Ernst Ahlgren (1850-1888): "Penge" (1885). Anmeldelser. (Efterskrift til Politivennen)

 Ernst Ahlgren:

Penge.

Oversat af Sofie Horten.

(Andr. Schous Forlag)

Ernst Ahlgren er et Pseudonym. Forfatterindens virkelige Navn er Fru Benediktsson. Hun gaar ind i Rækken af den unge Skare, der med August Strindberg som polemisk Banebryder. Fra Anna Charlotte Edgren som den strængest objektive Skildrer, har ført moderne Ideer og ny Fremgangsmaade ind i Sverigs Literatur. Langt ringere vel end denne sidste følger Ernst Ahlgren nærmest hende i det: at fremstille virkelighedstro, med Udelukkelse af direkte udtrykt Tendens, det sete, saaledes at Samfunds- eller Livsskildringen i sig selv indebærer Kritiken. Hun debuterede, Fru Benedictsson, med Fortællingen om "en Realist"s Levnet; det var en skarp Revselse af dem, der med store Ord træder op som sociale Reformatorer, medens deres egen Personlighed og Vandel staar i skarp Modstrid lmod de Idealer, de holder frem. Angrebet havde sin visse Berettigelse, men kunde naturligvis være vildledende til den Tro, at det var selve Realismen, den moderne Livsanskuelse i Almindelighed, som blev lagt for Dadel. Langt mere turde Bogen vel imidlertid tyde paa sin Forfatterindes strænge Samvittighedsfuldhed og Trang til hensynsløs Sandhedssøgen.

Disse Egenskaber gør sig ogsaa gældende i den foreliggende Bog. Ved naturtro at fortælle et Menneskelivs Historie rammer den et af de bestaaende Samfundsforholds svageste Punkter: Handelen med Menneskeliv for Penge. Det er en ung Piges Skæbne, her skildres. Selma Berg hedder hun, og moderløs som hun fra Lille har været er hendes Udvikling forskellig fra sædvanlig Dameopdrætning. Skilt fra Faderen er hun efter tilendebragt Skole i en Pension kommet til Huse i en Præstegaard hos Onklen og Tanten, og her fører hun saa temmelig sit eget Frihaandsliv. Hun sværmer for Malerkunsten, og hendes Hu staar til at blive en af dens Dyrkere. Vi ser hende opsøge en stakkels Købmandsbodsvend med kunstneriske Interesser, indestængt under den moderlige Tvang bag Disk og Tønder, for at faa se Billeder af hans Onkel, der har været en betydelig Maler. Hun rykker frem med sit Ønske til Plejeforældrene, men møder naturligvis Hindringer i filistrøs Sky for det usædvanlige i et saadant Skridt. Og selv har hun jo intet, ingen Penge, hvormed hun vilde kunne komme nogen Vegne. Saaledes maa hendes Ærgærrighed sygne hen indenfor Præstegaardens Mure. Da dumper der pludselig et Frieri ind ad Døren. Det er den halvhundredaarige, hovedrige Godsejer Kristensen, hvis Lidenskab er bleven vakt for det friske, kække Pigebarn. Hun er kun seksten Aar, og hendes Tanker om Ægteskabet gaar ikke længere end til Brudeskamlen: hvad et Samliv med en Mand vil sige, aner hun ikke. Men det Perspektiv, hendes Plejefader Præsten lader hende skimte af et Liv i Rigdom og ostentativ Elegance - og maaske med Lejlighed til Dyrkelse at Kunsten - frister hende stærkt nok til liden synderlig Modstand at give den lystne Faun sit Legeme i Vold. Først efter Brylluppet føler hun Modbydelighed og begynder at ræsonnere over, hvad der gør et Ægteskab lykkeligt? Da føler hun, at hun har solgt sig eller rettere er bleven solgt og er en fremmed i sin Mands Hjem. Men da har hun ikke mere noget andet og maa blive. Saa gælder det blot at bevare Skinnet: "Det naive Barn er forsvundet, Ærligheden borte og i deres Sted stod Selvopholdelsesdrift og Forstillelse - nu var Kvinden færdig."

Den unge Frue optræder i Selskabslivet med opsigtvækkende Ekstravagance og fordriver i øvrigt Tiden med ihærdige Rideture. Saadan søger hun at udfylde sit luksuriske, men saa uendelig tomme og ensformige Liv, af hvilket hun blot ønsker al blive vakt ved et eller andet usædvanligt. Noget sligt sker ved, al Faderen pludselig bliver meget syg. saa hun maa tage hjem; her træffer hun sammen med sin Fætter, Lægen Richard Berg, der har været forelsket i hende i fordums Dage, men som nu er forlovet med en ung smuk Pige, over hvis Mangel paa Forstaaelse af hans Ideer han dog beklager sig. Thi Richard er fordomsløs og fritænkerisk, og hun kan ikke frigøre sig for Konveniensmoralen. Under Faderens sygdom, som trækker længe ud, lærer Selma og Fætteren hinanden nøjere at kende og kommer efterhaanden i stærkere indbyrdes Rapport, navnlig da Richard efter sit Giftermaal ret føler det utilfredsstillende i sin lille Dukkekones aandelige Snæverhed. Godsejerfruens og Lægens Forstaaelse vokser til gensidig Kærlighed, og nu føler hun først ret, hvad hun er gaaet tabt af for Penges Skyld. Han rejser. Men hun vil gøre Ende paa sit usædelige Forhold til en Mand, som er hende en Væmmelse; hun vil være uafhængig og ved eget Arbejde bryde sig en Bane i Verden. Saa kommer det da til et Opgør mellem Ægtefællerne. Ved et Aftensmaaltid kaster Selma paa én Gang sin Mand hans Adfærd i Ansigtet: først det, at han har røvet hende til Hustru i saa ung en Alder, at hverken hendes Formynder, eller hun selv kunde vide, om hun havde i noget Sjæleægteskab med den Mand, som friede til hende. Hvor kan Loven tilstede saadant? "Hvad syntes Du, at jeg var, da vi giftede os? Et stakkels Barn, som hverken kendte Menneskene i eller sig selv, som ikke vidste, hvad hun gik ind til, og som gærne kunde holde af hele Verden, fordi hun saa paa alt med samme naive Ukyndighed. Sig, syntes Du aldrig, at det var Synd, I gjorde imod mig?" Hun anklager i bittre Ord den Moral, som tillader Manden alt. Kvinden intet; den Lov, som gør en umyndig Kvindes Gældsbevis ugyldigt, men tilsteder hende at bortskænke hele sin Fremtid, som om Personen ikke var mere end Pengene. Hun har skammet sig blodig over sit Ægteskab - men hun har maattet tie, thi han havde betalt. Manden har kun spidsborgerlige Indvendinger til alt dette; han forstaar i Grunden ikke stort deraf, for hun siger, at nu vil hun tage fra ham og forførge sig selv. Da viser han hende Udsigten til Fattigdom og Nød, naar hun staar ene uden Kendskab og Vane til Arbejde - og hun staar atter over for det usalige Pengespørgsmaal. Hun maa blive en Stund endnu. Men hun skriver til sin Fætter om at skaffe hende en Plads paa et Gymnastikinstitut nede i Tyskland. "Og hele hendes Væsen gennemstrømmendes af den ungdomskrastige Egoisme, som raåber: "Plads, jeg vil leve!" 

