Forhør.

Hvad der er foregaaet fra Mandag til Fredag, kjender vi naturligvis ikke; men før man slutte fra ovennævnte Omstændigheder, navnlig "Jyllandspostens" Røffel, er det ikke rimeligt at tænke sig. at den konstituerede Herredsfoged ikke selv har troet det nødvendigt at begynde Undersøgelse, men at han har faaet Opfordring dertil af højere foresatte. Denne Opfattelse bekræftes ogsaa ved den første Omtale af Tvingstrupaffæren i "Horsens Avis", hvilken Omtale rimeligvis støttede sig paa de tvende Fuldmægtiges Beretning, og som gik ud paa, at der intet var forefaldet.

Hvis man altsaa tør antage, at den konstituerede Herredsfoged for Voer og Nim Herreder ikke selv har fundet Anledning til at sætte sig i Bevægelse i Anledning af Tvingstrupaffæren, kan Ministeriet ikke af denne have hentet sine "Forventninger" om de civile Myndigheders Fordringer om militær Bistand. Det er og bliver derfor temmelig uforstaaeligt. naar Ministeriet paastaar, at der er Trang til Gendarmerikorpset, med mindre dette har en hel anden Hensigt end den formodede, at passe paa Bønderne.

Maaske kan man søge Forklaring paa Gaaden i "Nationaltidende"s Bemærkninger om, at Gendarmeriofficererne skal passe paa de civile Myndigheder og mulig søge de  efterladende af disse fjærnede. Hvis dette er Tilfældet, kommer det nye Korps rigtig nok til at staa i en mærkelig Belysning.

Tvingstrupauktionen. Til Forhør igaar var tilsagt Snedker P. Schmidt, Skomager Jakobsen og Aaen! Søren Kristensen. Snedker Schmidt kom først for, og de sædvanlige Spørgsmaal blev forelagt ham. Desforuden blev der spurgt ham: "Har De sagt, den Gang den gamle Harve blev opraabt, at den var til at fange de "smaa sorte" i?" Schmidt: "Nej; men da Rottefælden blev opraabt, raabte jeg: "Er den til at fange de smaa sorte i"? Pottemager Brandt tilstod paa Forespørgsel af Forhørsdommeren, at det var muligt, Spørgsmaalet gjaldt Rottefælden. "Har De raabt Hurra for "Ned med Estrup"?" - "Ja." - "Har De raabt Hurra for "Ned med Provisoristerne" ?" - "Ja." - "Har De raabt Hurra, da Bojsen talte"? - "Ja". - Schmidt maatte tre Gange have Hænderne af Lommen.

(Horsens Folkeblad 30 oktober 1885).

Affæren i Tvingstrup er et eksempel på statsskattenægterbevægelsen imod Estrup. Den byggede på Grundlovens § 49: ”forinden Finansloven er vedtagen, må Skatterne ej opkræves”. Og det var finansloven ikke. Når skatteopkræverne kom for at indkassere skatten, blev det nægtet, og derfor måtte myndighederne udpante eller gøre udlæg i værdierne på stedet for senere at sælge disse genstande ved offentlig auktion hvor enhver kunne byde. For at forhindre at folk bød på sådanne auktioner, mødte de tidligere ejere og deres sympatisører talstærkt frem for at udøve et moralsk tryk mod byderne. De retmæssige ejer kunne så købe deres ejendele tilbage for et ringe beløb hvis andre ikke bød på dem. Da det ofte indebar forstyrrelse af auktionen, det hændte at køberne blev forulempet fysisk, blev idømt bøder - som de dømte til dels foretrak at afsone ved fængsel. 

En af skattenægterne var Horsens Folkeblads redaktør Emil Bojsen. Hans bror Frede Bojsen sad i Folketinget for Venstre. En anden bror, Peter Bojsen var seminarieforstander på Gjedved Seminarium; han startede Horsens Andelssvineslagteri. 

Tvingstrupaffæren. Indtil nu er der i Tvingstrupaffæren afhørt 50-60 Vidner, der dog alle mer eller mindre have fulgt Redaktør Bojsens glorværdige Exempel at benægte enhversomhelst Andel i de begaaede Optøier. "Horsens Folkeblad" har efterhaanden givet en saadan Fremstilling af de afholdte Forhør, at man skulde tro, at de Vidner, der vare afhørte efter Redaktør Bojsen, efter en fælles Aftale, og for at demonstrere skulde have vist en lige saa stor Mangel paa Velopdragenhed som han ved at møde frem for Dommeren med Hænderne i Buxelommerne. Dette har dog, efter hvad "Hors. Av." erfarer, ingenlunde været Tilfældet. Naar Vidnerne have vist en slig upassende Opførsel, har den langt mere baaret Præget af at hidrøre fra Uagtsomhed og gammel Vane, hvorfor da ogsaa alle have gjort Undskyldning derfor overfor Dommeren.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 11. november 1885).