Der ligger en sikkert fangende og sart forstaaende Opfattelse bag Skildringer af den unge Kvindes Sjæleliv. Man faar et klart Indblik i det sekstenaarige Pigebarns Karakter og tankesæt - med bl. a. den paradoksale Tro, som i er hendes Religion: Jeg tror ikke paa Gud, derfor vil han straffe mig. Fint og træffende motiveres hendes Indvilligelse i Egteskabet dels ved Omgivelsernes Pengedyrkelse, dels ved hendes egen Uforstand paa, hvad det egenlig gælder, og hendes séen alt i at kunne hæve sin Tarvelighed glimrende op over dem, der var tilbøjelige at se ned paa hende.

Bogen er et Stykke Liv. som sanddru fortalt af en Kvinde selv - haardt angriber den Nedværdigelse, i hvilken bestaaende Samfundsforhold holder Kvinden, ved at spærre hende Vejen til Selvstændighed og gøre hende afhængig af Mændenes Penge.

C. E.

(Social-Demokraten 25. oktober 1885)

Literaturføljeton.
Ernst Ahlgren.

Rundt om i alle Landes Literaturer spiller Kvinden nu en fremtrædende Rolle, et af de mange Forvarsler om, at hendes Indflydelse i Samsundet stadig er i Stigning. Fru Gyllembourg, i hvis Sjæl der dog - ligesom hos Oldemoder i "Leonarda" - gik Dønninger fra den store franske Revolution, gjemte sig bly og angst, naar Verden vilde løste Sløret for Hverdagshistoriernes berømte Forfatter. "Jeg har" - hedder det i hendes fine og elskværdige literære Testamente til Sønnen - "med Ret eller Uret tænkt, at jeg havde krænket eller fornærmet den kvindelige Beskedenhed ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. En ubeskrivelig undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret betænkte, at jeg, som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de frygtsomste og svageste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum som Digter og var af adskillige anset som saadan." Det er næsten med et Suk, at Fru Gyllembourg afgiver denne Tilstaaelse om ikke i et og alt at have været en "sand Kvinde", saaledes som i alt Fald hendes Samtid opfattede en saadan, men hendes Kjøn har dog for længe siden tilgivet hende disse ukvindelige Tilbøjeligheder til al ombytte Naal og Traad med Bog og Pen, og Aar for Aar har den ene af hendes Søstre efter den anden vovet sig ud paa den "mandige Bane". Det er jo ogsaa en nordisk Forfatterinde, der i vore Dage har kaldet sit Kjøn til Kamp mod Mændenes gamle Fordringer til "sande Kvinder", ligesom Bjørnson strax fik talrige Efterlignere, saasnart han havde ladet en Kvinde slynge sin "Handske" i Øjnene paa den gængse mandlige Moral. Behøver vi endnu at nævne en Nutids Kvindetype som Hostrups Eva eller at minde om, hvorledes Henrik Ibsen og Fru Edgren begge har skrevet som fælles Feltraab paa deres Fane: Kvinden og Arbejderen!

Men tilhører altsaa Fremtiden Kvinden, kalder vi hende allerede nu ud fra Hjemmets Skjød til Deltagelse i Dagens alvorlige Kamp - selv den politiske, fordi det gjælder vor statsborgerlige Frihed og vor Ære som Folk -- saa har det ogsaa dobbelt Interesse at høre hende selv tale, om sit eget Liv, om sine egne Følelser, Krav og Forhaabninger. Lad os lytte efter i Tide, hvad hun vil og ønsker; lære, hvad hun kan og evner; og fremfor alt se os selv i det Spejl, hun holder op for vort Ansigt. Nu da Kvinden baade kan tale og fortælle frit ud, kan endelig Manden faa at vide, hvad hun mener og tænker om ham. Han har saa ofte haft Ordet om hende. Nu er Turen kommet til den anden Part. Samlivet imellem Mand og Kvinde lider endnu af saa mange Brøst, at der er Arbejde nok at giøre for dem begge.

Et saadant Indlæg fra kvindelig Side er den Fortælling af Ernst Ahlgren, som ovenfor er nærmere omtalt. Til en Begyndelse derfor et Par Ord om den Rolle, som Kvinden for Øjeblikket spiller ogsaa i Sveriges Literatur. Ernst Ahlgrens Forfatterskab frembyder nemlig ogsaa i andre Henseender Interesse, hvorom strax nedenfor.

Sverige tæller nu næppe færre kvindelige Forfattere end Danmark, men af den halve Snes Navne, der enten har eller begynder at faa Klang i deres Hjemland, er næppe fler end tre endnu naaede til danske Øren. Og af disse tre er det maaske igjen kun Fru Edgrens, der er mer end en tom Lyd hos os. Skjønt den ny Udgave af vort "nordiske" Konversationslexikon næppe nok har sluttet Alfabetets første 4-5 Bogstaver, findes dog hverken Alfhild Agrell eller Ernst Ahlgren nævnede deri. De maa have deres Navnkundighed til gode til næste Gang. Saa vil de begge være der, og ikke mindst den sidste. Om de øvrige svenske Forfatterinder - Mathilda Roos, Amanda Kersstedt, Daniel Sten, Mathilda Kruse o. s. fr. - er det endnu til ingen Nytte at tale, naar man ved, hvor sejg den danske Læseverden er overfor baade Brødre og Søstre i Literaturen hinsides Sundet, og det har knap nok Interesse at oplyse om, hvorvidt disse Navne er de paagjældende Fruers og Frøkeners egne borgerlige eller kun deres selvtagne literære Benævnelser.

Fru Edgren er tilstrækkelig kjendt nu, og den Dag, vore Theatre gjør Alvor at at spille hendes, i saa høj Grad scenist virkningsfulde, bedste Arbejder, vil hendes Ry være grundfæstet. En anden Dag vil ogsaa Fru Agrells to Skuespil "Dönd" og "Räddad" gaa over en Scene herhjemme, og hendes novellistiske "Skildringer fra Land og By" vil finde baade deres Oversætter og deres Publikum. Foreløbig har vi Ernst Ahlgrens Bekjendtskab at gjøre. Endnu er det ikke vanskeligt at overkomme en Række Smaaskrifter, saakaldte "Studier": "Från Skåne", allerede for største Delen oversatte i danske Blade og Tidsskrifter, var hendes første Bog. Den større Fortælling "Penge" hendes anden inden Jul vil den være almindelig læst og paaskjønnet, og adstillige - ikke altid for os Danske lige smigrende - Paralleler vil være trukne mellem vore og Sveriges nyere kvindelige Forfattere.

Ernst Ahlgrens borgerlige Navn er Fru Victoria Benedictsson. Hun er ligesom Albert Bååth en Skaaning af Fødsel, og hendes Forfatterskab er som hans udpræget skaansk. Begge er ogsaa hyppige Gjæster i Kjøbenhavn. Der er mange Baand endnu, der knytter Skaane til Danmark. Begge betegner endvidere noget nyt, en særegen Afskygning i den moderne svenske Literatur. Bååth har brudt med den traditionelle svenske Lyrik og vil en Dag mødes med sit Fædrelands største Lyriker, Carl Snoilsky, der med mere og mere aabent Øre lytter til Tidens Pulsslag, og hvis nyeste Digtning med stedse inderligere Varme omsætter Folkets Sag, det store Demokratis Frihedsvært ikke mindre end Arbejderens Livskrav. Ernst Ahlgren paa sin Side skildrer ligeledes Folket i sin Hjembygd. Bååth og hun er Landets Indlæg i den - i Sverige som hos os - ellers overvejende Hovedstadsliteratur. Der er Kraft og Sundhed i dem begge. Den nyere danske Literatur kan lære af dem, skjønt de begge endnu kun staar ved Begyndelsen af deres Bane.