Tvingstrupaffæren. Forhørerne fortsættes i F. Hors Folkbl. stadig. I Forgaars mødte 4 Mænd fra Hundslund Sogn og endvidere en Mand fra Gjedved, som Sognefogden havde haft sit Læs med. Først blev han tilsagt med forkert Navn, hvorfor han nægtede at møde, dernæst blev han tilsagt med forkert Tittel, oq det var først, efterat Sognefogden havde bedt saa mindeligt derom, at han gav Møde som Husmand Erik Kristensen. "Komparenten" havde deltaget i et Hurra for Jens Busk. For Resten gav denne Komparent ingen ny Oplysninger. I Lørdags skal en Del Højremænd have været for. Antallet af de afhørte nærmer sig vistnok nu snart de 100. Men da der var mange store Mennesker til Stede, vil Forhørerne formodenlig blive fortsatte en Stund endnu. I Begyndelsen var "Komparenterne" ikke synderlig glade ved at blive paabebyrede den Ulejlighed at rejse til Horsens for at blive afhørte; men nu er alle de besjælede af Iver til at staa den konstituerede Herredsfoged bi med Oplysninger. De, som endnu ikke har modtaget Tilsigelse, gaar og venter længselsfulde, og der skal endog være dem, som har i Sinde selv at bede om at komme med. En af Mændene fra Hundslund blev spurgt om Historien med Pottemager Brandt. Komparenten mente, at Brandt ikke burde have søgt hen i Klyngerne. Dommeren vilde imidlertid ikte give Komparenten Medhold deri, men mente, at Klyngerne ikke burde have søgt hen, hvor Brandt var Brandt var til Stede under Forhøret for, som det hedder sig, at finde en Mand med rødt Skjæg.

(Morgenbladet (København) 26. november 1885).

- Det blev, ifølge "Hors. Flkbl.", tilsidst Hr. Eckeroth for galt med alle de Hænder, som Komparenterne i Tvingstrupaffæren stadig puttede i Lommen. Rasmus Andersen fra Haldrup har maattet bøde 6 Kr., fordi han ikke kunde forstaa, at man ikke maa have Hænderne i sine egne Lommer.

(Middelfart Avis 1. januar 1886).

Dommer i sagerne var den konstituerede herredsfoged Eckerodt. Han afholdt timelange forhør hvorunder det var forbudt at have hænderne i lommen og sidde ned. Horsens Folkeblad gjorde grin med forhørene og berettede om hvordan kongens foged og hans følge mæskede sig i medbragt smørrebrød. bajer og snaps. 30 personer blev dømt, kun 4 betalte af helbredshensyn. Det skabte trængsel og ventelister i arresthuset. Efter afsoningen blev de arresterede ofte modtaget med hyldest. 

På kort sigt fik Tvingstrup-borgere intet ud af demonstrationen for demokrati. Det tog 15 år før magthaverpartiet Højre indførte reformer. Bojsen ønskede en sociallovgivning, der kunne lindre nøden i de fattigste lag i et forsøg på at bremse det fremstormende Socialdemokrati. Det blev dog ikke Bojsen, men I. C. Christensen som kom til at stå for systemskiftet i 1901.

I slutningen af november 1885 var der sognerådsvalg. Stemningen som Tvingstrupaffæren fremkaldte, synes at have givet valg til Venstre mange steder.

Hærens Opløsning. (Efterskrift til Politivennen)

Ovenstaaende Kundgjørelse udmærker sig ved en Oprigtighed, som ikke altid pryder Provisoriets Udfærdigelser. I den foreløbig: Lov om Oprettelsen af et politisk Gendarmeri søgtes der bevaret et Skin af, at vi her havde at gjøre med en Foranstaltning, som laa inden for den bestaaende Lovordens Ramme; Skinnet bestod i Henvisningen til Grundlovens § 25.

Af Kundgjørelsen ser vi, at der ved Gendarm-Provisoriet ikke blot er Tale om en foreløbig Lov, for hvis Udstedelse de grundlovmæssige Betingelser sættes; dette Provisorium er intet mindre end en Opløsning af Hæren. 

Ministeriet sætter en klækkelig Præmie for de Befalingsmand, der vil træde ud af deres militære Stilling for at tage politisk Tjeneste under Diktaturet. De beholder den Lønning, som de nu har for at tjene i Hæren, og desuden faar de et Tillæg af 1200 Kr. for Kaptejner, 900 for Premierløjtnanter osv. nedefter, samt Udrustningsgodtgjørelse og andre Emolumenter. Om hele Hæren skal opløses paa en Gang, ses ikke af Kundgjørelsen. Foreløbig nøjes man vel med at bryde større eller mindre Dele ud af Rammerne; om det altsammen skal brydes ned, vil sagtens bero paa, om Regeringen behøver det hele for at lære Befolkningen den passende Grad af Disciplin. Opløsningens Omfang vil kun være et Tidsspørgsmaal, der alene afhænger af Folkets Lærenemhed. Er Folket saa lærenemt, som Provisoriet ønsker, vil det kun være nødvendigt at hværve en mindre Del af Befalingsmandskabet bort fra Hæren; men er Folket tungt til at nemme sin Umyndighedstilstand, kan den Dag være nær, da "Livssagens" Ministerium har afvæbnet Landet over for fremmede Fjender og har opløst hele Hæren til at blive, hvad et ministerielt Organ kalder "Despotiets Lejesvende".

Men bortset fra, hvor stor en Del af vort Forsvar der skal berøves Fædrelandet for at gjøre politisk Tjeneste hos Provisoriets Regering, er Hærens Opløsning moralsk fuldbyrdet fra samme Øjeblik Hr. Bahnsons Hværvning finder Sted. En Hær er jo ikke en Samling af løsrevne Individer, er ikke en Ting, som man har i Orden, fordi en hvis Mængde Numre er udtagne paa Sessionerne eller et bestemt Antal Mennesker gaar med Epauletter. En Hær er en Organisme, der forstyrres, naar noget Led tages ud eller slaas i Stykker, og Ødelæggelsen breder sig til at blive total, jo flere Led der ramponeres i den organiske Bygning. Ministeriet har valgt den mest ødelæggende Fremgangsmaade. Havde det taget en enkelt Afdeling, et Regiment f. Ex., og udkommanderet det til Gendarmtjeneste, var der vel sket et alvorligt Brud paa Hærordningen, men det havde dog ikke været en saadan almindelig Opløsning, som maa finde Sted, naar der sattes høje Præmier for i Flæng at udtræde af Kadrene.

Ved det, vi her har sagt, er der endnu kun taget Hensyn til, hvad man maa kalde den tekniske Side af Opløsningen. Herpaa var der maaske Midler til at raade Bod, en Bemærkning i den foreløbige Lov kunde tyde paa, at Krigsbestyrelsen vil søge Erstatning for den Afgang, Hæren lider ved Diktaturets Hværvning. Men hvad ingen kan raade Bod paa i lange Tider, naar Ulykken først er sket, det er den aabenlyse Benyttelse af Hæren som politisk Redskab.

Der er af Regeringspressen kørt megen og løs Klage over oppositionel Agitation i Hæren Hr. Bahnson har gjort kort Proces med den Slags Klager. Efter at Gendarm-Provisoriet har udfoldet sig, existerer der ikke længer en Hær, som et upolitisk, uden for Partikampen staaende Landsforsvar. Hæren er ved dette Provisorium og paafølgende Kundgjørelse officielt indlemmet i det ministerielle Parti - for saavidt Ministeriet er raadig over Hærens Partifarve. Fra i Gaar har vi ingen Hær, men kun Prætorianere.

(Morgenbladet (København) 29 oktober 1885).

Knap en uge efter attentatforsøget på Estrup den 21. oktober 1885, udstedte regeringen den 27. oktober 1885 den provisoriske gendarmerilov. Estrup nærede mistro til Venstre-styrede politikredse som han i stedet bemandede med et statsligt gendarmkorps - "De blå gendarmer". Korpset blev mødt med mistro af lokalbefolkningen. Det kulminerede i "Slaget på Store Brønderslev Marked" i 1886. Gendarmerne blev her mødt med tilråb, kæppe og stenkast. 

Korpset havde samme beføjelser som politiet og kunne arrestere folk. Estrups hensigt var at indgyde frygt i befolkningen for at få folk til at opføre sig som hvad Højre opfattede som "gode borgere". De havde fire afdelinger i Danmark i henholdsvis København, Ringsted, Kolding og Århus. Fra disse afdelinger blev de sendt ud i landet for at håndtere de opgaver som var blevet dem pålagt, fx indkræve skat og opretholde ro og orden. De Blå Gendarmer blev nedlagt i 1897. Få år efter Estrup gik af (1894).

Ernst Ahlgren (1850-1888): "Penge" (1885). Anmeldelser. (Efterskrift til Politivennen)

 Ernst Ahlgren:

Penge.

Oversat af Sofie Horten.

(Andr. Schous Forlag)

Ernst Ahlgren er et Pseudonym. Forfatterindens virkelige Navn er Fru Benediktsson. Hun gaar ind i Rækken af den unge Skare, der med August Strindberg som polemisk Banebryder. Fra Anna Charlotte Edgren som den strængest objektive Skildrer, har ført moderne Ideer og ny Fremgangsmaade ind i Sverigs Literatur. Langt ringere vel end denne sidste følger Ernst Ahlgren nærmest hende i det: at fremstille virkelighedstro, med Udelukkelse af direkte udtrykt Tendens, det sete, saaledes at Samfunds- eller Livsskildringen i sig selv indebærer Kritiken. Hun debuterede, Fru Benedictsson, med Fortællingen om "en Realist"s Levnet; det var en skarp Revselse af dem, der med store Ord træder op som sociale Reformatorer, medens deres egen Personlighed og Vandel staar i skarp Modstrid lmod de Idealer, de holder frem. Angrebet havde sin visse Berettigelse, men kunde naturligvis være vildledende til den Tro, at det var selve Realismen, den moderne Livsanskuelse i Almindelighed, som blev lagt for Dadel. Langt mere turde Bogen vel imidlertid tyde paa sin Forfatterindes strænge Samvittighedsfuldhed og Trang til hensynsløs Sandhedssøgen.