Ernst Ahlgren - som Fru Benedictsson vil vedblive at kalde sig, skjønt hun iøvrigt ikke længer overholder sin Pseudonymitet - er ogsaa et Friluftsbarn. Hun er Datter af en Landmand BruzeIius, er født og opvoxet paa Landet og har aldrig gaaet i nogen Skole, idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende. Hun var allerede som ung en ivrig Rytterske og Støjteløberske, og dobbelt tungt ramte det hende derfor, da hun for et Aar tilbage blev kastet paa et - som det først tegnede til - haabløst Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende i Aarevis til Sengen, og kun havde alt sit fribaarne Mod og sin oprindelig lyse og lette Natur nødig for ikke at bukke under i stump Fortvivlelse En Bedring er dog nu indtraadt, og den høje, slanke Dame bevæger sig nu saa smidig og hurtig med sine to Krykker, at den Tid forhaabenlig ikke vil være fjærn, da hun kan kaste dem begge helt fra fig. Det hedder, at Familien - hun er gift med en Postmester i Hørby i det indre af Skaane - med en vis Rædsel saa hende betræde Forfatterbanen, men naar Lykkens Sol først er kommet op over Synskredsen, svinder Taagerne bu tig Bundet som den selv var til Sygelejet, uden literære Forbindelser, gjemt dybt nede i Provinserne, fjærnt fra Hovedstadens Presse og Publicister, havde hun ingen til at tale sin Sag og være kendes Mellemmænd hos Almenheden. Hendes to smaa Bøger har imidlertid talt for sig selv. Hun er nu en opgaaende Stjærne i stt Fædreland, og de hjemlige Kritikere har kappedes om at hædre hende. Selv er hun nu, i Følge Indbydelse fra en højsindet, bekjendt Dame og Forfatterinde i Stockholm, paa Vej til Hovedstaden, for ogsaa personlig at gjøre sin Indtrædelse i Samfundslivet og de literære Kredse.

En af det unge Sveriges Kritikere og Forfattere, Ola Hanson, ogsaa en Skaaning af Byrd, har nylig i "Aftonbladet" hilst sin Landsmandinde velkommen i Literaturen og varmt fremhævet, hvor nationalt og demokratisk, eller paa Dansk hvor hjemligt og folkeligt hendes Forfatterskab er. Etter en nærmere Redegjørelse for, hvor paalidelige og troværdige hendes Skildringer af skaansk Natur og skaansk Folkeliv er, ender Anmeldelsen med følgende Ord: 

"Ernst Ahlgren er den friskeste Personlighed i vor nye Literatur. Det sunde og kraftige er det almene Grundtræk i hendes Digtning, nuanceret paa mange Maader. Hendes Satire er skærende og rammer altid Centrum, hendes Humor bredt smilende og solklart, hendes Sorg dyb og hendes Alvor imponerende. Et saadant Menneskes Tanker bliver helstøbte og gjennemsigtige, hendes Følelser rige og varme. Dybest og inderst ligger Livsmodet og Livsglæden. Glæden over at være til. Livsmodet, som rejser sig smukkere og stærkere for hvert nyt Slag.

"For Ernst Ahlgren ligger Skjønheden i det sunde, i fri og utvungen Natur; hun elsker "Sundhedens robuste Skjønhed". Hun vælger til digterisk Fremstilling med Forkjærlighed saadanne Personer, hos hvem Naturens egen Sundhed straaler tilbage, som f. Ex Almuetyperne i adskillige af de smaa Studier i "Från Skåne" samt forstandsskarpe, følelsesdybe og viljestærke Kvinder som i "Penge" 

"Over selve Stilen hviler ligesom et Gjenskin fra hendes egen klare og friske Aand. Den er ren og skjær som nyfalden Sne, den har en Markblomsts simple Vakkerhed og noget af "Sundhedens robuste Skjønhed". Det er ikke mindst Fremstillingen, der har gjort "Penge" til et af vor nye Literaturs bedste Arbejder. Det er lykkedes Ernst Ahlgren for sin gedigne Virkelighedsskildring at finde en Form, der, paa samme Tid som den er sin Kunst, tillige er tilgængelig for alle. Og kun den Digter, der er naaet saa vidt, er i Ordets fuldeste og sandeste Mening demokratisk og national. Dette: at være en Literatur for de faa, er den nye svenske Literaturs saarbare Akilleshæl."

O. B.

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Penge, Fortælling af Ernst Ahlgren. Oversat fra Svensk af Sofie Horten. (Andr. Schous forlag)

Enhver nogenlunde Øvet Læser - for ikke at tale om Læserinderne - af den foreliggende Fortælling vil hurtig være kommen paa det rene med at den skyldes en Kvinde. At dette ikke skal være sagt som en Dadel, er det vel ufornødent udtrykkelig al fremhæve. I vore Dage er Tallet paa de Kvinder, der i Henseende saavel til alvorligt og indtrængende Syn paa Livet og dets Fænomener som til kunstnerisk Opfattelse og Fremstillingsevne helt vel kan tage det op med deres virkelig dygtige Kaldsfæller af Mandkjøn, jo ikke ringe, og forfærdiges der end stadig adskillige Guvernanteromaner og andre kvindelige Husstidsprodukter af lignende Art, saa vil dog allerede Navne som f. Ex. H. Greville og A. Ch. Edgren have lært os, at det ikke længere gaar an uden videre at trække paa Skuldrene ad de "skrivende Damer". Hvad der strax røber "Ernst Ahlgren"s Kjøn, er da ingenlunde Mangler som den, der saa ofte klæber ved de kvindelige Smaatalenters Frembringelser: det er visse Egenskaber i Maaden, hvorpaa de psykologiske Iagttagelser er giorte, særegne Finesser i Skildringen af Enkeltheder, som en Mand næppe vilde have kunnet sé saa grundig, i alt Fald ilke saa frisk og umiddelbart set paa. Særlig falder dette i Ojnene naar man staar over for Billedet af Selma, Bogens Hovedfigur.

"Penge" er en Ægteskabshistorie; Titlen er for saa vidt ikke rigtig heldig valgt, som det, at den unge Pige føres og lokkes til sit Giftermaal væsenlig derved, at hendes Bejler er en rig Mand, ikke har afgjørende Betydning for Udviklingen: heller ikke de andre Punkter i Bogen, hvor Pengespørgsmaalet er oppe, synes saa væsenlige, at man derved fristes til at kalde Gud Mammon Fortællingens Hovedperson. 