Disse Egenskaber gør sig ogsaa gældende i den foreliggende Bog. Ved naturtro at fortælle et Menneskelivs Historie rammer den et af de bestaaende Samfundsforholds svageste Punkter: Handelen med Menneskeliv for Penge. Det er en ung Piges Skæbne, her skildres. Selma Berg hedder hun, og moderløs som hun fra Lille har været er hendes Udvikling forskellig fra sædvanlig Dameopdrætning. Skilt fra Faderen er hun efter tilendebragt Skole i en Pension kommet til Huse i en Præstegaard hos Onklen og Tanten, og her fører hun saa temmelig sit eget Frihaandsliv. Hun sværmer for Malerkunsten, og hendes Hu staar til at blive en af dens Dyrkere. Vi ser hende opsøge en stakkels Købmandsbodsvend med kunstneriske Interesser, indestængt under den moderlige Tvang bag Disk og Tønder, for at faa se Billeder af hans Onkel, der har været en betydelig Maler. Hun rykker frem med sit Ønske til Plejeforældrene, men møder naturligvis Hindringer i filistrøs Sky for det usædvanlige i et saadant Skridt. Og selv har hun jo intet, ingen Penge, hvormed hun vilde kunne komme nogen Vegne. Saaledes maa hendes Ærgærrighed sygne hen indenfor Præstegaardens Mure. Da dumper der pludselig et Frieri ind ad Døren. Det er den halvhundredaarige, hovedrige Godsejer Kristensen, hvis Lidenskab er bleven vakt for det friske, kække Pigebarn. Hun er kun seksten Aar, og hendes Tanker om Ægteskabet gaar ikke længere end til Brudeskamlen: hvad et Samliv med en Mand vil sige, aner hun ikke. Men det Perspektiv, hendes Plejefader Præsten lader hende skimte af et Liv i Rigdom og ostentativ Elegance - og maaske med Lejlighed til Dyrkelse at Kunsten - frister hende stærkt nok til liden synderlig Modstand at give den lystne Faun sit Legeme i Vold. Først efter Brylluppet føler hun Modbydelighed og begynder at ræsonnere over, hvad der gør et Ægteskab lykkeligt? Da føler hun, at hun har solgt sig eller rettere er bleven solgt og er en fremmed i sin Mands Hjem. Men da har hun ikke mere noget andet og maa blive. Saa gælder det blot at bevare Skinnet: "Det naive Barn er forsvundet, Ærligheden borte og i deres Sted stod Selvopholdelsesdrift og Forstillelse - nu var Kvinden færdig."

Den unge Frue optræder i Selskabslivet med opsigtvækkende Ekstravagance og fordriver i øvrigt Tiden med ihærdige Rideture. Saadan søger hun at udfylde sit luksuriske, men saa uendelig tomme og ensformige Liv, af hvilket hun blot ønsker al blive vakt ved et eller andet usædvanligt. Noget sligt sker ved, al Faderen pludselig bliver meget syg. saa hun maa tage hjem; her træffer hun sammen med sin Fætter, Lægen Richard Berg, der har været forelsket i hende i fordums Dage, men som nu er forlovet med en ung smuk Pige, over hvis Mangel paa Forstaaelse af hans Ideer han dog beklager sig. Thi Richard er fordomsløs og fritænkerisk, og hun kan ikke frigøre sig for Konveniensmoralen. Under Faderens sygdom, som trækker længe ud, lærer Selma og Fætteren hinanden nøjere at kende og kommer efterhaanden i stærkere indbyrdes Rapport, navnlig da Richard efter sit Giftermaal ret føler det utilfredsstillende i sin lille Dukkekones aandelige Snæverhed. Godsejerfruens og Lægens Forstaaelse vokser til gensidig Kærlighed, og nu føler hun først ret, hvad hun er gaaet tabt af for Penges Skyld. Han rejser. Men hun vil gøre Ende paa sit usædelige Forhold til en Mand, som er hende en Væmmelse; hun vil være uafhængig og ved eget Arbejde bryde sig en Bane i Verden. Saa kommer det da til et Opgør mellem Ægtefællerne. Ved et Aftensmaaltid kaster Selma paa én Gang sin Mand hans Adfærd i Ansigtet: først det, at han har røvet hende til Hustru i saa ung en Alder, at hverken hendes Formynder, eller hun selv kunde vide, om hun havde i noget Sjæleægteskab med den Mand, som friede til hende. Hvor kan Loven tilstede saadant? "Hvad syntes Du, at jeg var, da vi giftede os? Et stakkels Barn, som hverken kendte Menneskene i eller sig selv, som ikke vidste, hvad hun gik ind til, og som gærne kunde holde af hele Verden, fordi hun saa paa alt med samme naive Ukyndighed. Sig, syntes Du aldrig, at det var Synd, I gjorde imod mig?" Hun anklager i bittre Ord den Moral, som tillader Manden alt. Kvinden intet; den Lov, som gør en umyndig Kvindes Gældsbevis ugyldigt, men tilsteder hende at bortskænke hele sin Fremtid, som om Personen ikke var mere end Pengene. Hun har skammet sig blodig over sit Ægteskab - men hun har maattet tie, thi han havde betalt. Manden har kun spidsborgerlige Indvendinger til alt dette; han forstaar i Grunden ikke stort deraf, for hun siger, at nu vil hun tage fra ham og forførge sig selv. Da viser han hende Udsigten til Fattigdom og Nød, naar hun staar ene uden Kendskab og Vane til Arbejde - og hun staar atter over for det usalige Pengespørgsmaal. Hun maa blive en Stund endnu. Men hun skriver til sin Fætter om at skaffe hende en Plads paa et Gymnastikinstitut nede i Tyskland. "Og hele hendes Væsen gennemstrømmendes af den ungdomskrastige Egoisme, som raåber: "Plads, jeg vil leve!" 

Der ligger en sikkert fangende og sart forstaaende Opfattelse bag Skildringer af den unge Kvindes Sjæleliv. Man faar et klart Indblik i det sekstenaarige Pigebarns Karakter og tankesæt - med bl. a. den paradoksale Tro, som i er hendes Religion: Jeg tror ikke paa Gud, derfor vil han straffe mig. Fint og træffende motiveres hendes Indvilligelse i Egteskabet dels ved Omgivelsernes Pengedyrkelse, dels ved hendes egen Uforstand paa, hvad det egenlig gælder, og hendes séen alt i at kunne hæve sin Tarvelighed glimrende op over dem, der var tilbøjelige at se ned paa hende.

Bogen er et Stykke Liv. som sanddru fortalt af en Kvinde selv - haardt angriber den Nedværdigelse, i hvilken bestaaende Samfundsforhold holder Kvinden, ved at spærre hende Vejen til Selvstændighed og gøre hende afhængig af Mændenes Penge.

C. E.

(Social-Demokraten 25. oktober 1885)

Literaturføljeton.
Ernst Ahlgren.

Rundt om i alle Landes Literaturer spiller Kvinden nu en fremtrædende Rolle, et af de mange Forvarsler om, at hendes Indflydelse i Samsundet stadig er i Stigning. Fru Gyllembourg, i hvis Sjæl der dog - ligesom hos Oldemoder i "Leonarda" - gik Dønninger fra den store franske Revolution, gjemte sig bly og angst, naar Verden vilde løste Sløret for Hverdagshistoriernes berømte Forfatter. "Jeg har" - hedder det i hendes fine og elskværdige literære Testamente til Sønnen - "med Ret eller Uret tænkt, at jeg havde krænket eller fornærmet den kvindelige Beskedenhed ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. En ubeskrivelig undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret betænkte, at jeg, som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de frygtsomste og svageste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum som Digter og var af adskillige anset som saadan." Det er næsten med et Suk, at Fru Gyllembourg afgiver denne Tilstaaelse om ikke i et og alt at have været en "sand Kvinde", saaledes som i alt Fald hendes Samtid opfattede en saadan, men hendes Kjøn har dog for længe siden tilgivet hende disse ukvindelige Tilbøjeligheder til al ombytte Naal og Traad med Bog og Pen, og Aar for Aar har den ene af hendes Søstre efter den anden vovet sig ud paa den "mandige Bane". Det er jo ogsaa en nordisk Forfatterinde, der i vore Dage har kaldet sit Kjøn til Kamp mod Mændenes gamle Fordringer til "sande Kvinder", ligesom Bjørnson strax fik talrige Efterlignere, saasnart han havde ladet en Kvinde slynge sin "Handske" i Øjnene paa den gængse mandlige Moral. Behøver vi endnu at nævne en Nutids Kvindetype som Hostrups Eva eller at minde om, hvorledes Henrik Ibsen og Fru Edgren begge har skrevet som fælles Feltraab paa deres Fane: Kvinden og Arbejderen!

Men tilhører altsaa Fremtiden Kvinden, kalder vi hende allerede nu ud fra Hjemmets Skjød til Deltagelse i Dagens alvorlige Kamp - selv den politiske, fordi det gjælder vor statsborgerlige Frihed og vor Ære som Folk -- saa har det ogsaa dobbelt Interesse at høre hende selv tale, om sit eget Liv, om sine egne Følelser, Krav og Forhaabninger. Lad os lytte efter i Tide, hvad hun vil og ønsker; lære, hvad hun kan og evner; og fremfor alt se os selv i det Spejl, hun holder op for vort Ansigt. Nu da Kvinden baade kan tale og fortælle frit ud, kan endelig Manden faa at vide, hvad hun mener og tænker om ham. Han har saa ofte haft Ordet om hende. Nu er Turen kommet til den anden Part. Samlivet imellem Mand og Kvinde lider endnu af saa mange Brøst, at der er Arbejde nok at giøre for dem begge.

Et saadant Indlæg fra kvindelig Side er den Fortælling af Ernst Ahlgren, som ovenfor er nærmere omtalt. Til en Begyndelse derfor et Par Ord om den Rolle, som Kvinden for Øjeblikket spiller ogsaa i Sveriges Literatur. Ernst Ahlgrens Forfatterskab frembyder nemlig ogsaa i andre Henseender Interesse, hvorom strax nedenfor.