Hvad det først og fremmest kommer an paa, er, at den næppe stort mere end sextenaarige Selma gifter sig med en Mand. som hun ikke elsker, og uden at vide, hvad et Ægteskab er; hun er opdragen til at skulle være en "sand Kvinde" og i den Art af Uvidenhed, som pjankede Mødre med en saa skæbnesvanger Standhastighed forvexler med Uskyldighed. Umiddelbart før hun giver den rige, halvgamle Godsejer sit Ja, har hun lidt en haard Skuffelse: Vejen til at udvikle sig, til at "blive til noget", har bornerte Mennesker spærret for hende. Halv ør af Smerte, paavirket ude fra, lokket af Udsigten til at komme i glimrende Kaar - Tanken om, at hun kan blive Ejerinde af en Ridehest og vække Misundelse ved sine kostbare Dragter, spiller her en ikke ubetydelig Rolle - tager hun mod Frierens Tilbud; noget Haab nærer hun da ogsaa om, at hun, naar hun først er bleven rigt gift, kan faa Lov at udvikle det Malertalent, hun tror at sidde inde med. Alt gaar da ogsaa tilsyneladende ret vel i den første Tid efter Giftermaalet med den godmodige Mand, der søger at opfylde alle en Hustrus Ønsker. Men den Tid maa jo dog komme, da den unge Kvinde vaagner delt til Bevidsthed om sit eget Væsen og sin egen Ret, og saa er Tragedien i Gang. Dens Opløsning hidføres derved, at Selma kommer til Klarhed over, at hun elsker og er elsket af en anden end sin Mand: fra dette Øjeblik er Samlivet med den blevet hende en Umulighed. Fortællingen er en Skæbnetragedie; men Brøden, der drager Hovedpersonens Ulykke efter sig, er ikke det enkelte Individs; det er Slægtsbrøden, Samfundets uhyre Skyld, der fremkalder Nemesis. Selma bliver ulykkelig paa Grund af fine Opdrageres og Omgivelsers nedarvede raa og stupide Opfattelse af Kvindelighedens og Kjærlighedens Væsen, bliver Offer for Samfundets respektfulde Forestilling om Ægteskabet som en Institution, der ikke blot legaliserer, men helliger et Samliv uden Kjærlighed.

Som man let vil se, er Motivet lige saa betydeligt som nærliggende, lige saa vanskeligt at behandle som fristende for en Nutidsforfatter. I "Penge" er det magtet med en Dygtighed, som indgyder Agtelse, med en for en begyndende Forfatter mærkelig Sikkerhed i Methoden og med sjælden Selvbeherskelse og Moderation. Forfatterinden har saa megen Agtelse for det vigtige Spørgsmaal, hun har taget for, at hun har sat alt Snerperi paa Døren; lige saa klart som hun opfatter Betydningen af den foreliggende Sags forskjellige Sider, lige saa uforbeholdent udtaler hun sig derom. Men lige saa langt er hun fra alt, hvad der paa nogen Maade kan regnes for unødvendig Udmaling af pinlige Situationer. Bogen er fra Ende til anden et Mønster paa Alvor og Kyskhed. Der findes ikke en Sætning i den, som kan støde en sund Natur; dette bør udtrykkelig fremhæves, netop fordi det er en Bog, man maa ønske læst af unge Kvinder, før de gifter sig. Maaske den kunde give en og anden af dem Anledning til at spørge sig for og tænke sig om.

Ogsaa paa andre Omraader viser Forf. den Sans for Moderation og fornuftig Økonomi, der hører til al god Tekniks Grundlag. Hovedpersonens Karakter er skildret som gjennemført Billede; Selma staar fast og plastisk som et Resultat ikke blot af digterisk Fantasi, men ogsaa af en Mængde fine og skarpe Iagttagelser, og paa flere Punkter tillige af en Viden, der vanskelig skulde kunne findes hos en Mand. Ogsaa de andre Forgrundsfigurer, .Ægtemanden og Fætteren, Richard, er udførlig skildrede; især staar den førstnævnte godt med al sin Skikkelighed, sin Halvdannelse og sin plumpe Forelskelse Flertallet af Fortællingens andre Skikkelser er derimod nærmest skitserede, og morsomt er det at sé, med hvor klog Bevidsthed Forfatterinden har regnet ud, hvor megen Farvefylde og Gjennemførthed hver enkelt af dem netop har godt af for at fylde sin Plads og gjøre sin rette Virkning. I samme Forhold som de nærmer sig Kompositionens Baggrund, har hun dæmpet dem af; hver af dem har her faaet, netop hvad der behøves for at stille den i det rette Forhold til Hovedfigurerne, lige fra den sølle lyriske Krambodsmand, der giver Forf. Lejlighed til at vise, hvor kostelig en "Backfisch" eller Tøs "mellem 12 og 17" Selma er til at begynde med, og til Selmas Fader, som man faar saa godt Rede paa, skjønt han ikke har faaet et eneste Penselstrøg ud over det højst nødvendige.

"Penge" er en Bog, som Forf. har Ære af baade som Kunstnerinde og som Menneske.

S: M. 

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Ernst Ahlgren begik selvmord i 1888, se indslaget her på bloggen.

Uroligheder i Anledning af en Strejke paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdag den 12te f. M. om Eftermiddagen, indlod der til Politistationen i Sundbyerne Anmeldelse fra Fredens Mølles Fabriker om, at 26 Arbejdere, der hørte til et Hold paa ca. 35 Mand, den nævnte Dags Middag havde gjort Skrue paa Fabriken og forladt deres Arbejde, samt at disse 26 Arbejdere eller i alt Fald Størstedelen af dem opholdt sig paa et Værtshus i Nærheden af Fredens Mølle, og at man nærede Frygt for, at de 8 eller 9 Arbejdere, som ikke vilde deltage i Skruen, men vare forblevne ved Arbejdet, ved deres Bortgang fra Fabriken om Aftenen, skulde blive forulæmpede af de Mænd, der havde nedlagt Arbejdet. I Anledning af denne Anmeldelse indfandt Overbetjenten sig med en større Politistyrke Kl. mellem 5 og 6 paa Amagerbrogade i Nærheden af Fredens Mølles Fabriker, og forefandtes da imellem Brigadevej og Dannebrogsgade Deltagerne i Skruen staaende i Klynger paa Vejen paa 5 a 6 Mand, ligesom der havde samlet sig et betydeligt Antal af Nysgerrige, saavel Mænd som Fruentimmer og Børn. De Strejkende blev nu gentagne Gange af Politiet opfordret til ikke at staa stille paa Vejen, men at passere denne, og disse Opfordringer bleve da ogsaa, om end noget langsomt, efterkommet af de Paagældende, med Undtagelse af Arbejdsmand N., som blev sat under Anholdelse. Efter at dette havde fundet Sted, havde der paany indfundet sig en stor Mængde Mennesker, og da disse tildels spærrede Vejen og derved umuliggjorde Færdselen, saa Politiet sig atter nødsaget tit at skride ind, og Mængden blev nu flere Gange opfordret til at sprede sig og passere Vejen. Politiets Opfordringer bleve nu ogsaa efterfulgte af de Tilstedeværende, med Undtagelse af Smedesvendene S. F. og H. F., som begge nægtede at passere Vejen. Paa Grund heraf lod Overbetjenten S. F. ved to Politibetjente føre til Stationen. Smedesvend H. F., der, som anført, nægtede at passere Vejen, blev af to Politibetjente ført hen til Porten, som førte til hans Bolig, men i Stedet for at gaa op i denne, forblev han ude paa Vejen og begav sig senere hen paa Amagervejen til de her tll Stede værende Politibetjente og forlangte at blive anholdt, hvilket Ønske han straks sit opfyldt. Kl. ca. 9 vare de Arbejdere, som ikke havde deltaget i Skruen, færdige med deres Arbejde paa Fabriken, og de paa Amager boende blev da ledsagede hjem af Politiet, medens to af dem, af hvilke den ene boede paa Kristianshavn og den anden paa Frederiksberg, bleve kørte i Sporvogn til deres Hjem. For deres saaledes udviste Forhold tilbød Arbejdsmand N. og Smedesvend S. F. hver især at betale en Bøde af 20 Kr. til Amager Birks Politikasse, hvilket Tilbud Dommeren modtog og erklærede hermed Sagen for deres Vedkommende for afgjort. Smedesvend H. F. nægtede derimod godvillig al ville betale en Bøde sor sit Forhold, hvorfor han i Følge Antager Birks Politirets Dom blev tilpligtet at betale en lignende Bade som sine Kammerater til Politikassen.

(Social-Demokraten 10. september 1885).

Fredens Mølle var blevet anlagt 1822 af grosserer J. Owen på Østerbro (englænder). Den flyttede 1826-27 til Amager hvor der indrettedes en kemisk fabrik, bl.a. salt-, salpeter- og svovlsyre, skedevand mm. Der blev endvidere brugt lufttørret gødning fra renovationskulerne, blandet med fejeskarn og dagrenovation til kunstgødning.

Klager: En Historie fra Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede, der i 4 år har været anlægsgartner ved Vestre Kirkegård, tillader sig herved at belyse den optræden, som er udvist overfor mig af graver Bahnson, og som endogså har bevirket at jeg på grund af nævnte herres hensynsløshed har været anholdt som mistænkt for tyveri. Sagen forholder sig således: En fyrbøder i Fiskergade lod den 10. maj ved sin kone bestille en legustrumshæk til en lille barnegrav, men da konen havde taget fejl af graven, blev hækken plantet på en i rækken lige overfor liggende grav. En forveksling, som meget let kan indtræffe ved Vestre Kirkegårds indviklede ordning af gravstederne. Tilfældet ville imidlertid at den rette ejer af gravstedet samtidig havde bestilt og betalt en hæk hos Bahnson. Men denne som straks opdagede fejltagelsen, lod ikke desto mindre sagen gå upåtalt hen, idet han formodentlig derved har troet at kunne skade mig. 

For ca. 3 uger siden indfandt fyrbøderens kone sig ved sit formentlige gravsted og ser her, at det ikke alene er bleven prydet med en fuchsie, men tillige forsynet med en hvid mærkepæl, der sættes på alle grave, som Magistraten lader vedligeholde. Konen fik nu en mistanke om forvekslingen, og da hun ved at efterse sit regulativ fik den bekræftet, henvendte hun sig atter til mig og lod mig fjerne hækken og plante den på den rette grav. En af graver Bahnsons arbejdsfolk var til stede ved den lejlighed og blev gjort bekendt med sagens Sammenhæng. Da Ejeren af det førstnævnte gravsted opdagede at hans hæk var borte, meddelte han dette skriftlig til Bahnson, som var lav nok til at fortie sandheden, men derimod lod anmelde for politiet at jeg havde stjålet hækken. At Bahnson ikke kunne nære den ringeste tvivl om hvorledes forvekslingen var fremkommet, bevises derved at han lod sin formand henvende sig hos familien i Fiskergade, hvor alt blev meddelt som det forholdt sig. Dette skete om mandagen, og efter at Bahnson havde angivet mig til politiet, blev jeg om fredagen anholdt for formentlig tyveri. Efter at have opholdt mig på stationen i Valby i ca. 1½ time, blev jeg atter løsladt da anklagen viste sig at være fuldstændig grundløs. 

Nu da historien er bleven opklaret, bød retfærdigheden efter min mening, at Hr. Bahnson blev tiltalt for falsk klagemål. Men da det efter en af mig til politiet rettet forespørgsel, lader til at dette ikke vil gøre noget videre ud af sagen, har jeg selv gjort skridt i denne retning. At Hr. Bahnson har opført sig på en så elendig måde overfor mig, tilskriver jeg den omstændighed, at han har haft et ondt øje til mig i længere tid, dels fordi jeg ved et par lejligheder har anket over at hans søn har skudt med bøsse på kirkegården og hans ged græsset på gravstederne, dels fordi folk ved enkelte lejligheder af uvidenhed har henvendt sig på Bahnsons kontor og spurgt efter graver Gronemann, hvilket har ærgret Hr. Bahnson, da han gerne vil være ene om denne stolte titel. Da imidlertid hr. Bahnsons hævngerrighed har været mig lidt mere nærgående end jeg holder af, skal han ikke denne gang slippe for at blive draget til ansvar for sin handlemåde.

Harald Willim Gronemann

Anlægsgartner.

(Social-Demokraten 3. september 1885).

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen).

København den 19. august.

Det mosaiske trossamfund her i staden lader for tiden foretage to større byggeforetagender. 

---

Det andet byggearbejde er anlægget af en ny kirkegård med hvad dertil hører. I de 200 år jøderne har haft ophold her i landet, har de kun haft en kirkegård, nemlig den i Møllegade. Efter de jødiske regler må der ikke røres ved det sted hvor et lig er nedgravet, og der findes således på denne kirkegård begravelser der er et par hundrede år gamle. Nu er den imidlertid omtrent helt optaget, og menigheden har derfor måtte se sig om efter en ny. Den har mødt megen velvilje fra kommunen som har overdraget den 6 tønder land beliggende umiddelbart op til den nye Vestre Kirkegård. Arealet bliver for tiden drænet, og samtidig opføres der en inspektørbolig som nu er under tag. Hele den mod de nye gadeanlæg vendende side bliver omgivet med en 4½ alen høj mur der på midten forsynes med en stor jernport. Begge byggearbejderne tilligemed kirkegårdsarealet koster omtrent 100.000 kr. 

(Fyens Stiftstidende, 20. august 1885. Uddrag, udeladt er afsnit om restaureringen af Synagogen i Krystalgade).

Mosaiske begravelsesplads i Møllegade. Bortset fra 130 års mere slid, set i forhold til 1885. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.

Fejø-Sagen (2): 1885 - Genoptagelse og Løsladelse. (Efterskrift til Politivennen)

Som nævnt i et tidligere indslag, blev to kvinder i 1883 dømt for at have født og efterfølgende dræbt en nyfødt. I tugthuset på Christianshavn fandt en læge imidlertid ud af i 1885 at Ane aldrig havde født. Under overskriften "Uskyldige dømt for Mord af danske Dommere" havde Social-Demokraten den 19. april 1885 gjort opmærksom på de nye undersøgelser af politilægen dr. Tryde og professor Howirtz, og at tilståelserne var fremtvunget af birkedommer Freuchen. 

Vor kriminelle Retspleje. fra forskjellige Sider meddeles følgende. der vækker forbavselse endog hos dem, der nærer grundig Tvivl om del nuværende Retspleje-System for længere Tid siden faldt der Dom i en Barnemordssag fra Fejø. Moderen blev idømt fleraarig Tugthusstraf, Mormoderen, der havde tilskyndet til Mordet, dømtes fra Livet, og en anden kvindelig Slægtning idømtes som Medviderske en mindre Straf. Bedstemoderen, der var bleven benaadet, og Moderen har i nogen Tid hensiddet i Kristianshavns Straffeanstalt. Efter gjentagen Begjæring af Bedstemoderen er Sagen bleven fremdragen igjen, og en Undersøgelse ved tvende Læger, Professor Howitz og Politilægen, har givet til Resultat, at den formentlige Moder aldrig har født. Forhørsdommeren paa Fejø er Hr. Birkedommer Freuchen. En ny retlig Undersøgelse skal være overdragen til Fængselsdirektør Goos og Birkedommer Schouw.