Sverige tæller nu næppe færre kvindelige Forfattere end Danmark, men af den halve Snes Navne, der enten har eller begynder at faa Klang i deres Hjemland, er næppe fler end tre endnu naaede til danske Øren. Og af disse tre er det maaske igjen kun Fru Edgrens, der er mer end en tom Lyd hos os. Skjønt den ny Udgave af vort "nordiske" Konversationslexikon næppe nok har sluttet Alfabetets første 4-5 Bogstaver, findes dog hverken Alfhild Agrell eller Ernst Ahlgren nævnede deri. De maa have deres Navnkundighed til gode til næste Gang. Saa vil de begge være der, og ikke mindst den sidste. Om de øvrige svenske Forfatterinder - Mathilda Roos, Amanda Kersstedt, Daniel Sten, Mathilda Kruse o. s. fr. - er det endnu til ingen Nytte at tale, naar man ved, hvor sejg den danske Læseverden er overfor baade Brødre og Søstre i Literaturen hinsides Sundet, og det har knap nok Interesse at oplyse om, hvorvidt disse Navne er de paagjældende Fruers og Frøkeners egne borgerlige eller kun deres selvtagne literære Benævnelser.

Fru Edgren er tilstrækkelig kjendt nu, og den Dag, vore Theatre gjør Alvor at at spille hendes, i saa høj Grad scenist virkningsfulde, bedste Arbejder, vil hendes Ry være grundfæstet. En anden Dag vil ogsaa Fru Agrells to Skuespil "Dönd" og "Räddad" gaa over en Scene herhjemme, og hendes novellistiske "Skildringer fra Land og By" vil finde baade deres Oversætter og deres Publikum. Foreløbig har vi Ernst Ahlgrens Bekjendtskab at gjøre. Endnu er det ikke vanskeligt at overkomme en Række Smaaskrifter, saakaldte "Studier": "Från Skåne", allerede for største Delen oversatte i danske Blade og Tidsskrifter, var hendes første Bog. Den større Fortælling "Penge" hendes anden inden Jul vil den være almindelig læst og paaskjønnet, og adstillige - ikke altid for os Danske lige smigrende - Paralleler vil være trukne mellem vore og Sveriges nyere kvindelige Forfattere.

Ernst Ahlgrens borgerlige Navn er Fru Victoria Benedictsson. Hun er ligesom Albert Bååth en Skaaning af Fødsel, og hendes Forfatterskab er som hans udpræget skaansk. Begge er ogsaa hyppige Gjæster i Kjøbenhavn. Der er mange Baand endnu, der knytter Skaane til Danmark. Begge betegner endvidere noget nyt, en særegen Afskygning i den moderne svenske Literatur. Bååth har brudt med den traditionelle svenske Lyrik og vil en Dag mødes med sit Fædrelands største Lyriker, Carl Snoilsky, der med mere og mere aabent Øre lytter til Tidens Pulsslag, og hvis nyeste Digtning med stedse inderligere Varme omsætter Folkets Sag, det store Demokratis Frihedsvært ikke mindre end Arbejderens Livskrav. Ernst Ahlgren paa sin Side skildrer ligeledes Folket i sin Hjembygd. Bååth og hun er Landets Indlæg i den - i Sverige som hos os - ellers overvejende Hovedstadsliteratur. Der er Kraft og Sundhed i dem begge. Den nyere danske Literatur kan lære af dem, skjønt de begge endnu kun staar ved Begyndelsen af deres Bane.

Ernst Ahlgren - som Fru Benedictsson vil vedblive at kalde sig, skjønt hun iøvrigt ikke længer overholder sin Pseudonymitet - er ogsaa et Friluftsbarn. Hun er Datter af en Landmand BruzeIius, er født og opvoxet paa Landet og har aldrig gaaet i nogen Skole, idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende. Hun var allerede som ung en ivrig Rytterske og Støjteløberske, og dobbelt tungt ramte det hende derfor, da hun for et Aar tilbage blev kastet paa et - som det først tegnede til - haabløst Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende i Aarevis til Sengen, og kun havde alt sit fribaarne Mod og sin oprindelig lyse og lette Natur nødig for ikke at bukke under i stump Fortvivlelse En Bedring er dog nu indtraadt, og den høje, slanke Dame bevæger sig nu saa smidig og hurtig med sine to Krykker, at den Tid forhaabenlig ikke vil være fjærn, da hun kan kaste dem begge helt fra fig. Det hedder, at Familien - hun er gift med en Postmester i Hørby i det indre af Skaane - med en vis Rædsel saa hende betræde Forfatterbanen, men naar Lykkens Sol først er kommet op over Synskredsen, svinder Taagerne bu tig Bundet som den selv var til Sygelejet, uden literære Forbindelser, gjemt dybt nede i Provinserne, fjærnt fra Hovedstadens Presse og Publicister, havde hun ingen til at tale sin Sag og være kendes Mellemmænd hos Almenheden. Hendes to smaa Bøger har imidlertid talt for sig selv. Hun er nu en opgaaende Stjærne i stt Fædreland, og de hjemlige Kritikere har kappedes om at hædre hende. Selv er hun nu, i Følge Indbydelse fra en højsindet, bekjendt Dame og Forfatterinde i Stockholm, paa Vej til Hovedstaden, for ogsaa personlig at gjøre sin Indtrædelse i Samfundslivet og de literære Kredse.