Saaledes lyder Meddelelserne. De indeholder, hvis de viser sig holdbare, en uhyggelig stærk Bekræftelse af den Kritik over vor kriminelle Retspleje og særlig forhørsvirksomdeden, som gientagne Gange er øvet her i Bladet, saaledes i Anledning af den Horsenske Tugthusaffære og den Bohstrømske Mordsag. Almenheden vil i Spænding afvente Resultatet af de ny Undersøgelser.

(Morgenbladet (København) 19. april 1885).

Der blev efterfølgende sat en undersøgelse i gang ledet af assessor Ingerslev (Social-Demokraten 26. april 1885). Undersøgelsen vist at hymen (jomfruhinden) ikke var sprængt, og at Ane således ikke kunne have født et barn. Og nu rettede opmærksomheden sig også mod andre kvinder som var blevet dømt på Fejø og afsonede deres straf på Christianshavn. Begge kvinder blev efterfølgende løsladt og Freuchen sendt til undersøgelse på Oringe sindssygeanstalt.

Uskyldig dømt for Barnemord.

Justitsminister Nellemann har i Disse Dage givet Ordre til at løslade fire Kvinder, der i lang Tid har hensiddet i Straffeanstalten paa Kristianshavn som dømte for Barnemord.

Det er Afslutningen paa den berømte, for Justitsminister, Undersøgelsesdommer, Domstole og vort hele Retsvæsen lige betegnende Fejøsag, vi her staar overfor. I April Maaned d. A. skrev "Social-Demokraten" gentagne Gange om den, og Regeringen nedsatte en Undersøgelseskommission, som nu er kommen til det Resultat, at de dømte er uskyldige, hvorfor de som sagt er bleven sat paa fri Fod. Indtil Sagen er endelig sluttet, vil de blive underholdt af det Offentlige, men om Erstatning for den dem overgaaede Tort vil der i øvrigt ikke kunne være Tale, idet vor Lovgivning jo ikke kender noget til Humanitet overfor uskyldig dømte.

Der foreligger her to forskellige Sager. Om den ene er der endnu ikke kommet synderligt til Offenlighedens Kundskab, den anden, der gav Anledning til Undersøgelsernes Genoptagelse, gik - som det mulig vil erindres - kortelig ud paa følgende :

I Anret 1881 fandt man et Barnelig i en Affaldsdynge paa Fejø. Den Undersøgelse, der blev indledet, førte ikke til noget Resultat den Gang, men blev et Par Aar efter genoptaget af den nye Birkedommer, Hr. Freuchen, fordi der paa Fejø var udspredt et Rygte om, at den paa Femø hjemmehørende Pige Ane Kirstine netop paa den Tid havde været frugtsommelig. Hun afgav fuldstændig Tilstaaelse paa et meget tidligt Stadium af Undersøgelsen, og man fandt ingen Grund til at tvivle paa Sandheden af denne Tilstaaelse, da Distriktslægens Erklæring gik ud paa, i at Pigen havde født. Hendes Moder, Christiane Gotfredsen, nægtede i lang Tid at være Datterens Medskyldige, men omsider aflagde ogsaa hun en Tilstaaelse, der stemte fuldstændig overens med den første. I Straffeanstalten paa Kristianshavn hensad paa denne Tid Ane Kristines gifte Søster, der ligeledes fremkom med en Forklaring, som stemte overens med Moderens og Søsterens Tilstaaelser, og som gik ud paa, at disse havde været til Stede i hendes Hjem umiddelbart før Fødselen og derfra havde begivet sig tit Kirkegaarden, hvor Fødselen og Mordet skulde være foregaaet. Da Underretsdommen var aflagt, tog Ane Kirstine imidlertid sin Tilstaaelse tilbage, men denne Tilbagekaldelse frafaldt hun atter kort Tid efter, og som Følge deraf afsagde Højeret den 29. Oktober 1884 en Dom, der lød paa 5 Aars Forbedringshus for Ane Kirstine og Livstraf for hendes Moder; den sidste Dom "formildedes" til Tugthusarbejde paa Livstid.

Saa begyndte de to dømte da at afsone deres Straf, men allerede her i Foraaret forlangte Pigen at blive forhørt, idet hun saavel som Moderen nu igen paastod, at de var uskyldige. Navnlig forlangte Pigen med stor Styrke at blive undersøgt af en Læge, idet hun erklærede, at det da nok skulde vise sig, at hun aldrig havde født. Denne Lægeundersøgelse sandt da Sted ved Fængselslægen Dr. Tryde samt Overaccoucheuren paa Fødselsstiftelsen Dr. Stadfeldt. og den udviste, at Pigen næppe nogen Sinde havde født, og i alt Fald aldrig et fuldbaaret Barn som det, for hvis Mord hun og hendes Moder var dømte.

Hermed var det da allerede halvvejs givet, at de virkelig var uskyldige; thi vel havde Distriktslægen paa Fejø, der undersøgte Pigen før Underretsdommen faldt, afgivet Attest paa, at hun havde født et fuldbaaret Barn, men det var nu klart af den af en Autoritet som Professor Stadfeld afgivne Erklæring, at Distriktslægen enten ikke har haft Forstand paa sligt, eller ogsaa har han undersøgt hen i Vejret. Og endelig viste det sig, at man heller ikke kunde stole synderligt paa Birkedommer Freuchens Politiundersøgelser, idet han nok var Specialist i at presse Tilstaaelser ud af alle mulige Mennesker. Onde Tunger fortalle endog, at hver Gang Birkedommeren mødte en Fejøbeboer, saa stod denne straks stille og bekendte et eller andet.

Da Sagen var bleven fremdraget i Pressen, fik Justitsministeren pludselig travlt; som bekendt letter han ikke gerne paa sig, før der er sendt Bud efter ham. Og nu fulgte under Assessor Ingerslevs Ledelse den omtalte Kommissionsundersøgelse, der har ført til, at ikke blot disse to Kvinder, men ogsaa to andre for Barnemord dømte Kvinder fra samme Jurisdiktion er bleven løsladte som uskyldige.

Vi kommer selvfølgelig atter tilbage til denne Sag. Den er, som man ser, en ny Illustration til de Retsforhold, det nuværende Regimente holder os under. Sløje Embedsmænd, sløje Domme - det er vi saa vante til, og der er da ikke andet for, end at blive ved med det møjsommelige Arbejde, at udpege de værste Pragteksemplarer af den Art. Administrationens Jammerlighed blottes derigennem næsten daglig, og samtidig kan det ikke være andet, end at Folk maa faa Øjet op for adskillige af de store Mangler ved det nuværende Retssystem, ud af hvilket det Estrupske Ministerium ikke magter at føre os. Vi har hverken offenlig eller gratis Retspleje eller Juryer eller Erstatning til uskyldig dømte - vi har foreløbig ikke andet end Nellemann med en Stab af Hindenburgere, Goos'er , Mazantier Freuchen'er, Skiftekommissionærer og andet Habengut i en lang Elendighed. Det er som sagt møjsommeligt at luge i denne provisoriske Have, men af Erfaring véd vi dog, at et og andet kan pilles væk, og derfor bliver vi ved. De fejøske Sager vil sikkert i den Henseende give os nyt Arbejde.

(Social-Demokraten 30. juli 1885).

Barnemordssagen fra Fejø. Fra en paa Femø boende Mand har "Politiken" modtaget følgende:

Hr. Redaktør! Jeg beder Dem optage efterstaaende Bemærkninger som et Udtryk for Befolkningens Stemning her ovre med Hensyn til Christiane Gotfredsens og Datters Løsladelse fra Tugthuset.

Det vakte ganske sikkert langt mere Forbavselse end Glæde, da man erfarede, at de for Barnemord dømte Kvinder vare blevne løsladte. Og til de forbavsede hørte jeg. Thi, uagtet jeg ikke kan paastaa, at disse to Mennesker har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte, saa er der dog, synes det mig, fremkommet saa vægtige Indicier imod dem, at det i alt Fald ikke vilde have været urimeligt at holde dem fast, indtil Hr. Assessor Ingerslevs Forhør havde været underkastet en nærmere Prøvelse.

Som bekjendt hører Christiane Gotfredsen med Datter ikke til Femø Befolknings agtede Medlemmer.

Christiane har født 3 uægte Børn, den ene Datter har faaet et do., og en Datter, som var gift paa Fejø og der havde en Flok Børn, hensidder nu for Tiden i Tugthuset for forsætligt Drab af et af sine i Ægteskab fødte Børn.

Allerede dette er ikke egnet til at stabe synderlig Tillid til Familjens Agtværdighed.

Men der er andre og vigtigere Indicier. 

Som i sin Tid fremdraget i Deres ærede Blad tilskrev Christiane, forinden noget retsligt foretoges i denne Sag, Birkekontoret en anonym Skrivelse, hvori hun søgte at vælte Skylden for Forbrydelsen over paa en brav ung Pige fra Fejø, som ved gjentagne Lægeundersøgelser har faaet sin Uskyldighed konstateret. Det Spørgsmaal ligger da nær: Af hvilken Grund har hun villet ødelægge denne unge Piges Fremtid? Skulde det være ganske uden Hensigt om at ville dække sig selv, at hun paa en saa skamløs Maade søgte at tilintetgjøre en ung Piges Ære og Rygte?

Endvidere: Forinden Optagelsen af Forhørene var Christiane meget interesseret i at faa at vide, hvad der foregik hos Sognefogden, og bad indstændig dennes Karl, naar han kom fra Arbejde, om endelig at meddele hende det, dersom der "passerede noget". Skulde ikke en urolig Samvittighed her har været Drivfjederen? Det kan dog næppe have været helt uden Grund, at hun var saa opsat paa at faa at vide, hvad der foregik.

Endelig: Hvad betød det bekjendte Brev til Datteren "om at hun skulde tage sig i Agt, ikke røbe noget osv.", det Brev, som Politibetjenten fandt, da han anholdt Datteren?

Naar til alt dette kom, at Distriktslægen gav Attest for, at Datteren "havde født", saa synes det mig, at Dommeren ikke godt kunde undlade at tage sig af Sagen, og at han i dette Tilfælde som i de andre kriminelle Sager, han har hast til Behandling, kun har røbet de bedste og redeligste Hensigter, og at han kun har ladet sig lede af en god og ærlig Vilje til at komme Lasten og Forbrydelsen til Livs. At han er en hæderlig og brav Karaktor, derom kan der vist ikke være Tvivl.

At Christiane Gotfredsen og hendes Datter, efter at have aflagt Tilstaaelse om den Forbrydelse, hvorfor de vare anholdte, og efter at have modtaget Dom ved Under-, Over- og Højesteret, nu med stolt og oprejst Pande gaar paa fri Fod og offenlig bliver gjorte til Martyrer, dette er noget, som falder Folk her ovre svært at forstaa, og man vil næppe her kunne lære at betragte dem som Samfundets Martyrer, iførte Uskyldighedens hvide Klædebon.

Deres ærbødige

X

* * *

Til dette Brev føjer Bladets Redaktion følgende Bemærkninger:

- "Vi har ikke villet nægte ovenstaaende Plads i "Politiken"; thi sikkert er det et paalideligt Udtryk for den almindelige Opfattelse ovre paa Forbrydelsens Hjemsted, paa Øerne Femø og Fejø.

Men i øvrigt er vi ikke i Tvivl om, at Opfattelsen hviler paa en vrang Betragtning af Forholdene, en Misforstaaelse af det centrale i hele Sagen.

Først og fremmest: det, der har foranlediget os til at fremdrage og vedligeholde Interessen for denne Historie, er ikke hverken glorificerende Sympathi for de to fejlagtig dømte Kvinder eller særlig Antipathi mod Hr. Freuchen, men det er hele det triste Indblik, Sagen giver i vort Retssystem.

Vi har ikke søgt at fremstille de to Kvinder som Engle, lige saa lidt som vi har troet, at Hr. Freuchen var en Djævel.

Men vi har med berettiget Indignation fremhævet dette: to Kvinder - de være nu yderlig tarvelige, eller de være agtværdige - er blevne dømte for et Barnemord, som de, efter hvad der ved fornyet Undersøgelse er blevet oplyst, ikke kan have begaaet, og de ere blevne dømte af en Birkedommer, som sikkert ikke staar under Jævnmaalet af Hæderlighed og Dygtighed i vor Dommerstand. Netop dette, at sligt kan ske, uden at der er særlig Grund til at kaste Skylden paa den enkelte Dommer, netop dette er det forfærdelige og oprørende.

Thi det vil med andre Ord sige, at der i vor Retsforfølgelse, hvor en og samme Person er Anklager, Forsvarer og Dommer, ikke er Garanti eller Borgen for, at den Dom, der fældes, er retfærdig.

Det er da urigtigt og misledende at ræsonnere, som den ærede Brevskriver gjør. Han kan ikke rokke - han tilstaar det selv - ved det Faktum, at de to Kvinder ikke har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte. Den sagkyndige Lægeundersøgelse, som konstaterer, at Christiane Gotfredsens Datter aldrig har født fuldbaaret Barn, kuldkaster alle, selv de tilsyneladende klareste Indicier. Hr. X. naar kun til at dokumentere, hvad ingen har har tvivlet om, at de to Kvinder er ilde lidte og daarlige Personer, og til at skabe en Sandsynlighed for, hvad vi her i Bladet forlængst har gjort opmærksom paa, at de maaske har andre Synder paa deres Samvittighed.

Men, som sagt, det er ikke Spørgsmaalet. Alt det, som Brevskriveren fremdrager, kan ikke, hvad der ene og alene vilde have nogen Betydning, undskylde et Retssystem, der uden Besvær kan faa Folk dømte for Forbrydelser, de ikke har begaaet; det kan højst forklare, hvorfor Mistanken faldt paa de dømte.

Naar derfor Øernes Befolkning ikke kan føle Glæde over de to Kvinders Løsladelse, ja, naar det endogsaa synes, som om den stadig ønsker dem siddende i Tugthuset - saa kommer det simpelt hen af, at man der ovre staar de i Sagen implicerede for nær til at kunne frigjøre sig for personlig Sym- og Antipathi, for nær til at kunne betragte Sagen og ikke Personerne.