En af det unge Sveriges Kritikere og Forfattere, Ola Hanson, ogsaa en Skaaning af Byrd, har nylig i "Aftonbladet" hilst sin Landsmandinde velkommen i Literaturen og varmt fremhævet, hvor nationalt og demokratisk, eller paa Dansk hvor hjemligt og folkeligt hendes Forfatterskab er. Etter en nærmere Redegjørelse for, hvor paalidelige og troværdige hendes Skildringer af skaansk Natur og skaansk Folkeliv er, ender Anmeldelsen med følgende Ord: 

"Ernst Ahlgren er den friskeste Personlighed i vor nye Literatur. Det sunde og kraftige er det almene Grundtræk i hendes Digtning, nuanceret paa mange Maader. Hendes Satire er skærende og rammer altid Centrum, hendes Humor bredt smilende og solklart, hendes Sorg dyb og hendes Alvor imponerende. Et saadant Menneskes Tanker bliver helstøbte og gjennemsigtige, hendes Følelser rige og varme. Dybest og inderst ligger Livsmodet og Livsglæden. Glæden over at være til. Livsmodet, som rejser sig smukkere og stærkere for hvert nyt Slag.

"For Ernst Ahlgren ligger Skjønheden i det sunde, i fri og utvungen Natur; hun elsker "Sundhedens robuste Skjønhed". Hun vælger til digterisk Fremstilling med Forkjærlighed saadanne Personer, hos hvem Naturens egen Sundhed straaler tilbage, som f. Ex Almuetyperne i adskillige af de smaa Studier i "Från Skåne" samt forstandsskarpe, følelsesdybe og viljestærke Kvinder som i "Penge" 

"Over selve Stilen hviler ligesom et Gjenskin fra hendes egen klare og friske Aand. Den er ren og skjær som nyfalden Sne, den har en Markblomsts simple Vakkerhed og noget af "Sundhedens robuste Skjønhed". Det er ikke mindst Fremstillingen, der har gjort "Penge" til et af vor nye Literaturs bedste Arbejder. Det er lykkedes Ernst Ahlgren for sin gedigne Virkelighedsskildring at finde en Form, der, paa samme Tid som den er sin Kunst, tillige er tilgængelig for alle. Og kun den Digter, der er naaet saa vidt, er i Ordets fuldeste og sandeste Mening demokratisk og national. Dette: at være en Literatur for de faa, er den nye svenske Literaturs saarbare Akilleshæl."

O. B.

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Penge, Fortælling af Ernst Ahlgren. Oversat fra Svensk af Sofie Horten. (Andr. Schous forlag)

Enhver nogenlunde Øvet Læser - for ikke at tale om Læserinderne - af den foreliggende Fortælling vil hurtig være kommen paa det rene med at den skyldes en Kvinde. At dette ikke skal være sagt som en Dadel, er det vel ufornødent udtrykkelig al fremhæve. I vore Dage er Tallet paa de Kvinder, der i Henseende saavel til alvorligt og indtrængende Syn paa Livet og dets Fænomener som til kunstnerisk Opfattelse og Fremstillingsevne helt vel kan tage det op med deres virkelig dygtige Kaldsfæller af Mandkjøn, jo ikke ringe, og forfærdiges der end stadig adskillige Guvernanteromaner og andre kvindelige Husstidsprodukter af lignende Art, saa vil dog allerede Navne som f. Ex. H. Greville og A. Ch. Edgren have lært os, at det ikke længere gaar an uden videre at trække paa Skuldrene ad de "skrivende Damer". Hvad der strax røber "Ernst Ahlgren"s Kjøn, er da ingenlunde Mangler som den, der saa ofte klæber ved de kvindelige Smaatalenters Frembringelser: det er visse Egenskaber i Maaden, hvorpaa de psykologiske Iagttagelser er giorte, særegne Finesser i Skildringen af Enkeltheder, som en Mand næppe vilde have kunnet sé saa grundig, i alt Fald ilke saa frisk og umiddelbart set paa. Særlig falder dette i Ojnene naar man staar over for Billedet af Selma, Bogens Hovedfigur.

"Penge" er en Ægteskabshistorie; Titlen er for saa vidt ikke rigtig heldig valgt, som det, at den unge Pige føres og lokkes til sit Giftermaal væsenlig derved, at hendes Bejler er en rig Mand, ikke har afgjørende Betydning for Udviklingen: heller ikke de andre Punkter i Bogen, hvor Pengespørgsmaalet er oppe, synes saa væsenlige, at man derved fristes til at kalde Gud Mammon Fortællingens Hovedperson. 