Vi, der ser Begivenheden paa Afstand, men i øvrigt fjender alle Sagens Detailler, siger: Det kan saamænd godt være, at de to Fruentimmer er nogle snavs Personer; det kan saamænd godt være, at Hr. Freuchen til daglig Brug er en meget skikkelig Mand; men derfor bliver det ikke mindre forfærdeligt, at Hr. Freuchen, følgende almindelig god dansk Retspleje, har kunnet dømme to Kvinder til Døden for en Forbrydelse, som de ikke har begaaet.

Og en Smule har vi maaske ogsaa Lov til at undres over, hvor ringe Fordringer man stiller til dansk Birkedommer-Skikkelighed, -Hæderlighed og -Dygtighed.

Den ærede Brevskriver vidner, og med ham flere fra Fejø Jurisdiktion, at Hr. Freuchen er en brav og hæderlig Karakter med en god og ærlig Vilje, med de bedste og redeligste Hensigter, og fra anden Side faar Hr. Freuchen den Lov, at han er en brugelig Jurist, ikke i nogen Retning fremragende begavet, men heller ikke værre end de fleste.

Om denne brave og hæderlige, gode og ærlige Birkedommer, om ham oplyses det, at han for at fremtvinge Tilstaaelsen af de anklagede, fystematist benyttede en Udsultningskur.

Der er andre, brave og hæderlige Birkedommere, som prygler deres Arrestanter Hr. Freuchen havde den Opfattelse, at Udsultning var probatere. Han tog de to arresterede Kvinder med sig om Morgenen ud til Undersøgelse af de Steder, hvor Forbrydelsen skulde være begaaet og Liget henlagt; han gav dem intet at spise hverken for eller under Turen. Han vendte hjem med dem ved Middagstid, styrkede sig selv til fornyede Anstrengelser, tog dem saa i Forhør fra Eftermiddag til Aften. De fik intet at spise i Tiden fra Udflugten til Forhøret , naar de i det hele taget fik noget at spise den Tag, afhang af, hvor flinkt Tilstaaelserne kom.

At han som fast Regel unddrog Arrestanterne den i Fange-Reglementet forordnede Kaffe, var kun et hygiejnisk Experiment af Hr. Freuchen. Da Hr. Ingerslev spurgte ham, hvorfor han havde gjort det, svarede han, at han havde last i en Bog af Professor Panum, at Kaffe var skadelig.

Saadan forhørte Hr. Freuchen med de redeligste Hensigter.

Og sikkert forhørte han ikke værre end saa mange andre Birkedommere, der i oppustet Tillid til egen Autoritet røgter Lov og Ret med naturlig Ærgjærrighed efter at vinde Ry som dygtige og energiske Forhørsdommere.

Hr. Freuchen, der af omhyggelige overordnede er sendt til Observation paa Oringe bør billigvis ikke lægges for Had. Han har handlet i det Retssystems Aand, hvis Tjener han var.

Og den ærede Brevskriver og de andre Femø og Fejø-Beboere. der ikke noksom kan prise deres Birkedommers Hederlighed og ikke noksom korse sig over de to uskyldig dømte Kvinders Forvorpenhed. reformerer ud fra akkurat det samme Retssystem, saadan som det demoraliserende og begrebsforvirrende har gydt sin Ufrihedens Aand over Folkets Sind og Tanke.

(Lolland-Falsters Folketidende 15. august 1885)

Undersøgelseskommission under kriminalretsassessor Ingerslev samt distriktslægen på Fejø mente at birkedommer Freuchens sundhedstilstand ikke er normal, og hans handlinger som undersøgelsesdommer kunne være påvirket af "fikse ideer". Dette blev undersøgt på Oringe Sindssygeanstalt ved Vordingborg. Overlægen her erklærede i november 1885 at Freuchen under Fejøsagen antagelig havde lidt af fikse ideer, og at sådanne anfald også ville kunne ske igen hvis han kom til at stå over for lignende forhold. Freuchen mente bl.a. at øens faldende befolkningstal skyldes fosterfordrivelse og barnemord.

I begyndelsen af maj 1886 kom sagen til endelig afgørelse ved Højesteret. Ved denne sag fremkom der yderligere informationer om forhørsmetoderne:

Dansk Retspleje i vor Tid. Dersom Tilliden til vor Retstilstand ikke i Forvejen var rokket i sin inderste Grund, maatte den nødvendigvis blive det ved, hvad der er kommen frem i Fejøsagen. Som Exempel paa, hvad der kan passere under vor nuværende Retspleje, skal vi efter Advokat Halkiers Foredrag anføre følgende Momenter :

Politibetjent Schmidt havde vist en meget brutal Optræden overfor tiltalte Ane Kirstine, der var sigtet for Barnemord. Efter at hun havde erklæret sig uskyldig, slæbte han hende i Arrest og tvang hende til at tilstaa. Om Moderen Christiane Godtfredsens Behandling under Forhørene foreligger følgende: Man havde sat en Tyvekvinde ind til hende for at udspionere hende. Man havde Udhvidtet Arrestvinduet, saa at hun kun med Vanskelighed kunde se. Hun har klaget over voldelig Behandling af Betjentene Schmidt og Olsen og fastholder sin Klage trods deres Benægtelse. Hun var under - rigtigt eller urigtigt - Foregivende af en Mavesygdom bleven sat paa en Sultekur (Mælkekur), der havde bragt hende i en afkræftet Tilstand. Hun var i denne Tilstand bleven taget i Forhør til langt ud paa Natten. Her havde hun maattet staa op i længere Tid, endskjønt hun led af Aareknuder paa Benene. Under Forhørene havde Birkedommeren stænket baade Moderen og Døtrene med sit Spyt i Ansigtet, saa de maatte lukke Øjnene. Desuagtet havde Moderen standhaftig fastholdt sin Benægtelse, indtil begge hendes Døtre, som ikke længere kunde udholde Behandlingen, bad hende om at tilstaa. De stolede paa at opnaa deres Ret, naar de slap ud af Birkedommer Freuchens Kløer. Og paa Grundlag af en paa denne Maade tilvejebragt Tilstaaelse fældede Højesteret Dødsdommen.

En hæderlig og agtet Kvinde, Husbestyrerinde Karen Hansen, havde vidnet for de tiltaltes Uskyldighed; men efter at disse var bragte til at tilstaa, var hun atter bleven taget i Forhør og blev ved en Examination paa flere Timer bragt til at tilstaa, at hendes afgivne sandfærdige Forklaring var usandfærdig. Hun blev straffet med 2 Maaneders Fængsel og var derefter udvandret til Amerika.

Hvad der foregik paa Fejø, kan foregaa i hvilken som helst Jurisdiktion i Landet. Vi har ingen Garanti for, at det ikke kan finde Sted."

(Lolland-Falsters Folketidende 14. maj 1886)

I maj 1887 blev de frifundet ved højesteret. I marts 1889 indstillede finansudvalget at enken Christiane Gotfredsens andragende om understøttelse skulle imødekommes. Om det skete, har jeg ikke kunnet finde ud af. Dermed var sagen dog ikke endt. Det principielle i sagen: At retssystemet var mangelfuldt, blev bestyrket ved denne sag og ledte i sidste ende til at den inkvisitoriske forhørsmetode i 1900-tallet blev opgivet. Diskussionen fortsatte dog for og imod, og i 1913 blussede den op igen, se sidste afsnit.