Hvad det først og fremmest kommer an paa, er, at den næppe stort mere end sextenaarige Selma gifter sig med en Mand. som hun ikke elsker, og uden at vide, hvad et Ægteskab er; hun er opdragen til at skulle være en "sand Kvinde" og i den Art af Uvidenhed, som pjankede Mødre med en saa skæbnesvanger Standhastighed forvexler med Uskyldighed. Umiddelbart før hun giver den rige, halvgamle Godsejer sit Ja, har hun lidt en haard Skuffelse: Vejen til at udvikle sig, til at "blive til noget", har bornerte Mennesker spærret for hende. Halv ør af Smerte, paavirket ude fra, lokket af Udsigten til at komme i glimrende Kaar - Tanken om, at hun kan blive Ejerinde af en Ridehest og vække Misundelse ved sine kostbare Dragter, spiller her en ikke ubetydelig Rolle - tager hun mod Frierens Tilbud; noget Haab nærer hun da ogsaa om, at hun, naar hun først er bleven rigt gift, kan faa Lov at udvikle det Malertalent, hun tror at sidde inde med. Alt gaar da ogsaa tilsyneladende ret vel i den første Tid efter Giftermaalet med den godmodige Mand, der søger at opfylde alle en Hustrus Ønsker. Men den Tid maa jo dog komme, da den unge Kvinde vaagner delt til Bevidsthed om sit eget Væsen og sin egen Ret, og saa er Tragedien i Gang. Dens Opløsning hidføres derved, at Selma kommer til Klarhed over, at hun elsker og er elsket af en anden end sin Mand: fra dette Øjeblik er Samlivet med den blevet hende en Umulighed. Fortællingen er en Skæbnetragedie; men Brøden, der drager Hovedpersonens Ulykke efter sig, er ikke det enkelte Individs; det er Slægtsbrøden, Samfundets uhyre Skyld, der fremkalder Nemesis. Selma bliver ulykkelig paa Grund af fine Opdrageres og Omgivelsers nedarvede raa og stupide Opfattelse af Kvindelighedens og Kjærlighedens Væsen, bliver Offer for Samfundets respektfulde Forestilling om Ægteskabet som en Institution, der ikke blot legaliserer, men helliger et Samliv uden Kjærlighed.

Som man let vil se, er Motivet lige saa betydeligt som nærliggende, lige saa vanskeligt at behandle som fristende for en Nutidsforfatter. I "Penge" er det magtet med en Dygtighed, som indgyder Agtelse, med en for en begyndende Forfatter mærkelig Sikkerhed i Methoden og med sjælden Selvbeherskelse og Moderation. Forfatterinden har saa megen Agtelse for det vigtige Spørgsmaal, hun har taget for, at hun har sat alt Snerperi paa Døren; lige saa klart som hun opfatter Betydningen af den foreliggende Sags forskjellige Sider, lige saa uforbeholdent udtaler hun sig derom. Men lige saa langt er hun fra alt, hvad der paa nogen Maade kan regnes for unødvendig Udmaling af pinlige Situationer. Bogen er fra Ende til anden et Mønster paa Alvor og Kyskhed. Der findes ikke en Sætning i den, som kan støde en sund Natur; dette bør udtrykkelig fremhæves, netop fordi det er en Bog, man maa ønske læst af unge Kvinder, før de gifter sig. Maaske den kunde give en og anden af dem Anledning til at spørge sig for og tænke sig om.

Ogsaa paa andre Omraader viser Forf. den Sans for Moderation og fornuftig Økonomi, der hører til al god Tekniks Grundlag. Hovedpersonens Karakter er skildret som gjennemført Billede; Selma staar fast og plastisk som et Resultat ikke blot af digterisk Fantasi, men ogsaa af en Mængde fine og skarpe Iagttagelser, og paa flere Punkter tillige af en Viden, der vanskelig skulde kunne findes hos en Mand. Ogsaa de andre Forgrundsfigurer, .Ægtemanden og Fætteren, Richard, er udførlig skildrede; især staar den førstnævnte godt med al sin Skikkelighed, sin Halvdannelse og sin plumpe Forelskelse Flertallet af Fortællingens andre Skikkelser er derimod nærmest skitserede, og morsomt er det at sé, med hvor klog Bevidsthed Forfatterinden har regnet ud, hvor megen Farvefylde og Gjennemførthed hver enkelt af dem netop har godt af for at fylde sin Plads og gjøre sin rette Virkning. I samme Forhold som de nærmer sig Kompositionens Baggrund, har hun dæmpet dem af; hver af dem har her faaet, netop hvad der behøves for at stille den i det rette Forhold til Hovedfigurerne, lige fra den sølle lyriske Krambodsmand, der giver Forf. Lejlighed til at vise, hvor kostelig en "Backfisch" eller Tøs "mellem 12 og 17" Selma er til at begynde med, og til Selmas Fader, som man faar saa godt Rede paa, skjønt han ikke har faaet et eneste Penselstrøg ud over det højst nødvendige.

"Penge" er en Bog, som Forf. har Ære af baade som Kunstnerinde og som Menneske.

S: M. 

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Ernst Ahlgren begik selvmord i 1888, se indslaget her på bloggen.